Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0161/2006

Forhandlinger :

PV 15/03/2006 - 3
CRE 15/03/2006 - 3

Afstemninger :

PV 15/03/2006 - 4.12
CRE 15/03/2006 - 4.12
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :


Forhandlinger
Onsdag den 15. marts 2006 - Strasbourg EUT-udgave

3. Forberedelse af Det Europæiske Råds møde/Lissabon-strategien (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råds møde og Lissabon-strategien.

Da vi har ændret arbejdsplanen på grund af aflysningen af det højtidelige møde, vil denne forhandling blive forlænget til ca. kl. 12. Afstemningerne finder sted efter forhandlingen.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, kære parlamentsmedlemmer, her en uge før Det Europæiske Råds forårstopmøde er forhandlingen i dag en glimrende lejlighed til i fællesskab at diskutere de centrale prioriteringer, som dette topmøde skal behandle. Som De ved, vil gennemførelsen af Lissabon-strategien indtage den centrale plads på dette topmøde. Det siger sig selv, at en grundig forberedelse er den bedste forudsætning for, at et sådant projekt kan lykkes. Derfor har de fagministerråd, som har ansvaret for de forskellige emner, belyst de centrale punkter for Det Europæiske Råd fra deres synspunkt og fremlagt deres bidrag. Forslaget til konklusioner bliver nu gennemgået i henhold til den fastsatte procedure.

På Det Europæiske Råds første dag, altså den 23. marts, vil det tredelte sociale topmøde som sædvanlig finde sted. I denne forbindelse skal et samarbejde mellem Rådet, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter sikres, især inden for beskæftigelses- og erhvervspolitik samt social sikkerhed.

I denne forbindelse ser vi meget positivt på de europæiske institutioners initiativer for større ansvarlighed, større ejerskab på EU-niveau og de værdifulde bidrag, som f.eks. kom fra Europa-Parlamentets andet interparlamentariske møde med de nationale parlamenter. I denne forbindelse er der også bud efter offentligheden.

Det er medlemsstaternes regeringers opgave at formidle til deres borgere, at det haster med at gennemføre dette partnerskab for arbejdspladser og vækst. I denne forbindelse er det vigtigt, at man også inddrager de regionale og lokale organer - inden for de enkelte forfatningers rammer - og civilsamfundet i at udforme og gennemføre de nationale reformprogrammer.

I denne konstruktive ånd ønsker vi også i forbindelse med forhandlingen i dag en åben diskussion om løsningsmuligheder for de fælles økonomiske og sociale problemer i EU og om den vigtige rolle, som De som folkets repræsentanter indtager her.

Det Europæiske Råd vedtog som bekendt i marts 2005 en dybtgående fornyelse af Lissabon-strategien og strammede også op på afviklingen. Den nye governance-cyklus bygger på partnerskab og ansvarlighed. Stats- og regeringscheferne tilførte på deres møde i Hampton Court den reviderede Lissabon-strategi yderligere politiske impulser og koncentrerede sig om spørgsmålet om, hvordan europæiske værdier kan underbygge moderniseringen af økonomien og samfundet i en globaliseret verden.

Ikke mindst opnåede Det Europæiske Råd på sit møde i december sidste år politisk enighed om de finansielle overslag for 2007-2013. Det er i sig selv et vigtigt signal om, at EU er i stand til at finde løsninger, selv om vi naturligvis ved, at vi befinder os i en intensiv og vanskelig dialog med Dem, som vi vil føre på en konstruktiv måde for nu også at gennemføre denne enighed mellem regeringerne i fællesskab med Dem.

Europa må leve op til nye udfordringer. Hertil hører en skærpelse af konkurrencepresset udefra, både økonomisk og teknologisk, den aldrende befolkning, stigende energipriser samt nødvendigheden af at garantere energisikkerheden.

Siden slutningen af 2005 kan der konstateres en tøvende, men dog tiltagende økonomisk bedring. Det forventes, at der i EU i treårsperioden 2005-2007 vil blive skabt 6 millioner nye arbejdspladser. Det ville betyde, at arbejdsløsheden faldt med næsten 1 procentpoint i 2007. En yderligere nedbringelse af arbejdsløsheden på næsten 19,5 millioner mennesker, højnelse af produktiviteten og højnelse af vækstpotentialet er dog fortsat den vigtigste udfordring for EU.

Denne økonomiske bedring er - selv om den kun er moderat - en fremragende lejlighed til at arbejde for at fremme strukturreformer i overensstemmelse med de nationale reformprogrammer og for en mere intensiv budgetkonsolidering i overensstemmelse med den nye stabilitets- og vækstpagt. Konkrete målsætninger og tidsplaner er et nyttigt instrument til at fremskynde gennemførelsen af de planlagte reformer og opnå bedre resultater for vækst og beskæftigelse.

Det Europæiske Råd har på grundlag af sine beslutninger fra foråret 2005 vedtaget integrerede strategiske retningslinjer. På dette grundlag har medlemsstaterne udarbejdet nationale reformprogrammer, som opfylder de enkelte landes behov. Kommissionen har præsenteret et Lissabon-program for Fællesskabet, hvori der foreslås initiativer, som skal tages på fællesskabsniveau. Kommissionens årlige fremskridtsrapport er ligeledes et vigtigt bidrag til at få den reviderede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse til at fungere.

Alle medlemsstaterne har udarbejdet deres nationale reformprogrammer hurtigt og grundigt. Disse programmer, som er tilpasset medlemsstaternes behov og konkrete situation, anvendes til at gennemføre reformerne. De nationale reformprogrammer er et afgørende vigtigt skridt til at komme videre med større egetansvar og større bevidsthed om reformprioriteterne. Disse nationale reformprogrammer er alt i alt et godt grundlag for at arbejde videre med reformen.

Efter Kommissionens opfattelse - og her vil jeg gerne takke kommissionsformanden, hr. Barroso, varmt for Kommissionens arbejde, som er af meget stor betydning for forberedelsen af topmødet, og især også for, at der er blevet arbejdet meget hurtigt og meget grundigt - bør nogle programmer dog indeholde mere specifikke målsætninger og tidsplaner samt nærmere detaljer om budgetaspekterne af de planlagte reformer og også behandle konkurrencespørgsmål og fjernelse af markedsadgangshindringer mere indgående.

De nødvendige instrumenter findes. Den øverste prioritet for medlemsstaterne i 2006 vil derfor være rettidig og omfattende gennemførelse af vores mål. For at opnå dette vil medlemsstaterne om nødvendigt intensivere de foranstaltninger, som de allerede har planlagt.

Kommissionen har ikke foreslået nogen ajourføring af retningslinjerne for vækst og beskæftigelse, og disse retningslinjer vil altså fortsat gælde fuldt ud. Efter de store forandringer sidste år skal der nu fokuseres på mere handling og større kontinuitet.

Medlemsstaterne har i overensstemmelse med den nye styringspraksis for strategien gjort konkrete tiltag for at inddrage de nationale parlamenter og repræsentanter for regionale og lokale organer samt arbejdsmarkedets parter og andre repræsentanter for det civile samfund i udformningen af deres nationale programmer.

Europas borgere skal nu inddrages endnu mere aktivt i processen for at overbevise dem om, at rettidige og fornuftigt gennemførte reformer vil bidrage til større og bedre fordelt velstand.

Hertil hører i ganske særlig grad også Parlamentets medvirken. Europa-Parlamentet kan hjælpe os med at opnå større ansvarlighed og større ejerskab til Lissabon-strategien hos alle aktører og sikre deltagelse også fremover. Her er forhandlinger som den i dag en særlig kærkommen lejlighed.

I denne forbindelse vil jeg også nævne, at det østrigske formandskab tillægger kompromiset om tjenesteydelsesdirektivet, som Europa-Parlamentet nåede frem til under førstebehandlingen, ganske særlig betydning. Resultatet er meget afbalanceret og udgør et godt grundlag for det videre arbejde. Alene det store antal ændringsforslag viser, hvor omstridt denne sag fortsat er. I lyset af dette resultat og den hidtidige debat i Rådet vil formandskabet arbejde for, at Det Europæiske Råd nu opfordrer Kommissionen til at fremlægge det reviderede forslag så hurtigt som muligt, og giver udtryk for det håb, at institutionerne vil være i stand til hurtigt at afslutte lovgivningsprocessen.

Det er formandskabets hensigt, at Det Europæiske Råd skal fastsætte særligt prioriterede foranstaltninger inden for de integrerede retningslinjer, der blev vedtaget sidste år, som skal gennemføres inden udgangen af 2007. Forårstopmødet vil altså inden for rammerne af den reviderede Lissabon-strategi hellige sig de spørgsmål, som prioriteres højst i de nationale reformprogrammer og i Kommissionens beretning, nemlig forskning, udvikling og innovation, politik for små og mellemstore virksomheder, beskæftigelse og energi. Naturligvis bør foranstaltninger også fortsat generelt træffes inden for rammerne af alle Lissabon-strategiens tre områder (økonomi, sociale spørgsmål, miljø). For at kunne komme ind i en konkret gennemførelsesfase og opnå synlige resultater må vi arbejde for en god blanding af kontrollerbare selvforpligtelser for de 25 medlemsstater og anbefalinger fra Kommissionen. I forbindelse med forberedelserne til rådsmødet diskuteres det stadig, hvor højt ambitionsniveauet skal være i denne forbindelse.

En af søjlerne i Lissabon-strategien er forskning og innovation som motor for produktion og videnanvendelse. Allerede for fire år siden satte vi os det mål, at vi i Europa i 2010 vil nå op på en forskningskvote på 3 %, idet en væsentlig del af disse udgifter, nemlig to tredjedele, skal finansieres af den private sektor. Det ville være klogt at forhøje de midler, der stilles til rådighed fra EU's side, sammen med egne nationale anstrengelser. Desuden skal samarbejdet mellem universiteter, forskning og økonomi styrkes for at bidrage til at højne forskningskvoten.

Som vi alle ved, er vi imidlertid ikke kommet så langt på dette område, som er så afgørende for vores fremtid, idet forskningsudgifterne i EU i dag kun er på ca. 1,9 %.

Gennem vores anstrengelser sammen med Kommissionen er det lykkedes os at sætte en dynamik i gang og vække bevidstheden hos medlemsstaterne for, at det er vigtigt med konkrete målsætninger og selvforpligtelser for at øge forskningsudgifterne. Her har samtlige medlemsstater allerede øget ambitionsniveauet og sat sig tilsvarende nationale mål.

Desuden spiller moderne kommunikationsstrategier en vigtig rolle i vores hurtigtkørende informationssamfund, når det gælder fremme af innovationer. Med hensyn til universitetsuddannelserne vil vi opfordre medlemsstaterne til inden 2007 - i overensstemmelse med den nationale praksis - at lette universiteternes adgang til private sponsormidler og fjerne barrierer for samarbejdet mellem de akademiske institutioner og erhvervslivet.

Endvidere skal der gøres mere for at forbedre rammebetingelserne for virksomheder, iværksætterpotentialet og særligt situationen for de små og mellemstore virksomheder. Dette skal der også sættes fokus på i forbindelse med Det Europæiske Råd. Små og mellemstore virksomheder udgør en stor del af det europæiske erhvervsliv og kan med rette betegnes som dets motor. I EU findes der godt 23 millioner små og mellemstore virksomheder, som leverer næsten 75 millioner arbejdspladser. Initiativer, der bidrager til at styrke og fremme de små og mellemstore virksomheder som det europæiske erhvervslivs rygrad, kan derfor yde et væsentligt bidrag til vækst og beskæftigelse. Vi vil også mindske de administrative forhindringer for små og mellemstore virksomheder og den tid og de udgifter, det kræver at starte ny virksomhed.

(Formanden fratog taleren ordet)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Hr. Winkler, undskyld mig, normalt er tiden for Rådets og Kommissionens indlæg ikke begrænset, men her til formiddag har vi problemer med tiden på grund af den tid, vi brugte på den forrige drøftelse. Jeg beder Dem derfor om, hvis det er muligt, også at tilpasse Deres indlæg, så medlemmerne får mulighed for at tale. Det ville jeg blive glad for.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans Winkler, formand for Rådet. - formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, undskyld, hvis jeg taler for længe. Jeg vil korte af og afslutte mit indlæg. Der er akut behov for handling inden for en række spørgsmål. Mit indlæg ville være ufuldstændigt, hvis jeg ikke også nævnede arbejdsmarkedet, særligt også fremme af integrationen af de unge på arbejdsmarkedet. Netop på Det Europæiske Råd vil vi ganske særligt beskæftige os med spørgsmålet om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Det er et mål at nedbringe andelen af unge, der afbryder deres skolegang, inden 2010 og sørge for, at flere unge får en højere skoleuddannelse. Det skal også være en central del af vores bestræbelser at bekæmpe langtidsarbejdsløsheden.

Endelig kommer også spørgsmålet om energi til at spille en vigtig rolle, ikke kun på grund af den betydning, som denne sektor har for at skabe arbejdspladser og vækst, men naturligvis også på baggrund af den seneste tids begivenheder. Jeg håber, at der vil udgå vigtige impulser fra Det Europæiske Råd også i denne henseende og med hensyn til alle de andre emner, jeg har nævnt, som vil få afgørende indflydelse på det fremtidige arbejde i alle EU's institutioner.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Nej, hr. formand. Rådsformandskabet og Kommissionen har ikke begrænset taletid, men netop i dag er vi nødt til at fordele en ikke-vedvarende og knap ressource, nemlig tiden.

 
  
MPphoto
 
 

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, Det Europæiske Råd i sidste uge blev afholdt på et vigtigt tidspunkt. Vi kan i øjeblikket se de første opmuntrende tegn på øget tillid hos forbrugerne i Europa. Investeringerne tager til igen, og vækstraterne bliver gradvist bedre. Det er gode nyheder. Lad os udnytte det gunstige økonomiske klima til at gøre nye fremskridt i retning af vores mål om vækst og beskæftigelse. Lad os skifte til et højere gear.

Sidste år foreslog vi en gennemgribende revision af styringen af den økonomiske politik i Europa. Vi enedes om at arbejde sammen i et partnerskab. Vi har fordelt ansvarsområderne mellem os. Vi har centreret vores strategi og indsats om det væsentligste. Europa-Parlamentet har støttet massivt op om denne nye tilgang, og jeg må lykønske Parlamentet med den rolle, det spiller i denne forbindelse.

I sin meddelelse til Det Europæiske Råds forårsmøde foreslog Kommissionen flere prioriterede aktioner til fordel for vækst og beskæftigelse. Jeg skal ikke gå i detaljer med alle de specifikke foranstaltninger, vi foreslår, men redegøre for nogle af de temaer, jeg i dag finder særligt vigtige.

Jeg glæder mig over, at de 25 nationale reformprogrammer nu er vedtaget. De indeholder en beskrivelse af, hvordan de enkelte medlemsstater har til hensigt at gennemføre de fælles fastlagte retningslinjer for vækst og beskæftigelse under hensyntagen til de specifikke nationale forhold. De nationale reformplaner er ganske vist ikke alle lige ambitiøse og heller ikke alle lige gode, men de udgør dog et godt arbejdsgrundlag.

Vi må gøre os klart, at der kun er tale om en indledende etape, og alle ved, at det ikke er rapporterne, der skaber arbejdspladserne. Det er nu, vi skal se, om der er politisk vilje og målrettethed i gennemførelsen af netop disse hensigtserklæringer.

Det er således i år på tide at omsætte ordene i handling. Kommissionen vil i løbet af de kommende måneder indgå i et nært samarbejde med medlemsstaterne om iværksættelsen af deres nationale programmer og opfølgningen heraf. Jeg er Parlamentet meget taknemmelig for den rolle, det har påtaget sig i denne forbindelse. De fælles parlamentariske møder mellem Europa-Parlamentet og repræsentanterne for de nationale parlamenter om Lissabon-strategien har bl.a. bidraget til at gøre de nationale parlamenter mere lydhøre over for udfordringerne og tilskyndet dem til at indgå aktivt i processen.

Det er ikke desto mindre korrekt, mine damer og herrer, at det stadig vil kræve et stort stykke arbejde at få de enkelte medlemslande til at tage denne nye strategi for vækst og beskæftigelse til sig. Inden for rammerne af partnerskabet kan medlemsstaterne tage ved lære af de andres erfaringer. Alle har noget at tilbyde, og alle har noget at lære, men jeg bliver aldrig træt af at understrege, at vi har brug for en indsats, der ikke kun involverer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, men også gradvist inddrager de nationale parlamenter, arbejdsmarkedets parter, de nationale partier - og ikke kun de europæiske partier - og den europæiske offentlighed. Det er en betingelse for, at vores fornyede strategi til fordel for vækst og beskæftigelse kan blive en succes.

Et andet vigtigt spørgsmål er den frie bevægelighed for arbejdstagere. Jeg har bemærket, at Parlamentet i det beslutningsforslag, det har stillet på baggrund af denne redegørelse, opfordrer, jeg citerer, "medlemsstaterne til hurtigst muligt at skabe fuldstændig fri bevægelighed for borgere og arbejdstagere i EU sideløbende med en målbevidst indsats for at fremme arbejdskvaliteten i alle dens aspekter". Jeg tilslutter mig fuldt ud dette forslag fra Europa-Parlamentet. Virkeligheden giver Dem i øvrigt ret. En analyse, som Kommissionen har foretaget for nylig, viser klart, at tilstrømningen af arbejdstagere fra de central- og østeuropæiske medlemsstater til de 15 gamle medlemsstater i det væsentligste kun har haft positive følger. Det er kun én af grundene til, at Kommissionen glæder sig over, at det for nylig - efter offentliggørelsen af vores meddelelse - er blevet meddelt, at i første omgang Finland, Portugal og Spanien og nu Nederlandene slutter sig til Irland, Det Forenede Kongerige og Sverige og ophæver restriktionerne for den frie bevægelighed for arbejdstagere i Europa. Jeg glæder mig til, at de øvrige lande følger trop.

(Bifald)

I en globaliseret økonomi kan ingen medlemsstater tillade sig at handle på egen hånd. Det er ikke det rigtige tidspunkt at udvise økonomisk nationalisme på. Det er ikke nationalistiske udgydelser, der vil gøre det muligt for os at opbygge fremtidens Europa.

(Bifald)

Hvis man forsvarer sine nationale mestre på kort sigt, indebærer det i reglen, at de på lidt længere sigt havner i anden division. De mest effektive virksomheder, der har måttet klare sig i den skarpe konkurrence, vil overhale de nationale mestre, når de bevæger sig ud på de internationale markeder. Vi må gøre os klart, mine damer og herrer, at det, vi har brug for, ikke er nationale mestre, men verdensmestre, der har hovedsæde i Europa og høster størst muligt udbytte af vores indre marked.

(Bifald)

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så vil Kommissionen gøre brug af sine beføjelser, hvis en virksomhed misbruger en dominerende stilling på markedet. Den er juridisk forpligtet til at overvåge konkurrencereglernes håndhævelse og beskytte forbrugerne. Den opfylder fuldt ud sine forpligtelser.

Udfordringen ved globaliseringen kræver en styrkelse af det indre marked. Frihed til at levere tjenester er et væsentligt aspekt ved det indre marked, og vi har allerede sagt, at servicesektoren på den ene side og de små og mellemstore virksomheder på den anden er de mest relevante lokomotiver for beskæftigelsen i Europa.

Jeg vil gerne takke Dem for resultatet af Parlamentets førstebehandling af tjenesteydelsesdirektivet. De fremsatte ændringsforslag, der generelt var baseret på en bred enighed, som nu kan føre os videre frem. Kommissionen vil reagere positivt på Deres enighed.

Først i næste måned vil vi fremlægge et ændret forslag, som i vid udstrækning vil blive baseret på denne førstebehandling og diskussionerne i Rådet. Vi ved, at det østrigske formandskab vil arbejde videre med Rådets fælles holdning kort tid efter. Jeg håber, at denne lovgivning vil blive vedtaget hurtigt, idet vi er nødt til at gøre fremskridt på dette område, hvis vi mener det alvorligt med vækst og arbejdspladser.

(Bifald)

De energimæssige udfordringer i det 21. århundrede kræver et stærkt og effektivt svar. Efter en lang periode med relativ stabilitet kan vi ikke længere tage en sikker energiforsyning til en rimelig pris for givet. Øget importafhængighed, højere energipriser og klimaforandringer er udfordringer, som er fælles for alle EU's medlemsstater. Kun et europæisk svar baseret på bæredygtighed, konkurrenceevne og sikkerhed kan klare udfordringer i denne størrelsesorden.

I Kommissionens grønbog har vi fremhævet seks nøgleforanstaltninger. Vi må skabe et reelt europæisk el- og gasmarked. Vi skal opnå bedre integration. Med den bedre integration får vi større solidaritet mellem medlemsstaterne i krisetider. Vi må fremskynde overgangen til en økonomi med lavt forbrug af kulstoffer, hvor vi både bruger nye og eksisterende energiformer til at sikre bæredygtigheden. Vi skal ikke blot ændre energiforsyningen, men også energiefterspørgslen. Der er store muligheder for at bruge energien mere effektivt til gavn for klimaet, forbrugerne og vores sikkerhed.

Europa er helt i front med udviklingen af teknologier med lavt kulstofindhold. Den position skal vi fastholde. Vi har brug for øget europæisk innovation inden for vedvarende energikilder og alt, hvad der drejer sig om miljøvenlige teknologier. Sidst, men ikke mindst må vi fremme en mere sammenhængende og integreret metode i vores relationer med tredjelande og i internationale sammenhænge.

Jeg hører undertiden folk sige, at det ikke er muligt med en europæisk energipolitik, fordi den berører områder, hvor medlemsstaterne har nationale, strategiske interesser. Jeg behøver ikke minde Dem om, at selve grundlaget for Det Europæiske Fællesskab rent faktisk var en fælles europæisk politik for kul og stål, de to områder, der blev anset for de mest følsomme for medlemsstaternes nationale strategiske interesser på daværende tidspunkt. Det er netop, fordi energi har strategisk betydning, at vi har behov for en europæisk strategi og ikke 25 nationale strategier. Det er netop grunden til, at vi har brug for den strategi.

(Bifald)

I grønbogen opfordres alle til at bidrage til denne vigtige diskussion. Jeg er meget opmuntret af de positive reaktioner, som vores grønbog har givet anledning til, og af den meget engagerede støtte fra det østrigske formandskab, og jeg ser frem til en god opbakning fra Europa-Parlamentet til denne nye strategi for EU.

Jeg vil også understrege behovet for, at man behandler social samhørighed som en integrerende del af vækst- og jobskabelsesstrategien. Kommissionen er yderst opmærksom på behovet for at sikre arbejdspladser af høj kvalitet og undgå usikre arbejdsbetingelser. Efter min mening skaber globaliseringen store muligheder, men vi må og kan ikke se bort fra presset på virksomheder og arbejdstagere fra en skarp international konkurrence. Derfor har Kommissionen foreslået en europæisk fond til afbødning af globaliseringens følger. Denne fond vil fungere som støddæmper over for globaliseringens stærke lokomotiv. Den skal supplere medlemsstaternes bestræbelser på at hjælpe de berørte arbejdstagere tilbage på benene. Det vigtige er at få folk omskolet og tilbage på karrierestigen på en bæredygtig måde. Vi er nødt til at inddrage arbejdsmarkedets parter i vores diskussioner om arbejdspladser og arbejdsmarked.

Europas økonomiske fremtid afhænger af, at vi har de bedst uddannede mennesker, både teoretisk og fagligt, med en fuldstændig række af færdigheder og den nødvendige tilpasningsevne til en videnøkonomi. Derfor må vi øge investeringerne i videregående uddannelse betydeligt. Kommissionen foreslår et mål på 2 % af BNP i 2010.

Samtidig må vi øge Europas udgifter til forskning og udvikling til 3 % af BNP inden 2010. Det betyder mere ambitiøse nationale mål og mere ambitiøse foranstaltninger for at nå målene. Vi har nogle fremragende universiteter og forskningscentre, som virkelig vil nyde godt af øgede bevillinger. Men vores systemer er fragmenterede. Der findes en kløft mellem videregående uddannelse og forskning på den ene side og virksomhederne og økonomien på den anden. Der er tilsyneladende ikke nogen forbindelse.

For mange af vores bedste hjerner forlader Europa. Derfor har Kommissionen i sine bestræbelser på at skabe ekspertise foreslået et europæisk teknologisk institut. Et europæisk teknologisk institut skal supplere andre foranstaltninger; det skal bruge de ressourcer, som de deltagende partnere stiller til rådighed, og gøre det mere effektivt til gavn for disse partnere og til gavn for hele EU's økonomi. Det er et ambitiøst projekt. Jeg vil bede stats- og regeringscheferne om at støtte denne idé, og jeg beder også Parlamentet om støtte. Airbus og Galileo har vist os betydningen af europæiske flagskibe med succes. Det europæiske teknologiske institut skal være det næste; det er et symbol på et europæisk mål, men det er mere end et symbol: Det tilføjer værdi til vores kollektive bestræbelser inden for forskning, uddannelse og innovation.

Jeg er klar over behovet for at gøre mere på dette område, og jeg tror på, at dette kan udgøre et entydigt engagement i denne videntrekant. Kort sagt vil et større engagement i Europa skabe mere fremgang og frihed for borgerne.

Jeg vil gerne takke Dem mange gange for Deres støtte, som blev udtrykt så godt i Deres beslutningsforslag. I næste uge skal Det Europæiske Råd udvise et tilsvarende engagement i vækst og beskæftigelse. Tiden er kommet til at levere varen, og den består ikke af flere ord, men af handling.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, Lissabon står for vækst og beskæftigelse og dermed for EU's erhvervslivs konkurrenceevne, og jeg glæder mig også over kommissionsformandens personlige engagement og over, at han her sætter en prioritering for sin Kommission.

Jeg takker Dem, hr. kommissionsformand, fordi De siger, at et tilbagefald til den økonomiske nationalisme eller - hvis man vil beskrive det positivt - den økonomiske patriotisme ville være ensbetydende med det europæiske erhvervslivs undergang og ville føre til, at vi ikke på nogen måde var konkurrencedygtige i verdensmålestok i forbindelse med globaliseringen.

(Bifald)

Derfor takker jeg for denne kampberedte holdning. Sig det også i Rådet ved stats- og regeringschefernes møde. Hr. statssekretær Winkler, vi sætter stor pris på Dem som person og på, at De er her, men når kommissionsformanden er her, så ville det også være passende, at rådsformandskabet var repræsenteret på lige så højt niveau med en minister. Det må vi også overveje. Jeg vil gerne udtrykkeligt give udtryk for min respekt for Dem som person, men institutionerne må også være ligeværdigt repræsenteret ved sådanne debatter. Det siger jeg uafhængigt af partipolitisk tilhørsforhold. Det handler om EU's institutioner.

Europa-Parlamentet prioriterer Lissabon-processen højt, som jo er en løbende proces, der ikke er begrænset til 2010. Derfor har vi nedsat styregruppen under ledelse af vores kollega Joseph Daul. Det glæder mig, at de tre største grupper - ja, måske kommer de andre til en dag, Francis Wurtz - gør dette spørgsmål til en central del af deres arbejde, og naturligvis også De Grønne, som imidlertid slet ikke er der nu, og måske også nogle andre ...

(Protest)

.... ja, formændene er der ikke, så glæd Dem hellere over, at jeg skænker Deres formænd så stor opmærksomhed. Det fælles indre marked, den frie udveksling af personer, varer, tjenesteydelser og kapital er forudsætningen for, at EU kan være konkurrencedygtigt på verdensmarkederne.

Jeg opfordrer stats- og regeringscheferne til lade Parlamentets bestræbelser for tjenesteydelsesdirektivet være dem et eksempel. Jeg siger til regeringerne, at hvis man nu mener, at man vil opnå noget andet, så ødelægger man dette kompromis om tjenesteydelsesdirektivet. Derfor opfordrer jeg regeringerne til at lade Europa-Parlamentet være dem et eksempel.

Det glæder mig også - det er ikke min opgave, men jeg glæder mig som formand for PPE-DE-Gruppen - at der nu også er en formand for De Grønne til stede. Sammen vil vi skabe Europa, hr. Cohn-Bendit.

Vi har brug for iværksætterånd i EU. Virksomheder er jo ikke noget abstrakt, men det at engagere sig er ensbetydende med at realisere friheden. Iværksætterånd betyder skabelse af arbejdspladser. Her har vi brug for et positivt perspektiv.

Det glæder os, hr. kommissionsformand, at De har stillet forslaget om et europæisk institut for teknologi. Dette må ikke betyde, at der bliver skabt en ny stor universitær myndighed, det skal være et netværk mellem de forskellige eksisterende europæiske teknologiske institutter, så vi får en merværdi, og så Europa virkelig bliver blandt de førende i verden med hensyn til innovation og forskning. De nævnte Galileo, De nævnte Airbus. Vi har brug for nye projekter, og derfor støtter vi Deres overvejelser.

Afslutningsvis vil jeg bemærke, at jeg ikke har 15 minutter som Rådet og Kommissionen. Også det må vi overveje på et tidspunkt, hr. formand, hvordan vi kan få en bedre balance. Jeg går ind for, at Europa-Parlamentet også i disse spørgsmål skal arbejde tæt sammen med de nationale parlamenter, fordi det er vores fælles opgave - nationalt og europæisk - at gøre Europa konkurrencedygtigt og føre EU ind i en god udvikling, økonomisk og generelt.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen i henhold til artikel 166, stk. 1, og 121, stk. 2. Jeg undskylder, at jeg afbryder forhandlingen, men før den gik i gang, havde Sir Robert Atkins en bemærkning til forretningsordenen, som De afviste, fordi den ikke vedrører dagens dagsorden. Han henviste rent faktisk til et fantastisk vigtigt spørgsmål, som er omfattet af forretningsordenens artikel 166. Når Parlamentets forretningsorden tilsidesættes, er det helt i orden, at et medlem henleder Deres opmærksomhed på det.

Sir Robert erklærede, at den britiske regering sandsynligvis handler ultra vires og overtræder Fællesskabets lovgivning vedrørende brud på fortrolighedsbestemmelserne. Det pågældende udvalg har skrevet til Dem. Jeg vil gerne spørge, om De har mulighed for at svare Sir Robert Atkins inden afstemningen.

Jeg vil gerne endnu en gang minde Dem om, at jeg henviser til artikel 166, stk. 1, og artikel 121, stk. 2.

Jeg beklager denne afbrydelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg beklager også denne afbrydelse.

Mine damer og herrer, fra nu af er jeg nødt til at være mere striks med hensyn til anmodninger om bemærkning til forretningsordenen, for det viser sig, at De den ene gang efter den anden henviser til denne procedure med et andet formål end det, den er tiltænkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, Lissabon-processen var, da den blev indledt, det første rigtige og efter min mening også meget velgennemtænkte forsøg på at give et europæisk svar på globaliseringens udfordringer. Den model, der blev fundet i Lissabon, var, at vi på lang sigt kun vil kunne overleve i den interkontinentale konkurrence og fortsat være konkurrencedygtige i forhold til konkurrenter på andre kontinenter, hvis vi bliver det stærkeste videnbaserede samfund og økonomi i verden - men på europæisk niveau.

Det var et rigtigt skridt. Men hvad er der sket siden da? De, som vedtog dette skridt, kan ikke beslutte sig for, om de vil have det på europæisk niveau eller på nationalt niveau. De er splittet mellem budskabet "vi kan kun overleve i denne konkurrence på europæisk niveau", hvilket er rigtigt, og budskabet i deres eget land "nå ja, i princippet er vores regering stærk nok til at gøre det selv", hvilket naturligvis vinder større gehør hos vælgerne. Resultatet er, at der ikke bliver inveseteret nok i Lissabon-processen, hverken på europæisk eller nationalt niveau. Det er situationen efter seks år!

(Bifald)

Hr. kommissionsformand, jeg er meget taknemmelig for Deres udtalelser, men jeg beklager også, at der er noget, De fortier. Der er stor afstand mellem det nødvendige engagement, også finanspolitisk, som De i dag endnu en gang har beskrevet, og så det, der sker i virkeligheden. De har sammen med Kommissionen beskrevet, hvad der er behov for for at finansiere EU i de næste syv år, og Rådet har vedtaget et finansielt grundlag. Men der er en afstand mellem Deres krav og det, som Rådet har vedtaget, på 40,82 %!

Rådet har vedtaget 40,82 % mindre til de finansielle overslag, end De har krævet. Det, hr. formand, repræsenterer de forskellige budskaber, de forskellige byggesten. Hvis man hele tiden fremstiller forskellige byggesten, kan man ikke bygge noget pænt hus. Det kan man ikke engang bygge en faldefærdig rønne med. Det kan man ikke engang bygge en skihytte i Arlberg am Lech med - eller omvendt, Lech am Arlberg, hvor man kan sidde og synge sømandsviser om aftenen. Velkommen i dalen, hr. formand! Styrtløbet er slut nu.

(Munterhed)

Trilogen om de finansielle overslag, som vi kommer til at opleve i de kommende dage, og det efterfølgende topmøde fremhæver endnu en gang denne modsætning. I trilogen regerer kræmmersjælene, som kradser den sidste euro ind, så den ikke kan gives til Europa.

(Bifald)

Og tre dage senere mødes stats- og regeringscheferne og kundgør endnu en gang, hvor vigtigt Lissabon-topmødet er, hvor vigtige Lissabon-målene er. Det er netop det, der hæmmer Europa, at der ikke er nogen sammenhængende og konsekvent fremgangsmåde i forbindelse med Lissabon-processen!

I Europa-Parlamentet har vi forsøgt at tilvejebringe en kombination mellem den nødvendige fleksibilisering i Europa og den nødvendige sociale samhørighed. De to ting hører nemlig sammen. Hvis man vil have befolkningen med sig - det har De ret i, hr. statssekretær Winkler - hvis man vil have folk med sig, må man beskrive globaliseringen som en mulighed, men man må også mindske risikoen for, at globaliseringen altid bliver brugt til at forringe de sociale standarder. I forbindelse med tjenesteydelsesdirektivet forsøgte vi at sige ja til fleksibilitet, hvor den er nødvendig og mulig, men under bevarelse af den sociale samhørighed. Og derfor går jeg ud fra, at Europa-Parlamentets beslutning vil være grundlaget for Kommissionen og Rådet ved den videre drøftelse af tjenesteydelsesdirektivet. Jeg kan kun advare mod at afvige fra det! De har afgivet et løfte, jeg har i dag hørt fra Dem, hr. rådsformand, at De også vil holde dette løfte. Vi vil holde øje med, at det bliver indfriet. Det kan De være sikker på!

Når vi taler om fremtiden for Lissabon-processen, så er der virkelig blevet skrevet papirer nok nu. Det, vi har brug for, er investeringer i forskning og kvalificering, så de bedste ikke flytter til andre kontinenter. Vi har brug for investeringer i livslang læring. For hvis gode kvalifikationer er en forudsætning for at komme ind på arbejdsmarkedet, så er livslang læring en grundlæggende rettighed for at garantere denne adgang til arbejdsmarkedet for alle mænd og kvinder.

I går præciserede den tyske forbundspræsident de unge europæiske mænds og kvinders ønsker med Erasmus som eksempel. Erasmus er imidlertid et af de punkter, som er blevet skåret mest ned i forbindelse med de finansielle overslag. Jeg må gentage, at der ikke er noget, der passer sammen i forbindelse med Lissabon-processen.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, mere end en gang i Unionens historie har der hersket splittelse mellem dem, der ønsker at bevæge sig fremad, og dem, der ønsker at gå bagud; mellem dem, der forsvarer det indre marked og Lissabon-dagsordenen som det bedste middel til at sikre effektivitet, konkurrenceevne og vækst på lang sigt, og dem, der afviser frihandel til fordel for en økonomisk nationalisme, der - som Giulio Tremonti sagde - minder om den lige før krigen 1914-18.

Det ironiske er, at denne såkaldte patriotisme - dårligt camoufleret økonomiske nationalisme - vil skabe lige så få fordele for borgerne i Frankrig, Spanien eller Polen, som den gør i resten af Europa, for det er retfærdig konkurrence, der er drivkraften bag det globale marked, højner kvaliteten og giver lavere priser, og det er den retfærdige konkurrence, som protektionismen undergraver. Hvis en virksomhed ser en kommerciel logik i at fusionere med en anden, hvorfor skal vi så lægge den hindringer i vejen? Den store succes ved euroen, som Kommissionens formand har påpeget, er, at der forekommer flere og flere fusioner og overtagelser. Det europæiske erhvervsliv er ved at gøre sig klar til at møde udfordringerne ved at konkurrere i en global økonomi.

Det er spørgsmål til forårs-topmødet. Det er spørgsmål for Kommissionen, for Kommissionen vil blive testet i denne situation i sin rolle som traktaternes vogter og forsvarer. Stillet over for et hidtil uset angreb på det indre marked skal Kommissionen holde fast i traktaterne, holde fast i de grundlæggende friheder og tale åbent, når det er nødvendigt - som De har, hr. Barroso og kommissær McCreevy og Kroes ligeledes - og gribe til handling for at forsvare Unionen. Men forsvaret af det indre marked påhviler ikke kun Kommissionen; Rådet har også en rolle, som vi understreger det i det beslutningsforslag, vi drøfter i dag. Det betyder, at forårs-topmødet skal fremskynde omsætning og gennemførelse af Unionens direktiver med henblik på at skabe et enhedsmarked med fri bevægelighed for varer, tjenester og kapital. Vi ønsker, at Det Europæiske Råd skal behandle den fri bevægelighed for tjenester, fri bevægelighed for arbejdstagere og fri bevægelighed for kapital seriøst. Når de drøfter den fremtidige finansiering af vores Union, skal stats- og regeringscheferne finde de nødvendige midler til uddannelse af vores arbejdsstyrke, til transeuropæiske net samt til forskning og udvikling gennem det europæiske institut for teknologi, som vil sikre den økonomiske dynamik fremover.

Tiden er inde til, at vores stats- og regeringschefer formaliserer de rådsmøder, der finder sted i marts og oktober. De behøver ikke at få et mærkat udelukkende som topmøder for den økonomiske politik; kravene til energisikkerhed, til fred i Mellemøsten og bekæmpelse af den internationale organiserede kriminalitet er ligeledes påtrængende sager og bør være på næste uges dagsorden. Der bør også være en offentlig drøftelse af Unionens spæde forsvarspolitik, som i øjeblikket planlægges bag lukkede døre. Det østrigske formandskab åbnede for nylig et møde i Rådet (miljø) for offentlighedens øjne; hvorfor ikke gøre denne åbenhed til normal praksis i Rådet?

Min gruppe glæder sig over Kommissionens forslag om at fremlægge et konkret dokument, så vi kan drøfte forsvarspolitik her i Parlamentet og inddrage borgerne i diskussionen om, hvad der skal ske med vores kontinent.

Hr. rådsformand, for et århundrede siden havde Deres land en udenrigsminister, der studerede i Strasbourg, genindsatte det gamle styre og dominerede politikken på kontinentet i 30 år. Hvis fru Plassnik kan gentage Metternichs resultater, vil Europa opleve fremgang. Hvis det ikke lykkes for hende, kan hun altid følge hans eksempel og flygte til Storbritannien.

 
  
MPphoto
 
 

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. Winkler, hr. Barroso, min gruppe har i tidens løb konstateret, at Lissabon-strategien ikke længere er den samme strategi, som blev defineret i starten af denne meget interessante proces. Det fremgik klart af hr. Winklers tale. Her handler det meget ensidigt om en strategi for vækst og beskæftigelse. Det blev slet ikke nævnt, at målet om bæredygtighed og social retfærdighed, som blev formuleret i Göteborg, skal være en del af denne strategi. Jeg er bange for - efter de diskussioner, som jeg har oplevet i koordineringsstrukturen om Lissabon, og også efter det beslutningsforslag, vi er nået frem til, og som vi skal stemme om i dag - at der er risiko for, at Parlamentet ikke længere er villigt til at følge denne ambitiøse strategi om virkelig at knytte bæredygtighed og vækst sammen.

Hvad bygger jeg det på? Der er overhovedet ingen vilje til at diskutere vigtige instrumenter, som kunne garantere succes. I koordineringsstrukturen forsøgte vi at diskutere skattepolitik. Hvis man ikke er villig til at tage fat på en fælles virksomhedsbeskatning inden for EU, hvordan skal vi så komme ud af den negative geografiske konkurrence? Hvis man ikke er indstillet på at tale om miljøskatter, hvordan skal man så fra statens side kunne gennemføre bæredygtighed som styrende instrument? Blandt kollegerne er der ingen vilje til overhovedet at anvende begrebet "skat". Man er bange for at skræmme borgerne. Man giver borgerne løfter, men man sørger ikke for, at der skabes instrumenter, som overhovedet ville sætte én i stand til at opfylde disse store løfter.

Lad os tage et vigtigt aktuelt eksempel, nemlig energipolitikken. Hr. Verheugen, hr. Barroso, hvis De ikke er villig til at inddrage trafikpolitikken i Deres energipolitiske strategier, hvis De ikke er villig til at gøre sparsom omgang med ressourcerne og effektiv udnyttelse til en central del af strategierne, men endnu en gang satser på at forlænge løbetiden for atomkraftværkerne, så er De dømt til fiasko. De vil ikke komme ud af råstofafhængigheden, og De vil heller ikke kunne garantere fair priser på energimarkedet. Se på de lande, der har en høj andel af elektricitet fra atomkraftværker. Er elektriciteten billig i Frankrig og Tyskland? Nej, den er dyr.

Med hensyn til markedet har jeg et ønske, hr. Barroso. Stol på Neelie Kroes' forslag fra sidste uge. I dag gælder markedet ikke for energien. Vi har brug for at få adskilt produktion og distribution af energi, at få adskilt produktion og net. Fru Kroes sagde meget rigtigt, at vi kun vil have en chance politisk over for energigiganterne, hvis vi gennemfører markedet over for energigiganterne

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Barroso, hr. Winkler, Kommissionen har en sjælden evne til at finde meget rammende forkortelser for sine programmer såsom Erasmus og Sokrates. Den kunne således også have kaldt sin strategi fra Lissabon for Janus efter den berømte romerske gudeskikkelse, der sædvanligvis bliver afbilledet med to ansigter, det ene vendt mod fremtiden og det andet mod fortiden. Nøjagtigt som Lissabon-dagsordenen.

Det ene ansigt på denne Lissabon-strategi for årtiet 2000-2010 er imødekommende. Det afspejler som anført i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i foråret 2005 behovet for at investere i den menneskelige kapital, som er Europas vigtigste trumf. Det indvarsler flere job og endog fuld beskæftigelse såvel som job af bedre kvalitet. Det understreger betydningen af forskning, uddannelse, nyskabelse og et solidt industrielt netværk i hele EU. Det fremhæver endog målet om at standse tabet af biologisk diversitet inden 2010.

Dette ansigt på den europæiske Janus er vendt mod fremtiden. Det synes at indvarsle en æra med så store sociale, økonomiske og økologiske fremskridt, at man ved første øjekast har svært ved at forstå, hvor Kommissionen mener, der fortsat skal ydes en stor indsats for at overbevise borgerne om, at reformerne vil bidrage til at skabe øget velstand for alle, og inddrage dem heri.

Hvorfor dog? Fordi der er Lissabon-strategiens andet ansigt, som er vendt mod EU-ledernes evindelige liberale besættelse. Det fremgår af Kommissionens sidste meddelelse, at det er nødvendigt, at gøre Europa mere tiltrækkende for erhvervslivet, reformere pensionerne, sundhedssektoren og arbejdsmarkedet, sanere budgettet, forhøje den reelle pensionsalder, øge arbejdskraftens produktivitet, sikre en virkelig konkurrence inden for servicesektoren, fremme øget konkurrence på markederne for elektricitet og gas osv.

Kommissionen forventer endog, at fagforeningerne indgår i denne liberale strategi. Den forventer, at Parlamentet slutter op om dens kommunikationsindsats.

Men De skal ikke regne med, at vi er villige til at stå frem for de tyske lønmodtagere i den offentlige sektor, der protesterer mod en forlængelse af arbejdstiden og lønnedskæringer, de italienske lønmodtagere, der kræver en fuldstændig genforhandling af lov nr. 30, som udelukkende øger usikkerheden, de unge franskmænd, der protesterer mod forslaget om en arbejdskontrakt på to år, der giver arbejdsgiverne mulighed for frit at afskedige dem, de kvindelige britiske arbejdstagere, der modsætter sig forslaget om at hæve pensionsalderen fra 60 til 65 år, de nye centraleuropæiske medlemsstaters lønmodtagere, der ikke ønsker, at deres lande bliver betragtet som lavomkostningsområder, og kræver sociale fremskridt, eller alle de, der modsætter sig strategien til nedbringelse af de offentlige og sociale udgifter under henvisning til stabilitetspagten, og forklare dem, at de tager fejl, og at Lissabon-strategien tværtimod forbereder dem en gylden fremtid.

I virkeligheden er Lissabon-strategiens to dele uforenelige. Den anden del skal slås ud, hvis den første skal leve. Det er vores valg.

 
  
MPphoto
 
 

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - Hr. formand Efter det franske og hollandske nej til forfatningen besluttede EU-topmødet at arrangere tænkepause om Europas fremtid. Det viser sig nu, at det ikke var en tænkepause, men snarere en ændring af rækkefølgen for hvem, der skulle ratificere hvornår. Siden de to nej'er er forfatningen godkendt i Luxembourg, Cypern, Malta, Letland og senest Belgien. Estland er i gang, og Finland vil godkende, før det skal overtage formandskabet 1. juli. Vi var en delegation fra Forfatningsudvalget i Helsinki forleden. Kun et enkelt lille parti, de sande finners parti, vil respektere det franske og hollandske nej. Forfatningen foreslår, at ratifikationer kan fortsætte, indtil man når 80 % af landene, så skal der være et særligt topmøde. Men forfatningens bestemmelser kan ikke være basis for at ændre Nice-traktaten, her er reglen enstemmighed. Forfatningen er derfor formelt død efter det franske og hollandske nej. I Holland har regeringen meddelt, at den ikke vil ratificere den forkastede tekst. I Frankrig siger de ledende politikere det samme. Det er derfor illegalt at fortsætte ratifikationerne uden ny beslutning, medmindre Frankrig og Holland spiller dobbeltspil og siger en ting hjemme og noget andet i Bruxelles.

Jeg vil gerne spørge formandskabet: Har Frankrig og Holland formelt accepteret, at ratifikationerne kan fortsætte uden at ændre i den forkastede tekst? Var det ikke bedre at bruge tænkepausen til at tænke nye idéer og så udarbejde en tekst, som borgerne kan godkende ved folkeafstemning i alle lande den samme dag? En tekst, hvor overskrifterne kunne være åbenhed, nærhed og demokrati.

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformanden, hr. Winkler, og kommissionsformanden, hr. Barroso, for deres fremlæggelser her i dag.

Efter at have kigget på og diskuteret dette spørgsmål gennem en årrække er en af de ting, der slår mig: Hvad ønsker vi egentlig af Lissabon-strategien? De centrale elementer og mål er lige så relevante i dag, som da de blev fastlagt første gang: at gøre Europa til den mest dynamiske og innovative økonomi i verden i 2010. Det, vi hører i dag, er desværre, at alt muligt presses ind under, hvad der skal gøres med Lissabon-strategien. Måske er vi for ambitiøse eller for vidtgående med hensyn til, hvilke områder vi gerne vil have med.

Et af de vigtigste spørgsmål - som alle talere har været inde på her i dag - har været investeringen i menneskelig kapital: spørgsmålet om almen og faglig uddannelse, og hvordan dette fører til yderligere forskning og fremtidig innovation og udvikling. Lad os kigge på, hvad der egentlig sker i EU i øjeblikket. Se på den demografiske situation, hvor vi har en stadig ældre befolkning, en faldende fødselsrate i de fleste medlemsstater, og vi har ikke nogen strategier som reaktion på dette. Vi har brug for strategier, hvor vi ser på de positive aspekter ved den aldrende befolkning, den erfaring, de ligger inde med; men også strategier, der ser realistisk på, at folk nægtes mulighed for at få adgang til det nye arbejdsmarked. Vi må give dem de færdigheder og den uddannelse, som de har brug for, for at kunne arbejde i den såkaldte digitale økonomi.

Trods alle de smukke ord, vi måtte udgyde her, er svaret på det centrale spørgsmål om, hvem der bedst kan levere resultater inden for disse strategier - hvem der bedst er i stand til at videregive disse færdigheder til unge arbejdstagere, studerende eller ældre mennesker, der ønsker at blive genoptrænet eller omskolet - at det ikke er EU, men de enkelte medlemsstater. Derfor har vi bedt om nationale planer med præcise mål, som garanterer, at vi får noget ud af vores investering.

Når vi taler om den europæiske beskæftigelsesstrategi, social samhørighed og socialt partnerskab, er det af vital betydning, at folk kommer med, men det er også af vital betydning, at folk vågner op og ser virkeligheden i øjnene med udflytningen af industrien - som vi diskuterede i går - og de manglende investeringer i forskning og udvikling. Se på de 20 førende bioteknologiske virksomheder i verden. 19 er amerikanske og et er schweizisk - ingen ligger i EU.

Hvis vi vil være realistiske med vores ønske om at være de mest dynamiske, er vi nødt til at træffe nogle barske beslutninger, der afspejler denne position.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Leopold Józef Rutowicz (NI). - (PL) Hr. formand, rapporten fra gruppen på højt plan under ledelse af Wim Kok indeholder en realistisk beskrivelse af EU-økonomiens tilstand, som trues af marginalisering i forhold til de asiatiske og amerikanske markeder. Det globale marked er velvilligt indstillet over for økonomiske enheder, der er effektive, konkurrencedygtige, og som tilbyder billige produkter og tjenester af god kvalitet. Medlemsstaternes og parlamenternes direkte inddragelse i gennemførelsesprogrammerne kan ses som en af succeserne ved de aktiviteter, der sigter mod gennemførelsen af Lissabon-strategien. Foranstaltninger vedrørende programmet for energisikkerhed kan også skabe bedre og stabile betingelser for økonomisk udvikling. Det forhold, at store grupper af mennesker deltager i gennemførelsen af strategien, kan også give anledning til optimisme. Problemet ligger i foranstaltningernes effektivitet og modstanden imod dem. Disse foranstaltninger omfatter oprettelse af et indre marked, et arbejdsmarked, de rette betingelser for omstrukturering og etablering af virksomheder og stigende innovation, mens man samtidig afskaffer arbejdsløshed og stigende lønninger. Vi har brug for enighed mellem politiske grupper, fagforeninger og arbejdsgivere. Der findes særligt betydningsfulde hindringer for processen med omstrukturering, organisationen af landbrugsmarkedet og begrænsning af landbrugets produktionsomkostninger. Den manglende levedygtighed, der kendetegner nogle produktionssektorer, betyder, at et stort antal bedrifter står over for at måtte gå i betalingsstandsning, og at der er tale om stigende arbejdsløshed og ubrugt jord. Derfor er det af vital betydning at gribe hurtigt ind for at indføre et produktionssystem for landbruget med et garanteret marked som for biobrændsel og biomasse. Vi har brug for et flerårigt program for at tilpasse landbruget til de nye markedsvilkår. Processen med at afskaffe protektionismen, som ikke skaber, men kun nedsætter merværdien og øger social- og arbejdsmarkedsudgifterne, står over for store forhindringer. Endelig vil jeg gerne nævne et optimistisk citat fra den tyske præsident: "Vi bør lave udfordringer om til muligheder for succes". Jeg tror, at dette er noget, som vi kan gennemføre.

 
  
MPphoto
 
 

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, jeg ønsker alle institutioner held og lykke med de handlinger, der skal besluttes i de næste uger eller på topmødet, og som skal vise vejen for den europæiske fremtid. Mottoet for alle møder i de kommende uger skal være "handling i stedet for ord", som kommissionsformanden sagde.

Vi kræver handling, som fjerner enhver tvivl om et klart nej til partikularisme, protektionisme og enhver er sig selv nærmest-mentaliteten. Vi kræver modige, konkrete, kontrollerbare europæiske handlinger fra medlemsstaternes side for vækst og beskæftigelse og for energipolitikken. Vi kræver, at medlemsstaterne går med på tjenesteydelsesdirektivet og de finansielle overslag og ikke bliver ved med at stå stille.

Hvad er det, vi ønsker? For det første ønsker vi beslutsomme handlinger, så Europa kan udvikle sig mere modigt, troværdigt og beslutsomt til en politisk union. Den politiske union er vores primære mål.

For det andet må vi skabe et fungerende indre marked og handle, så det endelig bliver videreudviklet til et hjemmemarked. Hvornår kan vi tale om et hjemmemarked for alle? Når vi så hurtigt som muligt gennemfører de fire frihedsrettigheder for alle EU's borgere uden grænser. Frihed og ansvar i stedet for lænker, protektionisme, nationalisme og afskærmende overgangsregler er vores mål, som vil skabe en fælles merværdi for Europas borgere.

(Bifald)

For det tredje er det sådan, at hvis man nationaliserer i stedet for at europæisere, fører man folk bag lyset. Hvor er initiativerne og projekterne, som skal gennemføre plan D og inddrage borgerne i det europæiske projekt? For det fjerde kræver jeg også, at Europa-Parlamentet skal have medbestemmelsesret i alle spørgsmål, som er relevante for det indre marked, i spørgsmål om vækst og beskæftigelse og i forbindelse med de finansielle overslag. Det viser sig, at reglen om enstemmighed i Rådet blokerer og gør det vanskeligt at finde europæiske løsninger og styrker partikularismen. Det ønsker vi ikke.

For det femte har vi brug for konkrete europæiske projekter, ikke kun nationale handlingsplaner. Skabelse af en europæisk forskningsramme, skabelse af en europæisk infrastruktur, skabelse af et europæisk energimarked, skabelse af et europæisk luftrum, skabelse af en europæisk etablerings- og innovationsoffensiv, udvikling af de europæiske uddannelsesprogrammer. Her vil vi se projekter og handling, ikke kun erklæringer. For det sjette har vi ingen fælles økonomisk politik. Derfor må vi koordinere den økonomiske politik i langt højere grad. EU er en chance. Partikularisme og protektionisme er vores egen hjemmelavede risiko.

(Bifald)

 
  
  

FORSÆDE: Edward MCMILLAN-SCOTT
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. Winkler, hr. Barroso, en strategi uden midler er som Napoleon uden en hær, nemlig afmægtig og følgelig unyttig. Det er den trussel, der hviler over Lissabon-strategien. Kan EU med de forkvaklede finansielle overslag, de nationale budgetunderskud og et fællesskabsbudget, der udgør under en tredjedel af det amerikanske budgetunderskud, gøre andet end blot at fægte med armene?

Det beslutningsforslag, jeg har udarbejdet sammen med min udmærkede kollega, Klaus-Heiner Lehne, angiver nogle interessante løsningsmodeller, selv om Parlamentet til tider nægter at se sandheden i øjnene. Flertallet har således afvist at anerkende, at en god del af USA's vækstoverskud de seneste år er resultatet af integrationen af over 10 millioner lovlige indvandrere. Vi har brug for en mere generøs europæisk indvandrerpolitik. Vil en sådan politik være til skade for udviklingslandene? Ifølge FN er det beløb, indvandrerne overfører til deres familier, mere end dobbelt så stort som den samlede internationale udviklingsbistand. Den forbløffende økonomiske udvikling i Indien, Kina, Taiwan og Hongkong kan i vid udstrækning tilskrives hjemvendte emigranters oprettelse af virksomheder.

Et forskningens Europa eksisterer ikke endnu. Det er især de mellemstore virksomheder, der ikke investerer tilstrækkeligt. En af årsagerne hertil er, at procedurerne for tildeling af europæiske midler er for bureaukratiske. En anden årsag er det manglende samarbejde mellem virksomhederne og universiteterne. Sidstnævnte burde kunne skaffe sig flere midler ved at patentere resultaterne af deres forskningsvirksomhed og investere i unge håb.

På energiområdet bør Europa alliere sig med de øvrige storforbrugere, USA, Japan, Kina og Indien for at skabe en modvægt til de karteller og oligopoler, der dominerer olie- og gassektoren. Det er med et marked, der er domineret af en håndfuld producentlande, illusorisk at søge en løsning alene i en liberalisering af det europæiske marked, især eftersom denne liberalisering fører til skabelsen af nogle såkaldte europæiske mestre, der i sidste instans kommer til at dele markedet mellem sig. Liberaliseringen af det amerikanske energimarked var langtfra en succeshistorie.

Den demografiske udvikling, Europa står over for, udgør ikke kun en udfordring i forhold til finansieringen af socialsikringen. Forlængelsen af den forventede levetid med 10-20 år for en generelt veluddannet befolkning med en god helbredstilstand er også en stor mulighed. Vi bør udarbejde strategier for en aktiv aldring, a la carte-pensionering, integration af de ældre i samfundslivet. Europa bør give afkald på sine pessimistiske udtalelser om fremtiden og i stedet for gribe alle de nye chancer for at opbygge dette nye dynamiske og rummelige samfund, som er målet for Lissabon-strategien.

 
  
  

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, et år efter midtvejsevalueringen af Lissabon-dagsordenen er det atter på tide at spørge, hvor Europa står. Svaret på dette spørgsmål er desværre noget afslørende. Efter det politiske chok over nejet til forfatningen er der nu risiko for en økonomisk lammelse. Lissabon risikerer at blive en markedspladsattraktion, den berømte dame uden underkrop, for der er jo enighed om, at det er op til medlemsstaterne at gennemføre strategien, men netop her ser vi under slagordet økonomisk patriotisme protektionistiske fejltrin, som giver anledning til alvorlig bekymring.

Idéen om, at vi skulle kunne opnå mere Lissabon og større konkurrenceevne med mindre indre marked, vidner enten om manglende realitetssans eller uærlighed. Europas økonomiske succes har i de seneste 50 år været baseret på det indre markeds fire friheder. I øjeblikket er tre af disse friheder alvorligt truet. Det begyndte for to år siden, da Tyskland, Østrig og andre begrænsede mobiliteten for arbejdskraft fra EU-medlemslandene i Østeuropa. Nu viser det sig imidlertid, at lande, som ikke greb ind i arbejdstagernes mobilitet, som Storbritannien, melder om positive erfaringer.

Hvis vi ser på kapitalens frie bevægelighed, så forbyder Italien køb af andele i italienske kreditinstitutter, Polen modsætter sig fusionen mellem UniCredit og HVB, franskmænd og spaniere modsætter sig overtagelse af indenlandske energiselskaber. Det er særligt ironisk, for netop inden for energisektoren er der brug for en europæisk handlemåde. Tror vi virkelig, at vi kan opnå en fælles energipolitik uden et indre marked for energi? Det er meget positivt, at Kommissionens holdning er så klar i dette spørgsmål. Man må håbe, at Rådet følger dens anbefalinger.

Den tredje frihed - tjenesteydelsernes - er også i fare. Den udvanding af tjenesteydelsesdirektivet, som Tyskland, Belgien og Frankrig har udvirket, vil betyde, at arbejdsdelingen på dette område fortsat bliver bevaret. Overført til vareudvekslingen ville dette betyde, at f.eks. Renault kun måtte eksportere sine biler Tyskland, hvis de i Tyskland kom til at koste det samme som en Volkswagen. Og hvad skal vi mene om Škoda? Arbejdere i Mladá Boleslav tjener mindre end deres kolleger, som monterer Audi eller Citronën. Er det også social dumping? Hvis man følger logikken i fagforeningernes argumentation om tjenesteydelsesdirektivet, er det kun et spørgsmål om tid, før der kommer krav om straffetold på industriprodukter fra medlemsstater med lavere lønniveau. Kravene til de nye medlemsstater om at forhøje deres selskabskat er i øvrigt nøjagtig det samme, systematisk betragtet.

Lissabon er ikke noget mål i sig selv, og det indre marked er ikke noget mål i sig selv. Europa har netop i sin kontinentale kerne brug for ny vækst, mere vækst for at skabe et nyt perspektiv for de millioner af arbejdsløse. Det er en politisk, social og i sidste ende moralsk forpligtelse. Hvis man bringer det indre marked i fare, forsynder man sig mod Europas arbejdsløse. Det er dem, vi er forpligtet over for, og det er for dem, de svageste i vores samfund, at vi skal føre Lissabon til succes. Det samme gælder for de ældre. Parlamentets beslutning understreger betydningen af den demografiske udvikling, også de nuværende og kommende gamle har brug for vores opmærksomhed. Vi har brug for vækst for at stabilisere vores socialsystemer. Det er ikke gjort med omfordeling alene. I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

 
  
MPphoto
 
 

  Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. Winkler, hr. Barroso, hr. Verheugen, jeg er miljøforkæmper, men jeg vil ikke tale om energi. Jeg har kolleger, som De kender, der er yderst kompetente på dette område.

Jeg vil tale om Kommissionens rolle i Lissabon-strategien. De har flere gange og med rette understeget, at hvis denne strategi skal lykkes, kræver det bred folkelig opbakning og inddragelse af de nationale parlamenter og samtlige aktører. Jeg tror, at det i denne forbindelse vil være passende, at Kommissionen sender to klare budskaber.

Det første budskab er, at Lissabon-strategien ikke er ensbetydende med uhæmmet konkurrence mellem medlemsstaterne. Vi forsvarer tværtimod en model med samarbejde og solidaritet medlemsstaterne imellem.

Det andet budskab er, at et EU med 25 medlemsstater ikke kan have førsteklasses og andenklasses borgere eller arbejdstagere.

Jeg vil nu give tre konkrete eksempler på områder, hvor jeg ville forvente et mere offensivt budskab fra Deres side. Det første eksempel er den frie bevægelighed for arbejdstagere. De har henvist hertil, De har offentliggjort en rapport - hvilket er udmærket - og De udtrykker tilfredshed med, at visse nationalstater følger Kommissionens henstillinger. Jeg forventer af kommissionsformanden og hele Kommissionen, at den i EU's interesse siger til de medlemsstater, der ikke vil følge den, eller som er tilbageholdende, at de er på afveje.

Det andet eksempel vedrører tjenesteydelsesdirektivet, hvor Parlamentet har forkastet oprindelseslandprincippet. Hvad var der galt med dette princip? Der var det i vejen, at man ikke ønskede at basere det indre marked på en indbyrdes konkurrence mellem de nationale regler uden tilstrækkelig harmonisering. De bør nu for at berolige arbejdstagerne klart sige, at de portugisere, tyskere og slovakker, der arbejder på en byggeplads i Polen, skal have samme løn, og omvendt. Sagt med andre ord bør direktivet om udstationering af arbejdstagere styrkes, og De har beføjelserne til det.

Det tredje eksempel vedrører beskatningens udvikling i Europa, idet Kommissionen har gjort fremskridt i sagen om harmonisering af beskatningsgrundlaget inden for rammerne af selskabsbeskatningen. De skal i 2007-2008 forelægge en rapport om EU's budget og fremtidige indtægter. Jeg håber, De vil have politisk vilje og mod til at sige, at det ikke er acceptabelt - andre medlemmer har omtalt det - at budgettet bliver reduceret så meget, at bevillingerne til studerende og unge arbejdstagere bliver reduceret med en tredjedel.

Jeg forventer med andre ord, hr. Barroso, at De i forhold til Lissabon-strategiens iværksættelse ikke dækker Dem ind bag medlemsstaterne, selv om deres rolle er vigtig, men går ud over Deres rolle som formidler eller upartisk mellemmand og, eftersom De har eneret til at stille lovforslag, virkelig har mod til at forsvare europæernes interesser over for truslen om nationale forskansninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Det er på høje tid at lytte til de protester og den modstand, der kommer stadig tydeligere til udtryk mod den nyligt reviderede Lissabon-strategis neoliberale tiltag, hvis konsekvenser er de modsatte af det, der blev stillet i udsigt på topmødet i Lissabon i 2000.

Med øget liberalisering af markederne, privatisering af offentlige tjenester og fleksibelt arbejdsmarked, som Kommissionen nu kalder "flexicurity", har vi fået mindre økonomisk vækst, større arbejdsløshed og mere usikker beskæftigelse, mere fattigdom og mere ulige indkomstfordeling - i konkurrenceevnens og den frie konkurrences navn.

I dag fremstår det klarere, at den neoliberale politiks to grundpiller er stabilitetspagten og den såkaldte Lissabon-strategi, hvortil kommer brutale nedskæringer i fællesskabsfondene, så den økonomiske og sociale samhørighed er blevet til et fatamorgana.

Som vi siger det i den beslutning, som vi har foreslået, er det derfor helt afgørende at erstatte Lissabon-strategien med en europæisk strategi for solidaritet og bæredygtig udvikling, der fremmer investering i forskning og innovation med sigte på afbalanceret og varig udvikling, arbejde af høj kvalitet i alle henseender, forbedrede kvalifikationer, grundlæggende infrastruktur til støtte for industrien, offentlige tjenesteydelser, miljøbeskyttelse og økologisk teknologi særlig inden for energi og transport, bedre arbejds-, social-, miljø- og sikkerhedslovgivning harmoniseret på højeste niveau og en social økonomi.

Der er også behov for en ny socialpolitisk dagsorden med henblik på at skabe et samfund ...

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 
 

  John Whittaker (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, hr. Barroso ønsker, at EU skal i kontakt med det civile samfund; hr. Winkler ønsker at motivere EU-borgerne. Men intet vil med større sandsynlighed få iagttagerne af EU til at gabe og sukke eller sige "åh nej, ikke igen!" end snak om Lissabon-dagsordenen. Kan vi ikke acceptere, at Lissabon-strategien har lidt skibbrud ligesom stabilitetspagten har lidt skibbrud, hvilket er yderst uheldigt, fordi den understøtter euroen som valuta? Hvis Lissabon-strategien ikke har lidt skibbrud, hvorfor så dette stadige behov for at relancere den?

Vi ønsker alle økonomisk vækst og arbejdspladser; vi ønsker alle, at de europæiske økonomier skal blomstre. Men tiden må være inde til at erkende, at vi ikke har den rigtige formel. I stedet for at være drivkraften bag de nødvendige reformer er det EU med sine endeløse lovtekster og sin indblanding, der holder de europæiske økonomier tilbage. De seneste beskedne forbedringer i nogle økonomier i EU er opnået på trods af EU. De er i højere grad resultatet af en global udvikling.

EU's økonomier har ikke brug for en Lissabon-strategi: De har brug for at blive ladt i fred for at lade markederne virke og lade iværksætterne skabe arbejdspladser. Kan vi ikke indse, at ved at blive ved med at tale om Lissabon-strategien, understreger EU sin egen magtesløshed? Derfor anbefaler jeg en periode med stilhed: Hold op med at tale om en dagsorden, som år efter år er blevet almindeligt anerkendt som en fiasko.

 
  
MPphoto
 
 

  Guntars Krasts (UEN). - (LV) Hr. formand, efter revisionen af Lissabon-processen sidste år tændtes et håb om, at strategien havde fået fornyet kraft, men begivenhederne de seneste seks måneder viser, at de konkrete foranstaltninger med henblik på gennemførelse af strategiens mål fortsat halter bagefter.

I sin vurdering af medlemsstaternes programmer til gennemførelse af Lissabon-strategien taler Kommissionen om, at indsatsen skal fordobles for at nå Lissabon-målene. Jeg mener, at det nu vil være et stort fremskridt, hvis det lykkes at halvere bestræbelserne på at slippe for Lissabon-opgaverne. Det seneste og meget sigende eksempel er tjenesteydelsesdirektivet, som efter planen skulle have skabt en vigtig dynamik i retning af at liberalisere det indre marked og øge konkurrenceevnen og samtidig tjene som en af hjørnestenene for Lissabon-strategien. Europa-Parlamentets kompromistekst vil kun yde et begrænset bidrag til at puste liv i det fælles marked, i det mindste ikke mens Lissabon-strategien stadig fungerer. På andre områder er vi ligeledes vidne til, at alle forandringer og reformer mødes med voksende modforanstaltninger af social og arbejdsmarkedsmæssig og politisk art. Man bruger en kolossal energi på at bevare status quo og begrænse forandringer og reformer, men rent faktisk er reformer af EU's indre marked og intensiveringen af integrationen af markederne vigtige skridt, der kan skabe en situation, der er gunstig for gennemførelsen af Lissabon-strategien.

Hidtil har man ikke opnået meget med hensyn til at yde koordineret økonomisk støtte til Lissabon-opgaverne. Under de spændende diskussioner om den finansielle ramme havde repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer ikke strategiske overvejelser i tankerne, og den finansielle ramme har kun en meget ubetydelig sammenhæng med Lissabon-målene. Tilsvarende er der ikke gjort meget for at koordinere anvendelsen af strukturfondene og Lissabon-prioriteringerne. Man bør sikre, at brugen af strukturfondene koordineres bedre med Lissabon-strategien, og det skal ske både på EU-plan og i medlemsstaterne ved at harmonisere nationale udviklingsplaner med gennemførelsesprogrammerne for Lissabon-strategien.

Grundlaget for enhver strategi er evnen til at lade langsigtede interesser gå frem for kortsigtede interesser. Derfor vil gennemførelsen af Lissabon-strategien også afhænge af, hvordan og hvornår medlemsstaterne og EU som helhed får overbevist EU's borgere om, at en manglende gennemførelse af Lissabon-strategien på længere sigt vil betyde, at det ikke bliver muligt at gennemføre vækst- og beskæftigelsesmålene.

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, Lissabon-strategien skal sikre, at Europa bliver verdens stærkeste økonomi. Det er vist en målsætning, som der er stor enighed om i Europa-Parlamentet, selv om jeg stiller mig selv en række spørgsmål om måden, hvorpå vi forsøger at nå den. Jeg kan blot konstatere, at det nuværende Europa stadig overvejende beskæftiger sig med subsidier og alt for lidt med investeringer og innovation.

Ikke blot de forskellige medlemsstater, men også Kommissionen bærer her et stort ansvar. Mens Kommissionen havde foreslået fra 2007 at fordoble udgifterne til videnskab og udvikling til 10 milliarder euro om året, blev dette blokeret af Det Europæiske Råd, fordi der i dette tilfælde var brug for betydelige reduktioner af landbrugssubsidierne, de regionale subsidier og ligeledes strukturfondene.

Når jeg tænker på de europæiske strukturfonde, tænker jeg automatisk på f.eks. det bundløse hul Vallonien, som årligt modtager millioner af euro, uden at der sker nogen strukturel forandring, fordi denne blokeres af det overalt tilstedeværende korrupte Socialistiske Parti. Det bekræftes nu også af forskellige vallonske politikere og fremtrædende økonomer.

Nu kommer fru Hübner, EU-kommissær for regionalpolitik, og erklærer, at Vallonien anvender strukturfondene godt, og at de vallonske projekter illustrerer de såkaldte bemærkelsesværdige strukturelle forandringer, som finder sted i denne region. Når disse ord kommer fra en person, som er medansvarlig for opfølgningen af Lissabon-strategien, sætter dette temmelig mange spørgsmålstegn.

 
  
MPphoto
 
 

  Klaus-Heiner Lehne (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke min medordfører Robert Goebbels varmt for det gode samarbejde i styregruppen. Det er lykkedes os i styregruppen at sammensætte et forslag til plenarforsamlingen og til Formandskonferencen, som er en logisk fortsættelse af det, vi lavede sidste år i forbindelse med midtvejsevalueringen.

Parlamentet støtter fortsat principielt Kommissionens strategi. Især har vi gentagne gange præciseret, at vækst og beskæftigelse er forudsætninger for, at vi også kan gennemføre Lissabon-strategiens øvrige hovedmål på den måde, som vi ønsker.

Parlamentet har også været med til at fastsætte de centrale punkter. Vi har tre centrale punkter i vores beslutning, nemlig det demografiske spørgsmål, energipolitikken og innovationen.

Jeg vil her blot beklage det samme, som mange af de forrige talere allerede har været inde på. Vores hovedproblem er ikke den strategiske model. Den strategiske model er i orden. Vores problem er udførelsen af den i sidste ende. Helt praktisk og helt klart mener jeg, at vi altid oplever det mest negative eksempel, når Det Europæiske Råd behandler dette spørgsmål. Så beslutter det en god strategi med et godt indhold, holder derefter en pressekonference, hvor man fremlægger den, og resultatet er, at der bliver skrevet om det i pressen. Næste dag eller et par dage senere mødes finansministrene i Økofin-Rådet og indkasserer atter det, som blev besluttet i Det Europæiske Råd. Det er et strategisk grundproblem, og jeg ved heller ikke, hvordan vi kan løse det. Det er en væsentlig medvirkende årsag til, at EU-politikken hos borgerne til dels opfattes som uærlig, og at borgerne i stigende grad fortvivler over Europa. På dette topmøde må det gøres klart, at man ikke kan måle med to forskellige alen, men at man også må gennemføre de strategiske mål i den konkrete politik.

Som mit sidste punkt vil jeg gerne nævne spørgsmålet om konsekvensvurdering, som vi også har med i beslutningen. Vi vil udtrykkeligt pege på, at vi forventer, at der tages en uafhængig faktor med i konsekvensvurderingen for loven, så vi virkelig får et neutralt resultat. Det er også en del af spørgsmålet om bedre lovgivning. Denne opfordring er rettet til Kommissionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Harlem Désir (PSE). - (FR) Hr. formand, 2005 var det første år, den ændrede Lissabon-strategi fandt anvendelse. Strategien er blevet mere kendt, den er blevet drøftet i medlemsstaterne, og de nationale reformprogrammer er blevet vedtaget. Det er et fremskridt, men snart sagt også det eneste.

Hvad angår den resterende del, tog rådsformanden munden meget fuld, da han for lidt siden påstod, at Lissabon-strategien var sat i gang igen. I virkeligheden er den snarere kørt fast. Som Martin Schulz påpegede det, er den kørt fast som følge af de minimale finansielle overslag og en hensygnende vækst i euroområdet. Den er kørt fast på grund af udtalt utilstrækkelige investeringer i forskning og nyskabelse, universiteterne og livslang læring på europæisk plan såvel som i nationalstaterne. Samtidig er færdiggørelsen af de transeuropæiske net møjsommelig, og investering og forskning i vedvarende energikilder og bioteknologi nedprioriteres fortsat.

Lad os skifte til et højere gear, sagde De, hr. Barroso. Lad os begynde med første gear, det ville allerede være udmærket, har jeg lyst til at svare. Hvis Lissabon-strategien skal blive en succes, kræver det midler, kohærente finansielle overslag, faste prioriteringer, investeringer i hver enkelt medlemsstat og en virkeligt vækstfremmende makroøkonomisk ramme.

Men det kræver også, at borgerne tager strategien til sig, som De antydede det, hr. Barroso. Opbakning bag den vækststrategi, EU har fastlagt, er en forudsætning for, at den bliver en succes. Det er grunden til, at det ville være en fejltagelse i mere end en forstand at fravælge denne strategis sociale dimension og bevæge sig ud på et skråplan med uforbeholden liberalisme, usikkerhed og forringelse af den sociale sikring og de offentlige tjenester. Det ville betyde en svækkelse af grundlaget for Unionens fremtidige konkurrencedygtighed. At vende sig bort fra et Europa, hvor man tilstræber den højeste udmærkelse, ville være det samme som at vende sig fra EU-borgerne og EU's politikker.

Det sociale er ikke uforeneligt med konkurrencedygtighed. De nordiske lande har som tidligere omtalt i denne debat været i stand til at gennemføre reformerne, fordi de er indgået i forhandlinger herom og samtidig med øget økonomisk fleksibilitet har sikret omfattende modydelser til arbejdstagerne på det sociale område, på området livslang læring og vedrørende beskyttelse af rettigheder såvel som en kollektiv investeringsindsats til fordel for forskning og nyskabelse. Det kræver dog et højt omfordelingsniveau med høje opkrævninger både på det skattemæssige og sociale plan. På samme måde har Tyskland genvundet hele sin styrke på eksportområdet og har som andre lande i EU vist, at det selv med høje lønomkostninger og et af de mest effektive socialsikringssystemer i Europa og i verden er muligt at bevare sin plads i den internationale konkurrence.

Så lad være med at henvise til den internationale konkurrence som begrundelse for at forringe den europæiske sociale model. Lad os henvise til den som en begrundelse for at investere mere i Europas force, den menneskelige kapital, forskning og nyskabelse.

Fornyet vækst forudsætter i dag især en styrkelse af den interne efterspørgsel, tillid hos forbrugerne, øget købekraft og en mere retfærdig fordeling af indtjening og merværdi mellem aktionærer og lønmodtagere.

Jeg vil til sidst, hr. rådsformand og hr. kommissionsformand, sige, at Det Europæiske Råd vil blive bedømt på to punkter, dels de konsekvenser, det drager af Parlamentets afstemning om tjenesteydelsesdirektivet - aldrig mere Bolkestein! - dels den frie bevægelighed for arbejdstagerne fra de nye EU medlemslande - det er på tide at give dem denne grundlæggende frihed!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Paolo Costa (ALDE). - (IT) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, kære kolleger, efter min mening er det positivt, at EU bruger sin indflydelse på at sørge for, at helheden er vigtigere end summen af de enkelte dele, idet man styrker forskning og udvikling, frigør virksomhedernes potentiale, fremmer udvidelsen og den bedst mulige anvendelse af arbejdskraftens kvalitet og træffer foranstaltninger, der sikrer energiforsyningen. Der er dog en nødvendig forudsætning for alt dette, nemlig at den europæiske merværdi kun kommer fuldstændigt til udtryk, hvis den er resultatet af arbejdet i et europæisk samfund og en europæisk økonomi, som virkelig er forenet, og hvis resultaterne opnås via EU's hovedaktiviteter.

Gennemførelsen af det indre marked og indførelsen af et Fællesskab, der netop er socialt og politisk forenet i udnyttelsen af sin kulturrigdom, er en faktor, som skal understreges kraftigt. Det indre markeds og det europæiske samfunds potentiale kan ikke komme fuldstændigt til udtryk uden en fysisk integration af Europa, uden infrastruktur og uden transporttjenester, som sikrer mobilitet og tilgængelighed fra hvert "punkt a" til hvert "punkt b" i EU.

Man skal ikke betragte denne målsætning som en nærmest usædvanlig målsætning i forhold til de nye ting, som vi står over for. Det er en vigtig forudsætning, for forskningen kan ikke udvikle sig, hvis ikke der er mulighed for en kontakt, hvor man står ansigt til ansigt, og der er ikke noget reelt virksomhedspotentiale, hvis markederne ikke er integrerede. Det er en nødvendig forudsætning, som vi for et år siden højtideligt lovede at skabe med beslutning 884/2004, der blev vedtaget i Parlamentet, og hvor vi lovede at arbejde for, at det transeuropæiske transportnet blev indført så hurtigt som muligt og senest i 2020.

Desværre er der ikke længere det mindste spor af denne målsætning i Kommissionens meddelelse i modsætning til det oprindelige forslag og det, der skete sidste år, hvor man højtideligt gik ind for dette og også opfordrede medlemsstaterne til at gå i denne retning. Hertil kommer Rådets forslag om at skære drastisk ned på budgettet for denne sektor, hvilket gør målsætningen næsten uopnåelig eller under alle omstændigheder meget fjern, og derfor står vi nu i en alarmerende situation.

På en måde forekommer det mig, at Parlamentet med sin indsats forsøger at lappe på sin beslutning og opfordrer alle de berørte parter til at sikre, at gennemførelsen af det transeuropæiske transportnet bliver en realitet.

Her i Parlamentet vil jeg gerne kraftigt appellere til, at vi undgår en meget alvorlig politisk fejl, nemlig en rent politisk fejl, som førte til, at man efter beslutning 884 i Europa satte intellektuelle, politiske og finansielle kræfter ind på - og havde enorme forventninger til - forslaget om, at projektet med det transeuropæiske transportnet skulle fortsætte. Der er ikke nogen steder i Europa, hvor man ikke drøfter TEN. I dag er det transeuropæiske transportnet faktisk et af de kapitler, der ikke er taget højde for, og som derfor ikke støttes tilstrækkeligt i den plan D, der burde mindske afstanden mellem EU's og de europæiske borgeres interesser.

Hvis vi ikke holder vores løfter, og hvis vi ikke opfylder disse forventninger, vil det have nogle meget mere omfattende og alvorlige konsekvenser end dem, som vi forsøger at nå med det europæiske projekt. Jeg håber, at dette forslag ikke bliver glemt, og at det bliver muligt at undgå de katastrofale følger, som en eventuel afbrydelse af projektet ville have for mange europæiske borgeres forventninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, hvis vi planlægger, at Europa skal blive den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi i verden, er vi nødt til at fremme investeringer i uddannelse og i forskning og udvikling. Desværre lider Europa nu under, at mange af vores egne forskere udvandrer til USA. I dagens Europa kan en forsker bedst nå til tops ved at komme ind på et førende amerikansk universitet. Vi er nødt til at konkurrere med USA ved at forbedre vores politikker for at hjælpe akademikere til at blive i EU.

Vi er nødt til at oprette et europæiske forskningsområde med henblik på at analysere og finde metoder til at forbedre forskningen og gøre det til et nyttigt værktøj for vores forskeres behov og ønsker. Jeg mener, at vi bør sammenkæde Lissabon-strategien med Bologna-processen for at skabe en god forbindelse mellem vores universitetssystem og vores målsætninger inden for den økonomiske politik og velfærdspolitikken.

Hvis vi ikke forbedrer de nuværende instrumenter til uddannelse og F[amp]U på medlemsstatsniveau og inden for overstatslige organer, vil det, vi kender som Lissabon-strategien, vise sig at være en stor fiasko.

 
  
MPphoto
 
 

  Helmuth Markov (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, naturligvis er målene for Lissabon-strategien rigtige - at skabe 20 millioner arbejdspladser, øge bruttonationalproduktet med gennemsnitligt 3 % årligt og forhøje udgifterne til forskning og udvikling - men, hr. Lehne, problemet er ikke målsætningen, problemet er faktisk den strategi, man vil bruge til at opnå det med.

Lad os se på realiteterne i dag. Vi har en gennemsnitlig økonomisk vækst på 1,5 %, vi har kun skabt omkring en fjerdedel af de ønskede nye arbejdspladser - og det er meget dårligt betalte arbejdspladser. Det er det grundlæggende problem. I seks år har man kørt denne kurs. Også de retningslinjer, der senest er blevet vedtaget, og som nu også bliver gennemført i de nationale planer, er båret af netop dette princip.

Prøv en gang at se på det. Produktivitetsgevinsterne eksploderer i alle EU's medlemsstater! Og lønstigningerne? De bliver på samme niveau! Hvordan vil De så styrke den interne efterspørgsel? Man foregiver altid, at sociale ydelser skulle være negative for en samfundsøkonomi. Det er de ikke! De er positive! Høje lønninger giver i sidste ende også økonomisk vækst. Det kræver imidlertid politisk nytænkning.

Hvad vi ikke har brug for, er permanent liberalisering, privatisering. Vi har brug for konkurrencen. Men vi har brug for konkurrence om høje sociale standarder, om høje miljøstandarder. Vi har brug for forståelse for, at de varer, som vi producerer, skal produceres i overensstemmelse med de internationale standarder for arbejde. Det har vi brug for! Så har vi en chance for virkelig at føre Lissabon-strategien til det mål, som vi ønsker at opnå. Ikke ved permanent at forringe de sociale ydelser for at give virksomhederne endnu mere frihed. Det er den forkerte vej!

(Spredt bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, hvert år i marts debatterer vi her som forberedelse af forårstopmødet, og siden 2001 har vi i den sammenhæng talt om, hvorfor Lissabon-processen ikke opfylder de opstillede mål. Svaret i Kok-betænkningen fra 2004 er tydeligt. Medlemsstaterne skal påtage sig deres ansvar og seriøst gøre en indsats for at foretage en reform af deres økonomi og velfærdsstat. Det skaber mulighed for bæredygtig vækst og beskæftigelse. Nu hvor der atter er udsigt til økonomisk vækst, risikerer de nødvendige reformer at blive udsat på ubestemt tid, men vækst alene er ikke tilstrækkeligt til at opretholde vores sociale model.

Kan kommissæren oplyse, hvad Kommissionen agter at gøre for at afværge denne risiko og føre konklusionerne i Kok-betænkningen ud i livet? Jeg håber, at der også vil blive talt om tænkepausen, for den er hårdt tiltrængt. Europas elite er åbenbart ikke i stand til at tale om EU's fremtid uden den forkastede forfatning som ballast. Ni måneders tænkepause må være tilstrækkeligt for en første opfølgning.

 
  
MPphoto
 
 

  Wojciech Roszkowski (UEN). - (PL) Hr. formand, det er en stor skam, at de højtflyvende taler om gennemførelsen af Lissabon-strategien ikke er blevet til andet end ord.

Lissabon-strategien drejer sig navnlig om Unionens konkurrenceevne. Som vi alle ved, kræver en styrkelse af konkurrenceevnen navnlig en øget produktivitet, hvilket igen truer arbejdspladserne. Denne trussel vil ikke materialisere sig, hvis de indtægtsstigninger som følge af den øgede produktivitet er tilstrækkeligt høje og ikke er begrænset til enkelte lande, men også gælder integrerede økonomier som i EU.

Øget produktivitet kræver imidlertid ikke kun udnyttelse af teknologiske fremskridt, men også flytning af produktionen fra dyre placeringer til billigere placeringer. De stigende indtægter fra disse aktiviteter vil gavne alle i Unionen, men hvis man opgiver processen, mødes man af en trussel om stagnation og faldende konkurrenceevne, for verden står ikke stille. Derfor må vi vælge mellem stagnation eller en risiko, det vil kunne betale sig at løbe.

Vi skal ikke være bange for Lissabon-strategien. Det er en mulighed for os alle.

 
  
MPphoto
 
 

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg taler på vegne af det nye PSI. Efter vores mening var de foranstaltninger, der blev iværksat for at nå Lissabon-målsætningerne om vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne, for få og for uklare.

Det er nødvendigt med større støtte til de små og mellemstore virksomheder, der er vores industris omdrejningspunkt, og der er således behov for en bedre adgang til kredit, EU-finansiering og forsknings- og teknologiprogrammer samt et bedre forsvar af Europas kvalitetsindustri mod illoyal international konkurrence. Her tænker jeg f.eks. på tekstilsektoren og fødevaresektoren.

Det er nødvendigt med en energiplan, som gør EU uafhængigt af den nuværende ustabilitet på geopolitisk niveau, og hvor man lægger størst mulig vægt på de nye energikilder, så vi også sikrer en bæredygtig og varig udvikling på miljøområdet.

Det er nødvendigt med konkrete investeringer i undervisning, uddannelse, forskning og innovation, så vi sikrer vores fremstillingsprocessers konkurrenceevne. Endelig er det nødvendigt at beskytte vores vigtigste ressource, nemlig arbejdstagerne og den menneskelige kapital.

Vi skal undgå, at de europæiske borgeres beskæftigelse og velfærd bliver sekundært i forhold til markedslovene og den internationale handels love. Vi må ikke glemme, at industrien skal være til gavn for arbejdstagerne og ikke omvendt.

 
  
MPphoto
 
 

  Marianne Thyssen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, normalt bruger jeg slet ikke tid på komplimenter, men i denne forhandling ville jeg absolut finde det upassende ikke at rose medordførerne Lehne og Goebbels. De fortjener vores lykønskninger for det fortræffelige beslutningsforslag, som de har forberedt, og som vi fuldstændigt støtter.

Som min gruppes koordinator i styringsgruppen vedrørende Lissabon-strategien vil jeg naturligvis også inddrage de gruppemedlemmer, som har sørget for det nødvendige input. Drøftelsen af dette beslutningsforslag i Parlamentet er forløbet betydeligt mere konstruktivt end sidste år, og jeg håber, at dette er et godt tegn for selve den forventede gennemførelse af den fornyede strategi for vækst og job.

Midtvejsvurderingen bærer åbenbart frugt. Medlemsstaterne samarbejder tilsyneladende. Jeg håber, at de modigste medlemsstater er udholdende, og at de andre har mod til at være overbevist om, at de også skal begynde på det eller øge farten. Men naturligvis har også Parlamentet som europæisk institution et ansvar, og i denne sammenhæng bifalder jeg både Kommissionens og rådsformandskabets hensigter om hurtigt at gøre noget ved tjenestedirektivet og i den forbindelse respektere den vanskelige balance, som vi møjsommeligt har opnået her i Europa-Parlamentet.

Arten og omfanget af den udfordring, som vi i Europa står over for, kender vi. Vi kan lide at leve godt i Europa, og det vil vi gerne blive ved med, men for at få opfyldt vores drøm, bevare vores velfærd og opretholde vores såkaldte sociale model er vi nødt til at blive en konkurrencedygtig global aktør.

Som den tyske præsident i går sagde - jeg kan ikke sige det bedre - skal vi også have mod til at blive lige så gode, som vi er dyre. Vi skal omsætte vores rastløshed til kreativitet, og vi skal have tillid til, at vi kun gennem forandring kan bevare muligheden for at føre vores ambitioner ud i livet. Vi ved, hvad vi skal gøre. Lad os konsekvent gøre det på alle fronter, for vi har intet alternativ.

 
  
MPphoto
 
 

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand, formanden for min gruppe, PSE-Gruppen, har talt om behovet for handling nu. Tiden er inde til at handle. Det vil jeg fokusere på. Vi ved alle, at vi har en lidt større økonomisk vækst, men en gennemsnitlig årlig vækst på 2,2 % i stedet for 2,1 % skaber ikke tilstrækkeligt mange arbejdspladser til at nedbringe vores arbejdsløshed på 19,5 millioner Derfor er jeg grundlæggende enig med hr. Barroso og rådsformanden. Vi har brug for mere vækst.

Jeg har to korte spørgsmål. Nummer et: investering. Hr. kommissionsformand, regner De med, at man på det kommende møde i Det Europæiske Råd kan blive enige om - måske har vi ikke beføjelser i traktaten til at tvinge dem - at indgå en slags mellemstatslig aftale om gennem de kommende to til tre år at beslutte at investere i de mål, som De har anbefalet i Deres dokumenter og henstillinger? Hvis De har til hensigt at gøre dette, vil jeg blive glad, for så har vi taget et skridt i retning af koordinerede investeringer.

For det andet var jeg glad for at se, at Rådet (beskæftigelse) traf en beslutning om flexi-sikkerhed på grundlag af forslag fra Kommissionen. Hr. rådsformand, regner De med, at konklusionerne ikke blot vil sikre fleksibilitet, men også moderne sikkerhed? I Frankrig kan jeg se en regering, der kun fokuserer på fleksibilitet, og jeg har set de unges reaktioner. Derfor er det så nødvendigt, at vi sikrer begge aspekter. Jeg vil gerne høre Deres svar, og hvis De kan give os svar i dag, vil det være både rettidigt og klogt.

Tiden er inde til at levere resultater, og jeg håber, at vi alle vil trække på samme hammel. Jeg vil gøre, hvad jeg kan i Det Europæiske Socialdemokratiske Parti, og jeg ved, at min kollega, vores gruppeformand, vil gøre, hvad han kan, for at skabe resultater, for nu er tiden inde, og folk forventer det af os.

 
  
MPphoto
 
 

  Nils Lundgren (IND/DEM). - (SV) Hr. formand, jeg vil komme med nogle generelle overvejelser om hele Lissabon-dagsordenen. Jeg mener, at den bygger på en misforståelse af, hvordan økonomier - og for den sags skyld menneskelige civilisationer - har udviklet sig gennem historien.

Vi har haft et tilfælde i historien, hvor Europa var verdens mest dynamiske videnbaserede region. Det var fra slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet. Det begyndte med ændringerne i Storbritannien, lovgivningen omkring økonomiske spørgsmål, lavenes afskaffelse osv. Fremskridtene var enorme og hurtige, og de spredte sig uhørt hurtigt til store dele af verden. Man begyndte at anvende dampmaskiner osv. også i andre lande. Sådan sker udvikling.

Forestillingen om, at der i dag skulle være usædvanligt kloge personer, som i detaljer ved, hvilke foranstaltninger der skal træffes rundt om i de europæiske lande for at få en gunstig udvikling mod en videnbaseret dynamisk region er helt forkert. Landene forsøger sig frem med løsninger. De kigger ivrigt efter hinanden og kopierer de gode løsninger. Sådan sker udvikling. At fortsætte som vi gør nu vil føre os i helt forkert retning. Vi bør arbejde med konkrete spørgsmål i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, det næste forårstopmøde vil blive stillet over for en række udfordringer, tidsbestemte udfordringer, miljømæssige udfordringer, politiske udfordringer, udfordringer affødt af ungdommens forventninger og den stadig større aldrende befolknings behov, som kræver passende infrastrukturer. Vores samfund er under omvæltning, og det foruroliger borgerne. Vi bør derfor ledsage dem og foregribe de kommende årtiers vanskeligheder.

1980'ernes velfærdsstat er ikke længere et svar. Vi bør forlige fleksibilitet og sikkerhed og finde andre veje, hvor vi kan prioritere beskæftigelsen og give borgerne fornyet tillid til den politik, der bliver ført, og til det Europa, der er under opbygning. Det er denne tillid, der giver spontan vækst og forhøjet fødselstal. Og netop fødselstallet er et udmærket barometer for vores samfunds tilstand. Den tillid, der betyder, at indvandring betragtes som en stor mulighed, og som betyder, at man ikke knægter det private initiativ, men tværtimod giver det frie rammer, fremmer det og støtter det. Det er denne genvundne tillid, der vil gøre det muligt at give vores forskere en bedre uddannelse og beholde dem for således at skabe et bedre videnbaseret samfund. Men når man ser, hvad der sker med Erasmus, er der virkelig grund til bekymring! Og endelig bør vi skabe et Europa uden tabuer, hvor vi tør tale om atomkraft og uafhængighed på energiområdet. Eksemplerne er mange.

Men hvad er alle de fine ord værd uden et passende budget? Det hedder sig, hr. kommissionsformand, at vi bliver nødt til at vælge mellem de store transeuropæiske net og Galileo. Er det muligt? Det mener jeg ikke. Vi har brug for Galileo, og vi bør fuldstændiggøre det indre marked med bedre kommunikation. Jeg støtter i øvrigt jernbaneforbindelsen mellem Lyon og Torino.

Jeg håber således ikke, at vi skal bruge denne formiddag på endnu en af de utallige drøftelser, vi har haft om Lissabon-strategien. Det er på tide at skride til handling! Regeringscheferne bør overvinde deres forbehold, for Lissabon-strategien er det eneste middel mod den nationale protektionisme.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand, jeg vil på denne korte tid koncentrere mig om et ændringsforslag fra Den Socialdemokratiske Gruppe, hvor vi hilser forslaget fra stats- og regeringslederne fra seks lande om at oprette en europæisk pagt for ligestilling mellem kvinder og mænd velkommen.

Vi foreslår foranstaltninger på tre områder. For det første vil vi mindske den skæve fordeling mellem kønnene på arbejdsmarkedet, for det andet lette mulighederne for at forene erhvervsarbejde og forældreskab og for det tredje indføre et ligestillingsperspektiv med opfølgning på alle politiske områder.

Formålet med denne ligestillingspagt er ikke at skabe en ny proces, men at skærpe de processer, som allerede findes i dag, f.eks. Lissabon-processen, så målene om bæredygtig vækst, fuld beskæftigelse og social retfærdighed kan opnås. Målene om børnepasning og muligheden for at forene erhvervsarbejde og forældreskab er særligt vigtige.

 
  
MPphoto
 
 

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, Rådets møde senere på måneden vil give medlemsstaternes regeringer mulighed for at bekræfte det store behov for at gå hurtigere frem end tidligere.

Jeg mener, at Rådet bør sige to ting rent ud og med styrke i sine konklusioner. I lyset af Kommissionens dokument "Tiden er kommet til at gå op i et højere gear", som blev offentliggjort i januar, er tiden helt klart ikke inde til at løbe tør for benzin. Det glæder mig, at hr. Barroso tilsyneladende kører på benzin med højt oktantal, måtte det fortsætte længe, men den voksende protektionistiske retorik og protektionistiske foranstaltninger fra medlemsstaternes side er uacceptabel. Det er ekstraordinært, at EU stadig har regeringer, der tyr til en forældet protektionistisk mentalitet og fremme af en økonomisk og industriel patriotisme.

Jeg glæder mig over Kommissionens udtalelser, hvor man fordømmer den tendens. Jeg glæder mig over de seneste bemærkninger fra den tyske økonomiminister, som sagde, at vi ikke har behov for industriel patriotisme, og at udenlandske investorer bør hilses velkommen med åbne arme, ikke bare tåles. Hvis de nationale reformplaner fra regeringerne ligner det, som den britiske regering har fremlagt, må himlen hjælpe os.

Diskussionen om protektionisme går lige til hjertet af diskussionen om den fremtidige økonomiske udvikling. Der er ikke plads til de politikker, som vi har set på det seneste. Tidspunktet for diplomatisk skønsnak er forbi. Vi må give de små og mellemstore virksomheder mulighed for at få deres stemme hørt.

Med hensyn til tjenesteydelsesdirektivet skal regeringerne forbedre den kompromispakke, som Parlamentet blev enige om. Vi har gjort fremskridt, men ikke nok. Rådet skal så få styr på sin holdning til Doha-runden og arbejde hårdere i retning af verdenshandelsaftaler.

Jeg er bange for, at juryen voterer i øjeblikket. Jeg opfordrer Det Europæiske Råd til at udvise samme iver og beslutsomhed som hr. Barroso. Jeg opfordrer det til at undgå den sædvanlige undvigende holdning på mødet senere på måneden og vise noget ægte lederskab. Så kan vi bedømme det på dets beslutsomhed og derefter afsige vores dom.

 
  
MPphoto
 
 

  Maria Berger (PSE). - (DE) Hr. formand, når selv hr. Poettering i sit indledende indlæg i dag måtte kritisere repræsentationen af det østrigske formandskab - konkret forbundskansler Schüssels fravær - så hænger dette fravær måske også sammen med, at det budskab, som det østrigske formandskab havde til os, var et yderst beskedent og utilstrækkeligt budskab. Disse utaknemmelige opgaver overlader man så gerne til andre.

Budskabet er beskedent og utilstrækkeligt i betragtning af målene, særligt hvad angår nedbringelse af arbejdsløsheden, når vi ser på omfanget af arbejdsløsheden og vores oprindelige målsætning i Lissabon-processen, samt beskedent, utilstrækkeligt og forkert, hvad angår midlerne - med strukturreformer alene vil vi end ikke kunne nå disse beskedne mål.

EU og medlemsstaterne må tage flere penge op af lommerne. Uden penge ingen musik - også det har vi lært af Mozart.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacek Emil Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, en konkurrencedygtig europæisk økonomi i henhold til Lissabon-dagsordenen kan ikke opbygges på grundlag af usikre gas- og olieleverancer. Den kan ikke opbygges på differentieret og uensartet adgang til energiforsyning og forsyningssikkerhed. Det strider mod logikken for det indre marked og konkurrenceprincipperne. Derfor er det glædeligt, at energiforsyningssikkerhed udgør en af formandskabets og Kommissionens prioriteringer.

Det er på høje tid, at Unionen gennemfører konkrete foranstaltninger på dette område. Energiforsyningssikkerhed er af central betydning for den økonomiske aktivitet og konkurrenceevnen for EU's økonomi som helhed. Energi, som vi for nylig har været vidne til, bruges undertiden også som våben til at udøve politisk indflydelse. Derfor bør energi også ses i sammenhæng med Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik.

De nylige problemer med energiforsyningen udstiller vores svaghed, vores sårbarhed og afhængighed af tredjelande. Derfor er det vigtigt for EU at udvikle en egentlig politik for energiforsyningssikkerhed. Hvis vi tager det indre marked og Lissabon-dagsordenen alvorligt, vil vi give vores økonomiske aktører og borgere lige adgang til energiforsyning og forsyningssikkerhed. De skridt, som formandskabet har taget, og navnlig Kommissionens grønbog, går i den rigtige retning, selv om de er for beskedne.

Solidaritet er et af de centrale principper for den europæiske integration; den skaber en pligt til at bistå enhver, der er i vanskeligheder. Vi må udvide dette solidaritetsprincip til problemer vedrørende afbrydelser af energiforsyningen, der skyldes politisk indgriben. Det, vi har brug for til at sikre den eksterne energiforsyning, er samarbejde og solidaritet, ikke konkurrence mellem medlemsstaterne.

Energiforsyningssikkerhed rummer også et økonomisk aspekt: De største nedskæringer i de finansielle overslag, som Rådet har vedtaget, skete inden for de transeuropæiske energinet. Vi er nødt til at rette op på den situation inden for budgettrilogen, da vores prioriteringer ellers vil forblive ren teori.

Energisikkerheden udgør også en af hovedhjørnestenene i naboskabspolitikken. Et tæt samarbejde inden for energiforsyningssikkerheden er helt nødvendigt og er den mest effektive tillidskabende foranstaltning, både inden for EU og mellem Unionen og dens naboer.

 
  
MPphoto
 
 

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, der er tre prioriteringer for forårstopmødet - handling, handling, handling: handling i forhold til, at over en tredjedel af vores befolkning i den arbejdsduelige alder er økonomisk inaktiv, hvilket er en skændsel. Man kan ikke klare globaliseringen, samtidig med at man opgiver en stor del af borgerne. Vi har brug for proaktive arbejdsmarkeder.

Vi er nødt til at skride til handling med hensyn til gennemførelsen af lovgivningen: For mange medlemsstater gennemfører ikke den lovgivning, som de selv har vedtaget, og det er helt ærligt en uacceptabel situation.

Endelig 13 år efter oprettelsen af det indre marked er tiden inde til at acceptere, at der findes et europæisk indre marked, der kræver europæiske mestre, ikke nationale mestre.

Så lad os få mindre snak om dette topmøde, og i stedet se langt flere planer om konkrete foranstaltninger fra medlemsstaternes side. Stop snakken, og levér resultater!

 
  
MPphoto
 
 

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, denne forhandling drejer sig om forårstopmødet, og vi har et flot beslutningsforslag med fortræffelige henstillinger. De europæiske borgere har jo fået løfte om mere vækst og flere job, men lad os ikke stikke blår i øjnene på hinanden, for papir er tålmodigt. Når regeringscheferne efter topmødet i næste uge vender hjem til deres hovedstæder, skal de også tage ejendomsretten fra Lissabon med, for det er medlemsstaterne, som sammen med arbejdsmarkedets parter, de nationale og de lokale politikere bestemmer, om der også skabes flere job.

Budskabet til medlemsstaterne er enkelt og tydeligt. Det indre marked skal virkelig gennemføres. Der skal ske mere på forsknings- og udviklingsområdet, innovation skal støttes, oplæring og uddannelse skal gøres mere effektiv, og kvaliteten skal øges. Lissabon-strategien har imidlertid også en social dimension. Vi bliver ikke konkurrencedygtige, hvis vi slækker på vores principper og værdier, hvad angår solidaritet med de svageste, borgernes eget ansvar, den sociale retfærdighed eller nedsætter lønningerne til samme niveau som vores asiatiske konkurrenter. Det er ikke den europæiske løsning, som giver borgerne tillid.

Der er dog behov for reformer, og der skal findes en løsning på den demografiske udvikling i retning af flere ældre og færre yngre. Vi skal have mod til at se nærmere på finansieringen af de sociale sikkerhedssystemer, for vi konfronteres meget hurtigt med den demografiske realitet. Det har ingen mening af filosofere yderligere over et bedre erhvervsklima eller livslang uddannelse, hvis vi ikke omsætter det i handling. Der er noget at gå i gang med.

Vi har indrettet de europæiske strukturprogrammer således, at tre fjerdedele, 55 milliarder, bidrager til Lissabon-målsætningerne, og hvis der ikke er penge til disse programmer, eller hvis medlemsstaterne ikke er rede til at bidrage, konstaterer jeg, at vækst og beskæftigelse ikke realiseres i overensstemmelse med Lissabon.

Hvad angår det voksende antal ældre og det faldende antal yngre, er vi nødt til at tilpasse beskæftigelsespolitikken således, at aktive yngre og raske ældre også kan yde deres bidrag til det kommende samfund og til velfærd og velvære for borgerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Mine damer og herrer, i dag vil jeg gerne tale om to af de temaer, som jeg anser for yderst vigtige for gennemførelsen af Lissabon-strategiens målsætninger, eller med andre ord vækst og beskæftigelse. Det første er færdiggørelsen af det indre marked. Det lader til, at princippet om de fire friheder, der danner grundlaget for EU, desværre er noget, som ofte kun findes i teorien. Vi tog et meget vigtigt skridt her sidste måned ved førstebehandlingen af tjenesteydelsesdirektivet. Jeg tror fuldt og fast på, at dette var et skridt i den rigtige retning, men jeg vil også gerne sige noget om fri bevægelighed for personer. I rapporten fra Kommissionen, som allerede er blevet nævnt her, understreger man, at arbejdskraftens bevægelighed, ikke kun mellem nye og gamle medlemsstater, men også inden for det "gamle" EU, stadig er utilstrækkelig. Og alligevel er det netop denne mobilitet, som den økonomiske vækst afhænger af. Det andet af disse temaer er godkendelsen af de finansielle overslag.

Mine damer og herrer, hvis vi har de finansielle overslag midt på året, vil Europa stå i en krisesituation. En økonomisk krise, en politisk krise og også en tillidskrise, er jeg bange for. Derfor vil jeg opfordre alle tre institutioner til at arbejde hårdt med dette spørgsmål, så de finansielle overslag kan være på plads ved udgangen af juni, eller med andre ord ved slutningen af det østrigske formandskab.

 
  
MPphoto
 
 

  John Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, først vil jeg gerne takke præsident Abbas for at give mig denne uventede mulighed for at bidrage til denne forhandling. Jeg takker Lissabon for denne dagsorden og Lissabons søn på Kommissionens plads for hans lederskab i forbindelse med denne dagsorden. Der er ikke noget vigtigere for Europa end at sikre, at Lissabon-dagsordenen bliver en succes. På den måde kan man give vores befolkning nyt håb om, at Europa vil bidrage til deres fremtid, og at vi kan samarbejde om at give nyt håb også til andre dele af verden.

Jeg vil gerne fremhæve to aspekter af dagsordenen, som fremhæves i denne beslutning. Det første er sundheden hos Europas befolkning, for jeg mener, at det er en forudsætning for Lissabon. Uden en sund befolkning kan man ikke have en sund økonomi. Det er vigtigt, at vi først ser på nogle af de sundhedstrusler, vi står over for, herunder muligheden for en influenzaepidemi, og på sundhedsmuligheder som dem, der nu opstår gennem patientmobilitet, og betragter dem som en del af dagsordenen.

Som vores kolleger har sagt, er vi nødt til at kigge på den aldrende befolkning for at sikre, at alderen bliver en mulighed og ikke kun en byrde. Vi er også nødt til at opfatte et sundt miljø som en forudsætning for vores økonomi. Det er heller ikke nogen trussel. Virksomhedernes muligheder for innovation og for at opfylde kravene i de højere standarder, som vi forventer for vores miljø, vil stille dem godt i forhold til resten af verden. Vi har mulighed for at føre an i verden inden for bæredygtighed, innovation, miljømærkning og så videre, og jeg mener, at det er en udfordring, som Kommissionen må tage op sammen med Parlamentet.

Her til sidst vil jeg gerne rose og lykønske det østrigske formandskab for dets arbejde på begge disse områder, både vedrørende folkesundhed og et sundt miljø, for det vil føre til en sund økonomi, som Lissabon kan sikre os alle i den allernærmeste fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Edit Herczog (PSE). - (HU) Hr. formand, den 15 marts mindes Ungarn kampen for frihed og revolutionen i 1848. Når vi kigger tilbage, kan vi sige, at de vedvarende resultater af revolutionen har været ændringer i det økonomiske system, befolkningens frihed og landets fortsatte konkurrenceevne.

I dag foregår konkurrencen ikke længere mellem nationalstater, men mellem kontinenter på globalt plan. Derfor skal vi også etablere en vedvarende konkurrencedygtighed på dette plan. EU har behov for en alvorlig ændring af sin økonomiske filosofi. Vi må som minimum skifte fra den forældede, uproduktive konkurrence mellem medlemsstaterne til et europæisk indre marked, hvor vi sikrer den største grad af frihed og menneskelig værdighed for borgerne.

Lissabon-strategien er ikke kun en fem-tiårsplan, men grundlaget for vores konkurrenceevne og overlevelse i de næste 100-150 år. I 1848 forstod politikerne tidens budskab og gik i front for at skabe forandring. Jeg beder Rådet, Kommissionen, Parlamentet og premierministrene, der forbereder sig på forårstopmødet om endelig at forstå og gennemføre budskabet fra det 21. århundrede. Det er det, som vi, de europæiske borgere, forventer af dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Vito Bonsignore (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, i marts 2000 besluttede de europæiske ledere, hvordan Europa skulle se ud i 2010. De havde forstået, at de enkelte medlemsstaters indsats ville være endnu mere effektiv, hvis de blev støttet af de andre medlemsstaters fælles indsats.

I dag gør befolkningens aldring og USA's og Asiens stadig større vækstforspring i forhold til Europa det nødvendigt med en hurtig og effektiv gennemførelse af Lissabon-strategien, så vi kan indhente det tabte. Vi kan desuden nå bedre resultater ved at træffe supplerende initiativer og foretage strukturændringer, som vi er blevet enige om i EU.

Der er brug for en hurtig indsats på de områder, der i sin tid blev fastlagt, så Europa bliver mere attraktiv for forskere og videnskabsmænd, og det er nødvendigt at gennemføre det indre marked, så der bliver fri bevægelighed for varer og kapital, og så vi skaber et sandt fællesmarked for tjenesteydelser. Hvis der skal skabes en gunstigere situation for virksomhederne, er det nødvendigt med en hurtig gennemførelse af henstillingerne fra den europæiske taskforce for beskæftigelse.

De enkelte medlemsstater har gjort fremskridt på nogle af disse områder, men ingen af dem har nået positive og varige resultater. Hvis Europa skal nå sine målsætninger, er det nødt til at gøre en meget større indsats, også ved at lægge pres på de enkelte medlemsstater. Medlemsstaterne skal give afkald på deres gamle nationale praksis og sætte flere ressourcer af til Europas opbygning. Vi skal få borgerne til at forstå, at de ofre, de bringer i dag, bliver opvejet af de fordele, de får i morgen.

Europa-Parlamentet er et centralt element i vækststrategien og i indsatsen for at skabe et nyt Europa. Derfor skal det i stadig større grad spille en rolle som primus motor for alle de aktører, der er interesseret i at sætte nyt skub i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, vi har tydeligvis nu trængt os selv op i et hjørne af Unionen. Flertallet af medlemsstaterne sænker tempoet i gennemførelsen af Lissabon-strategien af årsager, der både er egoistiske og kortsigtede. Hver eneste uge halter vi f.eks. langt bagefter USA og Japan med hensyn til investeringer i informations- og kommunikationsteknologi. Samtidig skærper Kina og Indien konkurrencen over for os. Vi sidder fuldstændig fast og kommer ingen vegne.

De nordiske lande har imidlertid fastholdt et højt niveau med hensyn til konkurrenceevne, velfærdsstaten og en bred videnbase. Det er sket nu. Jeg vil spørge hr. Barroso, kommissionsformanden, om De besidder den form for sydlandsk temperament, som gør, at De kan sende dette eksempel videre til dem, der stadig er bange for de dristige løsninger, som vi indførte for længe siden. Det har ikke væltet os omkuld, og ikke engang den kolde vinter har bragt os ud af kurs. Med andre ord er det muligt; hvorfor skulle det ikke være det?

 
  
MPphoto
 
 

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, når vi diskuterer Lissabon-processen, kan vi se, at det er lykkedes mere eller mindre godt i de forskellige lande. De lande, som har gennemført reformer og ændringer, klarer både globaliseringen og konkurrencen bedre. De, som ikke har gennemført reformer, klarer sig dårligt.

Men det bemærkelsesværdige er, hvor lidt der faktisk er sket på fælles europæisk niveau, hvor lidt vi har øget ekspansionsmulighederne for nye virksomheder, nye produkter, nye tjenester og nye markeder. Kommissionens overordnede opgave er frem for alt at bekæmpe den nye protektionisme, som vi ser vokse frem blandt regeringer og politikere i Europa. Den nye protektionisme retter sig mod nye medlemslande og verden udenfor, hvor de store fremtidige markeder findes, men den retter sig også mod og vokser mellem de gamle medlemslande.

Den overordnede opgave for at kunne håndtere Lissabon-processen er at bekæmpe denne protektionisme. Den er i strid med traktaten og alt, hvad europæisk integration står for. Europa har fantastiske muligheder. Dér, hvor vi har gennemført reformer, er det lykkedes. Se f.eks. på telekommunikationsmarkedet. Der har vi haft størst succes.

Kommissionen må fremhæve betydningen af at stå vagt om den frie handel, som er grundlaget for velstanden i Europa. Erkend globaliseringen, men sørg frem for alt for at gennemføre foranstaltninger, som skaber flere virksomheder, nye virksomheder og nye arbejdspladser. Det må være resultaterne, der tæller, og ikke målsætningerne. Således vil Europa kunne få en ny fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, blot to bemærkninger. For at vi kan nå målene om vækst og jobskabelse, skal kønsaspektet i Lissabon-strategien styrkes, især i de store økonomisk-politiske retningslinjer og i beskæftigelsesretningslinjerne, og kvindernes beskæftigelsesfrekvens øges. Derudover skal der udarbejdes en strategi for aktiv aldring og opbygges et uddannelsessamfund med livslang læring.

Den anden bemærkning er om de finansielle overslag. Det haster med en interinstitutionel aftale. Der er ingen tid at spilde. Rådet, Kommissionen og Parlamentet må hurtigst muligt forhandle sig frem til en aftale. Europas borgere accepterer ikke flere udskydelser. Lad os "lissabonisere" EU og vedtage et budget, der fremmer målene om vækst og flere og bedre job til alle, også kvinderne. Uden kvinderne kan Lissabon-strategien ikke lykkes.

 
  
MPphoto
 
 

  Hans Winkler, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg lover at fatte mig i korthed. Der er kommet mange vigtige og interessante indlæg om emnet, og jeg kan forsikre hr. Poettering og fru Berger om, at forbundskansleren trods sit fravær følger meget nøje med i, hvad Europa-Parlamentet har at sige. Det kommer naturligvis også til at spille en vigtig rolle i det forberedende arbejde. Jeg vil gerne sige til fru Berger, at den omstændighed, at jeg er her i dag, ikke må fortolkes som manglende ambitioner. Tværtimod er det det østrigske formandskabs ambition sammen med Kommissionen at nå frem til væsentlige resultater til gavn for Europas borgere.

Jeg kan også sige til hr. Schulz, at vi naturligvis er klar over, at der skal bruges de tilsvarende finansielle midler. Det drejer sig ikke kun om europæiske midler, men også om nationale midler. Og det drejer sig om midlernes kvalitet og effektivitet. Vi bør ikke altid kun se på midlernes størrelse, vi bør også være opmærksomme på, at de rigtige midler bliver anvendt det rette sted.

Hr. Watson, jeg er bestemt enig med Dem i, at der er mange emner, som Det Europæiske Råd burde tage op, men når tiden er begrænset, kan man ikke nå det hele.

Med hensyn til Deres henvisning til Metternich kan jeg forsikre Dem for, at Metternich ikke er nogen rollemodel for os. Hans syn på Europa er ikke vores syn på Europa. Vi ønsker ikke et direktorat af fem store lande, der styrer resten. Vi må huske på, at han var leder af en politistat, hvilket vi heller ikke ønsker.

(DE) Til fru Harms vil jeg gerne sige, at bæredygtighed naturligvis spiller en meget stor rolle i EU, og jeg vil minde om, at bæredygtighedsstrategien skal revideres inden medio 2006. Jeg kan forsikre Dem om, at bæredygtighed naturligvis også spiller en vigtig rolle i alle Rådets og Kommissionens bestræbelser.

En bemærkning til hr. Bonde. Jeg vil kraftigt tilbagevise den opfattelse, at de stater, som under udøvelse af deres suveræne rettigheder ønsker at fortsætte ratifikationsproceduren for forfatningstraktaten, skulle handle illegalt.

(Bifald fra højre)

Jeg henviser til Det Europæiske Råds beslutning fra juni om tænkepausen, hvori der udtrykkeligt blev sagt, at der ikke er tvivl om, at det er berettiget at fortsætte ratifikationsprocessen.

Jeg tror også, at Rådet arbejder for fuld kraft med at gennemføre de mål, vi har sat.

Det kan meget vel være, hr. Kirkhope, at Rådet ikke kører på højt oktantal til forskel fra kommissionsformanden. Måske kører vi mere på biobrændsel i overensstemmelse med tidsånden.

I denne forbindelse har flere talere også nævnt Kommissionens initiativ for bedre lovgivning. I denne forbindelse vil jeg især gerne takke den tilstedeværende kommissær Verheugen og opmuntre ham til at fortsætte med dette initiativ, for det er en type initiativ, som også borgerne forstår, og som også bringer EU tættere på borgerne.

Hr. Rasmussen og andre nævnte spørgsmålet om flexicurity. Her kan jeg bekræfte og understrege, at det handler om fleksibilitet gennem sikkerhed som et overordnet paradigme for reformer på det arbejds- og socialpolitiske område. Naturligvis gælder det om at opnå et afbalanceret forhold mellem fleksibilitet og sikkerhed på de europæiske arbejdsmarkeder.

Hr. Titley, jeg er enig med Dem i, at der er brug for handling, for det vil overbevise borgerne. Sammen med Kommissionen er vi fast besluttede på at tage de rette skridt i retning af at skride til handling.

 
  
MPphoto
 
 

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, vækst og beskæftigelse er nøgleordene i Lissabon-strategien, men det forekommer mig, at der er behov for at præcisere begreberne.

Når vi i det 21. århundrede taler om vækst i Europa, så kan vi ikke tale om andre former for vækst end en bæredygtigt vækst, en socialt acceptabel og økologisk ansvarlig vækst. Alt andet ville betyde, at vi ikke havde lært noget af de foregående årtier. Det vil jeg gerne bede Dem tage til efterretning! Når Kommissionen taler om vækst, taler den om en bæredygtig vækst. Det omfatter økoinnovation, det omfatter energieffektivitet, det omfatter konkurrence om bedre kvalitet, i hvert fald ikke konkurrence om lavere sociale standarder, lavere miljøstandarder eller lavere lønninger. Lad det være gjort klart en gang for alle!

Når vi taler om beskæftigelse, så taler vi ikke om en hvilken som helst beskæftigelse, vi har tværtimod indset, at vores tids store sociale spørgsmål er, om det i globaliseringens storme vil lykkes os at stille tilstrækkeligt mange velbetalte og kvalificerede arbejdspladser til rådighed. Det er det store spørgsmål, som det drejer sig om. Det handler ikke om hvilke som helst arbejdspladser, det handler om arbejdspladser, som kan holde i tider med øget konkurrence.

Det fører i den nuværende situation til nogle krav til medlemsstaterne. Det må siges helt klart til dem, at det er tid at lægge kursen om. Der må nu tages et meget beslutsomt skridt ind i vidensamfundet. Vi kan ikke tillade os at have samfund i Europa, som har en uddannelsespolitik, der udstøder i stedet for at fremme eller diskriminerer i stedet for at integrere. Vi har brug for en uddannelsespolitik, som udnytter dette kontinents uddannelsesreserver fuldt ud.

Vi kan ikke tillade os at have en samfundspolitik, som nok giver unge kvinder en god uddannelse, men som ikke giver dem mulighed for at bruge den til noget, fordi man ikke har sørget for, at familie og job kan forenes. Og vi kan ikke tillade os at have en samfundspolitik, som bare spytter ældre arbejdstagere ud af produktionsprocessen, fordi man ikke tror, man har brug for dem mere. Det kan alt sammen ikke længere lade sig gøre, og det siger vi også helt klart i vores strategi.

Vi siger også, at EU's indre marked og en politik, som tager udfordringen fra den internationale konkurrence op, er gunstigt for vækst og beskæftigelse, og derfor tror Kommissionen ikke på økonomisk patriotisme, uanset af hvilken art. Vi gør endnu en gang opmærksom på, at hvis man vil have det store europæiske indre marked, så må man også være indforstået med, at der dannes virksomheder, som agerer hen over grænserne på dette store europæiske marked.

(Bifald)

Til det europæiske marked hører også europæiske virksomheder. Kommissionen ser med bekymring på renationaliseringen af den økonomiske tænkning i nogle dele af EU. Den advarer mod denne renationalisering. Den rigtige vej er - som næsten alle talerne her sagde - at tage fat på Europas problemer i fællesskab.

Jeg vil imidlertid også gerne sige noget henvendt til de europæiske virksomheder. I årevis har vi ført en politik, som skal forbedre rammebetingelserne for europæiske virksomheder. Imidlertid forventer vi af de europæiske virksomheder netop nu, hvor det går de største af dem så godt som aldrig før, at de også er sig deres ansvar for Europa som produktionssted bevidst. Virksomheder har ikke kun et ansvar for kortsigtede gevinster, de har også et ansvar for det sted, hvor de er etableret.

(Bifald)

Og hvis en virksomhed i strukturændringen griber til det middel, der hedder afskedigelser, så er det ikke primært politikken, der har ansvaret, så drejer det sig primært om et svigt fra virksomhedens side, for virksomheder kan se i rette tid, hvornår strukturændringer er nødvendige, og hvornår de skal gennemføres. Og vi forlanger af de europæiske virksomheder, at de gør mere for at udforme strukturændringen positivt. Afskedigelser er altid det allerdårligste middel, og det skal ikke nødvendigvis bruges.

(Bifald)

Men vi må også sige til de europæiske virksomheder, at man kan også vokse ved at bruge store overskud til at skabe nye produkter, udvikle nye teknologier, etablere ny kapacitet, ikke kun ved at købe andre virksomheder.

Jeg vil gerne helt venskabeligt pege på, at alle erfaringer med opkøb af virksomheder fra de sidste 20 år har vist, at man i de fleste tilfælde slet ikke har opnået nogen positiv virksomhedsøkonomisk og samfundsøkonomisk effekt. Jeg ville foretrække, at de europæiske virksomheder brugte de store overskud, som de har opnået i den seneste tid, til at investere i ny kapacitet - forskningskapacitet og produktionskapacitet - i Europa i stedet for at finansiere felttog for at overtage andre virksomheder.

Der er også et krav til parlamentsmedlemmerne. Her har man med rette beklaget, at offentligheden ikke er inddraget i at udvikle strategien for vækst og beskæftigelse. Det er en opgave for den nationale politik og for de nationale parlamenter.

Jeg beder Dem om, mine damer og herrer, i Deres hjemlande at tale med Deres kolleger fra de nationale parlamenter om, at dette emne bliver sat på dagsordenen for den nationale politik. Det kan ikke være Kommissionens opgave at få oppositionspolitikere i medlemsstaterne til at gøre deres arbejde og sørge for, at dette spørgsmål kommer på dagsordenen. Det er parlamentsmedlemmers opgave! Her må jeg virkelig bede Dem om at gøre Deres indflydelse gældende. Kun hvis det lykkes os at sætte en bred parlamentarisk debat og en bred politisk debat i gang også i medlemsstaterne, vil vi kunne skabe den nødvendige bevidsthed om, at det er nødvendigt med en fælles anstrengelse ikke kun fra politikernes side, men fra borgernes side, hvis vores konkurrenceevne skal bevares.

(Kraftigt bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissær Verheugen varmt for den tale, han netop har holdt. Det var en fremragende tale. Jeg lyttede med hovedtelefoner. Hvis jeg ikke havde brugt hovedtelefoner, hr. formand, ville jeg næppe have kunnet forstå talen, selv om her er højttalere.

(Bifald)

Og det nytter heller ikke, at De med Deres særlige venlighed siger på Deres modersmål i mikrofonen, at kollegerne skal sætte sig ned. Det forstår de nemlig ikke, når de ikke har oversættelse. De bliver nødt til at svinge med hammeren, så de sætter sig.

Jeg vil gerne rette en bøn til Parlamentet som kollega. Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at vi ikke kan udvise det mindstemål af høflighed at lytte til talerne!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg håber, at alle her i salen vil tage det, der blev sagt, alvorligt. Jeg accepterer kritikken, og jeg vil således kalde medlemmerne til orden enten på et mere udbredt EU-sprog eller ved hjælp af hammeren.

Jeg har modtaget to beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.

 
  
  

FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne tage et lille punkt op vedrørende vores husholdning. Nogle af os har ikke modtaget nogen e-mails siden kl. 11 i formiddags, undtagen via webmail. Jeg ved ikke, hvor mange der er berørt af dette, for der er mere end en server. Men den ene server er nede, og den var også nede i en periode i går formiddags. Jeg mener, at det især er et problem i Strasbourg, hvilket naturligvis også bidrager til fornøjelsen ved at komme herned.

(Bifald)

Kan De ikke sørge for, at administration prioriterer at finde en løsning på dette problem, som er yderst generende?

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Vi skal nok tage højde for det, fru Ludford.

 
  
MPphoto
 
 

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, det var netop artikel 140 i Europa-Parlamentets forretningsorden, som jeg ville henvise til. Der står, at vi har ret til at se dokumenter direkte via Europa-Parlamentets interne datanet. Jeg ønsker, at De gennemgår aftalen med den private virksomhed, som skal stille denne tjeneste til rådighed. Både vores demokratiske og økonomiske interesser kræver det.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak. Vi undersøger det.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Forårsmødet i Det Europæiske Råd, hvor man skal kigge på Europas økonomi, finder sted netop i det øjeblik, hvor der udbryder protektionisme i en række europæiske lande, navnlig Frankrig.

Præsident Chirac forsøger ofte af afbilde Frankrig som førende inden for europæisk integration og giver andre lande skylden for enhver tilsyneladende manglende entusiasme. Men Frankrigs resultater med gennemførelsen af EU-lovgivningen er blandt de værste, landets holdning til fusioner på tværs af grænserne går ud på at forhindre dem, man har bevidst undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til stabilitets- og vækstpagten, og man har konsekvent bremset tempoet i reformen af den fælles landbrugspolitik.

Det Europæiske Råd bør være en lejlighed, hvor de øvrige medlemsstater kan presse Frankrig til at skabe orden i eget hus.

 
  
MPphoto
 
 

  Dominique Vlasto (PPE-DE). - (FR) Konkurrencedygtighed og vækst har altid været centrale temaer i Lissabon-strategien.

Jeg må i dag sige, at det er en udmærket ting. Med den beslutning, vi skal stemme om, indføres en social dimension. Den bør ikke betragtes som en hindring for virkeliggørelsen af Lissabon-strategiens mål, for den giver bl.a. samtlige EU-borgere adgang til uddannelse på højt plan og livslang uddannelse, idet jeg bl.a. kan henvise til det vigtige program til udveksling af lærlinge i Europa.

Jeg skal også understrege de små og mellemstore virksomheders betydning for Lissabon-strategiens mål. De er en af de vigtigste kilder til morgendagens beskæftigelse. Vi bør derfor skabe betingelserne for, at vi kan fjerne hindringerne for disse virksomheders og især de mindste virksomheders nyskabende aktiviteter. Det er derfor vigtigt at sikre fællesskabsinitiativprogrammet et ambitiøst budget.

Jeg beklager, som De nok har forstået, at budgettet ikke svarer til Lissabon-strategiens ambitioner, og jeg håber, at det vil lykkes os at forbedre de finansielle overslag i denne henseende.

 
  

(1)Se protokollen.

Seneste opdatering: 29. juni 2006Juridisk meddelelse