Formanden . - Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance foreslår, at vi ændrer rækkefølgen af afsnit 28 og 29 og samler dem i et enkelt punkt.
Er der nogen, der er imod?
(Parlamentet vedtog denne ændring)
Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance foreslår ligeledes, at der indsættes et afsnit 30 før afsnit 22.
Er der nogen, der er imod?
Camiel Eurlings (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Det gør ikke den store forskel, men vi foretrækker den oprindelige rækkefølge, og derfor går vi ikke ind for, at punkt 30 flyttes.
(Parlamentet forkastede denne ændring)
Formanden. - Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance foreslår ligeledes, at vi indsætter punkt 33 før punkt 31 og samler dem i et enkelt punkt.
Er der nogen, der er imod?
Camiel Eurlings (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker ikke at forsinke afstemningen yderligere, men også her foretrækker vi den oprindelige rækkefølge, fordi vi mener, at den er bedre.
(Parlamentet forkastede denne ændring)
Før afstemningen om ændringsforslag 51
Jan Marinus Wiersma (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg har et simpelt mundtligt ændringsforslag til teksten. Forslaget går ud på, at den tyrkiske regering bør oprette en ekspertkomite, "i FN-regi" til at undersøge spørgsmålet om folkedrab. Dette er vores idé, ikke deres idé, så for at gøre det klart, at vi foreslår, at denne komité også bør arbejde i FN-regi, ønsker vi at forbedre teksten ved at erstatte "i FN-regi" med "som bør være i FN-regi". Vi tilføjer altså ordene "som bør være".
(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)
Vedrørende afsnit 72
Camiel Eurlings (PPE-DE), ordfører. - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne for tydelighedens skyld have foretaget en ændring i stemmelisten for medlemmerne af min delegation. Ved den delte afstemning om den oprindelige tekst i punkt 72 står der fejlagtigt et minus, både ved den første og ved den anden del. Begge skal ændres til plusser, således at der ikke kan herske nogen som helst misforståelse derom. Vi stemmer for den første og den anden del i afstemningen ved navneopråb.
Før afstemningen om ændringsforslag 59
Camiel Eurlings (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg ser, at de mundtlige ændringsforslag er blevet omdelt. De er blot en ajourføring af dette ændringsforslag, så jeg mener ikke, at vi behøver at diskutere dem ret meget.
(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)
Før afstemningen om forslaget til det således ændrede forslag til beslutning
Camiel Eurlings (PPE-DE), ordfører. - (NL) Hr. formand! Afstemningen om denne betænkning gør en ende på en intensiv proces, der har varet nogle måneder. Således som Parlamentet har stemt om ændringsforslagene, resulterer afstemningen i, at betænkningens tekst nu er meget tæt på den oprindelige tekst, som jeg som ordfører forelagde Udenrigsudvalget. Betænkningen er streng, men også retfærdig. Retfærdig, fordi vi i Parlamentet giver udtryk for, at vi er seriøse og engagerede, men ligeledes retfærdig, fordi vi også af Tyrkiet kræver, at det viser sit engagement, både hvad angår gennemførelsen af Ankara-protokollen inden årets udgang, og hvad angår politiske reformer på områderne ytringsfrihed og religionsfrihed inden udgangen af 2007.
Heller ikke hvad angår det armenske folkedrab, skal der herske nogen misforståelse om teksten. Selv om det strengt taget ikke er en formel betingelse, synes vi, det er uomgængeligt for et land på vej mod Europa, at det gør op med fortiden. Jeg håber derfor, at Tyrkiet også opfatter dette punkt 50 som en ekstra opmuntring til sammen med dets naboland Armenien at se kendsgerningerne i øjnene.
Hr. formand, jeg har draget den slutning, at betænkningen er retfærdig, men hård. Europa-Parlamentet lever med denne betænkning op til sit ansvar for at beskytte de europæiske værdier og tiltrædelseskriterierne. Derfor anmoder jeg samtlige medlemmer om at støtte betænkningen så bredt som muligt. Jeg håber, at Tyrkiet vil opfatte den som et incitament til at fremskynde reformerne.
(Kraftigt bifald)
Formanden. - Afstemningen er afsluttet. Vi fortsætter med stemmeforklaringerne.