Indeks 
 Fuld tekst 
Vedtagne tekster
PDF 67kWORD 33k
Onsdag den 23. juni 2010 - Bruxelles
Hurtig varslingsordning mod pædofili og personer, der begår seksuelle overgreb
P7_TA(2010)0247P7_DCL(2010)0029

Europa-Parlamentets erklæring af 23. juni 2010 om oprettelse af en europæisk hurtig varslingsordning mod pædofile og personer, der begår seksuelle overgreb

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. maj 2007 med titlen »Hen imod en generel politik til bekæmpelse af cyberkriminalitet« (KOM(2007)0267),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123,

A.  der henviser til, at det er nødvendigt at kunne opretholde den udstrakte grad af virtuelt demokrati, som internettet muliggør, uden at det indebærer risiko for kvinder og børn,

B.  der henviser til, at misbrug af de muligheder, som teknologien indebærer, kan fremme børnepornografiske handlinger og seksuelle overgreb,

C.  der henviser til, at internettet giver handlefrihed også for pædofile og personer, der begår seksuelle overgreb, idet det behandler dem på lige fod med hæderlige borgere, hvilket gør det vanskeligt for offentlige myndigheder at opspore dem,

1.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at følge op på ovennævnte meddelelse;

2.  anmoder Rådet og Kommissionen om at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/24/EF af 15. marts 2006 om lagring af data genereret eller behandlet i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller elektroniske kommunikationsnet(2) og udvide det til at omfatte søgemaskiner for hurtigt og effektivt at kunne sætte ind over for børnepornografi og seksuelle overgreb på internettet;

3.  opfordrer medlemsstaterne til at koordinere en hurtig europæisk varslingsordning mellem de offentlige myndigheder efter den model, der findes for fødevarealarmer, for at bekæmpe børnepornografi og seksuelle overgreb;

4.  pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne(3) til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2009)0098.
(2) EUT L 105 af 13.4.2006, s. 54.
(3) Listen over underskriverne er offentliggjort i bilag 1 til mødeprotokollen af 23.6.2010 (P7_PV(2010)06-23(ANN1)).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik