Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - P-3549/2006Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
P-3549/2006

Handel med landbrugsprodukter

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3549/06
af Czesław Siekierski (PPE-DE)
til Kommissionen

Den 13. juli 2006 deltog Péter Balás, vicegeneraldirektør i Kommissionens Generaldirektorat for Handel, i mødet i Europa-Parlamentets Landbrugsudvalg på vegne af kommissær Peter Mandelson. På spørgsmålet fra Joseph Daul, formand for Landbrugsudvalget, vedrørende foranstaltninger iværksat af Mandelson for at få hævet Ruslands forbud mod import fra Polen, svarede Bálas, at Kommissionen havde fået modstridende oplysninger fra de involverede parter, dvs. fra henholdsvis Rusland og Polen. Kommissionen havde sendt en delegation til Polen for at undersøge forholdene og ville på baggrund heraf deltage i de planlagte møder mellem Rusland og Polen med henblik på at løse problemet med den russiske handelsembargo.

Spørgeren er overrasket og dybt bekymret over, at Bálas — efter at kommissær Mandelson erklærede, at Ruslands yderligere krav ikke henhører under de polske myndigheders kompetence, men under Fællesskabets handelspolitik, og at kommissær Kyprianou på et møde i Rådet offentligt havde udtalt, at Polen gjorde alt for at overholde fællesskabsretten — over for Europa-Parlamentet påpegede, at Kommissionen først ville tage stilling til problemet efter afholdelsen af de planlagte trepartsmøder. Efter Bálas' udtalelser kunne man let få det indtryk, at alt forløber gnidningsløst, og at problemerne i forbindelse med adgangen til det russiske marked er ved at være løst. I virkeligheden forholder det sig helt anderledes. Det virker, som om Kommissionen og visse medlemsstater ikke interesserer sig særligt for dette problem.

De polske landmænd og virksomhedsledere kræver, at Kommissionen indtager et klart standpunkt vedrørende ovennævnte problem og hurtigst muligt tager skridt til at genetablere handelen med landbrugsprodukter mellem Rusland og Polen. Den aktuelle embargo er politisk og ikke kommercielt begrundet.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at iværksætte i den umiddelbare fremtid for at finde en effektiv løsning på det omtalte problem?

EFT C 329 af 30/12/2006