Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

BETÆNKNING     
PDF 105kWP 137k
14. januar 1999
PE 227.710/endel. A4-0005/99
om miljø, sikkerhed og udenrigspolitik
.Ordførere: Olsson, Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse
("Hughes"-proceduren)
Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender
Ordfører: Maj Britt Theorin
På mødet den 13. juli 1995 meddelte Parlamentets formand, at han havde henvist forslaget til beslutning efter forretningsordenens artikel 45 af Rehn Rouva om udnyttelse af militære ressourcer til miljøformål (B4-0551/95) til Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender som korresponderende udvalg og til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse som rådgivende udvalg.
 A. FORSLAG TIL BESLUTNING
 B. BEGRUNDELSE
 Bilag I
 UDTALELSE

 På mødet den 13. juli 1995 meddelte Parlamentets formand, at han havde henvist forslaget til beslutning efter forretningsordenens artikel 45 af Rehn Rouva om udnyttelse af militære ressourcer til miljøformål (B4-0551/95) til Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender som korresponderende udvalg og til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse som rådgivende udvalg.

Efter anmodning fra Udvalgsformandskonferencen meddelte Parlamentets formand på mødet den 15. november 1996, at Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender havde fået tilladelse til at afgive betænkning om dette emne.

På mødet den 19. november 1996 valgte Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender Maj Britt Theorin til ordfører.

På mødet den 19. juni 1998 meddelte Parlamentets formand, at betænkningen skulle udarbejdes efter "Hughes"-proceduren af Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender og Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse.

På møder den 5. februar 1998, 29. juni 1998, 21. juli 1998, 3., 23. og 28. september 1998, 13., 27. og 29. oktober 1998 og 4.-5. januar 1999 behandlede Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender udkastet til betænkning, og Underudvalget om Sikkerhed og Nedrustning, behandlede udkastet til betænkning på møder den 5. februar 1998, 3. og 23. september 1998.

På sidstnævnte møde vedtog Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender forslaget til beslutning (for: 28; hverken/eller: 1).

Til stede under afstemningen var: Spencer (formand), Theorin (ordfører), Aelvoet, André-Léonard, Barón-Crespo, Bertens, Bianco, Burenstam Linder, Carnero González, Carrozzo (for Colajanni), Dillen, Dupuis, Gahrton, Goerens (for Cars), Graziani, Günther (for Gomolka), Lalumière, Lambrias, Pack (for Habsburg), Pettinari (for Imbeni, jf. forretningsordenens artikel 138, stk. 2), Piha, Rinsche, Sakellariou, Salafranca, Sánchez-Neyra, Schroedter (for Cohn-Bendit), Schwaiger (for Lenz), Speciale, Swoboda (for Hoff), Tindemans, Titley og Truscott.

Udtalelsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse er vedføjet denne betænkning.

Betænkningen indgivet den.14. januar 1999.

Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.


 A. FORSLAG TIL BESLUTNING

Beslutning om miljø, sikkerhed og udenrigspolitik

Europa-Parlamentet,

- der henviser til forslag til beslutning af Rehn Rouva om strategier for udnyttelse af militære ressourcer til miljøformål (B4-0551/95),

- der henviser til FN's undersøgelse "Charting potential uses of resources allocated to military activities for civilian endeavours to protect the environment" (UN A46/364 af 17. september 1991),

- der henviser til sin beslutning af 17. juli 1995 om personelminer: en dødbringende hindring for udvikling(1),

- der henviser til sine tidligere beslutninger om ikke-spredning og prøvesprængninger af kernevåben og Canberra-Komitéens rapport om afskaffelse af kernevåben fra august 1996,

- der henviser til Den Internationale Domstols enstemmige beslutning om kernevåbenstaternes forpligtelse til at forhandle sig frem til et forbud mod kernevåben (Advisory Opinion nΊ 96/22 af 8. juli 1996),

- der henviser til sin beslutning af 19. april 1996 om forslag til Rådets afgørelse om indførelse af et EF-handlingsprogram for civilbeskyttelse(2),

- der henviser til sine tidligere beslutninger om kemiske våben.

- der henviser til resultaterne af FN's konferencer i Kyoto 1997 og Rio de Janeiro 1992,

- der henviser til høringen om HAARP og ikke-dødbringende våben, som Underudvalget om Sikkerhed og Nedrustning afholdt i Bruxelles den 5. februar 1998,

- der henviser til artikel 148,

- der henviser til betænkning fra Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender og til udtalelsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse (A4-0005/98),

der konstaterer, at den kolde krigs afslutning har medført dybtgående ændringer i den sikkerhedspolitiske situation i verden, og at den militære afspænding har resulteret i en omfattende nedrustning inden for de militære sektorer i almindelighed og på kernevåbenområdet i særdeleshed, hvorved betydelige militære ressourcer er blevet frigjort,

der henviser til, at der trods denne fuldstændige ændring af den geostrategiske situation siden afslutningen af den kolde krig ikke er sket nogen nævneværdig mindskelse af risikoen for katastrofal beskadigelse af det globale miljøs integritet og bæredygtighed, især den biologiske mangfoldighed, enten som følge af tilfældig eller uautoriseret affyring af kernevåben eller autoriseret brug af kernevåben baseret på en formodet, men ubegrundet trussel om et forestående angreb,

der henviser til, at risikoen kunne mindskes ganske betydeligt inden for kort tid, hvis alle kernevåbenstater hurtigt gennemfører de seks trin indeholdt i Canberra-Komitéens rapport, især ophævelse af den øverste beredskabsstatus for alle kernevåben og gradvis overførsel af alle våben til en strategisk reserve,

der henviser til, at artikel 6 i traktaten om ikkespredning af kernevåben fra 1968 (NPT) forpligter alle de kontraherende parter til at føre forhandlinger i god tro om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning, og at de principper og målsætninger, der blev vedtaget på NPT-konferencen i 1995 på ny bekræftede, at traktatens endelige mål bestod i fuldstændig afskaffelse af kernevåben,

der henviser til, at trusler mod miljøet, flygtningestrømme, etniske modsætninger, terrorisme og international kriminalitet udgør nye alvorlige trusler mod sikkerheden, og at evnen til at håndtere forskellige former for konflikter får øget betydning i takt med, at sikkerhedssituationen ændrer sig, og som endvidere henviser til, at truslerne mod sikkerheden også er ikke-militære, og at det derfor er vigtigt, at også de militærrelaterede ressourcer tjener ikke-militære formål,

der konstaterer, at jordens ressourcer bruges, som om de var uudtømmelige, hvilket har ført til, at der oftere og oftere sker naturog miljøkatastrofer, og som påpeger, at sådanne lokale og regionale økologiske problemer kan få betydelige konsekvenser i de internationale forbindelser, og som endelig beklager, at dette ikke afspejler sig tydeligere i landenes udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik,

der henviser til, at konflikter i hele verden overvejende snarere er interne end mellemstatslige anliggender, og at de, når de opstår staterne imellem, i stigende grad drejer sig om adgang til eller rådighed over basale livsvigtige ressourcer, især vand, fødevarer og brændstof,

der konstaterer, at adgang til og rådighed over sådanne livsvigtige naturressourcer er uløseligt forbundet med miljøødelæggelse og forurening, både hvad angår årsag og virkning, og at det følgelig er logisk, at forebyggelse af konflikter i øget omfang bør fokusere på disse spørgsmål,

der henviser til, at presset på jord, både dyrket og beboet, som historisk har været en grundlæggende årsag til spændinger og konflikter, i stigende grad skyldes miljøødelæggelse, især klimaændring og den heraf følgende stigning i havets niveau,

der henviser til, at alle disse faktorer, som først og fremmest berører de fattigste og mest sårbare befolkninger i verden, vedvarende øger antallet af såkaldte "miljøflygtninge", hvilket medfører direkte pres på EU's indvandrings- og retspolitik, på udviklingsbistanden og på udgifterne til humanitær bistand samt indirekte øger sikkerhedsproblemerne for EU i form af regional ustabilitet i andre dele af verden,

der henviser til, at antallet af "miljøflygtninge" ifølge detaljeret international forskning, indsamlet og offentliggjort af klimainstituttet i Washington, nu overstiger antallet af "traditionelle flygtninge" (25 millioner sammenlignet med 22 millioner), at dette tal forventes fordoblet inden år 2010 og i værste fald kan stige betydeligt mere,

der henviser til, at spørgsmålet "miljøflygtninge" blot er et symptom på en humanitær katastrofe af et meget mere massivt omfang, idet 1,3 milliarder mennesker ifølge FN's definition lever i absolut fattigdom; der noterer sig, at over en fjerdedel af disse mennesker forsøger at overleve i områder i verden, som er yderst sårbare i miljømæssig henseende, og at disse mennesker er hovedårsagen til globale miljøproblemer som f.eks. skovrydning og ørkendannelse,

der henviser til, at dette, skønt behandlingen af globale spørgsmål siden afslutningen på den kolde krig i vidt omfang er taget ud af den tidligere dominerende ideologiske kontekst og nu i meget mindre grad bestemmes af militære balancespørgsmål, endnu ikke afspejles i FN's system for global styring, som i højere grad bør lægge vægt på sammenhæng og effektivitet inden for såvel militære som ikkemilitære komponenter i sikkerhedspolitikken,

der imidlertid henviser til, at prioritering af den stigende andel af FN's arbejde om globale politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål i det væsentlige er ikke-militære og især har relation til forholdet mellem handel, bistand, miljø og bæredygtig udvikling,

der konstaterer, at der er et presserende behov for at mobilisere tilstrækkelige ressourcer til at møde den miljømæssige udfordring, og som bemærker, at de disponible ressourcer til miljøbeskyttelse er meget begrænsede, hvilket kræver nytænkning i anvendelsen af eksisterende ressourcer,

der henviser til, at militæret i takt med, at de militære ressourcer er blevet frigjort, har fået en enestående mulighed for og en omfattende kapacitet til at supplere de civile bestræbelser på at løse de voksende miljøproblemer,

der henviser til, at militærrelaterede ressourcer ifølge deres natur er nationale aktiver, mens miljøudfordringen er global, og at der derfor er et stort behov for at finde muligheder for et internationalt samarbejde, når det gælder om at overføre og anvende militære ressourcer til miljøbeskyttelse,

der henviser til, at udgifterne til miljøbeskyttelse på kort sigt må vejes op mod udgifterne på lang sigt ved forsømmelser på dette område, og at der er et voksende behov for en cost-benefit-analyse af forskellige miljøstrategier, som må omfatte eventuel overførsel, omdirigering og redeployering af militærrelaterede ressourcer,

der konstaterer, at det fælles mål: udbedring af de skader, der er sket på jordens økosystem, ikke kan nås isoleret fra spørgsmålet om en retfærdig udnyttelse af de globale ressourcer, og at det er nødvendigt at lette det internationale tekniske samarbejde og støtte overførslen af egnet militærrelateret teknologi,

der henviser til, at der trods de eksisterende konventioner foregår militær forskning i anvendelse af miljømanipulation som et våben, således som det eksempelvis fremgår af HAARP-projektet i Alaska,

der henviser til, at erfaringerne med udviklingen og anvendelsen af kernekraft "til fredelige formål" tjener som en nyttig advarsel om, at militære fortrolighedskrav kan hindre en behørig evaluering af og kontrol med blandede civile og militære teknologier, hvis gennemskueligheden på nogen måde begrænses,

der henviser til, at den generelle foruroligelse over det økologiske forfald og miljøkriserne kræver prioriteringer i den nationale beslutningstagning, og at landene må reagere i fællesskab i tilfælde af miljøkatastrofer,

opfordrer Kommissionen til, jf. Amsterdam-traktaten, at forelægge Rådet og Europa-Parlamentet en fælles strategi, som sammenstiller FUSP-aspekterne i EU's politik med dens handel, støtte, udvikling og internationale miljøpolitikker mellem år 2000 og 2010 med henblik på at behandle følgende individuelle spørgsmål og forholdet mellem dem:

a) Landbrugs- og fødevareproduktion og miljøødelæggelse;

b) Vandmangel og grænseoverskridende vandforsyning;

c) Skovrydning og gendannelse af kulstofdræn;

d) Arbejdsløshed, underbeskæftigelse og absolut fattigdom;

e) Bæredygtig udvikling og klimaændring;

f) Skovrydning, ørkendannelse og befolkningstilvækst; g) Forbindelsen mellem ovennævnte faktorer og den globale opvarmning

og tiltagende ekstreme vejrforholds konsekvenser for mennesker og miljø;

konstaterer, at forebyggende miljøforanstaltninger er et vigtigt sikkerhedspolitisk instrument; opfordrer derfor medlemsstaterne til at opstille miljø-og sundhedsmæssige mål i deres langsigtede forsvarsog sikkerhedspolitiske vurderinger, militære forskning og handlingsplaner;

erkender, at de væbnede styrker spiller en vigtig rolle i et demokratisk samfund og varetager det nationale forsvar, samt at fredsskabende og fredsbevarende initiativer kan yde et vigtigt bidrag til forebyggelse af miljøskader;

påpeger, at atmosfæriske og underjordiske atomprøvesprængninger som følge af radioaktiv stråling og radioaktivt nedfald har medført spredning af store mængder radioaktivt cæsium 137, strontium 90 og andre kræftfremkaldende isotoper over hele jorden og har forårsaget store miljø- og sundhedsskader i prøveområderne;

mener, at mange dele af verden er truet af den ukontrollerede, usikre og uprofessionelle oplagring og dumpning af nukleare ubåde og overfladefartøjer samt deres radioaktive brændstof og lækkende kernereaktorer i betragtning af den store sandsynlighed for, at store områder som følge heraf snart vil begynde at blive forurenet på grund af stråling;

mener, at der stadig ikke er fundet en tilfredsstillende løsning på problemet med de kemiske og konventionelle våben, der blev dumpet efter de to verdenskrige mange steder i havene rundt om Europa som en "nem" måde at slippe af med disse lagre på, og at ingen endnu ved, hvad de økologiske følger på lang sigt kan blive, især for fisk og livet på strandene;

mener, at EU bliver nødt til at bidrage til at finde en løsning på det problem, at der som følge af vedvarende krige i hele regioner af Afrika er sket ødelæggelser af menneskelige strukturer og landbrugsstrukturer, og at landområderne nu er udsat for miljømæssige katastrofer, især som følge af skovrydning og erosion, der fører til ørkendannelse;

opfordrer derfor militæret til at indstille alle aktiviteter, som medvirker til at beskadige miljøet og sundheden, og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at rense og dekontaminere de forurenede områder;

Anvendelse af militære ressourcer til miljøformål

mener, at de ressourcer, der er disponible til at restituere og redde ødelagt miljø, ikke er tilstrækkelige til at møde den globale miljøudfordring, og henstiller derfor til medlemsstaterne at arbejde for anvendelse af militærrelaterede ressourcer til miljøbeskyttelse ved at

a) indlede en uddannelse af miljøværnssoldater med henblik på at oprette en samordnet europæisk miljøbrigade

b) foretage en registrering af deres miljøbehov og de militærrelaterede ressourcer, der er disponible til miljøformål, og anvende disse ressourcer i nationale miljøplaner

c) overveje, hvilke militærrelaterede ressourcer de midlertidigt, på lang sigt eller på "stand-by"-basis kan stille til FN's eller EU's rådighed som instrument for et internationalt samarbejde i tilfælde af miljøkatastrofer og -kriser

d) udvikle planer for oprettelse af nationale og europæiske beskyttelsesenheder med anvendelse af personale, udrustning og faciliteter fra den militære sektor, som stilles til rådighed inden for rammerne af partnerskaber for fred og sættes ind i nødsituationer på miljøområdet

e) integrere målsætninger om miljøbevarende og bæredygtig udvikling i deres sikkerhedskoncepter

f) sikre, at de væbnede styrker overholder eksisterende miljøbestemmelser, og at virkningerne af tidligere militære miljøødelæggelser afhjælpes

g) indføre miljøhensyn i deres militære forsknings- og udviklingsprogrammer;

opfordrer i betragtning af de begrænsede erfaringer på området EUmedlemsstaternes regeringer til at

a) oprette centrer for udveksling af aktuelle nationale erfaringer med anvendelse af militærrelaterede ressourcer på miljøområdet

b) lette den globale spredning af miljødata, herunder data, som er indsamlet ved hjælp af militære satellitter og andre platforme for informationsindsamling;

opfordrer medlemsstaterne til at lade det civile samfunds miljølovgivning omfatte alle militære aktiviteter samt til at sikre, at det militære forsvar tillægges ansvaret for - og skal bekoste - undersøgelse, oprydning på og sanering af områder, der er skadet af tidligere militær virksomhed, således at disse områder atter kan anvendes civilt; dette er særlig vigtigt på grund af den omfattende dumpning af kemisk og konventionel ammunition langs EU's kyster;

opfordrer samtlige medlemsstater til at formulere miljø-og sundhedsmæssige mål og udforme handlingsplaner for forbedring af miljø-og sundhedsarbejdet inden for de respektive landes forsvar;

opfordrer medlemsstaternes regeringer til gradvist at forbedre miljøbeskyttelsen inden for forsvaret gennem uddannelse, teknisk udvikling og gennem en grundlæggende undervisning af alt militært personale og alle værnepligtige i miljøspørgsmål;

opfordrer EU til at samarbejde om en ny miljøstrategi, hvor militære ressourcer anvendes i en fælles miljøbeskyttelse;

mener, at miljøstrategierne bør omfatte overvågning af jordens miljø, vurdering af indsamlede data, samordning af det videnskabelige arbejde og informationsspredning med udveksling af relevante data fra nationale observations- og overvågningssystemer, således at man får et kontinuerligt og samlet billede af miljøsituationen;

konstaterer, at betragteligt reducerede forsvarsudgifter kan føre til betydelige negative konsekvenser for nogle regioner, og opfordrer medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne på at omstille den militære produktion og teknologi til civile produkter og civile formål gennem både nationale programmer og gennem fællesskabsinitiativer som Konver-programmet.

understreger vigtigheden af, at det præventive miljøarbejde styrkes, således at miljø- og naturkatastrofer kan bekæmpes;

opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig undersøgelse af de sikkerhedspolitiske miljøtrusler i Europa og udarbejde en grønbog om militære aktiviteters indvirkninger på miljøet;

opfordrer Rådet til i højere grad at arbejde for, at USA, Rusland, Indien og Kina ufortøvet undertegner Ottawa-konventionen fra 1997 om forbud mod personelminer.

mener, at EU i øget udstrækning bør bistå ofre for minesprængninger og støtte udviklingen af minerydningsteknikker, og at udviklingen af minerydningsmetoder bør fremskyndes;

mener, at den fortrolighedskrav, der omgiver militær forskning, må bekæmpes, og at retten til åbenhed og demokratisk indsigt i militære forskningsprojekter bør fremmes;

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle en i miljømæssig henseende uskadelig teknologi til destruktion af våben;

noterer sig, at en af de potentielt alvorligste miljøtrusler tæt på EU er den manglende kontrol med affald fra fremstilling af atomvåben og lagrene af biologiske og kemiske kampmidler samt mangel på sanering efter militære aktiviteter; understreger betydningen af, at medlemsstaterne arbejder for et øget internationalt samarbejde - f.eks. inden for rammerne af De Forenede Nationer og Partnerskab for Fred

- med sigte på at destruere disse våben så miljøvenligt som muligt;

mener, at alle yderligere forhandlinger om reduktion og endelig afskaffelse af kernevåben bør baseres på princippet om tilsagn om gensidige og afbalancerede nedskæringer;

mener på baggrund af de særlig alvorlige omstændigheder i landene i det tidligere Sovjetunionen, at truslen mod det globale og lokale miljø på grund af forværringen af de forhold, hvorunder nukleare våben og materialer, som fortsat findes i disse lande, opbevares, gør det endnu mere presserende at sikre, at der indgås en aftale om yderligere gradvis destruktion af atomvåbnene,

De retlige aspekter af militære aktiviteter

opfordrer EU til at arbejde for, at også de nye teknologier for såkaldte ikke-dødbringende våben og udviklingen af nye våbenstrategier bliver omfattet og reguleret af internationale konventioner;

mener, at HAARP (High Frequency Active Auroral Research Project) på grund af dets omfattende indvirkninger på miljøet er et globalt anliggende, og kræver, at de retlige, økologiske og etiske virkninger undersøges af internationale uafhængige organer, inden der gennemføres yderligere forskning og testning; beklager, at den amerikanske regering gentagne gange har afvist at sende repræsentanter, der kunne udtale sig, til den offentlige høring eller senere møder i dets kompetente udvalg om de farer for miljøet og folkesundheden, der er forbundet med forskningsprojektet vedrørende højfrekvent stråling (HAARP), som for øjeblikket gennemføres i Alaska;

anmoder STOA-Panelet om at indvilge i at undersøge det videnskabelige og tekniske materiale fra alle eksisterende videnskabelige undersøgelser af HAARP for at bedømme, nøjagtig hvilken art og hvilken grad af risiko HAARP indebærer både for det lokale og globale miljø og for folkesundheden generelt;

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med regeringerne i Sverige, Finland, Norge og Den Russiske Føderation at undersøge de miljø- og sundhedsmæssige virkninger af HAARP-programmet for det arktiske Europa og aflægge beretning til Parlamentet om undersøgelsesresultaterne;

opfordrer især til indgåelse af en international konvention om et globalt forbud mod al forskning og udvikling, både militær og civil, med sigte på at anvende viden om kemi, elektricitet, lydvibrationer eller andet, som indvirker på den menneskelige hjerne, til udvikling af våben, som på nogen måde kan muliggøre manipulation af mennesker, inklusive et forbud mod enhver aktuel eller mulig spredning af sådanne systemer;

opfordrer EU og dens medlemsstater til at arbejde for, at der indgås internationale aftaler om beskyttelse af miljøet mod unødvendige ødelæggelser i tilfælde af krig;

opfordrer EU og dens medlemsstater til at arbejde for, at der opstilles internationale normer for de miljømæssige virkninger af militære aktiviteter i fredstid;

opfordrer Rådet til at arbejde aktivt for gennemførelsen af CanberraKomitéens forslag og artikel 6 i ikkespredningstraktaten om nuklear nedrustning;

opfordrer Rådet, og især den britiske og franske regering, til inden for rammerne af NPT og nedrustningskonferencen at tage initiativ til fortsatte forhandlinger om fuldstændig gennemførelse af forpligtelserne til reduktion og destruktion af atomvåben så hurtigt som muligt til et niveau, hvor det globale lager af resterende våben ikke længere udgør nogen trussel mod det globale miljøs integritet og bæredygtighed;

opfordrer Rådets formandskab, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer til at gøre sig til talsmand for holdningen i denne beslutning i alle kommende FN-møder, der afholdes under eller i forbindelse med NPT-konferencen og Nedrustningskonferencen;

opfordrer Rådets formandskab og Kommissionen til i overensstemmelse med artikel J.7 i traktaten om Den Europæiske Union at aflægge beretning til Europa-Parlamentet om Unionens holdning til de specifikke punkter i denne beslutning med sigte på de forestående møder i De Forenede Nationer og i organisationens agenturer og organer, især det forberedende udvalg for NPT i 1999, nedrustningskonferencen og alle andre relevante internationale fora;

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's medlemsstater og FN.

(1)() EFT C 183 af 17. juli 1995, s. 47 (A4-0149/95).
(2)() EFT C 141 af 13. maj 1996, s. 258 (A4-0100/96).


 B. BEGRUNDELSE

Et forsvar mod miljøtruslerne

Den sikkerhedspolitiske situation har i løbet af forholdsvis kort tid undergået betydelige forandringer. For mindre end ti år siden gik jerntæppet midt igennem et atomvåbenoprustet Europa. Nu bliver Europa samlet; Den Europæiske Union er ved at blive udvidet til også at omfatte tidligere Warszawapagt-lande. Den kolde krig er slut, og en storkrig i Europa forekommer i dag udelukket. Men samtidig opstår der nye trusler. Omfattende flygtningestrømme, etniske modsætninger, terrorisme og international kriminalitet er eksempler på trusler mod sikkerheden i dag. En anden alvorlig trussel er naturkatastrofer og miljøproblemer, forårsaget af naturen selv og af den måde, menneskene udnytter jordens ressourcer på.

En række miljøkatastrofer har stillet menneskeheden over for nye problemer, senest dæmningsulykken i Spanien. Jorderosion i Italien, ødelæggelserne efter naturfænomenet El Niño og atomkraftkatastrofen i Tjernobyl er andre aktuelle eksempler på de ødelæggende følger af natur- og miljøkatastrofer. I dele af verden kan tørke medføre, at flere års afgrøder falder ud, hvilket medfører, at store dele af befolkningen sulter og i mange tilfælde dør af sult. Menneskehedens muligheder for at afværge disse katastrofer forekommer i dag meget spinkle.

Miljø- og naturkatastrofer indebærer en tragedie for de enkelte og kan få katastrofale følger for samfund og hele nationer. De omkostninger, som denne form for katastrofer giver anledning til, er omfattende: der er både omkostningerne i form af menneskeliv, der går tabt, og omkostningerne til at udbedre de materielle skader. Når sådanne katastrofer indtræffer, er det tydeligt, at der ikke har været tilstrækkelige ressourcer til at opdage og/eller forhindre dem. Den indsats, der gøres, kommer ofte alt for sent. Det forebyggende arbejde må derfor styrkes. Den indsats, der kræves hertil, er enorm, men de disponible ressourcer er meget begrænsede. Der kræves en nytænkning for at udnytte de disponible ressourcer, samtidig med at der må tages nye ressourcer i brug. Det synes klart, at et land ikke alene kan beskytte sig mod miljøkatastrofer - miljøproblemerne kræver, at landene samarbejder. Truslerne er globale, og et internationalt samarbejde er af fundamental betydning.

Lokale og regionale økologiske problemer kan få meget store konsekvenser for internationale forbindelser. Radioaktivt nedfald, oversvømmelser og tørke hindres ikke af landegrænser. Miljøflygtninge krydser grænser til lige så fattige eller endnu fattigere lande. Disse nye årsager til ustabilitet og usikkerhed må afspejles både substantielt og formelt i den måde, hvorpå landene opretholder og skaber fred og sikkerhed. Miljøproblemer og økologiske problemer udgør en alvorlig trussel mod freden og sikkerheden, og det må også afspejle sig i udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken. Det er nødvendigt at analysere, hvordan militære ressourcer kan sættes ind mod denne voksende trussel mod sikkerheden, og fjerne disse nye kilder til ustabilitet og uro. Der er et presserende behov for at mobilisere ressourcer til at møde de miljømæssige udfordringer.

Den ændrede sikkerhedspolitiske situation har resulteret i militær afspænding, nedrustning og tillidsskabende foranstaltninger mellem de tidligere fjender, USA og Rusland. Det har resulteret i omfattende militære nedskæringer, alliancer er blevet nedlagt og militært materiel dermed overflødiggjort. Især Rusland og USA har gennemført omfattende reduceringer af deres forsvar, men også i Europa er militærudgifterne blevet mindsket(1).

I og med at der er frigjort militære ressourcer, har militæret en enestående mulighed for og en omfattende kapacitet til at takle de voksende miljøproblemer. Militæret har en veltrimmet organisation og store tekniske ressourcer, som uden større omkostninger kan anvendes til gavn for miljøet. Det kan ske gennem en omlægning eller en omdirigering af ressourcer. EU-landene kan samarbejde om en ny miljøstrategi, hvor militære ressourcer anvendes til fælles miljøbeskyttelse. EU kan blive en vigtig drivkraft i skabelsen af et fælles globalt økologisk ansvar og samtidig fremme det freds- og tillidsskabende arbejde.

EU's medlemsstater har både tekniske og økonomiske forudsætninger for at påtage sig et omfattende ansvar på miljøområdet. De ved også, hvad det vil indebære, hvis man lader hånt om miljøudfordringen. Ødelæggelser af miljøet påvirker forudsætningerne for vækst og økonomisk udvikling, men på trods heraf er verdens samlede militærudgifter tre til fem gange større end udgifterne til miljøbeskyttelse(2)

Militæret forårsager i sig selv store skader på miljøet. Det bør også af den grund påtage sig et væsentlig større ansvar for miljøet.

Nye trusler mod sikkerheden

Der er en voksende international bevidsthed om miljøproblemernes omfang. Det viser ikke mindst de opfølgningskonferencer, som FN har afholdt: om vand (Mar del Plata), ørkendannelse (Nairobi), miljø og udvikling (Rio de Janeiro) og klimaændringer (Kyoto). Miljøproblemerne kan skabe så alvorlige problemer, at de kan bringe både menneskers og staters sikkerhed i fare. Miljøproblemerne kan også få konsekvenser for landenes internationale forbindelser. Luft og vand kender ingen landegrænser. Konkrete eksempler på potentielle eller allerede eksisterende miljøtrusler er:

Begrænsede vandressourcer

I takt med at verdens befolkning vokser, vokser også efterspørgslen efter rent vand. Drikkevand er en meget ujævnt fordelt naturressource: mindre end 10 lande råder over 60% af jordens samlede drikkevandsressourcer(3), og flere lande i Europa er afhængige af import af vand. Under fremtidige konflikter kan angreb på drikkevandskilder ikke blot være et mål i sig selv, men også en årsag til konflikt. Konflikter om hvem der har ret til vandet, vil kunne resultere i øget international spænding, lokale og/eller internationale konflikter. F.eks. kan uenighed om Indusfloden eventuelt udløse en væbnet konflikt i de spændte forbindelser mellem Indien og Pakistan. Listen over potentielle drikkevandskonflikter kan gøres lang. Omkring 300 floder, søer og grundvandskilder befinder sig i internationale grænseområder(4). I Mellemøsten er der mangel på vand i ni ud af fjorten lande, og der er stor fare for, at også de øvrige vil blive ramt(5). I 1995 manglede en femtedel af jordens befolkning adgang til rent vand, og tallet forventes at sige til to tredjedele i 2025(6)

Klimaændringer

På grund af øget udslip af bl.a. kuldioxid(7) er jordens gennemsnitstemperatur steget med fem grader i løbet af dette århundrede. Varmen er også blevet mere intensiv. Forskere har fundet ud af, at luftfugtigheden er steget med 10% i de seneste 20 år. Den øgede fugtighed kan forårsage kraftigere og hyppigere storme i visse områder, mens andre områder rammes af tørke. Det kan blive nødvendigt med op til tyve års intensiv forskning i globale klimaændringer, inden der kan træffes mere detaljerede afgørelser om, hvilke foranstaltninger der er påkrævet.

Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), som er en international organisation, der omfatter 2.000 af verdens mest fremtrædende forskere, spår, at jordens temperatur vil stige med 1,5-4,5 grader, og at havoverfladen vil være steget med 50 cm op mod år 2100, hvis udslippet af kuldioxid fortsætter som i dag. Det skønnes, at op mod 1/3 af verdens befolkning og godt og vel 1/3 af infrastrukturen befinder sig i kystområder. Hvis havoverfladen stiger, vil omfattende områder blive oversvømmet og flere millioner mennesker blive ramt af hungersnød, fordi store landbrugsarealer går tabt.

Disse og andre miljøtrusler kan skabe flygtningestrømme. Miljøflygtninge er i større omfang ved at blive genstand for international opmærksomhed. Skønsmæssigt 25 millioner mennesker lever på flugt fra tørke, erosion, ørkendannelse og andre miljøproblemer, hvilket kan sammenholdes med ca. 22 millioner "traditionelle" flygtninge. Miljøflygtninge kan ifølge eksperter forårsage "en af de værste humanitære kriser i vor tid"(8). De lider under sociale, politiske og økonomiske problemer, som kan resultere i konflikter og vold. Miljøflygtninge må anerkendes officielt. Der kræves øget internationalt samarbejde for at begrænse disse problemer og øget støtte til de ramte lande og deres indbyggere.

Militær påvirkning af miljøet i krig og i fredstid

Militære aktiviteter forårsager en omfattende ødelæggelse af miljøet i samfundet. Militære aktiviteter har omfattende negative følger for miljøet, både i fredstid og i krig, både forsætligt og som en uønsket konsekvens. Ødelæggelse af miljøet har siden antikken været en etableret metode i krigsførelse. Krig udgør også langt den alvorligste trussel mod miljøet. Et aktuelt eksempel er de ødelæggende følger af Golfkrigen, hvor hundredvis af oliekilder blev stukket i brand og mængder af giftige stoffer ukontrolleret slap ud i atmosfæren. Det vil tage lang tid for miljøet at komme sig. Visse skader kan være uoprettelige.

Militæret udvikler kraftigere og kraftigere våben, som medfører omfattende og ødelæggende skader på miljøet. En moderne krig medfører større miljøødelæggelser end nogen anden miljøødelæggende aktivitet. I det følgende beskrives nogle våbensystemer, som har alvorlige og skadelige virkninger på miljøet, også i fredstid.

Miner

Miner ødelægger i meget stort omfang miljøet. Ifølge UNEP (United Nations Environment Programme) er landminer noget af det, mest hyppigt lades tilbage efter en krig, og de kan påvirke den økologiske balance. Udlægning af miner ødelægger store områder, ofte landbrugsområder, som bliver uanvendelige i lang tid fremover. Miner er den største hindring for udvikling i mange af de fattigste områder i verden. Der er udlagt 80-110 millioner miner i 65 af verdens lande. De kan detonere flere årtier efter udlægningen, og flertallet af ofrene er civile, især børn. Minerydning er en meget farlig, tidskrævende og bekostelig proces. Udviklingen af nye minerydningsmetoder går alt for langsomt og må fremskyndes.

Det er positivt, at Oslo-konferencen i 1997 resulterede i, at alle personelminer uden undtagelse forbydes, at oplagrede miner(9) skal destrueres inden for fire år, og at lande, som er berørt af mineudlægning, skal have øget hjælp. Et stort antal stater undertegnede Ottawa-konventionen i 1997, men flere stater, heriblandt USA, Rusland, Indien og Kina, har ikke gjort det. EU må arbejde for, at disse lande omgående tilslutter sig konventionen. EU bør i øget udstrækning hjælpe mineofre og støtte udvikling af minerydningsteknik.

"Ikke-dødbringende" våben(10)

Såkaldte ikke-dødbringende våben er ikke en ny type våben, men har eksisteret i mange år i form af f.eks. af vandkanoner, gummikugler og tåregas. Men i dag er der udviklet mere og mere avancerede våbenteknikker, som på trods af, at de kan forårsage omfattende skader og endog resultere i invaliditet og død, kaldes ikkedødbringende.

Der er udviklet både materiel- og personelteknologier. Et eksempel er akustiske våben, som ved at frembringe lyd på et lavt lydniveau, såkaldt infralyd, kan forvirre og desorientere og derved uskadeliggøre fjenden. Andre eksempler er klæbende skum og blindende lasere. Kemikalier, som misfarver vand, kan påvirke både landbruget og befolkningen. Ved hjælp af elektromagnetiske stråler kan man sætte fjendens data-, navigations- og kommunikationssystemer ud af funktion. "Ikke-dødbringende" våben kan også anvendes mod et lands infrastruktur og myndigheder, lamme jernbanenettet og skabe kaos i et lands finansverden. Fælles for disse våben er, at formålet med dem er at bremse, hindre og besejre en potentiel fjende på "strategisk niveau"(11)

At disse forskellige våbentyper falder ind under fællesbetegnelsen "ikkedødbringende", er groft misvisende og vildledende. Formålet med at kalde dem "ikkedødbringende" er at få dem til at fremstå som mere humane end konventionelle våben

- men der findes ingen humane våben. Anvendelsen af enhver type våben indebærer en risiko for skader eller død, hvilket jo er formålet med våben. Såkaldte ikkedødbringende våben anvendes fortrinsvis tidligt i en konflikt og kan i realiteten komme til at udløse konflikten. Soldaters og politiets brug af vold kan øges som følge af, at våbnene fremstår som mindre farlige. Der er en overhængende risiko for, at disse våben sænker tærsklen for voldsanvendelse til løsning af konflikter.

Hensigten er at uskadeliggøre fjenden uden langvarig lidelse og uden dødelig udgang. Men hvordan og mod hvem "ikke-dødbringende" våben anvendes, er et vigtig aspekt, når man vil vurdere, hvilke konsekvenser de har: et våben, som kan uskadeliggøre en soldat, kan også skade eller endog dræbe et barn eller et ældre menneske. Den afstand, de affyres på, og den mængde, de anvendes i, er andre faktorer, der spiller en rolle for virkningerne. Til sammenligning kan nævns, at konventionelle våben "kun" medfører 25% dødelighed(12).

Såkaldte ikke-dødbringende våben anvendes som et effektivt hjælpemiddel i moderne krigsførelse, enten alene eller i forbindelse med konventionelle våben. Eksempelvis brugte USA radiofrekvensvåben i Golfkrigen for at lamme Iraks energisystem(13), på trods af at man ikke kendte personelvirkningerne af RF-våben. Man bør således ikke betragte "ikke-dødbringende" våben adskilt fra, men som en komponent i et dødbringende system. Udviklingen af "ikke-dødbringende" våben giver et bredere spektrum i krigsførelsen. Resultatet bliver således øget styrkeanvendelse i stedet for det modsatte. "Ikke-dødbringende" våben resulterer ikke i ikke-dødbringende konflikter.

I takt med at der udvikles flere og flere typer "ikke-dødbringende" våben, bliver der større og større interesse i at teste, hvordan de fungerer, fra militært, politimæssigt og politisk hold. "Ikke-dødbringende" våben må ikke bruges som et instrument til politisk indblanding og give de nordlige lande mulighed for dominans over de sydlige.

Der savnes en effektiv lovgivning vedrørende "ikke-dødbringende" våben. Det er kun et lille antal "ikke-dødbringende" våben og teknikker, der kan forbydes ved tolkning af forskellige våbenkontrolbestemmelser, f.eks. klæbende skum (der anvendes i Somalia og Bosnien). Brugen af visse lasertyper (dem der blinder mennesker) er også blevet begrænset i konventionen om Certain Conventional Weapons. Biologiske giftstoffer (f.eks. salmonella og andre bakterier) er forbudt i henhold til Biological Weapons Convention. Flere af disse våben kan have alvorlige følger for miljøet. Den internationale lovgivning må derfor styrkes med henblik på at indføre bestemmelser for de nye våben, der hele tiden udvikles.

Den Internationale Røde Kors Komités "Cyros-projekt" kan anvendes i mangel af andre internationale former for "ikke-dødbringende" våben. "Cyros-projektet" har klassificeret og skabt kriterier for konventionelle våben med hensyn til dødelighed, invaliditet, nødvendig behandling, blodtransfusioner osv. EU bør arbejde for, at også de nye våbenteknikker og udviklingen af nye våbenstrategier bliver omfattet og reguleret af internationale konventioner.

Kemiske våben

FN's engagement i destrueringen af kemiske våben og andre masseødelæggelsesvåben i Irak har forårsaget en alvorlig bekymring over de militære aktiviteters indflydelse på miljøet og øget behovet for at finde økologisk sikre metoder til demontering af våben. Konventionen om kemiske våben (CWC) trådte i kraft i april 1997, og i henhold til artikel 1 forpligter de stater, der har ratificeret konventionen, sig til aldrig under nogen omstændigheder at udvikle, fremstille eller producere kemiske våben. De forpligter sig også til aldrig at anvende kemiske våben og til at destruere allerede eksisterende kemiske våben. Ifølge artikel 3 skal staterne senest 30 dage efter konventionens ikrafttrædelse fremsende oplysninger om, hvorvidt de ligger inde med kemiske våben og hvor disse befinder sig, samt forelægge en plan for destruering af dem. Destruktionen bør begynde med de ældste lagre. 165 stater har undertegnet konventionen, og 110 stater har ratificeret den. 26 stater har ikke undertegnet CWC, heriblandt nogle vigtige lande i Mellemøsten.

Destruktionen af kemiske våben skaber en alvorlig bekymring for miljøet - de omfatter titusinder tons sennepsgas, nervegas og andre kemiske stoffer. Kemiske kampmidler kan destrueres ved forbrænding, men det er meget få lande, der har egnede anlæg hertil. At demontere kemiske våben er meget kostbart, tre til ti gange dyrere end at fremstille dem. Hvis Rusland, som har meget store lagre, skal kunne gennemføre dette, kræves der økonomisk støtte fra andre lande. I den russiske by Kambarka befinder der sig 6.000 tons kemiske våben oplagret i træskure 2 km fra tæt bebyggelse. Håndteringen af de omfattende mængder farlige stoffer kræver en betydelig indsats, og destrueringen tager adskillige år. Risikoen både for, at der skal ske ulykker, og for, at våbnene skal komme i forkerte hænder, er overordentlig stor.

Det er blevet bekræftet, at cirka 150.000 tons bomber, artillerigranater og miner fyldt med kemiske kampmidler, først og fremmest sennepsgas, fosgen, tabun og arsenikholdige stoffer, blev dumpet i Skagerak efter Anden Verdenskrigs afslutning. For Østersøen er det tilsvarende tal 40.000 tons. Mange af beholderne er rustet igennem, og de kemiske stoffer er kommet i direkte forbindelse med havvandet. Det er alligevel blevet besluttet, at de indtil videre skal forblive på havets bund, da risikoen for omfattende udslip ved bjergning skønnes at være væsentlig større.

Kernevåben

Følgerne for miljøet af en kernevåbenkrig ville blive enorme. Det er sandsynligt, at de kombinerede virkninger af radioaktivt nedfald over store områder, beskadigelse af ozonlaget forårsaget af nitrogenoxider fra kernevåbeneksplosioner og klimaændringer forårsaget af omfattende og langvarige brande ville medføre omfattende miljøkatastrofer over store dele af kloden.

Prøvesprængninger har også helt klart skadelige virkninger for miljøet. Den totale mængde radioaktivt affald, der er udledt i atmosfæren ved de atmosfæriske sprængninger, skønnes at være mellem 100 og 1.000 gange større end udslippet fra Tjernobyl-katastrofen(14). Aftalen fra 1963 mellem USA, USSR og Storbritannien om et delvist forbud mod atomprøvesprængninger forbyder prøvesprængninger i rummet og under vandet, dvs. i alle miljøer, bortset fra under jorden.

Frankrig har siden 1966 gennemført over 180 prøvesprængninger af atomvåben på Mururoa-atollen i Stillehavet med store virkninger på miljøet(15). Der er blevet fundet flere kilo farligt plutonium i lagunernes bundsediment ved Mururoa- og Fangataufaatollerne. Plutoniumpartikler er også blevet spredt på jorden på tre øer i nærheden af Mururoa(16). Indien og Pakistan har også for nylig gennemført prøvesprængninger(17). Den tekniske udvikling af dem anses ikke for tilstrækkeligt kontrolleret, hvilket indebærer, at prøvesprængningerne kan påvirke miljøet langt uden for regionen. Der bør omgående foretages en uafhængig international undersøgelse af de miljømæssige virkninger på prøvestederne og i deres omgivelser .

Plutonium er det absolut farligste kendte stof. Mange lande ligger inde med store mængder militært plutonium, og kernevåben kan forholdsvis let fremstilles af "civilt" plutonium. Anlæg, som i dag har en civil funktion, kan på kort tid omstilles til produktion af våben. Når plutonium forarbejdes, opstår der en stor mængde højradioaktivt flydende affald. Håndteringen af nukleart affald volder store problemer. Den omfattende produktion af masseødelæggelsesvåben, der er sket inden for sidste årtier, har skabt store mængder affald. Der findes ingen kendt anvendelig metode til opbevaring af radioaktivt affald. Det opbevares sædvanligvis i beholdere, men store mængder er blevet udledt direkte i naturen. Det radioaktive affald er meget letantændeligt og kan eksplodere, hvis det ikke ventileres eller køles. I 1957 skete der en ulykke på atomkraftværket Chelyabinsk-65 i nærheden af byen Kyshtym i Uralbjergene, hvor en radioaktiv beholder eksploderede og radioaktivt affald blev spredt ud over et område på 1.000 kvadratkilometer. 10.000 mennesker måtte evakueres. Ved Karachaysøen i nærheden af Chelyabinsk-65 kan man stadig væk, blot ved at opholde sig ved søens bred, blive udsat for så meget radioaktiv bestråling, at man kan dø på stedet(18).

I de baltiske lande er der store områder, der er forurenede på grund af tidligere sovjetiske militæraktiviteter. I Estland ligger Sillanmäsøen, også kaldet "Atomsøen", som rummer radioaktivt militært affald, der svarer til tusindvis af atomvåben. Sillanmä ligger 100 meter fra Østersøen. Et udslip i Østersøen ville få ødelæggende følger for miljøet i hele Østersøområdet.

I slutningen af 1980'erne havde Rusland flere atomvåbenubåde end alle andre lande i verden tilsammen. Kolahalvøen og Sevrodvinsk i Rusland har i dag verdens største koncentration af kernevåbenreaktorer (240)(19). Omfattende mængder radioaktivt affald og atomdrevne ubåde er blevet oplagret på skibsværfter på Kolahalvøen. Rusland og den russiske flåde befinder sig i en umulig situation med hensyn til at tage hånd om de skrottede reaktorer. De har ingen økonomiske muligheder for at finansiere en sikker nedlukning. Lave lønninger har medført, at veluddannet personale har forladt værfterne, hvilket har resulteret i stor mangel på kompetence.

Selv i det centrale Moskva er der blevet fundet 1.200 kilder til radioaktiv forgiftning, bl.a. i sandkasser, beskyttelsesrum, private lejligheder, garager og idrætsanlæg(20). Muligheden for i Rusland at støde på nukleare, kemiske og biologiske våben fra militære lejre og stoffer fra forskningsinstitutioner eller industrien må heller ikke undervurderes.

Det giver anledning til alvorlig bekymring, at der savnes egnet udstyr til at håndtere affaldet på et miljøsikkert sted. Både fra et økonomisk og et miljømæssigt synspunkt kan det få ødelæggende konsekvenser, hvis der sker en ulykke. For hvert år, der går, uden at der træffes tilstrækkelige foranstaltninger, øges risikoen for og omfanget af en alvorlig ulykke.

Der foreligger et konkret og realistisk forslag til, hvordan man gradvis kan afskaffe atomvåbnene i verden. Forslaget blev præsenteret i august 1996 af den uafhængige ekspertgruppe, der udgjorde Canberra-Komitéen(21). I juli 1996 afgav Den Internationale Domstol i Haag en enig udtalelse om, at artikel 6 i ikkespredningstraktaten forpligter kernevåbenstaterne til at indlede forhandlinger om nuklear nedrustning. Domstolen udtalte også, at trusler om at anvende eller anvendelse af kernevåben ikke er i overensstemmelse med international lov. EU bør aktivt arbejde for gennemførelse af Canberra-Komitèens forslag og artikel 6 i ikkespredningstraktaten.

HAARP - et klimaødelæggende våbensystem

Den 5. februar 1998 holdt Europa-Parlamentets Underudvalg om Sikkerhed og Nedrustning en høring om bl.a. HAARP. Der var indbudt repræsentanter fra NATO og USA, men de foretrak ikke at deltage. Udvalget beklager, at USA ikke sendte nogen til udspørgningen eller benyttede muligheden for at kommentere det materiale, der blev præsenteret(22).

HAARP, forskningsprojektet vedrørende højfrekvent stråling (High Frequency Active Auroral Research Project), ledes i fællesskab af det amerikanske luftvåben og den amerikanske flåde sammen med Geofysisk Institut på University of Alaska, Fairbanks. Lignende forsøg foregår også i Norge, sandsynligvis i Antarktis og endog i det tidligere Sovjetunionen(23). HAARP er et forskningsprojekt, hvor man med et jordbaseret udstyr bestående af et net af antenner, som hver drives af sin egen sender, opvarmer dele af ionosfæren(24) med kraftige radiobølger. Den frembragte energi opvarmer visse dele af ionosfæren, hvilket også frembringer huller i ionosfæren og kunstige linser.

HAARP kan anvendes til mange formål. Ved manipulering af de elektriske egenskaber i atmosfæren kan man kontrollere enorme kræfter. Hvis dette anvendes som et militært våben, kan følgerne blive ødelæggende for fjenden. Med HAARP kan man levere millioner gange mere energi til et bestemt område end med nogen anden traditionel sender. Energien kan også rettes mod et bevægeligt mål, hvilket kan anvendes mod fjendens raketter.

Projektet muliggør også øget kommunikation med ubåde og manipulering af de globale vejrforhold. Men også det modsatte, nemlig at forstyrre kommunikation, er muligt. Ved at manipulere ionosfæren kan man hindre den globale kommunikation og samtidig få sin egen kommunikation frem. En anden anvendelse af systemet består i røntgenoptagelse af jorden i flere kilometers dybde (ved hjælp af jordgennemtrængende tomografi) med henblik på at finde olie- og gasfelter, men også underjordisk militærudrustning. Endnu en anvendelse HAARP-systemet er radar, der kan se ud over horisonten og bestemme genstande på lang afstand; dermed kan man søge efter indkommende objekter bag ved jordens krumning.

Siden 1950'erne har USA foretaget sprængninger af nukleare materialer i Van Allenbælterne(25) for at undersøge, hvilke virkninger kernevåbensprængninger i så stor højde har på radiotransmissioner og radaroperationer som følge af den elektromagnetiske puls, der opstår ved sprængningen. Elektroner bevægede sig langs linjerne i et magnetisk felt og skabte et kunstigt nordlys over Nordpolen. Med disse militære test risikerer man, at Van Allen-bæltet beskadiges alvorligt i lang tid fremover. Jordens magnetfelt kan ødelægges over store områder og radiokommunikation derved blive hindret. Ifølge amerikanske videnskabsmænd kan det tage mange hundrede år for Van Allen-bæltet at blive retableret. HAARP kan resultere i ændringer i vejrmønstrene, og det kan også påvirke hele økosystemer, især i det følsomme antarktiske område.

En anden alvorlig konsekvens af HAARP er de huller i ionosfæren, der forårsages af de kraftige radiobølger, der opsendes. Ionosfæren beskytter os mod kosmisk stråling udefra. Man håber, at hullerne bliver fyldt igen, men erfaringerne fra ændringerne af ozonlaget tyder på det modsatte. Det betyder, at der er omfattende huller i den beskyttende ionosfære.

HAARP er på grund af sine omfattende indvirkninger på miljøet et globalt anliggende, og der må sættes spørgsmålstegn ved, om fordelene ved systemet virkelig opvejer farerne. De økologiske og etiske virkninger må undersøges indgående, inden der forskes videre og foretages nye test. HAARP er et projekt, der er næsten helt ukendt for offentligheden, og det er vigtigt at øge dens viden om projektet.

HAARP er knyttet sammen med halvtreds års intensiv rumforskning af klart militær natur, bl.a. som led i "stjernekrigsprojektet", med det formål at kontrollere den ydre atmosfære og kommunikationer. En sådan forskning må betragtes som en alvorlig ødelæggelse af miljøet, der kan få uoverskuelige virkninger for menneskers liv. Ingen ved endnu i dag med sikkerhed, hvilke virkninger HAARP kan få. Den mur af hemmelighed, der omgiver den militære forskning, må nedbrydes. Retten til åbenhed og demokratisk indsigt i militære forskningsprojekter - og den parlamentariske kontrol

- må fremmes.

En række internationale love (Konventionen om forbud mod militær eller al anden fjendtlig anvendelse af miljøforandringsteknikker, The Antarctic Treaty (Antarktistraktaten), Traktaten om principperne for staternes optræden ved udforskningen af det ydre rum, herunder månen og andre himmellegemer og FN' havretskonvention) får HAARP til at stå i et meget tvivlsomt lys, ikke blot fra en menneskelig og politisk synsvinkel, men også fra et retligt synspunkt. Ifølge Antarktis-traktaten må Antarktis kun anvendes til fredelige formål(26). Det betyder, at HAARP er en krænkelse af folkeretten. Alle virkninger af de nye våbensystemer må undersøges af uafhængige internationale organer. Der bør arbejdes hen imod yderligere internationale aftaler for at beskytte miljøet mod unødige ødelæggelser i tilfælde af krig.

Militære aktiviteters indvirkning på miljøet

Ikke blot militærets våbensystemer, men stort set alle militære aktiviteter har miljømæssige konsekvenser af den ene eller den anden art, også øvelser der gennemføres i fredstid. Men når ødelæggelser af miljøet er blevet diskuteret, er militærets rolle generelt ikke blevet nævnt, det er kun civilsamfundets miljøpåvirkninger, der er blevet kritiseret. Det er der mindst to forklaringer på(27). På grund af hemmeligholdelsesprincippet er det vanskeligere at diskutere militære aktiviteter, og det er svært at stille nationens højeste interesse, dens sikkerhed og forsvar, op mod miljøet. I dag, hvor miljø- og naturkatastrofer udgør en alvorlig sikkerhedsmæssig trussel, fremstår også disse argumenter som mere end tvivlsomme.

Militæret forsøger i fredstid at forberede sig til krig under så realistiske forhold som muligt. Derfor afholder det øvelser under krigslignende forhold, hvilket indebærer store belastninger af miljøet. Det viser f.eks. tilbagetrækningen af de sovjetiske tropper og de forladte militærbaser i Øst- og Centraleuropa, som satte omfattende spor i det lokale miljø. Militærøvelser medfører omfattende skader på landskabet og dyrelivet. Troppeøvelser udsætter store landområder for omfattende miljøødelæggelser. De militære områder, der bruges af artilleriet og til afprøvning af taktiske missiler, bliver større og større. Også produktionen af krigsmateriel og den industri, der fremstiller militære produkter, skaber omfattende miljøproblemer.

Militæret er skyld i udslip af flere klimapåvirkende gasser, især kuldioxid, men også forbrænding af fossile brændstoffer og udslip af freoner, som nedbryder ozonlaget(28). Forbruget af flybrændstof medfører et meget stort udslip af forsurende stoffer som nitrogenoxider og svovloxid. Militæret står for en stor del af det samlede forbrug af flybrændstof og er således ansvarligt for en stor del af det samlede udslip fra fly(29). En særlig stor miljøskadelig virkning har højtgående fly og raketter, både i form af støj og emissioner. Alle raketter med fast brændstof afgiver store mængder saltsyre i deres udstødningsgas, og hver flyvning med en rumfærge afgiver omkring 75 tons ozonødelæggende klor. Men også støjen fra militærøvelser med storkalibret ammunition kan medføre miljøforstyrrelser.

Forurening i form af metaller spredes i naturen ved skydeøvelser; ofte anvendes der store mængder finkalibret blyholdig ammunition, og omfattende mængder bly spredes i naturen. Desværre savnes der samlede informationer om brugen af metaller.

Man er først for nylig blevet opmærksom på de konsekvenser i form af miljøproblemer, der er forbundet med nedrustning. Hvert år destrueres store mængder eksplosive stoffer, hvor hovedparten destrueres ved hjælp af industrielle processer. Visse ammunitionstyper kan af forskellige årsager ikke destrueres på denne måde, men må destrueres ved sprængning. Naturligvis er det nødvendigt og positivt, at mængden af våben nedbringes, men destrueringen må ske under miljømæssigt acceptable former. Der må udvikles en teknologi til destruering af våben, som ikke skader miljøet.

Flere lande er allerede begyndt at udnytte mulighederne for at anvende militærrelaterede ressourcer til at retablere det miljø, som militæret har ødelagt. Alle andre sektorer i samfundet må påtage sig et ansvar for miljøet, og det bør den militære sektor også gøre. Ligesom i samfundets øvrige sektorer må miljøspørgsmål udgøre en integreret del af forsvarets aktiviteter og indgå i beslutnings- og budgetprocedurerne. I maj 1993 traf FN's miljøorgan UNEP (United Nations Environment Programme) en beslutning om at opfordre de nationale regeringer til at vedtage nationale love for den militære sektor - "Application of Environmental Norms to Military Establishments". Finland bl.a. har udarbejdet en grønbog med henblik på at regulere militære aktiviteters indvirkning på miljøet. Det har Sverige også gjort(30). Sverige udarbejdede også i juni 1996 sammen med USA miljøretningslinjer for militærets aktiviteter(31). Militæret bør vedtage miljømål og foranstaltninger for at bidrage til at mindske påvirkningen af miljøet i overensstemmelse med Agenda 21 og Rio-erklæringen(32). Det bør også forelægge rapporter, som identificerer de miljøpåvirkende faktorer inden for forsvaret. Indvirkningerne på miljøet bør fastslås inden påbegyndelsen af nye projekter og ved håndteringen af materialer både til civilt og til militært brug.

Alle regeringer bør foretage en registrering af deres miljøbehov og de militærrelaterede ressourcer, der er disponible til miljøformål, opstille nationale miljøplaner og aflægge beretning om erfaringerne til de relevante organer i EU og FN.

Alt militært personale og også de værnepligtige bør undervises i miljøspørgsmål på et fundamentalt niveau. Det amerikanske forsvar anses for at være kommet langt på miljøområdet, især hvad angår udstyr, men også med hensyn til uddannelse. EU bør i øget omfang samarbejde og udveksle erfaringer på dette område med USA.

Strategier for anvendelse af militære ressourcer til gavn for miljøet

Forebyggelse af miljøkriser kræver infrastruktur, organisation og øgede ressourcer. Alt dette råder militæret over. Mange af de ressourcer, der for øjeblikket findes i den militære sektor, ville kunne anvendes til at beskytte, forbedre og retablere miljøet. Dette vil i alt væsentligt være afhængigt af to faser: et stadium, hvor man registrerer og bedømmer egnetheden af de militære ressourcer, og en politisk handlingsplan med henblik på at sikre, at de er disponible.

De militærrelaterede ressourcer varierer naturligvis meget fra det ene land til det andet, men de omfatter kvalificeret personale, teknikker, avanceret højteknologisk udstyr, organisatorisk kapacitet og militær forskning og udvikling. Den militære sektor har på mange måder en enestående stilling, når det drejer sig om at styrke den internationale civile kapacitet til at gennemføre miljøstrategier. Det militære personale er veludrustet til at gribe ind i katastrofestituationer. Militære styrker er, i modsætning til civile styrker, uddannet til at udføre opgave under ekstreme forhold. De kan også bruges ved udrykninger i tilfælde af miljøulykker for at håndtere og destruere giftige, radioaktive og andre farlige stoffer.

Forsvarer råder også over en stor mængde informationer, som kan bidrage til at opdage ændringer i atmosfæren, i havet og på jordoverfladen og dermed forvarsle om og forebygge miljøkatastrofer. Militære satellitter, fly, skibe og ubåde kan indsamle yderligere oplysninger om klimaændringer samt om strømme og temperaturforandringer i havet. Radar udviklet til militære formål kan anvendes til miljøformål. Infrarød radar kan opdage temperaturforandringer på jordens overflade. Eksempelvis er amerikanske satellitter blevet brugt til at fastslå antallet af hvaler og til at kategorisere og redde hvaler.

Miljøproblemerne er af global karakter, og internationalt samarbejde er derfor af afgørende betydning for hindringen af miljøkatastrofer i fremtiden. Fælles internationalt arbejde kan også tjene et dobbelt formål; det kan virke tillidsskabende, netop fordi det er fælles. Det kan også få landene til at påtage sig en, i forhold til deres styrke, rimelig andel af miljøansvaret(33). Vigtige områder for en fælles indsats kunne være teknologioverførsel, fælles uddannelse og undervisning.

Miljøstrategierne kunne omfatte overvågning af jordens miljø, vurdering af indsamlede data, samordning af det videnskabelige arbejde og informationsspredning. Som en særlig form for international hjælp bør nationale ressourcer stilles til EU's og FN's rådighed, således at de efter anmodning igen kan stilles til rådighed for et land, der er blevet ramt af en miljøkatastrofe. I miljøstrategierne må der også foretages en global registrering af ressourcer, som egner sig til miljøbeskyttelsesformål.

Der kan oprettes en katastrofestyrke bestående af både civilt og militært personale, som kan rykke ud i nødsituationer. Deltagelse i internationale fredsskabende og humanitære indsatser er allerede en vigtig opgave for militæret. Der bør dog skelnes mellem opgaver inden for nationale grænser og inden for en anden stats jurisdiktion. I denne forbindelse kan man bygge på FN-erfaringer, og hvis det drejer sig om øvelse eller udrykning på en anden stats territorium, må det naturligvis ske i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Det bør undersøges nøje, hvilke ressourcer der midlertidigt, på lang sigt eller på "stand-by"-basis kan stilles til FN's eller EU's rådighed som instrument for et internationalt samarbejde i tilfælde af miljøkatastrofer og -kriser.

Det militære bi- og multilaterale samarbejde er øget kraftigt. Inden for rammerne af NATO er der ved at blive opbygget en dansk-tysk-polsk styrke, som ud over traditionelle opgaver også skal kunne varetage civil katastrofehjælp. Den forventes at være operativ i foråret 1999.

Teknologiske ressourcer inden for militæret

EU-landenes militærsektorer stræber efter at være forsknings- og udviklingsintensive. Når det gælder de store militærmagter, er den teknologiske kapacitet ikke bare omfattende, men den er også stort set forblevet upåvirket af budgetnedskæringer sammenlignet med konventionelle våben. Processen med at udvikle nye sofistikerede våben fortsætter. Den militære sektor vil formodentlig være en førende forbruger af avanceret teknologi i den nærmeste fremtid.

De fleste moderne teknologier har en dobbelt virkning, dvs. de kan anvendes både til militære og til civile formål. Det betyder, at man kan overføre militærrelaterede teknologier til den civile sektor uden bekostelige ændringer. Man må imidlertid være klar over, at de højkomplicerede militære systemer, der er baseret på avancerede teknologier, ikke er konstrueret til miljøformål, men kræver visse tilpasninger.

Den teknologiske kapacitet i de militære organisationer i de fleste udviklingslande er ikke tilstrækkelig til at løse de miljøproblemer, de står over for. Staterne i Samfundet af Uafhængige Stater og lande i Afrika har store mangler, hvad angår teknologi og miljøknowhow. I et internationalt perspektiv er overførsel af teknologi og knowhow derfor en yderst vigtig opgave for militæret.

Indsamling af miljødata og observationer kan lettes med anvendelse af skibe, fly og rumfartøjer til at opdage og spore misbrug af miljøet f.eks. i form af dumpning af affald og olieudslip eller naturlige farer såsom skovbrande.

En anden mulig anvendelse af militærrelaterede ressourcer er at bruge militær kapacitet til at overvåge aktiviteter, der kan være skadelige for miljøet. Militære ressourcer kan også anvendes til overvågning af landbrug, tørke, skovplantning og andre former for landskabsbevarelse. Andre anvendelsesområder kan være hjælpeindsatser i ulandene, bl.a. i form af transporter og katastrofearbejde, kalkning af søer og skov med brug af militære fly og fartøjer, men også bekæmpelse af olieudslip og forsknings- og udviklingsressourcer til globale miljøindsatser.

Militært personale i miljøtjeneste - et eksempel

Sveriges Rigsdag besluttede den 13. december 1996 at gøre en særlig indsats for miljøbeskyttelsen inden for forsvaret og på sigt at uddanne 10.000 værnepligtige om året inden for det civile forsvar(34). Beslutningen er endnu ikke gennemført, men dannede udgangspunktet for det forslag, som en gruppe officerer har udarbejdet(35). Forslaget blev præsenteret på en høring afholdt af Europa-Parlamentets Underudvalg om Sikkerhed og Nedrustning den 18. maj 1998. Her følger en kortfattet redegørelse for forslaget(36).

Uddannelsen af soldater til et særligt miljøværn i løbet af værnepligtsperioden er absolut mulig og også nødvendig for at have ressourcer og kapacitet til at takle miljøproblemerne. Med indførelsen af en værnepligtsuddannelse i miljøtjeneste udnyttes eksisterende samfundsressourcer, og der skabes en ny ressource til internationale indsatser på miljøområdet.

Uddannelsen af miljøsoldater kan i samarbejde med de forskellige myndigheder inden for forsvaret, kommuner, amter, universiteter og højere læreanstalter, men også miljøorganisationer, erhvervslivet (f.eks. den petrokemiske industri, elindustrien, mineindustrien og de øvrige forædlingsindustrier) og internationale organer.

Miljøværnepligtige bør først og fremmest uddannes med henblik på de øgede miljøtrusler under en krig, men også med henblik på indsats som rednings- og rydningsstyrke i fredstid og i krig. Uddannelsen skal ifølge forslaget i slutfasen omfatte seks kompagnier pr. miljøbrigade i to omgange, dvs. i alt tolv kompagnier pr. brigade og år. Uddannelsen skal ledes af en uddannelsesleder, en officer med ansvar for rekognoscering og information og en kommandant. Under den øverste ledelse findes der seks miljøkompagnier, hvortil er knyttet en kompagnichef, en miljøteknikker, kompagniteknikkere, en adjudant og tolv instruktører. Miljøteknikkeren er også i nær kontakt med Redningstjenesten, men også med forskere. Til støtte i deres arbejde har de en enhed for økonomi, personale, en materielafdeling, catering samt miljø- og forsvarsværnepligtige. Som et første skridt får gruppecheferne en uddannelse i ledelse samt en vis grundlæggende uddannelse i miljøbeskyttelsesarbejde.

I begyndelsen af uddannelsen bør soldaterne have en grundlæggende soldateruddannelse og en uddannelse i miljøbeskyttelse, hvor hovedvægten ligger på soldateruddannelsen og den fysiske træning. Derefter følger miljøuddannelse og træning i brug af udstyr afhængigt af opgavetype. Den afsluttende del af uddannelsen bruges til bestilte, dvs. planlagte miljøprojekter. Under grunduddannelsen kan de miljøværnepligtige ud over de planlagte miljøprojekter også anvendes ved akutte miljøkatastrofer og bistå i tilfælde af skovbrande, snestorme, jordskred m.m. En operativ miljøbrigade kunne hurtigt og effektivt være sat ind ved oversvømmelserne i Polen, Tjekkiet og Tyskland i 1997, ved dæmningsulykken i Spanien og jordskredene i Italien i 1998.

Efter grunduddannelsen i fredstid og under en krig bør de uddannede i fem år efter uddannelsen kunne indkaldes i 24-48 timer i tilfælde af miljøkatastrofer eller i andre akutte situationer. Dette kan være obligatorisk eller ske på frivilligt grundlag.

Operativt set er miljøværnskompagniet en mobil enhed, hvis hovedopgave består i at udføre sanerings- og redningsarbejde inden for og uden for landets grænser efter anmodning fra svenske kommuner og andre lande (i Sverige alene findes der 10.000 "miljøbomber" af forskellig art, som bør "desarmeres"). Kompagniet skal løse sine opgaver selvstændigt eller i samarbejde med andre kompagnier og enheder fra Redningstjenesten under ledelse af Redningstjenesten og/eller den kommune, der har anmodet om bistand. Med anvendelse af egne transportmidler skal kompagniet kunne udføre forskellige opgaver inden for landets grænser i tre døgn.

På samme måde som FN-soldater udfører fredsbevarende opgaver, kan miljøværnssoldater gøre tjeneste internationalt og i lighed med FN-soldaterne afgive en frivillighedserklæring.

(1)() SIPRI Yearbook 1997, appendix A - Tables of military expenditure - og 6B - Tables of NATO expenditure.
(2)() Charting potential uses of resources allocated to military activities for civilian endeavours to protect the environment, UN: A46/364, § 74.
(3)() (Brasilien, Rusland, Kina, Canada, Indonesien, USA, Indien, Columbia og Congo) International Freshwater Conflict: Issues and prevention Strategies, Green Cross International 1997, s. 4.
(4)() Ibid. s. 1.
(5)() Ibid. s. 3.
(6)() Time Special Issue, november 1997, s. 18.
(7)() Der udledes daglig 25 milliarder tons kuldioxid i atmosfæren.
(8)() Climate Institute i Washington "Environmental Exodus: An Emergent Crisis in the Global Arena".
(9)() Der findes ca. 100 millioner oplagrede miner.
(10)() Den 5. februar 1998 afholdt Parlamentets Underudvalg om Sikkerhed og Nedrustning en offentlig høring om HAARP og såkaldte ikke-dødbringende våben. Dette afsnit er baseret på denne høring.
(11)() De fremstilles f.eks. i USA, Kina, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Israel.
(12)() Dr. Robin Coupland, Internationalt Røde Kors, under høringen.
(13)() Nonlethal technology and airpower, 1993. Air Command and Staff College research project.
(14)() Charting potential uses of resources allocated to military activities for civilian endeavours to protect the environment, UN: A46/364 1991 § 26.
(15)() The Impact of nuclear testing at Mururoa and Fangataufa, 1995.
(16)() Det videnskabelige tidsskrift New Scientist 1998.
(17)() Indien gennemførte fem prøvesprængninger mellem den 11. og 13. maj 1998, og Pakistan gennemførte seks prøvesprængninger mellem den 28. og 30. maj 1998.
(18)() Plutonium, Deadly Gold of the Nuclear Age, IPPNW og IEER 1995, s. 65.
(19)() 18% af verdens kernereaktorer befinder sig her, Bellona Report Volume 2:1996 The Russian Northern Fleet, s. 10.
(20)() Atom declassified, 2. opl. IPPNW Moskva 1996, s. 83.
(21)() Forslaget findes på Internet: www.dfat.gov.au/dfat/cc/cchome.html.
(22)() Dette afsnit er baseret på oplysninger fra høringen.
(23)() Dr. Nick Begich under høringen.
(24)() I ionosfæren findes der store beskyttende magnetiske felter, de såkaldte Van Allen-bælter, der opfanger ladede partikler (protoner, elektroner og alfapartikler).
(25)() I 1958 lod den amerikanske flåde tre bomber med fissilt kernemateriale eksplodere 480 km over Sydatlanten. Projektet var udformet af USA's forsvarsministerium og Atomenergikommissionen under kodenavnet Project Argus. Kilde: dr. Rosalie Bertell.
(26)() Artikel 1 i The Antarctic Treaty.
(27)() Statens offentliga utredningar SOU 1992:104, s.54.
(28)() Det militære forsvar og miljøet, FM sektorrapport 1995, s. 8.
(29)() Udslippet alene fra det svenske forsvar var på et år 866.199 tons kuldioxid, ibid. s. 60.
(30)() Handbok miljö för Försvarsmakten.
(31)() "Environmental Guidelines for the Military Sector" med støtte fra NATO Committee on the Challenges of Modern Society.
(32)() Agenda 21 og Rio-erklæringen er de konkrete resultater af FN's konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992.
(33)() Charting potential uses of resources allocated to military activities for civilian endeavours to protect the environment, UN: A46/364 1991.
(34)() Forslag 1995/96: 12 - "Totalförsvar i förnyelse"
(35)() "Utbildning af civilpliktiga i miljötjänst" og "Utbildning af miljövärnpliktiga", Miljøbrigaden i Borås.
(36)() Uddannelsesforslaget er baseret på regimentet i Borås, men kan også anvendes på andre enheder.


 Bilag I

19. maj 1995

B4-0551/95

FORSLAG TIL BESLUTNING af Rehn Rouva om mulighederne for at inddrage militærrelaterede ressourcer i miljøstrategierne

Europa-Parlamentet,

A. der henviser til de nye kilder til usikkerhed og konflikt, som præger det internationale miljø og de økologiske spørgsmål i dag,

B. der henviser til, at disse ændrede forhold bør komme til udtryk i metoderne til bevarelse og skabelse af sikkerhed, det vil med andre ord sige i sikkerheds- og forsvarspolitikken,

C. der henviser til, at det er nødvendigt at nydefinere denne politiks mål og omdirigere dens ressourcer,

D. der henviser til, at det vil kræve en mobilisering af de nødvendige ressourcer at tage udfordringerne på miljøbeskyttelsesområdet op på effektiv vis, samt til at militærets enestående potentiel bør sættes ind for at øge mulighederne for opfyldelse af dette mål,

E. der henviser til, at denne inddragelse af militærrelaterede ressourcer i miljøstrategierne giver Den Europæiske Union en mulighed for at tage føringen med hensyn til nye og fredelige metoder,

F. der konstaterer, at omkostningerne til iværksættelse af disse strategier kan nå op på 774 mia. dollars over de næste ti år, og at der derfor er behov for samarbejde,

G. der henviser til, at den nye internationale situation samt den politiske afspænding og militære nedtrapning har åbnet helt nye og hidtil uprøvede muligheder,

1. foreslår, at der iværksættes en europæisk handlingsplan med henblik på at inddrage militærrelaterede ressourcer i de forskellige strategier på miljøområdet.

26. november 1998


 UDTALELSE

(forretningsordenens artikel 147)

til Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender

om forslag til beslutning om om miljø, sikkerhed og udenrigspolitik (betænkning af Theorin)

Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse

Ordfører: Karl-Erik Olsson

PROCEDURE

På mødet den 20. juli 1998 valgte Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse Karl-Erik Olsson til ordfører.

På møder den 12. oktober og 25. november 1998 behandlede det udkastet til udtalelse.

På sidstnævnte møde vedtog det nedenstående konklusioner med 26 stemmer mod 2, medens 1 hverken stemte for eller imod.

I afstemningen deltog: Collins (formand), Dybkjær (næstformand), Olsson (ordfører), d'Aboville, Blokland, Bowe, Breyer, Cabrol, Correia, Eisma, Estevan Bolea (for Bébéar), Flemming, Florenz, González Alvarez, Graenitz, Hulthén, Kuhn, Lange (for Díez de Rivera Icaza), Leopardi, McKenna, Oomen-Ruijten, Pimenta, Pimenta (for Burtone), Pollack, Roth-Behrendt, Tamino, Trakatellis, Valverde López, Virgin og White.

1. INDLEDNING

Sovjetunionens sammenbrud, afslutningen på den kolde krig og den efterfølgende nedrustning har ført til, at de globale militærudgifter er reduceret med 34% siden 1988(1). De militære nedskæringer har frigjort store økonomiske ressourcer, samtidig med at faktorer som forsyningskriser, økologisk ubalance, migration, nationalisme, etniske konflikter og international kriminalitet udgør en stadig større trussel mod den internationale stabilitet. Andre faktorer, som påvirker den sikkerhedspolitiske udvikling på lang sigt, er f.eks. ødelæggelse af miljøet og mangel på ferskvand og levnedsmidler.

Dette understreger behovet for, at miljøhensyn i større udstrækning integreres i sikkerhedspolitiske overvejelser og viser, at miljøinvesteringer er et meget vigtigt element i bestræbelserne på at opnå sikkerhedspolitisk stabilitet i fremtiden.

2. BEMÆRKNINGER

Der er i dag ingen direkte militær trussel mod Europa, og risikoen for en storkrig er lig nul. Samtidig er der opstået en række ikke-militære risici, bl.a. den tiltagende ødelæggelse af miljøet. Mangel på ferskvand, ørkendannelse, klimaændringer og ulykker i den kemiske industri og i atomkraftværker er reelle trusler mod den internationale sikkerhed. Retten til de svindende naturressourcer er ikke længere hovedsagelig et magtpolitisk instrument, men ofte selve kilden til internationale konflikter. .

Dette kræver, at det europæiske sikkerheds- og forsvarsbegreb udvides til i større omfang at tage hensyn til miljøtrusler. Den militære sektor kan bidrage til forbedring af miljøbeskyttelsen med ressourcer og kompetence, bl.a. i form af satellitovervågning, bistand ved industri- og atomkraftulykker samt ved naturkatastrofer. Ordføreren mener dog, at de nye former for trusler primært bør imødegås med en omfordeling af budgetmidler fra det militære forsvar til miljøbeskyttende indsats i det civile samfunds regi, for eksempel gennem forebyggende miljøindsatser, sanering af land- og vandområder, øget redningstjeneste og katastrofeberedskab og gennem øget international miljøbistand.

Det militære forsvar og den militære industri har en betragtelig indvirkning på miljøet, f.eks. medfører militære transporter en betragtelig udledning af drivhusgasser og forsurende stoffer, og militære øvelsesområder udviser sædvanligvis store skader på den biologiske mangfoldighed og må derfor ofte saneres, inden de kan anvendes civilt. Trods dets påvirkning af miljøet har det militære forsvar traditionelt ikke været omfattet af det civile samfunds miljølovgivning. På grund af den meget større miljøbelastning bør det militære forsvar også være omfattet af den gældende miljølovgivning og bære ansvaret for sanering af områder, der er blevet ødelagt af tidligere militær virksomhed. Det militære forsvars miljøtilpasning kan også forbedres gennem fastlæggelse af miljømål og miljøuddannelse af dets eget personel.

Et af de potentielt alvorligste miljøproblemer, den globale nedrustning har medført, er den mangelfulde kontrol med affald fra tidligere atomvåben og lagrene af biologiske og kemiske kampmidler. Ofte er det betydeligt dyrere at destruere våben end at producere dem. For kemiske våben er destruktionsomkostningerne for eksempel op til ti gange højere end produktionsomkostningerne.

Den kaotiske økonomiske situation i Rusland og i de tidligere sovjetrepublikker har ført til manglende kontrol med og oplagring af overflødige våben samt til, at destruktionen af disse våben er blevet forsinket. Ordføreren opfordrer derfor medlemsstaterne til at arbejde for et øget internationalt samarbejde - f.eks. inden for rammerne af De Forenede Nationer og Partnerskab for Fred - med sigte på at destruere disse våben så miljøvenligt som muligt.

Eftersom forsvarsindustrien i mange af EU's medlemsstater er regionalt koncentreret, kan den igangværende militære nedrustning føre til betragtelige regionalpolitiske kriser. EU og medlemsstaterne bør derfor øge deres bestræbelser på at omstille den militære produktion og teknik til civile produkter og foretage justeringer gennem både nationalt finansierede og EU-finansierede programmer.

3. KONKLUSIONER

Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse anmoder det korresponderende udvalg, Udvalget om Udenrigs- Sikkerheds- og Forsvarsanliggender, om at optage følgende konklusioner i sin betænkning.

Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse:

A. der henviser til, at konflikter i hele verden overvejende snarere er interne end mellemstatslige anliggender, og at de, når de opstår staterne imellem, i stigende grad drejer sig om adgang til eller rådighed over basale livsvigtige ressourcer, især vand, fødevarer og brændstof,

B. der konstaterer, at adgang til og rådighed over sådanne livsvigtige naturressourcer er uløseligt forbundet med miljøødelæggelse og forurening, både hvad angår årsag og virkning, og at det følgelig er logisk, at forebyggelse af konflikter i øget omfang bør fokusere på disse spørgsmål,

C. der henviser til, at presset på jord, både dyrket og beboet, som historisk har været en grundlæggende årsag til spændinger og konflikter, i stigende grad skyldes miljøødelæggelse, især klimaændring og den heraf følgende stigning i havets niveau,

D. der henviser til, at alle disse faktorer, som først og fremmest berører de fattigste og mest sårbare befolkninger i verden, vedvarende øger antallet af såkaldte "miljøflygtninge", hvilket både medfører direkte pres på EU's indvandrings- og retspolitik, på udviklingsbistanden og på udgifterne til humanitær bistand samt indirekte øger sikkerhedsproblemerne for EU i form af regional ustabilitet i andre dele af verden,

E. der henviser til, at antallet af "miljøflygtninge" ifølge detaljeret international forskning, indsamlet og offentliggjort af klimainstituttet i Washington, nu overstiger antallet af "traditionelle flygtninge" (25 millioner sammenlignet med 22 millioner), at dette tal forventes fordoblet inden år 2010 og i værste fald kan overstige dette betydeligt,

F. der henviser til, at spørgsmålet "miljøflygtninge" blot er et symptom på en menneskelig katastrofe i et meget mere massivt omfang, idet 1,3 milliarder mennesker ifølge FN's definition lever i absolut fattigdom; noterer sig, at over en fjerdedel af disse mennesker forsøger at overleve i områder i verden, som er yderst sårbare i miljømæssig henseende, og at disse mennesker er hovedårsagen til de globale miljøproblemer som f.eks. skovrydning og ørkendannelse,

G. der henviser til, at dette, skønt behandlingen af globale spørgsmål siden afslutningen på den kolde krig i vidt omfang er taget ud af den tidligere dominerende ideologiske kontekst og nu i meget mindre grad bestemmes af militære balancespørgsmål, endnu ikke afspejles i FN's system, der sigter mod global styring med understregning af sammenhængen og effektiviteten i såvel militære som ikke-militære komponenter i sikkerhedspolitikken,

H. der imidlertid henviser til, at prioritering af den stigende andel af FN's arbejde om globale politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål i det væsentlige er ikkemilitære og især har relation til forholdet mellem handel, bistand, miljø og bæredygtig udvikling,

1. opfordrer Kommissionen til, jf. Amsterdam-traktaten, at forelægge Rådet og Europa-Parlamentet en fælles strategi, som sammenstiller FUSP-aspekterne i EU's politik med dens handel, støtte, udvikling og internationale miljøpolitikker mellem år 2000 og 2010 med henblik på at behandle følgende individuelle spørgsmål og forholdet mellem dem:

a) Landbrugs- og fødevareproduktion og miljøødelæggelse;

b) Vandmangel og grænseoverskridende vandforsyning;

c) Skovrydning og gendannelse af kulstofdræn;

d) Arbejdsløshed, underbeskæftigelse og absolut fattigdom;

e) Bæredygtig udvikling og klimaændring;

f) Skovrydning, ørkendannelse og befolkningstilvækst;

g) Forbindelsen mellem ovennævnte faktorer og den globale opvarmning og tiltagende ekstreme vejrforholds konsekvenser for mennesker og miljø;

2. mener, at disse faktorer bør indgå i EU's fælles strategi på grund af deres individuelle og kollektive bidrag til det internationale kriminalitetsniveau, især narkotikahandel, øget indvandringspres på EU og deres indvirkning på EU's udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitikker i lyset af deres følger for den regionale stabilitet og udvikling;

3. konstaterer, at miljøproblemerne i dag er den største trussel mod menneskeheden, og at de nuværende sikkerhedspolitiske trusler rækker ud over klassiske magtkonflikter og endog omfatter ikke-militære trusler som forsyningskriser og økologisk ubalance;

4. konstaterer, at forebyggende miljøarbejde er et vigtigt sikkerhedspolitisk instrument; opfordrer derfor medlemsstaterne til at definere miljø-og sundhedsmæssige mål i deres langsigtede forsvars- og sikkerhedspolitiske vurderinger, militære forskning og handlingsplaner;

5. anerkender den vigtige rolle, som hæren spiller i et demokratisk samfund og dens opgaver til forsvar af landet, samt at fredsskabende og fredsbevarende initiativer kan yde et vigtigt bidrag til forebyggelse af miljøskader;

6. opfordrer medlemsstaterne til at lade det civile samfunds miljølovgivning omfatte alle militære aktiviteter samt til at sikre, at det militære forsvar får ansvaret for - og skal bekoste - undersøgelse, oprydning på og sanering af områder, der er skadet af tidligere militær virksomhed, således at disse områder atter kan anvendes civilt; dette er særlig vigtigt på grund af den omfattende dumpning af kemisk og konventionel ammunition langs EU's kyster;

7. opfordrer samtlige medlemsstater til at formulere miljø-og sundhedsmæssige mål og udforme handlingsplaner for forbedring af miljø-og sundhedsarbejdet inden for de respektive landes forsvar;

8. noterer sig den drastiske ændring af den globale sikkerhedspolitiske situation, der er indtrådt efter afslutningen på den kolde krig, samt det mindskede behov for militære ressourcer; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre en omfattende omfordeling af budgetmidler fra den militære sektor, herunder direkte og indirekte militærrelateret forskning, til andre sektorer, som f.eks. redningstjeneste, katastrofeberedskab, sanering af land- og vandområder og forebyggende miljøarbejde, samt til selv inden for den militære sektor at oprette særskilte miljøbeskyttelsesinstrumenter, som hurtigt kan sættes ind i en katastrofesituation.

9. anser anvendelse af radioaktive energikilder (RTG) i rumfartøjer, både i militære og civile rumprogrammer (f.eks. i Cassini-sonden, der vil passere Jorden igen næste år) og den fortsatte udvikling af "star wars"-systemer for en stor miljørisiko og opfordrer til øjeblikkeligt stop for sådanne aktiviteter, eftersom det nu er muligt under næsten alle rejser at udvikle solpaneler som alternativer til RTG;

10. noterer sig, at en af de potentielt alvorligste miljøtrusler tæt på EU er den manglende kontrol med affald fra atomvåben og lagrene af biologiske og kemiske kampmidler samt mangel på sanering efter militære aktiviteter; understreger betydningen af, at medlemsstaterne arbejder for et øget internationalt samarbejde - f.eks. inden for rammerne af De Forenede Nationer og Partnerskab for Fred - med sigte på at destruere disse våben så miljøvenligt som muligt;

11. anser det amerikanske militære ionosfæriske manipuleringssystem HAARP, der er baseret i Alaska, og som kun er en del af udviklingen og opstillingen af elektromagnetiske våben til både ekstern og intern sikkerhedsbrug, for et eksempel på en meget alvorlig militær trussel mod det globale miljø og menneskelig sundhed, da det med militært sigte skal arbejde i den yderst følsomme og energetiske del af biosfæren, samtidig med at alle dets konsekvenser er uklare, og opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at lægge pres på den amerikanske regering, Rusland og alle andre stater, som er involveret i sådanne aktiviteter, til at stoppe disse som et første skridt mod indgåelse af en global konvention mod sådanne våben;

12. opfordrer især til indgåelse af en international konvention om et globalt forbud mod al forskning og udvikling, både militær og civil, med sigte på at anvende viden om kemi, elektricitet, lydvibrationer eller andet, som indvirker på den menneskelige hjerne, til udvikling af våben, som kan muliggøre nogen som helst form for manipulation af mennesker, inklusive et forbud mod enhver aktuel eller mulig spredning af sådanne systemer;

13. mener på baggrund af ovenstående, at truslen mod det globale miljø på grund af eksistensen af og mulig tilfældig eller uautoriseret anvendelse af atomvåben nu langt overskrider enhver tænkelig trussel mod forsvar og sikkerhed i de fem officielle atommagter, jf. traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT), som sådanne våben oprindelig blev udviklet til og opstillet for at neutralisere;

14. mener på baggrund af de særlig alvorlige omstændigheder i landene i det tidligere Sovjetunionen, at truslen mod det globale og lokale miljø på grund af forværringen af de forhold, hvorunder nukleare våben og materialer, som fortsat findes i disse lande, opbevares, gør det endnu mere presserende at sikre, at der indgås en aftale om yderligere gradvis destruktion af atomvåbnene,

15. opfordrer Rådet, og især den britiske og franske regering, til inden for rammerne af NPT og nedrustningskonferencen at tage initiativ til fortsatte forhandlinger om fuldstændig gennemførelse af forpligtelserne til reduktion og destruktion af atomvåben så hurtigt som muligt til et niveau, hvor det globale lager af resterende våben ikke længere udgør nogen trussel mod det globale miljøs integritet og bæredygtighed;

16. konstaterer, at betragteligt reducerede forsvarsudgifter kan føre til betydelige negative konsekvenser for nogle regioner, og opfordrer medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne på at omstille den militære produktion og teknologi til civile produkter og foretage justeringer gennem både nationale programmer og gennem fællesskabsinitiativer som Konver-programmet.

17. opfordrer Rådets formandskab og Kommissionen til i overensstemmelse med artikel J.7 i traktaten om Den Europæiske Union at aflægge beretning til Europa-Parlamentet om Unionens holdning til de specifikke punkter i denne beslutning med sigte på de forestående møder i De Forenede Nationer og i organisationens agenturer og organer, især det forberedende udvalg for NPT i 1999, nedrustningskonferencen og alle andre relevante internationale fora;

18. opfordrer Rådet til i højere grad at arbejde for, at USA, Rusland, Indien og Kina ufortøvet undertegner Ottawa-konventionen fra 1997 om forbud mod personelminer.

(1)() Kilde: Stockholm International Research Institute (SIPRI). I 1988 beløb de globale militærudgifter sig til 1066 mia dollars, SIPRI vurderer, at de i 1997 androg 704 mia dollars.

Seneste opdatering: 13. marts 1999Juridisk meddelelse