Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-4830/2005Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-4830/2005

Overtrædelse af gruppefritagelsesforordningen for biler

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4830/05
af Christoph Konrad (PPE-DE)
til Kommissionen

1. Siden den 1. oktober 2005 gælder der ifølge gruppefritagelsesforordningen for biler fra 2002 fri etableringsret for autoriserede forhandlere i EU.

Hvorledes reagerer Kommissionen på meddelelsen fra DaimlerChryslers' tyske salgsorganisation (DCVD), som skriftligt har meddelt sine forhandlere, at den frie etableringsret ikke gælder for tyske forhandlere af Mercedes-­Benz?

2. Hvorledes vurderer Kommissionen DCVD's begrundelse herfor, nemlig at disse forhandlere ikke er selvstændige erhvervsdrivende men ansatte eller koncernens agenturer? Agter Kommissionen at reagere herpå? I bekræftende fald på hvilken måde? I benægtende fald hvorfor ikke?

3. Når de tyske producenter bibeholder klausulen om etableringssted, opstår der — i tilfælde af, at udenlandske producenter overholder gruppefritagelsesforordningen og lader deres forhandlere frit vælge deres etableringssted — en tydelig forfordeling rent konkurrencemæssigt både på EU-­plan og på det tyske marked. Hvad agter Kommissionen at gøre for at imødegå denne forfordeling af de tyske forhandlere?

4. Domstolen har i en dom af 15. september 2005 nedsat en bøde, som Kommissionen havde pålagt DaimlerChrysler. Hvorfor har Kommissionen ikke appelleret denne dom? Hvorledes vurderer Kommissionen endvidere henstillingen fra Domstolens generaladvokat, som i forbindelse med den bøde, som Kommissionen i 2001 havde pålagt VW på grund af ulovlige prisfastsættelser, går ind for en annullering af straffen? Hvilken holdning vil Kommissionen indtage i denne sag, såfremt Domstolen følger denne henstilling?

EFT C 327 af 30/12/2006