Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Gaza.

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! EU er dybt bekymret over de seneste ugers vold i Gaza. Under en israelsk militæroperation blev adskillige mennesker dræbt i Beit Hanoun den 8. november, og under et katastrofalt bombardement med artilleriild mistede næsten 20 palæstinensere livet, herunder kvinder og børn, mens de var ved at forlade området. Desuden blev adskillige mennesker såret. Militære operationer ødelagde tillige store dele af byens infrastruktur. EU beklager inderligt voldshandlingerne og de kvæstelser, de forårsagede.

Samtidig har palæstinenserne fortsat med i flæng at affyre Kassam-raketter mod Israel, f.eks. mod byerne Ashkelon og Sderot. Disse angreb har nu også medført et dødsfald, adskillige sårede samt materielle skader. EU har opfordret palæstinensiske ledere til at gøre alt, hvad de kan, for at få disse angreb bragt til ophør.

EU kan ikke acceptere denne brug af vold. Ethvert land har ret til at forsvare sig, men det indebærer ikke retten til overdreven, storstilet magtanvendelse eller til operationer af den slags, vi var vidner til i Beit Hanoun. Israel er nødt til at tilpasse omfanget af operationen til situationen. Israel skal overholde den humanitære folkeret. Sikkerhed gælder ikke kun for den ene part, men for alle i Mellemøsten. EU har opfordret Israel til at standse sine militære operationer i Gaza.

EU har også indtrængende henstillet til den palæstinensiske ledelse om at standse raketangrebene, som har stået på med skiftende intensitet hele efteråret. Formålet med angrebene er sandsynligvis at sprede frygt og usikkerhed, hvilket man helt klart ikke må udsætte civilbefolkningen for. Israelerne burde ikke længere leve i et klima af konstant frygt. De har også ret til fred. Palæstinenserne må standse brugen af vold i politisk øjemed.

Den stadig værre voldsspiral truer med at ødelægge enhver chance for at få fredsprocessen i Mellemøsten tilbage på sporet. Begivenheder som de netop beskrevne formår kun at skubbe parterne længere væk fra de tilgængelige muligheder, især netop nu hvor der er behov for en fredsproces, der sigter mod få forhandlet en tostatsmodel i stand. Målet er fortsat skabelsen af en levedygtig palæstinensisk stat i fredelig sameksistens med Israel. Det er EU's håb, at begivenhederne i Beit Hanoun ikke får parterne eller det internationale samfund til at miste modet eller opgive bestræbelserne på en varig og retfærdig fred.

EU håber tillige, at angrebene ved Beit Hanoun ikke vil få palæstinenserne til at opgive den fortsatte stræben efter fælles harmoni og dannelsen af en national samlingsregering, der kan opfylde kvartettens betingelser. Hele det internationale samfund har brug for en betydningsfuld modspiller som partner. Palæstinenserne har ret til en regering, der repræsenterer alle borgeres interesser.

Samtidig har den humanitære situation blandt palæstinenserne voldt EU mange bekymringer. Den økonomiske og humanitære situation i de palæstinensiske områder er utålelig. Situationen kunne forbedres betydeligt, hvis Israel holdt grænseposterne ved Rafah og Karni åbne og forbedrede palæstinensernes mobilitet. Ydermere har EU kraftigt opfordret Israel til at anerkende de toldafgifter og skatter, som de har inddrevet, og som tilhører palæstinenserne, som indtægt. Det ville lette palæstinensernes økonomiske situation betydeligt.

EU har selv forsøgt at hjælpe palæstinenserne. Der er givet over 650 millioner euro i nødhjælp gennem forskellige kanaler i år, og det er omkring 25 % mere end sidste år. Den midlertidige internationale mekanisme har været en effektiv metode til at hjælpe palæstinenserne, og vi håber, at Israel og andre parter også kan få gavn af den.

Situationen i Mellemøsten ser således ikke særlig lovende ud i lyset af de seneste dages begivenheder, men på trods heraf er vi nødt til fortsat at tro på en bedre fremtid. EU vil gøre alt, hvad det kan, for at støtte fredsprocessen.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Tak, fordi De har inviteret mig på denne symbolske dato, 15. november, som er den palæstinensiske nationaldag, for at tale om situationen i Gaza.

For nylig kulminerede de eskalerende voldshandlinger i Gaza med Israels væbnede styrkers angreb på Beit Hanoun den 8. november, hvor 18 civile palæstinensere mistede livet. Som reaktion herpå udtalte min kollega, kommissær Ferrero-Waldner, at hun var "dybt chokeret over netop denne episode". Vores tanker går særligt til familien Uthamina, som mistede seks kvinder og otte børn, der blev dræbt, mens de sov, og til alle de uskyldige palæstinensere og israelere, der har mistet livet i denne voldsspiral.

Efter angrebet opfordrede kommissær Ferrero-Waldner alle parter til at standse volden og give dialogen en chance. Palæstinensiske grupper skal standse affyringen af raketter ind på israelsk territorium. Vi anerkender Israels ret til at forsvare sig, men det må ikke ske på bekostning af uskyldige menneskers liv.

Beit Hanoun-angrebet er det seneste i en række indfald i Gazastriben, som begyndte den 28. juni. Militære operationer har medført skader på vigtig infrastruktur, især i Gaza - herunder kraftværket, hovedveje og broer samt regeringsbygninger - og kostet næsten 300 palæstinensere livet, fortrinsvis civile. Som reaktion herpå har Kommissionen i år optrappet støtten for at opfylde det stigende behov for nødhjælp og humanitær hjælp.

I juni 2006 iværksatte vi den midlertidige internationale mekanisme (TIM), der kanaliserer midler fra medlemsstaterne og Fællesskabets budget til afhjælpning af den socioøkonomiske krise i de palæstinensiske områder. Den midlertidige internationale mekanisme har støttet leveringen af basale tjenesteydelser til de 1,3 millioner mennesker, der bor i Gazastriben, og sociale ydelser til 100.000 udsatte palæstinensere. Operationen udvides nu til at omfatte 150.000 sager.

Kommissionen har gennem ECHO afsat 84 millioner euro til at hjælpe udsatte palæstinensiske husstande med at skaffe fødevarer, vand og sanitet, sundhedspleje og social beskyttelse. Kommissionen yder også en hjælpepakke med fødevarer til en værdi af 26 millioner euro. Fødevare- og kontanthjælp kanaliseres gennem FN's Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge (UNRWA) til palæstinensiske flygtninge, der er registreret som særligt nødlidende, mens fødevarepakkerne distribueres til ikkeflygtninge via FN's verdensfødevareprogram (WFP).

Kommissionen er også en væsentlig bidragsyder til UNRWA. I 2006 gav vi 64 millioner euro til UNRWA's almindelige budget. Hjælpeorganisationen forvalter sundhed, uddannelse og andet socialt arbejde for palæstinensiske flygtninge. I Gaza udgør denne sociale indsats det eneste stabile element i et usikkert miljø.

Vores indsats kan mildne den humanitære krise for palæstinenserne, men der er akut behov for, at der bliver gjort noget ved den underliggende årsag, nemlig manglen på håb om en fredelig løsning for israelere og palæstinensere. Det er tvingende nødvendigt at genoptage en storstilet fredsproces med et klart politisk perspektiv.

Forsoningsprocessen mellem palæstinenserne skal have en chance. Vi bør tilskynde præsident Abbas til at fortsætte indsatsen for at danne en national samlingsregering med en platform, der afspejler de såkaldte kvartetprincipper om at stoppe volden, overholde internationale aftaler og anerkende Staten Israel, og som giver mulighed for hurtig at indlede en dialog. Det vil bidrage til at genoprette håbet om en levedygtig og uafhængig palæstinensisk stat.

Det er grunden til, at Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), som holdt møde i mandags, bifalder Kommissionens forslag om at yde yderligere støtte til palæstinenserne, så snart en national samlingsregering er dannet. For at kunne yde denne støtte før årets udgang vil vi være nødt til at benytte os af reserven til nødhjælp og indhente budgetmyndighedens samtykke. Kommissionen regner med Parlamentets støtte.

Parallelt med EU's hjælp bør Israel frigive de hundreder af millioner dollars i told og skatter, der er inddrevet på vegne af Den Palæstinensiske Myndighed, og som Israel har tilbageholdt siden marts som reaktion på dannelsen af den Hamas-ledede regering.

Lad os alle arbejde sammen, så vi kan bruge næste års palæstinensiske nationaldag som anledning til at fejre fremskridt hen imod dannelsen af en demokratisk, levedygtig og suveræn palæstinensisk stat.

  Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Situationen i Mellemøsten er på en og samme tid foruroligende, farlig og tragisk. Den er foruroligende, fordi konflikterne har stået på i årtier, og fordi der ikke kan ses nogen ende på dem. Situationen er farlig, fordi spændingerne mellem de involverede parter konstant eskalerer, og fordi andre lande - såsom Syrien eller Iran - i stigende grad gør deres indflydelse gældende. Og situationen er tragisk, fordi der er almindelige mennesker, især mange børn, blandt ofrene.

Vi siger til alle parterne i Mellemøsten, at en militær løsning er udelukket, og at vi har brug for fred, som skal opnås gennem dialog og forhandlinger. Vi siger også, at en politik, som føres efter princippet om "øje for øje og tand for tand", er udelukket, da dette blot vil forårsage en yderligere eskalation af situationen, hvor hver part besvarer et angreb med et endnu hårdere modangreb. Vi skal have brudt denne voldsspiral. Det er et krav, som vi både stiller til Israel og til palæstinenserne.

PPE-DE-Gruppens holdning hertil er krystalklar. Vi ønsker en israelsk stat inden for sikre grænser, og på samme vis ønsker vi en palæstinensisk stat inden for sikre grænser. En israelers værdighed er den samme som en palæstinensers, og vi må ikke anvende to forskellige målestokke herfor. Vi ønsker en libanesisk stat, som er uafhængig og demokratisk. Den, som sætter spørgsmålstegn ved en af disse staters eksistensberettigelse - Israel og Libanon er allerede stater, og Palæstina skal være en selvstændig stat - risikerer ikke alene at true en varig fredsløsning i denne region, men muligvis også, hvis man kigger på forholdene, verdensfreden.

EU og andre skal nu til at yde et bidrag til fred. Jeg tror, at EU er meget tilfreds med at kunne yde et sådant bidrag med udstationeringen af tropper i regionen, selv om vi havde ønsket os EU-tropper og ikke nationale tropper fra de enkelte medlemsstater. Men det er et spørgsmål, som EU skal have med i sine fremtidige overvejelser om, hvordan vi muliggør et virkeligt europæisk bidrag hertil. Ikke desto mindre er det et fremskridt, at der er udstationeret tropper her. Nu skal udviklingen hen imod et virkeligt fælles europæisk bidrag - også militært - fortsætte.

Nu er det politikernes tur til at træde i karakter, og deres vigtigste aktiver er tillid og troværdighed. Hvis der er noget at kritisere, skal vi kritisere dette, uafhængigt af om det er Israel eller palæstinenserne, der er ansvarlige herfor. Med hensyn til de beslutninger, der træffes i FN's Sikkerhedsråd - og det siger jeg som meget proamerikansk - er det uacceptabelt, at USA nedlægger veto mod enhver form for kritik eller fordømmelse af Israel.

(Bifald)

På den måde - og det siger jeg helt alvorligt - kan vi hverken fremstå troværdigt eller opbygge nogen form for tillid hos de involverede parter. Jeg mener, at EU's muligheder ligger i vores troværdighed med hensyn til at anerkende både en israelsk og en palæstinensisk stats eksistensberettigelse, og deri, at vi ønsker fred i Libanon.

Hvis Israel med massakren i Beit Hanun har forårsaget disse frygtelige konsekvenser - som efter sigende skyldes en teknisk fejl - er det ikke tilstrækkeligt at fremsætte en undskyldning, men Israel skal fremover med sin politik sikre, at man ikke altid reagerer efter princippet om "øje for øje og tand for tand".

(Bifald)

Jeg har netop modtaget informationer om, at en kvinde er blevet dræbt af Kassam-raketter, og at en ministerlivvagt fik begge ben revet af. Det skal der sættes en stopper for. Dette skal vi sige til begge parter, og vi skal være troværdige. Som europæere må vi ikke kigge væk, men skal derimod tage ansvar.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er ikke de første forhandlinger, som Parlamentet fører om situationen i Gazastriben, og sandsynligvis vil det heller ikke være de sidste. Men det er første gang, at forhandlinger har afsløret en så fælles holdning, at det vil betyde en ændring i EU's forhold til et af vores partnerlande, nemlig Israel.

Hr. Poetterings kommentarer viser, at vi skal forhandle på tværs af partiskel om, hvilken holdning EU skal indtage til denne udvikling og først og fremmest til Israels og den israelske regerings rolle i forbindelse med udviklingen i denne region.

Jeg forventer mig ikke noget af terrororganisationer. Hvad forventer vi af terrorister? Svaret er terror og menneskeforagt. De ubeskrivelige lidelser, som disse kriminelle har påført og hver dag påfører verden, som hr. Poettering netop gav et eksempel på. Hvad forventer et retsfællesskab som EU af sådanne mennesker? Intet! De er ikke vores partnere, og det er ikke disse mennesker, som vi kan og skal sætte vores lid til, når det handler om at skabe fred.

Men vi kan dog godt stille forventninger til en demokratisk retsstat. Israel, dette vidunderlige land, som blev grundlagt som svar på menneskehedens laveste historiske niveau, har krav på vores uindskrænkede solidaritet i regionen. Enhver, som truer eller stiller denne stats eksistensberettigelse i tvivl, vil støde på modstand hos alle europæere. Vores solidaritet med Israel er uindskrænket.

Men Israel er en demokratisk retsstat og må som sådan være åben over for spørgsmål. Det skal være muligt at spørge et demokrati, der er baseret på de samme grundværdier som vores, hvordan man kan betegne en hændelse som Beit Hanun som en teknisk fejl. Jeg forventer, at de ansvarlige for en sådan teknisk fejl bliver stillet til ansvar for deres handlinger i en demokratisk retskultur.

(Bifald)

Jeg må beklageligvis sige, at vi måtte afbryde vores sommerpause i Parlamentet på grund af en sådan teknisk fejl i Kana. I dag spørger jeg stadig mig selv, hvem der egentlig var ansvarlig for dette?

Hvis der er gjort kollateral skade, skal Israel passe på, at landets retskultur ikke er en del af dette. Det forholder sig naturligvis sådan, at Israel skal forsvare og kunne forsvare sig selv, og at vi skal hjælpe dette land. Det, der sker i Libanon, tjener Israles sikkerhed. Det, som europæerne ønsker med henblik på at oprette en stabil palæstinensisk stat, tjener Israels sikkerhed. Alt, hvad vi gør os af bestræbelser - det være sig økonomisk, diplomatisk og nu også militært - tjener Israels sikkerhed. Hvad vi imidlertid ikke kan acceptere - i EU som retsfællesskab - er en situation, hvor retsløshed er svaret på retsløshed. Det er uacceptabelt!

Det er uacceptabelt, at vi forholder os tavse, når der i et land som Israel indtræder et parti i regeringen, som gør borgernes etniske tilhørsforhold til et kriterium, som hr. Liebermanns parti gør. Det er fuldkommen uacceptabelt.

(Bifald)

Det er den israelske befolknings suveræne valg at vælge et sådant parti, men det er også parlamentsmedlemmernes suveræne ret at fordømme en sådan politik. Ingen socialdemokrat i verden har noget til fælles med hr. Liebermann.

Hr. formand, den eneste løsningsmulighed i denne region er at give afkald på voldsanvendelse. Dialog er den eneste farbare vej. Parterne må sætte sig udover al den vold og de smertefulde erfaringer, som man har gjort sig med hinanden, og forsøge at få en dialog i gang. Der har allerede været gjort nogle gode forsøg. Husk blot på de bestræbelser, som Yitzhak Rabin gjorde sig. Han var øverstbefalende for de israelske væbnede styrker, men han vidste, at dialog er den eneste mulighed, når det gælder om at overvinde krig og konflikter.

Forhandlinger er ikke nogen garanti for succes, men freden får i hvert fald aldrig en chance uden forhandlinger. Vi forventer således af Israel, at det vil prioritere politiske forhandlinger frem for yderligere militær oprustning.

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har diskuteret Mellemøsten de seneste måneder, men jeg ved, at siden forhandlingen i september er 150 palæstinensere blevet dræbt i Gaza, heraf 70 alene i den forløbne uge. Grusomheden i Beit Hanoun, hvor 18 civile palæstinensere blev dræbt, er lige så uforsvarlig, som den er uforklarlig.

I en voldsspiral med væbnet aggression på begge sider er det tit svært at sige, hvad der er angreb, og hvad der er gengæld, men for mig er der ingen tvivl om, at David Grossman havde ret, da han i sidste uge sagde, at Israels ledere opfører sig som nogle slyngler.

Min kollega hr. Davies var i Gaza for nylig. Ligesom andre har han fortalt, at Gaza er blevet et fængsel med daglige rapporter om udenretslige henrettelser, om ødelagte og ulykkelige tilværelser, uforholdsmæssige gengældelsesaktioner - især siden operation Sommerregn. Kassam-raketter har dræbt 14 civile over to år. Reaktionen fra Israels væbnede styrker har kostet 126 mennesker livet den seneste måned, hvoraf 63 ikke var involveret i kampene.

Tiden er gået. Vi kan ikke vente længere. Det internationale samfund kan ikke fortsætte med at fordømme og samtidig gå og vente på, at situationen bliver løst. Det er en katastrofal strategi, der overlader scenen til andre. Vi er nødt til at få drøftelserne og forhandlingerne i gang igen. Vi må straks sende internationale og militære observatører til Gaza. Vi må genoplive kvartettens engagement, og jeg håber, at USA vil styrke sin rolle ved at hjælpe med forhandlingerne som en prøve på en ny multilateralisme.

Palæstinenserne må forstå, at de aldrig vil opnå den anerkendelse, de ønsker, ved hjælp af terror, og israelerne må forstå, at de mister anerkendelse ved deres evindelige laden hånt om folkeretten og deres uforholdsmæssige militære aktioner mod civile mål.

Ved Yitzhak Rabins mindegudstjeneste talte hr. Grossman om et land, der er hypnotiseret af vanvid, uforskammethed, vold og racisme, om en stat, der sætter sin sympati over styr, sætter sit eget folk over styr, især de unge. Samme Israel har for nyligt ødelagt gravene for de britiske soldater, der blev dræbt i Gaza i 1917, med militærbulldozere og sendte den 31. oktober F-15-jagerfly ud for at dykke ned mod franske soldater, der gør tjeneste ved UNIFIL-styrken i Libanon. Hvor mange fjender vil israelerne egentlig have? Hvor længe tror de, at de kan overleve i en tilstand af uløst konflikt?

Det er på tide, at fornuftige mennesker på begge sider mødes, måske for at genåbne Genève-processen, og det er på tide, at EU gør, hvad det kan, for at fremme, tilskynde og støtte den proces.

(Bifald)

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg var sammen med hr. Davies, fru Morgantini og andre parlamentsmedlemmer i Gaza for to uger siden den dag, den israelske hær indledte belejringen af Beit Hanoun. Det var begyndelsen på en række udenretslige henrettelser, massakrer og ødelæggelse af civil ejendom. Israel, som er besættelsesmagten i de palæstinensiske områder, krænker konstant helt straffrit menneskerettigheder og humanitær folkeret.

Anvendelsen af overdreven og tilfældig vold mod civile og civil ejendom, ødelæggelsen af anlæg, der leverer elektricitet og vand, sprængning af offentlige bygninger, begrænsninger af bevægelsesfriheden og konsekvenserne af alle disse handlinger på folkesundheden, levnedsmidler, familielivet og den palæstinensiske befolknings psykiske tilstand er en grov offentlig afstraffelse, som i sig selv er en grov overtrædelse af den fjerde Genève-konvention.

Det må indrømmes, at der ikke er nogen undskyldning for den konstante affyring af Kassam-raketter mod Israel, men intet kan berettige, at en helt folk udsættes for en meget streng straf, som den Israel pålægger. Under sådanne omstændigheder skal EU standse sin støtte til israelsk politik.

EU skal særlig påtage sig sit fulde ansvar med hensyn til overvågningen af Rafa-grænseovergangen og ikke længere blot give efter for den israelske regerings vilje. EU skal anvende de redskaber, der er til rådighed inden for rammerne af associeringsaftalen, og særlig menneskerettighedsklausulen, for at sikre, at krænkelser af menneskerettigheder og humanitær folkeret ikke sker ustraffet. Det skal kræve tilbagebetaling af skatter, som israelerne ulovligt har opkrævet. Dialogen med den kommende nationale samlingsregering skal genoptages hurtigst muligt, ligesom den direkte bistand til de palæstinensiske institutioner.

Endelig skal EU og medlemsstaterne gøre, alt hvad de kan, for at få gennemført Den Internationale Domstols kendelse om den ulovlige opførelse af muren. Der skal hurtigst muligt indkaldes til et møde i Associeringsrådet EU-Israel. Det skal overvejes at revidere aftalen, hvis krænkelserne fortsætter.

Endelig skal EU spille en central rolle i afholdelsen af en international konference til fremme af fred i regionen.

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Grupppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! "Hvorfor bliver de politiske ledere ved med at afspejle de radikale holdninger og ikke de holdninger, som størstedelen af vælgerne har? Hvordan kan det være? Og hvordan kan vi i dag som hypnotiserede stå og se på, at galskaben, råheden, volden og racismen breder sig i vores land? […] Vores politiske og militære ledelse er uden indhold. [Kære hr. Olmert,] prøv for en gangs skyld ikke at betragte palæstinenserne gennem sigtekornet på et gevær eller bag ved et checkpoints lukkede bomme, så vil De se et folk, der er lige så plaget, nedslået, undertrykt og uden forhåbninger, som vi er. Måske er det derfor, at de fleste af os uden videre accepterede det grove brud på demokratiet, som ministerudnævnelsen af Avigdor Liebermann var. Man gør en potentiel pyroman til leder af statslige tjenester og giver ham til opgave at slukke brande."

Det er naturligvis ikke mine ord, eftersom jeg hverken er israeler eller palæstinenser. Det er David Grossmanns ord. Han har mistet en søn i en nyttesløs krig, som selvfølgelig også blev fremprovokeret af Katyusha-missilerne, men som har kostet tusindvis af libanesere og israelere livet, heriblandt David Grossmanns søn. Kommissær Wallström sagde, at det er Palæstinas nationaldag i dag, den 15. november. Hvad skete der den 15. november 1988? Palæstinensernes erklæring og godkendelse af en palæstinensisk stat på områderne fra 1967, dvs. en anerkendelse af Staten Israel. Den israelske regering har dog ikke gjort det samme, eftersom den aldrig har anerkendt hverken grænserne fra 1967 - men fortsætter med bosættelserne - eller den palæstinensiske stat.

Jeg er træt. I de syv et halvt år, jeg har siddet i Europa-Parlamentet, har jeg hele tiden hørt den samme gamle sætning, nemlig "to folk og to stater". Vi skal naturligvis gøre en indsats for, at der er to folk og to stater i fredelig sameksistens. Men hvorfor blive ved med at gentage tomme ord, når nu den palæstinensiske stat ikke er ved at blive indført, og når de politiske beslutninger - som også får næring af de palæstinensiske ekstremisters galskab - ikke hjælper den palæstinensiske stat med at vokse, men snarere er med til at fjerne palæstinensisk jord?

Jeg var i Gaza i sidste uge - og jeg er ked af, at Parlamentets officielle delegation ikke var med - sammen med 12 parlamentsmedlemmer. Vi så, hvad det vil sige at bo et sådant sted, som er et fængsel under åben himmel. Vi så, hvad det betyder at bruge våben, som ingen kender endnu, og som måske bliver testet på de sønderrevne kroppe af unge mennesker, der blev slået ihjel af de bomber, som ramte deres huse og ødelagde dem. Vi så dette, og det kommer De også til at se! Derfor kan vi ikke længere blot sige "to folk og to stater", men er nødt til at gøre en effektiv indsats. Efter min mening er det absolut nødvendigt med en international fredskonference med alle de berørte parter. Vi er nødt til at afholde en sådan konference og gøre en indsats!

Palæstinenserne ville ikke have brug for vores 650 millioner euro, hvis israelerne betalte den skat, som de skylder palæstinenserne. Lad os sørge for, sådan som vi tvinger andre til - og naturligvis ikke ved hjælp af våben - at Israel opfylder sine …

(Formanden afbrød taleren)

(Bifald)

  Eoin Ryan, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det internationale samfund har glemt at holde øjnene på bolden i forbindelsen med den igangværende krise i Gaza. Det er blevet distraheret af andre begivenheder i Mellemøsten såsom krigen i Libanon, Irak og Iran. Vi må alle forny vores indsats for at finde og fremme en fredsproces i Gaza. Såvel palæstinensere som israelere er nødt til at acceptere kompromiser for at få afsluttet konflikten, som ødelægger så mange liv på begge sider.

Jeg glæder mig over Hamas' og Fatahs indsats for at danne en samlingsregering i et forsøg på at bringe den internationale embargo mod Palæstina til ophør. Jeg opfordrer indtrængende Hamas under den nye ledelse til at anerkende Israel eller acceptere en levedygtig tostatsløsning på konflikten i Mellemøsten. Det tror jeg er den eneste vej frem.

Jeg fordømmer militante palæstinenseres raketangreb fra Gaza her til morgen, der dræbte en ældre kvinde og sårede en anden person i den israelske by Sderot. Jeg fordømmer også de 18 civile dødsfald ved de israelske væbnede styrkers beskydning af Beit Hanoun sidste uge. Men øje for øje gør alle blinde.

Jeg anerkender Israels ret til at forsvare sig mod angreb, men mange af os så dokumentarprogrammet om Gaza i går og lyttede til vores kolleger, der besøgte området for nylig. Jeg blev chokeret over det, jeg hørte og så: den rene og skære brutalitet, civile palæstinensere udsættes for. Begge sider er nødt til at forstå, at den eneste løsning er at sætte sig ned og tale sammen. Dialog er den eneste vej frem. Der er behov for modigt lederskab på begge sider. I Irland kender vi kun alt for godt den voldsspiral, sådanne konflikter medfører. Vi kender også kun alt for vel til de enorme fordele, der kan tilflyde alle, når volden stopper, og reelle forhandlinger og dialog indledes.

Vi må alle arbejde for at skabe optimisme. EU har forøget sin hjælp til det palæstinensiske folk i år og har opfordret Israel til øjeblikkeligt at udbetale tilbageholdte skatter og toldindtægter. EU fortsætter også sine bestræbelser på at få frigivet den tilfangetagne israelske soldat og de medlemmer af den palæstinensiske lovgivende forsamling, der tilbageholdes i Israel, og på at få genåbnet grænseovergangene til Gaza.

EU er forpligtet til at beskytte civiles liv. I øjeblikket befinder EU sig i en bedre position til at fungere som ærlig mægler end Storbritannien eller USA. Fornuftige mennesker må rejse sig og gøre noget ved det, der foregår. Ondskaben vil fortsat være fremherskende, hvis vi ikke gør noget.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Der var syv palæstinensiske raketangreb på israelsk område i morges. Den triste opgørelse viser en dræbt og en hårdt såret i byen Sderot. Voldsmændene siger, det var en hævnaktion for blodbadet i sidste uge i Beit Hanoen, men det var i hvert fald ikke på vegne af den hårdt ramte familie Athamna fra Beit Hanoen. Tværtimod understreger familien - det kan De læse i de israelske medier i dag - at der har flydt tilstrækkeligt med blod. Trist nok finder denne palæstinensiske forsoningsånd overhovedet ikke genklang hos de forskellige fremtrædende repræsentanter for Hamas. Disse har i de forløbne dage på alle måder fremhævet, at den nye palæstinensiske regering ikke er anmodet om at anerkende den zionistiske fjende. Kan Rådet og Kommissionen skabe klarhed over denne vedvarende palæstinensiske politiske uenighed mellem Fatah og Hamas? Samtidig vil jeg gerne høre Rådets og Kommissionens reaktion på udtalelsen fra Mohammed Shabir, som sandsynligvis bliver premierminister i den eventuelle palæstinensiske enhedsregering: "Jeg vil tydeliggøre min holdning efter udnævnelsen." Har De allerede haft kontakt med ham?

Det forlyder, at kvartetten i dag mødes i Kairo for på ny at sætte fredsprocessen i gang. Jeg forventer, at den eksplosive situation i Gaza står højt på dagsordenen. Rådet og Kommissionen har jo nok hørt, hvad chefen for den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet i går sagde i Knesset. Hvis den radikale politiske og militære stemning i Gaza ikke vender, har Israel kun muligheden for en storstilet militær operation tilbage. Shin Bets chef, Yuval Diskin, meddelte endvidere, at der siden Israels tilbagetrækning fra Gaza er smuglet ikke mindre end 33 t militære eksplosiver, store mængder våben og mellem 50 og 70 millioner dollar i kontanter ind i Gazastriben. Det er især Egypten, der her svigter, vel at mærke i strid med en specificeret militær aftale med Israel.

EU bør kort sagt benytte kvartettens møde til at gøre Egypten og for øvrigt hele den arabiske verden opmærksom på deres ansvar. Lad Gaza ikke blive til det frygtede "Hamasstan".

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand! Jeg er lige kommet hjem fra Palæstina. Jeg tog af sted uden fordomme og forudfattede meninger, men jeg så en situation, der var værre end ventet, nemlig en krudttønde, der er klar til at eksplodere, og som får en dominoeffekt i hele området.

I ni måneder er lønningerne ikke blevet udbetalt, fordi overførslerne er blokeret. Offentlige kontorer er lukkede, skoler er lukkede, og hospitalerne tager sig kun af de alt for hyppige nødstilfælde. Der er 11.000 palæstinensere, som er politiske fanger i de israelske fængsler, heraf 400 børn og 41 parlamentsmedlemmer, der blev valgt ved afstemninger, som det internationale samfund anså for at være frie og gennemsigtige. 19 menneskeliv, heraf 12 børn, var prisen for de sammenstød, der har fundet sted i de seneste par dage, og som faktisk startede dagen efter, at vi rejste hjem. 912 km lang er den kolossale mur, som river landet midt over og adskiller hele familier af årsager, der har meget lidt - eller slet intet - med sikkerhed at gøre. 900.000 oliventræer, hvoraf nogle af dem var flere hundrede år gamle, er blevet ødelagt for at give plads til dette kæmpestore og overflødige arbejde. 87 % er antallet af fattige i Gaza, hvortil enhver forbindelse er afskåret, og hvor enhver import eller eksport af varer er umulig. 1315 m er længden på Gazas militære grænse, som man kun kan komme over til fods - og det gælder også børn og ældre mennesker - efter uendelige kontroller. Det er en utroligt trist grænseovergang, der minder om noget fra en anden tid. Når man går rundt på gaden, ser man dog alligevel et glimt af håb i folks trætte øjne.

Europa har stadig en chance for at gøre en indsats. Vi skal fortsætte, hvor vi slap, og og vi skal tage den tråd op, som vi tabte her for nylig. Lad os arbejde hen imod en rimelig og retfærdig løsning, hvor der er to folk og to stater, nemlig sikkerhed til Staten Israel, hvis anerkendelse ikke står til diskussion, og rettigheder til et frit og uafhængigt Palæstina. Tiden er inde. Hvis ikke vi tager et stærkt og effektivt initiativ nu, må vi alle påtage os ansvaret for, at vi ikke ville eller kunne gøre en tilstrækkelig indsats.

(Bifald)

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Fru formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen, jeg synes, at vi kan drage to konklusioner af den forhandling, vi holder her til eftermiddag om situationen i Gaza.

Formanden for min gruppe, hr. Poettering, har henvist til den første af disse ved at sige, at vi skal handle i overensstemmelse med den holdning, vi tidligere har indtaget, og ligesom vi har kritiseret de vilkårlige angreb, som uskyldige israelere er blevet ofre for, skal vi også fordømme dette urimelige angreb fra de israelske styrkers side, hvor der har været mange civile ofre, især kvinder og børn.

Desværre vil disse mennesker, hr. formand, ikke få livet tilbage til trods for premierministerens undskyldning og den efterforskning, som den israelske regering vil foretage.

Hr. formand, under det højtidelige møde i formiddags er vi blevet mindet om, at problemerne med den tilbagevendende vold i Mellemøsten kun kan løses inden for rammerne af en retfærdig og global kontekst.

Men jeg har lagt mærke til - og jeg glæder mig over, at rådsformanden er til stede her - den beklagelige kendsgerning - og det mindede en belgisk premierminister, Mark Eyskens, om - at for hver 100 gange, at EU stemmer i FN, stemmer medlemsstaterne forskelligt de 60 gange. På denne måde får EU ingen vægt på den internationale arena, hr. formand.

Jeg tror, at alle her i Parlamentet anerkender Israels legitime ret til selvforsvar, men der ville ikke være sket noget ved, at FN havde fordømt denne triste begivenhed.

Jeg beder derfor rådsformandskabet om, at det, hvis det ønsker, at EU skal have vægt på den internationale arena, tilstræber, at EU taler med én stemme, i det mindste på den internationale arena, og i særdeleshed i FN, hvor vores medlemsstater ikke burde have optrådt så beklageligt, som det har været tilfældet med de ulykkelige begivenheder, vi fordømmer.

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand! Mere end 300 mennesker er blevet dræbt i Palæstina siden juni. Det diplomatiske udtryk for dette er "uforholdsmæssig reaktion". Hvori ligger det uforholdsmæssige? Det ligger i, at 10 palæstinensere er blevet dræbt for hver israeler under denne anden intifada, og 100 i forhold til en siden krigen i Libanon. Kendsgerningen er imidlertid, at hvert af disse dødsfald er nytteløse.

For øjeblikket synes de højeste internationale organer, både FN og kvartetten, at være lammet over for USA. EU bør derfor gøre, hvad det har gjort i Libanon og indtage en holdning, der er stærk og enstemmig, ligesom Parlamentets fælles beslutning i dag. Det skal derfor anvende alle tilgængelige politiske redskaber, herunder associeringsaftalen med Israel, for at bringe volden til ophør. Denne vold dømmer alle palæstinensere til døden, men også det israelske demokrati. Den gør en ende på demokratiet i Israel, hvis regering lige har allieret sig med en fremmedfjendsk partner, der støtter tanken om etnisk udrensning.

Vi skal være mindst lige så modige som de israelere, der påberåber sig retfærdighed og folkeretten, ved at skrive til os i dag om deres afsky over de omtalte massakrer. Jeg tænker særlig på de modige underskrivere af det manifest, som blev offentliggjort af de vigtigste israelske menneskerettighedsorganisationer, som kræver, at kvælertaget på Gaza skal bringes til ophør. Derfor opfordrer jeg til, at blokaden af Gaza bliver ophævet, og at bistanden til Palæstina genoptages, samt til, at EU støtter den nationale samlingsregering, som er ved at blive dannet. Dette ville være de moderates sejr over ekstremister på alle sider.

Jeg er også bekymret over, at Israel muligvis anvender nye våben i denne beskidte krig. Der er allerede mistanke om. at disse våben er blevet anvendt i Libanon, og jeg opfordrer til at iværksætte en international undersøgelse i denne forbindelse. Jeg støtter idéen om en international fredskonference, der inddrager alle aktørerne i Mellemøsten, herunder Syrien og Iran, og i lighed med lederen i avisen Haaretz opfordrer jeg til at sende en international interventionsstyrke til Gaza.

Til sidst vil jeg indtrængende opfordre EU til at gribe enhver lejlighed til at skabe fred i denne eksplosive situation. Død og sult er bestemt ikke et godt grundlag for fred. Vi har ikke det fulde ansvar i denne krise, men vi har et ansvar. Jeg vil vove at sige, at vi ved at afbryde bistanden til Palæstina før tiden og ved at oprette en midlertidig mekanisme, som det har taget et stykke tid at gennemføre, har bidraget til at skabe det nuværende kaos i Palæstina. Enhver har selvfølgelig sin særlige opgave, men vi har fejltagelser, der skal rådes bod på, og et ansvar, vi skal påtage os.

  Alyn Smith (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Som mange andre af de tilstedeværende i dag var jeg med fru Morgantini i Gaza for blot et par uger siden, samtidig med at denne seneste omgang af den aktuelle krise var under opsejling. Vi blev vidner til den systematiske, forsætlige og meget avancerede og effektive brutalisering af et helt folk.

Gaza er et fængsel uden håb. Moderate palæstinenseres forsøg på at udvikle en ordnet palæstinensisk stat, der har en chance for at komme til at fungere, bliver konstant forhindret. De forhindres i det af israelerne, og skylden må tildeles i overensstemmelse hermed. Det eneste mulige resultat af alt dette er evig vold, og der er grænser for, hvor længe vi kan behandle symptomerne.

Vi så velmenende EU-embedsmænd - vi har i dag hørt om den midlertidige internationale mekanisme - og EU gør rent faktisk en række ting for at tackle katastrofens humanitære symptomer. Men som kommissæren sagde tidligere, har denne situation sin rod i politik, så løsningen skal være politisk. Associeringsaftalen skal på bordet, og sanktioner skal overvejes, ellers vil vi skulle håndtere følgerne af en humanitær katastrofe i evighed. Vi er ikke uden våben, og vi må gøre brug af ethvert middel, vi har til vores rådighed.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! "Europa", "fred", "menneskerettigheder", "Palæstina", "Gaza" - det ordforråd, vi bruger, indeholder mange ord. Virkeligheden er fuld af krig, elendighed og smerte, men her bliver vi bare ved med at tale, vedtage beslutninger og gentage "menneskerettigheder" og "fred". Vi gør ikke andet end at tale. Hvor mange forbrydelser og hvor megen død skal der til, før Europa holder op med at opføre sig som Pontius Pilatus? I Palæstina er det ikke kun mennesker, der dør. Håbet er også ved at dø, men på den anden side tror jeg ikke, at menneskelige lidelser er noget, man kan vænne sig til.

Parlamentets besøg er udsat af tekniske årsager - det er i hvert fald, hvad vi har fået at vide. Nogen må forklare os, hvad de tekniske årsager var, og hvem der er ansvarlig for dem. Måske ønskede visse personer ikke, at vi tog af sted? Og hvis vi ikke reagerer, bliver vi igen medskyldige i de forbrydelser, der begås, ikke i dag, ikke i går, men så vidt vi ved i årtier.

Ord må langt om længe erstattes af handling. Inden for rammerne af folkeretten og uden, at det er udtryk for et ønske om at ramme manden på gaden, må der indføres sanktioner mod Israel. Hvor lang tid skal der gå, før den israelske stat får lyst til at give de penge, den har opbevaret, tilbage til de retmæssige ejere i Palæstina, som er ved at dø af sult? Palæstinenserne er ikke terrorister, og de beder ikke om almisser. De er et folk, der kæmper for deres værdighed og overlevelse imod tredjeparters interesser. De er et folk, som trods det internationale samfunds hykleri, trods besættelse og terror kæmper for deres fortsatte eksistens.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru næstformand, fru formand for Rådet, mine damer og herrer! Det vigtigste i forbindelse med disse spørgsmål er, at mennesker på begge sider af konflikten lider, fordi de er ofre for den førte politik. Det andet punkt er, at Mellemøsten-konflikten i dag har antaget et sådant omfang i en international kontekst, at den udgør kernen i bestræbelserne på henholdsvis at sikre eller true verdensfreden. Begge disse forhold cementerer nødvendigheden af at finde en hurtig løsning herpå, og kvartetten skal møde fuldtalligt op og stille specifikke personlige krav i stedet for, at hvert enkelt medlem blot udarbejder forslag for sig selv.

Vi skal anerkende, at Israel har forladt Gazastriben, og at dette til dels er en intern konflikt mellem palæstinensere, og at den ledsages af terror, som næsten eskalerer til at være borgerkrig her. Og Israel skal som stat nødvendigvis reagere på terrorgrupper, som ingen stat er ansvarlig for. Dette forklarer, hvorfor vi har svært ved at vurdere situationen. Men det er absolut ikke nogen undskyldning for f.eks. bombeaktioner mod civile og deres huse, for Israel skal indse, at Israels eneste mulighed for fred og varig sikkerhed samt for at etablere en levedygtig palæstinensisk stat er at bryde voldsspiralen. Derfor skal Israel overveje, om de anvendte strategier virkelig er de rigtige.

Hvad har Israel reelt opnået, hvis det som hævn for tilfangetagelsen af nogle enkelte soldater starter en krig i Libanon med det resultat, at de prosyriske kræfter tager magten over aksen Iran-Syrien-Hizbollah i Libanon? På hvilken måde har dette tjent de israelske interesser?

Der skal også ses et slags ansvar heri, og den nye samlingsregering i de palæstinensiske områder repræsenterer måske en ny start med henblik på at sikre verdensfreden og give befolkningen i regionen en fremtid.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Gaza er en fangelejr for 1,3 millioner palæstinensere, holdt tæt tillukket af Israel.

Beboerne sultes, deres sundheds- og uddannelsesinfrastruktur ødelægges, deres økonomi kuldkastes, og de selv massakreres. Op til 80 - ikke kun 18 - mænd, kvinder og børn blev dræbt sidste uge, de fleste af dem civile, der blot passede deres daglige gøremål og forsøgte at leve deres liv.

Alt dette gøres af en stat, der hævder at være det eneste demokrati i regionen. Hvilken skammelig form for demokrati! Israel pulveriserer nu også disse stakkels mennesker med eksperimentelle våben. Vi har ikke hørt et ord fra Kommissionen eller Rådet om, hvad de gør for at efterforske sagen.

Det vil ikke bringe frihed til det palæstinensiske folk at affyre Kassam-raketter, og jeg fordømmer, at det sker. Det står imidlertid også klart, at Israels ildkraft og Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk heller ikke vil skabe en sikker fremtid for Israel. Kun forhandlinger om en tostatsløsning kan skabe den sikkerhed, og jeg opfordrer indtrængende alle parter til at indlede forhandlinger så snart som muligt.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Efter massakren i Qana i Libanon har vi oplevet endnu en massakre på civile, denne gang i Beit Hanoun.

Den israelske regering har givet udtryk for sin dybe bekymring over denne nye tragedie og beskriver den som en teknisk fejl. Vi ved imidlertid allerede, at denne anerkendelse ikke er nok til at forhindre en massakre på andre uskyldige i fremtiden. For at gøre en ende på denne endeløse optrapning skal EU vækkes af sin passivitet og endelig tage stærke initiativer med henblik på hurtigt at få bragt en varig fred i stand.

For det første skal vi fjerne vores økonomiske kvælertag på de palæstinensiske områder, en foranstaltning man kunne have forestillet sig var beregnet særligt på at øge volden og forårsage kaos der. Dernæst skal der snarest muligt indsættes en militærstyrke mellem Israel og Palæstina, som det skete mellem Libanon og Israel med UNIFIL. Hvis en sådan styrke er effektiv i Libanon, bliver den det også i Palæstina. Endelig skal vi kræve, at der oprettes en palæstinensisk stat med sikre og anerkendte grænser.

Med resultaterne af midtvejsvalget i USA bliver et vindue måske åbnet på klem i dag. Den amerikanske regering omdefinerer forhåbentlig sin politik i Mellemøsten. I den nye strategi, der er ved at tage form, skal EU tage initiativ til en ny dynamik for fred, i hvilken det endelig indtager sin egen politiske rolle og holder op med udelukkende at være en finansieringskilde.

Vi må aldrig glemme, at konflikten mellem Israel og Palæstina ikke blot er en konflikt som alle andre. Den indeholder en international dimension. Tiden er inde, og det haster. Vi skal være modige og påtage os vores ansvar, før det er for sent.

  Panagiotis Beglitis (PSE). - (EL) Hr. formand! Sortklædte mødres udfald for at redde deres børn i Beit Hanoun, som blev vist i internationale medier, var koret til den moderne tragedie, der er tilværelsen for et palæstinensisk folk, som ønsker sin frihed. Men det palæstinensiske folk vil ikke opleve friheden, så længe FN's farlige og fastlåste strategi fortsætter i regionen, så længe den civil-militære israelske ledelses farlige og fastlåste politik fortsætter.

Desværre har vi i dag hørt kommissæren tale, som om EU var en international ikkestatslig humanitær organisation. EU er en politisk organisation med internationale forpligtelser og pligt til at forsvare demokratiske principper og den humanitære folkeret. EU har endnu en gang demonstreret sit kæmpe strategiske underskud i forhold til Palæstina. Hr. Solana skulle have været her i dag, så han kunne se resultaterne af Ministerrådets beslutning i februar, da de indførte økonomiske sanktioner mod et palæstinensisk folk, der havde udtrykt sig demokratisk ved valget. I dag betales prisen for denne fastlåsning i EU af det palæstinensiske folk, politisk og humanitært.

  Ioannis Kasoulides (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Den israelske regering og hæren har undskyldt den tragiske "tekniske fejl", der førte til, at 19 uskyldige civile, fortrinsvis kvinder og børn, mistede livet i Beit Hanoun. Sagen er ikke, hvorvidt den undskyldning er acceptabel eller ej, men derimod, at så lemfældig og så hyppig anvendelse af så voldsom kraft ikke kan undgå at medføre 'tekniske fejl', især når hensynet til menneskeliv fylder så lidt.

Israel og Palæstina vil aldrig finde fred og ro, hvis de fortsætter med at være så skydegale. Palæstinenserne vil aldrig komme nogen vegne med Kassam-raketter og selvmordsbombere. Israelerne vil altid indbyde til flere Kassam-raketter og selvmordsbombere, når deres reaktion er så uforholdsmæssig og så voldsom. Ingen af partnerne kan vinde ensidigt. Ensidigheden er død og begravet i Libanon.

Lad os tænke positivt og tage bestik af premierminister Olmerts opfordring til præsident Abbas om drøftelser uden forhåndsbetingelser, fremskridt i dannelsen af en national samlingsregering mellem Fatah og Hamas, en regering af teknokrater - hvis ledelse premierminister Haniya holder sig ude af - og Hamas' implicitte accept af, at de skal sidde ved samme bord som Israel. Det er på tide, at kvartetten skrider til handling, og at EU holder op med at være passivt medlem af den.

Slutteligt håber jeg, at resultatet af det amerikanske valg vil få den amerikanske regering til at revidere sin politik og sin rolle i Mellemøsten.

  Béatrice Patrie (PSE). - (FR) Hr. formand, fru Lehtomäki, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg glæder mig for mit vedkommende over den næsten historiske enighed, som er opnået mellem de forskellige politiske grupper her i Parlamentet, og som gør det muligt at sende et klart politisk budskab.

Det er helt klart, at den israelske hærs angreb på ingen måde kan betegnes som en teknisk fejl. Man får indtryk af, at de snarere er endnu en kollektiv afstraffelse af palæstinenserne, som bliver dadlet for de politiske valg efter det sidste parlamentsvalg. Jeg kan kun beklage ligheden mellem disse angreb og de metoder, der blev anvendt mod civilbefolkningen i Sydlibanon under krigen i sommeren 2006, hvor der i begge tilfælde blev anvendt klyngebomber.

Israelerne er ganske vist også mål for dødbringende angreb. Man burde imidlertid forvente, at en demokratisk stat som Israel optræder i overensstemmelse med folkeretten, hvilket man ikke kan forlange af terrororganisationer.

I denne situation skal EU gøre sig gældende som drivkraften i kvartetten med henblik på at få genoptaget køreplanen for fred. Den nye politiske magtfordeling i USA, udsigten til, at der dannes en national samlingsregering i Palæstina samt også og frem for alt de proteststemmer, der lyder i det israelske samfund, er faktorer, der giver håb med hensyn til genoptagelse af fredsprocessen.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Episoden i sidste uge, hvor en raket fra Israels væbnede styrker ved en fejl ramte Beit Hanoun og dræbte 19 uskyldige palæstinensere, er helt klart en tragedie. Israels premierminister har undskyldt og givet ordre til, at episoden undersøges til bunds.

Vi må ikke glemme, at Israel trak sig tilbage fra Gaza i god tro, men at det ikke lykkedes for Den Palæstinensiske Myndighed at skabe lov og orden der. I stedet har vi været vidner til, at situationen har udartet sig til kaos og gensidigt ødelæggende krigsførelse, til Kassam-raketter, der igen og igen og med fuldt overlæg affyres mod uskyldige civile israelske mål som den kvinde, der blev dræbt i dag i Sderot uden nogen undskyldning fra de militante såsom Hamas, og til militsernes effektive brug af menneskelige skjolde, som Hizbollah gjorde i Libanon ved at affyre raketter fra civile områder og derved indbyde til gengældelse, hvilket førte til tragedien i Beit Hanoun. Desuden har disse Hamas-kontrollerede militser endnu ikke frigivet korporal Shalit.

I går blev det meddelt, at der er dannet en ny national samlingsregering under den uafhængige teknokrat Mohammad Shbair, men dens talsmand, Fawzi Barhoom, benægter, at Hamas nu vil anerkende Israel, og i stedet kom med den skuffende udtalelse, at den nye regering vil anerkende betingelserne i "fangernes dokument". Det er en erklæring, der blev underskrevet i år af palæstinensere, der sidder i israelske fængsler, og som implicit - men ikke eksplicit - anerkender Israel ved at forlange en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Tiden vil vise, om dette er tilstrækkeligt til at nedlægge den midlertidige internationale mekanisme (TIM) og genoptage støtten til Den Palæstinensiske Myndighed i fuldt omfang, og forsikringer om en afslutning på de terroristiske voldshandlinger er også nødvendige.

Jeg støtter, om end nødigt, beslutningen, men jeg kan ikke støtte dens opfordring til, at en multinational FN-styrke skal holde orden i de besatte områder, eftersom UNIFIL endnu ikke har vist sit værd i Libanon. Jeg frygter, at Hizbollah i dette øjeblik har travlt med at opruste og leder efter en undskyldning for at starte endnu en krig med Israel.

Ligeledes opfordrer jeg ikke Israel til øjeblikkelig indstilling af alle militære aktiviteter, mens landet stadig er under angreb, som min liberale kollega hr. Davies argumenterede for.

  Edith Mastenbroek (PSE). - (EN) Hr. formand! Når jeg betragter vores politik over for palæstinenserne, kan jeg se pisken, men hvor er guleroden? Palæstinenserne er ved at miste den sidste tro, de måtte have tilbage, på en løsning og på os som del af det internationale samfund. Vi står over for to folk, der tørster efter at kunne leve fredeligt og roligt, og vi kan ikke længere henholde os til gammel retorik. Vi ved alle, hvor løsningen skal findes. Vi er nødt til at anerkende, at det ikke vil lykkes for de to parter på egen hånd. En opfordring til forhandlinger - uanset hvor berettiget det måtte være - vil ikke være tilstrækkeligt denne gang.

Jeg vil gerne spørge Rådet og Kommissionen: Er De villige til at overveje dristige idéer? Lad palæstinenserne definere deres stat med den grønne linje som grænse. Lad os derefter anerkende den og bruge hele vores indflydelse på at få kvartetten til også at anerkende den, og lad os så tvinge Israel til at acceptere den. Først da vil forsøg på at styrke tilliden og optimismen have en chance, for der kan ikke opnås fred uden retfærdighed. Jeg siger dette som Israels ven og i overbevisning om, at det ikke kun påhviler os at redde den palæstinensiske stats fremtid, vi er også nødt til at beskytte Israel mod sig selv. Det er vores ansvar.

  Antonio Tajani (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Gaza er selve problemets inderste kerne, også når det gælder krisen mellem Israel og Palæstina og krisen i Mellemøsten. Det var der, den store terroroffensiv begyndte. Det var en manglende løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina, der førte til den 11. september, al-Qaedas fremgang og krisen i Mellemøsten. Derfor skal Europa spille en vigtig rolle og inddrage lande som Syrien, hvis rolle skal holdes adskilt fra Irans rolle.

Der er selvfølgelig ingen af os, som ønsker at undskylde Israel for det, der har fundet sted i Gaza i de sidste par dage - eftersom den israelske hær har et ansvar - men det ville være en alvorlig fejl udelukkende at give Israel skylden for krisen i almindelighed. Vi må ikke glemme, hvad der sker, og at der bliver sendt raketter op fra palæstinensisk jord, ofte med terrororganisationers og ekstremistiske organisationers samtykke. Det er nemlig ikke alle, der ønsker at modarbejde fredsprocessen.

Europa skal spille en konstruktiv og afgørende rolle, når det gælder om at fremme fredsprocessen, og skal hindre enhver indsats fra begge sider, der kan virke som en provokation. Europas rolle skal være velafbalanceret. Det ville ikke være godt, hvis Europa udelukkende anklagede Israel og betragtede landet som ansvarligt for alt det, der sker. På denne måde løser vi ikke problemet.

Vi skal gøre en indsats for, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat, og vi skal arbejde for, at Israel kan føle sig sikker inden for sine egne grænser, så vi undgår, at de israelske familier om morgenen er tvunget til at sende deres børn i skole med hver sin bus, fordi de ikke ved, hvem af dem der kommer hjem igen. Vi skal være meget beslutsomme i den retning. Vi skal have Hamas til at forstå, at der ikke er plads til militære initiativer og terrorinitiativer, og vi skal have Hizbollah til at forstå, at de ikke kan spille en politisk rolle i fredsprocessen.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Paula Lehtomäki, formand for Rådet. - (FI) Hr. formand! Jeg takker Parlamentets medlemmer for denne meget værdifulde forhandling. Rådet deler det synspunkt, der er blevet udtrykt så stærkt under denne diskussion, at tiden er inde til politik. Tiden er inde til politik, og vi har hele tiden haft den holdning, at denne krise ikke kan løses med militære midler. Det, der er brug for, er en omfattende politisk løsning. Vi har brug for en løsning, der sigter mod en tostatsmodel, og som nødvendiggør, at folk i regionen, også almindelige mennesker, virkelig accepterer dette mål om sameksistens og engagerer sig i det på alle samfundsniveauer.

Her i Parlamentet er der blevet udtrykt stærkt håb om, at EU vil forsøge alt. På Rådets vegne kan jeg forsikre Dem om, at EU og formandskabet vil gøre alt, hvad vi kan. EU's potentiale og styrke i forhold til en løsning på krisen hviler på, at alle parter betragter EU som en troværdig aktør. Denne form for styrke finder man ikke alle vegne. Hvis EU skal kunne fortsætte sit arbejde og sin rolle som troværdig aktør i forhold til en løsning på denne krise, skal vi kunne opretholde en samlet og sammenhængende politik, og spørgsmålet om, hvordan denne sammenhæng kan fremmes, er en daglig udfordring.

Vi er stærkt på banen for at sikre, at kvartetten også får en ledende rolle i løsningen på krisen, og vi vil sigte mod at støtte kvartettens aktive involvering. Det er også afgørende for at kunne nå frem til en omfattende løsning, at vi er i stand til at få landene i regionen til at forpligte sig til processen.

Næste gang, spørgsmålet om Mellemøsten er på dagsordenen i vores multilaterale samarbejdsforum, vil helt sikkert være under næste uges topmøde mellem EU og Rusland og derefter sidst i november på udenrigsministrenes møde om Barcelona-processen i Tampere. Vi vil også arbejde hårdt på at få kvartetten til at træde sammen i december. Det er et vigtigt emne og en alvorlig, langsigtet problematik, der befinder sig på Europas dørtrin, så vi er alle nødt til at forene kræfterne for at nå frem til en omfattende, langsigtet og holdbar politisk løsning.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Den eskalerende vold i Gaza forøger blot de civiles lidelser og forstærker ekstremismen. Som jeg har sagt, har Kommissionen forstærket sin støtte for at opfylde behovet for nødhjælp og humanitær hjælp. Det er et nyttigt bidrag, men løsningen skal findes andetsteds. Den eneste vej frem for Israel og palæstinenserne er at forhandle sig frem til en levedygtig tostatsløsning. Som mange af Dem allerede har sagt, er det det internationale samfunds ansvar at genoplive en troværdig fredsproces. I den sammenhæng bør EU spille en førende rolle og via sin deltagelse i kvartetten fremme enhver idé, der sigter mod at skabe fred i området, herunder en international konference om Mellemøsten-processen.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  David Martin (PSE). - (EN) EU skal gøre alt, hvad det kan, og bruge alle til rådighed stående midler, herunder EU's associeringsaftale med Israel, til at få volden i Gaza bragt til ophør. De fortsatte voldshandlinger dømmer palæstinenserne til en langsom død og risikerer at sætte hele Mellemøsten i brand. Død og hungersnød udgør en dårlig grobund for fred. Der er behov for at få ophævet Israels blokade af Gaza, genoptaget hjælpen til Palæstina og for støtte til en national samlingsregering. Jeg støtter fuldt ud tanken om en international fredskonference med deltagelse af samtlige aktører i Mellemøsten, herunder Syrien og Iran. Det haster med en international styrke i Gaza.