Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0292/2008

Forhandlinger :

PV 04/06/2008 - 20
CRE 04/06/2008 - 20

Afstemninger :

PV 05/06/2008 - 6.16
CRE 05/06/2008 - 6.16

Vedtagne tekster :


Forhandlinger
Meddelelse
Onsdag den 4. juni 2008 - Bruxelles EUT-udgave

20. Topmødet EU/USA
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om topmødet EU/USA.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrij Rupel, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige lidt om det kommende topmøde mellem EU og USA. Jeg vil tale på mit eget sprog, hvis De tillader dette.

(SL) Selv om forholdet mellem EU og USA grundlæggende er bilateralt, har resultaterne af dette forhold global indvirkning. Det transatlantiske partnerskab ophørte med at være et rent økonomisk forhold for længe siden. EU og USA samarbejder tæt både bilateralt og inden for internationale organisationer om løsning af konflikter, herunder de meget presserende regionale konflikter i f.eks. Afghanistan, Mellemøsten og på Vestbalkan.

Som i alle forhold har EU og USA selvfølgelig forskellige holdninger til visse spørgsmål, men vi finder en pragmatisk løsning gennem en konstruktiv tilgang og gensidig forståelse. EU og USA udgør et vigtigt, det vigtigste, instrument, som har betydelig indflydelse på internationale forhold. Vi har vores forskelle, men i det store hele arbejder vi sammen som allierede og venner. Vi har mange fælles værdier og en historisk tilknytning, faktisk gennem hele det 20. århundrede, og i sidste ende stod vi sammen, side om side, ved slutningen af den kolde krig og udvidelsen af de euro-atlantiske forbindelser.

Når EU har vanskeligere ved at opnå enighed en USA, kører forholdet naturligvis ikke problemfrit. Men der kan heller ikke altid opnås enighed i USA. Hvis vi ser på beretningerne fra valgkampagnen, kan vi se, at det endda er vanskeligt at opnå enighed inden for det samme parti. EU er forenet i mangfoldighed, og vi er, må jeg sige, stolte af det. Det er også udgangspunktet for Lissabontraktaten, som forhåbentlig træder i kraft i begyndelsen af næste år.

Under vores formandskab for Det Europæiske Råd har vi, Slovenien, i vid udstrækning fokuseret på at styrke det transatlantiske forhold, herunder især den strategiske dimension af forholdet. Jeg vil gerne understrege, at vi allerede har afholdt mange vigtige møder, f.eks. trojkamødet mellem EU's og USA's udenrigsministre, mødet mellem de politiske direktører, mødet mellem EU's og USA's ministertrojka om retlige og indre anliggender og mødet i maj mellem europæiske og amerikanske lovgivere, der blev afholdt i Ljubljana. Den vigtigste begivenhed med hensyn til det transatlantiske forhold bliver dog topmødet mellem EU og USA, som Slovenien er vært for i Brdo pri Kranju den 10. juni.

Det glæder mig at kunne sige, at vi forventer, at denne begivenhed vil være velforberedt, og vi har allerede gjort en stor indsats. På topmødet vil vi få mulighed for at forklare vigtigheden af partnerskabet mellem EU og USA over for offentligheden og vise vores fælles værdier, produktiv dialog og forenelige interesser, når det drejer sig om at løse presserende regionale og globale problemer.

Topmødet opdeles i fire dele, nemlig mødet mellem statsoverhovederne, plenarmødet og frokost, som efterfølges af en pressekonference. Statsoverhovederne drøfter de mest presserende regionale problemer, såsom Mellemøsten, Balkan, Centralasien, Kaukasus og Iran, mens andre regionale problemer drøftes på plenarmødet og under frokosten. Talerne vil også omhandle andre globale spørgsmål, f.eks. klimaændringer, energi, forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen, udvikling, sundhed og sikkerhed samt fri handel og fri bevægelighed for personer.

Under plenarmødet vil topmødet se den første præsentation af statusrapporten fra Det Transatlantiske Økonomiske Råd, som blev etableret på topmødet mellem EU og USA i 2007 i Washington, og hvor Parlamentet spiller en vigtig rolle som rådgivende organ gennem den transatlantiske dialog mellem lovgivende organer.

Statusrapporten fra mødet i Det Transatlantiske Økonomiske Råd, som blev afholdt i Bruxelles den 13. maj, fremlægges af formændene for Rådet, Daniel Price, den amerikanske præsidents assistent i forhold til internationale økonomiske anliggender, og Günter Verheugen, kommissær for erhvervs- og virksomhedspolitik og næstformand i Kommissionen, som er til stede her i dag. Pressekonferencen efter møderne vil være en vigtig del af topmødet, da det vil være en lejlighed til at sende et positivt budskab til offentligheden i Europa og hele verden om fremskridtene i det transatlantiske forhold og planlagte fælles projekter.

Det dokument, der skal vedtages på topmødet, har været genstand for mange måneders forhandlinger mellem EU og USA. Vi vil udforme en erklæring, som omfatter alle aspekter af det transatlantiske samarbejde. Den omfatter bl.a. regionale spørgsmål, global sikkerhed, transatlantisk økonomisk partnerskab og globale udfordringer, herunder klimaændringer og energi. Vores hensigt og formandskabets målsætning er at udforme et kort og præcist dokument med et målrettet politisk budskab, og jeg håber, at det vil lykkes for os.

Selv med hensyn til klimaændringer, hvor vi har forskellige synspunkter, har vi - håber jeg - fundet en kompromisløsning. Den foreslåede korte og faktuelle tekst om klimaændringer fastholder EU's væsentligste målsætninger og tager samtidig hensyn til USA's synspunkter. Jeg vil ikke gentage forhold, som Parlamentet allerede har kendskab til. Erklæringen justeres af arbejdsgruppen om transatlantiske forbindelser (COTRA), og status for forhandlingerne blev fremlagt for Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité den 20. maj, på mødet for de faste repræsentanter for EU's medlemsstater i Coreper den 21. maj og på mødet i Rådet (generelle anliggender og eksterne forbindelser) den 26. maj, i sidste uge.

Vi søger at fastlægge en dato for underskrivelsen af aftalen om luftsikkerhed, hvis udarbejdelse nu er i den sidste fase, og vi vil gerne kunne underskrive den senest ved afslutningen af vores formandskab, dvs. i slutningen af juni. Vi støtter endvidere, at der så hurtigt som muligt etableres "open skies", som vil betyde en yderligere liberalisering af flytrafikken over Atlanterhavet og en ny fase i forholdet mellem EU og USA, som vil gavne befolkningerne på begge sider af Atlanterhavet.

Det slovenske formandskab er bekendt med, at visse medlemsstater endnu ikke er en del af det amerikanske visumfritagelsesprogram, som tillader indrejse i USA uden visum. Vi har haft fokus på dette spørgsmål i alle vores kontakter med USA og i vores forberedelser til topmødet. Det slovenske formandskab har opnået et kompromis, hvor medlemsstaterne af EU indgår bilaterale aftaler, hvis det drejer sig om forhold, der ligger uden for Kommissionens kompetence.

Jeg forsikrer, at det slovenske formandskab lægger et stort arbejde i forberedelserne til topmødet, og jeg er derfor overbevist om, at vi vil kunne betegne topmødet i Slovenien som vellykket.

 
  
MPphoto
 
 

  Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! EU er i dag en vigtig og værdsat partner for mange lande. I en stadig mere polariseret verden har vi indgået strategiske partnerskaber med vores vigtigste partnere. Vi har dog mere til fælles med USA end med EU's øvrige strategiske partnere. Vi deler en stor del af ansvaret for en mere retfærdig verden, hvor vi alle får del i velstanden, og hvor vores sikkerhed er solidt forankret - politisk, økonomisk, socialt, økologisk og også militært.

Dette partnerskab er lige så ambitiøst, som det er hårdt arbejde. Det kræver, at vi som europæere viser mere solidaritet på den internationale arena, men det kræver også nytænkning fra vores amerikanske venner, da det fordrer, at de accepterer, at rollen som verdensleder skal deles. Situationen kræver en åbenhed, der er mere end blot forenklede proeuropæiske eller proamerikanske, antieuropæiske eller antiamerikanske reaktioner.

Hvad vi har behov for, er en generel bevidsthed om, at der ikke er meget, som deler os, men endnu mere, som forbinder os. Der vil blive drøftet en række vigtige spørgsmål på topmødet mellem EU og USA. Inden for udenrigspolitik vil drøftelserne fokusere på samarbejdet mellem EU og USA på Vestbalkan, især Kosovo, og i Mellemøsten. På dagsordenen er også en drøftelse af, hvordan vi sammen kan håndtere klimaændringerne. Det er et vanskeligt emne, hvor EU og USA stadig er langt fra hinanden.

Den politiske debat i USA har dog ændret sig betydeligt og bevæger sig i vores retning. Vores europæiske mål er at opnå en ambitiøs og væsentlig aftale for perioden efter 2012 inden for rammerne af den globale forhandlingsproces under FN's paraply. Det skal være en aftale, hvor vi har verdens vigtigste industrialiserede nation, USA, med.

Energipolitik er også på dagsordenen. Vi vil sætte skub i samarbejdet inden for videnskab og teknologi, og samtidig har vi brug for en konstruktiv og åben dialog med vores traditionelle og potentielle energileverandører. Det ville være fornuftigt, hvis vi udvekslede erfaringer over Atlanterhavet.

Vores samarbejde i kampen mod international terrorisme blev mere end nogensinde før et centralt spørgsmål den 11. september 2001. Vi ønsker at forbedre mulighederne for at udveksle personoplysninger med henblik på at spore efterlyste personer. Det forudsætter dog, at vi udvikler og overholder fælles principper for databeskyttelse.

Et uundgåeligt emne på topmødet er visumfritagelse. Sidste år banede reformen af det amerikanske visumfritagelsesprogram vejen for en løsning. Det glæder mig at kunne sige, at medlemsstaterne og Kommissionen arbejder sammen om dette, hvor Kommissionen koncentrerer sig om Fællesskabets kompetencer.

Jeg vil gerne sige klart, at politisk er det ubegribeligt, at vi europæere, som er forenede i Schengenordningen, behandles forskelligt, når vi rejser til vores vigtigste partnerland. Vi vil derfor minde den amerikanske præsident om hans løfte om at ophæve visumkravet.

Nu vil jeg vende tilbage til det økonomiske forhold, som formanden for Rådet omtalte. Ved sidste års etablering af Det Transatlantiske Økonomiske Råd blev der skabt et politisk instrument, der kan bane vejen frem for transatlantisk økonomisk integration. Denne økonomiske vækst er hjertet i den globale økonomi. Den er omdrejningspunktet for handel og investering i hele verden og vil være det mange år fremover. Vi vil derfor udnytte Det Transatlantiske Økonomiske Råd til at finde løsninger på problemer, der har været uløste i årevis - nogle i 10, 15 og endda 20 år - og som udgør væsentlige hindringer for den transatlantiske handel.

Resultatet efter det første år ser godt ud. Vi har effektivt løst de første, vanskelige spørgsmål. Vi har frem for alt skabt en ånd af samarbejde og gensidig tillid, som vi ikke har oplevet tidligere. Det glæder mig, at vi kan regne med fuld støtte fra Parlamentet, som er inddraget i alle faser af dette samarbejde. Vi har et godt samarbejde med alle eksisterende partnere i den transatlantiske dialog, og jeg er taknemmelig for støtten fra Rådet, som også i fremtiden vil spille en vigtig rolle.

Der er skabt en række håndgribelige resultater: Vi har opnået fremskridt med hensyn til produktsikkerheden af importerede varer. Vi har opnået USA's accept af de europæiske regnskabsstandarder. Vi har fælles syn på styrkelsen af et åbent miljø for globale investeringer, som topmødet også vil udsende en erklæring om. Vi samarbejder allerede tættere om lovforslag, og vi ønsker at fremme fælles standarder mellem EU og USA, så vi ikke skal konkurrere mod hinanden med hver vores standarder på verdensmarkederne.

Vi er et væsentligt skridt tættere på gensidig anerkendelse af sikkerhedsbestemmelser for elektriske apparater - noget, som vi europæere har ønsket fra amerikansk side i mange år. Amerikanerne har nu taget netop denne sag op igen, hvilket vi ikke havde forventet så hurtigt. Vi er begyndt at koordinere vores økonomipolitiske interesser over for tredjelande og i international sammenhæng.

Alligevel har vi ikke opnået gennembrud med hensyn til 100 % scanning af fragtcontainere. Det er særdeles foruroligende. Jeg vil derfor bede Dem, mine damer og herrer, udnytte alle kontakter i den amerikanske Kongres, da denne beslutning blev truffet af den amerikanske Kongres og ikke den amerikanske regering. Mit arbejde for at finde en løsning gennem forhandlinger med den amerikanske regering er derfor ikke særligt lovende. Kongressen skal handle - regeringen kan ikke. Jeg håber, at Deres kontakter i Kongressen kan hjælpe os her.

Kommissionen har fremlagt to forslag i forbindelse med arbejdet i Det Transatlantiske Økonomiske Råd vedrørende forbuddet mod import af amerikansk fjerkræ. Vi foreslår, at dette forbud mod import af fjerkræ ophæves. Det er hverken juridisk eller videnskabeligt holdbart. Jeg ved, at debatten om dette til tider har været meget følelsesbetonet og tydeligvis uden udførligt kendskab til baggrunden og omstændighederne. Jeg vil bede alle, der ønsker at udtale sig om dette emne, om først at sætte sig helt ind i sagen.

Det er desuden et spørgsmål, der vilkårligt blev trukket ud af den parlamentarisk forhandling for mange år siden, har jeg erfaret. Vi må ikke lade protektionisme sætte dagsordenen, og vi må ikke være så arrogante, at vi hævder, at vores løsninger er de eneste, der dur for forbrugerne, og at den måde, andre gør tingene på, automatisk er dårlig. Det kan faktisk være sådan, at dét, der er anderledes, ikke er værre end det, vi gør. Det skal vurderes i hvert enkelt tilfælde. Bare fordi noget er anderledes, betyder det ikke, at det ikke er lige så godt.

Hvis vi ikke løser dette problem, som i virkeligheden er et meget lille problem, men alligevel et problem, som er særdeles væsentligt for amerikanerne, har vi ikke den ringeste chance - og det siger jeg med stor alvor - for at få de væsentlige landbrugspolitiske emner, som vi ønsker at drøfte med amerikanerne, på dagsordenen. Vi vil f.eks. ikke komme nogen vegne med vores anmodninger til amerikanerne på landbrugsområdet. Denne bemærkning er rettet mod de europæiske landbrugsministre, der valgte at sige nej til dette initiativ, allerede inden de havde set det. De har påført sig selv stor skade.

Jeg nærer ingen illusioner: Alle spørgsmål, som behandles i Det Transatlantiske Økonomiske Råd, er vanskelige, og der sker ingenting i en fart. Med den nødvendige klogskab og fremsynethed fra begge sider kan alle disse problemer dog løses. Dette instrument er for vigtigt og for sårbart til, at vi må sløse det væk. I lyset af de fastlåste Dohaforhandlinger må vi ikke undervurdere dets værdi, selv om vi på enhver måde er interesserede i, at forhandlingerne afsluttes med et vellykket resultat, som er gavnligt for alle involverede parter.

På topmødet vil vi opnå en hurtig konklusion af forhandlingerne om anden fase af lufttransportaftalen, som vil sætte yderligere skub i den transatlantiske økonomi.

Generelt udvikler forholdet mellem EU og USA sig i en særdeles lovende retning. Uanset de modsætninger, der uvægerlig opstår, er vores forhold konstruktivt og fremadrettet. Vi håber, at dette topmøde vil sende et stærkt signal om, at vi er partnere, der ønsker at tage et ansvar for den transatlantiske region og løse globale problemer, uanset de forskellige valgperioder og embedsperioder, der gælder for regeringerne, Rådet, Parlamentet og Kommissionen.

Jeg vil være dybt taknemmelig, hvis Parlamentet fortsat ihærdigt støtter og fremmer denne proces.

 
  
MPphoto
 
 

  James Elles, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! For få dage siden deltog vi i den transatlantiske dialog mellem lovgivende organer i Ljubljana, og vi glædede os over den varme velkomst fra det slovenske formandskab.

Vores drøftelser med vores kolleger i den amerikanske Kongres viste netop, hvor bred en dagsorden der nu er udviklet mellem den amerikanske Kongres og Europa-Parlamentet inden for denne transatlantiske ramme: økonomiske spørgsmål, som vi lige har hørt kommissæren tale om, politiske spørgsmål, der samtidig kan være økonomiske, f.eks. klimaændringer, men også vanskelige spørgsmål, som Afghanistan og sikkerhed i videre forstand. Vi glæder os derfor over denne forhandling inden topmødet mellem EU og USA i næste uge.

Jeg vil gerne bidrage til forhandlingen med tre korte bemærkninger. For det første er vi, når vi har en så bred dagsorden med så mange forskellige spørgsmål, som er af en væsentlig anden art end for 10 år siden, vel nødt til at begynde at skabe en form for fælles tilgang til en sikkerhedsdimension, en sikkerhedsstrategi. Vi har lige haft en forhandling om den europæiske sikkerhedsstrategi. Vi er nødt til at begynde at afstemme denne med den amerikanske sikkerhedsstrategi på længere sigt, så vi kan have en fælles tilgang til disse problemer på et bredere grundlag.

For det andet er dialogen mellem de lovgivende organer reelt fraværende i denne debat. Vi blev faktisk sat til side i Ljubljana, hvor topmødet afholdes to uger senere. Det ligner en organisation fra det 19. århundrede, fordi der ikke er reel kontakt med dialogen mellem regeringerne og de lovgivende organer. Som dette beslutningsforslag angiver, har vi nu brug for at planlægge en transatlantisk forsamling, hvor de vigtigste lovgivende organer på begge sider af Atlanterhavet kan drøfte og udforme fælles initiativer.

Min sidste bemærkning er en personlig overvejelse. Da EU, USA og NATO alle skal håndtere disse problemer i fællesskab, ville det måske være en idé, at topmødet mellem EU og USA blev afholdt inden for rammerne af NATO-topmødet i Kehl i foråret 2009 for at vise, at NATO, EU og USA løser disse problemer i fællesskab.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! På min gruppes vegne takker jeg for ministerens og kommissærens taler. Jeg deler kommissær Verheugens konklusion, nemlig at atmosfæren er positiv, bedre en for nogle år siden. Vi forventer selvfølgelig en yderligere forbedring, når den nye regering tiltræder til næste år. Jeg tror, at begge kandidater ønsker en forandring og en større investering fra USA's side i samarbejde og multilaterale institutioner. Også dette giver udsigt til en yderligere forbedring af forbindelserne mellem EU og USA. De vil nok tilgive mig, at jeg selvfølgelig foretrækker en af de to kandidater, og det er i dag blevet tydeligt, hvem disse to kandidater vil være.

Der er en række problemer, som dog stadig står på dagsordenen. Jeg vil ikke tale om det økonomiske samarbejde. Det har kommissær Verheugen sagt noget om, og vi har allerede for nogle uger siden haft en udførlig forhandling derom. Et punkt, som jeg igen vil tage op, ligesom i den sidste forhandling, er spørgsmålet om ikkespredning af atomvåben. Tiden er inde til et nyt initiativ. Jeg synes, at USA bør gøre en gestus ved f.eks. at undertegne traktaten om et forbud mod atomprøvesprængninger, men der er nye muligheder, når det gælder om at indgå aftaler om multilateralisering af nukleare brændselskredsløb. Jeg er glad for de udtalelser, som præsidentkandidat McCain allerede har fremsat om tilbagetrækning af taktiske atomvåben fra Europa, hvilket er et tegn på, at han tager denne dagsorden alvorligt.

Det andet punkt er spørgsmålet om antimissilsystem. Hr. Rouček vil sige mere om dette emne, som vi fortsat finder vigtigt. Vi tror ikke, at dette kan klares ensidigt i de bilaterale forhandlinger med en række NATO-medlemsstater. Det er et europæisk problem. Det berører sikkerhedssituationen i Europa. Det skulle i det mindste have været drøftet multilateralt inden for de europæiske institutioner, som har beføjelser til det. Jeg deler kritikken af den manglende overensstemmelse indtil nu om visum og visumfritagelsesprogrammet. Vi synes selvfølgelig, at alle EU-medlemsstater - og i hvert fald alle lande, som deltager i Schengen - bør optages fuldgyldigt i programmet. Jeg håber, at Kommissionen, nu hvor den selv kan forhandle, vil gøre fremskridt på dette punkt.

Min sidste bemærkning er, at vi stadig er utilfredse med de amerikanske reaktioner på vores klager over CIA's metoder i forbindelse med ekstraordinære overførsler og Guantánamos fortsatte eksistens. Det er efter vores mening ligeledes stadig et vigtigt punkt på dagsordenen for de fælles drøftelser, at dette bringes til ophør.

 
  
MPphoto
 
 

  Anneli Jäätteenmäki, på vegne af ALDE-Gruppen. - (FI) Hr. formand! Det er vigtigt at have et åbent diskussionsforum og samarbejde mellem USA og EU. Kommissær Verheugen fremhævede også samarbejdet med repræsentanter for Kongressen. Jeg havde også muligheden for at deltage i et møde i EU's USA-delegation for en uges tid siden. Denne kontakt er vigtig. Der drøfter man, ligesom uden tvivl også andre steder, åbent selv vanskelige spørgsmål, og begge parter forsøger uden tvivl at fremme ting fra deres egen halvdel af jordkloden. Hvad der er kommet meget klart frem under disse drøftelser er, at når man fra USA's side henviser til sikkerhedsspørgsmål, handler det meget ofte om økonomisk og handelsmæssig protektionisme.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Wiersma, og jeg beklager også, at EU's medlemslande ikke er blevet behandlet fair og ens i visumsager. Når USA's regering skifter, kan EU forhåbentlig tale med USA om det med én stemme, og så vil medlemslandene måske alle blive behandlet ensartet og ligeligt.

Personligt vil jeg gerne runde af med at sige, at vi nu i Europa og i hele verden har fulgt første runde af kampen om præsidentposten i USA. Der får man faktisk virkelig et fortrinligt billede af USA's demokratiske maskineri. Her kunne EU godt kigge i spejlet. Her taler vi om valg til EU's topposter. Det er ikke nogen åben proces, og det er slet ikke særlig demokratisk, når disse poster fordeles inden valget. Kunne De forestille Dem, at de vigtigste administrative og politiske poster fordeltes inden valget i USA, således som det gøres her på EU-niveau? Med andre ord har vi bestemt meget at lære af USA, i hvert fald når det gælder demokrati.

 
  
MPphoto
 
 

  Cem Özdemir, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi ønsker et godt forhold mellem USA og EU. En forudsætning for dette er dog, at EU taler med én stemme. Udfordringer og kriser på Vestbalkan, Sydkaukasus, Mellemøsten og Afghanistan, den kamp mod terrorisme, der nu kæmpes i medierne, og den mærkbare fødevarekrise, spørgsmål om energisikkerhed, klimaændringer, økonomisk recession og spørgsmål om gennemskuelighed og regulering af de finansielle markeder - i alle disse spørgsmål har vi brug for hinanden, og vi skal arbejde sammen. Vi ønsker dog også at styrke den parlamentariske dimension ved at inddrage den amerikanske Kongres og Europa-Parlamentet.

Et punkt, som er ekstremt vigtigt for vores borgere, er - og det siger jeg, som absolut betegner mig selv som transatlantisk - lukningen af fængslet på Guantánamo-basen og af alle andre hemmelige fængsler i verden. Det er vigtigt, at vi forklarer vores amerikanske venner, at de tilbageværende tilfangetagne enten skal anklages formelt eller frigives og om nødvendigt kompenseres behørigt. Vi kan dog også yde et bidrag ved at give uighuriske fanger adgang til EU, så vi bidrager til at standse denne skandale så hurtigt som muligt.

Et andet punkt, som er vigtigt for det samlede omdømme af vores fælles demokratiske værdier, er, at vi på den ene side er enige om, at der er en terrortrussel, men at vi på den anden side må fremhæve, at denne debat også finder sted med forfatningsmidler. Det er netop ikke tilfældet med den aktuelle fremgangsmåde med lister over terrororganisationer i både EU og USA. Dette spørgsmål skal derfor omgående afprøves. Jeg vil igen fremhæve, at der skal tages fat om terrorisme og organiseret kriminalitet med respekt for grundlæggende rettigheder og fælles forfatningsmæssige principper. Det gælder også for udvekslingen af personoplysninger mellem USA og EU.

Endnu et vigtigt punkt er til sidst spørgsmålet om klimaændringer, fordi så mange aspekter berøres lige fra fødevaresikkerhed til energi og vandforsyning. Det spørgsmål har derfor fået høj prioritet på topmødet. Begge parter skal acceptere en fælles tilgang for at dæmme op for klimaændringerne. Vi skal søge at begrænse temperaturstigningen til højst to grader i forhold til de præindustrielle værdier. Vi kræver, at de industrialiserede lande opfylder deres ansvar.

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Rådets formand, Dimitrij Rupel, og kommissær Verheugen for deres indledning til denne debat. Det, vi oplever, er på mange måder en konvergens af idealer og mål mellem USA og EU. Alt for ofte fokuserer vi på de ting, der deler os. Geografisk er vi delt af Atlanterhavet, men det, der forener os, er de ting, vi sympatiserer med, vores værdisystemer og vores meninger med hensyn til demokratiske styreformer og fremme af demokratiske institutioner i hele verden.

Vi skal fokusere nøje på kerneelementerne i den type vision, som USA og EU kan give verden i det 21. århundrede. Mine kolleger har allerede nævnt mange af de udfordringer, vi står over for, herunder både klimaændringer, udviklingsmål osv. Men først og fremmest skal vi fokusere på at skabe fred og stabilitet i regioner og områder.

Derfor er det ganske passende, at det næste topmøde mellem EU og USA afholdes i Ljubljana, fordi vi i Ljubljana kan rette blikket vest og se, at der er stabilitet og fred i EU. Hvis vi retter blikket mod sydøst, kan vi se potentiel splittelse og uro på Vestbalkan. Hvis vi ser længere mod øst, kan vi se potentiel uro og splittelse på baggrund af de aktuelle begivenheder i Mellemøsten. Derfor er det efter min mening vigtigt, at vi mødes og drøfter problemer med en dagsordenen, der er så bred som muligt, så vi kan fokusere på de centrale elementer.

Disse centrale elementer skal efter min mening baseres på at sikre, at kvartetten fortsætter arbejdet med fredsprocessen i Mellemøsten, sikre, at Doha-aftalen mellem de libanesiske partier opmuntres og støttes med hensyn til den libanesiske situation, garantere, at Kosovo og andre områder på Vestbalkan får de sikkerhedsgarantier, de skal bruge for at udvikle deres demokratier i en stabil og fredelig fremtid. Vigtigst af alt er, at vi samles for at tilføre resten af verden lederskab, navnlig på området for klimaændringer, energi og fødevarer. For det største problem, som mange lande i verden står over for lige nu, og dette er ikke kun udviklingslandene, men også de udviklede lande, er fødevarepriserne og de vanskeligheder, de skaber.

Sammen kan USA og EU indtage en stærk position og samtidig tilbyde stærkt lederskab i fremtiden.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrios Papadimoulis, på vegne af GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Jeg vil gerne bede Dem anføre, hvilke punkter De er uenig i.

Europa-Parlamentet kræver, at Guantánamo bliver lukket, og der har for nylig været afsløringer fremme om fangeskibe, som muligvis også har lagt til i europæiske havne. Vil De sige noget om dette til amerikanerne, eller vil De støtte amerikanske borgeres krav i denne sag? Vil De sige noget, der kan få dem til at stoppe med at undergrave den globale aftale om klimaændringer, vil De anmode dem om at opgive deres enegang i forbindelse med biobrændsel og måske indgå bare et lille kompromis for at få styr på den nuværende fødevarekrise, som presser fødevarepriserne i vejret? Hr. Verheugen! Eftersom De har spillet en ledende rolle i ophævelsen af forbuddet mod klorbehandlede kyllinger, som har eksisteret i EU siden 1997, lad mig da fortælle Dem, at alle vi, der er uenige med Dem - og vi er mange - ikke er det på grund af uvidenhed, men fordi vi anser det for vigtigere at beskytte den offentlige sundhed end kommercielle interesser. 21 af de 27 medlemsstater er uenige med Dem, det samme er et enstemmigt Europa-Parlament samt det relevante udvalg. Der er stærk modstand mod det selv i Kommissionen. Dette er ikke noget, der skal tages let på; De må komme med nogle argumenter.

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Partnerskabet mellem EU og USA er en hjørnesten i EU's eksterne politik, således som det for øvrigt med rette står i det fælles beslutningsforslag. Et sådant partnerskab forudsætter en række indlysende aftaler, såsom princippet om, at vi ikke blander os i den anden partners indre anliggender. Jeg beklager at måtte konstatere, at vores amerikanske forbundsfæller ikke altid har overholdt dette i de seneste år, endda så sent som for ganske nylig. Gentagne gange har præsidenten og udenrigsministeriet f.eks. udtalt, at de er tilhængere af, at Tyrkiet tiltræder EU, og de har også udøvet pres med henblik herpå. Noget sådant er uacceptabelt. Det kan sammenlignes med, at Det Europæiske Råd eller Kommissionen skulle arbejde på Mexicos tiltrædelse af eller integration i USA. Blot fordi Tyrkiet er medlem af NATO, betyder det ikke, at landet også skulle være i stand til at blive medlem af EU. NATO er vigtig for EU, men det er ikke det samme som EU. Det er to forskellige ting, og topmødet i næste uge er en god lejlighed til endnu en gang venligt, men bestemt, at minde om dette.

 
  
MPphoto
 
 

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Jeg mener, at det er ganske tydeligt, og at det er sagt tydeligt i de forskellige taler, at EU og USA sammen kan bidrage som ingen andre til fred og frihed i verden på grundlag af deres værdier.

Vi erkender dog, at vi til tider har forskellige synspunkter. Hvis vi også mener, at den amerikanske unilateralisme til tider er meget ubehagelig, har denne unilateralisme til dels også grobund i vores egen svaghed. Derfor er en bedre europæisk politik over for USA, indre styrke og én samlet udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk stemme forudsætninger for at skabe et ægte partnerskab. Med Det Transatlantiske Økonomiske Råd har vi nu et instrument til at konsolidere vores fælles interesser inden for et specifikt område.

Derfor bedrøver det mig, at tingene allerede nu ser ud til at bryde sammen omkring problemet med fjerkræ, at præsidenten for USA er nødt til at ringe på grund af fjerkræproblemet, og at vi heller ikke viser nogen vilje til at indgå kompromis på dette område. Vi skal overveje, om mange forhold ikke er blevet overdrevet her, og vi kan skabe et grundlag for udvikling af et transatlantisk marked, som sætter os i stand til at afgøre vores fælles interesser i verden, indføre standarder og, som James Elles tidligere sagde, inddrage Parlamentet i dette. Kommissær Verheugen har allerede nævnt, at lovgivning i mange sektorer allerede er berørt, og derfor skal parlamenterne på begge sider inddrages på forhånd for at bringe situationen under kontrol og gennemføre disse standarder sammen i verden.

Hvis det skal lykkes for os, og hvis vi kan opretholde dette momentum efter dette års valg i USA og næste års valg i EU, har vi måske banet vejen for en erkendelse af, at klimaændringer, organiseret kriminalitet, migration og meget andet kan håndteres i fællesskab for at skabe en bedre verden. Derfor skal vi arbejde tættere sammen med vores amerikanske venner.

 
  
  

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand! Mine damer og herrer! I min tale vil jeg nævne et aspekt af forholdet mellem EU og USA, og det er det amerikanske antimissilsystem. I mit hjemland, Tjekkiet, hvor der skal installeres en radarbase som en del af missilskjoldet, er to tredjedele af befolkningen imod denne plan. Det tjekkiske folk mener, at missilskjoldet ikke kun vedrører det bilaterale forhold mellem USA og Tjekkiet eller Polen, men at spørgsmålet om missilskjoldet og ikkespredningen af våben har betydning for sikkerheden i Europa som helhed. Jeg opfordrer derfor igen Rådet til at etablere en platform for, at alle EU's medlemsstater kan deltage i debatten om dette spørgsmål. Jeg vil også benytte denne lejlighed til at opfordre USA til ikke at underskrive traktaterne om installation af elementer af deres missilskjold i Europa på nuværende tidspunkt. USA og Europa står over for en række langt mere presserende problemer: kampen mod terrorisme, energiforsyningssikkerhed, global opvarmning, Afghanistan og mange andre. Lad os derfor arbejde sammen (og jeg mener sammen som partnere) for at løse disse problemer. Vi kan vente med de problemer, der ikke er presserende, og som i øjeblikket deler os i stedet for at forene os.

 
  
MPphoto
 
 

  Sophia in 't Veld (ALDE). - (EN) Hr. formand! Kommissær Verheugen har lige appelleret til parlamentsmedlemmerne om at bruge deres kontakter i Kongressen i forbindelse med problemet med 100 % screening af containere. Det tror jeg, vi ville gøre med glæde. Men så mener jeg til gengæld, at Parlamentet gerne vil inddrages yderligere i forhold, som f.eks. rammerne for transatlantisk databeskyttelse, fordi dette i de sidste 18 måneder har været behandlet af embedsmænd bag lukkede døre, som om det blot er et teknisk spørgsmål og ikke et spørgsmål, der vedrører vores borgerrettigheder og vores grundlæggende rettigheder. Dette er ikke et spørgsmål for diplomater. Det er på tide, at Kommissionen og Rådet bringer dette for Parlamentet.

Et andet spørgsmål vedrører noget, der blev annonceret forleden dag af de amerikanske myndigheder - den elektroniske rejseautorisationsordning. Jeg vil gerne høre, om Rådet og Kommissionen har til hensigt at rejse dette på topmødet med USA. Jeg får det indtryk, at vi nu har et kludetæppe af sikkerhedsforanstaltninger, der påvirker rejsende - elektronisk rejseautorisation, PNR, API, biometriske pas, fingeraftryk, ind- og udrejsesystemer, automatisk målretningssystem, visa, visumfritagelse - og EU kopierer blot det hele. Det er på tide, at vi i stedet begynder at tale om en sammenhængende, effektiv ramme af sikkerhedsforanstaltninger, der står i et rimeligt forhold til formålet.

I den forbindelse vil jeg gerne høre, om Rådet og Kommissionen har til hensigt at rejse følgende spørgsmål over for de amerikanske myndigheder. De har annonceret, at de - fra august, mener jeg - vil kræve, at luftfartsselskaber og rederier indsamler 10 fingeraftryk og ansigtsscanninger af alle rejsende og sender disse oplysninger til det amerikanske ministerium for indenrigssikkerhed inden for 24 timer. Jeg indsender en parlamentarisk forespørgsel om dette, og jeg vil gerne vide, om Rådet og Kommissionen er enige med mig i, at luftfartsselskaber og rederier ikke skal udføre lovhåndhævende og sikkerhedsmæssige opgaver, og om de har tænkt sig at gribe ind.

Med hensyn til visumfritagelse vil jeg gerne fremhæve et konkret problem. Vi har rejst dette flere gange og har aldrig fået et svar: Vil De rejse problemet med det uacceptable forbud mod indrejse i USA for hivpatienter?

 
  
MPphoto
 
 

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Parlamentet vedtog for ikke længe siden en beslutning, hvor det anmodede USA om at afskaffe visumkravet for alle borgere i EU's medlemsstater og respektere principperne om gensidighed.

Amerikanske statsborgere kan frit rejse til alle EU-lande, men de eneste EU-borgere, der ikke skal søge om visum til USA, er statsborgerne i nogle få af de rigeste lande i EU. Det viser en skævhed i behandlingen af fuldgyldige EU-medlemsstater. Dette problem har indtil nu ikke fået tilstrækkelig opmærksomhed fra EU-institutionerne, der ofte udviser overdreven nidkærhed i andre sager. Vi oplever en mærkelig situation, hvor f.eks. polske statsborgere behandles som potentielle økonomiske migranter, selv om det er længe siden, at deres mål var USA. De kan trods alt arbejde i EU-lande, der har åbnet deres arbejdsmarkeder for dem. Der er ingen økonomiske og bestemt ingen politiske årsager til, at de ikke skulle kunne rejse til USA uden visum.

Vi håber, at dette problem vil blive behandlet på en resolut måde og endeligt løst på det næste topmøde mellem EU og USA.

 
  
MPphoto
 
 

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand! På baggrund af kommissær Verheugens ihærdige tale om velstand forventer jeg, at topmødet først og fremmest søger efter en metode til at dæmme op for de stigende fødevarepriser. Jeg forventer en politisk korrekt reaktion på den kendsgerning, at millioner af mennesker vil dø af sult i år, og at yderligere 100 millioner vil blive ramt af endnu dybere fattigdom. Samtidig hældes mælk i øjeblikket i kloakken i Europa, og rapsfrø og sukkerrør, der nu blomstrer på markerne, hældes i brændstoftankene på biler. Høje tilskud og importtold gør det endnu mere rentabelt at dyrke brændstof i stedet for korn, selv om det er velkendt, at prisen på hvede omgående ville falde med 10 % og prisen på majs med hele 20 %, hvis landene vedtog et moratorium mod biobrændstof. Jeg mener, at det på mødet i Ljubljana om en uges tid vil blive gjort helt tydeligt, om EU og USA vil opfylde deres globale ansvar eller blot vil fortsætte med at tale om det på en populistisk måde. Når man tænker på, at de bogstaveligt talt står over for de dødbringende resultater af de eksisterende landbrugspolitikker, bør de så hurtigt som muligt afskaffe de meningsløse landbrugstilskud, kvoter og toldtariffer og standse promoveringen af biobrændstoffer.

 
  
MPphoto
 
 

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Vi taler med EU's vigtigste partner. Vi har forskellige holdninger til mange ting, men det er en kendsgerning, at vi er tættere på USA, end vi er på noget andet oversøisk land.Globalt set er vores tilgang til flere centrale områder, som påvirker hele kloden, dog forskellig.

I EU har vi gjort kampen mod global opvarmning til et banner for vores aktiviteter - den prioriteres af alle tidligere og kommende formandskaber. USA er enig i, at det først og fremmest er menneskelige aktiviteter, der skaber klimaændringerne, men ønsker ikke at påtage sig byrden med at bekæmpe klimaændringerne. I modsætning dertil har vi i EU vedtaget et meget streng program med henblik på at begrænse emissionerne. Det vil være et program, som er usædvanligt belastende for vores økonomi. Vi har besluttet at gøre dette, fordi vi ønsker, at andre skal gå sammen med os. Det er vores mål, fordi vi ikke selv kan redde jordkloden.

USA er næsten den største udleder af drivhusgasser i verden. Hvis vi kan overtale denne største udleder til at påtage sig fælles forpligtelser, kan vi måske opnå en fælles forståelse i Poznań og København, og kun hvis det lykkes at skabe en sådan forståelse, vil vores program for at begrænse emissionerne ikke have været forgæves. Jeg mener derfor, at det er vigtigt - måske det allervigtigste for EU lige nu - at vi drøfter dette emne med USA, fremlægger vores projekter og overtaler amerikanerne til at handle sammen med os på den internationale arena på de næste møder om klimakonventionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Det sidste topmøde mellem EU og USA i Bushæraen finder sted den 10. juni. Denne æra vil altid blive kædet sammen med den ulovlige invasion af Irak og de vanærende handlinger i Abu Ghraib, Guantánamo og de hemmelige fængsler. Vi vil drage et lettelsens suk efter otte års tilbagegang. Otte spildte år af, hvad der kunne have været en effektiv kamp mod terrorisme i overensstemmelse med vores demokratiske værdier og menneskerettigheder. Spildte år, når vi taler om bestræbelserne for at skabe fred i Mellemøsten, spildte år, når vi taler om kampen mod organiseret kriminalitet, og spildte år, når vi taler om nedrustning og ikkespredning af atomvåben.

Men vi ved, at Barack Obama bliver demokraternes kandidat, og at håbet vender tilbage. Obama har lovet at ville støtte en styrkelse af traktaten om ikkespredning af kernevåben og ønsker endda fuldstændig nedrustning af kernevåben. Det har allerede frembragt en kædereaktion hos hans republikanske modstander, senator McCain, som har tilpasset sine synspunkter til Obamas, og som har tilføjet, at han støtter tilbagetrækning af taktiske kernevåben fra Europa. Det beviser, at der er en kritisk masse i USA, som er parat til en ændret strategi.

Europa skal henvende sig til den nye regering så hurtigt som muligt med henblik på at udforme fælles strategier for NPT-revisionskonferencen i 2010 og for alle forhold, der vedrører den globale sikkerhed og især ikkespredningen af masseødelæggelsesvåben, herunder forhandlinger med Iran. Med dette i baghovedet er kontakter mellem medlemmerne af Parlamentet og den amerikanske Kongres af stor vigtighed og bør omgående intensiveres.

Det amerikanske lederskab er ikke længere nok til at bekæmpe de aktuelle trusler og til at forhindre nye i fremtiden. Det er dog stadig uundværligt. Vi er sikre på, at præsident Obama - og jeg håber, det bliver ham - vil kunne møde udfordringen, og at Europa vil kunne udnytte enhver lejlighed til at bidrage til en varig styrkelse af det multilaterale system.

 
  
MPphoto
 
 

  Dariusz Maciej Grabowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Problemerne vokser globalt. Et eksempel er den økonomiske situation, som bliver stadig værre. Et andet er den politiske udnyttelse af adgangen til råvarer og stigningen i deres priser, herunder stigningen i fødevarepriser. Et tredje er terrorisme. Et fjerde er lokale væbnede konflikter. Ingen stat har alene magt til at løse disse problemer, så derfor er det nødvendigt med dialog og samarbejde mellem EU og USA.

Medaljen har dog en bagside, og det er den økonomiske og politiske kappestrid mellem EU og USA. I de vigtigste spørgsmål har vi derfor brug for effektive ordninger, der kan forhindre, at denne kappestrid skaber splittelse. Det er især nødvendigt med ordninger, når det drejer sig om økonomiske forhold. Verden må ikke blive gidsel for spekulative kapital- og råvaremonopoler. Europa må ikke tilslutte sig Al Gore som fortaler for idéen om global opvarmning på bekostning af dets egne virksomheder.

I lyset af det kommende præsidentskifte i USA bør Europa klart definere sine politiske prioriteter og forslag til løsning heraf.

 
  
MPphoto
 
 

  Dushana Zdravkova (PPE-DE). - (BG) Hr. formand! Som repræsentant for en ny EU-medlemsstat og medlem af delegationen for samarbejde med USA vil jeg gerne tale om den vigtige rolle, som den transatlantiske dialog mellem lovgivende organer spillede på mødet i Ljubljana for bare få dage siden.

Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for de emner, der var medtaget på dagsordenen, fordi de tydeligt viste, at de udfordringer, som nogle nye EU-medlemsstater står over for, er øverst på dagsordenen i EU og EU-institutionerne, hvilket giver os en følelse af tryghed og beskyttelse af vores centrale interesser.

Jeg tænker dog først og fremmest på problemet med de meget omtalte sikkerhedsforanstaltninger. De omfatter visumordninger samt krav om 100 % scanning af alt fragt.

På den ene side påvirker disse foranstaltninger den frie bevægelighed for borgerne i mit land og især unge menneskers mulighed for at nyde samme rettigheder og chancer som deres jævnaldrende i andre lande. På den anden side skaber de økonomiske problemer for lande som Bulgarien, som har relativt små havne, og som skal bære en relativt stor økonomisk byrde i forbindelse med levering af det nye screeningsudstyr.

Disse foranstaltninger vil få havnene til at opgive håndtering af fragt, som vil blive ført videre til større havneanlæg. Det vil bestemt forringe den økonomiske situation for regioner, som f.eks. den region, jeg kommer fra, nemlig byen Varna, og andre regioner ved Sortehavet.

Under de møder, der blev afholdt for at drøfte visumspørgsmålet, informerede jeg vores kolleger fra den amerikanske Kongres om, at situationen i Bulgarien er væsentligt forskellig fra, hvad den var for 10 eller 15 år siden, hvor mange unge rejste til USA, og at antallet af afviste visumansøgninger var faldet. Det er grunden til, at en ny dialog mellem de to lande iværksættes.

Jeg mener alligevel, at Bulgarien stadig skal være loyal over for den fælles EU-politik og fastholde, at foranstaltninger til beskyttelse af EU's borgere anvendes på grundlag af gensidighed. Samtidig skal vores amerikanske kolleger forstå, at vi alle står over for fælles sikkerhedsproblemer, som vi skal løse ved at arbejde sammen i stedet for at sætte forhindringer op for hinanden. Jeg støtter derfor beslutningen og det kommende møde.

 
  
MPphoto
 
 

  Helmut Kuhne (PSE). - (DE) Hr. formand! Et grundlæggende positivt forhold til USA udelukker ikke forskelle i interesser og holdninger. Jeg mener, at et partnerskab på lige vilkår kun er muligt på et sådant grundlag. Kun på den måde kan vi effektivt imødegå antiamerikanisme.

Vi i Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet går derfor ind for en direkte dialog om sikkerhedspolitik med USA, hvad angår de spørgsmål, der er under EU's kompetence. Jeg vil fremhæve to eksempler på dette, nemlig troværdigheden af de vestlige værdier i kampen mod terrorisme og spørgsmålet om stabilisering og genopbygning.

Det er netop af disse årsager, at vi er imod EU's åbne eller skjulte forbindelser til den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, som vi ser dem i de ændringsforslag, der er fremlagt af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater til den rapport om sikkerhedsstrategi, som vi skal stemme om i morgen, fordi det er helt tydeligt, at ingen præsident for USA nogensinde vil acceptere, at en tredjepart, det være sig EU eller en anden, bliver medunderskriver af denne nationale sikkerhedsstrategi. Hvorfor skal vi så binde os til denne selvsamme ting med en blankocheck? Det er ikke lige vilkår, og vi er derfor imod holdninger som disse.

 
  
MPphoto
 
 

  Atanas Paparizov (PSE). - (BG) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min støtte til den foreslåede fælles beslutning og berøre to punkter, som også blev berørt under dialogen mellem lovgivende organer i Ljubljana, nemlig klimaændringer og energi, hvor begge parter, dvs. USA og Europa, bør udvide samarbejdet.

Jeg håber, at der vil komme flere muligheder i den henseende i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg. Jeg håber navnlig, at de lovgivende aktiviteter i den amerikanske Kongres vil gøre det muligt at skabe globale løsninger på konferencen i København. Ellers risikerer vi, at konkurrenceevnen forringes for produkter og eksport fra lande som Bulgarien, hvis vi er de eneste, der gennemfører Kommissionens forslag vedrørende klimaændringer.

Hvad angår energisektoren, bør vores samarbejde ikke være begrænset til kun rene teknologier og de tilknyttede midler, men bør også omfatte kerneenergi, der tilsyneladende vinder frem i verden, især i lande som Kina og Indien. Vi kan kun være partnere på dette område, hvis EU vil inddrage spørgsmålet om kerneenergi mere åbent i politikkerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Skinner (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne fokusere på tre punkter. Jeg er enig i kommissærens udtalelse: Lad os følge op på Det Transatlantiske Økonomiske Råd og det arbejde, vi kan udføre her. Vi skal vise, at vi tager bestemte problemer alvorligt, og at vi kan foretage de nødvendige ændringer for at fjerne eventuelle uheldige hindringer, som i bund og grund er national beskyttelse. Det omfatter fjerkræ, og jeg beklager at skulle høre i Parlamentet, at vi ikke bør ophæve dette forbud.

For det andet skal vi fremme den positive dagsorden og udfordre hinanden i forbindelse med de vanskelige spørgsmål, f.eks. klimaændringer. Inden for finans går tingene godt, og jeg håber, at forsikring kan føjes til listen over opnåede fremskridt på dette område.

Endelig blev den nylige transatlantiske dialog endnu bedre i Ljubljana. Der blev drøftet mange forhold, og der blev opnået enighed om flere ting, og som mine kolleger mener jeg, at vi nu skal øge dette til det niveau, der blev aftalt i fælleserklæringen fra Houston i 1997.

 
  
MPphoto
 
 

  Corina Creţu (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil nævne nogle problemer, som forhåbentlig vil komme på dagsordenen på topmødet den 10. juni.

For det første er det med hensyn til Kosovo tydeligt, at det ikke er i nogens interesse, hvis vi får endnu en mislykket stat i Balkan, og Rumænien har derfor i årevis deltaget i indsatsen for at stabilisere regionen. Vi tænker først og fremmest på organiseret kriminalitet, prostitution og menneskehandel, narkotika og våben, og jeg mener, at myndighederne i Kosovo skal gøre mere for at kontrollere disse områder.

Jeg mener også, at det er meget vigtigt nøje at overvåge, hvordan den lokale kultur bevares, navnlig de ortodokse klostre i området.

Et andet problem, jeg vil rejse, vedrører visum for alle europæiske statsborgere, der rejser til USA. Jeg vil gerne takke kommissær Verheugen og Dimitrij Rupel for at rejse dette spørgsmål. Som De har set, føler vi en meget stærk solidaritet uanset politisk farve. Jeg må sige, at jeg på mødet i Ljubljana blev meget overrasket over, at vores kolleger fra den amerikanske Kongres lagde hele ansvaret for dette problem på udenrigsministeriet, når præsident Bush ellers plejer at sige, at Kongressen bærer det fulde ansvar. Jeg håber, De vil finde et svar på topmødet i Ljubljana.

Endelig vil jeg rejse spørgsmål om fødevarepriser og fattigdom.

 
  
MPphoto
 
 

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Mine damer og herrer! Da Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse besøgte Washington i juli 2007, blev jeg opmærksom på vigtigheden af samarbejde mellem USA og EU.

Jeg mener, at fælles europæiske og amerikanske politikker på områderne for toldtariffer, intellektuel ejendom, gensidig anerkendelse, gensidig forståelse og harmonisering af standarder kan føre til etableringen af et nyt transatlantisk handelsområde til gavn for både virksomheder og forbrugere på begge sider af Atlanterhavet. Da legetøjsdirektivet drøftes i Parlamentet i øjeblikket, ville det være meget nyttigt, hvis vi også fandt frem til en fælles politik inden for legetøjssikkerhed. Jeg er sikker på, at kommissær Verheugen, som repræsenterer EU i den transatlantiske dialog, kan opnå gode resultater på dette område.

Jeg håber, at det amerikanske visumfritagelsesprogram vil blive udvidet til at omfatte alle EU-borgere, herunder mit hjemland, Slovakiet, som resultat af det kommende topmøde mellem EU og USA.

 
  
MPphoto
 
 

  Stolojan, Theodor Dumitru (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissær Verheugen for at have sat visumproblemet på dagsordenen for topmødet mellem EU og USA. Det er et problem for borgerne i mit land, som jeg repræsenterer her i Parlamentet. Jeg insisterer endvidere på, at USA deltager i indsatsen sammen med EU for at imødegå de udfordringer, der skabes af klimaændringerne. Ellers vil alle europæiske virksomheder stå i en ufordelagtig situation i konkurrencen mod USA.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrij Rupel, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Tillad mig at besvare de tre spørgsmål, der efter min mening er de vigtigste.

Det første er Libor Roučeks spørgsmål vedrørende missilskjoldet. Libor Roučeks spørgsmål ligger på en måde uden for EU's kompetence, da det vedrører aftaler mellem to individuelle europæiske lande og USA, dvs. det er to lande, Tjekkiet og Polen, som indgår bilaterale aftaler med USA.

Jeg ville personligt foretrække, at sådanne forhold blev drøftet i NATO eller EU, men det er ikke muligt i øjeblikket. Som jeg sagde, er det et bilateralt forhold, der selvfølgelig falder inden for kompetencerne for de lande, der indgår aftalerne.

Hvad angår visumfritagelsesprogrammet, som har været genstand for omfattende kritik, og som er drøftet mange gange i Parlamentet, vil jeg gerne sige følgende: Med hensyn til udvidelse af dette program, visumfritagelsesprogrammet, håber vi, at der snart vil ske fremskridt i overensstemmelse med aftalen om en tilgang med indsats på to fronter, som er den tilgang, der blev vedtaget på mødet mellem EU's og USA's ministre for retlige og indre anliggender.

Indtil videre er det aftalt, at USA vil forhandle med hver enkelt medlemsstat om forhold, der hører under national kompetence, og med Kommissionen om forhold, der hører under EU's kompetence. Det sagde jeg tidligere under min åbningstale. Vi forventer derfor, at visumfritagelsesprogrammet udvides til at omfatte flere EU-medlemsstater ved udgangen af 2008. I øjeblikket er 11 lande ikke omfattet af programmet.

Hvis De tillader det, hr. formand, vil jeg sige et par ord om klimaændringer. Spørgsmålet var, om vi har gjort nok i forbindelse med dette spørgsmål eller problem. Jeg er glad for, at der er afholdt to vigtige møder om klimaændringer og energi under vores formandskab, først mødet med en dialog på højt niveau om klimaændringer, ren energi og bæredygtig udvikling og derefter den strategiske energiredegørelse.

Vi ville dog foretrække, hvis USA viste større engagement på dette område, og vi i EU vil forsøge at overbevise vores amerikanske venner om vigtigheden af at handle globalt og i enighed mellem europæere og amerikanere. I øjeblikket er der væsentlige forskelle mellem os.

Jeg vil også sige, at EU står fast på synspunktet om, at bekæmpelse af klimaændringerne skal ske inden for rammerne af FN. Dette er mit bidrag til drøftelserne.

 
  
MPphoto
 
 

  Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil kort berøre to spørgsmål: Først samarbejdet om sikkerhedsspørgsmål, som Sophia in 't Veld så præcist skitserede for os, og som vedrører den måde, som vi finder den rigtige balance på mellem sikkerhedskrav fra vores amerikanske venner og vores egne krav med hensyn til borgernes individuelle frihed og rettigheder.

Jeg vil gerne sige lige ud, Sophia in 't Veld, at Kommissionen til fulde deler Deres bekymringer, og jeg vil selvfølgelig informere den relevante kollega om Deres kritik af manglen på gennemskuelighed i processen og bede ham sikre bedre gennemskuelighed.

Vi vil forhandle med amerikanerne, inden vi accepterer noget, vedrørende de principper, der skal danne grundlaget for vores samarbejde om disse spørgsmål. Hvis vi ikke kan blive enige om disse principper, kan vi næppe blive enige om de enkelte problemer. Det er selvfølgelig et af de emner, der vil blive drøftet på næste uges møde i Ljubljana.

Det glæder mig ikke at skulle sige mere om fjerkræ her, men flere talere har omtalt emnet her. Det er altid godt at vide, hvad vi egentlig taler om. Det er derfor vigtigt at vide, at vi ikke taler om et fødevaresikkerhedsproblem i dette tilfælde. I efterhånden mange år har Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet forklaret, at der ikke er den mindste risiko for forbrugernes sundhed i forbindelse med importeret amerikansk fjerkræ. Vi taler ikke om et veterinært problem. Vi taler om et rent handelspolitisk problem, som skal håndteres ud fra, hvad der er i vores interesse, og hvordan vi bedst kan forsvare vores interesser. Jeg tror, jeg har sagt, hvad der er nødvendigt til Dem.

Der er heller ingen uenighed i Kommissionen. Kommissionen har fra starten sagt - som jeg også må sige - at vi ikke må lade denne noget bizarre tvist blive en byrde, og at vi selv må blive problemet kvit.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den. 5. juni 2008.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Magor Imre Csibi (ALDE), skriftlig. - (RO) Som næstformand for ENVI-udvalget opfordrer jeg de EU-repræsentanter, som deltager i mødet med de amerikanske embedsmænd, til at analysere løsninger på problemerne med klimaændringer.

Klimaændringer er en global udfordring, hvor vi skal udforme globale løsninger. Europa træffer foranstaltninger i den henseende. Det samme forventes af vores naborer på den anden side af havet. Det glæder mig, at USA vil deltage i det internationale samfunds indsats efter 2012, når Kyotoprotokollen udløber.

Det glæder mig også, at USA's præsident endelig har erkendt, at vi har brug for lovgivning for at reducere niveauet af drivhusgasemissioner. Jeg opfordrer EU's repræsentanter til at drøfte en reel procentdel for reduktion for at sætte en stopper for den globale opvarmning. Vi kan ikke acceptere, at der skal lovgives i den henseende, og når vi kommer til tallene, vender vi om.

Samtidig skal de fremtidige drøftelser vedrørende en ramme for samarbejdet om klimaændringer baseres på virkelige undersøgelser af vedvarende energikilder. Jeg henviser primært til førstegenerationsbiobrændstoffer. Vi er nødt til at fastholde en lav anvendelsesprocent og et lavt tilskudsniveau for dem. På dem måde kan vi beskytte biodiversitet og undgå de prisstigninger for fødevarer, der opstår, fordi områderne til landbrugsaktivitet reduceres.

 
  
MPphoto
 
 

  András Gyürk (PPE-DE), skriftlig. - (HU) Topmødet mellem EU og USA, der afholdes om få dage, er en god lejlighed for os til at undersøge udviklingen af de transatlantiske relationer på de vigtigste områder. Vi mener, at samarbejde om energipolitik skal indtage en vigtig placering på dagsordenen.

Energiforsyningssikkerhed er stadig den primære målsætning på begge sider af Atlanterhavet. Det er almidendeligt kendt, at de største lagre findes i lande, som ikke altid opfylder kravene til demokrati. Det er netop af denne grund, at fælles og fortsat indsats er nødvendig for at fremme menneskerettigheder og forfatningsmæssighed. Det er vigtigt, at vi understreger, at vi vil opnå større energiforsyningssikkerhed, hvis vi udbreder de demokratiske principper.

Ud over ovennævnte skal det fremtidige samarbejde i højere grad fokusere på kampen mod klimaændringer. Det er en glædelig udvikling, at USA har forpligtet sig til at skabe grundlaget for en ordning efter Kyoto. EU's medlemsstater og USA skal spille en ledende rolle for at få de mest udviklede lande til at enes om de vigtigste hjørnesten i den internationale traktat inden udgangen af året. Den pakke af foranstaltninger vedrørende reduktion af emissioner, som for nylig blev introduceret i amerikansk lovgivning, er det seneste tegn på, at Washington vil påtage sig en aktiv rolle i kampen mod klimaændringer.

Oliepriser, som tordner mod niveauer, man ikke havde kunnet forestille sig tidligere, har gjort os opmærksomme på vigtigheden af en fælles international indsats på det energipolitiske område. Vi er overbeviste om, at USA og EU ikke kan undgå at påtage sig ansvaret på dette område.

 
  
MPphoto
 
 

  Gábor Harangozó (PSE), skriftlig. - (EN) Samarbejdet mellem EU og USA har på mange områder gennemgået markante ændringer i de seneste år og bevæger sig ind i en konsolideringsfase for mange dele af samarbejdet. De nylige forhandlinger om ophævelse af visumbegrænsningerne for rejsende fra EU er et godt eksempel - trods det positive resultat - som viser, hvorfor vi skal undgå bilaterale aftaler, der faktisk underminerer EU's forhandlingsstyrke som helhed, for at opnå et vellykket samarbejde mellem USA og EU.

For at understøtte EU's fælles visumpolitik var det afgørende, at vi fik en pakkeaftale, der omfatter 27 medlemsstater, baseret på fordelingen af kompetencer mellem EU og medlemsstaterne. Det er vigtigt at sikre, at vi opnår aftaler med vores strategiske partnere, f.eks. USA, for EU som helhed i de forhold, hvor EU har kompetence. Efter min mening er det i begge partneres interesse. Det er faktisk vores eneste mulighed for at sikre, at visumfritagelsesprogrammet giver fri rejse og ligebehandling til alle vores borgere med hensyn til status af deres pas - ligesom for amerikanske statsborgere.

 
  
MPphoto
 
 

  Tunne Kelam (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Vi bør nu tydeligt og ansvarligt understrege, at partnerskabet mellem EU og USA ikke kun er en hjørnesten for troværdigheden og effektiviteten af EU's udenrigshandlinger, men at kun tæt samarbejde og koordination mellem begge partnere vil sætte dem i stand til at spille en central rolle i den stadigt mere globale verden og optræde som garanter for stabilitet og demokrati.

EU har ingen anden partner i verden, som deler dets grundlæggende værdier: respekt for frihed, retsstatsprincippet og menneskerettigheder.

Det er på høje tid, at vi fuldt ud genoptager det normale samarbejde og den gensidige tillid efter de skader, der opstod som følge af invasionen af Irak. Sidstnævnte har også i høj grad splittet EU selv.

Jeg opfordrer derfor indtrængende begge partnere til uden forsinkelse at udføre opgaverne i Det Transatlantiske Økonomiske Råd. En fælles tilgang til problemerne med klimaændringer vil også i høj grad forbedre chancerne for at løse disse problemer. Det samme gælder for Iran. USA og EU skal nå til enighed om en fælles strategi for Iran for effektivt at standse forberedelserne af udviklingen af kernevåben i landet.

Endelig har vi brug for et stærkere og omdefineret partnerskab mellem EU og NATO, hvilket også vil forbedre samarbejdet i Afghanistan.

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne stille to spørgsmål, som EU burde fokusere på til topmødet. Globale udfordringer kræver, at Vesten først og fremmest må vise enhed og ansvarsfølelse.

For det første burde EU have en konstruktion drøftelse af USA's position inden for klimapolitikken. Verden har halvandet år til at skifte kurs inden København. På den ene side må vi opfordre USA til at træffe de nødvendige klimalovgivningsprojekter. Vi må understrege, at løsningen på problemet med de globale klimaændringer er en global emissionsøkonomi. Dette kræver, at de forskellige landes emissionsmarkedsmekanismer bliver gjort kompatible og med tiden integreret med hinanden. USA's regionale emissionshandelssystemer vækker håb.

På den anden side må vi erkende, at vores partner er bedre end sit rygte, når det gælder bekæmpelse af klimaforandringerne. EU burde tage ved lære af og anerkende USA's frugtbare kappestrid om at få udviklet ren teknologi. EU har et stykke vej endnu, før vi når dertil. USA viser vejen frem ved at foreslå at grundlægge en international fond for miljøvenlig teknologi. Samarbejde mellem EU og USA er også vigtigt for at få gennemført effektive foranstaltninger til at tilpasse os klimaforandringerne.

For det andet burde man på topmødet sætte fokus på det værdigrundlag, vi sammen har forpligtet os til: demokrati, menneskerettigheder, retsstaten. Vi skal turde spørge, hvordan vi kan efterleve vores værdigrundlag i den vestlige verdens politik. Tåler verdens lederes handlinger dagens lys f.eks. i kampen mod terrorisme? Da terrorisme er en fælles trussel mod EU og USA, skal politikken over for den også kunne stå for en nærmere undersøgelse.

Nogle gange virker det som om man i den internationale politiske retorik og i dagligdagen glemmer det faktum, at vores værdigrundlag ikke i første række forpligter andre men os selv, hvad enten der så er tale om Mellemøsten, det vestlige Balkan eller Afrika.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Det kommende topmøde mellem EU og USA vil give begge de transatlantiske partnere en chance for at nå til enighed om problemer, der er relevante på begge sider af Atlanterhavet. Vores kontinenter deler en fælles civilisation og en historie. Vi skal sikre, at dette forhold bindes så fast sammen som muligt, så vi kan opnå mål, som ikke kun er vigtige for begge partnere, men som også er nødvendige for hele verden. Det stigende og ekstreme behov for energi i de nye økonomier, stigende fødevarepriser og konflikter i hele verden er kun nogle af de problemer, som partnerskabet mellem EU og USA skal samarbejde om for at skabe fred, bæredygtighed og respekt for menneskelige værdier i hele verden. En af succeshistorierne for dette forhold er NATO, en organisation, som vi alle bør støtte og styrke, da den har sikret fred i Europa og udviklet tættere bånd mellem EU og USA.

 
  

(1) Se protokollen.

Seneste opdatering: 11. oktober 2008Juridisk meddelelse