Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2073(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0142/2009

Indgivne tekster :

A6-0142/2009

Forhandlinger :

PV 06/05/2009 - 15
CRE 06/05/2009 - 15

Afstemninger :

PV 07/05/2009 - 9.16
CRE 07/05/2009 - 9.16
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0387

Vedtagne tekster
PDF 172kWORD 121k
Torsdag den 7. maj 2009 - Strasbourg Endelig udgave
Lissabontraktatens indvirkning på udviklingen af den institutionelle balance i Den Europæiske Union
P6_TA(2009)0387A6-0142/2009

Europa-Parlamentets beslutning af 7. maj 2009 om Lissabontraktatens indvirkning på udviklingen af den institutionelle balance i Den Europæiske Union (2008/2073(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Formandskonferencen afgørelse af 6. marts 2008,

–   der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, underskrevet i Lissabon den 13. december 2007,

–   der henviser til sin beslutning af 20. februar 2008 om Lissabontraktaten(1) ,

–   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 45,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A6-0142/2009),

A.   der henviser til, at Lissabontraktaten styrker den institutionelle balance, idet den forstærker de enkelte politiske institutioners nøglefunktioner og derved styrker deres respektive roller inden for en institutionel ramme, hvor samarbejde mellem institutionerne er en vigtig faktor for det gode resultat af integrationsprocessen i Unionen,

B.   der henviser til, at Lissabontraktaten omdanner den tidligere "fællesskabsmetode", idet den tilpasser og styrker den til en "unionsmetode", der i det væsentligste består i, at

   - Det Europæiske Råd definerer overordnede politiske retningslinjer og prioriteter
   - Kommissionen fremmer Unionens almene interesser og tager passende initiativer med henblik herpå
   - Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab udøver den lovgivende funktion og budgetfunktionen på grundlag af forslag fra Kommissionen,

C.   der henviser til, at Lissabontraktaten udvider anvendelsen af denne specifikke beslutningsprocedure i Unionen til nye områder i dens lovgivnings- og budgetmæssige virksomhed,

D.   der henviser til, at Lissabontraktaten fastsætter, at Det Europæiske Råd med enstemmighed og efter Europa-Parlamentets godkendelse kan vedtage en afgørelse om at udvide anvendelsen af kvalificeret flertal og den almindelige lovgivningsprocedure og derved styrke unionsmetoden,

E.   der henviser til, at selv om Lissabontraktaten har til formål at forenkle og forbedre sammenhængen mellem formandskabet for Det Europæiske Råd og formandskabet for Rådet, er det – i hvert fald i begyndelsen – sandsynligt, at det forhold, at Det Europæiske Råd og Rådet for Udenrigsanliggender (og for Eurogruppen) har hver sin formand samtidig med, at rotationssystemet for formandskabet for Rådet i dets andre sammensætninger bevares, vil komplicere Unionens funktion,

F.   der henviser til, at princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder indebærer en ligelig repræsentation af kvinder og mænd inden for det offentlige, hvilket der også skal tages hensyn til i forbindelse med udnævnelser til de vigtigste politiske poster Unionen,

G.   der henviser til, at den nye procedure for valget af Kommissionens formand gør det nødvendigt, at der tages hensyn til resultatet af valget og føres passende konsultationer mellem repræsentanter for Det Europæiske Råd og for Europa-Parlamentet, inden Det Europæiske Råd foreslår sin kandidat,

H.   der henviser til, at organisationen af det interinstitutionelle samarbejde i beslutningsprocessen er af afgørende betydning for, at Unionens virksomhed bliver en succes,

I.   der henviser til, at Lissabontraktaten tager højde for den voksende betydning af strategisk flerårig planlægning og operationel årlig planlægning med henblik på at sikre et velfungerende forhold mellem institutionerne og en effektiv gennemførelse af beslutningsprocedurerne og fremhæver Kommissionens rolle som initiativtager til de vigtigste programmeringsaktiviteter,

J.   der henviser til, at den nuværende syvårige finansielle programmering betyder, at Europa-Parlamentet og Kommissionen fra tid til anden under en hel valgperiode ikke skal træffe grundlæggende politiske finansielle afgørelser, idet de vil være fastlåst inden for en ramme, der blev vedtaget af deres forgængere, og som vil vare indtil udløbet af deres mandat, hvilket imidlertid kunne løses ved at gøre brug af den mulighed, som Lissabontraktaten giver for en femårig finansiel programmering, der kunne falde sammen med Parlamentets og Kommissionens mandat,

K.   der henviser til, at der med Lissabontraktaten indføres en ny og omfattende tilgang til Unionens optræden udadtil – selv om der fastsættes særlige mekanismer for beslutningsprocessen i spørgsmål vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) – og skabes en post med "dobbeltkasket" som næstformand i Kommissionen (den højtstående repræsentant), bistået af en særlig tjeneste for EU's optræden udadtil med central betydning for, at denne nye og integrerede tilgang kan blive operationel,

L.   der henviser til, at der med Lissabontraktaten indføres en ny ordning for repræsentationen af Unionen udadtil, som på forskellige niveauer i alt væsentligt overdrages til Det Europæiske Råds formand, Kommissionens formand og Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant), hvilket kræver en omhyggelig fordeling af opgaverne og koordination mellem de forskellige parter med ansvar for denne repræsentation, så uheldige kompetencekonflikter og unødigt dobbeltarbejde undgås,

M.   der henviser til, at Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008 vedtog, at det, såfremt Lissabontraktaten træder i kraft i slutningen af 2009, vil træffe de nødvendige retlige foranstaltninger for at bevare Kommissionens nuværende sammensætning med et medlem pr. medlemsstat,

Generel vurdering

1.   glæder sig over de institutionelle fornyelser i Lissabontraktaten, der skaber betingelserne for en fornyet og forbedret institutionel balance i EU, hvorved EU-institutionerne får mulighed for at fungere mere effektivt, åbent og demokratisk og sætter EU i stand til at opnå bedre resultater, som i højere grad svarer til borgernes forventninger og at udfylde sin rolle som global aktør på den internationale scene;

2.   understreger, at der er sket en styrkelse af de enkelte institutioners kerneaktiviteter, hvilket gør det muligt for den enkelte at udvikle sin rolle mere effektivt, men gør samtidig opmærksom på, at den nye institutionelle ramme kræver, at den enkelte institution udfolder sine aktiviteter i stadigt samarbejde med de andre, så der kan opnås positive resultater for hele EU;

Styrkelse af den særlige beslutningsproces - "unionsmetoden" - som grundlaget for den interinstitutionelle balance

3.   glæder sig over, at de vigtigste elementer i "fællesskabsmetoden" - Kommissionens initiativret og Europa-Parlamentets og Rådets fælles beslutningstagning - er bevaret og styrket ved Lissabontraktaten, idet:

   - Det Europæiske Råd bliver en institution, hvis særlige rolle med hensyn til at tilføre Unionen fremdrift og retning styrkes, idet det fastlægger EU's strategiske mål og prioriteter uden at blande sig i den løbende udøvelse af EU's lovgivningsmæssige og budgetmæssige beføjelser;
   - Kommissionens rolle som motoren, der driver EU's aktiviteter fremad, bekræftes, hvorved det sikres, at Kommissionens monopol på lovgivningsinitiativet bevares uændret (og endda forstærkes), navnlig inden for budgetproceduren;
   - Europa-Parlamentets beføjelser som lovgivningsmyndighedens ene part udvides, idet den almindelige lovgivningsprocedure (som den nuværende fælles beslutningsprocedure fremover vil blive kaldt) bliver hovedreglen (undtagen hvor traktaten fastsætter, at der skal anvendes en særlig lovgivningsprocedure) og udvides til at omfatte næsten alle områder inden for EU-lovgivningen, herunder retlige og indre anliggender;
   - Rådets rolle som lovgivningsmyndighedens anden part bekræftes og bevares – dog med en vis overvægt på nogle få vigtige områder – navnlig i kraft af, at det af Lissabontraktaten tydeligt fremgår, at Det Europæiske Råd ikke skal udøve lovgivende funktioner;
   den nye budgetprocedure, der ligeledes vil være baseret på en fælles beslutningsprocedure på lige fod mellem Europa-Parlamentet og Rådet, vil dække alle typer udgifter, og Europa-Parlamentet og Rådet vil også i fællesskab vedtage den flerårige finansielle ramme, i begge tilfælde på initiativ af Kommissionen;
   sondringen mellem lovgivningsmæssige retsakter og delegerede retsakter samt anerkendelsen af Kommissionens specifikke udøvende rolle, underlagt kontrol af lovgivningsmyndighedens to ligestillede parter, vil højne kvaliteten af EU-lovgivningen; Europa-Parlamentet spiller en ny rolle med hensyn til delegation af beføjelser til Kommissionen og kontrol med delegerede retsakter;
   - Kommissionens rolle (i nært samarbejde med Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant)) på området for EU's indgåelse af traktater slås fast, for så vidt angår dens bemyndigelse til at føre forhandlinger, og Europa-Parlamentets godkendelse vil være påkrævet i forbindelse med Rådets indgåelse af næsten alle internationale aftaler;

4.   glæder sig over Lissabontraktatens bestemmelser om, at Det Europæiske Råd enstemmigt og med Europa-Parlamentets samtykke, og forudsat et nationalt parlament ikke modsætter sig, kan beslutte at udvide beslutningsproceduren med kvalificeret flertal og den almindelige lovgivningsprocedure til områder, hvor de endnu ikke finder anvendelse;

5.   understreger, at disse passerellebestemmelser er udtryk for en reel tendens til den bredest mulige anvendelse af "unionsmetoden", og opfordrer derfor Det Europæiske Råd til at gøre fuld brug af disse muligheder i traktaten;

6.   fastholder, at fuld udnyttelse af alle de institutionelle og proceduremæssige nyskabelser i Lissabontraktaten løbende kræver et dybtgående samarbejde mellem de institutioner, der deltager i de forskellige procedurer, hvor samtlige fordele ved de nye mekanismer i traktaten udnyttes, navnlig hvad angår internationale aftaler;

Europa-Parlamentet

7.   udtrykker stor tilfredshed med, at Lissabontraktaten fuldt ud anerkender Europa-Parlamentet som den ene af de to parter i EU's lovgivnings- og budgetmyndighed, samtidig med at Parlamentets rolle i vedtagelsen af mange politiske beslutning af stor betydning for livet i EU også slås fast, og at dets politiske kontrolfunktion er styrket og endda udvidet til – dog i et mindre omfang – også at dække FUSP-området;

8.   understreger, at denne anerkendelse af Europa-Parlamentets rolle kræver de andre institutioner fulde samarbejde, navnlig hvad angår rettidig fremsendelse af de nødvendige dokumenter til Parlamentet, således at det kan udøve sine funktioner på lige fod med Rådet, samt Parlamentets adgang til og deltagelse i relevante arbejdsgrupper og møder, der afholdes i andre institutioner på samme vilkår som de øvrige deltagere i beslutningsprocessen; opfordrer de tre institutioner til at indgå interinstitutionelle aftaler, der fastsætter en bedste praksis inden for disse områder for på denne måde at optimere deres gensidige samarbejde;

9.   fastholder, at Europa-Parlamentet selv må gennemføre de fornødne interne reformer med henblik på at tilpasse sine strukturer, procedurer og arbejdsmetoder til de nye beføjelser og øgede krav til programplanlægning og interinstitutionelt samarbejde, der er fastsat i Lissabontraktaten(2) ; bemærker med interesse konklusionerne fra Arbejdsgruppen om Reform af Parlamentet og erindrer om, at det ansvarlige udvalg har arbejdet på en reform af Parlamentets forretningsorden med henblik på en tilpasning til Lissabontraktaten(3) ;

10.   glæder sig over, at Lissabontraktaten udvider Europa-Parlamentets initiativret med hensyn til revision af traktaterne, anerkender Parlamentets ret til at deltage i konventet, og at Parlamentets godkendelse er påkrævet, såfremt Det Europæiske Råd ikke finder, at der er grund til at indkalde konventet; er af den opfattelse, at denne anerkendelse taler for også at anerkende Europa-Parlamentets ret til fuld deltagelse i regeringskonferencen på samme vilkår som Kommissionen; mener, at en interinstitutionel ordning, der bygger på erfaringerne fra de to tidligere regeringskonferencer, i fremtiden kunne udstikke retningslinjerne for afholdelsen af regeringskonferencer, navnlig for så vidt angår Europa-Parlamentets deltagelse og spørgsmål vedrørende gennemsigtighed;

11.   noterer sig overgangsordningerne vedrørende Europa-Parlamentets sammensætning; finder, at gennemførelsen af disse ordninger vil kræve en ændring af primær ret; opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige nationale retlige forholdsregler for at der, i forbindelse med valget i juni 2009 kan vælges 18 supplerende medlemmer til Europa-Parlamentet, således at de kan sidde i Europa-Parlamentet som observatører fra den dato, hvor Lissabontraktaten træder i kraft; bemærker imidlertid, at samtlige supplerende medlemmer først vil få deres fulde beføjelser på en aftalt dato, når først alle procedurerne til ratifikation af ændringen i primær ret er blevet afsluttet; minder Rådet om, at Parlamentet i henhold til Lissabontraktaten (EU-traktatens artikel 14, stk. 2), vil erhverve vigtige rettigheder med hensyn til initiativ og godkendelse med hensyn til Parlamentets sammensætning, som det fuldt ud agter at gøre brug af;

Det Europæiske Råds rolle

12.   finder, at den formelle anerkendelse af Det Europæiske Råd som en separat uafhængig institution, hvis særlige beføjelser klart er defineret i traktaterne, medfører en fornyet præcisering af Det Europæiske Råds rolle, der består i den grundlæggende opgave at tilføre EU den fornødne politiske fremdrift, samt fastlægge de overordnede retningslinjer og mål for Den Europæiske Unions aktiviteter;

13.   glæder sig også over, at Lissabontraktaten præciserer Det Europæiske Råds særlige rolle i forbindelse med revision af traktaterne og i forbindelse med visse afgørelser af grundlæggende betydning for EU's politiske liv – så som udnævnelse til de vigtigste politiske poster, opløsning af politiske blokeringer af forskellige beslutningsprocedurer samt anvendelse af fleksibilitetsmekanismer – som vedtages af Det Europæiske Råd eller med dets deltagelse;

14.   mener desuden, eftersom Det Europæiske Råd nu er inddraget i EU's institutionelle opbygning, at der er behov for en tydeligere og mere præcis definition af dets forpligtelser, herunder en eventuel retlig kontrol af dets virksomhed, navnlig på grundlag af EUF-traktatens artikel 265;

15.   understreger den særlige ledende rolle, som Det Europæiske Råd vil komme til at spille i udenrigsanliggender, navnlig hvad angår FUSP, hvor dets opgave med at definere de strategiske interesser og fastlægge mål og overordnede retningslinjer for denne politik er af afgørende betydning; understreger, at der i den forbindelse er behov for, at Rådet, Kommissionens formand og Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) inddrages tæt i forberedelsen af Det Europæiske Råds arbejde på dette område;

16.   fastholder, at behovet for at forbedre det interinstitutionelle samarbejde mellem Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd taler for at optimere betingelserne for, hvornår Europa-Parlamentets formand kan deltage i drøftelserne i Det Europæiske Råd, hvilket formentligt vil kunne løses ved en politisk aftale om forbindelserne mellem de to institutioner; finder det hensigtsmæssigt, at Det Europæiske Råd ligeledes formaliserede disse betingelser i sin interne forretningsorden;

Det Europæiske Råds faste formand

17.   glæder sig over, at der oprettes et fast langfristet formandskab for Det Europæiske Råd, hvilket vil bidrage til at sikre større kontinuitet, effektivitet og sammenhæng i institutionens arbejde og derved i EU's foranstaltninger; understreger, at udnævnelsen af formanden for Det Europæiske Råd bør finde sted hurtigst muligt efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse for at bevare forbindelsen mellem det nyvalgte Parlaments valgperiode og den nye Kommissions mandatperiode;

18.   understreger den afgørende rolle, som formanden for Det Europæiske Råd vil spille for EU's institutionelle aktiviteter, ikke som formand for Den Europæiske Union – hvilket den pågældende ikke vil være – men som formand for Det Europæiske Råd med den opgave at lede dets arbejde og give det fremdrift, sikre forberedelsen og kontinuiteten af Det Europæiske Råds arbejde, bestræbe sig på at fremme sammenhold og konsensus blandt dets medlemmer, rapportere til Europa-Parlamentet samt varetage repræsentationen på sit niveau af Den Europæiske Union udadtil i forbindelse med FUSP, uden at dette berører de beføjelser, der er tildelt Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant);

19.   minder om, at formanden for Det Europæiske Råd sikrer forberedelsen af Det Europæiske Råds møder og kontinuiteten af dets arbejde i samarbejde med formanden for Kommissionen og på grundlag af arbejdet i Rådet for Almindelige Anliggender, hvilket kræver gensidig kontakt og nært samarbejde mellem formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Rådet for Almindelige Anliggender;

20.   finder det i den forbindelse af afgørende betydning, at der etableres et afbalanceret samarbejde mellem Det Europæiske Råds formand og Kommissionens formand, det skiftende formandskab og – for så vidt EU's repræsentation udadtil på områder under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er berørt – Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant);

21.   erindrer om, at selv om det i Lissabontraktaten er fastsat, at Det Europæiske Råd bistås af Rådets generalsekretariat, skal Det Europæiske Råds særlige udgifter angives i en særskilt del af budgettet og indeholde de specifikke bevillinger til Det Europæiske Råds formand, som skal bistås af et personligt kabinet, der skal oprettes inden for rimelige rammer;

Rådet

22.   glæder sig over de skridt, der i Lissabontraktaten er taget i retning af at betragte Rådet som den anden part af EU's lovgivnings- og budgetmyndighed, der – om end stadig med en vis overvægt på enkelte områder – deler langt størstedelen af beslutningstagningen med Europa-Parlamentet inden for et institutionelt system, der gradvist har udviklet sig i retning af et parlamentarisk tokammersystem;

23.   understreger den afgørende rolle som Rådet for Almindelige Anliggender – og derved dets formand – har fået tildelt ved Lissabontraktaten med henblik på at sikre sammenhæng og kontinuitet i Rådets arbejde i dets forskellige sammensætningers arbejde samt forberede og følge op på Det Europæiske Råds arbejde (i samarbejde med Det Europæiske Råds formand og Kommissionens formand);

24.   understreger Rådets særlige rolle ved forberedelsen, definitionen og gennemførelsen af FUSP, og opfordrer til øget koordination mellem formanden for Rådet for Almindelige Anliggender og Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) i dennes egenskab af formand for Rådet for Udenrigsanliggender samt mellem dem og formanden for Det Europæiske Råd;

25.   er overbevist om, at den sondring mellem opgaverne for Rådet for Almindelige Anliggender og for Rådet for Udenrigsanliggender, der fastsættes i Lissabontraktaten, kræver en forskellig deltagelse i Rådets møder i disse to forskellige sammensætninger, navnlig fordi det på baggrund af det bredere koncept for EU's forbindelser udadtil, som fastsat i traktaterne og som ændret ved Lissabontraktaten, gør det stadig vanskeligere at kumulere mandater i begge rådssammensætninger; finder det derfor ønskværdigt, at udenrigsministrene primært koncentrerer sig om opgaverne i Rådet for Udenrigsanliggender;

26.   finder i den forbindelse, at det kan være nødvendigt for den stats- eller regeringschef, der varetager formandskabet for Rådet, personligt at føre formandskabet og sikre, at Rådet for Almindelige Anliggender fungerer behørigt som det organ, der er ansvarlig for koordination af de forskellige rådssammensætninger og afgørelse af meningsforskelle i forbindelse med prioriteringer og konflikter, der i øjeblikket alt for hurtigt henvises til Det Europæiske Råd;

27.   er opmærksom på risikoen for store vanskeligheder i forbindelse med koordinationen mellem de forskellige rådssammensætninger som følge af det nye formandssystem , og understreger som modvægt til denne risiko betydningen af de "nye" faste 18-måneders "troikaer" (grupper af tre formandskaber), der vil dele formandskabet for de forskellige rådssammensætninger (bortset fra Rådet for Udenrigsanliggender og eurogruppen) og for COREPER med det formål at sikre sammenhæng, konsekvens og kontinuitet i Rådets arbejde som helhed og for at sikre det interinstitutionelle samarbejde, der er nødvendigt for, at lovgivnings- og budgetprocedurerne som led i fælles beslutningstagning med Europa- Parlamentet fungerer tilfredsstillende;

28.   finder det af afgørende betydning, at trojkaerne udvikler et intenst og permanent samarbejde gennem hele deres fælles mandatperiode; understreger den betydning for EU's funktionsdygtighed af det fælles operationelle program for hver 18-måneders trojka, som behandles udførligt i punkt 51 i denne beslutning; opfordrer troikaerne til at fremlægge deres fælles operationelle program – der navnlig indeholder deres forslag til tidsplan for de lovgivningsmæssige forhandlinger – på Parlamentets plenarmøde i begyndelse af deres fælles mandatperiode;

29.   finder, at stats- eller regeringschefen for den medlemsstat, der varetager formandskabet for Rådet som en meget vigtig opgave skal sikre samhørighed inden for hele gruppen af formandskaber, sammenhængen i arbejdet inden for de forskellige rådssammensætninger samt tilvejebringelsen af den nødvendige koordination med Det Europæiske Råd, navnlig hvad angår forberedelsen og kontinuiteten af dets arbejde;

30.   understreger tillige, at stats- eller regeringschefen for den medlemsstat, der varetager det roterende formandskabet for Rådet, vil være Europa-Parlamentets privilegerede samtalepartner vedrørende formandskabets arbejde; mener, at den pågældende bør inviteres til at tale på Parlamentets plenarmøde og fremlægge det respektive formandskabs arbejdsprogram, gøre rede for den udvikling og de resultater, der er opnået inden for formandskabets seks måneders periode samt lægge op til debat af ethvert andet relevant politisk spørgsmål, der måtte være opstået i løbet af dette formandskab;

31.   understreger, at der på EU's nuværende udviklingsstadium indgår spørgsmål vedrørende sikkerhed og forsvar stadig som integreret del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og mener, at disse spørgsmål som sådan bør henhøre under kompetenceområdet for Rådet for Udenrigsanliggender, der ledes af Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant), eventuelt med deltagelse af forsvarsministrene;

Kommissionen

32.   glæder sig over, at Kommissionens rolle som motoren, der driver EU's aktiviteter fremad, bekræftes gennem:

   anerkendelsen af dens kvasi-monopol i forhold til lovgivningsinitiativet, som er udvidet til at omfatte samtlige EU's aktivitetsområder med undtagelse af FUSP, og som navnlig på det finansielle område er blevet styrket;
   styrkelsen af dens rolle som formidler af aftale mellem lovgivnings- og budgetmyndighedens de to parter;
   styrkelsen af dens rolle som EU's "udøvende" myndighed", når gennemførelsen af bestemmelserne i EU-lovgivning kræver en fælles fremgangsmåde, mens Rådet kun spiller denne rolle i FUSP-spørgsmål og i behørigt begrundede retsligt fastsatte tilfælde;

33.   glæder sig også over formandens styrkede stilling inden for kommissærkollegiet, navnlig hvad angår kommissærernes institutionelle ansvar over for formanden og Kommissionens interne organisation, hvilket skaber de fornødne betingelser for en styrkelse af formanden som leder af Kommissionen samt dennes samhørighed; mener, at denne styrkelse tilmed kan blive øget i betragtning af aftalen mellem stats- og regeringscheferne om at bevare et medlem af Kommissionen pr. medlemsstat;

Valg af formanden for Kommissionen

34.   understreger, at den kendsgerning, at formanden for Kommissionen vælges af Europa-Parlamentet på forslag af Det Europæiske Råd, vil give den pågældendes udnævnelse en udpræget politisk karakter;

35.   understreger, at denne form for valg vil styrke kommissionsformandens demokratiske legitimitet og position både internt inden for Kommissionen (for så vidt angår formandens forhold til de andre kommissærer) og generelt inden for de interinstitutionelle forbindelser;

36.   finder, at kommissionsformandens styrkede legitimitet også vil gavne Kommissionen som helhed, idet den styrker dens evne til at handle som uafhængig fortaler for EU's overordnede interesser og som drivkraften bag EU's aktiviteter;

37.   erindrer i den forbindelse om, at den omstændighed, at en kandidat til posten som formand for Kommissionen kan foreslås af Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal, og at valget af denne kandidat af Europa-Parlamentet kræver et flertal af dets medlemmer, udgør et yderligere incitament til, at alle parter i processen går ind i den nødvendige dialog for at sikre, at processen får et heldigt udfald;

38.   erindrer om, at Det Europæiske Råd i henhold til Lissabontraktaten er forpligtet til at tage hensyn "til valget til Europa-Parlamentet" og derfor inden udnævnelsen af kandidaten skal afholde "passende høringer", hvilket ikke udgør formelle institutionelle kontakter mellem de to institutioner; erindrer endvidere om, at der i henhold til erklæring 11, knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten(4) , i denne forbindelse skal der afholdes "høringer inden for de rammer, der anses for mest velegnede" mellem repræsentanter for Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd;

39.   foreslår, at Det Europæiske Råd bemyndiger sin formand til (alene eller med en delegation) at gennemføre disse høringer, at formanden konsulterer Europa-Parlamentets formand med henblik på at organisere de nødvendige møder med lederne af de politiske grupper i Europa-Parlamentet, eventuelt ledsaget af lederne (eller en delegation) af de europæiske politiske partier, og at formanden for Det Europæiske Råd derefter aflægger rapport til Det Europæiske Råd;

Udnævnelsesprocesserne

40.   mener, at der ved valget af de personer, der skal beklæde posterne som formand for Det Europæiske Råd, formand for Kommissionen og næstformand for Kommissionen (den højtstående repræsentant) bør tages hensyn til kandidaternes relevante kompetencer; anerkender desuden, at der, som fastsat i erklæring 6 knyttet som bilag til ovennævnte slutakt(5) , skal tages passende hensyn til nødvendigheden af at respektere de geografiske og befolkningsmæssige forskelle i Unionen og dens medlemsstater;

41.   finder endvidere, at medlemsstaterne og de europæiske politiske familier ved udnævnelsen af de vigtigste politiske EU-poster ikke kun skal tage hensyn til geografiske og befolkningsmæssige forskelle, men også til kriterier baseret på politiske balance og kønsfordeling;

42.   finder i den forbindelse, at udnævnelsesprocessen skal finde sted efter valget til Europa-Parlamentet for at kunne tage hensyn til valgresultatet, som vil spille en fundamental rolle ved valget af formanden for Kommissionen; påpeger, at det først efter valget af formanden for Kommissionen vil være muligt at sikre den krævede balance;

43.   foreslår i den forbindelse som mulig model nedenstående procedure og tidsplan for udnævnelserne, som Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd kunne aftale at følge;

   uge 1 og 2 efter valget til Europa-Parlamentet: dannelse af de politiske grupper i Europa-Parlamentet;
   uge 3 efter valget: høringer mellem formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Europa-Parlamentet efterfulgt af separate møder mellem formanden for Det Europæiske Råd og formændene for de politiske grupper (eventuelt også med formændene for de europæiske politiske partier eller begrænsede delegationer);
   uge 4 efter valget: Det Europæiske Råds bekendtgørelse af kandidaten til posten som formand for Kommissionen under hensyntagen til resultaterne af de oven for nævnte høringer;
   uge 5 og 6 efter valget til Europa-Parlamentet: kontakter mellem kandidaten til posten som formand for Kommissionen og de politiske grupper; erklæringer fra denne kandidat og præsentation af den pågældendes politiske retningslinjer for Europa-Parlamentet; afstemning i Europa-Parlamentet om kandidaten til posten som formand for Kommissionen;
   juli/august/ september: den valgte formand for Kommissionen når til enighed med Det Europæiske Råd om udnævnelsen af Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) og foreslår en liste over de indstillede kommissærer (herunder Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant));
   september: Rådet vedtager listen over de indstillede kommissærer (herunder den Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant));
   september/oktober: høring af de indstillede kommissærer og af Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant));
   oktober: præsentation af kommissærkollegiet og deres program for Europa-Parlamentet; afstemning om den samlede Kommission (herunder Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant)); Det Europæiske Råd godkender den nye Kommission; den nye Kommission træder i funktion;
   november: Det Europæiske Råd udnævner formanden for Det Europæiske Råd;

44.   understreger, at det foreslåede scenario under alle omstændigheder skal anvendes fra og med 2014;

45.   mener, at Lissabontraktatens mulige ikrafttræden i slutningen af 2009 nødvendiggør en politisk aftale mellem Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet med henblik på at sikre, at proceduren for valget af den næste Kommissions formand og for udnævnelsen af den næste Kommission under alle omstændigheder vil overholde indholdet af de nye beføjelser, som Lissabontraktaten tildeler Europa-Parlamentet på dette område;

46.   mener, at Det Europæiske Råd, såfremt det straks efter valget til Europa-Parlamentet i juni 2009(6) indleder proceduren for indstilling af formanden for den nye Kommission bør tage behørigt hensyn til den tidsramme, der er nødvendig, for at den politiske høringsprocedure med de nyvalgte repræsentanter for de politiske grupper i henhold til Lissabontraktaten kan fuldføres på uformel vis; mener, at indholdet af dets nye beføjelser på denne måde vil blive respekteret fuldstændigt, og at Europa-Parlamentet kan skride til godkendelse af indstillingen til formand for Kommissionen;

47.   understreger, at proceduren for udnævnelse af det nye kollegium under alle omstændigheder først bør indledes, når resultatet af den anden folkeafstemning i Irland er kendt; påpeger, at institutionerne dermed ville være fuldt ud bekendt med den retlige kontekst, i hvilken den nye Kommission udøver sit mandat, og der kunne dermed tages behørigt hensyn til deres respektive beføjelser i proceduren og til den nye Kommissions sammensætning, struktur og kompetencer; hvis folkeafstemningen får et positivt udfald, bør Europa-Parlamentets formelle godkendelse af det nye kollegium, herunder Kommissionens formand og næstformand (den højtstående repræsentant), først finde sted efter Lissabontraktatens ikrafttræden;

48.   erindrer om, at Nicetraktaten under alle omstændigheder vil være fuldt gyldig, hvis den anden folkeafstemning i Irland ikke får et positivt udfald, og at den næste Kommission skal sammensættes i henhold til bestemmelserne, ifølge hvilke antallet af dens medlemmer vil være mindre end antallet af medlemsstater; understreger, at Rådet i det tilfælde må træffe en beslutning vedrørende det faktiske antal medlemmer af denne reducerede Kommission; understreger Europa-Parlamentets politiske vilje til at sikre at disse bestemmelser nøje overholdes;

Planlægning

49.   finder, at både strategisk og operationel planlægning er afgørende for at sikre effektiviteten og sammenhængen i EU's aktiviteter;

50.   glæder sig derfor over, at Lissabontraktaten specifikt henviser til planlægning som middel til at forbedre institutionernes handleevne, og foreslår tilrettelæggelsen af flere samtidige planlægningsprocedurer efter følgende retningslinjer:

   - Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen enes om "en aftale" eller et "program" for valgperioden med udgangspunkt i overordnede strategiske mål og prioriteter, som fremlægges af Kommissionen i begyndelsen af dennes mandatperiode, og som gøres til genstand for en fælles drøftelse med Europa-Parlamentet og Rådet med henblik på at nå til enighed (eventuelt i form af en særlig interinstitutionel aftale, selv om denne ikke er retligt bindende) mellem de tre institutioner om fælles mål og prioriteter for den femårige valgperiode;
   på grundlag af denne aftale eller dette program udvikler Kommissionen herefter sine ideer til finansiel programmering og fremlægger i slutningen af juni i året efter valget sit forslag til femårig flerårig finansiel ramme – ledsaget af en oversigt over de lovgivningsforslag, der er nødvendige for at gennemføre de respektive programmer – hvilket derefter drøftes og vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet inden udgangen af samme år i henhold til den i traktaten fastlagte procedure (eller senest ved udgangen af det første kvartal i det følgende år);
   dette vil gøre det muligt for EU at disponere over en femårig flerårlig finansiel ramme, der kan træde i kraft i begyndelsen af år n + 2 (eller n+3)(7) , hvilket giver henholdsvis Europa-Parlamentet og Kommission mulighed for at beslutte sin "egen" planlægning;

51.   er af den opfattelse, at overgangen til dette system med femårig finansiel og politisk programmering kræver en forlængelse af den nuværende finansielle ramme, der indgår i den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning(8) , indtil udgangen af 2015/2016, hvorefter den næste finansielle ramme kan træde i kraft fra begyndelsen af 2016/2017(9) ;

52.   foreslår på grundlag af aftalen/programmet for valgperioden og under hensyntagen til den flerårige finansielle ramme, at:

   - Kommissionen fremlægger sit årlige arbejds- og lovgivningsprogram for Europa-Parlamentet og Rådet til fælles drøftelse, der gør det muligt for Kommissionen at foretage de nødvendige tilpasninger
   - Rådet for Almindelige Anliggender i dialog med Europa-Parlamentet tilpasser den operationelle programplanlægning for hver gruppe af tre formandskaber for hele disses 18-måneders mandatperiode, hvilket udgør rammen for det individuelle operationelle program for det enkelte formandskabs seks måneders aktivitetsperiode;

Forbindelser udadtil

53.   understreger betydningen af den nye dimension, som Lissabontraktaten giver Unionens optræden udadtil som helhed, herunder FUSP, og som sammen med Unionens status som juridisk person og de institutionelle fornyelser på dette område (navnlig oprettelsen af posten med "dobbeltkasket", som næstformand for Kommissionen og som højtstående repræsentant, og tjenesten for EU's optræden udadtil) kan være afgørende for sammenhængen og effektiviteten af EU's indsats på dette område, og forbedre EU's synlighed som global aktor;

54.   minder om, at alle beslutninger om EU's optræden udadtil skal indeholde en henvisning til retsgrundlaget for beslutningen, for at gøre det nemmere at fastslå, hvilken procedure der er anvendt ved vedtagelsen af beslutningen, og hvilken procedure der skal anvendes for at gennemføre beslutningen;

Næstformand for Kommissionen (højtstående repræsentant)

55.   anser oprettelsen af posten med "dobbeltkasket", næstformand for Kommissionen (højtstående repræsentant) for at være et grundlæggende skridt i retning af at sikre sammenhæng, effektivitet og synlighed i EU's samlede optræden udadtil;

56.   understreger, at næstformanden for Kommissionen (den højtstående repræsentant) udnævnes af Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal, med samtykke fra Kommissionens formand og med godkendelse af Europa-Parlamentet, til næstformand for Kommissionen sammen med hele Kommissionen; opfordrer Kommissionens formand til at sikre, at Kommissionen i den forbindelse fuldt ud udøver sine beføjelser, idet den højtstående repræsentant som næstformand for Kommissionen vil medvirke afgørende til at sikre sammenhæng og effektivitet i kommissærkollegiets arbejde, og at Kommissionens formand har politisk og institutionel pligt til at sikre, at den pågældende er i stand til at indgå i kollegiet; understreger, at Det Europæiske Råd skal være opmærksom på dette aspekt ved posten som næstformand for Kommissionen (højtstående repræsentant) og fra begyndelsen af denne procedure foretage de nødvendige konsultationer med Kommissionens formand for at sikre sig et vellykket udfald; erindrer om, at Parlamentet til fulde vil bedømme Kommissionens næstformands (den højtstående repræsentants) politiske og institutionelle evner som led i sine beføjelser vedrørende udnævnelsen af den nye Kommission;

57.   understreger, at tjenesten for EU's optræden udadtil spiller en vigtig rolle som støtte for Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) i dennes virksomhed og udgør en vigtig faktor for udfaldet af den integrerede tilgang til EU's optræden udadtil; understreger, at oprettelsen af en ny tjeneste kræver et formelt forslag fra Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant), hvilket først vil være muligt, når den pågældende har tiltrådt sit hverv, og at dette forslag først kan vedtages af Rådet efter Kommissionens samtykke og efter høring af Europa-Parlamentet; erklærer at have til hensigt at udøve sine budgetmæssige beføjelse fuldt ud, for så vidt angår oprettelsen af tjenesten for EU's optræden udadtil;

58.   understreger, at de opgaver, der varetages af Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) er yderst belastende og vil kræve en høj grad af koordination med andre institutioner, navnlig med Kommissionens formand, som den pågældende vil være politisk ansvarlig overfor på området for eksterne forbindelser, der falder under Kommissionens ansvarsområde, med Rådets skiftende formandskab og med formanden for Det Europæiske Råd;

59.   henleder opmærksomheden på, at opfyldelsen af de mål, der ligger bag oprettelsen af posten som næstformand for Kommissionen (højtstående repræsentant), i høj grad vil afhænge af, at der eksisterer et politisk tillidsforhold mellem Kommissionens formand og Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) samt af, om Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) evner at indgå i et frugtbart samarbejde med Det Europæiske Råds formand, Rådets skiftende formandskab og med andre kommissionsmedlemmer, som koordineret af den højtstående repræsentant hver især har ansvar for udøvelsen af bestemte beføjelser i forbindelse med EU's optræden udadtil;

60.   opfordrer Kommissionen og Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) til fuldt ud at gøre brug af muligheden for at fremlægge fælles initiativer på udenrigsområdet, så sammenhængen mellem forskellige EU-tiltag på udenrigsområdet kan forbedres, og der bliver større chance for, at sådanne initiativer vedtages af Rådet, navnlig i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik; understreger i denne forbindelse behovet for parlamentarisk kontrol med udenrigs- og sikkerhedspolitiske foranstaltninger;

61.   fastholder vigtigheden af, at der træffes visse praktiske foranstaltninger til at lette opgaverne for Kommissionens næstformand (højtstående repræsentant):

   - Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) stiller i overensstemmelse med Lissabontraktaten forslag om udpegelse af særlige repræsentanter med det klare mandat at skulle bistå Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) i forbindelse med dennes særlige beføjelser på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, (jf. artikel 33 i EU-traktaten) (disse særlige repræsentanter, der udpeges af Rådet, skal også høres af Europa-Parlamentet og regelmæssigt underrette Europa-Parlamentet om deres aktiviteter);
   - Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) skal koordinere sine aktiviteter på andre områder end den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med den kommissær, der er ansvarlig for det pågældende politikområde, og skal om nødvendigt på disse områder uddelegere EU's internationale repræsentation til den pågældende kommissær;
   i tilfælde af Kommissionens næstformands (den højtstående repræsentants) fravær beslutter denne fra gang til gang, alt efter hvilke opgaver der skal varetages ved den pågældende lejlighed, hvem der skal repræsentere ham/hende;

Repræsentation

62.   finder, at der med Lissabontraktaten etableres et effektivt – om end komplekst – operationelt system for EU's repræsentation udadtil, og foreslår, at dette system udformes i overensstemmelse med følgende retningslinjer:

   - Formanden for Det Europæiske Råd repræsenterer EU på stats- eller regeringschefsplan i spørgsmål vedrørende FUSP, men er ikke beføjet til at føre politiske forhandlinger på EU's vegne, hvilket er en opgave, der påhviler Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant); denne kan endvidere få til opgave at repræsentere Det Europæiske Råd ved visse internationale begivenheder;
   - Kommissionens formand repræsenterer EU på højeste plan, for så vidt angår alle aspekter af EU's forbindelser udadtil, dog undtaget forhold vedrørende FUSP, eller på særlige sektorpolitikområder, der henhører under EU's optræden udadtil (udenrigshandel mv.); Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) eller den ansvarlige/bemyndigede kommissær kan også påtage sig denne rolle på Kommissionens vegne;
   - Kommissionens næstformand (den højtstående repræsentant) repræsenterer EU på ministerplan eller i internationale organisationer eller EU's generelle optræden udadtil; denne varetager også repræsentationen udadtil i sin egenskab af formand for Rådet for Udenrigsanliggender;

63.   mener, at det ikke længere vil være ønskværdigt, at formanden for Rådet for Almindelige Anliggender (navnlig regeringschefen for den medlemsstat, der varetager det skiftende formandskab), eller formanden for en specifik sammensætning af Rådet får pålagt opgaven som EU's repræsentant;

64.   understreger betydningen af koordinering og samarbejde mellem alle implicerede parter med ansvar for disse forskellige opgave vedrørende EU's repræsentation udadtil, så kompetencestridigheder undgås, og der kan sikres sammenhæng og synlighed af EU's aktiviteter på udenrigsområdet;

o
o   o

65.   pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes nationale parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0055.
(2) Europa-Parlamentets beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten (Leinen-betænkningen), P6_TA(2009)0373.
(3) Europa-Parlamentets afgørelse af 6. maj 2009 om en generel revision af Europa-Parlamentets forretningsorden P6_TA(2009)0359 og betænkning om tilpasning af forretningsordenen til Lissabontraktaten (A6-0277/2009) (Corbett-betænkningerne).
(4) Erklæring 11 om artikel 17, stk. 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union.
(5) Erklæring 6 om artikel 15, stk. 5 og 6, artikel 17, stk. 6 og 7 og artikel 18 i traktaten om Den Europæiske Union.
(6) Som fastlagt i erklæringen om udnævnelse af den nye Kommission, der blev vedtaget den 11. og 12. december 2008.
(7) N betyder "valgår for Europa-Parlamentet".
(8) Interinstitutionel aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren (EFT C 139 af 14.6.2006, s. 1).
(9) Jf. Europa-Parlamentets beslutning af 25. marts 2009 om midtvejsrevisionen af den finansielle ramme for 2007-2013 (Böge-betænkningen), Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0174 og Parlamentets beslutning af 7. maj 2009 om de finansielle aspekter ved Lissabontraktaten (Guy-Quint-betænkningen), P6_TA(2009)0374.

Seneste opdatering: 20. juni 2012Juridisk meddelelse