Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2933(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-1249/2016

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 24/11/2016 - 8.6
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0449

Vedtagne tekster
PDF 181kWORD 54k
Torsdag den 24. november 2016 - Strasbourg
Situationen i Syrien
P8_TA(2016)0449RC-B8-1249/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 24. november 2016 om situationen i Syrien (2016/2933(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien, bl.a. beslutning af 6. oktober 2016(1),

–  der henviser til principperne i De Forenede Nationers pagt,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og de dertil knyttede tillægsprotokoller,

–  der henviser til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner om Daesh og al-Nusra-fronten og om konflikten i Den Syriske Arabiske Republik, navnlig resolution 2118 (2013), 2139 (2014), 2165 (2014), 2191 (2014), 2199 (2015), 2254 (2015), 2258 (2015) og 2268 (2016),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. oktober 2016 og Det Europæiske Råds konklusioner af 18. og 19. februar 2016 og af 20. og 21. oktober 2016,

–  der henviser til erklæringen fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og kommissær for humanitær bistand og civilbeskyttelse, Christos Stylianidis, af 16. september 2016 om Syrien og af 20. september 2016 om luftangreb mod FN/syriske Røde Halvmånes humanitære nødhjælpskonvoj, af 24. september 2016 om situationen i Aleppo, af 2. oktober 2016 om et humanitært initiativ for Aleppo og af 25. oktober 2016 om det presserende behov for, at den humanitære bistand kan nå Aleppo,

–  der henviser til rapporten fra den uafhængige internationale undersøgelseskommission om Den Syriske Arabiske Republik, der er nedsat af FN's Menneskerettighedsråd, og til Menneskerettighedsrådets resolutioner om den Syriske Arabiske Republik af 27. september 2016 og 21. oktober 2016,

–  der henviser til erklæring af 17. november 2016 om Rusland og Den Internationale Straffedomstol fra højtstående repræsentant og næstformand Federica Mogherini,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at seks år med konflikter, ekstrem vold og brutalitet i Syrien har ført til, at over 400 000 mennesker er omkommet, og at over 13 millioner mennesker har behov for humanitær bistand; der henviser til, at 8,7 mio. mennesker forventes fordrevet internt i Syrien i 2016, og 4,8 mio. mennesker er flygtet ud af landet;

B.  der henviser til, at kampene og bombardementerne fortsætter med uformindsket styrke i Syrien, og at den humanitære situation er blevet yderligere forværret; der henviser til, at Aleppo stadig er den syriske konflikts midtpunkt, men at der også fortsat kæmpes i Hama, Idlib, det nordvestlige Syrien, forstæderne til Damaskus og Deir ez-Zor; der henviser til, at over fire millioner mennesker bor i belejrede byer og svært tilgængelige steder, hvor vigtig infrastruktur for vand og elektricitet er blevet ødelagt; der henviser til, at på trods af de ensidige humanitære pauser, som Assad-regimet og Rusland har erklæret, lider befolkningen i det østlige Aleppo og andre belejrede byer såsom den af oprørere kontrollerede by Zadani og de regeringskontrollerede landsbyer Kefraya og Foua i provinsen Idlib under alvorlig mangel på basale fødevarer og lægemidler og medicinsk udstyr; der henviser til, at ingen humanitær bistand har kunnet nå frem til de belejrede dele af det østlige Aleppo siden juli 2016;

C.  der henviser til, at der er en permanent sundhedskrise i Aleppo og overalt i Syrien; der henviser til, at ifølge UNICEF har mere end to tredjedele af syrerne i regionen ikke regelmæssig adgang til vand, og næsten 6 millioner børn har behov for akut, livsvigtig bistand;

D.  der henviser til, at alle parter i konflikten har begået alvorlige krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær ret, dog i alvorligst grad Assad-regimet støttet af Rusland og Iran, herunder vilkårlig brug af våben, brandbomber, tøndebomber og klyngebomber i civile områder og af stoffer, der er opført som kemiske våben under konventionen om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse; der henviser til, at der ikke har været nogen respekt for forsigtigheds- og proportionalitetsprincippet; der henviser til, at civile områder, skoler, hospitaler, humanitære hjælpearbejdere og flygtningelejre med fuldt overlæg er blevet brugt som mål; der henviser til, at krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ikke bør forblive ustraffede;

E.  der henviser til, at den FN-bemyndigede uafhængige internationale undersøgelseskommission vedrørende Den Syriske Arabiske Republik og menneskerettighedsgrupper har indsamlet beviser for, at mindst 200 000 mennesker er blevet tilbageholdt af den syriske regering under umenneskelige fængselsforhold; der henviser til, at tusindvis af syrere har mistet livet i den syriske regerings varetægt i de seneste år som følge af tortur og sygdom; der henviser til, at tvungne forsvindinger og forfærdelige misbrug af indsatte er udbredte fænomener; der henviser til, at de syriske myndigheder har forsøgt at holde oplysninger om deres tilbageholdelsescentre hemmelige og nægter anerkendte internationale fængselsforholdsovervågningsorganisationer adgang hertil; der henviser til, at Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) siden 2011 kun har fået tilladelse til at besøge nogle få fængsler;

F.  der henviser til, at verden gentagne gange er blevet forfærdet over de grusomheder, der er begået af Daesh og andre jihadistgrupper, brugen af brutale henrettelser og ubeskrivelig seksuel vold, bortførelser, tortur, tvangsomvendelser og udnyttelse af kvinder og piger som slaver; der henviser til, at børn er blevet rekrutteret og udnyttet i terrorangreb; der henviser til, at Daesh stadig kontrollerer store dele af Syrien og Irak; der henviser til, at Daesh begår folkemord mod religiøse og etniske mindretal, foretager ekstreme former for tortur og ødelægger kulturarven; der henviser til, at der er alvorlige bekymringer for trivslen blandt de befolkninger, der i øjeblikket er under Daeshs kontrol, og for den mulige udnyttelse af dem som menneskelige skjold under befrielsesfelttoget;

G.  der henviser til, at Jabhat Fateh al-Sham, tidligere kendt som al Nusra-Fronten, Al Qaedas datterorganisation i Syrien, er en terrororganisation, der er imod et politisk skifte opnået ved forhandling, herunder en demokratisk fremtid for Syrien;

H.  der henviser til, at Syrien har undertegnet, men ikke ratificeret Romstatutten om Den Internationale Straffedomstol (ICC); der henviser til, at FN's generalsekretær Ban Ki-moon gentagne gange har opfordret FN's Sikkerhedsråd til at indbringe situationen i Syrien for ICC; der henviser til, at Rusland og Kina blokerer for ethvert fremskridt i spørgsmålet om ansvarliggørelse i Syrien ved at nedlægge veto mod enhver Sikkerhedsrådsresolution, som kunne give ICC mandat til at efterforske de gruopvækkende forbrydelser, der er begået under konflikten i Syrien; der henviser til, at Rusland den 16. november 2016 besluttede at annullere sin underskrift af Romstatutten; der henviser til, at den manglende ansvarliggørelse giver næring til yderligere grusomheder og forstærker ofrenes lidelser;

I.  der henviser til, at samtlige lande og parter, der er involveret i konflikten, skal mindes om deres forpligtelser i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 (2015), navnlig forpligtelsen til at indstille alle angreb på civile og på civil infrastruktur og forpligtelsen til at sikre humanitær adgang i hele landet; der henviser til, at EU skal benytte alle sine instrumenter, herunder restriktive foranstaltninger, for at sikre, at alle parter fuldt ud respekterer denne beslutning;

J.  der henviser til, at EU er en af de største ydere af humanitær hjælp til de mennesker, der flygter fra den historiske vold og ødelæggelse i Syrien; der henviser til, at manglen på international enighed gør det betydeligt vanskeligere at forhandle sig frem til en afslutning på krigen i Syrien;

1.  udtrykker igen sin meget alvorlige bekymring over de fortsatte kampe og bombardementer og den forværrede humanitære situation i Syrien; fordømmer på det kraftigste alle angreb på civile og på civil infrastruktur, fortsættelsen af alle belejringer i Syrien og den manglende adgang for humanitær bistand til det syriske folk i nød; opfordrer alle parter til at muliggøre uhindret og vedvarende adgang for humanitære organisationer og levering af materiel til katastrofesituationer, navnlig til belejrede og vanskeligt tilgængelige områder; understreger, at den bevidste udsultning af befolkninger er forbudt ifølge international humanitær folkeret, og opfordrer alle parter til omgående at tillade sygetransporter fra det østlige Aleppo og alle andre belejrede områder;

2.  fordømmer i de kraftigst mulige vendinger de grusomheder og udbredte krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der begås af Assads styrker med støtte fra Rusland og Iran, samt menneskeretskrænkelser og krænkelser af den humanitære folkeret, der begås af ikke-statslige væbnede grupper, navnlig ISIS/Daesh, Jabhat Fateh al-Sham/al-Nusra-fronten og andre jihadistgrupper;

3.  forlanger, at der omgående sættes en stopper for bombning og vilkårlige angreb på civile; understreger nødvendigheden af, at alle parter udviser den størst mulige opmærksomhed og træffer alle passende foranstaltninger for at beskytte civilbefolkningen, uanset etnisk identitet og religiøst eller trosmæssigt tilhørsforhold; fordømmer på det kraftigste bevæbnede oppositionsgruppers vilkårlige affyring af store mængder raketter mod civile forstæder i det vestlige Aleppo; understreger, at mange civile, herunder børn, ifølge forlydender er blevet såret eller dræbt; kræver, at alle konfliktens parter tager alle nødvendige skridt til at beskytte civile i overensstemmelse med folkeretten, herunder ved at standse angreb på civile faciliteter, såsom sundhedscentre, skoler og vandværker, ved straks at afmilitarisere sådanne faciliteter, ved at forsøge at undgå at etablere militære positioner i tæt befolkede områder og ved at gøre det muligt at evakuere de sårede og alle civile, der ønsker at forlade de besatte områder; understreger, at det syriske regime bærer det primære ansvar for beskyttelsen af den syriske befolkning;

4.  roser den indsats, der gøres af humanitære hjælpearbejdere for at bringe stærkt tiltrængt bistand, mad, vand og medicin frem til dem, der er fanget i konflikten, og opfordrer indtrængende alle de parter, der er involveret i konflikten, til at sørge for sikker og uhindret adgang for humanitære organisationer til de civile, der er ramt af krigen;

5.  opfordrer EU's institutioner og medlemsstater til at yde fuld støtte til FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) med henblik på fortsat at undersøge anvendelsen og destruktionen af kemiske våben fra alle parter i Syrien; insisterer kraftigt på, at de ansvarlige for brugen af kemiske våben drages til ansvar; støtter udvidelsen af mandatet for den fælles efterforskningsmekanisme under OPCW med henblik på at få placeret ansvaret for brugen af kemiske våben i Syrien;

6.  udtrykker bekymring over ulovlige tilbageholdelser, tortur, mishandling, tvangsforsvinding og drab på tilbageholdte i regimets fængsler og hemmelige tilbageholdelsescentre, der drives af udenlandsk støttede militser; opfordrer de syriske myndigheder, der står i spidsen for disse tilbageholdelsescentre, til at bringe alle henrettelser og al umenneskelig behandling til ophør;

7.  opfordrer til øjeblikkelig løsladelse af personer, der tilbageholdes vilkårligt, og til at sætte en stopper for brugen af tortur og anden mishandling samt praksissen med tvungne forsvindinger, jf. FN's Sikkerhedsråds resolution 2139 af 22. februar 2014; opfordrer til omgående og uhindret adgang for internationale fængselsobservatører – som f.eks. ICRC– for at overvåge forholdene for alle tilbageholdte i Syrien og forsyne de tilbageholdtes familier med oplysninger;

8.  minder om sin stærke fordømmelse af de grusomheder, der er blevet begået af Assad-regimet, Daesh, Jabhat Fateh al-Sham/Al-Nusra og andre terrorgrupper, der kan betragtes som alvorlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; støtter opfordringen fra de fem nationer (USA, Frankrig, Tyskland, Italien og Det Forenede Kongerige) og NF/HR til alle væbnede grupper, der kæmper i Syrien, til at bringe ethvert samarbejde med Jabhat Fateh al-Sham til ophør; fremhæver betydningen af effektivt at afskære adgangen til finansiering af Daeshs' aktiviteter, pågribe udenlandske krigere og standse strømmen af våben til jihadistgrupper; opfordrer den syriske opposition til at distancere sig selv klart fra disse ekstremistiske elementer og denne ideologi; minder om, at bestræbelserne bør rettes mod at bekæmpe Daesh og andre terrorgrupper på FN's liste; opfordrer til, at der gøres en indsats for at forhindre, at materiel og økonomisk støtte når frem til personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til terrorgrupper, som FN har udpeget;

9.  opfordrer igen til, at de, som har gjort sig skyldige i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, straffes og stilles til ansvar herfor; understreger, at de, der begår forbrydelser mod religiøse, etniske og andre grupper og mindretal, også retsforfølges; er fortsat overbevist om, at der hverken kan gennemføres nogen effektiv konfliktløsning, forsoning eller varig fred i Syrien uden at alle, der har begået forbrydelser under konflikten, stilles til ansvar; mener, at spørgsmålet om ansvar for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ikke bør politiseres: forpligtelsen til at respektere den humanitære folkeret under alle omstændigheder gælder for alle parter, der er involveret i konflikten, og alle, der begår sådanne forbrydelser, skal være klar over, at de bliver stillet for en domstol før eller siden;

10.  opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at sikre, at alle, der er ansvarlige for krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær ret, bliver retsforfulgt under passende, upartiske internationale strafferetsmekanismer eller nationale domstole gennem anvendelse af princippet om universel jurisdiktion; gentager sin støtte til, at tilfældet Syrien henvises til ICC, men gentager i lyset af Sikkerhedsrådets manglende evne til at træffe afgørelse om denne sag sin opfordring til EU og dens medlemsstater om at stå i spidsen for bestræbelserne i De Forenede Nationers Generalforsamling og undersøge mulighederne for oprettelse af en syrisk krigsforbryderdomstol i afventning af overdragelsen til ICC; fremhæver med henblik på at fremme forsoning betydningen af syrisk ejerskab over processen, når konflikten er afsluttet;

11.  påskønner og understreger den afgørende betydning af det arbejde, der gøres af lokale og internationale civilsamfundsorganisationer for at dokumentere krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre krænkelser, herunder ødelæggelse af kulturarv; opfordrer EU og dets medlemsstater til at yde yderligere og fuldstændig bistand til disse aktører;

12.  beklager den russiske præsident Vladimir Putins beslutning om at træde ud af ICC, men bemærker samtidig, at Den Russiske Føderation aldrig har ratificeret Romstatutten, og at tidspunktet for denne beslutning undergraver landets troværdighed og fører til, at der drages konklusioner om dets engagement i det internationale retssystem;

13.  glæder sig over Rådets konklusioner om Syrien af 17. oktober 2016 og Det Europæiske Råds konklusioner om Syrien af 20. og 21. oktober 2016; støtter EU's opfordring til at sætte en stopper for alle militære flyvninger over Aleppo by, til en øjeblikkelig indstilling af fjendtlighederne, som skal overvåges af en stærk og gennemsigtig mekanisme, ophævelse af belejringer, samt fuld, uhindret og holdbar humanitær adgang til hele landet fra alle parters side;

14.  glæder sig over gennemgangen af EU’s restriktive foranstaltninger over for Syrien og personer, som har ansvar for undertrykkelse af civilbefolkningen i landet; understreger, at EU bør overveje alle tilgængelige muligheder, herunder en flyveforbudszone, for at sikre konsekvenser for de mest afskyelige menneskerettighedskrænkelser og -overgreb, uanset hvem der er gerningsmand, hvis grusomhederne og den åbenlyse despekt for humanitær ret fortsætter;

15.  kræver, at alle respekterer de rettigheder, som religiøse og etniske mindretal i Syrien, herunder kristne, har til fortsat at leve i deres historiske og hævdvundne hjemlande i værdighed, lighed og sikkerhed og til at udøve deres religion og overbevisning frit og til fulde uden at blive udsat for nogen som helst form for tvang, vold eller forskelsbehandling; støtter dialog mellem forskellige religioner for at fremme gensidig forståelse og modvirke fundamentalisme;

16.  opfordrer indtrængende alle deltagere i den internationale støttegruppe for Syrien til at genoptage forhandlingerne med henblik på at fremme etableringen af en stabil våbenhvile og intensivere arbejdet for en varig politisk løsning i Syrien; understreger, at de regionale aktører, navnlig nabolandene, bærer et særligt ansvar;

17.  gentager sin opfordring til NF/HR om at forny indsatsen for at opnå en fælles strategi for Syrien; påskønner og støtter fuldt ud HR/NF Federica Mogherinis seneste diplomatiske bestræbelser, som er i tråd med Det Europæiske Råds mandat, på at bringe konfliktens parter tilbage til forhandlingsbordet og genoptage den politiske proces i Genève; bemærker med interesse de regionale forhandlinger, hun har ført med Iran og Saudi-Arabien, og anser hendes aktiviteter for at tilføre en merværdi og et nyttigt bidrag til De Forenede Nationers særlige udsending Staffan de Misturas bestræbelser; opfordrer alle involverede parter i konflikten til at genoptage og intensivere de politiske forhandlinger snarest muligt i afventning af en ny og stabil våbenhvile, der bør omfatte bestemmelser om retsopgøret i tiden efter konflikten i Syrien; understreger, at disse fredsforhandlinger bør føre til en indstilling af fjendtlighederne og til en syriskledet politisk overgang; understreger den rolle, som EU kan spille i genopbygning og forsoning efter konfliktens afslutning;

18.  gentager sin fulde støtte til EU's igangværende humanitære initiativ i Aleppo og opfordrer indtrængende alle parter til at lette dets gennemførelse;

19.  glæder sig over partnerskabsprioriteterne og aftalerne med Jordan for perioden 2016-2018 og med Libanon for perioden 2016-2020; bemærker, at aftalerne udgør den ramme, inden for hvilken de gensidige tilsagn fra konferencen "Supporting Syria and the Region" i London den 4. februar 2016 omsættes til handling; bemærker de stigende finansielle behov og det vedvarende finansieringshul i forbindelse med den humanitære bistand til Syriens nabolande; opfordrer EU-medlemsstaterne til at indfri deres løfter og give den nødvendige støtte til FN, dets særorganisationer og andre humanitære aktører med henblik på at yde humanitær bistand til de millioner af syrere, der er blevet fordrevet, både internt og i værtslandene og -samfundene;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og udenrigspolitik, Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationer, deltagerne i den internationale støttegruppe for Syrien og alle de parter, der er involveret i konflikten.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0382.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik