BETÆNKNING om gennemførelsesbetænkning 2013: Udvikling og anvendelse af teknologi til opsamling og lagring af CO₂ i Europa

4.12.2013 - (2013/2079(INI))

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
Ordfører: Chris Davies
Ordfører for udtalelse (*):
Vicky Ford, Udvalget om Industri, Forskning og Energi
(*) Proceduren med associerede udvalg – forretningsordenens artikel 50

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om gennemførelsesbetænkning 2013: Udvikling og anvendelse af teknologi til opsamling og lagring af CO₂ i Europa

(2013/2079(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF, 2008/1/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006[1],

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. marts 2013 om fremtiden for CO₂-opsamling og -lagring i Europa (COM(2013)0180),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 27. marts 2013 med titlen "En ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030" (COM(2013)0169),

–  der henviser til EU's klima- og energipakke fra december 2008,

–  der henviser til sin beslutning af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050[2],

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0430/2013),

A.  der henviser til, at CO₂-opsamling og -lagring (CCS) er en lovende teknologi, der kan være det eneste middel til at opnå betragtelig nedbringelse af CO₂-emissionerne fra industrimæssige kilder og har potentiale til væsentligt at nedbringe CO₂-emissionerne fra kraftværker, hvor der fyres med fossile brændstoffer, men at den stadig kræver investeringer og demonstration i industriel målestok for at fremme innovation og sænke omkostningerne samt for at få bekræftet, at den er sikker for miljøet;

B.  der henviser til, at Det Internationale Energiagentur forventer, at fossile brændstoffer fortsat vil udgøre 75 % af det globale energimix i 2030, og antager, at CCS er nødvendig for at levere næsten 20 % af de CO₂-reduktioner, der skal være opnået inden 2050, og fastholder, at der, hvis CCS ikke tages i anvendelse, vil være brug for yderligere 40 % i elektricitetsinvesteringer for at forhindre en temperaturstigning på over 2° C;

C.  der henviser til, at CCS er den eneste teknologi, som kan tilvejebringe betragtelige CO2-reduktioner fra større industrisektorer, herunder stål- og cementindustrien samt kemikalieindustrien og olieraffinaderier, og som kombineret med anvendelsen af biomasse til elproduktion har potentiale til at fremme en nettoreduktion af CO2-emissionerne;

D.  der henviser til, at anvendelsen af CCS på grundlag af de aktuelle niveauer og prognoserne for brugen af fossile brændstoffer er afgørende for at opfylde målsætningen om at holde stigningen i de globale temperaturer på under 2 °C;

E.  der henviser til, at udvikling af CCS bør anses for en strategi, der supplerer udviklingen af vedvarende energi i forbindelse med overgangen til en lavemissionsøkonomi;

F.  der henviser til, at EU's regeringschefer i 2007 havde sat sig som mål at have hele 12 CO₂ -opsamlings- og -lagringsanlæg i drift inden 2015, men at dette mål nu ikke kan nås, fordi anlæggenes økonomiske levedygtighed afhænger af en høj kulstofpris;

G.  der henviser til, at udviklingen af denne teknologi ikke må være et incitament til at øge andelen af kraftværker, der anvender fossile brændstoffer;

H.  der henviser til, at EU er ved at miste sit teknologiske forspring inden for CCS – der er for øjeblikket kun planer om at gennemføre ét projekt med NER300-finansiering, og projekter under det europæiske genopretningsprogram for energiområdet er blevet nedlagt eller udsat – og i dag ikke råder over nogen effektiv strategi til fremme af udviklingen af CCS-flagskibsprojekter;

I.  der henviser til, at den brede befolkning altid bør gives et fuldstændigt og klart billede af fordelene og de mulige risici ved CCS, før der udvikles projekter i kommerciel målestok;

Højere målsætninger

1.  anerkender, at udvikling af CCS har potentiale til at gøre det muligt for EU at nå sine lavemissionsmål med så lave omkostninger som muligt, og at dette er nødvendigt navnlig for at dekarbonisere industrier, der udsender store mængder CO₂; mener, at det også kan bidrage til diversiteten og sikkerheden af energiforsyningerne, samtidig med at man bevarer og skaber muligheder for beskæftigelse; fastholder, at der er et akut behov for at udvikle en række CCS-flagskibsprojekter, der omfatter hele kæden, for at identificere de bedste og økonomisk mest fordelagtige løsninger, og opfordrer Kommissionen til at opstille mål for at opfylde disse målsætninger; skønner, at der på baggrund af de betragtelige investeringer, der kræves, er behov for instrumenter ud over EU's emissionshandelssystem (ETS) for at fremme forskning og teknisk hensigtsmæssig og sikker anvendelse af CCS;

2.  mener, at det – selv om CCS kan være en del af løsningen på at nå målene om at begrænse drivhusgasemissionerne – ville være endnu bedre, hvis medlemsstaterne kunne nå disse mål uden at anvende CCS;

3.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde til CCS-udvikling, ikke alene i forbindelse med kul- og gasbaseret energiproduktion men også i en række industrisektorer såsom kemi-, metal-, jern- og stålindustrien samt cementfabrikker og raffinaderier; insisterer på, at Kommissionen bør tage fat på spørgsmålet om udvikling af CCS inden for klima- og energirammen for 2030, og at den bør fremsætte forslag til at fremme tidlig bygning af CCS-flagskibsprojekter;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage vidtrækkende foranstaltninger til fremme af internationalt samarbejde og til stimulering af teknologier til afbødning af virkningerne af klimaændringer med det formål at lede vækstøkonomierne i retning af udviklingsmæssige alternativer, der er mindre kulstofintensive, herunder f.eks. CCS;

5.  mener, at stålhandlingsplanen især bør understrege behovet for at udvikle CCS-flagskibsprojekter inden for denne sektor;

Medlemsstaternes førende rolle

6.  anerkender, at udvikling af CCS ikke kan lade sig gøre uden støtte fra medlemsstaterne og private investorer, og at førstnævnte har eneret og suveræn ret til at tilskynde til eller forhindre anvendelsen heraf; bemærker, at selvom visse medlemsstater har givet udtryk for, at de ikke forventer, at CCS vil spille en rolle i deres emissionsreduktionsstrategier, bør dette ikke afskrække andre fra at tage initiativer, hvis de mener, at denne teknologi kan spille en effektiv rolle i deres overgang til en lavemissionsøkonomi;

7.  minder Kommissionen om, at Parlamentet har efterlyst lovgivning, der kræver, at alle medlemsstater fremlægger en lavkulstofstrategi for 2050; foreslår, at disse nationale køreplaner opdateres med fem års mellemrum; forventer, at de angiver, hvorvidt og hvordan CCS skal udvikles af de pågældende medlemsstater;

8.  opfordrer Kommissionen til at foreslå at pålægge medlemsstaterne at udarbejde og offentliggøre nationale lavemissionskøreplaner forud for konferencen om De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer i 2015;

9.  understreger - i mangel af en høj kulstofpris - at medlemsstater, der ønsker at fremme udvikling af CCS, har en central rolle at spille med hensyn til at sørge for en gennemsigtig indtægtsstrøm og anden finansiel støtte, der måtte være nødvendig for at sikre bygning og drift af flagskibsprojekter, samtidig med at operatører, som har pioneromkostninger, får mulighed for at sikre et afkast af deres investeringer; bemærker, at passende lovgivningsforanstaltninger også kan være nødvendige, hvis CCS skal udvikles på kommerciel basis; erkender nødvendigheden af at overholde miljøsikkerhedsstandarderne;

EU-lovgivning og -finansiering

10.  opfordrer Kommissionen til at overveje at skabe en EU-investeringsfond for industriinnovation til understøttelse af udviklingen af innovative klimavenlige teknologier, herunder CCS-flagskibsprojekter, andre innovative lavemissionsteknologier og foranstaltninger til nedbringelse af CO₂-emissioner fra energiintensive industrier og deres processer; mener, at dette vil kunne finansieres fra salget af EU ETS-kvoter; understreger, at dette ikke bør føre til en ny bebyrdelse af EU-budgettet; erkender, at der ved udformningen af parametrene for anvendelsen af en sådan fond bør tages hensyn til erfaringerne fra begrænsningerne og den manglende fleksibilitet i NER300-finansieringsmekanismen;

11.  mener, at der kun bør fastlægges rammer for CCS-politikker og -strategier, hvis der foreligger velfunderede beviser på den positive indvirkning, de vil have på miljøet, EU-industriens stabilitet, beskæftigelsen i EU og på at gøre energipriserne overkommelige for borgerne og erhvervslivet;

12.  mener, at CCS-støtte på længere sigt principielt skal hentes fra et passende CO₂-prissignal, men antager, at enhver midlertidig finansiel støtte, der kræves fra medlemsstaterne eller EU bedst vil kunne hentes fra produktion og import af fossile brændstoffer, der er hovedansvarlige for CO₂-emissionerne; foreslår, at Kommissionen fremmer drøftelser om forskellige muligheder ved at foretage en analyse af systemer, der kræver køb af CCS-certifikater, der dokumenterer de CO₂-emissioner, der undgås – ved lagring eller behandling – i forhold til den mængde CO₂, der er indeholdt i de fossile brændstoffer, der sendes på markedet;

13.  anmoder om, at Kommissionen udarbejder retningslinjer for medlemsstaterne vedrørende forskellige finansielle mekanismer og andre mekanismer, som de kan anvende til at understøtte og fremme udvikling af CCS og få adgang til støttemidler fra EU-budgettet;

14.  noterer sig Den Europæiske Investeringsbanks afgørelse om at forbyde udlån til bygning af kuldrevne kraftværker, der ville udsende mere end 550g CO₂/kWh; understreger, at det uden finansiel støtte til udvikling af CCS vil være afgørende at indføre strenge emissionsnormer;

15.  mener, at Kommissionen burde overveje, hvordan EU's Kul- og Stålforskningsfond kan udnyttes til at støtte prækommerciel demonstration af CCS i disse industrisektorer;

16.  glæder sig over den norske regerings tilskyndelse til at gennemføre CCS-projekter i EU og udtrykker ønske om, at der under forhandlingerne om den næste programmeringsperiode anmodes om finansiel støtte til CCS-flagskibsprojekter;

17.  anmoder om, at Kommissionen vurderer fordelene ved at vedtage og udvikle CCS-pilotprojektet Ciuden i Spanien, som har modtaget omkring 100 mio. EUR i støtte fra EU-midler som europæisk testfacilitet for teknologi til opsamling og indlandslagring af CO₂;

Transport og lagringsanlæg

18.  anerkender, at der kan opnås væsentlige økonomiske besparelser ved at oprette CCS-klynger af industrianlæg, der betjenes af fælles rørledninger eller andre systemer til transport af CO₂; mener, at anlægsoperatører generelt ikke kan forventes at tage hensyn til de fremtidige krav fra andre anlæg, og at store investeringer såsom f.eks. forbindelsesledninger, der er beregnet på eventuelt at transportere CO₂ fra adskillige kilder, derfor vil kunne udvikles gennem offentlig-private partnerskaber; understreger, at medlemsstater, der ønsker at udvikle CCS, kan have en direkte rolle at spille med hensyn til at stille CCS-transport til rådighed og bestemme den oplagringsinfrastruktur, der er til rådighed;

19.  opfordrer til et tættere samarbejde med USA og Canada i form af udveksling af ekspertise og god praksis i lyset af CCS-aktiviteter, der foregår inden for rammerne af dialogen mellem USA og Canada om ren energi;

20.  fastholder, at nye lavkulstofteknologier bør betragtes som et supplement til hinanden og ikke som værende i indbyrdes konkurrence; understreger, at både vedvarende energi og CCS har roller at spille i EU's fremtidige energimix, og at sidstnævnte ikke bør være på bekostning af opfyldelsen af EU's bindende målsætninger vedrørende udvikling af vedvarende energi; opfordrer til, at der foreslås foranstaltninger til at fremme brugen af begge teknologier inden for klima- og energirammen for 2030;

21.  understreger, at Europas geologi kan byde på en overflod af potentielle steder for permanent binding af store mængder CO₂, ikke mindst under Nordsøen fjernt fra menneskeligt befolkede områder; støtter EU-foranstaltninger og midler til at etablere en fælles definition af et lagringsanlægs beskaffenhed, identificere egnede lagringsanlæg overalt i Europa, udvikle pilotprojekter og forberede lagringsanlæg til oplagring i kommerciel målestok på de medlemsstaters område, der støtter denne udvikling;

22.  opfordrer Kommissionen til at fremme udformningen af et europæisk atlas over potentielle CO₂-lagringsanlæg;

23.  anerkender, at Londonprotokollens artikel 6 er blevet ændret, så den ikke længere behøver at udgøre en hindring for den grænseoverskridende transport af CO₂ med henblik på binding; bemærker dog, at ratificeringen af denne ændring kan tage mange år; opfordrer Kommissionen til at angive nærmere, om der er omstændigheder, hvorunder den vil tillade grænseoverskridende overførsel af CO₂, inden protokollen er ratificeret;

Lagringsansvar

24.  anerkender den bekymring, som visse potentielle CCS-udviklere nærer for, at de krav og ansvar, der er pålagt dem, hvad angår den geologiske lagring af CO₂ i anlæg, der er godkendt af medlemsstaterne, er umulige at fastslå omfanget af og uforholdsmæssigt store; minder dog om den erstatningsansvarsordning, der er fastsat i direktivet om geologisk lagring af CO₂ (CCS-direktivet), og de forpligtelser, der påfalder indehavere af en lagringstilladelse;

25.  erkender fuldt ud, at ethvert utilsigtet udslip af CO₂ fra et lagringsanlæg skal forhindres og projektets miljøsikkerhed beskyttes i henhold til artikel 1 i CCS-direktivet; opfordrer Kommissionen til at yde vejledning med hensyn til, hvor detaljeret foranstaltningerne til efterlevelse bør fastlægges på forhånd gennem forhandlinger mellem potentielle operatører og de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat;

26.  påpeger, at CCS-direktivet giver medlemsstaterne udstrakt spillerum til at bestemme, hvor stor finansiel sikkerhed CCS-operatørerne skal stille, og hvor lang tid der skal forløbe, inden ansvaret for et nedlagt lagringsanlæg overdrages til den kompetente myndighed; foreslår, at medlemsstater, der arbejder på at fremme CCS-udvikling, vil være nødt til i højere grad at optræde som iværksættere og påtage sig en større del af ansvaret, end de tidligere har gjort;

27.  opfordrer Kommissionen til at revidere sine vejledninger til CCS-direktivet for at tydeliggøre disse punkter;

28.  mener, at CCS-direktivets krav om, at operatørerne i tilfælde af CO₂-udslip skal returnere deres kvoter, ikke tager hensyn til de bekostelige foranstaltninger, der kræves til afhjælpning af problemet; frygter, at denne forpligtelse lægger en yderligere hindring i vejen for udvikling af CCS; opfordrer Kommissionen til at foreslå en revision i sin evaluering af CCS-direktivet;

Situationen med hensyn til opsamling og lagring

29.  fastholder, at det ikke længere er acceptabelt at investere i kraftværker eller industrianlæg, der sandsynligvis vil udsende store mængder af CO₂, uden hensyn til, hvordan disse emissioner vil kunne sænkes i fremtiden;

30.  understreger, at den europæiske befolkning ifølge en eurobarometerundersøgelse stort set ikke ved noget om CCS, men at de, der er informeret, med større sandsynlighed vil støtte CCS; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre deres kommunikations for at øge offentlighedens bevidsthed om CCS og mener, at en bredere forståelse af CCS er afgørende for offentlighedens accept og dermed også for leveringen af CCS;

31.  bemærker, at medlemsstaterne har lov til at evaluere CCS-direktivets bestemmelser, der kræver, at der skal foretages en evaluering af opsamlings-, transport- og lagringskapacitet, inden der udstedes driftstilladelser til kraftværker, på forskellig vis;

32.  opfordrer Kommissionen til at foreslå, at det kan være en betingelse i de medlemsstater, der har besluttet at gøre brug af CCS-teknologi, for opførelsen af anlæg, at der træffes passende forberedelser til CCS-implementeringen eller til andre foranstaltninger til betragtelig nedbringelse af CO₂-emissioner for alle nye kraftværker baseret på fossile og industrianlæg med emissioner, der er højere end en vedtaget grænse, undtagen brændstoffer hvis der er tale om meget høj elefterspørgsel, eller hvis en medlemsstat har efterkommet et lovgivningskrav om at offentliggøre en køreplan, der angiver, hvordan denne medlemsstat vil nå sine CO₂-reduktionsmål for 2050 uden anvendelse af CCS;

33.  opfordrer Kommissionen til at undersøge og forelægge en rapport om, hvilke CCS-niveauer der bør fastlægges inden bestemte mærkedatoer, f.eks. 2030, hvis CCS skal kunne yde et væsentligt bidrag til 2050-emissionsreduktionsmålene;

CO₂ -opsamling og brug

34.  bifalder de forskellige initiativer til at anvende CO₂ på måder, der generelt nedbringer udslippet i atmosfæren og skaber alternative produkter såsom bæredygtige brændstoffer til transport; opfordrer navnlig til, at Kommissionen snarest evaluerer potentialet for sikker brug af CO₂ til at øge genvinding af olie og gas i EU;

o

o    o

35.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

• [1]  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 114.
• [2]  EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 75.

BEGRUNDELSE

For fem år siden næredes der høje forhåbninger til, at Den Europæiske Union ville blive førende i verden med hensyn til udvikling af CO₂-opsamling og -lagring (CCS). Det Europæiske Råd støttede ikke alene ideen om at have hele 12 CCS-projekter i drift inden 2015 men støttede også et forslag fra Europa-Parlamentet om en finansieringsmekanisme (NER300), der så ud til sandsynligvis at kunne sikre tilstrækkelig offentlig støtte til at garantere levering.

Så vidt så godt. Hvis de globale CO₂-emissioner skal nedbringes markant inden 2050 med så lave omkostninger som muligt, vil udvikling af CCS-teknologi være væsentlig. Den er nødvendig for at begrænse emissioner fra store industrianlæg og kan gøre fortsat brug af fossile brændstoffer mulig i et vist omfang med væsentligt reduceret indvirkning på den globale opvarmning.

Desværre har den oprindelige begejstring ikke bragt meget med sig. Tretten vigtige projekter i seks lande var blandt de oprindelige ansøgere til første fase af NER300-finansieringen, men de fleste endte med at blive trukket tilbage eller opfyldte ikke de strenge og ufravigelige krav, der var blevet fastsat. I den anden fase er kun ét projekt (UK – "White Rose") i gang, men det er langt fra sikkert, at medlemsstaternes krav og Kommissionens krav vil stemme tilstrækkeligt overens til, at der kan gives noget tilsagn. I mellemtiden er størsteparten af det beløb på 1 milliard euro, der blev stillet til rådighed for CCS-pilotprojekter i 2009 gennem den europæiske økonomiske genopretningsplan, stadig ikke blevet brugt og vil ikke blive omfordelt.

Siden 1930'erne er der blevet anvendt teknikker til CO₂-udskillelse og -opsamling. CO₂ -transport gennem rørledninger er almindelig brugt over hele verden. Sikkerheden af CO2-oplagring under jorden er blevet demonstreret, ikke mindst ved Sleipner, hvor Norge siden 1996 har sprøjtet 1 million ton CO₂ om året ind i klippegrunden dybt nede under Nordsøen, uden at der har været tegn på uventede bevægelser i dette CO₂.

Den ene undersøgelse efter den anden viser, at CCS vil være billigere pr. ton CO₂, der undgås, end offshore vind- og solenergi, så hvorfor er denne teknologi ikke blevet modtaget med begejstring?

Langt den største årsag er, at hverken Den Europæiske Union eller dens medlemsstater har skabt en virksomhedsmodel, der fremmer private investeringer. Mens udviklere af vedvarende energi har modtaget kontante tilskud fra elektricitetsbrugerne, har fremme af CCS næsten udelukkende været afhængig af, at kulstoftilladelserne er blevet belagt med så høje priser, at investorerne ville lede efter et alternativ til at købe dem ved at sikre, at CO₂-emissioner blev undgået. Værdien af NER300-finansieringsmekanismen har også været direkte afhængig af kulstofprisen, hvis kollaps derfor var et dobbelt så hårdt slag mod forhåbningerne om CCS-udvikling.

En kulstofpris på 60-70 euro pr. ton ville uden tvivl i vid udstrækning reducere behovet for vedvarende tilskud og stimulere CCS-investeringerne men vil sandsynligvis ikke kunne blive en realitet i mange år fremover. Der er brug for en alternativ tilgang. Ordføreren beskriver i denne betænkning den retning, der kunne slås ind på, og de foranstaltninger, der vil være nødvendige.

Han understreger, at medlemsstaternes økonomiske støtte vil være væsentlig, hvis CCS skal kunne udvikles. Idet ingen medlemsstat behøver at tage teknologien til sig imod sin vilje, vil han betvivle den antagelse, at EU-regeringerne alle sammen ved, hvordan de vil opnå deres CO₂-reduktionsmål for 2050, eller at de har vurderet, hvor stor en rolle CCS vil kunne spille. Delvis af denne årsag understreger han, at EU's lovgivning bør kræve, at alle medlemsstater offentliggør en vejledende strategi, der forklarer, hvordan de vil opnå deres 2050-mål.

Ikke alt kan overlades til den private sektor. Medlemsstater, der erkender det potentiale, der ligger i CCS, bør være forberedt på at spille en aktiv rolle i at fremme udviklingen heraf. De vil få brug for at stille finansieringsmekanismer til rådighed, såsom afregningstariffer i samme størrelsesorden som dem, der understøtter vedvarende energi. De bliver måske nødt til at medvirke ved bygningen af et rørledningsnet og hjælpe med at finde og klargøre lagringsanlæg. De skal måske føre an i bestræbelserne på at overbevise en skeptisk offentlighed om, at CO₂ -lagringsanlæg er forbundet med færre risici end mange andre industriaktiviteter. De kommer til at påtage sig en del af det økonomiske ansvar i enkelte tilfælde, hvor der opstår problemer i et lagringsanlæg, som de selv har godkendt.

Selvom medlemsstaterne bør spille en ledende rolle, har det altid været accepteret, at EU i fællesskab bør spille en rolle med hensyn til at fremme CCS-udvikling og sikre, at den opnåede viden udbredes til gavn for alle. Som situationen ser ud nu, råder EU ikke længere over en effektiv politik, der kan sikre dette.

Ordføreren foreslår, at der skal aftales et EU-mål med henblik på at koncentrere indsatsen og tilskynde til brug af nogle af de begrænsede midler, der måske er til rådighed, for at opnå målet. Han mener, at vi simpelthen er nødt til at støtte udviklingen af en række CCS-flagskibsprojekter, hvis man vil fremme innovation, nedbringe omkostningerne, og teknologien skal vinde accept som en reel mulighed. Han foreslår et moderat mål gående ud på at have et tilstrækkeligt antal CCS-projekter i drift eller under bygning inden 2020 for at muliggøre en årlig oplagring af 10 mio. ton CO₂. Dette er en femtedel af det globale mål for hele året, som er foreslået af Det Internationale Energiagentur.

Det vil være nødvendigt med en yderligere finansieringskilde på kort sigt. Ordføreren opfordrer til, at der oprettes en industriel innovationsfond fra salget af CO₂ -kvoter. midlerne skulle være til rådighed ikke alene til at støtte CCS men også for at udvikle innovative projekter for vedvarende energi og midler til nedbringelse af CO₂-emissionerne fra energiintensive industrier.

Kommissionen forventer, at CCS vil være selvbærende inden 2035, men i fasen før kommercialisering efter 2020 mener ordføreren, at kilden til finansiel støtte bør være de fossile brændstoffer, som CO₂-emissionerne stammer fra. Han anbefaler, at der skabes en ordning med CCS-certifikater svarende til Det Forenede Kongeriges "Renewables Obligation" eller den svensk-norske certifikatordning. han anbefaler, at forpligtelsen til at råde over en række CCS-certifikater specielt bør gælde producenter og importører af fossile brændstoffer.

Hvis der ikke stilles finansiel støtte til rådighed for CCS, vil alternativet være en tilgang med regulering. Ordføreren foretrækker at undgå, at der indføres strenge standarder for emissionspræstationer, men accepterer, at de måske vil komme til at spille en rolle.

Europa-Parlamentet har i 2008 vundet anerkendelse ved at foreslå en finansieringsmekanisme til understøttelse af CCS, der sikrede støtte fra Rådet og Kommissionen. Ordføreren håber, at EP-medlemmerne igen kan tage initiativet, og at Parlamentet i denne betænkning vil anvise, hvad der skal gøres for at tage en teknologi i anvendelse, der spiller en så vigtig rolle i bekæmpelsen af den trussel, som den globale opvarmning udgør.

UDTALELSE fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (6.11.2013)

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om gennemførelsesrapport 2013: Udvikling og anvendelse af teknologi til CO₂-opsamling og ‑oplagring i Europa
(2013/2079(INI))

Ordfører for udtalelse (*): Vicky Ford

(*)  Procedure med associeret udvalg (forretningsordenens artikel 50)

FORSLAG

Udvalget om Industri, Forskning og Energi opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A.  der henviser til, at CO2-opsamling og -oplagring (CCS) er den eneste påviselige teknologi i stor målestok, som på nuværende tidspunkt er til rådighed til at fjerne kuldioxid fra forbrænding af fossile brændstoffer med henblik på at producere kulstoffattig elektricitet;

B.  der henviser til, at der findes alternativer til fossile brændstoffer i energisektoren, men at der i visse industrielle sektorer – herunder kemi-, stål-, raffinaderi- og cementvirksomheder – kun kan opnås store emissionsreduktioner via CCS; udvikling af industriel CCS er derfor en prioritet;

C.  der henviser til, at fremtiden for kul i Europa bør baseres på en stabil udviklingsstrategi, eftersom kul fortsat har afgørende betydning for EU's økonomi; der henviser til, at udfordringen for EU's energimix efter 2030 består i at skabe muligheder for en varig økonomisk vækst, samtidig med at der opretholdes energisikkerhed i medlemsstaterne og med, at der sikres en hurtig udvikling af nye energiteknologier, herunder kulteknologier;

D.  der henviser til, at de politikker, der er vedtaget til bekæmpelse af klimaændringer, ikke har haft den forventede virkning, og i mange tilfælde har ført til flytning af virksomheder inden for EU og stigende elektricitetspriser, hvorved de har bidraget til forringelse af den europæiske økonomis konkurrenceevne og til forarmelse af de europæiske befolkninger;

E.  der henviser til, at klimaændringer kun kan bekæmpes effektivt, hvis der gennemføres målrettede foranstaltninger i hele verden;

1.  mener, at CCS måske kan sætte medlemsstaterne i stand til at udnytte deres kulstofbaserede energiforsyninger i forhold til efterspørgslen og dermed også kan bidrage til en mangfoldig og sikker energiforsyning og til at nedbringe drivhusgasemissioner, samtidig med at der bevares arbejdspladser i industrien og skabes nye specialiserede job i EU; påpeger imidlertid, at enhver stigning i anvendelsen af fossile brændstoffer i energisektoren skal gå hånd i hånd med udnyttelse af CCS og inkludere investeringsincitamenter;

2.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage vidtrækkende foranstaltninger til fremme af internationalt samarbejde og til stimulering af teknologier til afbødning af virkningerne af klimaændringer med det formål at lede vækstøkonomierne i retning af udviklingsmæssige alternativer, der er mindre kulstofintensive, herunder f.eks. CCS;

3.  minder om, at fossile brændstoffer fortsat vil udgøre størsteparten af energimixet i de kommende årtier (75 % i 2030 ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA)), hvilket gør CCS til en teknologi, der er værd at udforske;

4.  understreger, at IEA's "Energy Technology Perspectives 2012" påpeger, at det yderligere investeringsbehov for elektricitet, som er påkrævet for at holde den globale temperaturstigning på maksimalt 2 grader, vil stige med yderligere 40 %, hvis der ikke er adgang til CCS;

5.  påpeger, at hvis CCS ikke inkluderes i en langsigtet energistrategi, vil det i alvorlig grad hæmme nationale, EU's og globale bestræbelser på at håndtere klimaændringen;

6.  mener, at der kun bør fastlægges rammer for CCS-politikker og -strategier, hvis der foreligger velfunderede beviser på den positive indvirkning, de vil have på miljøet, EU-industriens stabilitet, beskæftigelsen i EU og på at gøre energipriserne overkommelige for borgerne og erhvervslivet;

7.  mener, at de nye lavkulstofteknologier ikke bør betragtes som indbyrdes konkurrerende, men snarere som et supplement til hinanden i bestræbelserne på at nå Europas langsigtede dekarboniseringsmål; understreger, at både vedvarende energikilder og CCS har en vigtig rolle at spille i EU's fremtidige energimix; opfordrer derfor til, at både vedvarende energikilder og CCS forsynes med skræddersyede mekanismer, der kan give investeringssikkerhed, i den kommende 2030-pakke om EU's energi- og klimaændringspolitik, jf. artikel 194, stk. 2, TEUF, for at skabe lige vilkår og sikre fair konkurrence mellem de forskellige kulstoffattige energiteknologier;

8.  mener, at støtte til indledende projekter, indsamling af erfaringer og vidensdeling er en forudsætning for at kunne udvikle detaljerne i langsigtede CCS/CCU-støtteforanstaltninger og kan medføre færre omkostninger til anvendelsen af CCS/CCU; opfordrer derfor til fortsat internationalt samarbejde mellem erhvervslivet, herunder innovative SMV'er, og institutioner for at sikre, at bedste praksis anvendes; minder samtidig om udfordringerne i de forskellige faser af forskning og udvikling (F&U) og i forbindelse med at få nye teknologier ud på markederne og mener derfor, at instrumenter til støtte af projekter på EU‑niveau bør styrkes, så de reelt kan tilskynde erhvervslivet til at samarbejde med forskningscentre;

9.  opfordrer til et tættere samarbejde med USA og Canada i form af udveksling af ekspertise og god praksis i lyset af CCS-aktiviteter, der foregår inden for rammerne af dialogen mellem USA og Canada om ren energi;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemslandene til at tage hånd om de vigtigste reguleringsmæssige, finansielle og sociale barrierer for anvendelse af CCS, herunder bevilling af tilladelser og finansiering, oprettelse af en CCS-kompetencebase samt udvikling og test af teknologier til effektiv opsamling, transport og oplagring;

11.  mener, at tilskyndelsesforanstaltninger og politiske tiltag bør målrettes både CCS-demonstrationer og efterfølgende langsigtede, operationelle projekter og skal give investorer fra den private sektor mere sikkerhed; mener desuden, at tilskyndelsesforanstaltninger og tiltag bør fordeles effektivt både inden for elproduktionssektoren og CCS inden for industrielle produktionsprocesser;

12.  mener, at der i projekter for opsamling og lagring af kulstof for at gøre CCS økonomisk levedygtig og miljømæssigt bæredygtig bør fokuseres på at udvikle lokalitetsbestemte strategier for CO2-opsamling og -anvendelse (CCU), der kan skabe en lukket CO2-cyklus, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme forskning og tekniske udviklingsaktiviteter på de relevante teknologiske områder;

13.  mener, at de nuværende metoder for understøttelse af demonstrationsprojekter, der bruger NER300‑finansieringsinstrumentet, ikke har formået at skabe attraktive forretningsmuligheder for langsigtede investeringer i CCS, og at de kapitaludgifter og – frem for alt – driftsomkostninger, der kræves til denne form for teknologi, stadig er for høje;

14.   opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til – uanset debatten om en langsigtet strukturel reform af ETS – at foreslå supplerende målrettede politiske foranstaltninger og en mere fleksibel finansieringsmodel, som kan føre frem til de første operationelle CCS-projekter i EU inden 2020;

15.  mener, at støtte på EU-niveau bør fortsætte bl.a. via det europæiske industriinitiativ CCS og Horisont 2010;

16.  understreger, at den europæiske befolkning ifølge en eurobarometerundersøgelse stort set ikke ved noget om CCS, men at de, der er informeret, med større sandsynlighed vil støtte CCS; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre deres kommunikations for at øge offentlighedens bevidsthed om CCS og mener, at en bredere forståelse af CCS er afgørende for offentlighedens accept og dermed også for leveringen af CCS;

17.  er bekymret for, at Londonprotokollens artikel 6 vil kunne vanskeliggøre grænseoverskridende transport af affald fra CCS og efterfølgende begrænse dens potentiale i medlemsstater uden identificerbare opbevaringssteder; opfordrer derfor aftalepartnerne til at finde en løsning såsom at ratificere 2009-ændringen af artikel 6, så den ikke bliver en hindring for anvendelsen af CCS;

18.  opfordrer Kommissionen til at undersøge og forelægge en rapport om, hvilke CCS-niveauer der bør fastlægges inden bestemte mærkedatoer, f.eks. 2030, hvis CCS skal kunne yde et væsentligt bidrag til 2050-emissionsreduktionsmålene;

19.  mener, at vi i overensstemmelse med bæredygtige udviklingsprincipper bør støtte ikke alene CO2-opsamling og -lagring, men også forskning og innovation med henblik på anvendelse af CO2;

20.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de har en dybere forståelse af potentialet for CCS inden for industribrug, og at de anvender emissions-, teknologi- og omkostningsprognoser, således at industrimæssig CCS prioriteres i politiske afgørelser på kort og mellemlang sigt;

21.  erkender, at planlægning er en medlemsstatskompetence, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale myndigheder til i mere omfattende grad og mere konsekvent at kortlægge CCS‑mulighederne for industrianlæg med høje emissioner, hvilket vil gøre det lettere at træffe afgørelser om infrastruktur og lagring; mener, at disse anlæg vil kunne sammenlægges til store fællesanlæg og få gavn af fordelene ved en fælles infrastruktur.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	5.11.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	39 5 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Josefa Andrés Barea, Jean-Pierre Audy, Ivo Belet, Bendt Bendtsen, Jan Březina, Maria Da Graça Carvalho, Giles Chichester, Pilar del Castillo Vera, Christian Ehler, Vicky Ford, Adam Gierek, Norbert Glante, Fiona Hall, Jacky Hénin, Edit Herczog, Kent Johansson, Romana Jordan, Krišjānis Kariņš, Lena Kolarska-Bobińska, Bogdan Kazimierz Marcinkiewicz, Jaroslav Paška, Aldo Patriciello, Vittorio Prodi, Miloslav Ransdorf, Jens Rohde, Paul Rübig, Amalia Sartori, Salvador Sedó i Alabart, Francisco Sosa Wagner, Konrad Szymański, Britta Thomsen, Evžen Tošenovský, Catherine Trautmann, Claude Turmes, Vladimir Urutchev
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Jerzy Buzek, Ioan Enciu, Andrzej Grzyb, Roger Helmer, Seán Kelly, Bernd Lange, Zofija Mazej Kukovič, Franck Proust, Algirdas Saudargas
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Nikos Chrysogelos

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	27.11.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	51 12 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Elena Oana Antonescu, Pilar Ayuso, Paolo Bartolozzi, Sandrine Bélier, Sergio Berlato, Lajos Bokros, Franco Bonanini, Biljana Borzan, Yves Cochet, Spyros Danellis, Chris Davies, Bas Eickhout, Edite Estrela, Jill Evans, Karl-Heinz Florenz, Elisabetta Gardini, Gerben-Jan Gerbrandy, Matthias Groote, Françoise Grossetête, Satu Hassi, Jolanta Emilia Hibner, Dan Jørgensen, Karin Kadenbach, Martin Kastler, Holger Krahmer, Corinne Lepage, Kartika Tamara Liotard, Linda McAvan, Miroslav Ouzký, Gilles Pargneaux, Andrés Perelló Rodríguez, Pavel Poc, Frédérique Ries, Anna Rosbach, Oreste Rossi, Dagmar Roth-Behrendt, Kārlis Šadurskis, Carl Schlyter, Richard Seeber, Theodoros Skylakakis, Bogusław Sonik, Dubravka Šuica, Claudiu Ciprian Tănăsescu, Salvatore Tatarella, Thomas Ulmer, Glenis Willmott, Sabine Wils, Marina Yannakoudakis
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Erik Bánki, Gaston Franco, Julie Girling, Eduard-Raul Hellvig, Georgios Koumoutsakos, Marusya Lyubcheva, Judith A. Merkies, Miroslav Mikolášik, James Nicholson, Alojz Peterle, Vittorio Prodi, Marita Ulvskog, Vladimir Urutchev, Anna Záborská, Andrea Zanoni
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Esther de Lange