BETÆNKNING om hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler

9.3.2009 - (2008/2154(INI))

Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Klaus-Heiner Lehne

Procedure : 2008/2154(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A6-0123/2009
Indgivne tekster :
A6-0123/2009
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler

(2008/2154(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens hvidbog af 2. april 2008 om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler (KOM(2008)0165),

–   der henviser til sin beslutning af 25. april 2007 om grønbogen om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler[1],

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. marts 2007 om EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013 – Stærke forbrugere, højere forbrugervelfærd og effektiv forbrugerbeskyttelse (KOM(2007)0099),

–   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82[2], Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82[3] og Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser ("EF-fusionsforordningen")[4],

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager[5] samt Kommissionens forordning (EF) nr. 622/2008 af 30. juni 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 773/2004 vedrørende gennemførelse af forligsprocedurer i kartelsager[6],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–   der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Retsudvalget (A6-0123/2009),

A. der henviser til, at konkurrencepolitikken øger EU's økonomiske ydeevne og i betydelig grad bidrager til, at Lissabonstrategiens mål nås,

B.  der henviser til, at De Europæiske Fællesskabers Domstol har fastslået, at enkeltpersoner og virksomheder med henblik på at garantere den ubegrænsede gyldighed af traktatens artikel 81 kan indlede søgsmål om erstatning for den skade, de har lidt som følge af en overtrædelse af kartel- og monopolreglerne,

C. der henviser til, at erstatningssøgsmål kun udgør ét element i et effektivt privat håndhævelsessystem, og til, at alternativ tvistbilæggelse under de rette omstændigheder er et effektivt alternativ til kollektive søgsmål og giver mulighed for retfærdige og hurtige udenretlige forlig, hvilket bør fremmes,

D. der henviser til, at de spørgsmål, der behandles i hvidbogen, vedrører alle kategorier af skadelidte, alle typer overtrædelser af EF-traktatens artikel 81 og 82 og alle økonomiske sektorer,

E.  der henviser til, at ethvert forslag om at indføre kollektiv søgsmålsadgang ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler bør supplere og ikke erstatte de alternative former for beskyttelse, der allerede eksisterer i nogle medlemsstater (det gælder f.eks. repræsentative søgsmål og prøvesager),

F.  der henviser til, at formålet med privatretlige erstatningskrav må være fuld kompensation til skadelidte, og til, at principperne om ansvar uden for kontraktforhold, der forbyder uretmæssig berigelse og ydelse af erstatning flere gange for den samme skade, og straffesanktioner, skal overholdes,

G. der henviser til, at Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders gennemførelse af kartel- og monopolreglerne er udformet offentligretligt, og til, at der kun sjældent indbringes privatretlige søgsmål for de nationale domstole, selv om nogle medlemsstater har taget eller vil tage initiativ til at gøre det lettere for private at gøre erstatningskrav gældende ved overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler,

H. der henviser til, at den private håndhævelse bør supplere og støtte myndighedernes håndhævelse af kartel- og monopolreglerne, men ikke må erstatte den, og at konkurrencemyndighedernes personalemæssige og økonomiske kapacitet derfor skal styrkes, så de kan undersøge overtrædelser af kartel- og monopolregler mere effektivt,

I.   der henviser til, at uanset hvordan en tvist bilægges, er det vigtigt at indføre procedurer og beskyttelsesforanstaltninger, der sikrer en retfærdig behandling af alle parter, uden at systemet misbruges, hvilket har været tilfældet i andre retssystemer, som f.eks. USA,

J.   der henviser til, Kommissionen i forbindelse med ethvert forslag, der ikke henhører under Fællesskabets enekompetence, skal overholde subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet,

1.  glæder sig over den nævnte hvidbog og understreger, at EU's kartel- og monopolregler og navnlig en effektiv håndhævelse af dem, forudsætter, at ofrene for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne har mulighed for at kræve erstatning for den lidte skade;

2.  konstaterer, at Kommissionen endnu ikke har præciseret, hvilket retsgrundlag den vil basere sine foreslåede tiltag på, og at det yderligere skal overvejes, hvilket retsgrundlag der skal anvendes for de planlagte indgreb i de nationale procedurer for erstatningsansvar uden for kontraktforhold og den nationale procesret;

3.  mener, at der er mange hindringer for effektive klageprocedurer for ofre for overtrædelser af EF's kartel- og monopolregler, såsom mange og spredte skader, informationsasymmetri og andre problemer, når der skal gøres erstatningskrav gældende, ikke blot i EF's kartel- og monopolregler, men også på andre områder, som f.eks. produktansvar og andre forbrugerrelaterede forhold;

4.  erindrer om, at de enkelte forbrugere, men også små virksomheder, navnlig de, der har lidt spredt skade med relativt lave omkostninger til følge, ofte afskrækkes fra at indlede et selvstændigt erstatningssøgsmål på grund af de hermed forbundne omkostninger, forsinkelser, usikkerhedsmomenter, risici og byrder; understreger i den forbindelse, at kollektive søgsmål, der gør det muligt at samle individuelle krav fra ofre for overtrædelser af EF's kartel- og monopolregler og øger deres adgang til domstolene, er et vigtigt afskrækkende redskab; bifalder derfor Kommissionens forslag om at indføre mekanismer, der skal forbedre kollektive søgsmål og samtidig forhindre en overdreven anvendelse af sagsanlæg;

5.  henviser til, at Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse ved udgangen af 2008 offentliggjorde resultaterne af to studier om kollektive søgsmålsinstrumenter i medlemsstaterne og eventuelle hindringer for det indre marked, der opstår som følge af den uensartede lovgivning i medlemsstaterne; henviser endvidere til, at Kommissionen har offentliggjort en grønbog om EU's handlingsmuligheder inden for forbrugerbeskyttelse, og har meddelt, at den agter at udgive et nyt politikpapir i 2009; understreger, at tiltag på EU-niveau ikke må føre til en tilfældig og unødvendig opsplitning af den nationale procesret, og at det derfor nøje må overvejes, om og i hvilket omfang der skal vælges en horisontal eller integreret tilgang for at fremme forlig og erstatningssøgsmål; opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en undersøgelse af et eventuelt retsgrundlag og en eventuelt horisontal eller integreret tilgang, uden dog nødvendigvis at indføre et enkelt horisontalt instrument, og i mellemtiden afstå fra at fremlægge nogen kollektive søgsmålsmekanismer for ofre for overtrædelser af EF's kartel- og monopolregler, uden at give Parlamentet mulighed for at deltage i vedtagelsen i form af en fælles beslutningsprocedure;

6.  bemærker, at krav om erstatning for overtrædelser af EF's kartel- og monopolregler så vidt muligt bør behandles på lige fod med andre krav uden for kontraktforhold, er af den opfattelse, at en horisontal eller integreret tilgang kunne dække procedurebestemmelser, der er fælles for kollektive søgsmål inden for de forskellige lovområder, og understreger, at en sådan tilgang ikke må forsinke eller forhindre udarbejdelsen af de forslag og foranstaltninger, der anses for nødvendige for en fuldstændig håndhævelse af EF's kartel- og monopolregler; bemærker endvidere den mere avancerede analyse af civile søgsmål på kartel- og monopolområdet, den avancerede ramme for konkurrencemyndighederne, herunder Det Europæiske Konkurrencenetværk og mener, at det – i den mindste hvad angår visse spørgsmål – retfærdiggør, at man går hurtigt videre, idet der tages hensyn til, at nogle af disse foranstaltninger kan udvides til også at omfatte andre områder uden for kartel- og monopolreglerne; er af den opfattelse, at sådanne sektorregler allerede kunne foreslås på baggrund af de særligt komplekse forhold og vanskeligheder, ofre for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne møder;

7.  bemærker, at en "en gang for alle"-afgørelse er i sagsøgtes interesse med henblik på at mindske usikkerheden og de overdrevne økonomiske konsekvenser, der kan ramme ansatte, leverandører, underleverandører og andre uskyldige parter; opfordrer til indførelsen af en tvistbilæggelsesprocedure for kollektive søgsmål, der enten kan rejses af parterne inden retssagen eller efter opfordring af den domstol, for hvilken sagen indbringes, med det formål at bilægge tvisten udenretligt ved at søge om retlig godkendelse af en forligsaftale, der er gjort bindende for alle de skadelidte, der har tilsluttet sig proceduren; understreger, at denne procedure ikke må resultere i en utilbørlig forlængelse af sagsbehandlingen eller fremme en uretfærdig sagsafgørelse; opfordrer Kommissionen til at søge metoder for større sikkerhed, herunder en evaluering af, hvorvidt eventuelle efterfølgende sagsøgere normalt bør forventes at affinde sig med resultatet af det kollektive søgsmål;

8.  mener, at det for direkte og indirekte aftagere skal være muligt i form af et selvstændigt søgsmål eller et opfølgende søgsmål at gøre deres krav gældende ved et individuelt, repræsentativt eller kollektivt søgsmål, som også kan indbringes som en prøvesag, men at udvælgelsen af ét søgsmål, for at undgå flere søgsmål for samme overtrædelse fra en enkelt part, skal udelukke parterne fra at anvende et af de andre søgsmål enten samtidigt eller efterfølgende; mener, at man, i tilfælde af at flere parter anlægger selvstændige søgsmål, bør forsøge at kombinere eller opstille dem i rækkefølge;

9.  mener, at medlemsstaterne for at undgå uberettigede retstvister bør overdrage deres beføjelse til at anlægge repræsentative søgsmål til statslige organer som f.eks. ombudsmanden eller til kvalificerede enheder, såsom forbrugerorganisationer, i overensstemmelse med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser[7], og at en ad hoc-bemyndigelse fortrinsvis kommer i betragtning for sammenslutninger, der beskæftiger sig med at gøre virksomheders erstatningskrav gældende;

10. kræver imidlertid, at det kun er en klart identificeret personkreds, der må deltage i kollektive søgsmål, og at identificeringen af medlemmerne af denne gruppe i tilfælde af kollektive "opt-in"-søgsmål og identificeringen i tilfælde af repræsentative søgsmål anlagt af kvalificerede enheder, der er udpeget på forhånd eller godkendt på ad hoc-basis, skal finde sted inden for en klar frist uden unødige forsinkelser, dog under hensyntagen til eksisterende lovgivning, der kræver en længere frist; understreger, at kun den faktisk lidte skade bør erstattes; kræver, at den tilkendte erstatning i tilfælde af, at der opnås medhold, skal udbetales til den identificerede personkreds eller en udpeget person, og at den kvalificerede enhed højst får refunderet de omkostninger, den har haft i forbindelse med søgsmålet, og hverken direkte eller indirekte må få udbetalt erstatning;

11. understreger, at det i tilfælde af, at der opnås medhold ved et selvstændigt søgsmål, ikke skal forhindre, at myndighederne efterfølgende forfølger overtrædelsen af kartel- og monopolreglerne; gentager endvidere, at for at tilskynde virksomheder til at udbetale erstatning til ofrene for deres ulovlige adfærd så hurtigt og effektivt som muligt, tilskyndes konkurrencemyndighederne til at tage hensyn til en sådan erstatning ved udmålingen af den bøde, den sagsøgte virksomhed skal idømmes; bemærker, at dette dog hverken skal påvirke ofrenes ret til fuld erstatning for den lidte skade eller behovet for at bevare bødernes afskrækkende effekt eller resultere i langvarig usikkerhed med hensyn til virksomhedernes endelige afregning; opfordrer Rådet og Kommissionen til udtrykkeligt at indføje principperne for bødefastsættelse i forordning (EF) 1/2003 og yderligere forbedre og præcisere disse principper for at overholde de generelle retsprincipper;

12. bemærker, at der bør foretages en umiddelbar vurdering af fordelene ved kollektive søgsmål på et tidligt stadium, og understreger, at sagsøgere i et kollektivt søgsmål ikke må stilles bedre eller værre end individuelle sagsøgere; kræver, at der i forbindelse med kollektive søgsmålsmekanismer skal gælde det princip, at den part, der indbringer et krav, skal bevise sin påstand, medmindre den til enhver tid gældende nationale lovgivning ikke fastsætter bevislettelser eller giver lettere adgang til den information og dokumentation, sagsøgte ligger inde med;

13. kræver, at Kommissionen skal give ofrene for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne aktindsigt i fortsættelse af en undersøgelse i det omfang, som det er nødvendigt til ofrenes søgsmål, og understreger, at artikel 255 i EF-traktaten og forordning (EF) nr. 1049/2001 fastslår retten til aktindsigt i institutionerne, som kun kan nægtes på de vilkår, der er fastsat i forordningen, navnlig forordningens artikel 4; mener derfor, at Kommissionen skal fortolke forordning (EF) nr. 1049/2001 i overensstemmelse hermed eller foreslå ændringer hertil; understreger, at der ved myndighedernes tildeling af aktindsigt skal ofres særlig opmærksomhed på beskyttelse af sagsøgtes eller tredjemands forretningshemmeligheder, og bemærker, at der er behov for retningslinjer vedrørende behandlingen af ansøgninger om bødenedsættelse;

14. mener, at en national domstol bør være bundet af en afgørelse, der er truffet af en anden medlemsstats nationale konkurrencemyndighed, med forbehold af bestemmelser, der fastlægger en bindende virkning for afgørelser truffet af et medlem af Det Europæiske Konkurrencenetværk under anvendelse af traktatens artikel 81 og 82 på samme overtrædelse; bemærker, at praktik- og udvekslingsprogrammer bør føre til mere ensartede afgørelser, således at godkendelsen af nationale konkurrencemyndigheders afgørelser bliver normen;

15. understreger, at det principielt skal være en forudsætning for et erstatningskrav, at der foreligger en culpøs handling, og at overtrædelsen af EF's kartel- og monopolreglerne derfor mindst skal være begået uagtsomt, medmindre der er en formodning eller en gendrivelig formodning om overtrædelse efter national ret i tilfælde af overtrædelser af EF's kartel- og monopolregler, så der sikres en konsekvent håndhævelse af konkurrencelovgivningen;

16. glæder sig over, at erstatningen sigter mod at udligne tabene og den tabte fortjeneste inklusive omkostninger og renter, og kræver, at dette skadesbegreb for kollektive søgsmålsmekanismer fastsættes på EU-niveau;

17. glæder sig over Kommissionens arbejde med en uforbindende retningslinje for beregning af erstatningen, som også kunne omfatte nyttige retningslinjer for de oplysninger, der er nødvendige for beregningen, og anvendelsen af sådanne beregninger i mekanismerne til alternativ tvistbilæggelse, så vidt det er muligt;

18. bemærker, at der med fordel kan udvikles en fælles tilgang til overvæltning på EU-niveau, og går ind for lovligheden af indsigelsen om overvæltning af overpriser og understreger, at indsigelsen principielt skal dokumenteres af lovovertræderen, idet domstolene kan basere sig på velkendte nationale regler om kausalitets- og ansvarssammenhænge for at sikre retfærdighed i den enkelte sag; foreslår, at der udarbejdes retningslinjer for, i hvilket omfang den indirekte aftager og navnlig den sidste indirekte aftager kan henhold sig til den gendrivelige formodningsregel, i henhold til hvilken den ulovlige overpris skal være videredebiteret til de indirekte aftagere i fuldt omfang;

19. glæder sig over, at forældelsesfristen i tilfælde af permanente eller gentagne overtrædelser af kartel- og monopolreglerne skal begynde fra tidspunktet for overtrædelsens ophør eller opdagelsen af overtrædelsen, som fornuftigvis må forventes, alt efter hvilket tidspunkt der er det seneste; understreger, at reglerne om forældelse også skal tjene retssikkerheden, og at der derfor skal gælde en absolut forældelsesfrist på fem år i tilfælde af, at der ikke anlægges offentligt eller privat søgsmål; glæder sig endvidere over, at forældelsesfristens varighed for selvstændige søgsmål skal rette sig efter lovgivningen i den respektive medlemsstat, og kræver, at dette også gælder for opfølgende søgsmål; bemærker, at de lovbestemmelser i medlemsstaterne, der vedrører udsættelse eller afbrydelse af forældelsesfristen, ikke berøres;

20. glæder sig over, at medlemsstaterne skal træffe beslutning om deres regler for, hvem der skal bære sagsomkostningerne; overlader det til medlemsstaterne at evaluere, hvorvidt det skal sikres, at et asymmetrisk ressourceforhold mellem sagsøger og sagsøgte i retssager ikke afholder sagsøger fra at anlægge velbegrundede søgsmål, og bemærker, at adgangen til domstolene skal modsvares af utvetydige foranstaltninger til forebyggelse af misbrug, bl.a. i form af for eksempel grundløse, unødige eller afpressende sagsanlæg;

21. henviser til, at bødenedsættelsesordningen i betydeligt omfang bidrager til at afdække overtrædelser af kartel- og monopolreglerne og dermed først muliggør det private søgsmål, og kræver, at der udarbejdes kriterier for at opretholde bødenedsættelsesordningens attraktivitet; fremhæver, at uanset bødenedsættelsesordningens betydning afvises en løsladelse af kronvidnet fra den civilretlige solidariske hæftelse udtrykkeligt som værende i strid med systemet og ugunstig for mange ofre;

22. opfordrer Kommissionen til som et prioriteret mål at undgå at opgive procedurer vedrørende kartel- og monopolregler, for ikke at underminere, men fremme ofres ret til at indbringe et erstatningssøgsmål, og sikre en afslutning på alle væsentlige sager med en klar afgørelse;

23. insisterer på, at Europa-Parlamentet inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure skal involveres i alle lovgivningsprojekter på området for kollektive søgsmål;

24. henstiller, at der udarbejdes en uafhængig cost-benefit-analyse forud for forelæggelsen af ethvert forslag til retsakt;

25. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og arbejdsmarkedets parter på fællesskabsniveau.

  • [1]     EUT C 74 E af 20.3.2008, s. 653.
  • [2]       EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1. 1.
  • [3]     EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18.
  • [4]       EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.
  • [5]       EUT C 298 af 8.12.2006, s. 17.
  • [6]       EUT L 171 af 1.7.2008, s. 3.
  • [7]  EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51.

BEGRUNDELSE

Ordføreren glæder sig over, at Kommissionen med sin hvidbog har taget afstand fra utallige forslag i sin grønbog fra 2005, der ville have medført en "amerikanisering" af den private håndhævelse af lovgivningen i Europa. Ved udarbejdelsen af betænkningen er ordføreren gået ud fra en præmis: Enhver skadelidt skal have ret til at få erstattet den skade, han har lidt. Dog må sagsøgere i kollektive søgsmål ikke være stillet bedre end individuelle sagsøgere.

Ordføreren tvivler på, at mekanismerne til privatretlig håndhævelse af lovgivningen i medlemsstaterne er underudviklet, da utallige medlemsstater har styrket den private håndhævelse af lovgivningen efter EF-Domstolens relevante retspraksis. Men det er fortsat myndighedernes håndhævelse af EF's kartel- og monopolregler, der skal stå i forgrunden, da kartelmyndighederne har offentligretlige efterforskningsinstrumenter til rådighed, som ikke kan overføres til private. Den privatretlige håndhævelse af lovgivningen fungerer for så vidt komplementært.

Derudover tvivler ordføreren på, at Kommissionen har kompetence til at fremlægge sine forslag. Kommissionen kan visselig ikke basere sine tiltag på området for den nationale erstatnings- og proceslovgivning på traktatens artikel 83. Hvorvidt traktatens artikel 95 eller 65 kan anvendes, mangler at blive undersøgt indgående.

Kompetencespørgsmålet opstår også i forbindelse med et horisontalt instrument. Ordføreren foreslår, at meddelelsen fra Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse om mekanismer til kollektiv håndhævelse af lovgivningen afventes, hvorefter et horisontalt instrument til kollektiv håndhævelse af lovgivningen kan diskuteres. Meddelelsen vil være baseret på to studier, der skal oplyse om eksisterende mekanismer til kollektiv håndhævelse i medlemsstaterne og eventuelle hindringer på det indre marked, som kan opstå grundet forskellig national lovgivning. De problemer på området for kartel- og monopolregler, som Kommissionen har beskrevet, optræder også på andre områder, således at det ikke synes nødvendigt at indføre nogen sektorspecifikke bestemmelser. Det bør snarere afvejes forsigtigt, om der skal vælges en horisontal model for at forbedre mulighederne for at håndhæve lovgivningen i Europa. Målet for alle tiltag på europæisk niveau er at undgå en opsplitning af procesretten.

Ordføreren læser ud fra EF-Domstolens retspraksis, at også indirekte aftagere skal være berettiget til at anlægge søgsmål. Der kan være repræsentative og/eller kollektive søgsmål i form af et selvstændigt (stand-alone) søgsmål eller opfølgende (follow-on) søgsmål til rådighed for forfølgning af krav.

Det kan overlades til kvalificerede enheder at føre et repræsentativt søgsmål. Ordføreren har den opfattelse, at der bør fastsættes en kvalificeret enhed i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 98/27/EF om søgsmål med påstand om forbud på området for beskyttelse af forbrugernes interesser. Dette er nødvendigt for at forhindre, at muligheden for søgsmål misbruges. Ad hoc-bemyndigelser skal hovedsagelig komme i betragtning for foreninger, der påtager sig at gøre erstatningskrav retsligt gældende for virksomheder, der selv er ofre for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne. Netop små og mellemstore virksomheder er i lige så høj grad som forbrugere ramt af overtrædelser af EF's kartel- og monopolregler.

Ordføreren kræver imidlertid, at det kun er en klart identificeret personkreds, der må deltage i det repræsentative søgsmål. En mulighed for identifikation er ikke tilstrækkelig. Det skal endvidere præciseres, at identifikationen skal være afsluttet på tidspunktet for søgsmålets anlæggelse. Hvidbogen suggerer, at det repræsentative søgsmål skal udformes som en opt-out-model, hvilket af forfatningsmæssige årsager ikke ville være tilladt i utallige medlemsstater. Identifikationen er uomgængelig af hensyn til størrelsen og fordelingen af den erstatning, der skal gøres gældende.

Det skal være de faktisk lidte tab, der skal erstattes. Cy-pres-princippet (fordeling så tæt som muligt), der er afledt af common law, er i strid med dette princip, da det ikke er den faktisk lidte skade, der fordeles. Dele af den erstatning, der er omfattet af søgsmålet, må heller ikke forblive hos foreningen, fordi dette øger foreningens incitament til evt. uberettigede søgsmål og er i strid med kompensationstanken. Omkostninger i forbindelse med anlæggelse af søgsmålet kan refunderes.

Ordføreren går også ind for at tillade et kollektivt søgsmål med opt-in-mulighed. Kommissionen mangler endnu at anføre præcise kriterier, f.eks. at opt-in-muligheden skal anvendes før tidspunktet for søgsmålets anlæggelse. Derudover skal valget af ét søgsmålsinstrument udelukke adgangen til de øvrige instrumenter, så det forhindres, at sagsøger benytter flere søgsmålsintrumenter.

Med sit forslag vil Kommissionen også fravige det princip, der er fastsat i artikel 2 i forordning 1/2003, om, at det er den part, der anfægter overtrædelsen, der skal bevise sin påstand. Men en sagsøgt kan ikke forpligtes til at levere bevismateriale til sagsøger. Det kan ganske vist ikke nægtes, at der foreligger en informationsasymmetri mellem sagsøger og sagsøgte, men det er ligefrem typisk i procesretlige forhold. Netop hvad angår adgangen til bevismidler, er det afgørende vigtigt, at sagsøgerne i et kollektivt søgsmål ikke må stilles bedre end den individuelle sagsøger. I stedet for at indføre ukendte pligter til offentliggørelse på europæisk niveau, bør det opretholdes, at medlemsstaterne bestemmer adgangen til bevismidler i overensstemmelse med den respektive nationale lovgivning. Denne model indebærer heller ingen risiko for forum shopping, for vidtgående offentliggørelsespligter øger retstvistens omkostninger og afholder folk fra at anlægge sag. Ved opfølgende søgsmål skal det endvidere være muligt for ofrene at få aktindsigt i Kommissionens dokumenter, med mindre tvingende beskyttelsesværdige interesser kunne udsættes for risiko herved. Ordføreren mener, at denne ret fremgår af artikel 255 i EF-traktaten og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter og ikke begrænses af ændringsforslaget KOM (2008)229.

Ordføreren henviser til, at den bindende virkning af en national konkurrencemyndigheds (NCA) afgørelser kun vedrører konstateringen af overtrædelsen af EF's kartel- og monopolregler. Om der foreligger kausalitet etc., skal vurderes af den domstol, hvor søgsmålet er anlagt. Den bindende virkning af Kommissionens beslutninger er fastsat i artikel 16 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82. Også Kommissionen anerkendte i udkastet til forordning 1/2003 (KOM 2000 (582)), at "de nationale konkurrencemyndigheders beslutninger har ingen retsvirkning uden for de respektive medlemsstaters område ...". Årsager til at afvige fra princippet om, at en stats administrative afgørelse kun kan have gyldighed i dennes område, fremgår ikke. Nationale konkurrencemyndigheders afgørelser må kun have national bindende virkning. Det står imidlertid medlemsstaterne frit for at anerkende den bindende virkning af udenlandske konkurrencemyndigheders afgørelser.

Ordføreren kræver en i det mindste uagtsom overtrædelse af kartel- og monopolreglerne. Der er ingen grund til at se bort fra kravet om culpa, som desuden er en forudsætning for at idømme en bøde i henhold til artikel 23 i forordning 1/2003.

Ordføreren er enig med Kommissionen i, at tab og tabt fortjeneste inklusive renter skal erstattes. Men der må ikke finde en overkompensation sted. Der skal heller ikke blot være tale om en minimumsstandard, og princippet skal fastsættes i hele Europa, så forum shopping undgås. EF-Domstolen har ganske vist i Rs. Manfredi anerkendt lovligheden af nationale bestemmelser om pønalerstatning. Dette udsagn er korrekt, men kun "i mangel af relevante fællesskabsbestemmelser". Fællesskabslovgiverne kan derfor udelukke betaling af pønalerstatninger for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler.

Det ville være hensigtsmæssigt med en uforbindende retningslinje for erstatningens beregning. Alligevel vil beregningen give betydelige problemer i praksis, fordi der må anvendes komplekse økonomiske modeller til formålet.

Spørgsmålet om lovligheden af overvæltning af overpriser kan ikke afgøres ved en standardmæssig vurdering, da procesparterne på grund af manglende viden om distributionskæden kun vanskeligt kan skaffe dokumentation for overprisens videregivelse. Ordføreren går ganske vist ind for indsigelsens lovlighed, men afviser dog Kommissionens forslag om den gendrivelige formodningsregel, i henhold til hvilken overprisen skal være videredebiteret til de indirekte aftagere i fuldt omfang. Der må kun fastsættes bevislettelser i undtagelsestilfælde, hvis forudsætninger Kommissionen imidlertid ikke har kunnet dokumentere. Tværtimod findes der ikke videnskabeligt belæg for, at overprisen som regel debiteres videre til de indirekte aftagere. Derudover er der en risiko for, at der anlægges flere søgsmål mod den sagsøgte i tilfælde af, at overvæltningen af overprisen ikke kan dokumenteres, da denne på grund af formodningsreglen vil skulle betale erstatning til de indirekte aftagere, og det ikke er muligt at bevise overvæltningen af overprisen på de direkte aftagere. En i det mindste dobbelt erstatning er imidlertid en sanktion, som kun det offentlige må pålægge. Derfor skal der holdes fast i princippet om, at den, der fremsætter et krav, skal forelægge de forudsætninger, der begrunder kravet. Denne løsning tager højde for EF-Domstolens retspraksis, i henhold til hvilken enhver skal have ret til erstatning. Med formuleringen "principiel" er det sikret, at de nationale domstole fortsat har et vist spillerum til i det enkelte tilfælde at gå ud fra en faktisk overvæltning af overprisen (f.eks. ved såkaldte cost-plus-kontrakter). Derudover skal det, som Kommissionen redegør for i arbejdsdokumentet under stikordet "remoteness" (Rn. 205), stå domstolene frit for på grundlag af evolutive regler i den nationale lovgivning om lovovertrædelser at finjustere fordelingen af enkelte skadesposter.

Ordføreren er enig med Kommissionen i, at forældelsen ved permanent eller fortsat overtrædelse af kartel- og monopolreglerne begynder den dag, hvor overtrædelsen ophører, og der fornuftigvis er opnået viden om den. Det bør dog huskes, at et krav aldrig kan forældes, uden at der er opnået viden om den. Dette kan ikke være hensigten, fordi forældelsen skal skabe retssikkerhed. Derfor må der fastsættes en absolut forældelsesfrist på 10 år. Ordføreren går ind for, at forældelsesfristen for selvstændige søgsmål skal rette sig efter den nationale lovgivning. Der ses ingen grunde til, at der skal fastsættes en 2-årig forældelsesfrist for opfølgende søgsmål, således at også denne frist skal rette sig efter den nationale lovgivning. Endelig er suspensionen af forældelsen under myndighedernes undersøgelse af en overtrædelse af kartel- og monopolreglerne tilstrækkelig. Der kræves ingen ny begyndelse, for ofrene trues ikke af nogen fortabelse af rettigheder som følge af suspensionen, som dog fremmer retssikkerheden og retsfreden.

Ligesom Kommissionen ønsker ordføreren heller ikke at ændre de nationale bestemmelser om, hvem der skal bære omkostningerne ved søgsmål, da det velkendte princip i medlemsstaterne om, at den tabende part bærer omkostningerne, forhindrer ubegrundede søgsmål. Derfor bør Kommissionen heller ikke via soft law-instrumenter opmuntre medlemsstaterne til at tilpasse deres bestemmelser om omkostningsbæring. Kommissionen bør heller ikke fastsætte bestemmelser om finansiering af erstatningssøgsmål, da dette ville fremme en uønsket søgsmålsindustri.

Ordføreren erkender, at bødenedsættelsesordningen i stort omfang bidrager til at afdække overtrædelser af kartellovgivningen og dermed først muliggør privat håndhævelse. Derfor skal der udarbejdes kriterier for, hvordan bødenedsættelsesordningens attraktivitet kan sikres på baggrund af kompensationsprincippet. Kompleksiteten af dette spørgsmål kræver gennemtænkte løsninger. Det er også uafklaret, hvordan hvidbogens forslag stemmer overens med forslaget om en ny forligsprocedure.

UDTALELSE FRA UDVALGET OM DET INDRE MARKED OG FORBRUGERBESKYTTELSE (3.12.2008)

til Økonomi- og Valutaudvalget

om hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler
(2008/2154(INI))

Rådgivende ordfører: Gabriela Creţu

FORSLAG

Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  opfordrer Kommissionen til med henblik på større retssikkerhed og øget forbrugerbeskyttelse at overveje at foreslå en passende kombination af lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger sammen med fælles regler og mekanismer, der sikrer adgang til fuld erstatning til enhver, der lider skade som følge af en overtrædelse af konkurrencelovgivningen;

2.  bifalder Kommissionens kombination af forslag, for så vidt angår repræsentative søgsmål anlagt af kvalificerede enheder, som f.eks. forbrugersammenslutninger, offentlige organer eller brancheforeninger, sammen med muligheden for kollektive søgsmål med opt-in-mulighed, som bør hjælpe med til at sikre en større del af ofrene erstatning; mener imidlertid, at kollektive søgsmål bør overvejes yderligere, fordi de kan sikre en "en gang for alle"-afgørelse for de sagsøgte og dermed mindske usikkerheden;

3.  støtter det synspunkt, at repræsentative søgsmål og kollektive søgsmål med opt-in-mulighed bør supplere hinanden på en sådan måde, at man opnår en klar balance mellem at beskytte den enkelte forbruger og grupper af forbrugere;

4.  støtter anvendelsen af kollektive søgsmål med opt-in-mulighed, men understreger behovet for at sikre, at det altid er forbrugerens frie valg, om han eller hun vælger til eller fra, uden uønsket indblanding udefra i den beslutning;

5.  opfordrer Kommissionen til at opstille yderligere retningslinjer på fællesskabsplan for kvantificering af skadeserstatning; afviser såkaldte "punitive damages", da de tilkendte skadeserstatninger ikke bør være højere end de skader, der faktisk er lidt,

6.  mener, at der med hensyn til kollektive søgsmål bør være to klare betingelser, der er opfyldt, førend disse søgsmål kan indledes:

a)  der bør anlægges en eller anden form for vurdering eller bedømmelse af fordelene af et egnet nationalt godkendende organ, som kunne være en national dommer, ombudsmand eller lignende;

b)  der bør gøres et foreløbigt forsøg på eller henstilles til parterne om at nå frem til en afgørelse gennem ADR;

er af den holdning, at ingen af disse betingelser bør forsinke sagsbehandlingen urimeligt eller berøre parterne;

7.  støtter det synspunkt, at omkostninger ved retssager ikke bør hindre klagerne i at anlægge velunderbyggede søgsmål og opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger, såsom at tillade undtagelser eller indføre lofter for retsafgifter, for at reducere omkostningerne ved erstatningssøgsmål på konkurrenceområdet; mener imidlertid, at Kommissionen endnu mangler at undersøge, nøjagtigt hvordan disse søgsmål kan finansieres af ansøgerne, og at undersøge forskellige finansieringsmodeller, så adgang til klage og domstolsprøvelse sikres;

8.  mener, at reglerne om adgang til beviser for ansøgerne bør skærpes for at gøre det muligt for dem at få den nødvendige adgang til dokumenter, som konkurrencemyndighederne er i besiddelse af for at kunne vurdere skaden så nøjagtigt som muligt, i det omfang en sådan adgang ikke skader myndighedernes undersøgelser;

9.  mener, at Kommissionen bør indføre mekanismer til udenretlige forlig med henblik på at fremskynde løsningen på tvister og at formindske udgifterne;

10.  støtter den foreslåede vending af bevisbyrden til fordel for indirekte aftagere på formodningen om, at de bærer alle overpriserne, som er genereret af de pågældende ulovlige praksisser;

11.  mener, at når der er fastslået en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81 eller 82, skaber kravet om påvisning af skyld problemer for ofrene og forhindrer dem i at opnå behørig kompensation for de lidte tab; støtter derfor forslaget om at give endelige afgørelser fra nationale konkurrencemyndigheder bindende virkning i hele EU;

12.  opfordrer Kommissionen til at indføre en konsekvent tilgang til reglerne om kollektive klager i forbindelse med konkurrencelovgivningen og de påtænkte regler inden for de generelle rammer for forbrugerbeskyttelse.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

2.12.2008

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

19

1

14

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Gabriela Creţu, Mia De Vits, Janelly Fourtou, Evelyne Gebhardt, Martí Grau i Segú, Małgorzata Handzlik, Malcolm Harbour, Christopher Heaton-Harris, Anna Hedh, Edit Herczog, Eija-Riitta Korhola, Alexander Graf Lambsdorff, Lasse Lehtinen, Toine Manders, Catiuscia Marini, Arlene McCarthy, Catherine Neris, Bill Newton Dunn, Zita Pleštinská, Zuzana Roithová, Heide Rühle, Leopold Józef Rutowicz, Salvador Domingo Sanz Palacio, Christel Schaldemose, Andreas Schwab, Eva-Britt Svensson, Marianne Thyssen, Jacques Toubon, Barbara Weiler

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Emmanouil Angelakas, Wolfgang Bulfon, Brigitte Fouré, Joel Hasse Ferreira, Anja Weisgerber

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Maddalena Calia

UDTALELSE FRA RETSUDVALGET (22.1.2009)

til Økonomi- og Valutaudvalget

om hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF's kartel- ogmonopolregler
(2008/2154(INI))

Rådgivende ordfører: Francesco Enrico Speroni

FORSLAG

Retsudvalget opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  bifalder udarbejdelsen af en hvidbog, der foreslår en løsning på fællesskabsplan på problemet med at sikre domstolsadgang for sagsøgere, hvorved der tilstræbes generelle politiske målsætninger (særligt det at sikre bredere domstolsadgang ved at gennemføre konkurrencepolitikken og hindre virksomheders ulovlige praksis), men samtidig hindrer urimelige og opportunistiske tvister;

2.  mener, at ethvert forslag om at indføre kollektiv søgsmålsadgang ved overtrædelse af Fællesskabets kartel- og monopolregler bør:

a) give mulighed for personer, der er ofre for overtrædelse af disse regler, at modtage skadeserstatning for den skade de har lidt

b) supplere og ikke erstatte de alternative former for beskyttelse, der allerede eksisterer i nogle medlemsstater (det gælder f.eks. repræsentative søgsmål og prøvesager)

c) være baseret på en ordning, der også gælder for andre typer tvister, med henblik på at yde retsbeskyttelse af forbrugerne i lignende sager; mener i den henseende at Kommissionen bør undersøge om, der skal vælges en horisontal tilgang for at lette adgangen til søgsmål om skadeserstatning

d) indeholde bestemmelser, der er udarbejdet for at hindre de negative konsekvenser, som er set i andre retssystemer, navnlig i USA;

3.  anser det for hensigtsmæssigt, at enhver kollektiv søgsmålsadgang:

a) udelukker enhver mulighed for at tilkende erstatning, som ud over at kompensere skal være en straf, eller erstatninger, der er ude af proportion med den faktiske skade

b) kræver, at søgsmål, særlig hvad angår kollektive søgsmål af den type, som Kommissionen foreslog og uden uretmæssig forsinkelse af retssagen, underlægges en vurdering af sagens rimelighed af en national myndighed (f.eks. en national domstol, ombudsmand eller lignende), inden de kan indledes

c) kræver eller anbefaler, at parterne, særlig hvad angår kollektive søgsmål af den type, som Kommissionen henviser til, og uden uretmæssig forsinkelse af retssagen eller uden at skade parterne, forsøger at indgå forlig gennem alternativ tvistbilæggelse, inden der indledes søgsmål

d) fastholder princippet om, at den part, der indleder en retssag om overtrædelse, skal fremlægge bevismateriale, der understøtter kravet med henblik på at undgå såkaldt "fiskeri efter oplysninger", medmindre medlemsstaterne beslutter at lempe bevisbyrden

e) bevarer grundprincippet om, at den tabende part afholder omkostningerne, medmindre en medlemsstat har fastlagt andre regler angående sagsomkostningernes fordeling

f)  giver dem, der repræsenterer parter på grundlag af "quota litis", pligt til klart at informere deres klienter om, at de skal afholde sagsomkostningerne, hvis de taber sagen, såfremt der i medlemsstaten, hvor søgsmålet indgives, er mulighed for quota litis

g) giver mulighed for, at "opt-in"-søgsmål og repræsentative søgsmål kan anlægges af kvalificerede enheder;

4.  mener, at den domstol, som søgsmålet er anlagt ved, bør have omfattende "in limine litis"-beføjelser for på forhånd at kunne afgive en udtalelse om, hvorvidt sagen kan antages, og at samme domstol mere generelt bør have omfattende beføjelser til at føre sager på en fleksibel måde og dermed tilpasse proceduren til den konkrete sags specifikke omstændigheder;

5.  anser det for hensigtsmæssigt at give forbrugersammenslutninger eller repræsentanter for forbrugerbeskyttelsesorganisationer mulighed for at deltage i de kartel- og monopolsager, som de kompetente myndigheder har rejst;

6.  mener, at det at give en virksomhed rabat på en bøde, som skal betales for en overtrædelse, og hvor virksomheden tilbyder de skadelidte borgere et retfærdigt forlig, kunne give sig udslag i en materiel og proceduremæssig fordel for disse borgere, mens et obligatorisk forlig ikke vil være et middel til at afholde parterne fra en retssag;

7.  forventer, at der udarbejdes en uafhængig cost-benefit-analyse forud for forelæggelsen af ethvert forslag til retsakt.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

20.1.2009

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

21

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Carlo Casini, Bert Doorn, Monica Frassoni, Giuseppe Gargani, Neena Gill, Klaus-Heiner Lehne, Katalin Lévai, Antonio López-Istúriz White, Manuel Medina Ortega, Hartmut Nassauer, Aloyzas Sakalas, Eva-Riitta Siitonen, Francesco Enrico Speroni, Diana Wallis, Rainer Wieland, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Brian Crowley, Eva Lichtenberger, József Szájer, Jacques Toubon

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

2.3.2009

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

27

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Mariela Velichkova Baeva, Paolo Bartolozzi, Zsolt László Becsey, Pervenche Berès, Sharon Bowles, Manuel António dos Santos, Elisa Ferreira, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Donata Gottardi, Gunnar Hökmark, Karsten Friedrich Hoppenstedt, Sophia in ‘t Veld, Gay Mitchell, Sirpa Pietikäinen, John Purvis, Eoin Ryan, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Margarita Starkevičiūtė

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Mia De Vits, Harald Ettl, Werner Langen, Klaus-Heiner Lehne, Gianni Pittella

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Françoise Castex, Hans-Peter Mayer