Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-011832/2011Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-011832/2011

Udpegelse af 2014 som det europæiske år for den mentale sundhed og hjernen

Forespørgsel til skriftlig besvarelse E-011832/2011
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 117
Nessa Childers (S&D) , Marian Harkin (ALDE) , Jean Lambert (Verts/ALE) og Antonyia Parvanova (ALDE)

Hjernesygdomme og mentale sundhedsproblemer berører mere end en fjerdedel af den europæiske befolkning og udgør en betydelig byrde for samfundet og for de berørte personer. I en nylig rapport vises det, at de samlede årlige omkostninger til hjernesygdomme og psykiske sygdomme i Europa beløber sig til 798 mia. EUR. Stemningsforstyrrelser — herunder depression og bipolar forstyrrelse — repræsenterer den største omkostning, anslået til lige over 113 mia. EUR, efterfulgt af demens med 105 mia. EUR. Eftersom mennesker lever længere, er det mest sandsynlige, at omkostningerne stiger.

Dette udgør betydelige udfordringer, ikke kun for sundhedssystemerne og økonomien, men navnlig for dem, der er berørt af hjernesygdomme og psykiske sygdomme, og deres plejere og familier. Derfor støtter vi som formænd for Europa-Parlamentets interessegruppe idéen om — som allerede nævnt i Parlamentets nylige betænkning om Alzheimers sygdom — at udpege 2014 som det europæiske år for den mentale sundhed og hjernen med det endelige mål at forbedre både neurologiske og psykiske sygdomme.

Et sådant år ville have mulighed for at øge bevidstheden om alle hjernesygdomme og mentale sundhedsproblemer i hele EU. Det kunne understrege behovet for mere forskning, stimulere bestræbelserne på at uddanne, informere og rådgive alle de berørte og deres plejere og hjælpe med at forbedre deres livskvalitet. Det vil også kunne stimulere udviklingen og gennemførelsen af handlingsplaner på lokalt, nationalt, regionalt og europæisk plan og lette udvekslingen af viden og god praksis.

Kan Kommissionen i betragtning af ovenstående tilkendegive sin holdning til udpegelsen af 2014 som det europæiske år for den mentale sundhed og hjernen og oplyse, hvorvidt et forslag om sagen er på vej?

EFT C 285 E af 21/09/2012