FORSLAG TIL BESLUTNING om EU's strategi for Arktis
5.3.2014 - (2013/2595(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2
Sabine Lösing, Willy Meyer, Jacky Hénin, Nikola Vuljanić, Patrick Le Hyaric, Marie-Christine Vergiat for GUE/NGL-Gruppen
Europa-Parlamentet,
– der henviser til FN's havretskonvention (UNCLOS), som blev indgået den 10. december 1982 og har været i kraft siden den 16. november 1994,
– der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og konventionen om biologisk mangfoldighed (CBD),
– der henviser til FN's erklæring af 13. september 2007 om oprindelige folks rettigheder,
– der henviser til rapporten af 14. marts 2008 om klimaændringer og international sikkerhed fra den højtstående repræsentant og Kommissionen til Det Europæiske Råd,
– der henviser til konsekvensvurderingen vedrørende klimaforholdene i Arktis, der blev fremlagt på det fjerde ministermøde i Arktisk Råd den 24. november 2004,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. juni 2012 (JOIN(2012)0019) og 20. november 2008 (COM(2008)0763) om EU's politik for den arktiske region,
– der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om en bæredygtig EU-politik for Arktis[1],
– der henviser til den amerikanske flådes arktiske køreplan af 10. november 2009,
– der henviser til forretningsordenens artikel 115,
A. der henviser til, at virkningerne af klimaændringer, som næsten udelukkende har deres oprindelse uden for Arktis, vil påvirke regionen; der henviser til, at navnlig havisens tilbagetrækning sandsynligvis vil resultere i uforudseelige og katastrofale miljømæssige virkninger i andre dele af verden såvel som en stigning i skibsfarten, navnlig mellem Europa, Asien og Nordamerika, udforskning og udvinding af naturressourcer, især gas, olie og andre mineraler, men også andre naturressourcer, såsom fisk, og udnyttelse af marine genetiske ressourcer, øget minedrift og skovhugst samt øget turisme;
B. der henviser til, at den industrielle udnyttelse af Det Arktiske Ocean, som tidligere har været beskyttet af is, vil få alvorlig indvirkning på det yderst følsomme arktiske økosystem og det globale klima;
C. der henviser til, at øget adgang til de enorme kulbrinteforekomster i den arktiske region medfører ændringer i den geostrategiske dynamik i regionen, hvilket indebærer potentielle følgevirkninger for den internationale stabilitet og de europæiske sikkerhedsinteresser, og at EU og NATO’s medlemsstaters øgede geostrategiske interesse fører til en militarisering af Arktis; der henviser til, at Rusland i december 2013 meddelte, at landet som led i sine prioriteter har til hensigt at etablere styrker i Arktis for at sikre den militære sikkerhed og beskytte landets nationale interesser i regionen;
D. der henviser til, at Canada i december 2013 rejste et krav til FN om det arktiske territorium, hvilket skulle omfatte Nordpolen;
E. der henviser til, at EU's eneste oprindelige befolkninger bor i Sverige og Finland; der henviser til, at de oprindelige befolkninger i Arktis og deres civilsamfund bør anses som centrale aktører i de processer, der pågår i Arktis;
1. mener, at den bedste måde at beskytte naturressourcer på vil være et moratorium for industriel udnyttelse af regionen ved Det Arktiske Ocean, der hidtil har været dækket af is, og at dette moratorium skal forblive gældende, indtil der er blevet vedtaget en juridisk bindende, overordnet ramme, som kan yde økosystemet og menneskerne i Arktis fuld beskyttelse; understreger, at enhver aftale om et moratorium skal aftales med landene og med befolkningerne, navnlig de oprindelige befolkninger, der bor i landene i regionen; mener, at der bør oprettes en fond til at kompensere den arktiske befolkning for at afholde sig fra at udnytte sine naturressourcer;
2. erkender, at EU ligesom andre udviklede områder i verden bidrager væsentligt til klimaændringerne og dermed bærer et særligt ansvar;
3. anser Arktis for et yderst følsomt økosystem, hvor virkningerne af klimaændringerne er særlig synlige, med katastrofale og uoprettelige følgevirkninger for andre regioner i verden;
4. understreger behovet for at beskytte det skrøbelige miljø i Arktis og betoner vigtigheden af generel stabilitet og fred i regionen; understreger, at EU bør føre en politik, der sikrer den højest mulige prioritet til beskyttelse af den arktiske region, som tilmed er en af de vigtigste klimaregulatorer i verden og en vigtig indtægtskilde for indbyggerne i regionen;
5. understreger den ledende rolle, som EU skal spille med hensyn til at mindske den forurening, som kommer ind i den arktiske region, bl.a. via transport over store afstande; påpeger, at klimaændringerne i Arktis vil få katastrofale og uoprettelige følger for kystområderne i Europa og andre steder og for klimaafhængige erhvervsgrene i Europa og andre steder, såsom landbruget, vedvarende energi, fiskeriet og transportsektoren;
6. understreger, at de positive følger af den smeltende is kun er små og kortsigtede for den økonomiske udvikling i forhold til den langt mere omfattende, langsigtede og miljøskadelige udvikling i den arktiske region;
7. ser med bekymring på den stigende militarisering af den arktiske region, der foretages af de arktiske lande, Rusland og NATO-landene, USA, Canada, Danmark og Norge; mener ikke at, den amerikanske flådes "Arctic Roadmap", forøgelsen af antallet af de canadiske "Arctic Rangers", militærøvelserne i august 2010 og Ruslands planer om at udstationere tropper i senest 2020 bidrager til at fremme konstruktiv forståelse og samarbejde i regionen; påpeger, at de arktiske lande ved flere lejligheder har erklæret, at de agter at løse og i nogle tilfælde har arbejdet på at løse eventuelle interessekonflikter i overensstemmelse med folkerettens principper;
8. konstaterer, at der ganske vist er tydelige forskelle mellem Arktis og Antarktis, men at der ligeledes er åbenbare ligheder; påpeger, at teksten i Antarktistraktaten udgør en vellykket ramme for fredelig forskning og fredeligt samarbejde uden at blive viklet ind i territoriale tvister, og uden at det berører eksisterende landegrænser; understreger, at disse mål om fredelig forskning og fredeligt samarbejde er tilstrækkeligt brede, og at situationen er tilstrækkeligt ensartet til, at de kan betragtes som meget relevante også i en arktisk sammenhæng;
9. støtter samarbejde inden for rammerne af Arktisk Råd, som kan fungere som en ramme for et fredeligt samarbejde med henblik på at beskytte den arktiske befolkning og regionen Arktis;
10. respekterer den islandske regerings initiativ til at afslutte forhandlingerne om EU-medlemsskab; mener, at det er vigtigt at opretholde gode forbindelser og udvikle et tættere samarbejde med Island på områder af fælles interesse;
11. udtrykker bekymring over, hvordan spørgsmålet om fiskekvoter har udviklet sig mellem EU og kyststaterne, og håber på en retfærdig løsning;
12. er vel vidende om behovet for ressourcer til en voksende verdensbefolkning; anerkender, at der er tilstrækkelige ressourcer til den nuværende verdensbefolkning, især hvis der foretages et vidtrækkende skift til anvendelse af vedvarende energikilder og energibesparende teknologier, men at en uretfærdig fordeling af udnyttelsen af ressourcerne skaber ekstremt fattige og ekstremt rige regioner i verden, og opfordrer derfor til politiske, økonomiske og sociale foranstaltninger samt et vidtrækkende skift til vedvarende energikilder og energibesparende teknologier for at afhjælpe denne ubalance; betragter ikke den miljøskadelige udnyttelse af de olie- og gasreserver, der formodes at eksistere i Arktis, som en løsning på problemet, men opfordrer til ubegrænset beskyttelse af dette yderst følsomme økosystem;
13. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Arktisk Råd, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt de arktiske landes regeringer og parlamenter.
- [1] EUT C 136E af 11. maj 2012, s. 71.