Betænkning af Varvitsiotis (A6-0187/2006)

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Jeg husker udmærket, at der lød knurren fra venstre i forbindelse med anmodningen om at udlevere advokaten Klaus Croissant, som var kendt for ikke blot at være advokat for tyske terrorister, men aktivt medlem af deres netværk. I dag er Big Brother på farten, og intet kan standse ham nu på dette europæiske retsområde.

Automatisk overførsel af dømte personer fra et europæisk land til et andet fremstilles som et stort fremskridt. På en måde virker det, som om EU-statsborgere behandles værre end statsborgere fra tredjelande, som vi insisterer på skal blive i det land, hvor de er blevet dømt, for at undgå dobbelt besvær. Tillad mig i et Europa, hvor der er sket en stigning i forbrydelser på grund af holdninger, og hvor krav om national præference sidestilles med forskelsbehandling, hvor legitime diskussioner om historiske aspekter sidestilles med revisionisme, forkastelse af fællesskabs...

(Formanden afbrød taleren)

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Man kan synes, at initiativet fra Østrig, Finland og Sverige egner sig til lovgivning. Det er i princippet positivt at reducere tiden for overførelse af dømte personer til et bestemt land, som disse personer på en eller anden måde har tilknytning til, og hvor det anses for sandsynligt, at en optimal resocialisering kan finde sted. Det skal dog også bemærkes, at der allerede i dag findes en konvention og en tillægsprotokol fra Europarådet om overførelse af dømte personer.

Endvidere mener Junilisten, at det retslige og politimæssige samarbejde skal være mellemstatsligt. Disse spørgsmål skal afgøres i Rådet med enstemmighed og være underlagt de nationale parlamenters kontrol og ikke blive forvaltet af overstatslige institutioner som Europa-Parlamentet.

Junilisten har derfor stemt nej til betænkningen, som den er ændret af Europa-Parlamentet, hvilken er en betænkning, som bl.a. indeholder forslag om fremme af en europæisk straffelovgivning.

Betænkning af Brepoels (A6-0124/2006)

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi vil gerne slå fast, at Junilisten er imod fremme af fri handel med narkotiske stoffer. Vi har således stemt imod skrivelser, som går i denne retning. Alle former for håndtering af narkotiske stoffer ud over til medicinsk brug er skadelig og noget, som samfundet ikke skal beskæftige sig med.

Hvad angår det europæiske center for kontrol af narkotika og narkotikamisbrug, mener vi principielt, at dette center ikke er begrundet, eftersom der i medlemslandene er stor forskel på politikken omkring og holdningen til narkotikabekæmpelse.

Vi har således stemt mod betænkningen om at øge centerets rolle.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Der foreslås en forordning, hvis formål er at styrke Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, at løse dets administrative og kommunikationsmæssige problemer og oprette nye stillinger til embedsmænd. Hvor effektivt har dette ultraeuropæiske redskab imidlertid været på et tidspunkt, hvor narkotika er en svøbe, som stadig ødelægger familier? Narkotikamisbrug betyder, at mennesker får en mislykket skolegang, gør dem ude af stand til at arbejde, får dem indlagt på psykiatriske hospitaler, og fører til, at de dør på grund af selvmord eller en overdosis.

Vi har brug for handling i stedet for at være nødt til at læse dårligere og dårligere statistikker. Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed gør ret i at foreslå at gøre andet end blot indsamle data med henblik på at vurdere medlemsstaternes politikker, således at sidstnævnte kan drage fordel af bedste praksis. Dette betyder ikke, at medlemsstaterne skal berøves deres særlige rettigheder, og at de skal overføres til Overvågningscentret, men tværtimod at samarbejdet mellem medlemsstaterne skal styrkes.

Ud over dødsstraf til narkobaroner skal der også ske en gennemgribende mentalitetsændring for at gøre en ende på de sidste 40 års venstrefløjsideologi. Den har ført til en slap holdning til kriminalitet, hvilket er blevet accepteret fuldt ud af selvtilfredse regeringer, og det har ført til forgiftning af millioner af mennesker, hvoraf de fysiske konsekvenser også har ført til permanent social udstødelse.

  Marine Le Pen (NI), skriftlig. - (FR) Siden det blev oprettet i 1993, har hovedopgaverne for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug været at indsamle, analysere og formidle transnationale data om narkotikaproblemer.

13 år senere er resultaterne ikke imponerende. Selv om der kan konstateres en vis forbedring i vores viden om narkotikafænomenet i alle dets mange aspekter her i EU, kan der ikke ses nogen som helst positiv virkning på narkotikaforbruget. Tværtimod faktisk.

Man kan konstatere en ting. I dag er det ikke længere kun de traditionelle stoffer, man tager. I stedet ser vi til vores bestyrtelse, at der dukker nye markeder for syntetiske stoffer op, og at det i dag er lettere at fremstille stoffer, som er billigere. De giver en bedre fortjeneste til narkotikahandlerne og skader også brugernes helbred mere.

Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug er i virkeligheden blot en database, som ikke har nogen operationel værdi. Formålet med alle de tal, der stilles til rådighed, er udelukkende at skjule, at de nationale politikker til bekæmpelse af narkotikamisbrug, er slået fejl. Det er på høje tid, at medlemsstaterne tager deres ansvar alvorligt og holder op med at skjule sig bag organer, som hverken er beregnet til eller har bemyndigelse til at handle på deres vegne.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, oprettet i 1993 og med sæde i Lissabon, har til opgave at indsamle, analysere og udbrede objektive, troværdige og sammenlignelige oplysninger og derved give et korrekt billede af fænomenet i Europa. Kendskab til narkotikaproblemets omfang og natur er en uomgængelig betingelse for en effektiv politik og indsats imod det.

Selv om der er sket mange fremskridt, er der stadig meget at gøre med at forbedre overvågningsinstrumenterne og skabe et egentligt "fælles sprog".

Jeg har stemt for denne betænkning om Kommissionen nye forslag om dette overvågningscenter. De vigtigste ændringsforslag indebærer, at Europa-Parlamentet skal høres efter proceduren med fælles beslutningstagning, at centrets rolle udvides, og at den måde, hvorpå dets organer fungerer, tilpasses efter EU's udvidelse.

Overvågningscentret skal tilvejebringe mere objektive og sammenlignelige oplysninger og beskæftige sig med systematisk evaluering af narkotikapolitikker og tendenser i brugen af narkotika. Det bør også fremhæves, at formidling og fremme af udvekslingen af oplysninger om bedste praksis i tilgangen til narkotikaproblemer skal forbedres.

Betænkning af Roure (A6-0192/2006)

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Selv om afstemningen om Roure-betænkningen er blevet udsat, har jeg på denne måde lejlighed til at sige min mening om den. EU nærer efter min opfattelse bekymringerne omkring det gennemsigtige menneske, hvis man godkender videregivelse af personrelaterede oplysninger til et efter europæiske databeskyttelesstandarder usikkert tredjeland, nemlig USA.

Også i forbindelse med de planlagte elektroniske legitimationsdokumenter, som skal kunne anvendes grænseoverskridende, må vi sørge for tilstrækkelig beskyttelse af personrelaterede oplysninger. Og den foreslåede beskatning af e-mails og sms ville efter min opfattelse være et uvæsen, da der føres enkeltregistreringer i forbindelse med flatrate-kontrakter, og der ville skulle indhentes personrelaterede oplysninger, som skulle videregives til skattemyndighederne.

Alt dette tages der efter min mening ikke tilstrækkelig højde for i Roure-betænkningen.

Betænkning af Adamou (A6-0176/2006)

  Jan Andersson, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Vi stemte ja til beslutningen i sin helhed, men har nogle væsentlige indvendinger. For det første skal risikoen for globale epidemier ikke overdrives. Hvis der skulle opstå en epidemi, bør EU have en koordinerende rolle. Hovedansvaret bør ligge hos medlemslandene. I beslutningen lægges en for stor del af ansvaret hos EU.

Der findes helt sikkert et behov for samarbejde om vaccinering i særlige situationer. Det kan handle om, at vaccinen skal anvendes der, hvor der er størst behov. Vi stiller dog spørgsmål ved, om de centrale EU-lagre for vaccine, som ordføreren foreslår, er den mest effektive måde at arbejde på. Desuden ser vi mange praktiske problemer med dette.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Som ordføreren - en kendt cypriotisk læge og medlem af vores gruppe - påpeger, er der stor forvirring hos folk angående fugleinfluenza og pandemisk influenza. Forskellige myndigheder og mange mennesker "sidestiller tilsyneladende forekomsten af A/H5N1 i Europa med ankomsten af en pandemisk virus". Han foreslår derfor, at Kommissionens kommunikationsindsats forbedres, og at den almene planlægning af kriseberedskabet på folkesundhedsområdet på EU-plan styrkes.

Han fremhæver, ligesom jeg selv har gjort det i en tidligere betænkning, at EU bør yde teknisk, videnskabelig og økonomisk bistand til allerede berørte lande og især medvirke til at øge den globale bevidsthed og udarbejde en global hovedplan samordnet på internationalt, regionalt, subregionalt og nationalt plan med et egentligt program og en tidsplan.

Ordføreren har således bestræbt sig på at forbedre Kommissionens forslag og tydeliggøre diverse punkter, hvorfor vi har stemt for denne betænkning.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen beskæftiger sig med et spørgsmål, som i højeste grad er grænseoverskridende. Der findes dermed gode grunde for EU-landene til at koordinere de foranstaltninger, som vedtages, og de politiske beslutninger, som skal træffes. Vi har derfor valgt at stemme for betænkningen i sin helhed. Vi vil dog understrege, at enkeltforanstaltninger fra EU er utilstrækkelige for at leve op til de udfordringer, som den globale influenza-epidemi indebærer. Det er derfor meget vigtigt, at EU handler i samarbejde med WHO.

Vi stiller spørgsmål ved enkelte punkter i betænkningen, som f.eks. nødvendigheden af, at Kommissionen skal udarbejde en omfattende kommunikationsstrategi sammen med Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC). Vi forudsætter, at EU-landene er fuldt påklædte til at påtage sig kommunikationen med borgerne på egen hånd uden hjælp fra en EU-instans. På samme vis er vi imod, at der skal oprettes et fælles beredskabslager af pandemivacciner i Fællesskabet. Vi mener, at internationalt anerkendte organisationer som WHO skal arbejde med globale verdenssundhedsspørgsmål.

Vi kritiserer det faktum, at Europa-Parlamentet på denne måde udnytter et betydningsfuldt politisk spørgsmål til at udvide EU's internationale politiske rolle.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg vil gerne først minde om, at der er stor forvirring hos folk angående fugleinfluenza og pandemisk influenza. Der er derfor helt åbenlyst meget at gøre på kommunikationsfronten.

Som politiske beslutningstagere er det vores pligt til at beskytte borgerne og medvirke til, at der er de fornødne midler til en effektiv indsats over for enhver trussel imod folkesundheden i vores samfund.

Som bekendt er truslen om en pandemisk influenza et folkesundhedsspørgsmål, der bekymrer os alle, men sandsynligheden for, at en pandemi indtræffer, er genstand for diskussion. Efter de kompetente myndigheders opfattelse, er der kun beskeden risiko for den menneskelige sundhed, men jeg finder det meget vigtigt, at der indføres en målrettet forebyggelses- og hurtig reaktionsmekanisme i tilfælde af folkesundhedskriser. Den skal - som det siges i betænkningen - omfatte en målrettet koordineringsplan for indsats på alle beslutningsniveauer med præcis kommunikation til alle borgere for at sikre, at de er forberedt på en eventuel nødsituation.

Jeg har derfor stemt for Adamos Amadous betænkning.

Betænkning af Gargani (A6-0172/2006)

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Joseph Weiler skrev i sin bog "Europas forfatning" indgående om, hvordan Domstolen tidligere systematisk udvidede de europæiske institutioners kompetencer, uden at der var demokratisk legitimitet for det, og uden at medlemsstaternes regeringer havde givet den mandat til det.

Takket være denne berygtede dom af 13. september 2005, skal strafferetten nu faktisk også lægges ind under europæisk kompetence. Konsekvensen er, at Domstolen træder kompetencebegrænsningerne i traktaterne under fode. Domstolen ligner i høj grad en slags justitsvæsenets Absurdistan befolket af verdensfjerne dommere, som ikke længere er ansvarlige over for noget eller nogen. Og så bliver folk overraskede, når vores borgere viser deres utilfredshed, når de får chancen, f.eks. ved at nedstemme den europæiske forfatning.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM), skriftlig. - En af de vigtigste nyskabelser i forfatningen er forslaget om, at samtlige love i EU kan få tilknyttet fælles straffebestemmelser.

Det er meget logisk for enhver stat, at man for hver lov bestemmer, hvad lovbrud skal koste.

Det har Ministerrådet også gjort. De har enstemmigt vedtaget, hvad miljøforbrydelser skulle koste, gennem en mellemstatslig afgørelse.

Konflikten er ikke om indholdet, men om formen.

Den overnationale Domstol er ikke tilfreds med at være domstol.

Dommerne vil også være lovgivere, i denne sag tilmed grundlovgivere - tilmed imod samtlige medlemslandes enstemmige afgørelse.

De vedtager simpelthen et afsnit i forfatningen, som er udtrykkeligt forkastet.

Det er lige så lovmedholdeligt som en vedtagelse i Bjørnebanden om at tømme Joakim von Ands pengetank.

Hvad bilder dommerne sig ind?

De skal værne om lov og ret, men bryder selv lov og ret.

Domstolen kunne sættes på plads ved, at medlemslandenes parlamenter hver for sig beslutter, at denne dom ikke har retsvirkning i landet.

Vi bør også have en demokratisk procedure for udnævnelse af dommere.

  Carlos Coelho (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Med denne afgørelse anerkendes det, at Kommissionen, støttet af Parlamentet, gjorde ret i at indbringe rammeafgørelsen om strafferetlig miljøbeskyttelse. Den fastslår, at miljøbeskyttelse forudsætter en samordnet indsats for at straffe de alvorligste overtrædelser. Formål og substans henhører således under Fællesskabets kompetence på miljøområdet (EF-traktaten) og følger ikke af EU-traktatens bestemmelser om politisamarbejde og det retlige samarbejde i kriminalsager.

Anerkendelsen af, at Fællesskabet ikke har nogen egentlig strafferetlig beføjelse, åbner en nyttig præcedens for, hvorledes områder under den tredje søjle kan gøres til fællesskabsanliggender, og den parlamentariske kontrol med et så følsomt område som strafferet styrkes.

Følgerne er enorme for såvel fremtidige som gældende lovgivningsinstrumenter. For sidstnævnte skal der tilvejebringes et nyt retsgrundlag, den første søjle, hvilket indebærer, at Parlamentet skal inddrages som medlovgiver.

Der er blevet annulleret en rammeafgørelse på miljøområdet, men det vil få følger uden for dette område og berøre alle Fællesskabets politikområder og de grundlæggende friheder, når der skal gennemføres strafferetlige foranstaltninger for at sikre deres gyldighed.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) EF-Domstolens dom af 13. september 2005 er et juridisk statskup i det, der normalt kaldes fællesskabslovsystemet. Det er faktisk første gang, at EF-Domstolen har afsagt dom om kompetencespørgsmål i strafferetsforhold, og at den har besluttet, at EU af hensyn til miljøbeskyttelse kan kræve, at medlemsstaterne fastsætter straffesanktioner for alvorlige overtrædelser. I princippet hører strafferetlig lovgivning ligesom reglerne i den strafferetlige procedure under medlemsstaternes kompetence. Gennem denne retslige afgørelse er en del af strafferetten i medlemsstaterne lige blevet lagt ind under Fællesskabets kompetence uden medlemsstaternes officielle samtykke. Dette betyder også en harmonisering af strafferetten, som ubetinget blev forkastet ved det franske og hollandske nej ved folkeafstemningerne om forfatningstraktaten. Men det bliver værre. Der er fare for, at en sådan retspraksis udvides til alle fællesskabsområder, og særlig til de såkaldte grundlæggende rettigheder. Jeg tænker på områder såsom bekæmpelse af påstået racisme og forskelsbehandling af forskellig art, beskyttelse af personoplysninger, retten til asyl eller navnlig indvandringspolitik. Denne udvikling er ikke befordrende for vores friheder, og den er meget bekymrende.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Betænkningen behandler følgerne af EF-Domstolens dom C-176/03, som gav EU kompetence til i henhold til den første søjle at vedtage nødvendige strafferetslige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne under første søjle får fuld virkning, i dette tilfælde vedrørende miljøet.

Der findes ingen udtrykkelig tildeling af myndighed, når det gælder strafferetten i EU-traktaten. Med tanke på den væsentlige betydning strafferetten har for medlemslandenes suverænitet, burde det ikke være tilladt, at denne myndighed implicit overføres til Fællesskabet. Desuden fastslår artikel 135 og artikel 280 i EU-traktaten udtrykkeligt, at medlemslandene er ansvarlige for at tilpasse den nationale strafferet og den dømmende myndighed. Kommissionen har på trods af dette meddelt, at denne overførsel af strafferetten til Fællesskabets myndighed kan være meget omfattende og i princippet omfatte samtlige områder, som forvaltes af EU-traktaten.

Domstolens fortolkning af traktaten slår altså søjlerne sammen til en enkelt institutionel ramme, hvilket var et indslag i den europæiske forfatning, som blev forkastet. Junilisten modsætter sig på det kraftigste denne udhuling af den nationale selvbestemmelsesret og har derfor stemt imod betænkningen.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Endnu en gang har Domstolen måttet konstatere, at Rådet overtræder EF-traktaten. Rådet har forsøgt at undgå Parlamentets medvirken ved lovgivningen ved at vælge et andet lovgrundlag end det i traktaten forudsete. Derfor kommer Dommen fra Luxembourg ikke som nogen overraskelse. Den var tværtimod forudsigelig og på alle måder positiv.

Naturligvis må alle institutioner analysere dommen og drage konklusioner for fremtiden. Jeg forstår imidlertid ikke de konsekvenser, som Kommissionen foreslår. Selv om Domstolen gik meget forsigtigt frem og endnu en gang gentog princippet om, at EF ikke har nogen originær strafferetlig kompetence og derfor kun udledte en supplerende strafferetlig lovgivningskompetence for ganske bestemte konstellationer af EF-traktaten, ser det ud til, at Kommissionen vil udlede den konklusion af dommen, at EF har en strafferetlig generalkompetence. Efter Rådet er det nu også Kommissionen, som vil udlede særlige kompetencer af de europæiske traktater, som medlemsstaterne ikke har overdraget dem i denne form.

Kommissionens fremgangsmåde er ikke bare retsstridig i vidt omfang. Integrationspolitisk er den også uacceptabel. Derfor har Parlamentet med rette sat et stopsignal for Kommissionens hensigter med Gargani-betænkningen.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) De britiske Konservative stemte hverken for eller imod Gargani-betænkningen, for selv om vi satte stor pris på ordførerens forsøg på at fremsætte en relevant advarsel, da han forsøgte at identificere den korrekte anvendelse af Domstolens dom, er vi ikke enige i, at det overhovedet er nødvendigt at overveje, hvorvidt der er behov for at aktivere passerelle-klausulen eller ej. Vi mener, at der er behov for mere tid til at overveje, hvilke skridt, om nogen, der bør tages som følge af de specifikke og umiddelbare følger af denne dom, før man forsøger at bruge den som påskud for at udhule den nationale kompetence inden for strafferetlige anliggender.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Betænkningen er i overensstemmelse med Domstolens afgørelse og Kommissionens meddelelse i denne forbindelse. I lighed med Kommissionen fortolker betænkningen ovennævnte afgørelse som overdragelse af kompetence til indførelse af strafferetlige bestemmelser inden for alle EF-politikker, hvor der er bindende regler, så man sikrer deres gennemførelse, hvilket er et vigtigt skridt i retning af, at EU's lovgivende institutioner fastsætter minimumsstrafferegler på EU-plan, dvs. en "EU-overtagelse" af strafferetten. I punkt 4 foreslås det, at der indføres en fælles EU-strafferet, hvorved medlemsstaterne fratages deres eksklusive ret til suverænt at fastsætte, hvilken adfærd de anser for strafbare forseelser, og deres ret til at bestemme straffesanktionernes karakter og vilkår. På denne måde sker der en alvorlig indskrænkning af et af de grundlæggende elementer i folkets nationale suverænitet, og et af de grundlæggende karaktertræk i filosofien bag den europæiske forfatning trækkes frem igen, nemlig EF-rettens gyldighed frem for nationale lovgivninger, også nationale forfatningsbestemmelser, hvorved man indirekte over for de europæiske befolkninger gennemtvinger den europæiske monopolkapitals vilje og strategiske, politiske mål ved at ophøje dem til lov.

Af disse årsager stemmer vi imod betænkningen.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Jeg stemmer for hr. Bondes forslag til en alternativ beslutning, eftersom han kritiserer, at EF-Domstolen forsøger at anvende miljøretten som et springbræt for EU til at tage magten over store dele af strafferetten. Jeg modsætter mig dog ikke kategorisk alle former for strafferetslige regler for grænseoverskridende miljøkriminalitet. Dette kan bl.a. kræves for f.eks. et fartøj til havs, som ødelægger miljøet.

Betænkning af Zdanoka (A6-0189/2006)

  Lasse Lehtinen (PSE). - (FI) Hr. formand! Da fru Zdanokas rapport blev diskuteret, var det vigtigt for mig, at de ændringer, der var fremsat for punkt 11, ikke gik igennem, da de ikke havde noget at gøre med ikke-diskrimination, og jeg stemte derfor sammen med flertallet.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Også i denne måned kan vi prise os lykkelige med den 117. utopiske betænkning mod racisme og diskriminering, denne gang af fru Ždanoka. Dette dokument er endnu en gang en liste over politisk korrekte almindeligheder, som langsomt, men sikkert er ved at blive denne institutions speciale. Endnu en gang oversvømmes vi med alle aspekter af racisme og diskrimination og med opfordringer til EU-lovgivning og til at tvinge medlemsstaterne til at diskriminere mod de faktiske europæiske borgere til fordel for ikke-europæere, som ifølge denne betænkning ikke bare skal have samme politiske og sociale rettigheder, men også skal have særbehandling på mange områder.

Der er en tydelig mangel på sund fornuft, hvis ikke vi indser, at racisme i egentlig forstand i Europa heldigvis er et meget marginalt fænomen, men at vores borgere på den anden side er bekymrede over undermineringen og erosionen af den sikkerhed, velfærd og kulturelle identitet, som de er berettiget til.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har stemt imod Ždanoka-betænkningen, fordi vi endnu en gang præsenteres for en liste over forslag, som ikke tilbyder nogen løsning på problemet, men faktisk er en del af det. Vi må holde op med at se mindretalsgrupper som f.eks. indvandrere som stakkels. Vi må holde op med på forhånd at sige, at alle deres problemer skyldes diskrimination. Venstrefløjens diskurs har kun forværret problemerne. Der er brug for en komplet kursændring. Vi må understrege det personlige ansvar og behovet for, at immigranter tilpasser sig vores regler, vores sprog, vores standarder og vores værdier.

Alene det forhold, at vi i Parlamentet konstant taler om diskrimination, svækker immigranternes motivation for at integrere sig. Det er muligvis til gavn for den voksende anti-diskriminationsindustri, men det er skadeligt både for immigranterne og for de lande, de har slået sig ned i.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten er modstandere af alle slags diskrimination det være sig på grund af køn, race, etnisk oprindelse, religion eller overbevisning, handicap, alder eller seksuel tilhørsforhold.

Vi har derfor besluttet os for at støtte betænkningen i dens helhed for at give udtryk for vores støtte til, at samtlige borgere i EU's medlemslande skal kunne drage fordel af de grundlæggende rettigheder og ikke udsættes for diskriminering, selv om vi ikke deler opfattelse i samtlige punkter og derfor har stemt mod disse.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Jeg selv og mine kolleger fra det britiske Konservative parti lægger grundlæggende stor vægt på at sikre lige muligheder for alle. Men vi har stemt hverken for eller imod denne betænkning, idet den sine steder er overdetaljeret og præskriptiv, og hvor der foreslås specifikke foranstaltninger, er det langtfra klart, at disse vil hjælpe medlemsstaterne med at udvikle en sammenhængende og konsekvent politik til bekæmpelse af diskrimination.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) De væsentlige forslag i denne betænkning sætter spørgsmålstegn ved tre grundlæggende værdier i de europæiske demokratier:

- "Positive særforanstaltninger", som er Parlamentets version af den "positive forskelsbehandling", som hr. Sarkozy sætter så højt, bryder med princippet om lighed mellem borgere i det samme land. De foreslåede foranstaltninger, f.eks. prioriteret adgang til visse erhverv, er forskelsbehandling af statsborgere i medlemsstaterne, som ikke har mulighed for at få indvandrerstatus.

- "Ikke-statsborgeres deltagelse i diverse valg", dvs. udlændinges ret til at stemme, ødelægger selve princippet om statsborgerskab.

- Ønsket om at give de samme rettigheder til homoseksuelle og heteroseksuelle par i alle medlemsstater er det samme som at kræve, at homoseksuelle skal have ret til at gifte sig og adoptere. Hvis dette krav blev opfyldt, ville det ryste grundlaget for familien, som er den grundlæggende enhed i ethvert samfund.

I denne betænkning understreges indvandreres og homoseksuelle pars skæbne, men der siges ikke et ord om skandaløse former for forskelsbehandling:

- Den forskelsbehandling, som flere millioner ærlige mennesker er udsat for, og som er ofre for usikkerhed, fordi de ikke har mulighed for at bo i beskyttede kvarterer i byerne.

- Den forskelsbehandling, som i Frankrig betyder, at de millioner af vælgere, som stemmer for Den Nationale Front, ikke bliver repræsenteret i det franske parlament.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg takker Tatjana Ždanoka for den væsentlige betænkning om en rammestrategi for ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alle, som jeg støtter. Det gælder særlig opfordringen til medlemsstaterne om i forbindelse med deres lovgivningspraksis at tage behørigt hensyn til de forskellige årsager til forskelsbehandling for at give denne praksis en troværdighed, som hidtil har været svækket på grund af dens ikke-bindende juridiske karakter.

Bekæmpelse af diskrimination bør nødvendigvis være baseret på uddannelse, fremme af bedste praksis og kampagner, der tager sigte på offentligheden og de områder og sektorer, hvor der forekommer diskrimination. Bevidsthed om de sociale følgevirkninger af dette fænomen er formodentlig det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning, hvori det hedder, at kampen mod diskrimination skal vare baseret på uddannelse. I betænkningen tilskyndes der til fremme af bedste praksis og kampagner rettet mod den brede offentlighed samt de områder og sektorer, hvor der forekommer diskrimination. Eftersom diskrimination i høj grad skyldes uvidenhed om andre mennesker, fokuseres der i denne betænkning på, at problemet derfor bør løses ved kilden ved hjælp af målrettede foranstaltninger med henblik på at fremme tolerance og mangfoldighed fra den tidligste barndom; programmer som Socrates, Leonardo og Jeunesse spiller en central rolle i den henseende.

I betænkningen forklares det, at der skal tages positive skridt for at revidere ansættelsespolitikker og -praksis med henblik på at fjerne dem, der hindrer ugunstigt stillede grupper i at deltage og spille en vigtig rolle i samfundet.

Jeg beklager, at Kommissionen ikke planlægger at udarbejde omfattende lovgivning til bekæmpelse af diskrimination, eftersom de traditionelle nationale mindretal har brug for en rammepolitisk standard for at sikre en effektiv deltagelse i beslutningsprocesserne om deres identitet, ikke kun for at komme ud over de dobbelte standarder, der blev indført ved Københavnskriterierne, men også for at afhjælpe eventuelle manglende regler i medlemsstaterne.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Lovgivning til bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling er endnu et eksempel på såkaldt progressiv lovgivning, som EU har vedtaget på det sociale område.

Som reaktion på en grønbog fra Kommissionen vedtager Parlamentet i dag en initiativbetænkning, som indeholder dets vision om, hvilke foranstaltninger der skal gennemføres med henblik på at afskaffe forskelsbehandling både i samfundet og på arbejdspladsen. Allerede i 2000 vedtog EU to direktiver (2000/43 og 2000/78), som tvang medlemsstaterne til at oprette et lov- og retsinstrument, der kan dæmpe dette fænomen. Selv om de nationale lovgivninger således er blevet betydeligt styrket, skal der stadig gøres en indsats, særlig i forbindelse med uddannelse.

Parlamentet foreslår derfor en lang række initiativer til bekæmpelse af de forskellige former for direkte og indirekte forskelsbehandling, uanset om den sker på grundlag af etnisk oprindelse, køn, alder, handicap, seksuel orientering eller religiøs overbevisning. Tanken er at fremme bedre praksis for at undgå at ende med positiv forskelsbehandling eller det kvotasystem, som nogle går ind for.

EU har kun få kompetencer på det sociale område, men det skal siges, at det tager initiativer, når det har midler til det. Det, vi har her, er et ambitiøst dokument, som rækker næse ad dem, der kritiserer EU for ikke at have en social dimension.

  Martine Roure (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har støttet fru Zdanokas betænkning, fordi EU har brug for en stærk europæisk strategi til afskaffelse af forskelsbehandling. Vi hører overalt i Europa hadefulde ord og ser, at der begås foragtelige handlinger, herunder voldshandlinger. EU har brug for en strategi til fremme af lige muligheder for at gøre en ende på alle former for forskelsbehandling.

Denne EU-strategi kan i visse tilfælde omfatte anvendelse af positive særforanstaltninger. Jeg mener imidlertid, at positive særforanstaltninger er noget andet end positiv forskelsbehandling, ligesom det udtrykkeligt er anført i artikel 2 i betænkningen. Vi fremmer bestemt ikke bekæmpelse af forskelsbehandling ved at skabe en ny type forskelsbehandling. Positive særforanstaltninger gør det derimod muligt at gøre visse dårligt stillede grupper opmærksom på særlige foranstaltninger, som er relevante for dem, f.eks. vedrørende ansættelsespolitikker.

Endelig understreger Parlamentet igen i denne betænkning, at den forskelsbehandling, som par af samme køn, hvad enten de er gift eller har et registreret partnerskab, er udsat for, skal forbydes på samme måde som andre former for forskelsbehandling, og særlig når de udøver deres ret til fri bevægelighed inden for EU.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. - (SV) Selv om der findes punkter, hvor ordføreren vil give EU for meget magt, og hvor der stilles spørgsmål ved national retspraksis, er der overvejende positive dele i denne betænkning om ikke-diskriminering og lige muligheder for alle. Betænkningen er i sin helhed god, og derfor stemmer jeg for den.

Bulgarien og Rumænien (B6-0343/2006)

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Selv om vi mener, at Rumænien og Bulgarien uden tvivl hører til den europæiske familie og også skal have et europæisk perspektiv, mener vi ikke, man kan forvente, at de to lande vil kunne løse deres mangfoldige problemer med korruption og organiseret kriminalitet inden for få måneder. Særligt med hensyn til Bulgarien tager man alvorligt fejl, hvis man nærer forhåbning om, at landet som EU-medlem bedre vil kunne skride ind mod korruption og organiseret kriminalitet. Problemerne på dette område vil muligvis blive værre og også belaste de øvrige EU-stater i øget omfang. Man har ikke taget de europæiske borgeres berettigede bekymring alvorligt, men har hen over hovedet på borgerne indledt en udvidelseslavine og de facto indført en udvidelsesautomatik. Det kan jeg ikke tilslutte mig. Derfor har jeg heller ikke stemt for denne beslutning.

  Gérard Deprez (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte hverken for eller imod det fælles beslutningsforslag om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, fordi jeg ikke kan se pointen i at tage stilling til det på nuværende tidspunkt.

Jeg ville personligt have foretrukket, at Parlamentet havde afventet den opfølgningsrapport, som Kommissionen fremlægger i begyndelsen af oktober, før det tog stilling.

Hvis Kommissionen derefter tilfældigvis giver udtryk for alvorlige forbehold om, hvorvidt den 1. januar 2007 er det rigtige tidspunkt for et af disse lande at blive optaget i EU, kan jeg virkelig ikke se det hensigtsmæssige i det beslutningsforslag, vi har stemt om i dag. At Parlamentet gennemgår beslutningsforslagene omhyggeligt, er efter min mening ikke et bevis på et sundt demokrati.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Lad mig sige det ligeud. For min skyld kan både Rumænien og Bulgarien og Tyrkiet med for den sags skyld opfylde kriterierne for medlemskab af EU. Det, der bekymrer mig, er, at de to førstnævnte efter min mening stadig mangler et stykke vej, før de kan komme med i Unionen. Der er problemer med korruption og retsstatsprincippet. Det er vigtigt, at begge lande fortsætter med at konsolidere de igangværende reformer af deres retssystemer, forstærke gennemsigtigheden, effektiviteten og upartiskheden i deres retsvæsen.

For Bulgariens vedkommende har vi også fortsat udbredt diskrimination over for romasamfundet inden for boliger, sundhedsvæsen, uddannelse og beskæftigelse. De er ramt af social udstødelse.

Jeg er klar over, at på grundlag af Parlamentets holdning kan vi kun udsætte tiltrædelsen fra 2007 til 2008. I øjeblikket vil jeg gerne benytte lejligheden til at udsætte Bulgariens medlemskab, og jeg er nødt til at overveje min stilling grundigt med hensyn til Rumænien.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) EU's række af udvidelser er en succes uden sidestykke i vores kontinents historie.

Det skyldes kort fortalt to typer faktorer. På den ene side har der været medlemsstaternes konstante vilje, beredvillighed og evne til hele tiden at få nye partnere til at blive en del af dette projekt, med alle de fordele, men også de byrder, som enhver udvidelse indebærer. På den anden side har denne proces båret frugt i kraft af den positive virkning, som udsigt til EU-medlemskab giver. Europas historie de seneste 50 år har i vid udstrækning været historien om et kontinent, hvor flere og flere lande har tilsluttet sig de vestlige demokratiers værdier ud fra forventningerne til en tiltrædelse.

Vi må derfor drage to konklusioner, hvad angår Bulgariens og Rumæniens udsigt til medlemskab. Dels bør EU utvetydigt vise vilje til og ønske om at videreføre denne udvidelse, og den endelige tidsplan fastlægges på det næste Europæiske Råd. Dels bør det stå klart, at tiltrædelsen kun vil finde sted, når alle betingelser er opfyldt. Vores krav er velbegrundede og har givet resultater. Det fremgår af de fremskridt, som Rumænien har vist i løbet af det seneste år.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Presset på Bulgarien og Rumænien intensiveres for at få landenes befolkninger til fuldstændig at underlægge sig EU's befalinger, så der gennemtvinges flere besværlige krav, som gør det nemmere for plutokratiet at udnytte arbejdstagerne.

Bulgariens og Rumæniens optagelse i EU fremmes sideløbende med udvidelsen af NATO, kravet om militære kræfters deltagelse og overdragelse af disse landes suveræne rettigheder til USA's, NATO's og EU's dristige, imperialistiske planer til skade for befolkningerne.

De konstante justeringer af vilkårene for optagelse i "EU's acquis", som skabes ved at fremme Lissabon-strategien, reformen af den fælles landbrugspolitik, de kapitalistiske omstruktureringer og EU's overordnede befolkningsfjendtlige og arbejderfjendtlige politik skaber særligt ufordelagtige vilkår for arbejdstagerne med gennemgribende ændringer af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og sociale rettigheder.

For hver dag, der går, forstår befolkningerne i disse lande mere og mere, at de ikke kan forvente noget positivt af deres medlemskab af EU.

Europa-Parlamentets beslutningsforslag støtter Bulgariens og Rumæniens optagelse i den imperialistiske union og EU's planer samt intensiveringen af den arbejderfjendtlige politik, der er rettet mod befolkningerne, og derfor stemmer KKE's gruppe i Parlamentet imod den.

Næste fase i tænkepausen vedrørende Europas fremtid (Det Europæiske Råd den 15.-16 juni 2006) (B6-0327/2006)

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! I sin sidste tale for et øjeblik siden satte hr. Barroso, måske uden at vide det, fingeren på det ømme punkt. Han sagde, at EU ikke kunne udvides og uddybes mod de europæiske borgeres vilje. Det passer. Det er bare ærgerligt, at denne konklusion blev fulgt at intet mindre end en proaktiv pep talk, især da vi alle kender de virkelig ømme punkter.

Tillad mig at nævne dem. Manglen på demokratisk legitimitet for det europæiske projekt, de store spørgsmål om at bruge EU's midler klogere og især tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet, som vores borgere ikke accepterer og aldrig vil acceptere, og som vi aldrig vil finde et demokratisk flertal for blandt vores borgere. Europa kan ikke komme tilbage på sporet, før der bliver gjort noget ved det.

  James Hugh Allister (NI), skriftlig. - (EN) Endnu en trættende forhandling domineret af de langsomt opfattende fanatikere af den forfejlede og forkastede forfatning. De tror, at de ved gentagne gange at sværge troskab til det, som vælgerne har forkastet, når de har fået lov til det, på en eller anden måde kan genoplive den. Ved at stemme mod beslutningsforslaget står jeg igen på de borgeres side, der ønsker mindre og ikke mere Europa, staternes rettigheder og ikke kontrol fra Bruxelles samt lokal- og ikke centralmagt. Al den energi, som de politiske ledere i Europa spilder ved at forsøge på at prakke vores befolkning en uønsket forfatning på, kan gøre en helt svimmel. Man bryder sig måske ikke om denne afvisning, men man er nødt til at se den i øjnene.

  Jana Bobošíková (NI), skriftlig. - (CS) Hr. formand! Jeg har stemt imod dette beslutningsforslag, bl.a. fordi det tyske politi i dag skred ind over for borgere fra Den Tjekkiske Republik på en hidtil uset måde. Politiet nægtede snesevis af fodboldfans, som ville overvære verdensmesterskabet i fodbold 2006, indrejse i Tyskland. Det er efter min opfattelse i strid med både den frie bevægelighed for personer i EU og med Maastricht-traktaten. Jeg tror, en række medlemmer vil støtte mig i at bede den tyske regering forklare, hvordan det er muligt, at de kan træde de grundlæggende principper for EU's eksistens under fode. Jeg har allerede fremsendt spørgsmål til Kommissionen og Rådet i denne forbindelse.

  Gérard Deprez (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg vil først og fremmest sige, at jeg eftertrykkeligt nægter at se forfatningstraktaten begravet i dag.

Lad os direkte forkaste denne omsiggribende og usunde optagethed af fiasko. Lad os give os selv mulighed for at gøre fremskridt. Lad os gå videre med ratifikationsprocessen, således at vi når den tærskel på fire femtedele, der er fastsat i erklæring 30.

Hvis vi gør dette, er Det Europæiske Råd som bekendt nødt til at tage spørgsmålet op. Det får således en hel del flere spørgsmål at bryde sin hjerne med, end det gør for tiden, og navnlig:

- Om hvorvidt, og i givet fald, på hvilke betingelser man kan genoptage ratificeringen i de lande, der forkastede forfatningstraktaten ved folkeafstemninger.

- Og hvordan man i det mindste kan bevare de dele af dokumentet, som gør chartret om grundlæggende rettigheder retsligt bindende, de dele, der gør det muligt for det udvidede EU at fungere mere effektivt, og endvidere de dele, der understreger EU's sociale rolle.

Sig ikke, at et flertal af befolkningerne er imod disse aspekter i forfatningstraktaten. Det tror jeg ikke, at de er.

Jeg indrømmer, at dette ikke ville glæde dem, der er tidligere mestre i kunsten at tvivle og demoralisere. Jeg ønsker imidlertid for mit vedkommende at genoplive den rigtige cirkel med den europæiske integrationsproces.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi har stemt imod dette forslag til beslutning, fordi det udtrykker støtte til traktaten om en forfatning for Europa. Det er uantageligt at ville fastholde det samlede kompromis om traktaten ved ikke at respektere den holdning, som befolkningerne i Frankrig og Holland har givet til kende sidste år.

Hvordan kan man blive ved med at tale om behovet for at udvide demokratiet, når man ikke respekterer de beslutninger, som befolkningerne frit har truffet i demokratiske afstemninger? Det er et hykleri, der viser den store afstand, der er mellem befolkningerne og de europæiske institutioners eliter.

Vi er også imod propagandakampagnen med de mange parlamentariske fora for at opfylde de tidsfrister, som man insisterer så stærkt på, ikke mindst - som det siges i beslutningen - så "den nødvendige forfatningsaftale" er på plads, når der skal stemmes ved valget til Europa-Parlamentet i 2009.

Man skulle hellere ofre større opmærksomhed på de sociale problemer og give et ordentligt svar på befolkningernes ønske om bedre velfærd, udvikling og økonomisk og social samhørighed.

  Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark og Anna Ibrisagic (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi har i dag stemt for fru Leinens beslutningsforslag om næste skridt i overvejelsesperioden med eftertanke og analyse af Europas fremtid. Som vi tidligere har fremført, mener vi dog ikke, at chartret om de grundlæggende rettigheder skal være juridisk bindende.

  Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte hverken for eller imod under den endelige afstemning om beslutningsforslaget om Europas fremtid. Jeg anser dette beslutningsforslag for at være overflødigt, og jeg mener endog, at det virker mod hensigten. Som tilhænger af forfatningstraktaten forventer jeg, at alle 25 stats- og regeringschefer indfrier deres underskrift og forelægger udkastet til ratificering i deres respektive lande. Franskmændene og hollænderne stemte nej. Før man beder disse medlemsstater om evt. at genoverveje deres stemmer, er det nødvendigt, at de andre sendrægtige medlemsstater efter Finland giver udtryk for deres holdninger begyndende med Storbritannien, Polen, Sverige, Portugal, Irland og Danmark. Europas fremtid afhænger ligeledes af disse landes valg. EU er nødt til at have denne debat.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Hvor mange gange skal det gentages her i Parlamentet, at forfatningstraktaten har udåndet to gange: første gang den 29. maj 2005 i Frankrig og anden gang den 2. juni i Nederlandene? Det franske og hollandske nej var klart og tydeligt og blev afgivet med fuldt kendskab til kendsgerningerne. Fordi der blev afholdt folkeafstemninger, havde befolkningen et godt kendskab til teksten. Det, de forkastede, var både formen (superstaten) og indholdet (de foreslåede ultraliberale politikker) for ikke at tale om udvidelsen med Tyrkiet. Har De hørt efter? Har De lyttet? Har De forstået? De har ikke en gang gjort Dem den ulejlighed, og det dokument, der er sat til afstemning i dag, beviser det.

De opfordrer de medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, til fortrinsvis gennem de nationale parlamenter at ratificere et dokument, som ikke længere har nogen eksistensberettigelse, således at debatten i virkeligheden kun finder sted mellem indviede, og således at de to "frafaldne" medlemsstater måske kan tvinges til at stemme igen om en forfatningstraktat. Plan D, som De opfordrer til at gennemføre, er i virkeligheden en plan til vildledning og er en fornægtelse af demokrati. Det sande demokrati, vi søger i dette tilfælde, er ikke participatorisk, ja, ikke en gang repræsentativt. Det er et folkeafstemningsdemokrati, og det er det, der skræmmer Dem, nemlig at give befolkningen den stemme tilbage, som De har taget fra den.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Med folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene har udkastet til forfatningen spillet fallit. Dette kan der ikke herske tvivl om. To lande har sagt nej ved folkeafstemninger, og det var med store flertal og med høj valgdeltagelse. At EU's magtelite nu forsøger at bortforklare dette er en demokratisk skandale. Politikere og højere embedsmænd diskuterer nu åbent, hvordan man skal tackle disse valgresultater. De har den frækhed på egen hånd at tolke resultaterne som utilfredshed med de siddende regeringer i begge lande. De begynder at regne på, hvor mange lande der har sagt ja på trods af, at det er klart, at alle lande skal godkende forslaget.

Sjældent har det været så tydeligt, hvilken kløfter der findes mellem den politiske elite og befolkningen i EU-spørgsmålene. Alt peger på, at det også ville være blevet et nej i Tyskland, hvis der havde været folkeafstemning der. Det samme gælder bl.a. Storbritannien, Sverige, Danmark og måske også flere andre lande.

Demokratiske resultater er et tilbageslag for dem, som har tabt, fordi de mangler folkelig opbakning. Lad os nu i stedet skabe en ny traktat, som lægger vægt på EU's mellemstatslige samarbejde.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Tænkepausen er blevet brugt til at presse befolkningerne til at acceptere den såkaldte europæiske forfatning, som Frankrigs og Hollands befolkning forkastede med henholdsvis 54,7 % og 61,6 %. Der er brugt mange millioner fra budgettet til denne, dvs. befolkningernes penge.

Man siger i propagandaen, at Frankrigs og Hollands befolkninger tog fejl, og at EU's kapitalistiske værdier kommer i første række, dvs. det frie marked og kapitalens interesser. Vælgerne tog imidlertid stilling på grundlag af deres livserfaring og sagde nej til EU's og regeringernes befolkningsfjendtlige, reaktionære politik, en politik, der tilgodeser plutokratiet.

Der sættes spørgsmålstegn ved EU's politik, og det er positivt. Derfor har andre regeringer ikke turdet afholde folkeafstemninger og har valgt at bruge parlamenterne til at vedtage den europæiske forfatning.

Forsøget på at bringe den europæiske forfatning på banen igen med et andet navn er udtryk for foragt for folkets afgørelse og for, at man holder befolkningerne for nar. Den europæiske forfatning er død, og ethvert forsøg på at genoplive den er en tilsidesættelse af de principper om enstemmighed, der gælder i EU's borgerlige pseudodemokrati.

KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet vil udnytte denne forlængede tænkepause til at fortsætte med at informere og afsløre EU-politikkens umenneskelighed og grusomhed, samtidig med at vi opfordrer folket til at kæmpe for at vælte den.

  Cristiana Muscardini (UEN), skriftlig. - (IT) Der er sket fremskridt med opbygningen af et mere samhørigt og solidarisk Europa, men der er stadig nogle hindringer for, at vi når mange af de målsætninger, som vi har sat os. Når man ser bort fra de møder, der tog sigte på at undersøge status quo, manglede der nogle overvejelser om forfatningstraktaten med en inddragelse af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og med det formål at lytte til argumenterne og kritikken hos dem, der efter nogle medlemsstaters ratificering, andres nej og atter andres tavshed understregede, at visse dele af teksten er utilstrækkelig, og at den er rodet.

Borgerne er stadig mere usikre på det juridisk bindende aspekt af chartret om grundlæggende rettigheder, hvor der mangler nogle vigtige henvisninger til familiens beskyttelse. Desuden er der det uløste spørgsmål om vores rødder. Vi håber ikke, at Europa ikke ved med sikkerhed, hvor det er på vej hen, fordi vi ikke ønsker at vide, hvor vi kommer fra. Med usikkerheden øges de eksterne og interne trusler i EU, der skyldes den internationale terrorisme og ukontrollerede fænomener med illegal indvandring. Krisen i et samfund, som mister sine faste holdepunkter og værdier, får mange unge mennesker til at reagere med viljeløshed og vold. Umuligheden af at skabe udvikling, fordi vi er ude af stand til at styre globaliseringsprocesserne og sætte tilstrækkeligt skub i en energiudviklingsmodel, hvor vi tager de problemer op, der eksisterer på internt og internationalt plan ...

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163)

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) For det første kan debatten om Europas fremtid ikke reduceres til forfatningsdebatten, ligesom debatten om forfatningstraktaten heller ikke er hele debatten om Europas fremtid.

Hvad forfatningstraktaten angår, tror jeg ikke, at den debat har den allerstørste folkelige appel, hvor nødvendig den end måtte være, selv om den dog ikke er uopsættelig. I alle tilfælde bør den foregå, så alle kan følge med i den.

Efter min opfattelse er der virkelig behov for at modernisere og konsolidere EU's struktur og beslutningsmodel inden for en demokratisk ramme, der respekterer den nationale identitet og mangfoldighed, eftersom EU i sin nuværende udformning vanskeligt kan håndtere forholdene for 25, for ikke at tale om 27, 28 eller 29 stater.

Jeg mener således, at løsningen dels kan bestå i en ny diskussion, når de samfund, der er mest imod dette forslag, er parat, dels i en neddrosling af den "konstitutionelle" vision til en mere beskeden og realistisk institutionel reform, som EU's nye forhold så afgjort nødvendiggør.

Allervigtigst er det dog at levere svar på de problemer, som faktisk optager borgerne, ikke mindst på det økonomiske felt. Der er brug for en politik, for resultater, for vækst og beskæftigelse i en økonomi, der uimodståeligt er under forandring. Disse udfordringer prioriterer vores borgere højere end forfatningen.

  Gary Titley (PSE), skriftlig. - (EN) Labour i Europa-Parlamentet (EPLP) anerkender, at den foreslåede forfatningstraktat tager mange vigtige spørgsmål op, som vi er nødt til at finde løsninger på, hvis et EU med 25 medlemsstater eller flere skal kunne fungere effektivt og demokratisk.

Vi har hverken stemt for eller imod beslutningsforslaget, fordi man forsøger at foregribe resultatet af tænkepausen, og fordi det kan opfattes som et udtryk for utilstrækkelig hensyntagen til de demokratiske resultater af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Vi mener, at det er vigtigere for EU at levere konkrete fordele for sine borgere, før man igen vender blikket mod strukturreformer, der skal sikre en bedre beslutningstagning.

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Hr. formand! Jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil gerne præcisere, hvad jeg sagde tidligere under afstemningen om tænkepausen ved den opdelte afstemning om stk. 2 i ændringsforslag 2, hvor De krævede afstemning ved navneopråb, men så skiftede De mening og sagde, at første del af den opdelte afstemning skulle kontrolleres. Desværre kom tolkningen ikke igennem i tide, så den stemme, jeg afgav for første del, skulle være gået til anden del. Jeg var imod anden del, men for den første del. Jeg selv og mange af mine kollegaer blev fanget i dette dilemma.

Kan det ikke komme til at fremgå af protokollen - jeg ved, at De ikke kan gå tilbage og gøre afstemningen om - at det skyldtes en fejl, at disse medlemmer stemte, som de gjorde?

  Formanden. - Naturligvis kan stemmer rettes.

Når det er sagt, har jeg modtaget en række rapporter fra medlemmer om, at tingene fremgik helt klart, og jeg tror nogle gange, det er for let at skyde skylden på tolkningen. Derfor kan De naturligvis ændre Deres stemme, men når det er sagt, så mener jeg, at tingene er foregået helt normalt.