Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2007/2535(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0101/2007

Forhandlinger :

PV 15/03/2007 - 11.1
CRE 15/03/2007 - 11.1

Afstemninger :

PV 15/03/2007 - 12.1
CRE 15/03/2007 - 12.1

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0084

Forhandlinger
Torsdag den 15. marts 2007 - Strasbourg EUT-udgave

11.1. Guatemala
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om seks beslutningsforslag om Guatemala(1).

 
  
MPphoto
 
 

  Józef Pinior (PSE) , forslagstiller. - (PL) Hr. formand! I de seneste måneder har man i Guatemala oplevet en række uopklarede mord, trusler, trusler mod fagforeningsaktivister, politikere og samfundet som helhed. Human Rights Watch offentliggjorde sin seneste rapport om menneskerettigheder i januar 2007. Ifølge denne rapport blev der i den 36 måneder lange "beskidte krig" i Guatemala, som sluttede i 1996, dræbt omkring 200.000 mennesker. Jeg gentager, der blev dræbt 200.000 mennesker under den 36 måneder lange "beskidte krig" i Guatemala.

I de sidste 20 år har vi været vidne til en demokratiseringsproces i Guatemala, herunder mange resultater i forbindelse med retsstatsprincippet og oprettelse af demokratiske institutioner. Guatemala er imidlertid stadig et land, hvor retsstatsprincippet sættes på spil, og hvor demokratiet endnu ikke har slået rod. Vi står over for en lang række uopklarede mord og personer, som er forsvundet tidligere, sammen med nye episoder med magtfulde bander og international kriminalitet.

Jeg vil minde Parlamentet om, at man i 2005 fandt 70-80 millioner dokumenter med forbindelse til det opløste nationale politi. Disse dokumenter indeholder oplysninger om personer, der forsvandt under "den beskidte krig". Hidtil har man ikke fundet et passende opbevaringssted til disse dokumenter. Det er på høje tid, at Guatemala løser disse problemer på en demokratisk måde.

Hr. formand! Vi har i dag her i Parlamentet stemt om henstillinger til Kommissionen vedrørende associeringsaftalen med landene i Mellemamerika. Min politiske gruppe har understreget, at en handelsliberalisering efter dens mening skal ses i et politisk perspektiv. Handelsliberalisering i Latinamerika kan ikke adskilles fra demokratisering. EU skal gøre alt, hvad der står i dets magt, for at hjælpe befolkningen i Guatemala med at styrke demokratiet, efterforske alle mord, der fandt sted under "den beskidte krig", og styrke den fredelige overgang med henblik på at indføre ægte demokratiske strukturer i Guatamala.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernd Posselt (PPE-DE), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til hr. Pinior for, at han har henledt opmærksomheden på, at terroren i Guatemala går årtier tilbage i tiden, og det på begge sider. For et par måneder siden, da vi beskæftigede os med Guatemala i forbindelse med en uopsættelig debat, mindede jeg om, at en tysk diplomat, Karl Graf von Spreti, blev bortført og myrdet af terrorister i Guatemala i starten af 1970'erne, dvs. for mere end 30 år siden. Han var en betydningsfuld bayrisk politiker, som til alle tider arbejdede for frihed, og snart vil hans dødsdag blive mindet i Bayern. Allerede dengang blev terroren udøvet både af regimet og af dem, der bekæmpede regimet.

Siden da er der trods en vis demokratisering inden for de sidste 20 år stadig ikke kommet ro i dette land. Der findes højreekstremistisk vold, og der findes venstreekstremistisk vold, og hr. Pinior har med rette henledt opmærksomheden på, at der desværre også findes den form for vold, der udøves i forbindelse med organiseret kriminalitet, der på mange måder har forbindelse til de politiske ekstremister. Derfor er det på tide, at vi fører en intensiv og offensiv politik vedrørende Latinamerika.

Jeg er hr. Salafranca Sánchez-Neyra meget taknemmelig for, at han har taget dette initiativ på gruppens vegne, og også hr. Dess, som er særligt engageret i forholdet til Latinamerika - hovedsageligt i forholdet til Brasilien. Vi vil gerne gøre det klart, at Latinamerika ikke kun er et anliggende for vores spanske og portugisiske kolleger, men for os alle, og at Latinamerika er en vigtig partner. Først når demokratiet og retsstatsprincippet er blevet fast forankret i Mellem- og Sydamerika, og først når alle former for ekstremister er bragt under kontrol, kan dette kontinent spille den rolle, som dets økonomiske og kulturelle vægt egentlig berettiger til.

Derfor skal vi - og her giver jeg hr. Pinior ret - anvende alle de handelspolitiske redskaber, vi har, for at fremme demokratiet og retsstatsprincippet. Demokrati og retsstatsprincippet er ikke nogen luksus, men heller ikke blot en frase, som evt. kan gøres gældende for, hvad der i virkeligheden er økonomiske forbindelser. Der kan ikke på sigt eksistere succesrige økonomiske forbindelser med regimer og kræfter, der ignorerer elementære menneskerettigheder. Derfor er denne debat om menneskerettigheder uundværlig, og vi er nødt til at udøve et tilsvarende pres.

 
  
MPphoto
 
 

  Ryszard Czarnecki (UEN), forslagsstiller. - (PL) Hr. formand! I det fjerne Guatemala er tre medlemmer af det nationale parlamentet blevet dræbt. Derefter blev fire politibetjente, der var involveret i sagen, og som var blevet arresteret, bl.a. lederen af antimafia-afdelingen i Guatemala, myrdet i fængslet, ligesom i en kriminalfilm.

Det lyder virkelig som et filmmanuskript til en thriller, men det er ikke en film, det er virkeligheden og en del af dagligdagen i Guatemala. Det er rigtigt af Parlamentet at reagere. Vi reagerer på situationen i et land, hvor præsidenten offentligt har erkendt, at politiet i hans land er plaget af korruption.

Vi taler om et land, hvor der sker flere tusinde mord hvert år, og som ligesom Colombia er involveret i narkotikahandel. Som Parlamentet sikkert ved, drøfter myndighederne i det mellemamerikanske parlament for tiden med den genvalgte nicaraguanske præsident, Daniel Ortega, muligheden for at flytte sædet for det mellemamerikanske parlament til Nicaragua fra Guatemala, hvor risikoen er så stor. Hvad er det blevet til, hvis Ortega nu tilbyder et tilflugtssted?

Jeg tror, at hr. Posselt og hr. Pinior i denne situation har ret i, at vi skal indtage en udtrykkelig og fast holdning.

 
  
MPphoto
 
 

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), forslagsstiller. - (DE) Hr. formand! Situationen vedrørende menneskerettighederne i Guatamala er frygtelig. Hr. Czarnecki har gjort opmærksom på den konkrete begivenhed, som danner baggrund for, at vi behandler emnet i dag.

Situationen i Guatemala er naturligvis påvirket af, at samfundsgrupper uden for de politiske partier, især militær og erhvervsliv, har stor indflydelse. I nogle dele af landet er tilliden til det statslige retssystem ødelagt, især blandt den indianske befolkning. Ifølge udtalelser fra menneskerettighedseksperter i Guatemala sker der årligt mere end tusind mord, men kun ca. 2 % af sagerne bliver reelt opklaret eller fører til anholdelser.

I går blev en tysk statsborger skudt og dræbt i Guatemala. I begyndelsen af året blev fagforeningsfolk, bl.a. Pedro Zamora i Puerto Quetzal, eller bøndernes ledere og deres familier dræbt. Vidner til mordene eller deres lovmæssige repræsentanter bliver truet, angrebet, og der begås indbrud i deres hjem.

Hvis sikkerhedssituationen skal forbedres, er der behov for en politisk løsning og ikke yderligere oprustning blandt sikkerhedskræfterne. Derfor er det meget vigtigt at fastslå, at netop disse såkaldte sikkerhedskræfter er en del af problemet i Guatemala. EU har varslet, at EU vil støtte disse selvsamme sikkerhedskræfter, og desværre også at EU fortsat vil arbejde for at fremme frihandelen. Reaktionen fra tusindvis af mennesker i Guatemala er ret tydelig. Det så man, da USA's præsident George W. Bush besøgte Guatemala. Der var store demonstrationer mod hans besøg.

Der eksisterer en frihandelsaftale mellem USA og de mellemamerikanske lande, CAFTA, og under et møde med Guatemalas præsident, Oscar Berger, sagde Bush i går, at dette er en fordel for alle parter. Desuden lovede Bush Guatemala yderligere støtte i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og især af narkobander. Men som det også var tilfældet i Brasilien, Uruguay og Colombia, de første stop på Bushs rejse, blev præsidentens besøg ledsaget af gentagne protester. Og det er godt. Men hvis EU følger USA's politiske linje, kan det gå hen og blive meget problematisk.

Det er ikke frihandel og oprustning blandt sikkerhedskræfterne, der er brug for, men reel bekæmpelse af fattigdommen og forbedring af retsstillingen for flertallet af befolkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Marios Matsakis (ALDE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand, fru kommissær! Europa-Parlamentet har tidligere vedtaget en række beslutninger om Guatemala. De havde en vis effekt, men det ser ud til, at vi fortsat er langt fra at nå vores mål om at skabe en sand demokratisk reform af dette land.

Det afstumpede mord i midten af februar 2007 på tre medlemmer af det mellemamerikanske parlament og politibetjentenes påståede engagement i denne og mange andre forbrydelser er en påmindelse om, at straffrihed og politikorruption i høj grad fortsat findes i Guatemala. Sådanne grove demokratiske mangler er kombineret med forsøg på at begrænse pressefriheden kræftagtige lidelser i ethvert samfund, og der skal hurtigst muligt træffes drastiske foranstaltninger for at afhjælpe situationen.

De guatemalanske myndigheder har meget at stå til regnskab for samt et enormt ansvar for at handle beslutsomt for at beskytte borgernes rettigheder og friheder. Vi skal vente og holde et kritisk opsyn med dem for at blive overbevist om, at de har viljen og udholdenheden til at fjerne de kriminelle elementer fra politiet og andre statslige institutioner.

 
  
  

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), forslagsstiller. - (ES) Hr. formand! For ikke så længe siden drøftede vi Guatemala under mødet om uopsættelige spørgsmål, da vi diskuterede udleveringen af Rios Montt m.fl. I dag drøfter vi atter Guatemala, denne gang i forbindelse med mordet på tre salvadoranske medlemmer af Parlacen og de personer, der mistænkes for at stå bag, og som i dette tilfælde er i fængsel.

Denne bekymrende hændelse er imidlertid ikke en isoleret hændelse i en kontekst, der bliver mere og mere anspændt og farligt. Usikkerheden er et alvorligt og voksende problem i Guatemala, men det er straffriheden for visse handlinger også, herunder handlinger der begås direkte af de offentlige institutioner eller i det mindste med deres billigelse.

Guatemalas regering har via dens vicepræsident Stein indrømmet, at de offentlige institutioner, herunder politiet, bliver stadig mere involveret i den organiserede kriminalitet.

Som tidligere nævnt er oplysningerne relevante. Tusindvis af personer bliver myrdet hvert år i Guatemala, men der bliver kun foretaget arrestationer i 2 % af tilfældene. Et af de nyeste tilfælde er mordet på bondelederen, Pedro Zamora, i Puerto Queztal, som vi allerede har informeret Kommissionen og Rådet om i sin tid.

Den nye episode, som vi beskæftiger os med i dag, tvinger os imidlertid til at insistere på nogle af de krav, som Europa-Parlamentet tidligere har stillet.

For det første gentager vi Parlamentets anmodning til Guatemalas parlament om at ratificere Rom-statutten om Den Internationale Straffedomstol. Vi beder den ligeledes om at ratificere den aftale, der blev undertegnet den 12. december 2006 mellem Guatemalas regering og FN, og som nedsætter en International Komité mod Straffrihed.

For det andet anmoder vi de guatemalanske myndigheder om at træffe foranstaltninger til beskyttelse af vidner og ofre for krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med retssager.

For det tredje anmoder vi om, at Kommissionen i forbindelse med samarbejdsstrategien for Guatemala for perioden 2007-2013 styrker retsstatsprincippet, kampen mod straffrihed, fuld respekt af menneskerettighederne og støtte til regeringen, så den kan forbedre sikkerhedsstyrkernes muligheder for at beskytte menneskers sikkerhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogusław Sonik, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Guatemala er et af Latinamerikas fattigste lande. Ud af Guatemalas 11 millioner indbyggere lever mere end halvdelen på randen af fattigdom. Borgerkrigen har uden tvivl bidraget til den nuværende situation. Vi bør ikke glemme, at krigen strakte sig over 36 år og menes at have kostet mere end 200.000 civile livet.

Befolkningen i Guatemala lider stadig under enkeltstående og konstant vold, trusler, korruption og krænkelse af deres borgerrettigheder. Så længe politikere og statsansatte med ansvar for at opretholde lov og orden brutalt bliver myrdet, bliver der ikke indført demokrati. Et samfund, som konstant berøres af vold, kan ikke udvikle sig og fungere normalt.

Politikorruption gør det umuligt at forsøge at gøre op med den blodige fortid. Det er almindelig kendt, at hæren i det store og hele er ansvarlig for forbrydelser og alvorlige krænkelser af menneskerettigheder. Korruption inden for staten, blandt politikere, administrative myndigheder og offentlige tjenester bidrager til udviklingen af upassende adfærd og fattigdom. Samfundet bliver truet og holdes rent faktisk som gidsel af kriminelle.

Mange internationale organisationer rapporterer, at Guatemala er et paradis for organiseret kriminalitet. Dette latinamerikanske land nævnes som en del af verden, hvor menneskehandel, som navnlig omfatter børn, foregår i stort omfang.

Der skal gøres en stor indsats for at støtte og beskytte alle dem, der tør sige nej til ulovlige strukturer og til forbindelserne mellem statsadministrationen og organiseret kriminalitet. Hvis man gør en ende på straffrihed ved at retsforfølge dem, der ansporer til den politiske vold, er det et nødvendigt skridt i denne proces. EU bør derfor nægte politikere, der deltager i korruptionen i offentlige institutioner for at være politisk korrekte, ret til at rejse ind i EU, som det allerede har gjort med andre lande, hvor der foregår åbenlyse krænkelser af menneskerettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Leopold Józef Rutowicz, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Parlamentets beslutning om mordet på tre salvadoranske medlemmer af Det Mellemamerikanske Parlament og deres chauffør i nærheden af Guatemala City, som er hovedstaden i Guatemala og sæde for forvaltningen af Det Mellemamerikanske Parlament, er en protest mod bandekriminalitet, der berører uskyldige.

Guatemala blev en uafhængig stat i 1839. Indbyggerne er indianere med forbindelse til mayakulturen. 80 % af dem er katolikker. Desværre har befolkningen ikke været heldig med dens regeringer. Udemokratiske regeringer, militærkup, borgerkrig, narkotika, korruption og fattigdom har skabt gunstige betingelser for dem, der udbreder voldskultur og træder menneskerettighederne under fode.

Guatemala er en republik, hvor Kongressen har den lovgivende magt. Centralmagtens institutioner bør gøre en ihærdig indsats for at afskaffe den upassende adfærd, der ødelægger demokratiet og er en krænkelse af menneskerettighederne. Efter min mening vil denne beslutning bidrage til at fremskynde indsatsen til fordel for værdier, som er grundlæggende for os alle.

 
  
MPphoto
 
 

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Guatemala er desværre atter på dagsordenen efter de skrækkelige mord på tre el salvadoranske medlemmer af det mellemamerikanske parlament og deres chauffør. Attentatet i fængslet mod de fire politibetjente, der var mistænkte for forbrydelsen, var et ekstraordinært eksempel på landets institutionelle svaghed. Trods en ægte indsats gennem de seneste tre år for at styrke retsstatsprincipperne har regeringen måttet erkende, at usikkerhed og straffrihed var dybt rodfæstet i Guatemala.

Kommissionen har sammen med medlemsstaterne krævet en hurtig og uafhængig undersøgelse af denne meget alvorlige sag. Vi har indtrængende anmodet om at få truffet afgørende foranstaltninger til styrkelse af domstolene og sikkerhedsrelaterede institutioner. Kommissionen har endvidere gentaget vigtigheden af at oprette en international kommission imod straffrihed i Guatemala. Dette projekt har været under debat i alt for mange år. Regeringen fortjener ros for sin indsats i denne henseende. Projektet mangler imidlertid fortsat at blive valideret af forfatningsdomstolen, inden det kan godkendes af Kongressen.

Kommissionen glæder sig derfor over, at denne forhandling er på dagsordenen i dag. Europa-Parlamentet er meget godt placeret til at presse sine ligemænd i Guatemala til at støtte de hårdt tiltrængte reformer.

Min kollega fru Ferrero-Waldners besøg i Guatemala i april måned bliver en ekstra mulighed for at sende sådanne budskaber til regeringen.

Kommissionen vil fortsat støtte Guatamalas befolkning, sådan som den har gjort det siden underskrivelsen af en fredsaftale for 10 år siden. Hvis vores partnerskab skal være helt effektivt, skal landet træffe afgørende foranstaltninger for en altomfattende langsigtet sikkerhedspolitik, der berører alle involverede aspekter. Den skal støttes af passende nationale ressourcer til finansiering af regeringsinstitutioner og -programmer. Det er nu vigtigere end nogensinde tidligere, at der skabes et konsensuelt politisk engagement om en modig skattepagt inklusive skattestigninger.

Forhåbentlig markerer de seneste begivenheder et vendepunkt i sikkerhedsdebatten i Guatemala. Som en del af de nye strategiske rammer for 2007-2013 vil Kommissionen være villig til at støtte sikkerhedsrelaterede spørgsmål som en del af en målsektor for social samhørighed og menneskelig sikkerhed.

Endelig vil Kommissionen sammen med EU's medlemsstater deltage i EU's henvendelser til de lokale myndigheder. Den nylige ratifikation fra Guatamalas kongres af den politiske dialog og samarbejdsaftale mellem EU og Mellemamerika fra 2003 samt udsigten til en associeringsaftale mellem vores to regioner vil muliggøre en forstærket dialog, der utvivlsomt vil omfatte sikkerhedsmæssige spørgsmål.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.

 
  

(1) Se protokollen.

Seneste opdatering: 4. juni 2007Juridisk meddelelse