FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG om overholdelse af den grundlæggende rettighed til fri bevægelighed i EU
14.1.2014 - (2013/2960(RSP))
til erstatning af beslutningsforslag fremsat af grupperne:
Verts/ALE (B7‑0016/2014)
GUE/NGL (B7‑0023/2014)
ALDE (B7‑0024/2014)
PPE (B7‑0025/2014)
S&D (B7‑0027/2014)
Manfred Weber, Marian-Jean Marinescu, Véronique Mathieu Houillon, Jacek Protasiewicz, Wim van de Camp, Arkadiusz Tomasz Bratkowski, Danuta Jazłowiecka, Ivo Belet, Edit Bauer, Andrey Kovatchev, Elena Băsescu, Marco Scurria, Salvatore Iacolino, Elmar Brok, Joanna Katarzyna Skrzydlewska for PPE-Gruppen
Sylvie Guillaume, Juan Fernando López Aguilar for S&D-Gruppen
Renate Weber, Nadja Hirsch, Metin Kazak, Philippe De Backer, Phil Bennion, Filiz Hakaeva Hyusmenova, Antonyia Parvanova for ALDE-Gruppen
Rebecca Harms, Daniel Cohn-Bendit, Jean Lambert, Elisabeth Schroedter, Judith Sargentini, Franziska Keller, Marije Cornelissen, Hélène Flautre for Verts/ALE-Gruppen
Cornelia Ernst for GUE/NGL-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om overholdelse af den grundlæggende rettighed til fri bevægelighed i EU
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 21, 45, 47 og 151 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 15, 21, 29, 34 og 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område[1], særlig artikel 7,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen[2],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger[3] og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger[4],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2010 om bekræftelse af arbejdstagernes fri bevægelighed: rettigheder og den vigtigste udvikling (COM(2010)0373),
– der henviser til undersøgelse af 14. oktober 2013: "A fact finding analysis on the impact on the Member States' social security systems of the entitlements of non-active intra-EU migrants to special non-contributory cash benefits and healthcare granted on the basis of residence",
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. november 2013 om fri bevægelighed for EU-borgere og deres familiemedlemmer: fem foranstaltninger, der gør en forskel (COM(2013)0837),
– der henviser til erklæring af 5. december 2013 fra næstformand i Kommissionen, Viviane Reding, til Rådet for Retlige og Indre Anliggender om fri bevægelighed,
– der henviser til kommissær László Andors erklæring af 1. januar 2014 om ophør af restriktioner mod den frie bevægelighed for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien,
– der henviser til sin beslutning af 2. april 2009 om anvendelsen af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område[5],
– der henviser til sin beslutning af 29. marts 2012 om rapport om Unionsborgerskab 2010 - Afskaffelse af hindringerne for unionsborgernes rettigheder[6],
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at retten til fri bevægelighed er knæsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde som en af de fire grundlæggende frihedsrettigheder i Den Europæiske Union og er direkte knyttet til unionsborgerskabet;
B. der henviser til, at fri bevægelighed er en af Unionens helt centrale værdier, som giver borgerne mulighed for at vælge, hvor de vil bo og arbejde, og skaber mobilitet og udvikling på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og på andre felter;
C. der henviser til, at fri bevægelighed er en ret, som er garanteret alle europæiske borgere, uanset nogle medlemsstaters potentielle indførelse af grænsekontrol af EU-borgere ved indrejse på deres område; der henviser til, at den omstændighed, at ikke alle medlemsstater indgår i Schengenområdet, ikke berører alle EU-borgeres ret til fri bevægelighed inden for Unionen;
D. der henviser til, at EU-borgerne betragter fri bevægelighed som den rettighed, der er tættest knyttet til unionsborgerskabet, og som Unionens mest positive resultat, og at de samtidig mener, at fri bevægelighed medfører økonomiske fordele for deres lands økonomi;
E. der henviser til, at EU-arbejdstageres nettobidrag til værtslandets velfærdssystem svarer til nationale arbejdstageres;
F. der henviser til, at fordelene ved mobile EU-arbejdstageres fri bevægelighed for værtslandets udvikling er synlige overalt i Europa, navnlig inden for sundhedssektoren, landbrug og byggeri;
G. der henviser til, at EU-borgernes ret til at bosætte sig hvor som helst i Unionen gælder ubegrænset for alle EU-borgere, men at den i henhold til direktiv 2004/38/EF efter tre måneder er betinget af, at de opfylder visse lovfastsatte betingelser, således at de ikke bliver en byrde for værtslandet; der henviser til, at arbejdstagernes frie bevægelighed er et bærende element i Unionens indre markeds succes; der henviser til, at selv om kun 2,8 % af alle EU-borgere bor i en anden medlemsstat end deres egen, er de et central element i det indre markeds succes og styrker Europas økonomi;
H. der henviser til, at princippet om ligebehandling eller forbud mod forskelsbehandling indebærer, at alle EU-borgere har samme rettigheder og pligter som værtslandets statsborgere (forordning nr. 883/2004 og 987/2009 bygger på dette princip); der henviser til, at alle medlemsstaterne med hensyn til disse principper frit kan bestemme, hvilke sociale sikringsydelser de vil indrømme og på hvilke betingelser; der henviser til, at EU-reglerne om koordinering af de sociale sikringsordninger ikke tillader forskelsbehandling af EU-borgere, der er arbejdstagere eller direkte familiemedlemmer hertil, eller som har deres sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, i forhold til socialsikringsydelser;
I. der henviser til, at det moderne europæiske samfund, bl.a. som følge af industrielle forandringer, globaliseringen, nye arbejdsmønstre, ændringerne i befolkningens sammensætning og udviklingen inden for transportmidler, har behov for en højere grad af mobilitet blandt arbejdstagere;
J. der henviser til, at arbejdstagernes frie bevægelighed er en positiv samfundsøkonomisk faktor for både Unionen og medlemsstaterne og udgør en milepæl for EU-integrationen, den økonomiske udvikling, den sociale samhørighed, individets muligheder for at dygtiggøre sig fagligt, modvirker de negative følger af den økonomiske krise og konsoliderer Unionen som en stærkere økonomisk magt, der er forberedt på at håndtere de udfordringer, der er forbundet med globale ændringer;
K. der henviser til, at overgangsordningerne for fri bevægelighed for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien pr. 1. januar 2014 er blevet ophævet;
L. der henviser til, at Rådet har gentaget sin støtte til fri bevægelighed og har anerkendt de gensidige fordele, den medfører, f.eks. under en debat for nylig i Rådet for Retlige og Indre Anliggender (den 8. oktober og den 5.-6. december 2013);
M. der henviser til, at den frie bevægelighed for EU-borgere i et år med valg til Europa-Parlamentet for nogle politiske partier er blevet et varmt emne i valgkampagnen; der henviser til, at der er en risiko for, at denne debat, hvis den ikke håndteres rationelt, vil kunne føre til, at EU-borgere fra visse medlemsstater eller mobile EU-borgere gøres til syndebukke, og vil kunne skabe øget racisme og fremmedhad; der henviser til, at fremtrædende europæiske politikere for nylig har fremsat adskillige erklæringer, der underminerer retten til fri bevægelighed;
N. der henviser til, at nylige undersøgelser fra Kommissionen har vist, at mobile arbejdstagere er nettobidragydere til værtslandenes økonomier og budgetter; der henviser til, at mobile arbejdstagere samlet set betaler mere til værtslandets budgetter i skatter og sociale bidrag end de modtager i ydelser, idet sundhedsudgifterne til ikke-aktive mobile EU-borgere er meget lave i forhold til sundhedsudgifterne totalt (0,2 %) og i forhold til værtslandenes økonomier (0,01 % af BNP), og at EU-borgere udgør en meget lille del af modtagerne af særlige ikke-bidragspligtige ydelser;
1. opfordrer medlemsstaterne til at efterleve traktatens bestemmelser med hensyn til EU-regler om fri bevægelighed og sikre, at principperne om ligestilling og den grundlæggende ret til fri bevægelighed overholdes af alle medlemsstaterne;
2. modsætter sig kraftigt den holdning, der indtages af visse europæiske ledere, der kræver ændringer og indskrænkning af borgernes frie bevægelighed; opfordrer medlemsstaterne til at afholde sig fra enhver form for foranstaltninger, der kan påvirke retten til fri bevægelighed, som er baseret på EU's grundlæggende lovgivning;
3. forkaster ethvert forslag om at lægge loft over antallet af migranter i Unionen, da det strider mod EU-traktatens princip om fri bevægelighed for personer; påpeger, at arbejdskraftens mobilitet bidrager til at forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne;
4. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for en streng håndhævelse af EU-retten og dermed garantere ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af alle EU-arbejdstagere for så vidt angår adgang til beskæftigelse, ansættelses- og arbejdsvilkår, aflønning, afskedigelse, sociale ydelser og skattemæssige fordele, hvorved der sikres fair konkurrence mellem virksomhederne, og opfordrer de nationale myndigheder til at bekæmpe enhver uberettiget begrænsning af eller hindring for arbejdstagernes ret til fri bevægelighed samt enhver udnyttelse af arbejdstagere;
5. minder om, at den frie bevægelighed for arbejdstagere giver alle EU-borgere, uanset hvor de bor, ret til frit at flytte til en anden medlemsstat for at arbejde og/eller opholde sig der i arbejdsøjemed;
6. hilser med tilfredshed Kommissionens meddelelse COM(2013)0837, som foreslår fem foranstaltninger for at hjælpe medlemsstaterne og de lokale myndigheder med at anvende EU-lovgivning og EU-værktøjer på optimal vis, og giver i denne forbindelse sin fulde støtte til følgende foranstaltninger, der skal gennemføres sammen med medlemsstaterne: hjælpe medlemsstaterne med at bekæmpe proformaægteskaber (håndbog); hjælpe myndighederne med at anvende Unionens regler om koordinering af de sociale sikringsordninger (praktisk vejledning); hjælpe medlemsstaterne med at løfte udfordringerne ved social integration (finansiering); udveksling af bedste praksis mellem lokale myndigheder og træning af og støtte til lokale myndigheder for at hjælpe de ansatte med at anvende EU- bestemmelserne om fri bevægelighed;
7. opfordrer medlemsstaterne til ikke at forskelsbehandle mobile EU-arbejdstagere og uretmæssigt sidestille retten til fri bevægelighed i arbejdsøjemed med påstande om misbrug af sociale sikringsordninger og understreger, at ingen af de medlemsstater, der har klaget over denne byrde, har efterkommet opfordringen til at forelægge Kommissionen beviser;
8. opfordrer Kommissionen til systematisk og grundigt at overvåge overholdelsen af den grundlæggende ret til fri bevægelighed for EU-arbejdstagere; tilskynder Kommissionen til at fortsætte sine nuværende bestræbelser på at sikre, at medlemsstaterne omsætter og gennemfører direktiv 2004/38/EF fuldt ud og korrekt, og til i den forbindelse til fulde at udnytte sin beføjelse til at indlede traktatbrudsprocedurer;
9. opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud og i åbenhed at gøre brug af de tilgængelige midler under EU-fonde (såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling) til at fremme integration, social inklusion og bekæmpelse af fattigdom og til at støtte lokalsamfunds bestræbelser på at håndtere stigninger i antallet af marginaliserede borgere;
10. minder medlemsstaterne om deres sociale ansvar for at imødegå misbrug af deres sociale velfærdssystemer, uanset om misbruget begås af deres egne borgere eller borgere fra andre medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at overholde bestemmelserne i direktiv 2004/38/EF og til at imødegå eventuelt misbrug;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.