Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Protokol
Onsdag den 12. marts 2008 - Strasbourg

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
formand

14. Meddelelse fra formanden
Fuldstændigt forhandlingsreferat

Formanden afgav følgende meddelelse vedrørende de afgørelser om sanktioner, han havde truffet efter hændelserne på mødet den 12. december 2007 (punkt 4 i protokollen af 12.12.2007):

”Jeg vil gerne i dag meddele Dem, hvordan jeg har behandlet de alvorlige forstyrrelser, der fandt sted under det højtidelige møde i forbindelse med undertegnelsen af chartret om grundlæggende rettigheder den 12. december her i Strasbourg, og som De alle vil huske.

Efter at Formandskonferencen havde behandlet sagen, indbød jeg i henhold til forretningsordenens artikel 147 en række kolleger til en samtale for inden en afgørelse om mulige sanktioner at høre, hvad de havde at sige. Jeg forklarede hver enkelt af kollegerne grunden til, at jeg havde indbudt dem til denne samtale.

Grundlaget for parlamentarisme er ytringsfrihed. Ingen taler må i et demokratisk parlament gennem systematisk råben fra kolleger med en anden opfattelse, forhindres i at tale. Dette gælder naturligvis i endnu højere grad for talere, der taler her i plenarforsamlingen som gæster og repræsentanter for andre institutioner. Jeg gjorde det klart, at jeg havde indbudt kollegerne til en samtale, fordi de også efter min opfordring til ro her i plenarforsamlingen gennem råben forsøgte at hindre talerne i at tale. Sanktionerne skyldes ikke, at de viftede med bannere og transparenter. Det drejer sig altså om en indskrænkning af ytringsfriheden.

Efter disse samtaler har jeg i henhold til forretningsordenens artikel 147, stk. 3, besluttet at pålægge følgende sanktioner:

Tab af retten til dagpenge for to til fem dage for ni medlemmer (fem dage for et medlem, tre dage for seks medlemmer, to dage for to medlemmer) og en reprimande til et tiende medlem.

Som begrundelse vil jeg gerne læse op for Dem, hvad jeg i den skrivelse, hvor jeg informerede disse kolleger om de respektive foranstaltninger, meddelte dem: Jeg citerer: ”Jeg har fuld forståelse for Deres og alle medlemmers ret til at være imod vedtagelsen af chartret om grundlæggende rettigheder eller Lissabontraktaten og at give udtryk for dette standpunkt i henhold til de bestemmelser, der er fastsat i forretningsordenen. Jeg har også en vis forståelse for de stærke følelser, som sådanne emner undertiden kan resultere i. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at der må skelnes mellem en legitim opførsel i henhold til forretningsordenen og forstyrrelser af den art, der fandt sted den 12. december. Vi kan ikke tillade aktioner, der fører til, at andre medlemmer eller officielle gæster - i dette tilfælde formændene for andre EU-institutioner - forhindres i værdigt og uden forsætlige afbrydelser at tale, efter at de i henhold til forretningsordenens artikel 9, stk. 2, har fået ordet, endda inden for rammerne af dagsorden, som Parlamentet selv har fastsat. Den egentlige kerne i parlamentarisme og demokrati er, at meningsfrihed også respekterer andres - i dette tilfælde dem, der har fået ordet - ret til at tale i plenarforsamlingen.”

I henhold til forretningsordenens artikel 147 blev de pågældende 10 medlemmer informeret om den afgørelse, der vedrørte dem. Følgende har tabt deres ret til dagpenge: Jim Allister for 3 dage, Godfrey Bloom for 2 dage, Sylwester Chruszcz for 2 dage, Paul Marie Coûteaux for 5 dage, Maciej Marian Giertych for 3 dage, Roger Helmer for 3 dage, Roger Knapman for 3 dage, Hans-Peter Martin for 3 dage samt Philippe de Villiers for 3 dage. Vladimír Železný har fået en reprimande.

Desuden er formændene for de organer, delegationer og udvalg, som medlemmerne tilhører, blevet informeret.

I tre tilfælde har jeg set bort fra anvendelsen af artikel 147, fordi jeg efter en samtale med de pågældende kolleger er kommet til den overbevisning, at de ikke deltog i aktionen.

Kære kolleger, det er, hvad jeg har besluttet. Jeg følte mig forpligtet til her også helt officielt at meddele Dem det, således at Parlamentet er informeret om, hvad jeg måtte gøre. Jeg håber, at hændelser som dem, der fandt sted her i Europa-Parlamentet den 12. december 2007, ikke gentager sig.”

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik