BETÆNKNING om konservesindustrien for fiskeri- og akvakulturprodukter i Den Europæiske Union

21. april 1998

Fiskeriudvalget
Ordfører: Daniel Varela Suanzes-Carpegna

På mødet den 19. december 1997 meddelte Parlamentets formand, at Formandskonferencen havde givet Fiskeriudvalget tilladelse til at afgive betænkning om konservesindustrien for fiskeri- og akvakulturprodukter.

På mødet den 2. december 1997 havde udvalget valgt Daniel Varela Suanzes-Carpegna til ordfører.

På møder den 21. januar, 26. februar, 18. marts og 15. april 1998 behandlede det udkastet til betænkning.

På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning med 10 stemmer mod 1, medens 1 hverken stemte for eller imod.

I afstemningen deltog: Fraga Estévez (formand), Kindermann (næstformand), Varela SuanzesCarpegna (ordfører), Adam, Chichester (for Provan), Cunha, Gallagher, Girao Pereira (for d'Aboville), Kofoed, Langenhagen, Le Rachinel (for Musumeci) og Teverson.

Betænkningen indgivet den 21. april 1998.

Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.

A. FORSLAG TIL BESLUTNING

Beslutning om konservesindustrien for fiskeri- og akvakulturprodukter i Den Europæiske Union

Europa-Parlamentet,

- der henviser til forretningsordenens artikel 148,

- der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 29. november 1988 om fiskeforarbejdningsindustrien[1],

- der henviser til udtalelse fra Fiskeriudvalget af 21. maj 1996 om associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Marokko (A4-0173/96)[2],

- der henviser til arbejdsprogrammet og resultaterne af Fiskeriudvalgets delegationsrejse til Galicien den 4.-6. september 1997,

- der henviser til høring af sektorens repræsentanter på Fiskeriudvalgets møde den 21. januar 1998,

- der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A4-0137/98),

A. der henviser til, at den industri, der forarbejder fiskeri- og akvakulturprodukter, er en væsentlig faktor i den fælles fiskeripolitik, idet den følger op på den fangstaktivitet i Fællesskabets fiskerflåde, som bidrager til forsyningen med levnedsmidler, der er en mangelvare på EU-markedet, og som er stadig mere efterspurgt,

B. der henviser til, at beskæftigelsen i øjeblikket er en af Unionens højeste prioriteter, og at det, som det fremgik af Det Europæiske Råd i Luxembourg den 20. november 1997, er nødvendigt at fremme de sektorer, der sætter gang i den økonomiske aktivitet og derved bidrager til bevarelse af de aktiviteter, der skaber stabile arbejdspladser, og hjælper med til at bevare det økonomiske og sociale net i Unionens regioner,

C. der henviser til, at konservesindustrien for fiskeri- og akvakulturprodukter i Den Europæiske Union er en arbejdsintensiv sektor, som i stor udstrækning bygger på processer, der nødvendigvis må være manuelle, hvis produkterne skal have den kvalitet, markedet kræver, og som omfatter omkring 50.000 arbejdspladser direkte og yderligere omkring 25.000 yderligere dermed forbundne jobs på Unionens område,

D. der henviser til de enorme vanskeligheder, Fællesskabets konservesindustri står overfor på grund af de seneste internationale handelsaftaler, Den Europæiske Union har indgået med tredjelande, f.eks. aftalerne med Marokko og Tunesien, der betyder en åbning af Fællesskabets marked for store mængder konserves fra disse lande, der konkurrerer med de traditionelle produkter fra Fællesskabets industri,

E. der henviser til, at omkostningerne ved disse handelsaftaler betyder en enorm yderligere belastning for én sektor, konservesindustrien, som allerede er inde i en gennemgribende omstrukturering, og at denne belastning bør udlignes af de andre erhvervssektorer, der har store fordele af disse aftaler,

F. der henviser til, at de eksisterende konservesindustriers overlevelse er alvorligt truet, fordi der mangler en tilstrækkelig hensigtsmæssig ramme af støtteforanstaltninger, og at de ikke kan konkurrere med produkter fra tredjelande, der har langt lavere produktionsomkostninger end i Unionen, fordi der ikke stilles de samme krav til de teknisk-sundhedsmæssige forhold som i Fællesskabet, og på grund af lønudgifterne inden for disse industrier i tredjelande, hvor der ikke findes eller kun i meget begrænset omfang findes sociale beskyttelsesordninger for arbejdstagerne,

G. der henviser til, at hvis der ikke hurtigst muligt vedtages en særlig handlingsplan for sektoren, som går ud på, at konserves behandles som et følsom produkt, og som indeholder politiske og økonomiske foranstaltninger med finansiel støtte til sektoren i Fællesskabet, vil tendensen til at flytte disse industrier til tredjelande blive stadig stærkere og medføre tab af talrige arbejdspladser og problemer med økonomisk, social og territorial samhørighed i Europa, navnlig i de dårligst stillede regioner i Unionen, hvor det er vanskeligt at finde alternative erhvervsmæssige aktiviteter,

H. der henviser til, at i konservesprodukterne bevares levnedsmidlernes næringsstoffer, som f.eks. proteiner, kulhydrater, fedt og vitaminer, og i meget høj grad levnedsmidlernes særlige egenskaber, hvilket gør dem velegnet til fødevarebistand i mangel- eller nødsituationer,

I. der henviser til, at mellem 1989 og 1993 blev forbruget af konserves af fiskeri- og akvakulturprodukter fordoblet i Unionen, at der er god udsigt til yderligere vækst, og at der er mulighed for udvikling af denne industri, der viser stor økonomisk levedygtighed, så længe der kan garanteres en stabil forsyning med råvarer fra EU-flådens fangstaktivitet eller fra import på det internationale marked,

J. der henviser til, at de nuværende gode udsigter til vækst giver mulighed for udvikling og modernisering af denne sektor med en forøgelse af produktionskapaciteten, skabelse af adskillige arbejdspladser og mindskelse af den nuværende afhængighed af import,

K. der henviser til, at den omfattende, komplicerede og spredte fællesskabslovgivning, der vedrører konservessektoren, og som er udtryk for mål i forskellige ikke altid indbyrdes koordinerede fællesskabspolitikker, hvilket kan give anledning til modstridende situationer, hindrer en korrekt anvendelse af et sammenhængende regelsæt for sektoren,

L. der henviser til, at Fællesskabets konservesindustri er inde i en kostbar moderniseringsproces, så den kan tilpasse sig de tekniske, miljømæssige og sundhedsmæssige krav, som fællesskabslovgivningen pålægger den for at sikre forbrugerne og borgerne et højt beskyttelsesniveau,

M. der henviser til, at strukturpolitikken er et grundlæggende element i den fælles fiskeripolitik, og at den også i fremtiden skal være en uundværlig støtte i forbindelse med omstruktureringen af en stærk, økonomisk sund og konkurrencedygtig sektor,

N. der henviser til, at den nuværende situation bærer præg af, at der mangler et system til effektiv kontrol med importen af konserves fra tredjelande, hvad angår produktionsforholdene, kvaliteten af råvarerne og overholdelse af de tekniske og sundhedsmæssige forarbejdningsprocesser,

O. der henviser til, at så længe der mangler effektive regler til nøjagtigt at fastslå oprindelsesstedet for importerede råvarer og fiskekonservesprodukter, vil der, som talrige tilfælde har vist, i høj grad forekomme illoyal konkurrence over for Fællesskabet,

P. der henviser til, at de gældende toldbestemmelser for importerede varer, der konkurrerer med Fællesskabets produktion, i nogle tilfælde end ikke har nogen eksistensberettigelse eller har mistet deres oprindelige berettigelse, ved at der ydes toldmæssige fordele til lande, der har nået et betydeligt økonomisk udviklingsniveau,

Q. der henviser til, at mekanismen for GSP og narkotika, der giver adgangsfordele til Fællesskabets marked for fiskeriprodukter, navnlig tun, fra nogle lande på det amerikanske kontinent, ikke har løst sin oprindelige opgave, nemlig at fremme omlægningen af aktiviteter, der har med narkoøkonomi at gøre,

R. der henviser til, at der hurtigst muligt bør gennemføres en reform af den fælles markedsordning, så den bliver tilpasset de nye realiteter i sektoren i en stadig mere globaliseret ramme ved at justere de eksisterende mekanismer, såsom referencepriser, beskyttelsesklausuler, udligningsgodtgørelser, prolongationspræmier osv.,

S. der henviser til, at Fællesskabet bør styrke kvalitetspolitikken for sine produkter og stimulere industriens indsats med kvalitetspræmier, -registrering og -mærkning samt gennemføre reklamekampagner for at udbrede kendskabet til det europæiske produkts kvalitet,

T. der henviser til, at der hyppigt er forskel mellem på den ene side konservesdåsens indhold, produktets art, de elementer, der indgår i forarbejdningen, de anvendte teknikker, og på den anden side de oplysninger, der står på etiketten, hvilket normalt er bedrageri over for forbrugerne,

U. der henviser til, at kvaliteten og de tekniske og hygiejnisk-sundhedsmæssige forhold skal kontrolleres videnskabeligt af et EU-netværk af specialiserede laboratorier, der stiller de samme krav til importerede som til europæiske produkter,

V. der henviser til de særdeles ugunstige forhold for Fællesskabets sardinindustri, der i de seneste år har lidt meget under konkurrencen fra konserves fra tredjelande, hvilket har betydet, at Fællesskabets eksport i dette årti er faldet med mere end 40%, og at adskillige industrier på Unionens område er blevet lukket,

W. der henviser til den imødekommende toldpolitik, som Fællesskabet har ført med hensyn til importen af sardinkonserves fra tredjelande, og at importen fra Marokko som følge af betingelserne i associeringsaftalen vil få fuldstændig fri adgang til Fællesskabets marked fra og med 1999,

X. der henviser til den betydning, der må tillægges markedet for tunkonserves, som i Den Europæiske Union udgør næsten 60% af den samlede produktion af fiskekonserves, og at forbruget af tun fortsat forventes at stige,

1. anmoder Kommissionen om at udarbejde en undersøgelse af situationen for konservesindustrien for fiskeri- og akvakulturprodukter i Den Europæiske Union, dvs. virksomhederne, sektorens udvikling i de seneste år i Unionens forskellige medlemsstater, oplysninger om produktion, råvarernes oprindelse, omfanget af eksport og import, beskæftigelse, teknisk-sundhedsmæssige normer, toldbestemmelser, og i almindelighed om den lovgivning, der gælder for sektoren, og kodificeringen af reglerne;

2. anmoder Kommissionen om at forelægge Rådet og Europa-Parlamentet forslag til en særlig handlingsplan og en global støtteramme for konservesindustrien for fiskeriprodukter, under hensyntagen til den eksisterende strukturpolitik og de nye retningslinjer for regionalpolitikken for perioden 2000-2006, hvis principper i øjeblikket drøftes, og som nødvendigvis må indeholde den finansielle støtte, der er brug for, for at udvikle en fællesskabssektor for konserves, der kan konkurrere i en verdensøkonomisk ramme;

3. opfordrer Rådet og Kommissionen til at gennemføre en detaljeret analyse af de af Fællesskabets toldregler, der gælder konserves af fiskeri- og akvakulturprodukter med det formål at fjerne de adgangsfordele til Fællesskabets marked, som ikke længere har nogen berettigelse;

4. erklærer, at såfremt det generelle hensyn til Unionens handelsforbindelser udadtil eller politikken vedrørende udviklingssamarbejde kræver, at man fastholder visse former for import, som, hvis de får adgang til markedet, udsætter konserves fra Fællesskabet for illoyal konkurrence, bør de pågældende erklæres for følsomme produkter, og der bør ydes udligningsstøtte til sektoren;

5. kræver en mere indgående kontrol med produkter fra tredjelande i forbindelse med direktiv 91/493/EØF om sundhedsmæssige betingelser for produktion, således at der ikke stilles lempeligere sundhedsmæssige krav til produkterne fra disse lande end til produkter fra Fællesskabet;

6. mener, at Unionen bør udvikle en forsyningspolitik, som lever op til de virkelige behov i Fællesskabets forarbejdningsindustri som helhed ved at støtte EU-flåden og til enhver tid sikre adgangen til de nødvendige råvarer på de bedste vilkår, verdensmarkedet kan tilbyde;

7. opfordrer Kommissionen til at iværksætte reklamekampagner for EU's fiskekonservesindustri med oplysning om oprindelse, kvalitet, produktionsgarantier og højt næringsniveau, så forbrugeren har mulighed for at få at vide, hvor gode EU-produkterne er;

8. opfordrer Kommissionen til at fremlægge de nødvendige initiativer til at oprette et referencelaboratorium på fællesskabsplan, der skal sikre kvaliteten og sørge for, at både EUprodukterne og de produkter, der kommer fra tredjelande og markedsføres frit på Unionens område, overholder de teknisk-sundhedsmæssige standarder;

9. opfordrer Kommissionen og de ansvarlige i medlemsstaterne til at stramme reglerne og forbedre kontrolmekanismerne for de fiskeriprodukter, der markedsføres på Unionens område, og til på troværdig måde at kontrollere, at lovgivningen om oprindelsesregler for ferske og forarbejdede produkter i fiskerisektoren overholdes;

10. ønsker at fremme kvalitetsprodukter, herunder råvarer, der kan indgå i de forskellige former for konserves, som for eksempel lager, især olivenolie, og anmoder derfor om foranstaltninger til, at prisen på olivenolie holdes på niveau med verdensmarkedsprisen, så det bliver muligt at fastholde den pågældende produktionforms konkurrenceevne, som udtryk for kvaliteten af EU-konserves;

11. opfordrer Kommissionen til at fremme og yde økonomisk støtte til innovationer og forskning i nye produktionssystemer, nye produkter, forarbejdning af arter, der i øjeblikket ikke har nogen handelsværdi, samt nye produktions- og præsentationsformer;

12. understreger betydningen af det indbyrdes forhold mellem produktionssektoren, EU-flåden og forarbejdningssektoren, og opfordrer til, at der indgås langtidskontrakter mellem producenterne og deres organisationer og forarbejdningsvirksomhederne til gavn for begge parter og for at sikre forsyninger til rimelige priser og på fornuftige betingelser;

13. mener, at det er nødvendigt at oprette en særlig afdeling for fiskerianliggender i Afdelingen for Koordinering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af Svig i EU, der kan gribe ind og kontrollere, om angivelsen af varernes oprindelse og fællesskabsreglerne om markedsføring og transport af fiskeriprodukter er foregået korrekt;

14. erklærer, at sardinindustrien er en økonomisk aktivitet af stor betydning for mange regioner i Fællesskabet, og bemærker, at denne sektor er i en krisesituation, der kræver, at der hurtigst muligt vedtages beskyttelsesforanstaltninger, herunder

a) bevilling af de nødvendige midler for perioden 2000-2006 til at lette omstruktureringen i sektoren, udover de midler, der er afsat i de nuværende strukturfonde,

b) indførelse af en udligningsgodtgørelse for sardiner til Fællesskabets konservesindustri og bevarelse af en afbalanceret lagerstøtteordning for at undgå prisudsving på markedet som følge af de sæsonbestemte forskelle i udbuddet af råvarer til konservesindustrien; denne støtte bør kunne gives direkte til konservesindustrierne fra det øjeblik, hvor disse kan godtgøre at have betalt mindsteprisen til produktionen,

c) iværksættelse af en kampagne på fællesskabsplan, som udstyret med de nødvendige finansielle midler skal fremme forbruget af sardiner og produkter som sardinkonserves og sardinpaté med dette produkts høje næringsværdi som argument;

15. erklærer, at EU's tunkonservesindustri er den vigtigste sektor inden for EU-konserves med hensyn til beskæftigelse og omsætning, og for at fremme de enorme vækstmuligheder i denne sektor er det nødvendigt

a) at sørge for en stabil forsyning med de nødvendige råvarer (frisk tun, frosset tun og tunfileter) først og fremmest fra EU-flåden, og at der kun åbnes for nye importkontingenter, når disse er strengt nødvendige for Fællesskabets industri,

b) at føre tilsyn med, at de modydelser, der gives til tredjelande, går til de formål, som fremgår af fællesskabsreglerne, en bæredygtig udvikling (AVS) eller bekæmpelse af narkotika (GSP og narko, Andespagten), samt at de lande, der har privilegeret adgang til Fællesskabets marked, ikke arbejder under forhold, der ligner social dumping,

c) at føre streng kontrol med produkternes oprindelse og med de importerede produkters kvalitet og teknisk-sundhedsmæssige tilstand for at undgå, at forbrugerne føres bag lyset, og at europæisk industri udsættes for illoyal konkurrence;

16. opfordrer Kommissionen og Rådet til at sørge for, at konserves fra EU kommer til at indgå i fødevarebistanden til de lande, som har hjælp behov, både fordi konservesprodukterne bevarer levnedsmidlernes næringsværdi, og fordi de frembyder optimale opbevarings- og transportmuligheder;

17. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1] EFT C 47 af 27.2.1989, s. 176.
• [2] EFT C 181 af 24.6.1996, s. 15.

B. BEGRUNDELSE

I. INDLEDNING

Fra tidernes morgen har mennesket søgt efter en måde at gemme overskuddet fra jagt- eller fiskeri til knappe tider ved at finde på metoder til at undgå, at naturligt fordærvelige levnedsmidler skulle gå til grunde, men tværtimod kunne bevares. På den måde opfandt man tørring, røgning og nedsaltning. Det var de eneste kendte konserveringsmetoder i begyndelsen af det 19. århundrede, da den franske regering i forbindelse med de problemer med forsyning og transport af levnedsmidler til hærene under Napoleonskrigene, besluttede at udsætte en præmie for at anspore til opfindelse af en metode, der kunne sikre langvarig konservering.

I 1809 blev præmien vundet af den franske kok, Nicolás Appert, der efter langvarige forsøg fandt på en metode, der bestod i at lukke levnedsmidlerne hermetisk inde i en glaskrukke og opvarme dem til kogepunktet. På denne måde blev levnedsmidlerne steriliseret og kunne holde sig i lang tid, selv om man ikke kendte de videnskabelige årsager til denne varmekonservering. Man troede først, at den skyldtes, at ilten blev fjernet ved sterilisering (Gay-Lussac), men det var Louis Pasteur, som i 1860 med sine opdagelser om mikrober kunne forklare, at de høje temperaturer dræbte mikroorganismerne og derved gjorde det muligt at konservere levnedsmidlerne.

Appert investerede sin præmie (12.000 francs) i erhvervsmæssig udnyttelse af sin opfindelse og åbnede en konservesfabrik (Appert-huset i Massy i 1812), som fungerede med 50 ansatte indtil 1933. Således opstod konservesindustrien, som skulle blive fuldt udviklet med opfindelsen af metalemballagen, den traditionelle dåse. Glasbeholderen afløstes af blikdåsen, hvorved der atter opstod en ny industri - metalemballageindustrien - som Joseph Colind i England perfektionerede og dermed skabte grundlaget for den moderne konservesindustri.

Forarbejdning af fisk var dengang begrænset til sardiner, som fandtes i rigelige mængder ved Bretagnes og Vendées kyster. Konservering i olie efter "Nantes-metoden" blev kendt den 8. juni 1822, da "Journal de Nantes" offentliggjorde en lovprisning fra kaptajn Freycinet, der efter en jordomsejling forsikrede, at den medbragte sardinkonserves fra Nantes havde holdt sig i perfekt stand under 30 måneders sejlads.

Denne industri, som var baseret på sardiner, bredte sig over Europa, fortrinsvis mod syd, hvor der blev oprettet talrige fabrikker i Portugal og i Nordspanien. I Galicien blev den første konservesfabrik grundlagt i Noia i 1856.

I Frankrig var der 160 fabrikker i 1880. I Nordeuropa holdt man stærkere fast ved røgning og nedsaltning, og konservesprodukterne herfra var baseret på eget fiskeri af sild eller laks.

Konservering er således en europæisk opfindelse, og - hvad der er af særlig betydning i en tid, hvor man er optaget af ernæring og sundhed - det må fremhæves, at konservering bevarer levnedsmidlernes næringsstoffer såsom proteiner, kulhydrater, fedt og vitaminer og i meget høj grad levnedsmidlernes særlige egenskaber med hensyn til udseende, farve, lugt og smag. Konservesprodukternes alsidighed gør, at de kan tage form både af raffinerede produkter af højeste kvalitet eller delikatesser og - i kraft af deres ernæringsmæssige egenskaber og transportegnethed - ideelle produkter til fødevarebistand til lande med fødevaremangel, hvilket Den Europæiske Union dog ikke benytter sig meget af i øjeblikket.

1. Den nuværende situation i den europæiske konservesindustri

Konservesindustrien gav en betydelig samfundsøkonomisk udvikling i de kystområder, hvor den blev lagt, og skabte arbejdspladser direkte og også indirekte, idet der blev udviklet dermed forbundne industrier til fremstilling af f.eks. dåseblik, kartonnage, litografi, etiketter, olie, marinadeingredienser, maskiner samt i den ikke mindre betydningsfulde fiskerflåde, der leverer råvarerne.

Udviklingen i denne sektor er karakteriseret ved en specialisering i forarbejdningen af fiskeriprodukterne i de forskellige områder. I Nordeuropa drejer det sig hovedsageligt om sild og makrel og i Sydeuropa først og fremmest sardiner, men også tunfisk og makrel. I nærmere bestemte regioner som f.eks. Bretagne (Frankrig), Porto (Portugal) og Galicien (Spanien) spiller konservessektoren en stor og dynamisk rolle for den økonomiske udvikling. Der forsøges også med nye produkter, som det f.eks. er tilfældet i Galicien med bløddyr (blåmuslinger, tæppemuslinger, hjertemuslinger, kammuslinger) og blæksprutter.

Spaniens og Portugals tiltrædelse af Det Europæiske Fællesskab fik stor indflydelse på disse to landes konservesindustri, fordi den blev konfronteret med et marked, der var åbent for direkte konkurrerende produkter.

1980'erne blev et kapløb om at overleve i sektoren, der førte til den situation, vi har i dag. I Nordeuropa faldt antallet af fabrikker og produktionsmængden generelt, og industrien omstillede sig til at forarbejde fremmede produkter, der konsumeres i store mængder, såsom tunfisk. Den stærke konkurrence fra lande uden for Fællesskabet (tun fra Sydøstasien eller sardiner fra Marokko) har også ført til en nedgang i antallet af fabrikker i Frankrig, Italien og Portugal samt i Spanien, hvor der dog trods alt stadig findes et relativt stort antal konservesfabrikker, hvilket for en stor dels vedkommende skyldes den allerede nævnte store alsidighed med hensyn til de produkter, der fremstilles.

Generelt er situationen kendetegnet ved en stigende markedsandel for produkter fremstillet uden for Fællesskabet, fordi det europæiske marked er blevet åbnet for disse produkter. Den lette adgang til råvarer og lave arbejdsomkostninger i sammenligning med Europa giver nogle fordele, som kan omsættes i en meget konkurrencedygtig pris.

Samtidig blev Fællesskabets problemer med råvareforsyninger forværret som følge af nedgangen i fiskeressourcerne og øgede vanskeligheder med at få adgang til fiskepladserne. Mellem 1989 og 1993 blev forbruget af konservesprodukter fordoblet, medens EU's produktion holdt sig stabil. Den store forskel mellem produktion og forbrug opstår hovedsagelig ved den øgede import. I betragtning af at vor industri ikke udnytter sin produktionskapacitet fuldt ud, og selv om også en del af importen går til at forsyne vor egen industri, bør der logisk set træffes foranstaltninger, som formindsker den nuværende afhængighed af importen, fremmer forbruget af produkter, der er forarbejdet i Europa, og støtter eksporten til tredjelande. Kort sagt, konkrete foranstaltninger, der ansporer vor industri til en modernisering og til at blive mere konkurrencedygtig, hvilket er den udfordring, den står over for i fremtiden.

Det har ikke været let for ordføreren at finde pålidelige kontrollerede tal og data om den nuværende situation i EU's konservesindustri. I sit svar på en skriftlig forespørgsel (E-3987/96) har Kommissionen ikke noget imod at indrømme, at den ikke har mulighed for at oplyse, hvor mange virksomheder, der fremstiller henholdsvis konserves og halvkonserves, men at det samlede antal virksomheder i EU er på ca. 14.000. Bortset fra oplysninger om import og eksport for toldpositionerne for fiskekonservesprodukter anfører Kommissionen ingen særlige og konkrete oplysninger for konservesindustrien i forbindelse med de generelle tal for fiskeforarbejdningsindustrien, selv om den skriftligt blev anmodet herom i forespørgsel 0276/96 og 3504/96. Kommissionen henviser til Panorama for EU's industri 1995/96 (Kommissionens GD III - Industri og Eurostat), der som sagt indeholder generelle oplysninger for alle forarbejdningssektorer (fisk og skaldyr i frosset, tørret, røget, helt eller delvis tilberedt form og som konserves, og det for år 1993.

Ordføreren har måttet benytte sig af oplysninger fra konserveringssektoren selv, som skønner, at den samlede produktion af konservesprodukter fra fiskeri og akvakultur i Den Europæiske Union i 1996 lå på omkring 600.000 tons. De største producentlande er 1) Spanien med 229.380 tons, 2) Frankrig med 114.100 tons, 3) Italien med 111.600 tons, 4) Portugal med 50.641 tons, 5) Tyskland med 50.000 tons. Tun udgør den største produktion (58%) efterfulgt af sardiner, makrel og blåmuslinger.

Antallet af arbejdspladser, som findes direkte i fiskekonservesindustrien i Den Europæiske Union, ligger på omkring 50.000, medens de arbejdspladser, som denne sektor skaber grundlag for i andre sektorer, ligger så højt som 75.000. Alene i Spanien giver henved 135 virksomheder direkte beskæftigelse til 20.000 personer (Galicien 13.000), hvoraf 70% er kvinder. Hvor stor regional betydning denne industri har, fremgår af oplysningen om, at over 70% af værdien og 75% af mængden af hele den i Spanien fremstillede fiske- og skaldyrskonserves fremstilles i Galicien. En anden relevant oplysning er, at størstedelen af virksomhederne i denne sektor er små og generelt mere knyttet til selve det område, hvor de ligger, end de store virksomheder eller store koncerner, hvis manglende tilknytning gør det lettere for dem at flytte virksomheden.

Hvad angår udenrigshandelen, havde Den Europæiske Union en dækningsprocent 23% i 1993 efter en udvikling, hvor importen fra lande uden for Unionen i 1988 lå på 247.866 tons og eksporten på 68.644 tons i forhold til en import i 1993 på 367.755 tons og en eksport på 134.272 tons.

2. Betænkningens mål

Forarbejdningsindustrien for fiskeri- og akvakulturprodukter er fortsat et økonomisk og socialt alternativ til en eventuel nedgang i beskæftigelsen i de kystområder, som er afhængige af fiskeriet. Denne industri reguleres gennem en omfattende og spredt lovgivning og berøres af forskellige og undertiden modstridende målsætninger og interesser inden for de forskellige fællesskabspolitikker (den fælles fiskeri-, industri-, handels-, konkurrence-, social-, forbruger-, miljø- og regionalpolitik m.m.). Selv inden for den fælles fiskeripolitik er denne industri - direkte eller indirekte - under indflydelse af de forskellige politikker såsom strukturpolitikken, politikken for udenrigshandel og markedspolitikken, der alle står i et modsætningsforhold med hensyn til den vanskelige balance mellem fiskerflådens og industriens behov, hvilket bør behandles grundigt ved

den forestående revision af den fælles fiskeripolitik.

I 1988 beskæftigede Parlamentet sig med forarbejdningsindustrien generelt i betænkning af Provan (A2-0270/88) fra det daværende Underudvalg om Fiskeri. Den tid, der er gået, og sagens generelle karakter kræver, at problemet tages op til fornyet behandling, idet man nu først og fremmest må se på problemerne i konservesindustrien. Denne industri behandles - om end kun for så vidt angår konservering af sardiner - i Fiskeriudvalgets udtalelse af 21. maj 1996 (ordfører: Cunha) i forbindelse med en gennemgang af aftalen mellem Den Europæiske Union og Marokko.

Konservesindustrien, der er mest rodfæstet med de længste traditioner i den europæiske forarbejdningsindustri og har skabt mange arbejdspladser både direkte og indirekte, har i de senere år måttet afgive markedsandele til den mere moderne industri med frysevarer og færdiglavede fiskeretter, som er i kraftig udvikling, og er ligeledes blevet påvirket af EU's politik over for og aftaler med tredjelande, som har skadet den og udgør en alvorlig trussel mod dens eksistens.

Hovedformålet med denne betænkning er derfor at få rede på den komplekse problematik, som konservesindustrien i øjeblikket befinder sig i, at tilskynde til fælles overvejelser om dens situation og muligheder og til at finde løsninger og udveje, der kan bidrage til en omstrukturering og modernisering af denne sektor med henblik på at øge dens konkurrenceevne i forhold til de udfordringer inden for Fællesskabet og på verdensplan, som den står over for.

I det følgende behandles først specifikt konservesindustriens for tiden vigtigste to produkter, sardin og navnlig tun, og det undersøges, hvordan situation er, samt hvilke problemer og mulige løsninger, der findes. Derefter behandles de generelle eller horisontale aspekter, som konservesindustrien står over for i forbindelse med omstrukturering og modernisering, innovation, kvalitetsudvikling og kvalitetspolitik samt de fællesskabspolitikker, der skal fastlægges for at gennemføre dette - lige fra strukturpolitikken til markedspolitikken - inden for rammerne af reformen af den fælles markedsordning for fiske- og akvakulturprodukter.

II. PROBLEMATIKKEN I FORBINDELSE MED MARKEDET FOR SARDINER OG TUN

1. Markedet for sardiner

Sektoren for sardinkonserves, der hovedsageligt hører hjemme i Portugal, Spanien, Frankrig og Italien, har i nogle år befundet sig i en dyb krise. Størstedelen af virksomhederne er små eller mellemstore, har mange beskæftigede og er beliggende i små kystsamfund. Krisen inden for sektoren udviklede sig i 80'erne og nåede sit højdepunkt med Spaniens og Portugals tiltrædelse af EØF (1986), hvilket i væsentlig grad ændrede forholdene inden for Fællesskabets sardinsektor - bortset fra De Kanariske Øer steg Fællesskabets fangst af sardiner fra 100.000 tons til 330.000 tons, hvorved sardiner fra Atlanterhavet fra at udgøre 15% steg til mere end to tredjedele af EØF's samlede produktion af fisk.

På daværende tidspunkt iværksatte EØF skrappe foranstaltninger til beskyttelse af de daværende medlemsstater, hvilket fik alvorlige følger for de nye medlemmer. Der fastsattes kvantitative eksportrestriktioner og langsigtede reduktioner af toldsatserne (en toldsats for Spanien på 25% og for Portugal på 10%). Marokko havde allerede to toldkontingenter på henholdsvis 14.000 tons med en toldsats på 0 og 6.000 tons med en toldsats på 10%. I 1986 eksporterede Marokko, Portugal og Spanien henholdsvis 15.545 tons, 12.173 tons og 464 tons til EØF.

Ud over godkendelsen i 1985 af en forordning om omstrukturering af konservesindustrien i EØF's 10 medlemsstater indførtes der med tiltrædelsestraktaten en ordning med udligningsgodtgørelse til producenterne i EØF's 10 medlemsstater (artikel 171 og 388 i traktaten). Denne udligningsgodtgørelse, som er analog med ordningen for tun til Fællesskabets konservesindustri, udløb den 31. december 1995. Samtidig var Marokko begunstiget af indrømmelser på toldområdet i aftaler af 1988 og 1992 og i associeringsaftalen af 1995, hvori der fastsattes følgende betingelser for Fællesskabets import af sardinkonserves fra Marokko: 1996 - 19.500 tons sardiner fritaget for told og resten med en toldsats på 6%; 1997 - 21.000 tons fritaget for told og resten med en toldsats på 5%; 1998 - 22.500 tons fritaget for told og resten med en toldsats på 4%; 1999 - fremover fuldstændig liberalisering.

Det er ingen overdrivelse, når det hævdes, at Fællesskabets sektor for sardinkonserves er blevet ofret til fordel for andre interesser og derfor fortjener, at der vedtages særlige udligningsforanstaltninger for at undgå virksomhedsflytninger og arbejdsløshed, som er resultatet af koncessioner til tredjelande og social dumping af arbejdskraft, der er meget billigere og uden nogen nævneværdig form for social sikring.

Rådet (fiskeri) fandt det allerede i oktober 1995 nødvendigt at vedtage supplerende foranstaltninger til styrkelse af sektoren, herunder især en forøgelse af støtten til oplagring, iværksættelse af en salgskampagne og omstrukturering af de eksisterende strukturfonde.

Det er overordentligt vigtigt at styrke disse foranstaltninger og vedtage yderligere foranstaltninger for at imødegå den fremadskridende forværring, for i modsat fald er der risiko for, at Fællesskabets sektor for sardinkonserves forsvinder, og at en væsentlig del af konservesindustrien flyttes til AVSlandene, således som det er sket i andre medlemsstater, som f.eks. Frankrig; det drejer sig især om lande, hvorfra der kan importeres konserves til Fællesskabets marked uden toldafgifter.

I de seneste 10 år er 26 af de 52 sardinkonservesfabrikker, der fandtes i Portugal i 1986, blevet lukket. I samme periode (1986-1996) er eksporten af sardinkonserves fra den spanske halvø - især Galicia - blevet reduceret med næsten 40%, og sardinkonservesfabrikkerne på De Kanariske Øer, Spaniens vigtigste eksportør af det pågældende produkt, eksporterer nu 134 tons mod tidligere 7.500 tons.

Opmærksomheden bør desuden henledes på, at arbejdsløsheden som følge af sektorens endelige sammenbrud vil få enorme regionale følger for de områder, der allerede er dårligt stillede (mål nr. 1), og som ikke har andre beskæftigelsesmuligheder. Det turde være tilstrækkeligt at erindre om, at af Spaniens samlede produktion af sardinkonserves i 1995 på 24.449 tons fremstilledes 21.249 tons alene i regionen Galicia. Hvad angår Portugal, opererer næsten hele vodfiskerflåden, ca. 150 fartøjer, inden for sardinsektoren (hvor 40% af fangsten går til forarbejdningsindustrien), som direkte beskæftiger 3.000 og indirekte 12.000 arbejdstagere inden for ca. 12 lokalsamfund, som vil blive totalt affolket.

Den økonomiske og sociale samhørighed og bekæmpelsen af arbejdsløsheden er prioriterede målsætninger for alle Den Europæiske Unions aktioner, som er nedfældet i Amsterdam-traktaten og fastslået på det nylige topmøde om beskæftigelse i Luxembourg (den 20. november 1997).

Vi kan ikke stiltiende acceptere denne situation eller upåvirket overvære tilintetgørelsen af en vigtig europæisk industri, der skaber beskæftigelse og fremstiller et førsteklasses produkt i dårligt stillede regioner.

På baggrund heraf foreslås bl.a. følgende foranstaltninger:

- Udarbejdelse af et særprogram for sardinkonservesindustrien med henblik på en omstrukturering af sektoren og en spredning af den økonomiske aktivitet i de berørte områder. Dette kræver, at der afsættes supplerende strukturfondsmidler ud over de allerede eksisterende bevillinger og en forhøjelse heraf i den nye periode fra 2000 til 2006.

- Indførelse af en ordning med udligningsgodtgørelse for Fællesskabets sardinkonservesindustri og opretholdelse af en afbalanceret støtte til konservesindustrien til oplagring for at undgå prissvingninger på markedet som følge af de sæsonbetonede udsving i udbuddet. En sådan støtte bør kunne udbetales direkte til konservesindustrien.

- Intensivering af hygiejne- og sundhedskontrol og -inspektioner af produkter fra tredjelande i medfør af direktiv 493/91 EØF for at sikre, at der ikke stilles mindre krav til de pågældende produkter end til fællesskabsprodukterne, og for at give forbrugerne en garanti. Det vil i denne forbindelse være nødvendigt at oprette et fællesskabsreferencelaboratorium, der sikrer og harmoniserer en sådan kontrol.

- Iværksættelse af en omfattende reklame- og salgskampagne på fællesskabsplan udelukkende for fiskekonserves, herunder især sardinkonserves, der fremhæver produkternes kvalitet og høje næringsværdi, samt den kendsgerning, at de produceres af arbejdstagere og industrier i Den Europæiske Union.

- Ligeledes støtte til de råstoffer, der anvendes til de forskellige former for sardinkonserves, som f.eks. lager, og især olivenolie, for dermed at forsøge at holde en pris, der svarer til det internationale prisniveau for at fastholde dette konservesprodukts konkurrencedygtighed, idet det jo, som vi senere skal komme ind på, er et virkeligt kvalitetsprodukt.

2. Markedet for tun

Tun er konservesindustriens vigtigste produkt på såvel fællesskabsplan som verdensplan, og forbruget heraf har været i konstant stigning de seneste år. Den store efterspørgsel efter produktet, det store antal lande, der fanger og forarbejder tun, indvirkningen af denne efterspørgsel på fangsten, den stadig mere udbredte anvendelse af frosne tunfiskefileter, som gør det lettere at transportere den del af produktet, der anvendes til konserves, de mange forskellige arter, kvaliteter og priser, internationaliseringen og liberaliseringen af markedet kombineret med præferenceaftaler er bl.a. med til at skabe en kompliceret struktur, der gør det eksisterende marked for tun særlig komplekst.

I Den Europæiske Union udgør tun næsten 60% af fiskekonservesindustriens samlede produktion. Spanien, Frankrig, Portugal (med tilhørende øer) både producerer og forarbejder produktet, mens Italien spiller en meget stor rolle med hensyn til forarbejdning af tun. Tun udgør 90% af den italienske konservesindustri, 60% af den franske, 58% af den spanske og ca. 20% af den portugisiske.

Der anvendes hovedsageligt følgende tropiske arter i Fællesskabets konservesindustri: guldfinnet tun (thunnus albacares), bugstribet bonit (katsuwonus pelamis), patudo (thunnus obesus), samt i langt mindre udstrækning hvid tun (thunnus alalunga).

En del af fangsten af patudo i Portugal, almindelig tun (thunnus thynnus) i Frankrig, Spanien og Italien foregår i det nordvestlige Atlanterhav og Middelhavet, mens hovedparten af Fællesskabets fangst af tropisk tun til konservesindustrien foregår i Det Indiske Ocean, det centrale og østlige Atlanterhav samt i Stillehavet.

Forsyning med råvarer

Problemerne i forbindelse med forsyningen af konservesindustrien med råvarer viser sig at være det største problem for konkurrenceevnen og bevarelsen af Fællesskabets konservesindustri.

I 1993 udgjorde den globale fangst af alle arter af tun 3,2 mio tun med en stigende tendens, der, hvis den fortsætter, i år 2000 vil nå op på 4,1 mio tons (en stigning på 27%).

Produktionen af tunkonserves steg på verdensplan fra 780.000 tons i 1984 til 1,6 mio tons i 1993 (138 mio dåser). Den store konkurrence fra tredjelandes lavprisprodukter indvirker på priserne på fællesskabsprodukterne med fare for en forringet konkurrenceevne og tab af markedsandele.

Ud over de traditionelle præferenceaftaler med AVS-landene, som allerede har fuldstændig toldfri adgang til fællesskabsmarkedet, kan nævnes præferenceaftaler med andre tredjelande, som f.eks. Det Mellemamerikanske Fællesmarked og Andespagt-landene som en foranstaltning til bekæmpelse af narkotika, og endelig de sydøstasiatiske landes "invasion" med åbningen af toldkontingenter, hvilket har skabt store omvæltninger på markedet, som kræver en særlig indsats og bør følges nøje. De vigtigste eksportører af råvarer er Taiwan og Korea. Thailand, der har en konservesindustri i rivende udvikling, har imidlertid udviklet sig til at blive verdens største importør af tun (407.000 tons i 1993) til landets egen industri, efterfulgt af Japan (til fersk fisk og sashimi), samt USA til landets konservesindustri. Thailand er den største eksportør af tunkonserves i verden med ca. 250.000 tons om året.

I Den Europæiske Union er Spanien og Italien (hovedsageligt fileter) de vigtigste importører af råvarer. Frankrig nyder godt sine aftaler med AVS-landene og er Den Europæiske Unions vigtigste eksportør af råvarer, efterfulgt af Spanien - begge med Den Europæiske Union og USA som aftagere.

Denne strøm af råvarer fra fællesskabsmarkedet og verdensmarkedet til konservesindustrien kræver mere indgående overvejelser.

Den europæiske fiskerflåde består hovedsageligt af fartøjer fra Spanien (60%) og Frankrig (40%), der tilsammen fanger mere end 450.000 tons tun. Frankrig har som nævnt ovenfor gunstige aftaler med AVS-landene.

Spanien fanger ca. 60% i internationale farvande og 40% som følge af aftaler med tredjelande. Såvel i Spanien som i Portugal (med tilhørende øer) anvendes allerede særlige fartøjer til den første udskæring af tun i fileter til fællesskabsindustrien.

Er Fællesskabets fiskerflådes fangst sammen med fangsten i medfør af AVS-aftalerne og præferenceaftalerne med Det Mellemamerikanske Fællesmarked (MCCA) og Andespagt-landene tilstrækkelige til at dække Fællesskabets efterspørgsel efter råvarer til konservesindustrien? Er det nødvendigt fortsat at åbne fællesskabsmarkedet for produkter fra andre tredjelande, som f.eks. vore konkurrenter i Sydøstasien?

De eksisterende oplysninger om Fællesskabets fangster giver anledning til at formode, at de i fuldt mål vil være tilstrækkelige til at dække EU-forarbejdningsindustriens behov. Udover det absurde i at åbne nye fiskekontingenter løber EU en dobbelt risiko, dels for at europæiske virksomheder ender med at slå sig ned i Sydøstasien, som både har råvarer og markeder, for dermed at få et sluttet økonomisk kredsløb, og dels for en udvikling hvor Europa ved at åbne op for konkurrenternes råvarer nemt ender med at bane vejen for en åbning for det allerede forarbejdede slutprodukt.

Beskyttelsen af Fællesskabets konservesindustri kræver endvidere en grundig undersøgelse af, hvorvidt den af Fællesskabet ydede godtgørelse til tredjelande bidrager til opfyldelsen af de fastlagte mål, som f.eks. en bæredygtig udvikling (AVS), effektiv bekæmpelse af narkotika (MCCA, Andespagt-landene), samt kræver EU-borgernes fordømmelse af socialt forkastelige fremgangsmåder (social dumping), kvalitets- og sundhedskontrol af de importerede produkter og af svig i forbindelse med produkternes oprindelse.

Problemerne i forbindelse med varernes oprindelsessted

Udvidelsen af antallet af lande med toldpræferencer har kompliceret fastsættelsen af normer for og kontrollen med varernes oprindelse. Selv om det fremgår af forordning nr. 802/68, at varernes oprindelsesland er det land, hvor den sidste forarbejdning fandt sted, og selv om det senere i forordning nr. 69⅜8 fastsættes, at varer, der ikke har oprindelsesstatus, betragtes som havende en sådan, hvis de har undergået en forarbejdning, fastsættes det med hensyn til konserves, at kun varer, der er fremstillet med fisk eller skaldyr med oprindelse i det pågældende land, anses som varer med oprindelsesstatus i landet.

Hvad angår landene med generelle præferenceordninger, Andespagt-landene og MCCA, fastslår forordning nr. 375⅛3 og 3352/83, at eksportvarer fra de pågældende lande betragtes som varer med oprindelsesstatus, hvis de ikke forarbejdes på et senere tidspunkt, eller, hvis dette er tilfældet, når der enten er tale om en delvis forarbejdning, eller der til den pågældende forarbejdning kun er anvendt varer med oprindelse i de pågældende lande.

De kompetente myndigheder i de pågældende lande udsteder oprindelsescertifikater, men systemet er langt fra gennemsigtigt og derfor vanskeligt at kontrollere, hvortil kommer følgerne heraf for den europæiske konservesindustris konkurrenceevne. Der er brug for mere kontrol med ordningen og en evaluering af dens formålstjenlighed.

Tunkonserves med oprindelse i Tyrkiet

I medfør af forordning nr. 411⅝6 bortfalder toldafgifterne på landbrugsvarer med oprindelse i Tyrkiet. Tunkonserves af tyrkisk oprindelse kan derfor toldfrit importeres i Den Europæiske Union. Problemet består i, at tunkonserves fremstillet i og med oprindelse i Tyrkiet ifølge ovennævnte bestemmelser ikke kan betragtes som varer med oprindelsesstatus i det pågældende land, idet landet ikke selv har tun som råvare.

Associeringsrådets afgørelse 1/75, der ændrer afgørelse 4/72, der definerer begrebet "varer af tyrkisk oprindelse", tillader dog anvendelsen af fællesskabsprodukter ved fremstillingen af forarbejdede produkter i Tyrkiet, som dermed får tyrkisk oprindelsesstatus. Den såkaldte "bilaterale kumulation" finder anvendelse, og det medfører, at en vare med oprindelse i Den Europæiske Union ikke mister sin første oprindelsesstatus, men i stedet tillige får oprindelsesstatus i det land, der har foretaget forarbejdningen (selv om en sådan kun er delvis), såfremt varen herefter vender tilbage til Den Europæiske Union.

Det forekommer ikke retfærdigt, at den europæiske konservesindustri, som reelt er den skadelidte part uden nogen form for udligningsgodtgørelse eller modfordele, både berøves Fællesskabets egne råvarer inden for tunsektoren, fordi de sendes til et andet land, og samtidig ser sine naturlige afsætningskanaler oversvømmet af tunkonserves fra dette andet land, fremstillet med ovennævnte råvarer og solgt til en meget lavere pris end EU's egne produkter. En minimumskompensation, som Fællesskabets industri har efterlyst, kunne for eksempel antage form af et kontingent af olivenolie, som Tyrkiet er storproducent af, til internationale priser og uden toldsatser.

Kravet om kompensation er meget vigtigt i lyset af Kommissionens svar af 7. januar 1998 på forespørgsel E-1374/97 (21. april 1997), hvori den giver oplysninger om de toldkoncessioner for konserves, den fører forhandlinger om med de central- og østeuropæiske lande, og anvendelsen af begrebet "paneuropæisk kumulation" på disse lande og de baltiske lande, Slovenien og EFTA, samt de kontakter, den opretholder med MERCOSUR, Chile, Mexico og Sydafrika med henblik på liberalisering af handlen, især inden for fiskekonservessektoren.

III. DEN GENERELLE PROBLEMATIK I DEN EUROPÆISKE KONSERVESINDUSTRI

Kvalitetspolitik

De europæiske forbrugere bliver mere og mere fordringsfulde. De kræver konstant større sikkerhed for, at EU-produkternes kvalitet, sundhed og hygiejne er i orden, og Den Europæiske Union har derfor udarbejdet strenge regler for at sikre produktkvaliteten på EU-markedet. EU's industri har ingen anden mulighed end at satse på kvalitet og gøre den til en konkurrencefordel over for konkurrenterne uden for EU. Hertil kræves en politik med differentiering, kvalitetsfremme og - kontrol.

EU's konservesindustri har allerede gjort en betydelig indsats såvel med hensyn til modernisering og tilpasning til de sundhedskrav, der fremgår af direktiv 493/91, og er underkastet de dertil hørende kontroller, som med hensyn til tilpasning til direktiverne om kontrol med produktionsforhold, kvalitetssikring og miljøforvaltning.

Denne proces omfatter også teknologisk innovation, F&-politikken, samarbejde med videnskabelige institutioner og forskningscentre, stadig forbedring af uddannelserne, bestræbelser på at opnå nye og bedre ydelser, mere miljøvenlig emballage, mærkning med flere og bedre oplysninger til forbrugeren, kort sagt investering i kvalitet forstået som "total quality", dvs. den kvalitet, der ud over selve produktets kvalitet omfatter kvalitet i alle processer, i de tekniske og menneskelige ressourcer, i ledelse, organisation, kort sagt hele virksomhedens kvalitet.

Fiskekonservesprodukter kræver på grund af deres særegenhed en speciel og omfattende kontrol af råvarerne, af forarbejdningsprocesserne, af deres holdbarhed og egnethed til menneskeligt konsum, hvor parametre som friskhed, holdbarhed, datomærkning, oplagringsbetingelser, opbevaring, næringsværdi (indhold af mættede og umættede fedtsyrer, kolesterol osv.), forurenende stoffer og tilsætningsstoffer, kort sagt, en omfattende kontrol, som fastlægger kvalitetetsnormerne, og hvor man om muligt ansøger om og får de internationale kvalitetssikringscertifikater i serie EN 29.000 og det europæiske nomenklatur for ISO-9000-standarderne.

Man er nået langt i Den Europæiske Union med hensyn til kvalitetspolitik, men man bør gå endnu længere, for så vidt angår lovgivning, standardisering og certificering for på afgørende vis at bidrage til en øget differentiering og konkurrenceevne i vor industri med støtte fra de erhvervsdrivende og forbrugersammenslutningerne samt gennem reklamekampagner, der skal udbrede budskabet om europæisk kvalitet.

Endelig bør der indføres præmier, udmærkelser og et europæisk kvalitetsstempel eller -mærke til støtte for og fremme af virksomhedernes indsats, og der bør oprettes et kvalitetsregister, så de produkter, der opnår denne kategori, med garanti for kunderne kan fremvise det mærke, som borger for dem og kvalitetsmæssigt adskiller dem fra importerede varer, som ikke på oprindelsesstedet har skullet opfylde alle de krav for kvalitet, sundhed og hygiejne, som gælder i Den Europæiske Union.

Behovet for et referencelaboratorium på fællesskabsplan

Man kan ikke få kvalitet uden kontrol. De tekniske og hygiejnisk-sundhedsmæssige forhold skal kontrolleres videnskabeligt af et EU-netværk af laboratorier, der er specialiseret i fiske- og skaldyrsprodukter og de dermed forbundne konserveringsteknikker, også fordi disse produkter på grund af deres særlige egenskaber og anderledes og komplekse problematik kræver en særlig lovgivning i forhold til, hvad der gælder for kød- eller grøntsagskonserves. Kapitel IV og V i bilaget til direktiv 91/493/EØF indeholder bestemmelser om særlig kontrol med ferske råvarer, kontrol for parasitter, kemisk kontrol, TVB-nødvendig (Total Volative Basic Nitrogen), histamin og kontaminer i vandmiljøet, som skal kontrolleres "i virksomhedens laboratorium eller et andet godkendt laboratorium".

For konservesprodukter fra akvakultur fastsættes der i direktiv 91/492/EØF grænseværdier for indholdet af skaldyrsgiftene DSP og PSP i toskallede bløddyr, der anvendes til forarbejdning, hvilket kræver en kontrolanalyse.

Kvalitets- og forbrugerbeskyttelse kræver samme kontrol af europæiske produkter som af de produkter, der importeres til EU-markedet uden garanti for, at de opfylder de samme krav i deres oprindelsesland. I modsat fald vil det virke konkurrenceforvridende, at produkter med andre teknisksundhedsmæssige specifikationer kan konkurrere direkte, hvad der ikke blot har indflydelse på prisen, men også - hvad der er meget værre - på menneskers sundhed.

Med de seneste videnskabelige opdagelser, som finansieret af Den Europæiske Union er gjort på universitetet i Santiago og Instituttet for Marine Undersøgelser i Vigo, har man kunnet udvikle en teknik baseret på nuklearbiologi og analyse af nukleinsyrer til at kontrollere, om et fiskeriprodukt på dåse svarer til den art, som er angivet på etiketten. Analyser foretaget i forskellige lande har afsløret op til 30% forkert mærkning, først og fremmest af tun på grund af de mange arter, og det har naturligt nok haft indvirkning på kvalitet og pris og ført forbrugerne bag lyset.

Det er derfor nødvendigt med et europæisk samarbejde om analyser og laboratorier, og der er brug for at oprette et EF-referencelaboratorium med henblik på samarbejde, godkendelse og analytisk certificering, der kan stå som endegyldig garant for kvalitet og teknisk-sundhedsmæssig beskyttelse af de europæiske forbrugere.

Olivenolie

Meget tæt forbundet med kvalitet er også anvendelsen af olivenolie i fiske- og skaldyrskonserves. Man ved i dag, at indtagelse af fisk nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Fiskeolier er rige på flerumættede fedtsyrer, og fiskekonserves giver derfor ernæringsmæssig variation i kosten, idet man dermed har en førsteklasses proteinkilde til rådighed hele året. Anvendelsen af raffineret olivenolie har desuden været europæisk konservesindustris kvalitetsmærke siden starten i Nantes. I dag konserverer man stadig sardiner og tun, makrel og andre pelagiske fiskearter i olivenolie. Konservesprodukterne kombinerer på denne måde to ingredienser, som er typiske for den sunde "middelhavskost", som forbrugerne dermed har adgang til hele året.

Det største problem i de senere år har været de store prisstigninger på olivenolie til konserves i forhold til verdensmarkedsprisen, hvilket har haft betydning for konservesprodukternes pris og konkurrenceevne.

Den Europæiske Union indførte med forordning 136/66/EØF nogle foranstaltninger, som konservessektoren selv anser for utilstrækkelige, fordi de ikke udligner de store prisforskelle, der findes. Kommissionen har lovet at tage hensyn til dette problem og tilpasse systemet inden for rammerne af den igangværende reform af den fælles markedsordning for olivenolie (svar på forespørgsel E-3502/96 og 0539/97), som man må følge nøje med i på grund af dens betydning for sektorens image som en kvalitetssektor og dens konkurrenceevne over for produkter fra tredjelande.

Strukturpolitikken

De enorme problemer i EU's konservesindustri er allerede omtalt, og der er peget på den omstruktureringsproces, modernisering og tilpasning, som denne industri har givet sig i kast med, samt de sociale og regionale virkninger - i forbindelse med Europas territoriale, økonomiske og sociale samhørighed - der skyldes omlægningen af den europæiske konservesindustri.

Hvordan kan den europæiske strukturpolitik understøtte de bestræbelser, der udfoldes i konservesindustrien?

I princippet ved ikke at lade den i stikken. Ved at tage højde for den i den igangværende reform af samhørighedspolitikken og ikke blot opretholde de strukturfondmidler, som i perioden 1994-1999 ydes til forarbejdningsindustrien, men øge dem i takt med, at indsatsen og udfordringerne vokser i perioden 2000-2006. Den kommende strukturpolitiske periode bør for virksomhederne betyde, at den hidtidige indsats lønner sig, og ikke mindst at de får den afgørende impuls til at konsolidere sig på markedet.

Vi beder ikke om gratis statsstøtte. Vi taler om en offentlig politik til støtte og samfinansiering af den private indsats for så vidt muligt at kompensere for de konkurrencemæssige ulemper, som andre implicitte faktorer i andre fællesskabspolitikker som f.eks. i forbindelse med udviklingssamarbejdet medfører.

Den nye fælles markedsordning for fiskeri- og akvakulturprodukter

Den nuværende fælles markedsordning trænger til en omgående og gennemgribende reform, så den tilpasses de betydelige ændringer, der er sket inden for fiskeriet. EU's marked er meget afhængigt af udviklingen i handelen på verdensplan og den voksende liberalisering af samhandlen.

Den nye fælles markedsordning bør indeholde præcise og effektive mekanismer, der kan skabe balance på det indre marked. For at kunne klare de store udfordringer, som den står over for, på effektiv måde, har den brug for en klar forøgelse af sit budget. Med henblik på et mere stabilt marked er det nødvendigt at forbedre forholdet mellem producent og forarbejdningsvirksomhed ved at fremme langsigtede kontrakter mellem producenterne og deres organisationer og forarbejdningsvirksomhederne og dermed sikre forsyningerne. Den nye fælles markedsordning skal udnytte det indre markeds fordele maksimalt ved at skabe den størst mulige bevægelighed inden for dette marked, således at produkter, der forarbejdes i Nord, kan sælges i Syd og omvendt, hvorved der åbnes nye markeder inden for selve det indre marked til fordel for fiskere og forarbejdningsvirksomheder.

Kontrollen med produkterne skal være streng, og som følge af den store tilstrømning af produkter fra lande uden for EU skal kontrollen forøges, således at intet produkt fra tredjelande kommer ind i Den Europæiske Union uden at opfylde de samme krav, som der stilles til produkter, der stammer fra EU. Desuden bør kontrollen med den generelle præferenceordning skærpes mest muligt, og præferenceordningen bør kun opretholdes, hvis de oprindelige målsætninger for dens oprettelse opfyldes. Man må ligeledes se på muligheden for, at Afdelingen for Koordinering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af Svig i Den Europæiske Union (UCLAF) fortrinsvis med henblik på oprindelseskontrol opretter en særlig afdeling for fiskerianliggender, der efter anmodning fra Kommissionen eller en medlemsstat kan gribe ind og "in situ" undersøge enhver form for uregelmæssigheder af denne art, der måtte opstå hvor som helst i Den Europæiske Union.

Man må også se på modydelser, der kan gavne EU's industri, når der gives nye indrømmelser på toldområdet, og hvis de vedrører EU's konserves, må disse betragtes som følsomme produkter, der har brug for kompensationsforanstaltninger.

Desuden må man - af samme årsager som i forbindelse med fartøjer, der indstiller deres virksomhed midlertidigt eller definitivt - overveje at oprette en form for finansiel støtte i tilfælde af nedlæggelse af virksomheder som led i en passende omstrukturering af industrien.

Den nye fælles markedsordning bør få indvirkning på finansieringen af specifikke reklamekampagner for europæisk konserves, da det drejer sig om produkter fremstillet i Europa af europæiske arbejdstagere og europæiske virksomheder og med den ovennævnte sundhedsmæssige garanti og kvalitet.

Der må iværksættes en ægte kvalitetspolitik med oprettelse af kvalitetspræmier, -registrering og -mærkning som incitament for industrien og garanti for forbrugeren. Fiskekonserves bør have adgang til interventionsmekanismerne for fersk fisk som f.eks. prolongationspræmien.

Mekanismer som referencepriser og beskyttelsesklausuler bør gøres mere operative og tilpasses bedre til realiteterne på markedet.

Endelig bør man nok overveje en reform af det nuværende system med udligningsgodtgørelser, således at de gælder for kontrakten, for at begge parter, både leverandør og køber (skibsejer og konservesfabrik) kan få gavn af dem.