Procedure : 2011/2318(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0290/2012

Indgivne tekster :

A7-0290/2012

Forhandlinger :

PV 21/11/2012 - 17

Afstemninger :

PV 22/11/2012 - 13.16
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2012)0461

BETÆNKNING     
PDF 279kWORD 155k
27. september 2012
PE 483.652v03-00 A7-0290/2012

om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension

(2011/2318(INI))

Fiskeriudvalget

Ordfører: Isabella Lövin

ÆNDRINGSFORSLAG
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
 UDTALELSE fra Udvalget om International Handel
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension

(2011/2318(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–   der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 13. juli 2011 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (meddelelsen) (COM(2011)0424),

–   der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982,

–   der henviser til aftalen fra 1995 om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

–   der henviser til FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO) adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som blev vedtaget af FAO-konferencen i oktober 1995 (adfærdskodeksen),

–   der henviser til konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, som blev vedtaget i Århus i juni 1998,

–   der henviser til FAO's internationale handlingsplan for forvaltning af fiskerikapaciteten, som blev godkendt af FAO's Råd i november 2000 (IPOA-kapacitet),

–   der henviser til rapporten fra FAO om situationen på verdensplan for fiskeri- og akvakultursektoren i 2010,

–   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-forordningen)(1) og Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 af 29. september 2008 om tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EF-farvande (forordningen om fiskeritilladelser)(2),

–   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den fælles fiskeripolitik (grundforordningen) (COM(2011)0425),

–   der henviser til sin beslutning af 17. november 2011 om bekæmpelse af illegalt fiskeri på globalt plan - EU's rolle(3),

–   der henviser til sin beslutning af 25. februar 2010 om Kommissionens grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik(4),

–   der henviser til sin beslutning af 8. juli 2010 om EU's importordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter i lyset af reformen af den fælles fiskeripolitik(5),

–    der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om fiskeripartnerskabsaftalen mellem EU og Mauretanien(6),

–   der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om den fremtidige protokol om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko(7),

–   der henviser til konklusionerne fra Rådets (landbrug og fiskeri) møde den 19.-20. marts 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel (A7-0290/2012),

A. der henviser til, at to tredjedele af verdens havområder ligger uden for den nationale kompetence, hvor enhver omfattende og udtømmende retlig ordning for fiskeriforvaltning skal baseres på FN's havretskonvention fra 1982 og relevante retlige instrumenter; der henviser til, at en bæredygtig forvaltning af fiskeriet er af strategisk betydning for de kystsamfund, der er afhængige af fiskeri, og for fødevaresikkerheden;

B.  der henviser til, at 85 % af de få globale fiskebestande, som der findes tilgængelige oplysninger om, enten er fuldt udnyttet eller overudnyttet i henhold til den seneste vurdering foretaget af FAO, og ikke desto mindre viser FAO's 2010-rapport fremskridt, hvad angår genopbygningen af overudnyttede fiskebestande og havøkosystemer i verden takket være gennemførelsen af god forvaltningspraksis;

C. der henviser til, at EU er en af de vigtigste fiskeaktører i verden med en stærk tilstedeværelse og vigtige aktiviteter på alle verdenshavene grundet en kombination af fiskerflådens aktiviteter, EU-borgeres investeringer, bilaterale fiskeriaftaler og deltagelse i alle større regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), samtidig med at den fremmer god praksis og respekten for menneskerettighederne;

D.  der henviser til, at EU er et af de største markeder for fiskerivarer og den største importør i verden af fiskerivarer, og at EU forbruger 11 % af verdens fiskeproduktion målt i volumen og importerer 24 % af fiskerivarerne målt i værdi, selvom det kun tegner sig for 8 % af fangsten på verdensplan (herunder 2 % af fangsten i fremmede farvande);

E.  der henviser til, at fangstkvoter i RFFO'er primært har været baseret på historiske fangstniveauer, hvilket gav præferenceadgang for udviklede lande til de globale fiskebestande; der henviser til, at de nu skal tage hensyn til fiskeri fra kystlande, som er i udvikling, og som i generationer har været afhængige af fiskeressourcer i tilstødende farvande, hvilket fuldt ud skal respekteres af EU;

F.  der henviser til, at EU skal bestræbe sig på at opnå sammenhæng i udviklingspolitikken i henhold til artikel 208, stk. 1, i TEUF, hvori det hedder, at "Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene";

G. der henviser til, at EU endvidere skal bestræbe sig på at opnå sammenhæng i og koordinere samtlige politikker med forbindelse til lande, der ikke er medlemmer af EU, herunder vedrørende fiskeri, sundhed, handel, beskæftigelse, miljø, fælles udenrigspolitiske mål og overholdelse af Europa 2020-strategien;

H. der henviser til, at der for at sikre et bæredygtigt fiskeri i mange tilfælde er brug for mere fyldestgørende data om de fiskebestande, EU fanger, eller som sælges på EU-markedet, med hensyn til deres status og for at sikre, at der stilles information til rådighed vedrørende det samlede optag fra lokale flåder og andre tredjelandsflåder;

I.    der henviser til, at der er behov for omfattende videnskabelige undersøgelser, der kan påvise, inden for hvilke fiskeriområder der er eller risikerer at blive en overkapacitet i fiskeriflåden;

J.    der henviser til, at den fælles fiskeripolitik bør tilvejebringe et instrument, som sætter EU i stand til at vise omverdenen, hvordan man fører en forsvarlig fiskeripolitik og fremmer den internationale fiskeriforvaltning under overholdelse af de europæiske standarder for flådeforvaltning;

K.  der henviser til, at EU bør påtage sig et stort ansvar for at ændre holdningen i det internationale samfund med hensyn til bekæmpelse af IUU-fiskeri;

1.  glæder sig over Kommissionens meddelelse og dens mange positive forslag med hensyn til fremme af bæredygtigheden af EU's fiskeriaktiviteter generelt og tilsvarende aktiviteter uden for EU-farvande, herunder i regionerne i den yderste periferi; mener dog ikke, at dokumentet dækker bredt nok, eftersom det er alt for fokuseret på bilaterale aftaler og multilaterale organisationer, og at det bør anvende en mere integreret tilgang til andre aktiviteter, der søger at tilvejebringe produkter til EU-markedet;

2.  mener, at EU's eksterne aktioner i forbindelse med den fælles fiskeripolitik bør sigte mod at forsvare EU-fiskeriets interesser i overensstemmelse med EU's udenrigspolitik;

3.  understreger behovet for, at EU opnår sammenhæng i EU-politikken og følgelig forbedrer den internationale fiskeriforvaltning;

4.  understreger betydningen af at koordinere udenrigs- og samarbejdspolitikken med det formål at indgå bæredygtige fiskeriaftaler og skabe de nødvendige synergier, så de bidrager til en effektiv udvikling af de pågældende tredjelande;

5.  mener, at størrelsen af EU's marked for fiskeriprodukter og den geografiske spredning i aktiviteter blandt fartøjer, der sejler under EU-flag eller er EU-ejet, pålægger Unionen et stort ansvar for at sikre, at dens fiskeris økologiske fodaftryk og samfundsøkonomiske konsekvenser er økologisk bæredygtige, og for at levere fisk af høj kvalitet til forbrugere i Europa og andre lande, hvor europæiske fisk og fiskerivarer markedsføres, samt for at bidrage til kystfiskerisamfundenes sociale og økonomiske struktur ikke kun i EU, men også andre steder;

6.  mener, at EU-aktørernes fiskeri i og uden for EU-farvande samt fiskerivarer til EU-markedet bør baseres på samme standarder med hensyn til økologisk og social bæredygtighed og gennemsigtighed, og at de samme standarder bør anvendes og forlanges af tredjelande både på bilateralt og multilateralt plan; mener, at forbuddet mod udsmid bør finde anvendelse parallelt med dets indførelse i EU-farvande for de samme arter, med tv- og observatørovervågning og med hensigtsmæssige undtagelser for at undgå prisudsving for produkter, der forbruges lokalt;

7.  minder om, at der i henhold til artikel 208 i TEUF skal være sammenhæng mellem EU's politikker og udviklingsmål; bemærker, at en sådan sammenhæng kræver koordination ikke kun inden for selve Kommissionen, men også inden for de enkelte medlemsstaters regeringer og mellem Kommissionen og regeringerne i de enkelte medlemsstater;

8.  fastslår, at for at forbedre sammenhængen i Unionens beslutninger bør EU-aktioner omfatte aspekter vedrørende dens politikker inden for handel, sundhed, beskæftigelse, naboskab, miljø, havpolitik, udenrigspolitik og gennemførelse af Europa 2020-strategien;

9.  minder om, at IPOA-kapaciteten (international handlingsplan for forvaltning af fiskerikapaciteten) forpligtede EU til senest i 2005 at udvikle og gennemføre en forvaltningsordning for fiskerikapaciteten; opfordrer Kommissionen til at forklare, hvorfor den synes at følge modstridende strategier til forvaltning af kapaciteten ved at foreslå et forbud i visse RFFO'er, samtidig med at den stiller forslag om at fjerne de vigtigste grænseværdier for kapacitet inden for EU's flåder; anmoder Kommissionen om at fremme bilaterale og multilaterale mekanismer til tilpasning af fiskekapaciteten til de tilgængelige ressourcer, hvilket er nødvendigt for en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, hvad angår alle de flåder, som fisker i disse områder;

10. mener, at den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitiks målsætninger og principper bør forankres i grundforordningen;

Generelle bestemmelser

11. understreger, at fastholdelsen af de gældende fiskeriaftaler og søgningen efter nye fiskerimuligheder i tredjelande bør prioriteres højt i forbindelse med den eksterne fiskeripolitik og anerkender, at når EU-flåden indstiller sine aktiviteter i et tredjeland, vil disse fiskerimuligheder normalt overgå til andre flåder, hvis standarder for opbevaring, forvaltning og bæredygtighed er betydeligt lavere end EU's;

12. opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte klart definerede principper og mål for miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtigt fiskeri på åbent hav og i farvande, der hører under national kompetence, i alle internationale fora, som Unionen er part i, og til hurtigt og effektivt at gennemføre de beslutninger, der træffes i disse fora;

13. understreger, at EU bør udvikle en særlig strategi inden for området fiskeri og forvaltning af levende marine ressourcer, som omfatter alle ikkeeuropæiske kyststater i Middelhavsområdet;

14. opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme den globale og multilaterale dagsorden ved at fremme bæredygtigt fiskeri og bevarelse af den marine biodiversitet og samtidig udvide dialogen med nøglelande som f.eks. USA, Japan, Rusland og Kina og andre tredjelande med en stærk fiskerimæssig tilstedeværelse på alle verdenshavene og gøre dem til effektive partnerskaber for derigennem at tage fat på centrale problemer, såsom bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU), reduktion af overfiskeri og om nødvendigt af flådekapaciteten og styrkelse af kontrollen med og forvaltningen af det åbne hav i overensstemmelse med UNCLOS-principperne;

15. opfordrer Kommissionen til at fremme folkeretten, navnlig UNCLOS og deltagelsen i ILO-konventionerne, og til at overvåge overholdelsen af disse regler; tilskynder Kommissionen til at samarbejde med tredjelande i alle relevante fora, navnlig i RFFO'er;

16. mener, at EU bør iværksætte et initiativ på FN-niveau med henblik på at oprette en global fangstdokumentations- og sporbarhedsordning for alle vigtige fiskearter, der indgår i international handel, på grundlag af princippet om flagstatsansvar og i overensstemmelse med IUU-forordningen, som et nøgleværktøj til at styrke overholdelsen af eksisterende bevarings- og forvaltningsforanstaltninger og bekæmpelse af IUU-fiskeri;

17. opfordrer Kommissionen til i højere grad at sikre gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1005/2008 om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, navnlig hvad angår de kontraherende parter i RFFO'er, som ikke deltager aktivt i indførelsen og gennemførelsen af de vigtigste mekanismer til bekæmpelse af IUU-fiskeri;

18. mener, at EU bør være aktiv inden for FN-systemet for at undersøge, hvordan det globale samfund kan takle

-    behovet for en mere regionalt integreret overordnet havforvaltning med hensyn til både levende marine ressourcer og andre ressourcer

-    forurening og virkningerne af klimaændringer på havene, herunder beskyttelse og genopretning af de værdifulde blå kulstofdræn

-    sociale standarder og arbejdsvilkår;

19. bemærker betydningen af forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) om støttedisciplin i fiskerisektoren, og opfordrer EU til at spille en mere aktiv rolle i disse drøftelser;

20. bemærker behovet for at indføre mekanismer til fremme af fiskerivarer, der er bæredygtige ud fra et økologisk synspunkt og retfærdige ud fra et socialt synspunkt, i og uden for EU;

21. understreger, at et af hovedmålene med den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension skal være at sikre EU-flådens fremtidige fjernfiskeri og navnlig hvis den har fiskerettigheder, som har udgjort grundlaget for den økonomiske og sociale udvikling i det land, hvor den arbejder;

Bilaterale fiskeriaftaler

22. mener, at bilaterale fiskeriaftaler, eller aftaler om bæredygtigt fiskeri, som Kommissionen foreslår, at de kaldes, der forhandles mellem parterne og gennemføres på ensartet vis, bør baseres på EU-flådens ansvarlige og bæredygtige udnyttelse af ressourcer og være til gavn for begge parter, idet de letter ydelsen af økonomiske ressourcer, teknisk og videnskabelig ekspertise og støtte til en forbedret fiskeriforvaltning og god regeringsførelse til tredjelandet, samtidig med at der gives mulighed for at videreføre EU-fartøjers fiskeriaktiviteter, som er af samfundsøkonomisk betydning og en vigtig forsyningskilde for EU og for markederne i visse udviklingslande, både med hensyn til ferske varer og forarbejdede produkter;

23. opfordrer til, at EU sigter efter så hurtigt som muligt at indgå bæredygtige fiskerisamarbejdsaftaler med nabolande, hvor EU yder finansiering og teknisk bistand med henblik på at opnå en mere samordnet og sammenhængende politik, for at opnå en harmoniseret og bæredygtig fiskeripolitik for alle fælles havområder og dermed øge effektiviteten af den fælles fiskeripolitik i alle berørte områder; opfordrer til, at aftalerne indgås i en ånd, der bygger på et rimeligt og ligeværdigt samarbejde og respekt for menneskerettighederne, og forsøger at dele ansvaret ligeligt mellem Unionen og det respektive samarbejdsland;

24. opfordrer Unionen til med henblik på både at styrke samarbejdet med nabolandene og forvaltningen af fælles bestande at søge at indgå bæredygtige fiskerisamarbejdsaftaler med disse lande, som ikke bør tage sigte på at sikre fiskerirettigheder til EU-fartøjer men på at skabe en situation, hvor Unionen stiller finansiering og teknisk bistand til rådighed med henblik på at opnå, at partnertredjelandet anvender de samme eller tilsvarende bæredygtige forvaltningsregler som EU;

25. minder om, at det i forbindelse med en vurdering af følgerne af de nuværende aftaler for bæredygtigt fiskeri/SFA'er er vigtigt nøje at skelne mellem støtte til udvikling af fiskerisektoren i tredjelande og støtte, som stammer fra betaling af fiskerirettigheder;

26. beklager dog, at EU's bilaterale aftaler ikke altid har opnået disse ovennævnte mulige fordele, og understreger nødvendigheden af at foretage undersøgelser af følgerne for regionerne i den yderste periferi i overensstemmelse med traktatens artikel 349 og erkender samtidig, at der er sket store forbedringer siden den foregående reform; mener, at en forbedret vurdering af bestandene, gennemsigtighed og overholdelse af målsætningerne vil være til fordel for lokalbefolkningerne, og at en forbedret forvaltning af fiskeriet er nøglen til vellykkede aftaler;

27. glæder sig over Kommissionens ønske om at medtage flere bestemmelser i fremtidige bilaterale aftaler, herunder vedrørende overholdelse af princippet om begrænsning af adgangen til ressourcer, når det er blevet videnskabeligt bevist, at der er et overskud i kyststatens fangstkapacitet i overensstemmelse med UNCLOS-bestemmelserne, vedrørende beskyttelse af menneskerettighederne i overensstemmelse med internationale aftaler om menneskerettigheder samt en eksklusivitetsklausul, selv om sidstnævnte skal styrkes og formelt anerkendes i aftaler, således at respekten for de demokratiske principper sikres fuldt ud;

28. mener, at EU's bilaterale aftaler skal overholde ikke blot artikel 62 i UNCLOS om overskudsbestande, men også artikel 69 og 70 om indlandsstaters og geografisk forfordelte staters rettigheder i regionen, navnlig med hensyn til lokalbefolkningernes ernæringsmæssige og samfundsøkonomiske behov,

29. er af den opfattelse, at menneskerettighedsklausulen bør gennemføres uden forskelsbehandling og på en ensartet måde i alle lande, og ikke kun i fiskeriaftaler, men også i handelsaftaler; mener, at vi gennem WTO bør arbejde hen imod at straffe produktionen i lande, der ikke overholder menneskerettighederne, og/eller som anvender børnearbejde til fabrikkens produktion, og som udsætter kvinder for forskelsbehandling ved ikke at aflønne eller anerkende deres arbejdskraft og økonomiske bidrag til fiskeri- og akvakultursektoren;

30. opfordrer til gennemførelse af integreret økosystembaseret forvaltning i nye og eksisterende aftaler;

31. mener, at virksomhedernes øgede engagement i de fremtidige fiskeriaftaler bør ledsages af en øget indflydelse på den enkelte sektor for så vidt angår de tekniske bestemmelser og foranstaltninger, som forhandles af Kommissionen i sådanne aftaler;

32. mener, at forordningen om fiskeritilladelser bør ændres, således at fartøjer under EU-flag, som midlertidigt har forladt en medlemsstats register med henblik på at søge fiskerimuligheder andetsteds, ikke har tilladelse til inden for en periode på 24 måneder at drage fordel af fiskerimulighederne under SFA og dertil hørende protokoller, der gjaldt på det tidspunkt, hvor fartøjerne forlod registret, hvis de efterfølgende vender tilbage til et EU-register; mener, at det samme bør gælde for midlertidig omflagning, når der fiskes under RFFO;

33. mener, at den sociale klausul, der benyttes på nuværende tidspunkt, bør udvides til at omfatte overholdelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention 188, ILO's henstilling nr. 199 om arbejde i fiskerisektoren samt de otte grundlæggende ILO-konventioner(8) og sikre, at arbejdsvilkårene for besætningsmedlemmer, som er bosat uden for EU og arbejder om bord på fartøjer, der fører et EU-flag, er de samme som dem, der gælder for arbejdere, som er bosat i EU;

34. mener, at SFA'erne bør bidrage til en bæredygtig udvikling i partnertredjelandene og fremme den lokale private sektor, især småfiskere og SMV'er, og opfordrer i denne forbindelse til en højere grad af beskæftigelse af lokale fiskere og udvikling af bæredygtige lokale forarbejdningsindustrier og markedsføringsaktiviteter;

35.støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at opnå mere og mere fuldstændige og pålidelige data fra kyststaten om det samlede omfang af fiskeri, herunder fangster inden for dens farvande, som kræves med henblik på at gennemføre den svære opgave at identificere overskudbestande og forhindre overudnyttelse; bemærker, at EU's fiskeri- og udviklingspolitikker kan fremme de nødvendige fremskridt med hensyn til at forbedre tredjelandes kapacitet til at levere sådanne oplysninger;

36.  opfordrer endvidere Kommissionen til at fremme en øget gennemsigtighed ved fastsættelsen af niveauerne for udnyttelse af fiskeressourcerne i de farvande, der hører under kyststaternes beføjelse;

37. bekræfter, at EU-fartøjer i overensstemmelse med princippet om at respektere den traditionelle forbindelse mellem kystsamfundene og de farvande, de har fisket i gennem tiderne, ikke bør konkurrere med lokale fiskere om de samme ressourcer eller på lokale markeder, og at samarbejdet mellem lokale fiskere og fiskere fra EU bør fremmes, hvorfor det er vigtigt med en nøjagtig beregning af overskudsbestande;

38. mener, at EU skal gøre en større indsats for at hjælpe med at give tredjelande, som den forhandler om bilaterale aftaler med, data og oplysninger nok til, at de kan foretage pålidelige vurderinger af bestanden, og mener desuden, at det ville styrke de videnskabelige analyser af fiskebestandene, som er forudsætningen for alle SFA'er, hvis der bliver stillet EU-midler til rådighed til et fartøj til videnskabelig forskning i områder, hvor EU-flåden er aktiv;

39. anmoder om, at de videnskabelige undersøgelser, der gennemføres af fartøjer fra forskellige medlemsstater i områder, hvor EU-flåden fisker, så vidt muligt fremmes og gennemføres i samarbejde med de berørte kyststater, og at de bl.a. giver adgang for lokale forskere; kræver en bedre koordinering mellem medlemsstaterne og Kommissionen i denne henseende samt øget finansiering til udvidelse af de videnskabelige undersøgelser i farvande uden for EU;

40. mener på samme tid, at der skal gøres en større indsats for at indhente de nødvendige data fra tredjelande, som EU har indgået bilaterale fiskeriaftaler med, for at vurdere aftalens effektivitet og kontrollere, om betingelserne er opfyldt, herunder at der er fordele for lokalbefolkningen;

41. understreger betydningen af fælles videnskabelige grupper, der afgiver udtalelser om fiskeressourcernes tilstand på grundlag af de bedste tilgængelige data for at undgå overfiskeri, da fiskerisektoren, især den ikkeindustrielle fiskerisektor, spiller en væsentlig rolle med hensyn til at garantere fødevaresikkerheden i mange udviklingslande; kræver, at disse grupper råder over passende økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer til at udføre deres opgaver og til at samarbejde med RFFO'er;

42. opfordrer Kommissionen til at fremme en generel styrkelse af det videnskabelige og tekniske samarbejde i SFA'er, bl.a. ved at styrke de fælles videnskabelige komitéers rolle; mener endvidere, at der bør gøres en indsats for at harmonisere bestemmelserne vedrørende hygiejnemæssige og sanitære forhold i EU og tredjelande;

43. støtter til fulde konceptet med at afkoble finansiel kompensation for adgang til fiskeressourcerne fra sektorstøtte til udvikling; insisterer kraftigt på, at redere bør betale en rimelig og markedsbaseret andel af omkostningerne, når de opkøber rettigheder inden for rammerne af bilaterale fiskeriaftaler; anmoder om, at der udarbejdes en nærmere analyse af den del, der skal betales af rederne for fiskeritilladelse, herunder potentielle fangster og driftsomkostninger; mener, at det er afgørende med et forbedret tilsyn med sektorstøtte, herunder mulighederne for suspension af betalingerne i tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelser fra kyststatens side;

44. insisterer på, at den finansielle andel til sektorstøtte skal være mere effektiv og opnå bedre resultater af høj kvalitet, bl.a. ved at fokusere på videnskabelige undersøgelser, dataindsamling, kontrol og fiskeriforvaltning;

45. opfordrer Kommissionen til at sikre, at sektorstøtten inden for rammerne af SFA'erne har til formål at støtte tredjelandenes administrative og videnskabelige kapacitet samt støtte små og mellemstore virksomheder, styrke EU's mål for udviklingssamarbejde og er sammenhængende med den nationale udviklingsplan for de underskrivende lande; anmoder om, at støtte af denne art ikke erstatter det fiskerisamarbejde, der er fastsat i andre aftaler eller samarbejdsinstrumenter, men at det snarere supplerer det på en sammenhængende, gennemsigtig, effektiv og bedre målrettet måde;

46. opfordrer Kommissionen til under forhandlingerne om SFA'er at forsøge at sikre, at kyststaten afsætter en minimumsandel af den sektorudviklingsstøtte, den modtager under SFA'en, til projekter, der vedrører anerkendelse, fremme og diversificering af kvindernes rolle i fiskerisektoren, for at sikre, at princippet om ligebehandling og lige muligheder for kvinder og mænd overholdes, navnlig i forbindelse med uddannelse og adgang til finansiering og lån;

47. mener, at der bør tages behørigt hensyn til sektorbaseret udviklingsstøtte i forbindelse med den fremtidige beslutningstagning;

48. insisterer på, at Kommissionen overvåger gennemførelsen af bilaterale aftaler nøje, med indsendelse af årlige rapporter til Parlamentet og Rådet, og at evalueringer foretaget af eksterne, uafhængige eksperter, sendes til medlovgiverne i god tid forud for forhandlingerne om nye protokoller, hvilket alt sammen bør være offentligt tilgængeligt, underlagt relevante databeskyttelsesregler og mindst være tilgængelig på tre EU-sprog;

49. understreger behovet for, at Parlamentet i passende grad involveres i såvel forberedelsen til samt selve forhandlingsprocessen samt den langsigtede overvågning og vurdering af, om de bilaterale aftaler fungerer i henhold til bestemmelserne i TEUF; insisterer på, at Parlamentet bør holdes fuldt ud og øjeblikkeligt underrettet på lige fod med Rådet under alle faser af proceduren for FPA'er i henhold til artikel 13, stk. 2, i TEU og artikel 218, stk. 10, i TEUF; minder om, at det er af den opfattelse, at Parlamentet bør være repræsenteret ved observatører på møderne i Det Fælles Udvalg, som foreskrevet i fiskeriaftalerne, og kræver, at civilsamfundet, herunder fiskerirepræsentanter fra både EU og tredjelande, også deltager som observatører i disse møder;

50. støtter gennemførelsen af videnskabelige undersøgelser til evaluering af fiskebestandene forud for forhandlingen af aftaler og mener, at det pågældende tredjeland bør give oplysninger om øvrige landes fiskerfartøjer i farvandene for dermed at sikre en effektiv opnåelse af målsætningerne;

51. er overbevist om, at fuld gennemsigtighed med hensyn til fangster, betalinger og gennemførelse af sektorstøtte vil være et afgørende redskab til udvikling af forsvarligt og bæredygtigt fiskeri baseret på god regeringsførelse og bekæmpelse af misbrug af EU-støttemidler og af korruption;

52. understreger ligeledes betydningen af at forbedre gennemsigtigheden i forbindelse med forhandlingen af de gældende fiskeriaftaler mellem EU og tredjelande;

53. insisterer på, at medlemsstater dagligt rapporterer om fangster til kyststater og fuldt ud overholder de regler, der gælder i partnerlandenes farvande;

54. mener klart, at Kommissionen bør sørge for, at forhandlingerne med tredjelande vedrørende nye aftaler eller protokoller til bilaterale fiskeriaftaler indledes i god tid inden udløbsdatoen for sådanne bestemmelser; understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt, at Parlamentet inddrages på et tidligt stadie for at undgå en foreløbig anvendelse af sådanne bestemmelser, som resulterer i et uigenkaldeligt fait accompli, der ikke er i EU's eller tredjelandets interesse;

55. mener, at den europæiske fiskeindustri bør påtage sig en stor økonomisk andel af omkostningerne, når den får adgangsrettigheder til ikke-EU-fiskeområder inden for rammerne af en bilateral eller multilateral fiskeriaftale;

56. mener, at der bør være en regional strategi for forhandling og gennemførelse af EU's bilaterale aftaler, navnlig på området for tunfiskeri, og, hvis det er relevant, en klar forbindelse mellem betingelserne i disse og de relevante RFFO'ers forvaltningstiltag og præstationer;

57. føler sig tvunget til at gøre Kommissionen opmærksom på sin bekymring for så vidt angår regionernes tilbagevenden til tidligere praksis med hensyn til påmønstring af søfolk, idet der i de fleste tilfælde anvendes en uholdbar praksis med at antage søfolk ud fra nationalitet og ikke ud fra deres rødder i AVS-landene generelt;

58. er af den opfattelse, at der bør indføres bilaterale konventioner, der kan styrke EU-støtten til fiskeriet i de lande, som endnu ikke har indgået associeringsaftaler, fordi der ikke findes overskydende fiskerimuligheder, og således bidrage til bæredygtigt fiskeri; mener endvidere, at det i sådanne tilfælde er afgørende at sikre en passende koordinering mellem EU's udviklingsmidler og finansiering af bilaterale aftaler;

Regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er)

59. opfordrer EU til at gå i spidsen for en styrkelse af RFFO'erne med henblik på at forbedre disses resultater, bl.a. ved regelmæssigt at lade uafhængige organer undersøge, hvorvidt de når deres mål, og sikre, at de anbefalinger, som gives i forbindelse med sådanne undersøgelser, gennemføres hurtigt og fuldt ud; opfordrer indtrængende EU til at gøre en indsats for at sikre, at alle RFFO'er har et effektivt tilsynsudvalg, og mener, at klare tilfælde af manglende overholdelse fra staternes side skal medføre afskrækkende, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt afpassede sanktioner, herunder reduktion af kvoter, indsats, tilladt kapacitet osv.;

60. anmoder Kommissionen om at bevilge flere budgetmidler til RFFO'erne, da de spiller en central rolle med hensyn til at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri;

61. mener, at EU bør arbejde i retning af et forbedret beslutningssystem i RFFO'erne, som gør det muligt at undgå en strategi, hvor der tages udgangspunkt i den laveste fællesnævner, samtidig med at det anerkendes, at der er behov for en dialog inden afstemningen, når det ikke er muligt at opnå konsensus; mener, at flerårige planer bør fremmes;

62. er af den opfattelse, at Unionen skal samordne sine fiskeri- og udviklingspolitikker bedre og indgå i systematiske, langsigtede og indgående dialoger og partnerskaber med andre flag-, markeds- og kyststater med henblik på at opnå bedre fiskeriforvaltning og fødevaresikkerhed på verdensplan;

63.  opfordrer Kommissionen til at gå i spidsen for at fremme oprettelsen af et omfattende netværk af dækning af RFFO'er, således at al fiskeri på åbent hav forvaltes effektivt ud fra en økosystembaseret og forebyggende tilgang, der sikrer bevarelse af ressourcerne; minder i den forbindelse om sin støtte til oprettelsen af nye RFFO'er, hvor der ikke findes nogen, samt til en udvidelse af de eksisterende RFFO'ers kompetence gennem en revision af deres konventioner;

64. bemærker, at der som følge af klimaændringerne og ændringer i arternes fordeling åbner sig nye fangstområder i de arktiske farvande; mener, at EU bør iværksætte initiativer for at sikre, at fiskeriet forvaltes effektivt (af de eksisterende RFFO'er eller ved oprettelse af nye) for bæredygtig forvaltning og bevarelse af bestandene i disse farvande; mener, at fiskeriet indledningsvist bør begrænses for at gøre det muligt at foretage videnskabelige vurderinger af de arktiske bestande og af det fiskeri, de på bæredygtig vis kan klare;

65. bemærker, at Sortehavet ville have gavn af en ny RFFO, og opfordrer kraftigt Kommissionen til at foreslå, at der oprettes en sådan;

66. mener, at RFFO'er skal udvikle bæredygtige forvaltningssystemer, der har til formål at fastholde bestandene over det maksimalt bæredygtige udbytte, der fastsætter en gennemsigtig og rimelig fordeling af ressourcer baseret på miljømæssige og sociale kriterier samt kriteriet med historiske fangster, at opnå fiskerimuligheder, der omfatter både udviklingslandenes legitime rettigheder/forhåbninger samt forventninger blandt flåder, der har bedrevet bæredygtigt fisket i disse farvande, samtidig med at det sikres, at foranstaltninger til bevarelse og forvaltning gennemføres fuldt ud af alle medlemmer;

67. er stærk modstander af, at Unionen fremmer vedtagelsen af ordninger med omsættelige fiskekvoteandele i RFFO'er; mener, at enhver rettighedsbaseret forvaltningsordning, der vedtages i RFFO'er, ikke må bringe levebrødet i fare for samfund i udviklingslande, der er afhængige af fiskeri;

68. mener, at alle berørte parter bør bidrage til udarbejdelsen og gennemførelsen af politikker og god regeringsførelse;

69. anmoder om, at der foretages en detaljeret vurdering af fiskerikapaciteten hos EU-flåder, som har tilladelse til at fiske uden for EU's farvande, hvor der anvendes pålidelige indikatorer for fartøjernes evne til at fange fisk, hvor der tages højde for teknologiske fordele og tages udgangspunkt i anbefalingerne fra FAO's tekniske høring fra 1999 om måling af fiskerikapacitet(9); mener, at EU bør identificere RFFO'er, som har problemer med overkapacitet, og sikre en indefrysning og tilpasning af flådernes fiskerikapacitet, under særlig hensyntagen til kyststaternes rettigheder;

Andre aspekter af den eksterne dimension

70. mener, at selvom EU-virksomhedernes eksterne aktiviteter kan overgå den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik, så bør de kommercielle aktiviteter og private aftaler mellem rederier i EU og tredjelande, herunder dem der er indgået inden for rammerne af bilaterale samarbejdspolitikker, respekteres og beskyttes, så længe de er indgået i overensstemmelse med de internationale bestemmelser;

71. mener, at den europæiske fiskeris investeringer bør udgøre en tredje komponent i den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension sammen med fiskeriaftalerne og RFFO'erne, og at den fælles fiskeripolitik bør fremme investeringer i bæredygtigt eksternt fiskeri;

72. mener, at den fælles fiskeripolitik bør fremme strategier for virksomhedernes sociale ansvar og sikre fuldstændig overholdelse deraf i overensstemmelse med EU's strategi for 2011-2014 vedrørende virksomhedernes sociale ansvar,

73. mener, at medlemsstaterne bør fortsætte med at informere Kommissionen om private aftaler mellem rederier i EU og tredjelande samt joint ventures i tredjelande, herunder antallet og typen af fartøjer, der opererer under sådanne aftaler og joint ventures samt disses fangster, og gøre disse oplysninger offentligt tilgængelige under overholdelse af reglerne om beskyttelse af person- og erhvervsoplysninger, som fastsat i forordningen om fiskeritilladelser;

74. opfordrer EU til at fremme en global og multilateral dagsorden, som lader ansvarlighed være en del af en forsvarlig og bæredygtig udvikling af fiskeriet,

75. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til seriøst at overveje metoder til at incitere fartøjer under EU-flag til at forblive i EU-registeret, medmindre de skal skifte flag til stater, der har et godt omdømme i alle relevante RFFO'er; mener, at den bedste måde at opnå dette på er at sikre, at der er fair konkurrence mellem fartøjer under EU-flag og fartøjer, der ikke sejler under EU-flag, ved at kræve de samme standarder med hensyn til miljømæssig og social bæredygtighed fra tredjelande, både bilateralt og multilateralt, samt ved brug af markedsrelaterede foranstaltninger;

76. udtrykker utålmodighed over, at Kommissionen hverken har tilføjet andre fartøjer, der skal medtages på EU's IUU-liste, end dem, der er anført af RFFO'erne, eller har foreslået en liste over ikkesamarbejdende lande, på trods af at IUU-forordningen nu har været i kraft i mere end to år, og opfordrer den indtrængende til at gøre dette hurtigst muligt; understreger behovet for at søge støtte hos de vigtigste samarbejdspartnere med henblik på at fjerne IUU-fiskeri fra alle farvande;

77. understreger, at Kommissionen og ikke tredjelandene selv bør være den myndighed, der udsteder plantesundhedscertifikater til tredjelandsfartøjer, som giver mulighed for direkte eksport af fiskerivarer til EU;

78. mener, at direktivet om statsstøtte til fiskerisektoren bør ajourføres med henblik på at øge konkurrenceevnen og undgå forskelsbehandling mellem fiskeriflåden i fremmede farvande og andre maritime sektorer;

79. minder om, at der er behov for en individuelt skræddersyet forvaltning af kapacitetslofterne for den eksterne EU-flåde, der samarbejder med RFFO'erne, og at der skal tages hensyn til den anderledes kontekst, som dette segment af flåden opererer inden for;

80.  mener, at EU-flådens langdistancefiskeri, der foregår uden for EU's eksklusive økonomiske zoner, bør underlægges de samme skatte- og arbejdsmæssige bestemmelser, som gælder for handelsflåder, der sejler under EU-flag, og som ikke anløber havne i EU;

81. opfordrer banker og andre udlånsinstitutioner til at indarbejde vurderinger af aktiviteters økonomiske, sociale og miljømæssige bæredygtighed og ikke kun deres kortsigtede rentabilitet, før der gives adgang til kapital;

82. mener, at EU's handelspolitik også bør bidrage til at sikre bæredygtigt fiskeri på verdensplan ved at fremme overholdelse af relevante internationale konventioner og aftaler i forbindelse med fiskeriforvaltning inden for rammerne af præferencehandelsaftaler;

83. opfordrer Kommissionen til at sikre, at den rimelige, gennemsigtige og bæredygtige fiskehandel styrkes i EU's bilaterale og multilaterale handelsaftaler;

84. mener, at der samtidig bør indføres incitamenter, således at tredjelande, der ikke overholder EU's standarder, vedtager bestemmelser for god praksis og om nødvendigt træffer handelsmæssige foranstaltninger, som kan sikre et forbud mod import af ulovlige, urapporterede og uregulerede fiskerivarer (IUU) samt fiskeri- og akvakulturvarer, som ikke overholder menneskerettighederne og FN's konventioner om arbejde (ILO) og søfart (IMO);

85. opfordrer Kommissionen til at fremme det internationale samarbejde til bekæmpelse af IUU-fiskeri og til at undersøge, om der i forhold til de to andre lande, der sammen med EU udgør de største fiskemarkeder i verden, kan være en mulighed for at gennemføre denne foranstaltning ved anvendelse af et enkelt identifikationsnummer for alle fartøjer for således at sikre produkters fuldstændige sporbarhed på en gennemsigtig måde;

86. understreger, at alvorlige og systematiske krænkelser fra et partnerlands side af de mål, der er vedtaget af RFFO'er eller enhver anden international ordning, som EU er part i, med hensyn til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcer, kan føre til en midlertidig tilbagetrækning af toldpræferencer; opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at aflægge beretning til Parlamentet om gennemførelsen af bestemmelserne om bevarelse af fiskebestande og forvaltning, der er indeholdt i dens forslag til en revideret generel toldpræferenceordning (GSP);

87. mener, at EU bør sikre, at importerede varer, som stammer fra det internationale marked, lever op til de samme regler og krav som varer fra EU;

88. opfordrer Kommissionen til at sikre, at fisk og fiskerivarer fra tredjelande opfylder de samme sundheds- og hygiejnebetingelser og kommer fra bæredygtigt fiskeri, og dermed til at skabe lige vilkår for EU- og ikke-EU-staters fiskeri;

89. opfordrer Kommissionen til yderligere at strømline EU's politik med hensyn til udviklings-, handels- og fiskeripolitiske målsætninger;

90. insisterer på, at bi- og multilaterale handelsaftaler, der forhandles af EU, bør:

– ledsages af en økonomisk, social og miljømæssig konsekvensanalyse for så vidt angår risikoen for overudnyttelse af ressourcer for både tredjelande og EU-lande under hensyntagen til de netværk, der allerede er blevet oprettet ved eksisterende aftaler

– overholde oprindelsesregler

– kræve, at produktet kan spores med henblik på at sikre, at det kommer fra lovligt og bæredygtigt fiskeri

– undgå at underminere IUU-forordningen eller andre bestemmelser i den fælles fiskeripolitik

– omfatte bestemmelser, som sikrer, at der kun handles med fiskerivarer, som stammer fra velforvaltet fiskeri

– undgå at føre til øget handel, der resulterer i overudnyttelse eller nedbrydning af ressourcer

– sikre, at ikkebæredygtigt fangede varer ikke kommer ind på EU-markedet

– omfatte bestemmelser om suspension og revision af udbetalingen af det finansielle bidrag samt bestemmelser om suspension af protokollens gennemførelse i tilfælde af brud på væsentlige og grundlæggende menneskerettighedsbestemmelser, som fastlagt f.eks. i artikel 9 i Cotonouaftalen, eller manglende overholdelse af ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen;

91. minder om, at som følge af de forskellige lovgivninger hos mange EU-handelspartnere er problemet med oprindelsesbestemmelserne og deres kumulering et kontroversielt og følsomt emne i handelsforhandlinger; opfordrer derfor Kommissionen til at lægge særligt vægt på dette spørgsmål og forhandle afbalancerede løsninger, der ikke straffer EU’s fiskerisektorer;

92. støtter Kommissionens forslag om at anvende handelsrelaterede foranstaltninger såsom importrestriktioner på fisk og fiskevarer fra lande, som tillader ikke-bæredygtigt fiskeri, under overholdelse af WTO’s regler;

93. opfordrer kraftigt EU til at udvikle og gennemføre havbaserede regionale strategier særlig for de områder, hvor garantien for bæredygtigt fiskeri afhænger af internationalt samarbejde;

94. udtrykker sin tilfredshed med inddragelsen af sårbare fiskeriflåder i forbindelse med Atalantamissionen og opfordrer til fortsat at støtte og beskytte EU-flådens aktiviteter;

95. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1)

EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1.

(2)

EUT L 286 af 29.10.2008, s. 33.

(3)

Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0516.

(4)

EUT C 348 E af 21.12.2010, s. 15.

(5)

EUT C 351 E af 2.12.2011, s. 119.

(6)

Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0232.

(7)

Vedtagne tekster: P7_TA(2011)0573.

(8)

Konventionen om tvangsarbejde, 1930 (nr. 29), konventionen om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, 1948 (nr. 87), konventionen om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger, 1949 (nr. 98), konventionen om lige løn, 1951 (nr. 100), konventionen om afskaffelse af tvangsarbejde, 1957 (nr. 105), konventionen om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, 1958 (nr. 111), konventionen om minimumsalder, 1973 (nr. 138), konventionen om de værste former for børnearbejde, 1999 (nr. 182).

(9)

ftp://ftp.fao.org/docrep/fao/010/ah947e/ah947e00.pdf


BEGRUNDELSE

Den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension er kompleks og kompliceret. En fyldestgørende beskrivelse ville skulle omfatte følgende punkter:

· fisk, der importeres til EU til forbrug og er fanget andre steder;

· fisk, der er fanget af EU-fartøjer eller aktører, der opererer uden for EU's farvande, uanset deres endelige destination;

· fisk fanget i EU's farvande, der er blevet eksporteret;

· fisk fanget i EU's farvande, der er blevet behandlet i et tredjeland, før de forbruges i EU.

Et så omfattende emne kan ikke undersøges til bunds i en enkelt betænkning. I det arbejdsdokument(1), der er gået forud for denne betænkning, blev nogle få af disse aktiviteter beskrevet, og der blev rejst spørgsmål om, hvorvidt og hvorledes de skulle reguleres for at sikre, at alle aspekter af EU's fiskeriinteresser opererer bæredygtigt og lovligt. Tre eksempler fra forskellige medlemsstater viser de involverede spørgsmål.

En sammenslutning, Cluster, samler 118 virksomheder og driver 321 fiskerfartøjer under 24 forskellige flag, herunder adskillige, som EU har nuværende, eller meget nylige, bilaterale aftaler med. Fangsterne er på ca. 450.000 mio. t om året og går primært til forsyning af EU's marked.

En gruppe af notfartøjer, der ejes af Orthongels medlemsvirksomheder, sejler under fransk flag og er registreret på Mayotte, har en privat aftale med Madagaskar om at fiske i Madagaskars farvand.

En gruppe af trawlere, der sejler under litauisk flag, fisker efter små pelagiske arter i Senegal, som EU stadig har en bilateral aftale med, om end den er hvilende, fordi protokollen ikke er blevet fornyet.

Alle disse er en del af EU's eksterne dimension og omfattes alligevel ikke af forordningerne om foranstaltninger udadtil i den fælles fiskeripolitik, og de ender rent faktisk i en "gråzone" af EU's kompetenceområde. Et af de spørgsmål, der skal rejses, er, i hvilken udstrækning de bør indgå i den fælles fiskeripolitik, hvis kapitalen er europæisk, og markedet er europæisk?

Et andet vigtigt punkt vedrører EU's nuværende og fremtidige rolle inden for rammerne af globalt fiskeri. EU er på nuværende tidspunkt stadig verdens største marked, har en af de største flåder af fartøjer, der sejler under medlemsstaternes flag, og rangerer normalt blandt de tre stærkeste fangstkapaciteter. De nye markeder i vækstlandene udvikler sig dog hurtigt, især i Asien, og flere lande er ved at udvikle deres fiskeriaktiviteter, igen med Asien i spidsen. Mange synes ikke at opfylde deres forpligtelser som flag-, havne- og markedsstat, eller som minimum at overholde de grundlæggende menneskerettigheder, hvilket skaber en barsk, og ligeledes uholdbar, konkurrence.

Det ville være en frygtelig fejltagelse, hvis EU forsøger at udkonkurrere sådanne lande i et kapløb mod bunden. Den eneste løsning er, at EU og den europæiske fiskeindustri konkurrerer på at være bedre med hensyn til fiskeriforvaltningens miljømæssige og sociale bæredygtighed, streng gennemførelse af internationale aftaler og regulering af markedet.

Eftersom disse spørgsmål er blevet undersøgt i arbejdsdokumentet, vil betænkningen fokusere på de to emner, som fyldte mest i Kommissionens meddelelse, nemlig bilaterale aftaler med tredjelande og multilaterale aftaler, herunder regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO), samt spørgsmålet om internationalt samarbejde.

Et grundlæggende princip i forbindelse med EU's aktiviteter uden for EU bør være, at der skal opereres efter samme standarder som aktører i EU. Hvis en RFFO har en højere standard end den fælles fiskeripolitik, der gælder for EU-fartøjer, der fisker i området, bør de pågældende højere standarder ligeledes udbredes til den fælles fiskeripolitik.

Bilaterale fiskeriaftaler

Det lader til, at de bilaterale aftaler får et nyt navn, hver gang den fælles fiskeripolitik revideres. Kommissionen ønsker nu at kalde dem aftaler om bæredygtigt fiskeri (SFA). EU har i øjeblikket et netværk bestående af 20 aftaler med 12 aktive protokoller til en værdi i størrelsesordenen 150 mio. EUR.

Kommissionen har i sin meddelelse fremlagt en række gode forslag til, hvordan aftalerne kan forbedres, som Parlamentet bør godkende. Nogle af disse ændringer indgår i forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den fælles fiskeripolitik (grundforordning)(2). Parlamentets seneste beslutning om aftalen med Mauretanien(3), som fik en bred opbakning, indeholder også detaljer om Parlamentets syn på aftaler.

Nogle af de vigtigste betingelser for at indgå i en SFA med et tredjeland, hvis den skal leve op til sit navn, er, at alle fiskerimuligheder bør begrænses til et videnskabeligt bevist "overskud" - dvs. at der er flere fisk, end kyststaten er i stand til at fange. Der er en stigende konkurrence om adgangen til svindende overskud, og nogle lande, som fisker i fjerntliggende farvande, benytter sig af tvivlsomme taktikker. Der går mange rygter om korruption og brug af en forhandlingsstrategi, hvor man ignorerer spørgsmål som f.eks. fiskerisektorens bæredygtighed, overholdelse af menneskerettigheder og andre spørgsmål. EU skal forhandle med beslutsomhed for at opnå legitime overskud til rimelige priser, samtidig med at den yder støtte til kyststatens udvikling. Kommissionen bør gå videre med sine bestræbelser på at få klar information fra tredjelandet om den samlede fiskeriindsats, der udøves på bestanden, herunder nationale flåder (ikkeindustrielle og industrielle) og andre tredjelande, den såkaldte "gennemsigtighedsklausul".

Kommissionen forslår, at kompensationen for fiskerimuligheder kobles af støtten til sektorudvikling, hvilket Parlamentet bør støtte. I modsat fald kunne kyststater være fristet til at tilbyde så mange fisk som muligt for at opnå yderligere sektorstøtte. Hvis forbindelsen mellem dem fjernes, kan sektorstøtten justeres i forhold til landets reelle behov, og øges, selv om fiskerimulighederne falder. Desuden bør rederierne i stadig højere grad bidrage til kompensationen for fiskerimulighederne, selv om sektorstøtten skal forblive inden for EU's rammer, eftersom udviklingsbistanden ikke hører under den private sektors ansvar.

Eftersom der skal ledes betydelige pengesummer til sektorstøtten i tredjelande, hvor det konkrete indhold skal forhandles i forbindelse med den enkelte protokol, skal EU være i stand til at sikre, at pengene gives godt ud og bidrager til opfyldelse af målene. SFA'erne skal indeholde bestemmelser om, at gennemførelsen af sektorstøtteprojekter skal overvåges nøje, og at betalinger kan suspenderes, hvis tredjelandet udviser grov forsømmelighed og gentagne gange ikke kan vise resultater.

Tilsvarende er der behov for et forbedret samarbejde mellem de forskellige bidragsydere fra EU i de lande, som der forhandles om SFA'er med. Afhængigt af det enkelte land kan pengene til udviklingen komme fra SFA'en, den europæiske udviklingsfond eller medlemsstaternes nationale bistandsprogrammer. Dette kan føre til en overlapning af indsatsen eller - endnu værre - programmer med forskellige eller modstridende mål. Kommissionen skal forbedre sin interne koordinering mellem generaldirektoraterne og med medlemsstaterne. Udviklingsbistand til fiskerisektoren bør stadig være en mulighed for de lande, som EU har en bilateral aftale med, eftersom sektorstøtteprogrammerne ikke kan dække alle behov i disse lande.

De bilaterale aftaler har i mange år indeholdt en eksklusivitetsklausul med henblik på at forhindre private aftaler i lande, hvor EU har en bilateral aftale, selv om de præcise betingelser i disse klausuler varierer fra aftale til aftale. Denne klausul er en af grundpillerne i SFA'erne og bør ikke alene opretholdes, men også standardiseres. Dette har forbindelse til det koncept, Kommissionen kalder "misbrug af omflagning", som drøftes i arbejdsdokumentet, og som bør forbydes.

Det udsmidsforbud, der foreslås i grundforordningen, vil også være gældende for visse arter, der fanges i forbindelse med EU-fiskeri uden for EU's farvande. Ligesom for forbuddet i EU's farvande gælder det, at et sådant forbud uden for EU skal ledsages af programmer til forbedring af selektiviteten for at reducere mængden af uønskede fisk, der fanges, og for at forhindre kommercialiseringen af sådanne fisk.

Selv om der ganske vist findes flere oplysninger om EU's netværk af bilaterale aftaler end om andre fjernfiskere, er der stadig mange oplysninger, der ikke kan fremskaffes. EU bør fremlægge evalueringsaftalerne for den enkelte SFA, og data om fangster i forbindelse med aftalerne, samt om hvilke fartøjer der har tilladelse til at fiske i de respektive farvande, bør være offentligt tilgængelige.

Kommissionen foreslår, at overholdelse af menneskerettighederne skal være en forudsætning for indgåelsen og videreførelsen af bilaterale aftaler. Der skal helt klart støttes op om dette.

Selv om Kommissionen ikke nævner det, skal den sociale klausul, der har været med i adskillige tidligere aftaler, videreføres og styrkes.

Regionale fiskeriforvaltningsorganisationer

Som nævnt i indledningen bliver konkurrencen om fiskebestande mere og mere barsk. Spørgsmålet om fordelingen af de tilgængelige ressourcer (hvad enten der er tale om fangst- eller indsatskvoter) drøftes i mange RFFO'er, hvor flere og flere deltagere kræver deres andel. I Tunkommissionen for Det Indiske Ocean er der blevet påbegyndt en proces med henblik på at forsøge at definere, hvem der har ret til hvor meget ud fra hvilke historiske tal og kriterier(4).

Der er et presserende behov for at vedtage nye rimelige og retfærdige systemer for tildeling af ressourcer blandt RFFO-medlemmerne, baseret på gennemsigtige miljømæssige og sociale tildelingskriterier, samtidig med at det sikres, at foranstaltninger til bevarelse og forvaltning gennemføres og håndhæves effektivt af alle deltagere.

Spørgsmålet om fiskerikapacitet er direkte forbundet med debatten om tildeling. Selv om EU nødig vil tackle overkapacitet i sine egne farvande, rejser den jævnligt spørgsmålet i RFFO'er, især i områder med tunfiskeri, idet den opfordrer til et kapacitetsstop, indtil der er vedtaget et tildelingssystem.

Der mindes om, at FAO i juni 1999 vedtog den internationale handlingsplan for forvaltning af fiskerikapaciteten (IPOA-KAPACITET)(5), hvis umiddelbare mål var, at stater og regionale fiskeriorganisationer, helst inden 2003, og senest i 2005, skulle have opnået en effektiv, rimelig og gennemsigtig forvaltning af fiskerikapacitet. Det henviste til artikel 5 i FAO's adfærdskodeks med hensyn til en øgning af udviklingslandes evne til at udvikle deres egen fiskerisektor samt deltage i højsøfiskeri, herunder adgang til sådant fiskeri i overensstemmelse med deres legitime rettigheder og deres forpligtelser under international lov. Der opfordres endvidere til øjeblikkelige foranstaltninger med henblik på større grænseoverskridende, fælles, stærkt vandrende fiskebestande og højsøfiskeri, der kræver hasteforanstaltninger.

Kommissionen foreslår, at disse spørgsmål om rettighederne til ressourcer - som i sin natur er grundlæggende politiske - tackles ved hjælp af en rettighedsbaseret forvaltningsordning. Selv om det ikke specificeres tydeligt i dokumentet, kan dette forstås som en ordning, der svarer til ordningen med individuelle omsættelige kvoteandele, som foreslås for EU's fiskeri. En sådan markedsbaseret tilgang inden for f.eks. RFFO'er kunne bringe udviklingslandenes rettigheder i fare som beskrevet ovenfor. Set i lyset af de bekymringer om de fremtidige tendenser inden for fiskerisektoren, der nævnes ovenfor, bliver det ikke tydeligt, at EU med en sådan ordning ville opnå vigtige fiskerirettigheder på lang sigt.

EU skal gå i spidsen for at fremme stærkere præstationer fra de eksisterende RFFO'ers side og udvide deres dækning, således at al højsøfiskeri reguleres. Som sagerne med makrel i det nordlige Atlanterhav (og blåhvilling før det) har vist, er der et presserende behov for at udvikle effektive mekanismer til, sammen med vores naboer, at forvalte fiskeriet.

Det eksplicitte mål med hensyn til forvaltning i RFFO'erne bør være at opretholde fiskebestandene på niveauer, der er højere end de niveauer, der kan tilvejebringe det maksimale bæredygtige udbytte (som foreslået af Kommissionen for EU's fiskeri) samt en økosystembaseret tilgang til forvaltning. Forvaltning, der varetages af RFFO'er, skal også baseres på princippet om flagstatens ansvar - den må ikke uddelegeres til befragterstater eller andre stater.

Der er fremlagt adskillige ideer i Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om bekæmpelse af illegalt fiskeri på globalt plan - EU's rolle. Yderligere foranstaltninger, der kan overvejes, er følgende:

· udvikling og gennemførelse af ikkediskriminerende sanktioner i tilfælde af en klar mangel på overholdelse og politisk engagement hos de kontraherende parter,

· udvikling af forvaltningsmekanismer i RFFO'er, som er tilpasset ikkeindustrielt fiskeri, for ikke at udelukke dette på grund af dårlige data om historiske fangster samt for at øge udviklingslandenes evne til at udvikle deres fiskeri, herunder højsøfiskeri,

· en rimelig fordeling af adgangen til fiskeri, der ikke udelukkende er baseret på historiske fangster, men også omfatter miljømæssige, videnskabelige, sociale og overensstemmelsesmæssige kriterier (som EU foreslår i IOTC),

· måling og forvaltning af flådekapaciteten baseret på mere end bare tonnage og maskineffekt.

Sammenfattende indeholder Kommissionens meddelelse en række gode ideer, men også et eller to uacceptable forslag (der fremmer en ejendomsrettighedsordning i den eksterne dimension). Parlamentet bør, med den undtagelse, tilslutte sig Kommissionens meddelelse, men det bør styrke og udvide de foreslåede tiltag vedrørende den eksterne dimension. De væsentlige elementer i den dimension skal medtages i grundforordningen.

(1)

           PE478.693

(2)

COM(2011)0425.

(3)

Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0232.

(4)

http://www.iotc.org/files/proceedings/2011/tcac/IOTC-2011-SS4-R[E].pdf

(5)

http://www.fao.org/DOCREP/006/X3170E/X3170E00.HTM


UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (28.3.2012)

til Fiskeriudvalget

om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension

2011/2318(INI)

Ordfører for udtalelse: Maurice Ponga

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Fiskeriudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  opfordrer Kommissionen og udviklingslandene til som følge af den grænseoverskridende dimension i fiskeriet og visse arters vandring at anvende en regional tilgang til bevarelse og udnyttelse af fiskeriet;

2.  gør opmærksom på sammenhængen mellem EU's politikker og udviklingsmålene i henhold til artikel 208 i TEUF;

3.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at de udviklingslande, med hvilke der er indgået aftaler om bæredygtigt fiskeri (SFA'er), overholder de væsentlige og grundlæggende elementer i menneskerettighederne og de demokratiske principper som fastsat i artikel 9 i Cotonouaftalen;

4.  glæder sig over Kommissionens engagement med hensyn til at etablere en ny generation af aftaler om bæredygtigt fiskeri (SFA'er) med henblik på via udvidede konditionaliteter at fremme ressourcebevarelse, miljømæssig bæredygtighed, god forvaltning og effektiv sektorstøtte i partnerlandene;

5.  opfordrer Kommissionen til at sikre sig, at de SFA'er, som EU undertegner med udviklingslandene, er baseret på et ægte partnerskab, hvor de omkostninger, der betales for adgangen til fiskeressourcerne, repræsenterer en rimelig modværdi af deres værdi; gentager i øvrigt opfordringen fra Det Rådgivende Regionale Råd for Fjernfiskeri (LDRAC) til, at der skelnes mellem omkostningerne til adgang for EU's fjernfiskerflåde, som dækkes af skibsrederne, og modværdien beregnet til udviklingsbistand;

6.  mener, at de europæiske fiskerflåders fangster i udviklingslandenes farvande, som er fastsat i SFA'erne, skal ske på grundlag af eksistensen af et overskud, som ikke kan fanges af de lokale fiskerflåder, og at disse "lokale fangster" skal forstås i betydningen i artikel 70 FN's havretskonvention, som fastsætter, at de ligeledes omfatter fangster foretaget af kyststater, hvis geografiske beliggenhed gør, at de udnytter de biologiske ressourcer i de eksklusive økonomiske zoner tilhørende andre lande i underregionen eller regionen;

7.  understreger betydningen af fælles videnskabelige grupper, der afgiver udtalelser om fiskeressourcernes tilstand på grundlag af de bedste tilgængelige data for at undgå overfiskeri, da fiskerisektoren, især den ikkeindustrielle fiskerisektor, spiller en væsentlig rolle med hensyn til at garantere fødevaresikkerheden i mange udviklingslande; kræver, at disse grupper råder over passende økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer til at udføre deres opgaver og til at samarbejde med de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er);

8.  ønsker, at SFA'erne forbedrer udviklingslandenes integration i verdensøkonomien, fremmer investeringer og samtidig sikrer, at det ikke bidrager til overfiskeri eller til konkurrence med de lokale samfund, som er afhængige af fiskeri for deres levebrød, og fremmer udviklingen af ​​den lokale private sektor, primært små virksomheder og ikkeindustrielt fiskeri, gennem beskæftigelse af lokale søfolk, landinger, støtte til udviklingen af forarbejdningsindustrier og afsætning;

9.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at sektorstøtten inden for rammerne af SFA'erne har til formål at støtte tredjelandenes administrative og videnskabelige kapacitet samt støtte små og mellemstore virksomheder, styrker EU's mål for udviklingssamarbejde og er sammenhængende med den nationale udviklingsplan for de underskrivende lande; anmoder om, at støtte af denne art ikke erstatter det fiskerisamarbejde, der er fastsat i andre aftaler eller samarbejdsinstrumenter, men at det snarere supplerer det på en sammenhængende, komplementær, gennemsigtig, effektiv og bedre målrettet måde;

10. opfordrer Kommissionen til at medtage en forvaltningsbestemmelse i de fremtidige SFA'er, som ikke blot anerkender udviklingslandenes ret til at udvikle deres lokale fiskerisektor på en bæredygtig måde, men også principperne om god forvaltning, gennemsigtighed og bekæmpelse af korruption;

11. påpeger betydningen af de fælles udvalg til effektiv gennemførelse af SFA'erne og opfordrer til at åbne disse udvalg for aktørerne i fiskerisektoren og parlamentarikerne i både udviklingslandene og EU med henblik på at øge gennemsigtigheden og bidrage til god forvaltning i forbindelse med SFA'erne;

12. opfordrer Kommissionen og partnerlandende til i højere grad at involvere lokal- og civilsamfundene i drøftelser om SFA'erne og anvendelses- og opfølgningsforanstaltningerne med henblik på gennemsigtighed, ejerskab og god forvaltning;

13. opfordrer Kommissionen til at tilskynde partnertredjelandene til at indsamle relevante oplysninger om fiskeriaktiviteterne i deres farvande, hvis de ikke allerede er til rådighed, og at offentliggøre dem;

14. anmoder Kommissionen om at bevilge flere budgetmidler til RFFO'erne, da de spiller en central rolle med hensyn til at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri;

15. anmoder Kommissionen om systematisk at offentliggøre konsekvensanalyser af SFA'erne og protokollerne samt betænkninger om gennemførelsen af disse aftaler, herunder vedrørende den videnskabelige vurdering af fiskebestandene; opfordrer også Kommissionen til at fremme en øget gennemsigtighed ved fastsættelsen af niveauerne for udnyttelse af fiskeressourcerne i de farvande, der hører under kyststaternes beføjelse.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

27.3.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

26

0

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Michael Cashman, Ricardo Cortés Lastra, Corina Creţu, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Catherine Grèze, Filip Kaczmarek, Franziska Keller, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Bill Newton Dunn, Maurice Ponga, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Eleni Theocharous, Patrice Tirolien, Ivo Vajgl, Anna Záborská, Iva Zanicchi, Gabriele Zimmer

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Enrique Guerrero Salom, Edvard Kožušník, Cristian Dan Preda, Patrizia Toia


UDTALELSE fra Udvalget om International Handel (26.4.2012)

til Fiskeriudvalget

om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension

2011/2318(INI)

Ordfører for udtalelse: Josefa Andrés Barea

FORSLAG

Udvalget om International Handel opfordrer Fiskeriudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  bemærker betydningen af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension; mener, at EU som en af de største aktører på fiskeriområdet og det største marked for import af fisk har både pligt og tilstrækkelig indflydelse til aktivt at fremme bedste praksis inden for fiskeriforvaltning, navnlig med henblik på beskyttelse af små fiskeres eksistensgrundlag og interesser samt biodiversiteten og miljøet på verdensplan;

2.  går ind for at styrke EU's tilstedeværelse i de internationale og regionale fiskeriorganisationer; fastholder, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO) spiller en vigtig rolle, og understreger, at det er nødvendigt at styrke den måde, de fungerer på, og deres beslutningstagningsproces; tilskynder EU til aktivt at fremme bedre overholdelse fra parternes side med henblik på at opnå større bæredygtighed; understreger behovet for at styrke rollen for de regionale rådgivende råd, som har en omfattende praktisk viden om fisk;

3.  opfordrer Kommissionen til at føre an og indgå et samarbejde med andre store importører med henblik på at udrydde ulovligt, urapporteret og ureguleret (IUU) fiskeri; understreger, at konceptet med markedsstatens ansvar skal udvikles yderligere som et middel til at lukke markederne for IUU-fiskevarer; mener, at EU snarest muligt skal drøfte med andre store markedsstater, herunder, men ikke kun, USA, Japan og Kina, hvordan et samarbejde mellem dem skal fungere, hvordan der kan indføres effektive sporbarhedsmekanismer, og hvordan der så hurtigt som muligt kan udarbejdes internationale retlige instrumenter, der kan sætte en stopper for, retsforfølge og straffe handel med IUU-fisk, i overensstemmelse med WTO’s regler og inden for rammerne af FN-systemet;

4.  glæder sig over Kommissionens engagement med hensyn til at etablere en ny generation af aftaler om bæredygtigt fiskeri; understreger betydningen af deres økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvensanalyser; understreger endvidere behovet for at gøre overholdelse af menneskerettighederne til en nødvendig betingelse i aftalerne om bæredygtigt fiskeri og sikre, at partnerlandene overholder ILO’S grundlæggende arbejdsstandarder;

5.  minder om Parlamentets beslutning om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler(1); mener, at principperne om virksomhedernes sociale ansvar bør indarbejdes i aftaler om bæredygtigt fiskeri; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at vurdere de eksisterende multiinteressentinitiativer med fokus på bæredygtige fiskeripraksisser (såsom Aquaculture Stewardship Council og Marine Stewardship Council) og til at støtte disse initiativer;

6.  understreger, at alvorlige og systematiske krænkelser, fra et partnerlands side, af de mål, der er vedtaget af RFFO'er eller enhver anden international ordning, som EU er part i, med hensyn til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcer, kan føre til en midlertidig tilbagetrækning af toldpræferencer; opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at aflægge beretning til Parlamentet om gennemførelsen af bestemmelserne om bevarelse af fiskebestande og forvaltning, der er indeholdt i dens forslag til et revideret arrangement med generelle toldpræferencer (GSP);

7.  fremhæver, at gennemsigtighed er et centralt element i bæredygtig fiskeriforvaltning og er afgørende for at imødekomme forbrugernes efterspørgsel med tilstrækkelige oplysninger; understreger behovet for at gennemføre en forudgående evaluering af bilaterale aftaler, herunder videnskabelige bestandsvurderinger, med henblik på at bestemme bæredygtigheden heraf; opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU-fartøjerne opfylder høje krav til bæredygtighed, også når de fisker i tredjelandes farvande;

8.  anerkender, at sammenhæng mellem forskellige EU-politikker skaber øget synergi; støtter Kommissionens forslag om at anvende handelsrelaterede foranstaltninger såsom importrestriktioner på fisk og fiskevarer fra lande, som tillader ikke-bæredygtigt fiskeri, under overholdelse af WTO’s regler;

9.  minder om, at som følge af de forskellige lovgivninger hos mange EU-handelspartnere er problemet med oprindelsesbestemmelserne og deres kumulering kontroversielt og udgør et følsomt emne i handelsforhandlinger; opfordrer derfor Kommissionen til at lægge særligt vægt på dette spørgsmål og forhandle afbalancerede løsninger, der ikke straffer EU’s fiskerisektorer;

10. bemærker betydningen af WTO-forhandlingerne om støttedisciplin i fiskerisektoren, og opfordrer EU til at spille en mere aktiv rolle i disse drøftelser.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

26.4.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

17

0

3

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

William (The Earl of) Dartmouth, Maria Badia i Cutchet, David Campbell Bannerman, Yannick Jadot, Metin Kazak, Bernd Lange, Vital Moreira, Godelieve Quisthoudt-Rowohl, Niccolò Rinaldi, Peter Šťastný, Keith Taylor, Vital Moreira, Jan Zahradil, Paweł Zalewski

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Josefa Andrés Barea, George Sabin Cutaş, Albert Deß, Béla Glattfelder, Elisabeth Köstinger, Marietje Schaake, Jarosław Leszek Wałęsa

(1)

P7_TA(2010)0446.


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

19.9.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

24

1

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Antonello Antinoro, Kriton Arsenis, Alain Cadec, Chris Davies, João Ferreira, Carmen Fraga Estévez, Pat the Cope Gallagher, Marek Józef Gróbarczyk, Ian Hudghton, Iliana Malinova Iotova, Werner Kuhn, Isabella Lövin, Gabriel Mato Adrover, Guido Milana, Maria do Céu Patrão Neves, Crescenzio Rivellini, Ulrike Rodust, Raül Romeva i Rueda, Isabelle Thomas, Nils Torvalds, Jarosław Leszek Wałęsa

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Jean-Paul Besset, Luis Manuel Capoulas Santos, Diane Dodds, Julie Girling, Barbara Matera, Jens Nilsson, Mario Pirillo, Nikolaos Salavrakos

Seneste opdatering: 12. oktober 2012Juridisk meddelelse