Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2005/0191(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0134/2007

Indgivne tekster :

A6-0134/2007

Forhandlinger :

PV 24/04/2007 - 16
CRE 24/04/2007 - 16

Afstemninger :

PV 25/04/2007 - 7.3
CRE 25/04/2007 - 7.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0142

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 24. april 2007 - Strasbourg EUT-udgave

16. Sikkerhed inden for civil luftfart (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (14039/1/2006 - C6-0041/2007 -2005/0191(COD)) (Ordfører: Paolo Costa) A6-0134/2007).

 
  
MPphoto
 
 

  Paolo Costa (ALDE), ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. næstformand i Kommissionen! Jeg er ked af, at Rådet ikke bryder sig særlig meget om dette "Transport live night show", eftersom jeg navnlig gerne ville have henvendt mig til Rådet. Jeg tror nemlig, at de ting, som jeg vil gentage over for parlamentsmedlemmerne og næstformanden i Kommissionen, allerede er velkendte, og jeg tror også, at der er enighed om dem, mens der som bekendt er lidt problemer med Rådet.

Parlamentet sagde med stor interesse og forståelse ja til Kommissionens forslag om at revidere de bestemmelser, der omhandler sikkerheden imod ethvert angreb på lufthavne, fly og luftfartssystemet. Kommissionen har behandlet spørgsmålet med stor åbenhed, og den har taget højde for, at vi nu skal udføre en vigtig opgave, nemlig skabe et fælles sikkerhedssystem, der er mere bekvemt for passagererne, og som gør det muligt for os at forbedre sikkerheden og at organisere os bedre i den forbindelse.

Jeg mener at kunne sige, at vi har foretaget nogle forbedringer, idet vi har forsøgt at definere de grænser, inden for hvilke der kan gives tilladelse til bevæbnet personale om bord, at løse de tekniske problemer med hensyn til forskellen mellem traditionel godstransport og posttransport, at fastlægge betingelserne for inspektion i lufthavnene og at tage højde for mange andre tekniske aspekter.

Vi er dog stødt på et problem, hvor jeg ikke forstår logikken i Rådets modstand. Spørgsmålet er meget enkelt, nemlig at sikkerhed på én gang er et privat og et offentligt anliggende. Vi er alle sammen interesserede i at rejse på en sikker måde. Sikkerheden kan dog rammes af terrorangreb, og derfor er det så afgjort i samfundets interesse at forsvare sig imod sådanne angreb.

I USA anses dette spørgsmål f.eks. for udelukkende at være et offentligt anliggende, som skatteyderne skal afholde alle udgifter til. I den forbindelse vil vi gerne gentage det forslag, som vi har stillet - og som vi stædigt bliver ved med at stille - nemlig at man bør acceptere princippet om, at sikkerhedsomkostningerne både skal afholdes af de rejsende og af de lande, der forsvarer sig, også når det gælder infrastruktur og fly. Vi beder blot om, at dette princip bliver vedtaget, og at det overlades til de enkelte medlemsstater at bestemme, hvordan de to ting skal kombineres.

Det andet princip, som man efter vores mening bør følge, er, at de sikkerhedsomkostninger, som borgerne afholder, er gennemsigtige og klart definerede, og det tredje princip er en garanti for, at enhver overpris, der betales for sikkerheden, reelt bliver anvendt til sikkerhedsformål.

Vi beder blot om, at disse tre principper bliver vedtaget, og at man giver afkald på den interinstitutionelle aftale, der allerede blev indgået i 2001, og i henhold til hvilken Kommissionen skulle have stillet nogle meget mere detaljerede forslag om sikkerhedens finansiering, forslag, som Rådet selvfølgelig også skulle vedtage. Vi har endnu ikke fået noget svar i den forbindelse, og vi har ikke kunnet nå frem til en konklusion.

Jeg håber, at Parlamentet under afstemningen i morgen - selv om det måske ikke gentager den enstemmighed, der var i udvalget - i det mindste får skabt et bredt flertal, der ikke viser Parlamentets styrke, men dets vilje til at finde en egentlig løsning på problemet for de europæiske borgere.

Jeg vil gerne understrege, at sikkerhed desværre er et spørgsmål, som vi må leve med. At stikke hovedet i busken og lade, som om problemet med sikkerhedens finansiering ikke eksisterer, er ikke i tråd med tiden, problemet og vores forventninger. Derfor går vi så afgjort ind for en mere avanceret tilrettelæggelse af sikkerheden set ud fra et teknisk synspunkt, men vi beder om, at man i det mindste principielt løser dette problem. Jeg tror, at det er i borgernes interesse, at vi hurtigt når denne målsætning.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. Costa! Det er rigtigt, at dette forslag er vigtigt. Bekæmpelsen af terrorisme prioriteres selvfølgelig stadig højt af alle EU-institutionerne. Luftfartsssikkerhed kræver konstant tilpasning. Vi skal fortsat undersøge, hvordan vi kan beskytte EU-borgerne bedre og mere effektivt. Vi skal tage ved lære af erfaringen og forene kravene om sikkerhed med aktørernes operationelle behov. De er den forvaltning, der har ansvar for gennemførelsesbestemmelser, dem, der driver en lufthavn, luftfartsselskaberne og selvfølgelig passagererne.

Den eksisterende lovramme for luftfartssikkerhed blev fastsat efter angrebene den 11. september 2001. Den blev indført i al hast, hvilket sandsynligvis forklarer det meget detaljerede bilag til forordning (EF) nr. 2320/2002. Dette normgivende og detaljerede bilag er et handicap, der forhindrer os i at indføre nye mere effektive teknologier eller nye sikkerhedssystemer, som passer bedre til de konkrete risici, vi skal tage højde for. Det gør det endelig ikke muligt at udfylde de lovmæssige tomrum inden for luftfragt og behandling af flyvninger fra tredjelande. Derfor er dette nye forslag, som skal erstatte forordning (EF) nr. 2320/2002 med en ny forordning, bedre, fordi det er enklere og klarere, og det er selvfølgelig ønskeligt.

Revisionen af reglerne om luftfartssikkerhed vil give en bedre beskyttelse af borgerne. Den vil gøre det muligt at imødekomme de berørte parters legitime interesse takket være en bedre ligevægt mellem risiciene og kontrollernes omfang. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ville have foretrukket, at dette forslag var blevet vedtaget under førstebehandlingen. Denne forsinkelse er så meget desto mere beklagelig, når vi i dag kan konstatere, at hr. Costas betænkning bestemt bekræfter nødvendigheden af dette initiativ, og vi kan tilslutte os de fleste af de konkrete operationelle forslag.

Hr. formand! Jeg vil nu gå over til ændringsforslagene. I mere end halvdelen af dem genoptages de ændringsforslag, som Parlamentet vedtog under førstebehandlingen. Selvfølgelig er Kommissionens holdning den samme i den forbindelse.

Jeg har et par bemærkninger til nogle nye ændringsforslag. Jeg synes, at ændringsforslag 46 er hensigtsmæssigt. Det gør det muligt for Kommissionen at samarbejde tættere med Organisationen for International Civil Luftfart med henblik på at udveksle oplysninger og yde gensidig støtte med hensyn til kontroller og inspektioner. Hr. Costa, vi glæder os derfor over den holdning, der kommer til udtryk i dette ændringsforslag.

Med ændringsforslag 33 tilføjes en udløbsklausul for alle gennemførelsesforanstaltninger, som skal undersøges på ny efter seks måneder. Parlamentet og Rådet har imidlertid i en erklæring, der er vedføjet som bilag til den nye komitologiafgørelse, erkendt, at god lovgivning kræver, at Kommissionens gennemførelsesbeføjelser ikke er tidsbegrænsede. Jeg forstår godt argumentet om, at en tekst, der er trådt i kraft hurtigt, skal revideres senere, men jeg er alligevel bekymret. En systematisk anvendelse af dette princip kan medføre retlig usikkerhed, og luftfartssektoren kan således blive tvunget til at ændre sine procedurer eller at udforme nye procedurer, hvilket kan få en negativ indvirkning på procedurernes effektivitet, oplysningerne til passagerne og omkostningerne. Derfor anbefaler jeg, at ændringsforslag 33 forkastes i sin nuværende form. Jeg kan dog acceptere, at der tilføjes en forpligtelse til at revidere teksten.

Jeg vil benytte lejligheden til at understrege, at Kommissionen løbende kontrollerer, om de vedtagne foranstaltninger fungerer rigtigt, og at den ikke tøver med om nødvendigt at ændre dem. I sidste uge fremskyndede Kommissionen i forbindelse med den halvårlige gennemgang indførelsen af en begrænsning af størrelsen på håndbagage med et år, således at den kan undersøge, om denne foranstaltning er berettiget og evt. sikre en bedre planlægning af operatørernes gennemførelse af denne foranstaltning.

Med ændringsforslag 37 får medlemsstaterne mulighed for at lade være med at anvende foranstaltninger, som efter deres mening passer dårligt. Hvis denne bestemmelse blev vedtaget, kan det medføre, at systemet med harmoniserede basisniveauer for hele EU på luftfartssikkerhedsområdet bliver undergravet. Man risikerer at vende tilbage til et kludetæppe med 27 nationale lovsystemer, som ikke er koordineret, og at ødelægge fem års harmoniseringsindsats. Med dette ændringsforslag kan man også sætte ordningen med "etstedssikkerhed" for flyvninger inden for EU på spil.

Formålet med ændringsforslag 10, 67, 77, 79 og 81 er at fremme indgåelsen af sikkerhedsaftaler med tredjelande. Hensigten med disse ændringsforslag er god, men de er desværre ikke forbundet med en beføjelse. Virkningen af dem vil være, at opgaven bliver sværere i strid med formålet med dem. Derfor skal kapitel 4 og 5 i bilaget til forslaget til forordning gennemgås igen på grundlag af Rådets fælles holdning for at fastsætte, ud fra hvilke aspekter Kommissionen vil kunne nå frem til aftaler. Disse ændringsforslag er efter min mening imidlertid ikke nødvendige for at nå de fastsatte mål. Derfor anbefaler Kommissionen, at de forkastes.

Hr. Costa! De har særlig over for Rådet givet udtryk for, hvad der er den primære anstødssten, nemlig finansieringen af luftfartssikkerheden. Det er selvfølgelig en vigtig debat. Jeg er for mit vedkommende tilfreds med at behandle dette spørgsmål på en mere pragmatisk måde. EU har brug for et instrument, der kan sikre, at de vedtagne standarder for luftfartssikkerhed bliver gennemført i henhold til bestemmelser, der sikrer retfærdige konkurrencebetingelser. Og disse retfærdige spilleregler skal finde anvendelse både i EU, men også over for internationale konkurrenter.

Dernæst kan man spørge sig selv, hvem der skal betale regningen. Jeg vil som eksempel nævne et ændringsforslag, i hvilket det foreslås, at medlemsstater, som indfører flere og strengere sikkerhedsprocedurer end krævet i EU-lovgivningen, skal betale en godtgørelse til operatørerne for de meromkostninger, disse strengere foranstaltninger medfører. Jeg forstår udmærket den tankegang, der ligger til grund for dette synspunkt. Det er også rigtigt, at Kommissionen råder over et redskab på dette område, nemlig reglerne i traktaten om statsstøtte. Vi vil derfor overveje, hvordan disse regler kan anvendes bedst muligt i forbindelse med finansielle støtteforanstaltninger for tjenesteyderne på luftfartssikkerhedsområdet.

Jeg forstår fuldt ud det, hr. Costa sagde til Rådet. Men jeg vil gøre Parlamentet opmærksom på ulemperne ved en forsinket indførelse af bedre tekniske bestemmelser for luftfartssikkerhed. Faren ligger i, at dette projekt med fællesskabslovgivning bliver taget som gidsel til gengæld for økonomiske beslutninger, som medlemsstaterne skal træffe. Jeg ønsker derfor, at Parlamentet adskiller de tekniske standarder fra finansieringen af sikkerheden for at bane vej for en hurtig gennemførelse af styrkede bestemmelser. Dette er, hvad jeg ønsker, men det er Dem, der skal træffe beslutningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Bradbourn, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne sige en ting. Jeg vil gerne have det noteret, at jeg er imod, at lovgivning, der er så vigtigt for Europas borgere, bliver sat på dagsordenen langt ud på aftenen. Det ser ud til at være almindelig praksis, at lovforslag under fælles beslutningstagning bliver drøftet, når der er færrest medlemmer af Parlamentet og af offentligheden til stede, og det er forkert.

De centrale spørgsmål, der drøftes på denne hundevagt, er revisionen af bestemmelserne af 2001 om sikkerhed inden for civil luftfart, som vi i høj grad hilser velkommen. At have fælles bestemmelser om dette spørgsmål, såvel som en fælles fortolkning af reglerne i alle EU's lufthavne, indebærer, at sikkerheden, også for passagererne, kan forbedres på et tidspunkt, hvor det er højst påkrævet.

Men vi kan ikke forlange, at de rejsende skal betale igen. Jeg sigter her til de kortsigtede særlige sikkerhedsforanstaltninger såsom dem, vi så sidste år i Heathrow lufthavn i London. Disse foranstaltninger er et direkte resultat af medlemsstaternes beslutninger, og derfor bør de finansieres ved almindelig beskatning, ikke af passagererne, der allerede bliver flået, når de flyver. Dette spørgsmål har været det mest omstridte i forhold til Rådet. Men Parlamentet står samlet. Det bør sende et stærkt budskab om, at dette spørgsmål ikke er til forhandling.

Ligeledes ser vi, når det gælder vores tidligere bestemmelser om sikkerhed inden for luftfarten, at problemet har udviklet sig, særlig med hensyn til gennemførelse. Problemet ligger i detaljerne. F.eks. bliver der konfiskeret tonsvis af toldfri varer i transit fra forbrugerne. Jeg hører nu, at man er ved at tage fat på dette spørgsmål, og at Kommissionen vil fremsætte forslag om at afhjælpe problemet. Jeg må udtrykke min anerkendelse over for hr. Barrot og Kommissionens formand, hr. Barroso, for at have taget et initiativ her, og jeg håber at se, at Kommissionens embedsmænd følger deres politiske linje og hurtigt kommer med gennemførlige løsninger.

Jeg må også insistere på, at Parlamentet skal holdes underrettet om udviklingen på dette og andre områder, da det er Parlamentets medlemmer, der skal stå til ansvar for deres borgere, når det begynder at gå galt i Europas lufthavne. Jeg ønsker ikke at se nogen udsættelse af gennemførelsen af disse forslag på grund af relativt set mindre betydelige spørgsmål.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi ikke må spille politisk hasard med passagerernes sikkerhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Saïd El Khadraoui, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne allerførst på min gruppes vegne takke ordføreren for hans gode indsats og udtrykke vores støtte til den strategi, som han foreslår, nemlig at vi skal stå fast, så længe Rådet heller ikke ændrer holdning. Det er en vigtig sag for de europæiske borgere, og Parlamentet kan her spille en rolle.

For min gruppe er der to vigtige aspekter i forhandlingsprocessen. Som ordføreren også henviste til, er der for det første alt det, der har at gøre med finansieringen. Jeg giver en kort sammenfatning. Der er faktisk ingen problemer, hvad angår finansieringen af de foranstaltninger, som den famøse ekspertgruppe træffer. Det er jo logisk, at både industrien, passagererne og myndighederne er med til at bidrage til omkostningerne. Det er dog vigtigt, at dette sker gennemskueligt, og at forbrugerne med andre ord ved, hvad kostprisen for sikkerhed er, og at de sikkerhedsomkostninger, der beregnes, også virkelig går til sikkerhed og ikke til noget andet. Der er naturligvis problemet med de ekstra omkostninger. Vi synes, at disse skal betales af staterne, da vi må gå ud fra, at sikkerhedsforanstaltningerne er på et højt niveau og tilstrækkelige for alles sikkerhed.

Et andet aspekt, som jo heller ikke er uden betydning, hr. kommissær, er den demokratiske kontrol. De må forstå, at vi vanskeligt kan give en slags carte blanche til denne ekspertgruppe. Ikke fordi vi tvivler på disse menneskers kompetence, men hvis disse foranstaltninger har så stor indflydelse på, hvordan vores borgere bevæger sig, har vi pligt til at gøre vores arbejde for at finde ud af, om det er en god beslutning, om denne er proportional med truslen, om denne er effektiv, om folk informeres tilstrækkeligt osv.

Derfor vil vi finde en måde til at evaluere disse ting for at vurdere deres indflydelse, hvilket vi har stillet et ændringsforslag om. Vi er rede til at diskutere det, men jeg tror, det er vigtigt, at Parlamentet også får en rolle i den endelige ordning.

Nu kommer jeg til mit sidste punkt, hr. kommissær. For nogle uger siden bebudede De også en evaluering af ordningen om væsker. Nu vil jeg gerne spørge Dem, hvornår vi kan forvente denne.

 
  
MPphoto
 
 

  Vladimír Remek, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne rose ordførernes arbejde. Dokumentet foran os er komplekst, og det var bestemt ikke let at lede efter og finde kompromiser, hvilket forhandlingen også endeligt har påvist. Til trods for dette er den betænkning, der er kommet ud af det, meget solid, og som skyggeordfører vil jeg gerne takke både oversætterne og mine kolleger for deres samarbejde.

Jeg mener, at det er muligt at støtte betænkningen i princippet, selv om den indeholder omkring fire spørgsmål, hvor jeg efter at have rådført mig med eksperter fortsat har forbehold og gerne vil komme nærmere ind på.

Først og fremmest er der spørgsmålet om finansiering af sikkerhedsforanstaltningerne inden for den civile luftfart, som allerede er blevet nævnt. Jeg mener, at det vil være vanskeligt at løse finansieringsspørgsmålet inden for rammerne af denne forordning. I forbindelse med landevejs- og jernbanetransport krævede det f.eks. et parallelt direktiv at løse tilsvarende problemer. For civil luftfart har vi ikke en hensigtsmæssig retsakt, og vi foreslår en anden løsningsmodel.

En anden kontroversiel del af betænkningen er efter min mening forslagene om at indarbejde prisen på sikkerhed i billetprisen på en synlig måde. Det er vanskeligt at gennemføre, fordi de virksomheder, der sælger flybilletter, ikke har tilstrækkeligt overblik over lufthavnenes sikkerhedsomkostninger. De, der kender udgifterne, indarbejder dem i lufthavnsafgifterne. Tilsvarende problematisk er brugen af udtrykket "som beskytter sikkerheden inden for civil luftfart". Denne formulering gælder især for beskyttelsen af den civile luftfart mod terror, hvilket er vigtigt, men kun udgør en del af pakken af beskyttelsesforanstaltninger mod ulovlige handlinger. Jeg mener, at der er fare for upræcise tolkninger her, og for, at problemet indskrænkes til kun at omfatte terror, mens der også findes mange andre ulovlige handlinger inden for civil luftfart.

Med henvisning til de kontroversielle punkter i den foreliggende betænkning vil jeg på ingen måde kaste tvivl over arbejdets kvalitet og kvaliteten af dokumentet som helhed. Jeg vil imidlertid konkludere med at advare om, at ændringsforslag 4 og 45 vil betyde, at Kommissionens position i høj grad styrkes, hvilket efter min mening ikke er nødvendigt på nuværende tidspunkt.

Jeg er klar over, at disse bemærkninger er mere detaljerede end sædvanligt, hvilket skyldes, at forslaget til en vis grad har karakter af en teknisk forordning, der har til formål at indføre grundlæggende parametre for sikkerhedsstandarder inden for civil luftfart. Derfor har jeg ikke bare forsøgt at indarbejde dem i de fremsatte ændringsforslag, men også at udtrykke mine synspunkter som tidligere pilot, når jeg har anset det for nødvendigt, om dokumentet som helhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Georg Jarzembowski (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. næstformand! Min gruppe står last og brast med ordføreren.

Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Parlamentet erindrede tilbage i 2002 medlemsstaterne om, at de skulle afholde deres del af udgifterne til foranstaltninger til opretholdelse af den offentlige sikkerhed og orden. Vi bad Dem formulere en strategi til løsning af spørgsmålet om finansiering af sikkerhedsforanstaltninger uden at forvride konkurrencen mellem lufthavnene. Så fremlagde De en rapport, men i den rapport sagde De hverken "Her er en metode til at løse problemet uden at forvride konkurrencen", og De sagde heller ikke, at det ikke gav mening at fremsætte et forslag. Så vi venter stadig på et forslag. Sidste år fortalte vi Rådet, at vi forventede, at det klart ville anerkende sit økonomiske ansvar. Det erklærede endnu en gang, at det ikke var parat til dette. Vi er ikke længere indstillet på at lege på den måde, som har varet siden 2002, med andre ord i fem lange år.

Der er ikke noget pres for at foretage denne revision, fordi De kunne gennemføre de grundlæggende bestemmelser, vi nu har - foranstaltningen vedrørende væsker i håndbagage som det vigtigste eksempel - om styrken af disse regler. Jeg er ikke helt sikker på, om denne foranstaltning vil være her i længere tid. Der er ingen grund til at sige, at den skal skrottes nu, fordi den blokerer for andre sikkerhedsbestemmelser. Hvis De ønsker at foreslå nye sikkerhedsforanstaltninger, skal De foreslå dem for Parlamentet. Vi er åbne for nye forslag.

Det, vi mener, er, at ud over spørgsmålet om væsker i håndbagagen, som Transport- og Turismeudvalget skal afholde en høring om, skal vi hurtigst muligt løse problemet med risikoanalyse, og det håber jeg at kunne gøre sammen med Dem. Jeg har mine alvorlige tvivl om, hvorvidt den nuværende forordning rent faktisk øger sikkerheden, eller om den er for håndfast. Men lad os diskutere det åbent. Lad være med at sige: "Efterretningsfolkene har oplysninger, som de ikke kan videregive til os". Vi har et ansvar over for befolkningen om at levere ærlige svar. Deres tjenestegrene og særligt dem i Rådet skal være klar til at lægge kortene på bordet, for vi vil ikke længere tolerere den nuværende taktik.

 
  
MPphoto
 
 

  Ulrich Stockmann (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Den reviderede udgave af forordning 2320/2002 er god og bør gennemføres hurtigst mulig.

Først og fremmest har jeg to bemærkninger om udløbsklausulen. Vi står over for et dilemma. Ingen politikere og ingen embedsmænd vil tage ansvaret for at afvikle ineffektive sikkerhedsstrukturer. Derfor skal bevisbyrden ligge hos dem, der prøver at forlænge en gennemførelsesforordning, og ikke på dem, der ønsker at lade den udløbe. Det er det vigtigste argument.

For det andet er det nogle gange nødvendigt at reagere hurtigere, som De gjorde med hensyn til væskerne, men det er jo sådan, at risikovurderingen og omkostningsanalysen skal følge efter, så processen gennemføres på korrekt vis. Udløbsklausulen er også et godt middel til at opnå dette.

Nu til det største problem, striden om finansiering. Vi bør igen fokusere på det problem, der beskæftigede os i begyndelsen, nemlig, hvordan vi kan undgå konkurrenceforvridning og så vidt muligt opnå gennemsigtige og ensartede finansieringsmodeller i Europa. Kommissionen er nødt til at gribe ind her og spille en mæglerrolle. Vi skal ikke fokusere så kraftigt på, om hvorvidt det er skatteyderne eller passagererne, der skal betale regningen. Jeg mener, at den diskussion er blevet uproduktiv og ikke længere drejer sig om det virkelige spørgsmål. Vi har brug for forslag til, hvordan vi kan opnå gennemsigtige finansieringsmodeller i Europa, der er så ensartede som mulig.

 
  
MPphoto
 
 

  Jim Higgins (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Selv om man taler højt og larmende om luftfartssikkerhed og dens restriktioner for internationale rejser og dens ulemper for passagererne, er virkeligheden, at der findes et reelt internationalt sikkerhedsproblem. 11. september fandt faktisk sted. Tusinder af mennesker døde. Truslen mod britisk luftfart var reel og ikke noget indbildt. De mennesker, der begik forbrydelsen den 11. september, såvel som de, der er ansvarlige for det afværgede angreb på Storbritannien, findes ikke bare stadigvæk, men de har også offentligt udtalt, at de agter at fortsætte deres internationale terrorkampagne.

Lad os være realistiske. Transport- og Turismeudvalget og Rådet har en fælles sag her, og hvad er den? Det er beskyttelse af luftfartssektoren og af de millioner af passagerer, der rejser hvert år. Hvis man ser på stillingskrigen mellem Rådet og Transport- og Turismeudvalget, skulle man tro, at vi havde en polarisering af to ender af planeten, som repræsenterede to forskellige interesser, i stedet for to politiske aktører her i Europa, der formodes at beskytte den rejsende offentligheds fælles interesser.

Hvis der skal være forlig, så lad os gøre det på den rigtige måde. Det, der er behov for, er en sikkerhedsaftale for civil luftfart, der garanterer kvaliteten sikkerhedskontrol og teknisk sikkerhed. Hvad der er brug for, er en aftale om civil luftfartssikkerhed, der tillader de enkelte medlemsstater at beslutte at fravælge visse foreslåede foranstaltninger, såsom sikkerhedsfolk i flyene. Hvad der er brug for, er en række foranstaltninger, som der er almindelig enighed om, og som sigter mod sikkerhed for passagererne, og som - og det er helt afgørende - for det første skal underkastes eftersyn hvert halve år og for det andet vurderes for at se, om de er vellykkede, for det tredje om der er behov for ændringer, og for det fjerde hvor meget de koster.

Det, der ikke er brug for, er den stillingskrig, som vi drøfter her til aften. Vi har alle et fælles mål - sikkerhed for passagererne - så lad os komme videre med det. Er det mærkeligt, at europæerne mildest talt er skeptiske over for den måde, vi fungerer på her i Parlamentet, når vi har den slags stillingskrig mellem Kommissionen på den ene side og Rådet på den anden samt Parlamentet, selv om vi alle har en fælles sag?

 
  
MPphoto
 
 

  Robert Evans (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil også gerne komplimentere hr. Costa for hans betænkning. Som han sagde i sin indledning, ønsker vi alle at rejse sikkert.

Både hr. Higgins for lidt siden og hr. Bradbourn tidligere henviste til opstandelsen over væsker i Det Forenede Kongerige sidste sommer. I modsætning til hr. Jarzembowski mener de fleste af os, at denne trussel ikke bare altid er til stede, men at den også ændrer sig konstant. Vi kan ikke løsne grebet eller gå på kompromis, når det drejer sig om luftfartssikkerhed. De europæiske lande må arbejde sammen for at nå de højest mulige standarder, og ja, det betyder, at nogle lande kan ønske at gå videre og indføre yderligere foranstaltninger.

Men vedrørende andre aspekter er passagererne forvirrede. Hvorfor ser det ud til, at nogle lufthavne er mere sikre end andre? Hvorfor er der endnu ikke nogen europæisk aftale om tilladt håndbagage, om hvad der er tilladt, og hvad der ikke er? Hr. Barrot, De sagde, at vi skulle sikre, at sikkerhedsbestemmelserne blev anvendt, og det er afgørende. Men De talte også om fair konkurrence, og jeg er ikke sikker på, hvor konkurrencen kommer ind i billedet. Konkurrencen kunne betyde kompromis, og som andre har sagt, kan man ikke have noget kompromis, når det gælder luftfartssikkerhed. Vi må alle arbejde sammen på dette område.

 
  
MPphoto
 
 

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Vi ønsker alle de højest mulige standarder. Det eneste spørgsmål er, hvem der skal beslutte, hvad der vil garantere det højst mulige sikkerhedsniveau. I en vis udstrækning kan vi alle her betragte os som eksperter, fordi vi nærmest rejser med fly hver eneste dag.

Noget af det, vi ved, er, at hver eneste af os let kan omgå de nye regler om væsker ved alle kontroller. Det, der er indført her, er placebo, det er beregnet på, at folk skal føle sig sikre, men som bestemt ikke øger sikkerheden. Det er det virkelige problem. Vi er nødt til at løse det, og det er formålet med de to ændringsforslag fra hr. Stockmann og mig selv, og med dem ønsker vi at sikre, at Parlamentet diskuterer, hvad der udgør en virkeligt sikkerhedsskabende foranstaltning, og hvad der blot er placebo.

I den henseende kan vi virkelig betragte os selv som eksperter, og vi kan helt klart sige, at seks måneder efter indførelsen af denne bestemmelse, har vi ingen brug for særregler; det, vi har brug for, er en mere rationel stillingtagen til dette spørgsmål end tidligere. Det, vi har her, er rent faktisk en form for eksterritorial amerikansk lovgivning, som er indført i fællesskab med Storbritannien. Sådan opfatter vi det. Den britiske eller sågar den amerikanske hund logrer med den europæiske hund. Det dur ikke.

Derfor opfordrer vi til en revision så hurtigt som mulig, og hvis denne revision ikke fører til en reel forbedring af sikkerheden, skal foranstaltningerne have lov at udløbe. Det ville tvinge os alle til igen seriøst at overveje mulige konkrete løsninger på det foreliggende problem.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil først takke alle talerne og særlig hr. Costa for hans betænkning. Det er klart, at en bedre ligevægt mellem kravene om sikkerhed og de operationelle aspekter virkelig er en udfordring for os alle. Jeg vil understrege, at der derfor er behov for en ny forenklet og mere fleksibel lovramme.

Jeg vil svare på nogle spørgsmål, inden jeg går over til finansieringen. Hr. El Khadraoui, Kommissionen bestræber sig på løbende at holde Parlamentet underrettet, og der bliver i løbet af et par dage afholdt en eksperthøring, som hr. Costa har taget initiativ til. Jeg tror, at det er en god måde at forsøge at forstå og få en række oplysninger fra ophavsmændene til disse bestemmelser.

Hr. Bradbourn! Jeg vil sige til Dem, at vi arbejder aktivt på problemerne med toldfrie varer. Jeg håber, at jeg i løbet af et par uger kan give Dem svar på Deres spørgsmål. Han er der ikke, men jeg henvender mig til alle medlemmer af Parlamentet.

Jeg kommer nu til problemet med finansiering. Først vil jeg sige, at jeg godt forstår Kommissionens og hr. Costas holdning. Jeg tror, at man først og fremmest skal forsøge at undgå konkurrenceforvridning. Det er efter min mening helt logisk. Jeg erkender i lighed med hr. Jarzembowski, at vi skal forsøge at finde et kompromis. Vi skal imidlertid tage Rådet (finansministrene) i betragtning. Transportministrene lovgiver ikke fuldt og helt på dette område. Det er således dér, at vi støder på et problem.

Det, jeg har bemærket i denne meningsudveksling mellem os, er Deres ønske om gennemsigtighed i forbindelse med sikkerhedsomkostningerne. På dette punkt er jeg enig med Dem. Jeg tror faktisk, at det er nødvendigt at indføre gennemsigtighed i forbindelse med sikkerhedsomkostningerne, hvilket skal være en første fase. Jeg kan kun sige, at der er behov for denne forordning. Det har jeg forklaret Dem. Jeg ønsker imidlertid ikke, at alt dette resulterer i fuldstændig mangel på forståelse mellem Rådet og Parlamentet. Når dette er sagt, vil Kommissionen velvilligt spille sin rolle, og vi vil så vidt muligt forsøge at finde en løsning, da vi på sikkerhedsområdet skal have gode og hensigtsmæssige redskaber.

Derfor opfordrer jeg til at vedtage dette reviderede forslag, samtidig med at jeg erkender det berettigede i Parlamentets fremgangsmåde, som med hensyn til finansiering kræver større gennemsigtighed, øget retfærdig konkurrence og så vidt muligt harmonisering fra medlemsstaternes side.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag kl. 11.30.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Christine De Veyrac (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Med Kommissionens forslag indføres der bestemmelser, som muliggør et vist fremskridt på luftfartssikkerhedsområdet. Spørgsmålet om finansiering af sikkerhedsforanstaltninger er imidlertid ikke nævnt. De ændringsforslag, vi har vedtaget i Transport- og Turismeudvalget, løser dette problem, og der fastsættes berettigede og afvejede bestemmelser i det.

Det vil ikke være rimeligt at bebyrde passagererne med alle omkostninger til sikkerhedsforanstaltninger. Det er ønskeligt at undgå at belaste brugerne alt for meget økonomisk, da de allerede betaler meget høje afgifter på flybilletter.

Derfor mener jeg, at vi skal støtte forslaget om en blandet finansiering af sikkerhedsforanstaltninger, dvs. at de skal finansieres både af medlemsstaterne og brugerne, og at strengere foranstaltninger udelukkende skal finansieres af medlemsstaterne.

Endvidere støtter jeg ændringsforslag 33, som gør forlængelse af sikkerhedsforanstaltninger betinget af en nærmere vurdering af risici, omkostninger og virkningen af disse foranstaltninger.

Man kan ikke på ubestemt tid gøre foranstaltninger gældende, som er stærkt hæmmende for passagererne såsom begrænsninger af væske om bord på flyet uden at undersøge nærmere, om de stadig er hensigtsmæssige, samt deres virkninger på de rejsende.

 
  
MPphoto
 
 

  James Nicholson (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Luftfartssikkerhedsspørgsmål er af den største vigtighed for vores sikkerhed og må håndteres hurtigere, end det indtil nu har været tilfældet. Der er brug for en fælles minimumssikkerhedsstandard, ikke kun på grund af den reelle trussel om forbrydelser i luften, men også på grund af den trussel, som mangel på sikkerhed får offentligheden til at føle, at de er udsat for.

Det er afgørende, at medlemsstaterne betaler omkostningerne ved de nye sikkerhedsmekanismer og midlertidige særlige foranstaltninger. Det skulle ikke være nødvendigt, at passagererne betaler for sikkerheden. Mindre, regionale lufthavne kan få svært ved at betale for nye og kostbare foranstaltninger, og man kan ikke forlange, at luftfartselskaberne skal forøge deres billetpriser. Det drejer sig ikke om, at passagerer skal betale for det privilegium at have sikkerhed (det er ikke et privilegium, men en rettighed), det drejer sig om, at staterne skal forhindre, at flyene falder ned i tæt befolkede områder på jorden.

En effektiv vurdering af de foranstaltninger, vi indfører, er afgørende nødvendig. Visse foranstaltninger kan vise sig at være overfladiske, og andre skal måske gøres mere effektive. Det kan være nødvendigt at indføre nye mekanismer.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik