BETÆNKNING om samhørighedspolitikkens bymæssige dimension i den nye programmeringsperiode

19.2.2009 - (2008/2130(INI))

Regionaludviklingsudvalget
Ordfører: Oldřich Vlasák

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om samhørighedspolitikkens bymæssige dimension i den nye programmeringsperiode

(2008/2130(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til EF-traktatens artikel 158 og 159,

– der henviser til det første handlingsprogram til gennemførelse af Den Europæiske Unions territoriale dagsorden (det første handlingsprogram), som blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for fysisk planlægning og udvikling i Ponta Delgada (Azorerne) den 23.-24. november 2007,

– der henviser til EU's territoriale dagsorden (den territoriale dagsorden) og Leipzigchartret om bæredygtige europæiske byer (Leipzigchartret), som begge blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for fysisk planlægning og byudvikling i Leipzig den 24.-25. maj 2007,

– der henviser til Bristolaftalen, som blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for bæredygtige samfund i Bristol den 6.-7. december 2007,

– der henviser til Urban acquis, der blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for territorial samhørighed i Rotterdam den 29. november 2004,

– der henviser til det nye Athencharter fra 2003, som blev vedtaget af det europæiske råd for byplanlæggere i Lissabon den 20. november 2003, og chartrets vision om de europæiske byers fremtid,

– der henviser til Lillehandlingsprogrammet, der blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for byer i Lille den 3. november 2000,

– der henviser til det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (ESDP), der blev vedtaget på det uformelle møde mellem ministrene med ansvar for fysisk planlægning i Potsdam den 11. maj 1999,

– der henviser til chartret om europæiske byer for bæredygtighed som godkendt af deltagerne i Den Europæiske Konference om Bæredygtige Byer i Aalborg den 27. maj 1994,

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2008, "Grønbog om territorial samhørighed: Territorial forskelligartethed skal være en styrke" (KOM(2008)0616),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. juni 2008, "Femte situationsrapport om økonomisk og social samhørighed - Vækst i regionerne, vækst i Europa" (KOM(2008)0371),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. maj 2008 om resultaterne af forhandlingerne vedrørende de samhørighedspolitiske strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013 (KOM(2008)0301),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. maj 2007, "Fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed" (KOM(2007)0273),

– der henviser til Kommissionens guide "The urban dimension in Community policies for the period 2007 – 2013", vedtaget den 24. maj 2007,

– der henviser til Kommissionens arbejdsdokument "The territorial and urban dimension in the national strategic reference frameworks and operational programmes (2007 – 2013): A first assessment" fra maj 2007,

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2006, "Samhørighedspolitikken og byerne: byernes og de bymæssige bebyggelsers bidrag til vækst og beskæftigelse i regionerne" (KOM(2006)0385),

– der henviser til Rådets beslutning (EF) nr. 2006/702 af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed[1],

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juli 2005, "Samhørighedspolitikkens bidrag til vækst og beskæftigelse: Fællesskabets strategiske retningslinjer for 2007-2013" (KOM(2005)0299),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. juni 2002, "Strukturfondsprogrammering 2000-2006: en foreløbig vurdering af Urban-initiativet" (KOM(2002)0308),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 1997, "En dagsorden for byerne i Den Europæiske Union" (KOM(1997)0197),

– der henviser til resultaterne af det europæiske observationsorgan for regionaludviklings (ESPON) 2006-program og til det vedtagne ESPON 2013-program,

– der henviser til resultaterne af Urbanpilotprojekterne (1989-1999), fællesskabsinitiativet Urban I (1994-1999) og Urban II (2000-2006),

– der henviser til oplysningerne fra databasen Urban Audit, der på basis af 330 indikatorer indeholder statistikker om 358 europæiske byer,

– der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om opfølgning af den territoriale dagsorden og Leipzigchartret - mod et europæisk handlingsprogram for fysisk planlægning og territorial samhørighed[2],

– der henviser til sin beslutning af 10. maj 2007 om boliger og regionalpolitik[3],

– der henviser til sin beslutning af 13. oktober 2005 om den urbane dimension i forbindelse med udvidelsen[4],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–   der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A6‑0031/2009),

A.  der henviser til, at selv om det anerkendes, at bymæssige spørgsmål henhører under de nationale, regionale og lokale myndigheders ansvar, så spiller byområderne ikke desto mindre en vigtig rolle for gennemførelse af Lissabon- og Göteborgstrategierne og anses derfor for at have afgørende betydning for samhørighedspolitikken, som EU-institutionerne bærer et ansvar for,

B.  der henviser til, at EU i henhold til Leipzigchartret har som mål at sikre en integreret indfaldsvinkel til gennemførelsen af byudviklingspolitikken for at skabe byområder af høj kvalitet, modernisere de kommunale tjenester, transport-, energi- og informationsnettene og tilskynde til livslang læring, uddannelse og innovation, navnlig i ugunstigt stillede indre byer og byområder,

C.  mener, at på den ene side arbejdet med at udarbejde en fleksibel, justerbar og dynamisk tjekliste for gennemførelsen af Leipzig-chartret - en afgørende forudsætning for at de forskellige europæiske byers særdeles forskelligartede behov kan tilgodeses - som det franske formandskab allerede har iværksat, og på den anden side de enkelte medlemsstaters efterfølgende udarbejdelse af integrerede byudviklingsplaner kan vise sig at give meget nyttige oplysninger om de forskellige forhold og følgelig gøre det muligt at iværksætte initiativer med præcise målsætninger,

D.  der henviser til, at det er nødvendigt at sondre mellem byer og byområder,

E.  der henviser til, at 80 % af EU's 492 mio. indbyggere bor i byer, idet EU er kendetegnet ved en polycentrisk udvikling, men at der imidlertid er visse signifikante forskelle mellem medlemsstaterne, for så vidt angår fordelingen af befolkningen i byer, forstæder og landområder, samt problemer i forbindelse med den forholdsvis begrænsede hensyntagen til bybefolkningens interesser og behov i strukturfondenes operationelle programmer,

F.  der henviser til, at byområderne står for 70 til 80 % af EU's BNP, og at byerne anerkendes som centre for innovation og drivkraft for udvikling på regionalt, nationalt og EU-plan,

G.  der henviser til, at byerne desuden er ansvarlige for mere end 75 % af det globale energiforbrug og tegner sig for 80 % af den samlede emission af drivhusgasser på grund af energiproduktion, trafik, industri og opvarmning,

H.  der henviser til, at urbaniseringstendensen forstærkes gennem intern tilflytning til hovedstæderne og de øvrige storbyer, og til, at den befolkningstilvækst, det medfører, udgør en kolossal byrde for de voksende byer, idet de skal forvalte voldsomt stigende behov, hvad angår affaldsbehandling, boliger, uddannelse og beskæftigelse, og henviser til, at denne stadigt mere udtalte urbaniseringstendens udgør en kolossal udfordring for landområderne, som skal løse de problemer, der skyldes tab af menneskelig kapital, arbejdsstyrke, forbrugere og studerende,

I.  der henviser til, at den seneste udvidelse af EU, som ikke kan sammenlignes med nogen tidligere, har betydet en usædvanlig skærpelse af de regionale forskelle og en forøgelse af antallet af byer i omfattende forfald,

J.  der henviser til, at EU's byområder på trods af det forhold, at der er forskellige politiske, institutionelle og forfatningsmæssige systemer i medlemsstaterne, står over for fælles udfordringer og muligheder, hvilket understreger nødvendigheden af detaljerede statistiske data såvel som gensidigt samarbejde og udveksling af bedste praksis, hvis Europas byer skal klare sig i konkurrencen på verdensplan,

K.  der henviser til, at EU's fysiske planlægning står over for udfordringer som økonomisk omstrukturering, et yderst fluktuerende arbejdsmarked, utilgængelige og overfyldte offentlige transportmidler, begrænsede muligheder for arealanvendelse som følge af byernes udbredelse, faldende befolkningstal og aldrende befolkning, affolkning af landområderne og de små byer til fordel for de store byområder, social marginalisering, en høj og stigende kriminalitet, ghettodannelse i visse byområder, lave husstandsindtægter, forringet livskvalitet i ugunstigt stillede områder, for få parker og rekreative områder, miljøforurening, kontrol med vand- og affaldsforvaltningen og behov for at sikre energiforsyningen og effektiv energianvendelse,

L.  der henviser til, at samordnet styring ved hjælp af moderne elektroniske teknikker, og navnlig e-governance i samråd med alle relevante aktører, i vid udstrækning vil kunne mindske de nuværende problemer og føre til, at byernes udbredelse kan behandles på integreret vis i et samarbejde under hensyntagen til forstadsområderne og tilgrænsende landområder og i overensstemmelse med moderne indfaldsvinkler til byplanlægning, som f.eks. smart vækst, ny fysisk planlægning og intelligent urbanisme,

M.  der henviser til, at byudviklingsaktiviteterne i særlig grad begunstiger små og mellemstore virksomheders deltagelse, især inden for servicesektoren, og at samhørighedspolitikken i øget grad er kommet til at sigte mod byernes konkurrencefordele,

N.  der henviser til, at små og mellemstore virksomheder, især små virksomheder og mikrovirksomheder samt håndværksmæssige og handelsmæssige aktiviteter, er en væsentlig forudsætning for, at man kan bevare aktiviteterne i bycentrene, og til, at byernes politikker med hensyn til regulering af transport, handel, ejendomsforhold og stigende boligpriser eller i særdeleshed fraværet af en afbalanceret politik på disse områder ofte har ført til, at de økonomiske aktiviteter forsvinder og udbuddet af tjenesteydelser forringes,

O.  der henviser til, at det er nødvendigt til stadighed at styrke partnerskabet mellem by- og landområder, for så vidt som førstnævnte vil komme til at spille en væsentlig rolle i bestræbelserne på at sikre en harmonisk og integreret udvikling i forstæderne og følgelig territorial samhørighed og afbalanceret regionaludvikling,

1.  understreger den bæredygtige byudviklings vigtighed og byområdernes bidrag til den regionale udvikling og opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at evaluere, måle, vurdere og drøfte EU-politikkernes konsekvenser for den økonomiske og sociale situation - især hvad angår de uddannelsesmæssige og kulturelle problemer - samt den helbreds-, transport-, miljø- og sikkerhedsmæssige situation i byområderne;

2.  beklager, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at fremme bæredygtig byudvikling som en strategisk prioritet, og udtrykker følgelig bekymring over, at der i forbindelse med samhørighedspolitikkens gennemførelse i nogle medlemsstater i utilstrækkelig grad tages hensyn til den bymæssige situation, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder at analysere og evaluere konsekvenserne af at integrere Urban-initiativet i al politik og til at overvåge og kontrollere indvirkningen af anvendelsen af EU-midler i byområder;

3.  henleder opmærksomheden på de positive erfaringer med EF-initiativet Urban, hvad angår partnerskab, integrerede løsninger og bottom-up-metoder, idet disse i vid udstrækning har bidraget til at sikre de støttede projekters effektivitet og formålstjenlighed; kræver, at der tages hensyn til disse resultater i den del af strukturfondsstøtten, der ydes til bymæssige tiltag, og at tilsvarende mekanismer indføres i forbindelse med mainstreaming af finansiering til fordel for bæredygtige byudvikling, således at flere byer kan nyde godt heraf;

4.  finder, at det vil være uhensigtsmæssigt og endog problematisk at vedtage en fælles definition af "byområder" og mere generelt af termen "by", da det er vanskeligt samlet at beskrive de meget forskellige situationer i medlemsstaterne og regionerne, og mener derfor, at det i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet bør overlades til medlemsstaterne at fastlægge en eventuel bindende definition og udpege byområder på grundlag af fælles europæiske indikatorer;

5.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at støtte deres hovedstæders og andre storbyers bestræbelser på at klare de nye udfordringer, som urbaniseringen og befolkningstilvæksten medfører, især hvad angår affaldsforvaltning og boliger, beskæftigelse og uddannelse; mener på det mere generelle plan, at de demografiske udsving skaber udfordringer for både by- og landområderne, hvad angår arbejdsmarkedet og i tilslutning hertil inden for uddannelse og omskoling af tidligere arbejdstagere, der er ramt af arbejdsløsheden, og hvad angår affolkningen af landområderne;

6.  mener, at det i denne forbindelse og i betragtning af det faktum, at medlemsstaternes forskellige forfatningsmæssige mekanismer selvsagt ikke er forenelige med harmoniserede metodologier, uanset de forskellige forvaltningsniveauers effektivitet, vil være hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne evt. efter offentlige høringer i hvert enkelt tilfælde definerer den bymæssige dimension, sådan som de opfatter den, for at styrke den interne harmonisering og forbedre samarbejdet med Kommissionen;

7.  understreger, at det i byerne står medlemsstaterne frit at uddelegere forvaltningen af de europæiske strukturfondsmidler (ESF) til gennemførelse af aktioner til sikring af en bæredygtig byudvikling; mener, at videredelegering giver en dobbelt værdiforøgelse, dels fordi det vil være betydeligt mere effektivt for den regionale og den europæiske vækst, hvis byerne påtager sig ansvaret for alt lige fra planlægningen og indtil iværksættelsen af en given aktion som en respons på rent lokale udfordringer, dels fordi det vil udgøre et vigtigt redskab til forbedring af den administrative kapacitet på lokalt niveau; beklager, at muligheden for at videredelegere, eventuelt gennem omfattende støtte til de kommunale myndigheder inden for rammerne af de programmer, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) finansierer, indtil nu ikke er blevet udnyttet fuldt ud, og er overbevist om, at byområderne i næste programmeringsperiode bør have en klar rolle som melleminstanser i en forvaltning på flere planer, og mener, at den bymæssige dimension og videredelegering bør være obligatorisk i regionalpolitikken; mener dog, at man bør undgå, at videredelegeringen medfører en opsplitning af regionalpolitikken, og at man derfor bør nøje bør definere de metoder, der anvendes i forbindelse med videredelegeringen;

8.  understreger vigtigheden af en integreret indfaldsvinkel til planlægning af byudvikling; foreslår, at al offentlig støtte til byudvikling baseres på integrerede byudviklingsplaner; mener, at denne integrerede tilgang i den kommende programmeringsperiode bør være en af de vigtigste forudsætninger for tildeling og implementering af strukturfundsmidler og for låntagning fra EIB; opfordrer Kommissionen til at udforme retningslinjer med anbefalinger og eksempler på bedste praksis for integrerede byudviklingsplaner og til at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem de nationale, regionale og lokale myndigheder;

9.  opfordrer medlemsstaterne til inden for de nationale strategiske referencerammer og de nationale operationelle programmer at prioritere finansieringen af projekter til den praktiske gennemførelse af planer for bæredygtig byforvaltning;

10.  henstiller, at planerne for en bæredygtig byforvaltning mindst omfatter nogle af følgende elementer: planer for affaldsforvaltning, støjkort og handlingsplaner, lokalprogrammer for luft- og miljøforurening, prognoser for den demografiske udvikling, efterspørgslen på nye byområder, genindvinding af tomme grunde og forladte bygninger, sanering af dårligt stillede og afindustrialiserede kvarterer, tilstedeværelse af og adgang til offentlige tjenesteydelser, bystruktur, grønne områder og handicapfaciliteter, udvikling af den kulturelle og historiske arv og naturarven, prognoser for vand- og energibehovet og hensigtsmæssig brug af disse ressourcer, offentlig transport, effektiv trafikstyring, integration af udsatte grupper (indvandrere, minoriteter, lavtuddannede, handicappede, kvinder etc.), ordentlige boliger til overkommelige priser og planer for bekæmpelse af kriminalitet;

11.  mener, at det kun vil være effektivt at udforme integrerede byudviklingsplaner, hvis der afsættes tilstrækkelige ressourcer til bæredygtig byudvikling, og foreslår derfor, at de disponible ressourcer koncentreres omkring specifikke aktioner; foreslår et minimumsniveau for strukturfondsudgifter, der fastsættes pr. indbygger i byområdet pr. programmeringsperiode på en sådan måde, at dette beløb ikke udgør en urealistisk forpligtelse for regionerne;

12.  ser et akut behov for styrkelse af den administrative kapacitet inden for både den vertikale og horisontale forvaltning af byerne og gør medlemsstaterne opmærksom på det presserende behov for at vedtage et integreret koncept for gennemførelse af byudviklingspolitikken (der behandler de grundlæggende forhold, der er knyttet til borgernes dagligdag, f.eks. transport, offentlige tjenesteydelser, livskvalitet, beskæftigelse, lokaløkonomiske aktiviteter, sikkerhed etc.) ved i dette arbejde at integrere de nationale regeringer sammen med de regionale og lokale myndigheder og alle andre relevante offentlige og private aktører på grundlag af partnerskabsprincippet;

13.  erkender, at det er vanskeligt for byernes myndigheder at forene ESF-midler, hvor sigtet er økonomisk og social udvikling, og EFRU-midler, hvor målet er at planlægge investeringer i infrastruktur; mener, at princippet om "ét program, én fond" bør revurderes, og at de lokale og regionale myndigheder i højere grad bør udnytte synergierne imellem EFRU- og ESF-midlerne og styrke den integrerede tilgang; opfordrer på lang sigt Kommissionen til at undersøge muligheden for at sammenlægge de to fonde, såfremt et sådant skridt vil kunne sikre en forenkling af procedurerne;

14.  støtter ideen om det revolverende princip for Jessica og programmets potentiale for økonomisk vækst i byområder og mener, at regionalpolitikken i næste programmeringsperiode i højere grad bør drage fordel af brugen af finansieringsteknikker som revolverende fonde, der tilbyder fordelagtige lån, snarere end udelukkende at tage udgangspunkt i støtte, som det i øjeblikket er tilfældet;

15.  noterer sig den private sektors potentiale for byudvikling og mener, at anvendelse af offentlig-private partnerskaber bør gennemføres og støttes systematisk med sigte på skabelse af innovative finansieringsordninger og -projekter for at løse de væsentlige økonomiske og sociale problemer i byområderne, især vedrørende opbygningen af infrastruktur og boliger; påpeger, at dette forudsætter en klar og gennemsigtig adfærdskodeks, især hvad angår offentlige myndigheders aktiviteter, eftersom de under overholdelse af princippet om subsidiaritet træffer strategiske valg om valg af ydelsesformer og specifikationer såvel som opretholdelse af en vis grad af tilsyn;

16.  understreger gennemførelses- og forvaltningsaspekterne af den bymæssige dimension og opfordrer til yderligere bestræbelser med sigte på at forenkle gennemførelsesbestemmelserne for samhørighedspolitikken og sikre generel reduktion af unødigt bureaukrati, for så vidt angår forvaltning af og kontrol med midlerne og de enkelte projekter;

17.  konstaterer, at der ud over regionalpolitikken også er andre fællesskabspolitikker, der yder finansiel støtte til byområderne, og opfordrer derfor Kommissionen til at udforme og foreslå en bedre samordning af de relevante politikker, som kan samle alle EU-midler, der afsættes til byområderne, for at sikre gennemførelsen af det integrerede koncept i praksis under fortsat hensyntagen til samhørighedspolitikken;

18.  mener, at medlemsstaternes forvaltningsstrukturer fortsat er utilstrækkelige til at håndtere horisontalt samarbejde, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme princippet om en forvaltningsstruktur på tværs af de forskellige sektorer;

19.  opfordrer til en mere effektiv anvendelse af de eksisterende finansielle, menneskelige og organisatoriske ressourcer med henblik på at skabe og styrke de netværk, som byer og byområder har etableret med sigte på bæredygtig byudvikling, da disse spiller en vigtig rolle i det territoriale samarbejde; understreger i den forbindelse nødvendigheden af infrastrukturer, der kan sikre vedligeholdelse af særlige karakteristika (f.eks. historiske), modernisering (f.eks. innovationsklynger), økonomisk vækst (f.eks. små og mellemstore virksomheder) og sæsonbaserede aktiviteter, og opfordrer Kommissionen til at styrke byområdernes position i initiativet "regioner for økonomisk forandring";

20.  konstaterer, at en vellykket gennemførelse af regionaludviklingspolitikken og en strategi for bæredygtig territorial udvikling forudsætter tilstedeværelsen af afbalancerede foranstaltninger, der omfatter både byer, forstæder og landområder og dermed har indvirkning på udviklingen af den regionale samhørighed; gentager, at politikken for udvikling af landområderne i betragtelig grad har konsekvenser for den fysiske planlægning, samt at politikkerne for udvikling af henholdsvis byerne og landområderne ikke er tilstrækkeligt integreret; understreger nødvendigheden af reel synergi mellem disse politikker, som skal resultere i et reelt udviklingspotentiale og gøre landområderne mere attraktive og konkurrencedygtige; opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at benytte sig af instrumentet for partnerskaber mellem land og by for at opnå den afbalancerede udvikling, som er deres mål;

21.  opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle og regelmæssigt ajourføre den såkaldte Urban Audit og samtidig at give oplysninger om situationen, for så vidt angår kløften mellem land og by, således at alle medlemsstater kan få et klart billede af situationen og kortlægge de specifikke behov for en velafbalanceret by- og landudvikling;

22.  henstiller, at Kommissionen og medlemsstaterne udpeger en EU-gruppe på højt plan med ansvar for byudvikling og anvender den åbne koordinationsmetode i byudviklingspolitikken på EU-niveau;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

• [1]  EUT L 291 af 21.10.2006, s. 11.
• [2]  Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0069.
• [3]  EFT C 76 E af 27.3.2008, s. 124.
• [4]  EUT C 233 E af 28.9.2006, s. 127.

BEGRUNDELSE

De europæiske byer og deres situation

Byerne er vigtige aktører i udformningen af Europas Økonomi og territorium. Spørgsmål vedrørende byudvikling står i centrum for både det nye mål om territorial samhørighed og for Lissabon- og Göteborgstrategien. Byerne er klare motorer for den økonomiske vækst i Europa. I næsten alle europæiske lande står byområderne for den væsentligste del af produktionen af viden og innovation - centrum i en mere og mere globaliseret verdensøkonomi. I byer og byområder findes langt størstedelen af Unionens arbejdspladser, virksomheder og højere læreanstalter. På den anden side står mange byer over for alvorlige problemer og udfordringer. Der er i dag bred enighed om, at byerne/byområderne kræver særlig opmærksomhed i forbindelse med samhørighedspolitikken, fordi de på den ene side udgør kernen for udviklingen, men på den anden side har store økonomiske, miljømæssige og sociale problemer.

I Europa er der omkring 5 000 byer med en befolkning mellem 5 000 og 50 000 indbyggere og næsten 1 000 byer med over 50 000 indbyggere. Europa er karakteriseret af territorial mangfoldighed og polycentrisk udvikling, det relativt tætte net af byer rummer få meget store byer. I Den Europæiske Union bor kun 7 % af befolkningen i byer med over 5 mio. indbyggere mod 25 % i De Forenede Stater.[1] Ifølge rapporten State of European Cities Report[2] konstateres de største vækstrater for befolkningen i byerne i Spanien, hvor nogle byområder har oplevet en årlig vækst på 2 procent eller mere. Byer i Irland, Finland og Grækenland oplevede også nogle af de højeste vækstrater i EU. Derimod var der i mange byområder i Central- og Østeuropa tale om et generelt fald i befolkningstallet i samme periode. I næsten alle byer vokser forstæderne, og hvis de bliver mindre, da i ringere grad end selve bykernen.

På grund af de betragtelige nationale forskelle er der ingen internationale aftaler om en fælles definition af bymæssig, der kan anvendes på alle lande eller på alle lande i en region. Der er gjort mange forsøg på at skabe en fælles fortolkning af ordet "by/bymæssig", der er definitioner fra FN[3], Verdensbanken[4], OECD[5], og fra de enkelte lande. De fleste, hvis ikke alle, disse definitioner er baseret på statistiske oplysninger om befolkningsmængde og -tæthed. Idet der uden tvivl er store forskelle i den geografiske fordeling af befolkningen i de forskellige lande, har EU-institutionerne hidtil anvendt den metode, Eurostat[6] anvender i sin European regional and Urban statistics Reference guide, som definerer fire geografiske niveauer for indsamling af data. Der er tale om den centrale bykerne, de større byområder ("larger urban zones"/LUZ), den såkaldte "kernel" for ni hovedstæder, hvor konceptet om administrativ by ikke matcher sammenlignelige geografiske enheder, og bydele ("subcity districts"/SCD). Selv om Eurostats definition er fuldt anvendelig til statistiske formål, forekommer det under hensyntagen til de eksisterende forskelle og forskellige koncepter meget vanskeligt at formulere en fælles, klar definition af "bymæssig" inden for rammerne af samhørighedspolitikken, derfor bør spørgsmålet om en definition i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet overlades til medlemsstaterne.

Udarbejdelse af en økonomisk, social og territorial udviklingsstrategi kræver, at begrebet bymæssig i forbindelse med samhørighedspolitikken begrænses til de områder, hvor der findes detaljerede data, da problemer kun kan evalueres på basis af klare og eksakte data. For at kunne måle fremskridt og identificere problemer i byområder er det nødvendigt at råde over detaljerede statistiske data. Dette har ført til udarbejdelse af den meget nyttige europæiske "Urban Audit".

Den bymæssige dimension i samhørighedspolitikken

Historisk set har den bymæssige dimension været underordnet i forhold til størstedelen af strukturforanstaltningerne. Siden 1990 er der gennemført pilotprojekter for byerne. Siden 1994 har der været det fælles initiativprogram Urban, som har muliggjort fremme af integrerede lokale udviklingsmodeller.

Mens de forskellige bymæssige initiativer i den foregående programmeringsperiode blev tildelt særskilte midler, er dette ikke tilfældet i perioden 2007-2013. I overensstemmelse med vedtagelsen af de nye forordninger om strukturfondene er udviklingspolitikken for byerne blevet integreret i målene samhørighed og regional konkurrencevene samt beskæftigelse, hvilket understreger den betydning, Unionen tillægger dette aspekt af samhørighedspolitikken. Ved udarbejdelsen af nationale strategiske referencerammer og operationelle programmer blev medlemsstaterne opfordret, men ikke forpligtet til at integrere bæredygtig byudvikling som en strategisk prioritering. I betragtning af byernes og byområdernes betydning i den europæiske økonomi vil undladelse af dette i høj grad modvirke medlemsstaternes muligheder for at blive en dynamisk aktør i Unionens bestræbelser på at opfylde sine mål.

De nugældende ændrede forordninger gør de muligt for de administrative myndigheder at anvende en bred vifte af offentligt/private partnerskaber i forvaltningen af de midler, der er øremærket til byudvikling. Således kan strukturfondene finansiere finansielle aktiviteter som risikokapitalfonde, garantifonde og lånefonde. Kommissionen og EIB har udviklet tre finansieringsinstrumenter, nemlig Jeremie[7], Jaspers [8] og Jessica[9].

Jessica (The Joint European Support for Sustainable Investment in City Areas) er af størst interesse i forbindelse med byudvikling. Med dette program søges det at skabe en vægtstangseffekt med de disponible finansielle midler. De opnåede midler skal geninvesteres i byudvikling eller betales tilbage til den administrative myndighed med sigte på andre byprojekter. Jessica befinder imidlertid i øjeblikket kun på et indledende stadium.

Hidtil er der ikke foretaget nogen kompleks evaluering af omfanget af gennemførelsen af den bymæssige dimension i medlemsstaterne. De første konstateringer er imidlertid ikke positive. For eksempel har de nationale myndigheder og regionerne for det meste ikke givet byerne mulighed for videredelegering, da de foretrækker at opfordre til indgivelse af forslag på de forskellige sektorpolitiske områder.

Retningslinjer for fremtiden

På mellemstatsligt og internationalt organisationsplan gøres der meget, hvad angår byudvikling. Der er imidlertid nogle områder, hvor der er behov for bedre overvågning, mere detaljerede indikatorer og udvikling af ensartede metoder til gennemførelse af integreret, bæredygtig byudvikling. Træder Lissabon-traktaten desuden i kraft på et tidspunkt, vil territorial samhørighed og dermed byudvikling komme til at henhøre under medlemsstaternes og Unionens fælles ansvar.

Byudviklingsprogrammer må udformes og gennemføres på lokalt og regionalt plan af dem, der kender lokalbefolkningen og erhvervsmiljøet. I denne forbindelse er videredelegering et meget vigtigt instrument, både til at styrke den lokale forvaltnings administrative kapacitet og til at skabe en ægte aktør i den territoriale og europæiske vækst.

Om regionale eller subregionale organisationer faktisk får et større ansvar for strukturfondenes programmer og for gennemførelsen af disse, afhænger ikke blot af, at der skabes en positiv ramme på EU-plan i form af forordninger og retningslinjer, men også af, i hvilken udstrækning de nationale regeringer og administrative myndigheder er rede til at acceptere deres øgede engagement og at gennemføre det.

I denne forbindelse er det et spørgsmål, i hvilken udstrækning den frivillige ramme fungerer. Fremover bør byerne tildeles en klar rolle ved siden af de regionale og nationale administrationer som formidlende organer inden for rammerne af organisering af administration på flere niveauer, og den bymæssige dimension bør være obligatorisk.

Det ses ofte, at der udarbejdes særskilte udviklingsplaner, inden byerne har afsluttet deres integrerede byudviklingsplaner. Skal de integrerede byudviklingsplaner være gennemførlige, er det helt afgørende, at der skabes en repræsentativ forvaltnings- og beslutningstagningsstruktur. Desuden er tanken om integrerede byudviklingsplaner kun vejen frem, hvis der stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed. Ordføreren finder derfor, at øremærkning af budgetmidler, således som det skete under Urban-initiativerne, vil kunne bidrage til at sikre, at den bymæssige dimension tilføres passende ressourcer og foreslår derfor, at der fastsættes obligatoriske minimumsbeløb. Han foreslår, at disse fastsættes til EUR 1 000 (under fællesskabsinitiativet Urban II blev minimumsudgiftsniveauet fastsat til EUR 500 pr. indbygger).

Med henblik på effektivitet og på at opfylde Leipzig-målene i hele Fællesskabet inden for en rimelig frist kræver byudviklingen klart identificerede og omfattende finansielle ressourcer. Den private sektor skal også spille en vigtig rolle med henblik på at sikre hurtig omstilling af byområderne i de fattigste lande. Offentlig-private partnerskaber, som koncentrerer deres aktiviteter om skabelse af infrastruktur og boliger, er vigtige. Anvendelse af effektive finansielle instrumenter og kreditfaciliteter er uundværlige, hvis støtte og lån skal skabe den ønskede løftestangseffekt til at sikre hurtig og effektiv udvikling. Finansieringsinstrumenter som Jessica rummer et betragteligt udviklingspotentiale. Princippet for Jessica, at pengene vender tilbage og geninvesteres, og dets potentiale med henblik på økonomisk vækst bør understreges. Jessica bør være et hovedinstrument for finansiering af bæredygtige byudviklingsprojekter.

Der tales meget om ideen om en integreret, sektoroverskridende gennemførelsespolitik, men medlemsstaternes administrative strukturer er ofte dårligt egnede til fremme af horisontalt samarbejde. Ud over regionalpolitikken, er der også andre af Fællesskabets finansielle politikker, der påvirker byerne og rummer finansielle ressourcer, der kan anvendes i byområderne. Blandt disse forekommer den europæiske transportpolitik og den europæiske forsknings- og udviklingspolitik at være de vigtigste. Derfor er resultatet en mangel på metode, der er tilpasset til behovene. Mangelen på en sektoroverskridende forvaltningsstruktur med kompetence til at sikre det nødvendige samarbejde og til at træffe de nødvendige afgørelser, kan blive et stort problem. Fremover bør disse politikker knyttes tættere sammen med samhørighedspolitikken.

Selve byproblemerne og løsningen på dem til alle berørtes fordel er forskellige fra land til land og fra by til by. Europas styrke er dets kulturelle mangfoldighed, i byernes, landsbyernes og landområdernes rigdom samt dets kulturelle miljøer. Byer og regioner konkurrerer indbyrdes, men samtidig har de behov for gensidigt samarbejde for at kunne konkurrere på verdensplan. Udveksling af erfaringer og bedste praksis vedrørende udvikling og genopbygning af de europæiske byer er overordentligt vigtigt. De lande, der for nylig har tiltrådt Fællesskabet, må have del i de mest succesfulde landes erfaringer og orienteres om de faldgruber, de "gamle" medlemsstater er stødt på. Institutioner som CEMR, Eurocities, EUKN, QeC ERAN og mange andre spiller en uvurderlig rolle i denne forbindelse.

Sidst, men absolut ikke mindst, er det vigtigt at tage fat på de bymæssige problemer i kombination med den bredere kontekst, kløften mellem by og land, og at sikre en harmonisk udvikling af bycentre, byområder og forstæder.

• [1]  Kommissionen, "Grønbog om territorial samhørighed: Territorial forskelligartethed skal være en styrke", Bruxelles 2008.
• [2]  State of European Cities Report: Adding Value to the European Urban Audit, 2007 available at http://ec.europa.eu/regional_policy/sources/docgener/studies/pdf/urban/stateofcities_2007.pdf
• [3]  http://unstats.un.org/unsd/demographic/sconcerns/densurb/Defintion_of%20Urban.pdf
• [4]  http://siteresources.worldbank.org/DATASTATISTICS/Resources/table3_10.pdf
• [5]  http://stats.oecd.org/glossary/detail.asp?ID=6492
• [6]  http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_OFFPUB/KS-RA-07-005/EN/KS-RA-07-005-EN.PDF
• [7]  Letter nystartede virksomheders adgang til finansiering, udvikling af mikrovirksomheder og SMV.
• [8]  Fremmer forberedelse af større projekter.
• [9]  Fremmer finanstekniske instrumenter på byudviklingsområdet.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	20.1.2009
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	46 0 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Stavros Arnaoutakis, Elspeth Attwooll, Jean Marie Beaupuy, Rolf Berend, Jana Bobošíková, Victor Boştinaru, Wolfgang Bulfon, Giorgio Carollo, Antonio De Blasio, Gerardo Galeote, Iratxe García Pérez, Eugenijus Gentvilas, Monica Giuntini, Ambroise Guellec, Jim Higgins, Filiz Hakaeva Hyusmenova, Mieczysław Edmund Janowski, Rumiana Jeleva, Gisela Kallenbach, Tunne Kelam, Evgeni Kirilov, Miloš Koterec, Constanze Angela Krehl, Florencio Luque Aguilar, Jamila Madeira, Sérgio Marques, Yiannakis Matsis, Miroslav Mikolášik, James Nicholson, Jan Olbrycht, Maria Petre, Markus Pieper, Pierre Pribetich, Giovanni Robusti, Wojciech Roszkowski, Grażyna Staniszewska, Catherine Stihler, Andrzej Jan Szejna, Lambert van Nistelrooij, Oldřich Vlasák, Vladimír Železný
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Domenico Antonio Basile, Brigitte Douay, Madeleine Jouye de Grandmaison, Zita Pleštinská, Samuli Pohjamo, Richard Seeber