Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2526(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0101/2008

Forhandlinger :

PV 20/02/2008 - 10
CRE 20/02/2008 - 10

Afstemninger :

PV 21/02/2008 - 4.6

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0065

Forhandlinger
Meddelelse
Onsdag den 20. februar 2008 - Strasbourg EUT-udgave

10. FN's Menneskerettighedsråd, syvende samling (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om FN's Menneskerettighedsråd, syvende samling.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Jeg er glad for at få mulighed for at tale til Dem om Menneskerettighedsrådet.

Ved at sætte dette punkt på plenarmødets dagsorden har Europa-Parlamentet bekræftet den betydning, som Europa som helhed tillægger Menneskerettighedsrådet. Det er et centralt og globalt organ til beskyttelse af menneskerettigheder. EU er en varm fortaler for et effektivt Menneskerettighedsråd. Vi har arbejdet meget hårdt for at sikre, at det i sin endelige form udgør et solidt grundlag for en hurtig og effektiv indsats over for de alvorligste menneskerettighedskrænkelser.

Som vi ved, blev den endelige institutionelle pakke for Menneskerettighedsrådet vedtaget, og nu er tiden inde til, at Rådet skal være fuldt operationelt. Menneskerettighedsrådets sjette samling, der fandt sted i september og december 2007, gav mange vigtige resultater, som jeg ikke vil opremse her. Det er vores ambition at fortsætte dette arbejde under den syvende og ottende arbejdssamling.

Den syvende samling finder sted i næste måned, og der bliver megen travlhed. Her samt på den ottende samling, der skal finde sted i de første to uger af juni, skal man forhandle om en udvidelse af de 25 særlige udsendinges mandater, regelmæssige rapporter fra særlige udsendinge og adskillige bekymrende menneskerettighedssituationer i nogle lande med hensyn til visse emner.

Ud fra EU's synspunkt er udvidelsen af mandaterne for de særlige udsendinge for Burma/Myanmar, Den Demokratiske Republik Congo, Den Demokratiske Folkerepublik Korea og Somalia af afgørende betydning for Menneskerettighedsrådets syvende samling.

Endvidere vil EU benytte enhver lejlighed, som Rådet giver det, til at gøre opmærksom på menneskerettighedernes bekymrende tilstand i andre dele af verden. Til dette formål vil det indgå i interaktive dialoger med individuelle særlige udsendinge og med FN's højkommissær for menneskerettigheder.

Interaktive dialoger er et betydningsfuldt nyt instrument fra Rådet, og EU vil fortsat bestræbe sig på at konsolidere det som et af de vigtigste midler på de regelmæssige møder i Rådet til håndtering af individuelle spørgsmål.

Som De ved, har Slovenien i den periode, hvor det bestrider formandskabet for Rådet, opstillet den interkulturelle dialog som en af sine prioriteter. Vi er derfor glade for, at dette spørgsmål også får behørig opmærksomhed på Menneskerettighedsrådets syvende samling.

Invitationen til den højtstående repræsentant for FN's "Alliance of Civilisations"-initiativ, hr. Sampaio, om at deltage i samlingen indikerer et øget kendskab til, at "Alliance of Civilisations"-initiativet er med til at styrke den religiøse tolerance, der også er en af EU's prioriteter på menneskerettighedsområdet.

Jeg vil gerne præsentere en anden meget vigtig udvikling inden for Menneskerettighedsrådets rammer, nemlig indførelsen af en universel regelmæssig gennemgang, som EU tillægger stor betydning. Dette instrument skulle gøre det muligt at undersøge menneskerettighedssituationen i alle medlemsstater på ensartede betingelser. De EU-medlemsstater, der allerede underlægges denne mekanisme i foråret (april og maj), forbereder sig i øjeblikket grundigt på gennemgangen. Vi vil bestræbe os på at opnå størst mulig gennemsigtighed og effektivitet i processen. Metoden for udførelsen af denne regelmæssige gennemgang vil have stor betydning for Menneskerettighedsrådets generelle troværdighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg er glad for denne mulighed for at tale til Europa-Parlamentet om FN's Menneskerettighedsråds syvende samling. Jeg vil gerne starte med at anbringe Menneskerettighedsrådet i det, der efter min mening er en passende sammenhæng.

Jeg har sagt dette før, men det er vigtigt at have det in mente: Menneskerettighedsrådet er et igangværende arbejde. Det står klart, når man ser på dets aktiviteter gennem det seneste halvandet år. Trods en vanskelig start med dyb splittelse over Libanonkrisen og et forhandlingsmiljø, der fortsat er vanskeligt for EU, er der skabt vigtige resultater. Her tænker jeg i særdeleshed på det fornyede tilsagn vedrørende menneskerettigheder fra valgbare kandidater; evnen til at afholde særlige samlinger om uopsættelige menneskerettighedssituationer, hvilket er et langt stykke fra det årlige ritual hos forgængeren, Menneskerettighedskommissionen; udviklingen af "interaktive dialoger" med særlige FN-procedurer, en meget offentlig måde at skabe opmærksomhed på menneskerettighedskrænkelser på; og endelig vedtagelsen af den yderst vigtige institutionsopbygningspakke gennem konsensus.

Formanden for FN's Menneskerettighedsråd, hr. ambassadør Costea, besøgte i sidste uge Bruxelles for at orientere Rådet og Parlamentet om forberedelserne til den syvende samling. Han beskrev Menneskerettighedsrådet som værende "bedre end forventet og værre end man havde håbet på". Det kan lyde kynisk, hvilket måske afspejler virkeligheden i FN's daglige arbejde, men jeg synes også, at det slår den rette tone an. Der er både gode og dårlige ting i Menneskerettighedsrådet, men det gør fremskridt, og det er derfor på rette vej.

Prioriteterne for den syvende samling falder mellem en effektiv håndtering af presserende menneskerettighedssituationer - hvilket i stigende grad er den standard, som Menneskerettighedsrådet skal dømmes efter - og en fortsat gennemførelse af institutionsopbyggende reformer. Med hensyn til menneskerettighedssituationen er det yderst vigtigt med en effektiv opfølgning på den særlige samling om Burma/Myanmar. Blandt andre prioriteter bør man også se på menneskerettighedskrænkelserne i Sri Lanka og Kenya. En gennemførelse af institutionelle reformer er velsagtens lige så vigtig i betragtning af deres betydning for Menneskerettighedsrådets fremtidige succes. Her er enighed om kriterier for valg af medlemmerne til det rådgivende udvalg og en gennemsigtig udnævnelse af kvalificerede kandidater til de mandater i den særlige procedure, der skal fornyes, vigtige emner for den syvende samling.

Til slut har jeg et par kommentarer til den universelle regelmæssige gennemgang. I denne uge fortalte formanden, at de stater, der undersøges på møderne i april og maj, tager deres ansvar alvorligt. Det håber jeg. De første møder i den universelle regelmæssige gennemgang vil sandsynligvis slå tonen an for de resterende møder. Det er derfor helt afgørende, at de EU-medlemsstater, der undersøges, går forrest med en ærlig kritik af deres menneskerettighedssituation. Det skal ikke være en skønhedsparade.

Jeg mener også, at EU skal spille en vigtig rolle på "de afgørende møder" under den universelle regelmæssige gennemgang. Den universelle regelmæssige gennemgang handler mere end noget andet om, at det internationale samfund skal samarbejde med de stater, der undersøges, om at skabe konkrete menneskerettighedsforbedringer efter en ægte autoanalyse af mangler og behov. På disse afgørende møder skal Kommissionen og medlemsstaterne ikke tøve med at tilbyde teknisk bistand, hvor det er fortjent. Det vil vise vores ægte engagement i at fremme menneskerettigheder i et vigtigt offentligt miljø.

 
  
MPphoto
 
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Parlamentet sender en delegation til den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd. Delegationen får mandat til at udtrykke Parlamentets bekymring over Menneskerettighedsrådets arbejde, og den vil rapportere til Underudvalget om Menneskerettigheder under besøget.

Vi ser FN's Menneskerettighedsråds syvende samling som en afgørende samling, fordi den bliver den første samling til at undersøge en lang række væsentlige spørgsmål under de nye arbejdsmetoder, der stammer fra den institutionsopbygningsreformpakke, der blev vedtaget i 2006 og 2007.

Menneskerettighedsrådets troværdighed afhænger af gennemførelsen af disse reformer og mekanismer, og det er vores mål at styrke Menneskerettighedsrådets evne til at håndtere menneskerettighedskrænkelser rundt omkring i verden - i særdeleshed de mest presserende.

Vi glæder os over Menneskerettighedsrådets positive resultater - i særdeleshed udviklingen i gennemførelsen af den universelle regelmæssige gennemgang - samt revisionen af de særlige procedurer og de positive resultater, der er skabt af formandskabet for Menneskerettighedsrådet.

Vi glæder os over deltagelsen af civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere samt over de særlige procedurer, der er helt centrale for FN's menneskerettighedsmaskineri, og som spiller en afgørende rolle i specielt Menneskerettighedsrådet.

Samtidig fordømmer vi visse af Menneskerettighedsrådets beslutninger - f.eks. beslutningen om ikke at forny mandaterne for de særlige rapportører om Belarus og Cuba.

I betragtning af fortidens lære understreger vi vigtigheden af, at der afholdes konkurrencedygtige valg i alle regioner, så der bliver et reelt valg blandt FN's medlemmer. Grunden hertil er den, at nogle lande med problematiske menneskerettighedssituationer desværre hidtil er blevet valgt.

Jeg vil atter opfordre Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte deres pres for at få oprettet medlemsskabskriterier for valget til FN's Menneskerettighedsråd inklusive udsendelsen af permanente invitationer til særlige procedurer.

A propos EU's engagement anerkender vi EU's og dets medlemsstaters aktive rolle i Menneskerettighedsrådets første arbejdsår. Det er meget vigtigt, at EU taler med én stemme i menneskerettighedsanliggender, og vi opfordrer Kommissionen og Rådet til at vedtage en fælles holdning for at sikre, at EU's medlemsstater automatisk underskriver og ratificerer alle internationale menneskerettighedsinstrumenter.

Sidst men ikke mindst bør EU på mere effektiv vis udnytte bistand og politiske støtte til de pågældende lande til at give dem incitamenter til at samarbejde med Menneskerettighedsrådet.

 
  
MPphoto
 
 

  Józef Pinior, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! FN's Menneskerettighedsråd er et af de mest interessante aspekter af menneskerettighedsområdet for Europa-Parlamentet. Vi følger nøje Menneskerettighedsrådets aktiviteter, og Europa-Parlamentet udsender missioner til Genève to gange årligt.

Jeg har tre kommentarer. Først vil jeg gerne rose Menneskerettighedsrådets formandskab for dets positive resultater, og samtidig vil jeg gerne understrege betydningen af EU's støtte samt af at have kandidater med stor integritet, når den nye formand for Menneskerettighedsrådet skal vælges den 23. juni 2008.

For det andet vil jeg gerne understrege, at særlige procedurer har helt afgørende betydning for FN's menneskerettighedsmaskineri og i særdeleshed for Menneskerettighedsrådet, civilsamfundet og demokratiske stater. EU's medlemsstater bør i særdeleshed overvåge og presse Menneskerettighedsrådets medlemmer til at leve op til deres ansvar for at fremme menneskerettigheder.

Europa-Parlamentet skal fordømme Menneskerettighedsrådets beslutning om ikke at forny mandaterne for de særlige rapportører om Belarus og Cuba. Vi bør glæde os over fornyelsen af landemandaterne for den særlige rapportør om Sudan samt over de uafhængige eksperter i Liberia, Haiti og Burundi.

For det tredje handler meget af den berettigede kritik af Menneskerettighedsrådet om dets skuffende håndtering af særlige landesituationer. I særdeleshed ensidig international sympati for den palæstinensiske sag og de islamiske staters kvalfulde indsats fik Menneskerettighedsrådet til at blande sig i Mellemøstenkonflikten, men der var kun gentagen kritik af én stat - Israel - mens man ignorerede krænkelser fra Hizbollah og nogle palæstinensiske fraktioner. Udfordringen består i at skabe politisk vilje blandt Menneskerettighedsrådets medlemmer til effektivt at håndtere en sådan situation på en retfærdig måde.

 
  
MPphoto
 
 

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Umiddelbart inden Menneskerettighedsrådets syvende samling vil Parlamentet gerne udsende et budskab om støtte, årvågenhed og mobilisering.

Dette råd er det eneste internationale organ, der effektivt bekæmper krænkelser af menneskerettighederne, herunder reagerer på nødsituationer, kriser på menneskerettighedsområdet, men også det eneste, der på lang sigt arbejder sammen med de særlige rapportører og i interaktiv dialog med ngo'erne. Rådet er unikt og står over for et vanskeligt vendepunkt i dets historie. Et år er ikke tilstrækkeligt til at fastslå dets effektivitet. Derimod kan det være nok til at berøve det sin troværdighed, og vi ved, at forsøgene på at svække og instrumentalisere rådet har været mange.

Allerførst vil jeg gerne nævne den situation, fru Sigma Huda, særlig rapportør om menneskehandel, befinder sig i. Hun sidder fængslet under elendige forhold i Bangladesh. Dernæst, også vedrørende disse særlige rapportører, vil det rådgivende udvalgs forslag endelig blive behandlet af formanden, som har det sidste ord. Det viser, hvor vigtig hans rolle er, og jeg vil gerne takke formand Costea for det fremragende stykke arbejde, han udfører, og samtidig vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på, at han vil blive udskiftet til juni.

Derfor skal Unionen være opmærksom og proaktiv. Dens handling er afgørende. Det så man i Gaza. Unionens passive holdning svækker dette budskab og svækker selve rådet.

Når Unionen tager initiativ til en særlig samling og lægger hele sin vægt i, vokser rådet og opnår resultater. For at gøre dette skal vores medlemsstater styrke deres alliancer på tværs af regionerne for at overbevise og undgå en samlet reaktion, som ville sende rådet tilbage til de politiske tilfældigheders kvaler.

Vi opfordrer derfor vores regeringer til at intensivere deres indsats og til at fremstå som et godt eksempel. Et godt eksempel ved at udnævne en uafhængig ekspert, når de deltager i undersøgelsen af en anden regering inden for rammerne af UPR, og ved selv at være åbne for kritik og selvkritik. Og et godt eksempel i forbindelse med valg af nye medlemmer. En stående invitation til de særlige procedurer bør være et afgørende kriterium for EU's medlemsstater.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg anbefaler Dem denne resolution. Jeg roser indsatsen fra Parlamentets delegation til Genève, hvor vi, samtidig med at vi stiller vores egne EU-repræsentanter til regnskab, også samarbejder med dem om at indgå dialoger med lande i andre regioner af verden, hvilket viser Europas styrke og solidaritet ved opretholdelsen af menneskerettigheder og den humanitære folkeret.

Jeg er taknemmelig over, at mine ændringsforslag er medtaget i teksten med en opfordring til at afholde en særlig samling om vold mod kvinder, samt over, at alle vores lande har underskrevet og ratificeret alle internationale menneskerettighedsinstrumenter. Jeg opfordrer i særdeleshed Europa til at forny mandatet for den særlige repræsentant for erhvervsliv og menneskerettigheder. Men just hjemkommet fra Gaza vil jeg særligt anbefale punkt 34. Der er tale om en belejring, hvor Gazas befolkning påføres middelalderlige forhold. I dag vil vi kategorisere det som et klart brud på menneskerettighederne. Hvis selv Tony Blair ikke kan få Israel til at tillade importen af udstyr til at forhindre, at 40.000 liter ubehandlet spildevand forurener vandforsyningen, er det på tide, at Europa handler. Europæiske tropper under et nyt mandat kan være med til at overvåge genåbningen af grænserne, og - hvor jeg nu beder om Deres støtte - de europæiske lande kan skabe enighed fra alle sider af FN's Menneskerettighedsråd om at forsøge at håndhæve den humanitære folkeret. Europa kan tage initiativet, sådan som det slovenske formandskab foreslog på Underudvalget om Menneskerettigheders møde i Bruxelles så sent som i sidste uge. Vi kan foreslå en afbalanceret tekst, der erkender, at både terrorangreb med raketter og blokadens kollektive straf er overtrædelser af den fjerde Genèvekonvention. Ved at gøre det kan vi skabe en konsensus i Genève, der kan gøre en ægte forskel i den humanitære krise, som indbyggerne i Gaza oplever.

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand! En kritisk undersøgelse af de gamle mekanismer og arbejdsmetoder samt indførelsen af nye metoder har givet stor tiltro til Menneskerettighedsrådets evne til at optræde som et effektivt organ, der fokuserer på håndteringen af menneskerettighedskrænkelser, og som tillader politiske situationer at falde klart inden for FN-organernes kompetenceområde.

Menneskerettighedsrådets troværdighed afhænger også af de nye mandatholdere for særlige procedurer, der udnævnes i marts måned. Det er utroligt vigtigt, at ekspertise, upartiskhed, uafhængighed og objektivitet er de afgørende faktorer.

Ligesom mange andre ser jeg i den aktuelle situation også gerne, at Menneskerettighedsrådet genovervejer sin beslutning om ikke at forlænge mandaterne for de særlige rapportører om Belarus og Cuba. EU's medlemsstater bør også forsøge at sikre en forlængelse af mandatet for den uafhængige ekspert i Den Demokratiske Republik Congo.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke de medlemmer, der deltog i denne forhandling og gav deres mening til kende, hvilket utvivlsomt vil hjælpe formandskabet for Rådet i dets forberedelser forud for den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd.

Jeg vil i særdeleshed understrege, at jeg er helt enig i fru Andrikienės erklæring vedrørende behovet for, at EU skal optræde samlet og tale med én stemme i Menneskerettighedsrådet.

Jeg vil også gerne gøre opmærksom på det faktum, at formandskabet også håber på et godt samarbejde med Europa-Parlamentets delegation. Betydningen af EU's rolle for at fremme og beskytte menneskerettighederne er uomtvistelig, og derfor vil vi gerne have det bedst mulige samarbejde i denne ærede forsamling.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd starter med ministrenes møde, hvor udenrigsminister Dimitrij Rupel, der er formand for Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), deltager på vegne af formandskabet for Rådet. En række andre højtstående repræsentanter og måske tilmed FN's generalsekretær vil deltage i mødet.

 
  
MPphoto
 
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! EU er et meget vigtigt organ, der skal gå i den rigtige retning og føre Menneskerettighedsrådet i denne retning.

Menneskerettighedsrådet har endnu ikke bevist, at det er et effektivt menneskerettighedsorgan under FN. Det står fast. Som tidligere nævnt er det imidlertid for tidligt at afsige en endelig dom. At gøre det på nuværende tidspunkt kan tilmed forhindre dets fremtidige udvikling. Derfor er det vigtigt, at menneskerettighedssamfundet fortsat støtter Menneskerettighedsrådet, omend med et kritisk blik. I denne ånd er jeg glad for, at en delegation fra Europa-Parlamentet deltager i den syvende samling for at vurdere arbejdet på nærmeste hånd.

Ligesom fr. Andrikienė mener jeg også, at EU skal stræbe efter at tale med én stemme i dette anliggende. EU-medlemmernes stemmemønstre vedrørende Menneskerettighedsrådet er meget harmoniserede, og jo mere harmoniserede de er, desto vigtigere er vores stemme.

Med hensyn til medlemsskabskriterierne har det indtil videre vist sig umuligt at udarbejde sådanne kriterier. Tilsagnene vedrørende menneskerettighedsforpligtelser bliver imidlertid vigtige skridt i retning af mere ansvar for kandidatlandene, og som tidligere nævnt er det et vigtigt skridt.

Med hensyn til de særlige procedurer kæmper EU aktivt for at forlænge de eksisterende mandater og oprette de nye mandater, vi finder nødvendige.

Til slut vil jeg sige et par ord om Belarus og Cuba. Menneskerettighedsrådet kan kritiseres for ikke at fortsætte mandaterne for disse lande, men det var et nødvendigt kompromis for at redde mange af de andre landemandater og tematiske mandater, der i øjeblikket er under revision. Det samme gælder f.eks. for Sudan. Det er beklageligt at miste mandatet for ekspertgruppen vedrørende Darfur, men det var desværre uundgåeligt for at redde mandatet for den særlige repræsentant for Sudan.

For at opnå konsensus må EU således undertiden være villig til at gå på vanskelige kompromiser. Men i det store og hele er vi en meget stærk motor og et meget stærkt organ på dette område, og vi skal fortsat arbejde på at sikre, at Menneskerettighedsrådet fungerer ordentligt og går i den rigtige retning. Europa-Parlamentet er et særdeles stærkt redskab i disse bestræbelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 21. februar 2008.

 
  
  

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

 
Seneste opdatering: 7. oktober 2008Juridisk meddelelse