Procedure : 2010/2103(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0310/2010

Indgivne tekster :

A7-0310/2010

Forhandlinger :

PV 24/11/2010 - 20
CRE 24/11/2010 - 20

Afstemninger :

PV 25/11/2010 - 8.13
CRE 25/11/2010 - 8.13
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0445

BETÆNKNING     
PDF 274kWORD 146k
8. november 2010
PE 448.802v02-00 A7-0310/2010

om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører

(2010/2103(INI))

Udvalget om International Handel

Ordfører: Yannick Jadot

Ordfører for udtalelse (*):

Jo Leinen, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

(*) Procedure med associerede udvalg – forretningsordenens artikel 50

ERRATA/ADDENDA
ÆNDRINGSFORSLAG
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 Begrundelse
 UDTALELSE fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (*)
 UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører

(2010/2103(INI))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til rapporterne fra de tre arbejdsgrupper under Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC)(1),

 der henviser til EU’s energi- og klimapakke, der blev vedtaget af Rådet den 17. december 2008,

 der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 29. og 30. oktober 2009 om klimaforhandlingerne,

 der henviser til FN's klimatopmøde i København den 7.-18. december 2009 og den deraf følgende Københavnsaftale,

 der henviser til sine tidligere beslutninger om klimaændringer, især beslutningerne af henholdsvis 10. februar 2010 om resultatet af klimakonferencen i København(2) og af 29. november 2007 om handel og klimaændringer(3),

 der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. maj 2010 "Analyse af mulighederne for at nedbringe drivhusgasemissionerne ud over 20 % og vurdering af risikoen for udflytning af CO2-emissionskilder" (KOM(2010)0265),

 der henviser til Kommissionens meddelelser af 19. juni 2010 om EU's bæredygtighedsordning for biobrændstoffer og flydende biobrændsler(4),

 der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. november 2008 "Råstofinitiativet – opfyldelse af vores kritiske behov for vækst og arbejdspladser i Europa" (KOM(2008) 0699),

 der henviser til WTO's rapport og FN's miljøprogram "Handel og klimaændringer" fra 26. juni 2008,

 der henviser til stats- og regeringschefernes erklæring efter G20-topmødet i Pittsburgh den 24.-25. september 2009,

 der henviser til undersøgelserne fra henholdsvis Climate Strategies-instituttet: "Tackling leakage in a world of unequal carbon prices", offentliggjort i juni 2010(5), CE Delft-instituttet: "Why the EU could and should adopt higher greenhouse gas reduction targets", offentliggjort i marts 2010(6), Sandbag-instituttet:"The Carbon Rich List: The companies profiting from the EU Emissions Trading Scheme", offentliggjort i februar 2010(7), og Carbon Trust-instituttet: "International carbon flows",

 der henviser til energichartrets bestemmelser om investering, som ligger til grund for sagen "Vattenfall Europe Generation AG mod Forbundsrepublikken Tyskland" fra 27. april 2009(8), hvor en virksomhed har lagt sag an mod en medlemsstat, som har strammet miljøreglerne,

 der henviser til "Ontario Green Energy Act" af 14. maj 2009(9),

 der henviser til EU's handlingsplan for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) af maj 2003,

 der henviser til forretningsordenens artikel 48,

 der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udviklingsudvalget (A7-0310/2010),

A.  der henviser til, at jordens temperatur allerede er steget i løbet af det sidste århundrede og fortsat vil stige, og at de økonomiske, sociale og økologiske følger af den globale opvarmning er ved at antage et foruroligende omfang, og at en begrænsning af denne opvarmning til under 2 °C er absolut nødvendig,

B.  der påpeger, at den aftale, der blev indgået på FN's klimatopmøde i København i december 2009 er utilstrækkelig; der påpeger, at det ikke lykkedes Den Europæiske Union at spille en ledende rolle i forbindelse hermed, fordi dens mål ikke var ambitiøse nok, og fordi den ikke formåede at danne en fælles front,

C.  der påpeger, at den aftale, der blev indgået på FN's klimatopmøde i København i december 2009 er utilstrækkelig og skuffende; der påpeger, at forhandlingsparterne ikke formåede at opnå en global konsensus, og at Den Europæiske Union ikke formåede at indtage en ledende rolle eller at danne en fælles front,

D.  der glæder sig over Det Europæiske Råds mål om at reducere de europæiske drivhusgasemissioner med 80-95 % inden 2050 i forhold til 1990-niveauet, hvilket er nødvendigt, hvis Unionen igen ønsker at tage føringen med hensyn til internationale klimainitiativer, idet en række andre lande allerede er begyndt at satse stærkt på grøn økonomi, bl.a. som led i deres økonomiske genopretningsplaner; der går stærkt ind for målet om at reducere EU's emissioner med 30 % inden 2020, uafhængigt af resultaterne af de internationale forhandlinger,

E.  der henviser til, at topmødet i Cancún giver en enestående lejlighed til en indgående dialog og bør benyttes til at vedtage bindende instrumenter og en langt strengere kontrolprocedure, ligesom det bør udgøre et afgørende skridt i retning vedtagelse af en omfattende og juridisk bindende operationel aftale, som kan bidrage til at holde den globale opvarmning på et godt stykke under 2 °C,

F.  der påpeger, at bekæmpelsen af klimaændringer er en faktor i konkurrenceevnen, og at EU's prioritering af energibesparelser og vedvarende energi bidrager til at forbedre Unionens energisikkerhed og rummer et stort potentiale for industriel udvikling, innovation, regionaludvikling og jobskabelse,

G.  der henviser til, at subsidieret energi og ubegrænsede CO2-emissioner i visse lande skaber komparative fordele,

H.  der henviser til, at Den Europæiske Unions klimaansvar ikke kun begrænser sig til drivhusgasemissioner på Unionens område, idet de forbrugsrelaterede emissioner ifølge de seneste tal er langt større end de produktionsrelaterede emissioner, dvs. omkring 35 % i Det Forenede Kongerige, 45 % i Frankrig og 60 % i Sverige,

I.   der henviser til, at handelsreglerne derfor er en afgørende brik i bekæmpelsen af klimaændringer, og at Unionen i sin egenskab af verdens største handelsmagt kan øve væsentlig indflydelse herpå,

1.  glæder sig over Det Europæiske Råds mål om at reducere de europæiske drivhusgasemissioner med 80-95 % inden 2050 i forhold til 1990-niveauet, hvilket er nødvendigt, hvis Unionen igen ønsker at tage føringen med hensyn til internationale klimainitiativer, idet en række andre lande allerede er begyndt at satse stærkt på grøn økonomi, bl.a. som led i deres økonomiske genopretningsplaner; går stærkt ind for målet om at reducere EU's emissioner med 30 % inden 2020 uafhængigt af resultaterne af de internationale forhandlinger, hvilket burde motivere andre lande til at afgive mere ambitiøse tilsagn;

2.  opfordrer til, at der indgås en international bindende aftale om klimabeskyttelse, og støtter kraftigt målet om en 30 %-reduktion af EU's CO2-emissioner inden 2020, uafhængigt af internationale forhandlinger, såvel som EU's langsigtede mål om at reducere emissionerne af CO2 og andre drivhusgasser med mindst 85 % inden 2050;

3.  understreger, at de udviklede lande må tage føringen i henseende til nedbringelse af CO2-emissioner; mener, at fastlæggelse af standarder, mærkning og certificering er instrumenter, der rummer et stort potentiale for at nedbringe energiforbruget og derigennem imødegå klimaændringer; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres regulering på basis af EU's emissionshandelsordning (ETS) ved at fastsætte en mindstepris på CO2-kvoter; mener, at CDM-mekanismen (Clean Development Mechanism) ikke har opfyldt de mest udsatte landes behov;

4.  slår til lyd for, at indsatsen til fremme af vedvarende energi intensiveres, og at medlemsstaterne følger en konsekvent politik og fastlægger bindende juridiske rammer, der på lang sigt kan gøre det muligt at vedtage et faseinddelt støtteprogram, som bidrager til åbning af markeder og opbygning af basale infrastrukturer, hvilket er et væsentligt element i en tid med krise og usikkerhed i erhvervslivet;

5.  minder om, at den fælles handelspolitik er et redskab, der skal fremme Unionens overordnede mål, at EU's fælles handelspolitik i overensstemmelse med artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal "føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil", og at den i overensstemmelse med artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union bl.a. skal bidrage til "bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet og gensidig respekt folkene imellem, fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne, især børns rettigheder, samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt";

6.  understreger, at Den Europæiske Unions handelspolitikker - på bilateralt og multilateralt plan - er et redskab og ikke et mål i sig selv, samt at de bør være i overensstemmelse med målsætningerne om at bekæmpe klimaændringerne og foregribe indgåelsen af en ambitiøs klimaaftale;

7.  mener, at Verdenshandelsorganisationen WTO's regler bør fortolkes og udvikles i tråd med de forpligtelser, der er indgået i de multilaterale miljøaftaler; anmoder Kommissionen om at arbejde for skabelse af en konsensus i WTO-regi om at give de multilaterale miljøaftalers sekretariater observatørstatus ved alle WTO-møder, der vedrører deres kompetenceområde, samt rådgivende status i forbindelse med miljørelaterede tvistbilæggelsesprocedurer; understreger, at der bør vedtages et nyt WTO-regelsæt for at eliminere de komparative fordele, der er forbundet med adgang til billig CO2-udledning;

8.  beklager, at ingen af WTO-aftalerne i øjeblikket direkte henviser til klimaændringer, fødevaresikkerhed og MDG-målene; beklager udviklingen af biopirateri inden for klimaresistente frø; mener, at der er behov for ændringer i WTO's regler for at sikre sammenhæng og konsekvens i forhold til forpligtelserne under Kyoto-protokollen og de multilaterale miljøaftaler (MEA'er); opfordrer til, at der snarest muligt foretages en reform af WTO, der kan gøre det muligt at identificere produkter i forhold til de anvendte produktions- og forarbejdningsmetoder, og til, at der indføres ny fleksibilitet gennem anvendelsen af "tvangslicenser" inden for rammerne af TRIPS-aftalen;

9.  understreger med henvisning til præamblen i WTO-aftalen og til artikel XX, litra b), d) og g), i GATT-aftalen, at international handel ikke må føre til overudnyttelse af naturressourcerne, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre mere for at håndhæve princippet om kollektiv præference i WTO-regi, især hvad angår bæredygtige, klimavenlige og etisk forsvarlige varer;

10. opfordrer Kommissionen og WTO-medlemmerne til at søge at opnå en udtalelse fra WTO, der anerkender betydningen og indvirkningerne af klimaændringerne, og tilskynde WTO til at arbejde på at sikre, at WTO-reglerne ikke undergraver, men derimod fremmer den globale indsats for at bekæmpe, begrænse og tilpasse sig til klimaændringerne;

11. beklager, at WTO-medlemmerne endnu ikke har fundet en metode til at indarbejde denne traktat i FN-systemets institutionelle struktur og regler for miljøbeskyttelse, herunder klimaændringer, og for social retfærdighed og overholdelse af alle menneskerettighederne; fastholder, at de forpligtelser og mål, der er fastlagt i MEA'er såsom såsom FN's rammekonvention om klimaændringer og andre FN-institutioner (FAO, ILO, IMO), skal have forrang frem for snævre fortolkninger af handelsregler;

12. opfordrer Kommissionen til, nu hvor der er gået mere end 15 år, siden WTO's ministerafgørelse om handel og miljø blev truffet i Marrakesh den 15. april 1994, senest i midten af 2011 at fremlægge en rapport for Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang WTO's Komité for Handel og Miljø har opfyldt den opgave, den blev pålagt i afgørelsen, og med sine konklusioner om, hvad der derudover skal foretages, især hvad angår den globale dialog om modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer og WTO's rolle;

13. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i forbindelse med WTO-forhandlingerne og de bilaterale handelsaftaler at fastholde, at liberaliseringen af handelen, især med naturlige råmaterialer, ikke må udgøre en risiko for den bæredygtige ressourceforvaltning, og at målene om klimabeskyttelse og bevaring af arter skal være en integreret del af aftalerne; opfordrer Kommissionen til med dette for øje at opfordre til afholdelse af et fælles møde for WTO-ministrene for handel og miljø forud for UNFCCC-konferencen i Johannesburg i 2011; minder om, at UNFCCC er det forum, hvori en international aftale om imødegåelse af klimaændringer skal indgås;

14. anser det for mere presserende end nogen sinde, at der tages initiativ til en offentlig debat om oprettelse af en verdensmiljøorganisation;

En stærkere vekselvirkning mellem handel og klimabeskyttelse

15. erkender, at samhandelen kan spille en positiv rolle for udbredelsen af varer og tjenester, som bidrager til beskyttelsen af klimaet; er endvidere af den opfattelse, at klimabeskyttelse og handelsliberalisering kan styrke hinanden via en øget handel med miljøvarer og -tjenester, men at det først er nødvendigt at få opstillet en liste over sådanne varer og tjenester på grundlag af strenge miljøkriterier og i samarbejde med WTO's medlemsstater;

16. erkender, at handel er et vigtigt instrument for overførsel af teknologier til udviklingslande; understreger behovet for at mindske hindringerne for "grøn handel", f.eks. gennem fjernelse af afgifter på "grønne varer" på WTO-plan;

17. håber, at EU vil foregå med et godt eksempel ved at fjerne hindringer, såsom told og afgifter, for handel med "grønne" teknologier og miljø- og klimavenlige produkter og fremme miljørigtige varer og tjenesteydelser, bl.a. på basis af Bali-handlingsplanen og Den Grønne Københavnsklimafond;

18. understreger betydningen af innovative grønne teknologier og anerkender den rolle, handelen kan spille i forbindelse med overførslen af sådanne teknologier landene imellem;

19. opfordrer EU til at tage føringen i forbindelse med indkredsningen af de største hindringer for udbredelse i udviklingslandene af grønne teknologier, der kan bidrage til at imødegå klimaændringer;

20. erkender, at de forskellige belønningsordninger, der anvendes til at stimulere innovation, ikke alle fremmer teknologioverførsel på samme måde; stiller især spørgsmålstegn ved de virkninger, som intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) vil have på udbredelsen af fremtidige teknologier baseret på f.eks. agrobrændstoffer af anden generation, batterier eller brint; bemærker endvidere, at det for at sikre, at IPR-systemer ikke hindrer teknologioverførsel, er nødvendigt at tage hånd om bekymringerne for disse rettigheders beskyttelse som følge af svage politiske institutioner og manglende retssikkerhed; anmoder derfor Kommissionen om at undersøge alle innovationsfremmende ordninger, idet den tager hensyn til risikoen for udelukkelse af visse lande, og bruge resultaterne heraf i sit klimadiplomati;

21. er foruroliget over den fordrejende indvirkning, som statsstøtten til fossile brændstoffer har på verdenshandelen, dens indvirkning på klimaet og dens omkostninger for de offentlige budgetter; hilser G20-landenes tilsagn om gradvist at udfase denne støtte velkommen;

22. ønsker, at Den Europæiske Union påtager sig en ledende international rolle på dette område, og anmoder Kommissionen om snarest at fremsætte forslag om en tidsplan for udfasning af denne støtte i EU, idet det forudsættes, at der sideløbende hermed skal iværksættes sociale og industrielle ledsageforanstaltninger; minder i øvrigt om sin henstilling til Kommissionen og medlemsstaterne om at forhindre eksportkreditagenturer og Den Europæiske Investeringsbank i at yde lån til projekter med en skadelig indvirkning på klimaet;

23. er imod støtte til fossile brændstoffer og opfordrer til øget støtte til vedvarende, miljøvenlig energi og til identifikation og udvikling af decentrale energikilder, især i udviklingslandene; minder i denne forbindelse om G20’s klimapolitiske aftale om udfasning af støtte til fossile brændstoffer og opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til en europæisk strategi for gennemførelse heraf med tidsfrister og sociale kompensationsordninger, hvis det er relevant;

Indførelse af mere retfærdige internationale handelspriser og foranstaltninger til hindring af CO2-lækage

24. bemærker, at handelsliberalisering kan komme i konflikt med klimabeskyttelsen, såfremt visse lande søger at opnå en konkurrencemæssig fordel ved at undlade at gøre en indsats for klimabeskyttelse; foreslår derfor en reform af WTO's antidumpingsregler med henblik på at medtage spørgsmålet om miljømæssigt retfærdige priser i overensstemmelse med de globale normer for klimabeskyttelse;

25. finder det beklageligt, at visse lande har kunnet opnå komparative fordele ved at give tilskud til energipriserne og undlade at indføre begrænsninger eller kvoter for CO2-emissioner; påpeger, at disse lande som følge af deres ubegrænsede og dermed relativt billige CO2-emissioner ikke har noget incitament til at tiltræde multilaterale klimaaftaler;

26. bemærker dog, at klimaforhandlingerne er baseret på princippet om "fælles, men differentieret ansvar", og at udviklingslandenes uambitiøse klimapolitikker generelt skyldes deres mere begrænsede økonomiske eller teknologiske ressourcer og ikke et ønske om at praktisere miljødumping;

27. anmoder i den forbindelse om, at der udvises omtanke i den europæiske debat om industriel CO2-lækage i relation til EU's emissionshandelsordning (ETS) og om metoder til modvirkning heraf;

28. påpeger, at ifølge Kommissionens seneste meddelelse af 26. maj 2010 (KOM(2010)0265) om dette spørgsmål er kun få industrisektorer særligt udsatte for CO2-lækage, og finder, at en nærmere indkredsning af disse vil kræve en detaljeret analyse af de enkelte sektorer; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at anvende en sådan fremgangsmåde frem for ensartede kvantitative kriterier for alle industrisektorer;

29. understreger, at der ikke findes en universalløsning for de industrisektorer, der ønsker at reducere deres kulstoflækage, og at produktet eller markedsstrukturen er vigtige kriterier, der bør lægges til grund for valget af disponible redskaber (gratis tildeling af kvoter, statsstøtte eller tilpasningsmekanismer ved grænserne);

30. beklager den udstrakte brug af gratis tildeling af kvoter, da adskillige nylige undersøgelser viser, at denne løsning kan skabe en stor uretmæssig fortjeneste for visse virksomheder, og at den ikke forhindrer sådanne virksomheder i at flytte hele eller en del af deres produktion; kræver, at de tildelte kvoter ved hel eller delvis flytning øjeblikkelig inddrages, og at midlerne fra en del heraf indgår i en fond til social og miljøvenlig udvikling af de forladte erhvervszoner;

31. finder, at en multilateral klimaaftale vil være det mest hensigtsmæssige instrument til at sikre en internalisering af de negative miljøeksternaliteter med hensyn til CO2, men frygter, at en sådan aftale ikke vil blive opnået i nær fremtid; mener derfor, at Unionen fortsat bør undersøge mulighederne for, med hensyn til de industrisektorer, som reelt er udsat for CO2-lækage, at indføre passende miljøværktøjer, der kan supplere bortauktioneringen af CO2-kvoter inden for EU's emissionshandelsordning (EU-ETS), herunder navnlig en "CO2-inkluderingsmekanisme", under overholdelse af WTO-reglerne; påpeger, at en sådan mekanisme vil gøre det muligt at bekæmpe risikoen for udflytning af CO2-emissioner til tredjelande;

32. påpeger, at WTO-reglerne ikke er uforenelige med grænseforanstaltninger, der sigter på at neutralisere virkningerne af indenlandske politiske tiltag til indarbejdelse af omkostningerne ved miljømæssige eksternaliteter i priserne på varer, så længe disse foranstaltninger ikke er diskriminerende;

33. fastslår utvetydigt, at afgiftsjusteringer ved grænserne ikke må fungere som et protektionistisk instrument, men som et middel til at nedbringe emissioner; mener, at EU bør afsætte en del af de potentielle indtægter til opfyldelsen af sine finansielle forpligtelser inden for UNFCCC;

34. mener, at individuelle tiltag, der, som formuleret i afgørelsen af 15. december 1993 fra WTO-udvalget om handelsforhandlinger "påvirker forbindelserne mellem handels- og miljøforanstaltninger med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling" (såsom afgiftsjusteringer ved grænsen og afgifter til bekæmpelse af miljødumping), i betragtning af WTO's nuværende forvaltningspraksis på området formentlig kun vil vise sig at være forenelige med WTO's regler og discipliner, hvis de indgås inden for rammerne af en juridisk bindende, global aftale, der er underlagt UNFCCC's myndighed, og opfordrer derfor Kommissionen til inden COP 17 i Sydafrika at forelægge Parlamentet og Rådet en meddelelse om, hvordan der kan indarbejdes et sådant system i en post-Kyoto-aftale;

Øget differentiering af produkter efter deres indvirkning på klimaet

35. minder om, at klimabeskyttelse omfatter forskellige offentlige politikker - CO2-mærkning, udbudsprocedurer baseret på strenge økologiske kriterier, standarder, subsidiering, afgifter, kvoter - der indebærer en differentiering mellem produkter efter deres produktionsprocesser og -metoder (PPM), og at det kan være nødvendigt at anvende sådanne politikker på såvel europæiske som importerede produkter;

36. er af den opfattelse, at EU som verdens største handelsblok er i stand til at fastsætte standarder, som anvendes i hele verden, og går derfor ind for udformning og mere udbredt anvendelse af certificerings- og mærkningsordninger, der tager hensyn til sociale og økologiske kriterier; henleder opmærksomheden på den vellykkede indsats, internationale ikke-statslige organisationer har gjort for at udvikle og fremme sådanne mærker og certifikater, og slår til lyd for en øget anvendelse heraf;

37. minder endvidere om, at WTO's bestemmelser giver mulighed for at iværksætte foranstaltninger med henblik på en nærmere præcisering af handelen, hvis det viser sig nødvendigt, hensigtsmæssigt og ikke medfører diskriminering af lande, hvor produktionsvilkårene er identiske; anfører imidlertid, at sådanne præciseringer haster med henblik på iværksættelse af foranstaltninger på grundlag af klimakriterier for ikke-varerelaterede produktionsprocesser og -metoder (PPM) for sådanne produkter;

38. anmoder Kommissionen at udfolde bestræbelser på at få genoptaget debatten i WTO vedrørende PPM og mulighederne for at differentiere mellem produkter i samme kategori alt efter deres CO2-fodaftryk, energiforbrug eller teknologiske standarder; mener, at et sådant initiativ vil kunne accepteres af medlemmerne af WTO, hvis det ledsages af foranstaltninger til lettelse af teknologioverførsel;

39. håber imidlertid, at den manglende klarhed med hensyn til PPM inden for rammerne af WTO ikke vil få EU til at forholde sig passivt, idet det tværtimod bør drage fordel af det råderum, som dette giver; henstiller således til Kommissionen systematisk at inddrage spørgsmålet om bæredygtighedsmærkning og -kriterier i forbindelse med bilaterale og multilaterale handelsforhandlinger og -aftaler for så vidt angår produkter med en skadelig indvirkning på klimaet;

40. understreger, at der skal gøres en indsats for at sikre, at miljøskadelige virkninger af handel afspejles i priserne, og at "forureneren betaler"-princippet håndhæves; opfordrer indtrængende til, at mærknings- og informationsordninger vedrørende miljøstandarder synkroniseres;

41. hilser derfor Den Europæiske Unions indførelse af bæredygtighedskriterier for importerede og europæisk producerede agrobrændstoffer velkommen; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at udvide denne fremgangsmåde til biomasse og landbrugsprodukter; anmoder om, at der tages højde for de indirekte ændringer i arealanvendelsen, der er forbundet med agrobrændstoffer, og forventer, at Kommissionen forelægger et forslag inden udgangen af 2010 i overensstemmelse med sit tilsagn herom til Europa-Parlamentet;

42. slår til lyd for, at der udvikles reelle, bindende bæredygtighedskriterier og -standarder for produktion af biobrændsel og biomasse under hensyntagen til den udledning af klimaforandrende gasser og små partikler, som følger af indirekte ændringer i arealanvendelsen og hele produktionskredsløbet; understreger, at sikringen af fødevareforsyningen har forrang frem for produktionen af biobrændsel, og at det haster med at få sikret en mere bæredygtig politik og praksis vedrørende arealanvendelse gennem en mere holistisk tilgang;

43. finder det i lyset af biobrændstoffers modsætningsfyldte miljømæssige og sociale konsekvenser afgørende, at der indføres strenge bæredygtighedsstandarder for den internationale handel hermed;

44. glæder sig over indgåelsen af den europæiske aftale om ulovligt fældet træ, og ser frem til fremskridt med de frivillige partnerskabsaftaler;

Handelsliberalisering må ikke ske på bekostning af ambitiøse klimapolitikker

45. finder det betænkeligt, at Kommissionen arbejder for en liberalisering af handelen med træ, herunder især en afskaffelse af eksportrestriktionerne, i handelsaftalerne på trods af den øgede risiko for afskovning og den negative indvirkning heraf på klimaet, biodiversiteten, udviklingen og de lokale befolkninger;

46. understreger især behovet for overensstemmelse mellem på den ene side klima- og biodiversitetsmålene og på den anden side handelsbetingelserne med henblik på at sikre, at f.eks. foranstaltninger til imødegåelse af afskovning er virkningsfulde;

47. er af den opfattelse, at nye internationale klimabeskyttelsesaftaler skal indeholde faste garantier om begrænsning af den negative miljøpåvirkning fra den internationale handel med træ og om bekæmpelse af afskovningen, hvis omfang giver anledning til bekymring;

48. understreger, at liberaliseringen af landbrugsprodukter har fået en lang række udviklingslande til at indføre landbrugsmetoder baseret på monokultur og eksport, som er meget sårbare over for klimaændringer og kan føre til massiv afskovning; er foruroliget over den indvirkning, som visse former for europæisk landbrugsstøtte har på landenes evne til at sikre deres egen fødevareforsyning, især i lyset af klimaændringerne; opfordrer Kommissionen til ikke at indgå handelsaftaler, som vil kunne øge afskovningen, og til at sikre, at handelsaftalerne og den offentlige støtte til landbruget i EU ikke gør det vanskeligere at udforme landbrugspolitikker, der integrerer bekæmpelsen af klimaændringer i målsætningen om opnåelse af fødevaresuverænitet;

49. bemærker med bekymring, at den økonomiske globalisering ofte har ført til en landbrugsmodel baseret på ensidig dyrkning af eksportafgrøder, hvilket fremmer en ikke-bæredygtig landbrugspraksis i mange udviklingslande; mener, at handelsordningerne i tilstrækkeligt omfang skal afspejle de små landbrugeres og landdistrikternes behov, navnlig i udviklingslandene, og indeholde incitamenter til indførelse af økologisk landbrug, som er mindre CO2-intensivt og dermed bidrager til at mindske klimaændringerne; opfordrer til, at der fastlægges kvalitetshandelsstandarder på nationalt og internationalt plan, og til, at der gives regeringerne mulighed for at knytte markedsadgang til disse standarder, f.eks. ved at indrømme præferenceadgang til produkter, som opfylder bestemte bæredygtighedsstandarder;

50. modsætter sig bestemmelser i handels- og investeringsaftaler, der giver investorerne mulighed for at skride ind mod et land, som skærper sin klimapolitik; er af den opfattelse, at bestemmelserne om bilæggelse af tvister mellem en investor og et land kun bør tages i brug, hvis klare retsregler giver landet mulighed for at iværksætte miljøbeskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med de globale målsætninger på området;

51. henstiller til Kommissionen ikke systematisk at modsætte sig anvendelse af klausuler om lokalt indhold i dens partneres klimapolitikker, som det var tilfældet med "Ontario Green Energy Act"; påpeger, at sådanne klausuler netop får borgerne og virksomhederne til at acceptere disse politikker; mener desuden, at så længe klimaomkostningerne ikke er internaliseret i de internationale transportpriser, vil sådanne klausuler ligesom transportmærkning være værktøjer, som måske ikke er perfekte, men som er nyttige med henblik på at fremme forbruget af lokalt producerede produkter;

Fuldstændig integrering af transport i problematikken om handel og klima

52. beklager, at det nuværende handelssystem fører til en global arbejds- og produktionsdeling, som er baseret på et meget omfattende transportelement, der ikke bærer sine egne miljøomkostninger; slår til lyd for, at klimaomkostninger forbundet med international transport internaliseres i transportpriserne, det være sig via beskatning eller afgiftsbelagte kvotehandelsordninger; udtrykker tilfredshed med, at luftfarten snart vil blive inddraget i EU ETS, og forventer, at Kommissionen tager et lignende initiativ for søtransporten inden 2011 med henblik på ikrafttrædelse i 2013, hvis det viser sig umuligt at iværksætte en global mekanisme på dette tidspunkt; beklager, at det brændstof, der forbruges ved oversøisk godstransport, er fritaget for afgifter; slår til lyd for indførelse afgifter på dette brændstof og på disse produkter, herunder navnlig på luftfragtsprodukter; forventer desuden, at Kommissionen tager initiativ til at sætte spørgsmålstegn ved støtten til de mest forurenende former for transport i form af f.eks. afgiftsfritagelse for flybenzin;

53. bemærker, at CO2-emissioner forårsaget af international handel kan nedbringes i væsentligt omfang, for eksempel ved at vælge transportform ud fra effektivitets- og miljøkriterier; opfordrer til, at de herved skabte transport- og miljøomkostninger lægges på varernes pris (internalisering af eksterne omkostninger), især ved at indarbejde skibsfarten, der tegner sig for 90 % af transporten inden for international handel, i EU's emissionshandelsordning (ETS);

54. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at opnå en juridisk bindende aftale om reduktion af skibsfartens emissioner inden for rammerne af IMO;

55. finder det vigtigt, at de internationale forpligtelser til at nedbringe udledningen af drivhusgasser også kommer til at gælde for international luftfart og skibsfart;

56. understreger, at stigningen i CO2-emissioner fra transport og international handel undergraver virkningen af EU's klimaændringsstrategi; er af den opfattelse, at dette er et vægtigt argument for at skifte fra en eksportstyret udviklingsstrategi til en intern udvikling baseret på diversificeret og lokalt forbrug og produktion i udviklingslandene; erindrer om, at en sådan strategi vil have positive virkninger på beskæftigelsen både i EU og i udviklingslandene;

57. beklager, at en betydelig del af den internationale handel består af ensartede produkter, som lige så let kunne produceres lokalt, og at den hermed forbundne transport ikke betaler for sine egne miljøomkostninger;

58. anfører, at så længe klimaomkostninger ikke er indregnet i transportpriserne, bør man i højere grad satse på at fremme den bæredygtige lokale produktion, især via bedre informering af forbrugerne; opfordrer til, at der indføres et omkostningsberegningssystem og fælles mærkningsbestemmelser vedrørende drivhusgasemissioner fra forskellige produkter, især på transportstadiet;

Fremme af redskaber som sikrer overensstemmelse mellem handel og klima

59. kræver med henblik på at sikre kohærens mellem EU's handels- og klimapolitikker, at der gøres status over CO2-balancen i forbindelse med hver enkelt handelspolitik, således at den pågældende politik eventuelt ændres for at forbedre denne balance, samt at der iværksættes obligatoriske udligningsforanstaltninger - med hensyn til politisk, teknologisk og økonomisk samarbejde - hvis balancen er negativ for klimaet;

60. opfordrer EU til at anvende de omfattende miljøbestemmelser i bilaterale og regionale handelsaftaler som et udviklingsredskab og dermed understrege behovet for korrekt gennemførelse af miljøklausuler og samarbejdsmekanismer til fremme af teknologioverførsel, faglig bistand og kapacitetsopbygning;

61. opfordrer Kommissionen til systematisk at indføje miljøklausuler i handelsaftaler, der indgås med tredjelande, navnlig med henblik på nedbringelse af CO2-emissionerne og på overførsel af lavemissionsteknologi;

62. hilser indførelsen af en klimaændringsdimension i bæredygtighedsvurderingerne af handelsaftaler velkommen; konstaterer imidlertid, at bæredygtighedsvurderingen i visse tilfælde, såsom ved Euro-Middelhavs-frihandelsaftalen, har vist, at aftalen ville få skadelig indvirkning på klimaet, uden at der blev taget højde for, inden aftalen blev indgået; mener, at handelsaftaler under ingen omstændigheder bør undergrave multilaterale miljøaftaler (MEA'er);

63. kræver, at de foretagne beregninger og udligningsforanstaltningerne figurerer i et "klimakapitel", som skal være obligatorisk for alle handelsaftaler (aftaler om henholdsvis liberalisering, økonomisk partnerskab og en reform af den generelle præferenceordning GSP), samt at det pågældende kapitel gøres til genstand for offentlig høring og forelægges Parlamentet;

64. mener, at der skal indføres miljøkriterier i forbindelse med reformen af GSP;

65. ønsker, at dette "klimakapitel" gøres til genstand for et nært samarbejde mellem GD for Klima og GD for Handel, og - mere generelt - at GD for Klima systematisk inddrages i handelsforhandlingerne;

66. er af den opfattelse, at Kommissionen bør følge en harmoniseret ramme for forhandlingsstrategierne i forbindelse med handels- og miljøpolitikken, således at partnerne ikke får anledning til at nære bekymring for handelsbarrierer, samtidig med at det sikres, at de bindende mål for bekæmpelse af klimaforandringer overholdes;

67. mener, at "klimadiplomatiet" bør anvendes på en mere intensiv og konsekvent måde inden for rammerne af EU's handelsforbindelser med stater, der ikke er bundet af multilaterale miljøbeskyttelsesaftaler;

Konsekvent fremfærd fra EU's side på handels- og klimaområdet over for udviklingslandene

68. erkender, at bestræbelserne på at skabe konsekvens i EU's handels- og klimapolitik af partnerlandene kan bruges eller opfattes som en indirekte måde at reducere vores import og øge vores eksport på;

69. understreger derfor, at det er vigtigt at forhandle med disse lande om enhver foranstaltning, som Unionen måtte have til hensigt at iværksætte, især grænsetilpasningsforanstaltninger, og at det er nødvendigt for Unionen at opfylde sine tilsagn om klimahjælp til udviklingslandene;

70. er i den forbindelse foruroliget over, at en del af den "hurtige startfinansiering", som de europæiske lande afgav løfte om på klimatopmødet i København, tages fra deres bevillinger til offentlig udviklingsstøtte og ydes i form af lån, hvilket er i modstrid med Parlamentets krav; opfordrer Kommissionen til at udarbejder en rapport om denne finansiering, som kan gøre det muligt at fastslå, hvorvidt den faktiske situation afspejler de afgivne tilsagn og Parlamentets krav; opfordrer endvidere til en bedre koordinering af finansieringen hvad angår dens tematiske og geografiske anvendelse;

71. minder om industrilandenes, herunder EU-landenes tilsagn om at gøre sig overvejelser om innovative former for finansiering til bekæmpelse af klimaændringer, herunder især beskatning af finansielle transaktioner; henstiller til Kommissionen snarest at fremsætte forslag til Rådet og Parlamentet om indførelse af en sådan skat på EU-niveau; opfordrer Kommissionen til i handelsforhandlingerne om liberalisering af finansielle tjenesteydelser at inddrage mulighederne for en sådan mekanisme;

72. er overbevist om, at foranstaltningerne til bekæmpelse af klimaændringer skal baseres på princippet om solidaritet mellem industrialiserede lande og udviklingslandene og eventuelt på et tættere samarbejde mellem FN, WTO og de øvrige Bretton Woods-institutioner; opfordrer derfor til, at udviklingslandene, vækstlandene og de industrialiserede lande i fællesskab udarbejder en overordnet strategi for emissionshandel og beskatning af energi og drivhusgasemissioner, dels for at forhindre virksomhederne i at flytte væk (CO2-lækage) og dels for at generere midler til at finansiere foranstaltninger til bekæmpelse og reduktion af klimaændringer og tilpasning til deres følger;

73. understreger, at øget teknologioverførsel til udviklingslande som et middel til at løse kulstoflækage-problemet vil være en vigtig del af en klimaordning for tiden efter 2012; beklager, at teknologioverførsel kun udgør en lille del af den officielle udviklingsbistand; opfordrer medlemsstaterne til at yde udviklingslande mere faglig og finansiel bistand for at sætte dem i stand til at håndtere konsekvenserne af klimaændringer, overholde klimarelaterede standarder og inkludere de nyeste udviklingskonsekvensanalyser af standarder, mærkning og certificering;

74. pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter, samt til eksekutivsekretæren for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og til den 16. konference for parterne i Kyotoprotokollen (COP16).

(1)

Climate Change 2007: Synthesis Report; redigeret af Rajendra K. Pachauri og Andy Reisinger, Genève 2007, http://www.ipcc.ch/pdf/assessment-report/ar4/syr/ar4_syr.pdf [dansk oversættelse: "Klimaændringer 2007: Synteserapport": http://www.dmi.dk/dmi/syrspmdkweb.pdf] og arbejdsgrupperapporterne: The Physical Science Basis, Contribution of Working Group I, redigeret af S. Solomon, D. Qin, M. Manning, Z. Chen, M. Marquis, K. Averyt, M. Tignor og H.L. Miller, Jr.; Impacts, Adaptation and Vulnerability, Contribution of Working Group II, redigeret af M. Parry, O. Canziani, J. Palutikof, P. van der Linden og C. Hanson; Mitigation of Climate Change, Contribution of Working Group III, redigeret af B. Metz, O. Davidson, P. Bosch, R. Dave og L. Meyer.

(2)

Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0019.

(3)

EUT C 297 E af 20.11.2008, s. 193.

(4)

EUT C 160 af 19.6.2010, s. 1 og 8.

(5)

Susanne Droege and Simone Cooper, Tackling Leakage in a World of Unequal Carbon Prices - A study for the Greens/EFA Group, http://www.climatestrategies.org/our-reports/category/32/257.html.

(6)

Sander de Bruyn, Agnieszka Markowska, and Marc Davidson, Why the EU could and should adopt higher greenhouse gas reduction targets - A literature review, Delft 2010, http://www.stopclimatechange.net/fileadmin/bali/user_upload/docs/7213_finalreportSdB.pdf.

(7)

Anna Pearson, The Carbon Rich List: The companies profiting from the EU Emissions Trading Scheme, Company analysis of the EU Emissions Trading Scheme compiled in association with carbonmarketdata.com, February 2010, http://www.climnet.org/index.php?option=com_docman&task=doc_download&Itemid=55&gid=1551.

(8)

Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID), sag nr. ARB/09/6.

(9)

Ontario Ministry of Energy, Green Energy Act, http://www.mei.gov.on.ca/en/energy/gea/


Begrundelse

FN's klimakonference i København mundede ud i en skuffende aftale, som ikke vil bidrage til at begrænse opvarmningen af jordkloden til 2° C. Endvidere er Københavnsaftalen hverken verdensomspændende eller bindende. EU er langt fra den hovedansvarlige for denne fiasko. Men dens manglende sammenhold, dens manglende evne til at tale med én stemme, den manglende evne til at presse på for at få gennemført målsætninger for emissionsreduktion og støtte til udviklingslandene, som stod mål med de videnskabelige henstillinger og Europa-Parlamentets krav gjorde ofte EU uagtet og ineffektiv.

Hvorfor er det så vanskeligt? Der er sikkert ikke noget entydigt svar. Men en væsentlig del af problemet skyldes, at mange lande endnu ikke har eksperimenteret i stor stil og stadig er i tvivl om de økonomiske, samfundsmæssige og demokratiske fordele ved en økologisk omstilling af økonomien på trods af de mange undersøgelser og vellykkede eksperimenter med bæredygtig omlægning af energisektoren, landbruget og transportsektoren.

EU lider i dag under træghed. Visse industrisektorer henviser med støtte fra regeringerne til de eventuelle dramatiske konsekvenser af en ambitiøs klimapolitik. Selv om de officielle undersøgelser afviser en sådan verdensomspændende trussel og påpeger, at der findes de nødvendige værktøjer til beskyttelse mod CO2-udslip betragtes klimamålsætningerne som værende i modstrid med bestræbelserne på at komme ud af den økonomiske krise og arbejdsløsheden. Det er alvorlig fejltagelse, som Kina og USA ikke gør sig skyldige, hvilket fremgår at deres planer om et genopsving på grundlag af en grøn økonomi. Hvis EU havde taget føringen i bekæmpelsen af klimaændringerne, ville den have styrket sin økonomis konkurrenceevne takket være energibesparelser og varige energikilder, der er to sektorer, som gør det muligt at forbedre energisikkerheden og som har et stort potentiale for så vidt angår industriel udvikling, innovation, fysisk planlægning og jobskabelse.

Men for at spille denne rolle og nyde godt af denne forbedrede konkurrenceevne er EU nødt til at udvikle sin handelspolitik, hvad enten den er bilateral, regional eller multilateral. Handelen med varer og tjenesteydelser er nemlig ansvarlig for ca. 20 % af emissionerne af drivhusgasser i verden. Emissionerne fra forbruget er i Det Forenede Kongerige 34 % højere end emissionerne fra produktionen, i Frankrig 44 % og i Sverige 60 %. EU må nødvendigvis gøre noget ved disse "handelsemissioner". Ellers risikerer den at miste al troværdighed: Et Europa som bekæmper skovfældning på den ene side og på den anden side fremme skovfældning gennem indførsel af skovbrugsprodukter og ikke-bæredygtig biobrændsel kan ikke gå i spidsen i kampen mod klimaændringerne. Hvis den blot eksternaliserer sine emissioner i stedet for at ændre sine produktionsmetoder og forbrugsmønstre, opnår den heller ikke de økonomiske, erhvervsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige fordele i forbindelse hermed.

EU er nødt til at udvikle sin handelspolitik på en sådan måde, at der differentieres mellem produkter alt efter deres klimakonsekvenser for derigennem at opnå den nødvendige omlægning af produktionsmetoder, forbrugsmønstre og investeringsstrategier. Den skal bidrage til løsningen på problemet med CO2-udslip og muliggøre et bedre overordnet tilsyn med importen. Den må ikke være til skade for vore handelspartneres klimapolitik ud fra et kortsigtet ønske om at øge de europæiske markedsandele. Der skal aktivt gribes ind over for emissionerne i transportsektoren og arbejdes for en ordning for beskyttelse af ophavsretten til innovation, som er i overensstemmelse med bl.a. udviklingslandenes behov for adgang til klimavenlig teknologi. Der skal arbejdes for etablering af innovative finansieringsmekanismer på internationalt plan ved om nødvendigt først at indføre det i EU. EU skal gå ind i dette arbejde sammen med og ikke imod sine handelspartnere, navnlig udviklingslandene.

Det vil helt sikkert blive en hård opgave. Men EU har allerede gjort de første skridt i den rigtige retning: tiltag vedrørende indførsel af ulovligt træ, biobrændsel og emissionerne fra flytrafikken. Denne betænkning, som er resultatet af talrige diskussioner med virksomheder, foreninger, fagforeninger og Kommissionen forsøger at identificere de næste faser, som vil gøre det muligt for EU at fortsætte ad denne vej.


UDTALELSE fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (*) (30.9.2010)

til Udvalget om International Handel

International handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører

(2010/2103(INI))

Ordfører for udtalelse (*): Jo Leinen

(*) Associeret udvalg - forretningsordenens artikel 50

FORSLAG

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed opfordrer Udvalget om International Handel, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  understreger med henvisning til præamblen til WTO-aftalen og til artikel XX, litra b), d) og g), i GATT, at international handel ikke må føre til overudnyttelse af naturressourcerne, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre mere for at håndhæve principperne om fælles præferencer i WTO-regi, især hvad angår bæredygtige, klimavenlige og etisk forsvarlige varer;

2.  opfordrer Kommissionen og WTO-medlemsstaterne til at bestræbe sig på at formå WTO til at fremsætte en udtalelse, der anerkender betydningen og indvirkningerne af klimaforandringerne, og tilskynder WTO til at arbejde på at sikre, at WTO-reglerne ikke undergraver, men derimod fremmer den globale indsats for at bekæmpe, begrænse og tilpasse sig til klimaforandringerne;

3.  beklager, at WTO-medlemmerne endnu ikke har fundet en metode til at indarbejde denne traktat i FN-systemets institutionelle struktur og regler for miljøbeskyttelse, herunder klimaforandringer, og for social retfærdighed og overholdelse af alle menneskerettighederne; fastholder, at forpligtelser og mål under millenniumvurderinger af økosystemer, såsom FN's rammekonvention om klimaændringer og andre FN-institutioner (FAO, ILO, IMO), har forret frem for den snævre fortolkning af handelsreglerne;

4.  opfordrer til, eftersom der er gået mere end 15 år, siden WTO's ministerafgørelse om handel og miljø blev truffet i Marrakesh den 15. april 1994, at Kommissionen senest i midten af 2011 fremlægger en rapport for Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang WTO's Komité for Handel og Miljø har udfyldt det hverv, den blev pålagt i afgørelsen, og med dens konklusioner om, hvad der ellers skal foretages, især hvad angår den globale dialog om WTO og modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer;

5.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, i forbindelse med WTO-forhandlingerne og de bilaterale handelsforbindelser at fastholde, at liberaliseringen af handelen, især inden for råvarer, ikke må udgøre en risiko for den bæredygtige forvaltning af naturressourcerne, og at målene om klimabeskyttelse og bevaring af arter gøres til en integreret del af aftalerne; opfordrer Kommissionen til i denne henseende at henstille, at der afholdes et fælles møde for WTO-ministrene for handel og miljø inden UNFCCC-COP i Johannesburg i 2011; minder om, at UNFCCC er det forum, hvori en international aftale om håndteringen af klimaforandringer skal indgås;

6.  understreger især behovet for overensstemmelse mellem på den ene side klima- og biodiversitetsmål og på den anden side handelsbetingelser med henblik på at sikre, at f.eks. foranstaltninger til håndtering af skovrydning er virkningsfulde;

7.  er af den opfattelse, at EU, som udgør verdens største handelsblok, er i stand til at fastsætte standarder på internationalt plan, og støtter udviklingen og spredningen af certificerings- og mærkningsordninger, der tager hensyn til sociale og miljømæssige kriterier; henleder opmærksomheden på det yderst vellykkede arbejde, som ikke-statslige organisationer har udført, hvad angår udvikling og fremme af sådanne mærker og certifikater, og slår til lyd for en øget anvendelse heraf;

8.  glæder sig over tilføjelsen af en klimaforandringsdimension i bæredygtighedsvurderingerne af handelsaftaler; bemærker dog, at i nogle tilfælde, såsom Euro-Middelhavs-frihandelsaftalen, viser bæredygtighedsvurderingen, at aftalen vil få skadelig indvirkning på klimaet, hvilket ikke blev behandlet, inden aftalen blev indgået; mener, at handelsaftaler under ingen omstændigheder bør undergrave multilaterale miljøaftaler;

9.  håber, at EU vil foregå med et godt eksempel ved at fjerne hindringer, såsom told og afgifter, for handel med grøn teknologi og miljø- og klimavenlige produkter og vil fremme miljørigtige varer og tjenesteydelser, herunder også på basis af Bali-handlingsplanen og Den Grønne Københavnsklimafond;

10. opfordrer til, at der indgås en international bindende aftale om klimabeskyttelse, og støtter kraftigt målet om en 30 %-reduktion af EU's CO2-udslip frem til 2020, uafhængigt af internationale forhandlinger, såvel som EU's langsigtede mål om at reducere udslippet af CO2 og andre drivhusgasser med mindst 85 % frem til 2050;

11. er overbevist om, at foranstaltningerne til bekæmpelse af klimaforandringer skal baseres på princippet om solidaritet mellem industrialiserede lande og udviklingslandene og eventuelt på et tættere samarbejde mellem FN, WTO og de øvrige Bretton Woods-institutioner; opfordrer derfor til, at der i fællesskab mellem udviklingslandene, vækstlandene og de industrialiserede lande udarbejdes en overordnet strategi for emissionshandel og beskatning af energi- og drivhusgasudslip, dels for at forhindre virksomhederne i at flytte væk (kulstoflækage) og dels for at generere midler til at finansiere foranstaltninger til bekæmpelse og reduktion af klimaforandringer og tilpasning til klimaforandringernes følger;

12. mener, at individuelle tiltag, som jf. afgørelsen af 15. december 1993 fra WTO-udvalget om handelsforhandlinger påvirker "forbindelserne mellem handels- og miljøforanstaltninger med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling" (såsom afgiftsjustering ved grænsen og dumping-bekæmpende afgifter), i betragtning af de nuværende forhold inden for WTO's forvaltningspraksis på området formentlig kun vil vise sig at være forenelige med WTO-reglerne, hvis de indgås inden for rammerne af en juridisk bindende, global aftale, der er underlagt UNFCCC's myndighed, og opfordrer derfor Kommissionen til inden COP 17 i Sydafrika at fremlægge en meddelelse for Parlamentet og Rådet om, hvordan der kan indføres et sådant system i en aftale for tiden efter Kyoto;

13. anerkender, at WTO-reglerne ikke er uforenelige med grænseforanstaltninger til modvirkning af indenlandske politiske tiltag, der indarbejder omkostningerne ved eksterne miljøpåvirkninger i priserne på varer, for så vidt som disse justeringer ikke er diskriminerende;

14. fastslår utvetydigt, at afgiftsjustering ved grænsen ikke bør fungere som et protektionistisk instrument, men som en metode til reduktion af udledningen; mener, at EU bør afsætte en del af de potentielle indtægter til opfyldelsen af sine finansielle forpligtelser under UNFCCC;

15. bemærker, at CO2-udslip forårsaget af international handel kan nedbringes i væsentligt omfang, for eksempel ved at vælge transportform ud fra effektivitets- og miljøkriterier; opfordrer til, at de herved skabte transport- og miljøomkostninger lægges på varernes pris (internalisering af eksterne omkostninger), især ved at indarbejde shipping, der tegner sig for 90 % af transporten inden for international handel, i EU's CO2-kvotehandelssystem;

16. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at opnå en juridisk bindende aftale om reduktion af skibsfartens emissioner inden for rammerne af IMO;

17. er imod tilskud til fossile brændstoffer og opfordrer til øget støtte til vedvarende, miljøvenlig energi og til indkredsning og udvikling af decentraliserede energikilder, især i udviklingslandene; minder i denne forbindelse om G20’s klimapolitiske aftale om udfasning af støtte til fossile brændstoffer og opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til en europæisk strategi for gennemførelse heraf med tidsfrister og sociale kompensationsordninger, hvis det er relevant;

18. slår til lyd for, at indsatsen til fremme af vedvarende energi intensiveres, og at medlemsstaterne følger en konsekvent politik og opstiller bindende politiske rammer, der på lang sigt gør det muligt at vedtage et faseinddelt støtteprogram, der bidrager til åbning af markeder og opbygning af basale infrastrukturer, hvilket er et væsentligt element i en tid med krise og usikkerhed i erhvervslivet;

19. slår til lyd for, at der udvikles reelle, bindende bæredygtighedskriterier og -standarder for produktion af biobrændsel og biomasse under hensyntagen til den udledning af klimaforandrende gasser og småpartikler, som følger af indirekte ændringer i arealanvendelsen og i hele produktionskredsløbet; understreger, at sikringen af fødevareforsyningen har forret for produktion af biobrændsel, og at bæredygtigheden af politik og praksis vedrørende arealanvendelse snarest muligt skal håndteres gennem en mere holistisk tilgang.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

28.9.2010

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

49

2

3

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

János Áder, Kriton Arsenis, Pilar Ayuso, Paolo Bartolozzi, Sandrine Bélier, Sergio Berlato, Martin Callanan, Chris Davies, Bairbre de Brún, Esther de Lange, Anne Delvaux, Bas Eickhout, Jill Evans, Elisabetta Gardini, Gerben-Jan Gerbrandy, Julie Girling, Nick Griffin, Françoise Grossetête, Satu Hassi, Jolanta Emilia Hibner, Dan Jørgensen, Karin Kadenbach, Christa Klaß, Holger Krahmer, Jo Leinen, Corinne Lepage, Peter Liese, Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė, Gilles Pargneaux, Antonyia Parvanova, Andres Perello Rodriguez, Sirpa Pietikäinen, Mario Pirillo, Pavel Poc, Frédérique Ries, Oreste Rossi, Daciana Octavia Sârbu, Carl Schlyter, Horst Schnellhardt, Richard Seeber, Theodoros Skylakakis, Bogusław Sonik, Catherine Soullie, Salvatore Tatarella, Anja Weisgerber, Sabine Wils, Marina Yannakoudakis

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Christofer Fjellner, Matthias Groote, Marisa Matias, Judith A. Merkies, Bill Newton Dunn, Kathleen Van Brempt

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Kay Swinburne


UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (8.10.2010)

til Udvalget om International Handel

om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører

(2010/2103(INI))

Ordfører for udtalelse: Catherine Grèze

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udvalget om International Handel, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  understreger, at stigningen i CO2-emissioner fra transport og international handel undergraver virkningen af EU's klimaændringsstrategi; er af den opfattelse, at dette er et vægtigt argument for at skifte fra en eksportstyret udviklingsstrategi til en intern udvikling baseret på diversificeret og lokalt forbrug og produktion i udviklingslandene; erindrer om, at en sådan strategi vil have positive virkninger på beskæftigelsen både i EU og i udviklingslandene;

2.  beklager, at en betydelig del af den internationale handel består af ensartede produkter, som lige så let kunne produceres lokalt, og at transporten ikke betaler for sine egne miljøomkostninger;

3.  bemærker med bekymring, at den økonomiske globalisering ofte har ført til en landbrugsmodel baseret på monokulturer af eksportafgrøder, hvilket fremmer en ikke-bæredygtig landbrugspraksis i mange udviklingslande; mener, at handelsordningerne skal afspejle smålandbrugernes og landdistrikternes behov, navnlig i udviklingslandene, og indeholde incitamenter til at gå over økologisk landbrug, som er mindre kulstofintensivt og dermed bidrager til at mindske klimaændringerne; opfordrer til, at der fastlægges kvalitetsstandarder på nationalt og internationalt plan for handel, og til, at der gives regeringerne mulighed for at knytte markedsadgang til disse standarder, f.eks. således at de kan indrømme præferenceadgang til produkter, som opfylder bestemte bæredygtighedsstandarder;

4.  understreger, at de udviklede lande må tage føringen i henseende til nedbringelse af CO2-emissioner; mener, at fastlæggelse af standarder, mærkning og certificering er instrumenter, der rummer et stort potentiale for at nedbringe energiforbruget og dermed for at håndtere klimaændringer; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres regulering på basis af EU's emissionshandelsordning (ETS) ved at fastsætte en mindstepris for kulstof; mener, at mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM, Clean Development Mechanism) ikke har opfyldt de mest udsatte landes behov;

5.  beklager, at ingen af WTO-aftalerne i øjeblikket direkte henviser til klimaændringer, fødevaresikkerhed og 2015-målene; beklager udviklingen af biopirateri inden for klimaresistente frø; mener, at det er nødvendigt med ændringer i WTO's regler for at sikre sammenhæng og konsekvens i forhold til forpligtelserne under Kyoto-protokollen og multilaterale miljøaftaler (MMA'er); opfordrer til en snarlig reform af WTO, der gør det muligt at identificere produkter i forhold til de anvendte produktions- og forarbejdningsmetoder (PPM), og til, at der indføres ny fleksibilitet gennem anvendelsen af "tvangslicenser" inden for rammerne af TRIPS-aftalen;

6.  understreger, at øget teknologioverførsel til udviklingslande som et middel til at løse kulstoflækage-problemet vil være en vigtig del af en klimaordning for tiden efter 2012; beklager, at teknologioverførsel kun udgør en lille del af den officielle udviklingsbistand; opfordrer medlemsstaterne til at yde udviklingslande mere faglig og finansiel bistand for at sætte dem i stand til at håndtere konsekvenserne af klimaændringer, overholde klimarelaterede standarder og inkludere de nyeste udviklingskonsekvensanalyser af standarder, mærkning og certificering;

7.  opfordrer EU til at indtage en ledende rolle i forbindelse med identifikation af de største hindringer for udbredelse i udviklingslandene af grønne teknologier, der kan bidrage til at imødegå klimaændringer;

8.  opfordrer EU til at anvende de omfattende miljøbestemmelser i bilaterale og regionale handelsaftaler som et udviklingsredskab og dermed understrege behovet for korrekt gennemførelse af miljøklausuler og samarbejdsmekanismer til fremme af teknologioverførsel, faglig bistand og kapacitetsopbygning;

9.  understreger, at der skal gøres en indsats for at sikre, at miljøskadelige virkninger af handel afspejles i priserne, og at forureneren betaler-princippet håndhæves; opfordrer til, at mærknings- og informationsordninger vedrørende miljøstandarder synkroniseres;

10. finder det vigtigt, at internationale forpligtelser til at nedbringe udledningen af drivhusgasser også kommer til at gælde for international luftfart og skibsfart;

11. opfordrer Kommissionen til systematisk at inddrage miljøklausuler i handelsaftaler, der indgås med tredjelande, navnlig med henblik på nedbringelse af CO2-emissioner og overførsel af lavemissionsteknologi;

12. er af den opfattelse, at nye internationale klimabeskyttelsesaftaler skal indeholde faste garantier om begrænsning af den negative miljøpåvirkning fra den internationale tømmerhandel og om stop for skovrydning, hvis omfang giver anledning til bekymring;

13. finder det afgørende, at der indføres strenge bæredygtighedsstandarder for den internationale handel med biobrændsel på grund af dens modsætningsfyldte miljø- og samfundsmæssige konsekvenser.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

5.10.2010

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

28

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Thijs Berman, Michael Cashman, Corina Creţu, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Catherine Grèze, Enrique Guerrero Salom, András Gyürk, Eva Joly, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Bill Newton Dunn, Maurice Ponga, David-Maria Sassoli, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Eleni Theocharous, Ivo Vajgl, Anna Záborská, Gabriele Zimmer

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Kriton Arsenis, Santiago Fisas Ayxela, Isabella Lövin, Miguel Angel Martínez Martínez, Bart Staes, Patrizia Toia

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Róża Gräfin von Thun und Hohenstein


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

26.10.2010

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

14

4

8

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

William (The Earl of) Dartmouth, Laima Liucija Andrikienė, Kader Arif, David Campbell Bannerman, Daniel Caspary, Marielle De Sarnez, Harlem Désir, Christofer Fjellner, Joe Higgins, Yannick Jadot, Bernd Lange, Vital Moreira, Tokia Saïfi, Helmut Scholz, Gianluca Susta, Keith Taylor, Jan Zahradil, Pablo Zalba Bidegain

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Catherine Bearder, George Sabin Cutaş, Béla Glattfelder, Małgorzata Handzlik, Salvatore Iacolino, Jarosław Leszek Wałęsa

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Ricardo Cortés Lastra, Jelko Kacin

Seneste opdatering: 12. november 2010Juridisk meddelelse