Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2012/2039(INL)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0018/2013

Indgivne tekster :

A7-0018/2013

Forhandlinger :

PV 14/03/2013 - 4
CRE 14/03/2013 - 4

Afstemninger :

PV 14/03/2013 - 8.7
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2013)0094

Vedtagne tekster
PDF 59kWORD 39k
Torsdag den 14. marts 2013 - Strasbourg
Statut for det europæiske gensidige selskab
P7_TA(2013)0094A7-0018/2013
Beslutning
 Bilag

Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2013 med henstillinger til Kommissionen om statut for det europæiske gensidige selskab (2012/2039(INL))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådets direktiv om statutten for det europæiske gensidige selskab (COM(1991)0273) og det ændrede forslag (COM(1993)0252),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. september 2005 om resultatet af screeningen af verserende lovforslag (COM(2005)0462),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 med titlen »Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - «Sammen om fornyet vækst» (COM(2011)0206),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011 med titlen »Initiativ for socialt iværksætteri - At skabe et gunstigt klima for sociale virksomheder som kerneelementer i den sociale økonomi og den sociale innovation« (COM(2011)0682),

–  der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om resultatet af screeningen af verserende lovforslag(1),

–  der henviser til sin beslutning af 4. juli 2006 om den seneste udvikling og udsigter i relation til selskabsret(2),

–  der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi(3),

–  der henviser til sin beslutning af 23. november 2010 om civilretlige, erhvervsretlige, familieretlige og internationalprivatretlige aspekter af handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet(4),

–  der henviser til sin erklæring af 10. marts 2011 om etablering af en europæisk statut for gensidige selskaber, foreninger og fonde(5),

–  der henviser til sin beslutning af 14. juni 2012 om fremtiden for europæisk selskabsret(6),

–  der henviser til evalueringen af den europæiske merværdi af en statut for det europæiske gensidige selskab, der blev fremlagt den 21. januar 2013 for Retsudvalget af Enheden for Europæisk Merværdi(7),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0018/2013),

A.  der henviser til, at Kommissionen i marts 2006 trak sit udkast til forslag til forordning om en statut for det europæiske gensidige selskab tilbage;

B.  der henviser til, at forordningen om statutten for det europæiske andelsselskab (SCE)(8) blev vedtaget i 2003, og at Kommissionen den 8. februar 2012 fremsatte et forslag til Rådets forordning om statut for den europæiske almennyttige fond (FE);

C.  der henviser til, at en undersøgelse foretaget for Europa-Parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender i 2011 leverede en klar fremlæggelse af de sociale, politiske og økonomiske konsekvenser af et indgreb fra Unionens side på området for gensidige selskaber;

D.  der henviser til, at Europa-Parlamentet i de seneste år har vedtaget flere beslutninger, der har opfordret til vedtagelse af en forordning om statutten for det europæiske gensidige selskab; der henviser til, at det er beklageligt, at Kommissionen efter tilbagetrækningen af forslaget til en statut for europæiske gensidige selskaber i 2006 ikke har fremsat et nyt forslag, som kunne give de gensidige selskaber et hensigtsmæssigt juridisk instrument med henblik på at lette deres aktiviteter på tværs af grænserne;

E.  der henviser til, at Kommissionen har forpligtet sig til at gennemgå nogle af de tidligere forslag om statutten for det europæiske gensidige selskab og at genoverveje behovet for lovgivningsmæssige indgreb med henblik på en omfattende konsekvensanalyse; der henviser til, at Europa-Parlamentet glæder sig over den undersøgelse, som Kommissionen i den forbindelse har bestilt om den aktuelle situation og udsigterne for gensidige selskaber i Unionen, og som undersøger de vanskeligheder, gensidige selskaber står over for som følge af manglende lovrammer i visse medlemsstater, og problemerne vedrørende oprettelse af nye gensidige selskaber på grund af kapitalkrav og manglende løsninger for sammenslutninger; der henviser til at Kommissionen bør foreslå passende løsninger, herunder en statut, på disse problemer for bedre at anerkende de gensidige selskabers bidrag til socialøkonomien;

F.  der henviser til, at Kommissionen prisværdigt har erkendt behovet for en statut og har forpligtet sig til at forelægge lovgivning af bedre kvalitet for socialøkonomiske organisationer (herunder gensidige selskaber), men understreger samtidig, at de gensidige selskaber skal kunne operere på tværs af grænserne som et bidrag til de europæiske bestræbelser på at »skabe vækst og øget tillid« på Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde(9);

G.  der henviser til, at denne europæiske statut forhåbentlig vil være ambitiøs og nyskabende med henblik på at beskytte arbejdstagerne og deres familier, når de flytter inden for Den Europæiske Union;

H.  der henviser til, at gensidige selskaber er frivillige grupper af fysiske eller juridiske personer, som har til formål at opfylde deres medlemmers behov snarere end at opnå investeringsafkast; der henviser til, at de drives på grundlag af principperne om frivilligt og åbent medlemskab samt solidaritet mellem medlemmerne og forvaltes i henhold til demokratiske principper (såsom princippet om én stemme pr. medlem i gensidige selskaber bestående af enkeltpersoner) og dermed bidrager til ansvarlig og bæredygtig forvaltning;

I.  der henviser til, at gensidige selskaber i Europa på grund af deres forskellighed findes inden for en meget forskelligartet ramme, for så vidt angår de tjenester, som de leverer, deres størrelse, deres opgaver og deres geografiske rækkevidde;

J.  der henviser til, at der findes to hovedtyper af gensidige selskaber i Europa, nemlig selskaber med »gensidige fordele« (eller »sundhedsydelser«) og selskaber for »gensidig forsikring«; der henviser til, at selskaber med »gensidige fordele« yder velfærdsdækning, der supplerer, komplementerer eller er integreret i lovpligtige sociale sikringssystemer; der henviser til, at selskaber for »gensidig forsikring« kan omfatte alle former for risici for ejendom og liv, og der henviser til, at gensidige selskaber i nogle medlemsstater endog kan levere tjenesteydelser på andre områder, som f.eks. boliger eller kredit;

K.  der henviser til, at gensidige selskaber på trods deres forskellighed tilrettelægger ydelser og tilbud i deres medlemmers interesse på grundlag af solidaritet og gennem kollektiv finansiering, der henviser til, at de organiserer sig demokratisk og anvender overskuddet fra deres aktiviteter til gavn for deres medlemmer;

L.  der henviser til, at Unionen med henblik på dens mål om at sikre lige konkurrencevilkår og bidrage til den økonomiske udvikling bør give gensidige selskaber, som er en organisationsform, der er anerkendt i de fleste medlemsstater, hensigtsmæssige retlige instrumenter, således at de bliver i stand til at lette udviklingen af ​​deres grænseoverskridende aktiviteter og får mulighed for at drage fordel af det indre marked;

M.  der henviser til, at de gensidige selskaber spiller en hovedrolle i Unionens økonomi, idet de leverer sundheds- og socialydelser samt økonomisk overkommelige forsikringsydelser til mere end 160 millioner EU-borgere; der henviser til, at de repræsenterer mere end 180 milliarder EUR i forsikringspræmier og beskæftiger mere end 350 000 personer;

N.  der henviser til, at gensidige selskaber letter adgangen til pleje, social inklusion, og at de deltager fuldt ud i leveringen af tjenesteydelser af almen interesse i Unionen;

O.  der henviser til, at der i 2010 var omtrent 12,3 millioner EU-borgere, som arbejdede i en anden medlemsstat, hvilket svarer til 2,5 % af Unionens erhvervsaktive befolkning;

P.  der henviser til, at nogle medlemsstaters lovpligtige sygekasser ikke må drives som private virksomheder;

Q.  der henviser til, at gensidige selskaber tegner sig for 25 % af forsikringsmarkedet og 70 % af det samlede antal virksomheder i sektoren; der henviser til, at der ikke kan ses bort fra de gensidige selskaber i det indre marked(10), og de bør være omfattet af en europæisk statut, således at de står på lige fod med andre virksomhedsformer i Unionen; der henviser til, at de mange forskellige virksomhedsformer er en fordel, som bør anerkendes og fremmes fuldt ud;

R.  der henviser til, at de gensidige selskaber spiller eller bør spille en vigtig rolle i medlemsstaternes økonomi, da de bidrager til Unionens strategiske mål - som bekræftes af den demografiske udvikling - om at sikre en inklusiv vækst med adgang til grundlæggende ressourcer, sociale rettigheder og tjenesteydelser for alle samt adgang til passende sundhedspleje og langtidspleje på grundlag af solidaritet, prisoverkommelighed, ikkeforskelsbehandling og inklusion og garanti for, at ældres behov for yderligere pleje ikke fører dem ind i fattigdom og finansiel afhængighed;

S.  der henviser til, at gensidige selskaber er særlig aktive inden for sundhed, langtidspleje, pensioner og sociale tjenesteydelser, der omfatter den aldrende befolknings behov; der henviser til, at inddragelsen af gensidige selskaber som vigtige interesseparter er af afgørende betydning for den sociale beskyttelses fremtid på lang sigt, eftersom den demografiske aldring i øjeblikket udgør en stor udfordring for Europa, idet den lægger et særligt pres på balancen på de nationale budgetter og risikerer at sætte de offentlige udgifter til social beskyttelse under pres; der henviser til, at selv om de gensidige selskaber kan spille en vigtig rolle ved at tilbyde socialt ansvarlige pensionsordninger inden for den private sektor, kan de dog ikke erstatte pensionssystemets stærke første søjle;

T.  der henviser til, at den private sektor opfordres til at bidrage med at finde løsninger på udfordringerne i forbindelse med reformen af Unionens velfærdssystemer og den sociale økonomi; der henviser mere specifikt til, at gensidige selskaber har en naturlig rolle som aktører i opnåelsen af ​​dette mål;

U.  der henviser til, at gensidige selskaber, med deres kerneværdier som solidaritet, demokratisk styreform og, at der ingen aktionærer er, handler til fordel for deres medlemmer og dermed ifølge deres natur på en social ansvarlig måde;

V.  der henviser til, at værdierne bag gensidige selskaber svarer til de grundlæggende principper for den europæiske sociale model; der henviser til, at gensidige selskaber ud over at være baseret på solidariske værdier er vigtige aktører i Unionens sociale markedsøkonomi og i højere grad bør nyde anerkendelse, navnlig gennem indførelse en europæisk statut;

W.  der henviser til, at forøgelsen af udgifterne til sundhedspleje og pensioner kan få alvorlige følger for kontinuiteten i de nuværende sociale beskyttelsesordninger og deres dækning; der henviser til, at gensidige selskaber fremmer velfærdsstatens nøgleværdier, som f.eks. solidaritet, ikkeforskelsbehandling, lige adgang til og høj kvalitet af sociale tjenesteydelser i den private sektor; der henviser til, at en styrkelse af de gensidige selskabers bidrag til den sociale markedsøkonomi i Europa ikke bør ske på bekostning af medlemsstaternes indsats inden for social beskyttelse; der imidlertid henviser til, at frivillig social beskyttelse ikke skal erstatte lovpligtige socialsikringsordninger; der henviser til, at der bør være respekt for forskellige typer af sociale beskyttelsessystemer, hvoraf nogle forvaltes fuldt ud af staten, nogle af de gensidige selskaber og andre deles mellem de to; der henviser til, at den europæiske statut for gensidige selskaber er af afgørende betydning, men ikke bør bruges til at afhjælpe manglerne ved medlemsstaternes indsats inden for social beskyttelse;

X.  der henviser til, at muligheden for deltagelse i et gensidigt selskab forhåbentlig lettes for alle arbejdstagere, navnlig arbejdstagere i små virksomheder, og at de opfordres til at gøre det;

Y.  der henviser til, at det i denne forbindelse er håbet, at en arbejdstagers medlemskab af et gensidigt selskab fremmes ved fritagelse fra bidrag til sociale sikringsordninger eller skattefradrag;

Z.  der henviser til, at gensidige selskaber, i betragtning af de udfordringer, som regeringerne står over for, for så vidt angår social beskyttelse, kunne bidrage til at give et sikkerhedsnet til en overkommelig pris for dem, der er i fare; der henviser til, at gensidige selskaber tilbyder supplerende og prisoverkommelige muligheder for EU-borgerne;

AA.  der henviser til, at visse gensidige selskaber har et meget stærkt frivilligt element, og til at denne ånd af frivillighed skal bevares og fremmes;

AB.   der henviser til, at gensidige selskaber i nogle medlemsstater sideløbende med forsikringsydelser giver lavtforrentede eller rentefrie lån til deres medlemmer;

AC.  der henviser til, at merværdien af ​​gensidige selskaber i forhold til deres kommercielt drevne modstykker vil være endnu stærkere på EU-plan under hensyntagen til deres økonomiske vægt og den positive virkning af ensartede spilleregler i hele EU;

AD.  der henviser til, at den sociale økonomi, og navnlig de gensidige selskaber, spiller en afgørende rolle for Unionens økonomi ved at kombinere lønsomhed med solidaritet, skabe arbejdspladser af høj kvalitet og lokale arbejdspladser, styrke social, økonomisk og regional samhørighed, skabe social kapital, fremme et aktivt medborgerskab, solidaritetsbaseret social velfærd og en form for økonomi med demokratiske værdier, der sætter borgerne i første række og støtter bæredygtig udvikling samt social, miljømæssig og teknologisk innovation;

AE.  der henviser til, at de gensidige selskaber sammen med den private sektor skal spille en rolle i forbindelse med disse udfordringer, og at de med henblik herpå skal kunne operere inden for Unionen på samme konkurrencevilkår som dem, der er gældende for andre former for virksomheder; der henviser til, at eksisterende statutter, såsom det europæiske andelsselskab (SCE) eller det europæiske selskab (SE), ikke er egnede for gensidige selskaber på grund af forskellene mellem deres styringsmodeller;

AF.  der henviser til, at hullet i Unionens lovgivning er beklageligt, da gensidige selskaber ikke nævnes specifikt i traktaterne, og at der ikke tages hensyn til deres forretningsmodel i den afledte lovgivning, hvori der kun henvises til offentlige og private virksomheder, hvilket således underminerer statutten for gensidige selskaber, udviklingen af disse og oprettelsen af koncerner på tværs af grænserne;

AG.  der henviser til, at en europæisk statut for gensidige selskaber er afgørende for en bedre integration af disse i det indre marked, en større anerkendelse af deres særlige karakteristika og for, at de gensidige selskaber kan bidrage yderligere til at nå målene med Europa 2020-strategien, der bygger på vækst og beskæftigelse; der henviser til, at en europæisk statut også vil fremme de europæiske borgeres mobilitet ved at gøre det muligt for gensidige selskaber at levere tjenesteydelser i flere medlemsstater og dermed skabe større kontinuitet og sammenhæng på det indre marked;

AH.  der henviser til, at den europæiske statut for gensidige selskaber vil være en metode til at fremme gensidige selskaber i en udvidet Union, navnlig i de nye medlemsstater, hvor denne virksomhedstype ikke er omfattet af visse retssystemer; der henviser til, at en europæisk forordning, som naturligvis vil finde anvendelse i hele Unionen, vil have den dobbelte fordel, at den vil give disse lande en europæisk referencestatut og bidrage til at fremme denne form for virksomheds status og offentlige profil;

AI.  der henviser til, at statutten kan give gensidige selskaber mulighed for at skabe stordriftsfordele med henblik på at opretholde den fremtidige konkurrenceevne, og den vil øge anerkendelsen af værdien af gensidige selskaber i forbindelse med den politiske beslutningstagning i Unionen;

AJ.  der henviser til, at gensidige selskaber er solide og bæredygtige organisationer, som har modstået finanskrisen godt inden for alle økonomier og bidraget til et mere modstandsdygtigt og diversificeret marked, navnlig inden for forsikringer og social beskyttelse; der henviser til, at gensidige selskaber er særligt aktive, hvad angår befolkningens aldring og sociale behov; der henviser til, at inddragelsen af gensidige selskaber på pensionsområdet giver unionsborgerne yderligere valgmuligheder; der henviser til, at gensidige selskaber skal spille en rolle i forbindelse med bevarelsen af den europæiske sociale model;

AK.  der henviser til, at gensidige selskaber ikke har aktier, men ejes i fællesskab, og at overskuddet geninvesteres i stedet for at blive fordelt til medlemmerne; der henviser til, at dette har hjulpet gensidige selskaber med at modstå krisen bedre end andre enheder i den private sektor;

AL.  der henviser til, at en europæisk statut vil være et frivilligt supplerende værktøj til eksisterende nationale lovbestemmelser, der finder anvendelse på gensidige selskaber, og således ikke vil berøre allerede eksisterende statutter, men snarere vil være et »28.« system, der vil gøre det lettere for gensidige selskaber at gennemføre grænseoverskridende aktiviteter;

AM.  der henviser til, at Kommissionen bør tage højde for de gensidige selskabers særlige egenskaber for at sikre lige konkurrencevilkår og for at undgå yderligere forskelsbehandling og sikre, at al ny lovgivning er forholdsmæssig og garanterer et retfærdigt, konkurrencedygtigt og bæredygtigt marked.

AN.  der henviser til, at opfordringen til diversificering i forsikringssektoren er voksende, hvilket understreger den rolle, som de gensidige selskaber kan spille i forhold til aktieselskaberne på dette område, med henblik på at gøre sektoren som helhed mere konkurrencedygtig, mindre risikabel og mere modstandsdygtig over for skiftende finansielle og økonomiske forhold;

AO.  der henviser til, at gensidige selskaber er udsat for intens og voksende konkurrence, navnlig på forsikringsområdet, og til at nogle af dem går i retning af overgang til aktieejerskab (demutualisation) og finansmarkedskapitalisme;

AP.  der henviser til, at det i mindst seks medlemsstater i Unionen og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ikke er retligt muligt at skabe en organisationsform med gensidighed; der henviser til, at dette skaber markedsforvridninger; der henviser til, at en europæisk statut kan afhjælpe dette og inspirere til oprettelsen af gensidige selskaber i disse medlemsstater;

AQ.  der henviser til, at de gensidige selskaber ikke råder over juridiske værktøjer, hvormed de kan fremme deres udvikling og deres grænseoverskridende aktiviteter på det indre marked; der henviser til, at da der findes europæiske statutter for andre virksomhedsformer, er gensidige selskaber fortsat ugunstigt stillet; der henviser til, at gensidige selskaber i mangel på en europæisk statut ofte er tvunget til at gøre brug af utilstrækkelige juridiske instrumenter i forbindelse med deres aktiviteter på tværs af grænserne, hvilket medfører, at de ophører med at være gensidige;

AR.  der henviser til, at national lovgivning om gensidige selskaber varierer betragteligt inden for Unionen, og til at en europæisk statut kan muliggøre oprettelsen af tværnationale gensidige selskaber og dermed styrke den sociale beskyttelsesmodel i EU;

AS.  der henviser til, at gensidige selskaber selv bør sprede ideen om gensidighed som deres kerneværdi og overbevise fremtidige medlemmer om, at dette er et omkostningseffektivt og bæredygtigt alternativ til kommercielle tjenesteydere;

AT.  der henviser til, at gensidige selskaber skal forhindres i med henblik på at forblive konkurrencedygtige at tage skridt til at blive kopier af deres kommercielle modstykker, f.eks. ved at indføre risikobaseret udvælgelse eller strengere kriterier for medlemskab eller endda ved udstedelse af aktier for at øge deres solvensmargener;

AU.  der henviser til, at gensidige selskaber, især de mellemstore selskaber, kan blive tvunget til at blive en del af større organisationer, herunder af aktieselskaber (ved ophævelse af gensidigheden), hvilket øger afstanden mellem den pågældende organisation og forsikringstagerne;

AV.  der henviser til, at det forhold, at der ikke er en statut, fortsat hindrer grænseoverskridende samarbejde og sammenlægning af gensidige selskaber;

1.  anmoder i lyset af resultatet af den nylige undersøgelse om gensidige selskabers situation i Unionen og i betragtning af den klare præference, som Parlamentet gentagne gange har udtrykt for en statut for et europæisk gensidigt selskab, Kommissionen om i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger i bilaget hurtigt på grundlag af artikel 352 eller eventuelt artikel 114 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Union at fremlægge et eller flere forslag, der giver gensidige selskaber mulighed for at handle på et europæisk og grænseoverskridende niveau, herunder en statut for det europæiske gensidige selskab;

2.  bekræfter, at disse henstillinger respekterer borgernes grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

3.  mener, at forslagets finansielle følgevirkninger bør dækkes af passende budgetbevillinger;

4.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet.

(1) EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 140.
(2) EUT C 303 E af 13.12.2006, s. 114.
(3) EUT C 76 E af 25.3.2010, s. 16.
(4) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 19.
(5) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 187.
(6) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0259.
(7) http://www.europarl.europa.eu/committees/en/studiesdownload.html?languageDocument=EN&file=83593
(8) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1).
(9) Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 »Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - Sammen om fornyet vækst« (COM(2011)0206).
(10) Se ovennævnte COM(2011)0206.


BILAG

DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Henstillinger om statutten for det europæiske gensidige selskab

Henstilling 1 (om formålet for statutten for det europæiske gensidige selskab)

Europa-Parlamentet mener, at virksomhedernes mangfoldighed bør forankres klart i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og foreslår, at gensidige selskaber medtages i artikel 54 heri.

Europa-Parlamentet mener, at en kombination af strategier og foranstaltninger er nødvendig for at skabe lige vilkår for gensidige selskaber, herunder en europæisk statut, der giver dem lige muligheder for at give deres organisation og aktiviteter en europæisk dimension, og for at give gensidige selskaber passende juridiske instrumenter til fremme af deres grænseoverskridende og tværnationale aktiviteter. Parlamentet mener i denne henseende, at gensidige selskaber kan operere i hele Unionen i overensstemmelse med deres specifikke forvaltning.

Europa-Parlamentet mener, at en statut for et europæisk gensidigt selskab vil skabe en frivillig ordning i form af et frivilligt instrument, der giver gensidige selskaber mulighed for at handle i forskellige medlemsstater, og som gør det muligt at oprette sådanne gensidige selskaber selv i de medlemsstater, hvor de ikke allerede findes, og insisterer derfor på, at det europæiske gensidige selskab betragtes som en EU-retlig form med et specifikt EU-særpræg.

Europa-Parlamentet minder samtidig om, at intet lovgivningsinitiativ vil kunne ændre de forskellige nationale lovgivninger, der allerede findes, eller skal anses for at være rettet mod at ville tilnærme medlemsstaternes lovgivninger om gensidige selskaber.

Europa-Parlamentet bekræfter, at de vigtigste mål med en forordning om statutten for det europæiske gensidige selskab vil være:

   at fjerne alle hindringer for grænseoverskridende samarbejde mellem gensidige selskaber under hensyntagen til deres særlige karakteristika, som er dybt forankret i de respektive nationale retssystemer
   at give fysiske personer med bopæl i forskellige medlemsstater eller juridiske enheder, der henhører under forskellige medlemsstaters lovgivning, mulighed for at oprette et europæisk gensidigt selskab
   at gøre det muligt at oprette et europæisk gensidigt selskab, der oprettes ved en grænseoverskridende fusion af to eller flere eksisterende gensidige selskaber, da direktivet om grænseoverskridende fusioner(1) ikke finder anvendelse på gensidige selskaber
   at gøre det muligt at oprette et europæisk gensidigt selskab ved omdannelse eller transformation af et nationalt gensidigt selskab til den nye form, uden at dette først opløses, når det pågældende selskab har sit hjemsted og hovedkontor i én og samme medlemsstat
   at åbne mulighed for at oprette en europæisk koncern af gensidige selskaber og at åbne mulighed for at gensidige selskaber kan udnytte fordelene ved en europæisk koncern af gensidige selskaber, navnlig i forbindelse med Solvens II-direktivet(2) for gensidige forsikringsselskaber.

Henstilling 2 (om indholdet af statutten for det europæiske gensidige selskab)

Europa-Parlamentet opfordrer Kommissionen til at tage højde for, at en sådan valgfri forordning, som indføjes i medlemsstaternes lovgivning, bør omfatte gensidige selskabers forvaltningskarakteristika og -principper.

Europa-Parlamentet minder om, at et forslag til en statut for et europæisk gensidigt selskab skal tage hensyn til de særlige operationelle regler for gensidige selskaber, der er forskellige fra bestemmelserne for andre økonomiske aktører:

   gensidige selskaber tilbyder et bredt spektrum af forsikringsydelser, lån og andre tjenesteydelser i deres medlemmers interesse på grundlag af solidaritet og gennem kollektiv finansiering
   til gengæld betaler medlemmerne et bidrag eller tilsvarende, hvis størrelse kan være variabel
   medlemmerne kan ikke udøve nogen individuel ret over aktiverne i det gensidige selskab.

Europa-Parlamentet finder, at statutten skal fastsætte præcise og klare betingelser for oprettelse af en reel og effektiv ny kategori af europæiske gensidige selskaber, og finder det i denne forbindelse vigtigt at huske på tidligere standardstatutter for europæiske enheder, hvor den store fleksibilitet, der blev givet medlemsstaterne, og manglen på en merværdi ikke skabte forudsætningerne for en vellykket anvendelse af et sådant europæisk værktøj.

Europa-Parlamentet opfordrer Kommissionen til i den foreslåede forordning på grundlag af artikel 352 i traktaten om Den Europæiske Union at indarbejde de vigtigste egenskaber for gensidige personbaserede selskaber, navnlig princippet om ikkeforskelsbehandling for så vidt angår udvælgelse af risici og demokratisk orientering af deres medlemmer, med henblik på at forbedre de sociale vilkår i lokalsamfundene og det bredere samfund i en ånd af gensidighed.

Europa-Parlamentet understreger betydningen af solidaritetsprincippet i gensidige selskaber, hvor kunder også er medlemmer og således har fælles interesser, minder om princippet om fælles ejerskab af kapital og dens udelelighed, og fremhæver betydningen af princippet om »ingen personlig gevinst« i tilfælde af likvidation, dvs. princippet om at aktiverne bør fordeles til andre gensidige selskaber eller til et organ, der har til formål at støtte og fremme gensidige selskaber.

Henstilling 3 (om anvendelsesområdet og dækningen af statutten for det europæiske gensidige selskab)

Europa-Parlamentet fremhæver følgende aspekter vedrørende anvendelsesområdet og dækningen af den kommende forordning om en europæisk statut:

   den bør ikke påvirke obligatoriske og/eller lovpligtige sociale sikringsordninger, der i visse medlemsstater forvaltes af gensidige selskaber, eller medlemsstaternes frihed til at beslutte, hvorvidt og på hvilke betingelser forvaltningen af sådanne ordninger kan overlades til gensidige selskaber
   i betragtning af det europæiske gensidige selskabs specifikke EU-form, bør bestemmelserne i statutten vedrørende ledelse ikke berøre medlemsstaternes love og bør ikke foregribe de valg, der skal foretages for andre EU-tekster om selskabsret
   forordningen bør ikke omfatte andre lovgivningsområder, som f.eks. regler om medarbejderindflydelse i beslutningsprocessen, arbejdsret, skatteret, konkurrenceret, intellektuel eller industriel ejendomsret eller regler om insolvens og betalingsstandsning
   eftersom rammerne, inden for hvilke de gensidige selskaber opererer, er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, bør forordningen sikre, at de europæiske gensidige selskaber frit kan definere deres egne formål og levere et bredt spektrum af tjenesteydelser, herunder social- og sygesikringsordninger og lån, til deres medlemmer.

Henstilling 4 (om styringen af europæiske gensidige selskaber)

Det europæiske gensidige selskab bør forvaltes demokratisk og finansieres kollektivt til gavn for dets medlemmer. Statutten bør præcisere, at medlemmerne kollektivt ejer den gensidige organisation.

Statutten for et europæisk gensidigt selskab bør fastsætte styrings- og forvaltningsregler om følgende: en generalforsamling (som kan bestå af et møde for alle medlemmer eller et møde af medlemmernes delegerede), et tilsynsorgan og et ledelses- eller administrationsorgan, afhængig af den valgte form i statutten.

Hvert medlem (fysisk eller juridisk person) eller delegeret af generalforsamlingen bør i princippet have én stemme.

Ledelsesorganets medlem eller medlemmer udnævnes og afsættes af tilsynsorganet. En medlemsstat kan dog kræve eller tillade, at det i statutten bestemmes, at ​​medlemmet eller medlemmerne af ledelsesorganet udnævnes af generalforsamlingen.

Ingen kan på samme tid være medlem af både ledelsesorganet og tilsynsorganet.

Virkningen af Solvens II-direktivet om virksomhedsledelse i gensidige organisationer bør overvåges nøje.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/56/EF af 26. oktober 2005 om grænseoverskridende fusioner af selskaber med begrænset ansvar (EUT L 310 af 25.11.2005, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik