Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (i det følgende "miljøansvarsdirektivet")(1) (i det følgende "miljøansvarsdirektivet");

–  der henviser til rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til artikel 18, stk. 2, i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (COM(2016)0204),

–  der henviser til artikel 4 og 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF(2),

–  der henviser til ændringen af miljøansvarsdirektivet gennem direktiv 2006/21/EF(3) om håndtering af affald fra udvindingsindustrien, direktiv 2009/31/EF(4) om geologisk lagring af kuldioxid og direktiv 2013/30/EU(5) om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om Refit-evalueringen af miljøansvarsdirektivet (SWD(2016)0121), som ledersager Kommissionens rapport (COM(2016)0204),

–  der henviser til notat fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste af 6. juni 2016 med titlen: "The implementation of the Environmental Liability Directive: a survey of the assessment process carried out by the Commission"(6),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0297/2017),

A.  der henviser til, at ifølge artikel 191, stk. 1, i TEUF skal Unionens politik på miljøområdet bidrage til opfyldelse af målsætninger såsom beskyttelse af borgernes sundhed, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne, og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer;

B.  der henviser til artikel 191, stk. 2, i TEUF, der fastslår, at Unionens politik på miljøområdet tager sigte på et højt miljøbeskyttelsesniveau og bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler;

C.  der henviser til artikel 11 i TEUF, der fastslår, at miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling;

D.  der henviser til, at artikel 192 i TEUF giver Europa-Parlamentet og Rådet til opgave at udpege de aktioner, der skal iværksættes med henblik på at nå de generelle mål for Unionen på miljøområdet(7);

E.  der henviser til, at chartret om grundlæggende rettigheder tilkendegiver, at et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten skal integreres i Unionens politikker og sikres i overensstemmelse med princippet om en bæredygtig udvikling;

F.  der henviser til, at en koordineret miljøstrategi i Unionen er et middel til at fremme samarbejde og sikre sammenhæng mellem EU's politikker;

G.  der henviser til, at det nuværende anvendelsesområde for miljøansvarsdirektivet kun omfatter miljøskader, som operatører har forvoldt på biodiversitet (beskyttede arter og naturtyper), vand og jord;

H.  der henviser til, at der for at dække ansvaret for miljøskader spontant har udviklet sig et marked for finansiel sikkerhed, som imidlertid kan være utilstrækkeligt til at dække særlige tilfælde, f.eks. små og mellemstore virksomheder eller bestemte typer operationer (offshoreplatforme, nukleare anlæg mv.);

I.  der henviser til, at de vigtigste blandt de mange årsager til den uensartede gennemførelse af miljøansvarsdirektivet er vanskelighederne ved at fastslå, hvornår skaderne på en naturressource overstiger den fastsatte tærskel, samt det forhold, at mange medlemsstater ikke har en procedure for undersøgelse af kommentarer og bemærkninger fra ikkestatslige miljøorganisationer og andre berørte organisationer;

J.  der henviser til, at en del interessenter (ikkestatslige miljøorganisationer, forsikringsselskaber, operatører og navnlig kompetente myndigheder) i mange medlemsstater ikke har tilstrækkelig eller – i visse tilfælde – slet intet kendskab til miljøansvarsdirektivet, bl.a. på grund af mangel på vejledende dokumenter til at hjælpe med gennemførelsen af lovgivningen;

K.  der henviser til, at mange medlemsstater har gjort fremskridt med hensyn til effektivt at nå hovedmålene om at forebygge og afhjælpe miljøskader; der imidlertid henviser til, at håndhævelsen af miljøansvarsdirektivet i nogle få medlemsstater stadig er utilstrækkelig;

L.  der henviser til, at ny videnskabelig forskning viser, at forurening fra industrielle aktiviteter kan indvirke på miljøet og mennesker på hidtil ukendte måder, og at dette bringer menneskers sundhed, bæredygtigheden og de biologiske og bio-evolutionære balancer i fare;

1.  erkender betydningen af Kommissionens undersøgelser og rapporter om vurdering af gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet og dets indvirkning på medlemsstaterne samt dens henstillinger til en effektiv og sammenhængende gennemførelse af direktivet ved at prioritere harmonisering af nationale løsninger og fremgangsmåder inden for en bredere retlig ramme for ansvar; glæder sig i denne forbindelse over udviklingen af det flerårige arbejdsprogram for miljøansvarsdirektivet for perioden 2017-2020;

2.  bemærker med bekymring, at resultaterne af disse rapporter tegner et alarmerende billede af den faktiske gennemførelse af miljøansvarsdirektivet, og understreger, at direktivet kun er blevet gennemført delvist og overfladisk i mange medlemsstater;

Status over gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet

3.  konstaterer, at flere medlemsstater ikke overholdt fristen for gennemførelse af direktivet, og at det først var fuldt ud gennemført i alle 27 medlemsstater i midten af 2010;

4.  mener, at gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet i de nationale miljøansvarssystemer på grund af de skønsmæssige beføjelser, der er tildelt ved direktivet, og den klare mangel på harmonisering og uensartet anvendelse af nøglebegreber samt utilstrækkelig kapacitet og ekspertise ikke har resulteret i lige vilkår, samt at direktivet, som det bekræftes i Kommissionens rapport, stadig er fuldstændig fragmenteret i både retlig og praktisk henseende med stor variation i mængden af sager mellem medlemsstaterne; er derfor af den opfattelse, at der er behov for en yderligere indsats for at skabe ensartede retsforskrifter i hele EU;

5.  konstaterer, at dette fravær af ensartethed også skyldes, at direktivet er formuleret i generelle vendinger efter modellen for et rammedirektiv;

6.  beklager, at syv medlemsstater stadig mangler at løse problemer med manglende overensstemmelse til trods for Kommissionens aktioner vedrørende forsinket gennemførelse og problemer med manglende overensstemmelse og til trods for direktivets udstrakte fleksibilitet;

7.  bemærker, at de uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne med hensyn til, hvor mange tilfælde af miljøskader der har udløst anvendelse af miljøansvarsdirektivet(8), de har indberettet, kan tilskrives anvendelsen af deres nationale lovgivning i stedet for miljøansvarsdirektivet;

Grænser for miljøansvarsdirektivets effektivitet

8.  bemærker, at miljøansvarsdirektivets effektivitet varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat;

9.  bemærker, at forskelle i fortolkningen og anvendelsen af tærskelværdien for "betydelig skade" udgør en af de primære hindringer for en effektiv og ensartet anvendelse af miljøansvarsdirektivet, mens nøjagtige data vedrørende de administrative omkostninger for de offentlige myndigheder, herunder data om anvendelse af supplerende eller kompenserende afhjælpning, er begrænsede, modstridende og for virksomheder slet ikke tilgængelige;

10.  beklager, at hændelser i henhold til miljøansvarsdirektivet kun defineres som "alvorlige", hvis de medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, uden at der på nogen måde henvises til konsekvenserne for miljøet; fremhæver derfor, at selv om den ikke medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, kan en hændelse have en betydelig indvirkning på miljøet i kraft af dens omfang, eller fordi den rammer eksempelvis beskyttede områder, beskyttede arter eller særligt sårbare levesteder;

11.  bemærker, at der findes aktiviteter med potentielle negative indvirkninger på biodiversiteten og miljøet såsom transport af farlige stoffer gennem rørledninger, minedrift og introduktion af invasive fremmede arter, som i øjeblikket ikke er omfattet af kravet om objektivt ansvar; bemærker, at særligt hvad angår skade på biodiversiteten omfatter aktiviteterne i bilag III ikke i tilstrækkelig grad sektorer, som potentielt kunne medføre skade;

12.  mener, at rammebestemmelserne om miljøansvar i artikel 1 i miljøansvarsdirektivet bør udvides til at omfatte miljømæssig genopretning og økologisk genopretning til den hidtidige tilstand, efter at de erhvervsmæssige aktiviteter er ophørt, selv når miljøskaden er forårsaget af aktiviteter eller emissioner, der udtrykkeligt er godkendt af de kompetente myndigheder;

13.  understreger, at alle interessenter har meldt om problemer med at gøre det objektive ansvar gældende for farlige aktiviteter, jf. bilag III til miljøansvarsdirektivet, over for retsefterfølgere til ansvarlige parter(9);

14.  minder om erfaringerne med gennemførelsen af de aktuelle finansielle sikkerhedsstillelser, der har vist sig at være mangelfulde med hensyn til at sikre, at operatører, der er ansvarlige for miljøskader, har effektiv dækning for deres finansielle forpligtelser, og er bekymret over de tilfælde, hvor operatørerne ikke har været i stand til at bære omkostningerne for afhjælpning af miljøskader;

15.  understreger, at der stadig er problemer med anvendelsen af direktivet på meget omfattende hændelser, navnlig når det ikke er muligt at identificere den ansvarlige forurener, og/eller forureneren er insolvent eller konkurs;

16.  bemærker, at omkostningerne ved miljøskader for de ansvarlige operatører kan reduceres ved hjælp af finansielle sikkerhedsinstrumenter (der dækker forsikring og andre alternative redskaber såsom bankgarantier, obligationer, fonde eller sikkerhedsstillelser); mener, at efterspørgslen på markedet for finansiel sikkerhed i forbindelse med miljøansvarsdirektivet er ringe, da der i mange medlemsstater kun er få konstaterede tilfælde, og på grund af den manglende klarhed, hvad angår visse begreber i direktivet, og da det i mange medlemsstater – afhængigt af markedsmodenheden for sådanne instrumenter – generelt tager lang tid, inden sådanne forsikringsmodeller udvikles;

17.  bemærker, at muligheden for at forbedre udbuddet af finansielle garantier bremses af, at de data, som EU er i besiddelse af vedrørende tilfælde, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet, er utilstrækkelige og selvmodsigende;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at få de relevante økonomiske og finansielle aktører til hurtigt at udvikle instrumenter og markeder for finansiel sikkerhed, herunder finansielle mekanismer i tilfælde af insolvens, for at gøre det muligt for operatørerne at benytte finansielle garantier til dækning af deres ansvar;

19.  henleder opmærksomheden på Kommissionens gennemførlighedsundersøgelse af idéen om en EU-facilitet for risikodeling ved industrikatastrofer(10) og understreger nødvendigheden af at gennemføre yderligere undersøgelser og en mere dybdegående gennemførlighedsundersøgelse af de centrale juridiske og finansielle spørgsmål;

20.  bemærker med glæde, at halvdelen af medlemsstaterne (Belgien, Cypern, Det Forenede Kongerige, Estland Grækenland, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet og Ungarn) ved anvendelse af direktivet i forbindelse med beskyttede arter og naturtyper anvender et bredere anvendelsesområde;

21.  mener, at en anden årsag til den utilstrækkelige harmonisering af miljøansvarsdirektivet er, at der ikke er fastsat en standardiseret administrativ procedure for indberetning til de kompetente myndigheder af overhængende fare for eller allerede skete miljøskader; beklager derfor, at der ikke er nogen forpligtelse til at offentliggøre disse indberetninger eller oplysninger om, hvordan sagerne blev håndteret; bemærker, at nogle medlemsstater har konstateret denne mangel i deres nationale lovgivning og som følge heraf etableret databaser over indberetninger/hændelser/sager; påpeger imidlertid, at den anvendte praksis varierer betydeligt mellem medlemsstaterne og er forholdsvis begrænset;

22.  understreger, at erstatningsreglerne skal kunne håndtere grænseoverskridende krav effektivt, hurtigt, inden for en rimelig tidsramme og uden forskelsbehandling af personer fra forskellige lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde; anbefaler, at de kommer til at omfatte både primær og sekundær skade i alle de berørte områder, da sådanne hændelser berører store områder og kan have konsekvenser på lang sigt; understreger behovet for, at særligt nabolande, der ikke er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, overholder den internationale lovgivning vedrørende miljøbeskyttelse og -ansvar;

23.  gentager, at miljøansvarsdirektivet i henhold til dets artikel 4, stk. 5, kun finder anvendelse på miljøskader eller overhængende fare for sådanne skader forvoldt af forurening af diffus art, hvor det er muligt at fastslå årsagssammenhængen mellem skaden og en individuel operatørs aktiviteter; gentager, at Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) allerede i sin rapport fra 2013 fastslog en tæt årsagssammenhæng mellem gasudledninger og skadevirkninger i forbindelse med klimaforandringerne og miljøet(11);

Forslag til bedre harmonisering af miljøansvarsdirektivet

24.  opfordrer til, at der snarest muligt foretages en revision af miljøansvarsdirektivet og af definitionen af "miljøskade" i direktivets artikel 2, stk. 1, særligt med hensyn til kriterierne for at fastslå negativ påvirkning af beskyttede arter og naturtyper (bilag I) og med hensyn til risikoen for skade på jord og vand for at gøre direktivet tilstrækkelig effektivt, konsekvent og sammenhængende og holde trit med den hastige udvikling af forurenende stoffer fra industrielle aktiviteter;

25.  anmoder Kommissionen om at klargøre, definere og give en detaljeret beskrivelse af begrebet "tærskelværdi for betydelig skade" og vurdere differentierede maksimale ansvarsgrænser for aktiviteter for at gøre anvendelsen af direktivet ensartet i alle medlemsstater;

26.  opfordrer Kommissionen til at give en klar og sammenhængende fortolkning af det geografiske anvendelsesområde for miljøansvarsdirektivets "gunstige bevaringsstatus" (EU's område, nationalt område, naturligt udbredelsesområde); mener i denne forbindelse, at der er brug for en stedsspecifik tilgang for at sikre en korrekt og effektiv gennemførelse;

27.  anmoder Kommissionen om at fastslå, hvilke bestemmelser der er nødvendige for klart og ubestrideligt at kunne skelne mellem tilfælde, hvor miljøansvarsdirektivet finder anvendelse, og hvor der skal anvendes national lovgivning, hvis denne er strengere;

28.  gør opmærksom på, at luftforurening skader menneskers sundhed og miljøet, og at nitrogendioxyd og partikelforurening ifølge Eurostat udgør alvorlige sundhedsrisici; opfordrer i denne forbindelse til at indarbejde "økosystemer" i definitionen af "miljøskade" og "naturressource" i artikel 2; anmoder ligeledes Kommissionen om at overveje muligheden for at udvide anvendelsesområdet for miljøansvarsdirektivet og pålægge ansvar for skade på menneskers sundhed og miljøet, herunder luftforurening(12);

29.  opfordrer Kommissionen til at indføre obligatorisk finansiel sikkerhed, f.eks. en obligatorisk miljøansvarsforsikring for operatører, og til at udvikle en harmoniseret EU-metode til beregning af maksimale ansvarsgrænser, idet der tages hensyn til hver aktivitets særlige kendetegn og nærområde; opfordrer desuden Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette en europæisk fond til beskyttelse af miljøet mod skader forårsaget af industrielle aktiviteter, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet(13), uden at dette undergraver princippet om, at forureneren betaler, i tilfælde af insolvens og kun i tilfælde, hvor markederne for finansiel sikkerhed svigter; mener, at det samme bør gælde i tilfælde af omfattende ulykker, når det ikke er muligt at spore den skadesansvarlige operatør;

30.  opfordrer til, at alle operatører, der har gavn af udførelsen af aktiviteter, også er ansvarlige for enhver miljøskade eller forurening, som disse aktiviteter forårsager;

31.  mener, at der i betragtning af relevansen og de eventuelle konsekvenser af industrirelaterede katastrofer og risikoen for menneskers sundhed, det naturlige miljø og ejendom skal træffes yderligere sikkerhedsforanstaltninger for at give EU-borgerne et sikkert og solidt katastrofeforebyggelses- og styringssystem baseret på risikodeling, øget ansvar for industrivirksomheder og princippet om, at forureneren betaler; opfordrer til en vurdering af, om det er nødvendigt i miljøansvarsdirektivet at medtage en ordning om civilretligt ansvar for skader på menneskers sundhed og miljøet(14);

32.  opfordrer til, at der vedtages en ordning om sekundært ansvar for retsefterfølgere til ansvarlige parter;

33.  henstiller, at muligheden for at kræve subsidiært statsansvar gøres obligatorisk for at sikre en effektiv og proaktiv gennemførelse af lovgivningen;

34.  opfordrer endvidere til at fjerne mulighederne for at give ansvarsfrihed på grundlag af en tilladelse eller på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden med henblik på at skabe lige vilkår og fremme princippet om, at forureneren betaler, og forbedre effektiviteten af lovgivningen;

35.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremsætte et forslag om miljøinspektioner på EU-plan;

36.  mener i forbindelse med revisionen af miljøansvarsdirektivet, at det bør være en prioritet at udvide det objektive ansvar for alle miljøskader med betydelige skadelige virkninger til at omfatte aktiviteter, der ikke er nævnt i bilag III, med henblik på at forbedre effektiviteten af lovgivningen i forbindelse med gennemførelsen af princippet om, at forureneren betaler, og give operatører et incitament til at sikre en passende risikostyring i forbindelse med deres aktiviteter; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at oprette et register over operatører, som er beskæftiget med farlige aktiviteter, samt en ordning med finansiel overvågning, der skal sikre deres solvens;

37.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at miljøansvarsdirektivet finder anvendelse på miljøskader, der forvoldes ved udøvelsen af enhver erhvervsaktivitet, og sikre objektivt producentansvar;

38.  anmoder om, at der oprettes en offentligt tilgængeligt europæisk database over tilfælde af miljøskader, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet, i lighed med f.eks. det irske system, som omfatter et system til onlineanmeldelse af miljøskader, med henblik på at skabe mere tillid til miljøansvarsordningen og sikre en bedre gennemførelse; mener, at en sådan offentlig database vil give interessenter, operatører og borgerne mulighed for at få en støre viden om miljøansvarsordningen og gennemførelsen heraf og dermed vil bidrage til bedre forebyggelse og afhjælpning af miljøskader;

39.  anbefaler, at offentlige databaser over tilfælde af miljøskader under miljøansvarsdirektivet for at gøre dem lettilgængelige og effektive etableres i overensstemmelse med følgende kriterier:

40.  anmoder om, at de i bilag III anførte kategorier af farlige aktiviteter udvides til også at omfatte aktiviteter, der potentielt er farlige for miljøet og menneskers sundhed;

41.  understreger betydningen af at udvikle en forebyggelseskultur over for miljøskader, der kan hjælpes på vej gennem en systematisk informationskampagne, hvor medlemsstaterne sikrer, at de potentielle forurenere og de potentielle ofre bliver bekendt med de risici, de udsættes for, om adgangen til forsikring og om andre finansielle og retlige midler, der kan beskytte dem mod disse risici, samt om fordelene herved;

42.  mener, at alle tilfælde af bevist erstatningsansvar samt enkelthederne ved de anvendte sanktioner bør offentliggøres for at skabe åbenhed for alle om de reelle omkostninger ved miljøskader;

43.  foreslår, at der oprettes en mekanisme, som tilskynder ikkestatslige miljøorganisationer og andre berørte organisationer til at fremsatte deres kommentarer og bemærkninger;

44.  foreslår, at der indføres skattelettelser eller andre former for gunstig behandling af virksomheder, som med held bestræber sig på at undgå miljøskader;

45.  henstiller, at der oprettes særlige uafhængige myndigheder, som skal tildeles forvaltnings- og overvågningsbeføjelser samt beføjelser til at pålægge sanktioner i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet, herunder muligheden for at kræve finansielle garantier af potentielt ansvarlige parter under hensyntagen til den enkelte potentielle forureners særlige situation, f.eks. med hensyn til miljøtilladelser;

46.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at miljøansvarsdirektivet på passende vis støtter indsatsen for at opfylde målene for EU's fugledirektiv og habitatdirektiv; insisterer på, at de myndigheder, der er ansvarlige for miljøinspektioner, inddrages i gennemførelsen og håndhævelsen af miljøansvarsloven;

47.  opfordrer Kommissionen til at styrke uddannelsesprogrammet vedrørende anvendelsen af miljøansvarsdirektivet i medlemsstaterne og etablere hjælpelinjer for fagfolk med oplysninger, hjælp og støtte til evaluering af risici og skader; anbefaler desuden, at der vedtages vejledende dokumenter til at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre lovgivningen korrekt;

48.  minder om, at ifølge miljøansvarsdirektivet har personer, der berøres negativt af miljøskader, ret til at anmode den kompetente myndighed om at træffe foranstaltninger; bemærker desuden, at det i EU-lovgivningen fastslås, at EU-borgere skal sikres effektiv og rettidig retsadgang (artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen, artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union samt de relevante bestemmelser i den europæiske menneskerettighedskonvention), og at omkostningerne ved miljøskader skal betales af forureneren (artikel 191 i TEUF); opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge et lovforslag om minimumsstandarder for gennemførelse af Århuskonventionens søjle om adgang til klage og domstolsprøvelse; anmoder Kommissionen om at vurdere muligheden for at indføre en kollektiv søgsmålsmekanisme for overtrædelser af EU's miljølovgivning;

49.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med en revision af miljøansvarsdirektivet at overveje, hvorvidt den bør forpligte medlemsstaterne til at indsende rapporter hvert andet år vedrørende direktivets anvendelse;

50.  mener, at strafferetlige sanktioner er endnu en vigtig præventiv foranstaltning mod miljøskader, og noterer sig med beklagelse, at direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet ikke er ajourført; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at træffe foranstaltninger til at gennemgå direktivets anvendelsesområde, således at det omfatter al gældende EU-miljølovgivning;

51.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56. (2) EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1. (3) EUT L 102 af 11.4.2006, s. 15. (4) EUT L 140 af 5.6.2009, s. 114. (5) EUT L 178 af 28.6.2013, s. 66. (6) PE 556.943. (7) Domstolens dom af 9. marts 2010, ERG m.fl., C-378/08, ECLI:EU:C:2010:126, præmis 45; Domstolens dom af 9. marts 2010, ERG m.fl., C-379/08 og C-380/08, ECLI:EU:C:2010:127, præmis 38; Domstolens dom af 9. marts 2010, Buzzi Unicem SpA m.fl., C-478/08 og C-479/08, ECLI:EU:C:2010:129, præmis 35. (8) Ifølge rapporten fra Kommissionen (COM(2016)0204) indberettede medlemsstaterne i perioden mellem april 2007 og april 2013 omkring 1 245 bekræftede tilfælde af miljøskader, som udløste anvendelse af direktivet om miljøansvar". Desuden fastslås det i samme rapport, at antallet af sager varierer betydeligt mellem medlemsstaterne. To medlemsstater tegner sig for over 86 % af alle indberettede tilfælde (Ungarn: 563, Polen: 506), mens de fleste af de resterende tilfælde er indberettet af seks medlemsstater (60 af Tyskland, 40 af Grækenland, 17 af Italien og 8 af Letland, Spanien og Det Forenede Kongerige). 11 medlemsstater har ikke indberettet nogen tilfælde af miljøskader i 2007, muligvis fordi de udelukkende behandler sagerne i henhold til deres nationale system. (9) Domstolens dom af 4. marts 2015, Ministero dell'Ambiente e della Tutela del Territorio e del Mare m.fl. mod Fipa Group Srl m.fl., sag C-534/13,ECLI:EU:C:2015:140. (10) Undersøgelse af gennemførligheden af at oprette en fond, der skal dække miljøansvar og tab som følge af industriulykker, endelig rapport, Europa-Kommissionen, GD ENV, den 17. april 2013. (11) IPCC, 2013: Climate Change 2013: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change (Stocker, T.F. et al. Cambridge University Press, Cambridge, Det Forenede Kongerige og New York, NY, USA, 1535 ss, doi:10.1017/CBO9781107415324). (12) Denne mulighed blev overvejet i Kommissionens dokument af 19. februar 2014 "Study on ELD Effectiveness: Scope and Exceptions", s. 84. (13) Der henvises i denne forbindelse til et dokument offentliggjort af Kommissionen den 17. april 2013 med titlen "Study to explore the feasibility of creating a fund to cover environmental liability and losses occurring from industrial accident". (14) Der er allerede indført en sådan ordning i Portugal, og det overvejes i Kommissionens undersøgelse af 16. maj 2013 med titlen "Implementation challenges and obstacles of the Environmental Liability Directive (ELD)", s. 75.