Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

mundtlig forespørgsel af Elly de Groen-Kouwenhoven, Angelika Beer og Caroline Lucas for Verts/ALE-Gruppen, Luisa Morgantini for GUE/NGL-Gruppen, Annemie Neyts-Uyttebroeck for ALDE-Gruppen, Ana Maria Gomes for PSE-Gruppen, Ģirts Valdis Kristovskis for UEN-Gruppen, Karl von Wogau og Stefano Zappalà for PPE-DE-Gruppen til Rådet om global konvention om et forbud mod uranvåben (B6-0153/2008) og

mundtlig forespørgsel af Elly de Groen-Kouwenhoven, Angelika Beer og Caroline Lucas for Verts/ALE-Gruppen, Luisa Morgantini for GUE/NGL-Gruppen, Annemie Neyts-Uyttebroeck for ALDE-Gruppen, Ana Maria Gomes for PSE-Gruppen, Ģirts Valdis Kristovskis for UEN-Gruppen, Karl von Wogau og Stefano Zappalà for PPE-DE-Gruppen til Kommissionen om global konvention om et forbud mod uranvåben (B6-0154/2008).

  Elly de Groen-Kouwenhoven, ordfører. - (EN) Fru formand! I december 2007 vedtog FN's Generalforsamling med overvældende flertal en resolution, som opfordrede til undersøgelser af uranvåbens indvirkning på helbredet hos civile og militært personel.

Vi lykønsker Tyskland, Irland og Italien som de eneste NATO-lande, som støttede FN-resolutionen. Årsagen til denne støtte kan være, at mange af deres soldater kom hjem med dødelige sygdomme og/eller senere fik børn med alvorlige misdannelser. Vi opfordrer derfor andre EU-lande til at følge deres eksempel og indsende sundhedsrapporter i tråd med FN's anmodning.

Forarmet uran er blevet brugt på Balkan, i Irak og Afghanistan. Forarmet uran er affald og er et ekstremt billigt materiale at lave våben af. Det skønnes, at beholdningen på verdensplan er 1,3 millioner t. Langt under 1 mikrogram i kroppen kan være dødeligt. Bortset fra strålingen er forarmet uran et kemisk toksisk stof. Ingen oplyser soldaterne eller befolkningen i de lande, hvor der anvendes uranvåben. WHO's eksperters seneste resultater om forarmet urans skadelige virkning er blevet censureret.

Vi opfordrer EU til at informere sine borgere og befolkningen i de berørte lande. Vi opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at der snarest muligt bliver indgået en international traktat.

For at opnå detaljeret viden om emnet er det på høje tid, at Kommissionen og Rådet giver adgang til alle eksisterende rapporter og iværksætter de yderligere undersøgelser, som Parlamentet har krævet siden 2001. I mellemtiden gentager vi vores krav om forbud mod uranvåben på grundlag af forsigtighedsprincippet.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, spørger. - (NL) Fru formand! Kampen for et globalt forbud mod forarmet uran i våben og ammunition passer til vores almene kamp, hvad angår våbenkontrol og nedrustning. Vi lægger ganske særlig vægt på våben og ammunition, som er ekstremt farlige og skadelige for borgere, og som fortsat er farlige længe efter, at en konflikt er bilagt, såsom landminer, klyngeammunition og våben og ammunition, der indeholder forarmet uran. Jeg ved, at det er lidt ironisk at tale om våben, som er farligere og mere skadelige end andre våben, men sådan er det nu engang. Derfor koncentrerer vi os om de våben, som kan have de værste konsekvenser for uskyldige civile befolkninger.

I november 2006 krævede Parlamentet et moratorium for den type våben, nemlig våben, som indeholder forarmet uran. Belgien vedtog sidste år en lov om ikke blot et sådant moratorium, men et virkeligt forbud mod enhver anvendelse af uranvåben, og jeg synes godt, jeg kan være lidt stolt af det. Nu vil jeg gerne have at vide af Kommissionen og Rådet, hvad de agter at foretage sig for at gøre dette moratorium mere udbredt og for at støtte et generelt forbud.

Som den forrige taler udførligt gjorde opmærksom på, viser det sig desuden, at uranvåben også har overordentlig skadelige følger for de soldater, som bruger dem, eller som udsættes for brugen af dem. Og selv om der måske endnu ikke er absolut sikkerhed, er det alligevel på sin plads, at Rådet sørger for, at soldater og andre mandskaber, som deltager i missioner som led i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, ikke udsættes for den slags risici. Derfor vil jeg gerne af Rådet have at vide, hvilke konkrete foranstaltninger der træffes for at sikre, at soldater og mandskaber, som deltager i sådanne missioner, ikke udsættes for disse risici, og at sikre, at befolkningen i de områder, hvor sådanne missioner finder sted, heller ikke udsættes for dem. Jeg takker for de svar, De vil give mig.

  Ana Maria Gomes, ordfører. - (PT) Fru formand! Hr. kommissær, i et nyligt brev til "Times" i London bad ni tidligere militære ledere Det Forenede Kongerige Storbritanniens regering om at tilslutte sig deres ønske om et forbud mod klyngebomber. Deres argument var det samme, som blev brugt i forbindelse med landminerne, nemlig at uanset hvor nyttigt et våben kan være på kort sigt, i en militær logik, er den kendsgerning, at det har alvorlige følger på lang sigt, tilstrækkeligt til at berettige et ophør med brugen heraf fra de væbnede styrkers side.

Det samme er tilfældet med forarmet uranammunition. Den Europæiske Organisation for Militære Organisationer, EUROMIL, undersøger spørgsmålet nøje, og dets holdning, der er baseret på de oplysninger, den modtager fra militærfolk i hele Europa, er kategorisk: Forarmet uranammunition bør opgives hurtigst muligt.

Europa-Parlamentet har allerede udtrykt sig til fordel for et totalt forbud mod disse våben, og FN's Generalforsamlings resolution, der blev vedtaget i december sidste år, og som havde spørgsmålet om våben og ammunition med forarmet uran på dagsordenen på Generalforsamlingens 33. møde, bekræftede, at Europa-Parlamentet gør ret i at påtage sig en ledende rolle og bede Rådet om at påtage sig lederskabet i denne forhandling om nedrustning og menneskerettigheder.

Skeptikernes "modargumenter" holder ikke stik. Det mest grundlæggende forsigtighedsprincip gør det nødvendigt at stigmatisere disse våben, endda før de omfattende indicier, som påpeger deres kræftfremkaldende og vilkårlige effekter, bliver erstattet af videnskabelige beviser, der ikke kan tilbagevises.

Hvad vil folk sige om os, de ansvarlige politikere, om 10 år, når disse våbens skadelige virkninger bliver tydelige og uomtvistelige, hvis vi i den mellemliggende tid ikke har gjort noget for at tage dem ud af cirkulation? Vil de sige det samme, som de nu siger om landminerne: Hvordan kunne de vente så længe!

  Ìirts Valdis Kristovskis, ordfører. - (LV) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne understrege, at jeg opfodrer mit land Letland til at underskrive FN's resolution fra december 2007. For det andet opfordrer jeg den højtstående repræsentant til at fremsende en begrundet udtalelse om initiativet i denne resolution. For det tredje opfordrer jeg EU til at sikre, at medlemsstaterne udveksler oplysninger om de typer af ammunition, der kan forventes at blive brugt under operationer. Når det gælder forarmet uran, har jeg personlig erfaring. Jeg var forsvarsminister i Letland i fem et halvt år. Det var i min ansvarsperiode, at Letland tilsluttede sig den amerikanske koalition i Irakkrigen. På det tidspunkt opstod der ved flere lejligheder mistanke om brugen af forarmet uran i Irak. Det internationale samfund reagerede skarpt på dette spørgsmål. De lettiske styrker brugte ikke ammunition med forarmet uran. I Letland blev jeg imidlertid bedt om at påtage mig det politiske ansvar for disse begivenheder som minister i koalitionen. Desværre blev jeg som minister i koalitionen ikke oplyst om brugen af forarmet uran. Det er uacceptabelt. EU's medlemsstater må alvorligt vurdere behovet for ammunition af denne type i deres våbenarsenal, men EU skal også sikre, at medlemsstaterne har pligt til at udveksle oplysninger om eventuel brug af forarmet uran under operationer. Tak for Deres opmærksomhed.

  Formanden. - Hr. Kristovskis! Jeg afbrød Dem ikke, fordi Deres beretning som lettisk minister var yderst vigtig, men jeg vil gerne påpege, at De overskred Deres taletid betydeligt.

  Stefano Zappalà, ordfører. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Der er blevet sagt meget om dette emne tidligere, og jeg tror desværre, at der fortsat er meget at sige, før man finder en endelig løsning - det har de foregående talere forklaret godt.

Der er blevet truffet foranstaltninger i nogle medlemsstater for at forbyde produktion og brug af denne type våben til kommercielle eller krigeriske formål. Der har været flere anmodninger fra Parlamentet, der foreligger dokumenter i form af fotografier og vidneudsagn, og der er rimelig grund til at antage, at italienske soldater er døde som følge af, at de har været udsat for denne type våben.

Der foreligger en FN-resolution, som udtrykker stor bekymring, og der har været flere krav om tilbundsgående undersøgelser af spørgsmålet. Vi har forsigtighedsprincippet, som i henhold til EU's lovgivning burde tilsige et generelt moratorium, i det mindste til der foreligger endelige forskningsresultater.

Imidlertid har intet af dette hidtil ført til det forventede resultat. Forarmet uran anvendes stadig på krigsscenen, på land og i by. Der er ikke tvivl om, at kemiske substanser trænger gennem jorden og når grundvand og afgrøder, og der kan derfor ikke være tvivl om, at partikler af forarmet uran, som er i kontakt med jorden, trænger ned i de underliggende lag og forurener grundvandet og landbrugsprodukterne, hvilket fører til spredning af sygdom i den udsatte befolkning og i mindre grad i hele verden gennem vandkredsløbet og elementernes kredsløb, navnlig i et stadig voksende globalt markedssystem.

Der foreligger ganske vist endnu ikke definitive undersøgelser, som beviser risikoen, men det kan ikke nægtes, at den viden vi har i dag, ikke udelukker, at der kan være en risiko. Alene denne overvejelse må tvinge moderne demokratier til at undersøge sagen nærmere og træffe en beslutning.

Navnlig EU kar efter min mening ikke blive ved med at gøre ingenting. EU har klare forpligtelser over for medlemsstaterne, klare forpligtelser over for resten af verden, klare forpligtelser over for sine egne borgere. EU har økonomiske ressourcer, som kan anvendes, og ingen begrænsninger med hensyn til forskere og laboratorier. Når man ingenting gør, er det resultatet af et valg, ikke af manglende ressourcer og midler.

På denne baggrund står det klart, at Rådet og Kommissionen ikke kan undgå, at deres borgere - civile såvel som militære - bliver udsendt til områder af verden, hvor denne type ammunition bruges og har været brugt, men de kan heller ikke undgå at tage ethvert tænkeligt initiativ i en tidlig fase for at regulere fremstillingen og brugen af dem og på grundlag af videnskabelige data forberede et decideret forbud og en endelig destruktion.

Dette er vores ønske i håbet om, at Rådet og Kommissionen vil vise deres ansvarsfølelse i praksis, eftersom der ikke er tale om et uldent politisk emne, men om folkesundheden.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand, mange tak. På Rådets vegne vil jeg gerne takke medlemmerne for deres spørgsmål vedrørende det globale forbud eller den globale konvention om forbud mod uranvåben.

Som medlemmerne ved, findes der endnu ikke en sådan aftale. Der findes ingen aftale, som regulerer våben med forarmet uran på et multilateralt niveau. Det er også velkendt, at der ikke er enighed i Rådet.

Der blev for nylig afholdt en debat i FN om virkningerne af våben, som indeholder forarmet uran, hvor FN's 1. Komité i slutningen af 2007 vedtog en resolution med titlen "Virkninger af anvendelsen af våben og ammunition, som indeholder forarmet uran". Som det allerede er blevet nævnt, stemte EU's medlemsstater forskelligt om denne resolution. Jeg vil endda sige meget forskelligt - fire stemte for, fire stemte imod, og alle andre undlod at stemme. Jeg tror, det ganske godt illustrerer den aktuelle situation i verden.

Jeg vil nu forsøge kort at besvare de spørgsmål, der er blevet stillet.

Med hensyn til det første spørgsmål i forbindelse med Europa-Parlamentets beslutning vedrørende biologiske våben og visse former for konventionelle våben vil jeg gerne påpege, at EU har været, stadig er og vil fortsætte med at være meget aktivt i sine internationale bestræbelser for at gennemføre konventionen om biologiske og toksiske våben. EU spillede bl.a. en vigtig rolle på den anden overvågningskonference i 2006, og EU vil også være aktiv i løbet af ekspertprogrammet, som løber frem til den næste overvågningskonference i 2011.

Hvad angår konventionen om konventionelle våben deltager både EU og medlemsstaterne aktivt i de løbende forhandlinger, som også omfatter en debat om de humanitære aspekter af klyngebomber. Medlemsstaterne har forpligtet sig til inden udgangen af 2008 gennem forhandling at nå frem til et juridisk bindende instrument, som skal tage højde for alle aspekter ved klyngebomber.

Med hensyn til det andet spørgsmål vil jeg gerne forklare, at våben indeholdende forarmet uran indtil videre ikke har indgået i EU's strategi for masseødelæggelsesvåben. Det debatteres fortsat, om det overhovedet er muligt at inkludere denne type ammunition i masseødelæggelsesvåben. Nogle mener, at forarmet uran allerede er omfattet af konventionen om konventionelle våben, andre mener, at protokol nr. 13, som er en del af denne konvention, bør udvides til at omfatte spørgsmålet om projektiler og sprængladninger med forarmet uran. Diskussionen er altså endnu ikke afsluttet.

Med hensyn til det tredje spørgsmål vil jeg gerne præcisere, at valget af militærudstyr, herunder den ammunition, der skal bruges i operationer, som ledes af EU, hører under medlemsstaternes kompetence, og eftersom vi ikke har en multilateral aftale om dette spørgsmål, kan jeg ikke komme med yderligere oplysninger om brugen af forarmet uran.

Det fjerde spørgsmål angår sikkerhedsforanstaltninger for soldater og civile, som er involveret i EU's operationer. Jeg vil gerne påpege, at det er den øverstkommanderende for operationen inden for den operative plan, der er godkendt af Det Europæiske Råd, der har ansvaret for sikkerhedsforanstaltningerne, og som skal træffe de foranstaltninger, han anser for nødvendige. Naturligvis skal han samtidig tage de operationelle begrænsninger med i betragtning.

I EU's civile missioner ligger dette ansvar hos lederen af missionen under den civile operationsleders ledelse.

Hvad angår det sidste spørgsmål om dialogen mellem Det Europæiske Råd og USA, ngo'er og enkeltpersoner, kan jeg kun sige, at dette spørgsmål endnu ikke har været rejst i dialogen med USA, og det har heller ikke været taget op med de øvrige parter, der blev nævnt i spørgsmålet. Jeg vil følge den videre debat om dette emne med interesse.

Tak.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! I Parlamentets beslutning fra november 2006 tilskyndes EU og medlemsstaterne til at arbejde på at udvide anvendelsesområdet for protokol III til konventionen om visse konventionelle våben med henblik på at stoppe anvendelsen af ammunition, der indeholder forarmet uran. Jeg vil her minde om, at Parlamentet opfordrer til tiltag, der som bekendt ligger uden for Kommissionens beføjelser, eftersom Fællesskabet ikke er part i konventionen. Desuden har Fællesskabets institutioner i henhold til traktaterne ingen beføjelser på det militære område. Jeg vil imidlertid ikke give indtryk af, at Kommissionen ikke interesserer sig for problemerne i forbindelse med fremstilling, lagring og anvendelse af våben omhandlet i konventionen om visse konventionelle våben eller spørgsmålet om inhumane våben generelt, for det gør den bestemt.

Kommissionen er dybt engageret i iværksættelsen af den fælles aktion, Rådet vedtog sidste år, til fremme af konventionens og de tilhørende protokollers universelle gyldighed. Der er afholdt tre seminarer her i år, et for Latinamerika og Caribien i Santo Domingo i marts og to andre for de afrikanske lande i Lomé forrige måned. Efter disse seminarer har Den Dominikanske Republik allerede meddelt, at man agter at ratificere konventionen meget snart, og Surinam har erklæret sig villig til at tage de nødvendige skridt frem mod en ratificering. Desuden støtter Kommissionen gennemførelsen af konventionen om forbud mod biologiske våben og følger også initiativerne til at oprette et nyt instrument som svar på de humanitære betænkeligheder, der er ytret om klyngebomber, både inden for konventionens og Osloprocessens rammer.

Kommissionen har også truffet foranstaltninger til imødegåelse af problemerne med brisantammunition. F.eks. blev der i 2006 udbetalt 5 millioner euro til rydning af eksplosivstofholdigt krigsaffald i Libanon.

Med hensyn til det andet spørgsmål bekræfter de foreliggende videnskabelige resultater ikke, at ammunition indeholdende forarmet uran udgør en væsentlig sundhedsfare for civilbefolkningen i de berørte kampzoner eller for det militærpersonel, som tjener eller har tjent i disse områder. Denne holdning svarer til resultaterne af undersøgelser fra FN, WHO og IAEA samt en ekspertgruppe oprettet af Kommissionen under Euratomtraktatens artikel 31. Sidstnævnte konkluderede, at eksponering for forarmet uran ifølge de foreliggende informationer ikke kunne fremkalde målbare sundhedsmæssige virkninger ud fra realistiske formodninger om de doser, der kunne være modtaget. Kommissionen er parat til at tage sagen op igen. Kommissionen vil også fortsat sikre sit personales helbred og følge WHO's retningslinjer i tilfælde af udsendelse under forhold med potentiel eksponering for forarmet uran.

Hvad dialogen med EUROMIL angår, er Kommissionen naturligvis indstillet på at tale med alle repræsentanter for civilsamfundet.

Endelig - som svar på de tre sidste spørgsmål - påtænker Kommissionen ind til videre ikke noget økonomisk engagement på disse områder.

FORSÆDE: Adam BIELAN
Næstformand

  Jana Hybášková, for PPE-DE-Gruppen. - (CS) Våben, som indeholder forarmet uran, er en enorm belastning for miljøet. Argumentet om, at deres skadelige effekter endnu ikke er bevist, lyder helt absurd for enhver, som har set konsekvenserne af dem. Bomberne splintrer de flere cm tykke armerede plader på de fleste moderne kampvogne. Deres ødelæggende kraft er enorm. De har en indvirkning på folks helbred. De dræber uden nåde. Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at standse handelen med dem såvel som produktion, anvendelse og opbevaring. Parlamentet og EU er i færd med skridt for skridt at opbygge Europas Væbnede Styrker og et europæisk forsvar. Vi bliver de fremtidige partnere for både NATO og USA. Derfor skal vi være en troværdig partner. Det er latterligt at stå og råbe "Jeg kræver et moratorium for forarmet uran". Det er lige så latterligt at kræve, at Rådet skal lave en konsekvensundersøgelse. Først er det nødvendigt at nå politisk konsensus mellem medlemsstaterne, f.eks. Frankrig, Storbritannien og måske Den Tjekkiske Republik. Derefter må vi indlede et samarbejde med FN for at skabe grundlaget for en global konvention om forbud mod forarmet uran. Dette vil omfatte udarbejdelse af en plan for et gradvist forbud mod fremstilling, som kan accepteres af alle medlemsstater, og mod opbevaring og salg af uran, og der skal fastsættes en dato for det endelige forbud mod anvendelse. Derefter må vi have en konference, som kan vedtage denne plan og indlede den proces, som fører frem til det endelige forbud mod disse våben.

Vi har brug for en nøjagtig analytisk undersøgelse af bieffekterne. Allerførst har vi imidlertid brug for et politisk samarbejde, som kan være starten på den gradvise proces med at finde den politiske vilje og opnå international anerkendelse, konsensus og beslutning. Denne proces kommer til at tage år. Det ville være storartet, hvis EU var en kontraherende part i den nye konvention om at forbyde enhver militær anvendelse af forarmet uran. Derfor skal vi opføre os fornuftigt. Vi må ikke tillade, at fjollet råberi, professionel uvidenhed og ufærdigt arbejde skader EU's troværdighed. Vi må blive ved med at være partnere i dette vigtige spil.

  Elizabeth Lynne, for ALDE-Gruppen. - (EN) I Det Forenede Kongerige mener hundreder af veteraner, at udsættelse for forarmet uran under den første Golfkrig har givet dem kroniske sygdomme og handicap, og i Irak er der bevis for, at brugen af forarmet uran har forårsaget en stigning i antallet af børn, som fødes med kun et øje, eller som mangler begge øjne. Syv af de otte spædbørn, som manglede begge øjne, havde fædre, som blev udsat for forarmet uran under krigen i Irak i 1991.

Mindst 17 lande har fortsat våben med forarmet uran i deres militære arsenal, herunder tre EU-medlemmer, Frankrig, Grækenland og Det Forenede Kongerige. Vi har nu hårdt brug for en international konvention, som indfører et øjeblikkeligt moratorium for brug, udvikling, produktion, lagring, overførsel og test af våben med forarmet uran samt recycling eller destruktion af de eksisterende beholdninger. Jeg håber, at alle vil støtte denne beslutning.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Forsigtighed er tilstrækkelig en begrundelse for at arbejde på at fjerne våben med forarmet uran. Man skal helt sikkert hurtigere vurdere, hvilke følger anvendelsen af disse våben har for mennesker og det naturlige miljø. Allerede nu kan vi dog indføre et moratorium for anvendelse af denne våbentype og inddrage problemet i den fornyede europæiske sikkerhedsstrategi. For indeværende kan vi tage fat på at skabe en international traktat inden for rammerne af FN, der kan regulere anvendelse, produktion, oplagring og testning af denne våbentype.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Det er på høje tid, vi får denne debat. Det er godt, at vi fører den i dag. Depleted uranium eller forarmet uran anvendes af mange og især af vestlige stater som ammunition i deres krige, fordi det har en stærk gennemslagskraft især over for kampvogne. Men DU-ammunition er både kemisk yderst giftigt - altså toksisk - og radioaktivt. DU-ammunition er også et affaldsprodukt fra atomindustrien, som opstår i forbindelse med berigelse af uran eller atomvåbenproduktion. Også dette, anvendelsen af atomenergi, er problematisk.

DU-ammunition har langtidsvirkning. DU frigøres ved høje temperaturer, når det rammer et fast mål, og forbrænder til DU-oxid, og der opstår et fint alfaradioaktivt toksisk støv, som let kan inhaleres og spredes med vind og vand. Dette støv er vanskeligt at fjerne fra miljøet og sætter sig fast i lungerne ved indånding. Man har Golfkrigsyndromet og Balkansyndromet, og hver gang kan man konstatere samme fænomen, nemlig at soldaterne får kræft, f.eks. lungekræft. Der er også en stigning i denne type kræftfænomener hos befolkningen i områder, hvor disse våben er blevet brugt.

Det er interessant, at DU-ammunition som sådan har en meget lav militær effektivitet, men indebærer mange ukalkulerbare risici. NATO anvendte DU-ammunition i angrebskrigen mod Jugoslavien. I Irak anvendte de amerikanske styrker DU-ammunition - i alt 300 t. Der kan konstateres et øget antal misdannede børn især i Baghdad. Afghanistans regering har nu krævet en undersøgelse af anvendelsen af DU-ammunition i Afghanistan, og den siger, at det amerikanske militær ikke havde informeret den om, at den anvender DU-ammunition navnlig i det østlige Afghanistan. I Libanonkrigen anvendte især Israel DU-ammunition, og i den første Golfkrig blev der også anvendt DU-ammunition i stort omfang. Der er tale om 66.000 forgiftede soldater.

Problemet er åbenlyst. Nu får de første veteraner krigspensioner som følge af denne DU-ammunition, f.eks. Kenny Duncan fra Storbritannien. Hvis DU-ammunition havde været kosmetik eller et stof i forbindelse med fødevarer, ville det have været forbudt for længst. Soldaterne får besked om at tage beskyttelsesdragter på, når de har med DU-ammunition at gøre. Soldaterforeningen EUROMIL kræver et forbud mod disse våben. Belgien har forbudt DU-ammunition. Tillykke med det! Under afstemningen i FN's nedrustningsudvalg var 122 lande for, 35 lande undlod at stemme, 6 var imod, deriblandt Frankrig, Storbritannien, Nederlandene og Tjekkiet. Vi skal have et forbud mod at anvende og producere DU-ammunition.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er i strid med international ret at bruge forarmet uran til krigsformål. Der foreligger ubestridt dokumentation for dets giftighed for såvel mennesker som miljø. Jeg er enig i, at spørgsmålet må behandles som en del af den europæiske sikkerhedsstrategi, og jeg mener, at forbuddet mod disse våben i EU's medlemsstater skal være totalt og absolut.

I begge spørgsmål fremsættes der vurderinger og fornuftige fælles spørgsmål, som er bredt dokumenteret - jeg vil her benytte lejligheden til at nævne eksemplet med de italienske soldater, der var udsendt til Balkan, og som stadig ikke har fået en rimelig erstatning, og jeg frygter, at de aldrig får den. Da EU ikke kan rette op på skader, der allerede er sket, bør man i det mindste udsende et beslutsomt og stærkt signal for fremtiden ved at forbyde fremstilling, opbevaring og markedsføring af denne type våben i EU's medlemsstater.

  Luisa Morgantini, ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at Jana Hybáškovás krav om realpolitik er malplaceret og kynisk. Ladhed eller ligegyldighed er ligesom statshemmeligheder ikke acceptable, når det gælder folks helbred.

Brugen af uranvåben har ødelæggende og uigenkaldelige konsekvenser. Når uranprojektiler eksploderer, udsender de et fint, giftigt støv. De forurener luften, jorden og vandet, gennemtrænger åndedrætssystemet og øger sandsynligheden for tumorer, leukæmi og misdannelser. Alle, som bruger dem, overtræder helt klart international humanitær ret. Siden Golfkrigen i 1991 har foreningen af slægtninge til militærpersonel beregnet, at der har været 50 dødsfald alene i Italien. For nylig udtalte forsvarsministeren, at der havde været 77 dødsfald, og at antallet af syge lå mellem flere hundrede og ca. 2.000.

Der blev brugt over 2.000 t forarmet uran fra 1991 til 2003. Omkring 70 % af Iraks territorium er forgiftet, og selv i dag har vi ikke overblik over omfanget af de frygtelige menneskelige omkostninger ved forarmet uran. På hospitalet i Basra i Irak har jeg set ligene af misdannede børn. Jeg har set de skrækkelige skader på deres små kroppe. Der er tusinder af navnløse civile, som stadig lever og dør på områder, som er forurenet af stråling - i Irak, i Afghanistan, i Kosovo, i Bosnien, i Somalia, uafvidende om deres skæbne.

Siden 2001 har vi i Europa-Parlamentet forsøgt at få indført et moratorium. Det bekræftede vi i 2006 med vedtagelsen af en beslutning om kemiske våben og inhumane konventionelle våben. I 2007 vedtog et overvældende flertal i FN en resolution, som indtrængende opfordrer FN's medlemsstater til at undersøge helbredsskaderne. Seks lande stemte imod, nemlig USA og Israel og desværre flere medlemmer af EU, nemlig Frankrig, Det Forenede Kongerige, Den Tjekkiske Republik og Nederlandene. De burde i stedet have fulgt Belgiens eksempel, som i marts 2007 var det første land i verden, som forbød forarmet uran totalt på grund af dets toksicitet.

Jeg har sammen med andre medlemmer af - og det glæder mig - alle politiske overbevisninger argumenteret varmt for denne debat, fordi det er vigtigt at handle mod overtrædelser af international humanitær ret og miljølovgivning og gøre noget for at sikre, at de militære hierarkier, stater og krigsindustrien påtager sig deres fulde ansvar. Forsømmelser og militærhemmeligheder, manglende gennemførelse af regler om beskyttelse og forsigtighedsprincippet kunne risikere at feje faren ved uran ind under gulvtæppet sammen med muligheden for at forebygge et stort antal dødsfald.

Derfor vil jeg gentage kravene i vores beslutning, navnlig at sikre maksimal gennemsigtighed ved at afmærke forurenede områder og især forfølge idéen om et øjeblikkeligt moratorium for snart at opnå et totalt forbud mod våben med forarmet uran og klyngebomber, som stadig kræver ofre. I Libanon affyrede israelerne f.eks. over en million klyngebomber mod landsbyer og hjem i de sidste timer, før de trak sig tilbage.

Gør noget. Tak til Rådet og Kommissionen for deres svar, men også for det, de vil gøre, trods de begrænsninger, som kommissær Michel nævnte, for at opnå frihed fra uranvåben og klyngebomber.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). - (PL) Hr. formand! Forarmet uran er 70 % tungere end bly, og derfor kan selv en kugle af meget lille kaliber gennembore en tanks panser takket været den kinetiske energi. Forarmet uran bliver derfor anvendt militært på denne måde. Og der er ca. 1,5 millioner t forarmet uran i verden. Det er derfor forståeligt, at den udgør en vis fristelse. Men det har vist sig, at våbenet slet ikke er så effektivt, som man havde forventet: 70 % af de ødelagte irakiske tanks blev ødelagt af andre våben.

Det udgør til gengæld et problem, at vi ikke kender effekterne af våbnets anvendelse. Og det skal siges tydeligt - der findes ikke nogen definitiv afgørelse på dette punkt. Tusindvis af mennesker har jo trods alt gennem mange år arbejdet i uranminer, og man kan ikke se nogen markante effekter heraf. Der findes dog naturligvis tvivl om spørgsmålet, og derfor skal vi beslutte os for et moratorium for endegyldigt at afklare dette spørgsmål.

  Roberto Fiore (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Arten og omfanget af de skader, der følger med brugen af forarmet uran, gør det rimeligt at bruge betegnelsen "indirekte skader". Skaderne påføres i successive bølger mod fjendens personel og mod det personel, der bruger disse våben, f.eks. Golfkrigssyndromet og Balkansyndromet.

De mennesker, som derefter bærer omkostningerne i årtier efter, er civilbefolkningen, beboerne på krigsscenerne, som inhalerer og indtager den forarmede uran, efterhånden som den forurener vandet og fødekæden, og som oplever virkningerne af strålingen. Den højeste pris i form af typiske skader som følge af tungmetalstråling, som vi alle kender, betaler børnene, kroppe som stadig vokser, særligt ufødte børn. Det bevises af den eksponentielle vækst i genetiske misdannelser og tumorer hos børn i områder, hvor der er blevet brugt uran.

En nylig undersøgelse foretaget af BBC i Storbritannien viste, at 24 timer efter det massive bombardement på Balkan registrerede man den højeste atmosfæriske radioaktivitet i det nordlige England nogensinde. Vi foreslår derfor ikke kun et forbud mod forarmet uran, men også at man retsforfølger de mennesker for krigsforbrydelser, som bruger det vel vidende om konsekvenserne, og dem som bruger det, når forbuddet er trådt i kraft.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Nu vi taler om radioaktive våben, så har Parlamentet været bemærkelsesværdigt tavst omkring en britisk statsborger - dermed desværre også en EU-borger - som blev dræbt af et radioaktivt våben i London i december 2006. Jeg taler naturligvis om Aleksander Litvinenko, som blev myrdet ved en statssponsoreret terrorhandling ved hjælp af polonium 210.

Den hovedmistænkte for forbrydelsen er Andrej Lugovoi, som i dag er medlem af det russiske parlament og ikke kan udleveres i henhold til den russiske forfatning. I mellemtiden er hr. Litvinenkos enke blevet nægtet en undersøgelse af hendes mands død ved de britiske domstole, som kunne granske beviserne for mordet i mangel af en retssag mod dem, som mistænkes for forbrydelsen.

Dette mord var en krigshandling fra Ruslands side mod Det Forenede Kongerige. Det ønsker den britiske regering ikke at se i øjnene. Men hvis man gerne vil diskutere radioaktive våben, hvorfor så ikke føre en debat om mordet på hr. Litvinenko og dets vidtrækkende konsekvenser?

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Jeg vil gerne ganske kort sige tak for denne forhandling. Jeg vil gerne gentage, at Rådet fortsat er meget aktivt med hensyn til eksterne sikkerhedsspørgsmål i overensstemmelse med EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Inden for rammerne af denne strategi bliver Rådets prioriteringer løbende opdateret, og nye udviklinger på dette område bliver løbende taget under overvejelse, hvorefter de også kommer med i de opdaterede dokumenter.

Et eksempel på dette er f.eks. det initiativ, som Rådet har vedtaget til støtte for en global vedtagelse af konventionen om forbud mod og begrænsning af visse typer af konventionelle våben.

Det er interessant, at hensigten med protokol nr. 5 i denne konvention er at mindske produktionen af eksplosivt militært affald så meget som muligt, når de militære konflikter er forbi. Det er også interessant, at de største producenter og brugere af våben, som indeholder forarmet uran, allerede har underskrevet denne konvention.

Det er for tidligt at komme med forudsigelser. Jeg har nævnt situationen i Rådet, som fremgår af afstemningsresultatet om Generalforsamlingens 1. Komités resolution, som er blevet nævnt flere gange i dag. Man må håbe, at forhandlinger som denne i Europa-Parlamentet vil bidrage til, at der kan opnås enighed i Rådet. Men det vil vi høre mere om i nær fremtid.

Tak.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand! I al korthed: Jeg tager naturligvis Deres glimrende bemærkninger og Deres konkrete forslag til efterretning og vil lade dem gå videre til min kollega Benita Ferrero-Waldner.

Jeg må dog henvise til, at Kommissionen har yderst begrænsede handlemuligheder. Den kan selvfølgelig have en deklamatorisk eller besværgende myndighed, komme med forslag, men derudover har den ingen beføjelser. Det ville jeg lige gøre opmærksom på.

Når det er sagt, har jeg noteret mig et klart budskab om at sikre gennemsigtigheden, som fru Morgantini sagde, og jeg deler i ikke ringe grad denne anskuelse. Hun foreslår et moratorium, og jeg vil lade forslaget gå videre. Jeg mener også at have fornemmet et behov for eller et ønske om at få opdateret de hidtidige undersøgelser igen. Der er ingen grund til ikke at opdatere disse undersøgelser.

Vær under alle omstædigheder forvisset om, at jeg vil overbringe Kommissionen de glimrende indlæg og her i dag fremførte argumenter. Jeg tvivler ikke om, at der vil blive taget betimelige initiativer, eller i det mindste vil idéerne blive givet videre, og viljen vil være til stede, tro mig, for det er selvfølgelig ønskeligt, om det, Belgien har kunnet gennemføre, også blev gennemført i alle de andre europæiske lande. Det siger jeg ikke, fordi det er Belgien, men det glæder mig naturligvis, at Belgien har gjort det. Det svarer lidt til Deres ønsker. Der vil altså sikkert være nogle nyttige og interessante inspirationskilder, men stol på, at jeg lader både forslag, bemærkninger og anmodninger fremsat her i dag gå videre med overbevisning og oprigtighed.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 22. maj 2008.

(Mødet udsat kl. 17.35 og genoptaget kl. 18.00)

FORSÆDE: Manuel António dos SANTOS
Næstformand