BETÆNKNING om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande

17.2.2014 - (2013/2026(INI))

Udviklingsudvalget
Ordfører: Nirj Deva


Procedure : 2013/2026(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A7-0118/2014
Indgivne tekster :
A7-0118/2014
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande

(2013/2026(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til artikel 17 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der handler om ejendomsret,

–   der henviser til millenniumerklæringen af 8. september 2000, der opstiller millenniumudviklingsmålene (herefter 2015-målene), navnlig mål 1, 3 og 7,

–   der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Parlamentet og Kommissionen om EU's udviklingspolitik: ”Den europæiske konsensus”, der blev undertegnet den 20. december 2005, navnlig punkt 11 og 92,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2004 med titlen ”EU-retningslinjer for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene” (COM(2004)0686),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2010 om en "EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer" (COM(2010)0127),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 med titlen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (COM(2011)0637),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2013 "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden" (COM(2013)0092),

–   der henviser til EU's jordpolitiske retningslinjer: ”EU-retningslinjer for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene”, som blev vedtaget af Kommissionen i november 2004,

–   der henviser til undersøgelsen fra FN’s program for bolig- og bebyggelsesmiljø (UN-Habitat) med titlen "Secure Land Rights for All" fra 2008 og retningslinjerne "How to Develop a Pro-Poor Land Policy: Process, Guide and Lessons”,

–   der henviser til FN's særlige ordførers rapport af 11. juni 2009 om retten til fødevarer, Olivier De Schutter, med titlen “Large-scale land acquisitions and leases: a set of core principles and measures to address the human rights challenge”,

–   der henviser til erklæringen om udfordringerne i forbindelse med urbanisering og fattigdomsbekæmpelse i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet, som blev vedtaget i 2009 i Nairobi i Kenya,

–   der henviser til erklæringen fra verdenstopmødet om fødevaresikkerhed, som vedtoges i Rom i november 2010,

–   der henviser til erklæringen om den globale udfordring, der består i at have afskaffet slum i 2020, og som blev vedtaget ved en international konference i Rabat i Marokko den 26.-28. november 2012,

–   der henviser til erklæringen om bæredygtig urbanisering med henblik på afskaffelse af fattigdom, som blev vedtaget ved den anden trepartskonference mellem AVS/EF/UN-Habitat, der blev afholdt i Kigali i Rwanda den 3.-6. september 2013,

–   der henviser til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) og til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention (nr. 169) af 1989 om oprindelige folk og stammefolk,

–   der henviser til principperne for ansvarlig investering i landbrug (Principles of Responsible Agricultural Investment (PRAI)), FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelse, fiskeri og skove i forbindelse med national fødevaresikkerhed og til Den Afrikanske Unions ramme og retningslinjer for jordpolitikken i Afrika (African Union's Framework and Guidelines on Land Policy in Africa (ALPFG)),

–   der henviser til, at henstillingerne fra FN's panel på højt plan om udviklingsdagsordenen i perioden efter 2015 skal indeholde et mål om styring af ejendomsretten til jord for kvinder og mænd og anerkende, at kvinder og piger bl.a. skal have ligeret med hensyn til ejendomsret til jord og andre aktiver,

–   der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer[1],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7‑0118/2014),

A. der henviser til, at ejendomsrettigheder kan defineres som de bestemmelser, der regulerer de vilkår, under hvilke individuelle aktører, samfund og offentlige og private aktører erhverver og bevarer adgang til materielle og immaterielle anlægsaktiver via formel ret eller sædvaneretlige bestemmelser; der henviser til, at ejendomsretten til jord ifølge FN's program for bolig- og bebyggelsesmiljø (UN-Habitat) kan være specifikt formelle (fast ejendom, forpagtning, offentlige og private lejemål), sædvaneretlige eller religiøst baserede; der henviser til, at EU's jordpolitiske retningslinjer anfører, at ejendomsrettighed til jord ikke altid er begrænset til privat ejerskab i snæver forstand, men kan være en balance mellem individuelle rettigheder og forpligtelser og kollektive aftaler på forskellige planer;

B.  der henviser til, at 1,2 mia. mennesker på verdensplan er bosat på en ejendom, som de ikke selv formelt ejer, og lever uden en permanent bolig eller adgang til jord; der navnlig henviser til, at over 90 % af befolkningen i landdistrikterne i Afrika syd for Sahara (hvoraf 370 mio. mennesker betragtes som fattige) har adgang til jord og naturressourcer via retligt usikre sædvaneretlige og uformelle ordninger for rettigheder til jorden;

C. der henviser til, at udenretslig og uregistreret velstand anslås til at udgøre mere end 9,3 billioner USD, hvilket er 93 gange mere end den samlede sum af udlandsbistand, som er blevet ydet til udviklingslandene i løbet af de seneste 30 år;

D. der henviser til, at antallet af slumbeboere (anslået til 863 mio. i 2012) i absolutte tal fortsat vokser, til trods for at målsætningen om at realisere Mål 7 – der som delmål tilsigter at opnå markant fremgang i levevilkårene for mindst 100 mio. mennesker, der lever i slumområder inden 2020 – er nået; der henviser til, at UN-Habitat vurderer, at så mange som en milliard mennesker bor i slumkvarterer, og at det anslås, at omkring tre mia. mennesker vil bo i slumkvarterer i 2050; der henviser til, at artikel 11 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender en universel ret til bolig og kontinuerlig forbedring af levevilkår;

E.  der henviser til, at ca. 200 mio. mennesker i landdistrikterne (næsten 20 % af verdens fattige) ikke har adgang til et tilstrækkeligt jordareal til at skaffe sig et levebrød; der henviser til, at landbrugsjord er underlagt massive pres, såsom befolkningstilvækst, omlægning af arealanvendelse, kommercielle investeringer, nedbrydelse af miljøet på grund af tørke, jorderosion og opbrug af næringsstoffer, samt naturkatastrofer og konflikter; der henviser til, at sikring af jordrettigheder er nødvendig for at fremme social stabilitet ved at mindske usikkerhed og konflikter forbundet med jord;

F.  der henviser til, at private investorer og regeringer har vist en stigende interesse i erhvervelse af langtidsforpagtning af store arealer af landbrugsjord, hovedsageligt i udviklingslandene i Afrika og Latinamerika;

G. der henviser til, at EU ved at fastsætte obligatoriske mål og støtte biobrændstoffer i hvert fald indirekte bidrager til land grabbing i udviklingslandene, idet disse tiltag fremmer spekulation i landbrugsjord, navnlig den mest frugtbare landbrugsjord og jord i nærheden af havne eller veje; der henviser til, at truslerne imod små bedrifters ejendomsret til jorden som følge heraf forværres yderligere med eventuelle negative konsekvenser for fødevaresikkerheden i lokalsamfundene;

H. der henviser til, at vilkårlig jordtildeling fra politiske myndigheders side fører til korruption, usikkerhed, fattigdom og vold;

I.   der henviser til, at der er en tæt sammenhæng mellem jordforvaltningsproblemerne og de vigtigste udfordringer i det 21. århundrede, nemlig fødevaresikkerhed, energiknaphed, by- og befolkningsmæssig vækst, miljøforringelse, klimaændringer, naturkatastrofer og konfliktløsning, hvilket øger behovet for at prioritere omfattende jordreformer;

J.   der henviser til, at ca. 1,4 mia. hektar i verden er styret af sædvaneretlige bestemmelser; der henviser til, at de eksisterende strukturer for ejendomsret til jord i Afrika, Asien og Latinamerika adskiller sig betydeligt fra hinanden, og at der ved formalisering af jordrettigheder ikke kan ses bort fra etablerede lokale sædvaneretlige ordninger hvad enten der er tale om fast ejendom eller kommunal ejendom;

K. der henviser til, at der i artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettigheder står, at enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde;

L.  der henviser til, at det i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) er fastsat, at kvinder og ægtefæller skal have ligeret med hensyn til ejendomsret til og erhvervelse af ejendom; der henviser til, at mange ordninger om ejendomsret til jord og ejendomsrettigheder imidlertid forskelsbehandler kvinder enten formelt eller i praksis;

M. der henviser til, at kvinders ejendomsrettigheder, sikrede adgang til jord samt adgang til opsparing og lån i mange udviklingslande ikke er samfundsmæssigt anerkendt; der henviser til, at det med dette urimelige udgangspunkt er overordentlig vanskeligt for kvinder at gøre deres ejendomsret, især deres ret til arv, juridisk gældende;

N. der henviser til, at især kvinders ejendomsret til jord i udviklingslandene krænkes gennem den stigende forekomst af de udviklede landes store opkøb af jord til kommercielle eller strategiske formål, såsom landbrugsproduktion, fødevaresikkerhed samt produktion af energi og biobrændsel; der henviser til, at kvinder ofte ikke har mulighed for at gøre brug af retshjælp og retlig repræsentation for at kunne vinde sager om krænkelse af ejendomsrettigheder i udviklingslandene;

O. der henviser til, at det er vigtigt at sikre jordrettigheder for kvinder med henblik på at bekæmpe fattigdom i lyset af kvindernes rolle som fødevarefremstillere i landdistrikter og bynære områder og deres ansvar for at brødføde familiemedlemmer; der henviser til, at kvinder, som udgør 70 % af Afrikas landbrugere, formelt kun ejer 2 % af jorden; der henviser til, at programmer, som for nyligt er blevet gennemført i Indien, Kenya, Honduras, Ghana, Nicaragua og Nepal, har vist, at husholdninger med et kvindeligt familieoverhoved har større fødevaresikkerhed, bedre sundhed og stærkere fokus på uddannelse end husholdninger med et mandligt overhoved;

P.  der henviser til, at over 60 % af de kronisk sultende er kvinder og børn, og at 60-80 % af fødevarerne i udviklingslandene netop fremstilles af kvinder[2];

Q. der henviser til, at ca. 370 mio. oprindelige folk i verden har et stærkt spirituelt, kulturelt, socialt og økonomisk forhold til deres traditionelle jordarealer, som normalt forvaltes på lokalt plan;

R.  der henviser til, at det i artikel 17 i verdenserklæringen for menneskerettigheder anerkendes, at enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre, og at ingen vilkårligt må berøves sin ejendom;

S.  der henviser til, at adgangen til jord for oprindelige folk i henhold til ILO-konvention (nr. 169) og FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder står under særlig beskyttelse;

T.  der henviser til, at det i artikel 10 i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder er fastsat, at oprindelige folk ikke må tvangsfjernes fra deres landområder eller territorier, og at der ikke må foretages nogen flytning uden de berørte oprindelige folks frie, forudgående og informerede samtykke og kun efter aftale om ret og rimelig kompensation og hvor muligt, med muligheden for at vende tilbage;

Jord‑ og ejendomsrettigheder og velstandsskabelse

1.  anser registrerede ejendomsrettigheder og sikring af jordrettigheder for at være en katalysator for økonomisk vækst, forudsat at jord kan anvendes som sikkerhedsstillelse og øge adgangen til kapital, og derved stimulere produktiviteten og investeringer, samtidig med at det fremmer social samhørighed og fred;

2.  fremhæver, at sikring af jordrettigheder og større lighed i forbindelse med adgangen til jord medfører et sikkert grundlag for at skabe sig et levebrød og økonomiske muligheder samt for produktionen af fødevarer til husholdningerne i landdistrikterne;

3.  understreger, at alternative muligheder for jordbesiddelse ud over individuelle ordninger for registrering af jordbesiddelser, herunder udvidelse af sædvaneretlige ordninger med henblik på retlig beskyttelse af rettigheder til byggegrunde, landbrugsjord og naturressourcer, bør anerkendes som anbefalet af UN-Habitat;

4.  understreger, at sikring af ejendomsretten til jord for små landbrugere, som udgør 95 % af de potentielle jordejere i udviklingslandene, stimulerer de lokale økonomier, øger fødevaresikkerheden, mindsker migration og bremser slumdannelse; påpeger, at produktiviteten i f.eks. Etiopien, hvor ejendomsretten er blevet indført, er steget med op til 40 % pr. ha. i løbet af tre år alene som følge af denne ændring[3];

5.  bemærker med bekymring, at kulturelle traditioner ofte indebærer, at kvinder er afhængige af mandlige pårørende for sikring af ejendomsretten og står uden retlig beskyttelse; understreger landenes internationale forpligtelse til at sikre et minimum af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der omfatter regeringers forpligtelse til at sikre, at jordforvaltningen ikke er diskriminerende, navnlig over for kvinder og fattige befolkningsgrupper, og at den ikke krænker andre menneskerettigheder;

6.  fremhæver, at styrkelse af borgernes ret til at træffe beslutninger om deres egne ressourcer kombineret med indførelsen af formelle arveretlige bestemmelser i høj grad tilskynder små landbrugere til at investere i deres jord på en bæredygtig måde, gøre brug af terrassedyrkningsmetoder og kunstvanding samt til at afbøde virkningerne af klimaændringer; bemærker i denne forbindelse, at undersøgelser har vist, at en husholdning, der råder over sikret og overførbar jord, vurderes til at være 59,8 % mere tilbøjelig til at investere i terrassedyrkning end en husholdning, som forventer, at der vil finde en omfordeling sted inden for de næste fem år;

7.  bemærker, at en person med et tinglyst skøde til jord kan låne penge til en rimelig rente, som kan anvendes til at oprette og udvikle et erhverv; understreger, at beskyttelsen af ejendomsrettigheder kan fremme et konkurrencepræget erhvervsklima, hvor iværksætterånd og innovation frit kan vokse;

8.  anerkender, at udfordringen består i at overvinde uoverensstemmelsen mellem legalitet, legitimitet og praksis ved at oprette mekanismer med henblik på sikring af ejendomsretten baseret på fælles normer, dvs. anerkendelse af eksisterende rettigheder og samtidig sikring af, at mænd og kvinder samt sårbare samfund i udviklingslandene har sikre rettigheder over jord og aktiver og er fuldt ud beskyttet imod kapitalinteresser, som kan medføre beslaglæggelse af deres ejendom;

9.  fordømmer på det kraftigste navnlig den form for land grabbing (jordtyveri), som på ulovlig vis berøver de fattige i landdistrikterne og den traditionelle nomadebefolkning deres jord uden tilstrækkelig kompensation; fremhæver, at mindst 32 mio. hektar jord på verdensplan har været genstand for mindst 886 tværnationale storstilede opkøb af denne art i perioden mellem 2000 og 2013[4]; fremhæver, at dette tal sandsynligvis repræsenterer en betydelig undervurdering af det nøjagtige antal storstilede opkøb af jord;

10. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklingsbistandspolitikker at tage hensyn til de udviklede landes investorers store jordopkøb i udviklingslandene, navnlig på det afrikanske kontinent, hvilket berører de lokale landbrugere og har haft ødelæggende konsekvenser for kvinder og børn, med henblik på at beskytte dem fra fattigdom og sult og fra at blive tvunget til forlade deres landsbyer og deres jord;

11. understreger, at fjernelse af offentlige incitamenter til fremstilling af afgrødebaserede biobrændstoffer samt subsidier er én måde, hvorpå land grabbing kan bekæmpes;

12. minder om, at manglende sikring af jordrettigheder og svag forvaltning medfører store risici for lokalsamfundene hvad angår fødevareusikkerhed, risiko for fordrivelse og uddrivelse af landbrugere og hyrder; opfordrer i denne sammenhæng indtrængende medlemsstaterne til at støtte udviklingslandenes nationale kapacitet til at styrke deres forvaltningssystemer;

13. fremhæver, at både den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender retten til selvbestemmelse, der er defineret som retten for alle personer til at disponere frit over deres naturlige velstand og ressourcer, og at begge stipulerer, at intet menneske må fratages sit eksistensgrundlag; understreger i denne forbindelse, at forhandlingen om omfattende forpagtning og erhvervelse af jord skal afspejle gennemsigtighed, tilstrækkelig og informeret inddragelse af de lokalsamfund, der er berørt af forpagtning eller erhvervelse af jord, samt ansvarlighed i forbindelse med anvendelsen af indtægter, som bør være til gavn for lokalbefolkningen;

14. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af FN at undersøge sådanne opkøbs indvirkninger på landbrugsjord, der rammes af ørkendannelse, kvinders tab af bopæls- og ejendomsret og adgang til jord, navnlig for så vidt angår enlige kvinder og familieforsørgere, samt på fødevaresikkerheden og overlevelsesgrundlaget for disse kvinder, deres børn og de personer, som de forsørger;

15. understreger, at investeringsaftaler om omfattende erhvervelse eller forpagtning af jord bør tage højde for nuværende jordejeres rettigheder samt rettigheder for bedrifternes ansatte; er af den opfattelse, at investorers forpligtelser bør være tydeligt defineret og kunne håndhæves ved f.eks. at inkludere sanktionsmekanismer i tilfælde af manglende overholdelse af menneskerettighederne; mener, at alle aftaler om jord også bør indeholde en retlig forpligtelse om, at en vis minimumsprocentdel af afgrøder skal sælges på det lokale marked;

Køreplan for sikre jord‑ og ejendomsrettigheder og bæredygtig jordforvaltning i udviklingslandene

16. fremhæver, at jordreformer kræver fleksibilitet og skal være skræddersyet til de lokale, sociale og kulturelle betingelser, såsom traditionelle former for stammeejerskab, samt være fokuseret på at styrke de mest sårbare;

17. fremhæver, at eksistensen af flere sædvaneretlige ordninger om jordbesiddelser og de pålagte kolonimodeller er en af de væsentligste årsager til den endemiske jordrelaterede usikkerhed i udviklingslandene; understreger i denne sammenhæng nødvendigheden af at anerkende lovligheden af sædvaneretlige ordninger, der giver lovfæstede rettigheder til enkeltpersoner og samfund og forhindrer fratagelse og misbrug af jordrettigheder, som navnlig er fremherskende blandt afrikanske samfund og de store oprindelige folk i Latinamerika;

18. fastslår, at sikring af ejendomsretten for "squatters" har væsentlig betydning for boliginvesteringer med undersøgelser, der viser at andelen af boligrenovationer er steget med mere end 66 %;

19. understreger, at en ejendomsretsreform bør indledes med, at der indsamles præcise oplysninger om jordarealer og med systematisk tinglysning gennem matrikelkortlægning ved hjælp af lavpristeknologier, f.eks. mobile teknologier, overvågningsværktøjerne GPS, GPRS og GIS; opfordrer til fuld åbenhed og tilskynder til udvikling og regional samdeling af geografiske informationssystemer, herunder satellit- og luftfotografier, under hensyntagen til teknologier for participatorisk kortlægning; glæder sig over Rwandas fremskridt inden for ejendomsretten, som har gjort det muligt at matrikulere hele landet på bemærkelsesværdig kort tid;

20. advarer imod at anvende en universalløsning for at sikre jordrettigheder; understreger, at formelle jordforvaltningstjenester er mest effektive, når de ydes på lokalt plan; mener, at effektiv ydelse af sikre jordrettigheder derfor kan afhænge af reformen af de centraliserede jordopkøbende organer med henblik på at overføre ansvarsområder til lokale og sædvaneretlige institutioner; vurderer, at tinglysning dermed kan fremmes gennem elektronisk behandling af jordoptegnelser og matrikulære systemer;

21. minder om, at landbruget fortsat er en grundlæggende kilde til erhverv, eksistensgrundlag og fødevaresikkerhed i landdistrikterne; bemærker imidlertid, at landbrugsjord er underlagt stort pres på grund af befolkningstilvækst, omlægning af arealanvendelse, kommercielle investeringer, nedbrydelse af miljøet på grund af tørke, jorderosion og opbrug af næringsstoffer samt naturkatastrofer og konflikter; mener i denne sammenhæng, at sikring af landdistrikternes ejendomsret er afgørende for at nå 2015-målene; er af den opfattelse, at en række politiske instrumenter kan medvirke til at imødegå disse udfordringer, og at disse skal tilpasses lokale forhold;

22. mener, at offentlige embedsmænd først skal identificere allerede eksisterende systemer for jordforvaltning og ejendomsret og dernæst bygge videre på disse systemer til gavn for de fattige og sårbare befolkningsgrupper;

23. er overbevist om, at en decentralisering af jordforvaltningen styrker lokalsamfund og individer og henleder opmærksomheden på behovet for at udrydde korrupte praksisser, som anvendes af lokale ledere i kraft af jordsalgsaftaler indgået med udenlandske investorer, og alle krav på uregistrerede individuelle jordlodder;

24. understreger, at enhver omlægning af arealanvendelse udelukkende bør foretages med frit, forudgående og informeret samtykke fra de berørte lokalsamfund; minder om, at oprindelige folk rettigheder for så vidt angår adgang til jord står under særlig beskyttelse i henhold til international ret; understreger i tråd med FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, at landene skal oprette effektive mekanismer til forebyggelse og retlig prøvelse af enhver handling, som har det formål eller resulterer i, at oprindelige folk fratages deres jord, territorier eller ressourcer;

25. bemærker, at den begrænsede andel af registreret jord i Afrika (10 %) er registreret ved hjælp af forældede, fejlbehæftede systemer; understreger, at overslag[5] fra Verdensbanken viser, at de 27 økonomier, som har moderniseret deres registre inden for de sidste syv år, har halveret den gennemsnitlige periode for overførsel af ejendomsret og således øget gennemsigtigheden, reduceret korruptionen og forenklet skatteinddrivelsen; understreger, at oprettelse og fremme af jordregistre i udviklingslandene bør prioriteres højt i udviklingspolitikken;

26. minder om, at ejendomsretten kan sikres på forskellige måder, forudsat at rettighederne for brugere og ejere af jord er klare og tydelige; minder om, at der ud over formelle skøder kan opnås sikkerhed gennem klare og langsigtede forpagtningsaftaler eller formel anerkendelse af sædvaneretlige rettigheder og uformelle bosættelser med tilgængelige og effektive tvistbilæggelsesmekanismer; opfordrer EU til at yde støtte til kapacitetsudvikling og til uddannelsesprogrammer inden for jordforvaltning med det formål at sikre jordrettigheder for de fattige og sårbare befolkningsgrupper, herunder gennem matrikelopmåling og registrering, samt gøre en indsats for at udstyre uddannelsesinstitutioner i udviklingslandene med de nødvendige redskaber hertil;

27. opfordrer EU til at styrke tredjelandsdomstoles kapacitet til at håndhæve ejendomsretten effektivt, løse stridsspørgsmål i forbindelse med ejendomsrettigheder og forvalte ekspropriationer som et led i en holistisk tilgang, der har til formål at konsolidere retssystemet og retsstatsprincippet;

28. opfordrer EU til at støtte udviklingslandenes gennemførelse af jordreformer, navnlig for at fremme deltagelsen af alle interessenter, og støtte deres bevidstgørelsesprogrammer, med henblik på at sikre, at alle involverede parters rettigheder, navnlig de fattiges og sårbares, overholdes fuldt ud; nævner eksemplet Madagaskar og de lokale matrikelkontorer, hvor enkle og lokale initiativer i stort omfang har lettet registreringen af skøder;

29. fremhæver, at opbygning af sunde finanspolitiske politikker i udviklingslande gennem styrkelse af jordregistrering og afgrænsning af værdiansættelsesfunktioner øger de årlige jordsalgsindtægter, såsom i Thailand, hvor disse seksdobledes over en periode på 10 år;

30. opfordrer EU til gennem indførelsen af yderligere støttemekanismer at yde omfattende støtte til nye jordejeres investeringer i nyt udstyr og samtidig gøre det lettere at udveksle teknologi og undervise nye jordejere i at anvende innovative teknikker og bedste praksis;

31. påpeger, at formel anerkendelse af jordrettigheder for kvinder ikke automatisk medfører, at disse rettigheder udøves effektivt; opfordrer EU til i sine jordreformprogrammer at lægge særlig vægt på kvinders sårbarhed over for ændringer af familiestrukturen og deres muligheder for at håndhæve deres rettigheder, samt sikre, at begge ægtefællers navne er angivet på skøder;

32. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklings- og bistandspolitikker at sikre, at udviklingslandene indfører lovgivningsforanstaltninger for at fremme ligestilling mellem kønnene og forebygge forskelsbehandling med hensyn til ejendomsrettigheder på baggrund af etnisk tilhørsforhold, race og civilstand og til at se på, hvordan man kan fjerne de betydelige sociale, politiske og kulturelle begrænsninger for opnåelsen af ejendomsrettigheder;

33. opfordrer EU's delegationer i udviklingslandene til at holde øje med, at kvinders ejendomsrettigheder ikke krænkes, og dermed beskytte dem mod at blive ofre for fattigdom og social udstødelse;

34. opfordrer EU til at støtte udviklingslandenes bestræbelser på at reformere markedet for forpagtning af jord for at skabe adgang til jorden for fattige befolkningsgrupper og fremme vækst og samtidig undgå uforholdsmæssigt omfattende restriktioner for forpagtningsmarkederne;

Fokus på jord‑ og ejendomsrettigheder som et centralt element i EU’s udviklingspolitik

35. fremhæver, at storstilet opkøb af jord bl.a. er en direkte konsekvens af dårlig jordforvaltning i udviklingslande; understreger, at styrkelse af enkeltpersoner og samfund gennem klare og sikre ejendomsrettigheder vil åbne op for kontraktmæssige aftaler om kontrol og imødegå land grabbing; understreger, at EU-bistanden bør bidrage til opbygning af den institutionelle kapacitet, der er nødvendig for at udstede sikre jordrettigheder med henblik på tackle "rent-seeking", bureaukratisk træghed samt korrupt og uansvarlig praksis;

36. glæder sig over EU’s deltagelse i globale jordinitiativer; fremhæver, at EU som verdens førende udviklingsaktør har kapacitet til at fremme sin nuværende begrænsede tilgang både med hensyn til anvendelse og synlighed med henblik på at sikre ejendomsretten til jord;

37. bemærker, at EU ud over indsatsen for at forbedre ejendomsretssystemerne i udviklingslandene bør sikre, at borgerne har adgang til socialsikring og forsikringsordninger for at beskytte deres levebrød og deres aktiver i tilfælde af, at der indtræffer en katastrofe eller en anden voldsom hændelse;

38. anbefaler, at der foretages en ajourføring af EU's jordpolitiske retningslinjer fra 2004 i samarbejde med medlemsstaterne for at vurdere udfordringerne i forbindelse med de eksisterende besiddelsesformer og for at bidrage til gennemførelsen af nye lavpristeknologier i forbindelse med kortlægning og administration af jordarealer;

39. opfordrer til at gennemføre de frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelse, fiskeri og skove;

40. opfordrer indtrængende Kommissionen til at oprette en klart defineret budgetpost for ejendomsrettigheder og i den forbindelse overgå fra et kortsigtet perspektiv til en langsigtet jordforvaltningsreform med henblik på at strømline besiddelsesformerne;

41. understreger, at udfordringen med at sikre jordrettigheder for fordrevne personer og flygtninge sandsynligvis vil vokse som følge af klimaændringerne; understreger ligeledes, at oprettelsen af legitime institutioner, der forvalter adgangen til jord i forbindelse med genbosættelsen af migranter og flygtninge, er af afgørende betydning, hvilket også gælder returnering til oprindelige ejere; opfordrer i denne forbindelse indtrængende EU til at forbedre sin støtte og inkludere jordrettigheder i den humanitære og udviklingsmæssige reaktion på katastrofer eller civile konflikter, hvorved jordpolitikker skal sikre jordrettigheder for forskellige etniske, sociale eller generationsmæssige grupper på en rimelig måde;

42. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke kvinders rettigheder og deres adgang til jord, arv, kredit og opsparing i postkonfliktsituationer, navnlig i lande, hvor kvinders rettigheder ikke har retsvirkning og ikke er samfundsmæssigt anerkendt, og hvor kønsdiskriminerende lovgivning, traditionelle holdninger til kvinder og mandsdominerede sociale hierarkier lægger hindringer i vejen for, at kvinder kan opnå lige og retfærdige rettigheder; opfordrer EU til at fremme FN's nyligt oprettede kvindeorganisations engagement i dette spørgsmål;

43. glæder sig over Land Transparency Initiative, som blev iværksat af G8 i juni 2013 på grundlag af gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien og anerkendelsen af, at gennemsigtighed med hensyn til ejendomsretten til virksomheder og jord kombineret med sikre ejendomsrettigheder og stærke institutioner er afgørende for afhjælpning af fattigdom; understreger imidlertid, at indsatsen skal øges for at gennemføre effektive jordreformer;

44. henstiller til, at ejendomsrettigheder og sikring af ejendomsretten for alle inkluderes som en målsætning på udviklingsdagsorden for perioden efter 2015 med henblik på fornuftig jordforvaltning som middel til at nå 2015-målene og bekæmpe fattigdom;

45. bekræfter EU's løfte om at reducere fattigdommen på verdensplan i forbindelse med bæredygtig udvikling, og gentager, at EU bør medtage et stærkt kønsaspekt i alle sine politikker og praksisser i sine forbindelser med udviklingslandene[6];

46. understreger, at styrkelsen af politikker til at ligestille kvinders adgang til ejendom i udviklingslandene med mænds er nødvendig; mener, at dette skal tages i betragtning i landeprogrammerne og ledsages af de nødvendige finansielle støttemekanismer (såsom opsparing, kredit, tilskud, mikrokreditter og forsikring); mener, at styrkelsen af politikkerne vil resultere i styrkelse af kvinder og ngo'er samt fremme kvindelige iværksættere; mener, at de vil forbedre kvinders juridiske og finansielle færdigheder, støtte pigers uddannelse, øge udbredelsen og tilgængeligheden af information og oprette retshjælpstjenester og uddannelse i kønsaspektet til udbydere af finansielle tjenesteydelser;

47. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklingsarbejde at gøre en aktiv indsats for at fremme iværksætteri blandt kvinder og styrke kvinders ejendomsrettigheder som et led i at øge kvinders økonomiske uafhængighed af deres partnere og styrke landenes økonomi;

48. minder om, at den 15. oktober er international dag for kvinder i landområder og opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme bevidstgørelseskampagner i udviklingslandene;

*

*   *

49. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's medlemsstaters regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Verdensbankens præsident, ASEAN, Eurolat og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

BEGRUNDELSE

Ejendomsrettigheder og sikring af ejendomsretten til jord er uforandret i udviklingslandene

Artikel 17 i verdenserklæringen for menneskerettigheder fastsætter, at ”enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre”, og at ”ingen må vilkårligt berøves sin ejendom”.

Ikke desto mindre er 1,2 mia. mennesker på verdensplan bosat på en ejendom, som de ikke selv formelt ejer, og lever uden en permanent bolig eller adgang til jord[1];

Selv om behovet for at tage hånd om sikkerheden for slumbeboere og squatters i udviklingslandene og forpligtelsen til, at dette skal omfatte mindst 100 mio. slumbeboere i 2020, anerkendes i 2015-målene, er målet langt fra at blive nået. 90 % af de nye bymæssige bebyggelser i Afrika syd for Sahara er slumkvarterer, og det anslås, at der i 2050 vil være tre mia. mennesker, som bor i slumkvarterer[2].

Disse aktiver kan imidlertid hverken beskyttes eller mobiliseres. De repræsenterer død, udenretslig kapital. Ingen kan fastslå, hvem der ejer hvad, ressourcer kan ikke omsættes til deres fulde kapitalværdi og velstand kan ikke handles uden for en snæver kreds af mennesker, som kender og stoler på hinanden, og kan ikke anvendes som kaution eller som garanti for fremtidige investeringer.

I udviklingslandene medfører forsøget på at undvige den uformelle økonomi og blive en registreret retlig enhed ydermere store økonomiske og proceduremæssige omkostninger, som det kan tage mange år at afslutte. Hernando de Sotos undersøgelseshold fastslog, at det i Peru tog 6 år og 11 måneder at opnå tilladelse til at opføre en ejendom på statsejet jord og få den juridiske ret til det pågældende jordareal, samt at dette omfattede 728 etaper[3].

Den samlede udenretslige og uregistrerede velstand anslås at udgøre mere end 9,3 billioner USD, hvilket er 93 gange mere end den samlede sum af udlandsbistand, som er blevet ydet til udviklingslandene i løbet af de seneste 30 år[4]; Som sådan kunne indførelsen af lovbaserede formueretlige ordninger og styrkelse af borgeres ret til at råde over deres egne ressourcer vise sig at være den største udvikling i det 21. århundrede, men samtidig også den største udfordring.

De potentielle konsekvenser af at indføre og sikre ejendomsret i udviklingslande

Den omstændighed, at ejendomsret påvirker den økonomiske udvikling radikalt og reducerer fattigdom, er ikke baseret på en hypotetisk model. Vi behøver blot at kigge på det 19. århundrede for at se, at det lovbaserede formueretlige system blev springbrættet til, at USA og de vestlige stater udviklede sig fra at være aktiver i en naturlig form til at blive aktiver i et begrebsmæssigt univers for bruttokapitaldannelse, som muliggør fuld udnyttelse af aktivernes produktionspotentiale.

Udviklingslande nu til dags, som Amerika var det for 200 år siden, har tre valgmuligheder: de kan vælge at ignorere de udenretslige metoder, som anvendes af de "jordfattige" og af squatters, at tildele overfladiske rettigheder eller at blive mestre i udenretslige enheder.

De vigtigste udfordringer i det 21. århundrede – fødevaresikkerhed, energiknaphed, vandmangel, by‑ og befolkningsmæssig vækst, miljøforringelse, klimaændringer, naturkatastrofer og statsskrøbelighed – kan alle være forbundet med jordforvaltningsproblemer, hvilket styrker behovet for at prioritere omfattende jordreformer;

Økonomisk vækst og udryddelse af fattigdom

Anerkendte og registrerede ejendomsrettigheder er en katalysator for økonomisk vækst, som fremmer investeringsmulighederne gennem adgang til kapital og lavpriskreditter, hvor jord anvendes som sikkerhedsstillelse. En sikret ejendomsret til jord genererer større produktivitet og stimulerer iværksætteri gennem adgang til funktionelle udlejnings‑ og salgsmarkeder og øger ved hjælp af passende registrering af jordbesiddelser og SMV'er handelsværdien;

Mens uigennemsigtige, korrupte og ineffektive jordforvaltningssystemer udgør en uhyre flaskehals for iværksættervirksomhed og SMV’er, reducerer let overførbare jordrettigheder omkostningerne i forbindelse med adgangen til kreditfinansiering og øger mulighederne for lønnet beskæftigelse, hvilket muliggør innovative og teknologiske fremskridt.

I Kina reducerede en landbrugsreform og forbedrede ejendomsrettigheder f.eks. antallet af underernærede mennesker fra 387 mio. i 1969 til 150 mio. i midten af årtiet 2000.

Landbrugets produktivitet og fødevaresikkerhed

Små landbrugere udgør 95 % af de potentielle jordejere i udviklingslandende og er de mest sårbare. Eksistensen af sikre regler for den jord, som dyrkes af disse landbrugere, registrerede ejendomsrettigheder og lovlige beslutningsbeføjelser udgør et stærkt incitament for jordejere til at investere i innovative teknologier, som øger landbrugets produktivitet og fremmer jordens frugtbarhed, garanterer adgangen til kapital og markeder, stimulerer lokaløkonomier, øger fødevaresikkerheden, mindsker migration og nedsætter urbaniseringstempoet.

I Etiopien arbejdede De Forenede Staters statslige bistandsorganisation (USAID) sammen med regeringen om at indføre klare regler for jordejere. I de 32 pilotdistrikter, som gennemførte programmet, er udbyttet uden nogen andre former for input vokset med op til 40 % pr. ha. i løbet af de seneste tre år[5]. De bekymringer, som regeringen havde, da projektet blev indledt, er således blevet manet i jorden, og projektet har gjort udviklingen af en landsdækkende reform mulig.

Bymæssig vækst og befolkningstilvækst

Med en global bymæssig befolkning i 2050 på 70 % kan det formelle ejendomsretssystem alene ved hjælp af registrering overflytte slumbeboere og squatters til den formelle økonomi ved at konvertere deres aktiver til reel, målbar og overførbar velstand og således skabe fremtidige økonomiske muligheder.

Miljøbeskyttelse og imødegåelse af klimaændringer

En styrkelse af borgernes ret til at bestemme over deres egne ressourcer i kombination med indførelsen af formelle arveretlige bestemmelser og beskyttelse imod særinteresser, som ville kunne beslaglægge deres ejendom, udgør et stærkt incitament for jordejere til at investere i deres jord med henblik på at undgå miljøforringelser og jorderosion ved at gøre brug af terrassedyrkningsmetoder og anvende kunstvanding. En undersøgelse foretaget af LANDESA har fastslået, at “en husholdning, der råder over sikret og overførbar jord, vurderes til at være 59,8 % mere tilbøjelig til at investere i terrassedyrkning end en husholdning, som forventer, at der vil finde en omfordeling sted inden for de næste fem år.

Kvinders ejendomsrettigheder

Kvinder, som repræsenterer 70 % af Afrikas landbrugere, er sædvanligvis udelukket fra retmæssighed. Formelt ejer de kun 2 % af jorden. Selv hvis deres rettigheder bliver anerkendt og der gennemføres en ikke-diskriminerende politisk reform, vil de traditionelle opfattelser imidlertid stadig udgøre en hindring for en hensigtsmæssig gennemførelse. For det meste bliver kvinder slet ikke gjort bekendt med de rettigheder, som de kan gøre krav på, hvorfor det er af afgørende betydning, at der indføres bevidstgørelsesprogrammer, som kan bidrage til at udvikle dem som beslutningstagere og økonomiske aktører.

Postkonfliktsituationer og statsskrøbelighed

En af de vigtigste grundpiller for stabilitet og bæredygtig udvikling består i at fokusere på solide jordforvaltningssystemer og løsning af stridsspørgsmål i forbindelse med ejendomsrettigheder med henblik på at tackle underliggende spændinger i postkonfliktlande og sårbare stater.

Land grabbing

I Afrika er kun 10 % af jorden formelt registreret, mens 90 % fortsat administreres på en uformel måde. Den nationale elite og lokale klanledere har historisk set kontrolleret de uregistrerede individuelle jordlodder. I Etiopien, hvor De Forenede Staters statslige bistandsorganisation indførte jordregistrering og sikrede skøder, var landbrugerne vant til at være underlagt tilbagevendende og uventede beslaglæggelser, vilkårlige omfordelinger og nationaliseringer.

Land grabbing er derfor en direkte konsekvens af en svag eller manglende jordforvaltning i udviklingslandene, som finder sted i et tomrum med utallige muligheder for korruption, eksproprieringer uden passende godtgørelse, og uden at alle de involverede aktørers rettigheder overholdes. Det skønnes, at så mange som 203 mio. ha. i verden har været genstand for denne form for opkøb i perioden mellem 2000 og 2010[6]. I forbindelse med en undersøgelse af indvirkningerne af de store plantageanlæg, som Swiss Addax Bioenergy har anlagt omkring lokalsamfund i Sierra Leone, rapporterede Action Aid, at 99 % af de adspurgte mente, at fødevareproduktionen i regionen[7] var faldet som en konsekvens heraf.

Vejen til formelle ejendomsrettigheder og bæredygtig jordforvaltning i udviklingslandene

Institutionelle reformer og kapacitetsudvikling understøtter bæredygtigheden af fornuftig jordforvaltning og udgør et led i processen med at registrere individuelle jordbesiddelser og små virksomheder.

Regeringsinstitutioner skal spille en vigtig rolle i forbindelse med at definere og håndhæve ejendomsrettigheder gennem domstole og statsligt politi. I modsætning til den normale misopfattelse er staten imidlertid ikke kilden til eller distributør af ejendom, men derimod ejendomsrettens vogter. I mange tilfælde er nationale tinglysningssystemer blevet konverteret fra organisationer, som beskytter legitime jordrettigheder, til organisationer, som godkender tyveri af jord.

Jordreformer og udviklingen af ejendomsretssystemer skal gribes an på en yderst fleksibel måde på grundlag af lokale, kulturelle og sociale vilkår inden for følgende rammer:

1.  indsamling af præcise oplysninger om jordarealer og overvågning af de forskellige typer af jordarealer

2.  registrering af jord og systematisk tinglysning gennem matrikelkortlægning ved hjælp lavpristeknologier og infrastrukturer

3.  en decentraliseret jordforvaltning styrker lokalsamfund og individer og tilskynder til fjernelse af korrupte praksisser, som pålægges af lokale ledere i kraft af jordsalgsaftaler indgået med udenlandske investorer, der gør krav på uregistrerede individuelle jordarealer

4.  modernisering og datamatisering af jordforvaltning øger effektiviteten og gennemsigtigheden og forenkler skatteinddrivelsen; I Indien firedoblede Karnataka alene sine jordskatter fra 120 mio. USD i 2000 til 480 mio. USD i 2008; datamatiseringen sparede endvidere brugerne for 16 mio. USD i bestikkelsessummer[8]

5.  inddragelse og høring af alle interessenter er af allerstørste vigtighed for at sikre, at der tages fuldt ud højde for alle parters – men navnlig de fattiges og sårbares – behov og bekymringer,

6.  styrkelse af domstolenes kapacitet til at løse stridsspørgsmål i forbindelse med ejendomsrettigheder og forvalte ekspropriationer skal udgøre et led i en holistisk tilgang, der har til formål at konsolidere retssystemet og retsstatsprincippet; det er samtidig ikke muligt at se bort fra lokale, politiske organisationer, som er opstået for at forsvare jordrettigheder, idet disse ofte er demokratiske og legitime, men ikke gennemsigtige for udenforstående og ikke i besiddelse af den fornødne evne til på korrekt vis at dokumentere jordrettigheder

7.  udviklingslande kræver sunde finanspolitiske politikker, som bygger på en rimelig skattepolitik og en dokumenteret skattevurdering, som omvendt kræver en styrkelse af jordregistrering og en afgrænsning af værdiansættelsesfunktioner med henblik på at registrere de præcise årlige jordsalgsindtægter; i Thailand er den årlige jordsalgsindtægt steget til det seksdobbelte i løbet af en periode på 10 år

8.  støttemekanismer for nye jordejere tilskynder små landbrugere til at investere i nyt udstyr og fremmer landbrugsproduktionen; forenkling af teknologioverførslen og uddannelse af nye jordejere i anvendelsen af innovative teknikker og bedste praksis er af grundlæggende betydning i de første år efter en jordregistrering.

Fokus på ejendomsrettigheder som et centralt element i EU’s udviklingspolitik

Den Europæiske Union er nødt til at gå forrest i kampen mod land grabbing. Fjernelse af svage eller endda manglende jordforvaltning i udviklingslande og styrkelse af befolkningen ved hjælp af klare og sikre ejendomsrettigheder vil åbne op for kontraktmæssige ordninger for kontrol, vanskeliggøre rådighedsberøvelse og omfordeling uden rimelig godtgørelse samt skødesløshed.

Systemer til sikring af ejendomsret er ikke en kortsigtet proces, men kræver en langsigtet tilgang i forening med forpligtelser fra mange forskellige aktørers side, lige fra regeringer til civilsamfundet og fra internationale donorer til offentlige og private aktører.

For at Den Europæiske Union kan blive en hovedaktør for så vidt angår fremme af ejendomsrettigheder og bekæmpelsen af land grabbing anbefaler nærværende betænkning følgende:

· Kommissionen opretter en klart defineret budgetpost for ejendomsrettigheder i udviklingslandene, som er udformet til at yde langsigtet støtte til jordforvaltningsreformer og strømline ejendomsretten til jord i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af landestrategipapirer

· formaliseringen af ejendomsrettigheder og jordregistrering placeres på udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015

· der udvikles en ansvarliggørelsesmekanisme inden for de overordnede juridiske rammer i FN-regi med det udtrykkelige formål at yde støtte til jordreformer og overvåge jordforvaltning på en gennemsigtig og ansvarlig måde samt med henblik på at tilskynde stater til at overholde og følge op på krav på jordrettigheder, som fremsættes af privatpersoner og lokalsamfund.

  • [1]  Tim Hansted, President and CEO Landesa (Rural Development Institute)
  • [2]  Global Land Tool Network Brief 1, marts 2010.
  • [3]  Hernando De Soto, The Mystery of Capital – Why Capitalism Triumphs in the West and Fails Everywhere Else, 2001.
  • [4]  idem.
  • [5]  USAID Ethiopia, http://ethiopia.usaid.gov/programs/feed-future-initiative/projects/land-administration-nurture-development-land
  • [6]  http://www.landmatrix.org/get-the-idea/global-map-investments/
  • [7]  Action Aid, Broken promises: The impacts of Addax Bioenergy in Sierra Leone on hunger and livelihoods, september 2013.
  • [8]  Deininger, K., H. Selod, and A. Burns. 2012. “The Land Governance Assessment Framework: Identifying and Monitoring Good Practice in the Land Sector.” World Bank, Washington, DC.

UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (15.7.2011)

til Udviklingsudvalget

om betydningen af ejendomsret, ejendomsretlige ordninger og skabelse af velstand for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande
(2011/2009(INI))

Ordfører for udtalelse: Silvia Costa

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at kvinder i udviklingslandene står over for en alvorlig kønsbestemt skævhed med hensyn til ejendomsret og ejendomsretlige ordninger, navnlig når det gælder adgang til produktive ressourcer såsom jord og husdyr; der henviser til, at kvinder ejer mindre jord end mænd, og at den jord, de ejer, ofte er af ringere kvalitet; der henviser til, at fjernelse af den kønsbestemte skævhed med hensyn til adgangen til produktive ressourcer kunne reducere antallet af sultende mennesker i verden med 12-17 %[1],

B.  der henviser til, at over 60 % af de sultende er kvinder og børn, og at 60-80 % af fødevarerne i udviklingslandene netop fremstilles af kvinder[2],

C. der henviser til, at i mange udviklingslande er kvinders ejendomsrettigheder, sikrede adgang til jord og adgang til opsparing og lån ikke samfundsmæssigt anerkendt, og at det med dette urimelige udgangspunkt er overordentlig vanskeligt for kvinder at gøre deres ejendomsret, især deres ret til arv, juridisk gældende,

D. der henviser til, at der i artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettigheder står, at enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde,

E.  der henviser til, at især kvinders ret til ejendom i udviklingslandene krænkes gennem den stigende forekomst af de udviklede landes store opkøb af jord til kommercielle eller strategiske formål, såsom landbrugsproduktivitet, fødevaresikkerhed samt produktion af energi og biobrændsel, og at kvinder ofte mangler mulighed for at gøre brug af retshjælp og retlig repræsentation for at kunne vinde sager om krænkelser af ejendomsrettighederne i udviklingslandene,

1.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelige – og udnytte de eksisterende – finansielle midler på en omkostningseffektiv, passende og praktisk måde, når de yder udviklingsbistand, samt vedtage særlige politiske bestemmelser for at fjerne den kønsbestemte skævhed med hensyn til sikret adgang til jord og andre slags ejendomsret og ejendomsretlige ordninger, herunder gennem afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder i henhold til loven i tråd med principperne i Beijingerklæringen;

2.  bekræfter EU's løfte om at reducere fattigdommen på verdensplan i forbindelse med bæredygtig udvikling, og bekræfter, at EU bør medtage et stærkt kønsaspekt i alle sine politikker og praksisser i sine forbindelser med udviklingslandene;

3.  understreger, at styrkelsen af politikker til at ligestille kvinders adgang til ejendom i udviklingslandene med mænds er nødvendig; mener, at dette skal tages i betragtning i landeprogrammerne og ledsages af de nødvendige finansielle støttemekanismer (såsom opsparing, kredit, tilskud, mikrokreditter og forsikring); mener, at styrkelsen af politikkerne vil resultere i styrkelse af kvinder og ngo'er samt fremme kvindelige iværksættere; mener, at de vil forbedre kvinders juridiske og finansielle færdigheder, støtte pigers uddannelse, øge udbredelsen og tilgængeligheden af information og oprette retshjælpstjenester og uddannelse i kønsaspektet til udbydere af finansielle tjenesteydelser;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, at de i deres udviklingsarbejde gør en aktiv indsats for kvinders virksomheder og ejendomsret som et led i at øge kvinders økonomiske uafhængighed af deres partnere og styrke landenes økonomi;

5.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om i deres udviklingsbistandspolitikker at tage hensyn til de udviklede landes investorers store jordopkøb i udviklingslandene, navnlig på det afrikanske kontinent, hvilket berører de lokale landbrugere og har haft skadelige konsekvenser for kvinder og børn, med henblik på at beskytte dem fra fattigdom og sult og fra at blive tvunget til forlade deres landsbyer og deres jord;

6.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af FN at undersøge disse opkøbs indvirkning på landbrugsjordens ørkendannelse, kvinders tab af bopæls- og ejendomsret, navnlig enlige kvinder eller familieforsørgere, fødevaresikkerheden og overlevelsesgrundlaget for kvinderne, deres børn og de personer, som de forsørger;

7.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklings- og bistandspolitikker at sikre, at udviklingslandene indfører lovgivningsforanstaltninger for at fremme ligestilling mellem kønnene og forebygge forskelsbehandling med hensyn til ejendomsrettigheder på baggrund af etnisk tilhørsforhold, race og civilstand og til at se på, hvordan man kan fjerne de betydelige sociale, politiske og kulturelle begrænsninger for opnåelsen af ejendomsrettigheder;

8.  anmoder EU's delegationer i udviklingslandene om at holde øje med, at kvinders ejendomsrettigheder ikke krænkes, og dermed hindre kvinders risiko for fattigdom og social udstødelse;

9.  minder om, at den 15. oktober er international dag for kvinder i landområder, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme bevidstgørelseskampagner i udviklingslandene;

10. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke kvinders rettigheder og deres adgang til jord, arv, kredit og opsparing i postkonfliktsituationer, navnlig i lande, hvor kvinders ejendomsrettigheder ikke har retsvirkning og ikke er samfundsmæssigt anerkendt, og hvor kønsdiskriminerende lovgivning, traditionelle holdninger til kvinder og mandsdominerede sociale hierarkier lægger hindringer i vejen for, at kvinder kan opnå lige og retfærdige rettigheder; opfordrer EU til at fremme FN's nyligt oprettede kvindeorganisations engagement i dette spørgsmål.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

13.7.2011

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

29

0

1

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Regina Bastos, Edit Bauer, Marije Cornelissen, Silvia Costa, Edite Estrela, Ilda Figueiredo, Zita Gurmai, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Nicole Kiil-Nielsen, Astrid Lulling, Barbara Matera, Angelika Niebler, Siiri Oviir, Antonyia Parvanova, Nicole Sinclaire, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Eva-Britt Svensson, Britta Thomsen, Marina Yannakoudakis, Anna Záborská

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Izaskun Bilbao Barandica, Vilija Blinkevičiūtė, Christa Klaß, Mojca Kleva, Mariya Nedelcheva, Norica Nicolai, Chrysoula Paliadeli, Antigoni Papadopoulou, Sirpa Pietikäinen

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Jacek Włosowicz

  • [1]  De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), The State of Food and Agriculture, 2011, s. 5.
  • [2]  De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), Policy Brief No 5, Economic and Social Perspectives, august 2009.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

11.2.2014

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

15

4

5

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Thijs Berman, Ricardo Cortés Lastra, Véronique De Keyser, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Catherine Grèze, Mikael Gustafsson, Bill Newton Dunn, Jean Roatta, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Keith Taylor, Anna Záborská, Iva Zanicchi

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Philippe Boulland, Emer Costello, Edvard Kožušník, Csaba Őry, Cristian Dan Preda, Judith Sargentini

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Josefa Andrés Barea, Małgorzata Handzlik, Tadeusz Ross