Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Vedtagne tekster
PDF 65kWORD 35k
Torsdag den 14. juni 2012 - Strasbourg
Europæisk uge for øget bevidsthed om hjertestop
P7_TA(2012)0266P7_DCL(2012)0011

Europa-Parlamentets erklæring af 14. juni 2012 om indførelse af en europæisk uge for øget bevidsthed om hjertestop

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123,

A.  der henviser til, at der hvert år er ca. 400 000 personer i Europa, som får et pludseligt hjertestop på andre steder end hospitalet, og at under 10% af dem overlever;

B.  der henviser til, at overlevelseschancen for mange tilsyneladende raske ofre for hjertestop er afhængig af, at forbipasserende kan iværksætte en hjerte-lunge-redning (genoplivning) eller foretage en hurtig defibrillering, og der henviser til, at indgriben inden for de første 3-4 minutter forøger overlevelseschancen til over 50%;

C.  der henviser til, at der i Europa kun delvis er gennemført programmer med automatiske eksterne hjertestartere (AED);

1.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremme:

   vedtagelse af fælles programmer for anbringelse af automatiske eksterne hjertestartere på offentlige steder og oplæring af lægmænd i alle medlemsstaterne i anvendelsen af disse
   tilpasning af lovgivningen med henblik på at gøre det lettere for personer uden medicinsk baggrund at foretage hjerte-lunge-redning og anvende hjertestartere;
   systematisk indsamling af data med henblik på feedback og kvalitetsstyring i forbindelse med hvert enkelt program;

2.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre en europæisk uge for øget bevidsthed om hjertestop, der har til formål at øge bevidstheden om og håndteringen af hjertestop hos den brede offentlighed, læger og sundhedspersonale;

3.  opfordrer Kommissionen til at støtte medlemmer i at vedtage og gennemføre nationale strategier for lige adgang til hjerte-lunge-redning af høj kvalitet;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre harmoniseret lovgivning over hele EU med henblik på at fritage personer uden medicinsk baggrund, som yder førstehjælp ved akutte hjerteproblemer, for ansvar;

5.  pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne(1) til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

(1) Listen over underskriverne er offentliggjort i bilag 1 til mødeprotokollen af 14.6.2012 (P7_PV(2012)06-14(ANN1)).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik