Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Mellemøsten.

  Erkki Tuomioja, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Den seneste krise i Mellemøsten i sommers er den første krise, hvor navnlig den libanesiske befolkning og regering, men også mere generelt regionen som helhed, har haft de største forhåbninger og forventninger til EU som international aktør.

Det glæder mig at kunne sige, at EU har levet op til disse forventninger og spillet en vigtig og endog førende rolle i bestræbelserne på at sætte en stopper for fjendtlighederne, overholde våbenhvilen og fremskynde den politiske proces, der er en forudsætning for fred.

I august afholdt Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) to ekstraordinære møder. På mødet den 1. august lykkedes det os at blive enige om konklusionerne. Dette skete i en konstruktiv atmosfære, i modsætning til hvad man har kunnet læse i visse fuldstændig vildledende avisartikler. Konklusionernes indhold dannede efterfølgende grundlag for FN's Sikkerhedsråds resolution 1701, der førte til våbenhvile, og som skitserer den aftale, der skal indgås om genoprettelse af Libanons fulde integritet og suverænitet, og retningslinjerne for den nye UNIFIL Mark 2-styrke, der skal sikre resolutionens gennemførelse.

Det var ikke EU's skyld, at det tog så lang tid at vedtage resolutionen, selv om konflikten hver dag bragte flere unødvendige civile ofre, lidelser og ødelæggelser, uden at nogen af parterne kom nærmere opfyldelsen af de politiske eller militære mål, som de kæmpede for. Den vigtigste erfaring, der kan udledes af denne konflikt, er da også, at der ikke er nogen militære eller unilaterale løsninger på de uløste spørgsmål og konflikter i Mellemøsten.

EU-medlemsstaternes rolle har været afgørende siden vedtagelsen af resolution 1701. På vores andet ekstraordinære rådsmøde den 25. august, hvor FN's generalsekretær, Kofi Annan, også deltog, lykkedes det os at sikre, at UNIFIL kan og vil blive bragt op på fuld styrke og deployeret i overensstemmelse med EU-medlemsstaternes tilsagn om at bidrage med op til 7.000 soldater som svar på FN's anmodning. Det blev også bekræftet på dette møde, at Frankrig, og fra februar 2007 Italien, har det operative ledelsesansvar.

UNIFIL er ikke en EU-operation, og det er vigtigt, at andre FN-medlemsstater, herunder navnlig mange islamiske lande, bidrager til operationen. De første italienske og yderligere franske soldater er allerede blevet indsat.

Det er nødvendigt at indsætte soldater i området hurtigt for at undgå et sikkerhedsvakuum under IDF's tilbagetrækning og de libanesiske væbnede styrkers gradvise deployering i Sydlibanon. Med det formål at genoprette fred og sikkerhed er UNIFIL's opgave at sikre tilbagetrækningen fra Sydlibanon og at hjælpe den libanesiske regering og hær med at få kontrol over dette område såvel som over hele Libanon. Selv om den libanesiske hær skal afvæbne Hizbollah, har UNIFIL også en vigtig opgave, idet UNIFIL skal sikre leveringen af humanitær bistand, overvåge overholdelsen af våbenhvilen og gribe ind over for enhver, der forsøger at bryde freden.

Bortset fra nogle beklagelige episoder er våbenhvilen blevet overholdt. Den libanesiske regering står fortsat samlet, og alle de politiske partier, herunder Hizbollah, har givet udtryk for deres støtte til resolution 1701 og den indarbejdede politiske aftale.

EU's humanitære bistand og Libanons hurtige genopretning og genopbygning har været bemærkelsesværdig. Donorkonferencen i Stockholm i sidste uge var en stor succes. EU har sat hurtigt ind med omfattende humanitær bistand. EU og medlemsstaterne har givet tilsagn om eller allerede ydet humanitære bistand for et samlet beløb på ca. 330 millioner euro, dvs. over en tredjedel af de tilsagn, der blev givet i Stockholm. Vi kan allerede nu i højere grad fokusere på en hurtig genopbygning og styrkelse af den lokale kapacitet.

Alle vores bestræbelser - den politiske aftale, genopbygning og støtte til genoprettelse af Libanons integritet og suverænitet og tilstedeværelsen af et stærkt UNIFIL - er afgørende for fred og stabilitet i landet. Det er også afgørende, at tredjelande støtter disse bestræbelser. Vi skal således være indstillet på at inddrage Syrien, der enten kan være en konstruktiv partner eller en modspiller. Dette vil også være afgørende for EU's forbindelser med Syrien. Under møder med mine egne kontakter i Syrien og under møder med andre har vi glædet os over Syriens erklærede hensigt om og vilje til at respektere resolution 1701 og støtte gennemførelsen heraf og forholde sig konstruktivt til en fredsproces i hele Mellemøsten.

Det har altid stået klart for alle Rådets medlemmer, at der ikke kan skabes varig fred og stabilitet i Libanon eller andre steder i regionen uden genoptagelse af fredsprocessen mellem Israel og Palæstina baseret på køreplanen og dens målsætning om en tostatsløsning, hvor Israel lever i fred og sikkerhed side om side med en uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat.

Desværre har mange af køreplanens aspekter været og er fortsat under angreb. Situationen er gået i hårdknude siden det palæstinensiske valg i januar, som vores valgobservatører, anført af Deres kollega, fru De Keyser, enstemmigt vurderede som frit og retfærdigt.

Hvis fredsprocessen skal fortsætte, er det afgørende, at befolkningen og Palæstinas regeringspartier fortsat forpligter sig til ikkevold, anerkendelse af Israel og til indstilling af alle terrorhandlinger. Vi har stået i en usikker situation, hvor det internationale samfund har været nødsaget til at suspendere den direkte støtte til Den Palæstinensiske Myndighed og samtidig forsøge at sikre, at den palæstinensiske befolknings humanitære behov opfyldes, og at deres adgang til uddannelse og sundhedstjenester fastholdes. Det har været den vanskelige opgave for den midlertidige internationale mekanisme (Temporary International Mechanism), som EU har indført efter anmodning fra kvartetten, og opgaven er ikke blevet nemmere af, at Israel nægter at frigive skatte- og toldindtægter, der nu beløber sig til over 500 millioner amerikanske dollars, som Israel skylder Den Palæstinensiske Myndighed.

Som det kan udledes af navnet, er den midlertidige internationale mekanisme kun en midlertidig foranstaltning. Vi bliver nødt til at løse op for hårdknuden. Alle bortførte israelske soldater, de arresterede palæstinensiske lovgivere og medlemmer af regeringen skal frigives betingelsesløst. Vi skal frem for alt have en bred palæstinensisk regering, der fuldt ud forpligter sig til at overholde alle de forpligtelser, som Den Palæstinensiske Myndighed har indgået, og som kan handle som en troværdig partner, som ingen kan nægte at forhandle med.

Vi behøver ikke at genopfinde den dybe tallerken i forbindelse med fredsprocessen. Alle de nødvendige elementer er velkendte og findes i køreplanen og andre dokumenter. Det er imidlertid fortsat en udfordring at gøre tingene i den rigtige rækkefølge.

Under drøftelserne på Gymnich-mødet i Lappeenranta i sidste uge var vi helt enige om, at EU nu skal gribe aktivt ind for at sikre en genoptagelse af fredsprocessen. Uanset hvor forenet, sammenhængende og effektiv vores indsats er, kan vi naturligvis ikke opnå fred udelukkende gennem vores egen indsats. Vi bliver nødt til at arbejde tæt sammen med vores partnere i kvartetten og navnlig med USA såvel som med Den Arabiske Liga, der har vist fornyet vilje til at engagere sig i processen, hvilket vi glæder os over. Vi bliver naturligvis først og fremmest nødt til at opfordre parterne selv til at sætte sig ved forhandlingsbordet og indlede seriøse forhandlinger.

Befolkningen i regionen har i lang tid blot ønsket fred og sikkerhed, og de er blevet mere og mere frustrerede over deres lederes manglende evne eller endog vilje til at skabe fred og sikkerhed, hvilket har skabt grobund for ekstremisme. Det er således nødvendigt, at EU og andre lande lokker, skubber til og lægger pres på parterne, og de skal også være rede til at involvere sig på stedet, hvor og når det er påkrævet. Det gør EU allerede med parternes accept i forbindelse med EU BAM Rafah-missionen og EUCOPPS-missionen i områderne. Desværre har grænseovergangsstederne ved Rafah og Karni i realiteten været lukket i de sidste par måneder, og Israel har ikke reageret på vores gentagne henvendelser om en genåbning af grænseovergangsstederne.

Vi bliver muligvis også nødt til at påtage os nye ansvarsområder fremover som led i fredsbestræbelserne. Der er fra mange sider blevet udtrykt ønske om en ny international fredskonference for Mellemøsten. Der er stor opbakning bag denne idé i Rådet, men det anerkendes også, at et sådant tiltag ikke kan iværksættes, før parterne har indvilliget i at deltage i en sådan konference, og før der er udsigter til, at en sådan konference vil skabe positive resultater, der fremmer fredsprocessen.

Rådet vil fastholde sit centrale engagement i fredsprocessen i Mellemøsten. Vi har gjort det klart, at den højtstående repræsentant, Javier Solana, har Rådets fulde opbakning og mandat til i samarbejde med formandskabet og Kommissionen at træffe de nødvendige foranstaltninger og mødes med alle relevante aktører med henblik på at sætte gang i fredsprocessen i Mellemøsten og holde den kørende, indtil der er opnået enighed om en samlet fredsløsning.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! I lyset af konflikten i Libanon, volden i de palæstinensiske områder og civile borgeres lidelser i det nordlige Israel har udsigten til en samlet fredsløsning syntes længere væk end nogensinde inden for de seneste par måneder, og paradoksalt nok har disse konflikter, navnlig den almindelige libanesiske befolknings lidelser, alligevel endnu en gang understreget behovet for en regional forhandlingsløsning. De er en klar og grusom påmindelse om, at sikkerhed og stabilitet ikke kan påtvinges ensidigt uden dialog eller diplomati. Mellemøsten er i dag præget af sorg og lidelser, men jeg mener, at der også ligger nogle muligheder, som vi er nødt til at gribe.

EU kan måske få fredsprocessen på skinner igen, navnlig hvis vi mobiliserer vores meget store politiske og sikkerhedsmæssige såvel som tekniske, økonomiske og finansielle ressourcer, og hvis vi anvender disse i tæt samarbejde med det internationale samfund.

Som formanden for Rådet anførte, spiller EU en hidtil uset rolle. Europa er stærkt involveret i Libanon og fast besluttet på at spille en central rolle gennem sin støtte til gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution 1701 og skabelsen af varig fred i regionen. EU-medlemsstaterne yder et afgørende bidrag til den udvidede fredsbevarende styrke under UNIFIL til støtte for en hurtig udvidelse af den libanesiske regerings kontrol i hele Libanon. EU indtager en ledende rolle i de diplomatiske bestræbelser på at fjerne sø- og luftblokaden af Libanon.

Lige siden konflikten begyndte, har Kommissionen været meget aktiv i området, hvor vi har støttet vores partnere og deres befolkninger, når der var mest brug for os. I de sidste seks uger har Kommissionen mobiliseret og koordineret en meget omfattende europæisk bistand med henblik på at dække de presserende behov, som konflikten har skabt. Vi satte ind med hurtig humanitær bistand fra konfliktens anden uge. Jeg var glad og taknemmelig over, at Parlamentet godkendte vores anmodning om mobilisering af yderligere ressourcer fra nødhjælpsreserven. ECHO kan således fortsætte sine tiltag til fremme af hurtig genopbygning, navnlig med hensyn til vand, sanitet og boliger, og vores samlede humanitære støtte kommer således op på over 50 millioner euro.

Kommissionen hjalp også til med at koordinere og støtte evakueringsindsatsen og bidrog i denne forbindelse med 11 millioner euro til evakuering af tredjelandsstatsborgere, der var fanget i konflikten, som svar på en anmodning fra udenrigsministeren på Cypern om støtte til en hurtig iværksættelse af denne operation.

Kommissionen spillede også en vigtig rolle på stedet, hvor den vurderede situationen og iværksatte bidragydernes første koordineringsopgave. Vi samarbejder allerede med den libanesiske regering såvel som med FN og Verdensbanken med henblik på at sikre, at libaneserne selv leder og præger denne koordinering i post-konfliktfasen.

Kommissionen har også sat ind over for miljøkatastrofen og støttet den libanesiske regering gennem Fællesskabets civilbeskyttelsesordning med henblik på at tackle de meget store miljøødelæggelser. Vi arbejder i øjeblikket med at vurdere og imødekomme Libanons genopbygningsbehov med henblik på genopbygning af landets infrastruktur og fremme af økonomisk genopretning, social udvikling og politisk samhørighed.

I sidste uge bebudede jeg på Stockholm-konferencen en pakke på 42 millioner euro frem til årets udgang til hurtig genopbygning. Kommissionens bidrag er indtil videre således kommet op på lidt over 100 millioner euro. Jeg mener, at Kommissionen har vist, at den er parat til at handle og til at handle hurtigt.

Kommissionens bidrag til opfyldelsen af særlige og aktuelle behov er afgørende for vores støtte til gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolution 1701 og for støtten til en varig løsning på konflikten mellem Israel og Hizbollah, der i alt for lang tid har destabiliseret Libanon og truet Israel. Mellemøsten har behov for et stærkt, suverænt, forenet og uafhængigt Libanon, der er i stand til at konsolidere den skrøbelige fred, der er blevet genskabt, og til at holde den yderst reelle risiko for udbrud af vedvarende spændinger i skak.

Det er også nødvendigt, at den libanesiske befolkning mærker de håndgribelige fordele ved indstillingen af fjendtlighederne. En genopbygningsproces styret fra Beirut vil medvirke til at styrke den libanesiske regerings rolle. Det er således afgørende, at genopbygningsfasen rent faktisk indledes og at Israels sø- og luftblokade ophæves. Jeg tilslutter mig også på dette område generalsekretær Kofi Annans krav om en øjeblikkelig ophævelse.

På længere sigt skal det internationale samfund fastholde sit engagement og fokusere på støtte til institutionel genopbygning og fremme af den libanesiske indsats med hensyn til statsopbygning, herunder den indsats, der gøres på grundlag af den nationale dialog. Libanon skal således gennemføre den politiske, sociale og økonomiske dagsorden, der allerede er skitseret i EU's Libanon-handlingsplan. Det er ikke en overdrivelse at sige, at de foranstaltninger, som vi fastlagde forud for konflikten, nu er vigtigere end nogensinde.

Vi skal også samarbejde med vores libanesiske modparter med henblik på at sikre, at betingelserne for langsigtet stabilitet opfyldes, og i denne forbindelse fjerne enhver uklarhed omkring afvæbningen af Hizbollah, der realistisk set kun kan gennemføres som led i en politisk integrationsproces - og sikre en afklaring af status for området Sheba Farms.

Vi må ikke tabe det overordnede perspektiv for området af syne. Mens opmærksomheden blev rettet mod Israel, fortsatte lidelserne i de palæstinensiske områder, og Qassam-raketter blev fortsat affyret mod israelske byer og landsbyer. Jeg var i Israel med den finske præsident efter Rom-konferencen. Vi tog til Haifa, hvor der var konstant fare for raketangreb.

Hvis vi skal undgå en yderligere eskalering i de palæstinensiske områder, er det nødvendigt, at de palæstinensiske militante grupper vender tilbage til den "ro", der herskede i næsten hele 2005. Gidsler, tilbageholdte og fanger skal frigives, og der skal ske fremskridt med hensyn til grundlæggende spørgsmål som mobilitets- og adgangsvilkår, der som bekendt er af afgørende betydning for den palæstinensiske økonomiske genopretning og for dannelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Denne proces bør indledes med en hurtig genåbning af grænseovergangene i Gaza, navnlig grænseovergangen i Rafah, der støttes af EU's grænsebistandsmission. Kommissionen er i princippet parat til at gribe yderligere ind for at opgradere infrastrukturen og styrke kapaciteten på grundlag af den aftale om mobilitet og adgang, der blev indgået i november.

Dette skal ske som led i opfyldelsen af vores langsigtede mål om at opbygge en fremtidig palæstinensisk stats institutioner i samarbejde med Den Palæstinensiske Myndighed, hvilket igen indebærer, at EU bør være parat til at reagere pragmatisk på dannelsen af en palæstinensisk national samlingsregering. Jeg gentager, at vi agter at samarbejde med enhver regering, der er indstillet på at arbejde for fred med fredelige midler.

Vi må ikke glemme det palæstinensiske folks situation, hvilket vi heller ikke gør. Som bekendt har vi gennem en midlertidig international mekanisme sikret adgangen til rent vand og sanitet i Gaza-striben. Vi holdt hospitaler og sundhedscentre i gang over hele sommeren, og vi har nu også finansieret sociale bistandsydelser, som over 600.000 palæstinensere har draget direkte fordel af og langt flere indirekte. I lyset af det vedvarende politiske dødvande, lukninger og indefrosne skatteindtægter kan den midlertidige internationale mekanisme kun sikre midlertidig hjælp. Vi kan ikke fortsætte ret meget længere på denne måde. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi forbedrer adgangs- og mobilitetsvilkårene, hvordan vi får Israel til at genoptage overførslerne af de tilbageholdte palæstinensiske skatteindtægter, der i dag beløber sig til 500 millioner euro, og hvordan vi får Den Palæstinensiske Myndighed til at sikre den offentlige orden og sikkerhed. Det skylder vi parterne, og det skylder parterne deres egne befolkninger.

Den hurtige optrapning af volden over sommeren førte ikke til sejr, men kun til ofre. Endnu en gang kan det konstateres, at militære aktioner ikke kan løse de langvarige konflikter i Mellemøsten.

Status quo, herunder den langsomme og gradvise nedbrydning af tostatsløsningens troværdighed, fortsat besættelse og endemisk vold, fører i sig selv til ustabilitet. Den fører også til tredjelandes indblanding og radikalisme, der forstærkes af uretfærdige vilkår med eller uden rod i virkeligheden.

Der er således i virkeligheden kun ét valg. Vi er nødsaget til at forny det politiske perspektiv, som fredsprocessen hviler på, herunder f.eks. vores holdning til fastholdelsen af grænserne fra 1967. Vi må gøre vores yderste for at bringe alle parter tilbage til forhandlingsbordet. Ved at fokusere på nogle konkrete og pragmatiske foranstaltninger, der kan skabe positive og håndgribelige resultater, kan vi medvirke til at skabe den rette atmosfære og gøre det nemmere for parterne at engagere sig på ny.

Det er nødvendigt at handle beslutsomt med henblik på at få parterne tilbage på sporet hen imod en forhandlingsløsning. Jeg har opfordret til, at der afholdes et møde mellem præsident Abbas og premierminister Olmert hurtigst muligt. Jeg håber, at de kan løse problemet med gidsler og tilbageholdte såvel som andre presserende problemer såsom vold, adgang og finansielle spørgsmål.

Israel og Libanon bør nu skabe kanaler for dialog, og Syrien skal inddrages på ny, da landet viser vilje til at bidrage til gennemførelsen af de relevante resolutioner vedtaget af Sikkerhedsrådet. Iran skal også påtage sig sin del af ansvaret og vise vilje til at bidrage til fred og stabilitet i området.

Der er blevet fremført mange idéer om en samlet fredsløsning i Mellemøsten. Navnlig Den Arabiske Ligas initiativ fortjener vores fulde opmærksomhed. På Gymnich-mødet i sidste weekend efterlyste mange af deltagerne større EU-lederskab i Mellemøsten. Jeg er enig med dem. Vi bliver nødt til at betragte de tragiske begivenheder, der indtraf over sommeren, som en mulighed for en langvarig løsning af de vedvarende konflikter i regionen. Det handler om vores troværdighed, såvel som om kvartettens og FN's troværdighed.

(Bifald)

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Ingen anden region i verden har gennem så mange årtier været udsat for så meget lidelse som Mellemøsten. Og de lidende er de mennesker, som bare ønsker at leve i fred. Soldater bliver bortført og dræbt, og konsekvenserne er forfærdelige. Formodede og virkelige militære mål er blevet bombarderet, med utallige civile ofre. Gennem årtier har der kørt en voldsspiral, en ond cirkel uden ende.

Jeg vil gerne udtrykkeligt takke Dem, hr. formand, fordi De to gange har kaldt gruppeformændene hjem fra ferie til en drøftelse. Jeg vil gerne takke Dem, hr. udenrigsminister Tuomioja, Dem, fru kommissær Ferrero-Waldner, og den højtstående repræsentant Javier Solana for Deres bidrag.

I EU kan vi sige, at en militær løsning ikke er mulig i Mellemøsten. Der må findes en politisk løsning for at opnå fred, og freden skal begynde i hovederne på de ansvarlige. Men alligevel siger vi også, at en militær tilstedeværelse kan bidrage til at skabe forudsætningerne for fred. Her i Europa-Parlamentet har vi jo gennem mange år ført en debat om en europæisk sikkerhedspolitik. Og hvis man husker 20 år tilbage, så ville man ønske - men have anset det for utænkeligt den gang - at vi i dag ikke længere skulle spørge, om vi skal engagere os militært, men hvordan vi skal engagere os. Det skal også give os europæere lidt tiltro til, at den vej, som vi nu har valgt, nemlig at påtage os et ansvar, er en rigtig vej, og at vi må og vil påtage os dette ansvar.

Hvilke mål har vi? Målet er et Libanon, som er suverænt. Jeg mener ikke, det er acceptabelt, at Syrien eller Iran udøver en direkte eller indirekte kontrol over Libanon. Hvad angår Irans rolle, skal man også være opmærksom på påvirkningen med atomprogrammet. Hizbollah er en politisk, men også en militær organisation. Hvis man ønsker demokrati i Mellemøsten, så må man også tage til efterretning, at det er resultatet af et valg, at Hizbollah er i regeringen og parlamentet. Det er imidlertid ikke acceptabelt, at der findes en stat i staten, at et politisk parti har sin egen milits og dermed sætter spørgsmålstegn ved det suveræne Libanons egen regerings og eget militærs handlinger. Derfor skal der findes en løsning til afvæbning af Hizbollah inden for fredsprocessens rammer. Politikken har forrang.

(Bifald)

Israel er blevet kritiseret stærkt for sin reaktion. Jeg står ved, at jeg på et vist tidspunkt sagde, at denne reaktion var uforholdsmæssig. Men jeg siger også, at jeg har stor respekt for, at man i Israel i en fri, demokratisk debat stiller spørgsmålet om, hvad der blev gjort forkert i Israel, politisk og militært. Jeg ville ønske, at der var en sådan selvkritisk debat også i staterne i Israels naboregion. Når denne selvkritik også findes i de andre stater, i Israels nabolag, så er vi på vej mod demokrati i Mellemøsten.

Tillad mig som tysk europæer at komme med en bemærkning. Det rørte mig dybt - jeg er født efter krigen - at den israelske ministerpræsident sagde, at et tysk fredsbidrag var velkomment. Det er noget helt nyt, noget lignende har tidligere været utænkeligt. Derfor er det rigtigt, at også Forbundsrepublikken Tyskland påtager sig at yde et bidrag sammen med de europæiske venner i EU.

(Bifald)

Det rørte mig dybt. Menneskene i Palæstina har samme værdighed som israelerne eller vi europæere. Og de har krav på at kunne leve inden for sikre grænser. Vi appellerer til alle involverede i Palæstina, Fatah og Hamas, om at danne en sand national enhedsregering for dermed at yde et bidrag til freden.

Vi europæere er måske for første gang i en ny situation, i kraft af at vi ikke kun yder humanitær hjælp, som er vigtig for befolkningen, men inden for kvartetten nu også påtager os en rolle, hvor vi er med til at forme udviklingen. Jeg opfordrer alle kvartettens parter til at gå denne vej sammen med EU.

Lad mig afslutningsvis sige, at for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er grundlaget for enhver politik den menneskelige værdighed. Derfor siger vi til alle i Mellemøsten og i den arabiske og islamiske verden: Misbrug ikke unge mennesker, der som såkaldte martyrer sætter deres eget og andre menneskers liv på spil, men skab mulighed for, at de unge kan yde et bidrag som levende mennesker i deres lande under menneskeværdige betingelser. Respekter menneskenes værdighed og det menneskelige liv! Så står vi på disse folks og regeringers side.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker rådsformanden og fru Ferrero-Waldner for deres indlæg. Jeg tror, at den krise og den løsningsmodel, som de beskrev, og som nu skal organiseres, indebærer en historisk chance for europæerne og for EU's medlemsstater. Ikke kun for dem, det har De ret i, hr. Tuomioja, andre - især islamiske stater - skal også yde deres bidrag. Men det er også en enestående chance for de europæere, der er involveret.

Jeg kunne også formulere det på en anden måde. Det er ikke kun en enestående chance, det er også en enestående pligt til nu konkret at sørge for fredsløsninger, for vi må jo konstatere, at USA's løsninger i regionen er faldet helt til jorden, og at denne fiasko er en medvirkende årsag til den nuværende krise. Det skal siges her. Derfor har vi europæere pligt til nu at forsøge at yde vores konstruktive bidrag til en løsning.

Dette bidrag kan ikke kun være militært, det skal også være militært. Det skal sammenfatte forskellige aspekter, som er nødvendige i regionen. Vi har brug for et samlet koncept, som omfatter militære foranstaltninger på grundlag af international ret, som omfatter humanitære foranstaltninger, som omfatter diplomatiske aktiviteter og ikke glemmer den centrale konflikt i regionen, nemlig en løsning af Palæstina-konflikten, som er årsagen til destabiliseringen i hele regionen.

Derfor vil jeg nævne nogle grundelementer i det, som vi socialdemokrater anser for nødvendigt i det samlede koncept. Ja, det handler allerførst om Israels ret til at eksistere. For os socialdemokrater i Europa står det klart, at Israels eksistens er et kerneelement i vores politik, og enhver, der sætter spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere, har os som modstander.

Men i den nuværende situation må vi også styrke Libanon. Libanon var efter afslutningen af borgerkrigen godt på vej til at blive et stabilt, sekulært demokrati. Her er meget nu blevet slået i stykker. Derfor må vi hjælpe det libanesiske folk til atter at vende tilbage til situationen før den militære konflikt, som var så fuld af håb for regionen.

Og vi må opbygge Palæstina, og her gælder det først og fremmest om at hjælpe humanitært. Situationen i Palæstina er dramatisk. Her vil jeg for os socialdemokrater sige én ting: Dialogen med alle kræfter i Palæstina kan ikke længere undgås; den er nødvendig og uundværlig.

(Bifald)

Vi må støtte og opbygge civilsamfundets strukturer. Civilsamfundets strukturer, alle de kræfter, som går ind for dialog - særligt også for den interkulturelle og interreligiøse dialog - skal være vores partnere.

Det, der er brug for i regionen, det har de foregående talere, også hr. Poettering, antydet, er ikke, at vi gensidigt sår tvivl om hinanden, men at vi på grundlag af det, som vi repræsenterer, på grundlag af vores vestlige værdier respekterer andre værdier, som måske er religiøst orienterede, men også konstruktive, og som respekterer menneskets værdighed. Vi må ikke gå hen og gøre islam til et fjendebegreb. Islam er en religion, som omfatter næsten en milliard mennesker i denne verden, og vi må ikke tillade, at nogle få vilde terrorister bliver sidestillet med en milliard mennesker i denne verden. Det er en fatal fejl. Derfor er den interkulturelle dialog så vigtig.

(Bifald)

Jeg mener, at løsladelsen af fangerne er et vigtigt punkt. Det skal ske nu. De involverende parter må nu være ordholdende, for det, vi har brug for, er tillidsskabende initiativer. Det er ikke noget banalt begreb. Den slags initiativer er nu, i denne situation, helt uundværlige - små skridt, konkrete skridt, tillidsskabende skridt, og dertil hører løsladelse af fangerne og involvering af alle kræfter i regionen. Vi har brug for alle stater, og vi har også og især brug for Syrien.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at der her i Parlamentet - også i vores gruppe - har været stor skuffelse over det, der bl.a. er blevet sagt i Syrien i de seneste uger. Men vi har brug for Syrien for at løse problemet. Hvis Syrien er indstillet på at føre en konstruktiv dialog med os, så opfordrer jeg syrerne til at vise tegn på god vilje, vende tilbage til den dialog, som tidligere har været antydet, og give os mulighed for at gennemføre en og anden foranstaltning, selv om den måtte være lille, f.eks. i grænsespørgsmål. Vis os, at Syrien er indstillet på at vende tilbage til forhandlingsbordet.

I denne forbindelse har jeg en kommentar. Selv da den kolde krig var på sit højdepunkt, kunne de to lejre tale med hinanden, fordi vi havde etableret konferencen for sikkerhed og samarbejde i Europa. Hvorfor skulle vi ikke tage idéen om en konference for sikkerhed og samarbejde i denne region op igen, som samler alle involverede ved samme bord, nemlig køreplansstaterne - altså vi europæere, FN, Rusland, USA - men også staterne i regionen, Den Arabiske Liga og Syrien. Det var nok værd at overveje.

Intet - her er jeg enig med hr. Poettering - intet i denne verden kan retfærdiggøre individuel terrorisme. Bag denne terrorisme, denne blinde ødelæggelsestrang, skjuler sig intet andet end menneskeforagt, som altid er ødelæggende. Intet retfærdiggør nogen form for terrorisme, og derfor er det vores fælles opgave at bekæmpe terrorismen.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Sommerens konflikt har kostet over 1.000 mennesker livet, hvoraf langt de fleste var uskyldige civile. Den har reduceret store dele af Libanon til murbrokker. Denne situation bør, om ikke andet, lære os at se fremad snarere end tilbage.

Vi bør hurtigst muligt deployere de 7.000 soldater, som Unionen har forpligtet sig til at bidrage med til UNFIL-styrken med henblik på at stabilisere situationen i Sydlibanon, at standse våbenstrømmen og at bidrage til den humanitære indsats. Vi skal imidlertid afklare UNIFIL's mandat til at gennemføre FN-resolutionerne på stedet.

Vi skal naturligvis også gå længere endnu. Vi skal tale med én stemme. På kort sigt skal vi kræve, at Israels sø- og luftblokade af Libanon ophæves øjeblikkeligt. Vi skal kræve, at blokaden af Gaza ophæves, og vi skal bidrage til dannelsen af en effektiv palæstinensisk regering.

På mellemlang sigt skal vi, samtidig med at vi fordømmer terrorhandlinger, bringe Hizbollah og Hamas ind fra kulden og inddrage dem i en dialog om etablering af en demokratisk lovramme. Vi skal iværksætte en uafhængig undersøgelse af de civile dødsfald, som kan tillægges alle parter under den seneste konflikt, og som Kofi Annan har understreget, kan vi kun få Hizbollah til at nedlægge våbnene og forhandle om en langsigtet løsning gennem dialog og kompromiser, ikke gennem et geværløb.

Der er også langsigtede opgaver. Hvis vi skal skabe en ny generation, der ikke er dybt præget af frygt og intolerance, skal vi opbygge institutioner, der sikrer fred på lang sigt. Da Romano Prodi var formand for Kommissionen, talte han om etableringen af en euro-arabisk udviklingsbank finansieret og forvaltet af begge parter i fællesskab. Vi skal også se på organiseringen af sikkerheden i stil med hr. Fogh Rasmussens foreslåede konference om sikkerhed og samarbejde i Middelhavsområdet, som hr. Schulz har henvist til. Vi skal se på, hvordan vi kan forbinde alle landene i Middelhavsområdet gennem en passende indvandringspolitik. Og vi skal overvåge alle disse områder gennem Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-partnerskabet, som De, hr. formand, har investeret en hel del politisk og ikke så lidt finansiel kapital i. Lad os tage ved lære af Einstein, der sagde, at freden ikke kan fastholdes med magt, men at der kun kan skabes fred gennem forståelse.

Hr. Tuomioja, De talte om EU's bemærkelsesværdige resultater og store succes. Jeg bifalder Deres indsats, men lad os nu ikke overdrive. EU's nuværende situation skyldes en krise. Michel Barnier taler i denne forbindelse om den europæiske refleks. Unionen har ikke den forfatning, den har brug for, og som ville have udrustet den langt bedre til at tackle denne situation. Vi deployerer europæiske styrker, men der er ikke tale om en EU-styrke, selv om der gudskelov er tale om en forenet koalition.

Med hensyn til demokratisk beslutningstagning forlader vi os på håbet. Efter mødet i Lappeenranta den 25. august udtalte hr. Solana, at det var den vigtigste beslutning, som EU havde truffet i mange år. Hvis dette er tilfældet, hvorfor er hr. Solana så ikke til stede i dag for at indvie os i beslutningen og i vilkårene for inddragelse i denne konflikt? Han har et mandat, men af hvilket art?

(Bifald)

Da vi spurgte, fik vi den besked, at vilkårene for styrkernes inddragelse "udelukkende var en sag mellem FN og de lande, der bidrog med styrker". Vi fik således den besked, at der ikke var tale om et europæisk anliggende. Det er absurd, at hr. Solana ikke er til stede for at indvie os i vilkårene for inddragelse i denne konflikt!

Dette indebærer en risiko. Den brede europæiske offentlighed er af den opfattelse, at Europa har grebet ind over for krisen. Hvis det går galt, og et stort antal unge mænd vender hjem i ligposer, vil befolkningen kræve besked om, hvem der er ansvarlig i Europa. Det politiske ansvar skal placeres.

(Bifald)

Hr. formand for Rådet, EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal på plads, således at vi ikke kommer til at stå i en sådan situation.

Vi bør således udbringe et leve for Europa, for Louis Michels hurtige indsats og for Romano Prodis mod i forbindelse med koordineringen af vores bestræbelser på at løse dette problem. Vi bør også takke Kommissionen, det finske formandskab og Cypern - en ny medlemsstat - for den meget store indsats, landet har ydet. Vi bør også takke Tyrkiet, der har udvist mod til at hjælpe os gennem tilsagn om tropper.

(Bifald)

Der er imidlertid stadig risiko for, at vores fastholdelse af national suverænitet vil medføre globalt anarki.

(Bifald)

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Tuomioja, mine damer og herrer! Jeg vil begynde med lidt selvkritik. Hvem spurgte her i Parlamentet for et år siden til resolution 1552? Hvem spurgte her i Parlamentet til afvæbning af Hizbollah? Vi skal diskutere dette problem, fordi det for tiden er et centralt emne i debatten i Israel. I tre år har den israelske regering intet gjort og sagt vedrørende afvæbningen af Hizbollah. Vi har alle været blinde, og vi burde i det mindste indrømme, at også vi har taget fejl. Det skal for det første påpeges, at vi havde, at det internationale samfund havde en FN-resolution. Efter at den blev vedtaget, er den forsvundet i det politiske nirvana uden nogensinde at blive anvendt på stedet.

For det andet, og dette er det egentlige problem, er dette område, som er mål for så megen dårligdom, også et område, hvor man kan gøre flest fejltagelser i politik. Vi gør fejltagelser, fordi vi tror, at vi skal være ambassadør for Israel eller Palæstina. Hvad er EU's rolle i dag? I EU er nogle lande meget knyttet til Israel, jeg forstår det godt, og det er rimeligt. Andre er meget knyttet til palæstinenserne, jeg forstår det godt, og det er rimeligt. Men at føre politik er ikke begrænset til dette. Tværtimod skal der gøres alt for at sikre, at vi langt om længe får en palæstinensisk stat og en israelsk stat, hvor befolkningen kan leve i sikkerhed. For at føre politik skal man ikke være en venlig sjæl eller Moder Theresa, man skal være i stand til at få dette område til at ændre sig politisk. Det er det, der er problemet.

Derfor sender EU soldater til området. Graham Watson har ret. Visse EU-medlemsstater sender soldater.

Jeg vågnede en morgen og havde drømt noget. På et møde havde alle stats- og regeringscheferne besluttet, at det europæiske kontingent skulle være det største i antal, at det skulle være europæernes hurtige udrykningsstyrke, at det ikke længere skulle være tre fjerdedele fransk, to tredjedele italiensk eller en fjerdedel tysk, men at det skulle bestå af europæere, der som sådan skulle repræsentere Europa i dette område. Jeg ved, at det er en drøm, jeg ved, at jeg er barnlig, men hvorfor ikke drømme sådan noget?

For så vidt som vi skal opfylde vores forpligtelser, skrev Joschka Fischer for nylig i en artikel "velkommen til virkeligheden". Ja, vi lever i virkeligheden. Fremover skal vi handle politisk i dette område. Virkeligheden er, at de amerikanere, der er til stede i området, er i Irak, hvor de sidder fast. De eksisterer ikke politisk. Ingen organisation, bortset fra EU, har mulighed for at ændre tingene og sammen med israelerne undersøge, hvordan det palæstinensiske problem skal løses. Der kommer kun til at herske fred i Israel, hvis der eksisterer en palæstinensisk stat, der er egnet til at leve i. Den bedste måde at bekæmpe Hamas er ved hjælp af en palæstinensisk stat, fordi Hamas er ligeglad med den palæstinensiske stat. Den ønsker et islamisk område! Derfor er det vigtigt at understrege, at hvis vi kan få oprettet en palæstinensisk stat, svækker vi Hamas' indflydelse.

Endvidere skal vi løse problemet med grænserne til Syrien og Golanhøjderne. Israel skal sikres adgang til vand, og det skal sikres beskyttelse, men en beskyttelse, som ikke betyder, at Israel besætter Golanhøjderne. EU skal bruge sin indflydelse for at få gang i forhandlinger. På et tidspunkt, hvor det nu lykkes EU at spille en større politisk rolle, bliver vi ikke blot ansvarlige for modgang og fiasko, men også politisk for et område, hvor der er fred.

Når vores børn spørger os, hvad formålet med EU er, kan vi med stolthed svare: "Se, hvad vi gør i Mellemøsten". Men for at kunne svare sådan skal vi imidlertid nå dette mål. Vi skal have mod til at sige til alle disse regeringer, at det ikke er Italien - selv om Italien har været beundringsværdig - at det ikke er Frankrig, og at det ikke er Det Forenede Kongerige, men at det er EU som helhed, der har været effektiv.

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på en debat vedrørende Tyskland. Jeg har fået nok af disse politiske grupper! Graham Watson, der er medlem af Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, siger til de tyske ALDE-medlemmer, at det er skandaløst, at de afviser at sende en taskforce til Mellemøsten. Og De, hr. Wurtz, siger til de tyske kommunister, at det, de er i færd med at gøre, er skandaløst, at det er en form for politisk tuskhandel, når der dør mennesker i Mellemøsten, og når hele verden ønsker at oprette en sådan taskforce. Hav mod som politikere, og sørg for at handle inden for Deres politiske lejr!

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. Tuomioja, fru Ferrero-Waldner! Det, vi har oplevet i sommer, burde være helt og aldeles utænkeligt i vores tid.

Lad mig for det første minde om, at en stat, nemlig Israel, bombarderer og udsulter civilbefolkningen i Gaza, kidnapper ministre og politikere, som bliver føjet til de 8.000 palæstinensiske fanger, der allerede er blevet tilbageholdt, og at Israel har dræbt mere end 200 mennesker i dette lille område, der som vicegeneralsekretær og nødhjælpskoordinator i FN, Jan Egeland, udtrykker det, er blevet en tidsindstillet bombe. Dernæst har den samme hær hamret løst på Libanon i 34 dage og har ifølge Human Rights Watch ikke skelnet mellem civile og militære mål, har været skyld i 1.100 civiles død, tvunget en fjerdedel af befolkningen til at flytte, indført en fuldstændig blokade af Libanon, og har med vilje sigtet mod, som Kofi Annan har gjort opmærksom på, observatører fra den internationale fredsbevarende styrke, har i henhold til UNDP ødelagt 15.000 boliger og 78 broer, tilintetgjort Libanons vigtige infrastruktur, havne, lufthavne og kræftværker, hvilket har resulteret i en kæmpestor oliepøl, og den har anvendt granater, som kan indeholde op til 644 eksplosionsanordninger, hvoraf 100.000 af disse anordninger fortsat blindt slår mænd, kvinder og børn ihjel.

For det andet støtter en supermagt som USA sin allieredes strategi både i Palæstina og Libanon under påskud af krigen mod terrorisme, som allerede er i gang i Irak og Afghanistan. USA's udenrigsminister sammenligner det libanesiske folks lidelser med smerten ved fødslen af det nye Mellemøsten. Midt i krigen leverer hun stadig mere avancerede våben til Israel, og hun har under mere end en måneds uforsonlige kampe afvist at forsøge at få en våbenhvile i stand, selv om den libanesiske regering og FN's generalsekretær indtrængende har opfordret til det.

Min tredje og sidste bemærkning er, at en institution, som er særlig tæt på os, nemlig Rådet, længe har vist sig at være ude af stand til at opfordre til våbenhvile trods det finske formandskabs prisværdige forsøg og den enstemmige opfordring i den forbindelse fra Parlamentets Formandskonference. Rådet finder endog på undskyldninger for den israelske hærs opførsel ved at tale om retten til selvforsvar. Ligesom det var berettiget at fordømme Hizbollahs indledende tilfangetagelse af de israelske soldater, så var frem for alt Hizbollahs alvorlige beslutning om at besvare bombningen af libanesiske byer ved at sende missiler mod israelske byer og således begå forbrydelser mod civilbefolkningen, giver det grønne lys, som israelerne de facto nu har haft i mange dage til at udkæmpe og fortsætte denne forfærdelige krig, anledning til forbløffelse og oprør.

Vi kan derfor ikke i dag og i den kommende tid stille os tilfredse med kun at tale om europæiske bidrag til UNIFIL og til genopbygningen, uanset hvor vigtige disse to spørgsmål er. Ved at vedtage en klarsynet strategi og med ansvarlighed skal vi drage en lære af denne smertelige erfaring og begynde med følgende: det centrale i alle omvæltningerne i Mellemøsten, som for hver dag bliver mere tragiske for befolkningen og til større risiko for den internationale sikkerhed, er besættelsen af de områder, som blev erobret i 1967, og at Israel til stadighed afviser at få gennemført de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.

EU har imidlertid lettet presset med hensyn til dette afgørende krav om fred. Hvilket initiativ har det taget for at genoplive kvartettens køreplan? Hvad gjorde det for at fremme Den Arabiske Ligas plan i 2002, i hvilken man foreslog at normalisere forbindelserne med Israel til gengæld for anerkendelse af den palæstinensiske stat? Hvad har det gjort for at få de israelske ledere til at leve op til deres historiske ansvar? I stedet for at gøre noget som helst på disse områder, har EU indstillet bistanden til de palæstinensiske institutioner, frataget en demokratisk valgt regering og parlament deres legitimitet, ignoreret præsident Mahmoud Abbas modige indsats for at genetablere en national enighed og med lethed accepteret lukningen af det eneste overgangssted mellem Gaza og verden udenfor, som det officielt kontrollerede.

Jeg håber, at de fælles beslutninger, der er truffet i de seneste dage, er tegn på en europæisk ændring med hensyn til hele Mellemøsten. For tiden skal Europa træffe et langsigtet valg mellem præsident Bushs opfattelse af bekæmpelsen af terrorisme og en tilbagevenden til de grundlæggende principper i folkeretten. Jeg tror, at dette er grundlaget for en retfærdig og bæredygtig fred i Mellemøsten og for Europas troværdighed i verden.

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvor mange unøjagtigheder og hvor meget intellektuel uærlighed er der ikke i mange artikler om krisen i Mellemøsten i august og i mange politikeres udtalelser! Man forveksler ofte gerningsmanden med offeret, og man gør næsten aldrig opmærksom på, at den egentlige årsag til Hizbollahs provokation med missiler, der blev fyret af mod Israel, og med bortførelsen af to israelske soldater, er det, som Irans præsident har sagt flere gange, nemlig "Israels fjernelse fra verdenskortet".

Hvis det er den målsætning, som forfølges af visse regeringer og den terrorfundamentalisme, som de giver næring til, er vi nødt til at være modige og loyale nok til at sige, at det er Europas vigtigste opgave at støtte og forsvare den israelske stats og det israelske folks eksistens og at forlange, at også de, som på en blind og vanvittig måde nægter dette, anerkender denne eksistens. Kun på disse betingelser og ved at vende tilbage til køreplanen kan vi få en palæstinensisk stat, der også er anerkendt, fri og sikker, og opnå fred i Mellemøsten.

Det er de målsætninger, som vi skal nå med den størst mulige indsats og enighed. Hizbollah har nogle andre målsætninger, nemlig at ødelægge en demokratisk stat, som er anerkendt af det internationale samfund og medlem af FN.

Hizbollah er en religiøs ideologisk bevægelse - selv om den er i mindretal - i parlamentet i en tilgrænsende stat, men den har også en væbnet selvstyrende organisation uden for den statslige struktur, og denne organisation forsynes med våben og penge af to andre stater i området, der begge har den hovedmålsætning at ødelægge Israel.

Hvordan kan vi have samme slags forbindelser til to parter, som har så forskellige og modsatrettede målsætninger? Den ene part forsvarer sin legitime ret til overlevelse som en demokratisk stat, mens den anden part er en væbnet del af kampen mod demokratiet og Vesten!

Vi støtter UNIFIL-styrken, som skal gøre alt, hvad den kan for at sikre en nedrustning og støtte den legitime libanesiske regering, idet vi håber, at de libanesiske myndigheder ikke længere har de tvetydige holdninger, de har givet udtryk for i de sidste par uger. UNIFIL's eneste dialogpartnere skal være den israelske regering og den libanesiske regering.

EU, som nu endelig taler med én stemme, skal sørge for, at FN-resolutionerne bliver overholdt og skal gøre den størst mulige indsats for at yde humanitær bistand, sætte gang i dialogen igen og fremme en kultur med gensidig respekt. Jeg er stadig af den opfattelse, at freden i Mellemøsten i højere grad ville være sikret, hvis Israel var medlem af EU, og her vil jeg endnu en gang opfordre Rådet til at erklære, at EU-ambassaderne i hele verden fra nu af betragter israelske borgere som europæiske borgere.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! De tyske medier taler i dag om alvorlige indvendinger fra forbundshærens side mod de betingelser, som den libanesiske regering opstiller, når det gælder udenlandsk hjælp til at afskærme sin 225 km lange havgrænse mod ulovlige våbentransporter. Beirut vil gerne selv kontrollere en stribe på seks sømil ud for kysten, og uden for denne grænse er det ønskeligt, at kontrol foretages af forskellige EU-medlemsstaters marine, bl.a. den nederlandske.

Disse betingelser anser ledelsen i den tyske forbundshær ikke for at være acceptable. Efter min mening med rette, for hvilken marine fra en EU-medlemsstat ville magtesløst se på, hvordan Hizbollah genoprustes? Beslutningen om dette specifikke mandat ligger for øvrigt nu hos FN.

Jeg vil gerne have at vide af Rådet og Kommissionen, hvad de i den anledning foretager sig over for FN, generalsekretær Annan, hvad de mener om det, og hvilken holdning de indtager til denne uenighed, for den har direkte indflydelse på den europæiske involvering i stabiliseringen af situationen omkring Libanon.

Det siger i hvert fald meget, at selv de to repræsentanter for Hizbollah i den libanesiske regering stemte imod dette farlige kompromisforslag. Det er kort sagt logisk, at Israel foreløbig opretholder sin havblokade af Libanon.

FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ
Næstformand

  Gianni De Michelis (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne give udtryk for min støtte til EU's initiativ i Libanon-spørgsmålet, nemlig at vi igen skal spille en central rolle i Mellemøsten, hvilket ikke har været tilfældet i lang tid. Dette hænger naturligvis også sammen med, at andre landes unilaterale initiativer har været en fiasko.

Det hele kommer dog til at afhænge af resultaterne, og vi skal være klar over, at den militære mission og genopbygningsstøtten ikke er et mål i sig selv, men en begyndelse. De er ikke et mål, men et middel, og de er i øvrigt et middel, som risikerer at være fuldstændigt utilstrækkeligt, hvis de ikke hurtigt og snart bliver ledsaget af et politisk og diplomatisk initiativ, der gør det muligt at genoptagelse drøftelserne mellem de to parter.

Navnlig dette burde vi fokusere på i vores forhandlinger her i Parlamentet. Konteksten bliver FN's Sikkerhedsråd, men initiativet skal nødvendigvis udgå herfra, nemlig fra Europa og EU. Det skal ske i samarbejde med USA og Den Arabiske Liga, men det centrale initiativ skal være vores.

Vi skal diskutere, hvordan dette initiativ skal se ud. Erfaringerne fra de seneste år og måneder har lært os, at unilateralisme alene ikke fører nogen vegne, og at forsøget på at løse Mellemøstens problemer hver for sig ikke fører nogen vegne. Vi skal gå længere end til køreplanen, og vi skal gå længere end til Sikkerhedsrådets specifikke enkeltløsninger med hensyn til Irak eller Libanon. Det gælder om at forstå, at tiden i dag er moden til en altomfattende indfaldsvinkel, der på den ene eller anden måde kan få formelle drøftelser i stand mellem alle de berørte lande i området og om alle de uløste spørgsmål, konfliktpunkterne og samarbejdsområderne.

Det burde vi vide noget om her i Europa, eftersom det for 30 år siden i Helsinki lykkedes os at skabe forudsætningerne for den forandring, som verden blev forbløffet over et par år senere. En sådan løsning ville være en løsning for alle, både for USA, som ville komme ud af deres hjørne, for Israel, som ville undslippe den unilateralisme, som landet er fanget i, for Den Arabiske Liga og ikke mindst for os i Europa. På denne måde kunne vi sætte gang i Barcelona-processen igen og samtidig også i Europas egen situation.

  Ville Itälä (PPE-DE). - (FI) Hr. formand! Jeg fulgte med i nyhederne under min ferie, og jeg følte mig totalt magtesløs på grund af alle de menneskelige lidelser, som blev vist hver dag. Men vi behøver ikke at føle os magtesløse, vi kan gøre en hel del. Denne situation er en reel mulighed, som mange har nævnt i dag. EU har taget nogle vigtige skridt, og et af disse skridt er, at EU under krisen er nået til enighed - EU's medlemsstater taler med én stemme. Denne fælles holdning vil være en vigtig faktor, hvis vi ønsker at spille en større international rolle i international politik i fremtiden.

Jeg ønsker at benytte lejligheden til at takke formanden for Rådet, den finske udenrigsminister, Erkki Tuomioja, og anerkende den rolle, som han har spillet. Hans erfaring og ekspertise har været en vigtig faktor i EU's opnåelse af en fælles holdning og muligheden for at tale med én stemme. I fremtiden skal vi være en stærk politisk aktør, og vi skal ikke lade os nøje med en rolle, hvor vi blot skal betale for ødelæggelserne efter krigen. Vi skal være aktivt involveret i den nødvendige politiske proces for at bidrage til opnåelsen af varig fred i Mellemøsten.

Hr. formand, jeg er overbevist om, at vi vil opnå næsten enstemmig støtte til denne omfattende konference. Og det vil være af afgørende betydning for at opnå varig fred i området. Det er helt klart, at konferencen ikke skal afholdes straks, som hr. Tuomioja nævnte, da det vil tage tid for de involverede parter at forberede sig på konferencen. Men vi har allerede nu brug for mod og beslutsomhed til at gribe muligheden for at opnå varig fred i området.

(Bifald)

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Sådan som De sagde, er det, at vi har opnået våbenstilstand, i sig selv et vigtigt resultat i en krig, som på få uger har krævet mange ofre, ødelagt infrastruktur og miljø, og som truede med at brede sig til hele regionen.

Dette foreløbige resultat var konsekvenserne af et europæisk initiativ i nært samarbejde med FN. Tillad mig at minde om den aktive rolle, som mit land, Italien, spillede, men som også det finske formandskab og Frankrig - der skal lede UNIFIL-missionen i denne fase - spillede.

Der er dog tale om en meget vanskeligere udfordring, som foruden den militære indsats kræver en politisk og diplomatisk indsats fra hele Europa side. Her kunne Europa for første gang vise en fælles politisk vilje og beslutsomheden på at spille en konstruktiv rolle i Middelhavsområdet og Mellemøsten ved at give sig selv de rette instrumenter.

Det gælder om at støtte Libanon i den vanskelige uafhængigheds- og suverænitetsproces ved at hjælpe landet med at fortsætte den demokratiske proces, der vakte så store forhåbninger i "Beiruts forår". Den libanesiske hær skal have kontrollen tilbage med hele landet, herunder den sydlige del af landet, og den skal have monopol på den militære styrke og udelukke Hizbollah, der i mellemtiden er blevet en parallel magt.

Et sådant resultat kræver, at alle tager et ansvar, først og fremmest Syrien, som spiller en rolle i området, mens vi skal få Israel til at gå bort fra vilkårlig brug af magt, eftersom det ikke er en løsning, der kan garantere landets sikkerhed.

Det er også allerede blevet sagt, at Palæstina-spørgsmålet har en central betydning for situationen i Mellemøsten. Det er Europas opgave at tage det fulde ansvar, som alle konfliktens parter i dag tillægger det, nemlig at støtte palæstinensernes vanskelige interne proces med at danne en nye regering, der gør det muligt for dem at komme ud af isolationen og få de ressourcer igen, som Israel skal tilbagelevere til dem. Det kunne være begyndelsen på et nyt klima mellem parterne, men det er først og fremmest nødvendigt at standse voldsspiralen.

De forløbne år viser, at de to parter ikke selv er i stand til det. Det er nødvendigt med det internationale samfunds tilstedeværelse, og vi kunne således indsætte de fredsbevarende styrker, som er i Libanon i dag, i Gaza og på Vestbredden i morgen. Det kunne være det første skridt i retning af aftalens genoptagelse med udsigt til - sådan som formanden mindede om - en international konference, der fører til en stabil og varig løsning for hele området.

  Philippe Morillon (ALDE). - (FR) Hr. formand! FN's fredsbevarende styrke i Libanon bliver styrket, og EU kommer til at spille en vigtig rolle i den. Vi gør ret i at glæde os over dette.

Vi skal også gøre os klart, at for at være til nytte i en så vanskelig situation skal de udstationerede styrker respekteres, og derfor skal de være stærke, dvs. de skal have de nødvendige ressourcer til deres opgave og have ret og pligt til at anvende dem ikke blot til selvforsvar, når deres egne soldater er i fare, men også når ånden eller bogstavet i opgaven kan gøre det nødvendigt

Vi drog denne lære på Balkan med tragiske resultater. Det må vi aldrig glemme. Vi må heller ikke glemme, hvad alle fredsskaberne i Libanon og i hele Mellemøsten venter på. Det er ikke på FN, som har været til stede for længe, og som er blevet gjort magtesløs i for lang tid. Det er ikke på Frankrig alene, det er ikke Italien, det er på EU. De sagde det ganske rigtigt, hr. Tuomioja. Jeg kan i den forbindelse bevidne, at den europæiske styrke, der var udstationeret i Den Demokratiske Republik Congo for at støtte FN's indsats, i de seneste uger har gjort en effektiv indsats. Uden dens tilstedeværelse kan jeg sige, som De ved, fru kommissær, at Kinshasa i dag ville være sønderrevet.

Derfor opfordrer jeg Rådet og Kommissionen til at undersøge, om de europæiske styrker, der skal udstationeres i Libanon, ikke kunne organiseres på en tilsvarende måde og således sætte EU i stand til at gøre, hvad der forventes af det, nemlig at udøve dets eget ansvar.

Hvis vi ikke simpelthen er ubeslutsomme, hvorfor udstationerer vi så f.eks. ikke med det samme en europæisk flåde ud for Libanons kyst? Med EUROMARFOR kan vi få midler til at gøre det. Nej, hr. Cohn-Bendit, De er ikke en barnlig drømmer, og hvis De er, så er jeg endnu mere barnlig end Dem og en større drømmer end Dem.

  David Hammerstein Mintz (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand! Det er muligt, at krisen i Mellemøsten kan lære Europa en meget hård lektie, der skyldes en katastrofe, og som vil tvinge os ud af vores egen krise. For denne kontakt med den virkelige verden i Mellemøsten via lederskabet af en multinational styrke er meget vigtig. Det viser, at EU ikke længere blot er en glorificeret ngo, der yder humanitær bistand i Mellemøsten, men har forpligtet sig politisk over for området. Det er meget vigtigt, for det er en reel og strategisk forpligtelse over for Mellemøsten, hvor freden er afgørende for Europas sikkerhed.

Med det mod, som lande som Frankrig, Italien og Spanien har udvist, vil Europa utvivlsomt sætte fremtiden for sin udenrigspolitik i verden på spil, og udgangen på den europæiske krise vil på en vis måde afhænge heraf. Det er klart, at USA's unilateralisme har et meget dårligt ry i hele den arabiske verden og i en stor del af verden i almindelighed. Libanon kan blive en succesfuld test af en international intervention, som sikrer freden i Gaza og på Vestbredden samt en fredsaftale.

Vi hilser Kommissionens og Rådets holdning til den palæstinensiske nationale enhedsregering og deres pragmatiske reaktion velkommen, samtidig med at vi er bekymrede over det, der sker i området, dvs. opretholdelsen af de israelske kolonier på Vestbredden, og meddelelsen fra i forgårs om, at der vil blive bygget 700 nye boliger på disse områder, hvilket er i modstrid med køreplanen.

  Miguel Portas (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! Welcome to reality! Hvis der er sket en ændring i den europæiske holdning, er det, fordi et folk har formået at yde modstand. Min respekt for og min hyldest til Libanon. Resolution 1701 kom sent og skelnede ikke mellem angriber og angrebet, men fik dog skabt våbenhvile, så der kan blive fred. FN-styrken er den rigtige vej fremad. Genopbygningen må støttes, det må gøres vanskeligt at begynde krigen igen, og der må gives libaneserne tid til dialog, da det er den eneste måde, som landets forsvarsproblemer kan løses på.

Der er andre vigtige punkter. I Palæstina har den europæiske blokade sendt et forkert signal til Washington og Tel Aviv og straffer en befolkning for at tro på demokratiet. Over for Teheran sætter ultimatummer og trusler blot mere fart på atomvåbenkapløbet. Det er på tide at få gang i fredsprocessen i Mellemøsten igen. Kun politikkens våben kan besejre våbnenes politik.

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke formanden for Rådet og kommissæren for deres hidtidige bidrag.

Den seneste krig har naturligvis overbevist os om krigens rædsler og de skadelige følger for befolkningen og for infrastrukturen. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken og udtænke nye idéer, bør vi puste nyt liv i den køreplan, som EU, FN og USA og Rusland blev enige om. Den angav vejen til fred og stabilitet, ikke kun mellem Israel og Palæstina, men også mellem deres nabolande, herunder Syrien, Jordan, Iran, Egypten og Libanon. Gennem de sidste par måneder har vi især kunnet konstatere, at EU ikke har evnet at tale med én stemme. Dette problem har kunnet fortsætte og er blevet forværret, fordi visse EU-medlemsstaters regeringer har ikke formået at nå til enighed med de fleste andre medlemsstater. Vi er nu i det mindste langt om længe nået til enighed om at stå i spidsen for den kommende FN-fredsstyrke i Libanon.

Nu skal vi imidlertid udvise større mod, udtænke nye idéer og nye former for samarbejde. Hvis vi har lært noget af vores egen historie i Europa, hvis vi har lært noget af vores egne erfaringer med konfliktløsning i EU eller i resten af verden, er det, at vi rent faktisk kun kan opnå en varig og retfærdig fredsløsning gennem forhandling og dialog. Vi har måske i dag en mulighed for at samarbejde med det palæstinensiske folks valgte repræsentanter, Hamas, med den libanesiske regering, med Israel og med regeringerne i Syrien og Iran med henblik på at finde frem til en løsning.

Den vigtigste lære, vi kan drage af vores erfaringer gennem de sidste seks måneder i Mellemøsten, er, at vi ikke har formået at udtrykke os, som vi burde, dvs. med én stemme, og at sende et klart signal til alle disse lande om, at EU, uanset hvad de gør, vil gribe ind, hvis de handler forkert. Det betyder ikke, at EU vil gribe ind militært, men med det stærkeste våben vi har, dvs. moralsk overtalelse og vores økonomiske støtte til disse områder.

Fru kommissær, hr. formand for Rådet, tiden er inde til at udvise mod. Tiden er inde til at vise vejen frem og støve køreplanen af, puste nyt liv i planen og gøre den til en ny plan for det 21. århundrede.

  Paul Marie Coûteaux (IND/DEM). - (FR) Hr. formand! Da han nu er vendt tilbage til salen, vil jeg lykønske hr. Cohn-Bendit med hans ret lidenskabelige tale, som vi hørte for lidt siden. Med fare for at overraske og ryste ham er jeg enig med ham på næsten alle punkter, eller i det mindste i hovedpunkterne. Det er indlysende, at der ikke er andre løsninger end en politisk løsning. Denne politiske løsning er oven i købet mulig ud over de forskellige siders fortvivlelse, fortvivlelsen hos ekstremisterne fra begge lejre. Der er fortvivlelse i israelsk politik lige nu, og staten Israel skal beskyttes mod sig selv. Jeg tror, at den "spillen med musklerne"-politik, som Israel fører, er en alt eller intet politik, som sætter landets langsigtede eksistens på spil, og som bekymrer alle dem, der ønsker, at det skal være sikkert, ligesom vi selv gør.

Vi er kun uenige på to punkter. Det er ikke EU, som vil pålægge denne politiske løsning, da ikke alle i EU ønsker den. Som De ved, hr. Cohn-Bendit, varede det mere end tre uger, før udenrigsministrene mødtes, efter at bombardementerne var begyndt, og det var for at give udtryk for deres uenighed. Vi skal holde op med at drømme om en politik baseret på endnu en europæisk hær, på en europæisk flåde, eller på Gud ved hvad. Vi er ikke enige politisk. Der bliver derfor ikke noget ægte europæisk politisk valg som sådan, i det mindste ikke så længe vi følger Washingtons politik - og det er et andet punkt, hvor jeg ikke er enig med Dem - da den i almindelighed består i at fremme ekstremerne i begge lejre og at ødelægge den geopolitiske ligevægt i området. Ved at ødelægge Irak, ved at fordømme Syrien, ved at tvinge Syrien til at trække sig tilbage fra Libanon, hvilket svækker Libanon - de kristne indser selv dette, herunder endog hr. Aoun - har vi skabt betingelser for en uligevægt, og vi høster stadig frugten af denne uligevægt, som er krig, der giver stemme til ekstremisterne fra begge lejre på den dominerende og den dominerede side.

Jeg tror desværre ikke, at det er EU, der kan pålægge denne politiske løsning. Jeg ser ingen politisk magt bortset fra Frankrig, der kan gøre det.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Ve det land, der lægger vægt på minoriteter og etniske samfund i stedet for statens myndighed, og ve afvæbnede stater. Den stakkels martyr Libanon har netop endnu en gang oplevet en ond skæbne ved om end mod sin vilje at skaffe motiv til en ødelæggende intervention, som er ude af proportioner. Retten til selvforsvar og til opfølgning eksisterer selvfølgelig, men ikke retten til at indlede en total krig uden forhandling, uden ultimatum, uden at erklære krig og uden først at forelægge sagen for Sikkerhedsrådet. Jeg frygter også, at denne operation giver bagslag for Israel, som ikke har nået sine politiske mål, og som nu udsættes for hele den libanesiske befolknings fjendtlighed.

Hr. Tuomioja har sagt, at der var en hjertelig atmosfære på møderne mellem de europæiske ministre. Hvilken lettelse! Disse hjertelige møder forhindrede imidlertid ikke ødelæggelsen af Libanon.

Man taler i dag om en europæisk fredsbevarende styrke, men det er mærkværdigt, at denne styrke kun omfatter syv ud af 25 medlemsstater. Er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at der har været en fredsbevarende styrke i Libanon i 28 år nu? Frankrig har betalt en høj pris der, men denne styrke var fuldstændig ude af stand til at forhindre de tragiske begivenheder, vi har oplevet, og i modsætning til det fru Ferro-Waldner har sagt, var den fuldstændig magtesløs i den nylige tragedie og udgjorde blot et par ekstra mål for de israelske bomber.

En bilæggelse er udelukkende baseret på anerkendelse af suveræne stater med sikre og anerkendte grænser. Der er behov for en fri og uafhængig palæstinensisk stat, hvilket ikke har eksisteret i årtier, og det er en tingenes tilstand, de fleste af Dem synes at have resigneret over for. Der kan ikke skabes fred uden dette. Staten Libanon, som for nylig er blevet befriet for Syriens kontrol, skal udvide sine beføjelser til at omfatte hele sit territorium. Det er kun på disse betingelser, at Israel også kan opleve varig fred.

Endelig er vi med hensyn til vores medborgeres deltagelse i genopbygningen trætte af at betale for at genopbygge det, som andre har ødelagt. Den enkelte side skal hjælpe med at reparere de skader, den har forvoldt. Staten Libanon skal betale for den skade, Hizbollah har forvoldt i Israel, og den israelske stat for de skader, der er forvoldt i Libanon. Hver side skal påtage sig sit ansvar, det afhænger retsstaten også af.

  João de Deus Pinheiro (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Om man bryder sig om det eller ej, er er EU's time kommet i den internationale politik. Det må vi takke det finske formandskab, kommissæren og Kommissionen for at have afstedkommet eller i hvert fald åbnet vejen for.

Det både rummer muligheder og pålægger os et ansvar. Vi må være klar over, at alle faktorer er til stede for, at det kan gå galt. Vi har et mere end tvetydigt mandat, Hizbollah, der ikke vil lade sig afvæbne, Israel, der fastholder at kunne gøre gengæld, usikkerheden ved de israelsk-palæstinensiske grænser og Syriens og Irans ringe troværdighed. Alligevel mener jeg, at det var en rigtig beslutning at påtage os dette ansvar.

Hvad angår vores eget bagland, må vi så sørge for at sikre, at der er de nødvendige forudsætninger for, at missionen kan blive en succes. Vi må undgå uenighed inden for EU selv, og vi må handle kvikt, hvis scenariet skulle ændre sig. Jeg mener, at en uformel celle med medlemmer fra Kommissionen, Rådet og Parlamentet vil være til nytte. Men vi må frem for alt udvikle en parallel politisk ramme. Forslaget om en international konference forekommer mig særdeles fornuftigt, eftersom UNIFIL-missionen er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. Endelig må vi tilvejebringe flere menneskelige og finansielle ressourcer, da det bliver en lang proces. Vi har dog pligt til at sikre, at de, der repræsenterer os, får succes. Det er også vores ansvar.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Jeg vil gerne koncentrere mit indlæg om Israels sikkerhed og Europas interesse i denne sikkerhed. Vores historie, vores frygtelige, tragiske, katastrofale historie i Europa forpligter os til at forsvare Israels sikkerhed.

Men hvad betyder sikkerhed for Israel? For det første har Israel brug for naboer, som selv har sikkerhed, som kan koncentrere sig om den økonomiske og sociale udvikling i deres eget land, som ikke er afhængige af naboer, som heller ikke er besat og ikke må lide under blokader. Derfor har vi brug for et uafhængigt Libanon, som ikke er afhængigt af Syrien, ikke er besat militært og ikke er truet af blokade.

For det andet er det sådan, at hvis Israel skal have sikkerhed, hvilket er vores mål, så må FN-resolutionerne langt om længe gennemføres, især den første FN-resolution, som førte til Israels oprettelse, men som også indeholder oprettelsen af en palæstinensisk stat. Derfor er der også brug for en tilbagetrækning fra de besatte områder for at skabe mulighed for en sådan uafhængig stat.

Her vil jeg gerne citere Gideon Levy fra den israelske avis Ha'aretz, som har sagt: "Den kræft, der truer os mere end al terrorisme, er besættelsen af et fremmed land og dets befolkning." Også mange andre israelere giver i dag klart udtryk for noget lignende. Derfor er det rigtigt, hvad De, hr. rådsformand, klart har givet udtryk for i de seneste dage og uger, nemlig at vi må nå frem til en forhandlingssituation, så Israels sikkerhed kan garanteres varigt. Hverken krige eller vold, som avler modvold, fører til målet - det har den sidste krig i Libanon vist - eller en ensidig tilbagetrækning, især ikke, hvis den ikke følges op af en militær eller fredspolitisk sikring, så der ikke kommer nye attentater.

At forhandle vil sige, at man må føre samtaler. Hvis man fører samtaler med hinanden, så anerkender man jo også partneren. Derfor bør vi ikke tale alt for meget om betingelser, især ikke, hvis de er ensidige. Vi forlanger med rette af Hamas, at de skal anerkende Israel inden for grænserne fra 1967. Men så må vi også forlange af Israel, at det anerkender sine grænser fra 1967. Eller vi siger på forhånd: Sæt jer sammen, tal om tingene, udgangspunktet er FN-resolutionen, som siger sådan, og så må man tale om tilrettelser osv. Der kan derfor kun være tale om en fredsproces, som bygger på forhandlinger.

Hvis jeg må korrigere et enkelt punkt, hr. rådsformand. Egentlig er der ikke tale om at vende tilbage til en fredsproces, egentlig er der tale om at bevæge sig frem mod en fredsproces, for en virkelig gennemgribende og lovende fredsproces har der endnu aldrig været.

Jeg vil gerne takke Dem begge, fru kommissær, hr. rådsformand, fordi De netop i de seneste uger gennem Deres arbejde og Deres udtalelser har bidraget til, at vi får et mere realistisk billede og nu virkelig kan begynde på at lade Europa spille en stor rolle i at tilvejebringe en varig fredsproces, som vi har brug for for Israels sikkerhed, men også for hele regionens sikkerhed.

(Bifald)

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand! Situationen i Mellemøsten berører Europa direkte. Desværre skulle der en krig til, for at vi atter blev bevidste om denne kendsgerning. Dermed er denne kendsgerning også rykket i centrum for de diplomatiske bestræbelser. Vi ved alle, at vi har brug for en omfattende politisk løsning i Mellemøsten. To stater, Israel og Palæstina, fred mellem de tre lande Isarel-Syrien-Libanon, støtte fra de ikkeradikale arabiske stater, tilbagetrængen af Iran og dets håndlanger Hizbollah. Vi ved, hvad der skal til.

Det er på tide at samle brikkerne, for menneskene lider under voldshandlingerne. Hr. Schulz, det glæder mig meget, at De har taget FDP's idé om en konference for sikkerhed og samarbejde i Mellemøsten op. Det har Kurt Beck også allerede gjort. De har vores støtte til det, det ville være godt, hvis det virkelig kom i stand. Hans-Dietrich Genscher vil glæde sig over det.

Talrige medlemsstater deltager i UNIFIL, den militære indsats i Libanon. De europæiske enheder udgør rygraden i disse tropper, men desværre er det nationale enheder, ikke europæiske. Det er ikke godt, for vi liberale deler denne drøm om EFSP, som Daniel Cohn-Bendit har beskrevet så veltalende her. Men én ting vil jeg sige, kære hr. Cohn-Bendit! For et parti, som længe ville opløse det tyske forsvar og træde ud af NATO, synes jeg nok, det er bemærkelsesværdigt, at De nu overfalder den arme Graham Watson, fordi FDP efter lange diskussioner har en velbegrundet holdning i dette spørgsmål og for en gangs skyld ikke er med. Her ville jeg gå lidt mere stille med dørene.

Hvis vi havde fulgt Deres sikkerhedspolitik dengang, så ville Janusz Onyse Kiewicz ikke være formand for Parlamentet i dag. Lige så taknemmelige vi kan være over for de soldater, som skal gøre tjeneste i denne vanskelige region, lige så klart er det også, at vi, politikerne, langt om længe må skabe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som også fortjener at bære dette navn, når det virkelig bliver alvorligt. Vanskelighederne har jo været taget op i Rådet. Vi har brug for en revision af de eksisterende strukturer, vi har brug for en ægte fælles beslutningsprocedure, vi har kort og godt brug for det store spring fremad i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det vil vi arbejde for, Europa har dette ansvar, Europa må påtage sig det.

I øvrigt mener jeg, at vi bør føre denne debat i Bruxelles, ikke i Strasbourg.

  Caroline Lucas (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Der har forståeligt nok været fokus på nedslagtningen i Libanon. Vi må imidlertid ikke undlade at gøre offentligheden opmærksom på de forbrydelser, der begås i Gaza, der i realiteten er blevet omdannet til et fængsel for palæstinenserne. Vi må ikke glemme, at siden slutningen af juni er over 200 palæstinensere, heraf mindst 44 børn, blevet dræbt; at tusindvis flere er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem; at der, ud over de israelske fanger, der naturligvis skal frigives, er 9.000 palæstinensiske fanger, der fortsat tilbageholdes i israelske fængsler, hvoraf mere end halvdelen tilbageholdes uden retssag; at valgte parlamentsmedlemmer fra Hamas fortsat tilbageholdes. Det er klart, at det ikke er muligt at skabe langvarig fred i Mellemøsten, før vi ser en ende på den israelske besættelse af Palæstina.

Der har været en del hændervriden i Parlamentet i dag, hvor det har lydt: "Hvis bare EU kunne gøre mere." Vi beder indtrængende de israelske myndigheder om at frigive de palæstinensiske tilbageholdte indtægter; vi trygler dem om at åbne grænseovergangene; vi beder dem indtrængende om at ophæve sø- og luftblokaden; vi trygler dem om ikke at bygge endnu flere ulovlige bosættelser, og dybest set ændrer situationen sig ikke.

Jeg mener, at vi for længst burde have gentaget anbefalingen fra lederne af EU's repræsentation i Jerusalem og krævet, at associeringsaftalen mellem EU og Israel suspenderes som følge af krænkelser af menneskerettighederne, jf. den pågældende aftales artikel 2. Hvis vi som EU ikke tager os selv og vores aftaler alvorligt, kan vi ikke blive overrasket, hvis andre heller ikke gør det.

Fru kommissær, De sagde, at det handler om vores troværdighed. Ja, det gør det. EU har en stor indflydelse i Mellemøsten, og vi bør udnytte denne i højere grad.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Israels invasion og ødelæggelse af Sydlibanon, fordrivelsen af mange hundrede tusinde mennesker, hvoraf mange har søgt tilflugt i Cypern, og massakren på uskyldige mennesker er alt sammen resultater af den fejlslagne doktrin, man har fulgt i den såkaldte krig imod terror, og som viser, at man fokuserer på den tekniske opbygning af det nye Mellemøsten, som ingen af borgerne i regionen ønsker, og målsætningerne er baseret på våbenmagt og overtrædelse af international ret.

Den omfattende ødelæggelse i regionen vil kun ophøre, hvis de stærke parters voldelige politik erstattes af retfærdig og fredelig dialog med fuld respekt for staternes territoriale integritet og suverænitet, især i Palæstina og i endnu højere grad i Gaza, hvor 70 % af befolkningen sulter og lider.

EU skal også påtage sig sit store ansvar. Præsident Abbas og bestræbelserne på at danne en regering med fokus på national enhed skal støttes rent politisk. De palæstinensiske ministre og parlamentsmedlemmer skal frigives, den økonomiske isolation af besatte områder skal ophæves med umiddelbar virkning, og forhandlingerne skal genoptages. Vi må heller ikke glemme, at det største problem er det palæstinensiske spørgsmål, og om vi ønsker varig fred i den pågældende region.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! De resolutte vendinger, vi har hørt i dag, bekræfter, at det er nødvendigt at fremme effektiviteten af beslutningsprocessen i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Resolutionen, som vi skal vedtage, indeholder mange fornuftige punkter, herunder kravet om afvæbning af Hizbollah. Det er imidlertid besynderligt, at denne organisation ikke er opført på EU's liste over terrororganisationer. Listen omfatter Irans oppositionsbevægelse, Mujahedin, som vi ved flere lejligheder forgæves har anmodet om, at man fjerner fra listen. Hvorfor er Hizbollah ikke opført på listen over terrorister? Er det fordi Hizbollah er repræsenteret i Libanons regering? Er provokationen af denne konflikt, der involverer store tab, ikke grund nok til at tale åbent om disse spørgsmål? Jeg ønsker at opfordre de personer, som på nuværende tidspunkt er ansvarlig for Europas lederskab, om ikke blot at koncentrere sig om at afsætte midler til genopbygningsarbejdet og deployeringen af fredstyrkerne, men også om at fremlægge nøjagtige, fornuftige og ærlige svar på årsagerne til konflikten.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Vi har flere gange under denne debat hørt om behovet for en forhandlingsaftale og en fredsproces. Men hvem skal vi forhandle med og på hvilket grundlag? Krigen i Libanon blev udløst af Hizbollahs bortførelse af israelske soldater, der ikke overraskende udløste israelske gengældelsesaktioner og den eskalering af konflikten, som vi har været vidne til.

Lederen af Hizbollah, Sayyed Hassan Nasrallah, udtalte, at han ikke ville have beordret tilfangetagelsen og bortførelsen af soldaterne, hvis han havde vidst, at det ville have ført til en storkrig. Hvad forventede han? Disse udtalelser stammer ikke fra en politisk leder, men fra en politisk forbryder og terrorist. Han beordrede bortførelsen, fordi han troede, at han måske kunne slippe godt fra det. Det kunne han ikke, men han fik en krig, han alligevel kunne give Israel skylden for.

Palæstinenserne har valgt en terrorregering under Hamas, og libaneserne har to repræsentanter fra terrorbevægelsen Hizbollah i deres regering. Disse afgørelser har konsekvenser for palæstinenserne og libaneserne, som vi har set. Hvordan reagerer EU i denne forbindelse? Ved at sende de berørte parter flere penge, 435 millioner euro indtil videre i år til Palæstina og 42 millioner euro til Libanon.

De pågældende ministre fra Hamas og Hizbollah skal give afkald på deres hensigter om at drive israelerne i havet, før vi overvejer at sende hjælp til deres regeringer. I modsat fald er den pågældende hjælp blot udtryk for finansiel terrorisme.

  Mario Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det signal, som udenrigsministeren i en medlemsstat, der var en af Fællesskabets grundlæggere - nemlig Italiens udenrigsminister - sender, når han spadserer arm i arm med en højtstående repræsentant for Hizbollah, er ikke noget positivt signal fra Europa til borgerne, til dem, der seriøst ønsker fred, og til dem, der gerne vil bidrage til løsningen af de yderst alvorlige problemer, man slås med i dette område og navnlig i et særlig plaget land som stakkels Libanon.

Frankrig bør så afgjort roses for straks at have taget det vigtigste spørgsmål op ved at anmode om at lade FN-mandatet omfatte en embargo mod indførsel af våben i Libanon fra alle andre lande og således navnlig fra Syrien. I den forbindelse - også efter udtalelserne fra kommissær Ferrero-Waldner, der også skal have tak for, at hun meget klart gav udtryk for Libanons behov for og ret til at genvinde sin uafhængighed og således ikke være afhængig af Syrien - er det dog kritisabelt, at hun ikke også klart kom ind på sådanne fundamentale spørgsmål.

Vi vil gerne vide - og Europa har brug for at vide - hvad denne mission skal foretage sig, hvad dens opgaver bliver, og hvilke ressourcer vi får. Hvis der f.eks. er nogle, som siger, at en afrustning af Hizbollah betyder, at disse ædle krigere bliver overflyttet til den libanesiske hær, vil vi svare, at det ikke er en løsning på problemet, og at det navnlig ikke er i tråd med de målsætninger, som Europa - og dermed også de medlemsstater, der deltager i UNIFIL-missionen - skal forfølge.

Mange militæreksperter påpeger i øvrigt faren ved et indgreb, som ikke er genstand for et mandat, der er ordentligt og korrekt tilrettelagt. På dette vigtige punkt er det nødvendigt, at vi er modige nok til at udtrykke os klart og anmode om nogle passende garantier - og det er noget, som Europa skal gøre - for vores soldater er derude, og dette er naturligvis Europas rolle.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Der var brug for Europa, og nationalstaterne vaklede derhen - omend i den rigtige retning. Dette var endnu et bevis på, at vi ikke kommer videre med den nuværende konstruktion, og det var endnu et bevis på, at vi ikke kan leve op til vores pligter over for vores borgere uden forfatningen, fordi strukturerne ikke er tilstrækkelige.

Med hensyn til emnet har vi her en konflikt, som skal ses inden for rammerne af den større konflikt i Mellemøsten. Jeg kan se konflikten mellem palæstinenserne og israelerne. Hizbollah er imidlertid ikke nogen berørt part, det med Shebaa-gårdene er et alibi. Her er der tale om en ikke direkte berørt gruppe, som, anstiftet og støttet af Iran og Syrien, fører konflikter for at ødelægge staten Israel. Denne udgangsposition skal man holde sig klart for øje, hvis man vil nå frem til en retfærdig vurdering.

Naturligvis kan man diskutere, om ikke Israels svar på den aktuelle situation var overdrevet. Den mener jeg, men jeg mener også, at vi ikke må glemme udgangspositionen. Derfor må der nu komme klare forpligtelser fra Syrien og Iran om ikke at levere flere våben. Det skal gøres klart, at Hizbollah hidtil har forhindret resolution 1559, og at militser ikke må have våben. Libanons suverænitet kan kun etableres, hvis regeringen alene har voldsmonopolet i sit eget land, og Hizbollah ikke længere må have våben.

Derfor må der også komme et klart mandat. Jeg forstår, at der i dag ikke er nogen, der har styrke til at afvæbne Hizbollah direkte. Men denne gåen rundt om den varme grød - når f.eks. kontrollen på havet nu ikke må foregå inden for syvmilezonen og lignende - giver mig mistanke om, at man vil blive ved med at skabe nye huller for at gøre en genbevæbning mulig, som så igen kan føre os ud i en krig.

UNIFIL-tropperne skal have flere muligheder for at opnå bedre resultater, så der ikke er 15.000 mand, der leger notarer, sådan som hidtil 2.000 soldater har leget notarer, som ganske vist har set, hvor hvad blev gemt, men uden at kunne gøre noget for at forhindre, at der blev skjult våben. Det er klart, at det skal ske i samarbejde med den libanesiske regering, men man skal gøre sig denne sammenhæng helt klar.

Derfor bør vi virkelig tale om gennemførelsen af resolutionerne 1701 og 1559, ikke kun i form af overfladiske kompromiser. Det er nok det afgørende punkt for at skabe den ro på et væsentligt område, som kan give os en bedre mulighed for at tage fat på det virkelige problem i konflikten i Mellemøsten.

Jeg mener, at det nu langt om længe er på tide, at kvartetten optræder samlet og ikke kun findes på papiret, og det skal være med den højst mulige personmæssige repræsentation af kvartetten. Kun sammen kan de give den nødvendige troværdighed for sikkerhedsgarantier og for opbygningen af både et sikkert Israel og en levedygtig palæstinensisk stat. Ingen kan gøre det alene, det går kun i fællesskab, og det skal gøres.

Vi må atter nå frem til en slags Madrid-konference, så vi kan finde en ny begyndelse. Jeg håber også, at terroren i Palæstina, i Gazastriben og på Vestbredden hører op, at præsident Abbas finder en mulighed for at standse den, og at de israelske aktioner samtidig bliver standset. Israel må indse, at i betragtning af de nye våben med stor rækkevidde, som findes i dag, har Israel kun mulighed for at eksistere, hvis der hersker fred.

Situationen har forandret sig. Det har vi lært af denne konflikt i Libanon. Det håber jeg, at man også indser i Jerusalem, at man også indser i Ramallah. Hvis parterne ikke vil ødelægges på lang sigt, men tværtimod vil give deres børn en chance, så må de finde ud af at enes nu, og det bør vi yde vores bidrag til.

(Bifald)

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. Tuomioja, fru Ferrero-Waldner! Vi har været vidne til et tragisk scenario i sommer, som er endt i et blodbad. Mere end 1.000 libanesere er blevet dræbt, hvoraf de fleste var civile, en million mennesker er blevet forflyttet, et land er blevet fuldstændig ødelagt, infrastrukturerne ligger i ruiner, et hav er blevet forurenet, et landbrug er blevet forgiftet, og våben, som sandsynligvis er ulovlige, slår stadig mennesker ihjel i dag. Dette er en katastrofe for Libanon og har betydet mange krænkelser for Israel, hvor skaderne heldigvis har været mindre.

Under denne tragedie brød der oven i købet en skandale løs over FN, der var lammet af USA, og som ikke kunne få en umiddelbar våbenhvile i stand, fordi Israel skulle have tid til at gøre sit arbejde færdigt på stedet. Ordene er blevet vendt om. En massakre på civile hedder fra nu af "et uforholdsmæssigt og vilkårligt modangreb". At invadere et land svarer til "at bekæmpe en milits". At gøre det af med en modstandsbevægelse er det samme som at "søge efter en bortført soldat", men det narrer ingen. Krigen var under opsejling. Vi lod den være under opsejling. Den var planlagt. Det er sandt, at den involverede mange aktører, f.eks. Syrien og Iran, men den involverede også - desværre via Israel, som er et offer for krigen - USA, som stadig forsøger sig med det katastrofale koncept om en konstruktiv uligevægt for at lave Mellemøsten om. Dette koncept, som endte med en fiasko i Irak, er blevet anvendt endnu en gang og viser sine begrænsninger.

I dette tilfælde har konflikten dybe rødder. De er i Palæstina, som stadig er under besættelse og stadig venter på en stat, hvor halvdelen af regeringsmedlemmerne og det demokratisk valgte lovgivende råd er i fængsel. Det er også i Palæstina, at der er brug for en våbenhvile, og hvor der er behov for en fredsbevarende styrke. Hvad mere er, mens den libanesiske befolkning lå og døde næsten foran kameraerne, mistede 250 palæstinensere livet i stilhed under besættelsen.

Man løser ikke noget i Mellemøsten, hvis der ikke findes en løsning på konflikten med støtte fra hele det internationale samfund, herunder de arabiske lande, palæstinenserne og selvfølgelig Israel og USA. Det glæder mig, at Frankrig og Italien har understreget dette og også, at det finske formandskab har viftet med det europæiske flag, er slået ind på denne vej og har indledt forhandlinger med alle aktørerne, bl.a. Syrien.

Vi ønsker indtrængende en international fredskonference. Det er det europæiske svar på USA's koncept med ødelæggelse og konstruktiv uligevægt, og det er for øvrigt den eneste mulige løsning. Vi er lettede i dag, men en side er blevet vendt. EU bidrager selvfølgelig til at genopbygge Libanon, men jeg har i min gruppe forsvaret det, De ønsker, hr. Gollnisch, nemlig at de ansvarlige for ødelæggelsen skal betale, ikke fordi vi skal kræve vores penge tilbage, men fordi det er et spørgsmål om retfærdighed og ansvarlighed, og fordi der ikke bliver fred i Mellemøsten uden retfærdighed, og hvis man ikke påtager sig sit ansvar.

(Bifald)

  Frédérique Ries (ALDE). - (FR) Hr. formand! Hvert enkelt af de civile ofre for denne krig er en tragedie både i Libanon og i Israel, og det er vores solidaritet med dem, der lider, jeg med det samme vil give udtryk for her i Parlamentet. Denne solidaritet er nu det, vi er mest optaget af, ligesom en tilbagevenden til den politiske proces og køreplanen, som det er blevet understreget, men der er også frigivelsen af de israelske soldater, støtte til demokratiseringen af Libanon, hvis historie, traditioner og kultur ikke har noget at gøre med Hizbollahs terrorideologi, ophævelse af blokaden af Libanon, forudsat at der udstedes en våbenembargo, og det vigtige spørgsmål om afvæbning af Hizbollah.

Jeg vil svare hr. Cohn-Bendit venligt. Han spurgte lige før, om der var nogen, der bekymrede sig om disse problemer for et år siden. Hr. Cohn-Bendit! Vi - jeg selv og andre medlemmer - nævnte resolution 1559 i marts 2005. Parlamentet nævnte på plenarforsamlingen og stemte om - jeg citerer fra hukommelsen, da jeg ikke længere har notatet her - "de uigendrivelige beviser på terrorhandlinger". Vi opfordrede til og stemte for afvæbning af Hizbollah og anmodede også Rådet om at træffe foranstaltninger i denne retning. Det gjorde vi faktisk.

Når dette er sagt, forstår jeg godt dem, der i dag her i Parlamentet taler om behovet for at indlede en dialog og endnu en gang at anvende diplomati, men jeg stiller et spørgsmål: Hvordan skal man få Sheik Nasrallah til at rette sig efter resolution 1559 og 1701, når han ved flere lejligheder, bl.a. så sent som i går morges, i den libanesiske presse har afvist alle opfordringer til afvæbning? Jeg vil vende tilbage til det, fru Ferrero-Waldner sagde, nemlig at Europa nu mere end nogensinde står ved en korsvej med hensyn til at finde nye veje og forhindre en gentagelse af tidligere fejltagelser, hvilket ganske afgjort ville være tragisk.

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Et kort øjeblik syntes jeg, det var befriende, da vores kollega Graham Watson sagde, at vi skulle se fremad og ikke tilbage. Men de mennesker, der grusomt og meningsløst er blevet dræbt i denne grusomme og meningsløse krig, tvinger os til at spørge, om denne krig kunne have været undgået. Dette spørgsmål er også rettet til Europa.

I marts 2005 anklagede Parlamentet Hizbollahs terroristiske aktiviteter i en beslutning og opfordrede Rådet til at tage initiativer imod dem. Sådanne initiativer er aldrig blevet taget, Rådet har ikke fulgt denne opfordring. FN-resolutionen om afvæbning - der har aldrig været et initiativ fra EU's side for at gennemføre den. Tværtimod. Hizbollah er blevet oprustet massivt i årevis. Har vores efterretningstjenester ikke set det? Har man heller ikke registreret, at de forskansede sig med hundredvis af raketbaser i civile boligområder? Der har aldrig været nogen initiativer imod det.

Så man virkelig ikke, at Iran gør denne konflikt til et instrument i sin hegemoniale politik ? Kunne man virkelig ikke se den voksende krigsfare fra Europa, så man bare kan se stort på den manglende handling ved at se fremad? Her i Parlamentet besværger man med rette fra alle sider - og det er jeg meget glad for - Israels ret til at eksistere. Men hvorfor ser vi så bare på, mens ødelæggelsesviljen mod dette land reorganiserer sig igen, indtil der bryder social, politisk og også militær panik ud i området? Kunne det være, at vi ville se vores medansvar, hvis vi så tilbage?

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Som fredstilhænger har jeg aldrig været af den opfattelse, at fred kan skabes med våben, og derfor råber jeg ikke hurra for missionen i Libanon, men jeg må realistisk konstatere, at der er tale om et skadesbegrænsende indgreb, som er en den eneste mulighed for at opnå Israels tilbagetrækning fra Libanon. Jo mere neutrale de fredsbevarende styrker er, jo mere troværdige vil de dog være.

Derfor er det nødvendigt, at Italien og de andre lande, der deltager i UNIFIL-missionen, straks afbryder enhver aftale om militær bistand til Israel ligesom f.eks. den aftale, som Italien indgik for to år siden. Hvis målsætningen er varig fred, er det ikke tilstrækkeligt med soldater, og derfor opfordrer jeg EU til også at sørge for fredsstyrker langs grænsen mellem Libanon og Israel. De skal have deres eget mandat, og deres forvaltning skal være adskilt fra den militære mission.

Vi bør støtte den anmodning, som de humanitære organisationer allerede har fremsat om et FN-undersøgelsesudvalg om eventuelle krigsforbrydelser, som Israel har begået mod civile, bl.a. brugen af klyngebomber og bombeangrebene på den sociale infrastruktur.

Jeg er enig i Rådets vurdering af, at der ikke bliver varig fred i Mellemøsten, hvis ikke det palæstinensiske folks rettigheder respekteres, og derfor bør EU formelt foreslå, at der også udsendes en fredsstyrke mellem Palæstina og Israel, og kræve, at Israel overholder alle FN-resolutionerne.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! EU bruger konflikten mellem Israel og Libanon som et påskud til at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vores opfattelse er, at medlemslandene skal handle selvstændigt i deres respektive udenrigspolitiske relationer og samordne fælles holdninger og indsatser inden for rammerne af eksisterende internationale organisationer. FN er den internationale organisation, som har de bedste forudsætninger for at skabe en varig løsning på konflikten i Mellemøsten.

Komplekse udenrigspolitiske spørgsmål forudsætter langsigtede globale løsninger snarere end EU-foranstaltninger, som ofte præges af snævre nationale særinteresser. Det internationale samfund skal blive bedre til at forebygge konflikter og til at styrke FN's evne til at gribe ind i tide. Vi støtter den pågående udvikling af multifunktionelle fredsfremmende indsatser. Dette arbejde skal ske inden for rammerne af FN-samarbejdet.

  James Hugh Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder ikke alle Israels handlinger, men jeg er ikke i tvivl om, at Israel ikke var den angribende part i forbindelse med den seneste konflikt, og at Israel som en suveræn stat var fuldt ud berettiget til at forsvare sig imod vedvarende og dræbende raketangreb fra Hizbollah. Den kendsgerning, at Hizbollah med støtte fra Iran og Syrien var i stand til at handle, som den gjorde, samtidig med at den var repræsenteret i regeringen i Libanon, illustrerer det tåbelige i at lade medlemmer af terrororganisationer deltage i en regering, det være sig i Libanon, Palæstina eller endog i mit eget Nordirland.

I Israel var de vedvarende angreb så omfattende, at det var nødvendigt at reagere voldsomt. Der ligger nu en stor udfordring forude i forbindelse med afvæbningen af Hizbollah. Jeg går ud fra, at vi ikke vil knibe udenom eller udhule denne vigtige del af mandatet. I så fald vil det kun medføre flere vanskeligheder fremover. Lad os drage nogle erfaringer, og lad os tage fat på denne vigtige del af mandatet.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! De utroligt voldelige begivenheder, der fandt sted i sommer i Libanon, er meget alvorlige. Vi er vidne til en fremskyndelse af den historiske proces, og ingredienserne, der giver næring til denne konflikt, har aldrig været så koncentrerede: mere og mere militær teknologi, mere og mere fanatisme og mere og mere arrogance. I betragtning af disse egensindige veje, man slår ind på, skal vi være klar over, at vi sidder på en tidsindstillet bombe, som på lang sigt risikerer at kaste Mellemøsten ud i en tilstand af uro, og som vil berøre Europa.

Alle erkender, at den stadige opbygning af vold nu har nået grænsen, og at folkeretten skal overholdes. En ophævelse af blokaden af Libanon er nu presserende, men det vigtigste er at løse konflikten mellem Israel og Libanon, før det er for sent. EU skal opløfte sin røst. Det skal give oprettelsen af et Euro-Middelhavsområde baseret på fred, udvikling for alle og dialog mellem civilisationer den højeste prioritet.

På mødet den 24. august i Bruxelles besluttede Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet, som er en suveræn forsamling bestående af medlemmer af Parlamentet, medlemmer af de nationale parlamenter fra de 25 lande og valgte repræsentanter for 10 Middelhavslande, at sende en delegation til Libanon, Israel og Palæstina. Som formand for det politiske udvalg i denne forsamling skal jeg være leder for denne delegation fra den 18. september, og vores opgave bliver at undersøge de nødvendige betingelser for at genoptage en politisk dialog. Gennem denne delegation, der forbinder Middelhavets to kyster, ønsker vi sammen at bane vej for en ny fase af et ægte Euro-Middelhavs-partnerskab, hvor EU skal spille en central rolle.

Hr. Tuomioja, fru Ferrero-Waldner, tiden er inde.

  Carlos Carnero González (PSE) . - (ES) Hr. formand! Lad os være ærlige: Forebyggelse, styring og nu genopbygning efter krigen ville have krævet, at Europa havde tilstrækkelige instrumenter til at gøre det med succes. Dem har vi ikke endnu. Vi har ikke en gældende forfatning, en forfatning, der indeholder en udenrigsminister og muligheden for at træffe beslutninger med kvalificeret flertal, og som gør det muligt for Rådet at opfordre en gruppe lande til at gennemføre den mission, som nogle medlemsstater i dag vil gennemføre.

Men vi står dog med en mulighed, nemlig den mulighed, der følger efter en brutal krig. Italien, Frankrig, Spanien og andre EU-lande har forpligtet sig til at deltage i en styrket UNIFIL-styrke, hvis vigtigste mål er at sikre, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1701 bliver overholdt.

Men politisk set er det vigtigste i denne situation at ændre retningen i Mellemøsten. At ændre den retning, som USA ensidigt har forsøgt at pålægge siden Irak-krigen. Sikken en forskel mellem de soldater, der besatte Irak, og de europæiske soldater, der tager af sted i dag for at sikre overholdelsen af den internationale legalitet og genindføre freden. Vi må ikke glemme, at denne forskel også er baseret på værdier, nemlig EU's værdier.

Vi er ikke nødt til at genopfinde den dybe tallerken. Vi har Barcelona-processen, og vi skal bruge den fuldt ud. Vi skal gennemsyre konflikten i Mellemøsten med ånden fra EU-Middelhavsprocessen, med samarbejde, med solidaritet, med dialog mellem kulturer og mellem folk for at indføre fred og bevare den.

En del af denne proces er Den Parlamentariske Forsamling for EU-Middelhavssamarbejdet. Jeg har den ære at deltage i den delegation, der sendes til området under ledelse af fru Saïfi. Det er en succes, vi skal understrege. Vi skal forsvare demokratiet i Libanon, og vi skal også være i stand til at tilskynde til en ny international konference, der bygger på ånden fra den succesfulde konference i Madrid.

  Elizabeth Lynne (ALDE). - (EN) Hr. formand! Ministerrådets mislykkede forsøg på at kræve en øjeblikkelig våbenhvile betød, at vi forholdt os passive og tillod ødelæggelsen af den libanesiske infrastruktur, og det førte til over 1.000 dødsfald i Libanon og Israel, for ikke at nævne klyngebomberne, der vil føre til endnu flere dødsfald.

Jeg mener, at den britiske regering, og navnlig Tony Blair, er direkte skyld heri. Hvad har han opnået med sin hundeagtige beundring for George Bush? Ud over formålsløs ødelæggelse af liv og ejendom har vi stødt den muslimske befolkning yderligere fra os. Han har den frækhed at påstå, at han ikke mener, at dette vil føre til yderligere terrorangreb. Hvis jeg er vred - og folk som jeg er vrede - over Irak og nu Libanon, hvilken ammunition vil det ikke give til folk, der ønsker at indoktrinere fremmedgjorte unge muslimer? Intet, og jeg gentager intet, undskylder terrorhandlinger, men Tony Blair skal erkende, at hans handlinger gør ham skyldig.

  Angelika Beer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Jeg er i det store og hele enig med Dem, og jeg synes, De har styret dette forfatningsløse Europa ganske godt gennem bølgerne. De sagde, at ingen af de endnu uløste konflikter i regionen må løses hverken militært eller unilateralt. Jeg giver Dem ret, men jeg vil tilføje, at så må vi også tale om Iran.

Hvis vi vil forhindre, at Hizbollah oprustes yderligere, hvis vi vil forhindre, at Rumsfelds trussel bliver gennemført, når fristen er udløbet, Rumsfeld, som kan forestille sig en ny krig, hvis vi vil forhindre det, så må vi europæere igen begynde at forhandle med Iran om en løsning på den nukleare konflikt og om en afslutning på støtten til Hizbollah. Det mener jeg, vi skylder Israel, men også hele Mellemøsten. Det kræver, at man har modet til at overvinde amerikanernes barrikade og helt klart sige, at løsningen helt enkelt er, at vi ikke kan opfatte en i det mindste foreløbig udsættelse af den nukleare berigelse som en forudsætning. Den er målet. Men det må ikke blive krævet som betingelse for at forhandle, vi må tværtimod forhandle for at nå vores mål. Det er vejen frem. Hvis vi europæere kan klare det i fællesskab, så tror jeg faktisk, at vi har en fredsløsning for hele Mellemøsten.

  Bogdan Klich (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Den europæiske offentlige opinion har reageret med tilfredshed på EU's hurtige og ubureaukratiske reaktion på begivenhederne i Libanon. Det var Rådets beslutning om at sende en styrke med 7.000 soldater til Libanon, som reddede UNIFIL-missionen. Ligeledes reddede den humanitære bistand, som Kommissionen ydede, vores anseelse i det pågældende land. Disse handlinger vil give os mulighed for at spille en vigtig rolle i Mellemøsten frem for at stå på sidelinjen, som det var tilfældet under Irak-krisen.

For at opnå dette på kort sigt er det efter min opfattelse uhyre vigtigt at forberede og lede UNIFIL-missionen på en hensigtsmæssig måde. Indtil for nylig var det ikke en vanskelig mission, og mandatet var begrænset. Nu skal missionen imidlertid udvides betragteligt, og det betyder, at det bliver farligt, især for vores styrker på stedet. Opgaver som isolering af Hizbollah-terrorister fra våbenkilder eller afvæbning af Hizbollah-bevægelsen udgør en stor trussel for den militære styrke.

Derudover har Libanon på mellemlang sigt brug for omfattende økonomisk støtte. Støtten skal bruges til at genopbygge infrastrukturen, styrke de demokratiske institutioner og modernisere og udvikle de libanesiske sikkerhedsstyrker. For at opnå dette skal vi benytte os af vores bløde magt, især magten fra EU's økonomiske midler.

Endelig er det på lang sigt nødvendigt med en omfattende fredsaftale for hele regionen. Det betyder, at der skal indledes en seriøs dialog med Syrien og en vellykket forhandling med Iran om Irans atomprogram. En reel aftale mellem Israel og palæstinenserne er imidlertid også nødvendig, for det er nøglen til stabilitet i Mellemøsten. Uden en sådan aftale vil regionen fortsat være et brændpunkt.

  Jo Leinen (PSE). - (DE) Hr. formand! Vi skal se fremad, men det kan også betale sig at se tilbage på, hvordan Libanon-krisen blev håndteret.

Resultatet af det europæiske engagement er i orden, men vejen til dette resultat er ikke helt i orden. Vi så, at der i ugevis var kaos, at debatten fandt sted i de nationale hovedstæder, men ikke i den europæiske hovedstad Bruxelles. Jeg vil hævde, at vi kan takke det finske formandskab og den italienske regering for, at Europa lige præcis undgik at blamere sig. Kriseområdet ligger i vores nabolag, og derfor har vi et særligt ansvar.

Det er godt at høre fra fru Ferrero-Waldner, at EU straks står klar, når det gælder humanitær og praktisk hjælp. Så er kompetencerne klare, så er mekanismerne og metoderne klare. Når det gælder den politiske og militære hjælp, er der ikke noget, der er klart. Her er der stadig et stort hul, en stor mangel, og det tog også lang tid, før der fandt en koordinering sted. Jeg mener også, at omkostningerne ved ikke at have en forfatning endnu en gang er blevet tydelige ved denne krise. Vi har brug for de nye instrumenter, en rådsformand, som ringer til stats- og regeringscheferne, en europæisk udenrigsminister, som kan betjene det operationelle niveau, en europæisk udenrigstjeneste, som kan indsamle informationer på stedet og det forstærkede samarbejde, så en gruppe stater kan handle på EU's vegne.

Vi ser fremad. Jeg mener også, at der nu er en chance for, at vi ikke kun bliver donorer i Mellemøsten, men også politiske aktører. Europa har noget at bidrage med. OSCE eller Madrid-konferencen må nu være modellen for det næste skridt. Vi overvandt den kolde krig. Det må også være muligt i Mellemøsten!

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! Hvis vi er mange, der nu ser en mulighed for EU, er det ikke kun på grund af den europæiske overbevisning, men også derfor. Det er fordi, at EU kun kan være virkelig effektiv, når den taler og handler med én stemme i overensstemmelse med dens vægt i verden og dens forpligtelser. Ellers er EU ikke effektiv.

Vi har derfor en historisk forpligtelse til at udnytte dette øjeblik med de instrumenter, vi har, selv om det er korrekt, at vi ikke har alle dem, vi burde have. Tiden er inde til at lave politik, til at lægge hele EU's vægt og den moralske autoritet ind på at finde en løsning, der sikrer Israels sikkerhed, uden at landet skal betale med sine borgeres liv og frihed. Tiden er inde til et fælles europæisk krav om, at besættelsen skal ophøre, til at støtte FN's myndighed også over staten Israel, der for øvrigt er FN sin egen eksistens skyldig. Tiden er inden til en fælles militær aktion inden for rammerne af en UNIFIL-styrke, der, hvis den bliver virkelig europæisk, og der er instrumenter til at sikre det, uden at vi behøver en forfatning, vil vinde i legitimitet og politisk vægt.

Lad os håbe, at denne elendige krig kan ende med en varig fred.

  Rodi Κratsa-Τsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær, fru formand for Rådet! De tragiske begivenheder i Libanon for nylig og forværringen af situationen i de palæstinensiske områder har åbnet det internationale samfunds øjne for situationens barske realiteter i dette sårbare område og konsekvenserne i forbindelse med den globale fred og sikkerhed.

Det er af særlig stor betydning for os som europæere, idet de økonomiske, politiske og økologiske konsekvenser af krisen påvirker EU's medlemsstater direkte og samtidig vanskeliggør gennemførelsen af den fælles plan for fred, sikkerhed og velfærd i området samt oprettelsen af et frihandelsområde inden udgangen af 2010.

Europa har derfor vægtige grunde til at arbejde for fred og udvikling i regionen. EU skal i højere grad gøre sin indflydelse gældende for at opnå en fredelig løsning på disse problemer.

Udviklingen i området viser endnu en gang, at situationen er kompliceret, og at der er mange faktorer, som spiller ind, en omstændighed som EU på grund af sin umiddelbare nærhed af og historiske forbindelser med staterne i området er mere bevidst om end andre.

EU er til trods for sine svagheder således mindre splittet end under Irak-krisen og mere bevidst om behovet for fælles aktioner. EU demonstrerer dette med sin vilje til at følge Sikkerhedsrådets resolution og bevidsthed om betydningen af at klarlægge indholdet og den fredsbevarende styrkes rolle samt EU's deltagelse i denne styrke.

EU skal yde en indsats for at få ophævet isolationen af Libanon for at kunne gribe mere hensigtsmæssigt ind på de politiske, humanitære og udviklingsmæssige områder. EU skal derudover støtte den libanesiske regering, som er mærket af de seneste begivenheder og den langvarige syriske besættelse, og samtidig styrke de demokratiske institutioner og udviklingen af det politiske system i retning af et populært system, hvor de kreative kræfter vil kan frigøre sig fra de snærende religiøse bånd og fungere på grundlag af politiske partier og programerklæringer.

En sådan politik og social udvikling vil også bringe Hizbollah, som stadig er en myte og et mysterium, tættere på "libanisering", gennemsigtighed og involvering for at løse problemerne.

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter konflikten i sommeren 2006, som var et blodbad for Libanon, er vi enige om, at EU har en historisk lejlighed til at spille en større rolle i den indviklede deling af Mellemøsten. Der er flere mål i vores køreplan. Det første er at overbevise det internationale samfund og alle hovedpersonerne i området om, at en voldelig løsning, med hvilket jeg også mener en militær løsning, ikke kan sikre varig fred, stabilitet og fremgang i Mellemøsten, hvad enten det er i Libanon, Palæstina eller andre steder.

Det andet mål er at være førende og tilskynde til at gennemføre en samlet politisk løsning for området og klart at anføre, at det ikke giver mening at løse de forskellige regionale konflikter særskilt. I den forbindelse anbefaler vi en international konference, som nødvendigvis skal samle alle aktørerne i området, herunder Iran, hvis nukleare status er et særlig vanskeligt spørgsmål, og også Syrien, som vi skal genoptage associeringsforhandlinger med, men uden at give afkald på kravene om demokratisk reform. Vi kan heller ikke længere blive ved med at se bort fra politiske kræfter, som er kommet til magten gennem valg, vi selv har betragtet som demokratiske, i Palæstina eller Libanon.

Hvad navnlig angår Libanon, skal vi resolut forpligte os til at genopbygge det, sørge for at embargoen omgående bliver ophævet, genopbygge infrastrukturen og ødelagte huse samt fjerne de miner, som hver dag udsætter libaneserne for fare og gør en tredjedel af Libanons jord uegnet til at dyrke. Dette er ikke kun økonomiske mål, men også politiske mål for EU. Vi må ikke overlade genopbygningen udelukkende til Hizbollah og et nyt Qatar.

Endelig skal vi støtte demokraterne og de progressive politiske kræfter i Libanon. Vi skal ligesom i foråret 2005 vide, hvordan vi skal støtte libanesernes beslutsomhed på at gribe deres fælles skæbne. I sommer viste de, hvad de er i stand til.

(Formanden afbrød taleren)

  Sajjad Karim (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil indledningsvis citere fra en artikel skrevet af Gideon Levy og offentliggjort i Haaretz den 3. september 2006, hvor han skriver følgende: "Gaza er igen blevet besat. Det må verden vide (…). Situationen er værre end nogensinde. Siden krigen brød ud i Libanon, har israelske forsvarsstyrker stormet hele Gaza - det kan ikke beskrives på anden måde - og dræbt og ødelagt, bombet og beskudt på vilkårlig vis.

Ingen overvejer at nedsætte et undersøgelsesudvalg. Spørgsmålet er ikke engang på dagsordenen. Ingen spørger, hvorfor dette sker, og hvem der har truffet beslutningen. I skjul af krigens mørke i Libanon genoptog IDF sine gamle metoder i Gaza, som om tilbagetrækningen aldrig havde fundet sted."

Jeg ønsker nu at tale om krigen i Libanon. Har vi rene hænder i denne forbindelse? Krævede Ministerrådet ikke en indstilling af fjendtligheder snarere end en våbenhvile? Var Ministerrådet ikke klar over, at dette nødvendigvis måtte føre til et blodbad? Jeg anerkender mit lands ansvar i denne forbindelse. Er det virkelig nok at sende tæpper og forbindinger efter at have medvirket til at sikre leveringen af de våben, som forårsagede skaderne i første omgang? Var det fuldstændig uforudsigeligt, at Israel ville iværksætte aktioner i strid med international ret gennem iværksættelse af en kollektiv straffeaktion? Var det virkelig utænkeligt, at Israel ville se dette som en mulighed for at marchere ind i Gaza igen? Mange kolleger taler om terror, men forholder det sig ikke sådan, at ekstremisternes hånd er blevet betydeligt ...

(Formanden afbrød taleren)

  Vito Bonsignore (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke rådsformanden og kommissæren, fru Ferrero-Waldner, for alle de oplysninger, de gav os. Jeg vil ikke lægge skjul på, hr. formand, at jeg som medlem af Europa-Parlamentet er frustreret over endnu en gang at måtte konstatere, at EU ikke kan gøre den hurtige, beslutsomme og kompetente indsats, som det burde under sådanne omstændigheder.

I Middelhavsområdet har vi iværksat en partnerskabspolitik, som ikke kun drejer sig om økonomi og handel, men som også skal være politisk. Jeg støtter Deres linje, fru kommissær, og den mere effektive rolle, man har valgt at spille.

Italien og Frankrig har taget et vigtigt initiativ. Selv om EU naturligvis stadig ikke har sin egen diplomatiske og militære kapacitet, er der et bredt råderum til at spille en førende rolle i mange af regionens anliggender.

EU skal gøre en meget mere effektiv indsats for at finde en løsning på stabiliteten i området, og det skal hjælpe Libanons demokratiske myndigheder med at styrke deres institutionsstruktur og statens tilrettelæggelse. For at skabe ægte suverænitet og ægte uafhængighed skal EU sikre, at vores institutioner fastholder et højt niveau af diplomatisk tilstedeværelse i Libanon, og EU skal ligeledes sætte associeringsaftalerne med Libanon og Syrien i kraft. I den forbindelse må Rådet gerne fortælle os, hvorfor aftalen med Syrien endnu ikke er blevet undertegnet, da Syrien efter vores mening spiller en meget vigtig rolle i området.

Europa-Parlamentet bør også tage nogle passende initiativer for at skabe en konkret dialog mellem EU og Libanon. Desuden er der et problem, som i mange år har været uløst, nemlig det store antal statsløse flygtninge i Libanon, som lever under trange kår, og som udgør en potentielt farlig kilde til destabiliserende aktiviteter. De har brug for en politisk løsning.

Endelig vil jeg minde om den konference, som Rådet har foreslået. Fredskonferencen er en vigtig begivenhed, der bør finde sted på rette tidspunkt, og Europa-Parlamentet vil selvfølgelig bakke op omkring den.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Der er ingen militær løsning på konflikten i Libanon. Ordene i den fælles resolution, som vi drøfter nu, giver inspiration og håb.

Mange lande har tidligere brugt krigen som middel til at styrke deres prestige og magt på den internationale arena, men denne tid er forbi. Ordene fra den preussiske general, von Clausewitz, der hævdede, at krig blot er politik med andre midler, er historie. Det bekræftes i FN's charter, i henhold til hvilket brug af magt i forbindelse med bilæggelse af internationale tvister og trussel om magtanvendelse og krænkelse af en stats territoriale integritet er forbudt. Derfor var de israelske troppers indtrængen i Libanon i strid med international ret. Det forværrede situationen og resulterede i den væbnede reaktion fra Hizbollah.

Det er positivt, at Europa-Parlamentet lægger særlig vægt på den menneskelige dimension i denne konflikt, og at Parlamentet opfordrer parterne til at frigive gidslerne, behandle den civile befolkning humant og overholde bestemmelserne i Genève-konventionen af 1949. Den libanesiske konflikt udspiller sig meget tæt på EU's grænser. Ved at indsætte EU-styrker og yde humanitær bistand har Europa allerede spillet en vigtig rolle. Som aktivt involveret vil EU have en reel mulighed for at bidrage væsentligt til løsningen af konflikten. Det er gennem sådanne handlinger, at EU skaber sin egen fælles udenrigspolitik som beskrevet så detaljeret i den europæiske forfatning. Det er derfor - om ikke andet - at vi har så hårdt brug for en europæisk forfatning.

  Vittorio Prodi (ALDE). - (IT) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Unilateralismen har længe vist sine begrænsninger, og nu har EU endelig taget initiativet og forelået en modig indsats sammen med FN, hvilket gør det muligt at vinde lidt tid, når det gælder konfliktens løsning. Scenariet er naturligvis hele Mellemøsten, men forholdet mellem Israel og Palæstina har stadig førsteprioritet, og det er der, vi skal starte.

EU har vist værdien af en indfaldsvinkel, der er baseret på et positivt samspil mellem forskellige kulturer, politikkens altafgørende betydning og en afvisning af at bruge magt. Det er netop disse værdier, som har gjort, at vi i to generationer har kunnet leve uden krig i Europa.

EU kan og skal fremme de samme principper i hele verden og den samme gennemsigtige, mangesidede og harmoniske indfaldsvinkel, der tager sigte på konfliktforebyggelse gennem politisk dialog. Af alle disse årsager er jeg stolt af at være europæer lige nu, og jeg er endnu mere stolt af at være italiener, når man tænker på den rolle, som mit land har spillet i denne sammenhæng.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Den seneste konflikt mellem Israel og Hizbollah er en tragedie for Israels og Libanons befolkning. Mange af parlamentsmedlemmerne har gennem længere tid fremført det synspunkt, at EU bør erklære Hizbollah for en terrororganisation. Det er tydeligt, at Hizbollah i alvorlig grad fejlvurderede gengældelsesaktionernes omfang, da den besluttede at dræbe otte soldater og bortføre to fra det nordlige Israel. Det har organisationen leder, Hassan Nasrallah, også indrømmet.

Hizbollah har en del at forklare med hensyn til, hvorfor dens forsætlige provokation har ført til så store skader på den libanesiske infrastruktur og til så mange dødsfald blandt civile libanesere. Dette kan delvis forklares ved Hizbollahs uhyrlige taktik med at bruge menneskelige skjolde under affyringen af raketter fra områder beboet af civile. Israel har tilsyneladende også begået den fejl at tro, at de kunne fjerne Hizbollah udelukkende ved hjælp af luftstyrker, om end der var brug for flere soldater på stedet. Den israelske efterretningstjeneste undervurderede helt klart Hizbollahs træningsniveau og udstyrsmængde, navnlig hvad angår højteknologiske russiske antitank- og antiskibsvåben. Rusland skal nu forklare, hvordan russiske våben kom i hænderne på islamiske, fundamentalistiske militser.

Min største bekymring efter vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1701 er, hvem der i sidste ende skal afvæbne Hizbollah. Fru kommissær, hvilke sikkerhedsforanstaltninger er der blevet truffet for at undgå, at millioner af euro hidrørende fra EU-midler til bistand og genopbygning omledes til Hizbollah gennem en af organisationens såkaldte velgørende organisationer? Vi har ikke glemt alle fortidens beskyldninger om svindel i forbindelse med EU's direkte budgetstøtte til Den Palæstinensiske Myndighed under Arafat. Jeg ønsker også at få oplyst, hvad der vil forhindre soldater fra muslimske lande som f.eks. Malaysia og Bangladesh, der ikke anerkender Staten Israel, i at vende det blinde øje til en genoprustning af Hizbollah.

Endelig mener jeg, at tiden nu er inde til at tvinge det brutale, men rationelle og verdslige Syrien væk fra det teokratiske og fundamentalistiske Iran i overensstemmelse med køreplanen for fred. EU kunne tilbyde Syrien betydelige handels- og bistandsmæssige fordele med det formål at bringe landet tilbage til forhandlingsbordet med Israel.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne indledningsvis knytte en kommentar til den sidste tale. Gad vide, hvad muslimer i Storbritannien og i resten af Europa tænker, når britiske konservative siger, at vi ikke kan stole på, at tropper fra muslimske lande vil udføre deres opgaver i en FN-styrke?

I lighed med andre talere under denne debat mener jeg, at yderligere kriser i Libanon og andre steder i regionen kun kan undgås ved at fokusere debatten på en retfærdig fred mellem Israel og det palæstinensiske folk. Mens konflikten fortsatte i Libanon, ignorerede det internationale samfund de raketter, der blev affyret fra Gaza og de 250 luftangreb, 1.000 artillerigranater og over 200 drab på befolkningen. Var det berettiget at afskære halvdelen af Gazas indbyggere fra adgangen til strøm, at lukke næsten alle skoler og at hindre fiskere i at sejle ud med deres både? FN har beskrevet Gaza som en tidsindstillet bombe, hvor befolkningen lever i et bur.

Det hænder, at en krisesituation skaber en ny udvikling. Hizbollahs indrømmelse af, at den hverken havde planlagt eller forudset konflikten, fangernes initiativ, muligheden for en national palæstinensisk samlingsregering og såvel israelske politikeres som dele af den israelske offentligheds anerkendelse af unilateralismens svagheder må være forvarsler om et diplomatisk fremstød for at vende tilbage til en forhandlingsløsning.

Vi har i dag en køreplan, men ingen passagerer i bilen. Europa, der har gjort en stor indsats både gennem humanitær bistand til Libanon og evakuering af uskyldige mennesker og ved at give tilsagn om fredsbevarende styrker, må nu satse hårdt på denne politiske dialog. Vi har brug for en ny dialog med den arabiske verden som led i vores støtte til FN's resolutioner og anerkendelse af valgresultater såvel som af deres konsekvenser. Vi skal samarbejde med andre lande som f.eks. Tyrkiet, der kan bidrage til denne dialog og fremskynde den midlertidige hjælp til det palæstinensiske folk.

  Cecilia Malmström (ALDE). - (SV) Hr. formand! Det finlanske formandskab skal have hæder og tak for at have forsøgt at holde sammen på EU i dette svære spørgsmål, men selvfølgelig er der meget langt endnu, før vi virkelig har en fælles europæisk udenrigspolitik. Hvis EU på lang sigt skal kunne påvirke politisk i regionen, har vi netop brug for en politisk strategi, en slags demokratisk Marshall-plan for hele regionen, som faktisk er den mest ufrie region i hele verden.

Vi skal naturligvis hjælpe med at afmilitarisere og neutralisere Hizbollah. Nøglen hertil ligger i Damaskus, men frem for alt i Teheran. Der kræves et omfattende arbejde derfra. Vi skal have gang i fredsprocessen igen mellem israelere og palæstinensere, gerne i form af en konference, som vores kolleger har talt om. To demokratiske stater side om side er den eneste måde at skabe fred og stabilitet i regionen på. Det skal også kombineres med en medvidende, systematisk og langsigtet satsning på alle demokratiske kræfter i hele regionen, hvis vi skal kunne opnå et resultat.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa har langt om længe givet sin holdning til kende og har - ganske vist med en smule forsinkelse og efter ikke så få vanskeligheder - været i stand til at spille en aktiv hovedrolle i krisen i Mellemøsten.

Det er dog kun det første skridt i et langt forløb, som skal få EU - sammen med FN, USA og Den Arabiske Liga - til at sørge for stabilitet i det område, som alle farer for verdens sikkerhed udspringer fra. UNIFIL-missionen er et redskab, og den endelige målsætning skal være opnåelsen af et Libanon, der har sin egen suverænitet og er fri for den indflydelse udefra, som Hizbollah er med til at øve.

Vi vil gerne spørge Rådet og Kommissionen, hvor langt man er nået med at afruste den væbnede milits, der angreb Israel. Jeg vil gerne minde om, at Parlamentet allerede sidste år - da det udtalte, at der var ubestridelige beviser for Hizbollahs terroraktiviteter - med et meget stort flertal blandt parlamentsmedlemmerne opfordrede Rådet til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at bringe gruppens aktiviteter til ophør. I den forbindelse skal Syrien holde op med at vakle og gøre en aktiv indsats for at stoppe den strøm af våben, som ender i terroristernes hænder. Når det gælder om at beskytte menneskerettighederne, skal UNIFIL-soldaterne, som vi viser vores solidaritet og støtte, også have til opgave at beskytte Libanons kristne samfund, som uforskyldt er kommet i klemme mellem de to stridende parter.

Foruden den libanesiske målsætning skal vi sætte os en mere omfattende målsætning, nemlig "to folk og to stater" som en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Denne løsning vil rive tæppet væk under fødderne på terroristerne og de islamiske fundamentalister. Hvis vi skal nå denne målsætning, er det nødvendigt, at Europa spiller en hovedrolle, men hvordan kan EU være fredsskabende, når vi ikke har en forfatning, som giver de nødvendige beføjelser til dem, der skal udføre denne opgave?

Derfor er vi nødt til at endnu en gang at fokusere på debatten om en forfatning. Det er ikke en opgave for juraeksperter, men snarere et centralt spørgsmål, dvs. spørgsmålet om, hvordan det vigtigste resultat i de 50 år, som Fællesskabet har eksisteret, kan eksporteres til andre lande, nemlig fred.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand! Jeg havde egentlig planlagt at indlede min tale på en anden måde, men jeg vil nu starte med at opfordre fru Ferrero-Waldner til at læse artiklen i "Le Point" om forholdet mellem Israel og Palæstina, især i forhold til det alvorlige problem med vandforsyningen til de palæstinensiske besatte områder på grund af den praksis, som Israel udøver. I tidsskriftet henvises der til den form for apartheid, som de israelske myndigheder har udsat palæstinenserne for med hensyn til vand.

Hvad har Rådet udrettet i al den tid? I februar besluttede Rådet at fastfryse den økonomiske støtte til den palæstinensiske befolkning, selv om Israel stadig ikke betaler afgifter og skatter til Den Palæstinensiske Myndighed uden at blive presset til det, og EU har ikke truffet nogen foranstaltninger.

Efter min opfattelse - og det er en udfordring til det finske formandskab - skal EU og Ministerrådet træffe en beslutning om at ophæve de økonomiske sanktioner over for den palæstinensiske befolkning, så snart præsident Abbas danner den nye regering med fokus på national enhed i Palæstina. Det vil være et incitament for den palæstinensiske befolkning samt for fredelig integration af de moderate reformkræfter i Palæstina og Hamas-kræfterne i et demokratisk samfund i Palæstina.

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Efter fjendtlighederne er EU blevet kraftigt opfordret til at stå i spidsen for og yde det største bidrag til UNIFIL, til at gennemføre resolution 1701, til at spille en central rolle i forbindelse med humanitær bistand og genopbygning og til at tilskynde parterne til at deltage i den politiske dialog.

Vi gjorde imidlertid ikke vores indflydelse gældende som en stor international aktør forud for fjendtlighedernes ophør. Selv om vi traf en enstemmig afgørelse, var der ikke tale om en ensartet afgørelse, og hverken Sikkerhedsrådet eller de stridende parter lyttede til os. Hvis parterne havde lyttet efter, og hvis disse begivenheder havde fundet sted et par uger forinden, ville de militære resultater på stedet have været nøjagtig de samme, men der ville have været færre tab af menneskeliv, færre ødelæggelser, færre fordrivelser og færre Katyusha-raketter og klyngebomber og færre "utilsigtede følgeskader" i almindelighed.

Vi kan tage ved lære af erfaringerne. Problemer kan ikke løses med militærmagt eller Katyusha- eller Qassam-raketter eller gennem en ensidig politik. EU og FN skal tale med alle parterne, uanset om de kan lide dem eller bifalder dem eller ej. Endelig har Libanon brug for vores fulde støtte til at konsolidere sin suverænitet, da landet har været inddraget i en krig på vegne af et andet land, en krig, der udelukkende har baggrund i forhold, der ligger uden for Libanon.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er blevet sagt meget, men jeg tror, at dette beslutningsforslag, der er sat til afstemning, er velafvejet. I forslaget præsenteres kendsgerningerne ret detaljeret, men uden på noget tidspunkt at dømme, og man undgår således faldgruben med at tage parti for en af hovedpersonerne.

Jeg beklager, at man i beslutningen begrænser årsagerne til krigen mellem Israel og Libanon til konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Som general de Gaulle sagde, kan man ikke gå ind i Mellemøsten, fordi det er så kompliceret, med blot et par simple idéer, og det er det budskab, jeg også på en måde ønsker at formidle.

Ligesom os alle håber jeg, at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne bliver løst, men tror De virkelig, at det vil mindske spændingen i Libanon og gøre en ende på Syriens indblanding og de iranske ambitioner? Bliver Hizbollah endvidere afvæbnet som følge heraf?

Det er usikkerheden og den israelske befolknings stigende lidelser i Galilæa, der har udløst fjendtligheder imod Hizbollah. Denne tilstand af permanente trusler er blevet næret ikke blot af konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, men også og frem for alt af Hizbollahs konstante affyring af raketter ind i det nordlige Israel.

Israels frygt er så meget desto større, da Hizbollah-militserne forsynes med våben af et magtfuldt Iran, hvis demokratisk valgte præsident konstant gør opmærksom på, at han ønsker at slette Israel fra landkortet. Det er en mand, som nu skal tages alvorligt, og det gør jeg for mit vedkommende. Derfor tror jeg ikke, at de to sager skal blandes sammen.

Nordpå drejer det sig for Libanon om at få sin suverænitet tilbage og gøre en ende på de forskellige naboers indblanding, mens Israel ønsker at garantere sin sikkerhed. Sydpå drejer det sig i mellemtiden om at skabe en uafhængig palæstinensisk stat inden for sikre grænser, som varigt kan sameksistere i fred med dens nabo, Israel.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mit livslange engagement over for Mellemøsten letter ikke min egen ansvarsbyrde. Situationen er alvorlig, vi er tæt på at genskabe et islamisk kalifat. I det sydlige Libanon er der ikke militante modstandsbevægelser, men snarere toptrænede og velbemandede specialenheder, som forsynes med våben gennem iranske revolutionære styrker. Leveringen af våben foregår via den internationale lufthavn i Damaskus. Hæren er formentlig bedre end enhver anden regulær arabisk hær. Jeg foreslår derfor, at vi skal lukke grænsen mellem Libanon og Syrien, sende en overvågningsmission fra EU til Libanon som den, vi sendte til Serbien og Republika Srpska i midten af 1990'erne. Vi skal kontrollere den internationale lufthavn i Damaskus. Vi skal have klare regler for involvering. Hvad menes der helt præcist med at støtte den libanesiske hær og afvæbne ulovlige væbnede grupper? Vi skal med øjeblikkelig virkning holde Syrien tilbage fra sin involvering i Rusland og Ruslands interesser. Hvad kan vi tilbyde i denne sammenhæng? Vi skal have gang i det libanesiske erhvervsliv for at styrke investorernes tillid til Libanon, og vi skal sætte en stopper for Irans smugling af uran for at undgå, at den regionale krig udvikler sig til et globalt problem.

(Bifald)

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Trods Kommissionens og FN's store indsats er det vanskeligt at bevare optimismen i denne alvorlige situation.

Israel, der er en stat, som praler af sin demokratiske regering, indledte ustraffet en destruktiv krig imod et naboland, et hårdt prøvet sekulært demokrati, ødelagde infrastrukturen og dræbte borgerne, som fortrinsvis var uskyldige civile. Israel har endvidere benyttet sig af de umenneskelige klyngebomber i krigen. Hvordan kan vi beskrive bombningen af Qana som andet end en krigsforbrydelse? Og alligevel opretholder Israel stadig ustraffet en blokade i luften og til søs over for sit offer, samtidig med at Israel fortsætter med at presse det politiske og økonomiske liv ud af Gaza for ikke at nævne drabet på 200 palæstinensere under dække af krigen imod Libanon.

Jeg underkender ikke Hizbollahs maligne rolle i denne sammenhæng eller - som ingen har nævnt endnu - den maligne indflydelse fra USA, der har opmuntret Israel i handlingerne.

Efter min opfattelse skal Israel betale for genopbygningen af Libanon. Israel skal frigive de tilbageholdte palæstinensiske midler og underkastes en international undersøgelse af sine handlinger i forhold til Libanon. Jeg mener endvidere, at en international fredskonference, der ikke indebærer, at lederne i Mellemøsten skal betale en pris i tilfælde af fiasko, ikke vil skabe resultater. Jeg taler om en pris i form af økonomiske midler, handel og våbenlevering. Medmindre der er en pris at betale, vil disse landes ledere ikke deltage i en forhandling og indgå en aftale.

  Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mellemøsten befinder sig i en krisesituation, men det er måske også en situation med muligheder. Europa står over for tre indbyrdes forbundne udfordringer i denne sammenhæng. Den første udfordring vedrører UNIFIL's fredsbevarende/fredshåndhævende mission i Libanon.

FN's styrker, som ledes af EU, skal sikre, at FN's resolution 1701 håndhæves, og at Hizbollah afvæbnes gennem samarbejde med den libanesiske hær og de politiske ledere. UNIFIL II skal endvidere sikre, at yderligere våben ikke smugles ind i Libanon til væbning af grupper, og at Libanons suverænitet altid respekteres. UNIFIL II skal lykkes. Meget afhænger heraf, og en fiasko vil have katastrofale konsekvenser for regionen og for Europa generelt.

Hvad angår spørgsmålet om at indsætte yderligere styrker i forbindelse med UNIFIL II, har nogle EU-lande været meget gavmilde indtil nu. Den største indsats kommer dog fra de store EU-nationer, og jeg håber, at de mindre EU-medlemsstater i fremtiden også vil yde en indsats, især de stater som har haft betydelig erfaring med fredsbevaring i Libanon tidligere. I denne sammenhæng vil jeg fortsat opfordre regeringen i Irland til i det mindste at tilbyde at sende nogle tropper, selv om det drejer sig om få soldater, da jeg mener, at de vil kunne spille en positiv rolle.

Den anden udfordring er at hjælpe Libanon med genopbygningen af landet efter ødelæggelserne i sommer. EU har allerede truffet foranstaltninger i denne sammenhæng, men vi skal gøre os klart, at vi i genopbygningen af Libanons infrastruktur også har mulighed for at opbygge EU's ry i regionen generelt samt hos den libanesiske befolkning.

Den tredje udfordring er den bredere politiske udfordring, der er forbundet med behovet for at yde stabilitet i Mellemøsten generelt. For at opnå stabilitet skal vi fokusere på de dybereliggende årsager til problemerne mellem Israel og Palæstina for at komme videre. Den bredere politiske køreplan eksisterer stadig, så vi behøver ikke at starte forfra. Vi skal dog medvirke til at skabe ny entusiasme for og accept af køreplanen, og det er i denne sammenhæng nødvendigt at løse den vanskelige opgave med at inddrage Syrien.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har med stor beklagelse fulgt den tragiske situation i Libanon i de seneste uger. Siden borgerkrigen er Libanon nået langt i forhold til respekten for menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder og opbygningen og styrkelsen af et multikulturelt og multietnisk demokrati og civilt samfund. Der er også sket store fremskridt inden for økonomisk fornyelse. Desværre er mange af disse resultater mindsket eller ødelagt af overdreven anvendelse af militær magt i konflikten mellem Israel og Hizbollah.

Jeg er af den klare opfattelse, at en af forudsætningerne for bæredygtig fred i Mellemøsten er eksistensen af et uafhængigt, stærkt og suverænt Libanon i sameksistens med Israel og en palæstinensisk stat. Det er imidlertid tydeligt efter de seneste måneder og år, at Libanon ikke kan opfylde denne målsætning alene, men har brug for hjælp fra det internationale samfund. Libanon har brug for hjælp for at opnå økonomisk fornyelse. Libanon har endvidere brug for hjælp til fremme af demokratiet samt i alle aspekter af udøvelsen af offentligretlige beføjelser, herunder sikkerheds- og militæraspekter i hele landet. Det er den eneste måde, hvorpå de valgte libanesiske statsinstitutioner kan afvæbne den militære gruppe Hizbollah og integrere bevægelsen i landets politiske liv. Jeg ønsker at opfordre Rådet og Kommissionen til at fortsætte deres bestræbelser på at hjælpe Libanon.

  Patrick Gaubert (PPE-DE). - (FR) Fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Hvad angår den måde vi behandler konflikten i Mellemøsten på, har en række repræsentanter for EU-institutionerne for nylig opfordret til at finde en struktureret samlet løsning på problemerne i området. Hr. Brok sagde for nylig, at en af nøglerne til varig fred i Libanon var afvæbning af Hizbollah og kontrol af grænsen mellem Syrien og Libanon med henblik på at gøre en ende på våbenhandelen. Endelig sagde en af mine fremragende kolleger, at vi ikke er Røde Kors, og at vi skal spille en positiv politisk rolle. Jeg kan tilslutte mig alt dette.

Man kan ikke seriøst overveje en samlet løsning uden at vende tilbage til det spørgsmål, der siden 1948 har ligget til grund for alle de konflikter, som har ført til blodbade i dette område. I den forbindelse tænker jeg på afvisningen af at anerkende Israels ret til at eksistere. Det er vigtigt at tage dette i betragtning, da man ellers risikerer at forveksle årsag og virkning. I dag er det Iran, der sammen med Syrien, som er Irans formidler, og Hizbollah, som er dets militære fløj, formidler dette hadets budskab, idet det kaster ønsket om at slette en suveræn stat og dens befolkning fra verdenskortet lige i ansigtet på det internationale samfund. Vi har pligt til som mennesker at lette den onde skæbne for befolkninger, der bliver taget som gidsel for Hizbollahs terrorhandlinger.

Vores engagement skal være afvejet, hvis vi skal spille den positive politiske rolle, der tilfalder os. Ligevægt ligger ikke i unilateralt og systematisk at fordømme en enkelt part i konflikten, i dette tilfælde Israel. Ligevægt omfatter nødvendigvis at få krigsmagerne, Syrien og Iran, til at påtage sig deres internationale ansvar. Det skylder vi to stater, Libanon og Israel, som vi har venskabelige forbindelser med, og det skylder vi to befolkninger, den israelske og libanesiske befolkning, som er vores venner og kun ønsker at leve i fred.

Jeg udtrykker derfor et ønske om, at den delegation fra Parlamentet, som snart aflægger besøg i området, tager denne bekymring for ligevægt med, og jeg håber, at den kan bidrage aktivt til at finde en fredelig løsning mellem mennesker med god vilje i området og således bekræfte vores uforsonlighed over for intolerance og budskaber om had og samtidig vise, hvad der binder os sammen som mennesker.

  Edith Mastenbroek (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at starte med at understrege, at jeg fuldt ud støtter indlægget fra min kollega, hr. Howitt.

Det er allerede nævnt, at problemerne i Mellemøsten ikke løses med vold eller unilateralisme. Historien viser følgende: Israel trak sig ud af Sinai inden for rammerne af en forhandlet fredsaftale og fra Arava inden for rammerne af en forhandlet fredsaftale med Jordan. Israel trak sig ud af Sydlibanon og Gaza unilateralt uden aftaler. Mere behøver man ikke at sige.

Den nuværende situation er EU's chance for at vise, at vores strategi er rigtig, men strategien vil være vanskelig at sælge.

Jeg kunne fortælle mange personlige historier om palæstinensiske venner og deres lidelser under den voldelige israelske besættelse, men jeg ønsker at gengive følgende historie fra en af mine israelske venner. Hans navn er Renan, og han er disc jockey. Han ønsker ikke at kæmpe, han ønsker blot at danse. Han er stærk modstander af besættelsen og går forrest i enhver fredsdemonstration i Israel. Jeg var imidlertid i Israel, da han modtog opringningen fra Israels væbnede styrker om at være klar til at kæmpe. Han var chokeret og bange, men han sagde "hvad forventer man af os? Hizbollah har bombet Haifa og Natanya i årevis. Hvordan skal vi kunne stole på Europa, hvis man ikke engang er villig til at kalde det terrorisme?".

I FN's resolution opfordres der til, at man griber fat om problemets rod. Lad mig prøve at definere disse dybereliggende årsager til problemerne med ordene fra Daniel Levy, som er medforfatter til fredsinitiativet, det såkaldte Genève-initiativ. Han nævnte, at den palæstinensiske sag, den uretfærdige besættelse og hykleriet fra USA og den vestlige verden, er noget, som millioner verden over tager afstand fra. Nogle misbruger og udnytter den palæstinensiske sag, og det vil de fortsætte med at gøre, indtil der findes en løsning på konflikten.

For at kunne gøre en betydelig forskel i regionen skal vi have befolkningens tillid. Vi kan kun gøre os fortjent til denne tillid, hvis vi er villige til at give udtryk for, at vi mener, at Hizbollah er en radikal militant gruppe, som misbruger den palæstinensiske sag til at styrke sin position som en trussel imod demokratiet i Libanon og den almindelige israelske befolkning.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, kommissær Ferrero-Waldner! Jeg ønsker kort at rejse tre spørgsmål. Første spørgsmål vedrører en generel vurdering af Israels reaktion på Hizbollahs provokerende og skammelige aktioner. Hizbollahs reaktion var helt ude af proportioner i forhold til kidnapningen af to soldater og minder mest af alt om udkæmpningen af de trojanske krige på grund af den smukke Helena. Der er mange eksempler på bortførelser og politiske løsninger i verden. Det er vanskeligt at støtte reaktionen hos en stat, hvis eksistens anerkendes af stort set hele det internationale samfund, undtagen et par enkelte fundamentalistiske stater, når denne stat har vist sig at være en militær angriber. Det er vanskeligt at acceptere, selv for Israels allierede, som vi har hørt fra flere fremtrædende medlemmer af Parlamentet.

Dernæst ønsker jeg at rejse spørgsmålet om, hvorvidt vi virkelig ikke var klar over, at Hizbollah var bevæbnet med flere tusinde Katyusha-raketter? Det er ikke noget, man skaffer på en uge. Det må have taget måneder eller endog år at skaffe så mange våben. Hvor var de internationale observatører? Hvis man havde haft den fornødne viden og vilje, ville det efter min opfattelse have været muligt at træffe forebyggende foranstaltninger. Nu reagerer EU ved at øremærke store beløb til udbedring af skaden, men er det ikke for sent? Vi kan trods alt ikke vække de døde - børnene og de øvrige borgere - til live igen.

Det sidste spørgsmål vedrører følgende, fru kommissær. Konflikten fortsætter, fordi den er en del af den såkaldte sociale arv, og konflikten kan fortsætte længe endnu. For at skabe mulighed for en positiv tostatsløsning for Israel og Palæstina skal begge parter være fuldt ud indstillet og forberedt på, at opnåelsen af en sådan løsning kun kan ske gennem bedre uddannelse - fra grunduddannelse og videre i uddannelsesforløbet. Bedre uddannelse vil medvirke til at skabe et socialt grundlag, som vil gøre det muligt og lettere at træffe politiske beslutninger baseret på kompromis i fremtiden. Måske vil den næste generation - nutidens børn og unge - kunne træffe den beslutning, som vi betragter som den eneste fornuftige løsning for os.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Hr. formand! I 2005 fejrede vi 10-året for Barcelona-processen, en langsigtet proces for at bygge en solid bro til den anden side af Middelhavet. Ved en tidligere lejlighed har jeg i plenarforsamlingen fremlagt et samlet optimistisk syn på hele denne proces og dens ambitioner og den tillidens vej, ad hvilken vi hidtil har bevæget os.

Som medlem af Europa-Parlamentet, som tilhænger af den europæiske integration og standhaftig fortaler for international ret, har jeg dog haft svært ved uden sindsbevægelse at iagttage, hvordan de europæiske institutioner har forholdt sig til de begivenheder, der har fundet sted lige uden for vores dør i denne sommer.

Libanon var indtil juni måned økonomisk og politisk et af de mest lovende demokratier i Middelhavsområdet, og det var og kunnne blive ved med at være en af de største modtagere af EU-midler til støtte for genopbygning og udvikling. I dag skal Libanon starte forfra, i dag skal alt i Libanon gøres om igen, alt skal bygges op på ny – i hvert fald det, som euro og beton kan genskabe og genopbygge. Skulle vi ikke have handlet tidligere? Skulle vi ikke, da konflikten mellem Israel og Palæstina spidsede til, straks have grebet ind? Skulle vi ikke have grebet ind, da valgobservatørerne ved det palæstinensiske valg fik inddraget deres tilladelse, og da der skete krænkelser af den diplomatiske og parlamentarisk immunitet, og lovligt valgte parlamentarikere og ministre blev fængslet? Mon ikke vores relative ligegyldighed og mangelfulde reaktion dengang også bærer sin del af ansvaret for hele denne situation?

Jeg er sikker på, at Europa ikke har taget alle de skridt, som det kunne, for at undgå denne situation, og at det ikke har gjort tilstrækkeligt for at lade sine blive til handling. Vi må ikke begå de samme fejl igen, og efter dagens debat står dette fuldstændig klart for alle talerne. Den rolle, som EU spiller i denne proces, er af central betydning og viser endnu en gang, at EU's politiske styrke er afgørende for stabilitet og balance i verden.

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (LT) Hr. formand! Der er ikke blot tale om isolerede hændelser i Mellemøsten, men om et rimeligt bredt panorama af kriser med global betydning. Når vi drøfter og kritiserer indsatsen fra USA med henblik på at udrydde tyranni og støtte demokrati i Irak og andre steder, skal vi ikke glemme Ruslands og Kinas indblanding i regionen, som let kan ende med at forvandle regionen til et brændende krater i en global terrorkrig.

Alt peger i denne truende retning. Iran er under Ruslands auspicier ved at udvikle sig til en betydningsfuld aggressiv aktør i en region, som er meget vigtig for menneskeheden. Formålet med den politiske udvidelse af Iran er udelukkelsen af demokrati i Libanon og Syrien, stabilitet i Irak og fred i Palæstina. Det iranske regime kan let distrahere FN og EU og på denne måde opnå mere tid til sit vigtigste formål - nukleart overherredømme i Mellemøsten. Det utopiske ønske om ikkespredning af atomvåben vil aldrig gå i opfyldelse. Det næste skridt i historien vil være, at terrororganisationer vælges som regeringer. Hamas og Hizbollah deltager allerede i regeringer, og ingen tør bede Hizbollah-ministrene i Libanon om at vælge imellem at arbejde for en demokratisk regering eller en terrororganisation. Tværtimod indleder FN forhandlinger med Hizbollah. Det næster bliver sikkert forhandlinger med Al-Qaeda.

Mange af vores problemer er opstået på grund af vores modvilje mod at stå sammen og forsvare os imod de onde kræfter. Det er imidlertid lidt sent at give op. Israel er ladt tilbage i en desperat kamp. Demokratierne i den vestlige verden har ikke vist noget initiativ - de forsvarer stadig sig selv uden strategi og taber således kampen. Det er på tide, at Europa vågner op.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ville blot sige, at den israelske premierminister efter sin samtale med FN's generalsekretær, Kofi Annan, har bebudet, at Israels luft- og søblokade af Libanon vil blive ophævet i morgen kl. 17.00.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I de seneste uger har det på grund af de frygtelige tab af menneskeliv og de menneskelige lidelser været vanskeligt at få øje på lyset for enden af tunnellen. I det mindste har de moderate arabiske stater nu været vidne til den katastrofe, der så let kan fremprovokeres af organisationer som Hizbollah, og Libanon har set virkningen af at tolerere en stat inden for en stat. Måske vil der nu være større sympati for Israels ønske om at sikre, at Palæstina ikke betragtes som endnu en terroriststat og en base for den evindelige krig imod den israelske befolkning.

Det vil være spild, hvis den forstærkede UNIFIL-styrke blot venter i kulissen, mens Hizbollah forbereder de næste angreb i de kommende måneder og år. Hvis der ikke træffes en international beslutning om at afvæbne Hizbollah - og det vil være meget sørgeligt - bør der i det mindste være et krav om at overvåge og rapportere om Hizbollahs aktiviteter. Rådet skal opfordre medlemsstaterne til at fremsætte udtalelser herom til FN.

I henhold til resolution 1701 har UNIFIL mandat til at støtte den libanesiske regering i sikringen af Libanons grænser. Vi vil opfordre den libanesiske regering til at træffe målrettede foranstaltninger på dette område.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Krisen mellem Irael og Libanon er ikke længere typisk for de konflikter i Mellemøsten, som vi har vænnet os til gennem årene. Krisen markerer tydeligt starten på en ny global konflikt mellem Iran og Syrien, Hizbollah og Hamas, Sunnierne i Irak og Al Qaeda på den ene side og USA og USA's allierede på den anden.

Det betyder, at vi skal træffe nye politiske foranstaltninger for at løse konflikten i denne del af verden. Europa skal nu involveres i arbejdet med at finde en løsning på konflikten i Irak. EU skal ligeledes gøre en indstats for at finde en løsning på problemerne med Afghanistan. Den globale trussel kræver en fælles reaktion fra EU, USA og NATO. Europa har brug for en fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Rusland skal vælge side. Og Europa skal insistere på en sådan beslutning, både i forbindelse med Irans atomprogram og våbenforsendelser til Syrien. Hvordan lykkedes det Hizbollah at blive bevæbnet med russiske våben?

  Erkki Tuomioja, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at takke Europa-Parlamentet for denne forhandling, der som altid har været meget farverig, interessant og relevant og ikke mindst vidtrækkende.

Efter min opfattelse er det vigtigste budskab, at Europa-Parlamentet er positivt indstillet over for og støtter Rådets bestræbelser på at finde en løsning på konflikten i Libanon, at EU støtter genoprettelsen af fuld libanesisk suverænitet og fremmer genoptagelsen af fredsprocessen i Mellemøsten. EU burde måske endda yde en endnu større indsats, en mere sammenhængende og effektiv indsats. Som formanden for Rådet ønsker jeg, at vi taler med én stemme, men med en stemme der kan høres overalt, og som gør indtryk på alle parter.

Hvis man skal se realistisk på det, vil der i bedste fald altid være grænser for, hvad EU kan gøre på egen hånd. Og det er, som det skal være, når EU er en union, der går ind for effektiv multilateralisme. EU forsøger ikke i forbindelse med konflikten i Mellemøsten at handle på egen hånd. I Libanon samarbejder vi med andre, og vi skal fortætte med at arbejde side om side med andre. Det er EU's rolle, men vi skal endvidere tage initiativer og udvise lederskab. Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig skal forsøge at gå uden om eller erstatte FN. Vi skal støtte og hjælpe FN med at bære ansvaret, og EU har i denne sammenhæng levet helt op til forventningerne.

Jeg har endvidere omhyggeligt gennemgået Parlamentets beslutningsforslag om Mellemøsten, som jeg håber vil blive enstemmigt vedtaget. Det er efter min opfattelse et meget fornuftigt beslutningsforslag, helt i tråd med den indsats, vi har arbejdet på at yde og fortsat vil yde i Rådet. I beslutningsforslaget vises EU's og Europa-Parlamentets evne til at fokusere på de vigtigste elementer, og beslutningsforslaget indeholder et budskab, som opfordrer de involverede til at arbejde helhjertet for fredsprocessen.

(Bifald)

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Jeg ønsker endnu en gang ganske kort at vende tilbage til det humanitære aspekt af spørgsmålet, som også er drøftet her. Kommissær Louis Michel og jeg besøgte området for et par uger siden, og det var meget tydeligt, at befolkningen lider meget på begge sider af konflikten. Det er uhyre vigtigt og betydningsfuldt, at EU, dvs. Kommissionen og medlemsstaterne i forening, fokuserer på at yde massiv økonomisk støtte i denne krise lige fra starten, både med henblik på den humanitære nødhjælp og den vækst, der nu er på vej, samt genopbygningen på længere sigt. I denne sammenhæng skal vi huske, at vi ved enhver lejlighed har understreget, at den humanitære situation også er meget alvorlig i Gaza.

Det er meget vigtigt, at den libanesiske regering spiller en central og ledende rolle i den langsigtede genopbygningsproces, en proces hvor Libanon har rollen som koordinator, og derfor er det positivt, at der er oprettet en ny enhed i premierminister Sinioras regering til gennemførelse af denne koordineringsproces.

Genopbygningsprocessen skal også underkastes en omfattende analyse, og EU vil samarbejde med Libanon i denne sammenhæng. Det er helt klart, at fred i området også er den vigtigste forudsætning for en forbedring af den humanitære situation, og vi har derfor også af denne grund brug for en vidtrækkende og langsigtet politisk løsning på de mange problemer, som eksisterer i området.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at takke alle for denne forhandling. Det har været en fremragende forhandling, og vi har fået stor støtte. Næsten alle har givet udtryk for, at konflikten skal afhjælpes gennem en politisk løsning og under ingen omstændigheder en militær løsning.

Nu, hvor EU har taget endnu et initiativ med henblik på at komme videre, er det meget vigtigt at have Parlamentets støtte til vedtagelse af en bred strategi og til afdækning af de dybereliggende årsager for at kunne finde en overordnet løsning.

Sådan ser den generelle situation ud, og jeg ønsker endnu en gang at takke for støtten.

Jeg ønsker endvidere at kommentere to eller tre specifikke punkter. Først og fremmest mener Kommissionen, at vi skal samarbejde med Israel og ikke suspendere associeringsaftalen. Vi mener, at det er meget vigtigt at samarbejde med Israel for at have mulighed for at øve indflydelse, og at vi skal indlede en dialog og ikke det modsatte.

Hvad angår hr. Tannocks indlæg er der ingen, som har kunnet dokumentere påstandene om, at EU har ydet økonomisk bistand til andre og ikke til regeringen.

Med hensyn til Hizbollah er det tydeligt, at vores økonomiske støtte vil gå direkte til regeringen eller organisationer, som samarbejder med regeringen, idet vi, som jeg nævnte, ønsker at styrke regeringen og genoprette landets suverænitet.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag(1)jf. forretningsordenens artikel 102, stk. 3.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) I denne krise i Mellemøsten - som i så mange tidligere kriser i dette område og andre steder i verden - er det de uskyldige, der har lidt mest på grund af deres lederes ambitioner.

Hizbollah vil hævde, at målsætningen er at generobre Golan-bjergene, og Israel vil hævde, at regeringen svarer igen ved at bombe Libanon.

Det vanskelige er, at alle har en vis berettiget begrundelse for deres handlinger, men der er ingen acceptabel begrundelse for at forflytte mange tusinde uskyldige libanesiske civile. Når vi oplever, at børn bliver dræbt i Qana, forekommer alle begrundelser sølle.

Den irske hær var udstationeret i Libanon i mange år som fredsbevarende styrke, og der er derfor en samhørighedsfølelse mellem Irland og Libanon. Vi er som land blevet bekendt med Libanon gennem familiemedlemmer eller venner eller naboer, som har været udstationeret i landet, og den skade, der er forårsaget i Libanon gør derfor endnu større indtryk på os.

Den libanesiske befolkning ønsker ikke et sådant liv. Borgerne ønsker fred og sikkerhed for deres familier og en chance for at leve deres liv i fred.

Der kan ikke være tale om en militær løsning på problemerne, kun en fredelig løsning. Og hvis det betyder, at der skal pålægges sanktioner for alle involverede, indtil de afslutter krigen, eller at der skal gives fordele til dem, der afslutter krigen, skal vi, der har muligheden for det, handle.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Ingen kan vende det blinde øje til den krig, som Israel igen har påført Libanon, der blev bombarderet igennem 34 dage, med USA's støtte og EU's Ministerråds passivitet, hvilket har medført 1.084 omkomne civile i Libanon og 41 i Israel, tusinder af tilskadekomne og fordrivelse af omkring en fjerdedel af Libanons befolkning, ud over ødelæggelse af grundlæggende infrastruktur som lufthavne, havne, elværker og en gigantisk oliepøl ud for kysten.

Ifølge FN's Udviklingsprogram har disse bombardementer ødelagt 15.000 boliger og 78 broer, beskadiget 630 km vej og medført omkostninger på mindst 15 milliarder dollars for Libanon, hvortil kommer bombardementerne mod civilbefolkningen, der er en alvorlig krænkelse af den humanitære folkeret.

Vores fordømmelse af denne krig bør også indebære, at det kræves af Israel, at det betaler omkostningerne til Libanons genopbygning, at besættelsen af områder i Palæstina, Libanon og Syrien ophører, at blokaden af Libanon og Gaza indstilles, at palæstinensiske ministre og parlamentarikere omgående løslades, og at der indledes forhandlinger for at udveksle fængslede i Israel med de tilbageholdte israelske soldater.

Der kan ikke blive varig fred i Mellemøsten, så længe Palæstinas, Libanons og Syriens suverænitet ikke respekteres.

  Dominique Vlasto (PPE-DE). - (FR) Ødelagt af 34 dages krig er Libanon, som nød godt af en hurtig udvikling, igen gidsel i og offer for en krise, som landet ikke kan klare.

EU vil hjælpe libaneserne med at genopbygge deres ødelagte land, komme på fode igen og genoptage et normalt liv. I den forbindelse er humanitær bistand og nødhjælp fra EU af afgørende betydning. Vores rolle bør imidlertid gå ud over at yde nødhjælp. EU skal spille en selvstændig rolle med henblik på at skabe fred i Mellemøsten.

Ved at deltage i UNIFIL gør en række medlemsstater en indsats på stedet under FN's flag, og de har truffet en rigtig beslutning. Det er imidlertid i fællesskab som europæere, at vi bør intervenere med henblik på at få Sikkerhedsrådets resolution 1701 overholdt, hjælpe med at befri fanger, få blokaden af Libanon ophævet, støtte afgrænsningen af grænser og genetablere en politisk dialog.

I denne krise har EU vist, at det ved at intervenere kan ændre begivenhedernes gang og bidrage til at løse en konflikt. Virkeligheden konfronterer os med vores politiske ansvar. Det er på tide, at vi gennemfører de reformer, som EU har brug for, hvis det skal være den politiske aktør, som dets naboer og vi selv forventer.

  David Martin (PSE). - (EN) Jeg beklager, at Det Europæiske Råd ikke anmodede om en umiddelbar våbenhvile efter Israels udbrud af fjendtligheder over for Libanon. Israels aktion var helt ude af proportioner. Israel bør anmodes om hjælp til genopbygningen af Libanon på grundlag af princippet om, at den skyldige skal betale. Der skal oprettes en undersøgelseskomité til afdækning af krigsforbrydelser, og EU skal tage sit økonomisk og militære samarbejde med Israel op til fornyet overvejelse. Vi skal endvidere være bevidste om og fordømme den omstændighed, at konflikten i Libanon blev anvendt som dække for endnu mere intensiv og brutal undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning. EU skal arbejde for en fredelig og retfærdig løsning på konflikten i Mellemøsten, især gennem fremme af oprettelsen af en sikker og uafhængig palæstinensisk stat.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) Bag ved den brutale aggression mod Palæstina og Libanon ligger USA's projekt om at beherske Mellemøsten, hvilket betyder indblanding og manglende respekt for suverænitet og for folkeretten, da ambitionen er at vinde geostrategisk herredømme og få kontrol med regionens store energiressourcer.

Trods modsigelser demimellem har der været enighed mellem de store magter i EU og USA, som det sås i udarbejdelsen af resolution 1701. EU har aldrig fordømt den israelske aggression eller krævet våbenhvile og respekt for folkeretten.

Realiteterne må ikke forvrænges ved at udnævne offer til angriber og angriber til offer. Det er Israel, der ulovligt besætter arabiske områder, der ikke overholder utallige FN-resolutioner, og som med statsterrorisme aktivt modarbejder dannelsen af en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat.

Fred i denne region har som nødvendig forudsætning, at Israel trækker sig tilbage fra de besatte arabiske områder, at bosættelserne og muren fjernes, at de politiske fanger løslades, at flygtningene kan vende tilbage, og at der dannes en uafhængig og suveræn palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad. Alle staterne skal have garanti for suverænitet og sikkerhed, og regionen skal afmilitariseres og renses for kernevåben.

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Præcis fem år efter den 11. september 2001 giver den aktuelle konflikt i Libanon det internationale samfund mulighed for at tage den - tydeligvis uegnede - indfaldsvinkel op til overvejelse og revision, som man havde taget i brug for at løse konflikterne mellem den såkaldte "vestlige verden" og den "islamiske verden".

I de sidste fem år har de igangværende konflikter (Gaza, Libanon, Irak og Afghanistan) og de mere alvorlige diplomatiske spændinger (attentater, Iran-spørgsmålet osv.) nemlig alle drejet sig om det samme, og derfor kan de ikke blot fjernes ved hjælp af de mere eller mindre legitime militære missioner, der hver gang oprettes til formålet og altid har forskellige navne.

Nu skal vi benytte lejligheden til at oprette en egentlig multilateral styrke, som alle de berørte parter er engagerede i og deltager i, og som tager sigte på at løse det problem, der ligger til grund for alle disse konflikter, nemlig det ideologiske sammenstød mellem to forskellige kulturblokke.

Vi skal hurtigst muligt lede efter og finde et udgangspunkt for dialog, og som "demokratiske" lande er det vores pligt at sørge for en åbning. Her skal man tage de mest presserende spørgsmål op, som vi er mest uenige om, lige fra politiske og religiøse ideologier til økonomiske systemer. Jeg håber, at EU ikke går glip af lejligheden til at fremme en sådan dialog, men tværtimod vil arbejde for den på internationalt plan.