Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2583(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0266/2008

Forhandlinger :

PV 22/05/2008 - 14.3
CRE 22/05/2008 - 14.3

Afstemninger :

PV 22/05/2008 - 16.3

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0240

Forhandlinger
Torsdag den 22. maj 2008 - Strasbourg EUT-udgave

14.3. Den kritiske situation i Burundi (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om seks beslutningsforslag om den kritiske situation i Burundi(1).

 
  
MPphoto
 
 

  Alain Hutchinson, forslagsstiller. - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Indledningsvis ønskede vi ikke, at Parlamentet skulle drøfte situationen i Burundi lige nu, for, som De ved, forhandler myndighederne i Burundi for øjeblikket med den nationale befrielsesfront FNL. De har nået et kritisk stadie, som endelig begynder at have lysere udsigter, og som skal, håber vi, føre til den praktiske gennemførelse af våbenhvileaftalen, der blev indgået i Dar es Salaam for at sætte en stopper for de kampe og den vold og usikkerhed, som plager landet. Som vi nu ved, kan en sommerfugl, som flagrer med vingerne i Strasbourg, sommetider udløse en orkan tusindvis af kilometer væk.

På den anden side ville det have været utænkeligt ikke at tale om situationen i dette lille land, som udviklingsmæssigt er blevet ladt i stikken, i og med at det har mistet de af sine naturlige ressourcer, som ofte tiltrækker donorer. Derfor ville vi - efter aftale med de andre politiske grupper - gøre denne beslutning til en opfordring til positiv handling med hensyn til dette associerede land i den kriseramte region De Store Søers Område i Afrika. Vi ville understrege EU's beslutsomhed, navnlig Parlamentets og Deres, hr. kommissær, med hensyn til at søge nye løsninger til mere effektiv udviklingsbistand i de lande, som er svækket af konfliktsituationer - i dette tilfælde borgerkrig - lande, hvor spørgsmål som demokratisk genopbygning, genopretning af ødelagte offentlige tjenester og genindførelse af politikker på så grundlæggende områder som sundhed og uddannelse kunne håndteres og støttes hurtigere og mere effektivt. Vi ønskede, at beslutningen skulle være en del af den handlingsplan, som Nederlandene er blevet anmodet om at udarbejde for Burundi, som er blevet udvalgt - hvilket vi er meget glade for - til at være et ud af tre pilotprojekter under denne nye tilgang. Vi har derfor gjort vores ønsker klart. Vi ønsker at gøre Burundi til en udviklingsmodel, og for at opnå dette ønsker vi, at myndighederne i dette lille land skal tildeles de finansielle ressourcer og den støtte, der er behov for til civil, politisk og økonomisk genopbygning.

Parlamentet vil følge udviklingen meget tæt, men opfordrer også parlamentsmedlemmerne i Burundi fra alle politiske grupper til at bestræbe sig på så hurtigt som muligt at finde muligheder for og midler til at sætte deres institutioner i drift igen - efter at de i månedsvis er blevet forhindret i at udføre deres arbejde - for at føre forhandlinger og holde afstemninger og gøre det muligt for Burundis regering at gennemføre genopbygningsprojekter, såsom den længeventede reform af rets- og sundhedsvæsenet og andre områder med akut behov for handling.

Endelig vil vi gerne påpege, at Burundi, som er et af verdens fattigste lande, er det land, som modtager den forholdsmæssigt mindste udviklingsbistand pr. indbygger. Sådan kan det ikke fortsætte. Vi vil gerne anmode om, at der hurtigt frigives yderligere finansielle ressourcer til at finansiere prioriterede udviklingsprogrammer og, i særdeleshed, genopbygningen af den ødelagte infrastruktur. Sammen med EU er kun fem medlemsstater til stede i Burundi - et land, hvor alting stadig mangler at blive gjort. Vi håber, at disse lande koordinerer deres indsats effektivt, før der træffes nogen beslutninger i Europas hovedstæder, og at delegationerne i Burundi, som har til opgave at gennemføre udviklingspolitiske foranstaltninger, vil fortsætte med at samarbejde, samt at delegationspersonalet øges.

Afslutningsvis vil jeg gerne fremhæve det punkt i vores beslutning, som henviser til, at den yderst nødvendige humanitære bistand opretholdes, og muligvis forøges, og jeg vil på det stærkeste opfordre til, at foranstaltninger til at tilbagetrække denne bistand træffes i tæt tilknytning til en optrapning af udviklingspolitikkerne, hvis gennemførelse er mere kompleks. Vi ønskede i den forbindelse at påpege dette for at sikre, at synligheden af de foranstaltninger, der træffes lokalt af myndighederne i Burundi, med støtte fra EU og medlemsstaterne, anerkendes behørigt. Ud over løsningen på konflikten med FNL og genoprettelsen af større sikkerhed har befolkningen i Burundi stort behov for at se forbedringer af landets udvikling afspejlet i deres vanskelige dagligdag.

 
  
MPphoto
 
 

  Raül Romeva i Rueda, forslagsstiller. - (ES) Fru formand! Fjendtlighederne, som igen er blusset op i Burundi, er et skridt tilbage i en allerede skrøbelig proces.

Snesevis af døde og yderligere tusinder af fordrevne personer viser med al tydelighed, at bestræbelserne for at skabe fred, i det mindste i øjeblikket, ikke er tilstrækkelige. Ansvaret for denne tilstand skal deles.

Det er naturligvis beklageligt, at FNL igen har grebet til våben, men det skal siges, at der har været mange anklager om menneskerettighedskrænkelser fra Burundis væbnede styrker og politiets side.

Det er også klart, at ustabiliteten i Burundi kunne få betydelige og alvorlige konsekvenser for regionen, navnlig i Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda.

Jeg er enig i, at den nye forfatnings ikrafttræden og det efterfølgende parlamentsvalg har skabt større stabilitet i Burundi. Dette øger imidlertid også behovet for oprettelse af en freds- og forsoningskommission som en tillidsskabende foranstaltning. EU bør støtte et sådant initiativ finansielt og logistisk.

Det er i den forbindelse, og især i betragtning af, at EU, som det er blevet bemærket, har valgt Burundi til et pilotprojekt for iværksættelse af en prioriteret handlingsplan, der har til formål at sikre hurtigere og mere effektiv bistand, at jeg mener, denne beslutning fortjener særlig opmærksomhed. Ikke blot fra Kommissionen, men også grundlæggende fra medlemsstaterne, og i særdeleshed to af dens forslag.

For det første forslaget om en forhøjelse af de finansielle midler fra EU til Burundi i forbindelse med bl.a. midtvejsevalueringen af den 10. Europæiske Udviklingsfond.

For det andet at der, som led i den yderst tiltrængte handlingsplan, først og fremmest gives støtte til programmer til forbedring af landets regeringsførelse og demokratiske forvaltning, sundhedspolitikker gennem oprettelsen af sundhedscentre og renovering af hospitalssystemet, Burundis regerings beslutning om at indføre gratis grundskoleundervisning samt den fortsatte renovering af Burundis infrastrukturer.

 
  
MPphoto
 
 

  Erik Meijer, forslagsstiller. - (NL) Fru formand! Ligesom Sudan, som vi drøftede tidligere på eftermiddagen, er Burundi etnisk set et opdelt land, hvor der gennem lang tid har været disharmoni mellem de forskellige befolkningsgrupper.

De deraf følgende problemer er langt mere vanskelige at løse i Burundi end i andre afrikanske lande. Det er svært at trække en geografisk grænse mellem områder, som typisk huser forskellige etniske grupper. Det minder mere om det traditionelle kastesystem, der eksisterede i Indien. Endnu før den tyske og belgiske kolonisering var der et flertal af hutuer i Burundi og Rwanda, og tutsierne var i mindretal. Tutsierne, som også har en mærkbar anderledes fremtoning end hutuerne, var magthaverne. Hutuerne var under deres kontrol.

I Europas koloniperiode forsøgte man at ændre den situation, men ikke for at skabe lighed og lige rettigheder for hutuerne. Hovedformålet var på det tidspunkt at udspille de to etniske grupper mod hinanden for at styrke den nederlandske eller belgiske forvaltning. Selv efter uafhængigheden fandt man aldrig en holdbar løsning på de gamle uoverensstemmelser. Burundi blev forskånet for hutuflertallets massive felttog i nabolandet Rwanda mod nord for at udslette det plagsomme tutsimindretal. Dette kunne dog også skyldes, at frigørelse blandt hutuerne var mindre udbredt.

Når vi i beslutningen henviser til 14 år med borgerkrig, fredsforhandlinger, modstandsbevægelsen FNL, afvæbning af oprørere og kampene, som brød ud igen den 17. april, bliver vi nødt til at være opmærksomme på baggrunden og de uløste problemer. Hovedformålet med beslutningen er, at voldshandlingerne stoppes, og der nås til enighed. Det er jeg enig i, men netop på det punkt ser jeg kun ringe grund til at være optimistisk. I beslutningen opfordres der også til europæisk støtte til demokratisk regering, uddannelse og sundhedsvæsen. Det kan vi selv bidrage til.

 
  
MPphoto
 
 

  Filip Kaczmarek, forslagsstiller. - (PL) Fru formand, hr. kommissær! Det glæder os meget at høre, at der på ny indledes fredsforhandlinger mellem den nationale befrielsesfront og Burundis regering. Det er ikke første gang, at oprørerne og regeringen forsøger at nå frem til en aftale. Vi håber, at en aftale vil sætte en stopper for den blodige konflikt.

Denne konflikt har ikke bare krævet uskyldige ofre, men destabiliserer først og fremmest den fine balance og forstærker spændingerne i landet, som ellers viste positive resultater efter fredsaftalen i 2003. Efter mange år med konflikt i Burundi forsøger landet nu at genopbygge sig selv og vende tilbage til den internationale scene - og med nogen succes.

Et endnu større paradoks er det faktum, at det problem, som Burundi står over for på nuværende tidspunkt, ikke skyldes konflikten mellem hutu- og tutsistammerne, men er forårsaget af en enkelt, meget radikal, del af hutuernes FNL, som ikke accepterede fredsaftalen og stadig forsøger at bekæmpe koalitionsregeringen, som også omfatter hutuerne. Det internationale samfund skal give sin støtte til fredsaftalen og stoppe konflikten.

 
  
MPphoto
 
 

  Marcin Libicki, forslagsstiller. - (PL) Fru formand! Endnu en gang drøfter vi forbrydelser, som begås i forskellige lande rundt om i verden, og det kan vi blive ved med i al uendelighed, indtil EU får en fælles udenrigspolitik. Hvad mere er, så kan EU kun føre en effektiv fælles udenrigspolitik, hvis det har en militærstyrke. Lissabontraktaten, med hvilken der oprettes noget lignende et udenrigsministerium, vil ikke løse problemet, eftersom der ikke bliver nogen militærstyrke.

Præsident Lech Kaczyński sagde i sin tid, at EU burde have sin egen hær. Præsident Sarkozy har også nævnt dette for nylig. Jeg mener, at dette emne burde være på dagsordenen til offentlig debat i EU. Der burde være specifikke forslag til politiske løsninger og, som følge heraf, lovgivningsmæssige løsninger. Uden militærstyrke kan der ikke blive nogen udenrigspolitik. Hvis EU's integritet og styrke er vigtige for os, så skal EU have sin egen hær for at kunne gribe ind i situationer som den i Burundi.

 
  
MPphoto
 
 

  Marios Matsakis, forslagsstiller. - (EN) Fru formand! Burundis situation har været usikker gennem en årrække. De barbariske sammenstød, der i 1990'erne udspillede sig mellem hutuerne og tutsierne vil altid ligge dybt forankret i vores sind og vil altid plage vores samvittighed. På trods af at det internationale samfund, såvel som regionale aktører, har gjort mange forsøg på at skabe den meget ønskværdige varige fred og stabilitet i området, er dette endnu ikke lykkedes, selv om det dog skal siges, at der er blevet gjort store fremskridt.

De seneste militære sammenstød mellem de nationale forsvarsstyrker og den nationale befrielsesfront har medført tab af uskyldige liv og vækker stor bekymring. Begge sider må indse, at deres uoverensstemmelser skal løses ved forhandlingsbordet og ikke på slagmarken. De må begge indse, at vold kun avler mere vold. Oprørsgruppen må frasige sig voldshandlinger og nedlægge deres våben, men samtidig skal Burundis regering ophøre med at give straffefrihed til og dække over kriminelle inden for sikkerhedsstyrkerne, som gør brug af tortur og ulovlig tilbageholdelse.

Lad os håbe, at den sunde fornuft vil sejre til sidst, og at det vil lykkes hovedparterne i denne brutale interne kamp i Burundi at nå en løsning på deres stridigheder på en fredelig måde af hensyn til deres lands befolknings sikkerhed og trivsel.

 
  
MPphoto
 
 

  John Bowis, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! For mit indre øje ser jeg et smukt land. Jeg ser et folk, som kæmper for at bryde fri af eftervirkningerne af borgerkrigens rædsler. Jeg ser disse mindesmærker for voldshandlingerne. Jeg ser fattige mennesker, som kæmper for at klare sig. Jeg ser Bujumbura afspærret om aftenen, som én forsøger at komme ind igen inden spærretid på grund af voldshandlingerne. Jeg ser sundhedsproblemerne, malariaen, åndedrætsproblemerne og hygiejneproblemerne. Jeg ser flygtningelejre - folk, som vender tilbage uden helt at vide, hvor deres hjem lå, folk, som vender tilbage fra Tanzania, og folk, som kommer over fra Kivu i Congo.

Og nu ser vi selvfølgelig igen voldshandlinger - FNL, som bryder sine aftaler. Vi ser endnu en gang anklager om tortur og hård behandling. Burundi har brug for vores hjælp. Det har også brug for selvbeherskelse, hvis det skal undgå nogensinde igen at komme ud på det skråplan af intolerance og umenneskelighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Glyn Ford, for PSE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Vi beklager de seneste sammenstød mellem de nationale forsvarsstyrker og den nationale befrielsesfront i Burundi. Vi opfordrer begge sider til at respektere den våbenhvile, der blev indgået den 7. september sidste år, og opfordrer i særdeleshed FNL's leder, Agathon Rwasa, meget kraftigt til fuldt ud at deltage i fredsprocessen. Vi beder Kommissionen om at stille ressourcer til rådighed til at fremme reintegrationen af FNL-tropperne i samfundet, til at bidrage til flygtningehjælp og i særdeleshed til at demobilisere børnesoldaterne i dette land.

Vi er nødt til at kræve, at Burundis regering respekterer retsstatsprincippet, sætter en stopper for klimaet med straffefrihed og sikrer, at skyldige hurtigt retsforfølges. Det er, hvad vi forventer af Kommissionen og af regeringen.

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Fru formand! Som vi har hørt, har krigen i Burundi, som har varet i 14 år, medført et meget stort antal flygtninge i landet, mangel på fødevarer og frygtelige voldshandlinger, selv blandt dem, der skal forestille at beskytte folket.

Selv om de seneste væbnede sammenstød endnu en gang har forpurret landets søgen efter harmoni og fået os til at spekulere over, om der er tilstrækkelig tillid og politisk vilje blandt begge parter til fredsforhandlinger, synes der også at være blevet taget vigtige skridt i den rigtige retning. Som følge af lange, strenge forhandlinger blandt flere parter har oprørstropperne indvilliget i at løslade et betragteligt antal børnesoldater inden starten af maj.

Burundi har hårdt brug for EU-medlemsstaternes hjælp til at håndtere landets humanitære krise, som der opfordres til i beslutningen, og jeg opfordrer derfor alle til at støtte den.

 
  
MPphoto
 
 

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Fru formand! De øgede spændinger i Burundi, borgerkrigen mellem etniske grupper og voldshandlingerne dér bør stoppes øjeblikkeligt. Hundredvis af dræbte og sårede er den pris, som ubevæbnede civilpersoner betaler for denne konflikt. Det er afgørende, at våbenhvilen overholdes, og det er afgørende, at der indsættes fredsbevarende styrker. Den finansielle støtte, som EU skal give til Burundi, skal nøje overvåges og skal gå hovedsagelig til humanitære formål, navnlig sundhedspleje, sikkerhed og børns uddannelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! For det første så opfordrede EU til genoptagelse af dialogen mellem parterne som det eneste middel til at opnå fremskridt mod fred og forsoning, hvilket er en grundlæggende forventning hos befolkningen i Burundi. Det glæder derfor Kommissionen, at en delegation fra Palipehutu-FNL - dvs. det FNL-tilknyttede parti for befrielsen af hutufolket - den 16. maj 2008 vendte tilbage til Bujumbura, og jeg håber, at det vil være muligt for begge sider at genoptage aktive forhandlinger.

Jeg foretrækker at lade det svar, jeg havde forberedt, ligge, for jeg har lyttet til en række bemærkninger, og jeg føler, at jeg har pligt til at fastslå nogle kendsgerninger.

Jeg vil gerne først og fremmest sige - for at gøre det kort og for ikke at gentage de fremragende indlæg, jeg har hørt, især hr. Hutchinsons, hr. Kaczmareks og hr. Bowis' - at situationen i Burundi i dag ikke har noget at gøre med etniske problemer, og det at foreslå, at det drejer sig om en etnisk krise, er at anskue situationen fra et anderledes og meget farligt perspektiv. Jeg er derfor tilbøjelig til at dele hr. Hutchinsons synspunkt, omend jeg finder det lidt beklageligt, at denne forhandling finder sted her og nu. Det kommer på et lidt uheldigt tidspunkt, for jeg føler, at vi nu bør give politisk dialog en chance. At tale om en etnisk årsag, som De har gjort, hr. Meijer, er utrolig farlige gætterier.

For det andet påpegede hr. Hutchinson det faktum, at det internationale samfund, hvor vi er så optaget, og dette angår Verdensbanken - jeg har drøftet emnet med Bob Zoellick - og Kommissionen, optaget af vores procedurer, som forhindrer os, når et land kastes ud i formelt demokrati, i at frigive midler for at vise, at fred har et udbytte. Dette er en af årsagerne til, at Burundi har svært ved at bevæge sig fremad igen, ligesom det er tilfældet i f.eks. Liberia, ligesom det er tilfældet i Den Demokratiske Republik Congo, og ligesom det er tilfældet i ethvert land, der kategoriseres som postkonfliktland. Vi er optaget af vores procedurer, vi udviser ingen fleksibilitet, og derfor kan vi heller ikke tilbyde en hurtig reaktion på disse landes behov for genopbygning, for det er her, at Burundis reelle problem ligger.

Jeg vil naturligvis undlade at kommentere det indlæg, som opfordrede til indsættelse af europæiske militærstyrker - jeg siger ikke, at dette er et separat emne, men det er tydeligvis et emne, som ligger noget uden for denne diskussions område. Vi fortsætter med aktivt at støtte Burundi, både politisk og økonomisk, i landets bestræbelser på at opbygge fred og skabe samfundsøkonomisk fremgang. Jeg vil gerne påpege, at vores samarbejdsaftaler for 2008-2013 på nuværende tidspunkt beløber sig til 188 millioner euro, og det er blevet foreslået at øge denne støtte yderligere under midtvejsevalueringen. Jeg må i den forbindelse gøre opmærksom på, at det ifølge reglen kun vil være muligt at øge støtten, hvis Burundi fuldt ud har udnyttet den støtte, der er blevet tildelt under den oprindelige bistandspakke. Det er reglen, og jeg håber, at landet vil være i stand til at drage fordel af denne midtvejsevaluering.

Den strategi, der er vedtaget for den nye periode, omfatter en stigning i budgetstøtten og fastsætter to områder, som der bør fokuseres på. Det første område er rehabilitering og udvikling af landdistrikter, som tydeligvis er af afgørende betydning for at sikre befolkningens overlevelse, og det andet punkt er sundhedssektoren. Vores bestræbelser på at fremme dette lands samfundsøkonomiske fremgang tager sigte på at vise Burundis befolkning, hvad de kan forvente sig af udbyttet af freden, som et incitament til at forbedre deres situation. Burundi er blevet udvalgt som pilotprojekt med henblik på at gennemføre konklusionerne fra Rådets møde i november 2007, dette er blevet nævnt, og det glæder mig, at landet er blevet udvalgt. Vi har også aftalt, sammen med Verdensfødevareprogrammet, at gennemføre aktioner i Burundi, navnlig inden for uddannelse og indførelse af kantiner for skolebørn, for det står helt klart, at børn, når de har adgang til gratis måltider, naturligvis ønsker at vende tilbage til at gå i skole. Vi gennemfører også et casestudie, som skal omfatte Burundi.

Jeg skal endvidere besøge Burundi inden længe, da Kommissionen er meget tæt involveret i en række mæglingsbestræbelser. Jeg vil gerne tilføje, at jeg, da jeg var udenrigsminister, deltog direkte i Arushaforhandlingerne med præsident Mandela, så det er et emne, jeg kender noget til, og jeg kan sige til Dem, hr. Meijer, at Burundis forfatning, Burundis lovgivningssystem og Burundis parlament - nationalforsamlingen og Senatet - bidrager med alle de institutionelle løsninger, der er behov for for at bringe de etniske problemer under fuld kontrol. Der er derfor ikke tale om et etnisk problem, men om en situation med usikkerhed inden for den ene etniske gruppe, ikke med den anden, og det er tydeligvis et andet problem end det, der vedrører FNL. FNL må nu sætte sig til forhandlingsbordet, gøre sig til et reelt politisk parti og deltage i landets fremgang og genopbyggelse.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.

 
  

(1) Se protokollen.

Seneste opdatering: 21. oktober 2008Juridisk meddelelse