Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Roberto Musacchio for GUE/NGL-Gruppen, Caroline Lucas og Alain Lipietz for Verts/ALE-Gruppen, Glyn Ford, Giovanni Berlinguer og Béatrice Patrie for PSE-Gruppen til Kommissionen om det fjerde World Water Forum i Mexico City (16.-22. marts 2006) (O-0001/2006 - B6-0003/2006).
David Hammerstein Mintz (Verts/ALE), spørger. - (ES) Hr. formand, det fjerde World Water Forum afholdes på et meget vigtigt tidspunkt, for der er mere end to milliarder mennesker i verden, som ikke har adgang til drikkevand eller tilstrækkeligt brugsvand, og mere end to millioner mennesker dør hvert år på grund af manglen på vand, som er en livsnødvendighed.
Der er brug for en mere retfærdig fordeling af vandet, men samtidig falder mængden af ferskvand år efter år på grund af klimaændringer og ødelæggelse af økosystemerne, f.eks. vådområderne, skovene, flodbredderne og floderne.
Vi er nødt til at træffe håndfaste og konkrete foranstaltninger med finansielle forpligtelser og med en verdensomfattende aftale om vandet, der kan fremme en god kultur omkring vand. Der er brug for international lovgivning, der sikrer en mere effektiv forvaltning af vandet.
I EU skal vi gennemføre rammedirektivet om vand i forbindelse alle vores handlinger, såvel i vores samarbejde som i bilaterale aftaler. Vi skal ligeledes fremme god landbrugspraksis. Vi skal anvende den samme europæiske lovgivning, når vi er uden for Europa, og vi skal sikre, at kvaliteten af det vand, der er opnået på kompleks vis via økosystemerne og ved at bekæmpe klimaforandringerne, bevares på mellemlang og lang sigt.
Det opnås ikke kun med cement eller store bygningsværker, men med integrerede og komplekse politikker.
Roberto Musacchio (GUE/NGL), spørger. - (IT) Tak, hr. formand. Kære kolleger, vand skal være et fælles gode og en menneskeret, som er sikret alle, mænd såvel som kvinder, på alle kontinenter. Vi ønsker, at disse bindende ord formelt bliver vedtaget af Parlamentet og gjort gældende på World Water Forum i Mexico City om nogle få dage. Disse ord er tvingende nødvendige i betragtning af den dramatiske situation, hvor milliarder af mennesker er frataget retten til vand og dermed retten til livet, så der er millioner, som dør eller bliver syge på grund af konsekvenserne heraf.
Vand er skyld i krige og konflikter, og selve disponibiliteten af denne fundamentale ressource er i fare som følge af de dårlige politikker, der har reduceret den meget kraftigt og ændret dens livscyklus. Der er ligefrem nogle, som vil privatisere vand og betragte det som en vare, der kun gives til dem, der kan betale. Det ville være ligesom at privatisere luften og kun lade dem trække vejret, der har penge til det.
Der er på tide, at der træffes nogle vigtige beslutninger, hvor Europa spiller en hovedrolle i retfærdige politikker og ikke deltager i de multinationale selskabers angreb. I Johannesburg ville man ikke skrive, at vand er en ret, men kun, at vand er et behov. På konferencen i Mexico City - som det efter vores mening snarere burde være FN end andre organer, der stod i spidsen for - er det nødvendigt, at denne ret stadfæstes formelt. De, som ønsker retten til vand, nægtes retten til livet, og sådan forholder det sig på mange kontinenter, ikke mindst det afrikanske. Vi må ikke skuffe dem. Lad os sørge for, at der fra Parlamentet kommer et budskab om håb og en konkret indsats.
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, World Water Forum er et internationalt forum, der giver mulighed for at udveksle synspunkter og erfaringer om den bedst mulige måde at forvalte vand og bekæmpe problemet med vandmangel på.
Dette forums fjerde møde, som afholdes i Mexico City i slutningen af denne måned, vil fokusere på foranstaltninger, der kan træffes lokalt med henblik på at klare den globale udfordring, som vandmangel udgør. Målet er at drøfte idéer til bedre støtte af lokale foranstaltninger på globalt plan. Resultatet af disse drøftelser vil være et konkret bidrag til sektionen om særlige vand- og sanitetsanliggender på det 16. møde i FN's Kommission for Bæredygtig Udvikling i 2008.
Det forventes ikke, at der bliver taget nogen nye politiske initiativer eller beslutninger på det fjerde World Water Forum. Kommissionen og medlemsstaterne vil derfor ikke skulle indtage nye holdninger. Som følge heraf vil Kommissionen ikke få brug for et forhandlingsmandat for at deltage i netop denne drøftelse. Selv om der vil være repræsentanter for Kommissionen og medlemsstaterne til stede i Mexico City, vil der ikke være nogen officiel, godkendt EU-delegation ved det pågældende møde.
Kommissionens mål ved det fjerde World Water Forum er at gøre opmærksom på og fremme politikker og midler, som EU og andre interesserede parter er blevet enige om, såsom EU's vandinitiativ, AVS-EU-vandfaciliteten og mange aspekter af Agenda 21-handlingsplanen.
Desuden vil Kommissionen viderebringe oplysninger om resultaterne af de innovative vandteknologier under Fællesskabets rammeprogram for forskning og resultaterne af undersøgelsen af værkerne til integreret forvaltning af vandressourcerne.
Hvad angår vandforvaltning og det indre marked, kan Kommissionen om nødvendigt forklare EU's holdning, og dermed mener jeg, at de gældende regler i EU er neutrale over for spørgsmålet om ejerskab til vand og vandselskaber.
Kommissionen mener, at regelmæssig drikkevandsforsyning, som spørgeren også sagde tidligere, er et grundlæggende menneskeligt behov, og at politikkerne for bæredygtig udvikling skal omfatte problemet med retfærdig og bæredygtig forvaltning af vandressourcerne i hele samfundets interesse. Dette synspunkt fremgår også af EU's vandinitiativ.
På nuværende tidspunkt er spørgsmålet om, hvorvidt der er brug for en international aftale om at sikre en konstant vandforsyning overalt på jorden, stadig åbent. Under alle omstændigheder er World Water Forum ikke det rigtige forum for den debat.
Eija-Riitta Korhola, for PPE-DE-Gruppen. - (FI) Hr. formand, støtten fra EU og medlemsstaterne til forbedring af verdens vandsituation beløber sig til 1,4 milliarder euro årligt, hvilket gør os til den største enkelte bidragyder. I betragtning af beløbets størrelse står det klart, at der også vil blive lyttet til EU's budskab på World Water Forum, som begynder i denne uge, og at EU's budskab derfor ikke er ligegyldigt. Tallene er foruroligende: 3.900 børn dør hver dag som følge af mangel på rent vand. En femtedel af verdens befolkning, ca. 1,1 milliarder mennesker, lider under mangel på rent vand. Samtidig er over 40 % uden ordentlige vand- og spildevandstjenester. Tallene er også en påmindelse om, at spekulationer om forestående vandkrige faktisk skal tages alvorligt. Dette er ikke bare et spørgsmål om udvikling, der ikke er bæredygtig, det drejer sig også om en trussel mod sikkerheden.
I den rapport, som FN offentliggjorde i sidste uge, og som har titlen "Water: A Shared Responsibility", står der, at årsagen til den utilfredsstillende vandsituation i verden i stor udstrækning er dårlig forvaltning. Støtten når langsommere frem til målet på grund af bureaukrati og hierarkisk beslutningstagning. Beslutninger om, hvordan, hvornår og til hvem vand skal fordeles, træffes ikke kun på nationalt plan, men også af lokale myndigheder, i den private sektor og i det civile samfund. Der er især brug for støtte til at øge regional beslutningstagning og regionalt samarbejde, og det skal foregå i en ånd af retfærdighed. Det bliver bestemt ikke bedre af, at mange af de lande, der lider under alvorlig vandmangel, også står højt på korruptionslisten. F.eks. går der, ifølge hindu.com, i Indien millioner af amerikanske dollars til spilde hvert år i vandsektoren på grund af politisk korruption. Næsten en tredjedel af de indere, der deltog i en undersøgelse, sagde, at de har måttet betale bestikkelse for at modtage vand- og spildevandstjenester.
Jeg vil også minde alle om, at forbedringer af den regionale vandsituation ikke kan adskilles fra andre dele af udviklingspolitikken. For nylig er der blevet offentliggjort undersøgelser, som viser, at en løsning af vandproblemet alene endog kunne forværre situationen som helhed, hvis det får befolkningstilvæksten til at stige, hvilket ville føre til fødevaremangel. Det er derfor ikke nok bare at bygge en brønd. I forbindelse med al udviklingsbistand må vi se tingene i et overordnet perspektiv, så løsningen af et enkelt problem ikke fører til nye mangler, hvilket vi naturligvis ikke ønsker.
Pierre Schapira, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, World Water Forum er en enestående lejlighed til at samle alle de grupper i verden, der er engageret i vandområdet, f.eks. officielle agenturer, udviklingsbanker, stater, faglige organisationer, ngo'er eller lokale myndigheder.
Med disse møder kan man fastsætte en mere retfærdig og mere solidarisk international vandpolitik og sikre, at retten til vand garanteres som en afgørende del af den menneskelige værdighed.
Organisationerne har valgt at organisere debatten i Mexico City ved hjælp af hovedtemaet Local Actions for a Global Challenge. Formålet er at gøre lokale myndigheder til centrale aktører med hensyn til vandforvaltning. For at gennemføre dette skal udviklingslandene tilskyndes til at uddelegere budgetmidlerne og forvaltningen af vandpolitik til de lokale myndigheder. Vandpolitik bør altid udformes på grundlag af terrænets særlige art og ved så vidt muligt at tage hensyn til brugernes behov.
I Parlamentets beslutning opfordres Kommissionen til at gøre mere for at anerkende og udnyttet de fantastiske menneskelige ressourcer og den finansielle ekspertise i de europæiske lokale myndigheder. Med en rigdom af vellykkede erfaringer og tekniske kvalifikationer ønsker byerne i Nord at hjælpe deres modparter i udviklingslandene.
For at fremme sådanne samarbejdsforanstaltninger, der er decentraliseret fra by til by, opfordres Kommissionen til at fremme og prioritere finansieringen af projekter, der præsenteres af byer i Nord. Hvad angår tildelingen af midler fra Den Europæiske Vandfond, kunne Kommissionen f.eks. begrænse antallet af operatører, der er tilskudsberettiget til disse midler, til de operatører, der er bedst placeret til at hjælpe myndighederne i Syd.
Resultaterne af den første indkaldelse af forslag fra AVS-EU Vandfonden viser, at knap 3 % af de godkendte forslag var indsendt af lokale myndigheder. Det er højst utilfredsstillende i betragtning af den merværdi, som lokale myndigheder tilfører på dette område.
Fiona Hall, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne sige et par ord om den rolle, AVS-EU vandfaciliteten, som kommissæren har henvist til, spiller. Den er også blevet drøftet for nylig af udvalget om sociale og miljømæssige forhold under Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.
Jeg glæder mig over afgørelsen i AVS-EU-Rådet om at igangsætte vandfaciliteten til 500 millioner euro i 2004, men der har været mange skuffelser på grund af den langsomhed, hvormed dette initiativ er blevet gennemført. Faktisk har man fremsat den påstand, at ikke en eneste endnu har fået rent drikkevand under AVS-EU-initiativet. Det er vigtigt, at man er tilstrækkelig opmærksom på en proces, og at man fastholder høje standarder for administrativ uangribelighed, særligt når der står så mange penge på spil, men den endelige evaluering af forslaget fandt sted i januar i år, og til sidst blev der udvalgt 97 forslag. Så jeg vil gerne vide, om vi som planlagt nu er på vej til at give yderligere 10 millioner mennesker adgang til drikkevand i 2010, og når vi kommer til anden indkaldelse af forslag, om processen vil tage mindre tid at gennemføre.
Marie-Arlette Carlotti (PSE). - (FR) Hr. formand, 1,2 milliarder mennesker har ikke adgang til drikkevand, og derfor dør 15 personer i verden hvert minut, hvoraf halvdelen er børn. Det er derfor en kamp mod uret. Derfor skal World Water Forum stille tre slags forslag.
Først er der spørgsmålet om rettigheder. Vand tilhører hele menneskeheden, og adgang til vand er menneskers grundlæggende ret. Denne ret skal fastsættes i en international traktat.
For det andet er der spørgsmålet om ressourcer. At halvere den andel af befolkningen, der ikke har adgang til vand, inden 2015 er et ambitiøst mål. Der skal findes yderligere 100 milliarder amerikanske dollars hvert år. Derfor skal vi styrke alle midler ved at øge den officielle udviklingsbistand og midlerne til den 10. EUF samt skaffe støtte fra innovative partnere i den offentlige og private sektor eller fra operationer til udveksling af gæld til gengæld for investering.
Til sidst er der spørgsmålet om forvaltning. Vandpolitikker skal udformes ved at anvende en aktiv og demokratisk strategi, som omfatter brugere, det civile samfund og kvinders rolle, og den skal forvaltes lokalt sammen med gennemførelse af prisfastsættelsespolitikker, der sikrer de mest underprivilegerede borgere adgang til vand til overkommelige priser. Jeg håber, at Kommissionen vil kæmpe for disse retningslinjer på World Water Forum i Mexico City.
Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand, De har sagt, at der ikke vil være nogen nye holdninger ved Det Fjerde World Water Forum. Men én ting er sikkert, og det er, at De vil få masser af arbejde. De har kaldt retten til at have adgang til vand en menneskeret, og det var netop det, diskussionerne handlede om ved det sidste World Water Forum. Årsagen til konflikten var en uenighed om, hvorvidt det er en menneskeret at have rent drikkevand til rådighed, en ret som staten skal garantere, eller om det er et behov, som skal dækkes af markedet. Trods massive protester fra tilstedeværende aktivister afslog ministrene dengang at udtale sig om retten til vand i deres sluterklæring. Jeg ønsker Dem held og lykke med at få adgang til vand anerkendt som en menneskeret i Mexico City.
Hvad angår det kommende World Water Forum, bør vi også diskutere, hvor demokratisk legitimeret dette forum er. Det organiseres af World Water Forums råd, som er stærkt domineret af den private industri og private virksomheder. Da chefen i et datterselskab til en fransk vandkoncern samtidig er formand for World Water Forums råd, skal vi selvfølgelig stille os selv det spørgsmål, hvilken indflydelse industrien har, og hvor fornuftige de løsninger, som resulterer af World Water Forum, er. Jeg kunne godt ønske, at der i fremtiden finder diskussioner sted under FN, hvor der er en behørig demokratisk legitimering, og gerne uden den massive indflydelse fra virksomheder, som spinder guld på vandforsyning og -bortledning i mange lande.
Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, debatten viste, at vi har det samme syn på World Water Forum på mange områder, og jeg håber, at Kommissionen vil få noget positivt ud af drøftelserne, hvor vi som sagt ikke forventer, at det bliver truffet nogen beslutninger, uanset om de er nødvendige eller ej. Der forventes altså ingen beslutninger, men der vil naturligvis være en seriøs diskussion, og der vil være en udveksling af synspunkter fra alle dele af verden om disse meget vigtige spørgsmål, hvis betydning De også fremhævede.
Vi skal forhåbentlig især tale om de lokale foranstaltninger, som det fjerde World Water Forum fokuserer på, og vi forventer, at der bliver fremsat interessante idéer om vandforvaltning. Jeg vil gerne sige, at vi i år er begyndt at finansiere de første planer, og vi indleder anden fase af denne finansiering i juni. Vi håber og satser på, at 10 millioner mennesker har drikkevand i 2010, og at 5 millioner har adgang til sanitære tjenester.
Jeg takker Dem mange gange for den interesse, som De har udvist, og jeg håber, at vi sammen og i tæt samarbejde kan fremme en fælles indsats på dette område, der er af stor betydning for menneskeheden.
Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.