Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om situationen i Darfour.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Vi står over for et dramatisk humanitært, sikkerhedsmæssigt og politisk problem i Darfur i dag.

Situationen i området bliver værre dag for dag. Antallet af civile, der er berørt af konflikten, er steget til knap 4 millioner siden 2003. I hele 2006 var vi vidne til en stigning i antallet af voldelige dødsfald i Darfur. Antallet af angreb på humanitære hjælpeorganisationer steg også betydeligt, og det har fået nogle organisationer til at forlade området.

Både den sudanesiske regerings og oprørsgruppernes fortsatte brud på våbenhvilen øger usikkerheden og ustabiliteten. Senest bombede sudanesiske militære styrker i mandags Cariari og Bahai, to landsbyer i det nordlige Darfur nær grænsen til Tchad.

Den Afrikanske Unions mission i Darfur - der blev oprettet i 2004 for at bidrage til at forhindre yderligere konflikt - har stadig problemer som følge af manglende ressourcer. Til trods for store bestræbelser havde den vanskeligt ved at yde civilbefolkningen effektiv beskyttelse og varetage yderligere opgaver forbundet med gennemførelsen af fredsaftalen for Darfur. På det politiske plan er situationen vanskeliggjort af splittelser og omgrupperinger blandt de oprørsgrupper, der ikke har undertegnet aftalen, og af, at regeringen har nægtet at overveje at genoptage de fastkørte forhandlinger om fredsaftalen.

Darfur er ikke noget enkelt problem. EU's tilsagn om at afhjælpe den dramatiske situation er blevet gentaget ved flere lejligheder, senest på Det Europæiske Råd i december, på Rådet den 22. januar og for bare to dage siden i konklusionerne om Sudan fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12. februar. Vi må arbejde for at sikre beskyttelsen af ikkekæmpende og humanitære hjælpearbejdere. Vi må stræbe efter fuldstændig gennemførelse af FN's og EU's plan i tre faser for Darfur, som er vores mest effektive middel til at støtte Den Afrikanske Unions mission i Sudan og beskytte civilbefolkningen.

Men vores overordnede mål i Darfur må være at opnå varig fred gennem en politisk løsning, som alle parter af egen fri vilje er blevet enige om og dernæst har gennemført. Khartoums strategi om at forhandle individuelt med de enkelte oprørsledere for at købe deres støtte vil ikke skabe sammenhængende og varig fred.

Rådet har i sine seneste konklusioner om Sudan understreget, at der er behov for en politisk proces, der inddrager alle, og det bekræftede sin støtte til det fælles initiativ som AU's og FN's særlige udsendinge har taget med henblik på at få indledt forhandlinger mellem parterne snarest muligt. Ved flere lejligheder og i forskellige fora har Kommissionen understreget behovet for en politisk løsning i Darfur baseret på den eksisterende fredsaftale, og den har påpeget, at der ikke er nogen militær løsning på krisen. I den sammenhæng har Kommissionen støttet Den Afrikanske Union stærkt i dens forsøg på at opnå en politisk løsning i Darfur.

Kommissionen har løbende ydet politisk og finansiel støtte til Den Afrikanske Union. Med samfinansiering fra Belgien står Kommissionen bag alle bestræbelser på at genoplive fredsaftalen. Kommissionen har brugt 1,5 milliarder euro udelukkende på Darfur-krisen. Disse penge er gået til sikkerhed, humanitære behov og fredsbestræbelser i Darfur. Målet er at skabe betingelser for at få de parter, som ikke har undertegnet Darfur-fredsaftalen, tilbage til forhandlingsbordet og at påbegynde den faktiske gennemførelse af aftalen.

Indtil der foreligger en varig løsning, bidrager Kommissionen også aktivt til de politiske tiltag, der har til formål at få Khartoum-regeringens samtykke til en AU-FN-styrke, der kan sørge for effektiv beskyttelse af civilbefolkningen. I forbindelse med Den Afrikanske Unions topmøde den 28. januar mødtes kommissær Michel med Sudans præsident, hr. al-Bashir, og med FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon. Kommissæren var også i Etiopien og Eritrea, hvor Darfur-spørgsmålet blev taget op. Så sent som i går blev Darfur-spørgsmålet drøftet i Washington på et møde mellem kommissær Michel og den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice.

Parlamentet gør ret i at drøfte Darfur-fredsaftalen og den kritiske situation i Darfur. Vi må imidlertid ikke tage den samlede fredsaftale for givet. EU's missionschefer i Khartoum rapporterer, at der er problemer med denne fredsaftale, som blev indgået med det sydlige Sudan i 2005. Efter 20 års borgerkrig kan den samlede fredsaftale være Khartoum-styrets sidste chance for at vise, at regeringsformen med føderal magtdeling kan fungere i dette enorme land. Hvis den samlede fredsaftale ikke kan fungere, kan Darfur-fredsaftalen det heller ikke. Det er efter min mening vigtigt, at den kritiske situation i Darfur ikke afleder vores, eller naturligvis det sudanesiske styres, opmærksomhed fra den meget reelle trussel mod hele subregionen, hvis der ikke gøres en større indsats for at redde både den samlede fredsaftale og Darfur-fredsaftalen. Dette er et budskab, som Kommissionen vil bestræbe sig på at formidle i de kommende uger.

  Simon Coveney, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Rådet offentliggjorde sine konklusioner om Sudan i mandags, så det er på sin plads, at Parlamentet også udtaler sig klart i denne uge og gentager, hvilken humanitær krise og international skandale Darfur er. Vi forsøger at øge den politiske interesse for dette spørgsmål for at øge presset på dem, der, hvis viljen er til stede, kan træffe foranstaltninger i området, så befolkningen beskyttes.

Vi har alle sammen kendskab til tallene og til omfanget af de humanitære følger af utilstrækkelig reaktion fra det internationale samfunds side. Det skønnes, at op til 400.000 mennesker er blevet dræbt, og at over 2,5 millioner mennesker er blevet fordrevet eller gjort hjemløse i løbet af de sidste tre år som følge af konflikt. Ngo'er yder for øjeblikket humanitær bistand til op til 4 millioner mennesker. Det er halvdelen af hele Darfurs befolkning. I de seneste måneder har der været gentagne angreb på humanitære konvojer, og 12 hjælpearbejdere er blevet dræbt i Darfur i løbet af de sidste seks måneder.

Derfor trækker ngo'erne deres folk ud af Darfur, mens de vilkårlige angreb på civilbefolkningen fortsætter. Hvad kan vi gøre? Hovedbudskabet i denne beslutning er at opfordre FN til at fastsætte en dato for indsættelsen af den planlagte fredsbevarende FN-styrke, eller hybride styrke, i Darfur, selv uden en aftale med den sudanesiske regering, med henblik på etablering af sikrede humanitære korridorer til en stadig mere isoleret befolkning i regionen.

Vi opfordrer til dette som følge af FN's ansvar for at beskytte på grund af den sudanesiske regerings manglende evne eller manglende vilje til at beskytte sin egen befolkning imod krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden samt dens manglende humanitære bistand til befolkningen. Præsident al-Bashir modsætter sig stadig den nuværende FN-plans fase 3, som giver mulighed for at supplere AMIS med over 20.000 fredsbevarende FN-soldater.

Sagen er, at diplomatiet mislykkes. Folk dør i hobevis, og på et eller andet tidspunkt er det internationale samfund forpligtet til at skride mere konsekvent ind. Det er grunden til, at fastsættelsen af en dato for indsættelsen af styrker vil rette opmærksomheden mod en stram tidsplan for at finde en diplomatisk løsning med henblik på at få de fredsbevarende styrker til Darfur.

  Margrietus van den Berg, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Darfur har nu i fire år lidt under et terrorregime. I hundredtusindvis af mennesker er omkommet, to millioner mennesker er fordrevet, og plyndringer, mord og voldtægt er i Darfur en del af dagliglivet. Det er næsten umuligt virkelig at fatte disse lidelsers omfang. I mellemtiden griber krænkelserne af menneskerettighederne om sig til trods for alle flotte aftaler. I de forløbne måneder har situationen nået et lavpunkt for både befolkningen og hjælpearbejderne. Til trods for den aftale om våbenhvile, som blev indgået i begyndelsen af januar, er store dele af det nordlige Darfur - som kommissæren også sagde - bevidst bombarderet af det sudanesiske luftvåben. Heller ikke hjælpearbejdere er længere sikret mod volden. Hjælpeorganisationer mærker stadig mere til denne vold. I sidste måned oplyste 15 FN-organisationer, herunder UNICEF, at de ikke længere effektivt kan fortsætte hjælpen til befolkningen i Darfur. For to uger siden trak hjælpeorganisationen Médicins du Monde sig tilbage, og Oxfam og CARE International risikerer at blive nødt til at gøre det samme, selv om tre en halv million mennesker i Darfur er afhængige af humanitær bistand.

Rådet er ikke til stede. Hvor længe vil vi lade denne uholdbare situation fortsætte? FN udtrykker sig ganske vist i tydelige vendinger i sin resolution, men foretager sig foreløbig intet. Af den fredsstyrke, som for to måneder siden blev lovet i Addis Abeba, er der omkring 100 militære styrker, og det er det hele. FN's Sikkerhedsråd tilladte retsforfølgning af fire af de vigtigste gerningsmænd til grusomhederne, men intet er sket. Det er uacceptabelt, at europæiske medlemsstater godt kan retsforfølge krigsforbrydere i lande som Belarus, Congo, Côte d'Ivoire, Myanmar og Zimbabwe, men ikke gør det i Darfur. Rådet forsømmer sin humanitære pligt i Darfur.

Det internationale samfund må ikke længere se magtesløst til, hvordan millioner af uskyldige mennesker fordrives, myrdes og voldtages. Europa skal føre an og hurtigst muligt gribe ind for at bringe den humanitære krise i Darfur til ophør. Den sudanesiske regering vil kun være rede til at indgå virkelige fredsaftaler og også overholde dem, hvis der er en virkelig trussel mod deres egne interesser. Denne regering forstår kun sit eget sprog, nemlig knytnævens sprog. I det sydlige Sudan har en olieboykot virket. Jeg anmoder medlemmerne af andre politiske partier om her at anvende samme middel om nødvendigt.

Jeg spørger Rådet, om det er rede til med det samme at indføre sanktioner mod enhver, som krænker våbenhvilen, eller som angriber borgere, fredstropper eller hjælpearbejdere. Er Rådet rede til at gøre alt, hvad der er muligt, for at bringe straffriheden til ophør og omsider gennemtvinge og gennemføre de i Sikkerhedsrådet aftalte sanktioner? Er Rådet rede til at gennemtvinge tilstedeværelsen af den hybride fredsmagt af soldater fra Den Afrikanske Union og fredsbevarende FN-styrker?

Er Rådet endelig rede til at indføre økonomiske sanktioner, herunder indførelsen af en olieembargo? Vi greb ikke ind, da folkemordet i Rwanda fandt sted, og vi så hjælpeløst til, da mændene i Srebrenica gik deres skæbne i møde, selv om FN i 1945 netop blev oprettet for at forstærke vores løfte om, at noget sådant aldrig mere måtte ske. Vi må ikke overlade de magtesløse til deres skæbne. Jeg håber, at Europa vil gøre en forskel. Jeg henvender mig især til Rådet, som ikke er til stede, og kommissæren. Grib ind!

  Thierry Cornillet, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg taler på vegne af hr. Morillon.

Jeg vil først understrege den surrealististiske karakter af vores møde her i aften. Der er ca. 10 medlemmer til stede. Hr. kommissær! Tak, fordi De er her. Jeg ved, hvorfor hr. Michel, som De repræsenterer, ikke er til stede. Det mest bemærkelsesværdige fravær står Rådet imidlertid for, og i mellemtiden dør mennesker desværre fortsat i Darfur. Hr. Almunia! Jeg minder Dem som en talmand om, at 14-15 mennesker dør hver time i Darfur.

Det var derfor på tide, at vi begyndte at bekymre os om en situation, som ingen mener er enkel. Men skal vi alligevel fortsætte med at gøre os selv til grin? Denne beslutning er den femte, vi har vedtaget i løbet af mange måneder om Darfur. Vi kan se, hvordan de svækker de ansvarlige, ikke mindst de sudanesere, som blev modtaget i aften i Paris.

Jeg tror, at vi faktisk endelig kan påtage os vores ansvar. Jeg advarer Dem, hr. kommissær, mod punkt 2 og 3 i dette beslutningsforslag. Som hr. Coveney gjorde opmærksom på, understreges det i punkt 2, at det er nødvendigt at FN fastsætter en præcis dato. I punkt 3 opfordres EU imidlertid til at påtage sig sit ansvar. Det vil helt sikkert betyde noget i fremtiden. Hvis det ikke er tilfældet, kan man spørge sig selv, hvad formålet er med EU og de værdier, vi forsøger at bevare stillet over for det, der i virkeligheden er en endeløs humanitær nødhjælpssituation, hvilket ingen benægter.

Jeg er blevet udnævnt til fast ordfører for humanitære aktioner. Men hvad skal jeg rapportere om? Den systematiske tilbagetræknng af alle de ngo'er, som ikke længere får lov til at arbejde, de 14 personer, der er blevet dræbt, og dødsfaldene dag efter dag blandt mennesker, der er blevet ladt i stikken, og som ud over at være blevet forflyttet har mistet alt håb.

Hr. kommissær! Jeg beder Dem om at tale med Kommissionen på vores vegne. Vi tager os af Rådet politisk, for hvis vi lyttede til det, skulle vi vente en måned, før vi kunne drøfte dette emne. Dette budskab skal videreformidles, for en dag er loven, for ikke at tale om pligten til at gribe ind, påkrævet, når vi ser, at mænd og kvinder bliver mishandlet i dette omfang.

  Marie-Hélène Aubert, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil også fremhæve misforholdet mellem alvoren af det emne, vi behandler, og det næsten øde Parlament, for slet ikke at tale om Rådets manglende tilstedeværelse. Selv om Kommissionen i det mindste er repræsenteret, står vores reelle indsats bestemt ikke i forhold til udfordringerne.

Som jeg sagde, er Rådet ikke til stede, men når man læser dets konklusioner af 12. februar, som blev skrevet for nøjagtigt to dage siden, ændrer dets manglende tilstedeværelse alligevel ikke ret meget. Jeg vil læse det op, der står i disse konklusioner:

(EN) "Rådet er fortsat alvorligt bekymret over sikkerhedssituationen i Darfur" - mildest talt - "og fordømmer alle parters fortsatte brud på våbenhvilen."

(FR) Det er den slags særlig kraftfuld sætning, Rådet er i stand til at frembringe efter flere måneder med beslutninger, afgørelser og diplomatiske møder, når situationen er mere katastrofal nu end nogensinde før. Vi tror derfor, at der er behov for en ændring af niveauet, og at der skal udøves mere pres med hensyn til denne uacceptable situation.

Hvad med de straffe, der blev fastsat for de sudanesiske ledere og for alle disse krigsforbrydere? Hvad gør EU vedrørende disse straffe? EU råder efter min mening over en række muligheder for at indefryse de økonomiske midler, således at det kan forhindre, at alle disse mennesker bevæger sig frit rundt på vores område. Der findes rent faktisk muligheder for at udøve pres.

Hvad gør vi med hensyn til FN-resolution 1706, som har tilslutning fra EU? Hvilke initiativer har Kommissionen og Rådet taget for at lægge pres på de ansvarlige for denne situation? Hvilken troværdighed har vi i dag, når vi udarbejder en lang række tekster, i hvilke vi, i det mindste hvad angår Rådet og endog Kommissionen, nøjes med at bekræfte vores alvorlige bekymring over denne situation?

For kort tid siden besøgte den kinesiske præsident, Hu Jintao, en række afrikanske lande, deriblandt Sudan. Hvad er EU's holdning til de kinesiske lederes nye rolle og også til betydningen af adgang til råmaterialer og særlig olie?

Hvilke konklusioner skal man drage, når man ser EU-institutionernes passivitet og magtesløshed i denne forbindelse? Betyder dette, at hvis vi skal prioritere adgangen til råmaterialer eller olie, som i virkeligheden er ved at svinde ind, og hvis vi skal prioritere de store markeder, f.eks. Kina, er vi nødt til at skubbe de værdier såsom menneskerettigheder og den pligt, vi rent faktisk har til at beskytte den civile befolkning, i baggrunden? Er dette, hvad det betyder?

Det ville efter min mening være aldeles tragisk, hvis EU når til dette punkt. Disse spørgsmål bliver rejst hver dag, og vi konstaterer hele tiden, at vi står magtesløse over for denne tragiske situation. Det er derfor på høje tid meget snart at afholde et officielt møde med deltagelse af Rådet, Kommissionen og Parlamentet om dette spørgsmål i Bruxelles eller Strasbourg, således at vi endelig kan træffe de nødvendige beslutninger.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Dette fælles beslutningsforslag om den internationale skamplet - jeg understreger internationale skamplet - Darfur kan jeg støtte, selv om jeg har nogle bemærkninger. Jeg vil nu komme nærmere ind på en række aspekter.

I betragtning C står der, at konflikten i Darfur i stigende grad påvirker stabiliteten i den centralafrikanske region. For knap en uge siden blev der i Nederlandene offentliggjort en analyse af denne kaotiske situation med den megetsigende overskrift "Det sorte hul". I det centrale Afrika er der faktisk et sort hul, uden autoriteter, med vold og en flygtningestrøm, som bevæger sig i alle retninger. En direkte fare er, at en racistisk konflikt i Darfur, hvor nomader af arabisk herkomst jager afrikanske landmænd væk og dræber dem, flytter sig til Tchad med de berygtede, morderiske Janjaweed-militser. I adskillige punkter opfordrer det fælles beslutningsforslag FN til omsider at påtage sig sit ansvar i Darfur. Jeg kan fuldt ud støtte dette nødråb fra Parlamentet. Samtidig må jeg ærligt indrømme, at jeg er yderst skeptisk over for, om dette alarmsignal virkelig vil vinde gehør i FN's hovedkvarter i New York.

I begyndelsen af denne uge gav FN's tidligere udsending i Sudan, Jan Pronk, et åbenhjertigt interview til Sudan Tribune. Ordret sagde han, at han bebrejdede FN i New York, at det lader sin egen mission i stikken og i stedet lefler for magteliten i Khartoum. Det er afskyeligt, når man sender i tusindvis af mennesker til Sudan og der overlader dem til deres egen skæbne.

Lad os i hvert fald sørge for, at Pronks anklage ikke forstummer, men når vores regeringer, Det Europæiske Råd og FN's Sikkerhedsråd og tvinger dem til at handle.

Endvidere anser jeg det for yderst passende, at Parlamentet opfordrer Folkerepublikken Kina til at udnytte sin betydelige politiske og økonomiske indflydelse på de sudanesiske magthavere til effektivt at binde Khartoum til de eksisterende fredsaftaler. Kun en sådan konstruktiv, international holdning er i overensstemmelse med Beijings motto vedrørende harmoniske eksterne forbindelser. Det kan vi også forvente af en strategisk partner, som er ansvarligt medlem af FN's Sikkerhedsråd. Som ordfører for forbindelserne EU/Kina har jeg trods alt konstant mindet mine ærede kinesiske samtalepartnere om denne elementære, konstruktive internationale rolle.

Endelig vil jeg helhjertet støtte det eneste ændringsforslag til det fælles beslutningsforslag, fru Gomes. Sanktioner over for dette skamløse sudanesiske regime bør bestemt også omfatte en olieembargo. Det bliver en prøvesten for at se, om FN i betragtning af den civile befolknings langvarige lidelser i Darfur stadig overholder sine egne politiske principper.

  Michael Gahler (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Forholdene i Darfur er fortsat rystende. Det internationale samfunds reaktioner på dette er absolut utilstrækkelige. De forrige taleres beskrivelse af situationen var fyldestgørende, og en forbedring heraf er ikke i sigte for befolkningen.

Der er truffet nødvendige beslutninger såsom FN's Sikkerhedsråds resolution 1706, men hvor gennemførelsen heraf i sidste ende strandede på regeringen i Khartoum, hvis ansvarlige ledere for størstedelens vedkommende utvivlsomt er oplistet i Den Internationale Straffedomstols dokumenter, som allerede indledte en undersøgelse af forbrydelserne i Darfur i juni 2005.

Derfor står vi nu i den situation, at FN skal handle for beskyttelsen af disse mennesker i overensstemmelse med sit ansvar, fordi den sudanesiske regering ikke har beskyttet befolkningen i Darfur imod krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden og ikke yder den nogen hjælp overhovedet.

På dette grundlag opfordrer Parlamentet FN til selv at fastlægge et tidspunkt for udstationeringen af en fredsbevarende FN-styrke i henhold til artikel 7 i FN's charter, også selv om der ikke foreligger nogen tilladelse til dette eller accept heraf fra regimet i Khartoum. Vi anmoder Rådet og Kommissionen om at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sætte en stopper for denne vedvarende humanitære katastrofe.

Her kan man sætte noget konkret i gang med kort frist, og det uden det store ressourceforbrug. De personlige sanktioner, der er rettet mod repræsentanter fra regimet, skal også pålægges ensidigt fra EU's side, og ikke først, når alle andre gør det. Jeg er således altid gået ind for, at familiemedlemmer får forbud mod at foretage indkøbsture i Europa.

Indtil nu har regimet i Darfur ignoreret den flyveforbudszone, som blev fastsat i Sikkerhedsrådets resolution 1591, og fortsætter bombardementet af landsbyer i Darfur-provinsen. Vi opfordrer til, at der anvendes alle forhåndenværende ressourcer med henblik på en håndhævelse af denne flyveforbudszone. Vi ved, hvilke medlemsstater, der har fly udstationeret i regionen - for ikke at sige - i det umiddelbare nabolag. Hvorfor anvendes disse ikke til FN-formål? Det må EU-landene i det mindste kunne blive enige om.

Vi bør gøre magthaverne i Khartoum det forståeligt, at de ikke skal stole alt for meget på kræfter uden for Afrika. Regeringen i Sudan er virkelig ude på tynd is her. Den bør ikke stille for store krav til afrikansk solidaritet. Der er allerede affyret to advarselsskud. AVS-topmødet i Khartoum var det topmøde, hvor der deltog færrest stats- og regeringschefer, hvilket er et tydeligt tegn på utilfredshed. Og at AU-topmødet valgte præsident Kufuor og ikke den sudanesiske præsident, var en yderligere klar indikation af misbilligelse.

  Glenys Kinnock (PSE). - (EN) Hr. formand! Eftersom general al-Bashir fortsat svarer undvigende på indsættelsen af en hybrid AU-FN-styrke i Darfur, er vi, som andre har sagt, vidne til, at den humanitære krise forværres. Våbenhvilen er brudt.

Det internationale samfund har undladt og undlader fortsat at tage sit ansvar for at beskytte uskyldige civile i Darfur. Det betyder, at EU må handle omgående for at indføre sine egne målrettede og trinvise hårde sanktioner. Vi behøver ikke at vente på, at FN's Sikkerhedsråd samtykker til afgørende nye foranstaltninger - som andre har ment - om en våbenembargo, der omfatter hele Sudan, om indefrysning af velhavende menneskers aktiver i Sudan, om rejseforbud og om overvejelse af en olieembargo.

Indtægtsstrømmene til det sydlige Sudan bør naturligvis beskyttes, hvis vi indfører en olieembargo, og det bør måske overvejes at yde det sydlige Sudan kompensation for tabte olieindtægter. Men det mindste, vi kan gøre, er at lægge hindringer i vejen for investeringer, teknisk udstyr og ekspertise. Jeg mener også, at det bør overvejes alvorligt at indføre sportssanktioner mod Sudan, navnlig overvejelser om at udelukke Sudan fra VM i 2010. Det betyder, at Europa må lægge pres på FIFA.

EU's holdning er ærlig talt svag og uholdbar. Der lægges for stor vægt på gulerødder og for lille på piske. Det tyske formandskab må tage initiativet og insistere på, at medlemsstaterne indtager en samlet holdning. Hr. kommissær, De har beskrevet holdningen, og i Rådet hører vi de velmenende ord, men der sker ingenting.

Spørgsmålet er, hvordan Europa kan lægge pres på Khartoum. Der må omgående iværksættes en detaljeret undersøgelse af velstående personers personlige midler i Sudan. Vi må have argumenterne klar mod dem, der hævder, at dette vil skubbe Sudan mere i retning af kinesiske forretningsinteresser. Sandheden er, at intet for øjeblikket påvirker Sudan. Det er praktisk talt umuligt at påvirke dem, og hvis vi forbliver passive, fastholder vi en holdning, hvor de kan være så brutale, de vil, og Europa vil stadig ikke gøre noget. Millioner af mennesker i Darfur betaler for europæiske brudte løfter og totalt værdiløse tilsagn. Regeringen i Khartoum ved, at Europa har det hele i munden, og det er grunden til, at vi i dag opfordrer til nye, stærke, økonomiske, retlige og militære foranstaltninger.

Offentlig fordømmelse er ikke nok. Vi ønsker løsninger, der matcher tragedien. Europa er pinligt svagt, og til sidst er jeg nødt til at sige, at hvis Darfur var f.eks. Libanon, ville reelle sanktioner blive drøftet langt mere i Rådet, og kommissionsformand Barroso og De, hr. kommissær, ville lægge pres på Rådet for at få det til at gøre mere.

  Fiona Hall (ALDE). - (EN) Hr. formand! Den humanitære krise i Darfur er af et omfang, der er vanskeligt at forstå. 2,5 millioner mennesker har måttet flygte fra deres hjem. Det svarer til alle indbyggerne i det nordøstlige England. Dødstallet blandt disse fordrevne mennesker er højt, og det ville være langt højere uden den humanitære indsats i området. Men selv humanitære hjælpearbejdere kan ikke operere på en slagmark, og hvis fjendtlighederne i Darfur ikke aftager, må det forventes, at flere af dem bliver trukket ud. Hele den skrøbelige overbebyrdede humanitære indsats i Darfur kunne meget let bryde sammen, hvilket ville føre til sult og sygdom i lejrene og stærkt stigende dødstal. Det er grunden til, at en international fredsbevarende styrkes stabiliserende indflydelse er så påkrævet. Den er også nødvendig for at tilvejebringe roligere forhold, hvor der kan iværksættes en politisk proces, som omfatter alle parter og lokal, afdæmpet dialog på tværs af samfundsgrupperne og højprofilerede politiske forhandlinger på højt plan.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Det er vitterlig bekymrende, at det tyske formandskab ikke er til stede i dag for at repræsentere Rådet. Det siger meget om den reelle interesse for og engagement i det nye forhold til Afrika og arbejdet for Afrikas udvikling. For tre år siden var jeg sammen med andre medlemmer, der her har talt eller senere vil tale, i Darfur, og siden da er situationen kun blevet værre, som kommissær Almunia har sagt.

Omar al-Bashir-regeringen leger med det internationale samfund, med Sikkerhedsrådet, med EU og med AU, og EU udsender fine erklæringer, men gør ellers ingenting. Det er på høje tid, at EU gør noget og udøver sin forpligtelse til at beskytte folk. Det er på høje tid at indføre en flyveforbudszone fra Tchad. Det kan EU gøre, og det kan vi gøre sammen med afrikanske lande, som vi har gode forbindelser til, og det vil betyde noget i området. Det er på høje tid at indføre intelligente og gradvise sanktioner som indrejseforbud og visumrestriktioner, indefrysninger af banktilgodehavender m.v. og holde op med at behandle Omar al-Bashir og medlemmerne af hans regering som ansvarlige og respektable ledere. Det er på høje tid at indføre en effektiv våbenembargo. Det er på høje tid at indføre andre former for handelsembargoer, især en olieembargo, og her må EU, hr. formand, tale alvorligt med Kina, fordi Kina har jo som bekendt et medansvar for Omar al-Bashir-regeringens holdning. Det er synd, at Europa venter på USA, som kommissæren synes at antyde, fordi EU kan godt handle på egen hånd.

Lad os ikke blot se på, hvad der foregår i Darfur, men i hele Sudan, på hele Afrikas Horn. EU må ikke være afhængig af USA's syn på og katastrofale politik på Afrikas Horn, som vi har set den i Etiopien, Eritrea og Somalia. Det er på høje tid, at EU skrider til handling, og jeg er enig med de medlemmer, der her har appelleret til Rådet og til Kommissionens formand om, at EU ikke mere bør vente, men skal udøve den indflydelse, som vi faktisk har i Khartoum og i Afrika, for at ændre situationen og beskytte de mennesker, der er ved at dø i Darfur. Ellers vil jeg og andre medlemmer om tre år igen stå sammen med hr. Almunia eller en anden kommissær og begræde, at situationen er kun blevet endnu værre.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, ærede medlemmer! Kommissionen deler de største bekymringer, som De har givet udtryk for under debatten i aften. Vi mener, at initiativet til denne debat er særlig nyttigt i betragtning af situationen og navnlig i betragtning af den seneste udvikling i regionen.

Efter vores mening er en forhandlet vej ud af krisen i Darfur, selv i denne overordentligt vanskelige situation, det mest ønskværdige alternativ og den mulighed, der med størst sandsynlighed bliver en succes. Når det er sagt, erklærede Rådet allerede i mandags, at det er rede til at overveje yderligere foranstaltninger, især i FN-regi.

En varig fred i Darfur kan kun være politisk og vil kræve, at alle parter støtter Darfur-fredsaftalen og afviser den militære løsning. Kommissionen er fortsat stærkt engageret i at hjælpe de 3 millioner civile, der er berørt af denne forfærdelige krise. Som bekendt følger Kommissionen, og navnlig min kollega Louis Michel - som ikke kan være til stede i dag, fordi han er i Washington for bl.a. at drøfte netop dette problem - situationen meget nøje, og Kommissionen vil uden tøven opfordre alle parter til at respektere menneskerettighederne og folkeretten og til at fjerne alle hindringer for, at den humanitære bistand kan nå frem.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Filip Kaczmarek (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Vi er stolte af, at vi som europæere er tvunget til at fordømme absolut ondskab, uanset hvor i verden den rammer mennesker. Det, der sker i Darfur, er absolut ondskab. Derfor er vi forpligtede til at fordømme dem, der begår den slags ondskab. Er det nok, at vi bare giver udtryk for synspunkter, der hidrører fra en moralsk befaling, og så slapper af i bevidstheden om veludført arbejde? Tydeligvis ikke. Vi kan ikke slappe af, så længe der fortsat er mennesker, som lider. Vi kan først slappe af, når vi har sat en stopper for ondskaben. Vi har altså ingen ret til at slappe af, bare fordi vi har retten på vores side, men først når der er truffet effektive foranstaltninger.

Vi kan først slappe af og være tilfredse, når vores ord og handlinger har standset dem, der dræber, leverer våben og ideologi, og dem, der tillader, tilskynder til og begår grusomheder. Vi kan først være tilfredse, når vores vision om en moralsk orden bliver virkelighed. En person, der ikke begik en synd, ganske enkelt fordi han eller hun ikke var fristet til at gøre det, kan ikke beskyldes for at synde. Af samme grund kan man ikke prise en person, som kunne have gjort noget for at standse ondskab, men som var tilfreds med blot at påpege den. Vi mangler ikke oplysninger om Darfur. Vi mangler ikke erfaringer eller en etisk og politisk vurdering af begivenhederne. Det, vi mangler, er effektivitet, så det er effektivitet, vi bør fokusere på.

  Patrick Gaubert (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Lige siden fjendtlighederne blev udløst i februar 2003, har Darfur, som er en af de fattigste regioner i Sudan, været skueplads for en humanitær krise uden fortilfælde. Befolkningen i Darfur har oplevet fire år med konflikter og lidelser, og Parlamentet har udarbejdet fire beslutninger for at vise vores harme, men situationen er stadigvæk i allerhøjeste grad bekymrende.

I dag gentager Parlamentet sine bekymringer i form af den fælles beslutning om Darfur og opfordrer indtrængende FN, medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen til at påtage sig deres ansvar og at fastsætte en præcis dato for udstationering af en fredsbevarende styrke under FN's ledelse med henblik på omgående at gøre de humanitære korridorer mere sikre og således lette de utrolige lidelser, befolkningen i Darfur gennemgår.

Jeg glæder mig over dette nye initiativ, men på grund af det presserende i situationen kan EU ikke længere nøjes med blot at gentage tidligere anmodninger. Vores ansvar og troværdighed gør det nødvendigt at finde en tilfredsstillende løsning på lidelserne hos millioner af ofre, hvor EU ikke længere kan nøjes med at se til, og at vedtage en beslutning, som endelig lever op til vores harme.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Darfur har været et åbent sår alt for længe. En situation, der til dels skyldes klimaændringerne - hvad varsler det for fremtiden? - hvor ørkendannelse har drevet kvægnomader i direkte konflikt med fastboende landbrugssamfund, og som dernæst er blevet udnyttet af en hjerteløs regering i Sudan, har varet alt for længe.

Hundredtusindvis af mennesker lever elendigt og behandles værre. Jeg har været kritisk over for Kinas manglende vilje til at støtte en FN-aktion, angiveligt på grund af dets olieinteresser i det sydlige Sudan. Men nu lader præsident Hu Jintaos direkte indgriben til at have fået Sudans præsident til at samtykke til en fredsbevarende FN-operation med deltagelse af soldater fra AU-lande.

Det er ikke til at vide, om Sudans regering er til at stole på. Men hvis Kina bliver forrådt nu, kan Sudan ikke længere sætte sin lid til deres utilbøjelighed til at handle i FN's Sikkerhedsråd. Det kan være gode nyheder for flygtningene i Darfur og nabolandene.