Europa-Parlamentets beslutning af 11. maj 2011 om EU som global aktør: dets rolle i multilaterale organisationer (2010/2298(INI))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om nye styreformer i internationale organisationer(1),
– der henviser til princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne, som fastsat i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union,
– der henviser til artikel 21, stk. 1 og stk. 2, litra h), i traktaten om Den Europæiske Union, hvori Unionen opfordres til at fremme multilaterale løsninger på fælles problemer, især inden for De Forenede Nationers rammer, og arbejde for en høj grad af samarbejde med henblik på at fremme et internationalt system, der bygger på stærkere multilateralt samarbejde og god global styring,
– der henviser til FN's Generalforsamlings udkast til resolution om Den Europæiske Unions deltagelse i FN's arbejde(2), vedtaget den 3. maj 2011,
– der henviser til EU's prioriteringer for FN's 65. Generalforsamling vedtaget af Rådet den 25. maj 2010(3),
– der henviser til de interne arrangementer, som Det Europæiske Råd fastsatte i september 2010 med henblik på at forbedre Den Europæiske Unions eksterne politik gennem en mere integreret tilgang(4),
– der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) »Et sikkert Europa i en bedre verden«, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og Rådets dertil hørende gennemførelsesrapport af 12. december 2008 »At skabe sikkerhed i en verden i forandring«,
– der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om »Den Europæiske Union og De Forenede Nationer: et argument for multilateralt samarbejde« (KOM(2003)0526),
– der henviser til sin beslutning af 11. november 2010 om styrkelse af OSCE - EU's rolle(5),
– der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 med henstillinger til Kommissionen om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet(6),
– der henviser til sin beslutning af 19. maj 2010 om de institutionelle aspekter af Den Europæiske Unions tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder(7),
– der henviser til sin henstilling til Rådet af 25. marts 2010 om FN's Generalforsamlings 65. samling(8),
– der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om NATO's rolle i EU's sikkerhedsstruktur(9),
– der henviser til sin beslutning af 14. marts 2006 om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi(10),
– der henviser til forretningsordenens artikel 48,
– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0181/2011),
A. der henviser til, at globaliseringsprocesserne medfører en bred vifte af muligheder og udfordringer for global styring og samtidig afslører sociale smuthuller og fejl, som f.eks. på de finansielle markeder, inden for energisikkerhed, i fattigdomsbekæmpelsen, i klimapolitikken og med hensyn til menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at imødegåelsen af globale udfordringer og trusler kræver verdensomspændende samarbejde og en fælles indsats samt effektive institutioner og retmæssige regler; der henviser til, at internationale organisationer kun kan fungere og være effektive, hvis de afspejler alle staters legitime interesser i den multipolære verden,
B. der henviser til, at EU's tilsagn om effektiv multilateralisme, som det fremgår af den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003, er det ledende princip for EU's optræden udadtil; der henviser til, at EU - på baggrund af sine interne erfaringer med samarbejde mellem nationer og institutioner, regelbaseret orden og multilateralisme i stor målestok - har et særligt globalt ansvar, som det fortsat skal værne om; der henviser til, at EU er udstyret med et sæt værdier - f.eks. respekt for menneskerettighederne, frihed, demokrati, lighed, broderskab og retsstatsprincippet - og politiske værktøjer, herunder sin status som én samlet juridisk person, der er nødvendige for at styrke multilaterale strukturer,
C. der henviser til, at merværdien ved EU's medlemskab af multilaterale organisationer ligger på de områder, hvor EU har enekompetence eller delt kompetence: økonomiske og handelsmæssige spørgsmål, miljøpolitik, udviklingsbistand og sikkerheds- og forsvarspolitik; der henviser til, at EU desuden kan have merværdi i de multilaterale organisationer eller ved de topmøder, hvor ikke alle dets medlemmer er repræsenteret,
D. der henviser til, at Lissabontraktaten - ved at give EU status som juridisk person - styrker EU's kapacitet til at blive optaget i forskellige internationale organisationer, tildeler EU en bredere vifte af kompetencer på det udenrigspolitiske område, giver EU mulighed for at forstærke sin fælles stemme på verdensplan, især ved at oprette stillingen som næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), tilskynder til alle former for gensidigt fordelagtigt EU-samarbejde med relevante internationale og regionale organisationer og grupper af lande, og gør det muligt for Unionen at indrette sig på en sådan måde, at den kan blive en effektiv global aktør,
E. der henviser til, at EU i henhold til artikel 21, stk. 2, litra h), i traktaten om Den Europæiske Union, skal fremme et internationalt system, der bygger på stærkere multilateralt samarbejde og god global styring, og at EU's medlemsstater på grundlag af artikel 32 i traktaten om Den Europæiske Union gennem en konvergent optræden skal sikre, at Unionen kan gøre sine interesser og værdier gældende på den internationale scene, og påpeger, at EU's bindende tilsagn om at blive en global aktør kræver evnen og viljen til at foreslå vidtrækkende reformer af de multilaterale organisationer og fora,
F. der henviser til, at der med Lissabontraktaten blev oprettet nye permanente strukturer for EU's eksterne repræsentation, som giver de nye EU-repræsentanter mulighed for at overtage funktioner, der tidligere blev varetaget af det roterende EU-formandskab, og tilføjer, at oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten giver mulighed for at føre effektivt multilateralt diplomati,
G. der henviser til, at EU's og det medlemsstaters repræsentation i multilaterale organisationer, ved uformelle topmøder og i internationale ordninger er fragmenteret, ofte ineffektiv og stadig er meget forskellige; der henviser til, at Unionens eksterne repræsentation har udviklet sig på en spredt, inkonsekvent og temmelig ad hoc-agtig måde; der henviser til, at en meget opsplittet repræsentation sandsynligvis vil undergrave EU's budskab og tilsagn om effektiv multilateralisme og global styring, og at svage EU-kompetencer og ineffektive koordinationsmekanismer kan hindre EU i at tale med én stemme på den internationale scene og dermed begrænse dets beslutsomhed og undergrave dets troværdighed; der henviser til, at maksimering af Lissabontraktatens fulde potentiale i den internationale sfære vil kræve stærk politisk vilje og fleksibilitet fra medlemsstaternes side med hensyn til deres repræsentation, og at EU's status i internationale organisationer ofte halter bagefter udviklingen af EU's kompetencer,
H. der henviser til, at EU's eksterne repræsentation på den multilaterale scene strækker sig fra tilfælde, hvor alle medlemsstater er fuldgyldige medlemmer, og EU er observatør (f.eks. IMFC, Udviklingskomitéen, Europarådet), over tilfælde, hvor alle medlemsstater plus EU er fuldgyldige medlemmer (f.eks. FAO og WTO) eller fuldgyldige deltagere (f.eks. G8/G20), til organisationer, hvori nogle EU-medlemsstater optræder som fuldgyldige medlemmer, og EU slet ingen status har (FN's Sikkerhedsråd og visse internationale finansielle institutioner (IFI'er); der henviser til, at de mest komplekse situationer opstår, når EU og medlemsstaterne har delt kompetence eller kombinerer enekompetence og delt kompetence,
I. der henviser til, at den globale finansielle krise har fremskyndet forskydningen af relativ økonomisk vægt fra de avancerede økonomier til vækstmarkederne, og at EU på denne baggrund kun vil have en stærk og effektiv stemme på verdensplan, hvis det kommer med et fælles budskab,
J. der henviser til, at EU-medlemsstaterne prioriterer en reform og styrkelse af FN for at tilvejebringe en mere retfærdig geografisk repræsentation, for at afspejle den aktuelle ændrede geopolitiske virkelighed i Sikkerhedsrådets medlemssammensætning og for at sætte FN i stand til at opfylde sine forpligtelser og agere effektivt med hensyn til at tilvejebringe løsninger på globale udfordringer og reagere på centrale trusler; der henviser til, at EU står for mere end en tredjedel af FN's almindelige budget, mere end to femtedele af FN's fredsoperationer og ca. halvdelen af alle bidrag til FN's fonde og programmer, og at dets finansielle forpligtelser derfor bør være i overensstemmelse med dets politiske vægt,
K. der henviser til, at institutionelle mekanismer, som f.eks. en konstant tættere og mere effektiv koordination mellem EU's medlemsstater, kan betragtes som en vej til opfyldelse af målet om fælles ekstern repræsentation for EU og dets medlemsstater, og tilføjer, at samråd mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet inden for FUSP og FSFP kunne blive en katalysator i denne proces,
L. der henviser til, at stemme- og kvotereformen i IMF og Verdensbanken i 2010 førte til, at de nye vækstøkonomier og udviklingslandene fik en større stemme og repræsentation i IFI'erne, hvilket de europæiske bidrag var med til at fremme, mens den rolle EU spiller - til trods for størrelsen af dets bidrag til disse institutioners kapital - ikke fuldt ud modsvarer EU's vægt i verdensøkonomien og verdenshandelen, og tilføjer, at den eksterne repræsentations nuværende struktur medfører høje transaktions- og koordinationsomkostninger,
M. der henviser til, at EU og NATO's fælles målsætning om at opnå et »strategisk partnerskab« bør åbne mulighed for effektive synergier og større maksimering af begge organisationers aktiver og sikre effektivt samarbejde; der henviser til, at EU og NATO bør sikre effektiv krisestyring for at finde frem til den bedst mulige reaktion på en krise ved at handle på oprigtigt koordineret vis og få mest muligt ud af begge organisationers ekpertise og ressourcer i overensstemmelse med konklusionerne fra NATO-topmødet i Washington i 1999, Det Europæiske Råds møde i Nice i 2002 og den fælles erklæring fra EU og NATO af 16. december 2002 og i betragtning af resultaterne af NATO-topmødet i Lissabon i november 2010,
N. der henviser til, at det internationale topmødediplomati bør styrke sit potentiale for at stimulere et bredere multilateralt samarbejde med henblik på at opbygge global sikkerhed gennem opfyldelse af 2015-målene og forbedring af menneskers sikkerhed,
O. der henviser til, at de aktuelle dramatiske demografiske forandringer, både i og uden for EU, vil have følger for multilateralismen, idet de nye realiteter skaber et pres for at tilpasse medlemskab, pladser og stemmeret i de multilaterale organisationer; der på baggrund heraf henviser til, at EU i forbindelse med en ændring af balanceforholdet i sin repræsentation, hvilket uundgåeligt vil få væsentlig betydning for EU-landene, bør kræve et tilsagn fra nye vækstøkonomier om konstruktiv og gennemsigtig optræden i det multilaterale system, navnlig inden for områderne bæredygtig udvikling, udryddelse af fattigdom, bekæmpelse af terrorisme og international organiseret kriminalitet samt klimaforandringer, der henviser til, at EU's deltagelse i nye strukturer for global styring og drøftelse af nye regler og principper vil kræve kompromiser med disse lande og nye aktører, der presser på for at blive hørt på den internationale scene,
P. der henviser til, at fremme af demokrati og menneskerettigheder, navnlig kvinders og børns rettigheder og ytringsfrihed, retsstatsprincippet, styrkelse af sikkerhed, demokratisk stabilitet, fremgang og en fair fordeling af indkomst, velstand og muligheder i samfundet, bør være centralt i forbindelse med alle EU's eksterne tiltag; der henviser til, at en yderligere styrkelse af det internationale strafferetlige system med henblik på at fremme ansvarlighed og få sat en stopper for straffrihed, samt fremme af det vigtige arbejde, der udføres af Den Internationale Straffedomstol (ICC), som er den eneste permanente og uafhængige domstolsinstitution, bør være en integrerende del af alle EU's eksterne tiltag;
Styrkelse af EU's rolle i det multilaterale system
1. bemærker, at EU's mekanismer til at skabe konsensus og træffe fælles foranstaltninger gør det til en rollemodel for en regelbaseret international orden, og understreger derfor, at det er nødvendigt, at EU samarbejder med førende regionale magter og deltager aktivt i opbygningen og forbedringen af et internationalt miljø, som gør det muligt for EU at fremme sine værdier og interesser som krævet i traktaten; er af den opfattelse, at det navnlig på de områder, hvor EU har enekompetence eller delt kompetence, er afgørende i EU's bestræbelser på at være en global aktør og beskytte sin stilling, at EU styrker den interne koordinering, der er nødvendig for at kunne tale med én stemme, og evner at forme det multilaterale samarbejde og gå foran i den fælles indsats for at imødegå internationale udfordringer, navnlig dem, der hidrører fra ansvaret for at beskytte og nødvendigheden af at øge sikkerheden for mennesker som et middel til at opnå global sikkerhed;
2. fremhæver den voldsomme vækst i antallet af politiske og humanitære kriser i verden, der kræver bedre og mere forebyggende EU-aktioner; understreger derfor nødvendigheden af, at EU griber chancen og i højere grad udnytter udenrigspolitikkens instrumenter til at sikre bedre brug af EU's indflydelse i multilaterale organisationer og til mere effektivt at føre an i håndteringen af nuværende og fremtidige internationale kriser;
3. mener, at det er nødvendigt yderligere at inddrage ikke-statslige aktører i den multilaterale udformning af politikken og at fremme og lette bedre høring af civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter i de fremtidige styringsstrukturer i internationale organisationer; anerkender deres ekspertise, ressourcer og rækkevidde som et middel til at øge legitimiteten og effektiviteten af det multilaterale samarbejde; erindrer om, at der er behov for en »bottom up«-tilgang for at håndtere krisesituationer;
4. understreger, at EU - ved at øge samarbejde, forbedre institutioner og inddrage alle aktører - bør spille en aktiv og førende rolle i reformen af den globale styring med henblik på at gøre internationale institutioner og organisationer mere legitime, effektive og befordrende for fælles ansvar og samtidig styrke sin position, forfølge sine mål og sørge for at fremme sine principper, værdier og interesser for at forme denne proces; fastholder, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og Kommissionen i snævert samarbejde med Europa-Parlamentet regelmæssigt bør evaluere deres bidrag til reformen af den globale styring, og hvordan reformerne kan hjælpe EU til at definere og skabe en stærkere rolle for sig selv;
5. er af den opfattelse, at EU's medlemsstater i stigende grad bør tage højde for og regne med EU som en magtmultiplikator til at nå de mål, de ikke kan nå hver for sig, og at det faktum, at der tales med én EU-stemme, ikke blot øger deres chancer for at opnå succes, men også styrker EU's legitimitet og troværdighed som en vigtig international aktør i den nye multipolære verden;
6. understreger nødvendigheden af at anvende en strategisk tilgang og et sammenhængende rationale i den eksterne repræsentation ved at udvikle en skræddersyet EU-strategi over for hver enkelt multilateral organisation med sigte på at forstærke EU's rolle og styrke dens stilling; anmoder næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og Kommissionen om at udarbejde en hvidbog om EU's rolle i multilaterale organisationer med forslag om en sammenhængende og strategisk tilgang både på kort sigt og på mellemlang sigt frem til 2020;
7. erindrer om, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentants rolle er at repræsentere Den Europæiske Union og være Unionens diplomatiske stemme, og at hendes position derfor må bekræftes i de multilaterale organisationer;
8. opfordrer EU og dets medlemsstater til systematisk og strategisk at gennemgå de eksisterende ordninger vedrørende Unionens rolle og institutionelle repræsentation i multilaterale organisationer og finde måder, hvorpå EU's eksterne repræsentation gradvis kan styrkes i overensstemmelse med omfanget af kompetencerne og de institutionelle nyskabelser i Lissabontraktaten, og med tilvejebringelse af nye balancer mellem EU-institutionerne og dets medlemsstater; opfordrer desuden EU og dets medlemsstater til at indkredse de organer, hvor de gældende ordninger er forældede, usædvanlige eller ineffektive og bør genovervejes og ændres; understreger derfor ud fra et ønske om institutionel logik nødvendigheden af større konsekvens, for så vidt angår EU's forskellige status i multilaterale organisationer og traktatordninger, og opfordrer Rådet til at udforme en klar ramme;
9. mener, at europæisk samarbejde i disse tider med finanspolitiske stramninger og budgetnedskæringer ikke blot er en mulighed, men en nødvendighed; glæder sig over de stordriftsfordele, der tager sigte på at opgradere, rationalisere og koncentrere medlemsstaternes fælles diplomati gennem EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og EU-delegationerne, med henblik på at udrydde unødige proceduremæssige komplikationer og dyr dobbeltrepræsentation i mange internationale fora; anser det i denne forbindelse for afgørende at opnå støtte i disse bestræbelser fra andre medlemmer af multilaterale organisationer, hvilket kræver omhyggelig forberedelse;
10. er af den opfattelse, at EU generelt og i Lissabontraktatens ånd bør være den førende aktør med fuldgyldigt medlemskab af den pågældende multilaterale organisation i de tilfælde, hvor EU har enekompetence, mens medlemsstaterne også kan - men ikke nødvendigvis bør - være medlemmer, dog som hovedregel uden nogen selvstændig rolle; mener, at medlemsstaterne, hvis de bevarer deres nationale repræsentation i organisationer, hvor EU har enekompetence, bør støtte EU's holdning, når EU taler på deres vegne; er desuden af den opfattelse, at normen i tilfælde af delt kompetence bør være, at EU såvel som dets medlemsstater er medlemmer, idet de undgår, at EU og de enkelte medlemsstater stemmer forskelligt;
11. understreger på baggrund af EU-medlemsstaternes forsinkede og ukoordinerede reaktion på den politiske uro, der breder sig i Nordafrika og Mellemøsten, at det er nødvendigt at anvende de politiske nyskabelser i Lissabontraktaten bedre for at kunne reagere hurtigere og mere sammenhængende; betoner, at det desuden er nødvendigt, at EU forbedrer sine evner til konfliktforebyggelse og krisestyring med henblik på proaktivt at imødegå fremtidige kriser;
12. noterer sig EU's nøglerolle i piratbekæmpelsesmissionen Atlanta, hvor EU's flådestyrke spiller en førende rolle i en multilateral kontekst ved at støtte Den Afrikanske Unions mission (AMISOM) og ved at sikre samarbejde mellem NATO og de nationale flåder i operationsområdet;
13. påpeger, at EU-delegationer, der betjener klynger af internationale organisationer, f.eks. i New York, Genève, Paris, Rom, Wien og Nairobi, har behov for særlig solid forstærkning i form af kvalificerede medarbejdere for effektivt og med godt resultat at kunne repræsentere EU's interesser - uden at dette dog berører EU's øvrige delegationer; understreger samtidig nødvendigheden af at skaffe supplerende ressourcer til EU-Udenrigstjenestens hovedkontor, navnlig til krisestyringsstrukturerne og til Generaldirektoratet for Globale og Multilaterale Anliggender;
EU's rolle i FN-systemet
14. opfordrer - i betragtning af, at FN er den eneste internationale organisation, hvor alle verdens stater er repræsenteret og det primære forum, hvori der kan opnås og gennemtvinges effektiv multilateralisme - EU og dets medlemsstater til at søge at forstærke EU's rolle og kapacitet inden for denne globale multilaterale ramme; understreger nødvendigheden af, at EU omsætter sin strategiske støtte til FN til handling, navnlig for så vidt angår dens politik og aktionsmuligheder på det humanitære område (reaktioner på kriser og nødsituationer, udviklingsbistand, bekæmpelse af fattigdom og mobilisering af nødhjælp og ressourcer til at reagere på naturkatastrofer) og i forbindelse med konfliktløsning; opfordrer EU til konsekvent at arbejde for at styrke De Forenede Nationers civile instrumenter og opnå, at alle stater, grupper af stater og multilaterale partnere nøje overholder og anvender folkeretten;
15. opfordrer EU og medlemsstaterne til at søge en løsning på det misforhold, at EU kun er observatør i mange FN-programmer og -konferencer (UNDP, UNCTAD, OHCHR og UNHRC) til trods for, at det er en vigtig økonomisk bidragyder og har væsentlige politiske interesser;
16. insisterer på, at det er nødvendigt at finde en ny balance mellem G20»s nye rolle, FN og FN's organisationer samt IFI'erne; opfordrer i denne henseende indtrængende EU og dets medlemsstater til at forbedre den globale styring og søge løsninger med henblik på yderligere at forbedre koordinationen mellem G-grupperingerne og FN-systemet, således at den økonomiske dimension kan blive dækket af disse grupper på fornuftig vis under forudsætning af, at FN bevarer sin centrale rolle og vedbliver at være det retmæssige organ for globale aktioner; anser G8 og G20 for at være vigtige fora for fastlæggelse af globale reaktioner, som EU fortsat skal bidrage aktivt til gennem koordinerede holdninger, og opfordrer derfor EU og dets medlemsstater til at søge at opnå forbedringer af den globale styring, som får mest muligt ud af synergier og komplementariteter, og som ikke risikerer at underminere FN-systemet;
FN's Generalforsamling
17. opfordrer indtrængende EU til, under bibeholdelse af sin observatørstatus i FN's Generalforsamling og i overensstemmelse med FN-charteret og FN's mellemstatslige karakter, at sikre, at der - for at give de nye EU-repræsentanter mulighed for at udtale sig effektivt og rettidigt om globale spørgsmål - træffes de nødvendige foranstaltninger med henblik på EU's effektive deltagelse i arbejdet i FN's Generalforsamling, under fuld anvendelse af de beføjelser, der er tillagt EU inden for rammerne af dets rolle som regional samarbejdsorganisation, gennem fyldestgørende og omfattende samråd med FN's medlemsstater;
18. finder det særdeles glædeligt, at FN's Generalforsamling den 3. maj 2011 vedtog resolutionen om EU's deltagelse i FN's arbejde, hvorved der tages hensyn til de institutionelle ændringer, som Lissabontraktaten har medført, og EU's repræsentanter får mulighed for at forelægge og fremme EU's holdninger i FN hurtigt og effektivt på grundlag af et sæt retningslinjer, der giver EU's delegation ret til at komme med indlæg og til at afgive svar og mulighed for at fremsætte mundtlige forslag og ændringsforslag;
19. opfordrer - i betragtning af de regionale blokkes øgede rolle i forbindelse med internationale anliggender og i fuld respekt for FN's mellemstatslige natur - EU's medlemsstater til at fremme en ændring af strukturen af medlemskabet af FN's Generalforsamling, der fremmer status for regionale samarbejdsorganisationer med et højt integrationsniveau, som f.eks. at de er juridiske personer, således at disse kan opnå udvidet observatørstatus;
FN's Sikkerhedsråd
20. understreger behovet for en omfattende reform af FN's Sikkerhedsråd på grundlag af den første forhandlingstekst og den udbredte støtte til en sådan reform med henblik på at skabe større klarhed om Sikkerhedsrådets beføjelser i forhold til andre FN-organer og gennemføre en revision af Sikkerhedsrådets arbejdsmetoder; understreger endvidere, at det er nødvendigt at styrke Sikkerhedsrådets legitimitet, regionale repræsentation og effektivitet og at skabe en mere sammenhængende holdning blandt EU's medlemsstater i disse spørgsmål;
21. gentager i overensstemmelse med Lissabontraktatens mål om at styrke EU's udenrigspolitik og EU's rolle til fremme af global fred, sikkerhed og styring, at en EU-plads i et udvidet sikkerhedsråd er et centralt, langsigtet mål for Den Europæiske Union; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at tage initiativ til at udforme en fælles holdning med dette formål; foreslår med sigte på at nå dette mål i fremtiden, at der i Rådet arbejdes på forudgående koordinering af holdningerne, optagelse af nye medlemmer af Sikkerhedsrådet og ændring af beslutningsprocessen i Sikkerhedsrådet, så der gives mulighed for at træffe afgørelse med et superkvalificeret flertal;
22. opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til i hendes egenskab af formand for Rådet for Udenrigsanliggender at søge fælles EU-holdninger i spørgsmål, der skal behandles i FN's Sikkerhedsråd med henblik på at få disse holdninger gennemført gennem fælles stemmepraksis; tilskynder næstformanden i Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at spille en mere aktiv rolle for at indføre samarbejdsmekanismer, der har til formål at sikre, at EU-medlemsstater, der sidder i Sikkerhedsrådet, forsvarer EU's fælles holdninger i rådet;
23. opfordrer de EU-medlemsstater, der er medlem af Sikkerhedsrådet, til i tilstrækkeligt omfang at holde EU's medlemsstater orienteret om deres holdninger og aktiviteter og udveksle informationer om udviklingen i Sikkerhedsrådet med andre EU-medlemsstater; bifalder den praksis, der for nylig er etableret, hvorved en repræsentant for EU almindeligvis indbydes til at overvære de fleste planlagte rådslagninger i Sikkerhedsrådet og deltage med begrænset taleret i Sikkerhedsrådet;
FN's Menneskerettighedsråd
24. understreger, at det er nødvendigt at koordinere EU-medlemsstaternes holdninger og øge sammenhængen i og synligheden og troværdigheden af EU's indsats i UNHRC; glæder sig over etableringen af Direktoratet for Menneskerettigheder og Demokrati under EU-Udenrigstjenesten og tilskynder næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at sikre, at de nye ordninger forbedrer EU's evne til at skabe tværregional kontakt og til at samarbejde med lande fra andre blokke om fælles initiativer; mener, at der bør fastsættes klare kriterier for medlemskab af UNHRC, og at lande, hvor der foregår hyppige og udbredte krænkelser af menneskerettighederne, ikke bør have mulighed for at blive medlem af dette organ; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at træffe foranstaltninger til hurtigst muligt at fuldføre sammenlægningen af Rådets og Kommissionens tidligere delegationer i Genève;
EU's rolle i de internationale finansielle institutioner (IFI'erne)
25. understreger behovet for at gennemgå ordningerne for euroområdets/EU's repræsentation i internationale organer inden for området økonomisk, monetær og finansiel stabilitet i overensstemmelse med EU's rolle som en af verdens førende økonomiske magter;
Den Internationale Valutafond (IMF)
26. fastholder, i betragtning af EU's økonomiske og monetære kompetencer, euroområdets globale betydning og dets øgede ansvar for så vidt angår stabiliteten af den globale økonomi, at der bør fremsættes én fælles holdning, når der bidrages til den internationale økonomiske og finansielle styring;
27. minder om, at Tyskland, Det Forenede Kongerige og Frankrig for tiden har selvstændige pladser i IMF, mens de øvrige medlemsstater er spredt over syv forskellige grupperinger, og tilskynder derfor kraftigt EU og dets medlemsstater til at tage fat på spørgsmålet om den ineffektive eksterne økonomiske og finansielle repræsentation, som begrænser EU's indflydelse på trods af, at EU's medlemsstater tilsammen råder over mere end 30 procent af stemmerne i IMF; opfordrer, i betragtning af at penge- og valutapolitik hører under EU's enekompetence for de medlemsstater, der er med i den fælles valuta, indtrængende EU og de pågældende medlemsstater til straks at blive enige om at have én fælles plads og tilhøre én fælles gruppering i IMF's bestyrelse, der eventuelt i første omgang kunne være en euro-gruppe, med det formål på længere sigt at sikre en fast EU-repræsentation, der omfatter Kommissionen og er under Parlamentets kontrol;
28. opfordrer igen EU og dets medlemsstater til at benytte det næste ordinære valg af IMF's administrerende direktører i 2012 som lejlighed til rationalisering og til at gøre en fælles indsats for at sammenlægge alle medlemsstaterne i én fælles plads for Den Monetære Union og én samlet gruppering for de resterende medlemsstater, der ikke har euroen som valuta;
29. påpeger - i betragtning af, at hverken Kommissionen, det roterende rådsformandskab eller gruppen af finansministre i euroområdet er formelt repræsenteret i IMF's bestyrelse, og at ECB kun har observatørstatus i forbindelse med dagsordenspunkter, der har betydning for ECB - nødvendigheden af, at Kommissionen og ECB, som de EU-organer der har kompetence inden for monetær og økonomisk politik, gives fuld observatørstatus i IMF's bestyrelse med henblik på at rette op på det iøjnefaldende misforhold med hensyn til utilstrækkelig repræsentation;
Verdensbanken og de vigtigste multilaterale udviklingsbanker
30. opfordrer EU og dets medlemsstater til i samråd med dets partnere at rette op på det institutionelle misforhold, at EU er en stor bidragyder til Verdensbankens trustfonde, faktisk en større bistandsdonor end nogen af sine medlemsstater, og dets operationelle partnerskaber med banken i den europæiske og den afrikanske region er vigtige, men at EU ikke engang har observatørstatus i Verdensbankens bestyrelse (kun i dens politiske udvalg på ministerplan); understreger betydningen af det samlede EU som den største globale donor og fremhæver Unionens indsats for at koordinere, justere og mindske fragmenteringen af dens støtteprogrammer, særlig gennem Paris-erklæringen om bistandseffektivitet og den europæiske konsensus om udvikling; erkender i lyset heraf vigtigheden af at gøre en indsats for at opnå en plads som observatør i bestyrelsen og bestræbe sig på at reformere politisk forældede landegrupper ved at sætte EU's medlemsstater sammen i én gruppe under den samme opstillingskreds; minder om, at det samme princip om at sammenlægge medlemsstaterne under en EU-opstillingskreds bør finde anvendelse på de vigtigste multilaterale udviklingsbanker, særlig Den Asiatiske Udviklingsbank, Den Interamerikanske Udviklingsbank og Den Afrikanske Udviklingsbank;
Den Internationale Betalingsbank (BIS)
31. anfører, at BIS er en international finansiel institution, der samler de mest udviklede landes centralbanker, og som senest har optaget Kinas, Brasiliens og Indiens centralbanker, og foreslår i betragtning af ECB's enekompetence på området monetær politik, at ECB bliver euroområdets eneste repræsentant i BIS's bestyrelse, og at Kommissionen bliver den eneste repræsentant i Baselkomitéen for Finansiel Styring;
EU's rolle i multilaterale sikkerhedsorganisationer Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO)
32. opfordrer EU og NATO til at øge deres bestræbelser på at få etableret en ramme for integreret samarbejde, inklusive permanente samarbejdsstrukturer, i betragtning af, at der allerede finder regelmæssige møder sted på alle niveauer, at der allerede er etableret permanente ordninger for militære forbindelser, og at der lejlighedsvis arrangeres fælles møder mellem EU's Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og NATO's Nordatlantiske Råd (NAC); opfordrer til systematisk kontakt mellem NATO's generalsekretær og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant; foreslår, at konsekvenserne af at etablere en gensidig observatørstatus på NAC- og PSC-niveau undersøges for at forbedre samarbejdsaftalerne i Lissabontraktatens ånd, efter at NATO har vedtaget sit nye strategiske koncept, og eftersom det er ambitionen at udvikle et strategisk partnerskab mellem EU og NATO; glæder sig i denne forbindelse over det eksisterende samarbejde med Europa-Parlamentet og dets deltagelse i NATO's Parlamentariske Forsamling;
33. mener, at ordninger, der giver EU mulighed for at benytte NATO's aktiver og kapacitet, skal styrkes; understreger nødvendigheden af, at de to organisationer udvikler en omfattende strategi for krisestyring, hvilket ofte kræver en mangesidig civil-militær reaktion; gentager sin overbevisning om, at en sådan strategi er forenelig med udviklingen af et autonomt forsvarets Europa gennem et permanent struktureret samarbejde og Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA);
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE)
34. opfordrer inden for rammerne af en formel aftale mellem OSCE og EU til en grundig overvejelse af, hvordan EU kan påtage sig større ansvar og deltage mere effektivt i arbejdet med at nå de fælles mål, i hvilken forbindelse gennemførelse af en mekanisme for permanent dialog, enighed om fælles initiativer og koordination af lokale aktiviteter kan være velegnede instrumenter; opfordrer EU og dets medlemsstater og OSCE's Permanente Råd til i fællesskab at udvikle en mekanisme, der har til formål at øge samarbejde, koordination og rådførelse mellem de to organisationer; betoner desuden, at det i betragtning af, at artikel 220, stk. 1, i TEUF udtrykkeligt har føjet OSCE til listen over internationale organisationer, med hvilke der skal indledes »formålstjenligt samarbejde«, er nødvendigt, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant koordinerer EU-medlemsstaternes holdning i OSCE-relaterede spørgsmål; tilføjer, at det er nødvendigt at etablere effektive samarbejdsmekanismer mellem OSCE's Parlamentariske Forsamling og Europa-Parlamentet for valgobservationsmissioner med henblik på at rette op på nogle af de mangler, der har vist sig ved visse lejligheder;
35. udtrykker endnu en gang sit ønske om, at det bliver en realitet med en europæisk forsvarspolitik, som er stadig mere nødvendig i en tid, hvor verden står over for en væsentligt øget ustabilitet og et stigende antal trusler;
EU's rolle i andre multilaterale organisationer Europarådet
36. understreger behovet for at ændre EU's tilstedeværelse og observatørstatus i Europarådet med henblik på at forbedre det multilaterale samarbejde mellem EU og Europarådet på områder, der er vigtige for både EU og Europarådet, nemlig retsstaten, demokrati, uddannelse, beskyttelse af menneskerettigheder, ytrings- og pressefrihed og god regeringsførelse, samt i betragtning af, at EU er den største bidragyder til fælles operative programmer med Europarådet; henstiller til EU, at det koordinerer sit arbejde med Europarådet bedre på områderne retsstat, demokrati og menneskerettigheder med det formål at øge begge institutioners effektivitet på de nævnte områder; understreger navnlig med henblik på EU's kommende tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder retten til deltagelse med stemmeret på vegne af EU i Europarådets ministerkomité, når den blandt andet udfører sin opgave med at overvåge efterlevelsen af domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol; gør endvidere opmærksom på EU's ret til at være repræsenteret i Styringskomitéen for Menneskerettigheder - især efter EU's tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der skulle give EU en generel ret til at deltage fuldt ud i Europarådets ministerkomité og stemme - retten til at udpege en dommer til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europa-Parlamentets ret til at deltage i Europarådets Parlamentariske Forsamling, når denne vælger dommere; understreger, at EU med henblik på at øge sin effektivitet på menneskerettighedsområdet på paneuropæisk niveau også bør tiltræde andre organer inden for Europarådet som f.eks. Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur, Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) og Den Europæiske Kommission for et Effektivt Retsvæsen (CEPEJ);
Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD)
37. erkender, i lyset af, at artikel 220, stk. 1, i TEUF opfordrer til »formålstjenligt samarbejde« med OECD, behovet for at tilstræbe en opgradering af EU's nuværende observatørstatus i OECD til fuldgyldigt medlemskab i betragtning af EU's betydelige enekompetence og delte kompetence i stort set alle OECD's komitéer;
Verdenshandelsorganisationen (WTO)
38. mener, at EU's rolle inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO) kan ses som en model for EU's optræden inden for andre internationale organisationer (herunder UNCTAD og OECD), eftersom EU i kraft af sin enekompetence er fuldgyldigt medlem af WTO og varetager forhandlinger på alle EU-medlemsstaternes vegne samtidig med, at alle medlemsstaterne er selvstændige WTO-medlemmer og samarbejder for at fremstå som en samlet blok;
39. er af den opfattelse, at etableringen af to separate EU-delegationer i Genève som følge af Lissabontraktaten, én ved WTO og én ved FN, bør styrke EU's samordningskapacitet, tilstedeværelse og synlighed, men understreger betydningen af at sikre sammenhæng mellem de to delegationers tiltag for dermed at undgå dobbeltarbejde;
40. opfordrer EU til at tage hensyn til og forsvare specifikke EU-orienterede interesser inden for WTO; finder, at EU navnlig skal insistere på særbehandling af landbrugsspørgsmål og bestræbe sig på at forsvare visse følsomme EU-regioner eller -sektorer og på at fremme retfærdig handel, der fostrer bæredygtig udvikling;
41. opfordrer til grundige overvejelser af spørgsmålet om, hvordan ikke-handelsrelaterede anliggender bedre kan tilgodeses inden for rammerne af WTO's regler med henblik på at give medlemmerne mulighed for at efterstræbe legitime politiske mål og samtidig bevare markedsadgangen; fremhæver i denne forbindelse behovet for at sikre sammenhæng mellem handelspolitikken og andre EU-politikker og folkeretten og sikre, at WTO's tiltag er i overensstemmelse med og gensidigt støtter andre internationale organisationers tiltag;
42. anser de gennemførelsesbeføjelser, som WTO er tillagt gennem sit tvistbilæggelsesorgan, for nøglen til, at organisationen bliver en succes;
EU's rolle i »topmødediplomati« - ambitioner inden for G8 og G20
43. minder om EU's globale økonomiske og finansielle vægt, behovet for at værne om EU's strategiske interesser på den internationale scene og den omstændighed, at topmødedagsordenerne for G8 er blevet udvidet betydeligt, således at de nu omfatter en række sikkerhedspolitiske spørgsmål fra menneskerettigheder over regional sikkerhed til våbenkontrol, og er på baggrund heraf af den opfattelse, at EU skal deltage fuldt ud i G7/G8-processen og være fuldt repræsenteret ved finansministermøderne i G7-regi; påpeger behovet for øget EU-koordination forud for G7/G8-møder, navnlig ved at sikre, at Europa-Parlamentet involveres nøje;
44. minder om, at EU har enekompetence og delt kompetence på områder, hvor G20 udøver væsentlig og stigende indflydelse (dvs. regulering af de finansielle markeder, koordinering af den økonomiske politik, herunder spørgsmål om valutakurser, det internationale monetære system, udviklingsbistand, multilaterale handelsspørgsmål, bekæmpelse af terrorfinansiering og af hvidvask af penge, miljø og energisikkerhed), og opfordrer på baggrund heraf EU og dets medlemsstater til at samarbejde med deres partnere om at opnå fuld koordination og tilpasning af beskeder mellem de fem europæiske lande og EU's repræsentant ved G20-bordet for at sikre EU's effektive deltagelse i ministermøderne i G20-regi
45. bemærker det øgede samarbejde i »minilaterale« fora i forbindelse med særlige krisesituationer, fra G-8 til Kontaktgruppen om Balkan, fra Mellemøstenkvartetten til 5+1 om Iran; minder om, at Den Europæiske Union er bygget på solidaritet mellem dens medlemmer, og at medlemsstaterne derfor bør høre deres partnere om afgørelser af fælles interesse, som i sidste instans bør resultere i effektive og konsekvente multilaterale løsninger til fordel for alle involverede parter; opfordrer derfor næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at imødegå de aktuelle udfordringer for effektiv multilateralisme og mener, at en revideret strategi for dette spørgsmål bør tilstræbe at give EU mere synlighed og gennemslagskraft, herunder »minigruppernes« forpligtelse til at høre EU's partnere og søge et mandat fra EU;
o o o
46. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, EU's medlemsstater og de nationale parlamenter.