Formanden. - Næste punkt på dagsordene er betænkning af Maria Martens for Udviklingsudvalget om status over forbindelserne mellem EU og Afrika (2007/2002(ΙΝΙ)) (Α6-0375/2007).

  Maria Martens (PPE-DE), ordfører. - (NL) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi drøfter betænkningen om forbindelserne mellem EU og Afrika. I den forbindelse drejer det sig om Afrikas og Europas fælles syn på det fremtidige samarbejde for at fremme udviklingen i Afrika og bekæmpe fattigdommen. Strategien skal være mere end blot et forsvar af den nuværende politik. Det drejer sig om en holdning, der er baseret på delte værdier og principper, på gensidig respekt, som skal fremme menneskers velvære.

Afrika og Europa har en lang fælles historie. Forbindelserne er imidlertid ændret. Det kan ikke længere være en envejskommunikation. Det drejer sig nu om et ligeværdigt partnerskab for i fællesskab at tackle problemer, som berører begge kontinenter, som f.eks. sikkerhed, handel, migration og klimaændringer.

I 2005 skrev EU en europæisk strategi for Afrika. Jeg var også dengang ordfører. I vores øjne van denne strategi mangelfuld på to vigtige punkter. Det var en strategi, som i for høj grad var for Afrika, men uden at involvere Afrika, og Europa-Parlamentet og det civile samfund var ikke tilstrækkeligt involveret i udviklingen af denne strategi. Jeg er glad for, at vi nu taler om en fælles EU-Afrika-strategi, og at Europa-Parlamentet og det civile samfund er blevet mere involveret. Samarbejdet lover godt for fremtiden.

Denne strategi skal give os strukturen og kursen for en fælles indsats i fremtiden. Bekæmpelse af fattigdom og millenniumudviklingsmålene skal fortsat spille en central rolle. Selv om de seneste tal for millenniumudviklingsmålene tillader nogen optimisme, lever 41,1 % af befolkningen i Afrika syd for Sahara stadig for 1 dollar om dagen. Denne situation kan ikke forbedres udelukkende gennem udviklingsbistand. Også den økonomiske vækst skal fremmes.

De økonomiske partnerskabsaftaler, som der i øjeblikket forhandles om, kan være et godt middel til dette, forudsat - og det understreger jeg - at en bæredygtig udvikling står centralt, og forudsat, at det er mere end en europæisk handelsaftale. Jeg vil gerne bede kommissæren om at fortælle om situationen, hvad angår en eventuel udsættelse af fristen den 1. januar 2008.

De afrikanske regeringer er selvfølgelig i første instans selv ansvarlige for udviklingen i deres land. De er blevet mere uafhængige på det politiske og det økonomiske område. Afrika er i fuld udvikling, ikke mindst på grund af oprettelsen af nye institutioner såsom NEPAD (det nye partnerskab for Afrikas udvikling) og African Peer Review Mechanism. Når det gælder finansiel og politisk støtte, er Europa for længst holdt op med at være den eneste og eksklusive partner. Andre lande begynder meget udtrykkeligt at udøve indflydelse i og på Afrika - tænk f.eks. på Kina. Vi kan ikke længere tage vores forbindelse med Afrika som en selvfølge.

Betænkningen fremhæver tre prioriterede politiske områder: fred og sikkerhed, god regeringsførelse, økonomisk vækst og investering i mennesker. Hvad angår de europæiske politiske områder, gør betænkningen opmærksom på betydningen af mere sammenhæng mellem dels udviklingsaktiviteter, dels andre politiske områder såsom handel, landbrug og migration. Kun hvis Europa kan anvende sin støtte mere sammenhængende og bedre koordineret og forbedre regnskabspligten, kan EU's udviklingspolitik blive bedre og mere effektiv.

Fred og sikkerhed er et stort problem i Afrika. Betænkningen fremhæver betydningen af en integreret tackling af konfliktsituationer. Den vigtigste prioritet i den forbindelse er vores ansvar for at beskytte befolkningen og medvirke til forebyggelse og løsning af konflikter og ligeledes genopbygning. Selvfølgelig er god regeringsførelse, en fungerende retsstat og et stabilt demokrati forudsætninger for stabilitet og udvikling. På disse områder er kapacitetsopbygning af væsentlig betydning, og vi støtter Kommissionens ambitioner.

Det andet topmøde mellem EU og Afrika finder efter syv år sted i december i Lissabon. Der vil der blive truffet beslutning om den fælles EU-Afrika-strategi og handlingsplanen. Der står meget på spil, og det er i vores alles interesse, at dette topmøde bliver en succes. Selv om situationen i Zimbabwe er uhyre foruroligende, må vi huske, at det drejer sig om et EU-Afrika-topmøde og ikke om et EU-Zimbabwe-topmøde, og at det er befolkningen, der står centralt, og ikke et partnerskab med fokus på præsidenterne.

Det er godt, at Europa-Parlamentet og det panafrikanske parlament på topmødet får lejlighed til at give udtryk for parlamentets syn på den fælles strategi. I sidste uge mødtes delegationerne fra det panafrikanske parlament og fra Europa-Parlamentet for at forberede en fælles erklæring. Jeg håber, at vores formænd kan forelægge denne for regeringscheferne på topmødet.

Der kan naturligvis siges mere om dette, men jeg ser, at min tid er udløbet, og derfor lader jeg det blive ved dette, men ikke uden at takke mine kolleger og Kommissionen for det gode samarbejde.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet.- (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, fru ordfører! Europa, Afrika og resten af verden har ændret sig en hel del i det forløbne årti. Europa er nu en blok på 27 medlemsstater, der til tider har ekstremt forskellige udenrigspolitiske prioriteter og holdninger. Selv om det i betragtning af den mængde offentlig udviklingsbistand, som Europa stiller til rådighed for det afrikanske kontinent, ikke er rimeligt at sige, at kontinentet er blevet forsømt, kan vi godt tale om et strategisk tomrum i forholdet mellem Europa og Afrika. I de senere år er de negative konsekvenser af dette tomrum blevet tydeligere. EU og medlemsstaterne anerkender nu behovet for at løfte relationerne med Afrika op på et nyt plan, og det andet topmøde mellem EU og Afrika er det rigtige tidspunkt til at give klart og tydeligt udtryk for dette ønske.

Der er forskellige ting, der berettiger denne nye anerkendelse af vigtigheden af relationerne mellem EU og Afrika: den udbredte erkendelse af, at alle globale udfordringer såsom fred, sikkerhed og international handel kræver en samlet indsats fra det internationale samfunds side, hvilket begrunder fremkomsten af nye former for samarbejde, en søgen efter løsninger på problemer, der påvirker både Europa og Afrika, især virkningerne af klimaændringer, håndteringen af energiressourcer eller migrationsstrømme, Afrikas ønske om at tackle fælles problemer i fællesskab samt behovet for at tilpasse sig specifikke geopolitiske forandringer i en international kontekst.

Dette nye forhold mellem EU og Afrika er udstukket i de dokumenter, vi håber, bliver vedtaget under topmødet i december, nemlig den fælles EU-Afrika-strategi, dens første handlingsplan og, håber vi, Lissabonerklæringen. Disse dokumenter afspejler den specifikke natur af forholdet mellem Europa og Afrika. De udstikker en tilgang, som på den ene side begunstiger multilaterale kanaler og på den anden tilsigter at behandle de forskellige aspekter af vores forhold på en mere integreret måde. Denne tilgang udgør den forskel, som EU kan henvise til, især sammenlignet med andre internationale aktører. Anerkendelsen af Afrika som en strategisk verdenspartner afspejles også i den metode, der bruges til at forberede både topmødet og de dokumenter, der skal vedtages. Hvor den EU-Afrika-strategi, der blev vedtaget i 2005, er et EU-dokument, der kun er bindende for EU, er den nye strategi - for første gang en fælles strategi - og handlingsplanen resultatet af fælles arbejde med vores afrikanske partnere.

Topmødedokumenterne er fra starten blevet udarbejdet af en fælles ekspertgruppe, og vi håber, at de bliver godkendt på det ministerielle EU-Afrika-trojkamøde, der skal afholdes den 31. oktober som led i en proces, der også har involveret ikkestatslige aktører og civilsamfund, såvel afrikanske som europæiske. Den fælles strategi og den første handlingsplan er altså resultatet af fælles arbejde. Som resultat heraf afspejler og besvarer deres nuværende formulering mange af de bekymringer og forslag, der indgår i fru Martens' betænkning, som tydeligvis er meget fuldstændig og omfattende.

Partnerskaberne mellem EU og Afrika, der er beskrevet i både den fælles strategi og i udkastet til handlingsplanen, skal omfatte emner af fælles interesse. Det fundamentale kriterium må være at tilføre værdi til det samarbejde og den politiske dialog, der eksisterer i øjeblikket, og efter vores mening at sikre en positiv indvirkning på europæiske og afrikanske borgeres dagligdag. De partnerskaber, vi gerne vil opbygge, vil også sigte mod at sikre en balance mellem de to parters forpligtelser, hvilket vil ændre den unilaterale og bistandsbaserede logik, der præger forholdet mellem EU og AVS-landene (Afrika, Vestindien og Stillehavet).

Erfaringen viser også, at politiske forpligtelser kræver gennemførelse og overvågningsmekanismer, så de bliver omsat til mere end bare gode intentioner. Mellem topmøderne er der nu mulighed for supplerende, sektorspecifikke ministermøder sideløbende med de faste møder mellem de to kommissioner og den ministerielle trojka, når der er behov for det. Men der kan kun ske en reel forandring i forholdet mellem EU og Afrika, hvis processen også tages effektivt op af forskellige andre aktører.

Hvad dette angår, ønsker vi at etablere uformelle fælles ekspertgrupper til gennemførelse af hvert af partnerskaberne. De vil være åbne for deltagelse af et stort antal interessenter: europæiske og afrikanske parlamenter, lokale myndigheder, det europæiske og afrikanske civilsamfund, subregionale afrikanske organisationer, forskningsinstitutter, specialiserede internationale organisationer og institutter og den private sektor. Samtidig bliver samarbejdet og dialogen mellem Det Panafrikanske Parlament og dette Parlament udvidet, og disse institutioner vil desuden fungere som kanaler for gennemførelsen af den fælles strategi og handlingsplan.

Selv om så gennemgribende forandringer ikke kan ske på et øjeblik, befinder vi os ved en skillevej for forandring i forholdet mellem vores to kontinenter. Den udfordring, vi står over for, er at udnytte denne mulighed fuldt ud ved at begynde at gennemføre denne nye strategiske vision for dialog mellem EU og Afrika. Det er med dette mål for øje, at vi med tillid og i bevidstheden om, at det, vi gør, skal gøres, planlægger at afholde det næste topmøde mellem EU og Afrika i Lissabon i december.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne lykønske fru Martens og sige tak for den glimrende betænkning, hvori der rejses en række spørgsmål og åbnes nogle muligheder. I alt fald kan den bruges som inspirationskilde i dette parlamentariske bidrag til en i grunden yderst betydningsfuld sag, der i øvrigt fordrer en ny tilgang, nemlig forbindelserne mellem EU og Afrika.

Som bekendt bliver 2007 et særligt år for de fremtidige forbindelser mellem EU og Afrika. Fem år efter udsættelsen af 2003-Lissabontopmødet og ikke mindre end syv år efter det første EU-Afrika topmøde i Kairo i 2000 mener jeg, det er på høje tid at fastlægge et nyt grundlag for disse forbindelser. Afrika har forandret sig gennemgribende i de senere år, Afrika har fået en panafrikansk institutionsopbygning, som for øvrigt ligner vores i mange henseender. Denne nye institution - Den Afrikanske Union - bør styrkes og konsolideres. Den har udarbejdet ambitiøse politikker for kontinentet på nøgleområder som økonomisk og social udvikling, fred og sikkerhed, men også god regeringsførelse, og alle disse tiltag fortjener naturligvis såvel vores støtte som vores opmærksomhed.

Afrika har i dag fået en uomtvistelig international dimension. Jeg tænker her på spredningen i dets forbindelser med det internationale samfund, som fru Martens nævner, og på f.eks. Kinas nye rolle og indflydelse på investeringerne på det afrikanske kontinent. Jeg tænker naturligvis også på de globale udfordringer, som Afrika må tage op på lige fod med verdens øvrige aktører, dvs. klimaændringer, energi, reform af de multilaterale institutioner, risici i forbindelse med folkesygdomme, udvandring, og det er klart, at Afrika må oplade sin røst, gøre sin indflydelse gældende og især hævde sin ret. Og de globale udfordringer, jeg netop har nævnt, er i sidste ende også vores. Alle disse udfordringer og spørgsmål har vi tilfælles, og de viser desuden med al tydelighed Europas og Afrikas gensidige afhængighed. Vores skæbner er knyttet til hinanden.

En fælles strategi af mere politisk karakter kan gøre en forskel for Afrika, men sandelig også for Europa og - det tvivler jeg ikke om - for verden i det hele taget. De to kontinenter må derfor snarest indføre en ny ramme og nye instrumenter, således at dialogen mellem Europa og Afrika kan foregå på højeste plan. Den fælles EU-Afrika strategi, som vi har udformet i de seneste måneder med vores afrikanske partnere, skal give os denne ramme, men der er ikke tale om at vende ryggen til et traditionelt solidaritetsforhold, der er frem for alt tale om et kvalitativt spring fremad, som fører forbindelsen mellem EU og Afrika ind i en ny æra, en æra, hvor partnerne er lige i rettigheder og pligter.

Det er netop disse betragtninger, som kommer glimrende til udtryk i denne betænkning, og jeg kan kun tilslutte mig Parlamentets innoverende forslag til overvågning og opfølgning af gennemførelsen af denne strategi og de deraf afledte handlingsprogrammer. I denne forbindelse mener jeg, at oprettelsen af en fælles delegation for Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament er et væsentligt led i fuldendelsen af den fremtidige institutionsopbygning. Dertil kommer møder, som bør arrangeres regelmæssigt mellem formændene for disse to institutioner, samt høringer planlagt i fællesskab og politiske rapporter - også udarbejdet i fællesskab - om de fremskridt, der er gjort. Det vil alt sammen være nødvendigt for at fastholde momentum i processen på sigt og sikre dens politiske levedygtighed.

Vi er bevidst om, at dette oplæg også forudsætter, at Den Afrikanske Union opbygger stærke institutioner, som er i stand til at handle og virke i samspil med vores institutioner. Derfor vil vi naturligvis fortsat støtte Den Afrikanske Unions omstilling og styrkelsen af dens institutioner. Som en første konkret bekræftelse af dette tilsagn glæder det mig at kunne meddele, at det første arbejdsprogram forelagt af Det Panafrikanske Parlament bliver bevilget 275.000 euro fra det indeværende program for institutionsopbygning finansieret under den niende EUF. Det var et ønske, som udvalgsformand Borrell havde fremsat over for mig.

Jeg håber, denne første bevilling vil sætte Det Panafrikanske Parlament i stand til at medvirke fuldt ud i det initiativ, De har taget til at arrangere en fælles parlamentarisk begivenhed inden Lissabontopmødet i december, således at resultatet af Deres arbejde kan forelægges statscheferne på topmødet.

Endelig udgør begge vores kontinenters civilsamfund og repræsentative forsamlinger som tidligere nævnt også en uomgængelig faktor, der skal inddrages og delagtiggøres, for at få en vellykket dialog og et effektivt samarbejde mellem Europa og Afrika. Vi er sommetider tilbøjelige til at glemme det, men vi taler her om 1,5 milliarder menneskers fælles fremtid, og de er de første og vigtigste aktører i gennemførelsen af dette partnerskab.

Jeg er selvfølgelig ganske enig i, at der er behov for koordination, fru Martens. Derfor har vi foreslået adfærdskodeksen, som skal sikre en bedre arbejdsdeling mellem de forskellige donorer, en harmonisering. Jeg tror, vi er konsekvente, for som bekendt har vi under den 10. EUF afsat en særlig rammebevilling til regeringsførelse, der er et af aspekterne - og naturligvis også meget vigtigt - i den politiske dialog, som vi skal føre med vores afrikanske venner. Hvad de økonomiske partnerskabsaftaler angår, skal jeg utvivlsomt besvare spørgsmål desangående efter Deres indlæg, og derfor vil jeg gemme svaret til senere og ikke uddybe nærmere nu for ikke at bruge for meget tid.

En sidste ting, som rådsformanden så udmærket påpegede: EU-Afrika topmødets betydning er ubestridelig. Det er nu på tide, topmødet finder sted, for momentum skal udnyttes til at ændre målsætningen. På en vis måde skal forholdet mellem de to kontinenter skifte karakter. Det traditionelle forhold, som ærlig talt er lidt fortærsket, lidt forældet, mellem modtager og donor eller donor og modtager skal erstattes af en langt mere politisk forbindelse mellem partnere med lige rettigheder og pligter. Det finder jeg klart langt mere betydningsfuldt. Som sagt vil jeg gerne vende tilbage til nogle af disse punkter, når De har stillet mere konkrete spørgsmål.

  Michel Rocard (PSE), ordfører for udtalelse fra Udenrigsudvalget. - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Udenrigsudvalget, hvis udtalelse jeg er ordfører for, støtter alle disse bestræbelser. Det bekymrer sig om Afrika og bakker initiativerne op, men er ikke sikker på, vi er dristige nok.

Det, man ikke kan skrive, men som er antydet i vores betænkning, og som jeg kan sige højt, er, at der i spørgsmål om Afrika hersker en hyklerisk og kvælende politisk korrekthed, som vi også må gøre os fri af, hvis vi vil føre vores hensigter ud i livet. Med hensyn til at fremme Afrikas udvikling ved at lette afrikanske produkters adgang til vores markeder vil jeg minde om, at omkring 40 af disse nationer ikke har noget at eksportere. Dette slogan er altså forløjet. Ingen af de afrikanske lande er selvforsynende med fødevarer. De må importere for at få mad, og det er vores og Brasiliens eksport, der dræber den lokale landbrugsfødevareproduktion. Vi må hjælpe Afrika med at beskytte sig selv, hvilket også står i betænkningen.

Vist er korruption en ødelæggende svøbe. Men den forekommer i alle meget fattige lande. Derfor må vi begynde med de store fisk og begrænse os til dem, dvs. vores faste kontakter, om de så er ministre, og vores egne ophavsmænd til bestikkelse. Korruption på beskedent plan vil kun forsvinde med udvikling. Lad os ikke skamme dem ud for noget, vi selv gjorde for få hundrede år siden. Vores ekspansion begyndte også med korruption.

Endelig kan diktatur ikke blive til demokrati, selv med handel og bistand. Med det kan blive til oplyst despotisme. Det er vigtigere at bringe tortur og bortførelser til ophør, sikre ytringsfrihed, retssystemets uafhængighed og retssystemets kontrol med politiet end at glæde Vesten med pluralistiske valg, hvor journalister og kandidater bliver bortført og dræbt. Det burde vi tage hensyn til, når vi stiller betingelser. Det kunne der siges meget mere om.

  Filip Kaczmarek, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Fru formand, hr. kommissær! Fru Martens har udarbejdet en fremragende betænkning, som Udviklingsudvalget enstemmigt har vedtaget. For første gang i historien er Afrika og Europa så småt ved at have udarbejdet en fælles partnermæssig vision om udvikling af demokratiet, udviklingsstøtte samt styrkelse af freden og sikkerheden på det afrikanske kontinent. Jeg håber ligesom Rådets og Kommissionens repræsentanter, at betænkningen vil udgøre en god inspiration forud for Lissabontopmødet mellem EU og Afrika. Mange af betænkningens bestemmelser, eller rettere gennemførelsen heraf, vil have en nøglebetydning for udviklingen af de europæiske og afrikanske forbindelser. Det bliver svært at opnå fremskridt i alle de indbyrdes relationer uden større kohærens af de forskellige EU-politikker - handels- og udviklingspolitikken, politikken forbundet med miljøbeskyttelse, landbrugs- eller migrationspolitikken.

Det er ligeledes vigtigt at opfylde de tidligere vedtagne beslutninger og forpligtelser. Rådet besluttede i 2005, at minimum 50 % af de ekstra udviklingsbistandsmidler skal rettes mod de afrikanske lande. I mit eget land, Polen, er udviklingsstøtten steget markant de seneste år. Det er imidlertid et problem, at blot 1,4 % af hele den samlede polske bilaterale bistand sidste år var øremærket Afrika syd for Sahara. Det vækker ligeledes bekymring, at nogle medlemsstater er bagefter med ratificeringen af Cotonouaftalen og den interne aftale om den 10. EUF. Det er en kendsgerning, at blot halvdelen af EU-landene har ratificeret den reviderede aftale om partnerskab med AVS-landene, der træder i kraft 1. januar 2008.

Hvis ratifikationen ikke gennemføres, bliver det meget svært at fortsætte programmerne for Afrika, og visionen om konkret støtte til Afrika bliver ganske enkelt ren fiktion. Jeg opfordrer derfor parlamentsmedlemmerne til at lægge pres på deres regeringer og nationale parlamenter, så de ratificerer den revidere Cotonou-aftale.

  Alain Hutchinson, for PSE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Socialdemokraterne har altid slået stærkt til lyd for at give de berørte befolkninger medindflydelse på udviklingsstrategierne, således at deres prioriteringer virkelig bliver taget i betragtning.

I denne betænkning var det derfor naturligt at lægge særlig vægt på at delagtiggøre de nationale parlamenter og civilsamfundet i den nye EU-Afrika strategi. I den nuværende fase af forberedelserne af den nye strategi, som går ud på at søge en ny form for partnerskab, har denne delagtiggørelse i højeste grad manglet. Det må der omgående rådes bod på. I denne henseende bifalder vi det portugisiske formandskabs glimrende initiativ til at invitere delegationer fra de europæiske parlamenter og fra Det Panafrikanske Parlament til Lissabontopmødet i december. Vi håber ikke, det blot er en symbolsk gestus.

Vi har også kraftigt understreget - og fru Martens nævnte det lige før - at der bør være ægte sammenhæng i EU's forskellige politikker. Det betyder, at foranstaltninger som led i vores politikker om f.eks. handel, landbrug, fiskeri og immigration bør vurderes særlig omhyggeligt med hensyn til eftervirkningerne på udviklingen i de sydlige lande og i Afrika i særdeleshed.

Vi har i øvrigt også påpeget, at EU havde lovet at sætte alt ind på at opfylde millenniumudviklingsmålene og bekæmpe fattigdom så effektivt som muligt. I denne forbindelse henstiller vi, at der i den nye EU-Afrika strategi klart henvises til dette løfte og anføres konkrete tiltag, hvormed det kan indfries for Afrikas vedkommende.

Hvad angår de økonomiske partnerskabsaftaler er vores holdning klar og utvetydig, for vi modsætter os på ingen måde - hverken af ideologiske eller andre grunde - at der indgås aftaler, som besegler vilkårene for et forhold til gavn for både europæerne og befolkningerne i AVS-landene. Derimod forkaster vi bestemt aftaler, som indebærer, at befolkningen i bl.a. de afrikanske lande efter aftalens indgåelse stilles ringere, end de er nu. Det er formålet med det ændringsforslag, vi har stillet.

Afslutningsvis vil jeg pointere, at vi endnu ikke kender den tekst, der bliver forelagt på det kommende Lissabontopmøde. De sagde, den var under udarbejdelse. Vi vil altså være meget opmærksomme på, hvordan henstillingerne i vores betænkning bliver indarbejdet i denne tekst, og vi forbeholder os naturligvis ret til at reagere, når den foreligger.

  Johan Van Hecke, for ALDE-Gruppen. - (NL) Fru formand, mine damer og herrer! Maria Martens' betænkning indeholder en række interessante henstillinger, selv om jeg må bekende, at min gruppe har nogle indvendinger mod den noget negative undertone og manglen på en sammenhængende, tydelig fremtidsvision i betænkningen.

Syv år efter det første topmøde i Kairo prøver det portugisiske formandskab sammen med Kommissionen at skitsere en ny EU-Afrika-strategi i et - det tror jeg virkelig - ærligt forsøg på at frigøre sig fra den gamle model med at give og tage. Det er af største betydning, at dette topmøde finder sted, ikke blot ud fra en negativ motivering, og ikke blot ud fra en ængstelig reaktion på Kinas voksende indflydelse.

Tværtimod, den voksende erkendelse på begge sider af, at Europa og Afrika ikke længere udelukkende er hinandens præferencepartnere, indebærer en enestående mulighed for at udvikle en fuldstændig ny, meget mere afbalanceret forbindelse. Ved første øjekast synes vandet mellem Europa og Afrika ikke at være alt for dybt. Det er væsentligt for Afrika, at ethvert nyt partnerskab skal opgive den traditionelle afhængighed af bistand og kulturen med barmhjertighed og betingelser. Der opfordres stadig kraftigere til mere industrialisering, mere udvikling af den private sektor og flere investeringer i videnøkonomien.

I Afrika vokser endvidere heldigvis bevidstheden om, at afrikanerne i første instans selv er ansvarlige for løsningen af deres egne problemer. Europa skal nu gøre det klart, hvordan det vil støtte disse lovende udviklinger uden at gå i fælden, hvad angår paternalisme og indblanding. Ethvert fremtidigt partnerskab mellem EU og Afrika skal uundgåeligt baseres på princippet om gensidigt ansvar. I den forstand ville en ubetinget ophævelse af landbrugseksportsubsidierne mere end nogen anden gestus også kunne forstærke EU's troværdighed blandt dets afrikanske venner.

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke formanden for Rådet og kommissæren for deres intervention, men også især vores ordfører, fru Martens, for hendes arbejde på denne sag, for sandheden er, at vi har at gøre med et nyt partnerskab, et nyt arrangement mellem EU og Afrika. Jeg gratulerer Rådet for at melde sig på banen med topmødet mellem EU og Afrika i december, og jeg håber, at topmødet ikke vil afhænge af, hvorvidt en enkelt person deltager eller ej.

Der er for meget på spil, hvad angår forholdet mellem Europa og Afrika, til, at det må blive afgjort af, om Robert Mugabe er til stede eller ikke. Vi kender alle til og er kritiske over for Robert Mugabes handlinger i Zimbabwe. Vi forsvarer alle demokratiske institutioners og bevægelsers rettigheder i Zimbabwe, og vi opfordrer alle til beskyttelse af disse demokratiske rettigheder, men det bør ikke være til hinder for den gode udvikling og det gode arbejde, der må fortsætte mellem EU og Afrika som et hele.

Spørgsmålene vedrørende styreformer, spørgsmålene vedrørende udviklingshjælp og især spørgsmålene vedrørende frihandel har afgørende vigtighed for den fremtidige udvikling i Afrika. Når vi taler om udvikling, er EU verdens største bidragyder. Irland, mit land, er verdens sjettestørste bidragyder i forhold til indbyggertallet. Men det bør ikke handle om at yde hjælp for at få noget igen. Det bør handle om at give folk friheden til at frigøre sig selv, til at handle sig ud af vanskelighederne, til at skabe uddannelse, sundhed og infrastruktur for at sikre, at de ikke længere vil skulle modtage eller være afhængig af hjælp i fremtiden.

Der er problemer i forhold til Kinas involvering, fordi Kina ikke i samme grad fæster lid til regeringsførelse, fravær af korruption, åbenhed og gennemsigtighed, som Europa gør. Vi bør bemærke os den indflydelse, Kina har i udviklingslandene.

  Marie-Hélène Aubert, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Trods de erklærede hensigter kan man egentlig ikke sige, at der er kommet nye bidrag til debatten, som har verseret i månedsvis, om EU-Afrika partnerskabet. Naturligvis må fred og respekt for retsstatsprincipperne være absolutte prioriteter, hvor EU for øvrigt spiller en stadig mere fremtrædende rolle, og det kan vi kun hilse velkommen. Men vi må jo også sørge for, at støtten til f.eks. valgtilrettelæggelse underkastes opmærksomhed og opfølgning, således at de berørte befolkninger bagefter kan se, hvilke konkrete fordele indførelse af demokrati har i deres dagligdag.

Hvad det øvrige angår, synes jeg, EU's forslag alt i alt er yderst almindelige, med fremme af god regeringsførelse og frihandel og fokusering på økonomisk udvikling og sundhedspolitikker. Men selv om der er brændende spørgsmål, går disse EU-Afrika strategier efter vores opfattelse uden om to væsentlige problemer. For det første er der fødevaresikkerheden i en situation, hvor priserne på råvarer - navnlig korn - stiger, og agrobrændstofferne er i rask fremgang. Desuden er der behov for at bevare og udbygge landbruget, som under den næste EUF i øvrigt kun bevilges en lille procentdel af budgettet, hvilket uheldigvis også er tilfældet for de fleste afrikanske regeringers vedkommende. Selv Verdensbanken understregede for nylig, at holdningerne på disse områder måtte revideres hurtigst muligt, og det siger ikke så lidt. Fødevarer er blevet et absolut afgørende spørgsmål, og det samme gælder de små landbrugs fremtid. De er alt for ofte blevet forsømt i udviklingsbistandspolitikkerne.

Det andet problem er, at Afrika som bekendt har et vældigt forråd af naturressourcer, som befolkningen desværre ikke nyder godt af trods en betydelig prisstigning også på dette felt. Alle de økonomiske stormagter samt de nye vækstlande såsom Kina styrter sig over disse ressourcer, der er ved at slippe op. Dette stormløb, denne grådighed har yderst brutale sociale og miljømæssige konsekvenser og giver næring til krige og korruption.

Set fra dette synspunkt fører EU en meget teoretisk, endog englefrom tale og er samtidig med til at udnytte disse ressourcer. Hvordan kan adgangen til disse ressourcer rationaliseres, styres og deles, således at de virkelig kommer de pågældende befolkninger til gode uden at ødelægge deres miljø? Det er et kernespørgsmål, som EU-Afrika strategien ikke beskæftiger sig tilstrækkeligt med, men som under alle omstændigheder snart vil trænge sig på i betragtning af, hvor hurtigt udviklingen foregår på dette område.

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne rette en tak til fru Martens, navnlig for den måde, som vi har samarbejdet på i udvalget, for opmærksomheden og også for de modsætningsforhold, der opstod, og uenighederne mellem os. Når man ser bort fra nogle få punkter, synes jeg dog, at det er et meget fint resultat.

Forbindelserne mellem EU og Afrika har faktisk udviklet sig meget i tidens løb, lige fra Kairoerklæringen i 2000. Meget har ændret sig i Afrika, som er et mangfoldigt og krigshærget kontinent. Der er blevet gjort fremskridt med oprettelsen af Den Afrikanske Union og en politik, hvor man er forenet i mangfoldighed.

Det panafrikanske parlament har indført mottoet "ét Afrika, én stemme", og de sociale bevægelser i Afrika er aktive og beder om de ting, som hr. Öger talte om for lidt siden. De er aktive, de slutter sig sammen i netværk, og de var meget synlige på Det Sociale Forum i Nairobi. Der er virkelig blevet gjort fremskridt, ikke når det gælder en europæisk politik for Afrika, men når det gælder en fælles afrikansk og europæisk partnerskabspolitik.

Møderne mellem det panafrikanske parlament og Europa-Parlamentet samt deres tilstedeværelse på Lissabontopmødet er et konkret eksempel på det, som vi i dokumentet siger mangler, nemlig Europa-Parlamentets rolle. Vi beder ikke blot om en rolle, men også om at kunne spille denne rolle i praksis, og her har den støtte, som Louis Michel har givet, været ekstrem vigtig, hvilket naturligvis også gælder for støtten fra det portugisiske formandskab. Det er dog tydeligt, at vi har forskellige holdninger.

Strategiens søjler er vigtige, men vi skal gennemføre dem med konsekvente politikker, og her tænker jeg på våbensalg og våbenhandel. Vi skal således fortsætte i den retning i bevidstheden om, at der er en lang række hindringer på vejen.

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Uddannelse udgør broen fra elendighed til håb. Det er et værktøj for den daglige tilværelse i det moderne samfund. Det er et bolværk mod fattigdom og en byggesten for udvikling. Sådan beskrev Kofi Annan strategien i Årtusindmålene, som svarer til målene i EU's udviklingsstrategi for Afrika. Det placerer uddannelse side om side med handel i vigtighed for kontinentets udvikling.

På trods heraf er EU klar til at slutte op i rækken af rige lande som USA, Australien, Canada og New Zealand, der systematisk eksporterer den faglærte og uddannede arbejdskraft fra Afrika og Asien.

Sidste måned udtalte kommissær Frattini, at for at sikre, at Europa kan få "de migranter, økonomien har brug for" de næste 20 år, vil EU importere 20 millioner faglærte arbejdere fra disse kontinenter via det blå kort, der svarer til den amerikanske green card-ordning. En jævn forsyning af faglærte arbejdere, der kan udfylde de huller, vores aldrende arbejdsstyrke efterlader, vil ganske vist være til fordel for os, men denne form for hjerneflugt vil have katastrofale følger for Afrikas fattige og underudviklede lande.

Europa begiver sig også af med selskabstømning blandt Afrikas fattige. Børnene er vores landes fremtid. Alligevel knyttes EU's udviklingsbistand rutinemæssigt sammen med befolkningskontrolprogrammer, der har til formål at eliminere fremtidige afrikanere.

I EU's grønbog om demografi står der højt og tydeligt, at uden befolkningstilvækst vil der ikke ske nogen økonomisk vækst. Afrika er nu det eneste kontinent i verden, hvor fødselsraten er høj nok til, at befolkningstallet opretholdes. Hvis vi overholder vores Årtusindmål, og hvis vi overholder vores løfter, vil Afrika ende som verdensleder, før dette århundrede er slut.

  Koenraad Dillen, for ITS-Gruppen. - (NL) Fru formand! Ingen kan benægte, at denne betænkning udførligt beskriver de mange problemer på det afrikanske kontinent og de forskellige udfordringer for partnerskabet mellem EU og Afrika. Men selv om jeg i allerhøjeste grad påskønner ordførerens ekspertise, hvad angår udviklingspolitik, synes jeg alligevel ikke, at denne betænkning nævner den grundlæggende årsag til Afrikas problemer tilstrækkeligt, og den giver heller ikke et svar på nogle meget grundlæggende udfordringer.

Det er måske ikke politisk korrekt at sige det, men sådan er det. I modsætning til, hvad betænkningen hævder, har Afrika og EU i øjeblikket ikke samme syn på mere demokrati, god regeringsførelse og menneskerettigheder. Den vigtigste årsag til fattigdom, sult, manglende sikkerhed og socioøkonomiske problemer, som plager kontinentet - og som med rette opsummeres i denne betænkning - er netop de meget dårlige og korrupte regimer, som ikke gør sig nogen umage for at respektere god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder.

Ingen bestrider f.eks. længere, at Mugabe er en forbryder, som ødelægger sit land og terroriserer sin egen befolkning. Men hvad siger udviklingslandene i det sydlige Afrika? At valget er foregået korrekt, og at de vestlige lande skal passe deres egne sager. Tillad mig at tvivle på de samme lederes løfter om god regeringsførelse.

Denne betænkning kommer med rette ind på fred og sikkerhed. I Afrika, med dets utallige udemokratiske regimer, overgår udgifterne til våben stadig langt den massive udviklingsbistand, som disse lande modtager, siger Oxfam. Alle problemer har derfor samme årsag.

Til sidst må jeg sige, at jeg ikke kan gå med til afsnittet om migration. Jeg er bange for, at de, som tror, at tanken om cirkulær migration kan sætte en stopper for hjerneflugten fra Afrika og indvandringspresset på Europa, fører sig selv bag lyset, hvad det angår.

  Michael Gahler (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne takke vores ordfører for hendes gedigne og omfattende betænkning. Der er bred enighed om de overordnede principper her i Parlamentet. Topmødet mellem EU og Afrika i Lissabon i december kan ikke finde sted for tidligt. Jeg hilser det velkommen, at vi skal aftale en fælles strategi.

Parlamentets holdning til det særlige tilfælde, som hr. Mugabe udgør, har været kendt i årevis. Men denne noble herre må ikke blive en hindring for et nyt kapitel i forholdet mellem Europa og Afrika. Efter min mening er der tilstrækkeligt mange europæiske regeringschefer, der har et klart og utvetydigt budskab til den herre. Det er derfor, det er nødvendigt, at han er til stede, så han må udstå det budskab, der vil blive leveret.

Som formand for Delegationen for Forbindelserne med det Panafrikanske Parlament vil jeg gerne udtrykke nogle specifikke parlamentariske ønsker for det fremtidige samarbejde, som vi blev enige om sidste uge i Midrand. Der har været en tendens til, at Afrikas parlamenter har været oversete institutioner. På papiret spiller de vigtige forfatningsmæssige roller, men deres egne regeringer og sågar donorer har tendens til ikke at tage dem særligt alvorligt. Men med de rigtige ressourcer og efter vellykket og omfattende kapacitetsopbygning for parlamentsmedlemmer og ansatte i de parlamentariske administrationer, udvalg og grupper, har disse parlamenter potentialet til at udfylde deres sande rolle, nemlig at udøve passende politisk kontrol med den udøvende magt. Det, der gør dette scenario så tiltrækkende, er også, at vi dermed ville have kontrolorganer med demokratisk legitimitet på lokalt plan, og når der opstår problemer, er der større sandsynlighed for, at deres kritik bliver accepteret end kritik fra udenlandske donorer.

Derfor opfordrer jeg indtrængende Kommissionen til at indarbejde parlamentarisk kapacitetsopbygning på målrettet basis i landeprogrammerne, så vi om et par år virkelig kan se, at afrikansk politik i praksis er blevet meget mere lydhør over for offentlighedens behov, også takket være de nationale parlamenters involvering.

  Alessandro Battilocchio (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne lykønske fru Martens med hendes arbejde. Jeg glæder mig over EU's og Den Afrikanske Unions politiske vilje til at fastlægge en fælles strategi på en lang række områder, der berører begge samfund, lige fra sikkerhed og miljøspørgsmål til indvandring, udvikling og fremme af menneskerettighederne og demokratiet.

Hvis denne strategi virkelig skal være effektiv, er det vigtigt, at EU allerede nu opbygger dette partnerskab ved reelt at inddrage civilsamfundet og de lokale parlamenter, og at EU iværksætter effektive og konkrete foranstaltninger for at forsvare menneskerettighederne, ytrings- og foreningsfriheden og det demokratiske princip, så den økonomiske og sociale udvikling på det afrikanske kontinent virkelig bliver bæredygtig og omfatter alle lag af det afrikanske samfund.

Jeg tilslutter mig ligeledes de andre parlamentsmedlemmers anmodning om, at EU gør den størst mulige indsats for at nå millenniummålene, bekæmpe aids - der reducerer den erhvervsaktive befolkning drastisk - og udarbejde EU-politikker, der virkelig er i tråd med udviklingssamarbejdsånden, ikke mindst når det gælder international handel.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru formand! Jeg vil gerne gratulere fru Martens med hendes betænkning om den aktuelle tilstand af forholdet mellem EU og Afrika og med de foreslåede tiltag til forbedring af dette forhold.

Det er en skam, at Afrika stadig er det fattigste kontinent i verden. Trods international bistand fra EU og andre lande er fattigdommen ikke blevet reduceret. Faktisk er den vokset. Årtusindmålene er stadig ikke opfyldt.

Det foregår i Afrika, det kontinentet i verden, der er rigest i naturressourcer. Den primære årsag hertil er, at råmaterialer eksporteres til de laveste priser, mens der betales høje priser for færdige produkter. Situationen kunne ændres gennem udvikling af forarbejdningsindustrien, små og mellemstore virksomheder, indføring af nye arbejdssteder og tilskyndelse til regionalt samarbejde.

Som det påpeges i betænkningen og konstant fremhæves af Parlamentet, er der ingen tvivl om, at uddannelse er en af de centrale faktorer i udviklingen af Afrikas uafhængige økonomi.

Når vi taler om Afrikas fremtid, vil jeg gerne nævne de militære konflikter, der fortsat plager visse områder såsom Sudan år efter år. På den ene side afføder situationen usikkerhed for både lokale og udenlandske investorer. På den anden er der lande, der udnytter konflikterne til at forøge produktionen af råmaterialer under fordelagtige forhold.

EU og det internationale samfund bør lægge en større indsats i at løse de militære konflikter i Afrika. Det ville gøre gennemførelsen af udviklingssamarbejdsprogrammet mere effektiv.

  Helmuth Markov (GUE/NGL). - (DE) Fru formand! Handel er en meget vigtig faktor i afrikansk udviklingspolitik, og hvis handel bruges rigtigt, kan det naturligvis være med til at reducere fattigdom, og det kan også være med til at forbedre sundhedsvæsnet i Afrika. Det kan være med til at forbedre undervisningen og eliminere analfabetisme. Men det kan ikke gøre det på den måde, Kommissionen siger.

Det glæder mig meget, at Kommissionen - enten fordi almindelig sund fornuft har sejret, eller fordi presset fra de afrikanske lande er blevet så intenst - siden i mandags har ændret kurs i forhold til de økonomiske partnerskabsaftaler. Resultatet er, at der ikke længere er nogen meningsløse krav om gensidighed i markedsliberalisering, og der insisteres ikke længere på, at Singapore-emnerne skal inddrages. Der er nu enighed om, at enkelte emner skal tages ud, så drøftelserne nu kun vil dreje sig om varer, mens andre emner skal diskuteres senere.

Hvis vi brugte samme metode under Doharunden, ville vi måske også opleve fremskridt der, for det er grunden til, at det er slået fejl indtil nu. Det er derfor, WTO er slået fejl og Doharunden er slået fejl, fordi Kommissionen insisterer på altid at sende samme budskab. Den siger: "I er nødt til at forstå, at vi kun vil jer det bedste, og hvis I ikke fatter det, bliver der ingen aftale."

Men hvis vi ser på Parlamentets betænkning - og i dette tilfælde var Parlamentet langt smartere end Kommissionen - som blev udarbejdet af min kollega hr. Sturdy tilbage i 2006, står det heldigvis klart, at kommissær Mandelson langt tidligere kunne have givet efter for de krav, han er nødt til at bøje sig for nu, og måske ville vi ikke have ladet tingene komme så vidt.

De mødtes selv med os i udvalget, og vi spurgte Dem meget specifikt om det. Hvad var Deres svar? De sagde, at kommissær Mandelson gør et fantastisk stykke arbejde! Ærlig talt, så har Rådet også et ansvar her, eftersom det vil være nødt til at godkende partnerskabsaftalen til sidst i processen. Det kunne involvere sig i forhandlingerne indimellem i stedet for blot at sige: "vi overlader det til kommissæren, indtil han engang finder på noget." Nej, De har et ansvar, og som jeg ser det, har De ikke levet op til Deres ansvar i forhold til økonomiske partnerskabsaftaler, i det mindste dømt ud fra Deres udtalelser til vores udvalg.

FORSÆDE: Luisa MORGANTINI
Næstformand

  Robert Sturdy (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Det er en stor overraskelse for mig at opdage, at jeg er fuldstændig enig med en kollega fra den anden side af Parlamentet.

Jeg gratulerer fru Martens med hendes betænkning. Der er blevet sagt mange fortrinlige ord her i Parlamentet denne eftermiddag, men vi har svigtet Afrika. Vi har svigtet Afrika før, og som ordfører for ØPA'er er det mit håb, at EU ikke vil svigte Afrika endnu en gang.

I går offentliggjorde Kommissionen en meddelelse vedr. ØPA'er, som langt om længe anerkendte det umulige i at afslutte forhandlingerne før udgangen af 2007, hvilket var planen tidligere, som der stod i min betænkning. Men Kommissionen insisterer fortsat på, at lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet skal forpligte sig til ubegrænset indgåelse af ØPA'er i 2008, og at nogle lande i regionen skal indgå ØPA'er, mens andre ikke gør det. Er det ikke en ren farce?

Der er for mange ting, der er uklare og usikkerhed omkring med så lidt tid tilbage. Meddelelsen er bevidst uklar, og selv om jeg forstår, hvad det er, bekymrer det mig. Jeg underskriver aldrig en aftale om noget, jeg ikke forstår, men det er præcis, hvad vi beder Afrika gøre.

Desforuden ville disse nye forslag om at lave subregionale aftaler inden for de enkelte regioner med afrikanske lande, som er villige til at skrive under, føre til et spaghettiagtigt rod af forskellige aftaler i lande, der er naboer til hinanden.

Den idé, at andre lande og AVS-regioner skal komme til senere, ville betyde, at de skulle underskrive en aftale, de ikke har været med til at forhandle om. Hvordan er det en god idé? Skulle ØPA'er ikke handle om regional integration?

Så hvem fokuserer på gennemførelse, overvågningsordninger og konsekvensanalyser, mens de forhandlende parter kæmper for at nå til enighed om disse mindre pakker? AVS-landene burde ikke være tvunget til at vælge mellem handelsaftaler, der kan være til skade for deres lokale/regionale markeder, eller hindringer, der lammer deres eksportmarkeder. Der er stadig et valg, der skal foretages, og politiske kursændringer i sidste øjeblik fra Kommissionens side hjælper mildest talt ikke med at genskabe tilliden hos dem, der er koblet fra.

  Josep Borrell Fontelles (PSE). - (ES) Fru formand! Denne forhandling bør bidrage til den vej, som fører til Lissabon og til topmødet, og jeg vil gerne takke det portugisiske formandskab for at have fokuseret på forbindelserne mellem Europa og Afrika. Lad os håbe, at det vil medvirke til, at europæerne endelig forstår, at deres skæbne er tæt knyttet til Afrikas skæbne, og så vi forstår, at udviklingen af Afrika er en af betingelserne for vores egen fremgang, og at vi ikke kan kontrollere vandringsstrømmene og have en sikker energiforsyning uden et stærkt partnerskab med Afrika.

Og vi skal forstå, at det ikke er for at hjælpe de stakkels fattige, men at det er i vores egen interesse. Vi skal også være klar over, at afrikanerne ofte kun har ringe tiltro til vores erklæringer, som forekommer dem retoriske, for vi er endnu ikke kommet over kolonitiden, så vi kan etablere dette solide partnerskab blandt ligemænd, som vi alle ønsker og taler om, men som endnu er langtfra at blive til en realitet.

Opgaven med at modernisere Afrika er enorm. Afrikanerne har et stort ansvar for deres situation, men vi har også et ansvar. Uden os - uden vores bistand, uden vores samarbejde - kan de ikke komme ud af den situation, der er beskrevet i Martens-betænkningen, for der er ikke kun brug for handel, men også for bistand og ligeværdige forbindelser for at kunne overvinde den historiske arv, som vi også har et klart medansvar for.

  Olle Schmidt (ALDE). - (SV) Fru formand! I december vil det første topmøde i flere år finde sted mellem Den Afrikanske Union og EU. Det er et vigtigt møde for EU, som har et stort ansvar for at støtte økonomisk og demokratisk udvikling i Afrika. Det portugisiske formandskab har fortjent anerkendelse for dette initiativ. EU må blive mere aktiv på det afrikanske kontinent.

Det, der bekymrer mig i modsætning til Brian Crowley, er, at Zimbabwes diktator Robert Mugabe formentlig vil deltage i topmødet. Det er uværdigt for EU at sidde ved samme forhandlingsbord som Mugabe. Mugabes misregimente og korruption lammer hele landet. Den politiske opposition bliver chikaneret og smidt i fængsel, der er ingen ytringsfrihed, der er fødevaremangel i et land, der engang var Afrikas kornkammer, og hundredtusindvis af mennesker har intet hjem. Økonomien er ved at falde fra hinanden, inflationen er på mere end 7.000 %, gennemsnitalderen er den laveste i verden, og 25 % af befolkningen er smittet med hiv. Fru formand, hr. kommissær, hr. Lobo Antunes! En måde, hvorpå vi kan vise vores foragt over for Mugabes diktatoriske metoder, er, hvis EU ikke accepterer hans tilstedeværelse ved topmødet. Der må sættes en stopper for Mugabes forfærdelige styre. Man er nødt til at sige tingene ligeud til diktaturer.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Martens, for denne vigtige betænkning. På den ene side markerer den tydeligt over for Kommissionen, at den parlamentariske dimension denne gang skal spille en rolle i udarbejdelsen af den fælles EU-Afrika-strategi. Kommissionen ignorerede ikke kun sit modstykke, men også Parlamentet, da den arbejdede på EU-strategien for Afrika i 2005, og det har desværre været en almindelig fremgangsmåde for Kommissionen. På den anden side taler det for betænkningen, at den tager en række vigtige spørgsmål om indhold op, som kræver et svar, og spørgsmålet om, hvilken strategi der skal vedtages.

For det første viser historien tydeligt, at universelle menneskerettigheder kræver universel beskyttelse, hvis de skal blive til virkelighed. Af denne grund er det altafgørende, at prioriteterne for fred og sikkerhed i EU's Afrikastrategi omfatter en opfattelse, der anerkender ansvaret for at beskytte og arbejder for det. Vi har et ansvar for at beskytte, og det må også gøres til genstand for en debat internt i EU.

For det andet, som betænkningen prisværdigt understreger, må klimaændringer prioriteres højt i strategien. Vand, kvaliteten og tilstrækkeligheden af det, vil sammen med energi blive et alvorligt politisk problem, og Afrika bliver dets allerførste offer. Ikke desto mindre vil jeg gerne minde alle om, at Afrikas alvorligste miljøproblemer i øjeblikket er erosion og overgræsning. Det er klart, at klimaændringer forværrer problemerne. Der er brug for tilpasning og støtteforanstaltninger. Desuden er Afrika en naturlig partner for EU i internationale sammenhænge i kampen mod klimaændringer.

For det tredje vil jeg gerne understrege vigtigheden af små virksomheder og en lokal iværksætterkultur som betingelser for bæredygtig og reel økonomisk udvikling i Afrika. Vi bør sørge for, at de initiativer, vi iværksætter, støtter det. Kun lokalbefolkningen selv kan få Afrika på fode.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Fru formand!Jeg må gratulere fru Martens med denne vigtige betænkning på et tidspunkt, hvor EU er ved at omdefinere sit forhold til Afrika, primært på grund af Kinas opdukken som aktør der. Men forholdet mellem EU og Afrika kan kun komme videre, hvis tilgangen med to aspekter - udvikling og sikkerhed - hænger sammen, især i forhold til menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse.

I betragtning af vigtigheden af den fælles strategi og dens tilknyttede handlingsplan, der skal vedtages på topmødet mellem EU og Afrika, vil jeg gerne bede det portugisiske formandskab om at informere Parlamentet behørigt om det opnåede fremskridt i forhandlingerne om disse dokumenter og deres indhold. Det vil være nyttigt i forhold til at sikre, at de tiltag, der udstikkes i den fælles strategi og handlingsplan, efterfølgende bliver til virkelighed med Parlamentets støtte og under tilsyn af de forskellige relevante finansielle instrumenter.

Her i Parlamentet håber vi, at den fælles strategi og handlingsplan vil afspejle de tilsagn, EU har givet, og at kampen mod fattigdom og årtusindmålene, især adgang til grundlæggende sundhedspleje og uddannelse, gives en passende høj prioritet. Vi ønsker, at der medtages fælles foranstaltninger til regulering af handel med håndvåben og lette våben, som er de virkelige masseødelæggelsesvåben i Afrika, samt foranstaltninger til styrkelse af civilsamfund og kvinders indflydelse og status, for det er dem, der rummer styrken til den forandring, fred og udvikling, som Afrika så desperat har brug for.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Fru formand! Tidligere havde Europa dårlig samvittighed over for Afrika på grund af sin tidligere kolonipolitik. I dag forsøger vi at hjælpe udviklingslandene med at blive en del af den globaliserede verden. Det er grunden til, at fokus i forhold til disse lande har flyttet sig til globale udfordringer. Ud over sygdomme, hungersnød og mangel på drikkevand omfatter disse problemstillinger også sikkerhed, handel, migration, hjerneflugt og klimaændringer.

Ud over velgørenhed består vores opgave i at føre tilsyn med ansvarlig beslutningstagning baseret på demokratiske principper, hvad angår de afrikanske institutioner. Set i det lys betragter jeg kommissær Mandelsons udviklingsstrategi som risikabel, fordi den udelukkende fokuserer på handelsrelationer i Stillehavet.

Vi må insistere på, at Kommissionen optrapper kapacitetsopbygningen i forhold til menneskerettighedsdagsordenen. Uden det har demokratiet ikke en chance i Afrika eller noget andet sted i verden for den sags skyld. Det, der bekymrer mig, er, hvor dybt rodfæstet den tidligere kommunistiske bloks ideologi er i Afrika. En anden bekymring er den totalitære kinesiske markedsmodels voksende indflydelse, som medfører udvinding af Afrikas råmaterialer og fjerner arbejdspladser fra det afrikanske folk.

Jeg vil gerne gratulere ordføreren, fru Martens, med den omfattende og afbalancerede definition af den nye strategi, som den fremlægges i hendes fortrinlige betænkning. Men vi er også nødt til at se på de økonomiske rammer for den og lære at aflæse resultaterne ud fra relevante indikatorer.

Det forekommer mig også, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad oplyser europæerne om vigtigheden af EU's samarbejde med sin nærmeste nabo, Afrika. Jeg håber, at der på topmødet i Lissabon i december bliver vedtaget en ny vision for relationerne med rod i menneskerettighedsdagsordenen, også baseret på denne betænkning.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at topmødet vil være afgørende for en ændring i forholdet mellem EU og Afrika. Derfor bifalder jeg ikke, at Tjekkiet og Det Forenede Kongerige har til hensigt at blokere dette panafrikanske topmøde, fordi Zimbabwes diktator deltager. Men når det er sagt, bør hans tilstedeværelse kategorisk anfægtes og fordømmes.

  Thijs Berman (PSE). - (NL) Fru formand! Forholdet mellem EU og de afrikanske lande er blevet uacceptabelt spændt på grund af forhandlingerne med AVS-landene om de økonomiske partnerskabsaftaler. Hvis disse forhandlinger mislykkes, ender Cotonou for en række lande fra den 1. januar i et sort hul, fordi vores handelsforbindelser så vil blive den langt mindre gunstige generelle toldpræferenceordning.

Det ville imidlertid være en skændsel, hvis de fattige lande blev straffet på den måde, fordi de synes, at EU og AVS-landene ikke er ligeværdige partnere i øjeblikket. Vi må give fattige lande retten til markedsbeskyttelse i sektorer, som er svage, og som ville bryde sammen, hvis der var frihandel. Disse forhandlinger står i skarp kontrast til de gode principper og målsætninger i Maria Martens' betænkning. Disse målsætninger tilslutter jeg mig.

Vi socialdemokrater ønskede dog at tilføje, at EU's handel og landbrugspolitik ikke må stå i vejen for udviklingspolitikken. Vi har brug for sammenhæng, og politikken skal selvfølgelig stadig rettes mod ligestilling og kvinders rettigheder. Det er Kommissionens opgave at omsætte dette i konkret politik. Det vil Udviklingsudvalget nøje overvåge.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Selv om der er overført flere hundrede milliarder euro til Afrika, forværres situationen på fattigdomsområdet, hvilket fremgår af fru Martens' fremragende betænkning. Uden konsultation med repræsentanten for det portugisiske formandskab, Lobo Manuel Antunes, eller Johan Van Hecke vil jeg sige, at det er nødvendigt at samarbejde med lokale enheder i Afrika, så den finansielle bistand bliver effektiv.

Økonomien har brug for bistand til at indføre teknologier, det er nødvendigt at vække iværksætterånden, at engagere borgerne, at støtte individuelle initiativer. Det gør missionærerne f.eks. uden nogen penge, men det gør EU med de store finansielle ressourcer ikke. En af de vigtigste opgaver er uddannelse, altså investering i den menneskelige kapital, for det giver store afkast. Afrika har dog også nogle forpligtelser, nemlig at stoppe importen af våben, retlige reguleringer, herunder ejendomsret, for uden dette bliver økonomien ikke udviklet, og en sidste ting: Regeringerne skal tjene borgerne i stedet for at nyde godt af vores bistand, hvilket symboliseres af de store Mercedeser, som repræsentanter for de afrikanske myndigheder har.

  Marie-Arlette Carlotti (PSE). - (FR) Fru formand! Dagens Afrika har to ansigter. Det ene er hærget af ekstrem fattigdom og menneskelig tragedie som i Darfur eller i Somalia. Men det har også et andet, som alt for ofte forbigås i tavshed, og som viser et kontinent, der trods alt innoverer og bliver mere demokratisk, selv om det går for langsomt, og som lidt efter lidt finder vejen til vækst.

I den nye EU-Afrika strategi må der derfor tages hensyn til denne dobbeltsidede virkelighed, og den endnu yderst skrøbelige dynamik bør støttes af et ægte politisk partnerskab baseret på enhedsprincippet, for det er Afrika i sin helhed, der gennem Den Afrikanske Union skal være vores ypperste partner, på lighed ud fra en tidsplan, som fastsættes i fællesskab og ikke påtvinges af de nordlige lande, og på ydmyghed, fordi Europa ikke længere er Afrikas eneste partner. Med millenniumudviklingsmålene som køreplan må Unionen og medlemsstaterne holde deres løfter og opfylde deres finansielle forpligtelser og endelig anerkende de afrikanske parlamenters rolle. Martens-betænkningen er i realiteten vores budskab til Kommissionen og Rådet her i dag, og vi får se i Lissabon i december, om dette budskab nu også er taget til efterretning.

  Luís Queiró (PPE-DE). - (PT) Fru formand! Som anført i fru Martens' betænkning, som jeg langt hen ad vejen er enig i, udgør den kendsgerning, at den nuværende EU-strategi for Afrika ikke blev etableret i partnerskab med det afrikanske folk, en åbenlys begrænsning i dens potentiale. Det var en fejltagelse, der skal og vil blive rettet op på med den næste EU-strategi, som skal styrke Den Afrikanske Unions rolle og være baseret på partnerskab og lighed. De problemstillinger, der giver grund til bekymring, og som skal indgå, omfatter fred, problemet med fordrevne personer og kampen mod alvorlige sygdomme såsom aids og malaria.

Udvikling skal være vores mål og handel et af våbnene. Af denne grund er vi nødt til at støtte små og mellemstore virksomheder og fremme retfærdig international handel. Men denne strategi kan kun lykkes, hvis vi kan hjælpe med at styrke demokrati og menneskerettigheder på hele kontinentet.

Når vi omformulerer og fornyer EU's strategi for Afrika, skal de nye lokale og globale forhold tages med i betragtning. Alene det, at vi i dag taler med en Afrikansk Union, er betydningsfuldt. På den anden side indebærer det generelt stigende forbrug af både olie og fødevarer et behov for at forøge den globale produktionskapacitet, og i den forbindelse er Afrika et kontinent, der er rigt på olie og gas, men også med et enormt landbrugsmæssigt potentiale, der kan udnyttes.

Endelig er der spørgsmålet om topmødet. Det er ikke nødvendigt at holde et topmøde for at fastlægge en strategi for Afrika. Men eftersom det portugisiske formandskab har valgt denne rute, ville det være forkert ikke at føre den til ende, ellers går vi glip af en lejlighed til at have en positiv indflydelse på afrikanernes liv. Drøftelserne kan ikke kun omhandle eftergivelse af gæld, eftersom den større velstand i verden kan og skal udgøre en lejlighed for større velstand i Afrika. Denne velstand må være til fordel for dets folk, ikke kun dets elite.

Internationalt samarbejde kan ikke fortsætte med at være et problem for Afrika, som en anden sagde. Derfor må vi forbedre det, så uddannelse, sundhedsfremme, demokratisering og udvikling kan sikres.

  Luis Yañez-Barnuevo García (PSE). - (ES) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren og sige, at jeg er enig med hr. Michel om etableringen af en ny type partnerskab og forbindelser mellem Europa og Afrika. Jeg vil også gerne takke hr. Lobo Antunes for det portugisiske formandskabs organisering af et topmøde mellem Europa og Afrika.

Men indtil vi får denne nye form for forbindelse, vil den officielle udviklingsbistand i de kommende år fortsat være et meget nyttigt instrument for forbindelserne mellem Europa og Afrika, og ikke kun for EU som helhed, men for medlemsstaterne.

Vi burde fremme en sund konkurrence mellem medlemsstaterne hvad angår forøgelsen og kvaliteten af udviklingsbistanden. Spanien, mit land, har tredoblet bistanden i denne valgperiode og er i forhold til den tidligere regering gået fra 200 millioner euro i 2004 til et budget på 850 millioner euro for 2008. Spanien er i dag det land i verden, der yder den næststørste indsats i form af ressourcer til udviklingsbistanden, og det er samtidig det land i Komitéen for Udviklingsbistand, der er vokset mest i denne periode.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet.- (PT) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke Dem for Deres kommentarer, forslag og endda kritik af det, formandskabet foreslår i sin plan for EU's relationer med Afrika. Jeg har naturligvis noteret mig alle disse forslag, betragtninger og kritikpunkter.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at det, vi foreslår med hensyn til et nyt forhold til Afrika, rummer to aspekter, som jeg ville sige, er innovative, eller i det mindste håber vi, at de er innovative eller vil vise sig at være det. For det første planlægger vi at etablere et effektivt partnerskab med vores afrikanske partnere. Dette partnerskab er også nødt til at være effektivt i forhold til ejerskab.

Som sagt er den strategi, vi er ved at udvikle for Afrika, ikke en unilateral strategi. Det er en fælles strategi, med andre ord en strategi, der udarbejdes, analyseres og debatteres i fællesskab, så resultaterne og det, der foreslås, faktisk er, hvad vores afrikanske venner håber på og forventer fra os, og hvad vi naturligvis også gerne ville modtage på en positiv måde fra vores afrikanske partnere.

På den anden side vil vi også gerne forøge antallet af aktører, der er involveret i strategien, så den ikke kun inddrager regeringer som sædvanlig. Ud over regeringer ønsker vi, at andre offentlige institutioner, parlamenter, som jeg allerede har nævnt, og også brede udsnit af civilsamfundet, deres repræsentanter og aktører skal inddrages. Det andet aspekt, som efter min mening er yderst vigtigt, er, at vi ønsker at modernisere dagsordenen mellem EU og Afrika. Vi ønsker, at den skal svare til de nye globale udfordringer, tage højde for de dybtgående forandringer, der finder sted i verden, og ikke mindst virkelig give Afrika lejlighed til at blive fuldt integreret i den nye verdensorden.

Derfor vil vi diskutere og drøfte sådanne nye og moderne emner som spørgsmålet om energi, spørgsmålet om klimaændringer og spørgsmål med forbindelse til migration, mobilitet og beskæftigelse, men naturligvis uden at glemme de emner, der fortsat er grundlæggende i vores traditionelle partnerskab, såsom fred, sikkerhed, demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder foruden emner med forbindelse til videnskab og informationssamfundet.

Jeg synes, det er en omfattende, ambitiøs og som sagt helt igennem moderne dagsorden. Vi er nødt til at modernisere vores dagsorden med Afrika, fordi den skal kunne reagere effektivt på aktuelle behov. Jeg vil også sige, at det portugisiske formandskab og Portugal aldrig har tøvet med at udpege diktatorer i Afrika eller andre dele af verden eller med konsekvent at fordømme dem, og det vil vi fortsat gøre, når det er nødvendigt.

Sluttelig må jeg takke for det arbejde med at forberede alt til det andet topmøde mellem EU og Afrika, der er blevet udført sammen med Kommissionen. Vi har fra Kommissionen og fra kommissærerne med specifikt ansvar inden for disse områder, dvs. handel, foranstaltninger udadtil og humanitær bistand, modtaget meget engageret støtte af høj kvalitet, og vi er sikre på, at vi alle arbejder frem mod samme mål, nemlig at gøre en forskel i Afrika og for Afrika.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke Rådet, fordi det har besvaret en stor del af indlæggene, som jeg kun kan bifalde.

Mange af de tanker, der er givet udtryk for, optager også mig. Kommissionen bestræber sig på at skabe mere sammenhæng i sin optræden udadtil, og netop dialogen mellem Europa og Afrika har en karakter, som bør sætte os i stand til gradvist at fjerne nogle af de modsætninger som dem, hr. Rocard anskueliggjorde. Det siger sig selv, at vi sommetider fører modstridende politikker, tænk blot på støtten til landbruget. Det er inkonsekvent. Desværre skal der her træffes nogle valg mellem modstridende interesser, og det må vi af og til drage konsekvensen af. Jeg konstaterer dog, at EU formentlig er den eneste internationale aktør, som retter sine fejl hen ad vejen, og som i alt fald tydeligt forsøger at gå i den rigtige retning.

Der er også rejst spørgsmålet om Zimbabwe. Jeg vil ikke tage det op igen. Fru Martens har svaret bedre, end jeg selv kunne have gjort. Det er et Afrika-EU topmøde, ikke et Zimbabwe-EU topmøde. Det var det første punkt. Det andet punkt er, at jeg godt kan forstå de besværgende opfordringer til at protestere mod Mugabe. Det kan jeg også godt gøre, men det ændrer ikke noget. Vi bestemmer ikke, om Mugabe skal inviteres. Undskyld, men vi kan ikke sætte os i vores afrikanske partners sted. Og som kommissær for udvikling med ansvar for bl.a. AVS-landene, de politiske forbindelser og den politiske dialog med Afrika må jeg påpege - og jeg beklager at måtte sige det - at vi ikke har lov til at tvinge vores afrikanske venner og sige, at de kan invitere alle og enhver undtagen ham! Hvis jeg må komme med en lidt uforskammet bemærkning, ville vi, hvis vi anlagde en målestok for diktatorer eller personligheder, der betragtes som sømmelige, ikke kun have problemer med Mugabe, men også med andre. Jeg tillader altså mig at gøre opmærksom på, at sådan er det. Det er en kendsgerning.

Hovedsagen er, at topmødet finder sted, og at vi under dette topmøde kan tale om tingene og fremlægge spørgsmålet om menneskerettigheder i Zimbabwe. Det finder jeg gavnligt og væsentligt, og det vil jeg ikke undlade at påpege. Og det topmøde må absolut afholdes. Vi har ventet længe nok. Der har været et Afrika-Kina topmøde. Der er et Afrika-Japan topmøde under forberedelse, og vi skulle vel ikke bare vente på, at dette topmøde blev afholdt, jeg ved ikke hvornår.

Jeg vil også gerne sige med hensyn til kritikken af Sydafrika, at hvis der er et afrikansk land, som har gjort en stor indsats for at forsøge at løse dette problem og tilgodese alles interesser bedst muligt, så er det Sydafrika. Og formodentlig arbejder Sydafrika på at skabe, inspirere til og forme en vigtig aftale mellem regeringspartierne og oppositionen i Zimbabwe, og den skulle føre til redelige og fair valg i marts 2008. Det er endnu ikke afsluttet, men i hvert fald åbnede min seneste samtale med præsident Mbeki virkelig dette perspektiv. Så lad os ikke kritisere Sydafrika, som gør sit bedste og et ikke helt ringe stykke arbejde.

Hvad angår landbrugets andel af bevillingerne, vil jeg blot gøre opmærksom på, at der fra den 9. til den 10. EUF er sket en stigning fra 663 millioner euro til 1,1 milliarder euro til landbrugssektoren. Det er rigtigt, at forhøjelsen af den 10. EUF i forhold til den 9. EUF betyder, at den absolutte procentsats falder, men i fuldvægtig mønt er stigningen virkelig betragtelig. Jeg vil desuden tilføje, at det glædede mig at høre formanden for Verdensbanken meddele på et møde, jeg deltog i, i Washington for nylig, at der ville blive fokuseret langt mere på landbrugsudvikling, og altså deler jeg fuldstændig de fremsatte betragtninger.

Med hensyn til civilsamfundets, parlamenternes og Det Panafrikanske Parlaments rolle kan jeg kun billige den anførte opfattelse.

For at fatte mig i korthed eftersom jeg kun har meget lidt tid til rådighed, vil jeg blot sige endnu et par ord om de økonomiske partnerskabsaftaler. Min holdning til disse aftaler kender De. Disse aftaler er en uomgængelig betingelse for Afrikas integration i en globaliseret verden. Eksemplerne i Asien viser netop, at bistand ikke er den mest afgørende faktor for udvikling, men snarere økonomisk vækst og integration i det globale marked. Jeg tror personligt, at økonomiske partnerskabsaftaler kan hjælpe AVS-landene til gradvis integration i det globale marked ved først at opbygge regionale markeder. Jeg vil dog pointere, at der ikke vil ske en pludselig, betingelsesløs liberalisering pr. 1. januar 2008. Hvad så? Det vil i realiteten ske det, at markederne åbnes lidt efter lidt med kortere eller længere overgangsperioder afhængig af produkt, og at vi gennem regionalfonde kan sørge for økonomiske ledsageforanstaltninger og navnlig behandle spørgsmålet om nettotab i skatte- og afgiftsindtægter som følge af liberaliseringen. Der er nu alligevel ikke så få forslag, som jeg finder interessante.

Desuden vil vi også kunne frigøre ret betydelige midler på en hel række områder og dermed skabe optimale betingelser for, at denne liberalisering i virkeligheden kan foregå gradvist, og denne gradvise åbning af markederne bliver gavnlig, positiv et produktiv. Jeg forstår udmærket de betænkeligheder, flere har tilkendegivet, men med hensyn til ønsket om at udskyde datoen for indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, kan jeg egentlig ikke se, hvilken fordel der skulle være ved det. WTO vil ikke tillade nogen undtagelse for AVS-landene - men man kan da godt lade, som om det er muligt - men WTO vil ikke tillade nogen undtagelse for AVS-landene, fordi vores aktuelle ordning skader andre udviklingslande, som forlanger at blive behandlet på samme måde som de tidligere kolonier.

Det eneste alternativ er altså den generelle præferenceordning. LDC-landene, de mindst udviklede lande, opnår adgang for alt undtagen våben, men for ikkeLDC-lande - og dem er der 36 af, vil jeg minde om - betyder det en forringelse i forhold til deres nuværende adgang. Med de økonomiske partnerskabsaftaler kan vi fortsat sikre vores historiske partnere denne præferenceadgang, men desuden og frem for alt vil de bidrage til at støtte den regionale, økonomiske integrationsproces. Jeg tror, det er her, det virkelige potentiale ligger for at få handel til at bidrage til udvikling.

Vi er naturligvis klar over, hvilke vanskeligheder det vil give vores partnere, og vi forstår deres betænkeligheder og - indrømmer jeg - deres berettigede frygt. Netop derfor har vi foreslået at starte med etapevise aftaler, som i første omgang vil løse handelsspørgsmålet og omfatte gensidig åbning af markederne i overensstemmelse med WTO's regler. Som jeg altid har sagt, vil adgangstilbuddene over for vores AVS-partnere selvfølgelig væres baseret princippet om asymmetri. Glem ikke, at vi på vores side åbner vores marked fuldstændigt, og hvad fleksibilitet angår, vil vi bruge alle mulige aktionsmargener til at integrere bl.a. behovet for at beskytte hovedparten af landbrugsproduktionen og de spirende industrier i udviklingsbetragtningerne.

Ind til videre bliver vi ved med at arbejde på dette spørgsmål. Den største udfordring går ud på at forhindre, at ikkeLDC-landene kommer i en katastrofal situation den 1. januar, for der står naturligvis store handelsinteresser på spil for disse lande. Hvis spørgsmålet om markedsadgang ikke er afklaret inden 1. januar, vil de faktisk kun have den generelle præferenceordning at falde tilbage på og altså befinde sig på sidelinjen og dermed i en virkelig katastrofal situation. Derfor må vi sætte farten op og forsøge at få i det mindste interimsaftaler igennem. Det var det vigtigste om de økonomiske partnerskabsaftaler.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg ganske tilslutter mig det, hr. Borrell udtrykte i særdeles klare vendinger. Topmødets og strategiens udfordring består i en grundlæggende ændring af EU-Afrika forbindelsens karakter. Det gælder om, som han sagde, at skabe et stærkt partnerskab af jævnbyrdige, der respekterer hinanden, og som har rettigheder og pligter over for hinanden, og om at komme ud af dette - jeg vil ikke sige forslidte forhold, for det er mere alvorligt end det - utidssvarende, forældede, kontraproduktive og meget ofte nedværdigende forhold mellem donor og modtager.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig.- (PT) Topmødet mellem EU og Afrika bør markere en ændring i EU's politikker om respekt for afrikanske landes og befolkningers suverænitet og ret til udvikling ved at fremme en mere retfærdig, mere fredelig og mere menneskelig verden med mere solidaritet.

Det kræver f.eks.:

- øjeblikkelige solidaritetsforanstaltninger til opfyldelse af millioner af menneskers mest basale behov,

- respekt for national suverænitet og uafhængighed, ikkeindblanding i enkelte landes interne forhold og en fredelig løsning på internationale konflikter,

- afmilitarisering af internationale relationer og en gradvis reduktion af forsvarsmateriel og militærudgifter,

- rimelige og retfærdige internationale økonomiske relationer, der afviser Den Internationale Valutafonds, Verdensbankens og Verdenshandelsorganisationens byrder og de "økonomiske partnerskabsaftaler" om liberalisering af handel,

- eftergivelse af udenlandsk gæld, som allerede er betalt tilbage mere end én gang,

- passende politikker for udviklingssamarbejde og aktiv og gensidig støtte til udvikling,

- garanti for immigranters rettigheder.

Dette forhold må ikke længere baseres på neokoloniale ambitioner eller formynderiske holdninger, der har til formål at vinde de territorier tilbage, der blev mistet, da de afrikanske folk opnåede deres nationale uafhængighed - efter at være blevet erobret i anden halvdel af det 20. århundrede - og fremme indblanding, EU's større medlemsstaters militære tilstedeværelse og multinationale selskabers kontrol med og udnyttelse af naturressourcer.

  Tokia Saïfi (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Selv om det bør fremhæves, at Parlamentets betænkning om status over forbindelserne mellem EU og Afrika er vigtig som optakt til det forestående EU-Afrika topmøde, må man især glæde sig over dens realistiske indfaldsvinkel.

I betænkningen opfordres til et ægte EU-Afrika partnerskab, et demokratisk, realistisk partnerskab baseret på effektive og sammenhængende støtteforanstaltninger, men også på handel.

Jeg vil især tilkendegive min støtte til forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler (EPA), for som det understreges i betænkningen, bør international handel betragtes som et udviklingsfremmende instrument. Fattigdommen kan kun nedbringes varigt gennem styret, retfærdig og bæredygtig økonomisk vækst frembragt gennem handelsaktivitet, som stimuleres af markedsadgang.

Frihandel er ikke et mål i sig selv, for den skal tjene AVS-landenes interesser, og derfor skal de økonomiske partnerskabsaftaler iværksættes gradvist og asymmetrisk af hensyn til de særlige lokale forhold.

Lejlighedsvis bistand er utilstrækkelig, for den afhjælper ikke problemerne, de bliver højst udskudt et stykke tid.

Afrika er ikke et teater for humanitær bistand. Afrika bør spille hovedrollen i sin egen udvikling med EU som partner.