Arrestationen af den tyrkiske videnskabsmand Yektan Turkyilmaz i Armenien
8.8.2005
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3048/05
af Emma Bonino (ALDE)
til Rådet
Den 33-årige Yektan Turkyilmaz studerer til en Ph.D. i kulturantropologi ved Duke-universitet i North Carolina. Turkyilmaz er ekspert i tyrkisk historie og navnlig Ottoman-rigets sene periode. Af den grund fik han som den første tyrkiske videnskabsmand adgang til de armenske nationalarkiver.
Den 17. juni, da Turkyilmaz netop skulle til at forlade Jerevan med fly, blev han med magt fjernet fra flyet og tilbageholdt. Da han checkede ind til flyvningen, medbragte han sit forskningsmateriale og de bøger, som han havde købt i antikvarboghandler og på gademarkedet i Jerevan.
Turkyilmaz beskyldes for smugleri efter artikel 215, pkt. 2, i den armenske strafferet, og han risikerer at blive idømt mellem fire og otte års fængsel. Siden den 17. juni har Turkyilmaz været tilbageholdt i den nationale sikkerhedstjenestes hovedkvarter i Jerevan under store sikkerhedsforanstaltninger.
Turkyilmaz købte bøgerne lovligt i antikvarboghandler (hvilket boghandlerne har bekræftet) og havde ingen forestilling om, at han skulle have tilladelse til at tage disse bøger med sig ud af Armenien. Han behandles i samme kategori som en smugler af atomvåben.
Er Rådet bekendt med Turkyilmaz' sag? Har EU's repræsentation i Jerevan søgt om tilladelse til at besøge Turkyilmaz i fængslet?
Har Rådet formelt anmodet den armenske ambassadør om afklarende oplysninger i denne sag? I benægtende fald hvorfor ikke? Hvilke svar er der i bekræftende fald modtaget?
Hvad vil Rådet gøre over for den armenske regering for at sikre, at de armenske myndigheder respekterer retten til en fair rettergang i denne sag?
EFT C 327 af 30/12/2006