Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om seks beslutningsforslag om Darfur(1).

  Bernd Posselt (PPE-DE), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand, vi har gentagne gange beskæftiget os med situationen i Darfur. Det har dog ikke været tilfældet i den senere tid, selv om udviklingen desværre har forværret sig på dramatisk vis. Ifølge hr. Egeland, som er FN's vicegeneralsekretær med ansvar for Darfur, er mere end 200.000 mennesker blevet fordrevet fra deres hjemland, og mere end 96 landsbyer er blevet brændt ned på de få måneder, der er gået siden årets begyndelse - og det mere end et år efter lanceringen af et internationalt initiativ, der skulle stoppe den slags ting. Det viser, at det internationale fællesskab er utroligt svagt, hvad angår Darfur, og det faktum, at FN's vicegeneralsekretær blev forhindret i overhovedet at rejse ind i kriseområdet, viser, at regimet i Khartoum åbenbart helt åbenlyst fornærmer, boykotter og latterliggør det internationale fællesskab.

Derfor er det på høje tid, at vi sætter en stopper for vores gentagne svage protester. Det, der er behov for, er, at FN, NATO, USA, EU og Den Afrikanske Union sætter sig sammen for endelig at blive enige om en samordnet politik for Darfur, som rækker længere end til resolutionerne på papiret. Det betyder, at vi har brug for en væsentligt mere intensiv intervention end den nuværende.

Det er klart, at opfordringen først og fremmest gælder Den Afrikanske Union, men vi kan ikke stå og se til fra sidelinjen, når der helt åbenlyst begås folkemord - det har USA jo udtalt åbent, selv om USA ikke har taget de nødvendige konsekvenser. Det er simpelthen folkemord, der er tale om. På sørgelige mindedage husker vi i dag på dengang, folkemordene i Rwanda og Burundi begyndte, hvor man også valgte at se den anden vej. I dag siger alle, at man skulle have grebet ind dengang. Vi befinder os nu i en lignende situation - vi ser den anden vej, vi handler ikke, vi udnytter ikke vores muligheder, selv om de er svage - vi nøjes med verbale protester.

Det gør, at Darfur ikke kun er en skandale for den sudanske regering, men også for de internationale og europæiske institutioner. Derfor er jeg meget glad for, at vi endelig tager emnet op i Parlamentet igen. Vi skal ganske enkelt indse, at der først kan etableres normale eller bare nogenlunde normale forhold til Sudan, når Sudan endelig holder sine løfter, og de internationale institutioner kan gøre deres arbejde i landet.

  Fiona Hall (ALDE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand, da en mission fra Udviklingsudvalget besøgte Darfur i september 2004, blev vi chokerede over på første hånd at se folk, der søgte ly under kviste, fordi deres landsby var blevet bombet. Vi pressede på det tidspunkt hårdt på for at styrke Den Afrikanske Unions overvågningsmission, og i oktober 2004 blev den faktisk udvidet til at indbefatte beskyttelse af civile, der var udsat for umiddelbare trusler.

Tragedien er, at der her halvandet år efter stadig foregår bombninger, angreb og voldtægt til trods for alt, hvad Den Afrikanske Union har kunnet gøre, både ved fredsforhandlinger i Abuja og på stedet i Darfur. Der er simpelthen ikke tilstrækkelig mange afrikanske tropper til, at de kan kontrollere det høje niveau af vold, der især finder sted i nærheden af grænsen til Tchad og i korridoren mellem Tawila og Graida. Det er derfor, FN omgående må involveres i Darfur. Det er nødvendigt, at FN støtter Den Afrikanske Union i resten af dens mandatperiode og er parat til at afløse den i oktober 2006.

Sudans regering siger, at det er kolonialisme. Det er det ikke. Det er en trist erkendelse af, at tidligere initiativer til at begrænse volden stort set er slået fejl. Selv de humanitære bestræbelser i Darfur er nu truet, fordi der bliver lagt hindringer i vejen for adgang for de humanitære hjælpeorganisationer. Når der er over 3,5 millioner mennesker, der er afhængige af fødevarehjælp og medicinsk hjælp, kan vi ikke bare se passivt til. Volden må standse.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), forslagsstiller. - (SV) Hr. formand, lige siden jeg blev valgt første gang, har vi debatteret situationen i Sudan. Hvad er det, der sker der? Forestil Dem, at en enkelt ven bliver dræbt, og hvor stor tragedie og lidelse, det dødsfald medfører. Forestil Dem så, at 180.000 venner nu er døde under denne konflikt. Forstil Dem, at en enkelt ven får sit hus brændt ned og bliver tvunget til at forlade sit hjem. Hvordan føles det? Forestil Dem nu, at disse tårer bliver ganget med to millioner i Darfur i dag. Forestil Dem, at en enkelt slægtning bliver voldtaget, og forestil Dem så, at det samme sker for titusinder af andre. Det er omfanget af den humanitære katastrofe, der har ramt Sudan.

Hvad gør regeringen så? I beslutning efter beslutning har vi krævet, at den skal afvæbne Janjaweed-guerillaen, men ingenting sker. I beslutning efter beslutning har vi krævet, at den skal samarbejde med det internationale samfund for at hjælpe sin egen befolkning, men der sker meget lidt. Det hjælper ikke på sagen, at FN's udsending Jan Egeland er blevet nægtet indrejse i Darfur, når han finder det passende. Kommissionen giver nu allerede 160 millioner euro og mit eget land Sverige 330 millioner svenske kroner i form af støtte. Hvis de penge skal være til nogen gavn, må regimet samarbejde i stedet for at forsøge at modarbejde vores anstrengelser. Jeg mener, vi bør indføre en våbenembargo, uanset hvad Rusland og Kina siger, og at alle lande, som støtter en våbenembargo, bør hjælpe hinanden og hjælpe med at forhindre, at våbenembargoen bliver brudt.

Desuden er det absurd at fængsle kvinder, som modsætter sig voldtægt, og de pågældende fire unge kvinder bør naturligvis løslades omgående.

  Margrietus van den Berg (PSE), forslagsstiller. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, i Darfur er millioner af mennesker på flugt. Flygtningelejrene er helt fyldt op som følge af massive og kaotiske flugtbevægelser af mennesker i nød, der angribes af oprørere og af Janjaweed, ofte med afskyelige beretninger om plyndring og voldtægt. Det er en håbløs situation. Den Afrikanske Union er for svag, og den sudanesiske regering støtter tilsyneladende Janjaweed og vil ikke give den internationale retsorden, der repræsenteres af Den Afrikanske Union og De Forenede Nationer, en chance. Det ser ud til, at den stadig støttes af Kina og Rusland.

I går blev det kendt, at Jan Pronk, FN's særlige udsending i Darfur, fratræder sin stilling. Når selv Jan Pronk, som jeg kender som en uforbederlig fighter og optimist, ikke længere ser nogen chance for fredsprocessen, er det virkelig på tide at ringe med stormklokken. I Darfur raser en uhørt grusom konflikt, som giver EU mulighed for at vise, hvilken rolle det kan spille uden for Europa. I denne uge vises de 100 dages folkemord i Rwanda her i en fotoudstilling. Denne episode er symbolet på hele det internationale samfunds svigten.

Nu bliver vi på ny sat på prøve. Kina og Rusland blokerer enhver aktion. Den Afrikanske Union forsøger alligevel at trække den sudanesiske regering med, men det er for lidt og for sent, og det varer for længe. Nu er det op til den europæiske trojka med penge og støtte fra Den Afrikanske Unions fredsstyrke virkelig at være til stede med logistisk støtte, adgang til fødevarehjælp og beskyttelse af borgere. Denne kaotiske massakre, der var præget af en uhørt grusom interessestrid, må nu omsider stoppe. Parlamentets opfordring i dag i et fortræffeligt fælles beslutningsforslag fastsætter en klar kurs for Solana, Rådet, Kommissionen og vores regeringer og giver dem et incitament. Troværdigheden af Europas rolle i verden står på spil.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), forslagsstiller. - (CS) Det er besynderligt, at før der blev fundet olie i det sydlige Sudan, blev der ikke talt meget om Darfur. Agerbrugere passede deres marker, husdyrbrugere passede deres dyr. Det er klart, at Darfur har en særlig tiltrækningskraft for nogle mennesker. Det er ikke noget nyt, at potentielt velstående regioner i Afrika forsøger at løsrive sig. Lad os ikke glemme Biafra, Katanga og andre problematiske dele af et kontinent, som er rigt på naturlige ressourcer. Hvor der ikke er en sådan velstand, er der heller ikke så massive problemer. Når alt kommer til alt, vil vi bestemt ikke kun finde russiske og kinesiske våben i regionen, men også på de fremmede militærbaser i Tchad vil vi finde våben fra andre lande.

Det interessante er, at vi er bekymrede over, at FN's generalsekretær ikke har fået tilladelse til at rejse ind i Darfur. Da der var lignende begivenheder i Eritrea, godkendte Parlamentet humanitær støtte til regeringen. Hvorfor skulle vores beslutning under pkt. 7 ikke opfordre EU, USA og andre til at hjælpe med at få afsluttet situationen i Eritrea også? Selv om det sudanske regime bestemt ikke er et mønster på demokrati, ville det være forkert at ty til magt for at løse konflikten. Jeg er enig i beslutningen, om end med disse forbehold.

  Ari Vatanen, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, mine kolleger har allerede nævnt, at vi har drøftet dette spørgsmål gentagne gange. Når det gælder menneskerettighederne og værdien af menneskelig værdighed, har vi at gøre med en variabel geometri: Når det er tæt på os, ser det ud som om menneskeliv spiller en rolle, men når det er langt borte, så tager vi os ikke sammen til at gøre noget.

Jeg har ofte kørt omkring i den del af verden. Jeg kender det golde land. Jeg ved hvordan disse mennesker lever - eller rettere overlever - på disse betingelser, selv når der ikke er nogen konflikt. De er udsat for hungersnød, fødevaremangel og mangel på drikkevand. Man kan ikke forestille sig, hvor hårdt deres liv er. Nu bliver de i hundredtusindvis tortureret, dræbt, og resten er flygtet fra deres hjem, og alligevel vil vi vedtage endnu et beslutningsforslag her. Det viser, hvor hjælpeløst det internationale samfund er, når det skal håndtere menneskelig lidelse. Det er de barske kendsgerninger.

Hvor mange flere konflikter skal vi have? Selv på Balkan tog vi os ikke sammen, før det var alt for sent. Og nu er Darfur alt for langt borte. Kina og Rusland blokerer ganske kynisk vores bestræbelser i FN. Sudans rådne regime - jeg er ked af, at jeg må anvende en udiplomatisk sprogbrug - blokerer for FN's bestræbelser, og vi er magtesløse.

Når vi har internationale konflikter eller problemer, har vi brug for international ledelse. Ellers vil kommende generationer sige til os: "I havde fat på problemet. I så de mørke skyer i horisonten, og I gjorde ingenting".

  Ana Maria Gomes, for PSE-Gruppen. - (PT) Jeg besøgte Darfur som medlem af en delegation fra Europa-Parlamentet i september 2004, og jeg bevidnede tragediens omfang, som Fiona Hall allerede har nævnt. Derefter har vi i Parlamentet og i EU støttet den rolle, som Den Afrikanske Union har søgt at spille for at løse konflikten. Den har dog stået på i tre år og har medført mere end 200.000 døde og 2 millioner fordrevne og flygtninge.

UNMIS, FN's mission i Sudan, er nået så langt, som muligt er, og forhandlingerne i Abuja gør ikke fremskridt. Konflikten er forværret og er ved at udstrække sig til nabolandet Tchad. Obstruktionen af Jan Egelands besøg til Darfur er endnu en provokation fra det sudanske regime over for FN, der kan lægges oven i de alvorlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som dets styrker - iberegnet Janjaweed-militsen - har gjort sig skyldige i. De provokatoriske trusler fra Khartoum om at omdanne Darfur til en kirkegård for FN's styrker bør vi ikke lade os skræmme af.

Det internationale samfund kan ikke fralægge sig sit beskyttelsesansvar og bør derfor snarest muligt udsende en robust og veludstyret stabiliseringsstyrke i henhold til FN-chartrets kapitel VII, der kan forberede en større FN-fredsoperation, begge med et betydeligt europæisk bidrag.

Alle medlemmer af FN's Sikkerhedsråd bør påtage sig deres ansvar, deriblandt dem, der som Kina har beskyttet det korrupte og kriminelle diktatur i Khartoum. En varig løsning på konflikten forudsætter også, at de ansvarlige for forbrydelserne i Darfur ikke undslipper retsforfølgning. Her er det vigtigt at støtte Den Internationale Straffedomstols undersøgelser og forstærke sanktionerne mod Khartoum ved strengt at overholde våbenembargoen og også beslutte en embargo af olieeksporten.

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, mine kontakter blandt folk på stedet i det sydlige Sudan fortæller mig, at der lige nu er ved at udvikle sig en situation, som vi omgående må være opmærksomme på. Mens regeringen i Khartoum påstår at overholde fredsaftalerne, hvilket vi ved, at den ikke gør, finansierer den LRA - Herrens Modstandshær - fra det nordlige Uganda, så den kan fortsætte med sit folkedrab på regeringens vegne.

LRA belejrer landsbyerne i det sydlige Sudan, dræber de voksne og tager børnene. Unge piger bliver bortført som sex- og arbejdsslaver, og de bliver solgt, handlet og givet som gaver til LRA's våbenhandlere. Drenge bliver terroriseret, så de faktisk bliver slaver og bruges som vogtere og soldater. LRA er kun en lille styrke, men den vokser, fordi bortførte drenge bliver brugt som soldater.

Det er nu plantningstid i det sydlige Sudan. De civile burde plante, men det kan de ikke på grund af truslen fra LRA, der igen bliver støttet af deres egen regering. Hvis der ikke bliver plantet noget, bliver resultatet hungersnød. Situationen er kritisk, de behøver beskyttelse nu. Vi må spørge os selv: Hvis Rusland og Kina kan støtte regeringen, hvorfor kan vi så ikke støtte det lidende sudanesiske folk?

  Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, endnu en gang diskuterer vi Darfur her i Europa-Parlamentet. Det lader til at være en slags uendelig historie.

Vi må desværre indrømme, at den sudanske regering har det fulde ansvar for, at der stadig kæmpes i regionen. Regeringen i Khartoum respekterer hverken de internationale aftaler eller FN's autoritet, idet den betragter de seneste FN-fredsmissioner som en tilbagevenden til kolonialismen. Det er imidlertid værd at bemærke, at den sudanske regering kun tør opføre sig sådan, fordi den ikke er blevet isoleret af det internationale samfund. Som den forrige taler bemærkede, garanterer lande som Rusland våbneleverancer til dette land.

Lad os kalde en spade for en spade. Det, der sker i Darfur, er et folkedrab, som bør fordømmes enstemmigt af FN. Det er yderst upassende, at nogle lande - f.eks. Rusland - blokerer for arbejdet i FN's Sikkerhedsråd i denne sag. Europa-Parlamentet bør lægge pres på den internationale opinion, så Darfur kan ophøre med at være et symbol for vold og misbrug.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Hr. formand, krigen i det vestlige Sudan, Darfur, har varet siden 2003. Det rystende resultat af den vedvarende borgerkrig er 200.000 døde og 3.000.000 flygtninge, og observatører beskriver Sudan som Rwanda i slowmotion.

EU og USA har givet udtryk for deres støtte til, at Den Afrikanske Unions mission overdrages til FN-tropper, da Den Afrikanske Unions 7.000 soldater slet ikke kan magte opgaven. FN's særlige udsending for Sudan, Jan Pronk, drager en bitter konklusion og siger, at FN's fredsbevarende arbejde i Darfur har slået fejl, og at man har gjort for lidt for sent. Mange lande har fløjlshandskerne på, når det gælder Sudan, og selv om det ofte er meget forskellige lande, er årsagen næsten altid den samme: forekomster af råmaterialer og naturgas.

Med vores beslutningsforslag opfordrer vi udtrykkeligt FN's Sikkerhedsråd til at træde sammen i et møde for at drøfte volden i Darfur og for at leve op til sit ansvar for beskyttelse af civile.

  John Attard-Montalto (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg mener, at vi alle bør skamme os lidt, fordi vi lever i, hvad vi kalder et diplomatisk samfund og en civilisation, der formodes at være en af de mest avancerede civilisationer i verdens historie. Og alligevel ser vi hjælpeløst til, mens ofre - kvinder, børn, uskyldige - bliver slagtet. Vi taler om det, vi drøfter det, og vi forsøger at narre os selv til at tro, at FN gør noget.

FN kan ikke gøre noget. Vi er ved at indse, at FN, når det står over for et regime, der er parat til at gøre hvad som helst, hvad enten det drejer sig om atomvåben i det ene land eller helt eller delvist folkedrab på uskyldige i et andet, ikke engang kan besøge det sted, hvor uhyrlighederne finder sted. På den anden side ser vi, at militære enheder i et land tager selvstændige initiativer, som det er sket i Irak. Og vi opfordrer nu amerikanerne og europæerne til at redde de uskyldige i Darfur - og vi fordømmer samtidig amerikanerne for, hvad der er sket i Irak, der ikke var det bedste regime.

Jeg vil slutte med at sige, at situationen er så alvorlig, at en tredjedel af flygtningene i mit land, Malta - og vi har haft en debat og afstemning om det i løbet af denne mødeperiode - kommer fra Darfur. Det giver Dem ét eksempel på, hvor desperat situationen er.

  Markos Kyprianou, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, Kommissionen er meget bekymret over situationen i Darfur, der er den sidste åbne konflikt på det afrikanske kontinent. Der bliver med mellemrum ved med at udbryde kampe mellem de krigsførende og civilbefolkningen. I særdeleshed lider kvinder og børn som de første under denne fortsatte vold og vedvarende mangel på sikkerhed.

Selv om man har dæmmet op for det værst mulige scenario via den hurtige indgriben fra Den Afrikanske Union, kan den skrøbelige status quo ikke opretholdes ret meget længere. Næsten 3 millioner mennesker er afhængige af livsvigtig nødhjælp, men adgang og sikkerhedsbetingelser for de humanitære organisationer er begrænset og hæmmes af fortsat vold, herunder direkte angreb på nødhjælpsoperationerne.

Konflikten breder sig nu hurtigt til nabolandet Tchad og kunne bringe den skrøbelige sudanesiske forsoningsproces, som blev indledt med underskrivelsen af den omfattende fredsaftale mellem Khartoum og SPLM den 9. januar 2005, i fare. Der er international enighed om, at den eneste vej frem er en politisk løsning i Darfur. Kommissionen, medlemsstaterne og det internationale samfund støtter i høj grad Den Afrikanske Unions mål om at nå til en hurtig fredsaftale under drøftelserne i Abuja. Dette kunne også lette en smertefri overgang fra Den Afrikanske Unions nuværende militære ansvar i Darfur til FN. En helt nødvendig udvikling, som Den Afrikanske Union selv ser frem til, men som Sudan stadig modsætter sig.

Kommissionen mener, at det nu er på høje tid, at parterne under Den Afrikanske Unions auspicier og med støtte fra det internationale samfund finder frem til en køreplan for fred i Darfur, og til overgangen fra Den Afrikanske Union til FN med fastsatte milepæle og klart definerede ansvarsområder. Det ville gøre det muligt for det internationale samfund at bruge alle former for diplomatisk pres, herunder sanktioner, for at gennemtvinge fremskridt for hele processen.

Ikke desto mindre må en politisk mægling, der skal kunne holde i Darfur, også være baseret på retfærdighed og international støtte til opbygningen af regionen. I denne forbindelse er det vigtigt, at Khartoum og oprørerne bidrager til og hjælper med arbejdet ved Den Internationale Straffedomstol for Darfur, og at donorlandene er parate til at stille en øjeblikkelig fredsdividende til rådighed, så snart der kommer et positivt resultat fra Abuja.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted efter forhandlingerne