Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2571(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B6-0334/2008

Indgivne tekster :

B6-0334/2008

Forhandlinger :

PV 07/07/2008 - 17
CRE 07/07/2008 - 17

Afstemninger :

PV 09/07/2008 - 5.16
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0353

Forhandlinger
Meddelelse
Mandag den 7. juli 2008 - Strasbourg EUT-udgave

17. Tvisterne Airbus/Boeing i WTO (forhandling)
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov for Udvalget om International Handel til Kommissionen om tvisterne Airbus/Boeing i WTO (O-0033/2008 - B6-0155/2008).

 
  
MPphoto
 
 

  Helmuth Markov, spørger. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, damer og herrer! Handelstvisten mellem EU og USA om store fly er ikke nogen almindelig uoverensstemmelse i tråd med andre, der forelægges WTO. Denne tvist har ført til langt de største og mest indviklede retssager, der nogensinde er blevet anlagt. Den rummer en kæmpe interessekonflikt.

USA har kritiseret den måde, hvorpå EU og de medlemslande, der er med i EADS-konsortiet, har givet økonomisk støtte til indførelsen af nye store fly gennem de sidste 20 år. EU har derimod anklaget USA for skjult at have støttet Boeing økonomisk som et led i de forsvars- og luftfartsprojekter, det er med i. Vi ved endnu ikke, hvilken afgørelse WTO's tvistbilæggelsesorgan vil træffe. Jeg formoder, at afgørelsen vil være, at begge parter har forbrudt sig mod gældende WTO-regler. Uanset hvordan sagen måtte ende, er det stadigt muligt at komme med visse anbefalinger.

For det første vil jeg hævde, at det måske var på tide, at både Boeing og Airbus i langt højere grad lænede sig op ad deres egne ressourcer i stedet for at kunne falde tilbage på omfattende statsstøtte for derefter at beholde støtten og overskuddet selv, men undgå risiko på grund af den måde, selskabet er bygget op på. Højere funktionalitet og større gennemsigtighed i luftfartssektoren ville helt sikkert gavne alle områder af sektoren, også kunderne.

Dette betyder ikke, at fabrikanter af store fly slet ikke skal modtage nogen form for økonomisk støtte længere. Jeg vil blot gerne have lov til at understrege, at det er nødvendigt med et velovervejet, passende system, der ikke blot tilgodeser store virksomheders interesser, men også tager vigtige emner såsom skabelse af arbejdspladser og hensyn til miljøet med i betragtning, samtidig med en forbedring af flysikkerheden.

For det andet vil jeg gerne påpege, at det i denne forbindelse er væsentligt, at tusindvis af Airbus-ansatte i 2007 mistede deres job som resultat af en omstrukturering, der - efter min mening - var unødvendig, da dette europæiske konsortium i årevis havde kørt med stort overskud. Dette er ikke en passende måde at forsøge at løse en krisesituation på for en ledelse, navnlig ikke da det ikke var de ansatte, der havde gjort noget galt, men ledelsen, der havde begået en fatal fejl.

For det tredje vil jeg gerne påpege, at eksistensen af WTO's tvistbillægelsesorgan er et betydeligt skridt i den rigtige retning for den internationale handel, da det udstikker pålidelige retningslinier i de tilfælde, hvor der opstår uoverensstemmelser omkring tolkningen af aftalerne fra Uruguayrunden. Vi skal også høre dets beslutning, men er det løsning nok?

For der fjerde vil jeg gerne påpege, at det er trist, at aftalen fra 1992 mellem EU og USA om store civile fly ikke var tilstrækkelig til, at sagen kunne være blevet løst ved hjælp af forhandling frem for i retten.

For det femte vil jeg gerne påpege, at luftfartsindustrien på nuværende tidspunkt står over for nye udfordringer. Den økonomiske krise og stigningen i oliepriserne har mere drastiske konsekvenser for lufttransportindustrien, end det nogensinde er set før. Der må findes en løsning hurtigt, og det er måske på tide at tænke på at samarbejde frem for at modarbejde hinanden.

For det sjette er det i forhold til offentlige indkøb min personlige opfattelse, at det ikke ville være hensigtsmæssigt fuldt ud at lade denne vigtige økonomiske sektor overgå til WTO-systemet. I næsten alle nationale økonomier fungerer offentlige indkøb som en vigtig katalysator for økonomisk udvikling. Politikere er også nødt til at have en vis grad af indflydelse på visse nøgleområder i forhold til samfundets udvikling.

For det syvende vil jeg gerne påpege, at det er på tide, at USA og EU forstår, at det fortsat er nødvendigt med tiltag, der muliggør en politisk styring af den nationale økonomis udvikling, herunder uddeling af offentlige kontrakter og økonomisk støtte. Derudover er der dog et behov for gennemsigtighed og demokratisk kontrol for at sikre, at alle overholder de gældende regler.

For det ottende vil jeg gerne påpege, at Boeing-sagen viser, at en regering bør undgå at gemme sig bag en påstand om nationale forsvarsinteresser med det mål at støtte sin egen nationale industri, eller rettere: et par enkelte stærke lobbygrupper, hvortil den har stærke bånd.

For det niende vil jeg hævde, at denne tvist er mere end blot en uoverensstemmelse mellem EU og USA. Den er endnu et eksempel på en sag, hvor de, som ynder at se sig selv som den frie handels ypperste fortalere, giver efter for protektionistiske nationale fristelser for egen vindings skyld. Vi bør tage afstand fra begge dele, for den form for opførsel fører ikke til bedre forhold for vores borgere, men kun til diskrimination og unfair konkurrence baseret på dumping.

 
  
MPphoto
 
 

  Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne svare på det mundtligt fremførte spørgsmål på vegne af kommissær Mandelson, der ikke kunne være til stede i dag, da han ligger i indgående bilaterale forhandlinger i Doharunden.

Den amerikanske sag mod EU's støtte til Airbus og EU-sagen mod amerikansk støtte til Boeing er lige nu forelagt for et WTO-panel, og den europæiske sag er blevet forsvaret. Vi forventer en foreløbig afgørelse i de to sager i løbet af efteråret eller vinteren. De næste tiltag vil blive afgjort af udfaldet af tvisten og af de underliggende interesser, der har ført til den.

Som svar på spørgsmålet om, hvordan dette påvirker industriens konkurrenceevne, vil vi gerne sige, at vi ikke ser nogen grund til, at de verserende WTO-sager omkring støtte til Airbus og Boeing skulle påvirke den europæiske industris evne til at konkurrere på en fair måde med USA i forbindelse med offentlige indkøb.

Regeringsstyrede udbud handler om at skaffe det bedste udstyr til de lavest mulige omkostninger for skatteyderne inden for lufttankningsfly. US Air Force har besluttet, at det fly, som Northrop Grumman og EADS kan tilbyde, er bedre end Boeings fly, og det er lufttankningsfly, der opfylder deres behov bedst. Spørgsmålet om støtte til Airbus er i denne sammenhæng ligegyldigt. WTO-sagen og udbuddene har intet at gøre med hinanden.

Hvad angår den amerikanske rigsrevisions reaktion, vil vi gerne sige, at US Air Forces valg af Northrop Grummans KC-45-fly stadig står ved magt. Det er en misforståelse, at Northrop Grumman og EADS i USA på en eller måde skulle have tabt, og prisen være blevet givet til Boeing. Northrop Grumman og EADS i USA sidder stadig på kontrakten, omend de har fået ordre til at sætte arbejdet, og dermed kontraktens indfrielse, på standby.

Den amerikanske rigsrevision har taget stilling til US Air Forces bedømmelsesprocedure, ikke til flyenes egenskaber. Rigsrevisionen har ikke skønnet det nødvendigt eller anmodet om, at tilbudsrunden skal gå om. US Air Force og forsvarsministeriet har givet udtryk for, at KC-45-flyet er det, der på bedste vis opfylder US Air Forces krav. Rigsrevisionen har anmodet US Air Force om at svare på, hvordan de vil håndtere situationen, senest 60 dage efter annonceringen den 18. juni.

Overordnet set muliggør regeringsstøtten til luftfart visse udviklinger inden for området af store civile fly, der kræver et meget højt niveau af investering. Det er Kommissionens opfattelse, at enhver form for regeringsstøtte til luftfart på begge sider af Atlanten skal være afbalanceret for at undgå, at konkurrencebetingelserne forrykkes. Hvis dette er tilfældet, kan en sådan støtte bidrage til innovation, øget sikkerhed og forbedringer i forhold til miljøet og effektiviteten på lufttransportområdet. Det er i både luftfartsselskabernes og forbrugernes interesse, såvel som i regeringernes interesse, at fastholde en høj grad af sund konkurrence i luftfartssektoren.

Hvad angår den bilaterale aftale fra 1992, kan vi oplyse, at forskellene mellem de to parter - USA og EU - trods adskillige velmenende forsøg over de sidste år på at løse konflikten i mindelighed, har vist sig at være for store. USA har benægtet at have støttet Boeing, samtidig med at de har krævet, at EU ophæver den europæiske støtte til Airbus. På baggrund af dette har det endnu ikke været muligt at skabe et retfærdigt og nuanceret grundlag for at forhandle et forlig.

Den 18. oktober 2007 afviste Boeing offentligt Airbus' tilbud om at forsøge at løse konflikten i mindelighed. Vi bør desuden gøres os klart, at det med den nuværende førvalgsstemning i USA nok bliver svært at nå frem til et rimeligt forlig på nuværende tidspunkt. Vi forventer derfor ikke, at denne tvist kan blive afgjort i den nærmeste fremtid, før WTO har truffet en afgørelse i både Airbus- og Boeing-sagen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke det ærede medlem af Europa-Parlamentet for hans interesse i og støtte til denne sag, som tydeliggøres i den mundtlige forespørgsel og beslutning, der er forelagt os.

 
  
MPphoto
 
 

  Georgios Papastamkos, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Fru formand! Tværatlantiske økonomiske forhold er af overmåde stor vigtighed for begge sider. Enhver handelstvist bør løses ved at søge at nå gennemskuelige, velovervejede løsninger.

I dette tilfælde er det ønskede mål at sikre en retfærdig høring af begge parter i sagen og en velovervejet tilgang til statsstøtte til luftfartsindustrien. Denne økonomiske støtte er særligt vigtig i forhold til at fremme forskning, innovation og miljøspørgsmål og for at fremme sikkerheden og effektiviteten af lufttransport.

USA's unilaterale tilbagetrækning fra den bilaterale aftale fra 1992 giver anledning til bekymring, da den europæiske statsstøtte er fuldt ud i overensstemmelse med denne aftales ordlyd og ånd.

Den europæiske side er i sin gode ret, idet den økonomiske støtte til Airbus har været begrænset i omfang, har skullet betales tilbage og har været uden konkurrencemæssig betydning i modsætning til USA's støtte, som ikke har skullet betales tilbage, og som derfor ikke er tilladt og kan danne grundlag for sagsanlæg.

Som I ved, har EU gjort en stor indsats for at opnå en rimelig løsning på problemet ved hjælp af forhandling. Der er dog endnu ikke kommet noget resultat. Jeg vil derfor anmode Kommissionen om fortsat at stå fast i forhandlingerne om en varig løsning på sagen, som tilgodeser lovlig, retfærdig konkurrence.

USA's krav om at stoppe støtten til Airbus, som en betingelse for at ville forhandle, udgør ikke et acceptabelt grundlag for løsning af tvisten.

 
  
MPphoto
 
 

  Erika Mann, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, damer og herrer! Den eneste grund til, at vi ønsker at have denne debat her i aften, er, at angrebene fra amerikansk side, fra både Boeing og mange medlemmer af Kongressen, som et resultat af at kontrakten er gået til Northrop Grumman og EADS, er meget ubehagelige og endda går så langt som til at rette sig mod enkelte medlemslande. Det er grunden til, at vi har denne debat, og grunden til, at vi også vil nå frem til en løsning. Jeg er meget taknemmelig for dette, da vi i Udvalget for International Handel længe har forsøgt at nå frem til en sådan løsning.

Frustrationen er rettet mod det faktum, at Northrop Grumman og EADS kom med et bedre tilbud, som US Air Force foretrak frem for en Boeing-model i et offentligt indkøb. Det er den naturligste sag i verden. Vi taler om NATO-partnere her, og ikke om lande, som ikke arbejder sammen regelmæssigt. Vi har det transatlantiske partnerskab, som bliver bekræftet ved ethvert topmøde. I trestatsområderne, køber Europa fire gange så meget fra amerikanerne, og på den vis har vi således allerede et meget intenst "partnerskab".

Der er absolut ingen grund til amerikanernes frustration, og det er det, vi forsøger at gøre klart her. Der er ingen grund til at komme ind på de nærmere detaljer igen - jeg er meget taknemmelig for, at Kommissionen og hr. Papastamkos allerede har gjort dette. Grundlæggende er det, vi ønsker at gøre i dag, at nedlægge en politisk protest - en protest, som i øvrigt gang på gang influerer på amerikanernes side af WTO-drøftelserne, fordi der konstant kommer kommentarer. Det kan ikke tillades, at US Air Force giver en kontrakt til bl.a. et europæisk konsortium, samtidig med at der skal findes en afgørelse i en WTO-sag. Det er derfor klart, at de to sager hænger tæt sammen politisk, men fru Grybauskaitė har bestemt ret i at pointere, at de reelt set ikke har noget med hinanden at gøre.

Jeg vil gerne rette en personlig tak til Kommissionen og medlemsstaterne for, at de gentagne gange har lagt vægt på at skabe klarhed omkring kendsgerningerne. Jeg vil ligeledes gerne takke parlamentsmedlemmerne for, at vi endelig afholder denne forhandling og kan stille dette beslutningsforslag. Jeg håber at den afgørelse, vi når frem til, vil sikre os en god høring hos amerikanerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Mieczysław Edmund Janowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! Markedet for produktion af store fly har i en årrække været stort set bipolart. Airbus og Boeing styrer showet. Gennem de sidste to år har vi dog været vidne til en WTO-undersøgelse af striden mellem EU og USA over støtte til disse to gigantkoncerner. Det, der er på spil her, er en masse penge og, hvad der måske er endnu vigtigere, ambitioner om at være førende, hvad angår teknologisk nyskabelse.

USA anklager Airbus for at nyde fordel af stor økonomisk støtte og fordelagtige kreditordninger fra regeringerne i visse EU-medlemslande. Samtidig er der fra europæisk side alvorlige forbehold over for den omfattende statsstøtte, som Boeing modtager i form af skattefrihed i staterne Illinois, Kansas og Washington, og i form af støtte fra hæren og NASA i forhold til offentlige indkøb.

Uanset hvem der vinder denne tvist, vil medaljen have en bagside. Begge virksomheder nyder godt af statsstøtte af tvivlsom natur. Samtidig bør vi dog holde for øje, at de er de eneste fabrikanter af store passagerfly i verden. De konkurrerer med hinanden, men de er samtidig nødt til at samarbejde, hvis de vil kunne gøre brug af de bedste løsninger inden for design og teknologi. Alt dette skal være til passagerernes fordel.

For mig ser det ud, som om det, der er brug for, er øget samarbejde og mindelige forhandlinger, da der er plads til både Airbus og Boeing på verdensmarkedet. Så vidt jeg kan regne ud, vil verden få brug for omkring 36.000 moderne, sikre civile fly i løbet af de næste 15 år. Måske vil 15.000 af disse være store fly. Det er svært at sige, hvem vinderen vil blive, Boeing eller Airbus, men lad os samtidig holde os for øje, at Rusland også er begyndt at gøre indtog på dette marked, og at Rusland også praktiserer statsstøtte.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacky Hénin, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Fru formand! WTO-tvisten mellem Airbus og Boeing er ikke andet end en dårlig vittighed. Amerikanerne prøver at undsige sig Airbus' overlegenhed på enhver tænkelig måde, endda ved at gå i retten. Men hvor Airbus har modtaget støtte, som skal betales tilbage, er Boeing ved at kollapse under vægten af støtte fra forskellige lande, navnlig den enorme vægt af støtte fra militær forskning. Det er det, der gør dreamlineren til det mest støttede fly i verden.

Den egentlige grund til den unfair konkurrence i denne sag er, at dollaren er svag. Desværre handler USA i denne sag med Den Europæiske Centralbanks velsignelse. Det egentlige spørgsmål er derfor, hvorvidt Airbus fortsat vil udvikle og fremstille deres fly i euroområdet. Er svaret ja, betyder det, at Den Europæiske Centralbank vil blive en marionet for industrien i stedet for at hjælpe investeringsbanker med at rette op på finanserne, uden nogen garanti for tilbagebetaling. Er svaret ja, betyder det dannelsen af en europæisk offentlig fond, som vil gå ind og erstatte de private andelshavere i EADS, som har vist sig ude af stand til at udvikle en egnet industriel strategi og i stedet har prioriteret at beskytte deres afkast.

At erstatte A320-flyet med et fly, der muliggør en brændstofbesparelse på 20 %, vil kræve en investering, som andelshaveren ikke er villige til at foretage. Europa er afhængig af en stærk EADS-gruppe, som er 100 % offentligt ejet, hvis det ønsker en industriel politik, som kan give det dets eget energieffektive lufttransportsystem.

 
  
MPphoto
 
 

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Enhver retfærdigt indstillet person, der har fulgt med i de to sager forelagt WTO, vil komme frem til den konklusion, at der - for at bruge et engelsk udtryk - er tale om "seks af det ene og et halvt dusin af det andet". Således modtager Boeing støtte både fra den centrale regering og individuelle stater i USA i en størrelsesorden, der overstiger rammerne i aftalen mellem EU og USA fra 1992, Boeing modtager støtte fra NASA's og forsvarsministeriets programmer, Boeing drager fordel af militærkontrakter til opskruede priser, der ikke har været i udbud, og Boeing drager fordel af skattelettelser til amerikanske virksomheder på salg til udlandet, som bryder med WTO's retningslinier. Over for dette indvender USA, at Airbus modtager støtte til igangsættelse af forsknings- og udviklingsprojekter, modtager støtte til nye udviklings- og produktionsområder, får lån til fordelagtige vilkår, bliver eftergivet gæld fra produktion af store civile fly og finansiering af udviklingsprojekter, modtager forsknings- og udviklingsstøtte, som direkte går til Airbus, og desuden modtager ulovlig eksportstøtte.

Som noget positivt bestiller mange europæiske flyselskaber stadig Boeing-fly, og det amerikanske forsvarsministerium gav også i første omgang kontrakten på lufttankningsfly til EADS og Northrop Grumman. Dette er gode tegn. Mens begge sider har grund til at være utilfredse, er jeg bange for, at det, denne konflikt er udtryk for, er en rent og skær antiamerikansk holdning og en smålig europæisk mentalitet.

Airbus er blevet fremstillet som den frelsende engel af det europæiske himmelrum, mens Boeing er blevet fremstillet som det onde amerikanske selskab, som på unfair vis forsøger at dominere luftfarten globalt. Jeg håber meget, at min gruppe, PPE-DE-Gruppen, ikke vælger at støtte denne beslutning, da det virkelig ville vise min gruppe fra dens værste side - som antiamerikansk, protektionistisk og imod fri konkurrence. Det er muligt, at vi lader os påvirke lidt for meget af det franske formandskab, men vi bør for enhver pris undgå, at PPE (som på engelsk hedder EPP) kommer til at stå for det Europæiske Protektionistiske Parti.

 
  
MPphoto
 
 

  Kader Arif (PSE). - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den beslutning, som vi skal stemme om, kommer med en række anbefalinger til Kommissionen, som minder Kommissionen om, at den på vegne af EU står som beskytter af medlemslandenes interesser og den europæiske flyindustri, hvad angår store civile fly.

Set i lyset af, at den amerikanske Kongres allerede ved talrige lejligheder har støttet Boeing, og at krænkelsen af aftalen om lufttankningsfly undergraver den europæiske flyproducents position, er der mere end nogensinde før behov for EU's udelte støtte - støtte fra medlemslandene, Kommissionen og Parlamentet. En ting er sikkert. Kritikken af EADS har været omfattende, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved både deres oprigtighed og deres troværdighed.

Kommissionen må slå to ting fast i dag. Dels at Boeings appel i sagen om udbud af lufttankningsfly på ingen måde kan omhandle kvaliteten af det tilbud, som EADS og Northrop Grumman er kommet med, for det er kun udvælgelsesprocessen, Boeing har sat spørgsmålstegn ved. At underkende US Air Forces beslutning vil være uacceptabelt. Kommissionen må stå fast på dette.

Dels må Kommissionen også huske på, at angrebene på Airbus i WTO-sagen er urimelige. Ikke blot er systemet med støtte, der skal betales tilbage, på alle måde fair, i og med at støtten per definition skal betales tilbage, men USA's angreb bliver endnu mere overraskende set i lyset af, at amerikansk støtte bryder med WTO-reglerne og med den bindende aftale mellem Europa og USA.

For at undgå en steril konfrontation, der vil underminere de involverede parters industrielle interesser og forholdet mellem EU og USA, som det er vigtigt, at vi forbedrer, er den eneste mulige fremtidige løsning en forhandlet løsning. Forud for denne kræves en indledende fase, hvori parterne viser deres gode vilje.

Et sidste spørgsmål: Påvirker den ændrede situation den beslutning, som muligvis vil blive taget under bilæggelsen af denne tvist?

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Indledningsvist vil jeg gerne undskylde på vegne af min kollega, hr. Sturdy, som er blevet forsinket og ikke kan være her til plenarmødet.

Jeg vil gerne starte med at sige, at både USA og EU - i hvert fald de fleste af medlemslandene - er medlemmer af NATO. Dette er en konflikt mellem grupper, der er på god fod med hinanden. Jeg vil også gerne starte med at sige, at USA og EU underskrev en aftale om store civile fly i 1992. Aftalen fungerede faktisk rigtig godt, indtil USA fraveg betingelserne i aftalen ved at gå til WTO's tvistbilæggelsesorgan i 2004.

Vi ved, at statsstøtte i et vist omfang er almen praksis, navnlig inden for området af store kommercielle og militære fly. Ikke desto mindre er det vigtigt, at denne statsstøtte underlægges meget streng kontrol og meget strenge betingelser. EU har hidtil holdt sig strengt til disse, og EADS/Airbus har ligeledes betalt det meste af støtten tilbage, eller endda mere af den offentlige støtte tilbage. Vi har dokumenteret dette i detaljer. I modsætning til dette er USA stadig ikke fremkommet med nogen sådan dokumentation, og det er ikke helt klart, i hvor høj grad Boeing har overholdt disse forpligtelser.

Overordnet set vil jeg gerne sige, at mens EU naturligvis er fortaler for frihandel, bør denne beslutning ikke munde ud i en gang antiamerikansk retorik fra vores side. Det er vigtigt, at vi forsøger at opnå en fair behandling for begge parter, og jeg går ud fra, at WTO's tvistbilæggelsesorgan vil lægge dette til grund for sin beslutning.

En strengt antiamerikansk tilgang vil være for snæversynet, men vi bør stadig kræve, at USA overholder de regler, vi alle blev enige om.

 
  
MPphoto
 
 

  Glyn Ford (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg bifalder denne beslutning og flertallet af de ændringsforslag, der er stillet til den, deriblandt dem, som min kollega Erika Mann har stillet.

I min valgkreds afhænger tusindvis af job direkte af Airbus, især i Bristols Filtonområde. Både i Det Forenede Kongerige og i EU afhænger titusindvis af job desuden af Airbus' succes.

Jeg ville have kritiseret hr. Kamall ansigt til ansigt, men da han stak af under to minutter efter, han var færdig med at tale, har jeg ikke mulighed for at rette min kritik direkte mod ham. Jeg håber, at en af hans kolleger vil videregive den og samtidig gøre ham opmærksom på, at vi normalt forsøger at bliver her til slutningen af de forhandlinger, vi deltager i, snarere end at komme, tale og så styrte af sted til vores pressekonference.

I 1992 indgik Boeing og Airbus - eller rettere EU og USA - en aftale om gensidigt at afholde sig fra at brokke sig, selv om dette var til Boeings fordel, da Boeing direkte modtager støtte fra den amerikanske regering gennem NASA og forsvarsministeriet, mens Airbus kun modtager iværksætterlån, som skal betales tilbage med renter. Airbus har allerede betalt 7 millioner euro tilbage.

I 2004 brød USA denne aftale ved at forelægge hele sagen for WTO. Fagforeningen Unite og ledelsen i Det Forenede Kongerige står sammen om at insistere på, at vi skal lægge så stort pres på USA som muligt i denne sag.

Kritikken fra Boeing og fra Kongressen kræver et modsvar - et stærkt modsvar. Hvis vi mister vores konkurrencedygtighed i forhold til Airbus og dermed efterlader Boeing med et reelt set verdensomspændende monopol, vil det betyde mistede kontrakter og mistede job. Et forhandlet forlig er helt klart den bedste løsning og den bedste vej frem - måske bedre end 1992-aftalen. Men uden et forhandlet forlig har vi ingen andet mulighed end stædigt at forsvare vores position og Europas interesser i forhold til økonomi, konkurrencedygtighed og job.

 
  
  

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Jeg har modtaget et beslutningsforlag(1), jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 9. juli 2008.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Christine De Veyrac (PPE-DE), skriftlig erklæring. - (FR) Efter den debat, vi har haft omkring den klage over Airbus, som Boeing har indgivet til WTO, glæder det mig at se, at vi her i dag forsvarer en beslutning, som vil sikre Europa-Parlamentets støtte til Airbus.

Boeings klage over Airbus synes i højere grad at handle om handelsinteresser end om egentlige uoverensstemmelser omkring reglerne for konkurrence.

Det var først, efter at Airbus vandt en række ordrer på fly, at Boeing indgav en klage til WTO. Den amerikanske flyproducent har desuden brudt den bilaterale aftale fra 1992, i og med at selskabet har modtaget støtte, som er forbudt under denne aftale.

Ja, Airbus har også modtaget støtte, men denne støtte bestod af finansiering, som skulle betales tilbage, hvilket aftalens regler tillader. Ikke blot er denne finansieringsstøtte helt og aldeles blevet betalt tilbage, Airbus har desuden betalt 40 % mere tilbage, som det havde modtaget som lån fra EU-regeringer.

Jeg støtter det beslutningsforslag, som vi skal stemme om i morgen. Europa-Parlamentet må anmode om en fair og hurtig afgørelse af tvisten og samtidig gøre sin støtte af Airbus klart for offentligheden.

 
  

(1)Se protokollen.

Seneste opdatering: 20. november 2008Juridisk meddelelse