Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om lægepersonale i Libyen idømt dødsstraf.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! På vegne af Rådet vil jeg gerne udtrykke alvorlig bekymring over, at fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge blev dømt til døden for anden gang den 19. december 2006.

Jeg vil gerne minde om, at rådsformandskabet i sin erklæring af 19. december 2006 fordømte denne dom og samtidig udtrykte Rådets håb om, at den øverste domstol, som beskæftiger sig med sagen igen, hurtigt vil prøve denne domstolsafgørelse.

I denne forbindelse skal det påpeges, at det handler om et anliggende, som er trukket i langdrag, da det går tilbage til 1999. Lægepersonalet har været fængslet i syv år. Den første dødsdom blev forkyndt den 6. maj 2004. Den blev så ophævet midlertidigt den 25. december 2005 af den øverste domstol, som tog fat på sagen endnu en gang.

Jeg vil gerne her give udtryk for, at Rådet under hele processen har opfordret de libyske myndigheder til at gøre alt, hvad de kan, for at sikre en retfærdig og fair proces.

Samtidig har Rådet påpeget, at den har udtrykt meget stærk tvivl om berettigelsen i de bebrejdelser, på grundlag af hvilke lægepersonalet er blevet strafferetligt forfulgt, og at Rådet også har store betænkeligheder ved fængslingsbetingelserne og den uretfærdige forsinkelse af processen.

I denne forbindelse vil jeg gerne erklære, at Rådet var meget berørt af aids-tragedien i Benghazi og ved enhver lejlighed har udtrykt sin dybe medfølelse med ofrene og deres familier. Samtidig vil jeg dog gerne understrege, at Rådet med alle midler har støttet hiv-handlingsplanen og den internationale Benghazi-fond i solidaritetens ånd og til humanitære formål, og dette er altid sket i stor overensstemmelse med Kommissionen og med støtte fra internationale partnere.

Jeg vil også gerne minde om Rådets holdning vedrørende dets relationer til Libyen, som er indeholdt i Rådets konklusioner fra oktober 2004. Rådet opfordrede her Libyen til at modtage EU's politik om engagement positivt og mindede i den forbindelse om Rådets ønske om, at Libyen går ind på EU's betænkeligheder og især lægepersonalets sag.

De punkter, som Parlamentet har fremlagt i sin beslutning, tager vi med interesse til efterretning. Vi vil også gerne påpege, at Rådet deler de betænkeligheder, som der er givet udtryk for, og forsikrer Parlamentet om, at Rådet sammen med formandskabet fortsat prioriterer sagen højt.

Vi vil også gerne endnu en gang forsikre om, at Rådet ikke vil sky noget besvær for at nå frem til en så tilfredsstillende løsning på problemet som muligt på humanitært grundlag.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske Dem med det brillante valg. Mine damer og herrer, efter det, som Rådets repræsentant, hr. Gloser, netop har fortalt, vil jeg nu forsøge at informere Parlamentet om den seneste udvikling i sagen, som er opstået omkring idømmelsen af dødsstraf til bulgarsk og palæstinensisk lægepersonale i Libyen den 19. december 2006. Jeg vil delagtiggøre Dem i nogle af Kommissionens overvejelser.

Som De netop har påpeget, hr. Gloser, havde den libyske højesteret annulleret den første dødsdom den 25. december 2005 og beordret en ny retssag. Den nye retssag afsluttedes den 19. december 2006 med en stadfæstelse af dødsdommen over de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge. Ifølge de libyske myndigheder vil sagen blive genoptaget i højesteretten i løbet af de kommende uger. Den retlige procedure er dermed ikke afsluttet, og den går sin gang. Den 30. december 2006 kom den libyske præsident imidlertid med nogle offentlige udtalelser, som genrejste teorien om et internationalt komplot imod Libyen, hvilket vakte almindelig bekymring.

Der foregår politiske høringer parallelt med den retlige procedure, som sigter mod at løse problemet på grundlag af humanitære principper, idet der tages hensyn til lidelserne hos de børn, som var ofre for infektionen, og hos lægepersonalet. Hvilket resultat de sigter mod? Det drejer sig på den ene side om at sikre børnene og deres familier en ordentlig lægebehandling og økonomisk støtte og på den anden side om at få frigivet lægepersonalet.

I den forbindelse er der oprettet en international fond for Benghazi. Denne fond modtager bidrag i penge eller ydelser, tjenester eller udstyr fra offentlige og private donorer. Den giver mulighed for at gennemføre tre ting, nemlig en bedre medicinsk behandling af aids i Libyen, behandling i udlandet af syge børn og økonomisk støtte til de enkelte familier. Det skal desuden understreges, at behandlingen af børnene allerede er sikret takket være på den ene side flere medlemsstaters og Kommissionens solidaritet og på den anden side midler, som den libyske regering har stillet til disposition for familierne.

Kommissionen mener naturligvis, at denne sag har meget høj prioritet. Den har sat alle midler og alle nødvendige bestræbelser ind på at nå frem til en løsning. Vi har sørget for at yde teknisk og lægefaglig bistand til det hospital i Benghazi, hvor infektionen brød ud hos børnene. Dette arbejde blev påbegyndt i september 2005, og det fortsætter. Det har gjort det muligt at højne kvaliteten af behandlingerne og forbedre rutinerne i hospitalet.

Samtidig deltager Kommissionen aktivt i de politiske høringer, som allerede er nævnt. Vi blev naturligvis meget skuffede over, at det var muligt at idømme dødsstraf for anden gang. Det er selvfølgelig de libyske retsmyndigheders ansvar, men samtidig har vi indledt en dialog mellem de involverede parter, og vi vurderer, at strategien til at komme ud af denne krise skal lægges inden for rammerne af denne dialog. Kommissionen er fortsat fuldt engageret i processen.

Konklusionen er, for at gentage hr. Groner, som repræsenterer det tyske formandskab, at dialogen fortsætter. Men det er sandt, at der er tale om en meget delikat sag, som kræver diskretion af EU, samtidig med at vi står fast på kravet om, at det bulgarske og palæstinensiske lægepersonale frigives. Vi finder det desuden nødvendigt tydeligt at vise de europæiske institutioners solidaritet med lægepersonalet, samtidig med at vi er meget opmærksomme på ikke at forstyrre udviklingen i det indledte arbejde og ikke at påvirke forhandlingsklimaet med Libyen med improviserede tiltag.

Jeg kan blot som det tyske formandskab bekræfte, at Kommissionen er meget opsat på at fortsætte bestræbelserne på at finde en løsning på dette problem, som nok må siges at indeholde en yderst tragisk dimension for de involverede parter og for vores bulgarske venner.

  Филип Димитров Димитров, от името на групата PPE-DE. - Поздравявам Ви с Вашия избор. Уважаеми дами и господа, благодаря Ви, че сте готови да разгледате тази резолюция, засягаща съдбата на петте български медицински сестри и палестинския лекар, които се намират от осем години в либийски затвор. Вносителите на тази резолюция представяме на Вашето внимание един текст, който с всичкото съчувствие, което изразяваме към трагедията на либийските деца, станали жертва на епидемията от HIV/aids, едновременно с това отхвърля категорично смъртните присъди, предлага ясно ангажиране на Европейския парламент със съдбата на българските сестри и палестинския лекар и призовава към извършването на конкретни действия от другите европейски институции в тази посока.

(EN) En beslutning vedtaget af Europa-Parlamentet er en politisk handling. Denne handling er nødvendig, da de libyske ledere ved flere lejligheder har omtalt denne retssag i rent politiske vendinger, som repræsentanten for Kommissionen påpegede.

I løbet af otte lange år, der startede med tortur, og som gradvis udviklede sig til en retssag præget af manglende gennemsigtighed, krænkelser af almindelige procesregler og en alvorlig tilsidesættelse af de konklusioner, der blev draget af førende medicinske eksperter på det pågældende område.

Det er nemt at konstatere sagens politiske karakter, da tiltalen, hvori det blev hævdet, at der var tale om en konspiration orkestreret af CIA og Mossad, viser en hadsk retorik, en retorik, der normalt anvendes af totalitære regimer eller i værker med konspirationsteorier og en antisystematisk tilgang.

Det er nu klart, at epidemien brød ud i Libyen, lang tid før de bulgarske sygeplejersker ankom til Libyen. Det er blevet påvist af førende eksperter på området i deres konklusioner, der som sagt er blevet ignoreret.

Statsinstitutionernes helligste pligt er sidst, men ikke mindst, at forsvare borgerne. De bulgarske sygeplejerske er borgere i EU, og jeg beder Dem derfor forsvare dem.

(Bifald)

  Евгени Кирилов, от името на групата PSE. - Благодаря Ви, госпожо председател, и поздравления за Вашия избор. Към г-н Баро бих желал да кажа, че не съм особено възхитен от тона на неговото изявление. Тези деликатни, чувствителни теми, за които Вие говорихте, г-н Баро, не ни помагат в случая и струва ми се, че трябва да помислим сериозно по този въпрос.

(EN) Jeg vil gerne takke alle, der støttede initiativet om gennemførelse af en debat om dette meget vigtige spørgsmål under årets første mødeperiode. Jeg er sikker på, at en række talere i dag vil komme ind på de drastiske krænkelser af vores sygeplejerskers menneskerettigheder, den alvorlige tortur og de tvungne tilståelser på arabisk uden tolkebistand. Det, vi i bund og grund taler om, er en farce inden for rammerne af det libyske retssystem, der har varet i otte år, og den politiske baggrund for disse menneskelige lidelser.

Jeg mener, at tiden nu er inde til at gøre status og gøre det klart, at på trods af alle Rådets og Kommissionens bestræbelser og på trods af langvarige forhandlinger, som jeg er dybt taknemmelig over, er resultaterne rystende. Det libyske regime er bange for sit folk i lighed med alle andre diktatoriske regimer. Det er bange for at indrømme, at hiv-epidemien og de mange børns tragiske død skyldes det libyske sundhedssystem. Som det er blevet understreget, har libyske embedsmænd og selv oberst Gaddafi, på trods af at anklagerne om sammensværgelse blev droppet, for nylig på ny beskyldt visse vestlige lande og deres efterretningstjenester for medvirken til en sammensværgelse. Han siger, at han ikke interesserer sig for sygeplejerskernes skæbne, men at han interesserer sig for de lande, der stod bag sammensværgelsen. Han forsøger behændigt at få erstatning, hvilket vil overbevise hans folk om europæernes og amerikanernes skyld. Han siger, at der ikke er nogen midler i den særlige humanitære fond, og han er ligeglad med, at EU allerede har brugt betydelige ressourcer på behandling af smittede libyske børn.

Hvis denne absurde og uhyrlige anklage om sammensværgelse med det formål at smitte og dræbe hundredvis af børn - en forbrydelse mod menneskeheden - stadig fremsættes, hvorfor opfordrer vi så ikke de libyske myndigheder til at få sagen afgjort ved en international straffedomstol? Hvorfor opfordrer vi dem ikke til at indbringe sagen for FN's Sikkerhedsråd? Vi er ikke bange for retssystemet.

Presset på Libyen har ikke båret frugt indtil videre. Jeg støtter fuldt ud det punkt i beslutningen, hvori det angives, at såfremt der ikke findes en positiv løsning på sagen, er det absolut nødvendigt at overveje at ændre politikken over for Libyen. Libyen er meget snart nødt til at forstå, at vi ikke kan fortsætte som hidtil. I modsat fald vil kynikere hævde, at regeringerne er fristet til at glemme menneskerettighederne, når olie- og gasforsyningen står på spil.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Det glæder mig, at De har forsædet i dag. Tillykke.

For at vise, at der ikke er tale om et rent bulgarsk anliggende, har de bulgarske medlemmer af Parlamentet fra ALDE anmodet kolleger fra andre lande om at tale om dette spørgsmål, hvilket vi naturligvis gerne gør.

Som bekendt - og jeg ønsker at understrege dette - vansmægter fem EU-borgere i et libysk fængsel. Siden 1999 har fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge været tilbageholdt på grundlag af sigtelser, som nu er velkendte. De tilbageholdte fanger blev på ny dømt til døden den 19. december 2006. Vi tager fuldstændig afstand fra dødsdommen. Vi protesterer på det kraftigste imod denne uretfærdige dom. Vi henleder opmærksomheden på tilsidesættelsen af de konklusioner, der blev draget af internationalt kendte hiv/aids-eksperter, der påpegede, at hiv-infektionerne skyldtes en intern smitte på hospitalet, som begyndte længe, inden de tiltalte ankom til Libyen. Vi er også bekymret over påstandene om tortur.

EU, herunder navnlig Parlamentet, skal følge denne sag meget tæt. Kommissionen og Rådet er nødt til at holde Parlamentet orienteret om enhver udvikling på alle niveauer, og medlemsstaternes udenrigsministre skal prioritere dette spørgsmål meget højt under deres møde i næste uge.

Endelig bør Libyen forstå, at landets internationale stilling og forholdet til EU og medlemsstaterne står på spil. Libyen bør ikke gå glip af denne mulighed for at vise, at landet overholder de grundlæggende internationale retsprincipper og menneskerettighederne. Libyen skal først og fremmest være klar over, at vi alle er solidariske med de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge.

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Jeg ønsker Dem tillykke med valget. Ved denne forhandling vil jeg først minde om EU's holdning til dødsstraf og det under alle omstændigheder, hvad enten det gælder lægepersonalet i Benghazi, Saddam Hussein, de politiske modstandere i Kina eller alle disse anonyme personer, som der ikke bliver talt så meget om, især i USA. Retten til liv er en grundlæggende ret, som er essentiel for den menneskelige værdighed, og det er derfor, at afskaffelse af dødsstraffen er blandt EU's tiltrædelsesbetingelser, og at det prioriteres i Unionens udenrigspolitik. Unionen har i øvrigt udarbejdet særlige retningslinjer i den forbindelse.

Situationen for lægepersonalet i Benghazi er dramatisk, og det er et drama, der berører familier og børn, som er inficeret med aids-virusset. EU må derfor afgjort fortsat bidrage til udarbejdelsen af en handlingsplan for at komme ofrene og deres familier til hjælp.

Behøver vi imidlertid at gøre dramaet værre, end det er? Den palæstinensiske læge og de bulgarske sygeplejersker, som har været tilbageholdt nu i mere end syv år, og som har levet i evig rædsel siden deres arrestation, har ikke begået denne forbrydelse. Det beviser utallige uafhængige analyser ubetvivleligt, og de såkaldte indrømmelser er opnået ved tortur, det ved enhver.

Lægeteamet fra Benghazi er således blevet gidsler i en skammelig studehandel, og det er på tide, at denne parodi på retfærdighed ophører. EU's tiltag har indtil videre ikke haft held til at få hele lægeteamet ud af dette helvede, og vi skal måske i dag sætte spørgmålstegn ved EU's relationer til de libyske myndigheder.

Det er rigtigt, at siden vi er begyndt at tale om Benghazi-sagen, har alle sagt det samme, nemlig at Libyen ikke er et demokratisk land, at dets retsvæsen ikke er uafhængigt, at tortur er hverdagskost i landet, og at rettighederne overtrædes. Men så snart vi taler om forvaltning af migrationsstrømmene, er det, som om alt dette pludselig ikke længere er sandt. Taler bliver sukkersøde, opfordrer Libyen til at fortsætte deres vej mod demokrati og giver indtryk af, at de personlige rettigheder ville kunne respekteres i landet.

Tror De ikke, at der, for at denne sag skal få en lykkelig udgang, er brug for en politik, som fremmer menneskerettigheder og demokrati, og som er både troværdig, kohærent, fri for alle dobbelte dagsordener og fulgt op på alle niveauer? Jeg tror, at dét er betingelsen for succes.

  Formanden. - Mine damer og herrer! Jeg vil gerne have lov til at byde den tidligere formand, hr. Borrell Fontelles, velkommen i Parlamentet.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske Dem med valget.

Den tragedie, som vi drøfter i dag, har tre aspekter. Fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge, der ikke har begået noget ulovligt, har nu siddet i et libysk fængsel i ca. otte år, idømt dødsstraf gennem det meste af perioden. Denne skræmmende situation er en enorm tragedie for de pågældende og for deres familier.

Hundredvis af libyske børn er blevet hiv-smittet, sandsynligvis som følge af fejl i det libyske blodtransfusionssystem. Det fremgår af en upåklagelig international ekspertanalyse, at den hiv-stamme, som børnene blev smittet med, allerede var til stede, og at den havde smittet lokalt i Benghazi gennem flere år forud for det udenlandske lægepersonales ankomst til Libyen. Det bør ligeledes bemærkes, at der har været mange andre tilfælde af hiv- og bse-smitte gennem transfusioner med inficeret blod i USA, i Det Forenede Kongerige, i Frankrig og i andre lande. Det lægepersonale, der var ansvarlig for transfusionerne, er ikke blevet pålagt skylden herfor.

Det er en enorm tragedie for børnene og deres familier, og derfor iværksatte Kommissionen sin hiv-handlingsplan for Benghazi i november 2004. I marts 2006 var der blevet afsat 2 millioner euro til programmet, og der gøres en yderligere indsats gennem ngo'erne.

Tragediens tredje aspekt er de følger, som denne sag har for forholdet mellem Libyen og det internationale samfund. I løbet af de sidste fem år er Libyen kommet ind fra kulden, efter at landet har påtaget sig ansvaret for visse tidligere terrorhandlinger og opgivet sit masseødelæggelsesvåbenprogram. Tøbruddet er en meget stor potentiel fordel for Libyen, der har brug for adgang til vestlig teknologi og bistand med henblik på at udvikle sin olieindustri og diversificere økonomien, og vi glæder os over de tætte forbindelser med Libyen. Der står således meget på spil for mange mennesker på grund af en sag, der kunne løses meget hurtigt.

Jeg bønfalder på ny præsident Gaddafi og den libyske højesteret om at bruge deres magt til at sikre en hurtig løsladelse af det fængslede lægepersonale. Jeg er sikker på, at præsident Gaddafi som følge af sin status overhovedet ikke vil bekymre sig om ligegyldige anklager om, at han har tabt ansigt. Jeg er også sikker på, at han ikke ønsker at ødelægge de fremskridt, der er sket gennem de senere år, ved at give efter for dem, der forsøger at bruge sygeplejerskerne som en slags politiske gidsler.

Jeg ved, at kommissær Ferrero-Waldner personligt har engageret sig dybt i sygeplejerskernes sag, og at hun har besøgt dem og drøftet spørgsmålet med præsident Gaddafi. Under mine seneste drøftelser med hende har hun givet udtryk for, at hun også deler vores skuffelse over de manglende fremskridt, og at hun håber, at dette spørgsmål vil blive løst hurtigst muligt.

Jeg anerkender, at der er behov for en vis følsomhed og diskretion. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) afholder møde på mandag. Vi håber, at den diplomatiske dialog og den libyske højesterets indgriben vil skabe hurtige resultater. Jeg anmoder samtidig Rådet og Kommissionen om at forberede en række positive og fordelagtige foranstaltninger, der kan iværksættes til gavn for Libyen, hvis udfaldet bliver som ønsket, og en række andre foranstaltninger, hvis der ikke sker fremskridt. Denne sag må ikke blive endnu et eksempel på en situation, hvor EU udsender erklæringer, men ikke leverer brugbare resultater. Den bulgarske og den libyske befolkning fortjener bedre.

(Bifald)

  Атанас Папаризов (PSE). - Нека и аз на свой ред да Ви поздравя с Вашия избор. Бих искал да започна с благодарност към колегите от Европейския парламент, които и преди нашето присъединяване, от 2004 г. насам следят внимателно този въпрос. Заедно с г-жа Катрин Ги Kен (Catherine Guy-Quint), в Съвместния парламентарен комитет, ние неведнъж поставяхме въпроса. Г-н Ван Орден (Van Orden) като докладчик за България го поставя на няколко пъти пред Вас.

Сега ние имаме изключителната възможност, с пълно единодушие, надявам се, тъй като проектът за резолюция е подкрепен от всички политически сили, да покажем на либийската страна, че Европейският парламент стои зад петте европейски гражданки и зад палестинския лекар, че Европейският парламент отстоява ценностите на хуманността, на човешките права и ще кажа ясно и точно, независимо от дипломатическите процедури, преговорите, че ние сме за това, българските сестри и палестинският лекар да бъдат освободени незабавно.

Мисля, че силата на една резолюция на Европейския парламент, силата на това, което правят неправителствените организации, ще могат действително да повлияят на това отношение към българските медицински сестри и палестинския лекар, които нямат нищо общо със законността и хуманността. Надявам се, че нашият общ глас ще има реално значение за свободата на българските медицински сестри и палестинския лекар. Благодаря Ви, госпожо председател.

  Alexander Lambsdorff (ALDE), - (DE) Fru formand! Herfra skal også lyde et stort tillykke til Dem med valget!

Libyens grundløse domsfældelse af de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge ryster folk ikke bare i Bulgarien, men i hele Europa, også hos mig hjemme i Tyskland. I den forbindelse husker vi alle stadig godt det næsten historiske håndtryk mellem den tidligere kommissionsformand Romano Prodi og Libyens præsident Gaddafi. Det var i slutningen af april 2004. Libyen talte dengang om en strategi for seriøs tilnærmelse til Europa. Det har landet ikke officielt opgivet.

Imidlertid beskæftiger vi os tre år senere med en dom, som må forekomme os grotesk, og som træder de overbevisninger, EU er baseret på, under fode. Fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge idømmes dødsstraf, fordi de angiveligt forsætligt har inficeret børn på Al-Fatih-hospitalet med aids. Der er ingen beviser på det. Retssagen var ikke fair. Disse børn er ofre for aids, ikke for sygeplejersker.

EU's værdier og principper er umistelige. Hertil hører afvisningen af dødsstraf og respekten for lov og ret. Begge dele trues af den retssag, som diskuteres lige nu. Faktum er, at EU-borgere er blevet dømt til døden i en diskriminerende, retligt højst tvivlsom sag. Oberst Gaddafi og Romano Prodi talte i april 2004 om et tillidsforhold fra begge sider. Et sådant forhold kan der dog kun være, hvis det styrkes af handlinger.

Libyen må være klar over, at denne retssag står seriøst i vejen for landets ønske om et tættere partnerskab med EU. Præsident Gaddafi skal vide, at vi europæere er solidariske med de fængslede og deres familier. Vi håber for dem, at de så snart som muligt igen kan forenes i deres hjemland. Derfor siger vi, at gennemførelsen af beslutningen, at frigivelsen af de europæiske borgere fra Bulgarien og den palæstinensiske læge vil hjælpe Libyen på vej hen imod en tilnærmelse til EU, en vej, som vil give begge parter enorme fordele.

I øvrigt er jeg af den opfattelse, at vi bør føre denne forhandling i Bruxelles og ikke i Strasbourg.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Tillykke. I 2004 gjorde Romano Prodi, den tidligere formand for Kommissionen, sig store anstrengelser for at få Libyen med i Euro-Middelhavsprocessen. I dag er han som italiensk premierminister på officielt besøg i Sofia og tager store ord i brug, men de ligner krokodilletårer - de strømmer ud som krokodilletårer! I virkeligheden burde man have fordømt dette regime og denne tyran for meget længe siden i stedet for at protestere over minister Calderolis t-shirts!

Vi står over for en situation uden fortilfælde, hvis man da ikke medregner stalinisternes retssager mod læger osv. Det er skandaløst, og det er en krænkelse af de internationale retsprincipper og af menneskerettighederne! Hele sagen med sygeplejerskerne og den palæstinensiske læge er typisk for den arrogante krænkelse af menneskerettighederne i et land, der grænser op til EU. Vi italienere har landet liggende lige foran os, og vi kan med vores egne ører høre denne tyrans trusler og afpresning, når det gælder de afrikanske emigranters lidelser. Europa er nødt til at ændre kurs, for vi kan ikke blive ved med at lade os fornærme og tillade sådanne alvorlige, arrogante og uacceptable krænkelser af de europæiske borgeres rettigheder og af folks rettigheder i det hele taget.

  Eoin Ryan (UEN). - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske Dem med valget.

Den meget triste og tragiske situation, hvor 462 børn er blevet smittet med hiv/aids-virussen i Benghazi i 1990'erne, må ikke blandes sammen med dødsdommene over seks mennesker for forbrydelser, de ikke har begået. Man gør ikke en uret god igen ved at begå en ny.

Den libyske højesterets afgørelse af 19. december 2006, der stadfæstede dødsdommen over fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge, er ganske enkelt uacceptabel. Disse domme blev afsagt desuagtet den internationale ekspertrådgivning, som den libyske domstol fik af Det Internationale Sygeplejeråd og af Luc Montagnier, den franske læge, der påviste de første udbrud af hiv/aids-virussen.

Jeg har skrevet til præsident Gaddafi, som jeg har mødt tidligere, og jeg har opfordret ham til at finde frem til en løsning sammen med det internationale samfund baseret på humanitære hensyn i disse sager.

Jeg mødtes personligt med den libyske repræsentant i EU, Sifaw Hafiani, og jeg opfordrede den libyske regering til at løse dette spørgsmål humant og med diplomatiske midler. Jeg mener ikke, at det i denne situation tjener noget formål at skabe en konfrontation.

Den libyske regering har også indvilliget i et snarligt møde med en delegation fra de irske sygeplejerskers organisation i Bruxelles for at drøfte denne sag. Sygeplejersker og læger fra Irland og andre europæiske lande arbejder på hospitaler i hele Mellemøsten, og de har visse problemer. Jeg mener, at dette spørgsmål og denne situation blot forværrer disse problemer. I lighed med Det Internationale Sygeplejeråd er de dybt bekymret over disse sager og den præcedens, der skabes til skade for deres medlemmer.

Jeg anmoder alle om at forsøge at finde en diplomatisk løsning på denne situation sammen med den libyske regering. Jeg mener, at vi kan nå frem til en tilfredsstillende løsning.

  Kathalijne Maria Buitenweg (Verts/ALE). - (NL) Fru formand! Det er godt, at vi i dag udførligt beskæftiger os med det mareridt, som fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge har befundet sig i allerede siden 1998. Et mareridt, som sagt, med fangenskab, tortur og trussel om dødsstraf. Det er tidligere sagt, at det også er et mareridt for forældrene og børnene i Benghazi, de 426 børn, som er smittet med hiv. Det er godt, at EU også bekymrer sig om dem.

Jeg vil ikke blot udtale vores afsky for den nuværende situation og vores håb om, at det i nær fremtid ender godt for de seks uskyldige fanger, men også beskæftige mig med, hvad det betyder for vores forbindelser med Libyen, for det er naturligvis ikke sådan, at alt igen er i den skønneste orden, når der er fundet en positiv løsning på denne episode. Det er soleklart, at Libyen ikke er en retsstat. Et uomstødeligt bevis på, at fangerne er uskyldige, ignorerede domstolen simpelthen bare. Menneskerettighederne er krænket groft, og der er tortureret.

Den libyske regering ofrer uskyldige mennesker på grund af sundhedsvæsenets egne fejl, og den driver gæk med det internationale samfund ved at inddrage Lockerbie i sagen. Det er en slags kompensation for den kompensation, som Kadhafi har betalt. Det er da kun en sindssyg person, der kan finde på det.

Hvad skal vi så med denne konstatering vedrørende Libyen? Det Europæiske Råd ønsker et snævrere samarbejde med Libyen, når det gælder ulovlig migration. EU ønsker fælles patruljer i Middelhavet. EU ønsker en aftale med Libyen om at tage migranter tilbage, som kommer til EU fra Libyen. Lad mig understrege, at jeg ikke går ind for isolation. Det er godt at støtte og opmuntre til en positiv udvikling i Libyen, men det er noget andet at indlede et så vidtgående samarbejde.

Det ville da være hyklerisk den ene dag at konstatere, at der i Libyen øves umenneskelig uretfærdighed mod en palæstinensisk migrant og fem bulgarske migranter, og den næste dag at indgå en aftale om at overdrage flere migranter til de libyske myndigheder. Det er samarbejde, som fører til krænkelser af menneskerettighederne, og derfor er det vigtigt, som det også står i beslutningsforslaget, at overveje vores fremtidige politik.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Fru formand! Kommissær Barrot har ret i, at der er tale om et vanskeligt og følsomt spørgsmål, der vækker stærke følelser. Det vækker stærke følelser hos alle parter. På den ene side er hundredvis af børn blevet smittet og således blevet ofre. En lang række af disse børn, der blev smittet med aids, er nu døde. På den anden side er der andre ofre, idet de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge også er ofre. De er ofre, fordi de har vansmægtet i alt for lang tid i et fængsel i Libyen, og de er også ofre, fordi de har en dødsdom hængende over hovedet. Det er den største straf overhovedet. Retssagen tog for lang tid, og i forbindelse med domsfældelsen blev der ikke taget hensyn til de klare beviser for deres uskyld fremlagt af førende internationale eksperter. Vi kan kun være imod dødsstraf, som vi aldrig kan acceptere. Hvad er der sket? Det skal siges, at navnlig Kommissionen har gjort en stor indsats, bl.a. gennem iværksættelsen af Benghazi-handlingsplanen. Formålet med denne plan er at hjælpe børnene, at hjælpe familierne, at hjælpe de libyske myndigheder og at forbedre de sanitære forhold, navnlig i Benghazi. Det skal understreges, at der blev etableret en fond (Benghazi International Fund) i januar 2006. Disse tiltag er alle positive.

Stadfæstelsen af dødsdommen for et par dage siden har imidlertid forværret situationen. Hvad kan vi gøre? Vi er nødt til at udvise større menneskekærlighed. Vi skal udvise større solidaritet med børnene, med forældrene og med de bulgarske og palæstinensiske ofre i denne sag. Vi skal nu opfordre de libyske myndigheder til at mindske den nuværende spænding ved omgående at erklære, at de ikke agter at eksekvere dødsdommen. Denne beslutning er ikke konfrontationssøgende, og formålet er heller ikke at true. Den er afbalanceret og alligevel klar på disse punkter.

  Кристиан Вигенин (PSE). - Уважаема г-жо председател, уважаеми колеги -членове на Европейския парламент, има нещо символично в това, че на първата сесия на Европейския парламент след приемането на България в Европейския съюз ние обсъждаме един въпрос, който поставя на изпитание готовността на европейските институции, на европейските правителства, на европейските народи изобщо, да се борят за ценностите, върху които е изграден нашият Съюз. Защото потвърдените смъртни присъди на пет българки и на един палестинец са предизвикателство към демократичния свят. Тези смъртни присъди са основани на измислени доказателства и на изтръгнати с нечовешки мъчения фалшиви самопризнания. Те са опит за бягство от политическа отговорност на либийските ръководители и лично на Кадафи, за тежкото състояние на либийското здравеопазване. Те са опит една смърт да бъде възмездена с друга смърт, невинни хора да платят с живота си за трагедията на други невинни хора.

Ние не можем да приемем това. Трябва да спрем произвола. Днес гласът на Европейския съюз трябва да бъде силен и ясен, за да бъде чут и в Триполи. Времето тече все по-бързо и става все по-важно недвусмислените декларации да бъдат последвани от недвусмислени действия. В последните години много политически лидери обещаваха подкрепа за медиците в Либия. Паралелно с това, Либия беше извадена от изолацията и една след друга европейски компании и правителства сключват милиардни сделки с нея. Има нещо лицемерно в това.

Аз моля днешната дискусия да не остане само упражнение, с което да успокоим съвестта си, че сме направили всичко, което е в правомощията ни. Аз моля да пренесете тази дискусия в националните парламенти и правителства, защото животът на шест невинни човека трябва да бъде незаобиколим фактор в отношенията с Либия. Не искам дори да си представя ужаса този парламент да започне своя сесия с минута мълчание. Благодаря Ви.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg vil også lykønske Dem med valget.

Kommissær Barrot opfordrede til forsigtighed, og ingen af os ønsker at gøre eller sige noget, der kan ødelægge mulighederne for en retfærdig afklaring af den forfærdelige situation, som vores medborgere fra EU og den palæstinensiske læge befinder sig i.

Kommissæren opfordrede imidlertid også med rette til fasthed. Forsøget på at finde en løsning må ikke afhænge af udviklingen af de videre interesser mellem Libyen og EU, f.eks. det tætte samarbejde, der er er opstået mellem især Italien og Libyen, hvad angår tilbagesendelse af ulovlige indvandrere, som Libyen indtil videre har modtaget over 1 million af.

Europa-Parlamentet har udtrykt stor bekymring over, at mange af disse mennesker både i EU og i Libyen ikke har adgang til en beslutningsproces vedrørende flygtningestatus. Uanset hvilke interesser vi har i at styre eller forhindre strømmen - og desværre kan der ikke opnås tilfredsstillende styring, så længe vi ikke har en virkeligt vidtspændende migrationspolitik på EU-plan - må vi ikke lade disse interesser få større betydning end kravene om retfærdighed og menneskerettigheder. Selv om det ikke er til meget hjælp, er planerne mellem EU og Libyen om en handlingsplan om migration med rette sat i bero på grund af Benghazi-sagen, og de må ikke genoptages, før der er fundet en tilfredsstillende løsning.

(Bifald)

  Hanna Foltyn-Kubicka (UEN). - (PL) Fru formand! Denne sag er ganske enkelt et forsøg på afpresning med henblik på at opnå visse politiske og økonomiske fordele. EU kan ikke give efter for afpresning og skal udvise beslutsomhed i denne sag.

Økonomiske interesser kan aldrig gå forud for overholdelsen af menneskerettigheder. Det er grundlæggende for den europæiske ånd og for vores historiske arv. Libyen er en af de største leverandører af olie og naturgas, men det må ikke få nogen indflydelse overhovedet på den kendsgerning, at uskyldige menneskers liv er i fare. EU skal udtrykke sin solidaritet med Bulgarien og stå skulder ved skulder med Bulgarien i kampen for at ændre den uretfærdige og politisk motiverede dom afsagt af den libyske domstol. Vi skal gøre brug af alle tilgængelige midler, herunder sanktioner. Det er af afgørende betydning, at vi sender et klart budskab til befolkningen i Bulgarien, der styrker dem i troen på, at det var umagen værd at tiltræde EU, og at EU vil støtte alle medlemsstater, når de befinder sig i en vanskelig situation. Det er trods alt det egentlige formål med det fælles Europa, som vi alle er en del af.

  Luisa Fernanda Rudi Ubeda (PPE-DE) . - (ES) Fru formand! Jeg vil begynde med at lykønske Dem med valget som næstformand, og fordi De opnåede det næsthøjeste antal stemmer ved afstemningen i går.

Vi taler endnu en gang her i Parlamentet om de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge, der er dømt i Libyen. Jeg vil for det første give udtryk for hele Parlamentets solidaritet med de syge børn - hvoraf nogle allerede er døde - og med deres familier.

Men samtidig vil jeg også komme med en håndfast erklæring til forsvar for vores principper og imod dødsstraffen. I de europæiske lande er det gudskelov mange år siden, at vi nåede til den konklusion, at intet menneske har ret til at fratage et andet menneske livet eller retfærdiggøre denne mulighed.

I april 2005 havde medlemmerne af Delegationen for Forbindelserne med Maghreb-landene og Den Arabiske Maghreb-Union lejlighed til at besøge Libyen, og vi drøftede sagen med myndighederne. På daværende tidspunkt så det ud til, at der var et spinkelt håb, for planen - som senere blev vedtaget - om EU's samarbejde med børnene og hospitalet i Bengazi var blevet iværksat.

Men efter genoptagelsen af sagen og den nye straf har vi bemærket, at de tekniske rapporter, som har frikendt de bulgarske sygeplejersker - hvoraf nogle er underskrevet af opdageren af aids-virusset eller af videnskabsmænd fra Oxford. Ved at lave en fylogenetisk analyse af børnene har de vist, at virussen var kommet til Libyen, mange år før de bulgarske sygeplejerske satte foden på libysk jord.

Ikke desto mindre har vi kunnet konstatere, hvordan disse rapporter ikke er blevet accepteret af domstolen, hvorfor sygeplejerskerne og lægen ikke har haft ordentlige retsplejegarantier.

Jeg slutter nu. Kommissær Barrot bad os om at udvise diskretion og fornuft i denne sag. Jeg synes faktisk, at vi har optrådt sådan i løbet af disse otte lange år med det deraf følgende resultat. Måske er tiden inde til, at EU ud over at anvende princippet om diskretion og fornuft også optræder mere håndfast.

  Elena Valenciano Martínez-Orozco (PSE). - (ES) Fru formand! Jeg ønsker Dem tillykke med valget.

Den Socialdemokratiske Gruppe synes, at det er en særdeles alvorlig dom, der bekræfter dødsdommen over de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge, der uretfærdigt er anklaget for at inficere hundredvis af børn med aids-virusset. Med denne dom, der er fuldstændig uacceptabel for alle europæiske demokrater, ønsker man i Libyen ikke kun at dømme de anklagede, men også medicinen og den humanitære bistand.

Vi giver derfor udtryk for vores dybfølte fordømmelse af dødsstraf under enhver form, og vi gentager EU's forpligtelse over for kampen for at få den afskaffet eller sikre et globalt moratorium om anvendelsen heraf.

Dødsstraffen er særlig uretfærdig i dette tilfælde. For det første fordi retssagen ikke opfyldte reglerne om domstolens uafhængighed og upartiskhed, hvilket er almindeligt udbredt i Libyen, og for det andet fordi dommen er i strid med de håndgribelige beviser, der blev forelagt af neutrale eksperter, og som beviser, at de anklagede er uskyldige.

Som nævnt dømmer man også medicinen og folkesundheden, for man holder de reelle årsager til, at børnene blev smittet med aids-virusset, skjult. Vi henviser til den ulykkelige situation, som de dømte befinder sig i efter otte år i de libyske fængsler under umenneskelige forhold, og hvor de hævder at være blevet mishandlet. Vi minder ligeledes om den ulykkelige situation for de syge børn og familierne til de døde børn, som min gruppe udtrykker sin fulde solidaritet med, samt støtten til Kommissionens programmer i Libyen til bekæmpelse af aids.

Vi anmoder om en øjeblikkelig frigivelse af sygeplejerskerne og lægen, der er uskyldige, og vi kræver, at de libyske myndigheder koncentrerer sig om de inficerede børn.

Lad os derfor alle i fællesskab tilskynde til en menneskerettighedspolitik, der reelt er sammenhængende, troværdig og håndfast.

  Marian Harkin (ALDE). - A Uachtaráin agus ba mhaith comhghairdeas a dhéanamh leat as a bheith tofa. Is ábhar áthais dom, ar an ócáid seo, mo chéad chomhrá i 2007 a thabhairt daoibh i mo theanga dhúchasach, an Ghaeilge. Tá áthas orm chomh maith gurb é aidhm an chéad chomhrá sin ná comhpháirtíocht a thairiscint do cheann de na Ballstáit nua, an Bhulgáir. Níl a lán ama agam, mar sin déanfaidh mé dhá phointe ghearra.

Tá nath cainte againne in Éirinn, 'ní neart go cur le chéile', agus sin atá i gceist againne inniu. Táimid ag tabhairt tacaíochta don Bhulgáir ina h-iarrachtaí ar shaoirse a bhaint amach do sheisear daoine neamhchiontacha: cúigear banaltraí agus dochtúir as an Phalaistín agus iad faoi bhagairt píonós an bháis sa Libia.

Ar an dara dul síos, áfach, tá nios mó ná tacaíocht na Parlaiminte ón Bhulgáir. Tá ról lárnach ag an nGearmáin ina hUachtaránacht, agus ag an gComhairle chomh maith, chun dul i ngleic leis an gceist phráinneach seo. Caithfidh siad úsáid a bhaint as a gcuid tionchair ar an leibhéal idirnáisiúinta chomh maith.

  Simon Coveney (PPE-DE). - A Uachtaráin, nuair a bhí an Pharlaimint ar athló i rith na Nollag agus na hAthbhliana, fuair cúig bhanaltraí ón mBulgáir cathróireacht ón Aontas Eorpach. Ag an am céanna, áfach, dúirt Cúirt sa Libia go raibh siad daortha chun báis. Tá siad cúisithe toisc go raibh baint acu le galrú 426 paistí le HIV in ionad Benghazi sa Libia.

Is é seo an dara triail sa chás seo, tar éis rialú ón gCúirt Uachtarach, ach tá a lán imní ann ó thaobh cóir agus neamhchaontacht na trialach.

(EN) Det bliver nu rapporteret, at hr. Gaddafi har til hensigt at bruge denne sag som et politisk forhandlingsobjekt. Det lader til, at han agter at indlede forhandlinger om at ændre dødsdommen over de bulgarske sygeplejersker på betingelse af, at en libyer, der blev erklæret skyldig i Lockerbie-bombningen i 1988, løslades. Det er ganske enkelt at udnytte menneskers liv politisk. Sygeplejerskerne har allerede siddet fængslet i otte år, og formålet med denne beslutning må ene og alene være at gentage kravet om deres betingelsesløse løsladelse.

De tiltalte har nu ret til at appellere deres domme. I denne sidste fase af retssagen skal de videnskabelige beviser for oprindelsen og tidspunktet for Benghazi-smitten undersøges igen uden tilstedeværelsen af et forudindtaget eller politisk motiveret libysk ekspertpanel til at bestride påstandene. Jeg går stærkt ind for idéen om til denne sag at udnævne en særlig EU-rapportør, som skal overvåge og granske de tiltaltes appel.

Den rapporterede brug af tortur for at indhente tilståelser fra de tiltalte under fængslingen og de skammelige forsinkelser under denne retssag bekymrer fortsat EU meget. Eftersom Libyen hævder, at det forsøger at udvikle positive forbindelser med EU, må vi gøre det klart, at Europa-Parlamentets medlemmer lægger stor vægt på behandlingen af EU's borgere i Libyen og prioriterer kravet om deres betingelsesløse løsladelse højest.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (EN) Fru formand! Det er dejligt at se Dem føre forsædet.

Vi er modstandere af dødsstraf overalt. Derfor var vi forfærdede over afgørelsen af 19. december 2006 om de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge, ikke mindst fordi de ikke kunne få en retfærdig rettergang i et land, hvor tortur er udbredt, og hvor befolkningen stadig lider under en forrykt og terroristisk diktator efter mange år, hvor den også har lidt under FN's sanktioner på grund af hans terrorvirksomhed.

Men det er endnu mere forfærdende, at det lader til, at EU's regeringer og Kommissionen alt for hurtigt har glemt Lockerbie- og UTA-massemordene, som blev beordret af Gaddafi-regimet, og nu nyder at fedte for den morderiske diktator, hvilket ministre fra EU for nylig gjorde i Tripoli. Er det på grund af olien og de handler, som mange af dem synes at være mere optaget af end europæiske og palæstinensiske borgeres menneskerettigheder? Er det, fordi Gaddafi-regimet faktisk holder flere medlemmer af EU-regeringer som gidsler, fordi de frygter, at hr. Gaddafi vil hænge dem ud for sammen med hans regime at have deltaget i Bush-regeringens outsourcing af tortur inden for rammerne af det ekstraordinære udleveringsprogram? Hvorfor afslører regeringer som den britiske eller min egen portugisiske ikke, hvad der transporteres og formålet med de hyppige flyvninger til og fra Libyen siden juni 2003, som vi i Europa-Parlamentets Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger har kortlagt? Hvorfor gør EU's regeringer og Kommissionen ikke en definitiv, beslutsom og effektiv indsats for at få de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge løsladt?

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske Dem med det fremragende valg, De fik i går.

Efter internationalt pres trak Libyen sin officielle støtte til international terrorisme tilbage for et par år siden. Libyen indrømmede også sin rolle i forbindelse med Lockerbie-katastrofen. Libyen respekterer imidlertid stadig ikke menneskerettighederne og de civile frihedsrettigheder. Jeg har med interesse fulgt med i landets øgede inddragelse i det internationale samarbejde på en række områder som f.eks. oliehandel og håndtering af ulovlige immigranter, der forsøger at nå frem til Europa via Libyen.

Libyen er et smukt land med betydelige, men næsten ukendte monumenter, der kan føres tilbage til Romerriget. Landet har brug for støtte til at udvikle sin turistinfrastruktur. Libyen har med andre ord brug for Europa, og Europa har brug for Libyen. Vi bør derfor knytte forbindelser baseret på gensidigt samarbejde. Vi kan imidlertid ikke acceptere et samarbejde for enhver pris som f.eks. de bulgarske sygeplejerskers og den palæstinensiske læges liv. Erfaringen viser, at oberst Gaddafi og Libyen først giver efter, når de udsættes for et stærkt, beslutsomt og konsekvent internationalt pres.

Vi er nødt til at anlægge denne strategi hurtigst muligt. EU skal stå fast og udvise solidaritet i kampen for frigivelse af de personer, der uretmæssigt sidder i fængsel. Hr. kommissær, vi skal ikke længere forhandle bag kulisserne i håb om at nå frem til en mindelig løsning i sagen om de bulgarske sygeplejersker. Vi skal acceptere, at disse forhandlinger ikke har skabt resultater. Det Europæiske Råd og Kommissionen skal udvise langt større beslutsomhed. De skal bruge alle tilgængelige midler med henblik på at hindre Libyens forsøg på at knytte kontakter til Europa og således udelukke landet fra det internationale fællesskab og gøre det til en pariastat igen. På baggrund af Libyens handlinger er vi nødt til at afbryde alle forbindelser med landet.

  Pierre Schapira (PSE). - (FR) Fru formand! Situationen er chokerende, skandaløs og uacceptabel. Det er den anden dødsdom over de bulgarske sygeplejersker og den palæstinesiske læge. De libyske retsmyndigheder viser endnu en gang deres hårdhændethed, og at retsapparatet udnytter politikken til sin egen fordel. Aids-sagen er blot en dårlig undskyldning.

Stillet over for alvoren i de libyske myndigheders overgreb på de grundlæggende rettigheder og alle de fejlslagne tiltag må vi vise beslutsomhed. Jeg ville ønske, at alle Unionens medlemsstater kunne danne fælles front mod Gaddafis regime, tale med én stemme og ikke give efter for nogen af hans afpresningsmetoder.

På den måde kunne medlemsstaterne, inden oberst Gaddafi tager på sin planlagte europaturné, benytte lejligheden til i fællesskab at nægte ham adgang til EU's territorium, så længe lægepersonalet ikke er frigivet.Vi skal få det libyske regime til at forstå, at Unionens medlemsstater alle er solidariske med Bulgarien og alle handler med samme beslutsomhed som den, de ville vise, hvis sagen angik nogle af deres egne statsborgere direkte.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS ROCA
Næstformand

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Som medlem af Parlamentet og læge tror jeg ikke, at en palæstinensisk læge og fem bulgarske sygeplejersker, der har en hellig pligt til at hjælpe og helbrede syge, bevidst og forsætligt ville smitte børn med hiv under deres arbejde i Libyen.

Jeg er nærmere tilbøjelig til at spørge mig selv, om det er muligt at have tillid til Libyen og dets miskrediterede leder, oberst Gaddafi. Libyen ledes fortsat af en person, der forsætligt gav ordre til tilintetgørelsen af uskyldige ofre, myrdet af terrorister, der sprang et passagerfly i luften over byen Lockerbie. Bortset fra Libyens indrømmelse af sit ansvar for denne rædselsfulde forbrydelse er det eneste "positive" aspekt ved Libyen landets meget store olie- og naturgasdepoter.

Afsigelsen af dødsdommen over sundhedspersonalet er en hæslig og kynisk handling, som Gaddafi og hans regime har ansvaret for, og den er ikke udtryk for retsstatsprincippet og retfærdighed. Gad vide om dette er et led i Libyens beskidte spil, et forsøg på at få fingre i enorme pengebeløb i form af erstatning for børnenes liv, eller om Libyen måske afpresser Vesten og EU, nu hvor Bulgarien er en medlemsstat, i et forsøg på at sikre frigivelsen af de libyske terrorister, der er blevet retfærdigt dømt og sat i fængsel for deres handlinger.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen og Tyskland, der varetager EU-formandskabet, til at gøre brug af alle tilgængelige midler med henblik på at udøve politisk og økonomisk pres på Libyen for at redde de bulgarske sygeplejerskers og den palæstinensiske læges liv. Det ville være en alvorlig og fatal fejltagelse at give politiske indrømmelser til Gaddafi og hans autoritære politistyrker. Det er umoralsk at acceptere politikere, der tidligere har været involveret i terror, og endnu mere så at samarbejde med dem, og en sådan accept kan underminere de principper, som Europa bygger på - sandhed, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og respekt for den menneskelige værdighed.

  Günter Gloser, formand for Rådet. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker for Deres bidrag og også for Deres engagement til fordel for de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge.

Ligesom tidligere skal det understreges, at EU viser solidaritet over for Bulgarien, over for sygeplejerskerne og over for den palæstinensiske læge og ikke giver efter i sine bestræbelser.

Jeg kan forsikre Dem om, at formandskabet - naturligvis på grundlag af denne diskussion, men også på grundlag af tidligere beslutninger - ikke vil undlade at tale i et klart sprog i dialogen med de libyske institutioner.

Vi kan hverken acceptere retssagen eller dommen. Det er blevet sagt af nogle, at EU afviser dødsstraf, ikke kun for sig selv, men også andre steder. Det er rigtigt - og det har nogle talere også sagt - at der har været en tilnærmelse af Libyen til Europa. Dette skift i den tidligere libyske holdning for nogle år siden var rigtig og vigtig, men samtidig skal det, når denne tilnærmelse konkretiseres, stå helt klart og tydeligt, at vi ikke kan acceptere det, som er foregået hidtil i denne sag i Libyen.

Derfor vil det tyske rådsformandskab sammen med Kommissionen bestræbe sig på at øge presset på Libyen, således at der endelig sættes en stopper for usikkerheden for de mennesker, der har levet i usikkerhed i mange år, fordi de har haft en dødsdom hængende over sig. På den anden side har vi også allerede understreget og vil også understrege det i fremtiden, at vi naturligvis ser den anden side af tragedien og fortsat vil støtte de inficerede børn og voksne, hvor end vores hjælp er nødvendig. Men det må ikke misbruges til andre formål. Derfor er det vigtigt, at formandskabet også får støtte fra Parlamentet.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil også gerne lykønske Dem med Deres genvalg, og jeg kan fortælle Dem, at jeg sammen med min kollega Meglena Kuneva har lyttet yderst opmærksomt til hele denne forhandling, som afspejler hele Europa-Parlamentets meget dybe bekymring for den uacceptable situation, som disse mennesker befinder sig i. De har været fængslet siden 1999, et årstal, De ikke må glemme. Vi er i Kommissionen overbevist om, at de europæiske institutioner har en absolut pligt til solidaritet i denne sag, og at vi må yde resolut støtte til dem.

Jeg bekræfter således ligesom formandskabet, at alle de europæiske institutioner vil vise solidaritet over for en sådan tragedie. Jeg vil også gerne delagtiggøre Dem i, at vores kollega Benita Ferrero-Waldner er fast besluttet på at nå frem til en forhandlingsløsning. Fru Ferrero-Waldner er dybt engageret i en dialog, som nok er vanskelig, men som absolut skal føre til noget godt. Endelig vil jeg sige, at selv om jeg for lidt siden hentydede til initiativer, som måske var improviserede eller ubelejlige, og som kunne risikere at forstyrre den nødvendige forhandling og uundværlige dialog, skal de libyske myndigheder ikke af den grund glemme, at de fremtidige relationer mellem Libyen og EU afhænger af den endelige løsning på dette problem.

Fru Ferrero-Waldner vil holde Parlamentet informeret om enhver udvikling i spørgsmålet, især efter mødet i Rådet (almindelige anliggender).

Jeg takker Parlamentet for et absolut propert sprog i denne forhandling, som passer til sagens alvor.

  Formanden. - Mange tak, hr. kommissær.

Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2/artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.