Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2011/2178(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0083/2012

Indgivne tekster :

A7-0083/2012

Forhandlinger :

PV 19/04/2012 - 19
CRE 19/04/2012 - 19

Afstemninger :

PV 20/04/2012 - 10.3
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2012)0140

Vedtagne tekster
PDF 186kWORD 93k
Fredag den 20. april 2012 - Strasbourg
Et konkurrencedygtigt digitalt indre marked - e-forvaltning som spydspids
P7_TA(2012)0140A7-0083/2012

Europa-Parlamentets beslutning af 20. april 2012 om et konkurrencedygtigt digitalt indre marked - e-forvaltning som spydspids (2011/2178(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Fællesskabets regelværk inden for området det indre marked og informationssamfundet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »EUROPA 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »En digital dagsorden for Europa« (COM(2010)0245),

–  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om en ny digital dagsorden for Europa: 2015.eu(1),

–  der henviser til sin beslutning af 21. september 2010 om gennemførelsen af det indre marked for e-handel(2),

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 31. maj 2010 om en digital dagsorden for Europa,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 17. juni 2010 om Europa 2020-strategien, herunder den digitale dagsorden (punkt 7),

–  der henviser til »Guide for the procurement of standards-based ICT - Elements of Good Practice«, offentliggjort af Kommissionen den 23. december 2011,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Udnyttelse af fordelene ved elektronisk fakturering i Europa« (COM(2010)0712),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 922/2009/EF af 16. september 2009 om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (ISA)(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Den europæiske handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015 - Intelligent, bæredygtig og innovativ offentlig forvaltning ved hjælp af ikt« (COM(2010)0743),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Interoperabilitet som forudsætning for europæiske offentlige tjenester - En europæisk interoperabilitetsstrategi (EIS) for europæiske offentlige tjenester (bilag 1) og En europæisk interoperabilitetsramme (EIF) for europæiske offentlige tjenester (bilag 2)« (COM(2010)0744),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Handlingsplan for e-forvaltning under i2010-initiativet - Hurtigere indførelse af e-forvaltning i EU til fordel for alle« (COM(2006)0173),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - Sammen om fornyet vækst« (COM(2011)0206),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2011 om beskyttelse af kritisk informationsstruktur - »Resultater og næste skridt: vejen til global internetsikkerhed« (COM(2011)0163),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. marts 2009 om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur - »Beskyttelse mod storstilede cyberangreb og sammenbrud: øget beredskab, sikkerhed og robusthed« (COM(2009)0149),

–  der henviser til Kommissionens pakke om åbne data offentliggjort i december 2011 bestående af: Kommissionens meddelelse »Åbne data - En drivkraft hen imod innovation, vækst og åben forvaltningspraksis«, Kommissionens forslag til et direktiv om ændring af direktiv 2003/98/EF om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (COM(2011)0877) og Kommissionens afgørelse 2011/833/EU af 12. december 2011 om videreanvendelse af Kommissionens dokumenter,

–  der henviser til undersøgelsen af de økonomiske virkninger af den offentlige sektors informationer gennemført af Kommissionen i 2011 (Vickery study),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles EU-købelov (COM(2011)0635),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »En sammenhængende ramme til styrkelse af tilliden til det digitale indre marked for e-handel og onlinetjenester« (COM(2011)0942),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Grønbog - på vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« (COM(2011)0941),

–  der henviser til den årlige statusrapport 2011 om den digitale dagsorden for Europa, offentliggjort den 22. december 2011,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Rapport om EU's digitale konkurrenceevne - Hovedresultater af i2010-strategien for 2005-2009« (COM(2009)0390),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om Europas Bredbånd: Investering i digitalt drevet vækst(4),

–  der henviser til »Study on the Social Impact of ICT - SMART 2007/0068«, offentliggjort den 30. april 2010,

–  der henviser til rapporten »Economic Impact of ICT - SMART 2007/0020«, offentliggjort i januar 2010,

–  der henviser til rapporten »i2010 eGovernment Action Plan - Progress Study (SMART 2008/0042)«, udarbejdet for Kommissionen og offentliggjort i november 2009,

–  der henviser til det svenske formandskabs konklusioner af 10. november 2009 fra konferencen i Visby om »creating impact for an eUnion 2015«,

–  der henviser til det svenske formandskabs rapport »A Green Knowledge Society - An ICT policy agenda to 2015 for Europe's future knowledge society«, offentliggjort i september 2009,

–  der henviser til Kommissionens rapport »Cloud Computing: Public Consultation Report«, offentliggjort den 5. december 2011,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »Handlingsplan om anvendelse af e-signaturer og e-identifikation for at gøre det lettere at levere offentlige tjenesteydelser på tværs af grænserne i det indre marked« (COM(2008)0798),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Retsudvalget (A7-0083/2012),

A.  der henviser til, at informations- og kommunikationsteknologien (ikt) har en markant direkte og indirekte indvirkning på EU-borgernes politiske, økonomiske, sociale og kulturelle liv samt deres dagligdag; der henviser til, at et konkurrencedygtigt digitalt indre marked, der fjernede alle barrierer for grænseoverskridende e-tjenester, og som var blottet for konkurrenceforvridning, ville gavne EU-borgerne i betydelig grad;

B.  der henviser til, at begrebet e-forvaltning spænder over alle de teknologier og anvendelser, der er knyttet til information, vejledning og administrative procedurer på onlinebasis;

C.  der henviser til, at ikt-sektoren med en markedsværdi på 660 mia. euro årligt tegner sig direkte for 5 % af EU's BNP, men bidrager langt mere til den samlede produktivitetsvækst (20 % direkte fra ikt-sektoren og 30 % fra ikt-investeringer);

D.  der henviser til, at der ikke findes ensartede regler vedrørende elektronisk fakturering, og at fordelene herved i stort omfang forbliver uudnyttede;

E.  der henviser til, at ikt kan yde et væsentligt bidrag til EU 2020-strategien, navnlig med hensyn til beskæftigelse, bæredygtig økonomisk vækst og produktivitetsstigning, myndiggørelse af borgerne, F&U, energi, innovation og miljø samt håndtering af de store samfundsmæssige udfordringer;

F.  der henviser til, at SMV'erne spiller en særlig vigtig rolle på det digitale marked;

G.  der henviser til, at »cloud computing« er et økonomisk og økologisk værktøj, der kan forbedre offentlige og private virksomheders it-funktioner, nedbringe driftsomkostningerne og begrænse lageromkostningerne, og dermed indebærer mange fordele, hvorimod der er sikkerhedsmæssige mangler ved forbindelsen mellem brugeren og serveren, ligesom brugeren mister en del af kontrollen;

H.  der henviser til, at resultattavlen for den digitale dagsorden 2011 viser fremskridt, men at 26 % af EU-borgerne aldrig har benyttet internettet, og at kun 48 % af de dårligt stillede befolkningsgrupper benytter det;

I.  der henviser til, at den digitale kløft både med hensyn til internetadgang og e-kundskaber/digitale færdigheder har direkte konsekvenser for indførelsen af e-forvaltning og virker hindrende for borgernes deltagelse i det offentlige liv og demokratiet;

J.  der henviser til, at et konkurrencedygtigt digitalt indre marked bør sikre en vellykket udvikling af ultrahurtigt bredbånd og telekommunikationsnet på tværs af alle EU's regioner og udjævne ulighederne mellem de forskellige grader af infrastrukturudvikling i og mellem EU's medlemsstater for at sikre demografisk bæredygtighed i de tyndtbefolkede regioner;

1.  er opmærksom på, at ikt-sektoren yder et væsentligt bidrag til EU's industripolitik, innovation, vækst og konkurrenceevne samt til handelsbalancen;

2.  understreger, at brugerne spiller en afgørende rolle i den digitale strategi, og at der er et presserende behov i EU for at styrke brugernes kendskab, rolle og inddragelse og brugerperspektivet og tilliden i forbindelse med sikkerhed og fortrolighed i informationssamfundet og udvikle ikt-relateret menneskelig kapital;

3.  bekræfter, at e-forvaltning myndiggør EU-borgerne og bidrager til at reformere og modernisere den offentlige forvaltning ved at gøre den mere gennemsigtig og ansvarlig og reducere udgifterne til offentlige ydelser;

4.  understreger, at hindringerne for indførelsen af e-forvaltning ikke nødvendigvis kun er teknologiske, men også organisatoriske, politiske, juridiske og kulturelle, og at vellykkede løsninger og praksisser almindeligvis i høj grad afhænger af lokale forhold;

5.  understreger, at etablering af et europæisk e-forvaltningsområde kan blive en vigtig del af Horisont 2020-programmet ved at fremme den økonomiske og samfundsmæssige vækst, stimulere innovation og udvikling af menneskelig kapital og hjælpe med til at imødegå de samfundsmæssige og politiske udfordringer, som EU står over for;

6.  understreger, at det er nødvendigt at tage hensyn til og bekæmpe den digitale kløft;

7.  bemærker, at »cloud computing« giver adgang til et fælles knudepunkt for it-ressourcer, der hurtigt kan videresendes med en minimal administrativ indsats og interaktion med tjenesteudbyderen, og at »skyens« effektivitet ligger i dens fleksibilitet, dens produktivitetsmæssige gevinster og dens miljøvenlighed, men at den først og fremmest skal være teknisk pålidelig og robust;

Handlingsplan for e-forvaltning

8.  glæder sig over vedtagelsen af den europæiske handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015, den europæiske interoperabilitetsstrategi (EIS) og den europæiske interoperabilitetsramme (EIF) for europæiske offentlige tjenester (EPS); opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at tilpasse deres nationale strategier til disse overordnede politikker;

9.  støtter det overordnede mål for øget udnyttelse af e-forvaltningstjenesterne i 2015, dvs. 50 % af borgerne (en stigning fra 41 %) og 80 % af virksomhederne (en stigning fra 75 %), men opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at betragte disse mål som minimumstærskler;

10.  efterlyser udvikling af særlige programmer og e-forvaltningsplatforme med henblik på at beskytte og fremme den lokale, regionale, etniske og sproglige mangfoldighed;

11.  beklager, at kun 50 % af brugerne af e-forvaltning ifølge resultattavlen for den digitale dagsorden 2011 udfyldte blanketter online;

12.  noterer sig sammenhængen mellem BNP og tilgængeligheden af e-forvaltningstjenester og opfordrer til passende finansiering til udvikling af e-forvaltning både på nationalt plan og EU-plan;

13.  understreger, at internettet i stigende grad anvendes på mobile enheder af såvel borgere som virksomheder, og opfordrer til, at det sikres, at e-forvaltningstjenesterne er tilgængelige og tilpasset flere forskellige leveringskanaler, herunder callcentre og mobilt internet (m-forvaltning);

14.  påpeger, at en vellykket e-forvaltning kræver en omfattende integration og optimering af forvaltningsprocesserne, der tager hensyn til retten til kommunalt selvstyre på og mellem alle forvaltningsniveauer;

15.  understreger, at e-forvaltning i særlig grad gavner EU-borgerne og europæiske iværksættere, navnlig SMV'er, som ofte møder uoverstigelige barrierer, når de opererer på tværs af grænserne i EU, da e-forvaltning medfører færre administrative omkostninger og byrder, forbedret produktivitet, effektivitet, konkurrenceevne, gennemsigtighed, åbenhed, politisk effektivitet, tilgængelighed og modernisering af procedurer, og da den skulle fremme synergieffekter og lette den fælles udnyttelse af ressourcer og kapacitet mellem virksomheder og skabe et mere samarbejdsorienteret fagligt miljø for SMV'er;

16.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at offentliggøre offentligt finansierede data i maskinlæsbar form (og i realtid) under åbne licenser med henblik på at give mulighed for innovativ genanvendelse af den offentlige sektors informationer til akademiske formål, herunder til studerende, og til den brede offentlighed, samt til forskning og udvikling af erhvervslivet, hvorved gennemsigtigheden også vil blive forbedret;

17.  påpeger, at der endnu ikke findes nogen entydig definition af begrebet »åbne administrative data«, og at det for at få afklaret den præcise betydning heraf er nødvendigt at nå frem til en fælles forståelse ved hjælp af offentlig debat;

18.  opfordrer Kommissionen til at gøre alt, hvad der er muligt for at sikre, at læreanstalter og kulturelle institutioner fortsat holdes uden for anvendelsesområdet for direktiv 2003/98/EF;

19.  bemærker, at de største barrierer for grænseoverskridende adgang til de offentlige forvaltningers e-tjenester er knyttet til brugen af e-identifikation og e-signaturer, og at der er manglende interoperabilitet på EU-plan;

20.  mener, at der for at sikre effektive EU-dækkende grænseoverskridende e-forvaltningstjenester, som sikrer en tovejsinteraktion og/eller elektronisk interaktion mellem forvaltninger og borgere og/eller virksomheder, er behov for et klart og sammenhængende lovgivningsmæssigt grundlag for gensidig anerkendelse af e-autentificering, e-identifikation og e-signaturer;

21.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til løbende at informere borgerne om de eksisterende EU-portaler, såsom Solvit og Dit Europa, eftersom den nuværende mangel på oplysninger forsinker videreudvikling af erhvervsklimaet og forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, især i grænseområder;

22.  opfordrer Kommissionen til at følge med i alle de eksisterende problemløsningsværktøjer og informationsportaler, som den selv og medlemsstaterne tilbyder på internettet, og sammenkoble eller konsolidere dem, hvor det er muligt; anbefaler, at nye online-portaler kun udvikles, når integration i de eksisterende løsninger ikke er mulig;

23.  glæder sig over vedtagelsen af handlingsplanen for e-signaturer og e-identifikation samt af STORK-pilotprojektet, for så vidt angår de grænseoverskridende offentlige tjenesters interoperabilitet; opfordrer Kommissionen til at revidere direktivet om e-signaturer og efterlyser en beslutning om at sikre gensidig anerkendelse af e-identifikation og e-autentificering;

24.  understreger, at personlige oplysninger overalt, hvor der anvendes databehandlingsprocedurer i uddannelses- og kulturinstitutioner, skal være dækket af en individuel adgangsret, der forhindrer, at nogen uberettiget får adgang til dem;

25.  mener, at e-signaturers interoperabilitet fra et e-forvaltningsperspektiv er forbundet med juridiske aspekter (brug af elektronisk signatur i den offentlige sektor - artikel 3, stk. 7, i direktivet om e-signaturer, signatur for forhold - certificering, overvågning - akkrediteringsdilemma, nationalt perspektiv, sikkerhedsniveau og signaturkvalifikationer) og tekniske aspekter (identifikatorer i certifikater, signaturtype, signaturformat og signaturgodkendelse); er af den opfattelse, at den væsentligste anbefaling i forhold til udvikling af applikationer til en fuld interoperabilitetstjeneste for europæisk e-signatur, med henblik på godkendelse af signaturer, er at etablere en sammenslutning af godkendelsesmyndigheder, som kan handle mellem individuelle staters nationale godkendelsesmyndigheder(6);

26.  bemærker, at Kommissionen har givet CEN, CENELEC og ETSI bemyndigelse til at ajourføre og rationalisere den europæiske standardiseringsramme for e-signaturer; anmoder Kommissionen om at forelægge Parlamentet en årlig statusrapport på basis af de rapporter, som de europæiske standardiseringsorganer fremsender to gange årligt;

27.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle åbent undervisningssoftware på europæiske læreanstalter, til at udveksle bedste praksis og udvikle online-platforme for samarbejde om undervisningsmateriale og -ressourcer, der er gratis for studerende, og til at tage behørigt hensyn til reglerne om databeskyttelse og ophavsret;

28.  understreger, at e-forvaltningsapplikationerne bør revideres og om nødvendigt ændres, så de også er tilgængelige for udenlandske statsborgere; understreger, at der er behov for interoperabilitet på det lokale, regionale og nationale plan samt på EU-plan;

29.  mener, at interoperabiliteten i e-forvaltningsapplikationerne kræver interoperabilitet i de nationale Private Key Infrastructures (PKI) via en europæisk valideringstjeneste (europæisk bro);

30.  glæder sig over den offentlige høring, der er indledt om udkast til retningslinjer mellem ikt-standardisering og offentlige indkøb, og efterlyser et forslag om dette emne;

31.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle nationale e-forvaltningsstrategier på linje med målene i handlingsplanen for e-forvaltning og den digitale dagsorden som et middel til at udvikle det europæiske digitale indre marked og det europæiske e-forvaltningsområde;

32.  bemærker, at der i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen for e-forvaltning, infrastrukturen og tjenesteydelserne på alle niveauer skal garanteres for de sikkerhedstekniske krav og den bedst mulige beskyttelse af privatlivets fred og personfølsomme oplysninger for at forhindre enhver form for ulovlig overvågning;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af ikt-værktøjer til at forbedre gennemsigtigheden, ansvarligheden og inddragelsen af borgerne, øge effektiviteten og konkurrenceevnen, lette den administrative byrde, nedbringe tidsforbruget og omkostningerne, forbedre de administrative processer, nedbringe CO2-emissionerne, spare offentlige ressourcer og bidrage til et mere direkte demokrati og samtidig opbygge tillid;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at forpligte offentlige instanser til at stille data til rådighed ved at opretholde arkiver og kataloger af offentlige data og sikre, at reglerne for offentliggørelse og genbrug er etableret, under hensyntagen til ophavsret og loven om beskyttelse af databaser;

35.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre kvikskrankeordninger og mellemled for at give brugerne et sammenhængende, integreret og lettilgængeligt system af kvikskranker for såvel nationale som grænseoverskridende e-forvaltningstjenester;

36.  understreger, at e-forvaltning kan forbedre kvaliteten af vores demokrati og bidrage væsentligt til større aktiv inddragelse af både borgerne - især de yngre generationer - og erhvervslivet i det offentlige og politiske liv og de demokratiske processer; bemærker, at der bør tilskyndes til pilothøringer eller folkeafstemninger, især på lokalt plan;

37.  glæder sig over iværksættelsen af OCS (Online Collection Software), som er udviklet på Kommissionens initiativ inden for rammerne af ISA-programmet, og som tager sigte på fra den 1. april 2012 at give medunderskrivere mulighed for at støtte et borgerinitiativ online og skal kunne anvendes af initiativtagerne til et andragende til at indsamle, gemme og indgive underskrifter; håber derfor, at der snarest muligt gennemføres e-forvaltningsstrategier;

38.  understreger, at grænseoverskridende interoperable e-forvaltningstjenester bør drage fordel af innovativ arkitektur og innovative teknologier (en offentlig servicesky og en serviceorienteret arkitektur), og opfordrer til, at Ipv6-relevante e-forvaltningsinfrastrukturer og onlinetjenester af offentlig interesse opgraderes;

39.  anerkender det store potentiale, der ligger i »cloud computing« for både erhvervslivet og private borgere; understreger imidlertid, at den øgede brug af »cloud computing« kræver tilsyn med flytningen af it-ressourcer og streng kontrol med adgangen til servere og data, bl.a. for at forhindre uautoriseret kommerciel udnyttelse fra tredjeparts side, og at disse spørgsmål derfor bør behandles i forbindelse med ændringen af reglerne for databeskyttelse som foreslået af Kommissionen (COM(2012)0011, COM(2012)0010);

40.  understreger, at et sikkert grænseoverskridende e-forvaltningssystem er en integrerende del af beskyttelsen af den europæiske kritiske infrastruktur; anmoder om, at der træffes tilstrækkelige foranstaltninger for at sikre databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred og minimere sårbarheden over for cyberangreb; anerkender den vigtige rolle, som ENISA spiller i forbindelse med støtte til EU og medlemsstaterne i deres indsats for at yde sikre og stærke e-forvaltningstjenester; kræver, at der indføres en reel demokratisk kontrol med dataudnyttelsen og anvendelsesmetoderne;

41.  glæder sig over bidrag fra IDA-, IDABCD- og ISA-programmerne og storstilede CIP-pilotprojekter samt ePractice-forummets indsats med hensyn til at udforme og gennemføre grænseoverskridende interoperable løsninger; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre langsigtet bæredygtighed for disse foranstaltninger;

42.  glæder sig over og støtter forslaget om »Connecting Europe-faciliteten« (CEF), under hvilken der afsættes knap 9,2 mia. euro til investeringer i hurtige og meget hurtige bredbåndsnet og fælleseuropæiske digitale tjenester; påpeger, at der under CEF vil blive ydet tilskud til opbygning af den nødvendige infrastruktur til udrulning af e-ID, e-identifikation, e-forvaltning, offentlige e-indkøb, e-sundhed, e-justice og toldrelaterede tjenester, og at CEF vil tjene til at sikre interoperabilitet og dække omkostningerne ved at administrere infrastrukturen på EU-plan under tilkobling af medlemsstaternes infrastrukturer;

43.  mener, at Europa 2020-initiativet med projektobligationer vil mobilisere privat finansiering til målrettede investeringer i fremtidens vigtige EU-infrastrukturer, såsom veje, jernbaner, energinet og rørledninger samt bredbåndsnet;

44.  gentager vigtigheden af fremtidige højhastighedstjenester, som vil bidrage til at sikre EU's energieffektivitet, sikkerhedsmål og anden kommunikationskapacitet (f.eks. effektive og intelligente transportsystemer og kommunikationssystemer mellem personer og maskiner);

45.  glæder sig over vedtagelsen af pakken om åbne data og opfordrer medlemsstaterne til at støtte videreanvendelsen af den offentlige sektors informationer på innovative måder (ikkepersonoplysninger); anmoder om, at de lokale og regionale myndigheder i højere grad inddrages, hvad angår adgangen til den offentlige sektors informationer, for at forbedre informationsformidlingen over for offentlighed, erhvervsliv og institutioner og fremme skabelsen af nye job, samtidig med at udviklingen styrkes på lokalt og regionalt plan;

46.  understreger betydningen af de målemetoder (såvel kvalitative som kvantitative), der fokuserer på e-forvaltningens og demokratiets produktivitet og effektivitet under anvendelse af SMART-mål(7), der bør anvendes aktivt af alle regeringer;

47.  beklager, at medlemsstaterne endnu ikke har vedtaget listen over alle vigtige grænseoverskridende offentlige tjenester, der skal gøres tilgængelige online inden 2015; opfordrer Kommissionen til at optrappe sin indsats for at nå dette mål;

48.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle og indføre særlige ikt-værktøjer til at fremme e-deltagelse - såsom fælles ordninger for elektroniske underskriftindsamlinger - med det formål at give EU-borgere og repræsentative sammenslutninger praktiske værktøjer til at benytte sig af retten til borgerinitiativ som fastlagt i artikel 11 i TEU;

49.  minder om det grundlæggende tilsagn om at halvere den digitale kløft vedrørende kundskaber og kompetence inden 2015 og glæder sig i denne forbindelse over forslagene om at styrke digital kunnen, digitale færdigheder og e-inddragelse, navnlig forslaget om at gøre digital kunnen og beslægtede komponenter til en prioritet i forbindelse med forordningen om Den Europæiske Socialfond (2014-2020); gentager behovet for en tilgang, hvor man ikke lader nogen borgere sakke bagud (»no citizen left behind - inclusion by design«), og understreger behovet for at udforme e-forvaltningstjenesterne med fokus på brugerne og borgerne;

50.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte digitale uddannelsesprogrammer med henblik på at opnå fuld udnyttelse af e-forvaltningstjenesterne, styrke de digitale kundskaber og overvinde de elektroniske barrierer, der hæmmer SMV'er og dårligt stillede befolkningsgrupper som f.eks. ældre, handicappede, mindretal, indvandrere, arbejdsløse og personer, der bor i EU's yderområder; mener, at e-læring i den forbindelse bør integreres i den nationale uddannelsespolitik samt i formuleringen af programmer, evalueringen af uddannelsesresultater og den faglige videreuddannelse af lærere og undervisere;

51.  beklager, at det lovgivningsforslag, der tager sigte på at sikre, at den offentlige sektors websteder er fuldt tilgængelige senest i 2015, er forsinket; glæder sig over køreplanen for e-inddragelse og anmoder om, at WAI-initiativet (Web Accessibility Initiative) implementeres, inklusive retningslinjerne for webindholdstilgængelighed (WCAG) for e-forvaltningsportaler, og at terminaler, som er skræddersyet til handicappede, gøres tilgængelige til en overkommelig pris;

52.  anbefaler for at sikre kvaliteten i forbindelse med, at denne tjeneste tilbydes, at den tilpasses til de bedste internationale standarder, normer og retningslinjer som f.eks. ISO 27001 med hensyn til informationssikkerhed eller ISO 20000 med hensyn til it-servicemanagementprocesser;

Offentlige e-indkøb

53.  gør opmærksom på, at e-forvaltning muliggør offentlige e-indkøb i EU og sikrer de offentlige myndigheder de største valgmuligheder, hvilket afføder en effektiv anvendelse af penge, gennemsigtighed, ansvarlighed, offentlighedens tillid, styrkelse af det indre marked og konkurrence;

54.  understreger, at de offentlige udgifter i EU-27 udgør 16 % af BNP, og opfordrer indtrængende til, at der anvendes e-forvaltning i forbindelse med alle offentlige indkøb senest i 2015; opfordrer også til, at der anvendes e-forvaltning i forbindelse med koncessioner;

55.  beklager, at kun 13 % af EU-virksomhederne i 2010 anvendte internettet til at indsende et forslag til de offentlige myndigheder gennem et offentligt elektronisk udbudssystem; opfordrer medlemsstaterne til at fremme SMV'ernes deltagelse i e-forvaltning;

56.  understreger, at e-forvaltning består af to faser: pre-awarding(8) og post-awarding (før og efter kontrakttildelingen)(9), opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at implementere og integrere begge faser på deres e-forvaltningsportaler senest i 2015;

57.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre kvaliteten af de nationale forvaltningers ikt-projekter for på den ene side at sikre, at opfyldelsen af forvaltningens strategiske innovationsmålsætninger, og for på den anden side at sikre, at de almindelige kvalitetsstandarder forbedres, og tidsforbruget og omkostningerne i forbindelse med udbud reduceres;

58.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde de centrale og lokale myndigheder til at anvende modellen med prækommercielle indkøb (pre-commercial procurement, PCP), så det bliver muligt for de ordregivende offentlige myndigheder at dele risici og fordele ved design, fremstilling af prototyper og afprøvning af nye produkter og tjenesteydelser med leverandørerne, at samle ressourcer fra flere ordregivende myndigheder og at skabe optimale betingelser for bred markedsføring og udbredelse af resultaterne af forsknings- og udviklingsaktiviteter samt at holde sådanne projekter inden for det driftsbudget, der er bevilget til dem;

59.  understreger de storstilede PEPPOL- og e-CERTIS e-forvaltningspilotprojekters vellykkede aktiviteter;

60.  understreger, at de nationale e-forvaltningssystemer bør blive mere avancerede for at fremme grænseoverskridende tjenester og til fulde implementere tjenesteydelsesdirektivet;

61.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge hvidbogen om sammenkobling af e-forvaltningskapaciteten i EU - »En strategi for e-forvaltning«;

62.  opfordrer Kommissionen til at etablere en mekanisme til overvågning af gennemførelsen af de fremskridt, hindringer og korrigerende foranstaltninger, der opstår i forbindelse med indførelse af offentligt e-indkøb i medlemsstaterne;

63.  er af den opfattelse, at Kommissionen bør gå forrest som eksempel og indføre et e-indkøbssystem i alle sine organer;

E-fakturering

64.  glæder sig over e-faktureringsinitiativet, der tager sigte på at gøre e-fakturering til den fremherskende faktureringsmetode i EU senest i 2020, og Kommissionens beslutning om at oprette EU-multiinteressentforummet om e-fakturering (EMSFEI);

65.  understreger de store fordele ved e-fakturering som middel til mere effektiv og billigere forvaltning af alle forhold mellem kunde og leverandør både i den offentlige og den private sektor, som eksempelvis består af kortere betalingsperioder, færre fejl, forbedret momsinddrivelse, færre trykke- og forsendelsesomkostninger og »business process integration«; slår desuden fast, at dette instrument giver mulighed for større gennemsigtighed i de informations- og handelsstrømme, der medfører udarbejdelse af en faktura;

66.  er opmærksom på markedsfragmenteringen som følge af nationale regler om e-fakturering; beklager, at kun 22 % af SMV'erne modtager eller sender e-fakturaer;

67.  glæder sig over de nye momsregler(10) for e-fakturering, der sikrer ligebehandling af papir- og e-fakturaer;

68.  understreger vigtigheden af kvikskranker for momsbehandling med henblik på at lette grænseoverskridende e-handel for SMV'er og fremme e-fakturering;

69.  understreger vigtigheden af retssikkerhed, et gennemsigtigt teknisk miljø og åbne og interoperable e-faktureringsløsninger baseret på fælles lovgivningskrav, virksomhedsprocesser og tekniske standarder med henblik på at lette en generel indførelse;

70.  opfordrer erhvervslivet og de europæiske standardiseringsorganisationer til at fortsætte bestræbelserne på at fremme konvergens hen imod en fælles datamodel for e-fakturering;

71.  værdsætter de initiativer, som Danmark, Finland, Italien, Spanien og Sverige har taget for at gøre e-fakturering obligatorisk for offentlige myndigheder, og opfordrer til, at e-fakturering gøres obligatorisk i forbindelse med alle offentlige indkøb senest i 2016;

72.  bemærker, at problemer med grænseoverskridende interoperabilitet for e-signaturer hæmmer indførelsen af grænseoverskridende e-faktureringsløsninger;

73.  opfordrer Kommissionen til at anvende EMSFEI til at behandle lovgivningsmæssige aspekter og koordinere nationale initiativer; opfordrer Kommissionen til at fremsende årlige indberetninger og henstiller, at medlemmerne af Europa-Parlamentet deltager i EMSFEI's møder;

74.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette nationale fora om e-fakturering med en afbalanceret repræsentation af interessenter;

75.  mener, at forbrugere med begrænset eller slet ingen internetadgang på ingen måde bør lades i stikken, og at forbrugerne altid bør have ret til at modtage papirfakturaer;

Generelle bemærkninger

76.  anerkender merværdien af de 132 projekter under de strategiske prioriteter i støtteprogrammet for ikt-politik under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og understreger vigtigheden af F&U og innovation med hensyn til at udvikle og forbedre grænseoverskridende tjenester; anmoder om støtte til »let og hurtig« adgang til EU's F&U-midler til ikt og om øgede bevillinger til grænseoverskridende e-forvaltningstjenester og e-forvaltningsinfrastrukturer for perioden 2014-2020;

77.  anerkender ISA-programmets bidrag og overordnede rolle i forbindelse med at definere, fremme og støtte gennemførelsen af interoperabilitetsløsninger og -rammer for de offentlige myndigheder i Europa, i forbindelse med at skabe synergieffekter og fremme genanvendelse af infrastruktur, digitale tjenester og softwareløsninger samt i forbindelse med at omsætte de offentlige myndigheders krav til interoperabiliteten til specifikationer og standarder for digitale tjenester, og opfordrer til, at der afsættes flere midler til interoperabilitetsløsninger mellem EU's offentlige myndigheder (ISA-programmet) for perioden 2014-2020;

78.  understreger, at den europæiske handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015 udgør en unik mulighed for at modernisere og omkostningseffektivisere de offentlige myndigheder i EU og medlemsstaterne, således at de bliver i stand til at udnytte det fulde potentiale ved yderligere europæisk integration og fremme vækst, innovation, mobilitet for borgerne og erhvervsmuligheder for virksomheder, navnlig for SMV'er, samt offentlighedens deltagelse i formuleringen af politik; understreger vigtigheden af offentlig-private partnerskaber og den rolle, som den private sektor spiller i forhold til at skabe innovative løsninger, applikationer og tjenester vedrørende udvikling af en interoperabel e-forvaltningsinfrastruktur i EU og at udnytte de tilgængelige ressourcer;

79.  opfordrer Kommissionen til at foretage en årlig vurdering af den digitale dagsordens mål, navnlig dem, der vedrører handlingsplanen for e-forvaltning, og til at fremsende en årlig indberetning til Europa-Parlamentet;

80.  glæder sig over, at det svenske, spanske, polske og danske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union har prioriteret emner vedrørende e-forvaltning og det digitale marked, og understreger det positive bidrag fra e-forvaltningskonferencerne i Malmø, Poznań og Madrid; mener, at 2012-2013 er en afgørende periode for e-forvaltningstjenesternes grænseoverskridende interoperabilitet, og ser derfor med interesse frem til forløbet og konklusionerne ved e-forvaltningskonferencen i København i marts 2012;

o
o   o

81.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 45.
(2) EUT C 50 E af 21.2.2012, s. 1.
(3) EUT L 260 af 3.10.2009, s. 20.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0322.
(5) EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36.
(6) IDABC's foreløbige undersøgelse om gensidig anerkendelse af e-signaturer til e-forvaltningsapplikationer (Preliminary Study on Mutual Recognition of eSignatures for eGovernment applications), 2007.
(7) SMART: Specific, Measurable, Achievable, Relevant, Timed (specifikke, målbare, opnåelige, relevante og tidsbestemte).
(8) e- bestilling, e-fakturering, e-betaling, anvendelse af e-signaturer.
(9) e-bekendtgørelse, e-udbud, e-indgivelse, accept af e-signaturer.
(10) Direktiv 2010/45/EU.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik