Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2006/0018(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0218/2007

Indgivne tekster :

A6-0218/2007

Forhandlinger :

PV 09/07/2007 - 20
CRE 09/07/2007 - 20

Afstemninger :

PV 10/07/2007 - 8.31
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0319

Forhandlinger
Mandag den 9. juli 2007 - Strasbourg EUT-udgave

20. Kviksølvholdige måleapparater (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF for så vidt angår restriktioner for markedsføringen af visse måleinstrumenter med indhold af kviksølv (05665/1/2007 - C6-0114/2007 - 2006/0018(COD)) (Ordfører: María Sornosa Martínez) (A6-0218/2007).

 
  
MPphoto
 
 

  María Sornosa Martínez (PSE), ordfører. - (ES) Hr. formand! Hr. kommissær, mine damer og herrer, her i parlamentet er vi alle enige om, at det er nødvendigt at reducere efterspørgslen efter kviksølv til fabrikation af produkter og fremskynde substitutionen heraf.

Det er hensigtsmæssigt på europæisk plan at introducere begrænsninger i markedsføringen af kviksølvholdige måle- og kontrolinstrumenter, der skal anvendes af privatpersoner, med enkelte undtagelser inden for sundhedssektoren.

Vi ønsker at undgå, at betragtelige mængder af kviksølv kommer ind i affaldsstrømmen. På denne måde vil vi bidrage til at sikre en bedre beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed samt bevare det indre marked i overensstemmelse med traktatens artikel 95.

Kviksølv og dets bestanddele er yderst giftige for mennesker, økosystemer og naturen. Kviksølvforureningen, som i sin tid blev betragtet som et diffust lokalt problem, er nu anerkendt som et verdensomspændende, kronisk og alvorligt problem.

Med hensyn til muligheden for et fuldstændigt forbud mod anvendelse af kviksølv i alle de måleinstrumenter, der er genstand for dette forslag, skal det understreges, at de rådspurgte eksperter er nået til den konklusion, at hospitalerne behøver meget præcise instrumenter for at behandle potentielt dødelige sygdomme som forhøjet blodtryk, arytmi og præklampsi.

Kviksølvinstrumenterne sikrer den nødvendige præcision og troværdighed med henblik på at garantere patientsikkerheden, hvorfor vi for nærværende i forbindelse med dette forslag går ind for at fritage disse instrumenter fra forbuddet, indtil der foreligger fuldstændige garantier om de mulige alternative instrumenters funktion.

På den anden side vil jeg gerne endnu en gang understrege over for Kommissionen, at det er nødvendigt, at den træffer foranstaltninger på kort sigt, som sikrer, at alle de kviksølvholdige produkter, der allerede findes på markedet, bliver indsamlet separat og behandlet på sikker vis, idet direktivet i modsat fald i praksis ville blive virkningsløst.

Vedrørende produktionen af nye traditionelle kviksølvsbarometre, der er det punkt, der har været genstand for størst debat her i Parlamentet, foreslog vi en aftale om en overgangsperiode på to år for producenterne, så de kunne tilpasse sig de nye regler. Desværre er det ikke alle de politiske grupper, der har underskrevet den, selv om jeg tror, at der er tilstrækkeligt flertal her i Parlamentet til at vedtage det.

Med hensyn til producenterne af disse barometre vil jeg gerne sige til dem, at de kan regne med denne toårige overgangsperiode, så de kan ophøre med at anvende kviksølv i deres industrielle processer, hvilket ikke vil betyde nogen konkurrencemæssig ulempe eller økonomisk skade for dem, da vi er bekendt med, at de længe har fremstillet denne type barometre uden anvendelse af kviksølv.

Det er nødvendigt at minde borgerne om, at disse instrumenter kan betyde en fare for sundheden og miljøet, eftersom de let går i stykker og havner på lossepladserne, eller, hvilket der er endnu værre, at kviksølvet kommer ud i atmosfæren og forurener luften, jorden og vandet. På denne måde kommer kviksølvet ind i fødekæden, især i fiskene, og derefter i menneskene.

Som bekendt har et flertal af Miljøudvalget under andenbehandlingen forkastet ændringsforslagene om, at der fortsat kan fremstilles nye kviksølvsbarometre.

Jeg synes, at det ville være uansvarligt af os, hvis vi imødekom nævnte anmodning, og derfor beder jeg Dem om at stemme nej hertil, sådan som det ligeledes foreslås af Rådet og Kommissionen, som jeg takker for deres indsats for at undgå et eventuelt forlig.

Endelig beder jeg endnu en gang Kommissionen om, at den gør befolkningen opmærksom på problemet ved at organisere informationskampagner om sundhedsrisiciene ved eksponering for kviksølv og de miljøproblemer, som stoffet kan give anledning til, da jeg er bange for, at borgerne endnu ikke er tilstrækkeligt oplyste om dets giftighed.

Jeg takker kort sagt Kommissionen for dens indsats og muligheden for at nå til en aftale under andenbehandlingen. Jeg takker ligeledes Rådet og de politiske grupper, der har støttet dette forslag.

 
  
MPphoto
 
 

  Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at takke ordføreren, fru Sornoza Martínez, for hendes arbejde med dette forslag. Vi diskuterer et meget vigtigt direktiv i aften. Det er et vigtigt element i vores strategi, der går ud på at bandlyse kviksølv for altid fra miljøet - en strategi, som Europa-Parlamentet har støtte længe.

Kviksølv og dets forbindelser er stærkt giftige for menneskers sundhed og for miljøet. Derfor vil direktivet betyde et stort fremskridt, det vil begrænse markedsføringen af visse nye måleapparater med indhold af kviksølv og derved forhindre ca. 30 t kviksølv årligt i at slippe ud i miljøet via affald.

Det foreslåede direktiv tager sigte på at begrænse brugen af disse farlige stoffer i måleinstrumenter til et minimum og kun tillade undtagelser, hvor risiciene er ubetydelige eller der ikke findes alternative materialer. Det vil således f.eks. blive helt forbudt at markedsføre termometre til måling af feber med indhold af kviksølv, og salg af alle andre kviksølvholdige måleinstrumenter til den brede offentlighed vil blive forhindret. Jeg finder det rigtigt, at blodtryksmålere i sundhedssektoren og antikke måleinstrumenter vil være undtaget. Forslagene er udarbejdet på grundlag af en risikovurdering og en udførlig konsekvensvurdering, som blev udviklet til kviksølvsstrategien.

Dette direktiv sikrer ikke kun, at menneskers sundhed og miljøet bliver beskyttet, det vil også medvirke til at bevare det indre marked, da det vil indføre harmoniserede regler for markedsføring af måleapparater med indhold af kviksølv overalt i Fællesskabet.

Ordføreren anbefaler, at Rådets fælles holdning godkendes uden yderligere ændringer. Dette synspunkt er Kommissionen fuldkommen enig i, da nogle af Parlamentets ændringsforslag fra førstebehandlingen er indarbejdet i den fælles holdning og den er udtryk for et afbalanceret kompromis mellem bestræbelserne på på den ene side så vidt muligt at forbyde brugen af kviksølv af hensyn til menneskers sundhed og miljøet og på den andens side at sikre patienternes sikkerhed i sundhedssektoren. Jeg kan bekræfte det, som ordføreren allerede har sagt om, at et flertal af eksperterne stadigvæk mener, at kviksølvholdige blodtryksmålere, såkaldte sphygmomanometre, er uundværlige i behandlingen af visse livstruende sygdomme. Men vi bliver nødt til at se på sagen, for hvis der også findes sikre alternativer til disse apparater, så bør kviksølv også forbydes her. Kommissionen vil derfor evaluere undtagelsen om to år.

En anden undtagelse er ensbetydende med, at det fortsat skal være tilladt at sælge antikke måleinstrumenter, dvs. mindst 50 år gamle. Det kan Kommissionen tilslutte sig, da antikke instrumenter hovedsagelig er samlerobjekter, som bliver behandlet meget forsigtigt på grund af deres værdi og kun kommer på markedet i meget begrænsede antal. Efter Kommissionens opfattelse er der dog ikke noget, der retfærdiggør en tidsubegrænset undtagelse for fortsat salg af nye kviksølvholdige barometre til forbrugerne. Da der findes alternativer til kviksølvbarometre, som er lige så dekorative og pålidelige, er det fuldkommen unødvendigt at benytte dette farlige stof ved fremstillingen af barometre.

En tidsubegrænset undtagelse for sådanne apparater ville stå i et stærkt modsætningsforhold til Parlamentets holdning til de meget farlige stoffer i forbindelse med vedtagelsen af den nye kemikalielovgivning Reach. En overgangsperiode på to år, som indeholdt i direktivet, er fuldkommen tilstrækkelig for de få tilbageværende producenter af kviksølvbarometre til at omstille sig til alternativer. For øvrigt tilbyder mange af disse producenter, hvis ikke alle, allerede alternative produkter. Kommissionen vil derfor under ingen omstændigheder godkende de ændringsforslag, der er stillet om at indføre permanente undtagelser for barometre.

Jeg anmoder Dem indtrængende om at støtte den fælles holdning, så direktivet nu kan blive vedtaget under andenbehandlingen.

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Callanan, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Vi har været igennem disse argumenter ved flere lejligheder, så jeg vil holde min argumentation så kort som muligt. Det eneste spørgsmål, der endnu ikke er løst, er, som kommissæren og fru Sornosa Martínez påpegede, barometrene. Jeg må sige, at jeg er helt overbevist om, at både Kommissionen og Rådet og nogle medlemmer af Parlamentet har fået helt galt fat på argumenterne. Der er overhovedet ingen retfærdiggørelse for et forbud mod barometre. De bliver bare udpeget, fordi der er et forholdsvis lille antal virksomheder, der stadig producerer dem i Europa, og de er et let mål for Kommissionen, så man får det til at se ud, som om man faktisk gør noget ved kviksølv, hvorimod de store kilder til udledning af kviksølv - fra kraftværker, krematorier osv. - ikke bliver behandlet, fordi det naturligvis ville være meget dyrt for medlemsstaternes regeringer og lokale myndigheder at gøre noget ved dem.

Parlamentet vedtog ved førstebehandling i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og her i Parlamentet et ændringsforslag, der undtog producenter af barometre. Rådet forkastede det så, selv om det var med en udfasningsperiode på to år. Miljøudvalget støttede ikke ændringsforslaget denne gang, må jeg med beklagelse sige, men jeg har genfremsat ændringsforslagene for at give Parlamentet endnu en mulighed for at træffe en beslutning omkring det, og som medlemmerne uden tvivl er opmærksomme på, udkæmpes der en meget energisk kampagne af et antal uafhængige aktører og distributører i hele Europa.

Det er en fuldstændig ulogisk holdning at sige, at antikke instrumenter skal undtages, men nye skal forbydes. Der er formentlig flere antikke instrumenter i omløb og på markedet i Europa end nye, som fremstilles. Det er et meget lille specialmarked, og Europa bringer sig selv i vanry ved gennem et forbud at fratage et antal små virksomheder legitimiteten og tvinge dem til at lukke, et lille antal meget foretagsomme og dygtige håndværkere. De kan kontrolleres ved en ordentlig licens- og kontrolordning, hvilket de har sagt, at de er villige til at betale for. Det ville være langt den meste fornuftige ordning i stedet for et direkte forbud, der vil tvinge et antal små virksomheder til at lukke, hvorved man mister færdigheder og traditioner, der har eksisteret i Europa i adskillige hundrede år.

 
  
MPphoto
 
 

  Dorette Corbey, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg står i gæld til fru Sornosa Martínez, som har vores varme og uforbeholdne støtte. Kviksølv, især kviksølvforbindelser og kviksølvdampe, er giftigt. Kviksølv kan ophobe sig i hjernevæv og i nervesystemet, hvor det kan afstedkomme alvorlige skader. Det kan igen føre til svækket intelligens. En intelligent politik vil derfor forbyde brugen af kviksølv til anvendelser, hvor det ikke er nødvendigt. Eftersom der findes alternativer, skal det hilses velkommen, at kviksølvtermometret er blevet forvist til fortiden.

Barometre er genstand for stor debat. I Nederlandene har brugen af kviksølv været forbudt siden 2003, men barometre var undtaget indtil 2005, og derefter, mens man afventede nye EU-regler, indtil 1. januar 2006. Vi er villige til at udvide undtagelsesperioden med yderligere to år for traditionelle barometre, som jo er nogle herlige apparater. Eftersom det ville skubbe den samlede udsættelse til den 1. januar 2010, er der tid nok til at udvikle alternativer, som allerede i vid udstrækning er til rådighed, hvilket kommissæren bekræftede.

Selv om jeg naturligvis sagtens kan forestille mig, hvor svært det er at acceptere for producenter af barometre, hvis vi forbyder kviksølv fuldstændig, er vi tvunget til at forbyde forbrugerprodukter, der indeholder kviksølv. Barometre kan gå i stykker eller blive utætte, så kviksølv havner i miljøet.

Jeg er derfor enig med producenterne af barometre om, at brugen af kviksølv i lavenergipærer naturligvis også er meget skadeligt. Det er en god idé at gå over til LED-lamper så snart som muligt, men dette direktiv handler om kviksølv i måleapparater, ikke om lavenergipærer. Jeg vil derfor endnu en gang udtrykke min varme støtte til fru Sornosa Martínez, som jeg mener, har valgt en vældig god måde at angribe sagen på.

 
  
MPphoto
 
 

  Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne komplimentere fru Sornosa Martínez for hendes udmærkede betænkning.

Betænkningen om lovforslaget følger efter kviksølvstrategibetænkningen, der blev vedtaget her i Parlamentet sidste år. Den har til formål at begrænse markedsføring af nye måleinstrumenter med kviksølv. Fru Sornosa Martínez er med rette stort set enig i det forslag, vi har fået forelagt, og forbeholder sig kun nogle undtagelsesbestemmelser i tilfælde, hvor der endnu ikke findes passende erstatning.

Min gruppe går stærkt ind for dette forslag og finder ordførerens ændringsforslag nyttige og passende. Alt i alt er der udbredt enighed om dette forslag overalt i Parlamentet, bortset fra det enkle, velkendte spørgsmål angående diskussionen om barometre. Forskellen er, som De ved, at Rådet er gået ind på et kompromisforslag om at give en toårig undtagelsesbestemmelse, efter at direktivet er trådt i kraft for et mindre antal producenter af moderne barometre med traditionelt udseende. Det føler vi er en rimelig løsning og giver disse producenter tid til at finde kviksølvfrie erstatninger til deres produkter.

Denne opfattelse deles ikke af nogle kolleger, der tilslutter sig den opfattelse, der udtrykkes i ændringsforslag 1 og 2, nemlig at der bør foretages permanent undtagelse for barometre af traditionel type. Sagen er ikke af stor betydning i sig selv, da den mængde kviksølv, der bruges i disse instrumenter, er lille, og der er gennemført tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger hos producenterne. Samtidig er det et spørgsmål om princip, det er ikke nødvendigt at have langsigtede undtagelser, da fabrikanterne har rigelig tid til at tilpasse sig i de tilfælde, hvor der findes sikre alternative kemikalier, uden at det er nødvendigt at indføre et farligt præcedens i sikkerhedsdirektiverne.

Spørgsmålet er desværre blevet blæst op ud af alle proportioner af en del af den nationale presse, som ønsker at fremstille sagen som et eksempel på den hjerteløse og bureaukratiske EU-indblanding i Big Brother-stil over for stakkels ærlige og gode fabrikanter af traditionelle instrumenter i et forsøg på at ødelægge dem. Som De vil forstå, er dette ikke sandt.

Min gruppes holdning er at følge den videnskabelige logik og ikke acceptere permanente undtagelser for barometre, men da vi forstår, hvor stærke følelser der findes hos nogle medlemmer, vil vi ikke være alt for strenge over for dem i vores gruppe, der vælger ikke at tilslutte sig gruppens generelle opfattelse, selv om der altid er risiko for, at ændringsforslaget om barometre kan blive vedtaget og bringe hele forslaget i fare. Lad os håbe, at det ikke sker.

 
  
MPphoto
 
 

  Leopold Józef Rutowicz, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Parlamentets og Rådets direktiv om restriktioner i markedsføring af visse måleapparater indeholdende kviksølv er et vigtigt dokument, da det begrænser mængden af kviksølv, der slipper ud i miljøet. Kviksølv havner i fødekæden i form af metylkviksølv i et vandmiljø, hvilket påvirker fisk, frugter, grøntsager og i sidste ende mennesker. Det ophobes i vores kroppe og forgifter os.

Hvert år tilføres 33 t kviksølv til kredsløbet i nyt udstyr og 27 t i brugt udstyr. Tekniske fremskridt har reduceret brugen af kviksølv i industriprodukter og forarbejdede produkter. I forbindelse med håndteringen af kviksølv er det af afgørende vigtighed at genindvinde det fra brugt udstyr og at nedbringe importen af sådant udstyr fra lande uden for EU drastisk. Alle EU's medlemsstater bør indføre et sådant forbud efter hurtig ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om restriktioner i markedsføringen af visse farlige stoffer og præparater.

Jeg vil gerne takke fru Sornosa Martínez for hendes arbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Carl Schlyter, for Verts/ALE-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Jeg legede med kviksølv som lille. Forhåbentlig vil dette direktiv føre til, at fremtidige generationers børn ikke gør det. Nu er der et kompromis med Rådet, og det er på høje tid, at vi vedtager det. Vi ved, at kviksølv skader mennesker og natur. Vi ved, at kviksølv næsten altid kan erstattes af mindre farlige stoffer. Kompromiset i Rådet er afbalanceret og kommer 14 år, efter at Sverige indførte sit nationale forbud mod kviksølvtermometre. Der er ingen tid at spilde.

De, som nu overvejer at stemme via et teknisk umotiveret forslag fra barometerlobbyen, skal vide, at hele forbuddet risikerer at blive forsinket og vanskeliggjort, hvis det godkendes. Det ville være uansvarligt. Tandlæger, laboratorier og hospitaler har udfaset kviksølv. Der er ingen som helst vanskeligheder i at måle lufttryk uden kviksølv. Vil man være nostalgisk, kan man købe et gammelt barometer. Det er fortsat lovligt i det indre marked, selv med dette forbud, som ikke gælder antikviteter.

 
  
MPphoto
 
 

  Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det har længe været kendt, at kviksølvforbindelser er skadelige for mennesker og miljøet. Kviksølv havner let i fødekæden. De mest udsatte grupper er børn, herunder ufødte børn, og folk, der er i direkte kontakt med kviksølv. Kviksølv beskadiger den menneskelige krop ved at hæmme nervesystemet og koordinationsevnen foruden synet med deraf følgende negative konsekvenser for helbredet og miljøet. Det er derfor helt på sin plads at indføre bestemmelser, der begrænser brugen af kviksølv i visse måleapparater.

Medicinsk udstyr indeholdende kviksølv bør dog fjernes fra markedet gradvist, især i nye medlemsstater, der kun har begrænsede ressourcer til rådighed til deres sundhedsvæsener. Det anslås f.eks., at de ekstra offentlige udgifter som følge af et forbud mod brug af kviksølvtermometre vil beløbe sig til omkring 3 millioner zloty om året. En pludselig tilbagekaldelse af måleapparater indeholdende kviksølv vil ikke kun være meget omkostningskrævende, men kan også få folk til ikke at tage temperaturer og måle blodtryk. Det er ikke mindst alvorligt, fordi billige elektroniske apparater ikke er særligt nøjagtige.

Vi har foreslået en forlængelse af overgangsperioden, hvilket ville reducere omkostningerne betydeligt. Vi mener også, at termometre til for tidligt fødte børn bør undtages fra forbuddet på grund af de specifikke måleintervaller og deres pålidelighed og præcision, og det samme gælder ægløsningstermometre, der bruges til at diagnosticere uregelmæssigheder og til forplantning som led i den grundlæggende familieplanlægning efter rytmemetoden. Desuden er der behov for veterinærtermometre til diagnosticering af dyresygdomme.

Slutteligt vil jeg gerne sige, at denne form for forhastede lovgivningsændringer har det med at vække mistanke om, at der er personlige interesser involveret. I dette tilfælde skyldes tilbagekaldelsen af udstyr indeholdende kviksølv muligvis andet og mere end ønsket om at beskytte folks helbred og miljøet.

 
  
MPphoto
 
 

  Thomas Ulmer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Dette direktiv om måleinstrumenter skal fjerne ca. 30 t kviksølv fra kredsløbet, ikke særlig meget, men immervæk en anseelig mængde. Farerne forbundet med kviksølv er alment kendt, dets neurotoxicitet er ubestridt. Hvor menneskers sundhed er i fare, mener jeg, at det strenge princip om substituering gælder. Hvor kviksølv er absolut påkrævet og der ikke findes alternativer, kan det bibeholdes på strenge betingelser.

Undtagelser bliver derfor kun tilladt, når der ikke er væsentlige risici eller der endnu ikke findes alternativer. Undtagelserne omfatter sphygmomanometre til særlige behandlinger og gamle måleinstrumenter, og det siger sig selv, at antallet af de gamle måleinstrumenter fortsat vil falde helt af sig selv. Overgangsperioden på to år for barometre mener jeg er fuldkommen tilstrækkelig. Det afgørende for mig er harmoniseringen af det indre marked, som kommer et skridt videre her. Jeg stemmer for den fælles holdning.

 
  
MPphoto
 
 

  Åsa Westlund (PSE). - (SV) Hr. formand! Det er faktisk overraskende, at vi tvinges til at have denne forhandling. Kviksølv er et af de farligste stoffer, vi har iblandt os. Selvfølgelig skal det ikke anvendes, hvis det ikke er absolut nødvendigt. Det overrasker mig, at nogen overhovedet kan mene, at det er vigtigere at bevare produktionen af gamle barometre og termometre end at beskytte menneskers sundhed.

Som gravid kender jeg kun alt for godt til alle de risici, som kviksølv fører med sig. Jeg ved, at ingen, som skal føde, bør spise den slags fisk, som jeg selv og mange med mig spiste under hele vores opvækst. Skal vi have det sådan? Skal unge kvinder ikke kunne spise almindelig mad? Skal man som gravid behøve at bekymre sig om, at det foster, man bærer på, bliver skadet af kviksølv, som bl.a. kommer fra produkter, som helt unødvendigt indeholder dette stof?

Før denne forhandling fik vi et brev om, at vi skal beskytte den traditionelle barometerproduktion. Det er rigtigt pinligt! Hvordan kan nogen tro, at jeg værdsætter den eventuelle udnyttelse af at have et barometer højere end den risiko, som anvendelsen af kviksølv betyder for kommende generationer? Jeg håber, at alle mine kolleger ved afstemningen i morgen viser, hvor pinligt dette brev er, og at vi tager vores ansvar for miljø og menneskers sundhed alvorligt ved at stemme nej til alle de ændringsforslag, som har til formål at bevare anvendelsen af kviksølv.

 
  
MPphoto
 
 

  Holger Krahmer (ALDE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er enig i, at kviksølv er stærkt giftigt. Det skader miljøet, dyrene og via fødekæden og ad andre veje også menneskene.

Det er rigtigt, at dette element skal erstattes, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, men ikke altid og for enhver pris og ikke på grund af stoffets egenskaber i sig selv, men når brugen heraf virkelig udgør en fare for miljøet. Vi kan alligevel ikke fjerne kviksølv helt fra kredsløbet, for så ville vi også skulle sige farvel til et andet produkt, som mange parlamentsmedlemmer sætter stor pris på. Lavenergipæren, som mange ville foretrække at gøre lovpligtig af hensyn til klimabeskyttelsen, indeholder også kviksølv. Hvis lavenergipærer blev udbredt i hele EU, ville vi mindst have lige så meget af det i vores husstande, som det er tilfældet for øjeblikket med traditionelle barometre.

Jeg har ikke megen fidus til at bandlyse kviksølv og en hel gruppe af håndværksvirksomheder fra EU's marked i morgen, mens vi samtidig ønsker at skrue kviksølvpærer i vores lampefatninger. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad kommissæren har at sige om disse modstridende mål.

 
  
MPphoto
 
 

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Kviksølv bruges i mange måleapparater, termometre og barometre. Kviksølv har også været anvendt med succes og uden større helbredsmæssige konsekvenser inden for tandlægevidenskaben i form af amalgamfyldninger.

Men på den anden side er kviksølv kendt for under visse omstændigheder at være skadeligt, og det kan ophobes i levende organismer, herunder den menneskelige krop. Vi er alle klar over, at Rådets fælles holdning omfatter de fleste af de ændringsforslag, som Parlamentet allerede vedtog den 14. november 2006. Det var afspejlet i teksten, hvor ordføreren og skyggeordførerne er næsten helt enige, så vi var tæt på at nå helt igennem lovgivningsprocessen under førstebehandlingen.

Der er imidlertid en væsentlig uenighed mellem Rådet og Parlamentet vedrørende produktionen af apparater, der bruger kviksølv, fortrinsvis barometre. Som vi ved, stemte Parlamentet for en fuldstændig undtagelse, mens Rådet foreslår en undtagelse, der er begrænset til en periode på to år, hvilket ser ud til at være passende. Et forbud ville gælde for nye kviksølvbarometre, men det virker fornuftigt at acceptere brugte barometre, da det vil gøre det muligt fortsat at sælge, reparere og vedligeholde disse.

Som borger og forbruger støtter jeg den type kompromis, som ordføreren støtter, som ikke vil bringe offentlighedens almene sundhed i fare, og som vil gøre det muligt for producenter af almindelige barometre hurtigere at tilpasse sig den nye situation.

 
  
MPphoto
 
 

  Linda McAvan (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg tror, vi bør minde os selv om, at dette er en del af en bredere strategi om udfasning af kviksølv. Ingen sektor er blevet udvalgt - ikke termometre, ikke barometre - fordi der skal indføres en række initiativer i løbet af nogle år. Jeg tror, hr. Ulmer har forstået det rigtigt. Vi er under Reach-direktivet blevet enige om, at hvis der findes et sikkert alternativ til farlige kemikalier, bør vi bevæge os i retning af dette alternativ. Vi er alle blevet enige om dette her i Parlamentet. Alle de større politiske grupper har underskrevet Reach. Så at sige, at vi skal gøre en undtagelse for barometrene på dette stadium, er helt inkonsekvent i forhold til Reach-direktivet. Hvad mere er, Reach-direktivet vil dække barometre.

Der er et ændringsforslag om at tillade barometre. Nuvel, det tager ikke fat på spørgsmålet om udslip, tilfældig skade eller bortskaffelse af affald, opfyldning og afbrænding. I USA fandt man i maj et barometer, der var gået i stykker, i et skab i en skole. Skolen blev lukket i en uge. Hele skolen skulle evakueres, og der kom en rengøringsregning på flere tusind dollars. Seksten stater i USA bevæger sig i retning af et forbud mod kviksølv i barometre og andet udstyr. Faktisk går de langt videre, end hvad Kommissionen foreslår her i dag. Så at omtale Europa som en formynderstat er helt forkert, når man ser på barometerspørgsmålet.

PSE-Gruppen har presset på for at få en toårig udfasning for barometersektoren. Vi ved, at det drejer sig om små virksomheder, og vi ved, det vil frembyde vanskeligheder for dem, men jeg tror, at de har været klar over, at Reach-direktivet ville komme efter dem under alle omstændigheder, og jeg mener, dette er et fornuftigt kompromis.

Endelig talte hr. Schlyter om, hvordan han legede med kviksølv, da han var barn. Mange har sagt dette til mig under denne debat. I gamle dage legede vi med det. Jeg påpeger altid, at vi engang kørte biler uden sikkerhedsseler, vi inhalerede benzin med bly, og ved juletid fik jeg søde cigaretter i min julestrømpe. Der er ting, der bør laves om, og jeg mener, at det nu er på tide at ændre dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne endnu en gang præcisere Kommissionens politik med hensyn til vores håndtering af påviseligt stærkt giftige stoffer i miljøet. Vi kan ikke udelukke risici i samfundet, men når forudsætningerne for substitution er til stede, skal denne altid have forrang. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan se anderledes på det. Hvis det ikke er nødvendigt at arbejde med stærkt giftige stoffer i miljøet, så skal vi ganske enkelt lade være med det.

Det gælder også de lavenergipærer, som hr. Krahmer nævnte, som rent faktisk indeholder meget små mængder kviksølv. Her findes der endnu ingen substitution, men det må der arbejdes på, og så snart der findes erstatningsstoffer, skal man selvfølgelig også foretrække en produktion uden brug af kviksølv her.

Lad mig slutte med at tale om barometrene igen. Der findes ingen større tilhænger af smukke gamle apparater end mig. Jeg er en stor tilhænger af traditionelle fremstillingsmetoder og traditionelle virksomheder, særligt små virksomheder. Der er ingen, som ønsker at trænge en eneste lille, traditionel virksomhed i Europa væk fra markedet. Jeg har her et katalog fra en af disse producenter. Det er hævet over enhver tvivl. Allerede i dag tilbyder de vidunderlige barometre uden nogen form for optisk forskel i forhold til de barometre, der er fremstillet hidtil, men de indeholder ikke længere kviksølv. Selv det berømte Prince-of-Wales-barometer, en kopi af John Russels kongelige barometer, kan man få for immervæk 795 engelske pund uden det mindste spor af kviksølv.

Argumentet om, at virksomhedernes eksistens kunne blive bragt i fare, er ganske enkelt ikke rigtigt. Derfor kan jeg sige helt klart, at vi ikke handler i disse små virksomheders interesse, hvis vi hindrer dem i at gøre det, der er nødvendigt for at give deres produkter en fremtid. Og disse traditionelle barometre vil kun have en fremtid, hvis de er produceret uden kviksølv.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 11. juli 2007.

 
  
MPphoto
 
 

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Kunne De ikke tjekke, at tolkningen var korrekt. Jeg sagde, at jeg legede med kviksølv som barn, og jeg håber, at kommende generationer ikke vil blive udsat for den risiko. Bare for at gøre det helt klart.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Det var også sådan, jeg forstod det, hr. Schlyter. Jeg kan berolige Dem med, at jeg gjorde det samme, og jeg håber på at leve længe.

 
Seneste opdatering: 20. september 2007Juridisk meddelelse