FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG om FAO-topmødet og fødevaresikkerhed
25.11.2009
til erstatning af beslutningsforslag af:
ECR (B7‑0168/2009)
S&D (B7‑0169/2009)
PPE (B7‑0170/2009)
ALDE (B7‑0171/2009)
Verts/ALE (B7‑0172/2009)
Mairead McGuinness, Filip Kaczmarek for PPE-Gruppen
Thijs Berman, Véronique De Keyser, Luis Manuel Capoulas Santos, Ricardo Cortés Lastra for S&D-Gruppen
Charles Goerens, Louis Michel, Marielle De Sarnez, George Lyon for ALDE-Gruppen
Martin Häusling, José Bové for Verts/ALE-Gruppen
James Nicholson for ECR-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om FAO-topmødet og fødevaresikkerhed
Europa-Parlamentet,
– der henviser til EF-traktatens artikel 33,
– der henviser til sine beslutninger af 25. oktober 2007 om de stigende foder- og fødevarepriser[1], og af 22. maj 2008 om de stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene[2],
– der henviser til sin beslutning af 29. november 2007 om fremme af landbruget i Afrika – Forslag til et samarbejde om udvikling af landbrug og fødevaresikkerhed i Afrika[3],
– der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af en facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene (KOM(2008)0450),
– der henviser til betænkningen om den fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed (betænkning af McGuinness) (2008/2153(INI)),
– der henviser til rapporten om landbrugsprognoser 2008-2017, som Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationen (FAO) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har offentliggjort,
– der henviser til anbefalingerne fra FN's Landbrugspanel – IAASTD,
– der henviser til resultatet af sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik,
– der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet,
– der henviser til konklusionerne og erklæringen fra verdenstopmødet om fødevaresikkerhed i Rom den 16.-18. november 2009,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 4,
A. der henviser til, at EU er den største donor af udviklings- og humanitær bistand på verdensplan, men at landbrugets andel af den officielle udviklingsbistand (ODA), der ydes på internationalt plan, og navnlig fra EU, er faldet konstant siden 1980'erne fra 17 % i 1980 til 3,8 % i 2006, og til, at det på et tidspunkt, hvor naturressourcerne er under pres, forventes, at den globale efterspørgsel efter fødevarer vil blive fordoblet i perioden frem til 2050, og at den globale fødevareproduktion derfor må forøges,
B. der henviser til, at sluterklæringen fra Verdensfødevaretopmødet i 2009 hverken i tilstrækkeligt omfang analyserer grundene til den fejlslagne udryddelse af sult, eller stiller konkrete forslag til, hvorledes kampen mod sult kunne intensiveres, og til, at det ifølge FAO er tilstrækkeligt at investere 30 mia. EUR pr. år for at garantere fødevaresikkerheden for en verdensbefolkning, der vil runde 9 milliarder i 2050,
C. der henviser til, at EU fortsat er en førende fødevareproducent, og til, at EU også er storimportør af landbrugsprodukter, fordi EU langt fra er selvforsynende med en lang række landbrugsråvarer, og til, at prisstigningerne på dyrefoder øger produktionsomkostningerne, hvilket risikerer at medføre et fald i produktionen af husdyrprodukter,
D. der henviser til, at voldsomme udsving i råvarepriserne fremover kan blive et mere udbredt og tilbagevendende fænomen på verdensmarkedet, og at højere fødevarepriser ikke automatisk fører til øgede landbrugsindtægter, hvilket hovedsageligt skyldes den hurtige stigning i landbrugenes produktionsomkostninger, men også den stadig større divergens mellem producent- og forbrugerpriserne,
E. der henviser til, at verdens fødevarelagre er faldet til et foruroligende lavt niveau fra et lager på ét års fødevareforsyning efter Anden Verdenskrig til et lager på knap 57 dage i 2007 og blot 40 dage i 2008,
F. der henviser til, at tømte fødevarelagre, selv i EU, har en negativ indvirkning på fødevarenødhjælpsprogrammet, som på nuværende tidspunkt har færre fødevarer at uddele, og til, at dette problem og den globale fødevarepriskrise har den direkte og alvorlige konsekvens, at antallet af sultende i verden ifølge FAO stiger til 1 mia. i 2009, hvilket betyder, at én ud af seks personer på nuværende tidspunkt er underernæret og lider af kronisk sult,
G. der henviser til, at mere end 40 mio. mennesker dør af sult hvert år, herunder et barn hvert minut, og at denne udvikling har givet anledning til optøjer og uroligheder verden over, hvilket har ført til en yderligere destabilisering af lande og regioner i verden, samt til, at repræsentanter for 185 lande på Verdensfødevaretopmødet i 1996 forpligtede sig til at halvere antallet af sultne inden 2015, samt at landmænd på familiebrug, hyrder og landarbejdere udgør mere end halvdelen af verdensbefolkningen, og at disse er de primære ofre for sult,
H. der henviser til, at klimaændringen har alvorlige konsekvenser for landbruget, f.eks. forringet udbytte, fordi vandmangel har ramt den lokale landbrugsaktivitet i de fattigste lande,
I. der henviser til, at landbruget skaber beskæftigelse og er eksistensgrundlag for over 70 % af arbejdsstyrken i udviklingslandene generelt og over 80 % i mange afrikanske lande, og at politikkerne for landdistriktsudvikling derfor er af afgørende betydning for en effektiv løsning af problemerne med fattigdom og sult, samt at Verdensbanken vurderer, at vækst i landbrugssektoren er dobbelt så effektiv til at mindske fattigdom som vækst i andre sektorer,
J. der henviser til, at EU yder mere end 50 % af al udviklingsbistand på verdensplan inklusive medlemsstaternes bidrag, og at dette bekræftes af det aktuelle bidrag gennem fællesskabsinstrumenter (ca. 1 800 000 000 EUR: 1 mia. EUR gennem den nye facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene og resten gennem de udviklingsinstrumenter og instrumenter til humanitær bistand, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt),
K. der henviser til, at en stigende andel af ryddede arealer og landbrugsressourcer anvendes til produktion af foder, kød og biomasse til landbrugsethanol, hvilket i væsentlig grad har bidraget til den globale spekulation i landbrugsvarer,
1. understreger, at antallet af mennesker på verdensplan der lider af sult og fattigdom overstiger 1 milliard, hvilket i en uacceptabel grad er ødelæggende for tilværelsen for en sjettedel af verdens befolkning; bemærker, at virkningerne af den langvarige underinvestering i fødevaresikkerhed, landbrug og udvikling af landdistrikter i den seneste tid er blevet forværret yderligere af flere faktorer, herunder fødevarekrisen og den finansielle og økonomiske krise, og at det til trods for store fremskridt ikke samlet set er lykkes at gennemføre millenniumudviklingsmålene; konstaterer, at der i fællesskab skal tages skridt til at vende denne tendens i retning af en progressiv opfyldelse af retten til tilstrækkelig mad inden for rammerne af den nationale fødevaresikkerhed;
2. understreger, at enhver har ret til adgang til tilstrækkelige, sikre og ernæringsrige fødevarer; ønsker en verden uden sult og påpeger, at en ægte kamp mod sult kræver, at der indføres omfattende politikker, der fremmer bæredygtigt landbrug og bæredygtige fødevareproduktionssystemer, for at fremme udviklingslandenes kapacitet til at brødføde deres befolkninger; opfordrer landene til at gennemføre de frivillige retningslinjer til støtte for gradvis virkeliggørelse af retten til tilstrækkelig ernæring som led i en national fødevaresikkerhed, og støtter en praktisk gennemførelse af retningslinjerne baseret på principperne om deltagelse, gennemsigtighed og ansvarlighed; glæder sig over de principielle løfter, der blev afgivet på topmødet i Rom, men er ikke desto mindre skuffet over manglen på finansielle løfter og den ringe deltagelse af højtstående repræsentanter fra G8-landene; opfordrer i denne sammenhæng alle medlemsstater til at lægge større vægt på deres forpligtelser i forbindelse med millenniumudviklingsmål nr. 1 (om at halvere sulten inden 2015) og tilslutte sig et verdensomspændende mål om at udrydde sult og underernæring inden 2025 eller så hurtigt som muligt;
3. fremhæver betydningen af den fælles landbrugspolitik som midlet til at sikre fødevareproduktionen i EU; mener, at den fælles landbrugspolitik har bevirket, at EU-borgerne har nydt godt af en sikker fødevareforsyning siden politikkens indførelse i 1962, og derudover har bidraget til at beskytte og styrke landdistrikterne og EU's standarder for fødevareproduktion, der er de højeste i verden; understreger nødvendigheden af, at Fællesskabets landbrug fortsætter med at spille denne rolle i fremtiden;
4. understreger, at priserne på landbrugsvarer har varieret voldsomt, og at priserne fra midten af 2007 til midten af 2008 er steget drastisk og er blevet efterfulgt af en markant stigning i forbrugerpriserne; bemærker, at denne drastiske stigning i råvarepriserne hurtigt blev efterfulgt af et markant fald i råvarepriserne til et uholdbart niveau; er stadigvæk bekymret for, at fødevarepriserne igen kan stige kraftigt i takt med den globale økonomis genopretning, fordi mange af de strukturelle problemer endnu ikke er blevet løst, herunder manglende investeringer og stor efterspørgsel i visse regioner;
5. bemærker med bekymring de stigende omkostninger til landbrugets rå- og hjælpestoffer (prisstigninger på gødning, såsæd, osv.), der har udmøntet sig i omkostningsstigninger, som ikke alle landbrugere (navnlig i husdyrsektoren) har fået lige stor kompensation for, og som i høj grad har undergravet enhver potentiel indkomstforøgelse som følge af de højere råvare- og fødevarepriser, hvilket igen underminerer motivationen til at øge en bæredygtig landbrugsproduktion; er bekymret for, at de kraftige stigninger i priserne på rå- og hjælpestoffer vil resultere i mindre anvendelse og dermed potentielt faldende produktion, hvilket vil forværre fødevarekrisen i Europa og på verdensplan;
6. minder om, at prisudsvingene i de seneste år – både stigninger og fald – har gjort det særlig svært at garantere fødevaresikkerheden; understreger, at såfremt landbrugerne ikke opnår rimelige priser for deres produkter, standser de produktionen; understreger igen, at EU's landbrug står for mellem 17 % og 30 % af verdens hvedeproduktion, verdens mælkeproduktion og verdens oksekødsproduktion; understreger, at opretholdelsen af rentable landbrug i EU er af altafgørende betydning for fødevareforsyningen i EU og på verdensplan i de kommende år;
7. henleder opmærksomheden på, at de seneste prisstigninger på landbrugsråvarer også har baggrund i mere langsigtede strukturelle faktorer, herunder en støt stigende global efterspørgsel og konstant faldende investeringer i produktionslandbrug; bemærker, at det blandt disse faktorer navnlig er stigningen i energipriserne, herunder især oliepriserne, der har indvirket på verdens landbrugsproduktion (på grund af øgede produktions- og distributionsomkostninger), og på forekomsten af fødevarekriser i de fattige lande (på grund af fødevaretransportomkostningerne i disse lande);
8. bemærker, at landbrugsproduktionen for at kunne mætte en verdensbefolkning, der forventes at runde 9 milliarder i 2050, inden da skal stige med 70 %; gør opmærksom på, at over 860 millioner mennesker på verdensplan lider under kronisk sult; bemærker, at Verdensbanken forudsiger, at de stigende fødevarepriser kan tvinge yderligere 130-155 mio. mennesker ud i endnu dybere fattigdom end i 2008;
9. mener, at den fælles landbrugspolitik fortsat bør være hjørnestenen i EU's fødevaresikkerhedspolitik, og at den yderligere bør tilpasses for at imødegå problemerne vedrørende fødevaresikkerhed på EU-plan og verdensplan; advarer mod en afvikling af markedsstøtteordninger og nedskæringer i støttebetalinger til landbrugerne på baggrund af de voldsomt svingende varepriser og dermed landbrugsindkomster;
10. understreger betydningen af internationalt samarbejde og solidaritet og nødvendigheden af at afstå fra ensidige foranstaltninger, der ikke er i overensstemmelse med folkeretten og FN's charter, og som bringer fødevaresikkerheden i fare; kræver afbalancerede handelsaftaler, idet disse er en essentiel bestanddel af indsatsen for den globale fødevaresikkerhed;
11. henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne at inkludere rimelige finansieringsmekanismer og en byrdefordeling inden for klimatilpasning i de kommende forhandlinger i København med særlig vægt på støtte til klimavenlige landbrugsmetoder som konsekvente værktøjer i kampen mod sult, træffe koordinerede foranstaltninger mod yderligere forringelse af jordbundens fertilitet og biodiversitet, der er afgørende elementer i fødevareproduktionssystemerne, øge den samlede effektivitet og mindske spild i de globale fødevarekæder og forbedre den lokale markedsadgang;
12. anerkender FAO's synspunkt om, at de stigende fødevarepriser især rammer lande, der er nettoimportører af fødevarer, og som for en stor dels vedkommende hører til verdens mindst udviklede lande; understreger igen, at fattigdom og afhængighed af fødevareimport er blandt hovedårsagerne til fødevareusikkerheden; er opmærksom på, at kun en lille andel af verdens fødevareproduktion faktisk handles på det internationale marked, og at den i stigende grad kommer fra et lille antal eksportlande;
13. er foruroliget over den aktuelle globale finanskrise, der kan resultere i, at der bliver mindre støtte til rådighed for landbruget; opfordrer Kommissionen til at analysere konsekvenserne af finanskrisen for landbrugssektoren og overveje forslag, der kan sikre sektorens stabilitet, også hvad angår adgangen til lån og lånegarantier; påpeger, at denne fødevarekrise er tæt forbundet med den finansielle krise, hvor de likviditetsindsprøjtninger, som centralbankerne har foretaget for at undgå konkurser, kan have medført øget spekulation i råvarer; opfordrer IMF og Forum for Finansiel Stabilitet til at vurdere denne "bivirkning" og tage hensyn hertil, når der fremsættes forslag om globale løsningsmodeller;
14. mener, at den fælles landbrugspolitik fortsat bør være et vigtigt element i EU's fødevaresikkerhedspolitik nu og efter 2013, og at den bør spille en væsentlig rolle i udviklingspolitikken, især med hensyn til den eksterne fødevaresikkerhedspolitik; mener, at velfungerende økosystemer, frugtbar jord, stabile vandressourcer og en diversificeret landdistriktsøkonomi er afgørende for fødevaresikkerheden på lang sigt; mener, at den fælles landbrugspolitik, ud over at sikre EU's fødevareproduktion, kan bidrage til at imødekomme den øgede globale efterspørgsel på fødevarer uden at forvride markederne; kræver foranstaltninger, der kan stabilisere lokale og regionale landbrugssystemer, der er baseret på bæredygtige landbrugsmetoder, og tilvejebringe strategiske fødevarereserver;
15. mener, at finansieringsfaciliteten med henblik på en hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene er et nødvendigt første skridt i håndteringen af de umiddelbare behov hos dem, der rammes hårdest af fødevarekrisen; mener, at Kommissionen bør føre kontrol med, hvordan midlerne anvendes, og sikre, at de altid sættes ind dér, hvor behovet er størst, og at der bør foretages regelmæssig rapportering til Parlamentet;
16. anmoder Kommissionen om at styrke sine nuværende programmer til sikring af fødevaresikkerheden i Europa og verden; opfordrer til styrkelse af det tematiske program for fødevaresikkerhed (2007-2010), der i øjeblikket har fået tildelt 925 mio. EUR for hele programperioden; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en fuldstændig konsekvensevaluering af EU’s politikker og programmer inden for landbrug, udvikling og handel for at etablere en konsekvent bæredygtig politisk tilgang til global fødevaresikkerhed;
17. bekræfter, at det er de enkelte landes ansvar at garantere fødevaresikkerhed, og at planer om at løse udfordringerne i forbindelse med fødevaresikkerhed bør formuleres, koordineres, vedgås og styres på nationalt plan på grundlag af høringer af alle de relevante aktører; understreger, at fødevaresikkerhed bør have høj prioritet, og at dennes betydning bør fremgå af de nationale programmer og budgetter; understreger, at god regeringsførelse bør spille en væsentlig rolle, og at der skal tages hånd om korruption på nationalt plan; mener, at kampen mod sult skal være baseret på anerkendelse af retten til fødevaresuverænitet, defineret ved et lands eller en regions mulighed for på demokratisk vis at gennemføre sin egen politik, prioriteter og strategier;
18. mener, at den aktuelle forskning i bæredygtige landbrugsproduktionssystemer er af afgørende betydning; understreger den rolle, som offentligt finansierede forskningsprogrammer, EU's teknologiplatform for økologisk landbrugsforskning og det syvende rammeprogram for teknologisk forskning og udvikling spiller; kræver om nødvendigt programmer for teknologioverførsel til udviklingslandene; opfordrer FAO's medlemsregeringer til at følge henstillingerne fra FN's Landbrugspanel (IAASTD) for at ændre top-down teknologioverførselsprincipper og erstatte dem med bottom-up, inkluderende landbrugerorienterede innovationsprincipper;
19. mener, at en af de alvorlige hindringer for en større landbrugsproduktion i udviklingslandene er de mindre landbrugeres manglende adgang til lån eller mikrokreditter til investeringer i såsæd, gødningsstoffer og vandingssystemer; understreger desuden problemet med lånegarantier, der for det meste ikke er tilgængelige; opfordrer Den Europæiske Investeringsbank til at undersøge, hvordan den kan tilvejebringe programmer for lokale fødevareproducenter i udviklingslandene med lånegarantier, så de kan få adgang til lån og mikrokreditter;
20. vedtager at nedsætte en permanent arbejdsgruppe på højt plan vedrørende EU's bidrag til global fødevaresikkerhed for at udarbejde fælles aktionspunkter omkring de store udfordringer som fastlagt af Kommissionen for bæredygtigt landbrug, fiskeri og udvikling af landdistrikter;
21. bemærker, at den globale fødevarekrise udgør en af de største trusler mod fred og sikkerhed i verden; glæder sig i den forbindelse over Kommissionens seneste bestræbelser på at undersøge metoder til at håndtere det globale problem vedrørende fødevaresikkerhed; opfordrer medlemsstaterne til at støtte sådanne initiativer på nationalt og lokalt plan;
22. understreger, at udenlandske investorers opkøb af landbrugsjord, navnlig i Afrika, ikke må få negative følger for den lokale fødevaresikkerhed eller medføre en ikke-bæredygtig udnyttelse af arealerne; understreger, at det også kan have positive konsekvenser, at jordarealer udnyttes produktivt; henstiller til FAO og medlemsstaterne at arbejde for fælles regler og lovgivningsinitiativer, der anerkender den indenlandske befolknings ret til kontrol med landbrugsjorden og andre naturrigdomme, der er af afgørende betydning for deres fødevaresikkerhed;
23. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
- [1] EUT C 263 E af 16.10.2008, s. 621.
- [2] Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0229.
- [3] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0577.