Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - O-000099/2018Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
O-000099/2018

Humanitær nødhjælp i Middelhavsområdet: støtte til lokale og regionale myndigheder

13.9.2018

Forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000099/2018
til Rådet
jf. forretningsordenens artikel 128
Cornelia Ernst, Barbara Spinelli, Merja Kyllönen, Marisa Matias, Stelios Kouloglou, Kostadinka Kuneva, Dimitrios Papadimoulis, Miguel Urbán Crespo, Ángela Vallina, for GUE/NGL-Gruppen

I den nuværende situation med både nationale og europæiske asyl- og migrationspolitikker har lokalsamfundene og de lokale og regionale myndigheder gentagne gange skulle tage de udfordringer op, der er forbundet med modtagelse og integration af flygtninge og migranter. Selv om lokalsamfundene og de lokale og regionale myndigheder er villige til og bestræber sig på at modtage og huse flygtninge og migranter, har de ikke adgang til passende finansiering, enten fordi de ikke har de rette retlige rammer eller på grund af politiske valg, hvilket derfor gør det yderst vanskeligt for dem at stille den nødvendige bistand og de nødvendige tjenester til rådighed, når flygtninge og migranter ankommer, eller når de skal integreres. Hvis dette ikke lykkes, øges risikoen for, at kriminelle organisationer udnytter flygtninge og migranter på en skånselsløs måde og undertrykker dem økonomisk og socialt.

Hvad er Rådets holdning i lyset af denne situation til følgende?

1. Behovet for en overordnet reform af EU's asyl- og migrationspolitikker med henblik på at bevæge sig i retning af holdbare og fair løsninger, som vil være i overensstemmelse med både EU's og medlemsstaternes forpligtelser i henhold til folkeretten.

2. Lokalsamfundene og de lokale og regionale myndigheder bør have lettere adgang til nødhjælpsinstrumentet og mulighed for at opnå øget finansiering og direkte adgang til Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og anden relevant finansiering under den flerårige finansielle ramme (FFR) på en måde, der vil gøre det muligt for dem at levere tjenester, som fuldt ud respekterer flygtninges og migranters værdighed ved den første modtagelse og i forhold til deres langsigtede integration, med særligt fokus på sundhedspleje, social støtte, boliger, uddannelse og andre integrationsforanstaltninger.

3. Oprettelsen af en platform, der skal lette udvekslingen af bedste praksis mellem lokalsamfundene og de lokale og regionale myndigheder og af synergier mellem dem og civilsamfundet, således at de bliver berettigede til støtte fra relevante fonde.

Seneste opdatering: 14. september 2018
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik