Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-003101/2011Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-003101/2011

Øget håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder via ACTA vil ikke sætte en stopper for piratkopiering af medieprodukter

Forespørgsel til skriftlig besvarelse E-003101/2011
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 117
Marietje Schaake (ALDE) , Lena Ek (ALDE) , Jan Philipp Albrecht (Verts/ALE) , Zuzana Roithová (PPE) , Petra Kammerevert (S&D) , Christian Engström (Verts/ALE) og Niccolò Rinaldi (ALDE)

I den nylige rapport »Media Piracy in Emerging Economies«[1] forklares det, at øget håndhævelse ikke er midlet til at bekæmpe piratkopiering i udviklingslandene. En af rapportens konklusioner er, at piratkopiering opstår, når forbrugernes efterspørgsel ikke dækkes. ACTA risikerer at kriminalisere forbrugere, som blot finder en måde at få adgang til kulturelle goder, som ikke er tilgængelige for dem på grund af hindringer, som er skabt af overflødige forretningsmodeller. I rapporten anføres det endvidere, at: Undladelsen af at stille bredere spørgsmål om de strukturelle afgørende faktorer i forbindelse med piratkopiering og de overordnede formål med håndhævelsen medfører intellektuelle, politiske og i sidste ende sociale omkostninger. Disse er især høje, mener vi, set i lyset af de ambitiøse nye forslag til national og international håndhævelse — især ACTA.

1. Er Kommissionen enig i, at ACTA i lyset af denne rapports konklusioner ikke vil nå sit mål om at sætte en stopper for piratkopiering i udviklingslandene? I benægtende fald, hvorfor ikke?

2. Har Kommissionen planlagt en strategi for at håndtere en mulig fremtidig vurdering, som fastslår, at ACTA ikke har levet op til sit mål og/eller er ineffektivt? I benægtende fald, hvorfor ikke?

3. Er Kommissionen enig i, at Europa bør påtage sig en ledende rolle i reformeringen af intellektuelle ejendomsrettigheder — såsom ophavsrettigheder — på globalt plan, så de tilpasses den digitale tidsalder, for at give nye forretningsmodeller en mulighed for at blomstre op og for at give kunstnerne en chance for at udbrede deres værker verden over, i stedet for at forsøge, men helt og holdent mislykkes i forsøget på, at opretholde den nuværende tilstand via yderligere håndhævelse? I benægtende fald, hvorfor ikke?

4. Er Kommissionen enig i, at man risikerer at støde potentielle forbrugere af medieprodukter fra sig ved at øge håndhævelsen af love, som er forældede og umulige at håndhæve i det digitale miljø uden at krænke nogle af forbrugernes fundamentale rettigheder? I benægtende fald, hvorfor ikke?

EFT C 309 E af 21/10/2011