Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B6-0206/2007

Forhandlinger :

PV 24/05/2007 - 14.1
CRE 24/05/2007 - 14.1

Afstemninger :

Vedtagne tekster :


Vedtagne tekster
PDF 13kWORD 36k
Torsdag den 24. maj 2007 - Strasbourg
Sagen om senderen "Radio Caracas TV" i Venezuela
P6_TA(2007)0216RC-B6-0206/2007

Europa-Parlamentets beslutning af 24. maj 2007 om sagen om senderen "Radio Caracas TV" i Venezuela

Europa-Parlamentet,

-   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.   der henviser til, at pluralisme i medierne og ytringsfrihed er en af demokratiets grundpiller,

B.   der henviser til, at pressefriheden er af afgørende betydning for demokrati og respekt for grundlæggende frihedsrettigheder i lyset af den væsentlige rolle, som den spiller for at sikre muligheden for frit at give udtryk for meninger og tanker og for at bidrage til borgernes effektive deltagelse i demokratiske processer,

C.   der henviser til, at sendetilladelsen til den private audiovisuelle medievirksomhed Radio Caracas Televisión (RCTV), som udløber den 27. maj 2007, ikke er blevet fornyet, hvilket kan betyde, at denne medievirksomhed, der beskæftiger 3000 medarbejdere, vil forsvinde,

D.   der henviser til, at den manglende fornyelse af sendetilladelsen til denne audiovisuelle medievirksomhed, en af de ældste og største i Venezuela, betyder, at en stor del af offentligheden mister adgangen til en pluralistisk nyhedsdækning, og er i modstrid med pressens ret til at fungere som den fjerde statsmagt,

E.   der henviser til, at Venezuelas præsident, Hugo Chávez, har meddelt, at han ikke har til hensigt at forny sendetilladelsen til RCTV, og at sendetilladelsen udløber den 27. maj 2007,

F.   der henviser til, at RCTV ifølge den venezuelanske regerings eget udsagn er den eneste medievirksomhed, der ikke vil få fornyet sin sendetilladelse,

G.   der henviser til, at den venezuelanske forfatning i artikel 57 og 58 garanterer ytringsfriheden, kommunikationsfriheden og informationsfriheden,

H.   der henviser til, at Venezuela har undertegnet den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og den amerikanske menneskerettighedskonvention,

I.   der henviser til, at Venezuelas højesteret, som RCTV har indbragt sagen for, ikke har truffet afgørelse inden for den lovbestemte frist,

J.   der henviser til, at de holdninger, som ledelsen af RCTV er blevet bebrejdet for, bør give anledning til en almindelig retssag, hvis myndighederne anser det for påkrævet,

K.   der henviser til, at denne afgørelse blev bekendtgjort offentligt af landets statsoverhoved den 28. december 2006, og at der er skabt en foruroligende præcedens i forhold til ytringsfriheden i Venezuela,

1.   fastslår, at regeringen i Venezuela er forpligtet til at respektere og håndhæve ytringsfriheden, meningsfriheden og pressefriheden i overensstemmelse med landets egen forfatning, det interamerikanske demokratiske charter, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den amerikanske menneskerettighedskonvention, som Venezuela har undertegnet;

2.   kræver, at Venezuelas regering i overensstemmelse med princippet om statsapparatets upartiskhed sikrer alle medier den samme retsstilling, uanset om de er offentligt eller privat drevet, og uafhængigt af politiske eller ideologiske hensyn;

3.   slår til lyd for en dialog mellem regeringen og de private medier i Venezuela og beklager dybt den manglende vilje til dialog, som de venezuelanske myndigheder har lagt for dagen i almindelighed og i forhold til RCTV i særdeleshed;

4.   anmoder derfor om, at Parlamentets kompetente delegationer og udvalg høres i denne sag;

5.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, til Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, til Mercosurs parlament og til regeringen i Den Bolivarianske Republik Venezuela.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik