Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område(1) (mæglingsdirektivet),

–  der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (COM(2016)0542),

–  der henviser til Generaldirektoratet for Interne Politikkers samling af tilbundsgående analyser "The implementation of the Mediation Directive – 29 November 2016"(2),

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse "Study for an evaluation and implementation of Directive 2008/52/EC – the Mediation Directive" fra 2014(3),

–  der henviser til Generaldirektoratet for Interne Politikkers undersøgelse "Rebooting the Mediation Directive: Assessing the limited impact of its implementation and proposing measures to increase the number of mediations in the EU"(4),

–  der henviser til vurderingen af gennemførelsen af mæglingsdirektivet på europæisk plan foretaget af Enheden for Efterfølgende Konsekvensanalyse under Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (EPRS)(5),

–  der henviser til Generaldirektoratet for Interne Politikkers undersøgelse "Quantifying the cost of not using mediation – a data analysis"(6),

–  der henviser til artikel 67 og artikel 81, stk. 2, litra g), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 samt artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0238/2017),

A.  der henviser til, at direktiv 2008/52/EF har været en vigtig milepæl med hensyn til indførelse og anvendelse af mæglingsprocedurer i Den Europæiske Union; der imidlertid henviser til, at gennemførelsen har varieret meget i de forskellige medlemsstater, afhængigt af om der allerede fandtes nationale mæglingssystemer, idet nogle medlemsstater har valgt en temmelig ordret gennemførelse af dets bestemmelser, andre har valgt en tilbundsgående gennemgang af alternative måder til bilæggelse af tvister (for eksempel Italien, hvor mægling anvendes seks gange mere end i resten af Europa) og andre fandt, at deres gældende lovgivning allerede var i overensstemmelse med mæglingsdirektivet;

B.  der henviser til, at de fleste medlemsstater har udvidet anvendelsesområdet for deres nationale gennemførelsesforanstaltninger til nationale sager - kun tre medlemsstater har valgt udelukkende at omsætte direktivet for så vidt angår grænseoverskridende sager(7)- hvilket uden tvivl har haft en positiv effekt på medlemsstaternes lovgivning og de berørte typer tvister;

C.  der henviser til, at de vanskeligheder, som er opstået i forbindelse med gennemførelsen af direktivet, i vid udstrækning afspejler forskellene i retskulturen i de nationale retssystemer; der henviser til, at der derfor bør gives prioritet til en ændring i den juridiske tankegang gennem udviklingen af en mæglingskultur, der er baseret på mindelig bilæggelse af tvister — et spørgsmål, som er blevet rejst gentagne gange af europæiske netværk af retlige aktører siden EU-direktivets ikrafttrædelse og efterfølgende ved omsættelsen til national lovgivning i medlemsstaterne;

D.  der henviser til, at gennemførelsen af mæglingsdirektivet har skabt EU-merværdi ved at øge bevidstheden blandt de nationale lovgivere om fordelene ved mægling og ved at sikre en vis grad af tilpasning af retsplejereglerne og de forskellige praksis i medlemsstaterne;

E.  der henviser til, at mægling som en alternativ, frivillig og fortrolig udenretslig procedure kan være et nyttigt redskab til at lette overbebyrdede retssystemer i visse tilfælde og med forbehold af de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, eftersom den gør det muligt for fysiske og juridiske personer at bilægge udenretslige tvister hurtigt og billigt — idet der erindres om, at alt for lange retssager er i strid med chartret om grundlæggende rettigheder — og samtidig sikrer bedre adgang til domstolene og bidrager til den økonomiske vækst;

F.  der henviser til, at de mål, der er fastsat i artikel 1 i mæglingsdirektivet, og som sigter mod at fremme brugen af mægling og navnlig på at sikre et "afbalanceret forhold mellem mægling og retssag" tydeligvis ikke er blevet opfyldt, eftersom mægling i gennemsnit anvendes i under 1 % af retssagerne i de fleste medlemsstater(8);

G.  der henviser til, at mæglingsdirektivet ikke har skabt en EU-ordning for udenretslig bilæggelse af tvister i den strengeste forstand, når man ser bort fra indførelsen af særlige bestemmelser i relation til udløbet af forældelsesfrister i retssager, hvor der har været gjort forsøg på mægling, og i relation til fortrolighedsregler for mæglere samt deres administrative medarbejdere;

De vigtigste konklusioner

1.  glæder sig over, at mæglingsordninger i mange medlemsstater for nylig har været genstand for ændringer og revisioner, og at der i andre medlemsstater er planlagt ændringer af den gældende lovgivning(9);

2.  beklager, at tre medlemsstater har valgt udelukkende at omsætte direktivet for så vidt angår grænseoverskridende sager, og bemærker, at der er visse vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af de nationale mæglingssystemer i praksis, hovedsagelig i relation til den kontradiktoriske tradition og manglen på en mæglingskultur i medlemsstaterne, den ringe bevidsthed om mægling i de fleste medlemsstater, utilstrækkelig viden om, hvordan man håndterer grænseoverskridende sager, og funktionen af kvalitetskontrolordningerne for mæglere(10);

3.  understreger, at alle medlemsstater åbner mulighed for, at domstolene opfordrer parterne til at anvende mægling eller i det mindste til at deltage i informationsmøder om mægling; bemærker, at det i nogle medlemsstater er obligatorisk at deltage i sådanne informationsmøder enten på dommerens initiativ(11)eller i relation til specifikke tvister, som er fastsat i lovgivningen, såsom familiesager(12); påpeger ligeledes, at visse medlemsstater kræver, at advokater underretter deres klienter om muligheden for at anvende mægling, eller at anmodninger til domstolen angiver, om der er forsøgt mægling, eller om der er nogle årsager, der kunne stå i vejen for et sådant forsøg; bemærker imidlertid, at artikel 8 i mæglingsdirektivet sikrer, at parter, der vælger at forsøge at bilægge en tvist gennem anvendelse af mægling, ikke efterfølgende hindres i få deres sag prøvet ved en domstol på grund af den tid, der er gået med mæglingsforsøget; påpeger, at det ikke lader til, at medlemsstaterne har rejst særlige spørgsmål i relation til dette punkt;

4.  bemærker også, at mange medlemsstater har indført finansielle incitamenter for parterne til at anvende mægling, enten i form af omkostningsbesparelser, retshjælp eller sanktioner for uberettiget afvisning af at overveje mægling; bemærker, at de resultater, der er opnået i disse lande, viser, at mægling giver mulighed for en omkostningseffektiv og hurtig udenretslig afgørelse af tvister via processer, som er skræddersyet til parternes behov;

5.  mener, at vedtagelse af adfærdskodekser udgør et vigtigt redskab til at sikre kvaliteten af mægling; bemærker i denne forbindelse, at den europæiske adfærdskodeks for mæglere enten anvendes direkte af interessenter eller har givet inspiration til nationale eller sektorspecifikke kodekser; bemærker ligeledes, at de fleste medlemsstater har obligatoriske akkrediteringsprocedurer for mæglere og/eller fører registre over mæglere;

6.  beklager, at det er vanskeligt at få omfattende statistiske data om mægling, herunder om antallet af sager, hvor der er anvendt mægling, den gennemsnitlige varighed og succesraten for mæglingsprocesser; bemærker, at det uden en pålidelig database er meget vanskeligt at fremme mægling yderligere og øge offentlighedens tillid til dens effektivitet; understreger på den anden side den stadig større rolle, som Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område spiller med hensyn til at forbedre indsamlingen af nationale data om anvendelsen af mæglingsdirektivet;

7.  glæder sig over den særlige betydning af mægling på det familieretlige område (navnlig i retssager vedrørende forældremyndighed, adgangsrettigheder og barnebortførelsessager), hvor mægling kan skabe en konstruktiv atmosfære for drøftelser og sikre en redelig handlemåde mellem forældre; bemærker endvidere, at mindelige løsninger sandsynligvis vil være varige og i barnets interesse, eftersom de, udover barnets primære bopæl, kan omfatte besøgsordninger eller ordninger vedrørende barnets underhold; fremhæver i denne forbindelse den vigtige rolle, som Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige spørgsmål spillede med hensyn til at udarbejde anbefalinger, der har til formål at fremme anvendelsen af familiemægling i en grænseoverskridende kontekst, navnlig i børnebortførelsessager;

8.  understreger betydningen af at udvikle og vedligeholde et separat afsnit i den europæiske e-justiceportal, som er specifikt beregnet til grænseoverskridende mægling i familiesager, og som giver oplysninger om nationale mæglingsordninger;

9.  glæder sig derfor over Kommissionens engagement med hensyn til at medfinansiere forskellige projekter, der har til formål at fremme mægling og uddannelse for dommere og andre, der praktiserer mægling i medlemsstaterne;

10.  understreger, at der på trods af mæglingens frivillige karakter skal tages yderligere skridt til at sikre en hurtig og økonomisk overkommelig håndhævelse af aftaler, der er blevet til på grundlag af mægling, med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder, såvel som for EU-lovgivningen og den nationale lovgivning; minder i denne forbindelse om, at den nationale håndhævelse af en aftale indgået af parterne i en medlemsstat som en generel regel er underlagt godkendelse af en offentlig myndighed, hvilket medfører yderligere omkostninger, er tidskrævende for parterne i forligsproceduren og derfor kunne have en negativ indvirkning på cirkulationen af udenlandske mæglingsafgørelser, navnlig i sager om mindre tvister;

Henstillinger

11.  opfordrer medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at fremme anvendelsen af mægling i civil- og handelsretlige tvister, blandt andet gennem hensigtsmæssige informationskampagner, der giver borgerne og juridiske personer passende og dækkende oplysninger om formålet med proceduren og fordelene herved med hensyn til at spare tid og penge og til at sikre et bedre samarbejde mellem retsvæsenets aktører i denne henseende; understreger i denne forbindelse behovet for at udveksle bedste praksis i de forskellige nationale jurisdiktioner med støtte fra passende foranstaltninger på EU-plan for at øge kendskabet til, hvor nyttig mægling er;

12.  opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for at udvikle EU-dækkende kvalitetsstandarder for mæglingsydelser, især i form af minimumsstandarder, som sikrer konsistens, samtidig med at der tages hensyn til den grundlæggende ret til adgang til retlig prøvelse samt lokale forskelle i mæglingskulturer, med henblik på yderligere at fremme brugen af mægling;

13.  opfordrer Kommissionen til også at vurdere behovet for, at medlemsstaterne opretter og fører nationale registre over mæglingsprocedurer, hvilket kunne være en informationskilde for Kommissionen, men som også kunne anvendes af nationale mæglere til at drage nytte af bedste praksisser i hele Europa; understreger, at et sådant register skal oprettes i fuld overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse (forordning (EU) 2016/679)(13);

14.  anmoder Kommissionen om at foretage en detaljeret undersøgelse af hindringerne for den frie bevægelighed i relation til udenlandske mæglingsaftaler i Unionen og om de forskellige muligheder for at fremme anvendelsen af mægling som en forsvarlig, økonomisk overkommelig og effektiv måde at løse konflikter på i interne og grænseoverskridende uoverensstemmelser i Unionen, under hensyntagen til retsstatsprincipperne og den løbende internationale udvikling på dette område;

15.  opfordrer Kommissionen til i sin gennemgang af bestemmelserne at finde løsninger med henblik på effektivt at udvide anvendelsesområdet for mægling til andre civilretlige eller administrative områder, hvor dette er muligt; understreger dog, at der skal lægges særlig vægt på de konsekvenser som mægling kunne have på visse sociale spørgsmål som f.eks. familieret; anbefaler i denne sammenhæng, at Kommissionen og medlemsstaterne anvender og gennemfører passende beskyttelsesforanstaltninger i mæglingsprocesser for at begrænse risiciene for de svageste parter og for at beskytte dem mod eventuelt proces- eller magtmisbrug fra de stærkere parters side og for at tilvejebringe omfattende statistiske data; understreger også, at det er vigtigt at sikre overholdelse af retfærdige kriterier hvad angår omkostninger, navnlig for at beskytte ugunstigt stillede gruppers interesser; bemærker dog, at mægling kan miste sin tiltrækningskraft og merværdi, hvis der fastsættes uforholdsmæssigt strenge standarder for parterne;

o
o   o

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 136 af 24.5.2008, s. 3. (2) PE 571.395. (3) http://bookshop.europa.eu/en/study-for-an-evaluation-and-implementation-of-directive-2008-52-ec-the-mediation-directive--pbDS0114825/ (4) PE 493.042. (5) PE 593.789. (6) PE 453.180. (7) Jf. COM(2016)0542, s. 5. (8) PE 571.395, s. 25. (9) Kroatien, Estland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Litauen, Nederlandene, Polen, Portugal, Slovakiet og Spanien. (10) Jf. COM(2016)0542, s. 4. (11) For eksempel i Den Tjekkiske Republik. (12) For eksempel i Litauen, Luxembourg, England og Wales. (13) EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.