Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2014/2533(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0150/2014

Forhandlinger :

PV 05/02/2014 - 18
CRE 05/02/2014 - 18

Afstemninger :

PV 06/02/2014 - 9.8

Vedtagne tekster :

P7_TA(2014)0101

Vedtagne tekster
PDF 134kWORD 28k
Torsdag den 6. februar 2014 - Strasbourg Endelig udgave
Topmøde EU-Rusland
P7_TA(2014)0101B7-0150, 0151, 0152, 0156 og 0159/2014

Europa-Parlamentets beslutning af 6. februar 2014 om topmødet mellem EU og Rusland (2014/2533(RSP))

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland,

—  der henviser til den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side og de igangværende forhandlinger om en ny aftale mellem EU og Rusland,

—  der henviser til aftalen om "partnerskab for modernisering", som blev lanceret i 2010 i Rostov ved Don, og til tilsagnet fra Ruslands ledelse om at anvende retsstatsprincippet som grundlag for moderniseringen af Rusland,

—  der henviser til EU's og Ruslands fælles målsætning, som fastlagt i den fælles erklæring efter det 11. topmøde EU-Rusland i Skt. Petersborg den 31. maj 2003, om at skabe et fælles økonomisk område, et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, et fælles område for samarbejde inden for ekstern sikkerhed og et fælles område for forskning og uddannelse, herunder kulturelle aspekter (de "fire fælles rum"),

—  der henviser til drøftelserne mellem EU og Rusland om menneskerettigheder den 28. november 2013,

—  der henviser til topmødet i det østlige partnerskab den 28. og 29. november 2013,

—  der henviser til topmødet mellem EU og Rusland, der blev afholdt den 28. januar 2014,

—  der henviser til erklæringen fra Kommissionens formand, José Manuel Durão Barroso, og bemærkningerne fra formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, efter topmødet mellem EU og Rusland den 28. januar 2014,

—  der henviser til den fælles erklæring fra EU og Rusland af 28. januar 2014 om bekæmpelse af terrorisme,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og stk. 4,

A.  der henviser til, at EU fortsat er engageret i at uddybe og videreudvikle forbindelserne mellem EU og Rusland, hvilket EU har vist ved at forpligte sig til seriøse forhandlinger om en ny rammeaftale med henblik på en videreudvikling, og der henviser til, at EU og Rusland har etableret indgående og omfangsrige forbindelser, især inden for sektorerne energi, økonomi og erhvervsliv;

B.  der henviser til, at topmødet mellem EU og Rusland den 28. januar 2014 blev begrænset til et tre timers langt møde, hvor opmærksomheden blev rettet mod en række spørgsmål, der afspejler skærpelsen af forbindelserne mellem EU og Rusland, hovedsageligt som følge af Ruslands pres på de østlige partnerlande;

C.  der henviser til, at øget samarbejde og et godt naboskab mellem EU og Rusland derfor er af afgørende betydning for stabiliteten, sikkerheden og velfærden i Europa og især i det fælles naboområde; der henviser til, at et strategisk partnerskab mellem EU og Den Russiske Føderation kun kan udvikles på basis af fælles værdier; der henviser til, at det er af afgørende betydning, at de to parter forstærker deres internationale samarbejde i alle institutioner, organisationer og fora med henblik på at forbedre den globale styring og løfte fælles udfordringer,

D.  der henviser til, at udviklingen i Den Russiske Føderation fortsat vækker bekymring for så vidt angår overholdelse og beskyttelse af menneskerettighederne og overholdelse af fælles demokratiske principper og retsstaten; der henviser til, at Den Russiske Føderation er fuldt medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og derfor har forpligtet sig til at overholde de demokratiske principper og respektere menneskerettighederne,

E.  der henviser til, at alle deltagerne på topmødet i det østlige partnerskab i Vilnius bekræftede deres tilslutning til de folkeretlige principper og de grundlæggende værdier, herunder demokrati, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne;

F.  der henviser til, at gode naboskabsforbindelser samt fred og stabilitet i Ruslands og EU's fælles nabolande er i begge parters interesse; der henviser til, at der er behov for en åben, ligefrem og resultatorienteret dialog om kriserne i disse lande, især hvad angår de fastlåste konflikter og med henblik på at styrke sikkerheden og stabiliteten samt støtte de pågældende landes territoriale integritet og udvikle fælles krisestyringsmekanismer;

G.  der henviser til, at østpartnerskabslandene har fuld suveræn ret og frihed til at opbygge forbindelser som lige partnere med de partnerlande, de selv vælger, i overensstemmelse med Helsinkiaftalerne;

H.  der henviser til, at grænsedragningsforanstaltningerne omkring Abkhazia og Tskhinvali-regionen/Sydossetien har taget til og er blevet fjendtlige med støtte fra de russiske styrker og til skade for de georgiske områder;

I.  der henviser til, at luftfartsselskaber fra den 1. december 2013 videregiver forhåndsinformation om passagerer (API) til de russiske myndigheder, og at de russiske myndigheder fra den 1. juli 2014 kræver fuldstændige oplysninger om passagerer og flybesætning ved overflyvninger; der henviser til, at de russiske myndigheder sigter mod at oprette et fuldt udviklet system til indsamling af passagerlisteoplysninger;

1.  noterer sig topmødet mellem EU og Rusland af 28. januar 2014 som en mulighed for at reflektere over karakteren af og retningen for det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland og at klarlægge omstridte punkter; bemærker, at det begrænsede omfang af topmødet mellem EU og Rusland afspejler de nuværende forbindelser mellem EU og Rusland, hvilket muliggør pragmatiske drøftelser om aktuelle spørgsmål og samtidig symboliserer de udfordringer, som samarbejdet mellem EU og Rusland i øjeblikket står over for; forventer, at drøftelserne vil føre til større gensidig tillid og skabe forudsætninger for ny politisk impuls, der kan føre partnerskabet fremad;

2.  bekræfter sin overbevisning om, at Rusland fortsat er en af EU's vigtigste partnere for opbygning af et strategisk samarbejde, som ikke blot deler økonomiske og handelsmæssige interesser, men ligeledes stræber efter at virkeliggøre fælles fastlagte demokratiske værdier; understreger, at fremskridt i bilaterale forbindelser kræver en åben diskussion for at klarlægge spørgsmål, som parterne er uenige om;

3.  understreger behovet for en vedvarende og konstruktiv dialog for at drøfte udviklingen i vores fælles naboområde samt forskellige regionale initiativer for økonomisk integration, og især deres handelsmæssige indvirkning, på grundlag af eksisterende forpligtelser i Verdenshandelsorganisationen (WTO); opfordrer EU og Rusland til at finde veje, som kan øge foreneligheden mellem de respektive regionale integrationsprocesser, og samtidig fortsætte arbejdet hen imod en vision om en fælles handelsmæssig og økonomisk zone i fremtiden;

4.  gentager, at dialogen mellem EU og Rusland om spørgsmål vedrørende et fælles naboområde skal bygge på det grundlæggende suverænitetsprincip og nabolandes uafhængighed for så vidt angår valg af politiske og handelsmæssige alliancer; er overbevist om, at yderligere politiske og økonomiske reformer i lande under det østlige partnerskab, herunder Ukraine, som er baseret på EU’s værdier og normer, i sidste ende vil være til Ruslands egen fordel, eftersom det vil betyde en udvidelse af zonen med stabilitet, velstand og samarbejde ved landets grænser; minder om, at EU hele tiden opfordrer Rusland til at bidrage til denne proces via en konstruktiv dialog med landene i det østlige partnerskab; er modstander af Ruslands planer om fortsat at betragte regionen under det østlige partnerskab som sin indflydelsessfære; mener, at borgerne i Ukraine alene bør have ret til at afgøre deres lands fremtid;

5.  beklager, at ledelsen i Rusland betragter EU's østlige partnerskab som en trussel mod sine egne politiske og økonomiske interesser; understreger, at Rusland tværtimod vil vinde fordele ved øgede handels- og økonomiske aktiviteter og samtidig styrke sikkerheden gennem et stabilt og forudsigeligt naboskabsområde; understreger vigtigheden af at udvikle synergier med henblik på at tillade landene i det fælles naboområde at drage fordel af og bedst muligt udnytte de bilaterale forbindelser med både EU og den Russiske Føderation;

6.  gentager, at i modsætning til toldunionen, som forsvares af Rusland, forbyder EU's aftaler med de østlige partnerlande om et dybt og omfattende frihandelsområde ikke Rusland at engagere sig i frihandel med tredjelande; påpeger derfor, at efter undertegnelsen af en associeringsaftale, der omfatter et dybt og omfattende frihandelsområde, vil de østlige partnerlande stadig kunne gennemføre frihandel med Rusland i medfør af de frihandelsaftaler, der i øjeblikket er undertegnet som del af Fællesskabet af Uafhængige Stater;

7.  forventer, at indlede forhandlingerne om den nye aftale på det næste topmøde, som afholdes i juni 2014 i Sochi, hvis rammerne er velforberedte; beklager manglen på fremskridt i forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale, som skal erstatte den nuværende, hvilket hovedsagligt skyldes manglende engagement fra Ruslands side i at indlede væsentlige forhandlinger om handelskapitlet; understreger nødvendigheden af at bevare engagementet i partnerskab for modernisering;

8.  opfordrer til effektiv koordinering af EU's politiske ansvar over for Rusland under Kommissionens næste valgperiode med en klar og central rolle for den højtstående repræsentant/næstformanden og til, at medlemsstaterne bestræber sig på at tale med en stemme i forbindelse med drøftelser med Rusland;

9.  opfordrer Rusland til at overholde alle dets multilaterale forpligtelser som følge af landets tiltrædelse af WTO og til i fuldt omfang at implementere dets forpligtelser inden for denne organisation; opfordrer Rusland til at afstå fra at indføre vilkårlige forbud mod produkter fra EU-medlemsstaterne, idet sådanne foranstaltninger er skadelige for bilaterale forbindelser mellem individuelle medlemsstater og Rusland samt forbindelser mellem EU og Rusland;

10.  fordømmer på det kraftigste de seneste terrorangreb i Volgograd; glæder sig over vedtagelsen af den fælles erklæring fra EU og Rusland af 28. januar 2014 om bekæmpelse af terrorisme, hvori EU og Rusland enedes om at overveje mulighederne for yderligere at styrke samarbejdet som reaktion på forbrydelser begået af terrorister og den organiserede kriminalitet, at udvide samarbejdet om udveksling af bedste praksis for bekæmpelse af terrorisme og om uddannelse af eksperter på området og at intensivere samarbejdet både i FN-regi og i andre multilaterale fora;

11.  noterer sig statusrapporterne om de fælles områder i samarbejdet mellem EU og Rusland, hvori der anføres fremskridt eller tilbageskridt i gennemførelsen af disse fælles områder og de køreplaner, der blev vedtaget i 2005; støtter navnlig samarbejde på området forskning og udvikling og understreger, at de fire fælles rum er baseret på princippet om gensidighed;

12.  fremhæver betydningen af energisikkerhed og at forsyningen med naturressourcer ikke bør anvendes som et politisk redskab; understreger den gensidige værdi af samarbejde på energiområdet, som udgør en mulighed for yderligere handelsmæssigt og økonomisk samarbejde på et åbent og gennemsigtigt marked, med fuld forståelse for, at EU har brug for at diversificere leveringskanaler og energiudbydere; understreger, at principperne om indbyrdes afhængighed og gennemsigtighed samt princippet om lige adgang til markeder, infrastruktur og investeringer bør ligge til grund for dette samarbejde; kræver, at samarbejdet mellem EU og Rusland på energiområdet skal hvile fast på principperne for det indre marked, herunder den tredje energipakke, navnlig med hensyn til tredjepartsadgang, og energichartertraktaten; er overbevist om, at det ville have gavnlige virkninger for de bilaterale forbindelser på energiområdet for begge parter, hvis Rusland i fuldt omfang accepterer principperne i energichartertraktaten; efterlyser et tæt samarbejde mellem EU og Rusland med hensyn til forsyningen med råstoffer og sjældne jordarter, især dem, der betragtes som kritiske, og opfordrer til overensstemmelse med internationale regler, især WTO's regler;

13.  opfordrer indtrængende Den Russiske Føderation til at yde et større bidrag i kampen mod klimaændringer; opfordrer især Rusland til at fastsætte et mål for den anden forpligtelsesperiode ved at ratificere Dohaændringen til Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers Rammekonvention om klimaændringer;

14.  bekræfter sit engagement i den langsigtede målsætning om visumfrihed mellem EU og Rusland på grundlag af en trinvis tilgang med fokus på substans og praktiske fremskridt; noterer sig, at forhandlingerne om en opgraderet aftale om lempelse af visumreglerne er i gang, mens gennemførelsen af de fælles skridt hen imod visumfri indrejse er undervejs; udtrykker sin bekymring over planerne om at inddrage et stort antal russiske embedsmænd som har ”tjenestepas” af bekvemmelighedshensyn i aftalen om visumlempelse;

15.  udtrykker sin bekymring over udviklingen i Den Russiske Føderation med hensyn til overholdelsen og beskyttelsen af menneskerettighederne samt respekten for fælles vedtagne demokratiske principper, regler og procedurer, navnlig for så vidt angår loven om "udenlandske agenter", den LGBTI-fjendtlige lovgivning, genkriminalisering af ærekrænkelse, loven om forræderi og lovgivningen til regulering af offentlige protester; opfordrer indtrængende Rusland til at overholde sine internationale forpligtelser som medlem af Europarådet;

16.  glæder sig over de seneste tilfælde af amnesti og understreger, at en klar og pålidelig forståelse af de grundlæggende friheder, menneskerettighederne og retsstatsprincippet vil bidrage til at videreudvikle vores strategiske partnerskab; understreger, at et uafhængigt, upartisk og effektivt retssystem er et centralt element i retsstatsprincippet og i høj grad bidrager til udviklingen af et pålideligt og stabilt erhvervsmiljø og investeringsklima;

17.  gentager sin bekymring over den generelle menneskerettighedssituation i Rusland, og at der ikke er sket nogen udvikling i forbindelse med de nærmere bestemmelser for konsultationerne om menneskerettigheder mellem EU og Rusland; beklager navnlig, at denne dialog er blevet en proces i stedet for et middel til at opnå målbare og konkrete resultater; insisterer endnu en gang på nødvendigheden af at inkludere offentlige indikatorer for fremskridt i disse menneskerettighedskonsultationer, at forbedre vilkårene for dialogen, f.eks. ved at afholde konsultationerne forskellige steder, gennem interaktion mellem russiske NGO'er og de russiske myndigheder, som en del af denne proces, og på sammensætningen af den russiske delegation samt nødvendigheden af at fremlægge offentlige statusrapporter på topmøderne mellem EU og Rusland og efter møderne i Partnerskabsrådet;

18.  opfordrer Rusland til fuldt ud at ophæve forbundsloven om "propaganda for utraditionelle forhold" og lignende regionale antipropagandalove, som indskrænker menneskerettighederne, navnlig ytrings- og forsamlingsfriheden i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet; udtrykker sin oprigtige bekymring over de negative følger af disse love på samfundet, og over at forskelsbehandlingen af og volden mod LGBTI-personer er stigende; opfordrer EU-delegationen til at øge sin støtte til forsvarere af LGBTI-personers menneskerettigheder i overensstemmelse med de relevante retningslinjer;

19.  gentager sin opfordring til Kommissionen til i forbindelse med den igangværende programmering for det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) og det finansielle instrument for civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder i betydelig grad at øge den indsats, der ydes det undertrykte civilsamfund ved at fordoble de finansielle bevillinger til landet;

20.  understreger, at regelmæssige møder med en politisk dialog om en lang række udenrigspolitiske spørgsmål er et væsentligt element i forbindelserne mellem EU og Rusland; understreger, at Rusland som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd skal påtage sig sit ansvar i internationale kriser; opfordrer Rusland til at indtage en meget konstruktiv holdning på Genève II-konferencen om Syrien, hvor målet er at opnå en politisk løsning på konflikten; bifalder Ruslands bestræbelser på sammen med USA og det internationale samfund at godkende FN's Sikkerhedsråds beslutning om at destruere Syriens kemiske våben og indlede Geneve II-fredsforhandlinger;

21.  understreger vigtigheden af dialogen og samarbejdet med Rusland om globale spørgsmål med henblik på effektivt at håndtere emner såsom Afghanistan, arbejdet i Mellemøstkvartetten og pirateri ud for Afrikas Horn; opfordrer til, at dette samarbejde uddybes og styrkes med sigte på fælles aktion vedrørende Irans nukleare program;

22.  opfordrer Rusland til at ophæve landets anerkendelse af de georgiske regioner Abkhasien og Tskhinvali-regionen/Sydossetiens separation; fordømmer på det kraftigste grænsedragningsforanstaltningerne omkring Abkhasien og Tskhinvali-regionen/Sydossetien, som har ført til en udvidelse af det besatte område til skade for Georgien; opfordrer Georgien og Rusland til at indgå i direkte forhandlinger uden forhåndsbetingelser om en række emner, med mægling, hvis det er nødvendigt, ved en gensidigt acceptabel tredjepart, som bør supplere, men ikke erstatte, den eksisterende Genève-proces;

23.  opfordrer Den Russiske Føderation til at opfylde de tilsagn, som blev afgivet i 1996 i Europarådet og afspejlet i beslutninger, der blev truffet på OSCE-topmødet (i Istanbul i 1999 og Porto i 2002) vedrørende tilbagetrækningen af de russiske tropper og våben fra Moldovas territorium; er bekymret over de manglende fremskridt på dette område; understreger, at alle parter i 5+2-forhandlingerne har givet tilsagn om at løse konflikten på grundlag af Republikken Moldovas territoriale integritet; opfordrer Rusland til at spille en konstruktiv rolle i bestræbelserne på at løse den langvarige konflikt i Nagorno-Karabakh inden for rammerne af Minsk-gruppen;

24.  mener, at der er behov for en fornyet indsats for at fremme samarbejdet og dialogen mellem EU og Rusland på områder vedrørende regional sikkerhed, herunder løsningen af langvarige konflikter i nabolandene;

25.  understreger vigtigheden af at fremme den interkulturelle dialog mellem EU og Rusland samt viden om den anden parts historiske arv og kulturarv såvel som fremme mobiliteten og udvekslingen blandt studerende, lærere, professorer og forskere med henblik på at lette de mellemfolkelige kontakter, som kan give et synligt og konkret udtryk for et bæredygtigt partnerskab, der på lang sigt fører til et værdifællesskab;

26.  appellerer til de russiske myndigheder om at samarbejde i spørgsmålet om at åbne de russiske arkiver, give forskere adgang hertil og afklassificere relevante dokumenter, herunder om den skæbne, der ramte Raoul Wallenberg, der for 70 år siden reddede tusindvis af ungarske jøder fra folkedrab;

27.  glæder sig over arbejdet i Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Rusland som en platform for udviklingen af samarbejdet og en løbende dialog mellem de to parlamentariske institutioner;

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, østpartnerskabslandenes regeringer og parlamenter og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament, Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

Seneste opdatering: 14. juni 2016Juridisk meddelelse