Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-6800/2008Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-6800/2008

Den tyrkisk-kurdiske politiker Leyla Zana er atter blevet idømt en langvarig fængselsstraf, fordi hun taler for fred samt ligestilling af det kurdiske sprog

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-6800/08
af Erik Meijer (GUE/NGL)
til Rådet

1. Husker Rådet, at det i 1991 valgte parlamentsmedlem Leyla Zana i december 1994 sammen med tre andre parlamentsmedlemmer blev udelukket, fordi de benyttede det kurdiske sprog i parlamentet, at de senere blev idømt 15 års fængsel, og at de blev løsladt 10 år senere, blandt andet takket være Amnesty Internationals anerkendelse af dem som samvittighedsfanger i 1994, tildelingen af Europa-Parlamentets Sakharovpris i 1995, en kendelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2001 og de indledende forberedelser af det tyrkiske EU-medlemskab?

2. Er det Rådet bekendt, at Leyla Zana den 4. december 2008 atter blev idømt 10 års fængsel efter anklager om, at hun med sine udtalelser om at bringe volden til ophør i det sydøstlige Tyrkiet og for anerkendelse af det kurdiske sprog som ligeværdigt administrations- og undervisningssprog, som det blev lovet af Atatürk i 1920, skulle have handlet »som om hun var medlem af en terrororganisation«?

3. Er det retfærdigt, at dommen ikke er baseret på konkrete handlinger, men på politiske udtalelser, der er faldet i omkring ni taler i perioden mellem juli 2007 og marts 2008, og at hun nu i henhold til artikel 53/1 i den tyrkiske straffelov er frataget sin stemmeret og valgbarhed?

4. Er Rådet parat til, som led i drøftelserne om Tyrkiets kommende EU-medlemskab, men også på grundlag af bestræbelserne på at fremme den demokratiske retsstat i naboskabsstater, at tilkendegive over for de tyrkiske myndigheder, at det er uacceptabelt, at nogen på grund af sine politiske ideer idømmes en fængselsstraf og fratages stemmeret og valgbarhed, og at denne lovgivning derfor bør ændres, så det ikke kan ske igen?

5. Er Rådet parat til over for de tyrkiske myndigheder at insistere på, at straffen ikke skal fuldbyrdes, og at anmode om, at Zana om ønsket kan gennemføre sine intentioner om som kandidat i Elih (Batman) kommune at deltage i kommunevalget i marts 2009? Hvis dette ikke er tilfældet, hvorfor ikke?

6. Er Rådet parat til eventuelt at lade repræsentanter for EU overvære en appel af den nuværende dom over Leyla Zana med det formål at påse, at denne proces forløber i overensstemmelse med universelt accepterede regler for en god retsprocedure? Hvis dette ikke er tilfældet, hvorfor ikke?

Kilder: Leyla Zana Sentenced To Prison For Her Speeches http://www.bianet.org/english/kategori/english/111291/leyla-zana-sentenced-to-ten-years-in-prison-for-her-speeches

EFT C 316 af 23/12/2009