BETÆNKNING om EU's samlede strategi og konsekvenserne for sammenhængen i EU’s optræden udadtil

21.2.2014 - (2013/2146(INI))

Udenrigsudvalget
Ordfører: Arnaud Danjean

Ændringsforslag

Procedure : 2013/2146(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A7-0138/2014

Indgivne tekster :

A7-0138/2014

Forhandlinger :

PV 03/04/2014 - 4
CRE 03/04/2014 - 4

Afstemninger :

PV 03/04/2014 - 7.10
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2014)0286

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
MINDRETALSUDTALELSE
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om EU's samlede strategi og konsekvenserne for sammenhængen i EU’s optræden udadtil

(2013/2146(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

– der henviser til artikel 2, 3, 21, 24 og 36 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

– der henviser til afsnit V i TEU og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

– der henviser til artikel 21, stk. 3, i TEU, hvori det fastsættes, at den højtstående repræsentant bistår Rådet og Kommissionen med at sikre sammenhæng mellem de forskellige områder inden for Unionens optræden udadtil,

– der henviser til artikel 24, stk. 3, i TEU, hvori det fastsættes, at medlemsstaterne aktivt og uforbeholdent støtter Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet og respekterer Unionens indsats på dette område, at de afstår fra enhver handling, der strider imod Unionens interesser, eller som kan skade dens effektivitet som en sammenhængskraft i de internationale forbindelser, samt at Rådet og den højtstående repræsentant påser, at disse principper overholdes,

– der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 14. december 2012,

– der henviser til konklusionerne af 6. september 2013 fra den interparlamentariske konference vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

– der henviser til den fælles meddelelse af 11. december 2013 fra Kommissionen og den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om EU's samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser (JOIN(2013)0030),

– der henviser til sin henstilling af 13. juni 2013 til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, til Rådet og til Kommissionen om evaluering i 2013 af EU-Udenrigstjenestens organisation og funktionsmåde[1] samt til evalueringen af EU-Udenrigstjenesten 2013, som den højtstående repræsentant forelagde i juli 2013[2],

– der henviser til Parlamentets beslutninger om FUSP og FSFP, særlig beslutningen af 22. november 2012 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitiks rolle i tilfælde af klimaskabte kriser og naturkatastrofer[3],

– der henviser til den europæiske konsensus om udvikling,

– der henviser til rapporten af 15. oktober 2013 fra den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

– der henviser til EU-Udenrigstjenestens rapport om revisionen af krisestyringsprocedurerne, vedtaget af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) den 18. juni 2013,

– der henviser til FN-pagten,

– der henviser til forretningsordenens artikel 48,

– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og til udtalelse fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0138/2014),

A. der henviser til, at det allerede er et krav i Lissabontraktaten og den nuværende beslutningsproces, at "Unionen påser, at der er sammenhæng mellem de forskellige områder inden for dens optræden udadtil og mellem disse og dens øvrige politikker"; der henviser til, at dette mål kan fremmes ved, at Parlamentet spiller en større rolle inden for eksterne forbindelser;

B. der henviser til, at "samlet" ikke blot refererer til den kombinerede anvendelse af EU's instrumenter og ressourcer, men også til det fælles ansvar hos EU-aktørerne og medlemsstaterne, hvis politikker, foranstaltninger og støtte bør bidrage til, at EU' s optræden udadtil bliver mere sammenhængende og mere effektiv;

C. der henviser til, at EU med Lissabontraktaten for nylig har fået nye instrumenter for EU's optræden udadtil, som gør det muligt at udvikle en mere aktiv, samlet og egentlig EU-udenrigspolitik;

EU i en foranderlig verden

1. mener, at der også finder betydelige geostrategiske forandringer sted i andre dele af verden, som navnlig skyldes, at der er opstået en multipolær, international scene med nye aktører, der forfølger konkurrerende regionale og globale ambitioner, stigende uafhængighed, fremkomsten af flerdimensionelle, asymmetriske trusler, refokuseringen af den amerikanske sikkerhedspolitik mod Asien og Stillehavsområdet, den voksende kamp om energi- og ressourcesikkerhed, klimaforandringernes stadigt alvorligere virkninger samt en alvorlig og langvarig global finansiel og økonomisk krise, som har ramt alle EU's medlemsstater;

2. understreger, at EU i et sådant geopolitisk klima er nødt til at bevare og fremme sine værdier og interesser og stabiliteten på den globale scene og beskytte sine borgeres sikkerhed og velstand; understreger, at dette kræver en ny tilgang til indretning i samarbejde med vores strategiske partnere af en ny, multipolær verdensorden, som er inkluderende, troværdig, retfærdig, samarbejdsorienteret, understøttet af respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet og demokrati, og som sigter mod bilæggelse af uenigheder uden brug af væbnet konflikt;

EU's samlede strategi: status for gennemførelsen af den politiske ramme

3. understreger, at EU's styrke ligger i dets mulighed for at mobilisere ressourcer via hele viften af diplomatiske, sikkerhedsrelaterede, forsvarsrelaterede, finansielle, handelsrelaterede, udviklingsrelaterede og humanitære instrumenter – i fuld overensstemmelse med FN-pagtens bestemmelser – og at anvendelsen af disse instrumenter i en samlet strategi giver EU enestående fleksibilitet til effektivt at tackle de mest udfordrende internationale spørgsmål og nå sine egne politiske mål;

4. understreger betydningen af effektiv samordning af og sammenhæng i EU's optræden udadtil; er enig i det synspunkt, at udviklings-, politik- og sikkerhedssfæren er indbyrdes forbundne, og at den merværdi, EU tilvejebringer i forbindelse med indsatsen over for komplekse nødsituationer, ligger i dets evne til at skabe tværsektorielle og interinstitutionelle synergier med henblik på at levere holdbare resultater på stedet og opfylde langsigtede strategiske mål;

5. fremhæver, at alle relevante internationale aktører (herunder multilaterale organisationer og stater) i dag anser den samlede strategi for at være den bedste måde at udforme et effektivt svar på flerdimensionelle kriser og fremme menneskers sikkerhed på globalt plan, hvilket hidrører direkte fra den mangeårige erkendelse af, at forsøg på at skabe stabilitet udelukkende ved hjælp af en enkelt strategi sandsynligvis vil mislykkes;

6. minder navnlig om, at FN siden 2006 har udviklet begrebet "en integreret tilgang" i forbindelse med konflikter og postkonfliktsituationer, og at NATO's medlemmer på Lissabontopmødet i 2010 vedtog et nyt strategisk koncept, der opfordrer til en samlet strategi for krisestyring;

7. fremhæver, at Lissabontraktaten tilvejebringer rammerne for, at Unionen kan skabe sig en mere helhedsorienteret, sammenhængende og vidtfavnende strategi for effektiv udøvelse af EU's optræden udadtil, herunder gennem etableringen af "posten med de tre kasketter" som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der også er næstformand i Kommissionen og formand for Udenrigsrådet, og ved at oprette en samlende og effektiv Tjeneste for EU's optræden udadtil (EU-Udenrigstjenesten);

8. beklager, at der til trods for Lissabontraktatens innovationer fortsat mangler fremskridt for så vidt angår sammenhængen i Unionens optræden udadtil på områder, der vedrører udvikling, handel, energi, miljø, migration og andre globale spørgsmål; er bekymret over, at Kommissionen ofte vælger en begrænsende tilgang, som beskytter dens egne beføjelser på disse områder og minimerer koordineringsfunktionerne med EU-Udenrigstjenesten;

9. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at opfylde deres traktatbaserede forpligtelser til at støtte Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet og respektere Unionens indsats på dette område, når de gennemfører deres egne politikker; opfordrer medlemsstaterne til at spille en konstruktiv rolle ved at fremme strategisk politikkoordinering på EU-plan; understreger, at EU's udenrigspolitik kun kan være effektiv, hvis medlemsstaterne indvilliger i og er i stand til at formulere fælles politiske retningslinjer, navnlig inden for multilaterale organisationer som FN;

10. glæder sig over den fælles meddelelse af 11. december om EU's samlede strategi for eksterne konflikter og kriser; beklager dog, at den mere er baseret på eksisterende processer i stedet for at prøve at udforske nye konkrete måder, hvorpå det institutionelle og praktiske samarbejde kan lettes;

11. insisterer på, at den samlede strategi er et fælles ansvar for alle EU's aktører i alle EU-institutionerne, i EU's medlemsstater og "ude i marken" i tredjelande, og at den samtidig skal respektere hver enkelt institutions og aktørs specifikke kompetencer fuldt ud;

12. opfordrer til et aktivt engagement og en aktiv dialog med borgerne og civilsamfundet for at sikre legitimitet og en fælles forståelse af den samlede strategi og EU's udenrigspolitik som helhed;

13. mener, at det som udgangspunkt for at rykke fra koncept til handling er nødvendigt at se på følgende fire områder:

1. Institutionel kohærens

14. mener, at konceptet med en samlet strategi bør forstås som det samordnede arbejde, der udføres af alle relevante institutioner (EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens relevante tjenestegrene, herunder ECHO, DEVCO, TRADE og ELARG, men også Parlamentet og Rådet), som forfølger fælles mål inden for en aftalt ramme, der er udformet på EU-plan, og mobiliserer EU's mest relevante instrumenter, herunder FSFP, når sikkerhedssituationen kræver det; mener, at en sådan sammenhængende optræden udadtil fra EU's side hidtil i stor udstrækning er blevet forhindret i de fleste af de kriseområder, hvor EU har sat ind, på grund af institutionelle og proceduremæssige mangler, hvilket skader EU's troværdighed som global aktør og som garant for sikkerhed;

15. erindrer om, at Lissabontraktaten etablerede EU-Udenrigstjenesten og den højtstående repræsentant "med de tre kasketter" for at skabe enhed, konsekvens, synlighed og effektivitet i EU's optræden udadtil; fremhæver, at potentialet i alle tre roller endnu ikke er blevet udnyttet fuldt ud; opfordrer til, at den højtstående repræsentants afgørende rolle som næstformand i Kommissionen styrkes netop i Kommissionen gennem institutionaliserede, regelmæssige møder i RELEX-kommissærkollegiet under forsæde af den højtstående repræsentant og udvidet, så det inkluderer andre relevante kommissærer; kræver en omgående reform af EU-Udenrigstjenesten på grundlag af evalueringen i 2013 og Parlamentets retningslinjer med henblik på at gøre bedst mulig brug af de knappe økonomiske ressourcer;

16. understreger, at selv om samarbejde er essentielt, skal alle institutioners og medlemsstaters kompetencer respekteres fuldt ud; opfordrer derfor alle EU-aktører til at handle i god tro og gøre deres bedste for at muliggøre, at der forfølges en samlet strategi;

17. mener, at en samlet strategi kræver reaktionsdygtige, fleksible og effektive strukturer i EU-Udenrigstjenesten; minder om sit synspunkt om, at EU-Udenrigstjenestens institutionelle struktur bør strømlines med henblik på at sikre effektiv beslutningstagning og anvendelse af dens instrumenter, herunder FSFP's civile og militære instrumenter, som der blev anmodet om i Parlamentets betænkning fra 2013 om emnet;

18. understreger, at udviklingen af den samlede strategi også bør sikre mainstreaming af kønsaspektet og kønsbalance i udarbejdelsen, udviklingen og gennemførelsen af alle Unionens eksterne foranstaltninger;

19. understreger, at mægling og dialog spiller en vigtig rolle i forebyggelsen og løsningen af konflikter på fredelig vis; glæder sig over de fremskridt, som EU-Udenrigstjenesten har gjort med hensyn til at styrke sin mæglingskapacitet, og giver endnu en gang udtryk for sin støtte til, at EU's kapacitet styrkes yderligere på dette område, og opfordrer til, at mægling gøres til en vigtig standardfunktion i enhver fremtidig samlet strategi for en specifik kriseramt region; fremhæver Parlamentets rolle i udarbejdelsen og overvågningen af den fælles udenrigspolitik og opfordrer det næste parlament til at sikre, at den er effektiv og frem for alt sammenhængende; henleder opmærksomheden på Parlamentets engagement med hensyn til at deltage aktivt i valgobservation, mægling og demokratistøtte; mener, at Parlamentets deltagelse i mæglingsprocesserne i Ukraine og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM) har vist den vigtige rolle, parlamentarikere kan spille på dette område;

20. minder om, at der skal være særlig opmærksomhed på overholdelse af principperne for humanitær bistand (uafhængighed, upartiskhed, neutralitet); mener, at sikker adgang til kriseramte befolkningsgrupper og nødhjælpsarbejdernes sikkerhed først og fremmest afhænger af, hvordan de opfattes af indflydelsesrige aktører på stedet, og at de bør anses for at være uafhængige af alle partipolitiske hensyn; påpeger dog, at Kommissionens tjeneste for humanitær bistand og civilbeskyttelse (ECHO) stadig er en del af EU, og er derfor af den faste overbevisning, at der bør gøres mere for at forbedre samarbejdet mellem ECHO og EU-Udenrigstjenesten;

21. glæder sig over den fælles meddelelse "The EU's comprehensive approach to external conflict and crises" (JOIN(2013)0030) af 11. december 2013, som er en mulighed for at præcisere og gennemføre denne strategi i den nye institutionelle struktur efter Lissabontraktaten og for at konsolidere EU's tilsagn om en sammenhængende ramme for sit arbejde med eksterne forbindelser; erkender de betydelige udfordringer, der er forbundet med at fremme og gennemføre en sådan ambitiøs politik; glæder sig især over, at politikken lægger vægt på sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling, som bør være det centrale underliggende princip for en samlet EU-strategi;

22. støtter kraftigt tanken om en mere sammenhængende optræden udadtil; understreger, at EU ikke bør vedtage en snæver definition for den samlede strategi; glæder sig over, at den fælles meddelelse fremmer en forståelse af den samlede strategi, der dækker alle trin af konfliktprocessen eller andre eksterne kriser, fra tidlig varsling og beredskab, konfliktforebyggelse, kriseberedskab og -styring til hurtig genopretning og stabilisering og fredsopbygning, for at hjælpe lande tilbage på det rette spor mod bæredygtig og langsigtet udvikling; er stærkt bekymret over risikoen for, at udenrigspolitiske mål kan komme til at få forrang over udviklingsmæssige principper og en principbaseret humanitær indsats;

23. minder om, at artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastlægger princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, og fremhæver, at der potentielt kan opstå spændinger mellem udviklingsvenlig politikkohærens på den ene side og den samlede strategi for krisestyring uden for EU på den anden side; understreger, at det primære mål med EU's udviklingspolitik er udryddelse af fattigdom, og at det derfor er afgørende, at mål om fattigdomsbekæmpelse ikke marginaliseres i EU's udenrigspolitik, og at den samlede strategi ikke undergraver udviklingssamarbejdets civile karakter; giver udtryk for sin bekymring over det pres, der potentielt kan opstå som følge af den integrerede forfølgelse af udenrigspolitiske mål, for at tildele udviklingsbistand til områder, som har strategisk prioritet; noterer sig, at den fælles meddelelse overlader EU’s højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og Kommissionens formand ansvaret for at sikre de eksterne forbindelsers strategiske og operationelle sammenhæng, herunder for så vidt angår den interne politiks indvirkning på den eksterne politik; opfordrer EU’s højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og Kommissionens formand til at engagere sig i dette;

24. påpeger, at både artikel 214 i TEUF og den europæiske konsensus om humanitær bistand fra 2008 værner om en principbaseret humanitær indsats; opfordrer til sikring af de humanitære principper menneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed, som er afgørende, både for effektiviteten af den humanitære indsats og for aktørernes sikkerhed; understreger kraftigt, at terrorbekæmpelses- og sikkerhedsdagsordener ikke må undergrave de humanitære aktørers mulighed for at yde bistand, og at humanitær bistand under ingen omstændigheder bør tjene politiske mål eller betragtes som et krisestyringsredskab; påpeger, at humanitær bistand for at kunne få adgang til nødlidende befolkninger ikke bare skal være neutral, men også skal opfattes som sådan; i erkendelse af, at en behovsbaseret humanitær indsats bør finde sted separat, opfordres der samtidig til et bredere engagement i samarbejdet med de humanitære aktører med henblik på en bedre definition af parametrene for deres forbindelse til den samlede strategi;

25. er af den opfattelse, at der er en tæt forbindelse mellem udvikling og konfliktforebyggelse, idet fattigdom ofte er en hovedkilde til og et resultat af konflikt; understreger, at forebyggelse bidrager til fred, sikkerhed og bæredygtig udvikling; glæder sig over, at der med den fælles meddelelse fokuseres på forebyggelse, og kræver, at EU's systemer for tidlig varsling styrkes; opfordrer EU til fortsat at støtte lande i skrøbelige situationer for at tackle de underliggende årsager og etablere funktionsdygtige og ansvarlige institutioner, der kan levere basale tjenester og støtte fattigdomsbekæmpelse; understreger, at det er nødvendigt at udarbejde en EU-strategi for skrøbelige stater, som integrerer både OECD-DAC's principper for skrøbelige stater og målene for den nye aftale om engagement i skrøbelige stater, som blev aftalt i Busan i december 2001, i EU's system;

26. glæder sig over det tilsagn om en langsigtet strategi, som kommer til udtryk i den fælles meddelelse, eftersom kun et langsigtet engagement og en bæredygtig udvikling kan fremme fred og sikkerhed; opfordrer til bedre koordinering af EU-politikkernes kortsigtede og langsigtede mål under behørig hensyntagen til de lokale interessenters synspunkter;

27. understreger, at EU's samlede strategi for at være effektiv så vidt muligt bør baseres på fælles analyse, vurdering og planlægning i hele EU-systemet med en klar ansvarsfordeling; peger i denne forbindelse på betydningen af fælles programmering som et værktøj til at opnå sammenhæng i de eksterne foranstaltninger;

28. mener, at den samlede strategi skal være forankret i en vision, der deles af alle EU-aktører, om den strategiske kontekst, som er under stadig udvikling, og i hvilken EU's aktioner finder sted; kræver derfor mere regelmæssig og åben informationsudveksling, politiksamordning og teamwork mellem EU's aktører gennem alle faser af en EU-aktion; opfordrer desuden til, at der udvikles formelle strukturer, inden for hvilke disse udvekslinger vil kunne finde sted, og hvor tidlig varsling, situationsanalyse samt overvågning under og efter kriser vil kunne foretages, eventuelt integrering af eksisterende strukturer (såsom EU's Situation Room, katastrofeberedskabskoordineringscentret og ARGUS); gentager, at der er behov for et "kriseberedskabsråd" i EU-Udenrigstjenesten med den højtstående repræsentant som formand, som samler alle aktører af relevans for krisestyring;

29. mener, at forfølgelsen af en samlet strategi også kræver en bedre samordning under ledelse af næstformanden/den højtstående repræsentant med de af EU's interne politikker, som har en betydelig udenrigspolitisk dimension, såsom det indre marked, migration, miljø og energi;

30. opfordrer til bedre overensstemmelse mellem handelspolitikken og den fælles udenrigspolitik, herunder menneskerettigheder og udvikling;

31. understreger, at den utilstrækkelige gennemførelse af EU's udenrigspolitik i praksis til dels skyldes ringe samordning og politikplanlægning mellem de relevante institutioner; tager ad notam, at dette er blevet bedre, efter at EU-delegationerne har overtaget koordineringsfunktionen mellem EU og medlemsstaterne, men at der skal gøres flere fremskridt for yderligere at styrke gennemførelsen af EU's udenrigspolitik i praksis, navnlig for så vidt angår kriseregionerne og i tilknytning til FUSP-aktiviteterne;

32. opfordrer til, at EU's kapacitet til at håndtere globale udfordringer styrkes, i særdeleshed klimadiplomatiet; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at identificere politiske kompromiser og indgå politiske aftaler ved at sammenkoble klima og andre aspekter inden for EU's forbindelser til partnerlande; håber, at EU-Udenrigstjenesten som optakt til FN's klimakonference i Paris i 2015 vil begynde at anvende sit omfattende netværk af EU-delegationer verden over med henblik på at uddybe det europæiske kendskab til de interesser og den indenrigspolitik, som ligger bag partnerlandenes klimaforanstaltninger;

2. Finansiel kohærens

33. understreger, at Parlamentet er fast besluttet på at sikre, at Unionens eksterne finansielle instrumenter for perioden 2014-2020 er udformet, således at de fremmer forfølgelsen af en samlet strategi for Unionens eksterne forbindelser, navnlig ved at oprette instrumenter, som arbejder på tværs af forbindelsen mellem konfliktforebyggelse, krisestyring, fredsopbygning, udviklingssamarbejde og styrkelse af strategiske partnerskaber; fremhæver, at det nye partnerskabsinstrument ligeledes giver EU et værktøj til at bidrage økonomisk til udenrigspolitiske aktiviteter med tredjelande; understreger, at Parlamentet er fast besluttet på at udøve sin fulde demokratiske kontrol med gennemførelsen af disse instrumenter for at sikre, at Unionens vigtige, men begrænsede ressourcer anvendes på effektiv og omkostningseffektiv vis til at opnå resultater; fremhæver Parlamentets ret til som led i midtvejsevalueringen af de eksterne finansielle instrumenter at vurdere gennemførelsen af instrumenterne og foretage eventuelle nødvendige ændringer;

34. beklager det manglende ambitionsniveau i budgettet for EU's optræden udadtil i perioden 2014-2020; kræver en mere præcis forudsigelse af de finansielle behov i forbindelse med gennemførelsen af EU's strategier; beklager, at EU's aktioner i nogle tilfælde er blevet forsinket på grund af finansielle anliggender; kræver, at sådanne strukturelle problemer afhjælpes fremover, bl.a. ved at der gøres brug af de nye bestemmelser om styrkelse af kapaciteten til deltagelse og deployering i civile stabiliseringsmissioner (artikel 4c), som er fastsat i instrumentet for fred og stabilitet (ISP); minder ligeledes om behovet for at revidere finansieringsmekanismen til militære FSFP-operationer (kendt som Athenamekanismen) for at muliggøre en mere hensigtsmæssig og mere retfærdig byrdefordeling af omkostningerne til EU's militæroperationer og derved gøre det muligt for alle medlemsstater at bidrage til dem gennem styrkeopbygning eller finansiering af støtteomkostningerne;

35. minder den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen om, at Parlamentet har revideret Unionens eksterne finansieringsinstrumenter for perioden 2014-2020 for at give mulighed for at styrke kapaciteten blandt ligesindede internationale, regionale, statslige og civilsamfundsmæssige aktører, som er villige til at arbejde sammen med Unionen med henblik på at nå målene og samtidig opretholde vores grundlæggende værdier, såsom fremme af demokrati;

3. Kohærens i praksis

36. glæder sig over, at EU for nylig har udarbejdet regionale strategier med henblik på at fastsætte politiske prioriteringer, videreformidle politiske mål, samordne politiske foranstaltninger og fokusere på gennemførelsen af midler; kræver en systematisk uddybning af EU's strategier til at danne ramme om og give sammenhæng i EU's foranstaltninger i marken, som skal udarbejdes i fællesskab af EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens relevante tjenestegrene (først og fremmest DEVCO og ECHO) og under ledelse af den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen; opfordrer Kommissionen til at involvere sig aktivt på sine beføjelsesområder, så snart denne samordning påbegyndes;

37. fastholder, at sådanne strategier tydeligt bør fastlægge EU's mål og prioriteringer og den konkrete tidsplan for gennemførelsen og fastslå, hvilke værktøjer der egner sig bedst til indsatsen (lige fra bl.a. humanitær bistand og udviklingsbistand til diplomatiske foranstaltninger og mægling, økonomiske sanktioner og FSFP); insisterer på, at FSFP's rolle og bidrag bør indgå i den indledende politiske analyse og fastlæggelse af politikmål med henblik på at fremme en tidlig inddragelse af FSFP og de relevante parlamentariske organer på europæisk og nationalt plan; ser i denne forbindelse med tilfredshed på den glædelige udvikling af en politisk ramme for tilgangen til kriser under FSFP-missioner og -operationer og opfordrer til, at denne udvides til at omfatte alle kriseberedskabsinitiativer;

38. bifalder navnlig EU's strategiske ramme for Afrikas Horn, som sigter mod at skabe stabilitet i denne strategiske region ved i samarbejde med relevante partnere i området at bekæmpe pirateri og dets bagvedliggende årsager, få etableret legitime myndigheder i Somalia og fremme regionalt samarbejde gennem samtidig anvendelse af EU's eksterne instrumenter; minder dog om, at EU's indsats i regionen er blevet opbygget på grundlag af banebrydende FSFP-initiativer (nemlig EUNAVFOR Atalanta og EUTM Somalia), som er blevet efterfulgt af andre EU-instrumenter, hvilket har gjort den samlede strategi for Afrikas Horn til et mere ex post empirisk og pragmatisk resultat end en veludformet og planlagt strategi; er af den faste overbevisning, at EU's strategier fremover skal udarbejdes, inden EU engagerer sig i en region, ikke efter;

39. beklager, at EU, selv når der er fastlagt strategier, ofte ikke er i stand til at gennemføre dem og i stedet er tvunget til at træffe ekstraordinære foranstaltninger eller nødforanstaltninger; erindrer om, at dette navnlig har været tilfældet i Sahel-regionen, for hvilken der enstemmigt er vedtaget et meget omfattende og velforberedt EU-strategidokument (EU-strategien for sikkerhed og udvikling i Sahel fra 2011), som imidlertid ikke førte til nogen tilfredsstillende gennemførelse, før situationen i Mali forværredes dramatisk; opfordrer til en erfaringsanalyse af dette konkrete tilfælde samt – mere generelt – til bedre analyser af tidlige varslinger i vigtige ustabile regioner med henblik på at iværksætte konkrete konfliktforebyggelses- og mæglingsinitiativer og dermed forbedre foranstaltningerne opstrøms ved at foretage et politisk kursskifte fra reaktionscentrerede strategier til en mere hensigtsmæssig og effektiv forebyggelsesorienteret tilgang;

40. påpeger, at mange aktuelle nationale, regionale og internationale konflikter ligeledes er klimaskabte, og at den samlede strategi som følge heraf skal indeholde begrebet menneskers sikkerhed; minder om den analyse, der blev offentliggjort af UNEP i december 2011, om situationen i Sahel-regionen, hvoraf det fremgår, at stigende temperaturer har medført vandmangel og især lagt stærkt pres på lokalbefolkninger, hvis levebrød er afhængigt af naturressourcer, såsom landbrug, fiskeri og dyrehold, hvilket i visse tilfælde har resulteret i vold og væbnede konflikter;

41. er overbevist om, at EU i tilfælde, hvor kriser ikke kan undgås, er nødt til at kunne planlægge med og udsende passende civile og militære aktiver og mobilisere supplerende EU-instrumenter hurtigt og effektivt henover hele spektret af krisestyringsoperationer, også i tilfælde af humanitære kriser; kræver, at de relevante artikler i traktaten vedrørende hurtige indsatser, herunder artikel 44, gennemføres; understreger i denne forbindelse, at der er behov for politiske eksperter og sikkerhedseksperter på de relevante EU-delegationer;

42. insisterer på, at EU bør være i stand til at konsolidere fred og stabilitet på lang sigt; opfordrer til, at der lang tid i forvejen fastlægges klare overgangsstrategier mellem kortsigtede kriseberedskabsinstrumenter (navnlig diplomatiske, FSFP, ECHO-instrumenter og det nye ISP) og instrumenter beregnet til efterkrisesituationer (navnlig ISP og udviklingsbistand) for at bibeholde de fremskridt, der er gjort på stedet; glæder sig – som et første skridt – over det effektive samarbejde mellem EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til støtte for FSFP-missionen i Mali og over, at man på et tidligt stadie har overvejet en exitstrategi for EUTM Mali;

43. opfordrer EU til at gøre yderligere fremskridt for at agere som en enhed på landeniveau med en klar ansvarsfordeling og under ledelse af en delegationschef, der har ansvaret for at gennemføre EU's udenrigspolitik i landet og samtidig koordinere lokalt med medlemsstaterne og værtslandets regering, civilsamfund og andre internationale partnere; opfordrer medlemsstaterne til at forpligte sig til en fælles EU-indsats i tredjelande og til at sikre, at samordningen af og sammenhængen mellem foranstaltningerne i marken sker i behørigt samspil med EU's institutioner, dvs. Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten; beklager i denne forbindelse, at medlemsstaters selvstændige aktioner i tredjelande, særligt postkonfliktsamfund og samfund under demokratisering, uden den rette samordning mellem dem og den lokale EU-delegation, har vist sig at være skadelig for EU's mål og interesser samt for dets troværdighed over for tredjelandet og andre internationale partnere;

4. Partnerskaber

44. understreger, at en vellykket samlet strategi også kræver udvikling af partnerskaber uden for Unionens institutioner og medlemsstater, således at andre internationale og multilaterale partnere, strategiske partnere, værtslande, regionale organisationer, civilsamfundsaktører og den private sektor inddrages under behørig respekt for EU's beslutningsautonomi;

45. opfordrer indtrængende EU til at sikre, at EU deltager effektivt i arbejdet i FN’s Generalforsamling og gør brug af alle de beføjelser, det er tillagt i kraft af sin status som regional integrationsorganisation;

46. gentager – i overensstemmelse med Lissabontraktatens mål om at styrke EU’s udenrigspolitik og EU’s rolle med hensyn til fremme af global fred, sikkerhed og styring – det synspunkt, at en EU-plads i et udvidet Sikkerhedsråd fortsat er et centralt, langsigtet mål for Den Europæiske Union; opfordrer næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant til at tage initiativ til skabe en fælles holdning blandt medlemsstaterne med henblik herpå; foreslår med sigte på at nå dette mål i fremtiden, at der arbejdes på en forudgående samordning af holdningerne i Rådet til optagelse af nye medlemmer af Sikkerhedsrådet og ændring af beslutningsprocessen i Sikkerhedsrådet, så der åbnes mulighed for at træffe afgørelse med et superkvalificeret flertal;

47. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

[1] Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0278.
[2] http://eeas.europa.eu/library/publications/2013/3/2013_eeas_review_da.pdf.
[3] Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0458.

MINDRETALSUDTALELSE (18.2.2014)

til Udenrigsudvalget

om EU's samlede strategi og konsekvenserne for sammenhængen i EU’s optræden udadtil
(2013/2146(INI))

forelagt af: Sabine Lösing

Betænkningen fremmer ”den samlede strategi” i udenrigspolitikken, navnlig sammensmeltningen af militær/sikkerhed og humanitær bistand/udviklingsbistand, støtter civilt-militært samarbejde og slår til lyd for en yderligere militarisering af civile strukturer og sektorer.

Vi er modstandere af betænkningen, fordi den:

- understøtter, at EU’s konsensus om udvikling (artikel 208 i TEUF) bliver mere uklar, eksempelvis gennem finansiering af fredsfaciliteten for Afrika (et instrument, der finansierer sikkerhedsoperationer) over Den Europæiske Udviklingsfond (EDF)

- via den samlede strategi støtter anvendelsen af udviklingsbistand (EDF-fonden) til at finansiere militære missioner som normal praksis

- slår til lyd for en yderligere centralisering af FSFP’s kommandostruktur og beslutningstagning uden for enhver civil kontrol ved at tillade den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen med de tre kasketter og EU-Udenrigstjenesten i yderste konsekvens at gennemføre den samlede strategi og anvende alle instrumenter, herunder også militære

- mangler rent civile løsninger på konflikter og i stedet fokuserer på EU-forsvar, intervention og militarisering af konfliktløsning

- støtter og tilskynder til yderligere civilt-militært samarbejde og går ind for, at politikområder underlægges FSFP;

Vi kræver:

- at det primære mål for EU's udviklingspolitik fortsat er udryddelse af fattigdom og ikke marginaliseres eller underlægges nogen anden EU-politik, og at den i lighed med den humanitære bistand skal være neutral, universel, upartisk og uafhængig

- at udviklingsbistand ikke anvendes til militære formål

- at alle aktiviteter gennemføres i nøje overensstemmelse med FN-pagten og folkeretten

- et civilt EU, civile tilgange til konfliktløsning og adskillelse af civile og militære aktioner

- adskillelse mellem EU og NATO.

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (21.1.2014)

til Udenrigsudvalget

om EU's samlede strategi og konsekvenserne for sammenhængen i EU’s optræden udadtil
(2013/2146(INI))

Ordfører for udtalelse: Enrique Guerrero Salom

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udenrigsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. understreger betydningen af effektiv samordning af og sammenhæng i EU's optræden udadtil; er enig i det synspunkt, at udviklings-, politik- og sikkerhedssfæren er indbyrdes afhængige, og at den merværdi, EU tilvejebringer i forbindelse med indsatsen over for komplekse nødsituationer, ligger i dets evne til at skabe tværsektorielle og interinstitutionelle synergier med henblik på at levere holdbare resultater på stedet og opfylde langsigtede strategiske målsætninger;

2. glæder sig over den fælles meddelelse "The EU's comprehensive approach to external conflict and crises" (JOIN(2013)30) af 11. december 2013, som er en mulighed for at præcisere og gennemføre denne strategi i den nye institutionelle struktur efter Lissabontraktaten og for at konsolidere EU's tilsagn om en omfattende ramme for sit arbejde på området eksterne forbindelser; erkender de betydelige udfordringer, der er forbundet med at fremme og gennemføre en sådan ambitiøs politik; glæder sig især over, at politikken lægger vægt på forbindelsen mellem sikkerhed og udvikling, som bør være det centrale underliggende princip for en samlet EU-strategi;

3. støtter kraftigt tanken om en mere sammenhængende optræden udadtil; understreger, at EU ikke bør vedtage en snæver definition for den samlede strategi; glæder sig over, at den fælles meddelelse fremmer en forståelse af den samlede strategi, der dækker alle trin af konfliktprocessen eller andre eksterne kriser, fra tidlig varsling og beredskab, konfliktforebyggelse, kriseberedskab og -styring til hurtig genopretning og stabilisering og fredsopbygning, for at hjælpe lande tilbage på rette spor mod bæredygtig og langsigtet udvikling; er stærkt bekymret over risikoen for, at udenrigspolitiske mål kan komme til at få forrang over udviklingsmæssige principper og en principbaseret humanitær indsats;

4. glæder sig over henvisningen i den fælles meddelelse til de specifikke principper for udviklingsbistand og humanitær indsats, som bør understøtte EU's indsats gennem den samlede strategi; opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at integreringen af udviklingspolitikker og humanitær bistand i den samlede strategi behørigt respekterer principperne for disse politikker, som EU støtter fuldt ud;

5. minder om, at artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastlægger princippet om udviklingsvenlig politikkohærens (PCD), og fremhæver, at der potentielt kan opstå spændinger mellem PCD på den ene side og den samlede strategi for krisestyring uden for EU på den anden side; understreger, at det primære mål med EU's udviklingspolitik er udryddelse af fattigdom, og at det derfor er afgørende, at mål om fattigdomsbekæmpelse ikke marginaliseres i EU's udenrigspolitik, og at den samlede strategi ikke undergraver udviklingssamarbejdets civile karakter; udtrykker sin bekymring over det mulige pres for at tildele udviklingsbistand til områder, som har strategisk prioritet, der kan opstå som følge af den integrerede forfølgelse af udenrigspolitiske mål; noterer sig, at den fælles meddelelse overlader EU’s højtstående repræsentant/ Kommissionens næstformand og Kommissionens formand ansvaret for at sikre de eksterne forbindelsers strategiske og operationelle sammenhæng, herunder for så vidt angår den interne politiks indvirkning på den eksterne politik; opfordrer EU’s højtstående repræsentant/ Kommissionens næstformand og Kommissionens formand til at engagere sig i dette;

6. minder om, at både artikel 214 i TEUF og den europæiske konsensus om humanitær bistand fra 2008 værner om en principbaseret humanitær indsats; opfordrer til sikring af de humanitære principper menneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed, som er afgørende, både for effektiviteten af den humanitære indsats og for aktørernes sikkerhed; understreger kraftigt, at terrorbekæmpelses- og sikkerhedsdagsordener ikke må undergrave de humanitære aktørers mulighed for at yde bistand, og at humanitær bistand under ingen omstændigheder bør tjene politiske mål eller betragtes som et krisestyringsredskab; påpeger, at humanitær bistand for at kunne få adgang til nødlidende befolkninger ikke bare skal være neutral, men også skal opfattes som sådan; erkender, at en behovsbaseret humanitær indsats bør ske separat, og opfordrer samtidig til et bredere engagement i samarbejdet med de humanitære aktører med henblik på en bedre fastsættelse af parametrene for deres forbindelse til den samlede strategi;

7. er af den opfattelse, at der er en tæt forbindelse mellem udvikling og konfliktforebyggelse, idet fattigdom ofte er en hovedkilde til og et resultat af konflikt; understreger, at forebyggelse bidrager til fred, sikkerhed og bæredygtig udvikling; glæder sig over, at der med den fælles meddelelse fokuseres på forebyggelse, og kræver, at EU's systemer for tidlig varsling styrkes; opfordrer EU til fortsat at støtte lande i skrøbelige situationer for at tackle de underliggende årsager og etablere funktionsdygtige og ansvarlige institutioner, der kan levere basale tjenester og støtte fattigdomsbekæmpelse; understreger, at det er nødvendigt at udarbejde en EU-strategi for ustabile stater, som integrerer både OECD-DAC's principper for ustabile stater og målene for den nye aftale om engagement i ustabile stater, som blev aftalt i Busan i december 2001, i EU's system;

8. glæder sig over det tilsagn om en langsigtet strategi, som kommer til udtryk i den fælles meddelelse, eftersom kun et langsigtet engagement og en bæredygtig udvikling kan fremme fred og sikkerhed; opfordrer til bedre koordinering af EU-politikkernes kortsigtede og langsigtede mål under behørig hensyntagen til de lokale interessenters synspunkter;

9. understreger, at EU's samlede strategi for at være effektiv så vidt muligt bør baseres på fælles analyse, vurdering og planlægning i hele EU-systemet med en klar ansvarsfordeling; peger i den forbindelse på betydningen af fælles programmering som et værktøj til at opnå en sammenhængende ekstern indsats;

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	21.1.2014
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 1 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Thijs Berman, Michael Cashman, Ricardo Cortés Lastra, Véronique De Keyser, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Mikael Gustafsson, Filip Kaczmarek, Miguel Angel Martínez Martínez, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Bill Newton Dunn, Maurice Ponga, Jean Roatta, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Keith Taylor, Ivo Vajgl, Iva Zanicchi
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Philippe Boulland, Emer Costello, Enrique Guerrero Salom, Cristian Dan Preda

UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (23.10.2013)

til Udenrigsudvalget

om en omfattende EU-tilgang og konsekvenserne for sammenhængen i EU’s optræden udadtil
(2013/2146(INI))

Ordfører for udtalelse: Minodora Cliveti

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udenrigsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. glæder sig over Kommissionens arbejde både på det politiske plan og ved hjælp af dens finansieringsinstrumenter og budgetstøtteordninger, der har til formål at styrke dens indsats for at fremme kvinders indflydelse, især ved at integrere kvinders prioriteter og behov på alle de vigtigste områder i EU’s eksterne aktiviteter;

2. understreger betydningen af at stille midler til rådighed for initiativer, der sætter kvinder i stand til at deltage og påtage sig en ledende rolle i genopbygningen af samfundslivet og giver adgang til infrastruktur, såsom vandforsyning, elektricitet, skoler, hospitaler og veje, samt i forbindelse med (gen)opbygningen af statens retlige og administrative strukturer;

3. opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at øge sin kapacitet med henblik på at sikre balance mellem kønnene, når den fremsætter forslag om besættelse af stillinger som delegationsleder;

4. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe aktive foranstaltninger inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), herunder Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, for at fremme ikke-forskelsbehandling og forebygge multidiskrimination med hensyn til køn, etnisk oprindelse, handicap, religion, alder og seksuel orientering;

5. understreger betydningen af at inddrage kvinder og ngo’er, der arbejder med at fremme kvinders rettigheder, allerede i den fase, hvor EU’s eksterne politikker udformes, især ved at sørge for undervisning i kønsrerelaterede spørgsmål i EU-Udenrigstjenesten og i EU's delegationer i tredjelande;

6. understreger den rolle, kvinder spiller som løftestang for udviklingspolitikkerne, når de deltager i udformningen og gennemførelsen af disse politikker og dermed sikrer, at der tages hensyn til kvinders interesser under politiske og økonomiske forhandlinger, hvorved der skabes en positiv udvikling, hvor kvinder er den drivende kraft bag udviklingspolitikkerne;

7. understreger nødvendigheden af at sikre respekt for unge pigers ret til at udtrykke en mening og blive hørt om spørgsmål, der påvirker deres sundhed og menneskelige værdighed, og påpeger, at barnets tarv skal komme i første række; fremhæver alle børns og især pigers behov for at vokse op i et familiemiljø, der er kendetegnet af fred, værdighed, tolerance, frihed, ikke-forskelsbehandling, kønsligestilling og solidaritet; opfordrer til, at Geneve-erklæringen om barnets rettigheder og Beijing-erklæringen om kvinder gennemføres strengt;

8. opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at gøre sit yderste for at sætte en stopper for børneægteskaber i lande, hvor dette er en udbredt praksis;

9. fremhæver kvinders beskedne deltagelse i politik og forvaltningssystemer, herunder i forskellige nationale forhandlings- og forligsorganer; understreger, at det er nødvendigt at revidere de institutionelle mekanismer med henblik på at fremme kønsligestilling og efter behov at indføre særlige midlertidige foranstaltninger som f.eks. positiv særbehandling, fortrinsbehandling og kvotefastsættelse for at gøre det muligt for kvinder at deltage i det parlamentariske og politiske liv i almindelighed samt i alle institutioner, opgaver og relevante nationale, regionale og internationale processer, herunder fredsstøttende operationer;

10 påpeger, at nationale regeringer og subregionale, regionale og internationale organisationer bør støtte alle offentlige, samfundsmæssige eller private initiativer, der giver kvinder øget adgang til ressourcer og større økonomisk uafhængighed, samtidig med at kvinders indtræden i erhvervslivet og deres adgang til markeder og kredit fremmes, især i landdistrikterne; fremhæver, at det er nødvendigt at give lokale organisationer lettere adgang til offentlig finansiering på nationalt og internationalt plan, og at kvinder skal inddrages på lige fod – både som deltagere og støttemodtagere – i lokaludviklingsprogrammer, jobskabelsesprogrammer (herunder rettet mod unge), ydelse af frontlinjetjenester og programmer for økonomisk genopbygning i konfliktområder;

11. påpeger, at kvinders fredsfremmende bestræbelser ofte ikke anerkendes, og at kvinder påføres ekstreme lidelser i lande, hvor der er krig;

12. anfører, at bistandsforanstaltninger skal tage hensyn til de specifikke omstændigheder ved kriser og nødsituationer og i lande, hvor der i høj grad mangler grundlæggende frihedsrettigheder, eller hvor ngo’erne arbejder under vanskelige vilkår; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til sammen med repræsentanter for de berørte befolkninger at fastlægge et begrænset antal prioriterede områder, der skal behandles først, med forrang og på samme tid, således at midler og ressourcer kan koncentreres om at opfylde målsætningerne mere effektivt; påpeger, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod situationer, hvor kvinder er udsat for fysisk eller psykisk vold;

13 understreger betydningen af at udrydde vold mod kvinder og piger i betragtning af, at der i visse situationer med væbnede konflikter udøves omfattende og systematisk vold mod kvinder – f.eks. hvor former for seksuel vold såsom voldtægt, tvangsprostitution, menneskehandel eller slaveri anvendes af væbnede grupper som en krigstaktik til at terrorisere eller fordrive civile eller til gavn for bestemte parter i konflikten;

14. opfordrer til, at der opbygges støttesystemer og investeres i specialiserede tjenester for ofre for voldtægt og traumer som følge af kønsrelateret vold i perioder med konflikter eller krig;

15. understreger betydningen af at styrke og skabe øget bevidsthed om kvinders rolle i forbindelse med fremme af menneskerettigheder og demokratiske reformer, i forbindelse med støtte til konfliktforebyggelse og i forbindelse med konsolidering af politisk deltagelse og repræsentation samt i alle faser af fredsforhandlinger såvel som fredsopbygning og planlægning for tiden efter konflikter; bemærker ligeledes i denne forbindelse, at der bør tages hensyn til de anbefalinger, der er fremsat i rapporterne fra EU’s valgobservationsmissioner vedrørende kvinders deltagelse i valgprocessen;

16. påpeger, at troværdigheden af Unionens eksterne foranstaltninger også afhænger af, at princippet om overensstemmelse mellem interne politikker og udviklingsmål respekteres.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	21.10.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Regina Bastos, Marije Cornelissen, Edite Estrela, Iratxe García Pérez, Zita Gurmai, Mikael Gustafsson, Mary Honeyball, Silvana Koch-Mehrin, Elisabeth Morin-Chartier, Norica Nicolai, Antonyia Parvanova, Joanna Senyszyn, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Britta Thomsen, Inês Cristina Zuber
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Izaskun Bilbao Barandica, Minodora Cliveti, Rosa Estaràs Ferragut, Mariya Gabriel, Nicole Kiil-Nielsen, Christa Klaß, Antigoni Papadopoulou, Angelika Werthmann

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	17.2.2014
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 1 5
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Arnaud Danjean, Mark Demesmaeker, Ana Gomes, Richard Howitt, Liisa Jaakonsaari, Anneli Jäätteenmäki, Evgeni Kirilov, Wolfgang Kreissl-Dörfler, Krzysztof Lisek, Francisco José Millán Mon, María Muñiz De Urquiza, Annemie Neyts-Uyttebroeck, Raimon Obiols, Ria Oomen-Ruijten, Ioan Mircea Paşcu, Alojz Peterle, Tonino Picula, Bernd Posselt, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Werner Schulz, Charles Tannock, Nikola Vuljanić, Sir Graham Watson
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Andrew Duff, Elisabeth Jeggle, Barbara Lochbihler, Indrek Tarand
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Paul Rübig, Dubravka Šuica

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik