BETÆNKNING om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

BEGRUNDELSE

UDTALELSE fra Budgetudvalget (29.4.2010)

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

21.6.2010 - (2009/2236(INI))

Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter
Ordfører: George Lyon

Ændringsforslag

Procedure : 2009/2236(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A7-0204/2010

Indgivne tekster :

A7-0204/2010

Forhandlinger :

PV 08/07/2010 - 3
CRE 08/07/2010 - 3

Afstemninger :

PV 08/07/2010 - 6.8
CRE 08/07/2010 - 6.8
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0286

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Budgetudvalget
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013

(2009/2236(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til afsnit III i Lissabontraktaten,

– der henviser til sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik,

– der henviser til Kommissionens meddelelse "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020),

– der henviser til sin undersøgelse "The Single Payment Scheme after 2013: New Approach, New Target",

– der henviser til IAASTD-rapporten (IAASTD - International Assessment of Agricultural Science and Technology (IAASTD)), som er udarbejdet af FN's Organisation for Ernæring og Landbrug og Verdensbanken og underskrevet af 58 lande,

– der henviser til Kommissionens publikation "Prospects for agricultural markets and income 2008-2015",

– der henviser til Kommissionens dokument "The CAP in perspective: from market intervention to policy innovation",

– der henviser til undersøgelsen "Provision of public goods through agriculture in the European Union' af Institute for European Environmental Policy",

– der henviser til Kommissionens hvidbog "Tilpasning til klimaændringer: Et europæisk handlingsgrundlag" (KOM(2009) 0147), samt til Kommissionens arbejdsdokumenter "Adapting to climate change: the challenge for European agriculture and rural areas" (SEC(2009)0417) og "The role of European agriculture in climate change mitigation" (SEC(2009)1093),

– der henviser til undersøgelsen "CAP reform beyond 2013: An idea for a longer view", udarbejdet af Notre Europe,

– der henviser til arbejdsdokumentet om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013[1],

– der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om integration af nye medlemsstater i den fælles landbrugspolitik[2],

– der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om EU's landbrug og klimaændringerne[3],

– der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 landbrugsprodukters kvalitet: Hvilken strategi skal følges?"[4],

– der henviser til forretningsordenens artikel 48,

– der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0204/2010),

A. der henviser til, at EU skal fortsætte med at sikre fødevaresikkerheden for sine borgere og bidrage til den globale fødevareforsyning, samtidig med, at den samarbejder på en bedre og mere sammenhængende måde med resten af verden, navnlig med udviklingslandene med henblik på at fremme den langsigtede udvikling af deres landbrugssektorer på en bæredygtig måde, som maksimerer den lokale know-how, der finder, at der på nuværende tidspunkt, hvor antallet af sultende på verdensplan overstiger en milliard, og der i EU er over 40 millioner fattige, som ikke har nok at spise, bør tages nye videnskabelige løsninger i brug, hvis disse kan yde et hensigtsmæssigt bidrag til at mindske sulten i verden, bl.a. ved hjælp af forbedret ressourceeffektivitet,

B. der henviser til, at den globale efterspørgsel efter fødevarer forventes at blive fordoblet, og at verdens befolkning ifølge FN's Organisation for Ernæring og Landbrug (FAO) forventes at vokse fra syv milliarder i dag til ni milliarder i 2050, og at den globale fødevareproduktion vil skulle vokse i samme takt på baggrund af et i forvejen højt pres på naturressourcerne, hvilket betyder, at verden vil skulle producere flere fødevarer og samtidig forbruge mindre vand, jord, energi, gødning og pesticider,

C. der henviser til målene for den fælles landbrugspolitik, som er fastsat i artikel 39 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, nemlig at øge landbrugets produktivitet, sikre en rimelig levestandard for landbrugssamfundene, stabilisere markederne, garantere for forsyningerne samt sikre, at disse når ud til forbrugerne til rimelige priser; der finder, at den fælles landbrugspolitik til dato i vid udstrækning har opfyldt sine mål og deltaget i bestræbelserne på at fremme EU-integration, territorial samhørighed i Europa og et velfungerende indre marked; den har imidlertid kun delvist har bidraget til at sikre landbrugssamfundene en rimelig levestandard og har endnu ikke opnået en stabilisering af landbrugsmarkederne, eftersom disse er præget af ekstreme udsving, hvilket bringer fødevaresikkerheden i fare; der påpeger, at yderligere bestræbelser er nødvendige, hvis den fælles landbrugspolitik skal opnå sine mål, samtidig med at miljøet og beskæftigelsen i landdistrikterne bevares,

D. der henviser til, at landbrug og skovbrug fortsat udgør vigtige økonomiske sektorer og samtidig leverer betydningsfulde offentlige goder ved at opretholde de naturressourcer og kulturlandskaber, som er en forudsætning for alle menneskelige aktiviteter i landdistrikterne, at disse sektorer allerede yder de største bidrag i EU til opfyldelsen af de europæiske klima- og energimål, herunder navnlig målene for vedvarende energi baseret på biomasse fra landbrug og skovbrug, og at dette bidrag skal fortsætte med at vokse i fremtiden, samt at disse bioenergikilder ligeledes bidrager til at reducere EU's energiafhængighed og i forbindelse med stigende energipriser skabe nye arbejdspladser og forbedre indkomsterne i sektoren,

E. der påpeger, at den fælles landbrugspolitik giver EU-borgerne væsentlige goder i form af et stort udvalg af sunde fødevarer af høj kvalitet og til en rimelig pris, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse, jobskabelse og foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer,

F. der henviser til, at der i øjeblikket er 13,6 millioner mennesker direkte beskæftiget inden for enten landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerisektoren og yderligere 5 millioner mennesker, der arbejder i fødevareindustrien, hvor EU er verdens største producent af føde- og drikkevarer; der henviser til, at dette udgør 8,6 % af den samlede beskæftigelse i EU og tegner sig for 4 % af EU's BNP,

G. der henviser til, at der som følge af de seneste EU-udvidelser (2004 og 2007) blev føjet yderligere 7 millioner landbrugere til den samlede arbejdsstyrke inden for landbruget, og at landbrugsarealet samtidig voksede med 40 %; der henviser til, at den reale indkomst per capita i landbruget er faldet med 12,2 % i EU-27 i de seneste ti år og dermed gradvist faldet tilbage til 1995-niveauet; der henviser til, at den gennemsnitlige landbrugsindkomst i EU-27 udgør mindre end 50 % af den gennemsnitlige indkomst i resten af økonomien, mens produktionsomkostningerne for så vidt angår råvarer såsom gødning, elektricitet og brændstof er på det højeste niveau inden for de seneste 15 år, hvilket gør det meget vanskeligt at fortsætte landbrugsproduktionen i EU,

H. der henviser til, at eftersom 7 % af landbrugerne i Europa er under 35 år, og fire en halv million landbrugere, der er over 65 år, vil være ophørt med at arbejde i 2020, kan landbrugssektorens fremtid være truet, hvis antallet af landbrugere fortsætter med at falde,

I. der henviser til, at landbrug udgør den primære arealanvendelse i EU og optager 47 % af det samlede areal i EU; der henviser til, at der i hele EU er 13,7 millioner landbrugsbedrifter, som producerer for mere end 337 mia. EUR, og at 15 % af landbrugsarealerne i EU (omkring 26 mio. hektar) ligger i bjergområder, hvor de naturbetingede handicap gør det vanskeligt at drive landbrug,

J. der henviser til, at den gennemsnitlige fysiske størrelse af landbrugsbedrifterne er steget som følge af omstruktureringen af sektoren, men at mindre landbrug stadig er fremherskende i EU med en gennemsnitlig bedriftsstørrelse på 12,6 hektar; der henviser til, at subsistenslandbrug fortsat udgør en afgørende udfordring, navnlig i de nye medlemsstater, hvor subsistenslandbrugene tegner sig for halvdelen af den samlede arbejdsstyrke, og at små bedrifter og de landbrugere, der driver dem, er særligt vigtige for leveringen af ikke-produktionsrelaterede offentlige goder,

K. der henviser til, at den økonomiske krise har haft en alvorlig negativ indvirkning på landbruget, idet landbrugsindkomsten gennemsnitlig er faldet med 12,2 % i perioden mellem 2008 og 2009, og arbejdsløsheden i landdistrikterne i det sidste år er steget; der henviser til, at forbruget i Europa som en direkte virkning af den økonomiske krise gennemsnitlig faldt med 10,55 % i perioden 2008 og 2009 og i visse medlemsstater med over 20 %; der henviser til, at andre virkninger af den økonomiske krise har været manglende adgang til lån for landbrugere og et pres på de offentlige finanser i medlemsstaterne, hvilket har svækket deres evne til medfinansiering,

L. der henviser til, at prisudsving er et vedvarende fænomen på landbrugsmarkederne, som imidlertid på det seneste er forøget drastisk som følge af en kombination af faktorer – bl.a. ekstreme vejrforhold, energipriser, spekulation, ændringer i efterspørgselen – og forventes at forøges yderligere, således som både OECD og FAO har forudsagt, hvilket fører til ekstreme høj- og lavkonjunkturer i landbrugsråvarepriserne på de europæiske markeder; der henviser til, at priserne på mange råvarer i perioden 2006 til 2008 steg betydeligt og nogle med så meget som 180 %, sådan som det var tilfældet for korn; der henviser til, at prisen på mejeriprodukter kollapsede i 2009 med et gennemsnitligt fald på 40 %, og at andre produkter, såsom korn, frugt, grøntsager, olivenolie m.m. også er blevet ramt, og at disse ekstreme udsving i priserne har haft negative konsekvenser for producenterne og ikke altid har været til fordel for forbrugerne,

M. der henviser til, at miljøindikatorerne for landbruget viser, at landbrugssektoren potentielt vil kunne yde et vigtigt bidrag til at afbøde virkningerne af klimaændringerne, navnlig med hensyn til kulstofbinding, direkte reducering af nettoemissionerne af drivhusgasser og produktion af vedvarende energi, som sikrer reelle emissionsbesparelser; der henviser til, at bæredygtigt drevne landbrug er af afgørende betydning for bevarelsen af den biologiske mangfoldighed, forvaltningen af vandressourcerne og bekæmpelsen af jorderosion og kan spille en nøglerolle i indsatsen mod klimaændringerne,

N. der henviser til, at drivhusgasemissioner forårsaget af landbrugsvirksomhed (herunder husdyrhold) faldt med 20 % mellem 1990 og 2007 i de 27 medlemsstater; der henviser til, at landbrugets andel af disse emissioner faldt fra 11 % i 1990 til 9,3 % i 2007 bl.a. som følge af en mere effektiv brug af gødning og gylle, de seneste strukturreformer af den fælles landbrugspolitik og den gradvise gennemførelse af landbrugs- og miljømæssige initiativer,

O. der henviser til, at EU er blevet nettoimportør af landbrugsprodukter og hvert år indfører varer til en værdi af over 87,6 mia. EUR (ca. 20 % af verdensmarkedets landbrugsimport); der henviser til, at handelsbalancen i visse tilfælde støt har forrykket sig til fordel for tredjelande (EU importerer således nu landbrugsprodukter til en værdi af 19 mia. EUR fra Mercosur-landene, medens eksporten til denne region har en værdi på under 1 mia. EUR); der henviser til, at EU's handelsunderskud inden for landbrugsprodukter fortsætter med at vokse,

P. der henviser til, at EU stadig er verdens førende eksportør af landbrugsprodukter (ca. 17 % af den samlede globale handel); der henviser til, at EU har mistet en betydelig markedsandel i løbet af de sidste 10 år (i 2000 bidrog EU til verdenshandelen med omkring 19 %); der henviser til, at EU hovedsagelig eksporterer produkter med høj værditilvækst og forarbejdede produkter (67 % af hele sin landbrugseksport),

Q. der henviser til, at produkter af høj kvalitet udgør en meget vigtig del af Den Europæiske Unions produktion og eksportpotentiale og repræsenterer en meget stor del af EU's internationale handel; der henviser til, at EU eksporterer højtprofilerede produkter med stor økonomisk værdi, og at nettoværdien for produkter med beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser udgør 14 mia. EUR om året (ekskl. vin og spiritus, som også tegner sig for en betydelig andel af EU's eksport); der finder, at det med henblik på at fortsætte udviklingen af produkter af høj kvalitet for at imødekomme forbrugernes forventninger er nødvendigt at tage hensyn til disse sektorers særlige behov for at sikre deres konkurrenceevne, herunder behovet for, at handelspartnere i tredjelande sikrer en mere effektiv beskyttelse af EU's geografiske betegnelser og beskyttede oprindelsesbetegnelser,

R. der henviser til, at producentstøtteberegninger viser, at den samlede landbrugsstøtte i EU har været gradvis faldende siden 2000, og at støtteniveauet pr. indbygger nu kan sammenlignes med støtteniveauet hos EU's vigtigste handelspartnere, mens andre handelspartnere har fastholdt og forøget deres handelsforvridende subsidier i de seneste år,

S. der henviser til, at den nuværende fordeling og størrelse af støtten til medlemsstaterne og landbrugerne stammer fra tidligere tider, hvor den var koblet til produktionens art og omfang og udgjorde en kompensation for det indkomsttab, landbrugerne led som følge af det kraftige fald i garantipriserne; der henviser til, at denne fordelingsmetode med rette opfattes som uretfærdig af nogle landbrugere i EU, og at dens opretholdelse desuden er i modstrid med målsætningerne for den fælles landbrugspolitiks fremtid,

T. der henviser til, at frivillige modulationsmekanismer siden 2007 har gjort det muligt at omfordele den økonomiske støtte mellem direkte betalinger og landdistriktsudvikling, uden at dette imidlertid har øget gennemsigtigheden, legitimiteten og forenklingen af de økonomiske ressourcer, der afsættes til landbruget,

U. der henviser til, at den fælles landbrugspolitiks andel af udgifterne på EU's budget støt er faldet fra næsten 75 % i 1985 til en forventet andel på 39,3 % i 2013; der henviser til, at dette udgør mindre end 0,45 % af EU's BNP; der henviser til, at nedgangen i budgetudgifterne til markedsforanstaltninger er endnu mere markant – fra 74 % af de samlede landbrugsudgifter i 1992 til mindre end 10 % på nuværende tidspunkt; der henviser til, at landbrugsudgifterne konstant har bevæget sig væk fra markeds- og eksportstøtte til afkoblet støtte og landdistriktsudvikling,

V. der påpeger, at disse reformer har ført til en gennemgribende ændring af landbrugsstøtteinstrumenterne, men har bevaret de tre grundprincipper for den fælles landbrugspolitik, nemlig:

- markedets enhed

- fællesskabspræference

- finansiel solidaritet,

W. der henviser til, at eftersom den fælles landbrugspolitik vil skulle imødegå mange udfordringer og forfølge bredere målsætninger efter 2013, er det afgørende, at det budget, EU afsætter til den fælles landbrugspolitik, som minimum fastholdes på det nuværende niveau,

X. der henviser til, at traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gør den flerårige finansielle ramme (FFR) til en juridisk bindende retsakt, som det årlige budget skal være i overensstemmelse med,

Y. der henviser til, at udgifterne i form af direkte støtte udgør 0,38 % af EU's BNP (2008-tal), og at udgifterne i forbindelse med politikken for landdistriktsudvikling udgør 0,11 % af EU's BNP;

Z. der påpeger, at de beskedne margener, der er til rådighed under udgiftsområde 2 fra og med budgetåret 2011, gør det meget vanskeligt for Unionen at reagere hensigtsmæssigt på markedskriser og uventede globale begivenheder og kan fratage den årlige budgetprocedure sin substans,

AA. der henviser til, at Europa-Parlamentet efter Lissabontraktatens ikrafttræden har fået beføjelse til at udforme Unionens landbrugspolitik, ikke blot for så vidt angår de flerårige landbrugsprogrammer, men også ved at ændre det årlige landbrugsbudget, og at det således har fået ansvar for at sikre en retfærdig og bæredygtig fælles landbrugspolitik,

AB. der henviser til, at den fælles landbrugspolitik med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten er omfattet af den almindelige lovgivningsprocedure, og at Europa-Parlamentet har et vigtigt ansvar for at hjælpe med at vedtage en forsvarlig og effektiv lovgivning på dette område,

AC. der henviser til den seneste Eurobarometer-undersøgelse, ifølge hvilken 90 % af de adspurgte EU-borgere mener, at landbruget og landdistrikterne er vigtige for Europas fremtid, 83 % er tilhængere af økonomisk støtte til landbrugere, og et flertal mener, at landbrugspolitikken fortsat bør fastlægges på europæisk plan,

AD. der påpeger, at målene for og indholdet af den fremtidige fælles landbrugspolitik skal lægges ud til bred offentlig debat med henblik på at øge offentlighedens kendskab til den fælles landbrugspolitik, og Kommissionens initiativ vedrørende den offentlige debat om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013 bør derfor hilses velkomment,

AE. der henviser til, at den fælles landbrugspolitik skal geares til fastholdelse og udvikling af en multifunktionel, bredt dækkende og bæredygtig landbrugssektor i Europa,

Den fælles landbrugspolitiks udvikling: fra markedsforvridning til markedsorientering

1. minder om, at den fælles landbrugspolitik har gennemgået omfattende reformer i løbet af de sidste 25 år, som navnlig har medført et grundlæggende skift fra produktionsstøtte til producentstøtte, reduceret omfanget af regelmæssige interventionsopkøb og dumpning af europæiske overskud på verdensmarkederne, samt gjort den fælles landbrugspolitik og EU's landbrugere mere markedsorienterede;

2. påpeger, at den fælles landbrugspolitik har spillet en afgørende rolle i forøgelsen af produktionen og brødfødningen af Europas befolkning efter anden verdenskrig; påpeger endvidere, at den fælles landbrugspolitik var den første fælles EØF-politik og banede vejen for europæisk samarbejde og integration på andre politiske områder;

3. påpeger, at den fælles landbrugspolitiks sektorspecifikke markedsinstrumenter spiller en afgørende rolle og nu anvendes som sikkerhedsnet for at bidrage til at begrænse markedssvingningerne og sikre landbrugerne en vis grad af stabilitet; understreger, at den ændrede markedspolitik ikke har mindsket landbrugernes afhængighed af opkøbere; bemærker desuden, at der siden indførelsen af de afkoblede enkeltbetalinger pr. bedrift er blevet taget et resolut skridt væk fra handelsforvridende foranstaltninger i overensstemmelse med WTO's krav;

4. konstaterer, at de reformer af den fælles landbrugspolitik, der blev indledt i 1992 og 1999, og især reformen i 2003, som blev revideret under sundhedstjekket og indførte afkoblingsprincippet, samt de forskellige sektorreformer, alle blev udtænkt med henblik på at gøre det muligt for EU's landbrugere at reagere bedre på markedets signaler og betingelser; ønsker, at denne udvikling videreføres i kommende reformer, idet der dog fortsat er behov for visse markedsforanstaltninger i betragtning af de særlige forhold, der kendetegner landbrugsproduktion;

5. påpeger, at udviklingen af landdistrikterne nu er en integreret del af den fælles landbrugspolitik og fortsat bør udgøre et vigtigt element i den fremtidige fælles landsbrugspolitik gennem en veludrustet udviklingsstrategi for landdistrikterne, som sætter fokus på landsamfundene, forbedring af miljøet, modernisering og omstrukturering af landbruget, styrkelse af samhørigheden i EU's landdistrikter, revitalisering af ugunstigt stillede områder og områder, der er truet af affolkning, forbedring af produktmarkedsføring og konkurrenceevne, opretholdelse af beskæftigelse og skabelse af nye arbejdspladser i landdistrikterne samt derudover på alle de nye udfordringer, der henvises til i forbindelse med sundhedstjekket, såsom klimaændringer, vedvarende energi, vandforvaltning og biodiversitet;

6. glæder sig over anerkendelsen af landbrugernes multifunktionelle rolle som leverandører af offentlige goder såsom miljøbeskyttelse, produktion af fødevarer af høj kvalitet, opretholdelse af god husdyrbrugspraksis, udformning og forbedring af mangfoldigheden og kvaliteten af værdifulde landskaber i EU, samt over overgangen til mere bæredygtige landbrugsmetoder, som ikke blot opfylder de basale krav til vedligeholdelse af jord i god landbrugs- og miljømæssig stand (GAEC), men også til at opnå endnu højere standarder gennem ordninger for miljøvenligt landbrug, præcisionslandbrug, økologisk produktion og alle andre former for bæredygtig landbrugspraksis;

7. minder om, at den fælles landbrugspolitik er den mest integrerede af alle EU-politikker og derfor logisk tegner sig for den største andel af EU's budget; erkender, at dens andel af budgettet er faldet støt fra omkring 75 % af EU's samlede budget i 1985 til 39,3 % i 2013[5], hvilket repræsenterer mindre end 0,45 % af EU's samlede BNP[6], mens støtten samtidig er mere tyndt fordelt i dag, hvor 12 nye medlemsstater er tiltrådt EU;

8. er derfor af den opfattelse, at den fælles landbrugspolitik har udviklet sig til at blive grønnere og mere markedsorienteret, samt at den har reduceret sin indvirkning på udviklingslandene drastisk samtidig med, at den giver landbrugerne støtte til at producere fødevarer af høj kvalitet til EU's forbrugere;

De udfordringer, som en fælles landbrugspolitik efter 2013 skal leve op til

9. påpeger, at fødevaresikkerhed fortsat er den centrale udfordring for landbruget ikke blot i EU, men i hele verden, navnlig udviklingslandene, eftersom verdens befolkning ifølge prognoserne vil vokse fra syv til ni milliarder i 2050, og efterspørgselen efter fødevarer i henhold til FAO forventes at være fordoblet i 2050 (navnlig i de nye vækstøkonomier såsom Kina og Indien);

10. bekræfter, at Europa skal fortsætte med at bidrage til den globale fødevareforsyning for at hjælpe med til at opfylde dette behov, men at det forhold, at stadig flere landbrug nedlægges, og at der som følge af klimaændringerne er mindre vand og mindre energi til rådighed, vil udgøre en alvorlig hindring for, at den europæiske forsyningskapacitet kan øges;

11. bekræfter, at Europa bliver nødt til at yde et væsentligt bidrag til at opfylde dette behov til trods for, at der som følge af klimaændringerne er mindre jord, mindre vand og mindre energi til rådighed, hvilket vil udgøre en alvorlig hindring for, at den europæiske forsyningskapacitet kan øges;

12. konstaterer, at den globale energikrise og stigende energipriser vil øge landbrugets produktionsomkostninger, hvilket vil føre til stigende fødevarepriser og stigende prisudsving på markedet for både landmænd og forbrugere, have en skadelig virkning på stabiliteten af fødevareforsyningen og alvorligt hæmme evnen til at opretholde og øge de nuværende produktionsniveauer; mener dog, at land- og skovbrugssektorernes bæredygtighed kunne forøges, hvis de blev selvforsynende med energi;

13. mener, at landbruget har gode forudsætninger for at yde et væsentligt bidrag til bekæmpelsen af klimaændringerne ved fortsat at reducere sine drivhusgasemissioner og øge kulstofbindingen;

14. erkender, at landbruget allerede har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at reducere sine drivhusgasemissioner og mere generelt takle miljøproblemer som vand- og jordforvaltning, den biologiske mangfoldighed og biomasse, men at det er nødvendigt at fortsætte denne indsats for at gøre produktionsmetoderne forenelige med en mere bæredygtig udvikling, som tager hensyn til både økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter;

15. minder om, at forbrugernes forventninger om garanteret sikre fødevarer og krav om højere kvalitet, bedre dyrevelfærd og god valuta for pengene, skal opfyldes;

16. mener, at den fælles landbrugspolitik for at sikre den langsigtede bæredygtighed for landdistrikterne i EU skal fortsætte med at levere løsninger og håndgribelig hjælp til at imødegå truslen om nedlæggelse af landbrug, affolkning af landdistrikterne og aldring af befolkningen i landdistrikterne i EU ved at tilvejebringe tilstrækkelig finansiering og støtte til dette formål; mener derfor, at det også er nødvendigt at videreføre den målrettede støtte til landdistriktsudvikling inden for den fælles landbrugspolitik

17. mener, at den fælles landbrugspolitik skal reagere omgående på den økonomiske krises indvirkninger på landbrugsvirksomhederne, herunder den manglende adgang til landbrugslån, begrænsningerne af landbrugsindkomsterne[7] samt den øgede arbejdsløshed i landdistrikterne;

18. henleder derfor opmærksomheden på, at medlemsstaternes varierende kapacitet til at håndtere den økonomiske krise kan resultere i en forøgelse af uligheden mellem landregionerne i EU;

19. anerkender, at den fælles landbrugspolitik er nødt til at tage højde for forskellene i landbrugenes struktur og moderniseringsbehov i det udvidede EU for at opnå en ensartet grad af udvikling og samhørighed;

20. mener i lyset af disse udfordringer, at prioriteterne for den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør integreres i en stærk, bæredygtig, godt understøttet og troværdig multifunktionel landbrugs- og fødevarepolitik, som sender stærke signaler om effektiv og målrettet støtte til landbrugere og leverer løsninger på landdistrikternes problemer samtidig med, at den gavner samfundet som helhed;

Behovet for en stærk fælles landbrugspolitik efter 2013

Støtte til socioøkonomiske behov

21. er af den opfattelse, at det i lyset af Europa 2020-strategien er nødvendigt med en stærk og bæredygtig europæisk fælles landbrugspolitik, som kan sikre alle europæiske landbrugeres interesser og levere goder til samfundet som helhed; mener, at landbruget bør have mulighed for at spille sin rolle i den europæiske økonomi og sikre, at det har de nødvendige redskaber til at konkurrere på verdensmarkederne; mener, at EU af strategiske årsager ikke har råd til at forlade sig på, at andre dele af verden vil sørge for den europæiske fødevaresikkerhed i en situation med klimaændringer, politisk ustabilitet i visse regioner i verden samt potentielle udbrud af sygdomme eller andre begivenheder, der potentielt kan være til skade for produktionskapaciteten;

22. minder om, at EU's landbrug fortsat udgør en central sektor i Unionens økonomi, som både direkte og indirekte yder et vigtigt bidrag til EU's BNP og beskæftigelse gennem sin multiplikatoreffekt i såvel de forudgående som de efterfølgende led på føde- og drikkevaremarkedet; mener derfor, at et stærkt landbrug og en stærk føde- og drikkevareindustri er uløseligt forbundne og bidrager til hinandens succes, navnlig på eksportmarkederne;

23. minder om, at en af de vigtigste årsager til, at EU har brug for en stærk fælles landbrugspolitik, er, den kan bidrage til vedligeholdelsen og udviklingen af levedygtige og dynamiske landdistrikter, som er centrale elementer i Europas kulturelle mangfoldighed og spiller en afgørende rolle for en bæredygtig og velafbalanceret socioøkonomisk udvikling i hele det europæiske område; finder, at dette kræver, at den socioøkonomiske kløft mellem landdistrikterne og bysamfundene mindskes for at modvirke den voksende tendens til nedlæggelse af landbrug og affolkning, som isolerer landdistrikterne yderligere;

24. påpeger, at der er et presserende behov for at tiltrække yngre generationer, herunder kvinder, til landdistrikterne gennem langsigtede politikker og for at skabe nye og alternative økonomiske muligheder for dem med henblik på at sikre en varig landbefolkning; mener, at der bør undersøges nye måder at tiltrække unge mennesker på, såsom adgang til favorable lån og kreditter til investeringer samt anerkendelse af deres faglige kvalifikationer for at gøre det relativt let for dem at integreres i landdistriktsøkonomien; anerkender de hindringer, som unge landbrugere står over for, når de forsøger at komme ind i landbrugssektoren, såsom høje startomkostninger, de undertiden prohibitivt høje jordpriser samt vanskelighederne ved at få adgang til lån, navnlig i vanskelige tider;

25. mener, at stigningen i arbejdsløsheden i landdistrikterne bør modvirkes ved at opretholde de eksisterende arbejdspladser, fremme arbejdspladser af høj kvalitet og skabe nye muligheder for diversificering og nye indtægtskilder;

26. påpeger, at landbruget, som artikel 39 i Lissabon-traktaten med rette understreger, udgør en specifik sektor, som lider under en langsigtet produktionscyklus og adskillige former for markedssvigt, såsom store markedsudsving, stor sårbarhed over for naturkatastrofer, en høj grad af risiko, manglende efterspørgselselasticitet, samt den omstændighed, at landbrugerne ikke er "price-makers", dvs. ikke selv kan fastsætte priserne, men "price-takers", dvs. må tage, hvad de kan få, i fødevareforsyningskæden;

27. mener, at det er nødvendigt at indføre nye udbudsreguleringsmetoder i nogle landbrugssektorer, som kræver væsentlige kapitalinvesteringer i løbet af flerårige produktionscyklusser (mælk, citrusfrugter, vin, oliven og frugt generelt);

28. påpeger først og fremmest, at der i den fremtidige europæiske landbrugspolitik fortsat skal være en fælles politik, og at kun en velafbalanceret og retfærdig støtteordning i hele EU med et fælles sæt af mål og regler under fuld anerkendelse af visse sektorers og regioners særtræk kan sikre de nødvendige vilkår for landbrugere og et velfungerende indre marked med retfærdige konkurrencevilkår for landbrugsprodukter og landbrugere i EU, og på denne måde få mere valuta for pengene, end der kunne opnås via renationaliserede og muligvis indbyrdes modstridende landbrugspolitikker i de enkelte medlemsstater;

29. mener, at den fælles landbrugspolitik skal sikre sameksistensen af:

– et landbrug med stor merværdi, baseret på råvarer og forarbejdede produkter af høj kvalitet, der kan sikre det en stærk position på verdensmarkederne

– et landbrug, som henvender sig til de regionale markeder

– et landbrug, som henvender sig til lokale markeder, og hvor en del af aktørerne er små landbrugere med begrænset indkomst, som, hvis de må opgive landbruget, på grund af deres alder, kvalifikationer eller livsstil vil have store vanskeligheder med at finde anden beskæftigelse, navnlig i en periode med recession og høj arbejdsløshed;

Levering af fordele i form af offentlige goder

30. understreger, at det vigtigste offentlige gode, landbruget leverer, er fødevarer; anerkender, at landbrugerne også leverer en række andre offentlige goder, som markedet ikke belønner dem for; insisterer derfor på, at de skal have en rimelig belønning samt yderligere incitamenter til fortsat at levere produkter af høj kvalitet, forbedret dyrevelfærd og yderligere miljøgoder og samtidig skabe flere arbejdspladser med henblik på at bevare landdistrikterne i hele Europa;

31. understreger derfor, at leveringen af offentlige goder vil være i fare, hvis ikke et bæredygtig (dvs. økonomisk, socialt og miljømæssigt levedygtigt på lang sigt) landbrug opretholdes i hele EU;

32. erkender, at generationer af landbrugere har formet de værdifulde EU-landskaber og derfor bør belønnes for fortsat at gøre dette på en bæredygtig måde, navnlig for så vidt angår bjergegne og ugunstigt stillede områder; mener, at de aktivt bidrager til Europas store kulturelle værdi og tiltrækningskraft, hvilket danner grundlag for vellykket turisme i landdistrikterne; påpeger, at dette imidlertid bør suppleres med bidrag fra den europæiske regionalpolitik og nationale instrumenter, således at der via de relevante synergivirkninger kan tilvejebringes stabile regionale forhold, som er en væsentlig forudsætning for et funktionsdygtigt landbrug;

33. påpeger, at landbrugerne har potentiale til at levere yderligere miljøgoder, som matcher samfundets behov, navnlig jordbevarelse og -genopretning, forsvarlig vandforvaltning af kvalitetsforbedring og bevarelse af landbrugsjordens biologiske mangfoldighed, samt at de bør tilskyndes til at gøre dette, bl.a. via investeringsstøtte;

34. understreger, at selv om krydsoverensstemmelsesordningen, der gør ydelsen af direkte støtte afhængig af overholdelsen af diverse lovkrav og af, at landbrugsjorden vedligeholdes i god landbrugsmæssig og miljømæssig stand, tidligere har været nødvendig, er den ikke længere den mest velegnede til at optimere landbrugernes levering af økosystemtjenester og løse de nye miljømæssige udfordringer; bemærker desuden, at indførelsen af krydsoverensstemmelseskravene har givet anledning til en lang række problemer i relation til administrative spørgsmål og landbrugernes accept af kravene, som de har oplevet som en indskrænkning af deres frihed i arbejdet;

35. mener, at klimaets indvirkning på landbruget kan mindskes betragteligt gennem bedre uddannelse og videreuddannelse af personer, der er beskæftiget i landbruget, bedre udnyttelse af innovationer, der er et resultat af forskning og udvikling, og effektivisering af landbrugsproduktionen;

36. mener, i tråd med de nyeste forskningsresultater, at der uden en fælles landbrugspolitik og god landbrugspraksis vil udvikle sig ikke-bæredygtige former for produktion i hele EU (ekstrem intensivering af den bedste jord og omfattende nedlæggelse af landbrug i ugunstigt stillede områder), hvilket vil forårsage alvorlig skade på miljøet; insisterer på, at udgifterne til støtte gennem en stærk fælles landbrugspolitik intet er i forhold til omkostningerne ved ikke at handle og de negative utilsigtede konsekvenser heraf;

Den nye fælles landbrugspolitiks prioriteter for det 21. århundrede

37. mener, at landbruget er godt rustet til at yde et væsentligt bidrag til opfyldelsen af de nye prioriteter fra EU 2020-strategien i forbindelse med at tackle klimaændringer og skabe arbejdspladser gennem grøn vækst og levere vedvarende energi og på samme tid fortsat sikre fødevaresikkerheden for de europæiske forbrugere ved at producere sikre fødevarer af høj kvalitet;

En rimelig fælles landbrugspolitik

38. fastholder, at EU's landbrug skal forblive konkurrencedygtigt over for den hårde konkurrence og de handelsforvridende skridt taget af handelspartnere og/eller lande, hvor producenter ikke er underlagt så høje standarder som i EU, navnlig med hensyn til produktkvalitet, fødevaresikkerhed, miljø, sociallovgivning og dyrevelfærd; mener derfor, at forbedring af konkurrenceevnen på forskellige niveauer (lokalt, regionalt, det indre marked og verdensmarkederne) stadig skal være grundlæggende mål for den fælles landbrugspolitik efter 2013 for at sikre, at EU har et bredt udvalg af forskellige fødevareprodukter af høj kvalitet samt andre landbrugsprodukter, som fortsætter med at vinde en større andel af verdensmarkedet og sikrer rimelige handelsvilkår og rentable priser for landbrugerne;

39. minder om, at EU's landbrugere producerer fødevarer under overholdelse af de højeste sikkerheds-, kvalitets- og dyrevelfærdsstandarder, og at de bør belønnes herfor; mener, at importen fra tredjelande - under skyldig hensyntagen til rettigheder og forpligtelser i WTO-regi -skal opfylde de samme krav for at sikre fair konkurrence og give forbrugerne mulighed for at foretage et informeret valg om de produkter, de køber, bl.a. baseret på pålidelig sporbarhed; opfordrer Kommissionen til at varetage EU-landbrugernes interesser, når den på EU’s vegne forhandler multilaterale og bilaterale aftaler;

40. insisterer på, at opretholdelsen af landbrugserhvervet i hele Europa er afgørende for at bevare en forskelligartet og lokal fødevareproduktion, sikre den socioøkonomiske dynamik og arbejdspladserne i landdistrikterne, navnlig i lyset af den nuværende økonomiske krise, samt imødegå truslen om nedlæggelse af landbrug i landdistrikterne i hele EU-området gennem fortsat beskyttelse af miljøet og landskabspleje; mener derfor, at ugunstigt stillede regioner skal have mulighed for at overvinde de yderligere hindringer, som skyldes deres særlige situation, og træffe de nødvendige tilpasningsforanstaltninger; mener, at det er nødvendigt at tage hånd om de særlige problemer, der er forbundet med subsistenslandbrug;

41. understreger landbrugernes behov for langsigtede investeringsperspektiver og passende indkomster, der kan gøre det muligt for dem at udføre deres opgaver; opfordrer derfor til, at garantien for et rimeligt og stabilt udkomme for landbrugerne forbliver et primært mål i den nye fælles landbrugspolitik, og at der samtidig sikres god valuta for pengene og en rimelig behandling af forbrugerne ikke mindst gennem fremme af konkurrenceevnen i landbrugssektoren og ved at gøre det muligt for landbrugerne at dække deres reelle omkostninger og reagere på markedssignaler;

42. opfordrer til, at der vedtages foranstaltninger, der skal styrke de primære producenters og producentorganisationernes forvaltningskapacitet og forhandlingsposition over for andre økonomiske aktører i fødevarekæden og tilskynde til dannelsen af organisationer, som kan styrke forbindelserne mellem de forskellige aktører inden for brancherne med henblik på at forbedre informationsdelingen og sikre en bedre overensstemmelse mellem udbuddet og forbrugernes efterspørgsel; mener, at en sådan udvikling vil kunne forbedre effektiviteten af fødevareforsyningskæden med større gennemsigtighed i fødevarepriserne og tiltag til bekæmpelse af illoyal handelspraksis, således at landbrugerne kan opnå den merværdi, som de fortjener; mener, at gennemførelsen af disse mål eventuelt kan kræve en justering eller præcisering af EU's konkurrenceregler for at tage hensyn til de særlige forhold på landbrugsmarkederne, forudsat at de ikke kommer til at stå i vejen for det indre markeds funktionsevne;

43. mener, at der skal være fleksible og effektive markedsregulerende foranstaltninger for at sikre et passende sikkerhedsnet under de fremtidige rammer for den fælles landbrugspolitik med henblik på at undgå ekstreme udsving i markedspriserne, sikre en øget grad af stabilitet og give hurtige og effektive svar på økonomiske kriser, som opstår i sektoren; er af den opfattelse, at disse bør suppleres med et risikostyringssystem, som kan bidrage til at begrænse følgerne af natur- og sundhedskatastrofer;

44. mener, at der for at opnå en mere effektiv styring af markedet og for at undgå kriser på grund af overproduktion bør holdes fast ved de specifikke instrumenter for styring af produktionspotentialet, som eksisterer i visse sektorer, på grundlag af principperne om ligebehandling og ikke-diskrimination;

45. opfordrer til en retfærdig fordeling af landbrugsstøtten, og insisterer på, at fordelingen skal være retfærdig for landbrugere i både nye og gamle medlemsstater;

46. mener, at en nedskæring af den direkte støtte under søjle 1 ville få altødelæggende konsekvenser ikke alene for landbrugerne, men i lige så høj grad for landdistrikterne, for de offentlige tjenester, landbruget leverer, for forbrugerne samt for samfundet, idet sidstnævnte som helhed også drager fordel af støtten; direkte støtte er derfor uundværlig og må videreføres, først og fremmest for de nye medlemsstater; henleder opmærksomheden på de negative følger, som enhver nedskæring af finansieringen af den fælles landbrugspolitik potentielt vil kunne få for bedrifternes værdi, hvilket ville have alvorlige konsekvenser, specielt for landbrugere med banklån, og navnlig set i sammenhæng med den økonomiske krise, som har haft alvorlige virkninger for europæisk landbrug;

47. mener, at levedygtige landbrugsvirksomheder er afgørende for at bevare velfungerende landdistrikter, eftersom sådanne virksomheder genererer beskæftigelse og tjenesteydelser på lokalt niveau; mener derfor, at den fælles landbrugspolitik bør inddrage lokalsamfundene med henblik på at tilvejebringe de nødvendige vilkår for deres socioøkonomiske levedygtighed, herunder gennem bevarelse af familiebrug og en fortsat omstrukturering og modernisering af de bedrifter, som har behov herfor; minder om, at diversificeringsforanstaltninger og infrastrukturudvikling i landdistrikterne også spiller en væsentlig rolle i denne forbindelse;

En bæredygtig fælles landbrugspolitik

48. mener, at landbruget har en ledende rolle at spille i forbindelse med tacklingen af klimaændringerne ved at nedbringe drivhusgasemissionerne, øge evnen til at lagre kulstof samt udvikle og i større udstrækning anvende vedvarende energikilder, landbrugsmaterialerne; mener, at klimahensyn skal integreres på tværs af foranstaltningerne for den fælles landbrugspolitik, hvor det er relevant;

49. mener, at produktionseffektiviteten er grundlæggende for en mere bæredygtig forvaltning af knappe ressourcer, og at landbrugerne skal innovere deres tekniske produktionsmetoder ved hjælp af de mest effektive økonomiske, videnskabelige og tekniske forvaltningsværktøjer med henblik på at imødekomme den stigende efterspørgsel efter fødevarer og vedvarende landbrugsmaterialer på en mere økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig måde;

50. understreger i forbindelse med EU 2020-strategien, at forskning og udvikling, brugen af nye teknologier og god landbrugspraksis er vigtigt for at forbedre konkurrenceevnen og øge produktionen, samtidig med at forbruget af pesticider, gødning og knappe ressourcer som vand og energi mindskes; mener, at investeringer i innovation af landbruget bør fremmes yderligere, navnlig gennem den fælles landbrugspolitik og EU-rammeprogrammerne for forskning og udvikling med henblik på at takle nye udfordringer;

51. anbefaler i denne forbindelse aktiv tilstedeværelse af landbrugstekniske rådgivere i regionerne til at guide landbrugerne i deres forsøg på at levere miljømæssige offentlige goder;

52. mener, at det er nødvendigt at indføre beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at der fortsat kan benyttes bioteknologi inden for landbruget, uden at det påvirker de eksisterende produktionsmetoder;

En grøn fælles landbrugspolitik

53. bemærker, at markedet indtil videre ikke har belønnet landbrugere ordentligt for at beskytte miljøet og andre offentlige goder; mener derfor, at den fælles landbrugspolitik skal lægge større vægt på bæredygtighed ved at give landbrugerne et passende økonomisk incitament til at optimere leveringen af økosystemtjenester og gennemføre en yderligere forbedring af den forsvarlige miljømæssige ressourceforvaltning af EU's landbrugsjord; understreger, at dette bør opnås, uden at det medfører ekstra økonomiske eller administrative byrder for landbrugerne;

54. mener, at landbrugerne på grund af den forbedring af produktionsfaktorerne, som har fundet sted i forbindelse med de vidensmæssige fremskridt, er godt rustet til at bidrage til grøn vækst og reagere på energikrisen gennem udvikling af grøn energi i form af f.eks. biomasse, biologisk affald, biogas, andengenerationsbiobrændstoffer samt vind-, sol- og vandkraftenergi, hvilket også vil bidrage til at skabe nye grønne jobmuligheder;

En fælles og enkel politik

55. Insisterer på, at en fælles landbrugspolitik er mere relevant end nogensinde før for at garantere, at den grænseoverskridende dimension af fødevareforsyning, klimaændringer, høje fælles standarder for miljøbeskyttelse, produkt- og kvalitetssikkerhed samt dyrevelfærd er sikret i et velfungerende indre marked;

56. mener, at den nye fælles landbrugspolitik ved hjælp af et mere enkelt støttesystem skal være let at administrere, gennemsigtig samt mindske bureaukratiet og de administrative byrder for landbrugerne, navnlig for mindre producenter, således at de sættes i stand til at koncentrere sig om deres hovedopgave, nemlig at levere landbrugsprodukter af høj kvalitet; er af den opfattelse, at dette bl.a. kan opnås ved at gå over til at anvende leveringsværktøjer, som fastsætter målene og tillader landbrugerne selv at vælge de landbrugssystemer, de vil bruge til at nå disse mål, såsom resultataftaler, enkle kontrakter og flerårig støtte;

57. opfordrer til, at der iværksættes hensigtsmæssige foranstaltninger med det formål at forklare ikke alene landbrugerne, men hele EU’s befolkning, hvad den fælles landbrugspolitik går ud på, og samtidig give gennemsigtige og klare oplysninger om de opstillede mål, de tilgængelige midler og de forventede positive virkninger af den fælles landbrugspolitik;

58. mener, at der er behov for en mere proportional og risikobaseret tilgang fra Kommissionens side i forbindelse med anvendelsen af tilsynskontroller, udførelse af overensstemmelsesrevisioner og indførelsen af finansielle korrektioner;

59. mener, at hvis den fælles landbrugspolitik virkelig skal forenkles, må dens nye arkitektur udformes således, at man undgår at sprede beslægtede foranstaltninger ud over forskellige politiske instrumenter;

60. opfordrer Europa-Parlamentet til at levere hurtig og aktuel information om den aktuelle situation i landbrugsbudgettet;

Levering af en retfærdig, grøn og bæredygtig fælles landbrugspolitik

61. forventer i overensstemmelse med konklusionerne på Det Europæiske Råds forårsmøde om Europa 2020, at den fælles landbrugspolitik vil blive omarbejdet med henblik på at indføre instrumenter, som kan skabe intelligent og inklusiv grøn vækst;

62. erkender den brede vifte af eksisterende og nye prioriteter for den fælles landbrugspolitik og bemærker, at de nye medlemsstater, da de blev medlemmer af EU, havde en berettiget forventning om, at deres landbrugsstøtte med tiden ville blive sammenlignelig med landbrugsstøtten til de gamle medlemsstater; mener, at det med henblik på fuldt ud at imødekomme de nye udfordringer og prioriteringer i forbindelse med en reformeret fælles landbrugspolitik er nødvendigt, at de midler, som tildeles den fælles landbrugspolitik i 2013-budgettet, i det mindste forbliver uændrede i løbet af den næste finansielle programmeringsperiode;

63. opfordrer til, at der i budgettet for den fælles landbrugspolitik indføres en fleksibilitetsmekanisme for budgetårets afslutning, således at det bliver muligt at fremføre og genanvende underudnyttede bevillinger det efterfølgende år;

64. udtrykker imidlertid bekymring for, at den fælles landbrugspolitik, hvis den har for mange prioriteter, vil overbelaste det begrænsede budget, som er til rådighed, og ikke vil give effektive resultater, navnlig inden for fødevareproduktionen;

65. insisterer på, at den fælles landbrugspolitik ikke bør renationaliseres, og mener derfor, at direkte støtte fortsat skal være fuldt ud finansieret af EU's budget, og afviser derfor enhver yderligere samfinansiering, der kan skade den fair konkurrence inden for EU's indre marked;

66. opfordrer til en retfærdig fordeling af midlerne fra den fælles landbrugspolitik til landbrugere i hele EU; minder om, at hvis mangfoldigheden af landbrugsformer i EU skal respekteres, er det nødvendigt at udarbejde objektive kriterier, der kan gøre det muligt at definere et retfærdigt fordelingssystem; pointerer, at direkte betalinger bidrager til leveringen af offentlige goder, til stabilisering af landbrugsindkomster og til sikring mod risici, hvorved de delvis kompenserer for omkostningerne ved de høje standarder i EU, som samfundet ønsker, og den fortsatte afvikling af toldmæssige barrierer, ligesom de udgør en belønning for leveringen af grundlæggende offentlige goder, som markedet ikke giver nogen kompensation for;

1) mener, at det med henblik på at mindske skævhederne i fordelingen af direkte støttemidler mellem medlemsstaterne og afspejle den store forskelligartethed, som kendetegner europæisk landbrug, ikke vil være tilstrækkeligt alene at fastsætte støtten efter areal, og anmoder derfor Kommissionen om at foreslå yderligere objektive kriterier samt evaluere eventuelle virkninger heraf, idet den tager højde for landbrugssektorens komplekse karakter og forskellene mellem medlemsstaterne med henblik på at opnå en mere velafbalanceret fordeling;

2) anmoder om, at der fastlægges rimelige og objektive kriterier for tildelingen af midler til opfyldelse af målene inden for landdistriktsudvikling;

67. mener, at alle medlemsstater bør gå over til at betale direkte støtte på grundlag af arealstørrelse i løbet af den næste finansielle programmeringsperiode; er af den opfattelse, at denne overgangsperiode vil give de landbrugere og landbrugsstrukturer, som fortsat anvender det historiske betalingssystem, tilstrækkelig fleksibilitet til at tilpasse sig ændringerne og undgå en alt for radikal omfordeling af støtte, uden samtidig at indskrænke målet om straks at opnå en velafbalanceret fordeling af støtten blandt medlemsstaterne; bemærker, at afskaffelsen af det historiske grundlag kan medføre særlige udfordringer for medlemsstater eller regioner med relativt store arealer af "nøgen jord" (støtteberettigede arealer, som ingen har gjort krav på); opfordrer til, at der i forbindelse med udformningen af den fremtidige støtte tages hensyn til sådanne regioners specifikke behov; mener ligeledes, at medlemsstaterne og regionerne fortsat skal have mulighed for at regionalisere deres arealstøttesystem på en måde, som afspejler deres specifikke prioriteringer og samtidig respekterer fair konkurrence på det indre marked;

68. mener, at der ikke bør være nogen mulighed for at genindføre koblede betalinger som et vejledende princip i den fælles landbrugspolitik; mener dog i betragtning af overgangen fra en historisk model til en arealstøttemodel og på baggrund af afgørelserne fra sundhedstjekket, at medlemsstaterne bør have et passende råderum; er af den opfattelse, at en sådan fleksibilitet vil gøre det muligt for medlemsstaterne at imødekomme de særlige behov, der findes på deres territorium, og forhindre, at produktionen går helt i stå, eller at landbrugsdiversiteten mindskes; mener, at et sådan råderum kunne tage form af en begrænset koblet støtte til sårbare landbrugssektorer og territorier samt miljømæssigt følsomme områder, der overholder WTO's krav og samtidig sikrer fair markedsvilkår for landbrugere i hele EU;

69. mener, at der er behov for centrale byggesten - fødevaresikkerhed og fair handel, fødevarekvalitet, bæredygtighed, landbrug inden for hele Europas territorium, biodiversitet og miljøbeskyttelse, samt grøn vækst - med henblik på at opnå en mere retfærdig, grønnere og mere bæredygtig fælles landbrugspolitik; mener, at tosøjle-strukturen bør bevares, forudsat at den undgår overlapninger af politiske målsætninger og instrumenter, og at den i øvrigt afspejler indholdet af de ovennævnte byggesten;

70. mener, at det grundet hensynet til forenkling, klarhed og en fælles tilgang er nødvendigt, at finansieringen af den fælles landbrugspolitiks prioriteter fastsættes fra begyndelsen af reformprocessen;

Fødevaresikkerhed og fair handel

71. fastholder, at landbrugsdriftens rentabilitet og landbrugernes livskvalitet er en absolut forudsætning for, at landbruget kan opretholdes; mener derfor, at der bør indføres en grundlæggende EU-finansieret direkte arealstøtte til alle EU's landbrugere, som skal sikre social og økonomisk bæredygtighed i den europæiske landbrugsproduktionsmodel, hvilket skal sikre den grundlæggende fødevaresikkerhed for de europæiske forbrugere, gøre det muligt for landbrugerne at producere konkurrencedygtige fødevarer af høj kvalitet, sikre fortsat landbrugsvirksomhed og arbejdspladser i landdistrikterne i hele EU samt levere grundlæggende offentlige goder ved hjælp af krydsoverensstemmelseskravene for vedligeholdelse af jord i god landbrugs- og miljømæssig stand og gennem høje kvalitets- og dyrevelfærdsnormer;

72. foreslår, at der indføres et ufravigeligt princip om, at kun aktiv landbrugsproduktion kan opnå støtte, og at der derfor indføres krav om en vis minimumsaktivitet i krydsoverensstemmelsesreglerne som en forudsætning for støtte, og at proportionalitetsprincippet anvendes som et nøgleprincip, når reglerne håndhæves;

Bæredygtighed

73. mener, at landbrugerne bør have adgang til en supplerende EU-finansieret direkte arealstøtte gennem enkle flerårige kontrakter, som belønner dem for at reducere deres kulstofemissioner pr. produktionsenhed og øge deres kulstofbinding i jorden ved hjælp af bæredygtige produktionsmetoder og produktion af biomasse, som kan anvendes i produktionen af langsigtede landbrugsmaterialer;

74. bemærker, at dette vil indebære den ekstra fordel, at EU's landbrug som følge af lavere kulstofemissioner og/eller den forbedrede effektivitet bliver mere miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt, og ligeledes sikre, at landbrugerne kan drage økonomisk fordel af øget kulstofbinding på deres jord, og dermed sidestille landbruget med andre former for industri, som indgår i EU-emissionshandelsordningen; kræver klare og målbare kriterier og mål, som skal defineres på passende vis med henblik på at kunne gennemføre disse betalinger så hurtigt som muligt i alle medlemsstater;

Landbrug i hele Europa

75. opfordrer til at bevare de særlige foranstaltninger, som kompenserer landbrugere, der producerer i ugunstigt stillede områder, såsom områder med naturbetingede handicap, herunder bjergområder, miljømæssigt følsomme områder og/eller regioner, som er særligt berørt af klimaændringer samt de mest afsidesliggende regioner, med henblik på at sikre, at der finder landbrugsvirksomhed sted, således at jorden fortsat forvaltes og der fremstilles lokale fødevarer i hele EU, hvilket mindsker risikoen for opgivelse af jorder og sikrer en velafbalanceret territorial forvaltning i hele EU samt en rationel udvikling af landbrugsproduktionen;

76. mener, at enhver reform af ordningen for ugunstigt stillede områder, navnlig med hensyn til den måde, hvorpå disse områder udpeges og klassificeres, bør tage hensyn til de vanskeligheder, som landbrugere i alle dele af EU oplever, da disse vanskeligheder varierer meget alt efter biofysiske og klimatiske forhold; finder, at områder, der måtte blive udelukket på grund af nye regler, i alle tilfælde skal indrømmes en tilstrækkelig lang udfasningsperiode;

77. henleder opmærksomheden på den særlige rolle, som landbrugerne spiller i landdistrikter omkring byer, hvor presset på landdistrikts- og landbrugsressourcer kan være meget stort; understreger, at produktionen af fødevarer og offentlige goder nær bybefolkninger bør bibeholdes;

Fødevarekvalitet

78. understreger, at udviklingen af politikken vedrørende fødevarekvalitet, især hvad angår angivelse af geografisk oprindelse (BOB/BGB/GTS), bør udgøre en væsentlig prioritet i den fælles landbrugspolitik og uddybes og styrkes, således at EU kan bevare sin førerposition på området; mener, at det for disse kvalitetsprodukters vedkommende må være passende at indføre nye instrumenter til styring, beskyttelse og markedsføring, således at de kan udvikle sig harmonisk og fortsat yde et væsentligt bidrag til en bæredygtig vækst og konkurrencedygtighed inden for det europæiske landbrug;

Biodiversitet og miljøbeskyttelse

79. mener, at landbrugerne kan bidrage til biodiversitet og miljøbeskyttelse, samt til tilpasning til og afbødning af klimaændringerne på en omkostningseffektiv måde; en yderligere intensivering er derfor nødvendig; mener, at den fælles landbrugspolitik skal give langt størstedelen af landbrugsjorderne mulighed for at komme med i ordninger for miljøvenligt landbrug med henblik på at belønne landbrugere, der leverer supplerende økosystemtjenester, og samtidig opmuntre til mere bæredygtige, lavinput-produktionsmodeller, såsom økologisk landbrug, integreret landbrug, udvikling af landbrug med høj naturværdi samt bæredygtige intensive landbrugsmetoder; mener, at alle disse foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne bør forblive samfinansierede med et – om nødvendigt – forhøjet budget;

Grøn vækst

80. mener, at "grøn vækst" bør være det centrale punkt i en ny udviklingsstrategi for landdistrikterne, der fokuserer på at skabe nye grønne job gennem:

- udvikling af lokale dynamiske værktøjer, såsom lokal markedsføring, lokal forarbejdning og støtte til projekter, som involverer aktører fra den lokale landbrugssektor

- udvikling af biomasse, bioaffald, biogas og fremstilling af vedvarende energi i små mængder samt fremme af produktionen af andengenerationsbiobrændstoffer, landbrugsmaterialer og produkter fremstillet ved hjælp af grøn kemi

- investering i modernisering og innovation samt i nye forsknings- og udviklingsteknikker til tilpasning til og afbødning af klimaændringerne,

- uddannelse og rådgivning af landbrugere for så vidt angår anvendelsen af nye teknikker og bistand til unge landbrugere, der er på vej ind i erhvervet;

81. mener, at der med henblik på at understøtte de centrale byggesten i den fælles landbrugspolitik fortsat bør være et passende sikkerhedsnet mod ekstreme prisudsving; mener, at dette sikkerhedsnet bør være tilstrækkelig fleksibelt til at tage hensyn til udviklingen på markedet og omfatte værktøjer i form af offentlig og privat oplagring, intervention, markedsorienterede mekanismer til at lette presset på markedet, som bør aktiveres, når det er nødvendigt for at modvirke ekstreme prisudsving og som en hurtig reaktion på kriser; finder med henblik herpå, at der bør stilles en særlig reservebudgetpost til rådighed i EU's budget, som kan aktiveres hurtigt som en reaktion på kriser;

82. foreslår, at disse foranstaltninger bakkes op med instrumenter, der er designet til at bidrage til at mindske markedsudsving og skabe stabile drifts- og planlægningsvilkår for landbruget; mener i denne sammenhæng, at det for at tage højde for ekstreme markeds- eller klimaforhold bør overvejes at indføre nye innovative økonomiske og finansielle værktøjer, såsom generelle afgrødeforsikringer, terminsmarkeder og gensidige fonde, uden at disse må gribe forstyrrende ind i eventuelle private ordninger, som måtte være under udvikling;

83. mener, at kontrol med produktionspotentialets udvikling kan udgøre et værdifuldt redskab til sikring af bæredygtig vækst inden for flere landbrugssektorer;

84. insisterer på, at der med henblik på at supplere markedsforanstaltningerne er et presserende behov for at styrke de primære producenters position i fødevareforsyningskæden gennem en række tiltag, der kan håndtere spørgsmål om gennemsigtighed, kontraktmæssige relationer og illoyal handelspraksis; er af den opfattelse, at eventuelle justeringer af konkurrencereglerne også bør undersøges med henblik på at gøre det muligt for primære producentorganisationer at blive mere effektive og om nødvendigt vokse i omfang og størrelse og derigennem styrke deres forhandlingsposition over for større detailkæder og forarbejdningsvirksomheder; mener, at man i denne sammenhæng bør overveje at udnævne nationale ombudsmænd og/eller en europæisk ombudsmand, som kan løse tvister inden for fødevareforsyningskæden;

85. minder om, at eksportrestitutioner, som er et af de nuværende markedsinstrumenter, i overensstemmelse med WTO-forpligtelserne fortsat bør udfases i EU parallelt med tilsvarende foranstaltninger fra WTO-handelspartnere;

86. mener, at EU's landbrugs konkurrenceevne skal fremmes både inden og uden for Fællesskabet med henblik på at finde måder at håndtere fremtidens udfordringer på, herunder fødevaresikkerheden i EU, forsyningen med fødevarer til en voksende verdensbefolkning, en miljømæssig fornuftig tilgang, biodiversitet og håndtering af klimaændringer;

87. påpeger, at EU kan finansiere foranstaltninger i EU-lande og tredjelande, der formidler information om eller promoverer fordelene ved EU's landbrugs- og fødevareprodukter i EU og rundt omkring i verden; er af den opfattelse, at budgettet til disse foranstaltninger bør tages op til fornyet overvejelse med det formål at øge synligheden af EU's landbrugs- og fødevareprodukter på markederne i EU og i tredjelande; mener, at den nye fælles landbrugspolitik i større omfang bør benytte sig af sådanne salgsfremmeordninger, og at deres gennemførelse bør forbedres og gøres mere effektiv;

88. mener, at den fælles landbrugspolitik bør gøre det muligt at sikre alle forbrugere og især de fattigste en sundere ernæring på grundlag af et bredere udvalg af produkter til overkommelige priser; mener, at det for at bekæmpe fattigdom og forbedre sundheden er det nødvendigt at videreføre bistandsprogrammerne til fordel for de fattigste befolkningsgrupper og udvide programmerne til fremme af forbruget af frugt og grøntsager i skolerne;

89. mener, at udformningen og gennemførelsen af den nye fælles landbrugspolitik primært bør bygge på enkelhed, proportionalitet og begrænsning af bureaukrati og administrative omkostninger;

Den fælles landbrugspolitik i den flerårige finansielle ramme (FFR) og den årlige budgetprocedure

90. understreger i lyset af den fælles landbrugspolitiks målsætninger nødvendigheden af at stille tilstrækkelige midler til rådighed i den nye FFR for bedre at kunne støtte op om politikken i overensstemmelse med de store udfordringer, som denne sektor, der er af afgørende betydning for EU's fødevaresikkerhed, står over for i de kommende år;

91. minder om, at det i løbet af de seneste fire år med den nuværende FFR kun har været muligt at enes om de årlige budgetter enten ved anvendelse af de eksisterende marginer under de forskellige udgiftsområder i FFR eller ved anvendelse af revision, som foreskrevet i artikel 23 i den interinstitutionelle aftale (IIA) af 17. maj 2006 ved anvendelse af de disponible marginer under udgiftslofterne for udgiftsområde 2 med henblik på at finansiere andre EU-prioriteter; påpeger, at fra budgetåret 2011 og frem til udløbet af den nuværende FFR (2013), vil marginerne under udgiftsloftet for udgiftsområde 2 være yderst begrænsede;

92. understreger, at den flerårige finansielle rammes juridisk bindende karakter nødvendiggør, at der indføres mere fleksible gennemførelsesbestemmelser, som gør det muligt for EU at reagere på uforudsete hændelser på en tilstrækkeligt smidig og effektiv måde;

93. påpeger, at Kommissionen i medfør af artikel 314, stk. 3, i TEUF ikke længere kan ændre sit budgetforslag, så snart Forligsudvalget er blevet indkaldt; erindrer om, at Kommissionen hvert efterår skal forelægge en ændringsskrivelse med henblik på at opdatere landbrugsprognoserne; insisterer på, at denne ændringsskrivelse skal foreligge inden afstemningen i Parlamentet; anmoder sine kompetente udvalg om at udarbejde en intern procedure med henblik på at fastlægge Parlamentets holdning forud for mødet i Forligsudvalget;

94. minder om, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger indført af Parlamentet har udviklet sig til vigtige redskaber til opstilling af politiske prioriteringer og til lancering af nye initiativer, som ofte er blevet til EU-aktiviteter og -programmer, også inden for landbrug og udvikling af landdistrikterne; mener, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger også fremover kan være en platform for afprøvning af nye idéer til reformer;

95. opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til Europa-Parlamentets henstillinger i forbindelse med udarbejdelsen af sin meddelelse og sine lovgivningsforslag;

96. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

[1] PE 439.305.
[2] Vedtagne tekster, P6_TA(2007)0101.
[3] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0131.
[4] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0088.
[5] Se fig. 3 i bilaget.
[6] Se fig. 4 i bilaget.
[7] Se fig. 5 i bilaget.

Den fælles landbrugspolitik har hidtil haft succes med at løse de opgaver, som blev fastsat i den oprindelige Rom-traktat. Den fælles landbrugspolitik har i de sidste 50 år øget landbrugets produktivitet, været med til at sikre en rimelig levestandard i landbrugssamfundene, stabiliseret markederne, sikret forsyningssikkerheden og forsynet forbrugerne med fødevarer til rimelige priser. Fremtidens fælles landbrugspolitik skal leve op til nye og presserende udfordringer, og den skal skabe en ramme for fremtiden, som bygger på stabilitet, forudsigelighed og fleksibilitet i krisetider.

Baggrunden for reformen er den økonomisk krise og de alvorlige finansielle vanskeligheder, som medlemsstaterne, skatteyderne, landmændene og forbrugerne står over for, og det er derfor nødvendigt at opstille en sammenhængende og troværdig politik for den fælles landbrugspolitik efter 2013.

Den fælles landbrugspolitik må tilpasse sig et Europa under forandring og en global kontekst. Først og fremmest skal det europæiske landbrug sikre fødevaresikkerheden for sine egne forbrugere og bidrage til at brødføde en stadigt voksende verdensbefolkning. Det er imidlertid første gang, at vi ikke bare kan "skrue op for hanen" og producere flere fødevarer ved hjælp af ekstra energi og ekstra input. Hvorfor? Det er der især to grunde til: For det første vil energikrisen, de stigende priser på energi og behovet for at reducere drivhusgasemissionerne, fungere som vigtige hindringer for øget produktion. For det andet vil virkningerne af klimaændringerne sætte en stopper for muligheden for at anvende flere og større landområder i produktionen. Klimaændringerne vil også medføre vandmangel og tørke, som igen vil fungere som en bremse for en øget produktion. Som en følge heraf, vil EU og landbruget på verdensplan være nødt til at producere flere fødevarer på grundlag af mindre jord, vand og energi.

Grundstenen i den fælles landbrugspolitik skal fortsat bestå i at sikre, at europæisk landbrug er konkurrencedygtigt i forhold til velsubsidierede handelspartnere, såsom USA, Japan, Schweiz eller Norge, samt at sikre EU's landmænd rimelige handelsvilkår, Den skal også fortsætte med at støtte landbruget i hele Europa med henblik på at sikre lokal fødevareproduktion og en velafbalanceret territorial udvikling.

Det er desuden yderst vigtigt for dagens landbrug at vise, at det er godt rustet til at yde et væsentligt bidrag til at nå de nye EU 2020 prioriterede strategimål i forbindelse med at tackle klimaændringer, forny og skabe nye job gennem grøn vækst, og på samme tid fortsat sikre fødevaresikkerheden for de europæiske forbrugere ved at producere sikre fødevarer af høj kvalitet. Europæiske landbrugere og den fælles landbrugspolitik skal vise, at de har nogle af svarene på det 21. århundredes udfordringer, og at de er en del af løsningen, ikke en del af problemet.

Med udvidelsen af EU til 27 medlemsstater er det afgørende, at de nye medlemsstaters forventninger om fair behandling i sidste ende honoreres. Med henblik på at opfylde de nye EU-medlemsstaters prioriteringer og forventninger skal budgettet for den fælles landbrugspolitik mindst bibeholdes på 2013-niveauet i forbindelse med de nye finansielle overslag.

I rapporten har ordføreren beskrevet prioriteterne for en fælles og troværdig multifunktionel landbrugsmæssig fødevarepolitik, som vil yde støtte til landbrugere til gavn for samfundet som helhed. Ordføreren har opstillet fem centrale byggesten, nemlig: fødevaresikkerhed og fair handel, bæredygtighed, landbrug i hele Europa, biodiversitet og miljøbeskyttelse, samt grøn vækst, som skal levere en mere retfærdig, grønnere og mere bæredygtig fælles landbrugspolitik.

I forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne i den nye Lissabontraktat skal Europa-Parlamentet tage sit nye ansvar som medlovgiver på landbrugsområdet alvorligt. Kommissionen og Rådet bør samarbejde mere direkte, lige og i god tro med parlamentarikerne om netop denne sag.

Til dette formål vil ordføreren udnytte de nye muligheder, som den nye institutionelle kontekst giver, så effektivt som muligt. Ordføreren vil forsvare den centrale rolle, som Parlamentet skal spille med hensyn til at vedtage en fleksibel metode for den politiske beslutningstagning, der lægger særlig vægt på proportionalitet og subsidiaritet.

BILAG

Graph 1: Evolution of CAP expenditure and CAP reform path.

Source: European Commission, DG AGRI (updated by DG AGRI-Unit L.1 on 5.3.2010)

Graph 2: EU surpluses over time (1991-2008) for wheat, beef, and butter

Source: European Commission, DG AGRI, Discussion Paper December 2009 – Why do we need a Common Agricultural Policy?

Graph 3: Percentage of CAP expenditure in EU expenditure

Source: European Commission, DG AGRI (updated by DG AGRI-Unit L.1 on 5.3.2010)

Graph 4: Percentage of CAP expenditure in EU GDP

Source: European Commission, DG AGRI (updated by DG AGRI-Unit L.1 on 5.3.2010)

Graph 5: Change in real agricultural income per worker in 2009 compared to 2008 (percentage) per MS

Source: Eurostat, graph created with data from March 2010 (updated by DG AGRI-Unit L.1 on 8.3.2010, figures for 2009 are Eurostat estimates)

Graph 6: Direct payments per Member States, average per hectare, 2008

Source: European Commission, DG AGRI (updated by DG AGRI-Unit L.1 on 5.3.2010)

Table 7: Options chosen for SPS implementation in member States

MODEL	REGIONALISATION	MEMBER-STATES AND REGIONS
SPS, historical	non-regionalised	Greece, Spain, France, Ireland, Italy, Netherlands, Austria, Portugal
SPS, historical	regionalised	Belgium (Flanders + Brussels, Wallonia),UK - Scotland and Wales
SPS, regional model	one region	Malta
SPS, dynamic hybrid moving to flat-rate	non-regionalised	Denmark
SPS, dynamic hybrid moving to flat-rate	regionalised	Germany (by Bundesländer), Finland (3 regions based on reference yields), Sweden (5 regions based on reference yields), UK - England (3 regions according to soil)
SPS, static hybrid	non-regionalised	Luxembourg, Slovenia
SPS, static hybrid	regionalised	UK - Northern Ireland
SAPS	one region	Bulgaria, Czech Republic, Estonia, Cyprus, Latvia, Lithuania, Hungary, Romania, Poland, Slovakia

Source: drawn from European Commission table, DG Agriculture D.1.

til Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013
(2009/2236(INI))

Ordfører: Giovanni La Via

FORSLAG

Budgetudvalget opfordrer Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gør den flerårige finansielle ramme (FFR) til en juridisk bindende retsakt, som det årlige budget skal være i overensstemmelse med,

B. der henviser til, at Europa-Parlamentet efter Lissabontraktatens ikrafttræden har fået beføjelse til at udforme Unionens landbrugspolitik, ikke blot for så vidt angår de flerårige landbrugsprogrammer, men også ved at ændre det årlige landbrugsbudget, og at det således har fået ansvar for at sikre en retfærdig og bæredygtig fælles landbrugspolitik,

C. der henviser til, at den nye fælles landbrugspolitik står over for nye og krævende udfordringer, ikke blot med henblik på at opfylde de europæiske borgeres behov for fødevarer med produkter af passende kvalitet, imødegå problemerne med hensyn til verdens fødevaresikkerhed, sikre at landbrugsmarkederne fungerer og støtte landbrugssektorens indtægter, men også at bevare miljøet overalt i Europa og reagere på klimaforandringerne,

D. der henviser til, at udgifterne til landbruget kun udgør 0,4 % af EU's samlede BNP (2008-tal), som omregnet til per capita økonomisk støtte til landbrugerne bringer EU's støtteniveau på linje med dets største handelspartnere, som f.eks. USA,

E. der henviser til, at udgifterne i form af direkte støtte udgør 0,38 % af EU's BNP (2008-tal),

F. der henviser til, at udgifterne i forbindelse med politikken for udvikling af landdistrikterne udgør 0,11 % af EU's BNP,

G. der henviser til, at frivillige modulationsmekanismer siden 2007 har gjort det muligt at omfordele den økonomiske støtte mellem direkte betalinger og landdistriktsudvikling, uden at dette imidlertid har øget gennemsigtigheden, legitimiteten og forenklingen af de økonomiske ressourcer, der afsættes til landbruget,

H. der påpeger, at de beskedne margener, der er til rådighed under udgiftsområde 2 fra og med budgetåret 2011, gør det meget vanskeligt for Unionen at reagere hensigtsmæssigt på markedskriser og uventede globale begivenheder og kan fratage den årlige budgetprocedure sin substans,

1. minder om, at det i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde understreges, at en enstemmigt vedtaget rådsforordning for fremtiden skal fastsætte en flerårig finansiel ramme, og at denne skal fastsætte beløbene for de årlige lofter for hver enkelt udgiftskategori;

2. understreger, at den flerårige finansielle rammes juridisk bindende karakter nødvendiggør, at der indføres mere fleksible gennemførelsesbestemmelser, som gør det muligt for EU at reagere på uforudsete hændelser på en tilstrækkeligt smidig og effektiv måde;

3. gør opmærksom på nødvendigheden af at sikre, at den fælles landbrugspolitik forbliver fælles, og at det for at imødegå uundgåelige skævheder mellem medlemsstaterne er nødvendigt at undgå, at den fælles landbrugspolitik atter nationaliseres, og således sikre en fælles landbrugspolitik, der finansieres retfærdigt og med tilstrækkelige midler, som udelukkende stammer fra EU's budget;

4. minder om, at det i løbet af de seneste fire år med den nuværende FFR kun har været muligt at enes om de årlige budgetter enten ved anvendelse af de eksisterende margener under de forskellige udgiftsområder i FFR eller ved anvendelse af revision, som foreskrevet i artikel 23 i IIA af 17. maj 2006 ved anvendelse af de til rådighed værende margener under udgiftslofterne for udgiftsområde 2 med henblik på at finansiere andre EU-prioriteter; påpeger, at fra budgetåret 2011 og frem til udløbet af den nuværende FFR (2013), vil marginerne under udgiftsloftet for udgiftsområde 2 være yderst begrænsede;

5. understreger i lyset af den fælles landbrugspolitiks målsætninger nødvendigheden af at stille tilstrækkelige midler til rådighed i den nye FFR for bedre at kunne støtte op om politikken i overensstemmelse med de store udfordringer, som denne sektor af afgørende betydning for EU's fødevaresikkerhed står over for i de kommende år;

6. påpeger, at Kommissionen i medfør af artikel 314, stk. 3, i TEUF ikke længere kan ændre sit budgetforslag, så snart Forligsudvalget er blevet indkaldt; erindrer om, at Kommissionen hvert efterår skal forelægge en ændringsskrivelse med henblik på at opdatere landbrugsprognoserne; insisterer på, at denne ændringsskrivelse skal foreligge inden afstemningen i Parlamentet; anmoder sine kompetente udvalg om at udarbejde en intern procedure med henblik på at fastlægge Parlamentets holdning forud for mødet i Forligsudvalget;

7. minder om, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger indført af Parlamentet har udviklet sig til vigtige redskaber til opstilling af politiske prioriteringer og til lancering af nye initiativer, som ofte er blevet til EU-aktiviteter og -programmer, også inden for landbrug og udvikling af landdistrikterne; mener, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger også fremover kan være en platform for afprøvning af nye idéer til reformer;

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Alexander Alvaro, Marta Andreasen, Francesca Balzani, Reimer Böge, Giovanni Collino, Jean-Luc Dehaene, Isabelle Durant, Göran Färm, José Manuel Fernandes, Eider Gardiazábal Rubial, Salvador Garriga Polledo, Ivars Godmanis, Estelle Grelier, Carl Haglund, Jutta Haug, Jiří Havel, Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Anne E. Jensen, Ivailo Kalfin, Sergej Kozlík, Jan Kozłowski, Vladimír Maňka, Barbara Matera, Claudio Morganti, Nadezhda Neynsky, Miguel Portas, Dominique Riquet, Sergio Paolo Francesco Silvestris, László Surján, Helga Trüpel, Daniël van der Stoep, Derek Vaughan, Angelika Werthmann

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Franziska Katharina Brantner, Maria Da Graça Carvalho, Giovanni La Via, Peter Šťastný, Theodor Dumitru Stolojan

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Marita Ulvskog

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik